Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Dyreværn

Revideret 28. november 2017

1. Overblik og tjekliste

Politiet skal være særligt opmærksom på følgende:

Tilbageholdelse af et køretøj i sager om transport af dyr, når både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transporten, er hjemmehørende i udlandet, se pkt. 2.2.

Midlertidig rettighedsfrakendelse under den verserende straffesag, se pkt. 2.2.

Væsentlige sagsbehandlingsskridt i forbindelse med efterforskning og sagsbehandling fremgår i øvrigt af Rigspolitiets manual for politiets behandling af dyreværnssager, som ligger på POLNET.

Anklagemyndigheden skal være særligt opmærksom på:

Forelæggelse for det Veterinære Sundhedsråd, se pkt. 3.1.1.

Tiltalesubjekt, se pkt. 3.2.

Rettighedsfrakendelse, se pkt. 5.2.

Konfiskation, se pkt. 5.3.

Efter dom skal anklagemyndigheden være særligt opmærksom på:

Indberetning til fødevaremyndighederne, se pkt. 6.1.

Evt. indsendelse af dommen til Vidensbasen, se pkt. 6.2.

2. Politiets efterforskning og sagsbehandling

2.1. Manual til støtte for politiets behandling af dyreværnssager

Der er udarbejdet en manual til støtte for politiets behandling af dyreværnssager. Formålet med manualen er at give politikredsene en orientering om, hvordan sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen skal behandles, såvel i den indledende som i den efterfølgende fase.

Manualen er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politi, anklagemyndighed og veterinærmyndighederne. Manualen ligger på POLNET. Opdatering og vedligeholdelse foretages af Rigspolitiet på baggrund af høring af bl.a. Justitsministeriet, Rigsadvokaten og Fødevarestyrelsen.

Manualen er ikke udtømmende, men suppleres af gældende regler og Rigsadvokatens retningslinjer.

Rigspolitiet har endvidere udsendt en rundskrivelse med retningslinjer for samarbejdet mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager. Rundskrivelsen findes på POLNET.

2.2. Politiets/anklagemyndighedens muligheder for at gribe ind over for den ansvarlige under efterforskningen

Under en verserende straffesag om overtrædelse af dyreværnsloven har politiet og anklagemyndigheden flere muligheder for at gribe ind over for den ansvarlige for dyret/dyrene.

Pålæg

Efter dyreværnslovens § 21 kan politiet – hvis et dyr behandles uforsvarligt –give den ansvarlige for dyret et pålæg om dyrets behandling. I de tilfælde, hvor dyret er sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, og det vil medføre unødig lidelse at lade dyret leve, kan politiet endvidere efter samme bestemmelse i dyreværnsloven give den ansvarlige for dyret pålæg om aflivning af dyret.

Hvis den ansvarlige for dyret ikke efterkommer et behandlingspålæg, er politiet efter dyreværnslovens § 22, stk. 1, forpligtet til at sørge for dyrets pasning. Politiet kan i den forbindelse anbringe dyret et andet sted.

Beslaglæggelse

Herudover har politiet efter omstændighederne mulighed for at benytte sig af de almindelige regler i retsplejeloven om beslaglæggelse af dyrene og fjerne dyrene fra en person, der er mistænkt for at behandle dyrene uforsvarligt, med henblik på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 2.

Tilbageholdelse

Politiet kan i sager om transport af dyr tilbageholde et køretøj, indtil forskyldte bøder eller sagsomkostninger er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen, når både chaufføren og det køretøj, der anvendes til transporten, er hjemmehørende i udlandet. Det følger af dyreværnslovens § 29 k.

Midlertidig rettighedsfrakendelse

Efter dyreværnslovens § 29, stk. 7, er der mulighed for ved kendelse midlertidigt at frakende en person retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr, indtil sagen er endeligt afgjort.

Politiet skal forelægge sagen for anklagemyndigheden, hvis sagen rejser spørgsmål om midlertidig rettighedsfrakendelse.

Læs mere om dyreværnslovens § 29, stk. 7, i pkt. 4.3.

3. Forberedelse

3.1. Før tiltalerejsning

3.1.1. Forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd

I sager om overtrædelse af dyreværnslovens § 28 skal anklagemyndigheden overveje, om sagen skal forelægges for Det Veterinære Sundhedsråd, inden der rejses tiltale i sagen.

En udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd kan være vejledende med hensyn til, om en overtrædelse af dyreværnsloven må anses for at være enten uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1), grovere uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 2) eller mishandling af dyr (§ 28, stk. 3).

I sager om overtrædelse af dyreværnsloven, hvor overtrædelsen kan udgøre grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt indhente en udtalelse.

Anmodninger om en udtalelse skal sendes til Det Veterinære Sundhedsråd. Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.

Det Veterinære Sundhedsråd er – i lighed med Retslægerådet – et sagkyndigt og uafhængigt råd. Rådets opgave er at afgive udtalelser om veterinære spørgsmål og at være rådgivende for miljø- og fødevareministeren, jf. § 29 i lovbekendtgørelse nr. 1149 af 12. september 2015 om dyrlæger. Loven indeholder endvidere hjemmel til at fastsætte regler om, hvilke myndigheder der kan fremsætte begæring om en udtalelse fra rådet, og i hvilke sager dette kan ske.

Rådet kan besvare konkrete veterinærfaglige spørgsmål, herunder udarbejde udtalelser til brug for anklagemyndigheden i straffesager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Rådets særlige stilling som sagkyndigt organ og det forhold, at det ikke påhviler rådet at fungere som tilsynsmyndighed, fører til, at anklagemyndigheden ikke bør rette almindelige forespørgsler til rådet om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager. Sådanne forespørgsler skal rettes til Fødevarestyrelsen. Se i den forbindelse pkt. 3.1.3.

3.1.2. Hvordan skal anklagemyndigheden forelægge sagen?

Forelæggelse af sager skal ske til Det Veterinære Sundhedsråd.

Det Veterinære Sundhedsråds adresse er: Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup.

Ved forelæggelse af spørgsmål skal anklagemyndigheden redegøre for sagens fakta, herunder den konkrete sag og de konkrete dyr, og det skal tydeligt fremgå, hvad der ønskes Det Veterinære Sundhedsråds vurdering af, jf. bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 § 2, stk. 1.

Hvis der er tvivl om, hvilke faktiske omstændigheder der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, skal dette oplyses, ligesom anklagemyndigheden skal overveje, om der er behov for at stille alternative spørgsmål, f.eks. på baggrund af de forklaringer, som er afgivet af den sigtede om hændelsesforløbet.

Spørgsmålene må ikke lægge op til en bevismæssig vurdering eller stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Se i den forbindelse Højesterets kendelse i U 2000.627H, hvor det fremgår, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd om bevismæssige spørgsmål og om, hvorvidt de tiltalte har overtrådt dyreværnsloven, ikke kan anvendes som bevis.

Det Veterinære Sundhedsråd afgav i den pågældende sag en udtalelse, der bl.a. indeholdt en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen, sådan som rådet opfattede disse på grundlag af politirapporterne. Rådet udtalte sig herunder om de bevismæssige spørgsmål i sagen. Endvidere indeholdt rådets udtalelse en stillingtagen til, om de tiltalte efter rådets opfattelse havde overtrådt dyreværnsloven.

Højesteret fastslog, at det, som Det Veterinære Sundhedsråd kan udtale sig om, er, ”hvorvidt en adfærd, der er nærmere beskrevet i spørgsmål til rådet, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1 (nu § 28, stk. 1, 2 eller 3), og § 29, stk. 1”.

Spørgsmål til rådet skal udformes i overensstemmelse hermed.

Der skal endvidere ikke stilles spørgsmål, hvor rådet anmodes om en gennemgang af, om et længere hændelsesforløb er foregået i overensstemmelse med de gældende regler.

Anklagemyndigheden skal sende samtlige akter i sagen til rådet med henblik på at sikre, at alle elementer af betydning for den veterinærfaglige vurdering kan blive inddraget ved besvarelsen, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 4.

Spørgetemaer sendt til rådet kan indeholde spørgsmål om, hvorvidt sagens fakta giver rådet anledning til yderligere bemærkninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 5.

Det vil oftest være en fordel at stille flere korte spørgsmål vedrørende de enkelte momenter i sagen. Hvis sagen indeholder flere selvstændige forhold, er der endelig mulighed for at stille et supplerende spørgsmål om, hvorvidt forholdene samlet set giver rådet anledning til bemærkninger.

Det Veterinære Sundhedsråd har – med henblik på at lette rådets sagsbehandling – anmodet om, at anklagemyndigheden ved fremsendelse af sagen, vedlægger en kopi af spørgsmål til rådet på en cd-rom og oplyser, hvornår der indtræder forældelse i sagen. Herudover har Det Veterinære Sundhedsråd oplyst, at rådet vil sende breve til anklagemyndigheden om modtagelsen af en sag via e-mail.

Sager, hvori retningslinjerne for korrekt forelæggelse ikke er overholdt, må forventes tilbagesendt til politikredsene med anmodning om, at spørgsmål til rådet stilles i overensstemmelse med retningslinjerne i denne meddelelse.

Det fremgår i øvrigt af U 2000.627H, at udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd, der er udfærdiget i overensstemmelse med retningslinjerne i Højesterets kendelse, er omfattet af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 5 (nu § 871, stk. 2, nr. 5) og derfor som udgangspunkt kan benyttes som bevis, og at dette gælder, selv om udtalelsen er ensidigt indhentet af politiet forud for tiltalerejsningen.

