Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligestillingsnævnets afgørelse om køn - lejeaftale - retlig interesse - medhold

Jr. nr. 2017-6811-22012

En hjemmesides formidling af annoncering efter en kvindelig lejer var i strid med ligestillingsloven. En mandlig klager, der var aktivt søgende efter en lejebolig, fik medhold i sin klage over hjemmesiden. Der var ikke grundlag for at tilkende en godtgørelse, idet hjemmesiden som formidler ikke havde givet manden afslag på at leje boligen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med privatpersoners annoncering efter kvindelige lejere på en boligformidlers hjemmeside.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede formidlede annoncering af en lejlighed til kvinde.

Sagsfremstilling

Klager har for nævnet forelagt en annonce om udlejning af en lejlighed: ”2 værelses lejlighed på 56 m2 [Adresse] 2 vær dejlig lejlighed med stor altan udlejes til enlig kvinde - gerne moden”

Herudover er der med klagen vedlagt syv boligannoncer om udlejning af et enkelt værelse i egen bolig til kvindelig lejer. To af disse annoncer angiver endvidere et alderskriterium.

Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 11. april 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Han ønsker en godtgørelse, samt at indklagede oplyser sine brugere om, at diskrimination er ulovlig og frasorterer diskriminerende annoncer.

Kriteriet fremgår direkte af annoncerne på indklagedes hjemmeside. Som mand bliver klager behandlet ringere end en kvinde, når han søger lejeboliger gennem indklagede, idet udbuddet af lejemål på hjemmesiden er lavere for mænd end for kvinder.

Med de fremlagte eksempler på annoncer er der tale om usaglig køns diskrimination på indklagedes hjemmeside. De otte eksempler fremlagt af klager er aktive annoncer indsamlet fra hjemmesiden på en enkelt dag.

Klager har gennem flere år brugt indklagedes hjemmeside. 10 til 20 procent af værelsesannoncerne i klagers område har kønsdiskriminerende indhold.

På hjemmesiden kan udlejere oprette annoncer, som bliver gennemgået af indklagedes personale, før de bliver lagt ud på siden. Det er derfor indklagedes ansvar at undgå diskrimination på siden og at frasortere annoncer, der åbenbart kønsdiskriminerer.

Klager bliver som mand fravalgt på boligmarkedet alene på grund af sit køn. Nogle udlejere mener, at kvinder er ”mere renlige” end mænd. Der er tale om en stereotypiserende påstand, der bunder i en uægte kønskvalifikation.

Den første situation er udlejning af en selvstændig bolig, hvor udlejeren ikke selv bor. Den anden situation er udlejning af et værelse i en bolig, hvor udlejeren selv bor. Klager bliver som mand diskrimineret i begge tilfælde.

Den første annoncetekst fremlagt af klager vedrører udlejning af en selv stændig bolig til en enlig kvinde. Enlige mænd var dermed udelukket fra at kunne søge denne bolig.

Efter ligebehandlingsnævnets praksis udgjorde en lignende lejeboligan noncetekst en overtrædelse af ligestillingslovens forbud mod forskelsbe handling. I AFG nr. 9496 af 08/03/2017 [Ligebehandlingsnævnets jour nalnummer 2016-6811-43337] søgte en udlejer i en lejeboligannonce efter en ”studerende pige eller et ungt par”. Nævnet fandt, at enlige mænd blev forskelsbehandlet, fordi enlige mænd ikke kunne leje boligen alene, mens enlige kvinder kunne.

Der er tale om en annoncetekst sammenlignelig med den fremlagte, hvor en ”dejlig lejlighed med stor altan udlejes til enlig kvinde – gerne moden”. Der er efter nævnets praksis tale om usaglig forskelsbehandling.

Indklagede har siden ændret sine retningslinjer og vilkår for annoncering af udlejning af selvstændige hele boliger. Ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2017.

De syv øvrige eksempler i klagen udelukker også mænd fra at søge med den væsentlige forskel, at der i disse annoncer er tale om værelser i ud lejerens egen bolig.

Når en kvindelig udlejer søger en kvindelig lejer til et værelse, kan dette begrundes i hensyn til blufærdighed. Det fremgår af betragtning 16 i Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, at diskrimination kan legitimeres af hensyn til blufærdighed ”i tilfælde såsom indlogering hos en person i en del af denne persons hjem”.

