Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

(Forenkling og justering af reglerne om fordeling og boligplacering af flygtninge og præcisering af personkreds for danskuddannelse m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 6, 1. pkt., ændres »integrationsloven« til: »stk. 2, 3 eller 4«.

2. § 6, 2. og 3. pkt., affattes således:

»Udlændingestyrelsen skal ændre et fastsat landstal på 8.000 eller derunder, hvis antallet af flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende år, skønnes at ville ændre sig med mere end 40 pct. Udlændingestyrelsen skal ændre et fastsat landstal på over 8.000, hvis antallet af flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende år, skønnes at ville ændre sig med mere end 25 pct.«

3. § 7 affattes således:

»§ 7. Udlændingestyrelsen fastsætter det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte regioner i det kommende kalenderår. De fastsatte regionskvoter udsendes samtidig med landstallet.

Stk. 2. Ændres landstallet for det indeværende eller kommende kalenderår, jf. § 6, 2. og 3. pkt., fastsætter Udlændingestyrelsen samtidig med udsendelsen af det ændrede landstal det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte regioner i det pågældende år.«

4. § 8, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Kommunalbestyrelserne inden for en region skal søge at aftale, i hvilke kommuner det antal flygtninge, der er fastsat i regionskvoterne, jf. § 7, stk. 1, skal boligplaceres i det kommende år (aftalte kommunekvoter).«

5. § 8, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ændres de fastsatte regionskvoter, jf. § 7, stk. 2, fastsætter Udlændingestyrelsen for hver kommune i regionen det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte kommuner i det indeværende eller kommende kalenderår. Ændringerne foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de til enhver tid fastsatte kommunekvoter i forhold til det ændrede landstal.«

6. § 8, stk. 4 og 5, ophæves.

7. § 9 affattes således:

»§ 9. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om landstal, jf. § 6, om fastsættelse af regionskvoter, jf. § 7, og om indgåelse af aftaler om og fastsættelse af kommunekvoter, jf. § 8.«

8. I § 18 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for en udlændings integrationsprogram efter stk. 1 omfatter ikke pligt til anvisning af en bolig efter § 12. Dette gælder dog ikke, hvis flytningen skyldes ganske særlige personlige forhold hos udlændingen, herunder hvis flytning er nødvendiggjort af alvorlig behandlingskrævende sygdom.«

9. § 48, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Det beløb, der er anført i § 45, stk. 4, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.«

10. I § 57, stk. 3, indsættes efter »bliver«: »ikke«, og »hvis« ændres til: »medmindre«.

11. I § 57 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. I forbindelse med en afgørelse efter stk. 3 om at lade en udlænding være omfattet af reglerne i kapitel 3 om boligplacering af flygtninge skal der ikke anvises en bolig efter § 12, hvis udlændingens tidligere opholdstilladelse er mistet eller nægtet forlænget på grund af kriminalitet eller svig.«

§ 2

I lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 1128 af 13. oktober 2017, foretages følgende ændring:

1. I § 2 d indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Ved en selvforsørgerkursist (S-kursist) forstås i denne lov desuden følgende grupper af danske statsborgere:

1) Herboende grønlændere og færinger over 18 år, som af særlige grunde ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund.

2) Danske statsborgere over 18 år, der på grund af langvarigt ophold i udlandet ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund, herunder personer, der er født af danske forældre med bopæl i udlandet.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Givet på Marselisborg Slot, den 26. december 2017

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Inger Støjberg