Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

 

Afsnit I

Vejledningens struktur og introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

I dette afsnit beskrives vejledningens struktur og der gives en generel introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herunder lovens formål, grundprincipper og anvendelsesområde.

Kapitel 1

Vejledningens struktur

1. Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Redaktionen er afsluttet 31. december 2003. Vejledningen medtager de lovændringer, der er vedtaget frem til denne dato.

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - i kort form kaldet retssikkerhedsloven.

 

2. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af lovteksten, bekendtgørelserne (se bilag 2, 3 og 4) og praksis fra Den Sociale Ankestyrelse m.v. Som noget nyt indeholder vejledningen også en kortfattet beskrivelse af de regler i persondataloven, som har betydning for behandlingen af sager efter den sociale lovgivning og efter relevant lovgivning på Beskæftigelsesministeriets område. Vejledningen indeholder også en beskrivelse af reglerne om finansiering af sociale ydelser og reglerne om regnskabsaflæggelse og revision. Vejledningen fremhæver de regler om regnskabsaflæggelse og revision, som har betydning for tilrettelæggelse af forvaltningen og behandling af sagerne.

Sagsbehandlingsreglerne for sager om foranstaltninger efter serviceloven uden borgerens samtykke er ikke beskrevet i vejledningen. Der henvises til Socialministeriets vejledninger om henholdsvis magtanvendelse og om særlige foranstaltninger over for børn og unge. Reglerne om behandling af ansøgninger om personlig og praktisk hjælp efter §§ 71 – 74 i lov om social service er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. med senere ændringer.

 

3. Vejledningen indeholder følgende afsnit og bilag:

Afsnit II beskriver retssikkerhedslovens regler om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal inddrages ved sagens behandling, at sagerne skal behandles bredt (helhedsorienteret sagsbehandling). Afsnittet beskriver også reglerne om opfølgning af sager om hjælp til løbende forsørgelse.

Afsnit III beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om borgernes pligt til at medvirke til sagens oplysning og pligt til at oplyse om ændringer samt om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger til brug for behandlingen af en social sag.

Afsnit IV beskriver den nye straffebestemmelse i retssikkerhedsloven og omtaler kort straffebestemmelserne i lov om social service. Der er også en beskrivelse af en række generelle forhold, som myndighederne bør være opmærksomme på i forbindelse med inddrivelse af beløb, som skal betales tilbage.

Afsnit V handler om klagemyndighedernes sammensætning og opgaver. Beskrivelsen af klagemyndighedernes efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser er ny som følge af ændringen af § 69 i retssikkerhedsloven.

Afsnit VI behandler reglerne om handlekommune og mellemkommunal refusion.

Afsnit VII oplister de udvalg, der skal være under kommunerne og amtskommunerne.

Afsnit VIII beskriver samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner og redegør for kommuners og amtskommuners muligheder for at overlade sociale opgaver til organisationer m.v. eller andre private uden for myndighedens eget regi.

Afsnit IX beskriver og uddyber reglerne om kommuners og amtskommuners pligt til at føre tilsyn med andre, der udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen.

Afsnit X giver en kortfattet beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. tilsynsmyndighederne og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet samt Folketingets Ombudsmand. Desuden indeholder afsnittet en introduktion til principperne for finansiering af sociale ydelser og kontanthjælp og syge- og barselsdagpenge m.v. Som noget nyt beskrives det finansielle tilsyn samt revision.

Afsnit XI beskriver Det Sociale Informations- og Analysesystem, Den Sociale Database.

Afsnit XII behandler de forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og indhentelse af fortrolige oplysninger i forvaltningsloven, offentlighedsloven samt relevante bestemmelser i persondataloven. Herudover beskriver afsnit XII forvaltningsretlige principper, herunder princippet om god forvaltningsskik.

Bilag 1: Retssikkerhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 1187 af 17. december 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt bekendtgørelse nr. 598 af 24. juni 2003 om ændring af retssikkerhedsbekendtgørelsen, således at sager efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats behandles efter reglerne i retssikkerhedsloven.

Bilag 3: Bekendtgørelse nr. 984 af 4. december 2002 om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på det sociale område. Bekendtgørelsen samler to tidligere bekendtgørelser på det sociale område og en bekendtgørelse på området for individuel boligstøtte.

Bilag 4: Bekendtgørelse nr. 592 af 27. juni 2003 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedr. lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension.

Henvisninger i vejledningen

4. Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser paragraf-angivelser til retssikkerhedsloven. Når der i vejledningen henvises til de sociale myndigheder, er der tale om myndigheder som administrerer den lovgivning på både Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets områder, som følger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven.

Når der henvises til den sociale lovgivning, er der tale om den lovgivning som administreres efter retssikkerhedsloven uanset om lovgivningen hører under Socialministeriets eller Beskæftigelsesministeriets område.

Vejledningen inddrager afgørelser fra både Ombudsmanden og fra Den Sociale Ankestyrelse samt fra domstolene. Ankestyrelsens praksis på området er beskrevet i de Sociale Meddelelser, der er nævnt i Ankestyrelsens praksisoversigt 2002 om Forvaltningsret og Lov om retssikkerhed, Helhedsvurdering m.v. Oversigten kan findes på styrelsens hjemmeside www.dsa.dk , under publikationer.

Forkortelser i vejledningen

5. I denne vejledning anvendes følgende forkortelser:

-   Retssikkerhedsloven = lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

-   Serviceloven = lov om social service.

-   Aktivloven = lov om aktiv socialpolitik.

-   Pensionsloven = lov om social pension.

-   Børnetilskudsloven = lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

-   Boligstøtteloven = lov om individuel boligstøtte.

-   Dagpengeloven = lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

-   Forvaltningsloven = forvaltningsloven.

-   Offentlighedsloven = lov om offentlighed i forvaltningen.

-   Persondataloven = lov om behandling af personoplysninger.

-   Retsstillingsloven = lov om patienters retsstilling.

-   Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse nr. 1187 af 17. december 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 2

Hvor gælder retssikkerhedsloven?

Retssikkerhedsbekendtgørelsen

6. Socialministeriet har udsendt en bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

I bekendtgørelsens § 1 er det fastsat, for hvilke love retssikkerhedsloven gælder. Det er følgende love:

-   Lov om social pension.

-   Lov om individuel boligstøtte.

-   Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

-   Lov om aktiv socialpolitik.

-   Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

-   Lov om social service.

-   Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

-   Lov om delpension.

-   Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.

Retssikkerhedsloven gælder også for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Efter denne lov er det kun bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg. Reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven om handlekommune gælder derfor ikke for de forebyggende hjemmebesøg.

Retssikkerhedsloven regulerer alene kommunernes opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Arbejdsformidlingerne skal ikke administrere efter reglerne i retssikkerhedsloven, da de er omfattet af lov nr. 416 af 10. juni 2003 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Klagereglerne

7. Reglerne om behandling af klagesager er beskrevet i Den Sociale Ankestyrelses vejledning om behandling af klagesager. Afsnit V i denne vejledning beskriver derfor kun klageorganernes struktur og sammensætning. Herudover beskrives grundlaget for efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser, som blev præciseret ved en ændring af § 69 i retssikkerhedsloven. Ændringen af § 69 trådte i kraft den 1. juli 2002. Endvidere beskrives ændringen af § 72, hvorefter klager over afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte tillægges opsættende virkning. Ændringen af § 72 trådte i kraft 1. januar 2003.

 

8. Reglerne i retssikkerhedsloven om behandling af klager gælder også for afgørelser efter en række andre love, når klagerne behandles af de sociale nævn eller af Den Sociale Ankestyrelse. Dette fremgår af § 2 i bekendtgørelse nr. 1187 af 17. december 2002.

Retssikkerhedslovens kapitel 7, 8 og 10 samt kapitel 2, 3 og 5 i retssikkerhedsbekendtgørelsen gælder, når det sociale nævn behandler og træffer afgørelse efter

-   lov om offentlig sygesikring,

-   lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1,

-   lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap,

-   lov om repatriering,

-   lov om inddrivelse af underholdsbidrag,

-   lov om integration af udlændinge i Danmark,

-   lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser), og

-   lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse.

Hvis ikke andet følger af de enkelte love (se punkt 6), gælder reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 9, og §§ 67 – 70 og 72, stk. 6 og kapitel 2, 4 og 5 i bekendtgørelsen, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter ovennævnte love samt efter

-   lov om sikring mod følger af arbejdsskade,

-   lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.,

-   lov om erstatning til besættelsestidens ofre,

-   lov om erstatning for vaccinationsskader,

-   lov om fleksydelse,

-   lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner, og

-   lov om sygehusvæsenet.

Reglerne gælder tilsvarende, når Den Sociale Ankestyrelse behandler klager over Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser i medfør af § 64 i retssikkerhedsloven. § 64 i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

Når Den Sociale Ankestyrelse behandler klager over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2 i lov om sygehusvæsenet, skal Ankestyrelsen indhente en udtalelse fra det pågældende amtsråd.

 

9. Retssikkerhedslovens regler om behandling af klager gælder kun, hvis der ikke er fastsat andre regler om behandling af klager i de enkelte love. I lov om arbejdsskadesikring, som trådte i kraft den 1. januar 2004 er det fastsat, at kapitel 9 i retssikkerhedsloven samt §§ 68 og 70 gælder, når Ankestyrelsen behandler sager efter lov om arbejdsskadesikring. Det vil sige, at §§ 67, 69 og 72 i retssikkerhedsloven ikke gælder ved behandling af sager efter de nævnte love.

Når klageinstanserne behandler sager efter de nævnte love, som ikke generelt er omfattet af sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven, gælder dog reglerne om oplysningspligt og om indhentelse og videregivelse af oplysninger m.v. i §§ 10 – 12 b i retssikkerhedsloven for klagesagsbehandlingen, medmindre andet fremgår af de enkelte love.

Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet

10. Retssikkerhedsloven gælder også, når de sociale myndigheder behandler ansøgninger om sociale ydelser til personer, som bor i udlandet. Det gælder ansøgninger fra personer, som har ret til danske sociale ydelser efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 eller efter konventioner indgået mellem Danmark og et eller flere andre lande om gensidig ligestilling af hinandens borgere. Forordningen og konventionerne giver i et vist omfang personer med bopæl i udlandet ret til at modtage sociale sikringsydelser fra Danmark. Det gælder social pension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og børnetilskud samt visse ydelser efter lov om social service. Endvidere er visse ydelser efter lov om en aktiv social politik, bl.a. fleksjob og ledighedsydelse, omfattet af forordningen.

Også borgere fra andre EU-stater med ophold i Danmark kan have krav på danske sociale sikringsydelser. EF-forordning nr. 1408/71 koordinerer anvendelsen af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for EU. Vandrende arbejdstagere med statsborgerskab i en EU-medlemsstat eller et EØS-land har således krav på ligebehandling med borgerne i den stat, hvori de er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller studerende, samt familiemedlemmer, i sager, som drejer sig om dagpenge under sygdom og fødsel, revalidering og aktivering, social pension, børnefamilieydelser, samt en række tilskud til personer med nedsat funktionsevne. Disse personer har derfor samme rettigheder og pligter som danske statsborgere. Der henvises til Den Sociale Sikringsstyrelses vejledninger om EF- forordning 1408/71.

Den Sociale Sikringsstyrelse har udgivet vejledninger om konventionerne og forordningen. Sagsbehandlingsregler findes også i de administrative aftaler til konventionerne og i EF-forordning nr. 574/72, som omhandler administrationen af EF-forordning nr. 1408/71.

Konventionen af 15. juni 1992 om social sikring inden for Norden kan findes på Nordisk Ministerråds hjemmeside på adressen: www.norden.org , under »Hallo Norden«.

 

11. Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester af 14. juni 1994 regulerer i hvilket omfang nordiske statsborgere med bopæl i Danmark og i andre nordiske lande har ret til ydelser efter lov om social service. Der henvises herom til den fællesnordiske vejledning, som er udgivet af Sekretariatet for Nordisk Ministerråd. Vejledningen findes på Nordisk Ministerråds hjemmeside på adressen: www.norden.org , under »Hallo Norden«.

Kapitel 3

Retssikkerhedslovens historie

Reformer

12. Retssikkerhedsloven indgik i en reform af bistandsloven i 1998 og trådte i kraft samtidig med lov om social service (serviceloven) og lov om aktiv social politik (aktivloven) den 1. juli 1998.

 

13. Dele af lovgivningen fra det tidligere By- og Boligministerium blev i 2001 overført til Socialministeriet. Det omfatter bl.a. lov om individuel boligstøtte. Den 1. januar 2003 blev både lov om individuel boligstøtte og retssikkerhedsloven ændret, så sager efter lov om individuel boligstøtte behandles efter reglerne i retssikkerhedsloven. Det indebærer i praksis, at Den Sociale Ankestyrelse kan behandle principielle og generelle sager om individuel boligstøtte. Endvidere indebærer ændringen, at reglerne i §§ 10-12 c om borgernes medvirken, oplysningspligt m.v. skal anvendes ved behandlingen af sager efter lov om individuel boligstøtte. Bestemmelsen i lov om individuel boligstøtte om refusion mellem amtskommunerne for amtskommunens nettoudgift til boligstøtte er opretholdt i lov om individuel boligstøtte.

14. Ved etableringen af Beskæftigelsesministeriet i november 2001 blev lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om delpension, lov om sikring mod følger af arbejdsskade, lov om fleksydelse overført fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriets område. Dog hører reglerne i kapitel 10 om hjælp i særlige tilfælde og kapitel 10 a, om hjælp til efterlevende i lov om aktiv social politik fortsat under Socialministeriet.

 

15. Den 1. juli 2003 trådte betydelige ændringer af aktivloven i kraft. Lovændringerne indgår i anden fase af aftalen om »Flere i Arbejde«, som er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Denne reform indebærer, at lov om aktiv socialpolitik ikke længere indeholder regler om beskæftigelse af ledige kontanthjælpsmodtagere. Disse regler findes i stedet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som både omfatter forsikrede og ikke-forsikrede ledige. Sager efter lov om aktiv socialpolitik skal fortsat behandles efter retssikkerhedsloven. For kommunernes behandling af sager om beskæftigelsesmæssig indsats skal retssikkerhedslovens sagsbehandlingsregler fortsat generelt bruges. Enkelte af reglerne er dog flyttet til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det drejer sig om:

-   Helhedsvurderingen efter § 7 for de personer, der er omfattet af kontaktforløbsreglerne i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

-   Bemyndigelsesreglen i retssikkerhedslovens hidtidige § 13 om uddannelsesstedernes indberetningspligt, som er flyttet til § 108 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

-   Reglerne om koordinationsudvalgene i §§ 22-29, som er flyttet til kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

-   Reglerne om Det Sociale Råd i hidtidige § 87 a er ændret til reglerne om Beskæftigelsesrådet i kapitel 6 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Seneste ændringer af retssikkerhedsloven

16. Siden Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 er der foretaget følgende ændringer af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

-   Lov nr. 284 af 25. april 2001 om indsættelse af § 7 a om forpligtelsen til at tage stilling til foranstaltninger, når en erhvervsrettet foranstaltning ophører. Loven trådte i kraft den 1. juli 2001.

-   Lov nr. 490 af 7. juni 2001 om ændring af reglerne om tilsyn med indsatsen over for ældre m.v., §§ 31 og 34. Loven trådte i kraft den 1. januar 2002.

-   Lov nr. 401 af 6. juni 2002 om præcisering af grundlaget for efterprøvelse af afgørelser på det sociale område, § 69. Loven trådte i kraft den 1. juli 2002.

-   Lov nr. 399 af 6. juni 2002 ændring af reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 a, for så vidt angår reglerne om frit valg af ældrebolig og plejehjem over kommunegrænserne. Loven trådte i kraft den 1. juli 2002.

-   Lov nr. 438 af 10. juni 2002 ændring af §§ 24 og 29 for så vidt angår praktiserende lægers deltagelse koordinationsudvalg og honorering herfor. Loven trådte i kraft den 1. juli 2002.

-   Lov nr. 145 af 25. marts 2002 om ændringer som følge af sammenlægningen af de bornholmske kommuner, §§ 2, 41 og 46 a. Loven trådte i kraft den 1. januar 2003.

-   Lov nr. 1069 af 17. december 2002 om udvidelse af anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område til at omfatte sager efter lov om individuel boligstøtte, §§ 9 a, og 72. Loven trådte i kraft den 1. januar 2003.

-   Lov nr. 398 af 28. maj 2003 om ændring af reglerne om oplysning af sociale sager, straf for uagtsom vildledelse af myndigheden, kontrol i virksomheder samt udveksling af oplysninger mellem sygehuse og kommuner, §§ 10 – 12 c. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003.

-   Lov nr. 397 af 28. maj 2003 om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen, § 9, stk. 4. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003.

-   Lov nr. 417 af 10. juni 2003, hvorefter reglerne om koordinationsudvalg og Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked (Det Sociale Råd) er overført til lovgivningen på Beskæftigelsesministeriets område som led i reformen af lovgivningen på Beskæftigelsesministeriets område som følge af forliget om »Flere i arbejde«. Beskæftigelsesministeren får samme beføjelser som Socialministeren til at fastsætte regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v. og til at anmode Den Sociale Ankestyrelse om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser. Ændringerne vedrører §§ 7, 9, 9 a, 43, 77, 82, 84- 86. Endvidere ophæves §§ 13, 22 – 29 og 87 a. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003.

-   Lov nr. 1168 af 19. december 2003 om præcisering af opholdskommune, mellemkommunal refusion ved ophold uden for opholdskommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved flytning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvagter samt godtgørelse til medlemmer af de regionale udviklingsråd.

Ændringerne beskrives i denne vejledning.

Kapitel 4

Den sociale lovgivnings grundprincipper og retssikkerhedslovens formål

Grundprincipper

17. De grundlæggende principper i den sociale lovgivning og lovgivningen om beskæftigelsesindsatsen er,

-   at borgerne har et ansvar for deres egen situation, således at den enkelte, eventuelt med særlig støtte, aktivt skal medvirke til at løse egne problemer,

-   at borgerne og brugerne skal medvirke og have indflydelse,

-   at mulighederne for hjælp skal ses bredt og ikke kun i forhold til den sociale lovgivning,

-   at indsatsen tidligt i et hjælpeforløb skal målrettes, for at hjælpen i højere grad kan virke forebyggende,

-   at fremme et rummeligt arbejdsmarked for at fastholde personer i beskæftigelse og forbedre mulighederne for at få en aktiv tilværelse, og

-   at øge fleksibiliteten og inddrage andre i forebyggelse og løsning af sociale opgaver, fx de faglige organisationer, de frivillige m.fl.

Retssikkerhedslovens formål

18. Retssikkerhedsloven indledes med en formålsbestemmelse i § 1. Loven har fire ligestillede formål, som er,

-   at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,

-   at fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp,

-   at forbygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

-   at fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

 

19. Retssikkerhedsloven indeholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og at de får mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Retssikkerhedsloven supplerer de generelle regler for sagsbehandling og offentlig forvaltning, som findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og den kommunale styrelseslov. Det indebærer, at de generelle regler i disse love gælder, når der ikke findes særlige regler i retssikkerhedsloven. Endvidere supplerer retssikkerhedsloven principperne for god forvaltningsskik, som kan udledes af Folketingets Ombudsmands praksis. Nogle af reglerne i retssikkerhedsloven bygger på principperne om god forvaltningsskik og den almindelige forvaltningsret. Principperne for god forvaltningsskik og de generelle regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og den kommunale styrelseslov er beskrevet i vejledningen, især afsnit XII.

Herudover er strukturen for de sociale myndigheder fastlagt i loven. Den indeholder regler om myndighedernes ansvar, sammensætning samt om statistik og analyse m.v.

Kapitel 5

Elektronisk udveksling af oplysninger

Kommunikation med borgeren

20. Socialministeriet har den 11. april 2003 udsendt en information om digital kommunikation på det sociale område. Det fremgår heraf, at reglerne på Socialministeriets område om skriftlighed, underskrift, anvendelse af blanketter eller lignende formkrav ikke hindrer digital kommunikation.

Når en offentlig myndighed kommunikerer med en borger, kan myndigheden ikke forlange, at borgeren skal modtage digitale henvendelser fra myndigheden. Der skal foreligge et (eventuelt stiltiende) samtykke fra borgeren om at modtage korrespondance fra myndigheden digitalt. Et sådant stiltiende samtykke kan efter omstændighederne siges at foreligge, hvis borgeren har sendt en e-post til myndigheden. Derimod må det antages, at en borgers anvendelse af fx en digital blanket på en myndigheds hjemmeside næppe kan fortolkes som en accept af at modtage digital kommunikation fra myndigheden, medmindre borgeren (fx ved en markering på blanketten) har tilkendegivet ønske herom.

 

21. I kommunikationen med borgeren er det ofte afgørende, at det er tilstrækkeligt dokumenteret, hvem der er afsender af en elektronisk meddelelse (autenticitet), at oplysningerne i meddelelsen ikke kan være ændret mellem afsendelsen og modtagelsen (integritet), og at der er sikkerhed for, at ingen uvedkommende kan læse meddelelsen (fortrolighed).

Disse betingelser vil være opfyldt, når ansøgningen afgives med en tilstrækkeligt sikker elektronisk signatur, og teksten krypteres. Det er op til den pågældende myndighed at foretage en vurdering af, hvilken sikkerhedsløsning der er bedst egnet til at tilgodese de relevante sikkerhedshensyn. Det kan være sikkerhedsløsninger som pinkode, OCES-signatur, kvalificeret signatur m.m. De fleste formkrav eller sikkerhedshensyn vil i mange tilfælde kunne opfyldes ved anvendelse af den fælles offentlige digitale signatur baseret på et OCES-certifikat. Anvendelse af OCES giver mulighed for at sikre, at de offentlige midler udbetales til den rigtige borger på grundlag af den rigtige ansøgning, og at borgeren hæfter for tilbagebetaling af eventuelt for meget udbetalt hjælp. Kryptering sikrer, at oplysningerne i ansøgningen ikke kan læses af andre end afsender og modtager.

Kommunikation mellem myndigheder

22. Fra den 1. september 2003 – eDag - havde offentlige myndigheder ret til at sende og modtage dokumenter i elektronisk form til og fra andre offentlige myndigheder. E-dagen omfatter dog ikke dokumenter, der indeholder følsomme oplysninger om borgerne eller andre fortrolige oplysninger, herunder borgernes CPR-numre. Oplysninger om eDag findes på adressen www.e.gov.dk .

Administrationsmodel for digitale boligstøtteansøgninger

23. Socialministeriet og KL har endvidere udsendt en pjece med en administrationsmodel for digitale boligstøtteansøgninger. Pjecen findes på Socialministeriets hjemmeside under lovgivning og på KL’s hjemmeside: www.kl.dk/boligstøtte .

Pjecen om digitale boligstøtteansøgninger beskriver de generelle krav til sikkerhed og til overholdelse af reglerne i persondataloven som forudsætning for elektronisk kommunikation med borgerne. Se nærmere om persondataloven i afsnit XII.

Afsnit II

Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

Dette afsnit beskriver retssikkerhedslovens regler om hvordan en myndighed skal behandle en social sag. Der er tale om regler vedrørende tidsfrister, medvirken, helhedsvurdering m.v. De sociale sagsbehandlingsregler supplerer i et vist omfang de forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og i offentlighedsloven samt reglerne i persondataloven, som er beskrevet i afsnit XII.

Kapitel 6

Frister for afgørelser

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Kommunen eller amtskommunen skal fastsætte frister

24. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne naturligvis afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigt. Derfor skal kommunen og amtskommunen i henhold til § 3

-   behandle spørgsmål om hjælp hurtigt,

-   fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse; fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper,

-   give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og

-   oplyse om, hvilke frister som gælder i kommunen og amtskommunen.

 

25. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse. Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker fx i visse sager efter servicelovens kapitel 8 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

Fristernes længde

26. Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor kommunalbestyrelsens og amtsrådets opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens eller amtskommunens samlede ressourcer bedst anvendes.

Fristens længde kan være fastsat i andre love. For eksempel fastsætter pensionslovens § 21 at kommunen skal træffe afgørelse om førtidspension senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension.

Særligt for behandlingen af klagesager indeholder §§ 7 – 9 i retssikkerhedsbekendtgørelsen regler om frister for genvurderingen af klagesager. Der henvises herom til Den Sociale Ankestyrelses klagevejledning.

Hvornår begynder fristen at løbe

27. Loven indeholder ikke anvisninger på, fra hvilket tidspunkt fristerne begynder at løbe. Fristen regnes normalt fra det tidspunkt, hvor forvaltningen er klar over – eller burde være klar over, at en borger har brug for hjælp, og omfatter tiden indtil borgeren har fået sin afgørelse.

Skriftlig besked

28. Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide og det skal oplyses, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før forvaltningen kan træffe en afgørelse. Se også pkt. 528.

Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse, fx fordi der mangler visse lægelige oplysninger, kan forvaltningen opfylde skriftlighedskravet ved at oplyse borgeren om, at der vil blive truffet afgørelse når ansøgeren eller forvaltningen har fremskaffet de manglende lægelige oplysninger.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte umuligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse. Forvaltningen kan i disse tilfælde oplyse borgeren om, hvor langt sagen er, og at afgørelsen ikke kan træffes før oplysningerne er fremskaffet.

Forskellige generelle frister

29. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan fastsætte generelle frister for forskellige sagstyper. Der skal fastsættes frister inden for hvert enkelt sagsområde. Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Det vil være hensigtsmæssigt, at fristerne er realistiske, fx at de svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.

Standardiseret skriftlig information

30. Kommunerne og amtskommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgninger om plads i en plejebolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger frem. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen. Individuel formidling af frister til ansøger fratager ikke kommuner og amtskommuner for kravet om, at fristerne på samtlige sagsområder skal offentliggøres over for borgerne.

Fristerne skal offentliggøres

31. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvordan fristerne skal offentliggøres, eller om offentliggørelse skal ske på en bestemt måde. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet afgør derfor, hvordan dette skal ske. En mulighed kan fx være at offentliggøre de fastsatte frister i den lokale presse eller udsende oplysningerne til borgerne i kommunen, fx i en kommunal vejviser eller lignende. Man kan også have opslag om fristerne i forvaltningerne, på biblioteker eller på kommunens hjemmeside på internettet, ligesom de kan offentliggøres på medier, som er tilgængelige for borgere med fx synshandicap.

Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed

32. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Reglen gælder også for afgørelser, som kunne være indbragt for klagemyndigheden, hvis adgangen til klage ikke var afskåret i loven. Det vil sige, at reglen også gælder for fx ansøgninger om plads i en børnehave (servicelovens § 12) eller for ansøgninger om individuel befordring (servicelovens § 103).

§ 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger om faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. den virksomhed de ansatte udfører for at udfylde afgørelser. Det er fx faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution. (Se afsnit VIII om forskellen på myndighedsudøvelse og faktisk forvaltningsvirksomhed).

Sanktioner

33. Der er ikke særlige regler om sanktioner, hvis en kommune eller en amtskommune overtræder § 3. Det betyder, at en overtrædelse kan behandles på samme måde, som gælder for andre regler om sagsbehandlingen. Ankeinstansen kan således alene foretage en konstatering af manglende overholdelse af fristen, men kan ikke annullere afgørelsen som ugyldig.

De sociale klagemyndigheder kan således i forbindelse med behandling af klagesager påse, om der er fastsat en frist for den pågældende sagstype, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt. Dette gælder både hvis der alene klages over dette spørgsmål, og hvis der klages over realiteten. Der henvises til SM R-12-01, hvori Ankestyrelsen fastslog, at en kommune havde handlet i strid med loven ved ikke at fastsætte en frist for sagsbehandlingen. Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunens sagsbehandlingstid ikke opfyldte kravet i retssikkerhedsloven, hvorefter spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at Ankestyrelsen og de sociale nævn kunne påse, at disse bestemmelser var overholdt i de tilfælde, hvor der var truffet en materiel afgørelse som ankeinstanserne har kompetence til at tage stilling til. Ankeinstanserne kunne imidlertid ikke træffe afgørelse om en sanktion på grund af kommunens overtrædelse af reglerne. (Afgørelsen er gengivet i punkt 37.)

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd ikke fastsætter en frist, vil en klage herover kunne indbringes for tilsynsmyndighederne, også selvom fristen ikke knytter sig til en bestemt sag.

Kapitel 7

Borgeren skal medvirke

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

34. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det præciseres også, at kommunerne og amtskommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke. Se pkt. 74 – 80 om borgerens medvirken til sagens oplysning.

Lokale beslutninger

35. Der er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan deres administration bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter.

Borgerens eget ansvar

36. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

37. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.

Hensynet til den gode dialog med borgeren indgår i klageinstansernes praksis. Der kan nævnes SM A-40-01 vedrørende aktivering, SM F-7-01 vedrørende sygedagpenge og R-12-01 vedrørende handicapbolig. (SM R-12-01 er også omtalt i punkt 33.)

SM A-40-01: Ankestyrelsen behandlede en sag om betydningen af formelle mangler i forbindelse med afgørelser om aktivering.

Der var i sagen mangler i form af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende skriftlig helhedsvurdering samt utilstrækkelig inddragelse af borgeren.

Der var tale om sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes. I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om aktivering var ugyldig. Ankestyrelsen fandt dog ikke grundlag for at hjemvise sagen, da ansøger efterfølgende var bevilget og påbegyndt revalidering.

SM F-7-01: Ankestyrelsen behandlede 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.

Der forelå formelle mangler i sagerne, bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.

Der er tale om sagsbehandlingsregler, der alle har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder for eksempel en manglende partshøring.

Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.

I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

SM R-12-01: En far ansøgte om en lejlighed gennem kommunens boliganvisning. Familien havde 3 børn, herunder en svært handicappet datter. I ansøgningen noteredes det, at der ønskedes en stuelejlighed med et stort badeværelse og et stort køkken. Familien fik tilbudt en 3-værelses lejlighed på 3. sal. Nævnet vurderede, at klager vedrørende sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl, ikke kunne behandles af nævnet, men kunne indgives til borgmesteren. Ankestyrelsen lagde til grund, at Ankestyrelsen og de sociale nævn som ankeinstanser kan påse om bestemmelserne i §§ 3 og 4 i retssikkerhedsloven er overholdt, når ankeinstanserne behandler den materielle sag. I den konkrete sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at det følger af retssikkerhedslovens § 4, at sagsbehandlingen skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen

Tolkebistand

38. Det antages, at forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne i fornødent omfang har pligt til at give vejledning, også indebærer pligt til at sørge for og betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Østre Landsret har i en dom af 21. maj 2001 erklæret sig enig med Socialministeriet i, at tilbud om tolkebistand bør suppleres med en konkret individuel vurdering af behovet for oversættelse i den enkelte sag, hvor der ved vurderingen tages hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat. Tilsvarende antages det, at en myndighed har pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. (Der henvises til punkt 445 og 382 samt i øvrigt til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.)

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Den Nordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp. Der findes en fællesnordisk vejledning til konventionen, som findes på Nordisk Ministerråds hjemmeside på adressen: www.norden.org , under »Hallo Norden«.

39. Det vil som hovedregel være kommunens ansvar at sørge for oversættelse af skriftlige sagsakter, da kommunen oftest er 1. instans. Klageinstanserne skal dog også være opmærksomme på, om der er behov for oversættelse af henvendelser til borgeren og af nye akter. (Se punkt 382 og 383 om statsrefusion af udgifter til tolkebistand.)

Tillid til sagsbehandleren

40. I forvaltningen kommer borgeren tit i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Kommunen og amtskommunen bør være opmærksom på disse forhold. Myndighederne bør derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, være imødekommende over en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

41. En borger, der ønsker det, har ret til, at en anden person – en bisidder - medvirker som støtte for borgeren, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed. Myndigheden må også være opmærksom på, at en part i en sag har adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8. (Der henvises til punkt 90 om bisidder ved sagsoplysning og til punkt 446-448 og i øvrigt til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 38-44 om partsrepræsentation.)

 

42. I forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 71, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med de frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd.

I forbindelse med frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, skal den kommunale myndighed være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

I forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesse, er kommunen eller amtskommunen efter § 67 a, stk. 1, i serviceloven forpligtet til at yde hjælp. Kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Dette fremgår af § 67 a, stk. 2, i lov om social service. (Der henvises til punkt 43 og til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten om § 67 a.)