Hensynet kan ikke i sig selv åbne for en bred diskrimination på boligmarkedet. Ifølge forarbejderne til ligestillingslovens § 3 a skal de legitime mål fortolkes snævert for at undgå udhuling af diskriminationsforbuddet.

Ved en restriktiv fortolkning medfører blufærdighedshensynet, at en ud lejer ikke kan tvinges til at skulle bo sammen med en lejer af det mod satte køn. For udlejere er det herefter sagligt at diskriminere det mod satte køn. Det bliver omvendt usagligt at anvende blufærdighedshensy net til at diskriminere sit eget køn.

På indklagedes hjemmeside annoncerer både mandlige og kvindelige udlejere imidlertid specifikt efter kvindelige lejere til værelser i boliger, hvor udlejerne selv bor. Der har endnu ikke været en annonce på indkla gedes hjemmeside, som alene søger efter en mandlig lejer.

Hvis en kvindelig udlejer søger en kvindelig lejer, kan kønsdiskrimination retfærdiggøres af hensyn til blufærdigheden. Hvis en mandlig udlejer alene søger en kvindelig lejer, er der tale om usaglig forskelsbehandling, da diskriminationen af mænd ikke kan retfærdiggøres i hensynet til blu færdighed.

Indklagedes tidligere og nye retningslinjer er udformet således, at alle udlejere uanset køn er berettigede til at kønsdiskriminere ved udlejning af værelser i udlejerens ”egen bolig”. Det fremgår af indklagedes citat af de tidligere retningslinjer: ”Ved frem leje af værelser eller dele af bolig i egen bopæl, forbeholdes udlejer ret til at vælge lejer efter køn”. Efter disse retningslinjer tillader indklagede indirekte forskelsbehandling af personer af udlejeres eget køn. Disse ret ningslinjer er direktivstridige efter en restriktiv fortolkning af hensynet til blufærdigheden.

Indklagede har siden udsendt nye retningslinjer: ”Udlejere hos [indklagede] må ikke diskriminere på køn og etnicitet i udvælgelsen af en lejer, når det kommer til hele boliger. For værelser er reglerne anderledes, fordi der er tale om en privatsfære, og man derfor har større frihed til at vælge, hvem man vil dele bolig med”.

Indklagede har imidlertid ikke præciseret i de nye retningslinjer, at der kun må diskrimineres i tilfælde, hvor udlejeren faktisk selv bor i boligen. Dette kan føre til usaglig diskrimination ved udlejning af klubværelser.

For det andet er indklagedes fortolkning af hensynet til privatlivets fred direktivstridig, da hensynet til privatlivets fred og derved blufærdigheden ikke kan legitimere diskrimination af personer af udlejeres eget køn.

Hensynet til privatlivets fred i kombination med blufærdigheden kan kun legitimere diskrimination af personer af det modsatte køn ved udlejning af værelser i en bolig, hvor udlejeren selv bor.

Udover kønsdiskrimination foreligger der også krydsdiskrimination. Når lejere skal have en bestemt alder eller ikke må have katteallergi eller lignende, foreligger der henholdsvis alders og handicapdiskrimination.

Hvis en udlejer søger ”en kvinde mellem 25 og 35 år”, bliver klager som 24-årig mand fravalgt både på grund af sit køn og sin alder.

Klager har ikke søgt nogen af lejeboligerne, fordi annoncerne opstiller diskriminerende kriterier, som klager på grund af sit køn er udelukket fra at imødekomme. Det ville derfor have været formålsløst at søge.

Annoncerne og indklagedes retningslinjer er offentlige tilkendegivelser. I henhold til EU-domstolens dom i sag C-54/07 (Feryn) er offentlige tilkendegivelser med et diskriminerende indhold forskelsbehandling. Det fremgår af dommens præmis 25:

”Den omstændighed, at en arbejdsgiver offentligt erklærer, at han ikke vil ansætte medarbejdere, der har en bestemt etnisk eller racemæssig oprindelse, hvilket naturligvis kan afholde visse ansøgere fra at indgive ansøgning og dermed hindre disse ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet, udgør direkte forskelsbehandling ved ansættelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2000/43. En sådan direkte for skelsbehandling forudsætter ikke, at der kan identificeres en klager, som er blevet udsat for forskelsbehandling. ”

Lejeboligannoncerne er udtryk for offentlige tilkendegivelser.