Der er på den baggrund ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden stiller spørgsmål til Det Veterinære Sundhedsråd uden forudgående forelæggelse af spørgsmålene for den sigtede eller dennes eventuelle forsvarer.

I sager, hvor der er beskikket en forsvarer, skal et udkast til spørgsmålene dog forelægges for forsvareren, således at der så tidligt som muligt under sagens behandling gives sigtede adgang til at stille supplerende spørgsmål.

3.1.3. Bistand fra Fødevarestyrelsen

Anklagemyndigheden skal ikke rette almindelige forespørgsler til Det Veterinære Sundhedsråd om behandlingen af konkrete sager, herunder f.eks. om hvilke regler der er relevante for sagen, om formuleringen af tiltalen eller om praksis i lignende sager, sådan som det i et vist omfang forekommer ved samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.

Sådan almindelig rådgivning med henblik på behandlingen af konkrete sager, der indeholder veterinære spørgsmål, må indhentes hos de offentlige myndigheder, som det påhviler at føre tilsyn med overholdelsen af lovgivningen.

Fødevarestyrelsen vil således i mange tilfælde - ud over at besvare konkrete veterinærfaglige spørgsmål - kunne bistå politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med behandlingen af enkeltsager.

For nærmere om samarbejdet med Fødevarestyrelsen henvises til Rigspolitiets retningslinjer for samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager, der findes på POLNET.

3.2. Tiltalerejsning

Før anklagemyndigheden rejser tiltale i en sag om overtrædelse af dyreværnslovgivningen, skal følgende spørgsmål overvejes:

A) Er forholdet omfattet af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2 eller 3?

I forbindelse med tiltalerejsning er det nødvendigt at foretage en vurdering af, om en overtrædelse kan anses for uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 1), grovere uforsvarlig behandling (§ 28, stk. 2) eller mishandling af dyr (§ 28, stk. 3).

Vurderingen af, om et forhold må betegnes som uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, har væsentlig betydning for straffen og er samtidig af afgørende betydning for spørgsmålet om rettighedsfrakendelse. Vurderingen af spørgsmålet om subsumption samt spørgsmålet om, hvorvidt der eventuelt er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skal derfor foretages af embedets jurister.

Om forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd forud for tiltalerejsning se pkt. 3.1.1.

Om straffebestemmelserne i dyreværnslovgivningen se i øvrigt pkt. 5.

B) Er overtrædelsen begået i forbindelse med udøvelse af erhverv?

Hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med erhverv, er der tale om en strafskærpende omstændighed, og dyreværnslovens § 28, stk. 9, skal citeres i tiltalen. Om overtrædelser begået i forbindelse med erhverv, se pkt. 5.1.2.

Om strafpåstanden i forbindelse med transport af dyr, som gælder for transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport se pkt. 5.1.3.

C) Hvem skal tiltales?

Strafansvar for juridiske personer inden for dyreværnslovgivningen fremgår af dyreværnslovens § 28, stk. 11. Om de generelle retningslinjer for valg af ansvarssubjekt, se rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Juridiske personer – Strafansvar for juridiske personer.

Strafansvar efter dyreværnslovens § 28, stk. 11, kan blive aktuelt, hvis en overtrædelse er begået f.eks. af et landbrug eller af et firma, der drives i selskabsform.

Hvis sagen efter anklagemyndighedens opfattelse skal medføre rettighedsfrakendelse for en fysisk person, skal tiltalen ikke begrænses til selskabet, men tillige rettes mod den ansvarlige enkeltperson.

I sager om transport af dyr kan der opstå spørgsmål om valg af ansvarssubjekt, idet der kan være grundlag for at gøre strafansvar gældende både mod en ansat chauffør, dennes arbejdsgiver/vognmand, andre ansatte i transportfirmaet og/eller den person (typisk en landmand), der f.eks. har ladet et dyr, der er uegnet til transport, transportere.

Anklagemyndigheden skal rejse tiltale både mod den chauffør, der har udført transporten, og mod arbejdsgiver/vognmand og leverandør, hvis det kan godtgøres, at disse har været medvirkende til overtrædelsen eller har begået selvstændige overtrædelser, eller hvis der er grundlag for strafansvar for arbejdsgiveren/vognmanden eller for leverandøren efter reglerne om strafansvar for juridiske personer.

Som eksempel kan nævnes U 2012.3395H, hvor en chauffør og et vognmandsfirma, som chaufføren var medejer af, blev idømt bøder for overtrædelse af dyreværnsloven i forbindelse med transport af dyr. Højesteret fandt ikke grundlag for at nedsætte bøderne under henvisning til sagsbehandlingstiden, ligesom Højesteret ikke fandt, at den dømtes rolle både som chauffør og som direktør i vognmandsfirmaet betød en krænkelse af forbuddet om dobbelt straf.

Strafansvaret beror på en almindelig strafferetlig vurdering, herunder på om overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Vurderingen af spørgsmålet om et eventuelt virksomhedsansvar forudsætter endvidere, at der foreligger oplysninger om, hvorvidt transportvirksomheden eller landbrugsvirksomheden, der har leveret dyr til transport, drives i selskabsform.

For så vidt angår overtrædelser omfattet af klippekortordningen, jf. dyreværnslovens § 29 b, vil der i almindelighed være grundlag for at gøre et ansvar gældende mod den, der som chauffør eller ledsager har udført transporten, med den retsvirkning, at chaufføren eller ledsageren, hvis den pågældende findes skyldig, får et klip.

Herudover skal der som hidtil gøres et ansvar gældende mod transportvirksomheden (juridisk person), hvis betingelserne herfor er opfyldt. Klippekortordningen omfatter dog ikke juridiske personer. Virksomheden kan således ikke få et klip.

Endelig skal anklagemyndigheden overveje, hvorvidt der i øvrigt kan gøres et ansvar gældende mod andre personer, herunder f.eks. leverandøren (landmanden) eller andre ansatte i transportvirksomheden. Det kan f.eks. være en direktør eller ejer af virksomheden, eller en organisator. Hvis betingelserne for at gøre et strafansvar gældende mod andre ansatte i virksomheden er opfyldt, vil de, hvis de findes skyldige, få et klip.

Om klippekortordningen se i øvrigt pkt. 5.2.3.

D) Skal der nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, eller er der tale om overtrædelse af kliprelevante bestemmelser?

Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 kan der ske betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr, hvis man findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr eller i gentagelsestilfælde findes skyldig i uforsvarlig behandling af dyr. Se herom pkt. 5.2.1.

Efter reglerne i §§ 29 a-29 c samt § 29 d om juridiske personer kan der endvidere ske frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr. Se herom i pkt. 5.2.2., pkt. 5.2.3., pkt. 5.2.4. og pkt. 5.2.5.

Hvis sagen efter anklagemyndighedens opfattelse skal medføre rettighedsfrakendelse for en fysisk person, skal tiltalen ikke begrænses til selskabet, men tillige rettes mod den ansvarlige enkeltperson.

I forbindelse med tiltalerejsning skal anklagemyndigheden være opmærksom på, om der er tale om overtrædelse af kliprelevante bestemmelser, jf. dyreværnslovens § 29 b. Se herom i pkt. 5.2.3.

E) Skal der nedlægges påstand om konfiskation?

Der kan både være grundlag for at påstå konfiskation af en gevinst eller en besparelse, der er opnået i forbindelse med en overtrædelse af dyreværnslovgivningen, ligesom der i sager om transport af dyr kan være grundlag for konfiskation af det køretøj, der er anvendt. Se nærmere herom i pkt. 5.3.

4. Jura

4.1. Dyreværnslovens § 28

Den væsentligste bestemmelse om straf i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen findes i dyreværnslovens § 28.

Efter dyreværnslovens § 28, stk. 1, straffes den, som ved overanstrengelse, vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Hvis forholdet har haft karakter af grovere uforsvarlig behandling af dyr, er straffen bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 2.

Hvis forholdet har haft karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 2 år, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 3.

I tilfælde, hvor de strafbare forhold ikke har udgjort uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyr, straffes overtrædelser af loven i medfør af § 28, stk. 4, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Om straffene for overtrædelse af § 28, stk. 1, 2 og 4, se pkt. 5.1.1., pkt. 5.1.2. og pkt. 5.1.3. Om straffene for overtrædelse af § 28, stk. 3, se pkt. 5.1.4.

Efter § 28, stk. 9, 1. pkt., skal det ved udmåling af straffen efter § 28 eller regler fastsat i medfør heraf anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder dyretransporter.

Der stilles således særlige krav til agtpågivenhed hos personer, der handler inden for deres erhverv. Hertil kommer, at der særligt i disse sager kan være et økonomisk incitament til at overtræde lovgivningen, og det vil derfor i almindelighed være påkrævet med væsentligt højere bøder, før bøden kan virke præventivt. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (L 154 af 29. januar 2003, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.2.3.).

Om strafpåstandene i sager omfattet af § 28, stk. 9, 1. pkt., vedrørende overtrædelser begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, se pkt. 5.1.2. Om strafpåstandene i sager i forbindelse med dyretransporter, se pkt. 5.1.3.

Det er endvidere efter § 28, stk. 9, 2. pkt., en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået mod dyr, der benyttes under udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning.