Det kan også være nødvendigt at beskikke en værge til at varetage en svag borgers rettigheder i forhold til sagsbehandlingen. (Se punkt 105 om kravet til samtykke efter retssikkerhedslovens §§ 11 a – c.)

 

43. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at brugerne skal inddrages. Fx fastsætter servicelovens § 111 at kommunen eller amtskommunen skal tilbyde at udarbejde en skriftlig plan for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i samarbejde med modtageren. Et andet eksempel er, at myndighedernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje efter kapitel 14 i serviceloven skal meddeles i skriftlig form, jf. servicelovens § 75 a. Der anvendes et skema som udfyldes i samarbejde med ansøgeren. Se Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne og Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

I sager vedrørende personer, der tilhører svage grupper, er det vigtigt at være opmærksom på muligheden for at etablere personligt værgemål efter værgemålslovens bestemmelser om værgemål for myndige personer. Der kan fx være tale om personer med demens, som skal underskrive en erklæring om hæftelse i forbindelse med en ansøgning om boligstøtte. (Der henvises til punkt 91, 105 og 447 og til Civilretsdirektoratets pjece »Værgemål – Om regler og procedurer ved iværksættelse af værgemål for voksne, Civilretsdirektoratet 2000«. Pjecen kan findes på Civilretsdirektoratets hjemmeside www.civildir.dk .)

Serviceinformation, interne retningslinier og kvalitetsstandarder

44. Medindflydelse forudsætter, at borgeren har kendskab til indhold og omfang af kommunens og amtskommunens serviceydelser. Serviceinformationer efter § 62 i den kommunale styrelseslov sikrer, at borgerne har en oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen og amtsrådet har sat for de enkelte ydelser. Borgerne kan på denne måde få viden om, hvad der nærmere ligger i de enkelte former for hjælp. Dermed får borgeren også viden om, på hvilken måde hun eller han kan få indflydelse på hjælpen.

 

45. I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lokale retningslinier og rammer for, hvordan deres administration skal behandle visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at forvaltningen administrerer efter ensartede principper.

Disse interne retningslinier for sagsbehandlerne er altid omfattet af reglerne om aktindsigt efter offentlighedsloven. Det betyder, at borgeren har ret til at få kendskab til de interne retningslinier på samme måde som med andre relevante dokumenter i borgerens sag.

Efter serviceloven, kan socialministeren fastsætte regler om at kommuner eller amtskommuner skal udarbejde kvalitetsstandarder for tilbud efter loven. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens eller amtskommunens tilbud og de giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud der er.

Kapitel 8

Helhedsvurdering

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Alle muligheder skal tages i betragtning

46. Baggrunden for § 5 er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles. Hvis en person fx søger om støtte til et hjælpemiddel, skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Dette vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Hvis en person med andre problemer end ledighed søger om hjælp til forsørgelse, kan sagen stille sig anderledes. Samtidig med behandlingen af ansøgningen om kontanthjælp er det samtidig relevant at se på andre muligheder, fx aktivt tilbud, revalidering eller fleksjob.

Ved ansøgninger om visse kontante ydelser, fx boligstøtte, folkepension eller børnetilskud, er det ikke altid nødvendigt at foretage en helhedsvurdering, da ydelserne ofte tilkendes efter objektive kriterier til personer uden sociale problemer i øvrigt.

Rådgivning

47. Myndighederne skal ikke kun være opmærksom på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, fx rådgivning og vejledning i statsamtet i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter Undervisningsministeriets, Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Beskæftigelsesministeriets lovgivning.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

 

48. Det er ikke et krav, at myndighederne - og dermed sagsbehandleren - selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til. Fx arbejdsløshedskasserne, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, statsamterne i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

 

49. At kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også - hvis det er nødvendigt - skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 3 i serviceloven. Rådgivning og vejledning er en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser.

 

50. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Fra praksis kan nævnes:

SM B-2-02: En kvinde henvendte sig i forbindelse med en forestående skilsmisse til en kommunes straksekspedition og fik udleveret skemaer til brug for ansøgning om økonomisk friplads i daginstitution. Kvinden indgav ca. 2 år senere ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Hun mente, at hun ved den oprindelige henvendelse burde have været vejledt om muligheden for børnetilskud som enlig forsørger. Børnetilskud skulle derfor udbetales med tilbagevirkende kraft. Kommunen fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for kvinden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke forud for ansøgningen om børnetilskud havde haft kontakt til kommunen om sine økonomiske forhold, og at bevilling af hel eller delvis økonomisk friplads i daginstitution ikke var betinget af, at ansøger var enlig forsørger. Der blev også lagt vægt på, at kommunen ved annoncering i lokale dagblade løbende havde vejledt om muligheden for at søge børnetilskud og om betingelserne for at modtage ydelserne.

SM C-8-03: Ankestyrelsen fandt, at et forældrepar efter en konkret vurdering ikke havde fortabt retten til merudgiftsydelse selvom der forløb en længere periode mellem udløbet af den tidligere bevilling og indtil forældrene fremlagde dokumentation for merudgifterne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at fortsat ret til hjælp ikke var betinget af ny ansøgning.

Forældrene havde gennem flere år modtaget merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Det fandtes efter oplysningerne i sagen godtgjort, at forældrene havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, og det måtte være klart for kommunen, at der fortsat ville være ret til merudgiftsydelse efter udløbet af den tidligere bevilling.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 27. april 2003 (J.nr.: 20000-2432-040) udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Sagen drejede sig om en kvinde, som med få dages mellemrum modtog to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden – der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser mv. – fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af, at klagefristen var overskredet. Ombudsmanden udtalte, at retssikkerhedslovens § 5 indebærer, at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter, at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om, hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Ombudsmanden mente, at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen. Udtalelsen vil blive offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for 2003, som forventes udsendt i september 2004.

Forkert rådgivning

51. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Den Sociale Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Fra praksis kan eksempelvis nævnes sagen SM P-7-02.

SM P-7-02: En pensionist, der modtog medicinhjælp, flyttede til en anden kommune. Først efter 9 måneder søgte hun om medicintilskud i tilflytningskommunen, men anmodede om hjælpen med tilbagevirkende kraft for medicin, hun havde modtaget siden flytningen til kommunen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det faste forvaltningsretlige grundprincip om, at der skal søges om hjælp, før behandlingen/udgiften iværksættes, også gælder ved en pensionists flytning til en ny kommune. Der er herved lagt vægt på, at personligt tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering i bopælskommunen og ikke ydes på samme måde som sociale sikringsydelser efter generelle kriterier, der er fastlagt i loven.

Det må afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. Der må bl.a. tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede har modtaget vejledning i fraflytningskommunen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde, at tilflytningskommunen burde have vejledt ansøgeren om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der er lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at ansøgeren modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at ansøgeren ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under ansøgerens bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i ansøgerens situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt ansøgeren berettiget til medicinkort.

Afgørelsen medførte, at borgeren trods den manglende vejledning blev stillet som om der var givet korrekt rådgivning.

Et eksempel fra Ombudsmandens praksis (FOB 1989.168) drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Først senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskud allerede fra den første henvendelse. Ombudsmanden udtalte, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stille på den måde, som behørig vejledning ville have medført.

 

52. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Kapitel 9

Tidlig samlet vurdering

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Hjælpen målrettes tidligt i forløbet

53. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Principperne er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen eller amtskommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov ansøgeren har her og nu - samt på længere sigt - fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren. Kommunen eller amtskommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for den handicappede og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, fx genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre pågældende en aktiv tilværelse frem for en passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og - naturligvis - behovet hos den person, som det drejer sig om.

Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet fastlægger principper for tidlig samlet indsats

54. For kommunen og amtskommunen er det kommunalbestyrelsen og amtsrådet, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes i kommunen eller amtskommunen. Myndighederne må derfor tilrettelægge principper for, hvordan kommunen eller amtskommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at få målrettet hjælpen.

Ingen formkrav

55. Bortset fra i § 7, jf. nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, fx i servicelovens § 111 om tilbud om en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kortvarig hjælp

56. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. Skønner forvaltningen, at ansøgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

 

57. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Ved nogle former for hjælp er der dog typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation. Fx når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller en børnehave eller når der søges om boligstøtte i forbindelse med flytning.

Kapitel 10

Formelle mangler

58. Flere af sagsbehandlingsreglerne har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder for eksempel en manglende partshøring.

Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.

SM F-7-01: Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.

Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.

I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

Kapitel 11

8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

 

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af et kontaktforløb efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.

Den første vurdering af hjælp til forsørgelse

59. § 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, når ansøgeren ikke er omfattet af et kontaktforløb efter reglerne i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Bestemmelsen har betydning for personer, der modtager sygedagpenge, da modtagere af sygedagpenge ikke er omfattet af reglerne om kontaktforløb. I disse sager skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp tage stilling til, hvilken vej indsatsen skal gå. Reglerne om den videre opfølgning herefter findes i sygedagpengeloven.

En kommunal forpligtelse

60. § 7 retter sig alene til kommunerne, idet amtskommunerne ikke giver hjælp til forsørgelse efter den sociale lovgivning. Når Den Sociale Sikringsstyrelse behandler ansøgninger fra personer, der omfattes af EF-forordning 1408/71, og personer, der omfattes af overenskomster med andre stater, gælder 8-ugers fristen ikke. Der henvises til punkterne 10 og 11 om anvendelsesområdet for EF-forordning 1408/71.

 

61. Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Det har stor betydning, at kommunen og ansøgeren har en fælles forståelse af situationen. Derfor er det vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er det endvidere bestemt, at læger, sygehuse, arbejdsformidlingen, arbejdsgivere, faglige organisationer m.fl. skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

62. Ud over hvad der følger af § 7, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagernes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. Fx kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge en jobplan, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

63. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

64. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, fx at kontanthjælpen eller et aktivt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal fortsætte uændret, eller at pågældende skal have en anden ydelse. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til de sociale klagemyndigheder.

Den Sociale Ankestyrelse har i D-8-03 taget stilling til en sag om forlængelse af dagpengeperioden, da reglerne om opfølgning ikke var overholdt. Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen med henvisning til, at bestemmelserne i dagpengelovens § 24 og retssikkerhedslovens § 7 og § 7 a er sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter for at sikre, at der træffes en indholdsmæssigt rigtig afgørelse. Manglende overholdelse af reglerne indebærer, at der er en formodning for, at en afgørelse indholdsmæssigt er påvirket af sådanne regler. Afgørelsen er derfor ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat.

 

65. Efter § 8 kan socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Der er for tiden ikke fastsat regler om sagsbehandlingen efter § 8. Regler for behandlingen af klagesager er fastsat efter § 74.

Kapitel 12

Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger

 

Erhvervsrettede foranstaltninger

§ 7 a. Senest 2 uger før en erhvervsrettet foranstaltning hører op, skal kommunen tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Ved vurderingen skal borgeren, egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl. inddrages.

Stk. 2. Hvis kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal disse sættes i værk i umiddelbar tilknytning til ophøret af den nuværende foranstaltning.

Indsats uden afbrydelser

66. For at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, skal kommunen sikre sig, at den senest 2 uger før ophøret af en foranstaltning tager stilling til, hvad der videre skal ske. Der skal foretages en helhedsvurdering af borgerens situation. Det betyder, at kommunen skal inddrage borgerens egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl., såfremt dette skønnes relevant. I de situationer, hvor kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal de nye foranstaltninger sættes i værk i umiddelbar tilknytning til den foranstaltning, som allerede er iværksat. Borgeren undgår således, at der bliver afbrydelser mellem foranstaltningerne.

Hvilke erhvervsmæssige foranstaltninger

67. § 7a omfatter alle erhvervsmæssige foranstaltninger, herunder tilbudene efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og personkredsen, som er omfattet heraf. For nogle af persongrupperne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gælder desuden særlige regler om et individuelt kontaktforløb igennem hele ledighedsforløbet med personlig kontakt minimum hver 3. ydelsesmåned. Det drejer sig om:

-   personer, der modtager dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

-   personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik

-   personer, der er omfattet af revalideringsreglerne i kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik.

Der henvises til reglerne om kontaktforløbet i kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Afsnit III

Reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

Gennemgangen af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3 a om sagsoplysningen indledes med en kort beskrivelse af baggrunden for den seneste præcisering af reglerne og en gennemgang af den nye struktur i kapitlet. Herefter følger en grundigere gennemgang af de enkelte bestemmelser, hvor der tages udgangspunkt i de nye formuleringer. Under de enkelte punkter henvises der til de bestemmelser, der var gældende forud for præciseringen.

Kapitel 13

Reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3 a

68. Kapitel 3 a i retssikkerhedsloven indeholder en række bestemmelser om de sociale myndigheders sagsbehandling. Det er et centralt element i bestemmelserne, at borgeren så vidt muligt skal inddrages i sagsbehandlingen, når myndigheden skal finde ud af, hvilken hjælp borgeren har behov for og er berettiget til at få. Kapitlet beskriver også en bestemmelse, der giver de sociale myndigheder ret til at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v. Når en myndighed skal indhente oplysninger fra andre myndigheder for at kunne træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, kræver det som hovedregel samtykke fra borgeren. Men myndigheden kan i visse tilfælde indhente oplysningerne uden samtykke fra borgeren.

Lovændring pr. 1. juli 2003

69. Retssikkerhedslovens bestemmelser om sagsbehandlingen blev præciseret ved en lovændring, som trådte i kraft den 1. juli 2003. Ved lovændringen blev bestemmelserne også samlet i en ny struktur. I den forbindelse blev officialprincippet (se punkt 72-73) og princippet om den processuelle skadevirkning (se punkt 81-82) lovfæstet. Der blev desuden tilføjet en bestemmelse, der giver domstolene mulighed for at idømme borgere straf for groft uagtsomt bedrageri (se kapitel 24). Kommunerne fik som noget nyt mulighed for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder for at kontrollere om borgeren, der modtager sociale ydelser samtidig »arbejder sort«. (Se punkt 148-157.) Som en sidste nyskabelse har kommuner og sygehuse fået hjemmel til at udveksle oplysninger om borgerens indlæggelse på og udskrivning fra sygehuse. Denne udveksling af oplysninger forudsætter dog, at borgeren modtager sygedagpenge eller omsorgsydelser, fx personlig og praktisk hjælp fra kommunen. (Se punkt 158-169)

Kapitel 14

Præciseringen af reglerne om sagsbehandlingen m.v.

Formålet med lovændringen

70. Retssikkerhedslovens kapitel 3 a om myndighedernes beføjelser til at forlange at få oplysninger fra andre og borgerens medvirken m.v. blev ændret med lov nr. 398 af 28. maj 2003. Lovændringen trådte i kraft den 1. juli 2003.

Formålet med lovændringen var for det første at forbedre borgernes retssikkerhed ved at præcisere de tidligere gældende §§ 10-12, der på nogle punkter var uklare i deres formuleringer. For det andet var formålet at forhindre og forebygge misbrug af sociale ydelser. Dette formål afspejles primært i de nye bestemmelser om straf for groft uagtsomt socialt bedrageri (se kapitel 24) og den nye kontrolbestemmelse om uanmeldte eftersyn i virksomheder, som er omtalt i punkt 148–157.

Reglernes nye struktur

71. Ved lovforslaget blev de tidligere gældende bestemmelser i §§ 10 - 12 omstruktureret. Den nye struktur følger – i modsætning til den tidligere struktur i bestemmelserne - normalproceduren, når en social myndighed behandler en sag. Strukturen ser nu således ud:

-   Officialprincippet (§ 10).

-   Borgerens medvirken og oplysningspligt ved senere ændringer (§ 11).

-   Myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v.( § 11 a).

-   Princippet om den processuelle skadevirkning (§ 11 b).

-   Myndighedens indhentelse af oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager (§ 11 c).

-   Muligheden for at indhente oplysninger i »børnesager«, tilbagebetalingssager og visse sager om førtidspension (§ 11 c).

-   Myndighedens pligt til at oplyse borgeren om en række elementer i sagsbehandlingen m.v. (§ 12).

-   Straf for groft uagtsomt socialt bedrageri (§ 12 a).

-   Kommunernes mulighed for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder (12 b).

-   Kommuners og sygehuse mulighed for at udveksle oplysninger om en borgers indlæggelse på eller udskrivning fra sygehuse (§ 12 c).

Opbygningen af bestemmelserne tager udgangspunkt i, at det er myndigheden, der har det primære ansvar for at indhente alle relevante oplysninger til brug for sagens behandling. Den første bestemmelse i retssikkerhedslovens kapitel om sagens oplysning lovfæster dette princip, der kaldes officialprincippet. Myndighedens ansvar for at oplyse sagen, skal dog altid ske med størst mulig inddragelse af borgeren. Bestemmelsen om borgerens medvirken følger derfor umiddelbart efter bestemmelsen om officialprincippet.

Herefter følger bestemmelsen om myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v.

Konsekvensen af, at borgeren ikke vil medvirke til sagens behandling, er lovfæstet herefter. Dette kaldes princippet om den processuelle skadevirkning.

Som noget nyt er der umiddelbart efter princippet om den processuelle skadevirkning indsat en ny bestemmelse, der regulerer sagsbehandlingen i særlige typer af sager. Bestemmelsen indeholder en opremsning af en række særlige typer af sager, hvori myndigheden kan indhente oplysninger, selv om borgeren ikke kan eller vil medvirke til sagens oplysning. Der er desuden fastsat særlige regler for børnesager, der kan afgøres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Efter bestemmelsen om sagsbehandlingen i de særlige sagstyper, følger bestemmelsen om myndighedens pligt til at give borgeren en række meget vigtige informationer om sagsbehandlingen. Borgeren skal fx have en grundig beskrivelse af, hvilke ændringer i borgerens forhold, som borgeren skal underrette myndigheden om.

Herefter følger resten af de nye bestemmelser: kontrolbestemmelsen om kommunernes eftersyn i virksomheder, den nye straffebestemmelse og den nye bestemmelse om udveksling af oplysninger mellem sygehuse og kommuner om en borgers indlæggelse på og udskrivning fra sygehuse.

Der er ikke med den nye struktur og præciseringerne af de tidligere gældende § 10-12 tilsigtet en ændring af tidligere gældende ret.

Kapitel 15

Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Myndighedens ansvar for oplysning af sagen

72. Bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 10 om oplysning af sociale sager, bygger på officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning, som har været gældende i mange år. Officialprincippet bliver også kaldt undersøgelsesprincippet. Efter officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Oplysningerne skal være pålidelige, jf. FOB 99.140, som handler om manglende kontrol af rigtigheden af nye oplysninger i en sag om inddragelse af opholds- og arbejdstilladelse. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Officialprincippet gælder for oplysningen af alle typer af sager på det sociale område, det vil sige alle de sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1187 af 17. december 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område og bekendtgørelse nr. 598 af 24. juni 2003.

Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?

73. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger, myndigheden skal indhente. Dette vil ofte kunne udledes af de sociale love, der indeholder betingelserne for, hvornår borgeren er berettiget til at modtage hjælp. Officialprincippet indebærer også, at det er myndighedens ansvar at afklare bevismæssige uklarheder.

SM A-56-02: Kommunens og nævnets afgørelser om hjælp til et billigere brillestel end det ansøgte anset for ugyldige på grund af utilstrækkelig sagsoplysning. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering i kommunen. Myndigheden havde ikke undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om det brillestel, som borgeren havde søgt om var nødvendigt og helbredsmæssigt velbegrundet. Selv om det er ansøgeren, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at betingelserne for hjælp er opfyldt, er det kommunens forpligtelse at sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning. Denne forpligtelse omfatter også afklaring af en eventuel bevistvivl.

FOB 97.273: En kvinde klagede over, at myndighederne ikke mente hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold, og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Se også FOB 98.260, FOB 97.219, FOB 97.256.

Kapitel 16

Borgerens medvirken - oplysninger fra borgeren selv

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om

1)   at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre hvilken hjælp de er berettiget til, og

2)   at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Stk. 2.

Oplysningerne gives af borgeren selv

74. Det er udtrykkeligt fastslået i lovens § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Myndighederne skal desuden tilrettelægge behandlingen på en måde, der gør det muligt for borgeren at blive inddraget i sagens behandling. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på vedkommende. Dette krav gælder naturligvis også, når myndigheden indhenter oplysninger til brug for en sag. Borgeren har dog ikke pligt til at medvirke. (Se punkt 81.)

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor anmode borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. § 11, stk. 1, nr. 1, viderefører uændret den tidligere gældende § 10, stk. 1. Ansøgeren kan naturligvis gøre myndigheden opmærksom på, hvis der eventuelt allerede eksisterer en sag om tildeling af en anden ydelse, hvor det vil være oplagt at genbruge oplysningerne. Brug af oplysningerne fra den »gamle« sag forudsætter naturligvis, at oplysningerne ikke er forældede.

Myndigheden må kun bede om at få oplysninger fra borgeren om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis ansøgeren søger bistand til et begrænset formål, fx et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. Fx er der er heller ikke grundlag for at bede om at få en kopi af hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barseldagpengesag. Se nærmere om det generelle forbud mod at skaffe sig fortrolige oplysninger uden grund i forvaltningslovens § 32 i afsnit XII. Se desuden pkt. 507 om de parallelle bestemmelser i persondataloven, hvorefter behandling af personoplysninger, herunder indsamling af data, skal være »nødvendig« og ikke må omfatte mere, end hvad der kræves til at opfylde formålet med databehandlingen.

 

75. Oplysninger fra andre dele af forvaltningen skal indhentes i overensstemmelse med forvaltningslovens § 29, dvs. som udgangspunkt med borgerens samtykke. Reglerne i forvaltningsloven er beskrevet i afsnit XII. Hvis myndigheden har brug for helt nye eller supplerende oplysninger, kan myndigheden bede borgeren om supplerende oplysninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 eller få samtykke fra borgeren til at indhente dem fra andre, jf. § 11 a, stk. 1 (se kapitel 20).

Helbredsoplysninger

Anmodning om lægelig undersøgelse

76. Efter § 11, stk. 1, nr. 2, kan myndigheden anmode borgeren om at blive undersøgt af en læge eller om at blive indlagt til observation og behandling, hvis borgerens helbred har betydning for, om borgeren er berettiget til at få den hjælp, som borgeren har søgt om. § 11, stk. 1, nr. 2, viderefører den tidligere gældende § 10, stk. 2.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel ansøgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, fx sygedagpenge, helbredsbetinget førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til ansøgeren og i givet fald, omfanget af hjælpen. I nogle sager, fx ansøgninger om social pension, ansøgninger om hjælp til revalidering eller om hjælp til visse hjælpemidler, kan det desuden være relevant at bede ansøgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger.

 

77. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må selvfølgelig aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre

78. Kravet om borgerens medvirken gælder som udgangspunkt også, hvis myndigheden vurderer, at det er nødvendigt at indhente oplysninger om borgeren fra andre myndigheder m.v. (Se punkt 96 – 118.)

Medvirken så længe hjælpen modtages

Borgeren kan anmodes om at medvirke ved en ansøgning og så længe hjælpen modtages

79. Oplysninger til brug for en sag, skal i første omgang komme fra borgeren selv. Det gælder både når borgeren søger om hjælp og når borgeren modtager hjælp, fx førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller bortfald af arbejdsindtægter.

Myndigheden har dog mulighed for - og i visse tilfælde pligt til - at oplyse en sag uden borgerens medvirken. Det forudsætter, at der i retssikkerhedsloven eller anden lovgivning findes en udtrykkelig bestemmelse, der giver myndigheden ret til at indhente eller modtage oplysninger uden borgerens medvirken. (Der henvises til punkt 119 - 147 om myndighedens adgang til at indhente oplysninger uden borgerens samtykke jf. § 11 c.)

Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer

80. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. § 11, stk. 2, viderefører den tidligere gældende § 11, stk. 1.

En forudsætning for at borgeren kan overholde sin oplysningspligt er, at myndigheden har oplyst borgeren om, hvilke ændringer, det er relevant at oplyse om. Det er yderst vigtigt, at borgeren opfylder sin oplysningspligt, da manglende overholdelse i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren skal betale den modtagne ydelse tilbage. Borgeren kan også risikere at blive straffet for overtrædelse af § 12 b om groft uagtsomt bedrageri eller efter straffelovens bedrageribestemmelse. For en nærmere beskrivelse af myndighedens pligt til at oplyse borgeren om dette. (Se punkt 86 - 95. Se punkt 126 om begrebet »ond tro«.)

Kapitel 17

Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

Borgerens medvirken er frivillig

81. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke - fx ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. l, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndighederne skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel at få de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke - heller ikke i ansøgningssager - af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu ligger i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er som noget nyt lovfæstet i § 11 b. Det følger ligeledes af persondatalovens § 35, at borgeren til enhver tid kan gøre indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling. Hvis indsigelsen er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger. Borgeren bør gøres opmærksom på, hvilke oplysninger der mangler for at kunne træffe afgørelsen og hvordan de evt. kan skaffes. (Se punkt 523 om § 35 i persondataloven.)

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om. Myndigheden kan desuden ikke kræve, at borgeren selv indhenter oplysninger, som det vil være særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe. Myndigheden kan heller ikke kræve, at borgeren skal indhente oplysninger, som vil kræve, at borgeren har særlige forudsætninger eller skal have hjælp fra sagkyndige. Se fx FOB 1997.256.

Myndigheden må ikke give borgeren det indtryk, at den nye straffebestemmelse i § 12 b kan bruges til at tvinge borgeren til at medvirke til sagens oplysning. Straffebestemmelsen er beskrevet i kapitel 24.

Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag

82. Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp, der er tale om. Drejer det sig fx om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Eller konsekvensen kan være at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

Eksempel: En borger kan fx på grund af mindre gangbesvær søge kommunen om at få en el-scooter. Hvis kommunen mener, at borgerens funktionsniveau er for højt i forhold til at opfylde betingelserne for at få el-scooteren, kan kommunen anmode borgeren om at medvirke til at afprøve et alternativt transporthjælpemiddel, som kommunen måske vil kunne yde hjælp til. Hvis borgeren ikke ønsker at medvirke til afprøvningen af det alternative transporthjælpemiddel, må kommunen forsøge at oplyse sagen på anden vis inden for lovens rammer, fx ved at få borgerens samtykke til, at myndigheden kan indhente en lægeerklæring om borgerens funktionsniveau.

Hvis borgeren ikke ønsker, at kommunen får lægen til at udfærdige lægeerklæringen, må kommunen give afslag på at yde tilskud til den specialindrettede scooter, hvis kommunen ikke kan vurdere, om borgeren opfylder lovens krav til at være berettiget til tilskuddet.

Findes der allerede lægelige oplysninger i sagen, der godtgør, at borgeren efter loven er berettiget til at få tilskud til det alternative transportmiddel, skal myndigheden efter omstændighederne yde tilskud til det alternative transportmiddel.

Myndighederne kan således ikke give afslag på hjælp eller stoppe allerede bevilget hjælp, fordi borgeren ikke vil medvirke til at oplyse sagen med henvisning til den processuelle skadevirkning. Myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglede oplysning(er) har i forhold til den sag, som der skal tages stilling i.

 

83. Myndigheden skal være opmærksom på, at borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i nogle tilfælde i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

 

84. Den processuelle skadevirkning gælder ikke, hvis det følger af reglerne, at princippet skal fraviges. Det gælder i sager, hvor myndighederne har pligt til at reagere og træffe afgørelse, fordi der er vægtigere hensyn at tage end hensynet til borgerens selvbestemmelse. (Se punkt 119–122.) Der kan fx være tale om uanmodet tilkendelse af førtidspension til en person med alvorlig sindslidelse eller uanmodet tilkendelse af praktisk hjælp i hjemmet til en person, som på grund af svær demens samler på affald og opbevarer det i boligen. Ombudsmanden har i en afgørelse statueret, at udgangspunktet om processuel skadevirkning heller ikke anvendes, hvis en myndighed efterspørger oplysninger hos en ansøger om mulige strafbare forhold, jf. FOB 1999.299.

Borgeren skal have skriftligt besked om konsekvenserne af den manglende medvirken. (Se punkt 89.)

Helhedsvurderingen og borgerens medvirken

85. Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt fx i de situationer, hvor ansøgeren har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene og lignende. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, herunder at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Borgerens medvirken har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

Kapitel 18

Myndighedens oplysningspligt

§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om

1)   myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c og til at foretage kontrol efter § 12 a,

2)   konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,

3)   hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen, og

4)   muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for bedrageri efter straffelovens § 279 og efter § 12 b i denne lov, hvis borgeren ikke oplyser om ændringerne, jf. § 11, stk. 2.

Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.

86. I § 12, stk. 1, nr. 1, er det bestemt, at borgeren skal have skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter § 11 a og § 11 c. § 12, stk. 1, nr. 1, viderefører den tidligere gældende § 10, stk. 3. (Se punkt 96 - 118 om myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger om borgeren fra andre end borgeren selv. § 12, stk. 1, nr. 2, stiller desuden krav om, at myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker. Se punkt 81 - 82 om den processuelle skadevirkning.)

Ændringer, der har betydning for hjælpen

87. Efter § 12, stk. 1, nr. 3, skal myndigheden give borgeren skriftlig besked om, hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for den hjælp, som borgeren modtager. Denne regel skal ses i sammenhæng med § 11, stk. 2. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. (Se punkt 80.)

Den information, som myndigheden skal give, skal være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller bør kunne indse, at ændringen fører til, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen og at myndigheden derfor skal have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen. For modtagere af kontanthjælp - herunder udlændinge - kan det fx være meget relevant at oplyse om, at kontanthjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet.

Der er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende. (Se punkt 95 om betingelser for tilbagebetaling og straf.) Det er således myndigheden, der skal kunne dokumentere, at borgeren har fået vejledning om sin oplysningspligt og at vejledningen har været tilstrækkelig præcis til, at vedkommende burde forstå, hvilke ændringer, der skal meldes tilbage om. (Se punkt 93 om dokumentation for at myndigheden har opfyldt sin oplysningspligt.)

Oplysningspligtens omfang

88. Hvor detaljeret myndighedens information om de relevante ændringer skal være, afhænger af hvilken ydelse, borgeren søger om og det sociale klagesystems praksis. Hvis borgeren søger om flere ydelser, skal der gives vejledning om oplysningspligten i forhold til hver enkelt ydelse.

Eksempel 1: Hvis en borger, der lever sammen med sin ægtefælle, får førtidspension vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt, at myndigheden oplyser borgeren om, at vedkommende skal give myndigheden besked om

-   ændringer i egne indtægter

-   ændringer i ægtefællens indtægter

-   hvis vedkommendes arbejdsevne bliver forbedret

-   ændringer i borgerens civilstand.

Myndigheden har ikke pligt til at oplyse om, hvordan indtægtsgrundlaget nærmere opgøres, men myndigheden kan henvise til, at der anvendes de samme begreber som i skattelovgivningen. Hvordan indtægten mere præcist er udregnet vil dog fremgå af den sociale myndigheds begrundelse og beregning, der foretages i forbindelse med tilkendelsen og ved den årlige regulering af pensionen.

Eksempel 2: En borger, som modtager ordinært og ekstra børnetilskud til enlige forsørgere, skal vejledes om, at vedkommende har pligt til at oplyse om,

-   at der skal gives oplysning om samlivsforhold og ændringer i forhold, der vedrører forældremyndighed og samvær med barnet og som kan have betydning for retten til tilskud,

-   at vedkommende en gang årligt skal underskrive en erklæring på tro og love om, at han eller hun er enlig,

-   om vedkommende er blevet gift.

Eksempel 3: En borger, der får boligstøtte, skal have besked om at give oplysninger til myndigheden om

-   ændringer i egne indtægtsforhold

-   ændringer i andre husstandsmedlemmers indtægtsforhold

-   ændringer i husstandens størrelse

Skriftlighed

89. Det er op til myndigheden at afgøre, hvordan myndigheden i praksis vil opfylde sin oplysningspligt, så længe kravet om skriftlighed bliver overholdt. Myndigheden kan fx opfylde sin oplysningspligt ved at give besked om de relevante ændringer, som borgeren skal melde tilbage om i forbindelse med den generelle vejledning til borgeren ved ansøgningen. Myndigheden kan også opfylde sin oplysningspligt ved at sende en særskilt skrivelse til borgeren eller en mere generel information i forhold til den specifikke ydelse i forbindelse med meddelelse af afgørelsen.

