Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J. nr. 2017-6810-22045

En distributionschauffør blev under sin kærestes graviditet afskediget med henvisning til, at han ikke var egnet til stillingen. Der var omvendt bevisbyrde i sagen. Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden ikke havde fremlagt dokumentation for, at chaufføren forud for afskedigelsen havde fået påtaler, og virksomheden havde heller ikke nærmere redegjort for eller dokumenteret, at chaufføren var uegnet til stillingen. Chaufføren fik derfor medhold og en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget under sin kærestes graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som distributionschauffør.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 180.000 kr. med procesrente fra den 21. april 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som chauffør ved den indklagede cateringvirksomhed pr. 22. marts 2016. Ansættelsesforholdet var tidsbegrænset til den 22. juni 2016.

Ifølge ansættelseskontrakt underskrevet den 6. juli 2016 var ansættelsen uden tidsbegrænsning.

Ved brev af 1. august 2016 blev klager afskediget med virkning fra 8. august 2016. Det fremgår af afskedigelsesbrevet, at klager ikke var egnet til at være distributionschauffør. Klager blev fritstillet i opsigelsesperioden.

Klagers faglige organisation henvendte sig den 2. september 2016 til indklagede i anledning af afskedigelsen. Organisationen oplyste, at klager den 28. juli 2016 oplyste sin kørselsleder om, at han skulle være far, og at hans kæreste havde termin den 25. januar 2017. Den nære tidsmæssige tilknytning med afskedigelsen skabte ifølge organisationen en formodning om, at afskedigelsen reelt var begrundet i, at klager skulle være far.

Indklagede svarede den 7. september 2016, at der ikke var en sammenhæng mellem, at klager skulle være far, og afskedigelsen. Indklagede oplyste, at fem fædre inden for de sidste 12 måneder havde afholdt barselsorlov eller forældreorlov, og at en yderligere medarbejder skulle på barselsorlov til november. Indklagede oplyste også, at der havde været påtaler over klagers tilgang til arbejdet, og at kørselslederen havde en personlig samtale med klager efter klagers ferie i perioden 3. juni 2016 til 1. juli 2016. Indklagede måtte dog 18 dage efter klagers ferie konstatere, at der ikke var ændringer i klagers opførsel eller tilgang til arbejdet.

Klagers faglige organisation bad den 12. september 2016 indklagede om at fremsende dokumentation for de påståede påtaler og samtaler mellem klager og indklagede.

Ifølge brev af 27. september 2016 fastholdt indklagede, at der ikke var en sammenhæng mellem, at klager skulle være far, og afskedigelsen. Indklagede oplyste, at lederen og mellemlederne på kørselskontoret ikke kunne huske, at klager nævnte, at han skulle være far, men at det ikke kunne udelukkes, at han havde nævnt det i en samtale med kolleger. Indklagede oplyste videre, at klager havde været på arbejde i 64 dage, hvilket indklagede betragtede som prøvetid, og at der i den periode løbende var samtaler mellem klager og lederne (en leder og tre mellemledere) af kørselskontoret. Formålet med samtalerne var ifølge indklagede at anskueliggøre over for klager, hvilke krav indklagede stillede til sine chauffører, og at dette havde været forgæves. Der forelå ikke referater fra eller optagelser af disse samtaler.

Klagers faglige organisation meddelte den 20. februar 2017 klager, at man ikke ville gå videre med sagen.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 21. april 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev afskediget i strid med ligebehandlingsloven på grund af orlov i forbindelse med familieforøgelse.

Klager ønsker godtgørelse.

Klager blev fastansat i juli 2016. Indklagedes påstand om det modsatte er direkte usand. Prøvetiden var tre måneder fra ansættelsen den 22. marts 2016, dvs. frem til 22. juni 2016. Det er korrekt, at der blev afholdt et møde efter klagers ferie, men dette var kun for at klager kunne modtage en kontrakt for fastansættelse. Kontrakten af 6. juli 2016 var tidsubegrænset. Det er irrelevant, at klager afholdt ferie

Klager oplyste den 28. juli 2016 kørselslederen om, at han skulle være far. Klager tog initiativ til mødet. Under mødet blev klagers arbejdsindsats ikke nævnt, og samtalen drejede sig alene om graviditeten. Graviditeten blev før mødet nævnt i løs samtale blandt kolleger, hvor blandt andet kørselslederen deltog.

Klager blev afskediget den 1. august 2016, da han pludseligt ikke var egnet til stillingen.

Klager havde været syg i de to dage efter samtalen med kørselslederen og modtog opsigelsen på sin bopæl. Klagers sidste kontakt med indklagede før afskedigelsen var således den dag, hvor han oplyste om sin kærestes graviditet.

Da klager indleverede affekter udleveret ved ansættelsen, spurgte han til en forklaring på afskedigelsen. Dette ønskede indklagede ikke at give. Kørselslederen henviste til, hvad der stod i opsigelsen. Det er usandt, at indklagede skulle have refereret til tidligere samtaler.