Forskelsbehandling er ikke betinget af, at klager er blevet diskrimineret i en ansøgningsproces. Der foreligger forskelsbehandling, hvis en offentlig tilkendegivelse afholder ansøgere fra at søge. Det fremgår af dommens præmis 28:

”… idet sådanne erklæringer kan afholde visse ansøgere fra at indgive ansøgning og dermed hindre disse ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet. ”

Annoncetekster, hvor der udelukkende søges efter kvindelige lejere, af holder mandlige lejere fra at søge. Annoncerne på indklagedes hjemmeside udgør derfor et brud på forbuddet mod forskelsbehandling.

Forskelsbehandling kræver ikke en aktiv handling fra klager. Der kan foreligge forskelsbehandling uden en ansøgning, hvis annoncen i sig selv har et diskriminerende indhold.

Indklagedes retningslinjer er udtryk for indirekte forskelsbehandling af mænd. Retningslinjerne fremmer annoncer med usaglig forskelsbehandling, fordi det efter indklagedes praksis er tilladt at have kønsdiskriminerende annoncer på hjemmesiden. Klager er som mand blevet udsat for kønsdiskriminerende lejeboligannoncer på indklagedes hjemmeside, der har afholdt ham fra at søge lejeboligannoncerne.

Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede accepterer hverken diskrimination på grund af køn eller etni citet på sin hjemmeside. For at sikre, at der ikke bliver offentliggjort annoncer med diskriminerende indhold, har indklagede udarbejdet følgende retningslinjer:

"Det tilrådes ved oprettelse af annoncen at tilkendegive særlige forhold omkring udlejning, herunder ønsker og krav til kommende lejere. Det er jf. ligestillingsloven ikke tilladt at annoncere efter lejere af bestemt etnicitet eller køn. Dette gælder alle udlejere, uanset ejerforhold, såfremt der er tale om udlejning eller fremleje af hele boligen. Ved fremleje af værelser eller dele af bolig i egen bopæl, forbeholdes udlejer ret til at vælge lejer efter køn, da lejeaftalen pga. dens private karakter falder uden for dette retsområde. Vi efterlever disse regler hos [indklagede], hvorfor vi i valideringen af ud lejeannoncer forbeholder os ret til at redigere annoncetekst, der omhandler etnicitet og, med undtagelse af værelsesudlejning, også angivelse af lejers køn. Ligeledes følger vi op på alle anmeldelser omkring diskrimination af lejere på baggrund af etnicitet og køn, hvilket i yderste tilfælde kan medføre at udlejer afskæres fra fortsat annoncering på [indklagedes hjemmeside]"

Det fremgår klart af retningslinjerne, at det ikke er tilladt at annoncere efter lejere af et bestemt køn eller en bestemt etnicitet ved udlejning af hele bopælen.

Hvis udlejere ikke efterlever indklagedes retningslinjer og udarbejder annoncer med diskriminerende indhold, foretager indklagede redigering af annonceteksten således, at det diskriminerende indhold udgår, inden annoncen bliver godkendt og offentliggjort på hjemmesiden.

Modtager indklagede efterfølgende henvendelser fra boligsøgende, som oplyser om forhold af blandt andet diskriminerende karakter, følger ind klagede altid op på sådanne henvendelser. Hvis retningslinjerne fortsat ikke bliver efterlevet, kan det medføre, at de pågældende udlejere af skæres fra fortsat og fremtidig annoncering på indklagedes hjemmeside.

I henhold til ligestillingslovens § 3 a, stk. 1 er forbuddet mod kønsdiskrimination ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at hensynet til privatlivets fred og blufærdighed er eksempler på legitime formål, som kan berettige forskelsbehandling på grund af køn. I henhold til forarbejderne betragtes udlejning af et værelse i en persons hjem som omfattet af hensynet til privatlivets fred og blufærdighed og kan derfor begrunde forskelsbehand ling af det ene køn, uden at der er tale om ulovlig forskelsbehandling.