Borgere, der har brug for særlig vejledning om oplysningspligten

90. De sociale myndigheder har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse, herunder at de oplysninger, som myndigheden lægger til grund for sagen, er pålidelige, jf. officialprincippet. (Se punkt 72-73.) Myndigheden har herudover pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at den kan opfylde lovens (retssikkerhedslovens § 4) krav om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. (Se punkt 34-37.) Det fremgår supplerende af Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens § 7 om myndighedernes vejledningspligt (se punkt 38 og punkt 49), at vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold.

Disse lovregler betyder samlet set i praksis, at myndigheden har pligt til at stille uddybende spørgsmål med henblik på at sikre sig, at sagen bliver oplyst korrekt, hvis en konfus borger giver forkerte oplysninger til myndigheden.

Myndigheden kan desuden foreslå borgeren at medbringe en bisidder efter forvaltningslovens § 8, som kender borgeren og derfor bedre vil kunne formidle oplysninger mellem myndigheden og borgeren, herunder at borgeren har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

 

91. Hvis myndighederne i forbindelse med tildeling af hjælp eller ved en senere opfølgning på sagen vurderer, at ansøgeren ikke kan forstå informationer vedrørende oplysningspligt eller vil være i stand til senere at reagere på situationen, bør myndigheden overveje om der er grundlag for at anmode om at iværksætte værgemål, herunder eventuelt samværgemål efter værgemålsloven eller træffe andre foranstaltninger, fx administration af pensionen. (Se punkt 43 om værgemål.)

De sociale myndigheder skal ved sagens behandling notere i sagen, hvis myndigheden er klar over, at borgeren har svært ved at overskue sin situation eller omfanget af oplysningspligten.

 

92. Der kan være særligt grund til omhyggelighed med informationen - og dokumentation for, at den er givet - hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, hverken skriftligt eller mundtligt.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. (Der henvises til punkt 38 om forvaltningslovens § 7 og oversættelse/tolk.)

SM B-2-94: En flygtning kom til Danmark med sit barn i 1985. I begyndelsen af sit ophold var han tilknyttet Dansk Flygtningehjælp, der hjalp ham med at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Manden modtog kontanthjælp fra 1986.

I august 1987 meddelte manden til kommunen, at han ville gifte sig i udlandet. Den 3. oktober 1987 blev det registreret i Folkeregistret, at han var blevet gift den 1. oktober 1987. I den forbindelse blev kontanthjælpen omregnet til ægtefælletakst.

Kommunen blev i 1991 i forbindelse med en ændring af folkeregistret opmærksom på, at der forsat blev udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud. Kommunen krævede tilbagebetaling af ydelsen og henviste til, at manden ikke havde været enlig fra oktober 1987. Kommunen henviste som begrundelse for kravet om tilbagebetaling, at der ved hver udbetaling til manden var vedlagt en vejledning, hvor betingelserne for at modtage børnetilskud fremgik. Det fremgik desuden af ansøgningen om børnetilskuddet, at manden havde erklæret sig indforstået med underretnings- og tilbagebetalingspligten.

Den Sociale Ankestyrelse vurderede, at de kvartalsvise meddelelser fra børnetilskudskontoret i dette tilfælde efter omstændighederne ikke kunne anses for tilstrækkelig vejledning. Manden havde derfor ikke modtaget ydelsen mod bedre vidende og kommunen kunne ikke kræve beløbene betalt tilbage.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne i kommunens journal om, at den pågældende til kontanthjælpsafdelingen havde oplyst, at han havde indgået ægteskab, og på, at han ikke af sagsbehandleren var vejledt om også at give meddelelse til familieydelsesafdelingen, hvorfor han måtte anses for at have opfyldt sin underretningspligt, jf. lovens § 24, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt desuden, at han ikke kunne anses for at have modtaget ydelserne uberettiget mod bedre vidende. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen, som udbetalte kontanthjælp til ham og løbende havde kontakt med ham, ikke havde givet ham vejledning om, at indgåelsen af ægteskab medførte, at retten til børnetilskud bortfaldt. Der henvistes til lovens § 24, stk. 2 og bistandslovens § 28.

De kvartalsvise meddelelser fra børnetilskudskontoret blev i dette tilfælde efter omstændighederne ikke anses for tilstrækkelig vejledning.

Dokumentation vedrørende oplysningspligt

93. Det er vigtigt, at myndighederne sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v. Det kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskriver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplysninger om myndighedens mulighed for at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c (se punkt 96) samt mulighed for kontrol efter § 12 a. (Se punkt 148-157.)

Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt for myndigheden at påvise, at borgeren har modtaget en ydelse med urette og træffe afgørelse om tilbagebetaling. Det anbefales især for kontanthjælp, at borgeren mindst en gang om året underskriver en erklæring eller blanket, hvori myndigheden gør borgeren opmærksom på sin oplysningspligt.

 

94. I det følgende beskrives en række andre eksempler på borgerens oplysningspligt og myndighedens pligt til at vejlede borgeren om, hvilke ændringer myndighederne skal have meddelelse om. Eksemplerne omhandler kun den situation, hvor en borger mod bedre vidende og uberettiget har modtaget sociale ydelser, der skal betales tilbage. Eksemplerne vedrører ikke de tilfælde, hvor myndigheden på forhånd har tildelt fx kontanthjælp med tilbagebetalingspligt eller hvor loven giver mulighed for en årlig efterregulering af hjælpen, som det ses fx på boligstøtteområdet. (Der henvises i øvrigt til punkt 126 for en nærmere beskrivelse af begreberne »ond tro«.)

SM B-2-98: En mand fik udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud til sit særbarn, selv om han havde levet sammen med moderen til det andet af hans børn.

Udbetalingen var angiveligt sket, fordi manden ved tilflytning til kommunen på samleverens adresse var registreret som modtager af børnetilskud i fraflytningskommunen.

Samleveren havde meddelt til kommunen, at hun og manden var flyttet sammen, og kommunen meddelte kvinden, at børnetilskuddet til deres fællesbarn ville ophøre på grund af samlivet. I brevet til kvinden blev det desuden oplyst, at børnefamilieydelsen til mandens særbarn ville fortsætte, da samleveren ikke havde del i forældremyndigheden.

Da manden flyttede fra kommunen med samleveren, opdagede fraflytningskommunen, at der fejlagtigt var blevet udbetalt børnetilskud og kommunen krævede de udbetalte ydelser tilbagebetalt.

Den Sociale Ankestyrelse fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke var opfyldt. Det var ikke godtgjort, at manden havde modtaget ydelsen mod bedre vidende. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen efter mandens flytning til samleverens adresse havde udbetalt ydelserne uden i den forbindelse at have ydet vejledning om betingelserne for ret til børnetilskud. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at kommunen havde meddelt mandens samlever, at børnetilskuddet til hendes og mandens særbarn ville ophøre på grund af samlivet.

Kommunen havde ikke ydet den fornødne vejledning om betingelserne for ret til ordinært og ekstra børnetilskud og havde udbetalt ydelserne til trods for, at kommunen havde kendskab til og var opmærksom på mandens samlivsforhold. Kommunen var derfor nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

SM R-10-01: Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om, at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten og om hvilke ændringer, der kan have betydning.

Ved ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud markerede ansøger på ansøgningsblanketten, at hans civilstand var »fraskilt«. Han blev bevilliget børnetilskud med virkning fra juli kvartal 1999, og ydelsen blev udbetalt første gang den 20. juli 1999.

I slutningen af juli 1999 blev manden gift i udlandet. Hustruen blev i udlandet, mens han vendte tilbage til Danmark. I starten af januar 2000 kom hustruen til Danmark, hvor hun blev tilmeldt Folkeregistret.

Herefter mødte manden i forvaltningen og fortalte, at han var blevet gift i juli måned 1999, og at hustruen nu var kommet til Danmark. Han afleverede særblanket med kryds ved, at han ikke længere var enlig forsørger.

Ved senere møde i forvaltningen blev manden informeret om betingelserne for at modtage børnetilskud samt om, at der ville blive krævet tilbagebetaling. Forvaltningen traf samme dag skriftlig afgørelse om tilbagebetaling.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at kræve ordinært og ekstra børnetilskud for oktober kvartal 1999 og januar kvartal 2000 tilbagebetalt, uanset at manden ikke var berettiget til at modtage ydelserne.

Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at han i den omhandlede periode ikke havde været reelt enlig, da han på dette tidspunkt var gift, og adskillelsen fra ægtefællen ikke skyldtes uoverensstemmelse, jf. Ankestyrelsens praksis beskrevet i SM B-8-96.

Ankestyrelsen fandt det imidlertid ikke godtgjort, at han havde modtaget børnetilskud mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen ikke fandtes at have vejledt modtager tilstrækkeligt i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at kommunen skal orientere skriftligt om ydelsesmodtageres pligt til at give oplysninger, om hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt til at statuere ond tro, at manden på ansøgningsskemaet havde anført sin civilstand, der på ansøgningstidspunktet var »fraskilt«. Ankestyrelsen fandt det videre ikke godtgjort, at han havde tilsidesat oplysningspligten ved ikke at have oplyst kommunen om indgåelse af ægteskab i juli 1999, førend hustruen kom til landet i januar 2000.

Ankestyrelsen var ikke enig med nævnet og kommunen i opfattelsen af, at manden på baggrund af ansøgningsblankettens udformning burde have vidst, at hans civilstatus havde betydning for berettigelsen til børnetilskud. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen særlig vægt på, at blanketten ikke angav indgåelse af ægteskab som en begivenhed, der var pligt til at underrette forvaltningen om. Blanketten omhandlede alene specifik angivelse af, hvornår der forelå et samliv i lovens forstand, hvilket der i mandens tilfælde først gjorde i januar 2000.

Blanketten fandtes derfor ikke at kunne udfylde den efter indførelsen af retssikkerhedsloven skærpede vejledningspligt, der påhviler kommunen efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2 (nu rtl § 12, stk. 1, nr. 3)

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

SM D-19-99: En kvinde, der havde modtaget sygedagpenge samtidig med, at hun gennemførte en erhvervsmæssig uddannelse og således havde tilsidesat sin oplysningspligt, havde ikke pligt til at tilbagebetale de sygedagpenge, hun havde modtaget med urette i uddannelsesperioden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at kommunen havde vejledt hende om betingelserne for at få sygedagpenge under erhvervsmæssig uddannelse.

Kapitel 19

Tilsidesættelse af oplysningspligten – tilbagebetaling og straf

95. Myndigheden skal også oplyse borgeren om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne, jf. § 12, stk. 1, nr. 1. § 12, stk. 1, nr. 1, viderefører den tidligere gældende § 11, stk. 2, nr. 3. Det er samtidig præciseret i bestemmelsen, at myndigheden nærmere bestemt skal redegøre for, at manglende oplysning om relevante ændringer kan føre til tilbagebetaling af ydelsen og eventuelt til tiltale for socialt bedrageri efter straffelovens bedrageribestemmelse eller den nye bedrageribestemmelse i § 12 b i retssikkerhedsloven. (Reglerne om oplysning af tilbagebetalingssager er beskrevet neden for i punkt 123 - 147 og reglerne om straf for socialt bedrageri er beskrevet i punkt 171-181.)

Kapitel 20

Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre

§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp og dennes ægtefælle, fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune eller amtskommune, som indhenter oplysningerne.

Stk. 3. Ved klage til Det Sociale Nævn eller Den Sociale Ankestyrelse og ved behandlingen af sager i Den Sociale Sikringsstyrelse, kan samtykke til at indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, indhentes ved, at borgeren i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, bliver gjort opmærksom på, hvilke typer af oplysninger det kan blive nødvendigt at indhente, og får en frist til eventuelt at gøre indsigelse imod dette.

Forholdet mellem forvaltningsloven og §§ 11 a og 11 c

96. Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, giver de sociale myndigheder adgang til at indhente oplysninger til brug for behandlingen af en social sag med borgerens samtykke fra andre myndigheder. Kravet om borgerens samtykke kan ikke fraviges i andre tilfælde end de sager, der er nævnt i § 11 c. Med en række præciseringer viderefører §§ 11 a og 11 c, den tidligere gældende § 12. Bestemmelserne fraviger de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 8:

-   for det første indebærer § 11 a, at de sociale myndigheder har mulighed for at forlange at få oplysninger fra en række private, herunder pengeinstitutter og privatpraktiserende læger, hvilket forvaltningsloven ikke giver adgang til. Dette gælder selv om der gælder særlige regler om tavshedspligt for disse erhverv,

-   for det andet indebærer § 11 a, at borgeren skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, også selv om der ikke er tale om personlige eller fortrolige oplysninger. Det betyder, at der som hovedregel altid skal indhentes samtykke i sociale sager. I persondataloven og forvaltningsloven gælder kravet om samtykke kun, hvis der er tale om fortrolige eller rent personlige oplysninger.

-   for det tredje indebærer § 11 c, jf. § 11 a, at de sociale myndigheder ikke skal vurdere om den myndighed, som de ønsker at få oplysninger fra, kan videregive oplysningen efter § 28, stk. 2, nr. 3 eller den såkaldte værdispringsregel i forvaltningslovens § 28, stk. 3 og persondatalovens § 8, stk. 2. De kan blot indhente dem, når betingelserne i § 11 a - § 11 c er opfyldt. § 11 a og § 11 c, tilsidesætter således forvaltningslovens § 28 og persondatalovens § 8 for de myndigheder, der har pligt til at udlevere oplysninger til de sociale myndigheder.

§ 11 a – 11 c regulerer ikke de sociale myndigheders adgang til selv at videregive oplysninger til andre. I dette tilfælde skal forvaltningslovens, persondatalovens og evt. særlovgivningens regler om adgang til at videregive oplysninger anvendes.

§§ 11 a - § 11 c regulerer heller ikke socialforvaltningens adgang til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen, fx fra den forvaltningsgren, der har ansvaret for cpr-sager eller teknisk forvaltning. Her gælder de almindelige tavshedspligtsregler, der gælder for den kommunale enhedsforvaltning, dvs. forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 samt persondatalovens regler. (Se kapitel 50 om forvaltningsloven, særligt punkt 468 om enhedsforvaltningen og kapitel 52 om persondataloven, samt punkt 116-118 om ægtefæller og samlevere.)

Nødvendige oplysninger

97. § 11 a giver kun de sociale myndigheder adgang til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag. Myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger, den har brug for. Myndigheden kan således ikke forlange at få alle oplysninger fra borgerens læge om et for længst overstået misbrug, om helbredte sygdomme eller om samlivsproblemer, hvis oplysningerne ikke har betydning for sagen.

 

98. Det er vigtigt, at myndigheden ved anmodningen om udlevering af oplysninger fra andre end borgeren selv, jf. § 11 a, stk. 1, præciserer, hvilke oplysninger myndigheden har brug for at indhente, for at forhindre, at der udleveres oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den sociale sag. Der henvises til afsnit XII om forvaltningslovens § 32. Myndigheden skal i overensstemmelse med § 6 i offentlighedsloven om notatpligt skrive ned i sagen, om borgeren har givet samtykke, hvis borgeren ikke har givet skriftligt samtykke.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra

99. § 11 a indeholder – i modsætning til den tidligere gældende § 12, som § 11 a viderefører - en udtømmende beskrivelse af, hvem myndigheden kan forlange at få oplysninger fra. Efter bestemmelsen kan myndigheden indhente oplysninger fra

-   andre offentlige myndigheder,

-   uddannelsesinstitutioner,

-   sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar,

-   arbejdsløshedskasser,

-   pengeinstitutter, arbejdsgivere, og

-   private, der udfører opgaver for det offentlige.

 

100. Denne liste er en udtømmende beskrivelse af de myndigheder m.v., som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra. Private organisationer, frivillige foreninger og almindelige privatpersoner, fx ydelsesmodtagerens nabo er ikke omfattet af § 11 a, stk. 1. Myndighederne kan dog indhente oplysninger fra private i børnesager. (Se punkt 119 og punkt 143-146.)

Definitionen af hvem, der er en sundhedsperson, følger af § 4 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. En autoriseret sundhedsperson er en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove som læge, tandlæge, sygeplejersker, jordemoder, tandplejer m.v. Personer, der arbejder under autoriserede personers ansvar, er fx social- og sundhedsassistenter, plejere og sygehjælpere. Uautoriserede psykologer er også omfattet af bestemmelsen. Andre uautoriserede sundhedspersoner, der ikke arbejder for en offentlig myndighed, er ikke omfattet af bestemmelsen, men skal anses som »private«, jf. § 11 c, stk. 2. (Se punkt 117.)

Uddannelsesinstitutioner skal forstås meget bredt. Der kan fx være tale om helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner m.v. Frie grundskoler og højskoler er således omfattet af bestemmelsen.

Oplysningernes form

Oplysningernes form er ikke afgørende

101. Myndigheden kan forlange at få alle nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen, uanset hvordan oplysningerne måtte være tilgængelige. Myndigheden kan således indhente oplysninger i form af erklæringer, udtalelser, udskrifter fra sygehus- eller lægejournaler, kopi af akter i en sag eller ved udskrift eller indsigt i registre.

Retsligt forhør

102. Hvis de sociale myndigheder har anmodet om oplysninger, har myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sundhedspersoner og pengeinstitutter m.fl. som anmodningen er stilet til, pligt til at udlevere de nødvendige oplysninger til de sociale myndigheder. Hvis oplysningerne ikke bliver udleveret, kan de sociale myndigheder anmode om, at der bliver foretaget retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, jf. § 11 a, stk. 1, 3. punktum. Myndigheden kan herefter indkalde en repræsentant for en anden offentlig myndighed, en sundhedsperson eller andre omfattet af oplysningspligten i § 11 a, til afhøring i retten, hvis vedkommende nægter at udtale sig til de sociale myndigheder. Det er kun de myndigheder m.v., der specifikt er nævnt i § 11 a, der kan indkaldes til retsligt forhør.

Borgeren, der ansøger om en ydelse kan ikke indkaldes til retsligt forhør.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om

Ansøgeren eller modtageren af hjælpen

103. Myndigheden kan kun indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1 om den, der søger om eller får hjælp. Myndigheden kan ikke indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle. (Se punkt 116-117 om mulighederne for at indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle efter forvaltningsloven og punkt 113 om § 11a, stk. 2 og punkt 146 om § 11c, stk. 3.)

Krav om borgerens samtykke

Borgeren skal give samtykke til at oplysningerne indhentes

104. Myndigheden kan kun indhente oplysningerne med forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, med mindre der er tale om en sag, hvor loven specifikt giver mulighed for at fravige kravet om samtykke efter § 11 c og § 11 a, stk. 2. (Se punkt 119.) Myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 12, nr. 2. (Se punkt 82 om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.)

Kravet til samtykket

105. Samtykket skal være tilstrækkeligt præcist til, at borgeren ved, hvilke typer oplysninger, der vil blive indhentet, hvem de vil blive indhentet fra, og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Myndigheden kan ikke nøjes med at indhente et »blanco«-samtykke, hvor borgeren skriver under på, at myndigheden kan indhente oplysninger, der er relevante eller nødvendige for sagen. Det er forudsat at kravet om samtykke efter § 11 a skal være så præcist, at det samtidig opfylder kravet om oplysning til borgeren om, hvilke oplysninger fra andre, der er blevet databehandlede, jf. § 29 i persondataloven (Se punkt 517).

Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. (Se også punkt 98 om notatpligt, hvis samtykket ikke gives skriftligt.)

Hvis borgeren ikke kan give gyldigt samtykke kan der være behov for anvendelse af reglerne i værgemålsloven om personligt værgemål. (Se punkt 43 og 91 med nærmere information om værgemål.)

  Helbredsoplysninger

106. Som hovedregel må myndighederne kun indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

 

107. Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af fortrolige oplysninger findes i § 26 i lov om patienters retsstilling. Hovedreglen er, at sundhedspersonen kun må udlevere fortrolige oplysninger, hvis patienten giver samtykke. Sundhedspersonen er ansvarlig for, at patienten har givet samtykke til videregivelsen. Samtykkekravet efter § 26, stk. 1, i lov om patienters retsstilling anses dog for opfyldt, hvis det over for sundhedspersonen dokumenteres, at patienten har givet samtykke til kommunen efter § 11 a, stk. 1 i retssikkerhedsloven til at kommunen kan indhente oplysningerne fra sundhedspersonen. Der skal således ikke indhentes samtykke til både at afgive og indhente de samme oplysninger. Sundhedspersonen skal sikre sig, at patientens samtykke til kommunen omfatter de oplysninger, som sundhedspersonen bliver anmodet om at videregive.

Fortrolige oplysninger kan endvidere videregives uden patientens samtykke, hvis der er fastsat regler i anden lovgivning - fx retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c. Sundhedspersonen kan videregive oplysningen, hvis den må antages at have væsentlig betydning for sagsbehandlingen hos den myndighed, der skal have oplysningen

Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger

Hvilke myndigheder kan bruge § 11 a

108. Det er myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger. Det vil sige, at bestemmelsen omfatter kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse.

Indhentelse af samtykke i klagesager og sager, der behandles i Den Sociale Sikringsstyrelse

109. Samtykke til brug for behandling af klagesager og sager, der behandles i Den Sociale Sikringsstyrelse, kan indhentes på en særlig måde.

Efter § 11 a, stk. 3, kan de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, meddele borgeren, at ankeinstansen vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger efter § 11 a, stk. 1, til brug for sagsbehandlingen. Borgeren får herefter en frist til at gøre indvendinger mod dette. Hvis de nævnte myndigheder ikke får en indsigelse, kan myndighederne herefter indhente oplysningerne. Oplysninger, som indhentes efter denne praksis, sendes til partshøring efter forvaltningslovens regler. Tilsvarende gælder for Den Sociale Sikringsstyrelses behandling af ansøgningssager fra personer med bopæl i udlandet. Der henvises til punkterne 10 og 11 om ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet.

 

110. Hvis der gøres indsigelse i en ansøgningssag, respekteres dette, men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag efter § 11 b om den processuelle skadevirkning, medmindre samtykkekravet kan fraviges efter § 11 c. (Der henvises til punkt 81-82 og 119 vedrørende den processuelle skadevirkning og adgangen til at forlange at få oplysninger fra andre om borgeren uden borgerens samtykke.)

Økonomiske oplysninger

Indhentelse af økonomiske oplysninger - kræver ikke samtykke

111. § 11 a, stk. 2, giver myndighedernes mulighed for at kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser til brug for behandling af en enkelt sag eller til brug for kontrol af en enkelt eller flere sager.

Ved en generel søgning kan kommunen foretage en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som man ikke kan få samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse.

 

112. Det fremgår ikke længere direkte af lovteksten, at oplysninger kan udveksles i elektronisk form. Det er alene udtryk for, at bestemmelser om kommunikation i Socialministeriets regelsæt som udgangspunkt også omfatter elektronisk kommunikation, selv om det ikke er udtrykkeligt nævnt i bestemmelserne. (Se punkt 20 - 23)

113. Myndigheden kan, ud over at indhente oplysninger om ansøgerens eller ydelsesmodtagerens økonomiske forhold, indhente oplysninger om ægtefællens - men ikke samleverens - økonomiske forhold. (Se punkt 116-117)

 

114. Oplysninger om økonomiske forhold kan også indhentes fra en anden kommune eller amtskommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Det betyder, fx at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en person flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, men pågældende søger hjælp i tilflytningskommunen.

 

115. Indhentelsen af disse oplysninger kan ske uden samtykke fra borgeren, både ved sagens start og ved senere opfølgning af sagen. Borgeren skal ved ansøgningen oplyses om adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. § 12, nr. 2. (Se punkt 86).

  Ægtefæller og samlevere

Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere

116. Hvis betingelserne i de enkelte sociale love kræver, at myndigheden indhenter oplysninger om andre end den borger, der søger om eller får hjælp, fx om borgerens ægtefælle eller samlever, vil oplysninger om disse personer ikke kunne indhentes efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan dog fortsat indhente oplysninger om borgerens ægtefælle eller samlever efter forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om udveksling af oplysninger. Se afsnit XII.

Som udgangspunkt vil en redegørelse om borgerens ægtefælles eller samlevers forhold, der har betydning for tildeling af hjælp, komme fra den borger, der søger om eller får hjælp. Får myndigheden brug for at undersøge ægtefællens eller samleverens forhold nærmere, kan myndigheden indhente oplysninger om den pågældende efter forvaltningslovens og persondatalovens regler, eller bede ægtefællen eller samleveren om selv at fremskaffe den fornødne dokumentation for nærmere angivne forhold.

 

117. Det er præciseret i § 11 a, stk. 2, at en myndighed kan samkøre oplysninger om en ægtefælles økonomiske forhold uden ægtefællens samtykke til brug for kontrol eller til brug for behandlingen af en sag. Oplysninger om en samlevers økonomi og andre fortrolige oplysninger vil kunne indhentes efter forvaltningslovens og persondatalovens regler. Det gælder både oplysninger, der indhentes fra andre dele af forvaltningen, andre myndigheder og private. Se afsnit XII. Skatteforvaltningen vil fx være i besiddelse af oplysninger om en samlevers økonomiske forhold, som kommunen har fået stillet til rådighed efter kildeskatteloven fra de statslige told- og skattemyndigheder, der får månedlige indberetninger fra arbejdsgivere.

Der gælder særlige regler ved behandlingen af sager om foranstaltninger efter kapitel 8 i serviceloven, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. I disse sager kan myndigheden forlange at få oplysninger om ægtefæller eller samlevere. Dette er særligt reguleret i § 11 c, stk. 3. Myndighederne kan indhente oplysningerne uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren, jf. § 11 c, stk. 3, i disse sager. Myndigheden kan ikke kun indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og ægtefællen eller samleveren i en børnesag, men kan herudover indhente oplysninger fra private jf. § 11 c, stk. 2, jf. § 11 c, stk. 3. Dette kan ligeledes ske uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren. Myndigheden skal dog altid forsøge at indhente samtykke fra ægtefællen eller samleveren til at indhente oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 4. (Der henvises i øvrigt til punkt 145.)

Oplysningspligt over for ægtefællen eller samleveren

118. Når kommunen indhenter oplysninger om ægtefællen eller samleveren, skal denne orienteres om det efter reglerne i persondataloven om underretning. Det gælder uanset om oplysningen om ægtefællen eller samleveren indhentes efter retssikkerhedsloven eller persondataloven. Krav om orientering efter persondataloven forudsætter naturligvis at indhentelsen af oplysningerne er omfattet af persondataloven, men det vil indhentelsen som regel altid være. Der henvises til afsnit XII om persondataloven.

Kapitel 21

Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om

1)   særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke,

2 )   førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag uden at den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension,

3)   frakendelse af førtidspension tilkendt efter de fra 1. januar 2003 gældende regler og nedsættelse eller frakendelse af pension tilkendt efter de indtil den 1. januar 2003 gældende regler, jf. lov om social pension,

4)   tilbagebetaling af sociale ydelser.

Stk. 2.

Stk. 3.

Stk. 4. Myndigheden skal, uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1, 2 og 3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Betingelser for at fravige kravet om samtykke

Fravigelse af kravet om samtykke

119. Kravet om, at borgeren skal give samtykke, inden myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 a, kan fraviges i fire kategorier af sager, jf. § 11 c.

-   sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 8, der kan gennemføres uden forældrenes samtykke,

-   sager, hvor myndigheden selv rejser sag om tildeling af pension efter pensionslovens § 17, stk. 2,

-   frakendelse af førtidspension tilkendt efter de nye regler, der gælder fra 1. januar 2003 og nedsættelse eller frakendelse af pension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003, jf. lov om social pension og

-   sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.

I disse fire sagstyper er der vægtigere hensyn end at holde fast i borgerens selvbestemmelse. Der er derfor en adgang til at indhente oplysninger uden samtykke i disse sager.

 

120. I sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 8, hvor der kan påbegyndes eller træffes afgørelse uden forældrenes samtykke, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgshensyn til barnet eller den unge. I sager efter pensionslovens § 17, stk. 2, hvor myndigheden kan rejse sag uanset om borgeren ønsker det fx i forhold til en borger uden sygdomserkendelse, bør myndigheden ligeledes have mulighed for at undersøge en sag for at finde ud af, om borgeren er berettiget til pension, fordi vedkommende på længere sigt ikke kan forsørge sig selv på grund af sin sygdom.

Det kan også være nødvendigt at fravige kravet om samtykke i sager om frakendelse af pension efter pensionslovens § 44, hvor myndigheden skal træffe afgørelse, hvis der sker en væsentlig forbedring af pensionistens arbejdsevne og i tilbagebetalingssager.

Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke

121. Myndigheden skal altid forsøge at indhente samtykke fra borgeren til, at oplysningerne kan indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. Dette gælder alle sager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, hvor kravet om samtykke kan fraviges.

Forsøg på aktuelt at indhente samtykke kan dog efter en konkret vurdering undlades, hvis myndigheden allerede på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet forgæves har forsøgt at indhente samtykke og myndigheden derfor har en formodning om, at samtykke igen vil blive nægtet, eller hvis borgeren allerede fra sagens begyndelse generelt har vist en stærk modvilje mod at medvirke i sagen.

Det skal bemærkes, at myndigheden i de tilfælde, hvor myndigheden indhenter oplysninger uden samtykke efter § 11 c, efterfølgende skal foretage partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. Sker der databehandling af de indhentede oplysninger eller sker selve indhentelsen elektronisk finder persondataloven desuden anvendelse og borgeren skal som udgangspunkt orienteres om, at oplysningen er indhentet. (Se punkt 503 ff. om persondataloven.)

Der skal være grund til, at myndigheden påbegynder en sag

122. § 11 c kan først bruges, hvis der er grundlag for at påbegynde en egentlig sag, der er omfattet af en af de fire typer af sager, der er nævnt i § 11 c. Det vil i praksis sige, at myndigheden skal have oplysninger, der peger på, at der er grundlag for en sag, fx fordi myndigheden har fået oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller har fået en underretning fx efter servicelovens §§ 35 eller 36. Disse oplysninger skal noteres i sagen, jf. offentlighedslovens § 6. (Om notatpligt se punkt 500-502.)

Tilbagebetalingssager

123. Følgende afsnit beskriver de tilbagebetalingssager, hvor en borger uberettiget og mod bedre vidende har modtaget en social ydelse, fordi vedkommende ikke har opfyldt sin oplysningspligt over for kommunen. Afsnittet handler derfor ikke om andre former for tilbagebetaling, fx som følge af en lovbestemt efterregulering af ydelsen (se fx boligstøttelovens § 47 og pensionslovens kapitel 6).

Tilbagebetaling

124. §§ 11 a, og 11 c, i retssikkerhedsloven skal sikre, at myndighederne kan indhente relevante oplysninger om borgeren til brug for sagsbehandlingen, således at borgeren får den eller de ydelser, som borgeren har krav på. Et andet formål med reglerne er at sikre, at sociale ydelser kun udbetales til de borgere, som opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen og som derfor er berettiget til at modtage hjælpen. Myndighederne skal derfor kunne afgøre, om de oplysninger, som borgeren kommer med, er korrekte og pålidelige. Det gælder både, når borgeren første gang ansøger om hjælp, og når myndigheden senere følger op på sagen.

Retssikkerhedsloven varetager på den ene side hensynet til, at myndighederne på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag kan tildele hjælp til de borgere, der er berettiget til at modtage den, men også hensynet til, at myndighederne kan gribe ind, hvis de har en konkret formodning om, at borgeren bevidst har givet myndigheden urigtige oplysninger, og derfor har modtaget en eller flere sociale ydelser med urette.

Pligt til at rejse sag

125. Kommunerne og amtskommuner har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis borgeren har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Kommunens oplysning af sagen er også i disse tilfælde afgørende for, om kommunen eller amtskommunen kan træffe en korrekt afgørelse.