Bestemmelsens ordlyd om ”under udførelse af offentlig tjeneste eller hverv eller i anledning af samme” skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 119, stk. 1. Den beskyttede kreds af dyr omfatter blandt andet hunde og heste, som benyttes under udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv hos eksempelvis forsvaret, politiet, Kriminalforsorgen og SKAT. Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse i situationer, hvor en indsat i en af kriminalforsorgens institutioner sparker en hund, som er i færd med at gennemsøge den pågældendes celle. Om strafpåstanden, se pkt. 5.1.1., pkt. 5.1.2. og pkt. 5.1.4.

Se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 6).

Reglerne om konfiskation af et udbytte eller en besparelse opnået i forbindelse med en overtrædelse af dyreværnsloven fremgår af dyreværnslovens § 28, stk. 10. Se pkt. 5.3.

Efter dyreværnslovens § 28, stk. 11, kan der pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar for overtrædelse af loven efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

4.2. Dyreværnslovens § 28 a

Det fremgår af dyreværnslovens § 28 a, at der kan straffes med fængsel indtil 2 år for uretmæssig aflivning af et dyr, under udførelse af offentlig tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, hvis aflivningen er begået forsætligt. Det gælder uanset, at aflivningen er sket hurtigt og smertefrit og i øvrigt efter reglerne i dyreværnslovens § 13, stk. 1.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes, hvis en person i forbindelse med en anholdelsessituation, hvor politiet benytter en hund til at sikre pågribelse af den pågældende, slår hunden ihjel.

Der vil efter omstændighederne kunne være grundlag for at straffe i sammenstød med andre bestemmelser i dyreværnslovgivningen og straffelovens § 291. Se pkt. 5.1.5. om straf.

Bestemmelsen er indsat i dyreværnsloven ved lov nr. 645 af 8. juni 2016. Se nærmere i Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 6.

4.3. Midlertidig rettighedsfrakendelse

Der er efter dyreværnslovens § 29, stk. 7, mulighed for ved kendelse midlertidigt at frakende en person retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr, indtil sagen er endeligt afgjort.

Bestemmelsen i § 29, stk. 7 (tidligere stk. 3), blev indsat ved lov nr. 717 af 25. juni 2010. Det fremgår af forarbejderne til loven (L 163 af 17. marts 2010, de almindelige bemærkninger, pkt. 8.), at det ikke ganske kan udelukkes, at det i visse tilfælde vil kunne være hensigtsmæssigt, at der ved siden af de eksisterende muligheder for at gribe ind bliver åbnet mulighed for, at retten kan træffe afgørelse om midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre. En midlertidig frakendelse forudsættes alene at skulle ske i de tilfælde, hvor den politimæssige efterforskning er bragt så langt, at der er en rimelig begrundet mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold som omhandlet i dyreværnslovens § 29, stk. 1. Desuden skal der antages at foreligge nærliggende fare for, at den pågældende under sagen på ny vil foretage enten dyremishandling, grov uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling af dyr.

Henvisningen til § 29, stk. 1, indebærer, at den pågældende sag skal omhandle dyremishandling, grov uforsvarlig behandling af dyr eller gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr.

Hvis sagen kun vedrører uforsvarlig behandling af dyr, og den sigtede ikke tidligere er dømt herfor, kan der ikke ske midlertidig frakendelse.

Den midlertidige frakendelse kan begrænses til at angå bestemte arter og antal af dyr. Det kan i kendelsen bestemmes, at kære ikke har opsættende virkning.

Sker der ved dommen frifindelse for rettighedsfrakendelse, bortfalder forbuddet, selv om dommen ankes.

Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Reglerne om rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens §§ 29-29 g er nærmere beskrevet i pkt. 5.2.

4.4. Anden lovgivning

Dyreværnslovens § 28 suppleres af straffebestemmelser i en række bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport og bødestraffene for transport af dyr, se pkt. 5.1.3.

Bekendtgørelsen supplerer Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97 (transportforordningen).

I forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsens og transportforordningens regler om dyretransport vil der ofte samtidig foreligge forhold, der kan straffes efter dyreværnslovens § 28, stk. 4, jf. f.eks. lovens § 1 om bl.a. beskyttelse af dyrene mod væsentlig ulempe. Undertiden vil det strafbare forhold også udgøre uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling af dyrene, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2 eller 3.

Anklagemyndigheden skal i sådanne sager rejse tiltale både for overtrædelse af transportbekendtgørelsen/transportforordningen og for dyreværnsloven.

5. Straf og andre retsfølger

Den væsentligste bestemmelse om straf i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen findes i dyreværnslovens § 28. Se nærmere herom under pkt. 4.1.

Nedenstående retningslinjer finder anvendelse på overtrædelser begået efter den 1. juli 2016.

Hvis overtrædelsen er begået forud for den 1. juli 2016, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand efter de hidtil gældende retningslinjerne, som kan findes i Vidensbasen under historiske dokumenter.

Pkt. 5.1. omhandler strafpåstande efter dyreværnslovens §§ 28, 28 a og 29 g.

Pkt. 5.2. omhandler rettighedsfrakendelser efter dyreværnslovens §§ 29-29 f.

Pkt. 5.3. omhandler konfiskation efter straffelovens kapitel 9.

5.1. Strafpåstande

5.1.1. Dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2 og 4 – ikke-erhvervsmæssige forhold

Bødestraf

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand efter følgende strafpositioner ved overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1 og 2, når der ikke er tale om overtrædelser i erhvervsforhold:

 
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr
2.000 kr.
6.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr
10.000 kr.
15.000 kr.

Der henvises til forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de specielle bemærkninger til nr. 5).

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Anklagemyndigheden skal altid overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om en lavere eller højere bøde:

Hvis der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk fordel enten i form af et udbytte eller en besparelse, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om, at denne fordel konfiskeres, efter reglerne i straffelovens kapitel 9, jf. herved dyreværnslovens § 28, stk. 10. Det følger også af bestemmelsen, at hvis det ikke er muligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af straffen. Se nærmere om konfiskation i pkt. 5.3.

Hvis overtrædelsen sker mod et dyr, der benyttes under udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning, skal dette afspejles i anklagemyndighedens påstand i skærpende retning. Se pkt. 4.1.

Hvis forholdet har været af mindre strafværdighed, hvis der er tale om en person under 18 år, eller hvis den pågældendes personlige forhold i øvrigt taler for det, kan anklagemyndigheden efter en konkret vurdering nedlægge påstand om en lavere bøde. Bøderne nedsættes for unge under 18 år og for personer med særlig lav indtægt i overensstemmelse med ordningen på færdselslovens område. Det er alderen og indtægtsforholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for spørgsmålet om bødenedsættelse. Nærmere retningslinjer, herunder indtægtsgrænser for bødenedsættelse, kan findes i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Strafudmåling (§ 80) under punktet straf og andre retsfølger.

Hvis der alene er tale om overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 4, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om en bøde, der er mindre end bøderne for uforsvarlig behandling og grovere uforsvarlig behandling.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Frihedsstraf:

Hvornår skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om frihedsstraf:

Der vil i visse sager om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr være grundlag for at nedlægge påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndighedens påstand om frihedsstraf vil i praksis – hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen – primært være relevant i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 2, og typisk, hvor der er tale om adskillige dyr, flere overtrædelser eller hvor overtrædelsen har medført omfattende skader på dyret eller dyrene. Se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1.1.).

Som eksempel på en sag, hvor der er idømt frihedsstraf, kan nævnes AM2014. 03.31Ø. I den pågældende sag blev den tiltalte bl.a. dømt for overtrædelse af den daværende bestemmelse i dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., ved at have behandlet en vallak uforsvarligt og en hoppe groft uforsvarligt, idet de ikke blev beskyttet under hensyntagen til deres fysiologiske adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer blandt andet på baggrund af mangelfuld fodring. Landsretten idømte den tiltalte betinget fængsel i 14 dage samt frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig med heste i 3 år.

Strafpåstanden:

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016, at fængselsstraffe i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr og sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr skal skærpes, således at straffen bliver det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt.

Anklagemyndigheden skal fremover som udgangspunkt nedlægge påstand om en frihedsstraf svarende til det dobbelte af den straf, der ville være udmålt forud for den 1. juli 2016, hvor lov nr. 645 af 8. juni 2016 trådte i kraft.

Det er efter Rigsadvokatens opfattelse ikke umiddelbart muligt at sige noget mere generelt om det hidtidige strafniveau i sager uden for erhverv. Anklagemyndighedens strafpåstand må derfor – som hidtil – bero på sagens nærmere omstændigheder, jf. nedenstående hensyn, ligesom der skal lægges vægt på forarbejderne til lovændringen fra 2016 om, at straffen skal være det dobbelte af den straf, der er udmålt forud for den 1. juli 2016.

Anklagemyndigheden skal ved strafpåstanden i øvrigt blandt andet lægge vægt på:

overtrædelsens alvor,

overtrædelsens omfang,

overtrædelsens art,

om overtrædelsen er sket med forsæt eller har systematisk karakter,

eventuelle andre omstændigheder (jf. straffelovens almindelige del).

Hvis overtrædelsen sker mod et dyr, der benyttes under udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning, skal dette afspejles i anklagemyndighedens påstand i skærpende retning. Se pkt. 4.1.

Om skærpelse af fængselsstraffen, se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.2.).

Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen. Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse. Se nærmere om rettighedsfrakendelse i pkt. 5.2.