På baggrund heraf har indklagede udformet sine retningslinjer således, at udlejere, som alene udlejer et enkelt værelse i egen bolig eller en del af egen bolig, er berettigede til at søge specifikt efter en lejer af et be stemt køn, da en sådan forskelsbehandling er begrundet i hensynet til privatlivets fred samt blufærdighed, idet der kan foreligge personlige årsager til, at udlejere ønsker lejere af et bestemt køn.

Indklagede har således udformet klare retningslinjer, som har til formål at sikre, at der ikke bliver offentliggjort annoncer, hvori indholdet er ud tryk for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven og lov om etnisk ligebehandling. Alene forskelsbehandling på grund af køn i henhold til ligestillingsloven og forskelsbehandling på grund af etnicitet i henhold til lov om etnisk ligebehandling er beskyttet uden for arbejdsmarkedet.

Indklagede er således ikke over for boligsøgende forpligtet af forskelsbehandlingsloven, som alene gælder inden for arbejdsmarkedet. Indklage de har således ikke udsat boligsøgende for forskelsbehandling ved at tillade annoncer, hvori der søges efter lejere med en bestemt alder.

Klager er ikke blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i strid med ligestillingslovens § 2, stk. 2, da indklagede har udarbejdet retningslinjer, som skal sikre, at de opfylder deres forpligtelser i henhold til ligestillingsloven og lov om etnisk ligebehandling.

Udlejning af et enkelt værelse i egen bolig eller en del af egen bolig har en sådan privat karakter, at det er omfattet af hensynet til privatlivets fred og blufærdighed. Det er derfor omfattet af ligestillingslovens § 3 a, stk. 1, hvorefter loven ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn.

Der er endvidere ikke sket såkaldt krydsdiskrimination på indklagedes hjemmeside, idet indklagede alene er forpligtet til at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling på grund af køn og etnicitet. Indklagede er ikke forpligtet til at beskytte mod anden forskelsbehandling.

Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, er klager ikke berettiget til godtgørelse efter ligestillingslovens § 3 c, idet klager har frasorteret de pågældende annoncer og ikke ansøgt om leje af de konkrete boliger. I henhold til nævnets praksis er der derfor ikke grundlag for at tilkende klager godt gørelse for eventuel forskelsbehandling på grund af køn efter ligestil lingsloven.

Indklagede bestrider, at det kan udledes af EU-domstolens dom i sag C 54/07 (Feryn), at der er grundlag for at tilkende godtgørelse for forskels behandling, hvis den pågældende ikke har ansøgt på baggrund af den konkrete stillings eller boligannonce.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet alder og handicap efter lov om forbud mod forskel sbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger. Klagen angår annoncering af privat lejebolig, og er derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven. Det er derfor uden betydning for sagen, at der i to af indklagedes annoncer er anført et alderskrav til ansøgerne.

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af mænd og kvinder (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

En privat persons udlejning af enkeltværelse i den pågældendes egen bolig vedrører ikke en ydelse, der er tilgængelig for offentligheden og falder derfor uden for ligestillingslovens anvendelsesområde.

Nævnet kan således heller ikke behandle den del af klagen, der vedrører formidling af udlejning af enkeltværelse i udlejeres egen bolig.

Det lægges til grund, at indklagede tillige i henhold til den fremlagte annoncering har formidlet udlejning af privat bolig til kvindelig lejer.

Nævnet vurderer, at denne del af klagen er omfattet af ligestillingsloven.

Klager har oplyst, at han på grund af indholdet af annoncerne undlod at søge om leje af de pågældende lejeboliger, og det må lægges til grund, at han på tidspunktet for annonceringen på hjemmesiden var aktivt søgende efter en lejebolig.

Klager har derfor en individuel og aktuel interesse i sagen.

Nævnet vurderer, at indklagede har overtrådt ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling ved at formidle annoncering efter en kvindelig lejer.

Der er ikke fremkommet oplysninger, der kan føre til, at forskelsbehandlingen kan anses for at være begrundet i et legitimt formål.

Herefter får klager medhold i denne del af klagen.

Indklagede har ikke som formidler givet klager afslag på at leje den på gældende bolig. Der er derfor ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1 og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 1, stk. 6, om retlig interesse

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

Ligestillingsloven

§ 1 a, stk. 1, nr. 2, om lovens anvendelsesområde

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

§ 2, stk. 4, om bevisbyrde

§ 3 a, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

§ 3 c, om godtgørelse

<2017-6811-22012>