Kommunerne eller amtskommunen kan fx ved henvendelse fra andre borgere komme i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at en borger ikke (længere) er reelt enlig. Kommunerne og amtskommunerne har i disse tilfælde pligt til at undersøge sagen nærmere. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om borgeren fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse samt vurderingen af, om borgeren i en forudgående periode har modtaget ydelsen, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og borgeren derfor måske skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Ond tro

Ond tro

126. Betingelsen for at træffe afgørelse om tilbagebetaling i sager, hvor borgeren har vildledt myndigheden fremgår af de enkelte sociale love, fx § 42 i lov om sociale pension. Betingelsen i de forskellige love er dog de samme. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling pga. svig over for myndigheden er for det første, at borgeren har været i ond tro om de oplysninger borgeren fx har tilbageholdt over for myndigheden. Den anden betingelse er, at ydelsen skal være modtaget med urette. Begge betingelser skal være opfyldt for at kunne kræve tilbagebetaling pga. svig. Ond tro betyder, at borgeren vidste eller burde vide, at de oplysninger, som borgeren gav myndigheden var forkerte. Kravet om, at ydelsen skal være modtaget med »urette« betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af ydelsen og de forkerte eller manglende oplysninger, som myndigheden ligger inde med.

 

127. En myndighed har pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling, hvis myndigheden har en formodning om, at borgeren i en periode har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Det skyldes, at myndighederne kun har hjemmel til at tildele ydelser til de borgere, der opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen.

Sagen skal oplyses

128. Hvis myndigheden påbegynder en tilbagebetalingssag, kan det forekomme, at borgeren ikke giver samtykke til, at myndigheden undersøger sagen nærmere ved at forlange oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden har dog fortsat pligt til at oplyse sagen, således at afgørelsen om tilbagebetaling træffes på et forsvarligt grundlag. Myndigheden kan derfor ikke nøjes med at bruge den processuelle skadevirkning, hvis borgeren ikke vil medvirke. Myndigheden vil være nødsaget til at oplyse sagen uden borgerens samtykke. I disse sager bør hensynet til kontrol med udbetalingen af sociale ydelser vægte tungere end hensynet til borgerens selvbestemmelse. Borgeren skal skriftligt modtage oplysninger om konsekvensen af, at der ikke oplyses om ændringerne, og skal have skriftlig besked om, hvilke ændringer i borgerens forhold, der kan medføre, at ydelsen ikke længere kan modtages. (Se punkt 86 - 94 om myndighedens oplysningspligt.)

Sagsbehandling forud for indhentelse af oplysninger uden samtykke

Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager

129. Myndigheden kan ikke uden videre forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke i sager, hvor der er en formodning for, at borgeren har modtaget ydelsen med urette og mod bedre vidende.

Myndigheden kan kun forlange at få oplysninger uden samtykke, når det må formodes at være nødvendigt for at kunne træffe en forsvarlig afgørelse om tilbagebetaling. Om det er nødvendigt for myndigheden at indhente oplysningen, afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. For at kunne foretage denne vurdering må myndigheden først udnytte mulighederne for at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang på anden vis.

Partshøring

130. Myndigheden skal derfor først søge at få sagen oplyst yderligere ved at henvende sig til borgeren og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshøre borgeren om eventuelle nye oplysninger i sagen. Hvis myndigheden har brug for flere oplysninger i sagen, skal myndigheden forsøge at få dem fra borgeren selv eller eventuelt ved at forsøge at indhente samtykke til, at myndigheden kan indhente nærmere specificerede oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1.

Økonomiske oplysninger

131. Myndigheden skal også udnytte muligheden for at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser efter § 11 a, stk. 2. Indhentelse af disse oplysninger kræver ikke samtykke fra borgeren. (Se punkt 111.) Mangler myndigheden fortsat de nødvendige oplysninger til tilbagebetalingssagen, skal myndigheden kontakte borgeren og anmode borgeren om evt. selv at fremskaffe den nødvendige dokumentation, fx i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, hvis borgeren ikke ønsker, at myndigheden selv indhenter oplysningerne.

Såfremt borgeren fortsat ikke ønsker at medvirke til at fremskaffe de fornødne oplysninger, må myndigheden vurdere, om der er formodning for, at den oplysning, der mangler, er nødvendig at indhente for at myndigheden kan træffe afgørelse om tilbagebetaling. Først herefter kan myndigheden anvende retssikkerhedslovens § 11 c, til at forlange at få oplysningen uden samtykke.

Den fortsatte udbetaling af hjælpen

Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen

132. § 11 c gælder kun for selve tilbagebetalingssagen. Vurderingen af, om borgeren fortsat, dvs. fremover, er berettiget til at modtage ydelsen eller om en tildelt ydelse eventuelt skal stoppes, er ikke omfattet af § 11 c. Myndigheden kan dog lægge de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tilbagebetalingssagen til grund for vurderingen af borgerens fortsatte ret til hjælp, men kan ikke indhente yderligere oplysninger uden samtykke efter § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1. Hvis myndigheden har brug for at indhente oplysninger fra andre end borgeren selv for at kunne vurdere, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, skal sagen oplyses i overensstemmelse med § 11 a - medmindre der er tale om en sag, der er en type sag, der er omfattet af en af de andre sagskategorier i § 11 c, stk. 1. Det betyder, at myndigheden ved vurderingen af, om en borger for fremtiden har ret til hjælp, kun kan indhente oplysninger med samtykke fra borgeren, jf. § 11 a, stk. l. Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må vurderingen af, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, afgøres på det foreliggende grundlag, jf. § 11 b. (Se punkt 81 - 82 og 438 om den processuelle skadevirkning.)

Krav om en konkret mistanke

Ikke til generel kontrol – krav om konkret mistanke

133. § 11 c kan ikke anvendes til brug for en generel kontrol af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen ved at myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 c uden samtykke. Myndigheden skal have en konkret mistanke om, at ydelsen er modtaget med urette før § 11 c kan anvendes. Denne mistanke kan fx opstå ved, at myndigheden har samkørt registre elektronisk, jf. § 11 a, stk. 2. (Se punkt 122 om grundlaget for at starte en sag.)

Observationer

Forbud mod at pålægge servicepersonale at afsløre personer, der snyder

134. Myndigheden, der har ansvar for behandlingen af sociale sager, kan ikke pålægge de personer, andre myndigheder m.v., fra hvem myndigheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, aktivt at skaffe sig yderligere oplysninger om borgerens forhold, der ikke er relevante for den adspurgte myndigheds eller persons almindelige funktion. Myndigheden kan for eksempel ikke til brug for behandlingen af sager, hvor det skal afgøres, om en person er berettiget til at modtage ydelser til reelt enlige, pålægge hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen at holde øje med forhold, der indikerer, om borgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en anden i forbindelse med sygeplejerskens eller hjemmehjælperens besøg i borgerens hjem.

 

135. Myndigheden må ikke pålægge ansatte at indsamle oplysninger og herefter at foretage en (automatisk) indberetning til myndigheden om forhold, der eventuelt kan have betydning for en social sag. Nogle ansatte i kommunerne har dog mulighed for på eget initiativ, at indberette om mistænkelige forhold, jf. nedenfor.

Kommunalt ansattes indberetninger til socialforvaltningen af egen drift

136. Kommunalt ansattes adgang til at videregive oplysninger til socialforvaltningen er reguleret af forvaltningslovens regler og lov om patienters retsstilling (patientretsstillingsloven), hvis oplysningen videregives af en sundhedsperson. For eksempel er kommunalt ansatte sundhedsplejersker omfattet af patientretsstillingsloven. Det samme gælder social- og sundhedsassistenter samt hjemmehjælpere, der arbejder under ansvar for en autoriseret sundhedsperson, fx en sygeplejerske. Efter patientretsstillingslovens § 23 har en autoriseret sundhedsperson, eller andre, der handler under disses ansvar, tavshedspligt om alle oplysninger, som de har fået kendskab til gennem sit erhverv, dvs. også om andre oplysninger end helbredsoplysninger.

En kommunalt ansat sundhedsperson kan af egen drift – dvs. uden en konkret forespørgsel fra myndigheden efter § 11 a - videregive oplysninger efter § 26, stk. 1, i patientretsstillingsloven, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen. Videregivelse kan også ske, jf. § 26, stk. 2, hvis videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at videregivelse til politi eller anklagemyndighed blandt andet vil være berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Sygeplejersker mv. må derfor ikke automatisk videregive oplysninger om mistanke om socialt bedrageri, hverken til politiet eller socialforvaltningen, da karakteren af forbrydelsen ikke er tilstrækkeligt alvorlig.

Andre kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af patientretsstillingsloven, har mulighed for at indberette oplysninger af egen drift om en eventuel og saglig begrundet, konkret mistanke om socialt bedrageri til socialforvaltningen. Sker videregivelsen elektronisk skal persondatalovens § 5 desuden være opfyldt. Videregivelsen må efter persondatalovens § 5, stk. 2, ikke være uforeneligt med det formål, som oplysningen oprindeligt er blevet indsamlet til. (Se også punkt 134 og 507).

 

137. Myndigheden skal tage notat i sagen om indberetningen, jf. offentlighedslovens § 6. Myndigheden skal desuden partshøre borgeren om de nye oplysninger i sagen efter reglerne i forvaltningsloven, inden der eventuelt træffes afgørelse om tilbagebetaling.

Overvågning og uanmeldte besøg

138. § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1, giver ikke hjemmel til, at myndighederne kan overvåge borgere eller gå ind i hjemmet og undersøge forholdene hos borgere, der modtager sociale ydelser. Dette spørgsmål reguleres ikke i retssikkerhedsloven, men af grundlovens, straffeloven og retsplejelovens bestemmelser om forbud mod husfredskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred.

Når overvågningen foregår i det offentlige rum, er overvågningen ikke strafbar efter straffeloven. Myndigheders brug af observationer er reguleret af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet betyder, at myndigheden ved vurderingen af, på hvilken måde en sag skal oplyses, skal vælge det mindst indgribende middel. Dette indebærer, at overvågning i forhold til sociale sager om reelt enlige oftest vil være en uproportional fremgangsmåde. Det samme gælder i forhold til uanmeldte besøg hos borgeren.

Myndigheden kan derfor som udgangspunkt kun gøre brug af observationer og uanmeldte besøg, hvis det er umuligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde i den konkrete sag ud fra en vurdering af sagens karakter. (Der henvises endvidere til punkt 21 i Socialministeriets vejledning om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.) Det skal i øvrigt bemærkes at myndigheden ved uanmeldte besøg skal oplyse borgeren om, at myndigheden ikke har ret til at foretage kontrolbesøg i boligen.

Med hensyn til brug af observationer fra offentlig vej og uanmeldte besøg i forhold til adressesager, dvs. sager, hvor kommunen skal undersøge om en person er korrekt bopælsregistreret, har Indenrigsministeriet udstukket vejledende retningslinjer for omfanget af overvågning og uanmeldte besøg ud fra proportionalitetsprincippet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet (tidligere Indenrigsministeriet) vurderer, at systematisk brug af observationer er uproportionalt, hvis oplysningen skal anvendes til at afgøre en adressesag. Kommunalt ansatte skal endvidere være yderst tilbageholdende med at tage ud på bopælen og opsøge borgeren i adressesager. Dette kan kun accepteres i en situation, hvor kommunen forgæves har forsøgt både skriftligt og telefonisk at komme i kontakt med borgeren for at få en afklarende samtale om dennes bopælsforhold, og hvor kommunen skønner, at en sådan samtale er væsentlig for sagens afklaring.

Om brug af observationer og uanmeldte besøg i adressesager henvises til kapitel 3, afsnit 7.6 i Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning nr. 51 af 13. juni 2002 om folkeregistrering. Vejledningen kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.im.dk .

 

139. I forhold til brug af kommunalt ansattes observationer i administrative tilbagebetalingssager, kan tilfældige observationer indgå som dokumentation i en administrativ sag om tilbagebetaling efter den sociale lovgivning, hvis der er taget notat om observationen i sagen, jf. offentlighedslovens § 6.

 

140. Myndigheden skal altid parthøre borgeren om de observationer myndigheden har foretaget, jf. forvaltningslovens § 19 inden myndigheden træffer afgørelse i sagen.

Bopælssager efter CPR-lovgivningen

Videregivelse af oplysninger fra sociale sager til CPR-sager

141. Socialforvaltningen kan gøre brug af oplysninger, som den er i besiddelse af fra andre sager, selv om oplysningerne er indhentet med et andet formål og så længe brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til, jf. persondatalovens § 5, stk. 2. (Se punkt 507.) Fx kan socialforvaltningen i en kommune indhente og anvende oplysninger, som en anden enhed i kommunen tidligere har indhentet til en anden sag i den kommunale enhedsforvaltning. Dette vil ikke være i strid med persondatalovens § 5, stk. 2.

Hvis en kommune efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder fx har fundet det nødvendigt at foretage observationer i en social sag, kan kommunen videregive oplysningerne til brug for en adressesag efter § 32 i forvaltningsloven eller §§ 5-6 i persondataloven. (Se punkt 468.)

En social sag eller en CPR-sag?

142. Det skal i øvrigt bemærkes, at det er den sociale lovgivning og dermed også Socialministeriets udmeldinger om observationer, der skal følges, når en kommune skal undersøge om en borger, typisk kvinden i en »samlivssag«, uberettiget modtager sociale ydelser. Hvis kommunen skal afgøre, om en borger, typisk manden i en samlivssag, er registreret korrekt i CPR, er det CPR-loven og dermed Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilkendegivelser om observationer og uanmeldte besøg, der skal følges.

Eksempel: Dorte har 2 børn med sin eksmand Allan og modtager en række forskellige ydelser til reelt enlige. Allan er registret på en anden adresse end Dortes. Dortes nabo ringer en dag til kommunen og siger, at Dorte snyder det offentlige, fordi hun i virkeligheden bor sammen med sin eksmand. Naboen siger, at Allan er der meget tit og at hun har set Allan køre på arbejde fra Dortes hus mange gange. Kommunen kan vælge at undersøge Allans forhold ved at rejse en adressesag, hvor kommunen skal finde ud af, om der er grundlag for at flytte Allans adresse hen til Dortes. Dette skal ske efter CPR-loven. Kommunen kan også vælge at undersøge sagen efter den sociale lovgivning. I så fald, skal kommunen undersøge om Dorte er berettiget til at modtage de forhøjede sociale ydelser i overensstemmelse med retssikkerhedsloven. Det er vigtigt, at kommunen ikke blander de to love sammen. Adressesagen og tilbagebetalingssagen skal behandles hver for sig.

Det skal dog igen understreges, at brug af observationer og uanmeldte besøg ofte vil være uproportionalt og dermed ulovligt.

Børnesager

§ 11 c.

Stk. 2. Hvis er det nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.

Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a, stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om personer, der er part i sagen samt forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.

Stk. 4. Myndigheden skal, uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1, 2 og 3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Indhentning af oplysninger fra private

143. § 11 c, stk. 2, udvider den kreds af personer, som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra i de børnesager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, nr. 1. Det tilføjes i bestemmelsen, at myndigheden i disse sager kan anmode private, fx naboer, om at komme med oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for sagens behandling. Det skyldes, at hensynet til barnet eller den unges tarv er det vigtigste i disse sager, og at det derfor kan være nødvendigt, at myndighederne kan gå meget langt i forhold til at få oplyst sagen mest muligt.

Udlevering af oplysninger fra private er frivillig

144. Myndigheden kan efter bestemmelsen anmode en privat om at bidrage til sagens oplysning, men vedkommende er ikke forpligtet til at svare. Der kan således ikke gennemføres retsligt forhør over for private. Myndigheden skal ved anmodningen til private om at bidrage til sagens oplysning, gøre opmærksom på, at vedkommende ikke er forpligtet til at svare. Myndigheden skal desuden give den private en række oplysninger jf. persondatalovens § 28. (Se punkt 516.)

Samtykke skal forsøges indhentet

145. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke, men kravet om at forsøge at indhente samtykke gælder også i disse tilfælde, jf. § 11 c, stk. 4 . Der kan dog kun indhentes oplysninger fra private i disse sager, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det betyder, at d et altid skal overvejes om myndigheden kan få de ønskede oplysninger ad anden vej, fx af forældrene selv eller af andre myndigheder inden myndigheden spørger private . (Se punkt 117.)

Hvem kan der indhentes oplysninger om

146. Udgangspunktet efter § 11 a, stk. 1, er, at myndigheden kun kan indhente oplysninger om den person, der søger om eller får hjælp og ikke andre, fx ægtefæller og samlevere. (Se punkt 113.) I § 11 c, stk. 3, udvides den kreds, som myndighederne kan indhente oplysninger om i børnesager. I børnesager, kan der derfor også indhentes oplysninger om personer, der er parter i sagen samt samleveren og ægtefællen til forældremyndighedsindehaveren.

Udvidelsen af den kreds af personer, hvis forhold man kan undersøge efter § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan være nødvendig i sager om foranstaltninger over for børn og unge, der gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, da det ofte vil være yderst relevant at undersøge forhold, der vedrører andre end forældremyndighedsindehaveren. § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan anvendes til at indhente oplysninger om hver af parterne samt forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever i de nævnte børnesager, jf. § 11 c, stk. 3.

Eksempel: Mette Hansen bor sammen med Peter Holm. Mette har 2 børn, som Peter ikke er far til. Børnene har betydelige vanskeligheder i skolen, bl.a. med manglende fremmøde. Mette og Peter har begge et alkoholmisbrug. Peter har desuden en psykisk lidelse. For at afgøre, hvilken hjælp, der er brug for til børnene, kan det være nødvendigt at indhente oplysninger om samleveren Peter. Da han opholder sig i det hjem, hvor børnene bor, er hans forhold også af betydning for afgørelsen af, hvilken hjælp, der kan gives i hjemmet og for, om børnene kan være i hjemmet.

Kommunen vil fx kunne forlange oplysninger fra Peters læge om Peters psykiske lidelse i medfør af § 11 a, stk. 1, jf. § 11 c, stk. 3. Forinden skal kommunen forsøge at få samtykke fra Peter til, at oplysningerne indhentes, jf. § 11 c, stk. 4, og nedenfor punkt 147.

Samtykke skal forsøges indhentet fra alle, der indhentes oplysninger om

147. Myndigheden skal i alle tilfælde forsøge at indhente samtykke til at indhente oplysninger fra alle de personer, der bliver indhentet oplysninger om, jf. § 11 c, stk. 4. ( Om muligheden for at undlade forsøg på at indhente samtykke henvises til punkt 121.)

Kapitel 22

Kontrolbesøg i virksomheder –»sort arbejde«

§ 12 a. Kommunen har til enhver tid uden retskendelse adgang til en virksomheds lokaler m.v. med henblik på at kontrollere de oplysninger om borgernes løn- og arbejdsforhold, som ligger til grund for udbetaling af ydelser i sager, der er omfattet af denne lov, jf. § 2, stk. 4. Det er den kommune, som virksomheden ligger i, der kan foretage kontrollen.

Stk. 2. Kommunen kan efterse virksomhedens registreringer om borgerens løn- og arbejdsforhold, uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register. Materiale, der skønnes at være af betydning for videre kontrol, skal efter anmodning udleveres eller indsendes til kommunen.

Stk. 3. Kommunen skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder.

Stk. 4. Virksomhedens indehavere og ansatte skal være kommunen behjælpelige ved eftersynet.

Stk. 5. Personer, der er beskæftiget i virksomheden ved eftersynet, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår.

Stk. 6. Politiet yder bistand til kommunen. Socialministeren kan efter forhandling med justitsministeren og beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler herom.

148. For at modvirke »sort arbejde« og at udbetaling af sociale- og beskæftigelsesmæssige ydelser sker på et forkert økonomisk grundlag, kan kommunerne foretage eftersyn i virksomheder. Denne form for kontrol kendes også på andre områder, fx Told & Skat og Arbejdsdirektoratets kontrol med henholdsvis skatteforhold og dagpengemodtagere.

Kun kontrol af borgere, der modtager sociale ydelser

149. Der kan kun foretages kontrol af borgerens løn- og ansættelsesforhold efter § 12 b, hvis borgeren søger om eller får en ydelse, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. § 2, stk. 4, eller hvis borgeren modtager en ydelse, som beregnes på grundlag af ægtefællernes samlede indtægter. Anvendelsesområdet for loven eller dele heraf, fremgår af bekendtgørelse nr. 1187 af 12. december 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område samt bekendtgørelse nr. 598 af 24. juni 2003. (Se punkt 6.)

Hvem kan foretage kontrollen

150. Det er den kommune, som virksomheden ligger i, som alene eller sammen med andre myndigheder kan foretage kontrollen. Det er den konkrete virksomhed i kommunen, som kontrollen kan foretages i, uanset at virksomheden måtte have hovedsæde i en anden kommune.

Foretages kontrollen i samarbejde med andre myndigheder, fx Arbejdsdirektoratet, skal de respektive myndigheder hver især følge hjemlen i deres egen lovgivning.

Anbefalinger om samarbejde

151. Hvis en kommune under et virksomhedsbesøg i egen kommune bliver opmærksom på borgere fra andre kommuner, har virksomhedskommunen mulighed for at undersøge forholdene vedrørende borgerne fra den anden kommune. Virksomhedskommunen har herefter mulighed for at underrette bopælskommunen om resultatet af kontrollen i forhold til bopælskommunens borgere. Det anbefales, at der kommunerne imellem indgås aftaler om, at virksomhedskommunen undersøger ansættelsesforholdene for andre kommuners borgere ved kontrolbesøg i virksomheder i egen kommune. Det anbefales også, at det aftales, at virksomhedskommunen underretter bopælskommunen, hvis virksomhedskommunen under et eftersyn møder – og undersøger forhold vedrørende - borgere fra andre kommuner, der ikke har oplyst bopælskommunen om ansættelsen i virksomheden.

Kun i virksomhedens lokaler

152. Adgangen til at foretage kontrol er begrænset til lokaler m.v., der benyttes af virksomheder. Der skabes derfor ikke adgang for offentlige myndigheder til at foretage kontrol uden retskendelse i private hjem, heller ikke, hvis en borger har ansat »sort« rengøringshjælp eller får en VVS-mand til at ordne køkkenet uden kvittering. »Virksomhedens lokaler« skal således forstås meget bogstaveligt, dog således, at en virksomhed ikke kan påberåbe sig, at lønsedler o.lign. er på privat område. Hvis virksomheden er placeret i hjemmet, skal kommunen have adgang til de lokaliteter, hvor virksomhedens relevante papirer og dokumenter er.

Hvis virksomheden har overladt bogholderi-funktionen til et revisionsfirma el.lign., kan kommunen i dette tilfælde indhente oplysningerne hos revisoren eller pålægge virksomheden at indhente disse som et led i kontrolbesøg i en virksomhed. Hvis kommunen besøger en filial, og lønningslisterne findes i virksomhedens hovedkontor, kan kommunen hente oplysninger hos hovedkontoret eller pålægge filialen at fremskaffe disse.

Er virksomheden under konkurs, kan kommunen rette henvendelse til kurator for boet med henblik på at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Hvis kurator ikke ønsker at medvirke, kan kommunen rette henvendelse til skifteretten med henblik på, at skifteretten kan pålægge kurator at besvare henvendelsen.

Kontrollører skal legitimere sig

153. Kommunen skal ved kontrollen legitimere sig på behørig vis og de øvrige deltagere i eftersynet skal redegøre for, hvilken myndighed vedkommende repræsenterer, hvis kontrollen foretages i samarbejde med andre myndigheder.

Personers oplysningspligt

154. Personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse i virksomheden, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato samt ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår.

Hvad kan kommunen kontrollere

155. Kommunen kan kontrollere alt materiale, der vedrører borgerens ansættelses- og lønforhold. Det gælder uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register. Løst papirmateriale, der ikke findes i et manuelt eller edb-register, kan ligeledes indgå i kommunens kontrol. Kontrollen skal gennemføres således, at den erhvervsdrivende ikke forhindres i at udføre sin daglige virksomhed og så diskret og hensynsfuldt som muligt.

Politibistand

156. Der kan opstå situationer, hvor politiets bistand kan blive nødvendig. Det forudsættes, at bistanden kun ydes, hvor det er absolut nødvendigt.

Der er indsat en bemyndigelsesbestemmelse i retssikkerhedslovens § 12 a, stk. 6, hvorefter socialministeren efter forhandling med justitsministeren og beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stikprøvekontrol

157. Der er tale om en stikprøvekontrol i virksomheder. Kontrollen kan ikke bruges i forhold til at oplyse konkrete sager, fx en konkret tilbagebetalingssag. I disse tilfælde anvendes de almindelige sagsbehandlingsregler, herunder reglerne om oplysningspligt. Hvor der foreligger mistanke om et strafbart forhold, skal kontrollen ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler.

Eftersynet omfatter også selvstændige erhvervsdrivende, herunder også tilfælde, hvor ægtefællen er ansat hos den selvstændigt erhvervsdrivende.

Hvis de oplysninger, der er fremkommet ved eftersynet indgår i en sag, der behandles efter denne lov, skal der partshøres om oplysningerne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Arbejdsdirektoratet yder vejledning i forbindelse med tilrettelæggelse og udførelsen af kontrol.

Kapitel 23

Anden udveksling af oplysninger

Udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse

§ 12 c. Til brug for tilrettelæggelsen af omsorgsopgaver m.v. efter kapitel 14 i lov om social service, lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. og lov om hjemmesyge-plejerskeordninger, samt til brug for opfølgning af sager efter § 24 i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel kan kommuner og sygehuse udveksle oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse af borgere i kommunen. Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.

158. § 12 c giver kommuner og sygehuse hjemmel til, at de gennem kommunernes Sags- og Advissystem kan udveksle oplysninger automatisk – og uden borgerens samtykke - mellem kommunerne og sygehusene om en borgers indlæggelse på og udskrivning fra et sygehus. Udvekslingen sker i form af et indlæggelsesadvis og et udskrivningsadvis, som sendes fra sygehuset til kommunen. Herefter sender kommunen et indlæggelsessvar til sygehuset, som har afsendt advis.

Formålet med udvekslingen af oplysningerne

159. Formålet med systemet er blandt andet, at kommunerne straks får oplysninger om indlæggelse og udskrivning, således at ydelser fra hjemmeplejen m.v. kan bringes midlertidigt til ophør eller sættes i værk umiddelbart i forlængelse af patientens indlæggelse på og udskrivning fra sygehuset. Formålet er desuden, at kommunerne kan foretage en hurtig opfølgning af sager efter § 24 i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel.

Hvordan fungerer systemet

160. Systemet fungerer teknisk på den måde, at sygehusenes patientadministrative systemer automatisk sender meddelelser om alle indlagte patienter til kommunernes centrale Sags- og Advissystem, hvis sygehuset er tilmeldt systemet. De kommuner, som har abonnement på sygehusopholdsmeddelelser, får adviser om de indlagte patienter, der er oprettet i kommunens Sags- og Advissystem, for eksempel som modtagere af ydelser fra hjemmeplejen. Meddelelser om personer, der ikke er oprettet i kommunens system, frasorteres automatisk og meddelelsen slettes.

En indlæggelsesadvis indeholder kun oplysning om patientens kommunenummer, patientens personnummer og sygehusafdeling. Kommunens indlæggelsessvar indeholder oplysninger om afsenderkommune og oplysninger om kontaktperson i kommunen. Udskrivningsadvis indeholder oplysninger om patientens personnummer, dato og tidspunkt for udskrivningen og oplysning om, hvad patienten er udskrevet til.

Betingelser for at anvende sags- og advissystemet

161. Behandling af oplysninger i kommunernes centrale Sags- og Advissystem er omfattet af reglerne i lov om behandling af personoplysninger, herunder reglerne i kapitel 12 om anmeldelse til Datatilsynet af behandlinger, der foretages i den offentlige forvaltning. Når behandlingen af data omfatter følsomme oplysninger efter §§ 7 og 8 i persondataloven, kan behandlingen først iværksættes, når der foreligger en udtalelse fra Datatilsynet. Der er foretaget en anmeldelse af det fælleskommunale system for sagshenvisning og advis, som bl.a. omfatter oplysninger om borgerens indlæggelse på sygehus.

Forældelse af oplysninger i sags- og advissystemet

162. Det er den enkelte sagsbehandler i kommunen, som til en løbende sag kan abonnere på bestemte hændelser, som fx ændret adresse eller indlæggelse på sygehus i Sags- og Advissystemet. Den kommunale sagsbehandler afmelder abonnementet på advis om de borgere, hvor det ikke længere er relevant at modtage de omhandlede oplysninger. Det fremgår af anmeldelsen til Datatilsynet, at registrerede oplysninger skal slettes senest 5 år efter at alle sagsrelationer, som er registreret i kommunen for den pågældende person, er ophørt med at være aktive.

Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende systemet

163. Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende det centrale Sags- og Advissystem. I tilfælde, hvor kommuner og sygehuse indgår aftaler om at udveksle advis elektronisk på andre måder end ved brug af det centrale Sags- og Advissystem, er det en forudsætning, at udvekslingen sker sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles af den offentlige forvaltning.

Private sygehuse

164. Bestemmelsen i § 12 c begrænser ikke udvekslingen af oplysninger til offentlige sygehuse. I praksis vil anvendelse af systemet af private sygehuse forudsætte, at sygehuset bliver tilmeldt systemet.

Kun udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning

165. Det er en forudsætning, at systemet ikke videregiver andre oplysninger end de nævnte advis og ikke gør det muligt for andre end den relevante sagsbehandler i kommunen og sundhedsperson på sygehuset at læse de pågældende advis.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at udveksle de elektroniske oplysninger, som indgår i de omtalte indlæggelses- og udskrivningsadvis samt indlæggelsessvar. Denne begrænsning skyldes, at udvekslingen sker automatisk og uden patientens samtykke. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at sygehusene og kommunerne kan aftale at udveksle andre oplysninger elektronisk uden borgerens samtykke, så som oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering.

Betingelser for udveksling af andre helbredsoplysninger

166. Hvis sygehusene og kommunerne aftaler at udveksle andre oplysninger, fx oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering elektronisk, skal dette ske i overensstemmelse med reglerne i kapitel 5 i lov om patienters retsstilling (patientretsstillingsloven) samt persondataloven. Efter patientretsstillingsloven er det den alt overvejende hovedregel, at patienten giver samtykke til, at sygehuset eller kommunen videregiver de omhandlede oplysninger, hvis videregivelsen sker til brug for andre formål end videre sygdomsbehandling af borgeren. Persondatalovens øvrige regler om datasikkerhed m.v. skal også overholdes. Der henvises til afsnit XII om persondataloven. Patientretsstillingslovens kapitel 5 regulerer kun videregivelse af helbredsoplysninger. Indsamling, sletning og registrering af helbredsoplysninger er ikke omfattet af patientretsstillingsloven, men kun af persondataloven. Der henvises i øvrigt til »Redegørelse om patientrettigheder i forbindelse med indførelse af Elektroniske Patient Journaler (EPJ) m.v.« fra april 2001, der kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside www.im.dk .

167. Efter § 24, stk. 2, i lov om patienters retsstilling kan der i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb ske videregivelse af helbredsoplysninger mellem sundhedspersoner, også i elektronisk form, uden borgerens samtykke, hvis udvekslingen sker med henblik på gennemførelsen af den videre behandling af borgeren i den kommunale sundhedspleje og hjemmepleje eller på et sygehus. Det skal dog bemærkes, at borgeren på ethvert tidspunkt kan frabede sig, at oplysningerne videregives i denne situation. Det forudsættes derfor, at borgeren er informeret om, at der sker videregivelse af helbredsoplysningerne.

For en nærmere uddybning af, hvornår der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger, henvises i øvrigt til lov nr. 482 af 1. juni 1998 om patienters retsstilling, bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. samt vejledning nr. 155 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v.

Orientering til borgerne om bestemmelsen

168. Kommunerne skal informere de berørte borgere om adgangen til at udveksle oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse, herunder, karakteren af de oplysninger, som vil kunne udveksles uden samtykke. Dette kan fx ske ved, at kommunerne omtaler proceduren i kommunens generelle informationsmateriale til modtagere af personlig og praktisk hjælp.

Orientering til borgeren, når udveksling af oplysninger er sket

169. Borgeren skal altid have besked, når sygehuset og kommunen konkret har udvekslet oplysninger elektronisk om indlæggelse og udskrivning, jf. persondatalovens § 29. Borgeren skal herunder modtage alle oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser. Efter persondatalovens § 29, stk. 2, 2. led, kan kravet om orientering fraviges, hvis videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov. § 12 c er dog for uspecifikt formuleret til at sygehuset og kommunen kan anvende undtagelsesbestemmelsen til generelt at undlade at orientere borgeren efter § 29, når der konkret er sket udveksling af oplysninger efter § 12 c.