5.1.2. Dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2 og 4, - erhvervsmæssige forhold

Bødestraf

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand efter følgende strafpositioner ved overtrædelser af dyreværnslovens § 28, stk. 1 og 2, når overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, jf. § 28, stk. 9, (dog undtaget visse sager om transport af dyr, jf. nærmere herom i pkt. 5.1.3.)

 
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr
5.000 kr.
15.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr
20.000 kr.
30.000 kr.

Bødetaksterne fremgår af bemærkningerne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de specielle bemærkninger til nr. 5).

Bestemmelsen i dyreværnslovens § 28, stk. 9, finder også anvendelse i sager, hvor der fastsættes en bøde efter dyreværnslovens § 28, stk. 4. Anklagemyndigheden skal i disse sager som udgangspunkt nedlægge påstand efter følgende ”minimums-strafpositioner”:

 
1. gang
2. gang
Dyreværnslovens § 28, stk. 4
3.000 kr.
4.500 kr.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Anklagemyndigheden skal altid overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om en lavere eller højere bøde:

Hvis der ved overtrædelsen er opnået en økonomisk fordel enten i form af et udbytte eller en besparelse, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om, at denne fordel konfiskeres, efter reglerne i straffelovens kapitel 9, jf. herved dyreværnslovens § 28, stk. 10. Det følger også af bestemmelsen, at hvis det ikke er muligt at dokumentere størrelsen af en økonomisk fordel, skal domstolene tage hensyn til den økonomiske fordel ved udmålingen af straffen. Se nærmere om konfiskation i pkt. 5.3.

Hvis der i sager inden for erhverv foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om en væsentlig højere bøde end bøden i andengangstilfælde. Se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.1.)

Hvis overtrædelsen sker mod et dyr, der benyttes under udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning, skal dette afspejles i anklagemyndighedens påstand i skærpende retning. Se pkt. 4.1.

Hvis forholdet har været af mindre strafværdighed, hvis der er tale om en person under 18 år, eller hvis den pågældendes personlige forhold i øvrigt taler for det, kan anklagemyndigheden efter en konkret vurdering nedlægge påstand om en lavere bøde. Bøderne nedsættes for unge under 18 år og for personer med særlig lav indtægt i overensstemmelse med ordningen på færdselslovens område. Det er alderen og indtægtsforholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for spørgsmålet om bødenedsættelse. Nærmere retningslinjer, herunder indtægtsgrænser for bødenedsættelse, kan findes i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Strafudmåling (§ 80) under punktet straf og andre retsfølger.

For at modvirke at personer som led i deres erhverv konsekvent overtræder dyreværnslovgivningen, vil der kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde. Det anføres i bemærkningerne til både lov nr. 384 af 28. maj 2003, lov nr. 530 af 6. juni 2007 og lov nr. 645 af 8. juni 2016, at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.

Hvis der er tale om brud på helt formelle regler, hvor dyr ikke konkret har været udsat for væsentlig ulempe mv., kan anklagemyndigheden efter omstændighederne nedlægge påstand om mindre bøder.

Om baggrunden for det højere bødeniveau, når forholdet er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, se forarbejderne til lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (L 154 af 29. januar 2003, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.2.3.), hvor det fremgår, at det ved udmålingen af en straf for overtrædelse af dyreværnslovgivningen i højere grad bør indgå som en skærpende omstændighed, hvis forholdet er begået som led i erhvervsmæssigt forhold. Der bør således kunne stilles særlige krav til agtpågivenhed hos personer, der handler inden for deres erhverv. Hertil kommer, at der særligt i disse sager kan være et økonomisk incitament til at overtræde lovgivningen, og at det derfor i almindelighed vil være påkrævet med væsentligt højere bøder, før bøden kan virke præventivt. Det fremgår i øvrigt af forarbejderne til både lov nr. 384 af 28. maj 2003 og lov nr. 530 af 6. juni 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.), at bødepositionerne bl.a. bygger på den forudsætning, at overtrædelse af dyreværnslovgivningen ofte generelt vil være egnet til at skaffe gerningsmanden en økonomisk vinding.

Der vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de forskellige implicerede personer. Det kan bl.a. være på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste ville tilfalde.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Frihedsstraf

Hvornår skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om frihedsstraf:

Der vil i visse sager om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr være grundlag for at nedlægge påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndighedens påstand om frihedsstraf vil i praksis – hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen – primært være relevant i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 2, og typisk, hvor der er tale om adskillige dyr, flere overtrædelser eller hvor overtrædelsen har medført omfattende skader på dyret eller dyrene. Se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1.1.).

Som eksempler kan nævnes en landsretsdom, TfK 2014.152/2, hvor en landmand, der tidligere var dømt for overtrædelse af dyreværnslovgivningen, blev idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af bl.a. den daværende bestemmelse i dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt., ved at have behandlet sin svine- og kreaturbesætning groft uforsvarligt bl.a. ved ikke at tilkalde dyrlæge eller foretage aflivning af de syge svin eller de magre kreaturer. Tiltalte blev også frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig med kreaturer og svin i 5 år, dog begrænset til en besætning på mere end 25 kreaturer samt 30 svin.

Der kan også henvises til U 2006.2197Ø, hvor en 55-årig ustraffet landmand, blev idømt 20 dages betinget fængsel for overtrædelse af de daværende bestemmelser i dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. §§ 1, 2 og 3, jf. § 28, stk. 7, ved at have behandlet sin besætning bestående af ca. 1.700 svin groft uforsvarligt bl.a. ved gennem et længere tidsrum ikke at have givet svinene permanent adgang til frisk vand og halm og ikke adskilt syge svin fra raske svin i sygesti og herved ikke sørget for behandling af de syge svin. En nedlagt påstand om rettighedsfrakendelse blev ikke fulgt.

Strafpåstanden:

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016, at fængselsstraffe i sager om grovere uforsvarlig behandling og sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr skal skærpes, således at straffen bliver det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt.

Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt nedlægge påstand om en frihedsstraf svarende til det dobbelte af den straf, der ville være udmålt forud for den 1. juli 2016, hvor lov nr. 645 af 8. juni 2016 trådte i kraft.

Det er efter Rigsadvokatens opfattelse ikke umiddelbart muligt at sige noget mere generelt om det hidtidige strafniveau i sager om uforsvarlig behandling af dyr.

Anklagemyndighedens strafpåstand må derfor – som hidtil – bero på sagens nærmere omstændigheder, jf. nedenstående hensyn, ligesom der skal lægges vægt på forarbejderne til lovændringen fra 2016 om, at straffen skal være det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt. Strafniveauet må dog som udgangspunkt ligge under strafniveauet i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. nedenfor.

Efter Rigsadvokatens opfattelse ligger strafniveauet efter retspraksis forud for den 1. juli 2016 i førstegangstilfælde for grovere uforsvarlig behandling af dyr som udgangspunkt mellem 14 og 20 dages fængsel i sager inden for erhverv afhængig af sagens omstændigheder og grovhed. Anklagemyndigheden skal derfor som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en fængselsstraf i niveauet 30 til 40 dages fængsel i førstegangstilfælde, når der er tale om grovere uforsvarlig behandling af dyr inden for erhverv.

Anklagemyndigheden skal ved strafpåstanden i øvrigt blandt andet lægge vægt på:

overtrædelsens alvor,

overtrædelsens omfang,

overtrædelsens art,

om overtrædelsen er sket med forsæt, eller har systematisk karakter,

eventuelle andre omstændigheder (jf. straffelovens almindelige del).

Hvis overtrædelsen sker mod et dyr, der benyttes under udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning skal dette afspejles i anklagemyndighedens påstand i skærpende retning. Se pkt. 4.1.

Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen. Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse. Se nærmere om rettighedsfrakendelse i pkt. 5.2.

5.1.3. Dyreværnslovens § 28, stk. 1, 2 og 4 - transport af dyr

Reglerne om transport af dyr findes i transportbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport), der trådte i kraft den 5. januar 2007. Bekendtgørelsen supplerer Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97 (transportforordningen).

Strafferammen for overtrædelse af bekendtgørelsen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. § 35 i bekendtgørelsen.

Ifølge dyreværnslovens § 28, stk. 9, skal det ved udmåling af straffen anses for en skærpende omstændighed, at forholdet er begået i forbindelse med erhverv, herunder dyretransporter.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 1.2.1.), at den særlige strafskærpelse for så vidt angår dyretransporter alene forudsættes at skulle gælde for transportører og de landmænd, som har leveret dyrene til transport, idet det økonomiske incitament til at overtræde reglerne fortrinsvist vil ligge hos disse.

Bødestraf

Forarbejderne til lovændringen fra 2007 indeholder en række ”minimums-strafpositioner”, for så vidt angår overtrædelser begået af landmænd og transportører. Begrebet ”transportør” skal forstås i transportforordningens forstand se nærmere pkt. 5.2.3. For chauffører og ledsagere gælder de strafpositioner, der fremgår af pkt. 5.1.2. Om begrebet ledsager se pkt. 5.2.2.

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt nedlægge påstand efter følgende strafpositioner i sager om transport af dyr, for så vidt angår overtrædelser begået af landmænd og transportører:

 
1. gang
2. gang
Uforsvarlig behandling af dyr
(dvs. både overtrædelse af bekendtgørelse og dyreværns-lovens § 28, stk. 1)
13.000 kr.
18.000 kr.
Grovere uforsvarlig behandling af dyr
(dvs. både overtrædelse af bekendtgørelse og dyreværns-lovens § 28, stk. 2)
25.000 kr.
40.000 kr.