Klager har ikke forud for afskedigelsen modtaget advarsler eller påtaler i forhold til sin udførelse af arbejdet. Indklagede har ikke kunnet dokumentere en eneste påtale. Indklagede erkender i sit brev til klagers faglige organisation, at der ikke findes optagelser, referater eller kopier af advarsler eller anden form for dokumentation. Forklaringen er, at sådanne samtaler aldrig har fundet sted.

Den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem klagers oplysning om, at han skulle være far, og afskedigelsen, giver en formodning om, at afskedigelsen var begrundet i oplysningen om, at han skulle være far. På daværende tidspunkt havde klager ikke taget stilling til længden af sin barselsorlov, og han må formode, at dette var en bekymring for indklagede.

Andre ansattes barselsforhold er uden relevans for klagers sag. De af indklagede fremlagte oplysninger om andres barselsforhold fortæller ikke noget om omstændighederne for deres barsel, længden af barslen og konsekvenserne deraf for indklagede.

Klager henviser til nævnets afgørelse med journalnummer 2014-6810-28980, der har mange lighedspunkter med klagers sag, og hvor der lægges vægt på indklagedes bevisbyrde.

Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at indklagede ikke havde kendskab til graviditeten, eller til, at afskedigelsen skyldtes andre forhold.

Flere af oplysningerne i mailen fra klagers faglige organisation med beslutningen om ikke at føre sagen, er forkerte.

Organisationen henviste til de økonomiske konsekvenser for indklagede, men klager havde ikke på afskedigelsestidspunktet taget stilling til, hvordan og hvorledes barslen skulle fordeles, da de lige var blevet bekendt med graviditeten. Indklagede kendte derfor ikke omfanget af klagers mulige barsel. Derudover sendte klagers tidligere kollega en skriftlig vidneforklaring til organisationen, hvori han bekræftede, at klagers kærestes graviditet var et åbent samtaleemne på arbejdspladsen.

Telefonisk oplyste organisationen, at organisationen var uenig i nævnets afgørelse i sagen 2014-6810-28980.

Indklagede gør gældende, at der ikke er en sammenhæng mellem afskedigelsen, og det forhold, at klager skulle være far.

Klager var på arbejde i 46 dage efter ansættelsen den 22. marts 2016 og gik på ferie fra den 3. juni til 1. juli 2016. Prøvetiden er normalt tre måneder, og klager nåede derfor ikke at blive fastansat.

Klager oplyste ikke kørselslederen om, at han skulle være far. En sådan samtale ville ikke have relevans i forhold til klagers ansættelsesforhold. Klager oplyste heller ikke de øvrige mellemledere i kørselsafdelingen om, at han skulle være far.

Det er ikke korrekt, at der ikke var påtaler over klagers tilgang til arbejdet. Kørselslederen forsøgte løbende at påvirke klagers adfærd. Efter klagers ferie havde kørselslederen en personlig samtale med ham. Indklagede måtte dog 18 dage efter klagers ferie konstatere, at der ikke var ændringer i klagers opførsel og tilgang til arbejdet.

Stillingen som distributionschauffør ved indklagede indebærer ikke kun at køre lastbil, men også kundekontakt, håndtering af fødevarer, fødevaresikkerhed mv.

Klager fik den samme forklaring på afskedigelsen, da han afleverede indklagedes affekter, som han havde fået under de løbende samtaler med ham, dvs. at han ikke var egnet til at være distributionschauffør ved indklagede.

Indklagede har de seneste år løbende mandlige og kvindelige medarbejdere på barsels- og forældreorlov i kortere og længere perioder. Indklagede modtaget refusion for lønudgiften fra Udbetaling Danmark. Indklagede har derfor ingen fordele eller ulemper af betydning af medarbejdernes barsel.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Beskyttelsen mod afskedigelse på grund af graviditet, herunder den omvendte bevisbyrde, gælder såvel moderen som faderen.

Det er ubestridt, at afskedigelsen fandt sted under klagers kærestes graviditet. Det er derfor indklagede, der skal godtgøre, at graviditeten hverken helt eller delvist havde betydning for beslutningen om at afskedige klager.

Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har fremlagt dokumentation for, at klager forud for afskedigelsen havde fået påtaler, eller at indklagede havde haft samtaler med klager om hans tilgang til arbejdet. Nævnet har også lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har redegjort eller ført dokumentation for, at klager var uegnet til at arbejde som chauffør ved indklagede.

Indklagedes oplysning om, at andre – både mandlige og kvindelige medarbejdere – har afholdt barsels- og forældreorlov, og medarbejdernes orlov ikke har særlige økonomiske konsekvenser for indklagede, kan ikke føre til nogen anden vurdering.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 180.000 kr. svarende til seks måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 180.000 kr. til klager med procesrente fra den 21. april 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

§ 16, stk. 2 om godtgørelse

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

<2017-6810-22045>