Det er kommunen, der er ansvarlig for underretningen til borgeren om, at der konkret er blevet udvekslet oplysninger. Kommunen har mulighed for at indgå en aftale med de sygehuse, der er tilmeldt Sags- og Advissystemet, således at det er sygehuset, som informerer borgeren om, at der er videregivet oplysninger om ind- og udskrivningen.

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

Oplysninger til apotekere

170. § 14 giver mulighed for at lette administrationen af udbetaling af personlige tillæg til pensionisters udgifter til medicin. Danmarks Apotekerforening og Kommunernes Landsforening aftaler, hvordan medicinordningen administreres. Reglerne om personligt tillæg er beskrevet i Socialministeriets vejledning om social pension.

Afsnit IV

Straffebestemmelser og inddrivelse

Afsnit IV beskriver straffebestemmelsen i retssikkerhedslovens § 12 b og nogle generelle forhold ved inddrivelse af beløb, der skal betales/ betales tilbage.

Kapitel 24

Straffebestemmelser

Socialt bedrageri

 

§ 12 b. Medmindre højere straf kan idømmes efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der ved grov uagtsomhed fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 1 nr. 1, og stk. 2, og derved påfører myndigheden et formuetab.

Straf for grov uagtsom vildledelse

171. Efter § 12 b i retssikkerhedsloven kan domstolene straffe borgere, der har begået groft uagtsomt bedrageri. Overtrædelsen består i, at borgeren groft uagtsomt fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Bestemmelsen har nær sammenhæng med § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, om henholdsvis borgerens og myndighedens oplysningspligt. Efter disse bestemmelser kan myndigheden anmode borgerne om at få de oplysninger frem, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til og borgeren har pligt til at oplyse om fremtidige ændringer, der kan have betydning for hjælpen. Se afsnit III.

Det er domstolene og ikke de sociale myndigheder, der skal idømme straffen.

Betingelser for anvendelsen af bestemmelsen

172. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis borgeren vildleder myndighederne i forbindelse med behandling af sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 1187 af 12. december 2002 om retssikkerhed og administration på det sociale område (se bilag 2) hvilke sager, der skal behandles efter denne lov. (Se punkt 6.)

Efter den ny bestemmelse i § 12 b, kan der kun idømmes straf, hvis borgeren ikke for den samme forbrydelse kan idømmes en hårdere straf efter straffeloven. Det drejer sig primært om bedrageribestemmelsen i § 279. Er der i forbindelse med ansøgningen afgivet urigtige oplysninger i en skriftlig erklæring, kan der blive tale om overtrædelse af straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige erklæringer. Der kan desuden blive tale om straf for dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171, fx ved indgivelse af falske lønsedler til myndigheden.

§ 12 b svarer til straffelovens bedrageribestemmelse i § 279, blot med den forskel, at der efter den nye bestemmelse kan straffes for grov uagtsomhed. Det betyder blandt andet, at der gælder andre subjektive betingelser for straf. (Se punkt 176.)

Borgeren bringer myndigheden i en vildfarelse

Vildfarelsen

173. Anvendelsen af bestemmelsen i § 12 b forudsætter, at borgeren med sin adfærd har bragt myndigheden i en vildfarelse om forhold, der har betydning for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen.

Borgeren kan kun straffes for at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller for at fortie forhold, der har betydning for afgørelsen. Bedømmelsen af, hvilke oplysninger, der har betydning for afgørelsen, hænger sammen med § 10 i retssikkerhedsloven om officialprincippet. Efter officialprincippet er det myndigheden, der har ansvaret for, at sager efter den sociale lovgivning er oplyst i tilstrækkeligt omfang. (Se punkt 72 – 73.) Det er derfor myndigheden, som bedømmer, hvilke oplysninger borgeren skal bidrage med, jf. § 11.

 

174. En borger, der ikke ønsker at medvirke, jf. § 11, stk. 1, kan ikke straffes efter § 12 b. Der er i dette tilfælde ikke tale om fortielse af oplysninger, der har resulteret i en vildfarelse hos myndigheden, idet myndigheden er bekendt med, at der mangler oplysninger i sagen. Myndigheden skal, jf. § 11 b fortsat behandle sagen ud fra de foreliggende oplysninger, og kan ikke over for borgeren gøre gældende, at vedkommende vil blive straffet efter § 12 b, hvis borgeren ikke medvirker. (Se punkt 82.)

Borgeren kan dog ikke under påskud af at påberåbe sig retten til ikke at medvirke til sagsoplysningen fortie forhold, der bringer myndigheden i en vildfarelse om de faktiske forhold, der lægges til grund for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen. Denne situation vil være omfattet af § 12 b, jf. nedenfor.

Myndighedens formuetab ved borgerens vildledende oplysninger

Det svigagtige forhold og myndighedens formuetab

175. Borgeren skal med afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse hos myndigheden om borgerens berettigelse til at modtage en ydelse. Dette kan ske ved positivt at afgive forkerte eller vildledende oplysninger eller ved at fortie oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Det er samtidig et krav, at myndigheden har lidt et formuetab som følge af vildfarelsen.

Med fremkaldelse af en vildfarelse menes, at borgeren positivt skal have bidraget til myndighedens vildfarelse ved at afgive urigtige oplysninger, fx om at borgeren ikke har formue.

Med bestyrkelse menes, at borgeren forstærker en allerede bestående vildfarelse hos myndigheden, ved fx at underbygge fejlagtige slutninger med overbevisende detaljer.

Med udnyttelse menes, at borgeren benytter sig af en vildfarelse, der i forvejen er hos myndigheden, ved fx at undlade at berigtige relevante faktiske oplysninger, som myndigheden fejlagtigt lægger til grund for afgørelsen.

Bestemmelsen finder anvendelse, hvis borgeren ved sin adfærd fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse forud for sagens afgørelse eller ved senere opfølgning af sagen. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis borgeren senere undlader at oplyse myndighederne om ændringer, der kan have betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 2, og derved bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden om, at borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen.

De subjektive betingelser for straf

176. Der kan alene straffes for overtrædelse af bestemmelsen, hvis borgeren groft uagtsomt har fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos myndigheden. Grov uagtsomhed er ikke fast defineret, men kan beskrives som en høj grad af uagtsomhed. Der skal foreligge en særligt markant afvigelse fra den adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.

Borgeren skal derfor have en viden om, i hvilke tilfælde afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse vil kunne bringe myndigheden i en vildfarelse. En forudsætning for at borgeren har denne viden er, at myndigheden ved sagens oplysning anmoder borgeren om de oplysninger, myndigheden skal bruge for at afgøre om hjælpen kan ydes, jf. § 10 om officialprincippet. Det er ligeledes vigtigt, at myndigheden skriftligt oplyser borgeren om, hvilke ændringer, der kan have betydning for hjælpen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. (Se punkt 72 - 73 om officialprincippet og punkt 87 om § 12, stk. 1, nr. 3 (borgerens oplysningspligt).)

Strafferammen og de almindelige betingelser for strafansvar

Domstolene bestemmer bødeniveauet

177. Straffen for overtrædelse af § 12 b er bøde. Det er domstolene, der bestemmer bødeniveauet. Bøden kan kun gives af domstolene. Der er ikke tale om, at myndigheden kan give administrative bøder, som fx efter CPR-loven eller på skatteområdet.

De almindelige strafbarhedsbetingelser

178. De almindelige strafbarhedsbetingelser i straffeloven, fx om tilregnelighed gælder også i sager om straf efter § 12 b. Det vil således sige, at domstolen skal vurdere, om personen var tilregnelig eller utilregnelig fx på grund af sindssygdom eller rustilstand på gerningstidspunktet jf. straffelovens § 16. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten efter § 68 træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Forsøg

179. Forsøg på overtrædelse af bestemmelsen kan ikke straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3. Efter § 21, stk. 3, kan der kun straffes for forsøg, hvis der er foreskrevet højere straf end fængsel i fire måneder. § 12 b giver kun mulighed for bødestraf.

Eksempler på straf efter den nye bestemmelse

Det vil være op til domstolene at vurdere, om der i de konkrete tilfælde er handlet på en måde, der må betegnes som groft uagtsomt. De følgende eksempler er egnede til at give en fornemmelse af, hvad der kan lægges i begrebet grov uagtsomhed. Det skal dog som nævnt i punkt 177 understreges, at den endelige afgørelse af, hvorvidt et forhold er groft uagtsomt hører under domstolene. Domstolene vil tage alle relevante fakta i betragtning, herunder særligt borgerens forudsætninger og om myndigheden har givet borgeren skriftlig information om oplysningspligtens indhold og rækkevidde.

Eksempel 1: Et par på kontanthjælp er gift, bor sammen og har to børn. Manden bliver smidt ud af hjemmet i 1991, fordi han er sin kone utro. Kvinden ansøger herefter om boligstøtte, friplads i børnehaven og børnetilskud. Ved ansøgningen får kvinden et papir, hvor det fremgår, at hun skal melde tilbage til kommunen, hvis der sker ændringer i hendes samlivsforhold. Hun bliver desuden mundtligt oplyst om, at hun skal ringe til kommunen, hvis hun er i tvivl om, hvorvidt der er tale om et samlivsforhold.

Manden og kvinden har i forvejen to fælles børn og bliver ved med at se hinanden meget ofte af hensyn til børnene. Manden og kvinden får et fællesbarn i 1995, men kvinden oplyser over for kommunen på den årlige tro- og love erklæring, at hun fortsat er enlig. Det skyldes, at hun er usikker på, om der er tale om et seriøst samliv, selv om hun har fået barn med ham i 1995. Kvinden bliver sikker på parforholdet i 1997, hvor manden bliver tilmeldt adressen hos kvinden. Kvinden indrømmer over for kommune, at der er tale om et egentligt samliv fra 1997, men benægter at hun og hendes eksmand har været rigtige kærester indtil da.

Kommunen anmelder sagen til politiet med påstand om, at der er begået forsætligt bedrageri. Kommunen mener, at manden og kvinden i virkeligheden har haft et samliv siden kvinden blev gravid med det seneste fælles barn i 1994 og at parret har vidst, at kvinden uberettiget har modtaget forhøjede sociale ydelser til reelt enlige i perioden 1994-1997.

Manden forklarer i retten, at han har boet hos sin bror indtil juni 1994 uden at betale husleje. Broderen bekræfter, at manden har boet der, at han ikke har betalt husleje og at de har været fælles om udgifter.

Manden forklarer herefter, at han fra 1994-1997 bor hos en ven uden at betale husleje. Vennen forklarer, at manden har boet der på et værelse uden at betale husleje. Manden og kvinden forklarer, at manden udøvede samkvem med børnene i kvindens lejlighed og ofte overnattede der, når kvinden var på nattevagter. Ellers sov han i et andet rum. Det »smuttede« dog en nat eller to, og resultat var fællesbarnet. Manden forklarer, at han har været kæreste med kvinden fra 1994-1996 uden at der var tale om et egentligt samliv. Manden forklarer, at han ikke blev mere sikker på om der var tale om et samliv efter fødslen af fællesbarnet i 1995, da han synes kvinden var lidt uligevægtig og kun gav barnet og ikke ham opmærksomhed.

Parterne er fælles om finansiering af bil, som kvinden har rådighed over. Manden forklarer, at kvinden har rådighed over bilen, så hun kan transportere de fælles børn, men at der ellers ikke er tale om fælles økonomi efter hans opfattelse.

Parterne har fælles budgetkonto, som manden og kvinden begge betaler et fast månedligt beløb ind på. Dette er det stærkeste indicium for samliv, da de udgifter, der bliver betalt er typiske fællesudgifter i et samlivsforhold. Manden forklarer, at han ikke tænkte nærmere over det. Der er desuden et ønske om ikke at ændre på dette, da de ønsker at få samlivet til at fungere.

Hvis det ikke er muligt at bevise forsæt i denne sag, vil det efter den nye bestemmelse om straf for grov uagtsomhed være mulighed for at idømme bødestraf, da det kun eventuelt vil kunne bevises, at kvinden har handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse kommunen om ændringer i samlivsforholdet. Det skal bemærkes, at der er retssager i praksis, hvor par, der har fået fællesbørn er blevet frifundet for forsætlige bedrageri, fordi det ikke kan bevises, at kvinden har handlet med forsæt.

Eksempel 2: En borger modtager førtidspension og boligstøtte. Ved den oprindelige ansøgning er borgeren skriftligt blevet oplyst om, at han skal melde om alle ændringer i sine økonomiske forhold, der kan have betydning for beregning af pensionen og boligstøtten. Han får også at vide, at kommunen kan sammenkøre økonomiske oplysninger elektronisk til brug for kontrol uden samtykke fra borgeren.

Borgeren er meget glad for at male og tjener af og til lidt penge på at sælge et enkelt maleri eller to. Han beslutter sig efter 10 år på pension til, at han vil give maleriet en chance og opretter en virksomhed, hvor han reproducerer malerier af kendte kunstnere til tyske turister. Manden kan godt huske, at kommunen skal have oplysninger om ændringer i de økonomiske forhold, men tror på baggrund af en pjece fra biblioteket, der fortæller om forskellige økonomiske støtteordninger til små og mellemstore virksomheder i opstartsfasen, at der ikke skal indberettes om ændringer til kommunen om den nystartede virksomhed. Det mener manden vil være i strid med pjecens opfordring til at starte iværksættervirksomhed. Desuden »er det jo ikke sikkert, at det kommer til at gå godt«, så han vil se tiden an, inden han kontakter kommunen.

Mod al forventning går det godt med den nye forretning. Kommunen opdager først 1½ år senere ved samkøring af oplysninger fra Told og Skat, at virksomheden har haft et overskud på 61.000 kr. Kommunen kræver tilbagebetaling for ydelsen, da den forhøjede indtægt har medført, at han har fået for meget i pensionstillæg og boligstøtte. Kommunen melder desuden manden til politiet for socialt bedrageri.

I denne sag vil der kunne være omstændigheder, der medfører, at det ikke er muligt at bevise forsæt og dermed idømme straf efter straffeloven. Den nye straffebestemmelse vil gøre det muligt at idømme bødestraf for grov uagtsom tilsidesættelse af oplysningspligten.

Eksempel 3: Ansøgerens og dennes ægtefælle kommer til landet fra Tyrkiet i 1991 og får tildelt kontanthjælp.

Begge ægtefæller underskriver i januar 1991 en erklæring om oplysningspligt. I erklæringen er det blandt andet nævnt, at der skal gives oplysninger om indtægter ud over kontanthjælpen, herunder penge fra hjemlandet. Erklæringen er oversat til tyrkisk.

Borgeren er til opfølgningssamtale bl.a. i maj 2000, hvor han benægter at have nogen form for formue og indtægt. Han underskriver også et sandheds- og anmeldelsesskema.

Ved samtale med forvaltningen i april 2000 oplyser borgeren, at han har købt en tankstation med overtagelse i maj 2000. De medbragte salgsdokumenter viser, at han har haft en kapital på 600.000 kr. ved indestående i bank i forbindelse med købet. Borgeren oplyser, at pengene stammer fra et familielån.

Borgeren får oplyst, at han herefter må anses for at være selvstændig, og at han ikke længere er berettiget til kontanthjælp. Kommunen ønsker samtidig flere oplysninger om kapitalbeløbet, da borgeren har modtaget kontanthjælp igennem flere år. Til brug for undersøgelsen modtager kommunen kopi af oplysninger fra ansøgers bank og fra politiet.

Det fremgår af disse oplysninger, at borgeren i oktober og december 1998 har fået overført et beløb i USD fra sin udenlandske konto i en bank i Schweiz til sin lønkonto i Amagerbanken, der begge gange svarede til ca. 300.000 kr. I »anmeldelse af betaling fra udlandet«, oplyser borgeren begge gange, at betalingsformålet var køb af benzintank.

Under en senere samtale med forvaltningen oplyser borgeren, at pengene stammer fra hans svigerfar, som havde ydet ham pengene som et lån i 1997 med henblik på erhvervelse af en tankstation. Han oplyser ligeledes, at lån fra hans hjemland er et spørgsmål om ære, og at der derfor ikke foreligger noget lånedokument.

Af et notat om »Hvidvask-undersøgelse« i forbindelse med overførslen af pengene fra banken i Schweiz til banken i Danmark fremgår det blandt andet, at borgeren har forklaret, at pengeoverførslerne i efteråret 2000 stammer fra hans svigerfar, der ønskede at hjælpe ham til at få et job. Det fremgår også af notatet, at borgeren ønsker at købe en benzintank.

Kommunen træffer herefter beslutning om at kræve den tidligere udbetalte kontanthjælp fra oktober 1997 tilbagebetalt.

Kommunen anmelder desuden borgeren til politiet for socialt bedrageri i henhold til straffelovens § 279.

I retten forklarer borgeren, at han kommer fra en kultur, hvor et lån og især et betinget lån har en anden betydning end formue. Han siger desuden, at hans svigerfar ikke ville forære ham pengene, men låne ham dem som en investering.

Anklagemyndigheden gør gældende at det forhold, at formuen hidrører fra et lån, som ansøger havde optaget hos sin svigerfar, ikke betyder, at kommunen kan se bort fra formuen, idet tiltalte kunne råde over pengene.

I denne sag kan der være omstændigheder, der medfører, at manden ikke kan blive straffet for forsætligt bedrageri. Han vil efter en konkret vurdering eventuelt få en bøde, der fastsættes af retten, hvis dommeren mener, at der er tale om en grov uagtsom tilsidesættelse af oplysningspligten.

Eksemplerne vedrører spørgsmålet om straf og ikke spørgsmålet om, hvornår man kan fremsætte et tilbagebetalingskrav.

Sociale hensyn og politianmeldelse

180. Det bør sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver inddraget i overvejelserne i den enkelte sag, og at borgeren altid bliver inddraget. I tilfælde af mistanke om, at der kan være tale om bedrageri i strafferetlig forstand skal sagen meldes til politiet, og andre berørte myndigheder skal underrettes.

Straffebestemmelser i serviceloven og dagpengeloven

Servicelovens kapitel 23 og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

181. I servicelovens kapitel 23 findes der straffebestemmelser på børneområdet. Efter disse bestemmelser straffes handlinger, som modvirker en anbringelse af et barn uden for hjemmet. Desuden er der i § 38, stk. 3, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fortsat hjemmel til at pålægge juridiske personer (et aktieselskab, andelsselskab eller lignende) straf. Baggrunden for dette er, at det efter straffeloven er en betingelse for at juridiske personer kan straffes, at der er hjemmel hertil i særlovgivningen.

Kapitel 25

Inddrivelse – generelle forhold

182. I de enkelte sociale love findes en række regler, der regulerer, hvorledes myndighederne skal inddrive beløb, som skal betales tilbage, fordi de er modtaget uretmæssigt, eller som udgør manglende betaling for ydelser fx daginstitutionsbetaling. I dette afsnit beskrives nogle tværgående forhold, som myndighederne i almindelighed bør være opmærksomme på i forbindelse med inddrivelse af skyldige beløb.

De inddrivelsesskridt der anvendes i den sociale lovgivning er modregning i ydelser til borgeren, indtræden i overskydende skat, lønindeholdelse og udpantning.

Modregning

Modregning

183. Modregning kan ske når to parter har krav mod hinanden. Modregning findes både som lovbestemt modregning og ulovbestemt modregning.

I den sociale lovgivning findes fx mulighed for modregning i børnefamilieydelsen for manglende betaling for daginstitution.

Ulovbestemt modregning hviler på dansk rets almindelige obligationsretlige principper. Modregning mellem fordringer, som er gensidige (samme to personer er både skyldnere og kreditorer), udjævnelige (begge krav kan fx være pengekrav) og afviklingsmodne (forfaldne) kan i almindelighed ske ved at bare en af parterne kræver det og forudsætter ikke aftale mellem parterne eller samtykke fra modparten (tvungen modregning). Er modregningsbetingelserne ikke opfyldt, fx fordi beløbet ikke er forfaldent, kan modregning alligevel ske, når fordringerne udspringer af samme retsforhold (konnekse fordringer). Modregning kan også ske efter aftale (frivillig modregning).

Man skal være opmærksom på, at parterne i modregning skal være identiske. Der kan således ikke, uden hjemmel, ske modregning i krav fra kommunen vedrørende et tilgodehavende fra staten.

Indtræden i overskydende skat

184. Indtræden i overskydende skat har virkning som modregning. Indtræden sker imidlertid for kommunens krav i et krav borgeren har mod staten. Kun hvor der er hjemmel til indtræden, kan denne inddrivelsesmåde anvendes.

Lønindeholdelse

Lønindeholdelse

185. Ved lønindeholdelse forstås, at inddrivelsesmyndigheden skriftligt pålægger skyldnerens arbejdsgiver at indeholde en del af skyldnerens løn og afregne det indeholdte beløb til inddrivelsesmyndigheden. Indeholdelse kan også ske i ventepenge, pensioner og lignende understøttelser, der betales af statskassen, de kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser. Lønindeholdelse kan kun ske, når der er udtrykkelig lovhjemmel hertil, og hovedbestemmelsen om lønindeholdelse findes i kildeskattelovens § 73. I den sociale lovgivning kan der være henvist til denne bestemmelse, hvilket betyder, at det er proceduren fra kildeskattelovens § 73 der skal anvendes. Lønindeholdelse efter denne bestemmelse kan maksimalt udgøre 20 pct. af nettolønnen.

 

186. Inddrivelse hos bidragsyder af forskudsvist udbetalte børnebidrag kan ske ved lønindeholdelse efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, inddrivelsesloven. Loven indeholder ingen øvre grænse for hvor meget der må indeholdes i lønnen.

 

187. Afgørelse af størrelsen af det beløb, som skal indeholdes, hviler på en vurdering af betalingsevnen. I beregningen indgår skyldners indtægter og rimelige udgifter samt et rådighedsbeløb til dækning af udgifter til kost, tøj, fornøjelser mv.

Klage

188. Klage over afgørelser om lønindeholdelse følger klagereglerne i de love, hvori hjemmelen til at inddrive beløbene findes.

Ved lønindeholdelse i forbindelse med inddrivelse af en skatterestance kan kommunens afgørelse indbringes til endelig afgørelse for den stedlige told- og skatteregion.

Sker indeholdelsen i forbindelse med inddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, kan afgørelsen indbringes for det sociale nævn. Det samme er tilfældet, hvis det indeholdelsespligtige beløb fastsættes i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag.

Det følger af lov om inddrivelse af underholdsbidrag § 5, at fogedretten afgør indsigelser vedrørende lønindeholdelse. Hvis tvangsinddrivelse af underholdsbidrag er iværksat, skal klagen således rettes til fogedretten, som, hvis klagerens påstand imødekommes, sender sagen tilbage til kommunalbestyrelsen til fornyet behandling og evt. afgørelse. Fogedretten bliver altså som udgangspunkt klageinstans, når der er iværksat tvangsforanstaltninger. Det kan dreje sig om ophævelse eller ændring af tvangsinddrivelsen, valg af inddrivelsesmiddel, at skylden helt eller delvist er bortfaldet ved betaling eller eftergivelse, eller at der ikke ved lønindeholdelsen overlades tilstrækkeligt til eget og familiens underhold.

Dog vil en indsigelse om fuldstændigt bortfald af kravet, også inden tvangsinddrivelse er iværksat, skulle indbringes for fogedretten. Dette skyldes, at en indsigelse om fuldstændigt bortfald umuliggør en frivillig aftale om betaling.

Det fremgår af Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 35 af 14. februar 1994, at der som udgangspunkt ikke foretages lønindeholdelser for restancer i kontanthjælp. Det er dog ikke udelukket at fastsætte en tilbagebetalingsordning overfor personer med indtægter på kontanthjælpsniveau, hvis ansøger har et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtagere i almindelighed, fx på grund af et fremført skattemæssigt underskud eller en meget lav boligudgift, se SM O-47-99. Told- og Skattestyrelsen har desuden udsendt cirkulære nr. 28 af 14. marts 1997 om vurdering af betalingsevnen i forbindelse med lønindeholdelse og afdragsordninger.

SM O-47-99: Højesteret fandt, at det ikke var udelukket at fastsætte en tilbagebetalingsordning over for personer med indtægter på kontanthjælpsniveau. Bestemmelsen måtte dog fortolkes således, at der kun kunne fastsættes en tilbagebetalingsordning, såfremt ansøger havde et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtagere i almindelighed.

Udpantning

189. Når der i loven er hjemmel til udpantning, betyder det, at der uden dom eller forlig kan foretages udlæg for det skyldige beløb. Dvs. at pantefogeden sikrer kreditor retten til at hente og sælge, hvad skyldner ejer – herunder løsøre, fast ejendom og værdipapirer. Udlægget foretages efter reglerne i retsplejelovens kap. 45-47.

Reglerne om udpantning findes i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv. og lov om inddrivelse af underholdsbidrag.

Tilrettelæggelse af arbejdet med inddrivelse

Tilrettelæggelse af arbejdet med at inddrive beløb

190. Afgørelse om at inddrive beløb træffer det eller de udvalg, som efter kommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder. Det er således muligt, at en kommune kan samle sin inkassovirksomhed under et udvalg.

Klagevejledning

191. Hvis kommunen vælger at samle sin inkassovirksomhed, skal kommunen dog være opmærksom på, at klagemulighederne afhænger af, efter hvilken lovhjemmel inddrivelsen sker. Det er derfor vigtigt, at borgeren får en korrekt klagevejledning i forhold til den konkrete sag.

Hensigtsmæssig tilrettelæggelse

192. Der er flere hensyn, der har betydning for, hvordan arbejdet kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt:

-   Der skal ydes en helhedsorienteret indsats over for borgeren.

-   Tillidsforholdet mellem borger og sagsbehandler skal bevares.

-   Der skal være tale om en effektiv inddrivelse.

Det gælder videre generelt, at inddrivelsen skal ske ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt. Samtidig skal den enkelte borger have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og behandlingen af sagerne skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed, jf. § 4.

Vejledning til skyldnere

193. Det vil lette inddrivelsesarbejdet, hvis kommunen yder en kvalificeret vejledning og sammen med den enkelte skyldner finder frem til en plan for afvikling af gælden. Skyldneren vil ofte være mere motiveret, når der er udsigt til, at gælden kan afvikles inden for en overskuelig fremtid. Den enkelte skyldner bør jævnligt, mindst en gang årligt, orienteres om, hvilke beløb der skyldes til det offentlige og grundlaget for de skyldige beløb.

Forretningsgange

194. Såvel af hensyn til den enkelte borger, som af hensyn til en effektiv inddrivelse, bør kommunen udforme en forretningsgang for, hvordan kommunens inddrivelsessager skal behandles. Forretningsgangen bør indeholde

-   procedurer om et tæt samarbejde mellem de forvaltningsgrene, der er beskæftiget med udbetaling og inddrivelse. Det kan fx være mellem en socialforvaltning, en skatteforvaltning og en særlig inkassoenhed. Det skal bemærkes, at der i medfør af skattestyrelsesloven er en særlig tavshedspligtsregel i § 37

-   procedurer om registrering og kontering af krav, når de opstår. Kravet bør hurtigst muligt fremsættes over for skyldneren. Det offentliges krav må ikke uden videre kunne vokse. Det kan - i givet fald - betyde, at en borger i unødigt lang tid bliver fastholdt som skyldner,

-   rykkerprocedurer, således at sagerne følges tæt, og at der er kontrol i forbindelse med indbetalinger,

-   procedurer om brug af registre m.v. (sagshenvisnings- og advissystem, skatte- og indtægtsregistre, det centrale fordringsregister). Der bør i den forbindelse sikres en effektiv udnyttelse af de forskellige muligheder for inddrivelse, herunder om en udbetaling til en skatteyder skal tilbageholdes, fx fordi der skal ske modregning eller fyldestgørelse af anmeldte fordringer.

Afsnit V

Ankeinstanserne

I dette afsnit beskrives retssikkerhedslovens regler om ankeinstanserne. Det er reglerne om de sociale nævn, Den Sociale Ankestyrelse og prøvelsesgrundlaget i sociale sager. Der er også et kort afsnit om praksiskoordinering.

Kapitel 26

De sociale nævn

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

1)   kommuneforeningen i amtet,

2)   amtskommunen,

3)   Landsorganisationen i Danmark,

4)   Dansk Arbejdsgiverforening og

5)   De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3. Medlemmer af et socialt nævn skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet. Socialministeren kan dog i særlige tilfælde fravige kravet i 1. pkt.

Stk. 4. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 5. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.

Stk. 2.

§ 46 a. Der nedsættes et socialt nævn for Bornholms Kommune. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges på samme måde som nævnt i § 45, stk. 2 og 3, dog således at den kommunale og amtskommunale indstilling foretages af Bornholms Kommune.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene, som indeholder regler for

1)   nævnenes sammensætning i de enkelte sager, herunder i hvilke sager samtlige medlemmer af nævnet deltager,

2)   nævnenes vejlednings- og koordineringsopgaver, jf. § 78, og

3)   nævnenes virksomhed i øvrigt

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Første klageinstans

195. Efter retssikkerhedsloven indbringes de kommunale og amtskommunale afgørelser for det sociale nævn som 1. klageinstans. Der gælder dog en undtagelse for så vidt angår klager over afgørelser om hjælp efter servicelovens §§ 71 og 72, hvor klage over kommunens afgørelse skal ske til klagerådet, jf. punkt 294.

Ankestyrelsens klagevejledning

196. I denne vejledning beskrives reglerne om sammensætningen af de sociale nævn og Ankestyrelsen, samt ankeinstansernes opgaver med at koordinere praksis og give vejledning. I Ankestyrelsens klagevejledning er reglerne om klage gennemgået.

Det sociale nævn

197. Nævnet har sekretariat i statsamtet og er således en statslig klageinstans på regionalt niveau. Nævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner har sekretariat i Den Sociale Sikringsstyrelse.

Medlemmer

198. Nævnet består af 6 medlemmer med statsamtmanden som formand. De øvrige medlemmer og stedfortræderne for hvert medlem udpeges af socialministeren efter indstilling fra kommuneforeningen i amtet, amtskommunen, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. LO og DA indstiller sine medlemmer gennem de regionale statslige arbejdsmarkedsråd.

For det sociale nævn i Bornholms Kommune foretages den kommunale og amtskommunale indstilling af kommunen jf. § 46 a.

199. Det fremgår af § 45, stk. 3, at medlemmerne af de sociale nævn skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet. Baggrunden er, at det netop er det lokale kendskab til amtet og kommunerne i amtet, der skal være med til at præge afgørelserne fra nævnene.

Det er vigtigt, at nævnene er funktionsdygtige af hensyn til borgerne og en hurtig og smidig klagesagsbehandling. Dette forudsætter bl.a., at der er medlemmer, der kan indkaldes til møderne.

Kravet om, at medlemmerne skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet kan derfor i ganske særlige tilfælde fraviges af socialministeren. Behovet for udpegning af et medlem, som ikke har bopæl i amtet eller tilknytning til amtet, vil nøje blive vejet op imod behovet i det konkrete tilfælde for et funktionsdygtigt nævn.

Et eksempel på de ganske særlige tilfælde er, at en organisation i en periode ikke har mulighed for at pege på en egnet person i amtet, men derimod på en kompetent person i naboamtet, der har kendskab til regionen. Et andet eksempel er, at et medlem afgår ved døden, og stedfortræderen er samtidigt flyttet til naboamtet. Stedfortræderen ville så kunne fungere, indtil der er fundet et nyt medlem og en ny stedfortræder.

Inhabilitet

200. Da nævnet er klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser i sociale sager, kan et medlem af det kommunale eller amtskommunale personsagsudvalg ikke udpeges som medlem af nævnet eller som stedfortræder. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence. Reglen står i retssikkerhedslovens § 47. Heller ikke medlemmer af Den Sociale Ankestyrelse kan være medlemmer af det sociale nævn.

Borgmestre

201. Tilsvarende gælder den generelle inhabilitetsregel for borgmestre, som fortsat ikke kan udpeges som medlemmer eller stedfortrædere for et medlem af nævnet. Det er bedst stemmende med forvaltningslovens forudsætninger om generel inhabilitet, at en borgmester som øverste ansvarlige for kommunens administration og økonomi ikke deltager i behandlingen af klagesager fra kommunerne i amtet.