Bestemmelsen i § 28, stk. 9, finder også anvendelse i sager om transport af dyr, hvor der fastsættes en bøde efter dyreværnslovens § 28, stk. 4, hvis overtrædelsen - uden at være omfattet af § 28, stk. 1 eller 2 - har medført væsentlig ulempe for det pågældende dyr. Her anvendes følgende ”minimums-strafpositioner” som udgangspunkt for strafpåstanden:

 
1. gang
2. gang
Kun overtrædelse af bekendtgørelse og/eller dyreværns-lovens § 28, stk. 4
7.000 kr.
12.000 kr.

De anførte bødestørrelser tjener som udgangspunkt i sager om transport af dyr og bygger bl.a. på, at overtrædelse af reglerne på dette område ofte generelt vil være egnet til at skaffe den pågældende transportør mv. en økonomisk vinding. De nævnte strafpositioner forudsætter dog ikke, at der i den konkrete sag er opnået eller tilsigtet en sådan vinding.

Det gælder for alle sager vedrørende transport af dyr - uanset om overtrædelsen er begået af landmænd, transportører, chauffører mv. - at bøden i tilfælde, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser af transportreglerne, skal være væsentligt højere, end hvad de angivne strafpositioner for andengangstilfælde ellers ville føre til. For at modvirke, at personer, der som led i deres erhverv beskæftiger sig med dyretransporter, konsekvent overtræder transportreglerne, vil der således fortsat kunne være grundlag for absolut kumulation, dvs. sammenlægning af de bøder, der isoleret set er forskyldt i de enkelte tilfælde. Det anføres i bemærkningerne til både ændringsloven fra 2003 og 2007, at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.

Der vil kunne differentieres i bødeudmålingen mellem de involverede personer i sagen, bl.a. på baggrund af en vurdering af, hvem der er ”hovedmanden”, og hvem en opnået eller tilsigtet fortjeneste vil tilfalde. Der vil således f.eks. kunne være grundlag for at sondre mellem leverandøren og transportøren i forbindelse med straffastsættelsen alt efter, hvem af disse der i særlig grad har haft en økonomisk interesse i at overtræde reglerne om transport af dyr.

Hvis tiltalte ved overtrædelsen har haft en økonomisk gevinst, men det ikke er muligt at konfiskere denne grundet manglende dokumentation af gevinstens størrelse, skal der ved udmåling af straffen tages hensyn hertil, jf. § 28, stk. 10.

I sager, hvor der alene er tale om brud på helt formelle regler, og hvor dyr ikke har været udsat for væsentligt ulempe mv., f.eks. tilfælde, hvor en vognmand ikke har medbragt sin autorisation til transport af dyr, er bødeniveauet ikke ved lovændringerne fra 2003 og 2007 skærpet. I disse tilfælde kan også mindre bøder således efter omstændighederne anses for passende. Se bemærkninger til lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (L 154 af 29. januar 2003, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.3.).

På denne baggrund, og efter drøftelser med Fødevarestyrelsen, er det Rigsadvokatens opfattelse, at der er tale om formelle overtrædelser i følgende tilfælde:

Autorisation ikke medbragt, jf. artikel 6, stk. 1, i transportforordningen.

Godkendelsescertifikat ikke medbragt til kort national transport, jf. § 14, stk. 2, jf. § 5, i bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport.

Godkendelsescertifikat ikke medbragt til transportmidler og containere til lange forsendelse, jf. artikel 6, stk. 8, i transportforordningen.

Kompetencebevis ikke medbragt, jf. artikel 6, stk. 5 i transportforordningen eller § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1471 af 8. december 2015 om uddannelse i transport af dyr.

Listen er ikke udtømmende.

Anklagemyndigheden skal i sådanne tilfælde nedlægge påstand om en bøde på 1.500 kr. pr. overtrædelse.

Frihedsstraf

Hvornår skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om frihedsstraf:

Der vil i visse sager om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr være grundlag for at nedlægge påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndighedens påstand om frihedsstraf vil i praksis – hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnslovgivningen – primært være relevant i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 2, og typisk, hvor der er tale om adskillige dyr, flere overtrædelser eller hvor overtrædelsen har medført omfattende skader på dyret eller dyrene. Se nærmere i forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1.1.).

Der kan bl.a. henvises til AM2005. 08.18B, hvor en 34-årig tidligere straffet eneanpartsanhaver i et selskab, der beskæftigede sig med transport af dyr, blev idømt 30 dages betinget fængsel for flere forhold vedrørende overtrædelse af de daværende bestemmelser i dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. til dels 2. pkt., jf. stk. 7, jf. § 1 og § 2, samt bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport (afløst af transportbekendtgørelsen nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport). Retten fandt, at domfældte som eneanpartshaver, direktør og daglig leder og dermed enerådende i dyretransportselskabet, var ansvarlig for den instruktion, som chaufførerne havde fået forud for den skete transport af dyrene, hvorved de blev behandlet henholdsvis uforsvarligt og groft uforsvarligt. Tiltalte blev endvidere frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig med dyr i produktionsøjemed i 3 år, ligesom han i medfør af straffelovens § 79, stk. 1, blev frakendt retten til at udføre transport med hvirveldyr i 3 år.

Strafpåstanden:

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016, at fængselsstraffe i sager om grovere uforsvarlig behandling og sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr skal skærpes, således at straffen bliver det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt.

Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt nedlægge påstand om en frihedsstraf svarende til det dobbelte af den straf, der ville være udmålt forud for den 1. juli 2016, hvor lov nr. 645 af 8. juni 2016 trådte i kraft.

Det er efter Rigsadvokatens opfattelse ikke umiddelbart muligt at sige noget mere generelt om det hidtidige strafniveau i sager om uforsvarlig behandling af dyr.

Anklagemyndighedens strafpåstand må derfor – som hidtil – bero på sagens nærmere omstændigheder, jf. nedenstående hensyn, ligesom der skal lægges vægt på forarbejderne til lovændringen fra 2016 om, at straffen skal være det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt. Strafniveauet må dog som udgangspunkt ligge under strafniveauet i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. nedenfor.

Efter Rigsadvokatens opfattelse ligger strafniveauet efter retspraksis forud for den 1. juli 2016 i førstegangstilfælde for grovere uforsvarlig behandling af dyr som udgangspunkt mellem 14 og 20 dages fængsel i sager inden for erhverv afhængig af sagens omstændigheder og grovhed. Anklagemyndigheden skal derfor som udgangspunkt nedlægge påstand om, at tiltalte idømmes en fængselsstraf i niveauet 30 til 40 dages fængsel i førstegangstilfælde, når der er tale om grovere uforsvarlig behandling af dyr inden for erhverv.

Anklagemyndigheden skal ved strafpåstanden i øvrigt blandt andet lægge vægt på:

overtrædelsens alvor,

overtrædelsens omfang,

overtrædelsens art,

om overtrædelsen er sket med forsæt, eller har systematisk karakter,

eventuelle andre omstændigheder (jf. straffelovens almindelige del).

Om skærpelse af fængselsstraf, se forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.2.).

Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen. Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Er der tale om grovere uforsvarlig behandling eller gentagen uforsvarlig behandling af dyr, kan der eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse. Se nærmere om rettighedsfrakendelse i pkt. 5.2.

5.1.4. Dyreværnslovens § 28, stk. 3 – sager med karakter af mishandling

Det følger af dyreværnslovens § 28, stk. 3, at straffen er fængsel indtil 2 år, hvis overtrædelsen har karakter af mishandling.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.2., og de specielle bemærkninger til nr. 5), at fængselsstraffe i sager med karakter af mishandling af dyr skal skærpes i forhold til retspraksis forud for den 1. juli 2016, så straffen bliver det dobbelte af den straf, der hidtil er udmålt. Ifølge forarbejderne var udgangspunktet for fængselsstraffe for mishandling forud for ændringsloven omkring 30 dages fængsel afhængig af sagens omstændigheder og grovhed.

Anklagemyndigheden skal derfor som udgangspunkt nedlægge påstand om en fængselsstraf på 60 dages fængsel.

Anklagemyndigheden skal ved strafpåstanden blandt andet lægge vægt på:

overtrædelsens alvor

overtrædelsens omfang

overtrædelsens art

om overtrædelsen er sket med forsæt eller har systematisk karakter.

eventuelle andre omstændigheder (jf. straffelovens almindelige del).

Hvis overtrædelsen sker mod et dyr, der benyttes under udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i samme anledning, skal dette afspejle sig i anklagemyndighedens påstand i skærpende retning. Se pkt. 4.1.

Eksempler på retspraksis forud for den 1. juli 2016:

Som eksempel kan nævnes U 2006.61Ø, hvor en 47-årig ustraffet mand blev fundet skyldig i overtrædelse af de daværende bestemmelser i dyreværnslovens § 28, stk. 1 og 2, jf. §§ 1 og 2, ved gennem en længere periode at have holdt høns på en groft uforsvarlig måde med karakter af mishandling, idet der på tiltaltes ejendom blev fundet mange tusinde udsultede døde høns. Tiltalte blev idømt 30 dages fængsel og frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i 5 år.

Mishandling forekommer også ved privatpersoners hold af enkelte eller få dyr, herunder hobbydyr og kæledyr. Som eksempel kan nævnes U 2006.1653V, hvor en mand blev dømt for overtrædelse af den daværende bestemmelse i dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., jf. § 1, 2 og 3, stk. 1, 1. pkt., idet han havde holdt en hund i sin lejlighed under sådanne forhold, at der på hele gulvet var et 2-5 cm tykt lag afføring fra hunden, og hundens kløer var forvoksede til 4-6 cm, ligesom hunden var ekstremt afmagret. Straffen blev fastsat til 30 dages ubetinget fængsel, og tiltalte blev frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i 3 år.

Betingede frihedsstraffe kommer især på tale i de sager, hvor den tiltaltes personlige forhold, f.eks. psykiske problemer, har været en af årsagerne til lovovertrædelsen. Det forekommer også i et vist omfang, at der er grundlag for at idømme foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 - 69 i sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen.

Om gentagelsesvirkning fremgår det af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (L 137 af 25. februar 2016, de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2.), at tidligere overtrædelser af dyreværnslovgivningen kan tillægges gentagelsesvirkning efter de nye regler.

Der kan eventuelt være grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse. Se nærmere herom i pkt. 5.2.

5.1.5. Sager om uretmæssig aflivning af dyr, der benyttes under udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i anledning af samme

Det fremgår af dyreværnslovens § 28 a, at den, som uretmæssigt afliver et dyr, der benyttes under udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med fængsel indtil 2 år, hvis aflivningen er begået forsætligt. Det gælder, uanset at aflivningen er sket i overensstemmelse med dyreværnslovens § 13, stk. 1. Se nærmere under pkt. 4.2.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 6), at straffen for uretmæssig aflivning skal sidestilles med straffen i sager med karakter af mishandling af dyr efter § 28, stk. 3. Se nærmere om forhold med karakter af mishandling under pkt. 5.1.4.

Anklagemyndigheden skal derfor som udgangspunkt nedlægge påstand om en fængselsstraf på 60 dage.

Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

5.1.6. Transport af dyr i frakendelsestiden

Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 g, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af dyr, selv om retten hertil er frakendt den pågældende efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1, eller § 29 d. Efter stk. 2 i samme bestemmelse kan den, som medvirker til, at en fysisk person omfattet af stk. 1, udfører erhvervsmæssig transport af dyr, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Der skal som udgangspunkt anvendes følgende strafpositioner i sager om overtrædelse af dyreværnslovens § 29 g om transport af dyr trods rettighedsfrakendelse:

1. gang
bøde svarende til 1 måneds nettoløn
2. gang
10 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 1 måneds nettoløn
3. gang
ubetinget frihedsstraf

Det forudsættes, at der ved overtrædelse af bestemmelsen i § 29 g udmåles følelige sanktioner i form af bøde og i grovere tilfælde kortere frihedsstraffe med udgangspunkt i sanktionerne på færdselslovens område for kørsel i frakendelsestiden. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 7.3.).

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om bøder af en ikke ubetydelig størrelse for andres medvirken til, at der udføres erhvervsmæssig dyretransport i en virksomhed eller af en person, der er frakendt retten hertil.

5.2 Rettighedsfrakendelse

Efter bestemmelserne i dyreværnslovens § 29-29 f kan der ved overtrædelse af dyreværnslovens § 28 ske frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr og retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr.

For spørgsmålet om midlertidig rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 7, se pkt. 4.3.

Pkt. 5.2.1. behandler spørgsmålet om rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29.

Pkt. 5.2.2. behandler spørgsmålet om dyreværnslovens § 29 a om transport af dyr uden for klippekortordningen.

Pkt. 5.2.3. behandler spørgsmålet om dyreværnslovens § 29 b om transport af dyr inden for klippekortordningen.

Pkt. 5.2.4. behandler spørgsmålet om juridiske personer i sager om transport af dyr.

Pkt. 5.2.5. behandler samspillet mellem betingede frakendelser inden for og uden for klippekortordningen.

Pkt. 5.2.6. behandler spørgsmålet om retsvirkningen af frakendelse.

5.2.1. Dyreværnslovens § 29

Nærmere om dyreværnslovens § 29

Efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., kan den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, ved dommen for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.

Det samme gælder den, der efter tidligere at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr, på ny findes skyldig i en sådan overtrædelse, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.

Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal således altid overvejes, når et forhold har karakter af:

grovere uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 2,

mishandling af dyr efter § 28, stk. 3,

uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 1, og den sigtede tidligere er fundet skyldig i uforsvarlig behandling af dyr.

Rettighedsfrakendelse kan ske for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, oftest 2, 3 eller 5 år. Frakendelsen kan begrænses til kun at angå f.eks. produktionsdyr eller bestemte arter af dyr eller således, at der fremover kun må holdes et bestemt antal dyr.

Efter dyreværnslovens § 29, stk. 2, kan frakendelsen ske betinget, hvis ubetinget rettighedsfrakendelse efter § 29, stk. 1, vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved denne. Frakendelsen kan begrænses til at angå bestemte arter af dyr.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 7), at betinget frakendelse kan anvendes, hvis der ikke findes fuldt tilstrækkelig grundlag for en ubetinget frakendelse. Udgangspunktet vil fortsat være, at frakendelse i sager om mishandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, sker ubetinget.

Det fremgår også af forarbejderne, at det beror på domstolenes vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal ske rettighedsfrakendelse og i givet fald, om det skal ske betinget eller ubetinget. I denne vurdering kan det indgå, om der i sager om mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr er tale om en førstegangsovertrædelse.

I tilfælde, hvor den pågældende tidligere er straffet for en handling, der har gentagelsesvirkning, eller hvor der på systematisk vis eller organiseret form er begået adskillige lovovertrædelser, skal der som altovervejende udgangspunkt ske ubetinget rettighedsfrakendelse.

Frakendelsen kan begrænses til kun at angå f.eks. produktionsdyr eller bestemte arter af dyr. Dette gælder, uanset om der er tale om landbrugs-/produktionsdyr eller familie- og hobbydyr.

Det følger af dyreværnslovens § 29, stk. 3, at en betinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på 3 år ikke overtræder dyreværnslovgivningen under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Prøvetiden regnes fra endelig dom.

Anklagemyndighedens påstand:

Anklagemyndigheden skal – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – som udgangspunkt nedlægge påstand om ubetinget rettighedsfrakendelse i sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr.

Det beror på domstolenes vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal ske rettighedsfrakendelse, og i givet fald om det skal ske betinget eller ubetinget. I denne vurdering kan det indgå, om der i sager om mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr er tale om førstegangsovertrædelse, jf. forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 7).

Gentagelsestilfælde inden for prøvetiden af en betinget rettighedsfrakendelse efter § 29, stk. 2

Det fremgår af dyreværnslovens § 29, stk. 4, at hvis en person, der tidligere er idømt en betinget rettighedsfrakendelse efter § 29, stk. 2, ved dom på ny findes skyldig i mishandling, grovere uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling af dyr for et forhold begået i prøvetiden, skal der ske ubetinget rettighedsfrakendelse, hvis det nye forhold indebærer en rettighedsfrakendelse efter § 29, stk. 1 eller 2.

En ubetinget frakendelse efter stk. 4 sker for et nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller for bestandig, jf. § 29, stk. 5.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Miljø- og Fødevareudvalgets betænkning af 18. maj 2016 til lovforslag nr. L 137 af 25. februar 2016, bemærkninger til nr. 7), at udgangspunktet i disse sager, vil være en ”automatisk rettighedsfrakendelse”.

Efter Rigsadvokatens opfattelse skal anklagemyndigheden derfor i sager om gentagelse efter § 29, stk. 4, nedlægge påstand om, at den tiltalte idømmes en ubetinget rettighedsfrakendelse.

Overtrædelse af forbuddet i § 29, stk. 4, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. § 29, stk. 5.

5.2.2. Dyreværnslovens § 29 a (transport af dyr uden for klippekortordningen)

Ifølge dyreværnslovens § 29 a kan den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og den, der som chauffør eller ledsager udfører erhvervsmæssig transport af dyr, frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.

Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse i medfør af dyreværnslovens § 29 a skal altid overvejes, når et forhold har karakter af

grovere uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 2

mishandling efter § 28, stk. 3, eller

overtrædelse af § 28, stk. 1, og den sigtede tidligere er dømt herfor.

Hvis der er tale om mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i forbindelse med transport, skal det altid overvejes, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse efter § 29 a. Det gælder også i tilfælde, hvor der er tale om en overtrædelse omfattet af klippekortordningen. Se nærmere om klippekortordningen i pkt. 5.2.3.

Det er samme personkreds, som er omfattet af klippekortordningen, der kan frakendes retten til at beskæftige sig med transport af dyr efter bestemmelsen i § 29 a. Frakendelsen sker ubetinget.

Ifølge § 29 a, stk. 2, kan frakendelse dog ske betinget, hvis ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr vil stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse og omstændighederne ved denne. Ifølge forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.), hvor bestemmelsen blev indført, vil betinget frakendelse navnlig være relevant i de sager, hvor der ikke findes fuldt tilstrækkelig grundlag for en ubetinget frakendelse. I vurderingen heraf i sager om mishandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr kan indgå, om der er tale om en førstegangsovertrædelse. Det altovervejende udgangspunkt vil dog fortsat være, at frakendelse i sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne forhold af uforsvarlig behandling af dyr sker ubetinget.