Viceborgmestre, som alene i visse tilfælde træder i stedet for borgmestre, vil derimod fortsat kunne udpeges.

Amtsborgmestre

202. En amtsborgmester kan ud fra samme hensyn heller ikke udpeges som hverken medlem eller stedfortræder.

Sammensætningen i de enkelte sager

Retssikkerhedsbekendtgørelsen

§ 14. Samtlige medlemmer af nævnet deltager i afgørelser efter:

1)   lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

2)   lov om aktiv socialpolitik, bortset fra sager om hjælp til enkeltudgifter efter § 81, sager om hjælp til udgifter til sygebehandling m.v. efter lovens § 82 og sager om særlig hjælp vedrørende børn efter lovens § 83 og § 84

3)   lov om social pension, bortset fra sager om personligt tillæg efter lovens § 14 og sager om helbredstillæg efter lovens § 14 a

4)   lov om delpension

5)   § 99 i lov om social service om hjælp til biler

6)   lov om integration af udlændige i Danmark (integrationsloven)

Stk. 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 andre medlemmer er til stede.

Stk. 3. I andre sager deltager ud over formanden medlemmet indstillet af henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen og De samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet er i disse sager beslutningsdygtigt, når formanden og 2 andre medlemmer er til stede.

Stk. 4. §§ 25 og 27 om inhabilitet finder tilsvarende anvendelse i sager, som behandles i det sociale nævn.

Sager for »det store nævn«

203. I bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område er det fastsat, at samtlige medlemmer deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, bortset fra sager om hjælp til enkeltudgifter efter § 81, sager om hjælp til udgifter til sygebehandling m.v. efter lovens § 82 og sager om særlig hjælp vedrørende børn efter lovens § 83 og § 84, lov om social pension, bortset fra sager om personligt tillæg, lov om delpension, sager om hjælp til bil efter § 99 i lov om social service og lov om integration af udlændige i Danmark (integrationsloven).

 

204. I sager, hvor der både skal træffes afgørelse efter de bestemmelser, der skal behandles af hele nævnet, og efter andre bestemmelser, skal sagen behandles af »det store nævn«.

Sager for »det lille nævn«

205. I andre sager, dvs. sager efter serviceloven, børnetilskudsloven, sygesikringsloven, inddrivelsesloven, lov om en børnefamilieydelse og boligstøtteloven, m.fl. deltager alene medlemmet fra kommuneforeningen, amtskommunen og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Kapitel 27

Den Sociale Ankestyrelse

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

1)   styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

2)   medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

1)   Dansk Arbejdsgiverforening,

2)   Landsorganisationen i Danmark,

3)   Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

4)   Amtsrådsforeningen i Danmark,

5)   Kommunernes Landsforening,

6)   De Samvirkende Invalideorganisationer,

7)   Københavns Kommune og

8)   Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

1)   der er fyldt 66 år,

2)   der er medlem af et socialt nævn

3)   der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller

4)   der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.

Sammensætning

206. Den Sociale Ankestyrelse er anden klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser, som Ankestyrelsen skønner, har principiel eller generel betydning.

 

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1.

Stk. 2. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Stk. 3.

 

 

Retssikkerhedsbekendtgørelsen

§ 20. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer.

Stk. 2. Socialministeren udpeger de 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem. En af hver af stedfortræderne for de medlemmer, der er indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, udpeges efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.

Stk. 4. I afgørelser om ret til dagpenge efter bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel deltager de stedfortrædende medlemmer, der er udpeget efter stk. 3, 2.pkt. Endvidere deltager et medlem fra Kommunernes Landsforening samt fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.

 

Ankestyrelsen er første og eneste klageinstans

207. Ankestyrelsen kan ud over at være klageinstans for nævnenes afgørelser i generelle eller principielle sager, være første og eneste klageinstans, hvor dette er fastsat ved lov. Der er tale om følgende sager:

-   Arbejdsskadesager, afgjort af Arbejdsskadestyrelsen, jf. lov nr. 422 af 10. juni 2003, lov om arbejdsskadesikring.

-   Sager om hjælpeforanstaltninger uden samtykke over for børn og unge, afgjort af børne- og ungeudvalgene i kommunerne, jf. lov om social service, lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003.

-   Sager om magtanvendelse overfor voksne, afgjort af de sociale nævn, jf. lov om social service, lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003.

-   Sager om fleksydelse afgjort af Arbejdsdirektoratet, jf. lovbekendtgørelse nr.758 af 26. august 2002.

-   Sager om pension til personer med bopæl i udlandet, afgjort af Den Sociale Sikringsstyrelse, jf. lov om social pension, lovbekendtgørelse nr. 697 af 21. august 2002.

-   Sager om hjemsendelse af udlændinge, jf. lov om aktiv social politik, lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003.

-   Sager om hjælp til danskere i udlandet, jf. lov om aktiv socialpolitik, lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003.

-   Sager om efterlevelseshjælp til personer, som efter Rådets forordning 1408/71 og den tilhørende EØS-aftale er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, jf. lov om aktiv socialpolitik, lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003.

-   Sager om hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra sager om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelser heraf. Undtaget er således sager vedrørende de aftaler, som Den Sociale Sikringsstyrelse indgår med myndigheder i andre lande om fravigelse af EF-forordningens og de sociale overenskomsters regler om lovvalg.

-   Sager efter lov om sygesikring om ydelser og transport afgjort af amtskommunerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998.

-   Sager om transport efter lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003.

-   Sager om arbejdsskader, afgjort af Det Færøske Ulykkesforsikringsråd, jf. anordning nr. 389 af 15. november 1966, jf. lov nr. 422 af 10. juni 2003, lov om arbejdsskadesikring.

-   Sager om arbejdsskader, afgjort af Det Grønlandske Nævn for Arbejdsskadeforsikring, jf. anordning nr. 273 af 24. april 2001, jf. lov nr. 422 af 10. juni 2003, lov om arbejdsskadesikring.

-   Sager om erstatning til besættelsestidens ofre, afgjort af Arbejdsskadestyrelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995.

-   Sager om erstatning til skadelidte værnepligtige, afgjort af Arbejdsskadestyrelsen, jf. lov nr. 423 af 10. juni 2003, lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

-   Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser efter § 10, stk. 4, i lov om repatriering, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 15. januar 2004, bekendtgørelse af repatrieringsloven. Den Sociale Ankestyrelses kompetence fremgår af § 12, stk. 3, i repatrieringsloven.

Beskæftigelsesministeren har den 10. december 2003 fremsat forslag om, at der i retssikkerhedsloven indsættes en bestemmelse om, at Ankestyrelsen yder sekretariatsbistand til Arbejdsmarkedets Ankenævn og Arbejdsmiljøklagenævnet. Bestemmelsen er foreslået indsat som et nyt stk. 2 i § 50 i retssikkerhedsloven. Det er foreslået, at bestemmelsen træder i kraft den 1. april 2004.

Kapitel 28

De sociale klageinstansers efterprøvelse af afgørelser

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.

Den ændrede § 69 og undtagelser til den retlige prøvelse

Den retlige prøvelse svarer til domstolsprøvelsen

208. § 69 er en videreførelse af den hidtidige bestemmelse i bistandslovens § 15, stk. 5, der beskriver hvor intensivt de sociale klagemyndigheder skal efterprøve afgørelser på det sociale område. Bestemmelsen blev præciseret med virkning fra den 1. juli 2002. Det fremgår af bestemmelsen, at de sociale klageinstanser kan efterprøve retlige spørgsmål. Den nye beskrivelse af prøvelsens omfang svarer til beskrivelsen af omfanget af domstolenes efterprøvelse, der på samme måde defineres som en retlig efterprøvelse. Den nye formulering sikrer, at det kan udledes klart af bestemmelsen, at de sociale klageinstanser skal efterprøve sociale afgørelser lige så grundigt som domstolene. Det gælder også skønsmæssige afgørelser. Præciseringen viderefører gældende ret. Praksis er således ikke blevet ændret som følge af den ændrede ordlyd i bestemmelsen.

Undtagelser til den retlige prøvelse

209. § 69 gælder ikke for Den Sociale Ankestyrelses efterprøvelse af Børn og unge-udvalgets afgørelser efter servicelovens kapitel 25.

Tilsvarende gælder for Den Sociale Ankestyrelses efterprøvelse af afgørelser efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade og efter lov om arbejdsskadesikring. (Der henvises til punkt 7 om behandling af klager efter lov om sikring mod arbejdsskade og efter lov om arbejdsskadesikring. I de nævnte sager kan Den Sociale Ankestyrelse både foretage en retlig efterprøvelse af sagerne og endvidere tilsidesætte et lovligt skøn, som er foretaget sagen i 1. instans.)

I sager efter § 109 j, i lov om social service, skal Den Sociale Ankestyrelse også foretage en fuld prøvelse. Der er tale om klager over det sociale nævns godkendelse af visse beslutninger efter reglerne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Dette fremgår af bemærkningerne til § 109 j, i forarbejderne til lov nr. 392 af 2. juni 1999.

Hvad er retlig prøvelse

Hvad er en retlig efterprøvelse

210. Ved en efterprøvelse af retlige spørgsmål tager domstolene eller de sociale klageinstanser udgangspunkt i gældende ret. Gældende ret udgør de love og regler, retsgrundsætninger, administrativ praksis og ombudsmandspraksis, der gælder for myndighederne, når de træffer afgørelser. Det vil sige, at de sociale klageinstanser - og domstolene – undersøger om en afgørelse lider af retlige mangler ud fra en bedømmelse af gældende ret. De sociale klageinstanser kan således ikke tilsidesætte en afgørelse alene ud fra en moralsk eller etisk overvejelse om, at afgørelsen har fået et urimeligt resultat, selv om afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 69 begrænser ikke muligheden for at klage over en afgørelse. Der kan klages over alle afgørelser.

 

211. En efterprøvelse af retlige spørgsmål betyder, at de sociale klageinstanser blandt andet skal tage stilling til følgende:

Almene juridiske spørgsmål

De sociale klageinstanser skal tage stilling til almene juridiske spørgsmål. Det kan fx være spørgsmål om lovens ikrafttræden og forældelse m.v.

Fortolkning

Hvis loven kan give anledning til tvivl om forståelsen af et ord eller begreb, skal de sociale klageinstanser efterprøve om ordet eller begrebet er blevet fortolket korrekt. Det kan fx være, om en ændring af adgangsforholdene til et hus kan betragtes som »indretning « af boligen, eller hvornår der er tale om »uforsvarlig økonomi « .

Overensstemmelse med forvaltningsretlige principper

De sociale klageinstanser skal efterprøve om de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig forvaltning er blevet fulgt, fx at kommunen eller amtskommunen ikke har forfulgt et ulovligt formål (magtfordrejning), har tilsidesat lighedsgrundsætningen eller har sat »skøn under regel« m.v.

Sagsbehandlingen

De sociale klageinstanser skal kontrollere, om de forvaltningsretlige love og grundsætninger samt retssikkerhedslovens bestemmelser er fulgt, fx om der er blevet foretaget partshøring og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.

De faktiske omstændigheder

De sociale klageinstanser skal efterprøve om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, som en afgørelse bygger på, er korrekte.

De sociale klageinstanser har mulighed for at forholde sig selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder rent sagkyndige vurderinger, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Efterprøvelsen på disse områder er derfor mere intensiv end domstolenes efterprøvelse.

Skønsmæssige afgørelser

Skønsmæssige afgørelser

212. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger.

To eksempler

Eksempel 1: Det følger af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter (retsfølge) til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold (retsfaktum). Hjælpen er betinget af, at pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til hjælp (retsfaktum). Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har overladt myndigheden et spillerum, inden for hvilket den kan vælge mellem en eller flere afgørelser.

Eksempel 2: Et andet eksempel er aktivlovens § 11, stk. 2, hvorefter kontanthjælp (retsfølge) er betinget af, at modtageren har været ude for ændringer i sine forhold (retsfaktum). Der er i reglen nævnt nogle typer af ændringer - sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør - men disse er ikke udtømmende. Myndigheden skal altså i den konkrete sag påse, om der er andre ændringer, som kunne berettige til kontanthjælp.

Hvorfor regler, som bygger på skøn

213. Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, så skal der - efter et konkret skøn - være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.

Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

214. De bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at tale om et skøn, betyder ikke, at myndigheden kan foretage et »frit skøn « , når den træffer afgørelse. Myndighedens skøn er et skøn, der er undergivet en række retlige begrænsninger, og man kan derfor tale om, at myndigheden skal foretage »et retligt bundet« skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen. Hvor langt denne binding rækker, afgøres ved en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Skønsmæssige bestemmelser er derfor overvejende retligt normerede, og afgørelsen vil derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

215. Hvis en bestemmelse indeholder muligheden for at foretage et skøn, skal de sociale klageinstanser – ud over de elementer, der er nævnt under punkt 211, også efterprøve :

-   om der er blevet foretaget et individuelt skøn, hvor det er forudsat i loven, at der skal foretages et skøn (myndigheden har ikke »sat skøn under regel«)

-   om de kriterier, der er blevet har anvendt, er lovlige

-   om der er taget uvedkommende hensyn (Se punkt 434.)

-   hvilke kriterier, der skal indgå i den konkrete vurdering

-   om alle relevante kriterier er inddraget

-   om prioriteringen mellem de valgte kriterier er i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, fx lighedsgrundsætningen

-   om afvejningen er i overensstemmelse med prioriteringsregler, der eventuelt måtte være forudsat i den sociale lovgivning.

Klageinstansernes reaktionsmuligheder

216. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. § 68, stk. 2.

Hvis klageinstansen vurderer, at en afgørelse er ugyldig, har klageinstansen mulighed for at vælge at ændre underinstansens afgørelse til den mest retligt rigtige afgørelse. Dette gælder også, selv om afgørelsen måtte gå modtageren af hjælpen imod. Hvis afgørelsen går borgeren imod, skal klageinstansen efter § 72, stk. 6, træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Kapitel 29

Opsættende virkning

§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 2, 3 og 5.

Stk. 2 . Ank Ankestyrelsen og det sociale nævn kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse om botilbud efter kapitel 18 i lov om social service opsættende virkning.

Stk. 3. Klage til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 109 e i lov om social service har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer det sociale nævn samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt botilbud afgørelse om at iværksætte optagelsen straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Stk. 4 . Sag Sager efter stk. 2. behandles i Ankestyrelsen efter § 57.

Stk. 5. Klager over kommunens krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i medfør af § 47 i lov om individuel boligstøtte har opsættende virkning.

Stk. 6. Hvis Ankestyrelsen eller det sociale nævn ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller det sociale nævn samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Stk. 7. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Klager har ikke opsættende virkning

217. Klage over en afgørelse efter dem sociale lovgivning har som hovedregel ikke opsættende virkning, jf. § 72, stk. 1. Det har ingen betydning, om der er sandsynlighed for, at klager får medhold i sin klage. Om opsættende virkning henvises til kapitel 13 i »Klagevejledning på det sociale område« udgivet af Den Sociale Ankestyrelse, 2000.

Klager med opsættende virkning

218. Visse afgørelser efter lov om social service indebærer, at borgeren flytter til en anden bolig. I disse sager er der imidlertid undtagelser til hovedreglen, da en ændret afgørelse ville indebære, at klageren skulle fraflytte et botilbud, som borgeren er flyttet til i overensstemmelse med den oprindelige underkendte afgørelse. Klager over afgørelser om optagelse i særligt botilbud uden samtykke efter § 109 e, har opsættende virkning, medens klageinstansen har kompetence til at tillægge klager over afgørelser efter kapitel 18 i lov om social service opsættende virkning.

 

219 . Da afgørelser efter lov om individuel boligstøtte fra 1. januar 2003 behandles efter reglerne i retssikkerhedsloven, er der indsat en bestemmelse i § 72, stk. 5, hvorefter klager over en kommunes krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte, i medfør af § 47 i lov om individuel boligstøtte, har opsættende virkning.

Kapitel 30

Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1)   vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2)   følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 77. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1)   vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2)   følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Praksiskoordinering

220. Praksiskoordineringen har til formål at sikre ligebehandling af borgerne og en ensartet praksis i hele landet i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Som led i denne virksomhed kan Ankestyrelsen og de sociale nævn gennemføre praksisundersøgelser. Ankestyrelsen kan indhente og gennemgå sager, der er afgjort af de sociale nævn og kommunerne (amtskommunerne), jf. §§ 78 og 79. De sociale nævn kan inden for deres område ligeledes indhente og gennemgå sager fra kommunerne.

Hensigten med Ankestyrelsens – og de sociale nævns – gennemgang af sagerne er en kvalitetssikring af afgørelserne. I en praksisundersøgelse vurderes det, om sagerne er behandlet og afgjort i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis. Undersøgelserne omfatter en materiel vurdering af afgørelserne, en formalitetsvurdering af væsentlige sagsbehandlingsregler, en tilbagemelding til de involverede kommuner og nævn samt eventuel opfølgning og vejledning.

Sagerne udvælges på områder, hvor ankemyndighederne konstaterer et behov for praksiskoordinering. Det kan bl.a. ske på baggrund af konstaterede praksisproblemer i relation til den almindelige klagesagsbehandling eller vejledningsvirksomhed. Det kan tillige ske på baggrund af statistiske opgørelser af tilkendelser af ydelser eller tilsvarende generelle informationer.

Sagerne skal kunne påklages

221. Ankestyrelsen og de sociale nævn kan som led i deres praksiskoordinering kun gennemgå sagstyper, der drejer sig om afgørelser, som efter lovgivningen kan indbringes for de sociale nævn eller for Ankestyrelsen. Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens hjemmeside www.dsa.dk, praksiskoordinering.

Retlig vurdering

222. Vurdering af afgørelsens materielle indhold er kernen i en praksisundersøgelse og er afgørende for, om Ankestyrelsen eller nævnet erklærer sig enig eller uenig i de indsendte afgørelser. Der er tale om en retlig vurdering i forhold til den enkelte sag, hvor de praksiskoordinerende instanser vurderer, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret. Ankestyrelsen - og de sociale nævn bør kun erklære sig uenige i en afgørelse, hvis den er klart i strid med landsdækkende praksis på området.

Sager kan ikke tages op af egen drift

223. De praksiskoordinerende instanser kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage underinstansernes afgørelser op af egen drift med henblik på at ændre afgørelsen, og praksiskoordineringen går heller ikke ind i en bedømmelse af hensigtsmæssigheden af kommunernes forretningsgange eller det lokale serviceniveau.

Samarbejdet mellem nævn og Ankestyrelsen

224. I forbindelse med, at de sociale nævn har fået pligt til at praksiskoordinere inden for deres område, er det forudsat, at de løser opgaven i samarbejde med Ankestyrelsen for bl.a. at forebygge usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse, centralt og regionalt.

De sociale nævns praksiskoordinerende virksomhed tilrettelægges derfor i samarbejde med Ankestyrelsen. Styrelsen orienterer de sociale nævn om resultatet af koordineringen. Ankestyrelsen bør konsulteres, før de sociale nævn giver udmelding om resultatet af en lokal praksisundersøgelse for at sikre størst mulig overensstemmelse mellem udmeldingerne.

Opfølgning

225. Opfølgningen af praksiskoordineringen sker ved, at Ankestyrelsen og de sociale nævn - inden udsendelsen af rapporter m.v. om undersøgelserne - går i dialog med og/eller afholder opfølgningsmøder med de involverede nævn og kommuner. Ankestyrelsen - og de sociale nævn - bør i dialogen give vejledning om, hvorledes sagsbehandlingen kan forbedres, fx om hvordan krav til dokumentation, formelle sagsbehandlingsregler, bedre kan overholdes, således at der på landsplan sikres ensartethed i sagsbehandlingen og afgørelsespraksis.

Dialogen mellem kommuner, sociale nævn og Ankestyrelsen bør endvidere bidrage til at gøre den landsdækkende praksis synlig, således at der skabes større klarhed herom i kommunerne med henblik på deres fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.

Kapitel 31

Vejledning til kommunerne og amtskommunerne

Hvem vejleder

226. Dette kapitel handler om, hvor kommuner og amtskommuner m.v. kan få vejledning om reglerne på det sociale område. Som udgangspunkt yder kommunerne vejledning om sociale spørgsmål overfor borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan få vejledning i de sociale nævn, og medarbejdere i de sociale nævn kan få vejledning om praksis og lovspørgsmål i Ankestyrelsen.

Retssikkerhedsloven indeholder i §§ 76 og 78 Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give kommuner og amtskommuner vejledning.

Den Sociale Sikringsstyrelse vejleder kommunerne og de sociale nævn om reglerne i EF-forordningerne om social sikring, og de bi- og multilaterale aftaler om social sikring inden for områderne lovvalg og familieydelser.

Når klageinstanserne yder vejledning, skal der tages hensyn til, at Den Sociale Ankestyrelse og de sociale nævn i deres virksomhed er uafhængig af instruktioner i den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. § 68.

Hverken Ankestyrelsen eller statsamterne, som sekretariat for de sociale nævn, kan give »bindende forhåndstilkendegivelser« om afgørelse af konkrete sager, fordi der vil kunne opstå habilitetsproblemer ved en senere klagesag, og fordi der medvirker beskikkede medlemmer, når de konkrete klagesager skal afgøres.

Ankestyrelsens vejledning

227. Ankestyrelsens vejledning sker bl.a. ved at offentliggøre anonymiserede afgørelser, som har principiel eller generel betydning, og som Ankestyrelsen og de sociale nævn har truffet. Det sker i

-   Ankestyrelsens »SM-Sociale Meddelelser«,

-   praksisoversigter på de enkelte lovområder, og

-   Ankestyrelsens nyhedsblad »Nyt fra Ankestyrelsen«.

Udmelding af praksis sker regelmæssigt både i skriftlig og elektronisk form, så kommuner, statsamter og andre, der har afgørelseskompetence på de forskellige lovområder, eller som har behov for at være orienteret om praksis, hurtigt kan være informeret herom.

Ankestyrelsen besvarer også telefoniske og skriftlige forespørgsler fra de sociale nævn om gældende lovgivning m.v. og praksis. Herudover yder Ankestyrelsen vejledning ved regelmæssig kontakt og mødevirksomhed, herunder ved undervisning og kurser, med underinstanser, kommuner, sociale nævn, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere.

Grundlaget for vejledning

228. Ankestyrelsen og nævnene yder vejledning ud fra allerede trufne afgørelser. Hvis der endnu ikke er truffet afgørelse vedrørende selve spørgsmålet, vil Ankestyrelsen og nævnene ud fra de allerede foreliggende afgørelser kunne yde retlig vejledning og fortolkningsbidrag, jf. dog ovenfor punkt 227, sidste afsnit.

Ny lovgivning

229. I forbindelse med ny lovgivning vil Ankestyrelsen ofte yde en retlig vejledning om fortolkning af reglerne. Ny lovgivning kan imidlertid være af en sådan karakter, at Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet og styrelser under Beskæftigelsesministeriet i en periode skal yde vejledning over for nævn og kommuner. Vejledningen vil typisk blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de første afgørelser er truffet.

Vejledning fra Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet

230. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet har pligt til at give vejledning, når det drejer sig om sager, hvor klageadgangen er afskåret i loven. Socialministeriet, Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedsstyrelsen lægger endvidere samtidig med vedtagelsen af nye love et orienteringsbrev som vejledning om de nye regler til kommunerne på hjemmesiderne, henholdsvis www.sm.dk, www.ams.dk og www.adir.dk .

 

231. Socialministeriet og Styrelsen for Social Service samt styrelserne under Beskæftigelsesministeriet kan yde vejledning, når det drejer sig om en kommunes eller en amtskommunes valg af foranstaltning, når der er truffet afgørelse om, at der skal ydes en eller anden form for hjælp. Socialministeriet og Styrelsen for Social Service kan ikke vejlede om det konkrete valg af foranstaltning, men alene udtale sig vejledende om de muligheder, der findes inden for rammerne af lovreglerne.

I forbindelse med ny lovgivning yder de relevante ministerier vejledning overfor nævn og kommuner. Vejledningen vil blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de har truffet de første afgørelser.

Afsnit VI

Handlekommune og mellemkommunal refusion

Afsnittet er opdelt i to kapitler.

Kapitel 32 beskriver regler om opholds- og handlekommune, som er fastlagt i retssikkerhedslovens § 9. Disse regler gælder for hjælpen efter de love, som er omfattet af retssikkerhedsloven, se hvilke love, der er omfattet i punkt 6. Det fremgår heraf, at § 9 om handlekommune ikke gælder for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., idet det efter denne lov er pågældendes bopælskommune, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.

Kapitel 33 beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c om mellemkommunal refusion. Afsnittet beskriver, hvornår en handlekommune kan kræve, at udgifterne til hjælp betales af en tidligere opholdskommune, samt hjemlen til at aftale refusion.

Kapitel 32

Handlekommune/opholdskommune

Personer fyldt 18 år

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 a, stk. 4.

Stk. 2. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.

Stk. 3. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om opholdskommune for personer, som opholder sig eller har fast bopæl i udlandet.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 6 . Oph Opholdskommunen kan, når der er særlige grunde til det, indgå aftale med en tidligere opholdskommune om, at denne fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale er betinget af samtykke fra den, som modtager hjælpen.

Personer under 18 år

§ 9 a. Opholdskommunen for et barn eller en ung under 18 år har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 b.

Stk. 2 . Et barn eller en ung under 18 år har samme opholdskommune som forældrene, jf. dog stk. 3-5. Et barn eller en ung under 18 år, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet eller den unge bor lige meget hos begge forældre, har barnet eller den unge opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregistret.

Stk. 3. Et barn eller en ung under 18 år, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 4. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune har pligt til at yde hjælp efter kapitel 8 i lov om social service. Er et barn eller en ung under 18 år anbragt uden for hjemmet, får barnet eller den unge dog selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 8 i lov om social service. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedens indehavers opholdskommune om at løse familiens problemer og hører forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse efter kapitel 8 i lov om social service. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune træffer afgørelser vedrørende barnets eller den unges forhold. Afgørelser, der er målrettet forældremyndighedsindehaveren, træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Stk. 5. En ung under 18 år, der selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 6. Forældremyndighedens indehavers opholdskommune kan, når der er særlige grunde til det, uanset bestemmelsen i stk. 4, 2. og 3. pkt., indgå aftale med barnets eller den unges opholdskommune om, at den er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. En sådan aftale er betinget af, at forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år giver samtykke.

232. Reglerne om opholdskommune i den sociale lovgivning fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide.

Begreberne opholdskommune og handlekommune

233. Opholdskommunen er som udgangspunkt den kommune, hvor borgeren opholder sig. Normalt har opholdskommunen også pligt til at handle.

Den kommune, som borgeren befinder sig i og henvender sig til for at få hjælp, har handleforpligtelsen og kaldes handlekommunen. Borgerens opholdskommune vil i de fleste tilfælde også være handlekommune i forhold til borgeren. Der er dog en række tilfælde, hvor opholdskommunen ikke har handleforpligtelsen fx tilfælde, hvor et mindreårigt barn opholder sig i en anden kommune end forældrene.

En kommune har handleforpligtelsen i forhold til en borger i følgende situationer:

-   Kommunen er opholdskommune for borgeren i henhold til § 9, stk. 1 og § 9 a, stk. 1 (hovedreglen),

-   Kommunen er opholdskommune for ægtefællen når parrets fælles bopæl er i kommunen, § 9, stk. 3,

-   Kommunen er opholdskommune for barnet under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 2,

-   Kommunen er opholdskommune for det anbragte barn under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 4,

-   Kommunen har som følge af aftale påtaget sig handleforpligtelsen i henhold til § 9, stk. 6, eller § 9 a, stk. 6,

-   Kommunen er midlertidig/øjeblikkelig opholdskommune for borgeren i henhold til § 9 b, stk. 1 og praksis beskrevet i punkt 248-253.

Selvom det ikke er opholdskommunen, der i sidste ende skal betale for ydelsen, er det, som hovedregel, opholdskommunen, der har handleforpligtelsen. Der kan være tilfælde, hvor amtet skal afholde en del af udgiften som følge af finansieringsreglerne, eller hvor der ydes mellemkommunal refusion fra en tidligere opholdskommune.

Opholdskommune for personer der krydser landegrænser

Bopæl i udlandet

234. For personer, som i medfør af EF-forordning 1408/71 har ret til sociale ydelser fra Danmark, men ikke har bopæl i Danmark, er det seneste danske opholdskommune, der er handlekommune. Beskæftigelseskommunen er handlekommune for personer, som aldrig har haft bopæl i Danmark, men har ret til ydelser efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71. Der henvises til Den Sociale Sikringsstyrelses vejledninger om lovvalg for så vidt angår retten til sociale ydelser til personer med bopæl i udlandet.

I bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom og fødsel nr. 442 af 23. juni 1998 er der undtagelser om handlekommune for visse persongrupper, bl.a. for grænsearbejdere, jf. nærmere Den Sociale Ankestyrelses vejledning om sygedagpenge m.v. Tilsvarende gælder for reglerne om børnetilskud og børnefamilieydelser. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 10 af 9. januar 2004.

Pensionisters flytning til udlandet

235. Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, overtager Den Sociale Sikringsstyrelse administrationen, jf. pensionslovens § 62, og Den Sociale Sikringsstyrelses vejledning om EF-reglerne om social sikring, hæfte 4.

Hjemkomst fra udlandet

236. En person, der efter at have boet i udlandet, kommer til Danmark, får opholdskommune, der hvor pågældende opholder sig, dvs. typisk i den kommune, hvor pågældende bosætter sig. Så længe man opholder sig i udlandet, har man således ikke krav på, at en kommune her i landet som opholdskommune træffer afgørelse om hjælp, fx tilbud om plejebolig. Se dog nedenfor om Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester, punkt 237.

Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

237. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder artikel 9 i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Konventionen trådte i kraft den 1. oktober 1996. Efter artikel 9 skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlig tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation.

De ansvarlige myndigheder i til- og fraflytningslandene kan som led i aftalen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

Oplysninger om konventionen kan fås hos Den Sociale Sikringsstyrelse.

Integrationsloven

238. Integrationsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1999, gælder for flygtninge og familiesammenførte udlændinge med lovligt ophold her i landet. I integrationslovens §§ 54 - 56 findes en nærmere afgræsning af, hvilke udlændinge, der er omfattet af loven.

Af integrationsloven følger bl.a.

-   at når Udlændingestyrelsen giver en flygtning opholdstilladelse, træffer styrelsen samtidig afgørelse om, i hvilken kommune flygtningen skal bo, og at

-   at udlændinge, der efter reglerne i integrationsloven tilbydes et introduktionsprogram, ikke kan få hjælp efter aktivloven.

Udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, kan have ret til hjælp efter den øvrige sociale lovgivning, fx efter serviceloven og i visse tilfælde efter pensionsloven. Denne hjælp skal de - som alle andre - have af deres opholdskommune, jf. retssikkerhedsloven. Dette gælder selv om flygtningens opholdskommune ikke er den kommune, hvor pågældende efter Udlændingestyrelsens afgørelse skal bo.

Opholdskommune for ægtefæller og børn

Ægtefæller

239. Ægtefæller har opholdskommune i den kommune, hvor den fælles bopæl er jf. § 9, stk. 3. Dette har betydning, når ægtefæller opholder sig hvert sit sted, fx på grund af arbejde, uddannelse eller ferie.

Eksempel: Har ægtefællerne fælles bopæl i A kommune, og opholder en af ægtefællerne sig periodisk i B kommune på grund af arbejde, forbliver A kommune opholds- og handlekommune for familien, dvs. også for ægtefællen i B kommune.

Hvis ægtefællen, der opholder sig i B kommune, får akut behov for hjælp under opholdet, følger det af retssikkerhedslovens § 9 b, stk. 2, at den kommune, hvor ægtefællen aktuelt befinder sig, skal give hjælpen.

Har ægtefællerne hver sin selvstændige bopæl, får de hver sin opholds- og handlekommune.

Børn har som hovedregel samme opholdskommune som forældrene

240. Børn under 18 år, hvis forældre lever sammen, har som udgangspunkt samme opholdskommune som deres forældre. Det følger af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2. Det er således hovedreglen, at børn ikke har en selvstændig opholds- og handlekommune, fordi hjælp efter den sociale lovgivning gives til forældrene. Det er barnets biologiske forældres eller adoptivforældres opholdskommune, som bestemmer barnets opholdskommune efter § 9, stk. 3. Det er uden betydning, om forældremyndigheden er tillagt andre.