§ 29 a er et supplement til den almindelige frakendelsesregel i dyreværnslovens § 29, hvorefter der kan ske frakendelse af retten til personligt at beskæftige sig med dyr. I modsætning til § 29 er det ikke en betingelse for frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr efter § 29 a, at den pågældende selv har personlig kontakt med dyrene. En frakendelse efter § 29 tager således ikke umiddelbart sigte på en transportør/vognmand, der udfører transport af dyr, da dyretransport kan drives som erhverv, uden at virksomhedens ejere kan siges at beskæftige sig personligt med dyrene, idet transport - og dermed den personlige kontakt til dyr - ofte udføres af ansatte. I disse situationer kan der i stedet ske frakendelse efter § 29 a af retten til erhvervsmæssigt at transportere dyr.

Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at der i sager, hvor det vurderes, at der både bør ske frakendelse af retten til at transportere dyr og retten til at beskæftige sig med dyr, f.eks. i tilfælde hvor en transportør tillige er landmand, kan ske frakendelse efter både dyreværnslovens § 29 og § 29 a.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at indførelsen af klippekortordningen, jf. § 29 b, ikke bør føre til, at der gives en mildere sanktion i form af et klip, hvis der foreligger en overtrædelse, som omfatter mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, der efter § 29 a kunne medføre en ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr.

Om samspillet mellem reglen i § 29 a og klippekortordningen henvises i øvrigt til bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 c, jf. nærmere herom i pkt. 5.2.5.

Ved siden af reglerne i dyreværnsloven gælder den almindelige bestemmelse om rettighedsfrakendelse i straffelovens § 79. Denne bestemmelse har tidligere fortrinsvis været anvendt i sager om transport af dyr. Efter indførelsen af bestemmelserne i dyreværnslovens §§ 29 a - 29 c må det antages, at rettighedsfrakendelse efter § 79 kun meget sjældent vil være relevant i sager om transport af dyr. Det kan dog ikke helt udelukkes, at der vil kunne være grundlag for rettighedsfrakendelse efter § 79 i tilfælde, hvor en person f.eks. gentagne gange systematisk overtræder bestemmelserne om transport af dyr, uden at forholdene er så grove, at de er omfattet af § 28, stk. 1, eller § 29 b.

5.2.3. Dyreværnslovens § 29 b (transport af dyr inden for klippekortordningen)

Efter bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 b skal personer, der beskæftiger sig med dyretransporter, som inden for en periode af tre år har gjort sig skyldig i tre overtrædelser af nærmere angivne regler om transport af dyr, betinget frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Hver overtrædelse (klip) har gyldighed i tre år fra gerningstidspunktet og ikke først fra det senere tidspunkt, hvor sagen afgøres.

Efter yderligere én overtrædelse inden for en treårig prøvetid skal der ske ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr, jf. § 29 c, stk. 1, nr. 3. Se nærmere herom under pkt. 5.2.5.

Reglerne omfatter kun enkeltpersoner. Der kan således ikke gives klip til juridiske personer.

Klippekortordningen omfatter ”den, der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr”. Ifølge forarbejderne til lov nr. 530 af 6. juni 2007 (L 215 af 25. april 2007, de specielle bemærkninger til § 29 b) omfatter dette udtryk transportører i transportforordningens forstand, herunder en ejer, en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en anden person, der uanset formel titel de facto deltager i ledelsen af transportvirksomheden. Endvidere omfattes en organisator, jf. transportforordningens artikel 2, litra q. Ifølge denne bestemmelse er en organisator en person, som har givet en transport i entreprise til mindst én transportør.

Strafansvar og klip i forhold til transportøren forudsætter, at de sædvanlige betingelser for strafansvar, herunder at der skal være tale om en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse, skal være opfyldt i den enkelte sag. Klippekortordningen indebærer således ikke, at transportøren strafferetligt ”hæfter” for ansattes overtrædelser af reglerne om transport af dyr.

Klippekortordningen omfatter tillige en chauffør eller ledsager, der udfører erhvervsmæssig transport af dyr. Ved ledsager forstås en person, som er direkte ansvarlig for dyrenes velfærd, og som ledsager disse under en transport, jf. artikel 2, litra c, i transportforordningen. Det fremgår dog af forarbejderne til lov nr. 530 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.2.), at ikke alle ledsagere er omfattet af klippekortordningen. Det er således alene ledsagere, som er omfattet af kravet om kompetencebevis efter transportforordningens artikel 6, stk. 5, der er omfattet af klippekortordningen.

Klippekortordningen omfatter derimod f.eks. ikke landmænd, der alene fungerer som leverandører af dyrene, men landmænd kan være omfattet af ordningen, hvis de selv fungerer som transportører eller chauffører i forbindelse med transport af dyr.

De nærmere regler om, hvilke overtrædelser af reglerne om transport af dyr der er omfattet af klippekortordningen, er fastsat ved bekendtgørelse nr. 23 af 14. januar 2009 om visse forhold vedrørende betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Det bemærkes i den forbindelse, at ordningen kun omfatter overtrædelser, der begås ved landevejstransporter af svin, kvæg, heste, fjerkræ, får og geder.

Klippet er en obligatorisk følge af, at den pågældende findes skyldig i et forhold omfattet af klippekortordningen. Det indebærer, at klippet ikke skal vedtages af den pågældende eller idømmes af en domstol. Det følger imidlertid af bestemmelsen i dyreværnslovens § 29 i, at hvis en overtrædelse er omfattet af § 29 b, stk. 1, skal dette - med henblik på registrering af afgørelsen i Kriminalregistret - fremgå af anklagemyndighedens tilkendegivelse ved en udenretlig vedtagelse, af retsbogen ved en indenretlig vedtagelse eller af en dom.

Ifølge forarbejderne til lovændringen fra 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.), kan der ved samme dyretransport udløses flere klip, hvis der er begået flere overtrædelser omfattet af klippekortordningen. Der kan dog være tilfælde, hvor det vil forekomme ude af proportioner, hvis der gives flere klip for samtidige overtrædelser. I tilfælde, hvor der f.eks. under en og samme transport transporteres svin af flere størrelser, og der begås overtrædelser af forskellige arealkrav, vil det i almindelighed ikke være rimeligt, at der udløses et klip for hver enkelt af de forskellige arealkrav, der er overtrådt. Ifølge forarbejderne til lovændringen fra 2007 (L 215 af 25. april 2007, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.6.1.) løses en sådan situation bedst ved anklagemyndighedens afgørelse om tiltalespørgsmålet, således at anklagemyndigheden angiver i anklageskriftet, at overtrædelserne alene medfører f.eks. et klip.

Er overtrædelsen så grov, at der foreligger mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. § 28, stk. 2 og 3, skal sagen ikke afgøres med klip, men med rettighedsfrakendelse efter § 29 a, jf. pkt. 5.2.2.

5.2.4. Juridiske personer (sager om transport af dyr)

Efter dyreværnslovens § 29 d, der blev indsat ved lov nr. 530 af 6. juni 2007, kan et selskab mv. (en juridisk person) ubetinget frakendes retten til at drive virksomhed med transport af dyr, hvis selskabet gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt lovgivningen vedrørende transport af dyr.

Bestemmelsen er navnlig tænkt anvendt i de tilfælde, hvor der tidligere er sket udskiftning af enkeltpersoner i ledelsen, som er frakendt retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dvs. hvor selskabet som sådant må siges at danne rammen om gentagne, alvorlige overtrædelser.

Bestemmelsen skal ses som et supplement til den almindelige frakendelsesregel og til klippekortordningen og bør ifølge forarbejderne være forbeholdt særlig grove tilfælde. En sådan rettighedsfrakendelse træder ikke i stedet for, men skal idømmes i tillæg til rettighedsfrakendelse i forhold til de ansvarlige fysiske personer.

5.2.5. Samspillet mellem betingede frakendelser i sager om transport (inden for og uden for klippekortordningen)

Efter bestemmelserne i §§ 29 a - 29 b kan der ske betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, dels som en obligatorisk retsfølge efter tre klip i medfør af klippekortordningen, dels som en mulig retsfølge ved mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller gentagne forhold af uforsvarlig behandling af dyr.

Bestemmelsen i § 29 c regulerer de tilfælde, hvor der skal ske ubetinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr som følge af, at der i prøvetiden for en betinget frakendelse er begået et eller flere forhold, der enten hver for sig eller tilsammen isoleret set ville føre til en betinget frakendelse. Bestemmelsen omhandler ikke de tilfælde, hvor den tiltalte er idømt en betinget frakendelse efter § 29, stk. 2. Se nærmere herom under pkt. 5.2.1.

Det følger af § 29 c, stk. 1, nr. 1-3, at den tiltalte ubetinget skal frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr i følgende situationer:

hvis der i prøvetiden for en betinget frakendelse - inden for eller uden for klippekortordningen - begås et nyt forhold, som isoleret set ville føre til en betinget frakendelse uden for klippekortordningen, jf. § 29 a, stk. 2,

hvis den pågældende i prøvetiden for en betinget frakendelse uden for klippekortordningen gør sig skyldig i yderligere én overtrædelse, der er omfattet af § 29 b, stk. 1 (kliprelevant overtrædelse),

hvis der i prøvetiden for en betinget frakendelse inden for klippekortordningen er ”optjent” yderligere ét klip efter klippekortordningen.

Efter § 29 c, stk. 2, kan der under særlig formildende omstændigheder ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle ske ubetinget. Det følger dog af bemærkningerne til § 29 c, at bestemmelsen i stk. 2 kun forudsættes anvendt i helt særlige tilfælde.