Der gælder tre undtagelser til denne hovedregel:

-   børn, der har i længere tid har klaret sig selv har selvstændig opholdskommune (Se punkt 246.),

-   børn, der er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune (Se punkt 244-245.),

-   børn, som selv forsørger et barn (Se punkt 246.).

Afgørelser om foranstaltninger efter kapitel 8 i lov om social service træffes dog altid af den kommune, som er opholdskommune for indehaveren af forældremyndigheden. (Se SM R-7-00 i punkt 243 om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8.)

Forældrene bor ikke sammen

241. Bor forældrene hver for sig, har barnet samme opholdskommune som den af forældrene, hvor barnet bor mest, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2, 2. pkt., uanset hvem af forældrene, der har forældremyndigheden, jf. dog nedenfor punkt 246 om børn, der har klaret sig selv og punkt 244-245 om børn anbragt uden for hjemmet. Bor barnet lige meget hos begge forældre, er folkeregisteradressen afgørende for, hvilken kommune der er opholdskommune.

Det beror på en konkret vurdering, om en ansøgning skal behandles af barnets opholdskommune eller af den kommune, der er opholdskommune for den anden af forældrene. I C-15-03 har Den Sociale Ankestyrelse statueret, at merudgiftsydelse efter servicelovens § 28 relaterer sig til barnet, hvorfor ansøgningen skal behandles af barnets opholdskommune.

SM C-15-03: Hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse var en ydelse, der var relateret til barnet. Det var derfor barnets opholdskommune (barnet havde opholdskommune i faderens bopælskommune, men boede på skift en uge hos hver af forældrene), der skulle behandle ansøgninger om hjælp til dækning af sådanne merudgifter. Dette gjaldt også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søgte om hjælp, havde en anden opholdskommune end barnet.

I den konkrete sag fandtes A Kommune (faderens opholdskommune) at have kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt moderen, som havde bopæl i B Kommune, var berettiget til hjælp til transport af sønnen mellem hendes bopæl og sønnens daginstitution i A Kommune. Begrundelsen var, at A Kommune, som var opholds- og handlekommune for sønnen, måtte anses som opholds- og handlekommune også i relation til ansøgninger fra moderen om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af sønnen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at merudgifter knytter sig til forsørgelsen af barnet. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb, og at der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til en minimumsgrænse indenfor et år, før ydelsen kan komme til udbetaling. Der var ikke i lovens forarbejder fundet holdepunkter for, at minimumsgrænsen for bevilling af merudgifter skulle opfyldes i begge forældres bopælskommune, når de ikke boede i samme kommune.

SM O-56-96: Et barn, der var kørestolsbruger på grund af muskelsvind, havde fast bopæl i A kommune hos sin far. Det påhvilede barnets opholdskommune A at yde hjælp til boligændringer i moderens bolig i B kommune, da de var nødvendige under barnets samvær med moderen. Der blev lagt vægt på, at ophold hos moderen, der havde samværsret med barnet, måtte ligestilles med ophold i egen bolig, og at hjælpen var nødvendig for opretholdelse af samværsretten. Ved afgørelse af, hvilken kommune der måtte anses for opholdskommune, blev der lagt vægt på, at barnet havde fast bopæl i A kommune hos faderen, der havde forældremyndigheden.

Forældrenes dødsfald

242. Dør den forælder, som barnet bor hos og barnets anden forælder bor i en anden kommune, bliver denne anden kommune opholdskommune for barnet – se SM R-2-00 nedenfor. Se også SM R-7-00, hvorefter den kommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden bor er handlekommune i forhold til afgørelser efter servicelovens kapitel 8 ved moderens død, medens faderens opholdskommune er handlekommune i forhold til andre afgørelser efter den sociale lovgivning. I den konkrete sag var forældremyndigheden ikke tillagt barnets far. SM R-7-00 er refereret i punkt 243.

SM R-2-00: Moderens opholdskommune blev barnets opholds- og handlekommune efter at forældremyndighedsindehaveren, faderen, som barnet boede hos, døde, selv om barnet ikke flyttede tilbage til sin mor, og hun ikke havde forældremyndigheden over barnet.

Dør begge forældrene, erhverver barnet selvstændig opholdskommune, hvor det opholder sig. Se SM O-81-94. Reglen om, at børn har samme opholdskommune som forældrene, gælder alene i forhold til forældrene, dvs. ikke hvis forældremyndigheden er tillagt en anden, fx et familiemedlem. Et forældreløst barn, der bor i en anden kommune end en person, der har fået forældremyndigheden tillagt, har således sin egen opholdskommune.

SM O-81-94: Et barn erhvervede selvstændig opholdskommune på det tidspunkt, da den sidstlevende af forældrene afgik ved døden. Det forhold, at barnets bror fik tillagt forældremyndigheden ændrede ikke ved dette. Refusionspligten ophørte for A kommune på det tidspunkt, hvor barnet fik ophold hos den nye forældremyndighedsindehaver i B kommune. Barnet kunne derfor ikke længere anses for at være anbragt uden for hjemmet.

Foranstaltninger over for børn og unge

243. Afgørelser for børn og unge efter servicelovens kapitel 8 træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden af dennes opholdskommune. Dette gælder også selv om barnet opholder sig i privat familiepleje efter § 64 i serviceloven. Se herom SM R-7-00.

SM R-7-00: Ankestyrelsen fandt i 2 sager, hvor forældremyndigheden var tillagt en anden end den biologiske forælder, at afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven skulle træffes af den kommune, hvor forældremyndighedens indehaver havde ophold. Børnene erhvervede ikke selvstændig opholdskommune ved den ene af de biologiske forældres død, selvom den overlevende biologiske forælder ikke havde del i forældremyndigheden.

I sag nr. 1, fandt Ankestyrelsen endvidere, at B kommune fortsat havde ret til refusion fra A kommune, i et tilfælde hvor A kommune havde tvangsanbragt et barn uden for hjemmet i A kommune. Forældremyndighedsindehaveren (moderen) var senere flyttet til B kommune, og i den anledning havde A kommune givet refusionstilsagn. Efter moderens død blev forældremyndigheden tillagt moderens forældre, bosat i B kommune. Barnet havde hele tiden haft ophold hos den samme plejefamilie - efter moderens død som en frivillig anbringelse med bedsteforældrenes samtykke - og betingelserne for anbringelse havde hele tiden været til stede. Ankestyrelsen udtalte vejledende, at eventuel afgørelse om andre former for hjælp til barnet skulle træffes af den biologiske fars opholdskommune, C kommune.

I sag nr. 2, fandt Ankestyrelsen også, at det - bortset fra ved foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8 - var faderens opholdskommune, der var børnenes opholdskommune, i et tilfælde hvor moderen var død, og børnene havde ophold ved den nye (midlertidige) forældremyndighedsindehaver i en anden kommune. Ankestyrelsen fandt tillige, at det i forhold til hvilken kommune der skulle træffe afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8, ikke var af betydning, om der var sket en endelig eller en midlertidig overdragelse af forældremyndigheden, idet det i så fald var forældremyndighedsindehaverens kommune, der var handlekommune.

Hvis forældrene har hver sin opholdskommune, og barnet ikke bor sammen med den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8 af opholdskommunen for den af forældrene, som har forældremyndighed over barnet. Når et barn fx opholder sig hos en af forældrene i A kommune, og indehaveren af forældremyndigheden bor i B kommune, har B kommune pligt til at træffe afgørelser om foranstaltninger for barnet efter servicelovens kap. 8.

Bor forældre, der begge har del i forældremyndigheden, i hver sin kommune, har begge kommuner ret og pligt til at handle. Hvilken af kommunerne, der skal handle, beror på en konkret vurdering. I denne vurdering kan der lægges vægt på, hos hvem af forældrene barnet er folkeregistertilmeldt. Dette kan dog kun tillægges betydning, såfremt tilmeldingen kan anses for reel. Der kan også lægges vægt på, hvem af forældrene barnet har mest kontakt med, og graden af de implicerede kommuners kontakt med forældrene.

En sag om samvær efter servicelovens § 57, hvor forældrene bor i hver sin kommune, behandles af samme kommune, som behandler eller skulle behandle sagen om anbringelse. Afgørelsen må dog træffes i samarbejde med de involverede kommuner. En undersøgelse af forholdene i hjemmet må foretages af de respektive opholdskommuner.

Anbragte børn har selvstændig opholdskommune

244. Bestemmelsen i § 9 a, stk. 4 om anbragte børns selvstændige opholdskommune er indsat ved lov nr. 397 af 28. maj 2003. Bestemmelsen fastslår, at børn anbragt efter den 1. juli 2003 har selvstændig opholdskommune, hvis forældremyndighedsindehaveren senere flytter og dermed får en anden opholdskommune. Loven indebærer, at den kommune, der oprindeligt har anbragt et barn eller en ung og gennem handleplanen har lagt linien for anbringelsen, fortsat er selvstændig opholdskommune for barnet eller den unge i en situation, hvor forældrene flytter. Et barn der er anbragt før 1. juli 2003 bevarer den opholdskommune, som barnet havde 30. juni 2003. De nye regler får betydning for anbragte, hvis forældrene flytter til en anden kommune efter den 1. juli 2003. (Der henvises til punkt 269 for så vidt angår mellemkommunal refusion.)

245. Der er efter § 9 a, stk. 6 mulighed for, at kommunerne kan aftale, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. Bestemmelsen er indsat med det formål, at give mulighed for at kunne aftale sig til anden opholdskommune for anbragte børn i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden kommune. Denne fleksibilitet findes allerede for andre grupper af borgere, nemlig når fraflytningskommunen, efter aftale med tilflytningskommunen, beholder forpligtelsen som opholdskommune overfor en person der flytter jf. § 9 a, stk. 6. Aftalen kræver samtykke fra både forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år.

Selvstændig opholdskommune for børn

246. Bor barnet ikke sammen med nogen af forældrene, og har barnet i længere tid klaret sig selv, inden behovet for hjælp opstod, har barnet selvstændig opholdskommune, hvor det har sin bopæl.

Børn, der opholder sig på en institution, uden at opholdet er omfattet af servicelovens kap. 8, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv. Er barnet eller den unge anbragt efter servicelovens kap. 8, har barnet dog selvstændig opholdskommune jf. § 9 a, stk. 4.

Børn, der får ophold her i landet uden forældre (fx uledsagede flygtningebørn), eller børn, hvis forældre flytter til udlandet, får ligeledes deres egen opholdskommune. Disse børn vil altid som udgangspunkt have opholdskommune, i den kommune hvor de opholder sig. Bliver et sådan barn anbragt efter servicelovens kap. 8, er det den anbringende kommune der er opholdskommune jf. § 9 a, stk. 4.

Børn der selv får forsørgerpligt overfor et barn eller en ægtefælle får selvstændig opholdskommune jf. § 9 a, stk. 5.

Øjeblikkelig hjælp

247. Reglerne om børns opholdskommune gælder også, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. opholder sig midlertidigt uden for forældrenes opholdskommune. De gælder dog ikke, når der bliver behov for øjeblikkelig hjælp. I de tilfælde skal øjeblikkelig hjælp til et barn, der opholder sig uden for sin opholdskommune, ydes af den kommune, hvor barnet aktuelt opholder sig. Dette fremgår af § 9 b, stk. 2.

Midlertidige ophold uden for den faste opholdskommune

§ 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for de midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Stk. 2. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommune, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Midlertidigt ophold uden for opholdskommunen - kontantydelser

248. Opholdskommunens pligt til at yde vedvarende kontante ydelser fx pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. fortsætter uændret, selv om den berettigede på grund af ferie (fx i sommerhus), højskoleophold, hospitalsindlæggelse o.l., opholder sig midlertidigt i en anden kommune. Det er herved en forudsætning, at borgeren fortsat har tilknytning til opholdskommunen, typisk har bevaret sin bolig der. Et tidsbegrænset ophold i en kommune indebærer således ikke, at den midlertidige opholdskommune overtager handlekommuneforpligtelsen. Forpligtelsen for en kommune til at yde hjælp i nødstilfælde antages at gælde uden lovbestemmelse. Forpligtelsen hviler på en forudsætning om, at der ydes den nødvendige hjælp til personer, som er i en eller anden form for nød. I andre tilfælde, er det den sædvanlige opholdskommune, der yder hjælpen. (Se punkt 247 om øjeblikkelig hjælp til børn.)

Midlertidigt ophold uden for opholdskommunen – personlig og praktisk hjælp

249. Efter § 9 b, stk. 1 har en person med midlertidigt ophold uden for opholdskommunen ret til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service. Det forudsættes, at der er bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen .

Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse gælder uanset om opholdet skyldes familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold eller andet. Det afgørende er opholdets midlertidige karakter. I praksis er begrebet »midlertidig opholdskommune« fortolket således, at det også omfatter personer, der modtager terminalpleje i hjemmet hos en nærtstående i en anden kommune. (Se punkt 252.)

Den midlertidige kommune træffer afgørelse om, hvilken konkret hjælp, der er nødvendig for borgeren. Afgørelsen træffes af den midlertidige opholdskommune i forhold til det lokale serviceniveau. I det omfang lovgivningen giver borgerne valgmuligheder, vil dette også gælde for personer, som opholder sig midlertidigt i kommunen.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven giver den midlertidige handlekommune mulighed for at få refunderet udgifterne til personlig og praktisk hjælp m.v. i opholdskommunen. (Se punkt 276)

Midlertidigt ophold uden for opholdskommunen – hjælpemidler

250. Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse efter § 9 b omfatter personlig og praktisk hjælp efter § 71 i serviceloven. Det er som alt overvejende hovedregel opholdskommunen, som stiller hjælpemidler til rådighed – også under midlertidige ophold i en anden kommune. En undtagelse til hovedreglen er, når der bliver akut behov for hjælp. Endvidere kan den midlertidige handlekommune, efter omstændighederne, være forpligtet til at stille et hjælpemidler til rådighed, når det sker af hensyn til den midlertidige kommunes tilrettelæggelse af hjemmehjælp til en ansøger under et midlertidigt ophold.

SM R-4-00: Den faste opholdskommune skulle behandle en ansøgning om elektrisk plejeseng til anvendelse i sommerhus i anden kommune, fordi ansøgningen var begrundet i ansøgers egne permanente behov og ikke hensynet til sommerhuskommunens tilrettelæggelse af fx hjemmehjælp til ansøger under opholdet i sommerhuset.

SM R-6-02. Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler - herunder en plejeseng - til rådighed for ansøgeren også under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, hvor ansøgeren modtog hjemmehjælp.

Ankestyrelsen lagde til grund at ansøgeren med rette var bevilget plejeseng som hjælpemiddel, og at bevillingen ikke skyldtes sommerhuskommunens forhold.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A kommune var opholdskommune for ansøgeren, idet han havde fast bopæl i A kommune. Under opholdet i sommerhuset var A kommune uændret opholdskommune, mens B kommune var midlertidig opholdskommune.

I de tilfælde, hvor et hjælpemiddel bevilges af hensyn til ansøgerens daglige pleje og hvor hjælpen foretages af hjælpere ansat af ansøgeren med økonomisk støtte fra ansøgerens faste opholdskommune, er det ansøgerens faste opholdskommune, som har forpligtelsen til at behandle ansøgningen om hjælp.

 

251. Hvis der opstår et akut behov for et helt specielt hjælpemiddel, skal opholdskommunen tilkende det nødvendige hjælpemiddel, hvis betingelserne efter servicelovens § 97 i øvrigt er opfyldt. For så vidt angår leveringsudgifter i forbindelse med levering af et hjælpemiddel, fx en seng eller en lift, afholdes disse af den midlertidige opholdskommune. Ansøgeren kan således ikke pålægges at skulle betale for leveringen. Der gælder de samme regler, som gælder for kommunens egne borgere. Det vil sige, at der ikke kan opkræves betaling for levering af hjælpemidler.

Midlertidigt ophold uden for opholdskommunen – plejevederlag mv.

252. Den Sociale Ankestyrelse har i SM R-4-03 statueret, at personer i terminalpleje i en anden kommune skal sidestilles med andre personer, som opholder sig midlertidigt uden for den faste opholdskommune. Den midlertidige opholdskommune, som således er handlekommune i forhold til patienten, skal behandle ansøgninger om ydelser efter §§ 104 – 107 i serviceloven. Der er ikke hjemmel i § 9c i retssikkerhedsloven til at refundere den midlertidige opholdskommunes udgifter.

SM R-4-03: A-kommune, hvor plejen af den døende skulle foregå, skulle behandle spørgsmålet om plejevederlag, uanset at den døende havde bevaret sin faste bopæl i B- kommune. A-kommune var således opholds- og handlekommune. A-kommune havde ikke krav på refusion for udbetalt plejevederlag, jf. retssikkerhedslovens § 9a (nu § 9 c). Spørgsmålet skulle behandles ud fra lignende betragtninger som ved praktisk bistand i hjemmet under midlertidigt ophold i en anden kommune.

Tilsvarende gælder for personer med handicap eller alvorlig sygdom, som bliver passet af et nærtstående i den nærtståendes opholdskommune i medfør af reglerne i § 103a i serviceloven

Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats

253. Ved ophold uden for opholdskommunen som led i en social indsats, fx midlertidige ophold i en boform efter servicelovens § 91, § 93 og § 94, kan der være tvivl om, hvilken kommune der er opholdskommune.

Bevarer borgeren i disse tilfælde tilknytningen, typisk i form af bolig, bevirker det midlertidige ophold ikke, at den kommune hvor tilbuddet fysisk ligger, bliver opholdskommune. Disse tilfælde svarer til ovennævnte tilfælde, hvor en borger tager på ferie.

Hvis tilknytningen til den tidligere kommune er ophørt, fx fordi boligen ikke er opretholdt, eller at det indgår i en handleplan, at pågældende skal udsluses til en bolig i en ny kommune, er udgangspunktet, at den kommune, hvor boformen er beliggende, er opholdskommune. Med borgerens samtykke kan den hidtidige kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, indgå aftale med den nye kommune om at forblive handlekommune, jf. nedenfor under punkt 254.

Aftaler om forpligtelsen som opholdskommune

Adgang til at aftale at tidligere opholdskommune er handlekommune

254. Der er efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, og § 9 a, stk. 6, mulighed for at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, når der foreligger særlige grunde. Borgeren skal give sit samtykke til aftalen. Aftalen kan ikke indbringes for de sociale klageinstanser.

En aftale om, at en anden kommune end opholdskommunen skal være handlekommune skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne kan således ikke aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

Særlige grunde

255. Det kan ikke beskrives udtømmende, hvornår der foreligger særlige grunde. De momenter, der bør lægges vægt på, er blandt andet, om

-   der er behov for en fortsat social indsats over for borgeren,

-   aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats, eller

-   flytningen er et led i den tidligere kommunes sociale indsats, og der fx er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid skal videre enten tilbage til den tidligere kommune eller udsluses til en anden kommune.

Det er ikke nødvendigt, at der er tale om ophold i en boform efter serviceloven. Det kan også være et privat organiseret tilbud, der tjener samme formål, når aftalen er med til at sikre en kontinuitet i sagsbehandlingen og hjælpen til den pågældende.

Det er i praksis antaget, at der foreligger særlige grunde, når opholdet i den nye kommune fx skyldes, at pågældende skal opholde sig i institutioner under Kriminalforsorgen, i et behandlingscenter for stofmisbrugere (boform efter servicelovens § 93, stk. 1) eller at pågældende optages på et forsorgshjem (boform efter servicelovens § 94).

Der kan også foreligge særlige grunde, når der er tale om en familie, der flytter tit eller som led i en social indsats fx får ophold i familiebehandling. I disse tilfælde kan de berørte kommuner med familiens samtykke aftale, at familiens sag bliver hos den tidligere kommune, der har lagt handlingsplanen, jf. § 9, stk. 8, så denne kommune fortsat kan være handlekommune. Det afskærer ikke familien fra at få øjeblikkelig hjælp i den aktuelle opholdskommune, jf. § 9, stk. 6. (For så vidt angår børn, der er anbragt uden for hjemmet, henvises til punkt 245.)

Samtykke

256. Det er en betingelse for at kunne aftale, at en tidligere opholdskommune er handlekommune, at borgeren giver sit samtykke. Der er ikke formkrav til samtykket. Borgeren skal informeres om virkningen af, at den tidligere kommune fortsat er handlekommune.

Det anbefales, at man fastsætter, hvor længe aftalen skal gælde. I forbindelse med handleplaner for de mest udsatte voksne anbefales det, at samtykket gælder, så længe handleplanen løber.

Når en borger giver samtykke til at aftale, at en anden kommune er handlekommune, har borgeren hermed ikke uden videre også givet samtykke til, at den aftalte handlekommune kan indhente oplysninger til behandlingen af sagen. Dette forudsætter et udtrykkeligt samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a. (Se punkt 105 om samtykke efter § 11 a.)

Hvis en tidligere kommune efter aftale med en anden kommune er handlekommune, skal handlekommunens afgørelser i givet fald behandles af det sociale nævn, som handlekommunen hører under. Kommunen bør ved aftalens indgåelse oplyse borgeren om, hvilket nævn der kan behandle klager fra borgeren, og dette skal også oplyses i klagevejledningen i forbindelse med konkrete afgørelser.

Forpligtelsen som opholdskommune ophører ved flytningen

Kommunens forpligtelse til at følge op

257. Flytter en familie, mens den får hjælp fra kommunen, til en ny kommune, har den nye opholdskommune pligt til at yde den fornødne hjælp. Den nye opholdskommune bør imidlertid tage kontakt med den tidligere opholdskommune med henblik på at få oplysninger om status i indsatsen over for borgeren, fx om der er en fastlagt plan for den sociale indsats, så sagen i videst muligt omfang kan følges op.

For at den nye opholdskommune kan indhente oplysninger, er det nødvendigt, at borgeren giver samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a. (Se punkt 104 § 11 a.)

For personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophører kommunens indsats ikke alene fordi en person flytter til en anden kommune. Er der fx risiko for, at en ganske særlig social indsats ikke følges op af den nye kommune, fordi denne ikke kender borgeren eller familien, der er flyttet dertil, bør den tidligere opholdskommune sørge for, at den nye opholdskommune bliver gjort opmærksom på, at borgeren har behov for hjælp. Fraflytningskommunen skal dog forinden videregivelsen af oplysningerne om borgeren indhente dennes samtykke til videregivelsen. Dette følger af § 28 i forvaltningsloven.

For familier med børn med behov for særlig støtte gælder en særlig regel om tværkommunal underretningspligt i § 33 a i serviceloven. Den fastslår, at fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte. Underretningspligten gælder uanset om barnet er anbragt uden for hjemmet inden forældrene flytter. Reglen er beskrevet i Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Praksis om handlekommune for de mest udsatte grupper m.fl.

Anbefalinger om samarbejde

258. Det anbefales i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, at kommunerne viderefører den hidtidige praksis, hvorefter den tidligere kommune fortsætter som handlekommune i forhold til de mest udsatte grupper, selv om de får ophold i boformer m.v. i en anden kommune. De mest udsatte grupper dækker bl.a. over hjemløse, stofmisbrugere, sindslidende.

Denne praksis med hensyn til handlekommune har stor betydning for de mest udsatte grupper, idet de på grund af meget mobile eller ustabile bo- og familieforhold ofte får ophold i botilbud, der ligger uden for deres normale opholdskommune. Af hensyn til kontinuiteten i indsatsen for hjemløse og stofmisbrugere m.v. kan det være hensigtsmæssigt at opretholde tilknytning til en tidligere opholdskommune, bl.a. med henblik på resocialiseringen.

Særlige forhold gør sig gældende, når den oprindelige opholdskommune som en del af en handleplan har visiteret en person, fx en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden (amts)kommune. I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at det i forbindelse med handleplanen aftales, at den hidtidige kommune og amtskommune forbliver handlekommune, så længe foranstaltningen er i værk.

Forsorgshjem

259. Specielt for hjemløse, der selv har taget ophold i et tilbud efter servicelovens § 94, bør der skabes kontakt med den tidligere opholdskommune om den videre hjælp, idet forsorgshjemmets beliggenhedskommune i de fleste tilfælde ikke vil være den mest hensigtsmæssige i rollen som handlekommune.

Ofte er det imidlertid ikke muligt at fastslå hvilken kommune, der er den tidligere opholdskommune fx fordi den pågældende har bevæget sig meget rundt og måske har haft perioder uden adresse. I disse tilfælde vil det, efter omstændighederne, være forsorgshjemskommunen, der bliver den hjemløses nye opholdskommune.

Kriminalforsorgens institutioner

260. I forbindelse med kriminelle personers ophold i Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og pensioner har der også været en praksis for at aftale handlekommune svarende til den i punkt 258 nævnte praksis for de mest udsatte. Begrundelsen for denne praksis er et hensyn til den fælles indsats mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen i forbindelse med bl.a. handleplaner. I de tilfælde, hvor der ikke indgås aftale om, at den tidligere opholdskommune bevarer handleforpligtelsen, skal denne tidligere opholdskommune deltage i udslusningsplanerne, med mindre afsoneren ikke ønsker at vende tilbage til den tidligere hjemkommune.

Der henvises i øvrigt til de vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgens institutioner, kommuner og amter.

Amtskommuner

Amtsopholdskommune

261. I en række tilfælde er det amtskommunen, der efter loven har pligt til at give hjælpen, fx om bevilling af forskellige typer hjælp efter serviceloven. Det gælder hjælp til biler efter servicelovens § 99, og tildeling af visse hjælpemidler, jf. servicelovens §§ 97 og 98. Desuden har amtskommunen efter servicelovens § 81 pligt til at give hjælp efter servicelovens kapitel 14 om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. til personer, der har ophold i amtskommunale boformer efter servicelovens §§ 92 - 94.

Amtsopholdskommune er den amtskommune, som geografisk dækker borgerens handlekommune.

Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune

Uenighed om opholdskommune

262. §§ 9-9 b om opholdskommune er ikke udformet således, at de i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune der er den »rigtige« opholds- og handlekommune. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune der i forhold til den søgte hjælp er opholds- eller handlekommune.

Hvis der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der i en sag er opholdskommune og dermed handlekommune, er det vigtigt, at uenigheden ikke får konsekvenser for den borger, som har brug for hjælpen. Myndighederne bør derfor altid sikre sig, at borgeren uanset uenigheden får den hjælp, som pågældende har krav på. De involverede kommuner må således beslutte, at en af kommunerne indtil videre yder hjælp.

Kan der efterfølgende ikke opnås enighed mellem kommunerne, eventuelt efter vejledning fra klageinstanserne, må uenigheden afgøres af det sociale nævn efter § 61 i retssikkerhedsloven. Den kommune, som indbringer sagen for det sociale nævn, kan anmode om, at formanden for nævnet træffer en formandsafgørelse, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller efter bekendtgørelsens § 18, stk. 1, om foreløbige formandsafgørelser.

Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

Det har ingen betydning for det sociale nævns afgørelse af sagen, at en af kommunerne beslutter at yde hjælpen, selv om kommunen ikke selv mener, at den er den rette opholdskommune, for at sikre, at en borger får hjælp uanset uenigheden. Bestemmelsen er også beskrevet i Den Sociale Ankestyrelses klagevejledning.

Ankestyrelsens praksis

263. Den Sociale Ankestyrelse offentliggør løbende som Sociale Meddelelser (SM-systemet) sine vigtigste principielle afgørelser. Her kan der hentes vejledning om de hensyn, som Ankestyrelsen i konkrete sager har lagt vægt på.

Hvis kommunen til brug for en konkret sag har brug for vejledning om praksis, kan kommunen rette henvendelse til det sociale nævn. Der henvises til kapitel 31 om klageinstansernes vejledning til kommuner og amtskommuner.

Folkeregistertilmelding

264. Fra administrativ praksis vedrørende spørgsmålet om handlekommune kan nævnes, at det ikke er et krav i den sociale lovgivning, at pågældende skal være tilmeldt folkeregistret, og at en myndighed ikke kan give afslag på hjælp alene med henvisning til, at en ansøger ikke er tilmeldt folkeregistret. Det er dog sædvanlig praksis, at myndighederne - bortset fra særlige og navnlig akutte situationer - sikrer sig, at ansøgeren er tilmeldt kommunens folkeregister. Dette sker af administrative grunde, bl.a. for at reducere risikoen for, at personer uberettiget får tildelt hjælp fra to kommuner. Fra administrativ praksis kan endvidere nævnes, at hvis en person ikke har taget egentlig ophold i kommunen, og pågældendes tilstedeværelse kun er tidsbegrænset, fx for at søge bolig eller arbejde, er det forhold, at pågældende har tilmeldt sig folkeregisteret i den nye kommune, ikke i sig selv afgørende for, at pågældende får ny opholdskommune.

Et krav om folkeregistrering efter CPR-loven ved ophold på en boform efter serviceloven ændrer ikke på en aftale efter § 9, stk. 6, og den tidligere opholdskommune kan således godt være handlekommune, uanset at borgeren har folkeregisteradresse i den aktuelle opholdskommune.

Kapitel 33

Mellemkommunal refusion

Betalingsforpligtelsen

Forpligtelsen som betalingskommune

265. Mens opholdskommunen har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som endeligt skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes.

I nogle tilfælde kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af retssikkerhedslovens § 9 c, som fastslår, hvornår der kan kræves refusion.

Bestemmelserne om mellemkommunal refusion er indsat i retssikkerhedsloven ved lov nr. 117 af 2. marts 1999 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love. § 9 a afløser § 128 i serviceloven og § 53 i lov om social pension. Lov om individuel boligstøtte blev dog først omfattet ved lov nr. 1069 af 17. december 2002, som trådte i kraft den 1. januar 2003.

Ens regler om refusion efter serviceloven, pensionslovene, boligstøtteloven og aktivloven

266. § 9 c samler reglerne om mellemkommunal refusion for lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Adgangen til refusion er harmoniseret, og det betyder, at når der i en konkret situation er ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2-4, vil retten omfatte udgifter efter alle de love, som er omfattet af § 9 c, stk. 1.

§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. fra den tidligere opholdskommune, når betingelserne i stk. 2-4 er opfyldt.

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i:

1)   boformer efter §§ 91-94 og 140 i lov om social service

2)   boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger

3)   institutioner under sygehusvæsenet

4)   institutioner under Kriminalforsorgen.

5)   boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4

6)   anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 jf. § 62 a i lov om social service.

Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, når 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 62 a, stk. 3 i lov om social service.

Stk. 4. Opholdskommune har ret til refusion efter stk. 1, når en person flytter til en boform i en anden kommune eller amtskommune efter:

1)   §§ 92, stk. 3 og 140 i lov om social service

2)   § 58 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger.

Stk. 5-6.

Stk. 7. Retten til refusion efter stk. 2 og 4 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. Retten til refusion for udgifter efter lov om individuel boligstøtte består så længe borgeren har bopæl i tilflytningskommunen.

Stk. 8-9.

Medvirken fra fraflytningskommunen eller anden offentlig myndighed

Fraflytningskommunen/offentlig myndighed har medvirket

267. For at der er ret til mellemkommunal refusion, er det som udgangspunkt en forudsætning, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i kommunen. Dette gælder ikke § 9 c, stk. 4 – 6, og i ganske særlige tilfælde, hvor en kommune burde have påtaget sig handleforpligtelsen. Se neden for om SM R-1-03.

Et eksempel på, at en anden offentlig myndighed medvirker, er når en person indsættes i fængsel. Et andet eksempel er, når lederen på et forsorgshjem træffer afgørelse om, at en person kan få ophold i forsorgshjemmet, jf. servicelovens § 94. Denne afgørelse er myndighedsudøvelse, det vil sige, at i sådanne tilfælde medvirker en anden offentlig myndighed til, at pågældende får ophold i kommunen.