5.2.6. Retsvirkningen af frakendelse af retten til erhvervsmæssig transport af dyr

Betinget frakendelse

Retsvirkningerne af en betinget frakendelse af retten til erhvervsmæssig transport af dyr fremgår af dyreværnslovens § 29 f.

Det er Rigsadvokatens umiddelbare vurdering, at bestemmelsen i § 29 f ikke regulerer retsvirkningen af en betinget rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 2. Retsvirkningen af en betinget frakendelse efter § 29, stk. 2, er i stedet reguleret i § 29, stk. 3. Se nærmere herom under pkt. 5.2.1.

En betinget frakendelse sker på vilkår af, at den pågældende i en prøvetid på tre år, der regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om transport af dyr under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr. Den pågældende skal endvidere inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen, bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport. Prøven er den samme, som chaufføren/ledsageren efter reglerne i transportforordningen og Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1728 af 21. december 2006 om uddannelse i transport af dyr skal bestå for at opnå det såkaldte kompetencebevis.

Hvis prøven ikke er bestået inden udløbet af den fastsatte frist, må den pågældende ikke beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr, jf. § 29 f, stk. 2, 2. pkt.

Ubetinget frakendelse

For så vidt angår ubetinget frakendelse af retten til erhvervsmæssig transport af dyr, se dyreværnslovens § 29 e, hvoraf det fremgår, at ubetinget frakendelse, der regnes fra endelig dom, sker for et nærmere fastsat tidsrum eller for bestandig.

En overtrædelse heraf kan straffes efter § 29 g, jf. nærmere i pkt. 5.1.6.

5.3. Konfiskation

I meget grove sager om overtrædelse af reglerne om transport af dyr kan der eventuelt være grundlag for at påstå det køretøj, der har været anvendt til transporten, konfiskeret, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, om konfiskation af genstande, der har været anvendt til en strafbar handling, hvis det er påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Dette kan f.eks. komme på tale, hvis en transportør fortsætter sin ulovlige virksomhed efter at være frataget sin autorisation og dermed fortsat udsætter dyr for alvorlig lidelse.

Ifølge dyreværnslovens § 28, stk. 10, kan der i sager, hvor tiltalte har opnået en økonomisk fordel, være grundlag for at påstå udbyttet/gevinsten konfiskeret, hvis størrelse er mulig at dokumentere, jf. straffelovens kapitel 9.

6. Efter dom

6.1. Indberetning af afgørelser til fødevaremyndighederne

En række sager om overtrædelse af dyreværnslovgivningen skal indberettes til Fødevarestyrelsen. Det drejer sig om afgørelser om

sager om transport af dyr

sager mod landmænd

sager med betinget frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med transport af dyr

Sager om transport af dyr

Alle afgørelser i sager vedrørende overtrædelse af reglerne om dyretransport skal indberettes til Fødevarestyrelsen, Kontoret for dyresundhed, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup, med henblik på at Fødevarestyrelsen kan få mulighed for at vurdere, om der eventuelt er grundlag for administrativt at tilbagekalde en autorisation. Fødevarestyrelsens sagsnummer skal så vidt muligt anføres i indberetningen.

Også frifindende domme samt afgørelser om indstilling af efterforskning eller afgørelser om påtaleopgivelse i sager vedrørende dyretransporter skal indsendes til Fødevarestyrelsen.

I transportforordningen stilles en række krav til transportvirksomheder, som ønsker at udføre erhvervsmæssig transport af dyr, herunder krav om autorisation af transportvirksomheden, jf. transportforordningens artikel 10-13. En transportvirksomhed, der udfører transport af dyr, skal således være autoriseret hertil i overensstemmelse med reglerne i transportforordningen. Autorisationen meddeles af Fødevarestyrelsen.

Det følger af transportforordningens artikel 26, stk. 4, litra c, samt transportbekendtgørelsens § 30, stk. 1, at en autorisation meddelt af Fødevarestyrelsen i henhold til transportforordningens artikel 10 eller 11 kan tilbagekaldes af styrelsen, hvis transportvirksomheden har overtrådt transportforordningen eller transportbekendtgørelsen.

Fødevarestyrelsens adgang til administrativt at tilbagekalde en autorisation er primært tænkt anvendt i situationer, hvor den samme transportør gentagne gange ved forskellige afgørelser dømmes for overtrædelse af reglerne om beskyttelse af dyr under transport, herunder afgørelser fra forskellige domstole og politikredse, uden at dette har bevirket, at der er sket rettighedsfrakendelse efter dyreværnsloven. Det er således ikke et krav for tilbagekaldelse af en autorisation, at der skal være tale om gentagne eller alvorlige overtrædelser. En tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af et til fem år.

Sager mod landmænd

Alle strafferetlige afgørelser i sager mod landmænd for overtrædelse af dyreværnsloven skal indberettes til Fødevarestyrelsen. Indberetningerne skal sendes til Kontoret for dyrevelfærd og veterinærmedicin, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup. Fødevarestyrelsens sagsnummer skal så vidt muligt anføres i indberetningen.

Også frifindende domme samt afgørelser om indstilling af efterforskning eller afgørelser om påtaleopgivelse skal indsendes til Fødevarestyrelsen.

Formålet med indberetningen er bl.a. at skaffe et overblik over retsudviklingen på området, ligesom Fødevarestyrelsen vil kunne anvende oplysningerne som led i tilrettelæggelsen af stikprøvekontrollen i besætningerne.

Sager med betinget frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med transport af dyr

En betinget frakendelse af retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med transport af dyr medfører blandt andet, at den pågældende inden for en frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen, skal bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr under transport, jf. dyreværnslovens § 29 f.

Alle afgørelser, hvor den tiltalte idømmes eller vedtager en betinget frakendelse, jf. dyreværnslovens § 29 h, skal indberettes til Fødevarestyrelsen hurtigst muligt, således at Fødevarestyrelsen kan fastsætte en frist for, at den pågældende består den kontrollerende prøve. Indberetning om betinget frakendelse skal sendes til Fødevarestyrelsen, Kontoret for dyresundhed, Stationsparken 31-33, 2600 Glostrup. Fødevarestyrelsens sagsnummer skal så vidt muligt anføres i indberetningen.

6.2. Domme til Vidensbasen

Det skal overvejes, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase.

En dom kan være egnet til Vidensbasen, hvis den belyser strafniveauet eller praksis for rettighedsfrakendelse m.v. inden for et sagsområde, eller hvis dommen belyser problemstillinger af generel/principiel betydning for retstilstanden. Samtidig kan en dom være egnet, hvis den vedrører et område, som ikke allerede er dækket på Vidensbasen.

Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen.

Skemaer til indsendelse af domme til Vidensbasen findes på Vidensbasen på AnklagerNet.

7. Love og forarbejder

Dyreværnsloven - seneste hovedlov og lovbekendtgørelse

Lovbekendtgørelse nr. 1150 af 12. september 2015 af dyreværnsloven

Lov nr. 386 af 6. juni 1991 Dyreværnsloven

Relevante ændringslove og forarbejder

Lov nr. 645 af 8. juni 2016 (Skærpelse af straffen i grove dyreværnssager, præcisering af dyrs status som levende væsener, skærpelse af reglerne om rettighedsfrakendelse, meddelelse af påbud og forbud, ophævelse af krav om tilladelse til æglægningsbure) (L 137 af 25. februar 2016)

Betænkning, LFB 645 af 18. maj 2016, afgivet af Udvalget for Miljø- og Fødevarer over L 137 af 25. februar 2016

Lov nr. 717 af 25. juni 2010 om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven (Forbud mod besiddelse mv. af visse hunde, båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre) (L 163 af 17. marts 2010)

Lov nr. 530 af 6. juni 2007 om ændring af dyreværnsloven (klippekortordning for dyretransporter, strafskærpelse og egenkontrol i besætninger) (L 215 af 25. april 2007)

Betænkning, LFB nr. 215 af 23. maj 2007, afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri over L 215 af 25. april 2007

Lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven (strafskærpelse, pasningsvejledninger ved salg af dyr til private, fremvisning af halekuperede hunde, øget dyrevelfærdsmæssig kontrol, gebyrbestemmelse mv.) (L 154 af 29. januar 2003)

Betænkning, LFB nr. 154 af 8. maj 2003, afgivet af Retsudvalget over L 154 af 29. januar 2003

Andre relevante love

Lovbekendtgørelse nr. 76 af 21. januar 2015 om hunde

Lovbekendtgørelse nr. 472 af 15. maj 2014 om hold af heste

Lovbekendtgørelse nr. 1149 af 12. september 2015 om dyrlæger

Relevante forordninger

Transportforordningen, Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97

Relevante bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd

Bekendtgørelse nr. 23 af 14. januar 2009 om visse forhold vedrørende betinget frakendelse af retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr

Bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport

Bekendtgørelse nr. 1471 af 8. december 2015 om uddannelse i transport af dyr

Relevante vejledninger og cirkulæreskrivelser

Cirkulæreskrivelse nr. 9272 af 14. april 2005 om styrkelse af samarbejdet mellem fødevareregionerne og politikredsene i dyreværnssager

Retningslinjer for samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og politikredsene i dyreværnssager (findes på POLNET)

Rigspolitiets vejledning om lov om hunde (hundeloven) mv. (findes på POLNET)

Rigspolitiets manual om politiets behandling af dyreværnssager (findes på POLNET)

Rigsadvokaturen, den 28. november 2017

Rigsadvokaten

/ Rigsadvokaten