Den Sociale Ankestyrelse har i SM R-1-03 statueret, at en kommune havde en refusionsforpligtelse efter (dagældende) § 9a, stk. 1, nr. 3 i et tilfælde, hvor en kommune ikke havde medvirket til flytningen. Der blev lagt vægt på, at kommunen var bekendt med behovet for hjælp og derfor burde have påtaget sig handleforpligtelsen som opholdskommune. Sagen drejede sig om en ældre dement mand, der efter indlæggelse på sygehus havde behov for hjælp. Manden havde oprindeligt selvstændig bopæl i C kommune, men han havde forud for indlæggelsen boet hos sin hustru i ca. 7 måneder. Efter han var udskrevet til hustruens bopæl i A kommune måtte det efter en halv dag konstateres, at dette ikke fungerede. Fordi manden havde folkeregisteradresse i B kommune, kontaktede hjemmeplejen i A kommune B kommune med henblik på et aflastningsophold, der blev etableret på et plejehjem i B kommune. A kommune blev pålagt at betale refusion til B kommune for udgifter til mandens aflastningsophold på plejehjem i B kommune.

 

268. § 9 c, stk. 2, nr. 1 - 6, nævner en række boformer og institutioner, hvor optagelse af en borger fra en anden kommune giver beliggenhedskommunen ret til refusion fra den tidligere opholdskommune. Som anført i punkt 267, skal der være den fornødne medvirken fra enten en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed. Har en person ophold i de omhandlede boformer og institutioner uden forudgående visitation, er der ikke refusion for udgifterne. Det kan fx være tilfældet, hvor ledig kapacitet udlejes til andre end den umiddelbare målgruppe.

Anbragte børn

Betalingsforpligtelsen for udgifter til anbragte børn

269. Med lov nr. 397 af 28. maj 2003 er reglerne om anbragte børns opholdskommune ændret, således at handleforpligtelse og betalingsforpligtelse over for det anbragte barn er hos samme kommune. Den anbringende kommune er fortsat handlekommune for børn anbragt uden for hjemmet efter den 1. juli 2003 eller senere, uanset om forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune afholder selv udgifterne i forbindelse med anbringelsen.

Børn og unge, der var anbragt før den 1. juli 2003, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge. Dette har betydning hvis forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune skal fortsat refundere udgifterne, selv om barnet den 30. juni 2003 var anbragt i en anden kommune, som havde handleforpligtelsen over for barnet. Konsekvenserne af lovændringen pr. 1. juli 2003 for børn anbragt før 1. juli 2003 er alene, at forpligtelserne som handlekommune og betalingskommune fortsætter uændret, selv om forældrene efterfølgende flytter til en anden kommune. Handlekommunen har fortsat ret til refusion fra den kommune, som anbragte barnet oprindeligt før den 1. juli 2003.

Lovændringen har ingen betydning for aftaler indgået mellem kommunerne før den 1. juli 2003. Disse aftaler kan opretholdes uændret.

Eksempel: Barn anbragt før 1. juli: 2003: A kommune træffer den 1. april 2003 afgørelse om anbringelse af Mads uden for hjemmet i en plejefamilie i B kommune. Den 1. september 2003 flytter forældrene til C kommune. B kommune overtager sagen og kan få refusion for sin andel af udgifterne fra A kommune efter lovens § 9 c, stk. 2, nr. 6.

Eksempel: Barn anbragt efter 30. juni 2003: A kommune træffer den 7. juli 2003 afgørelse om anbringelse af Martin uden for hjemmet i en plejefamilie. Den 1. september 2003 flytter forældrene til B kommune. A kommune er Martins selvstændige opholdskommune og beholder Martins sag. Den 1. januar 2004 flytter Martins forældre til C kommune, og den 1. april 2004 samtykker forældrene i en aftale mellem A og C kommune om, at C kommune er handlekommune i forhold til Martin. Kommunerne aftaler endvidere, at C kommune afholder udgifterne til anbringelsen, da disse ellers fortsat ville påhvile A kommune, som er den kommune, der var handlekommune for Martin den 30. juni 2003.

Betalingsforpligtelsen til efterværn

270. § 9 c, stk. 3 fastslår, at såfremt der har været mellemkommunal refusion for et anbragt barn, fortsætter denne refusion, når barnet bliver 18 år hvis der iværksættes efterværn efter servicelovens § 62 a, stk. 3.

Forsorgshjem og fængsler

Særligt om forsorgshjem og ophold i fængsler

271. Det er som udgangspunkt den kommune, som borgeren opholdt sig i forinden opholdet i forsorgshjemmet eller fængslet, som skal betale for udgifter til bl.a. kontanthjælp, hjælp efter serviceloven m.v. Der er dog ikke ret til mellemkommunal refusion, hvis borgeren inden opholdet i forsorgshjemmet eller fængslet havde opholdskommune i samme kommune, som forsorgshjemmet eller fængslet ligger i.

Når det er utvivlsomt, at »fængselskommunen eller forsorgshjemskommunen « har ret til refusion, kan der ved afgørelsen af, hvilken kommune der er den seneste tidligere opholdskommune fx lægges vægt på, hvilken kommune der sidst har udbetalt hjælp til den pågældende borger i længere tid eller på, hvilken kommune der har udarbejdet en handlingsplan for borgeren. Der kan endvidere lægges vægt på varigheden af opholdet i den seneste opholdskommune, hvilket var tilfældet i afgørelsen, som er offentliggjort i SM R-5-03.

SM R-5-03: I den konkrete sag var en indkvartering som husvild på hotel i 10 måneder tilstrækkeligt til at statuere, at personen havde opholdskommune i den kommune, hvor hotellet var beliggende, selv om en anden kommune havde indlogeret pågældende på hotellet .

Det kan ikke i alle tilfælde fastslås hvilken kommune, der er tidligere opholdskommune. (Se punkt 259.)

Retten til mellemkommunal refusion fortsætter, hvis en beboer fra et forsorgshjem eller fængsel udsluses til en anden boform m.v., som § 9 c giver ret til refusion fra den tidligere kommune. Da den tidligere opholdskommune i sidste instans skal afholde den kommunale andel af udgifterne til hjælp, vil den tidligere opholdskommune for en person, der opholder sig i fængsel eller forsorgshjem, have en betydelig interesse i fortsat at være handlekommune, og dermed bevare indflydelse på, hvad der skal ske i sagen, fx med hensyn til udslusning fra forsorgshjemmet eller til bolig eller anden boform efter endt ophold.

Det skal herved anbefales, at aftaler om handlekommune, jf. § 9, stk. 6, indgås så tidligt som muligt. (Se punkt 254.)

Opsamlingsbestemmelsen

Opsamlingsbestemmelsen

272. § 9 c, stk. 2, nr. 5, er en opsamlingsbestemmelse, der giver adgang til refusion ved flytning til boformer m.v., der ikke formelt er etableret som de boformer m.v., der er nævnt i nr. 1 - 4, men som kan sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov. (Se punkt 280 om hjælpeforanstaltninger i egen bolig som sidestilles med ophold i en boform omfattet af § 9 c.)

Opsamlingsbestemmelsen tager højde for, at der i dag allerede er måder at organisere hjælp på, der kan sidestilles med de boformer, som direkte er nævnt i § 9 c, stk. 1, nr. 1 - 4, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra behov for nye måder at indrette hjælp på. Sigtet med reglen er at medvirke til fleksibilitet ved at modvirke, at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer.

Opsamlingsbestemmelsen giver fx refusion ved ophold i private krisecentre, der fungerer på samme måde som krisecentre efter servicelovens § 94, men som ikke er etableret som en boform efter servicelovens § 94.

Anbefalinger om samarbejde

273. Betingelsen »boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. « i § 9 c, stk. 1, nr. 5, kan give anledning til usikkerhed med hensyn til, om et konkret tilbud er omfattet af mellemkommunal refusion.

Det anbefales derfor, at kommuner og amtskommuner, når de etablerer eller medvirker til at etablere boformer, der er eller som kunne være alternativer til de boformer m.v., som nævnt i § 9 c, stk., 1, nr. 1- 4, er opmærksomme på eventuelle konsekvenser i forhold til reglerne om mellemkommunal refusion. Det kan herved være hensigtsmæssigt, at man i de sædvanlige samarbejdsfora - fx kommuneforeninger, socialchefkredse eller lign. - i tide drøfter og vurderer, hvilken karakter et tilbud har i forhold til opsamlingsbestemmelsen.

Det skal endvidere anbefales, at når en kommune eller amtskommune medvirker til, at en borger flytter til en boform, hvor der kunne være tvivl om, hvorvidt denne boform er omfattet af opsamlingsbestemmelsen, at myndigheden forinden tager kontakt med tilflytningskommunen med henblik på at få afklaret spørgsmålet om mellemkommunal refusion.

Flytteret

Refusion ved flytteret

274. Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, har opholdskommunen ret til mellemkommunal refusion, når en person har udnyttet sin flytteret efter § 92, stk. 3, i lov om social service, § 58 a, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller § 140 i lov om social service.

Borgerens ret til at flytte fremgår af de betingelser, som er fastlagt i de tre nævnte lovbestemmelser.

Uenighed om ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c kan indbringes for de sociale klagemyndigheder efter § 61. Det gælder dog ikke uenighed om aftaler om refusion, jf. punkt 278.

Mellemkommunal refusion for førtidspension

§ 9 c.

Stk. 5. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet i op til seks år fra det tidspunkt hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2 og 4, udskyder retten til refusion efter 1. pkt.

Stk. 6-9.

 

Refusion i op til seks år

275. Kommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension refunderes af pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet i op til seks år. Retten til refusion ophører seks år efter det tidspunkt, hvor pensionisten har fået tilkendt førtidspensionen. Refusion efter stk. 2 og 4, udskyder retten til refusion efter stk. 5. Med bestemmelsen sigtes på den situation, hvor en førtidspensionist får ophold i en boform i en anden kommune enten med medvirken fra en myndighed eller som følge af en flytteret, og hvor der således er konkurrerende refusionsbestemmelser, som dækker spørgsmålet om refusion mellem to kommuner. I sådanne sager vil § 9 c, stk. 5, først skulle anvendes, når refusion efter de øvrige bestemmelser ophører. Da vil den seksårige refusionspligt efter omstændighederne kunne begynde at løbe. Er der derimod tale om flere involverede kommuner, en opholdskommune, den tidligere opholdskommune som tilkendte førtidspension og den tidligere opholdskommune, som er refusionspligtig efter § 9 c, stk. 2 eller 4, sker der ikke udskydelse af retten til refusion.

Hvis en anden kommune end opholdskommunen, på tidspunktet for tilkendelsen af førtidspension, har betalingsforpligtelsen, er det opholdskommunen på tilkendelsestidspunktet som har refusionsforpligtelsen efter § 9, stk. 5.

Bestemmelsen omhandler kun refusion for opholdskommunens udgift til førtidspension. Den statslige refusion skal derfor fradrages inden kravet rejses.

Den seksårige periode begynder fra det tidspunkt førtidspensionen er tilkendt. Er førtidspension tilkendt med tilbagevirkende kraft, er det dette tidligere tidspunkt, som perioden løber fra.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5 gælder kun for førtidspension tilkendt 1. januar 2004 eller senere.

Mellemkommunal refusion under midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune

§ 9 c.

Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1.

Stk. 7-9.

276. Med § 9 c, stk. 6 , indføres den midlertidige opholdskommunes adgang til refusion fra opholdskommunen for udgifter til personlig og praktisk hjælp under et ophold uden for opholdskommunen.

Der er refusion for de faktiske udgifter og refusionen fastsættes i øvrigt på samme måde som refusion i flyttesituationerne. Det anbefales, at den midlertidige opholdskommune kun sender refusionskrav vedr. samme borger én gang om året, og således samler udgifterne sammen. Uenighed mellem kommunerne om adgang til refusion efter § 9 c, stk. 6, kan afgøres af det sociale nævn i det amt, hvor borgeren har sin faste opholdskommune efter reglen i § 61 i retssikkerhedsloven.

Den midlertidige opholdskommunes ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, afhænger af, om den midlertidige opholdskommune har pligt til at handle efter § 9 b, stk. 1. (Se punkt 249.)

§ 9 c.

Stk. 8. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-4, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 9. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-6, skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

Aftaler om refusion

Aftale om refusion ved flytning

277. To kommuner kan efter § 9 c, stk. 8, aftale refusion som led i, at en person flytter til en anden kommune uden at betingelserne for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2-4, er opfyldt.

I aftalen skal det fastsættes, hvor længe aftalen skal gælde, fx om der også skal være refusion, hvis pågældende flytter fra den aftalte bolig, fx fra ældrebolig til plejehjem. Der er derudover ikke krav til aftalens indhold. (Se punkt 269 om aftaler om refusion for udgifter til anbringelse af børn uden for hjemmet for 1. juli 2003.)

Aftaler kan ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder

278. Det følger af almindelige principper, at klagemyndighederne kun kan tage stilling til egentlige formelle afgørelser. Aftaler er ikke afgørelser, så kommunerne kan ikke indbringe uenighed om aftalerne for de sociale klagemyndigheder.

Opgørelse af refusionskrav

279. Der kan kræves refusion for alle kommunens udgifter til ydelser til borgeren efter serviceloven, aktivloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, boligstøtteloven, pensionslovens § 52, stk. 1 og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Udgifter til personlige tillæg efter § 14 og til helbredstillæg efter § 14 a i pensionsloven er ikke omfattet af refusionsadgangen, da disse ydelser er reguleret i pensionslovens § 52, stk. 2. Der er ikke adgang til refusion for udgifter efter lov om forebyggende hjemmebesøg eller til bolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Adgangen til refusion omfatter ikke udgifter til ledelse, administration og tilsyn. Se SM R-2-03 om begrebet »administrationsudgifter«.

SM R-2-03: Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det sociale nævns afgørelse, hvorefter A kommune ikke havde ret til mellemkommunal refusion for udgiftsposterne »arbejdsskadeerstatning«, »BST-ydelser« og »omsorgstimer« fra B kommune. A kommune havde ret til at medtage udgifter efter servicelovens § 76, men kun for så vidt udgiften kunne henføres til den enkelte borger, som var omfattet af refusionskravet. Endvidere var loven ikke til hinder for, at den nærmere beregning af visse personhenførbare udgifter skete efter en gennemsnitsberegning.
Udgifterne vedrørte et antal borgere, der havde ophold i plejeboliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Begrundelsen for afgørelsen var bl.a., at udgiftsposterne »arbejdsskadeerstatning« og »BST-ydelser« måtte betragtes som administrationsudgifter, at »omsorgstimer« ikke kunne henføres til den enkelte beboer og at servicelovens § 76 hviler på en individuel udmåling, hvorfor udgiften kunne henføres til den enkelte person. Begrundelsen var endelig, at der ikke var fastsat nærmere regler til at regulere omfanget af refusionspligten og at øvrige regler ikke gav andre holdepunkter for omfanget af retten til mellemkommunal refusion.

Til prissætning af personlig og praktisk hjælp kan der tages udgangspunkt i vejledning om ændring af vejledning om supplement til vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. efter lov om social service. Til vejledningen hører et bilag med en prismodel.

Refusionskravets ophør og forældelse

Refusionskravets ophør

280. Adgangen til refusion efter § 9 c, stk. 2, ophører, når borgeren ikke længere opholder sig i en boform eller får hjælp, der kan sidestilles hermed. Et ophold i eget hjem vil i visse tilfælde kunne sidestilles med et ophold i en boform og fortsat give adgang til refusion, hvis der fx er tale om en udslusningssitiuation, og der fortsat er væsentlig tilknytning til boformen, eller der ydes en hjælp i hjemmet, der kan sidestilles med ophold i en boform, jf. § 9 c, stk. 2, nr. 5. Det sociale nævn giver vejledning herom til kommunen i konkrete sager.

SM R-10-02: En kommune, der havde medvirket ved anbringelsen af en mand på et forsorgshjem, hvor manden var ca. 1/2 måned, kunne ikke pålægges refusionsforpligtelse for udgifter i forbindelse med ophold på nyt forsorgshjem i en anden kommune. Der blev lagt vægt på, at manden havde klaret sig selv i 2 måneder mellem de to ophold på forsorgshjem.

Efter § 9 c, stk. 7, består retten til refusion for udgifter efter lov om individuel boligstøtte så længe borgeren har bopæl i kommunen. Dette gælder uanset om borgeren på eget initiativ flytter til en anden bolig.

Forældelse

281. Det følger af § 9 c, stk. 9, at krav om refusion efter § 9 c, stk. 2-4, skal være rejst senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Der skal anvendes den samme fortolkning som for frister i øvrigt med hensyn til, om kravet kan anses for fremsat. Det afgørende tidspunkt for beregningen af fristen er dagen, hvor modtageren får kravet. Uenighed om, hvorvidt et krav i det konkrete tilfælde kan anses for fremsat, afgøres af de sociale klageinstanser. Krav om refusion på baggrund af en aftale indgået efter § 9 c, stk. 8, er ikke omfattet af den særlige regel om forældelse i § 9 c, stk. 9. Disse krav er omfattet af de almindelige regler om forældelse.

Udgifter til amtskommunale ydelser

Amtskommunal refusion

282. Retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion gælder ikke for amtskommuner. En amtskommune kan indgå aftaler om refusion med en anden amtskommune.

En amtskommune har ret til refusion fra en anden amtskommune i forbindelse med visse udgifter efter lov om individuelt boligstøtte. Reglen findes i lov om individuel boligstøtte § 75 a, stk. 3 hvoraf det fremgår, at den amtskommune, hvor boligen er beliggende, kræve sin nettoudgift til boligstøtte refunderet af den tidligere opholdsamtskommune hvis en person i medfør af § 58 a i lov om almene boliger og støttede andelsboliger m.v. får anvist en bolig med amtskommunal anvisningsret i en anden amtskommune. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1069 af 17. december 2002.

Uenighed mellem kommuner

283. Efter retssikkerhedslovens § 61 kan sager om uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, indbringes for det sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

De sociale nævn og Ankestyrelsen kan ikke tage stilling til refusion, der alene hviler på en aftale mellem kommunerne jf. § 9 c, stk. 8. Endvidere er tilbagesøgningskrav ikke omfattet af klageinstansernes kompetence.

Kommunalt samarbejde

§ 9 d. Socialministeren kan efter ansøgning tillade, at forpligtelsen til at yde hjælp efter §§ 9 og 9 a overlades til en anden kommune, når overladelsen sker som led i en fælles social vagtordning.

284. § 9 d indeholder en bemyndigelse til socialministeren til at give tilladelse til, at kommunalbestyrelsen i en kommune overlader kompetencen til at træffe afgørelse i visse sociale sager til kommunalbestyrelsen i en anden kommune.

Bestemmelsen har til formål at give kommunerne mulighed for at samarbejde om løsningen af visse opgaver, som påhviler dem efter den sociale lovgivning.

Socialministeren kan kun give tilladelse til kommunalt samarbejde på baggrund af en ansøgning fra samtlige kommuner, der ønsker at deltage i samarbejdet. Der skal således være enighed om samarbejdet mellem de deltagende kommuner.

Socialministeren kan kun give tilladelse til et afgrænset samarbejde om en social vagtordning. Ved en social vagtordning forstås at en eller flere kommuner i nærmere afgrænsede tidsrum, nat og weekend, overlader kompetencen til at træffe bindende afgørelser i uopsættelige sager til en anden kommune.

Ansvaret for beslutningerne

285. Selv om kommunalbestyrelsen i en kommune overlader afgørelseskompetence i visse sociale sager til kommunalbestyrelsen i en anden kommune, er det stadigvæk kommunalbestyrelsen i borgerens opholdskommune, der er politisk ansvarlig for afgørelserne. Borgerne kan derfor rette henvendelse til borgmesteren i opholdskommunen, hvis de ønsker at klage over sagsbehandlingstiden eller personalet optræden m.v. Den nye bestemmelse indebærer kun, at kommunalbestyrelsen i borgerens opholdskommune kan få socialministerens tilladelse til at overlade afgørelseskompetence til medarbejdere i en anden kommune. Kommunalbestyrelsen kan imidlertid ikke overlade ansvaret for afgørelserne eller forpligtelsen til at finansiere ydelserne. Borgeren kan klage over afgørelser truffet af en kommune inden for samarbejdet til det sociale nævn, som opholdskommunen hører under.

Afsnit VII

Udvalg under kommuner og amtskommuner

Afsnit VII beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om de udvalg og råd, som indgår i beslutningsprocessen, når kommuner og amtskommuner afgør sager på det sociale område.

 

286. I den sociale lovgivning er der kun få regler, der regulerer, hvordan kommunerne og amtskommunerne skal indrette deres administration. For kommunerne fastlægger retssikkerhedsloven følgende:

Kapitel 34

Udvalg under kommunerne

Udvalg, der behandler personsager i kommunerne

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer.

287. Det er fastslået i retssikkerhedslovens § 17, at der skal være et eller flere udvalg, der behandler personsager. Baggrunden for § 17 er, at der er et betydeligt diskretionshensyn til den enkelte ansøger og familien. Sager om ydelser m.v. efter den sociale lovgivning til enkeltpersoner skal således ikke kunne behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen beslutter efter styrelsesvedtægten, til hvilket eller hvilke stående udvalg disse sager skal henlægges.

 

288. Udvalget, der behandler personsager, er ikke en selvstændig forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 28. Enkeltsager kan ikke behandles i den samlede kommunalbestyrelse, som derfor ikke kan give instruktioner om, hvilken afgørelse personsagsudvalget skal træffe i den enkelte konkrete sag.

Kommunalbestyrelsen kan derimod godt give generelle instruktioner om, hvordan de sociale sager skal behandles og afgøres. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre de konkrete afgørelser, som udvalget træffer, og kommunalbestyrelsens medlemmer – udover medlemmerne af det eller de stående udvalg, der behandler personsager - kan ikke få sagsindsigt i udvalgets enkeltsager.

§ 17 forhindrer ikke, at borgmesteren gennemser en konkret sag, hvis en borger klager over personalet eller over den måde, som en konkret sag er blevet behandlet på. Borgmesteren er kommunens administrative leder og har ansvaret for personalet og for sagernes ekspedition. For at kunne vurdere sagsbehandlingen, må borgmesteren i klagesager have mulighed for at sætte sig ordentligt ind i den sag, der er klaget over.

Personsagsudvalget kan delegere kompetencen til at træffe afgørelse til forvaltningen. Hvis borgeren klager over forvaltningens afgørelse, skal klagen indbringes direkte til klageinstansen gennem forvaltningen.

§ 17 hindrer ikke, at kommunalbestyrelsen eller amtsrådet som led i den politiske prioritering og vurdering af opgaverne på det sociale område i anonymiseret form bliver gjort bekendt med konkrete sager.

Hvis sagen fx handler om personale til en person, der bor i en boform efter serviceloven, kan den både behandles i det pågældende personsagsudvalg og i økonomiudvalget som en sag om normering til boformen. Sagen skal derfor anonymiseres til behandlingen i økonomiudvalget.

 

289. Nedsættelse af kommunale nævn sammensat af medlemmer fra kommunalbestyrelse, socialforvaltning og eksperter med kompetence til at træffe afgørelse fx i førtidspensionssager, vil ikke være i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 17, stk. 2.

Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.

290. Kommunen skal have et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service. Om dette udvalg se Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Det Rådgivende Praksisudvalg

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale område i hele landet

Stk. 2. Udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen og de sociale nævn har pligt til at foretage.

Opgaver

291. Det Rådgivende Praksisudvalg skal støtte Den Sociale Ankestyrelse i indsatsen med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale område i hele landet.

Formålet med nedsættelsen af udvalget er således at få et samarbejdsforum, som på det administrative niveau kan følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen og de sociale nævn har pligt til at foretage efter retssikkerhedslovens kapitel 11.

Udvalget har endvidere til opgave at bistå Ankestyrelsen i den overordnede planlægning og koordinering af praksisundersøgelser og vejledningsvirksomhed i øvrigt. Udvalget kan endvidere informere Socialministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.

Udvalget skal ikke beskæftige sig med konkrete enkeltsager eller opgaver, som hører under Beskæftigelsesrådet. (Se punkt 14.)

 

§ 81. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra

1)   Amtsrådsforeningen i Danmark,

2)   Kommunernes Landsforening,

3)   Københavns- og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

4)   Dansk Arbejdsgiverforening,

5)   Landsorganisationen i Danmark,

6)   Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

7)   De samvirkende Invalideorganisationer,

8)   Foreningen af Statsamtmænd, og

9)   Den Sociale Sikringsstyrelse.

292. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra de indstillingsberettigede organisationer og myndigheder.

Ældreråd

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2-3 ...

293. Kommunen skal, jf. § 30, nedsætte et ældreråd. Se Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

Klageråd

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1)   drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service, og

2)   følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2-4. ...

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2-5. ...

294. Kommunen skal efter §§ 34 og 35 i retssikkerhedsloven sørge for, at der er et klageråd, hvortil alle ansøgere og modtagere af tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. kan klage over afgørelser efter servicelovens §§ 71 og 72. Klagerådet skal vælges mindst hvert fjerde år.

Klagerådene er selvstændige forvaltningsmyndigheder. De skal derfor følge reglerne i forvaltningslovens § 28 med hensyn til at give oplysninger videre.

I §§ 35 og 36 er der regler om valg af medlemmer til klagerådet, om at kommunen betaler udgifterne, og om diæter m.v. Disse regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

295. Kommunalbestyrelsen skal efter § 37 i retssikkerhedsloven sørge for, at der er forældrebestyrelser i dagtilbud for børn. Se Socialministeriets vejledning om forældrebestyrelser i dagtilbud til børn.

Med folkeskolelovens § 24 a, kan kommunalbestyrelsen godkende, at der oprettes en fælles bestyrelse for en folkeskole og et kommunalt dagtilbud, når der er tale om små skoler. Ved små skoler forstås skoler, jf. folkeskolelovens § 55, stk. 1, i landdistrikter eller skoler med normalt ikke over 150 elever og med beliggenhed i et byområde med ikke over 900 indbyggere. Folkeskolelovens § 24a har virkning fra den 1. august 2003. (Der henvises til punkt 468 om skolers status som selvstændige forvaltningsenheder.)

Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

296. Efter reglerne i kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats har kommunerne pligt til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, enten alene eller i fællesskab med andre kommunerne.

Formålet er at styrke den generelle forebyggende indsats over for borgere, der har svært ved at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale vilkår. Koordinationsudvalgene er således et forum for samarbejde mellem de nødvendige aktører på området for arbejdsfastholdelse.

Kapitel 35

Udvalg under amtskommunerne

Udvalg, der behandler personsager i amtskommunen

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

297. Der skal i amtskommunerne lige som i kommunerne være et udvalg, der behandler personsager. (Se punkt 287.)

Amtslige brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de tre kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social service.

298. Amterne og Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner skal nedsætte et brugerråd, der skal informeres af amtsrådet om generelle udviklingstendenser i udviklingen på det sociale område inden for amtet.

Opgaver

299. Brugerrådet kan selv tage spørgsmål af principiel karakter op til drøftelse med henblik på at komme med forslag til nye initiativer eller med forslag til samordning med tilgrænsende områder, der hører under den amtslige administration. Der kan fx være tale om samordning med den amtslige specialundervisning og med sundhedsvæsenet, forslag vedrørende tilgængelighed, fysisk planlægning m.v.

Brugerrådene vil på denne måde kunne få en funktion som et samlende inspirations-, debat- og diskussionsforum. Det kan drøfte amtskommunens løsning af opgaverne på det sociale serviceområde med henblik på at fremme en udvikling i overensstemmelse med de særlige lokale ønsker og behov.

Om sammensætning af brugerrådet, dets opgaver og forretningsorden, henvises til §§ 38-47 i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

Amtslige klageråd

300. For personer, der enten har ophold på amtskommunale boformer, jf. servicelovens §§ 92-94, eller hvor amtskommunen i medfør af servicelovens § 81, stk. 2, sørger for praktisk bistand m.v. i medfør af servicelovens §§ 71 -72, skal de amtslige brugerråd fungere som klageråd, jf. servicelovens § 81, stk. 2.

Som klageråd har brugerrådet tilsvarende beføjelser som de kommunale klageråd, der er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. Se endvidere § 47 i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

I de tilfælde, hvor brugerrådene skal fungere som klageråd, skal rådet tiltrædes af to medlemmer af amtsrådet. De to medlemmer af brugerrådet, som er udpeget som repræsentanter til forældre til børn på henholdsvis dag- og døgninstitutioner under amtskommunerne, deltager ikke ved behandling af klagesager. Sammensætningen fremgår af § 46 i ovennævnte bekendtgørelse.

Afsnit VIII

Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner

Afsnit VIII beskriver retssikkerhedslovens regler for samarbejde mellem kommuner og amtskommuner og andre, som udfører opgaver for kommuner og amtskommuner. Afsnittet beskriver grænserne for kommuner og amtskommuners mulighed for at overføre opgaver til andre, herunder reglerne for formueforvaltning. Endvidere beskrives de forvaltningsretlige regler for borgerne, når en kommunal opgave udføres af andre.

Kapitel 36

Principper for fordeling af opgaverne

301. Retssikkerhedsloven og serviceloven fastlægger kommunernes og amtskommunernes kompetence på det sociale område. Ud fra styringshensyn og hensynet til borgernes retssikkerhed bygger de to love på

-   at ansvaret for, at en offentlig social opgave løses, er placeret entydigt i loven,

-   at ansvaret for, hvordan en opgave løses, er placeret hos enten kommune eller amtskommune, og

-   at ansvaret skal placeres efter nærhedsprincippet.

Efter de grundlæggende principper for opgave- og ansvarsfordelingen er et stort antal opgaver placeret i kommunerne, som har muligheder for at sammenkæde tilbudene med andre offentlige aktiviteter indenfor kommunens ansvarsområde med sigte på en lokal helhed og sammenhæng i de enkelte tilbud.

På det sociale område er amtskommunernes opgaver gennemgående knyttet til funktioner, hvor hensynet til økonomi, byrdefordeling og specialiseringsgrad tilsiger et større befolkningsgrundlag. Dette gælder fx for indsatsen i forhold til stofmisbrugere og hjemløse.

Kapitel 37

Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner

 

§ 42.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.

Stk. 3-5.

302. Efter retssikkerhedslovens § 42, stk. 2, skal kommunen og amtskommunen samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen. Efter retssikkerhedsloven kan kommune og amtskommune indgå aftaler, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden part, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, jf. § 42, stk. 2-4. (Se punkt 308-310.)

Kapitel 38

Samarbejde mellem kommuner

303. Kommuner kan samarbejde om den faktiske forvaltningsvirksomhed (udførelsen af opgaverne). Et sådant samarbejde forudsætter ikke en speciel hjemmel og de særlige regler, der er om samarbejde på forskellige områder skal ikke opfattes som udtømmende. Om dette er tilfældet, vil først og fremmest bero på en konkret fortolkning af den pågældende regel. Er der imidlertid tale om tværkommunalt samarbejde vedrørende myndighedsudøvelse, skal der foreligge en specifik hjemmel. En sådan hjemmel findes i § 9 d, i retssikkerhedsloven, hvorefter socialministeren kan give tilladelse til, at kommuner samarbejder om en fælles sociale vagtordning. Reglen i § 9 d er beskrevet i afsnit VI.

Eksempel: For at styrke effektiviteten i opgaveløsningen og forøge kvaliteten i borgerbetjeningen kan to kommuner fx beslutte at styrke samarbejdet mellem medarbejderne på hjælpemiddelområdet. Hjemmelen for den kommunale opgave er her servicelovens §§ 97-99.

Samarbejdet kan bestå i, at medarbejderne for det første løbende udveksler viden og erfaringer med kolleger i en anden kommune, og at medarbejderne kan aflaste hinanden ved fravær eller travlhed. Et mål kan også være at give medarbejderne bedre mulighed for specialisering og dermed opnå en bedre vejledning af borgerne samt konkret kollegial bistand på tværs af forvaltningerne i forbindelse med konkrete bevillingssager. Der sker ikke organisatoriske ændringer, men der skal ske en koordinering af kommunernes telefon - og edb-systemer, idet det skal være muligt at besvare henvendelser fra såvel kommunens egne som den anden kommunes borgere. Dette skal understøttes af en vis adgang til den anden kommunes persondata, hvilket forudsætter, at borgeren giver samtykke hertil efter § 28 i forvaltningsloven. Der skal også ske en koordinering af generelle vidensudvekslingssystemer fx konferencer, intranet m.v. Endvidere aftales det, at der skal etableres en fælles indkøbscentral for hjælpemidler, som også skal opbevare, distribuere og vedligeholde hjælpemidlerne.

Jo mere ensartet man har fastlagt retningslinierne for generel information i kommunerne på dette område, des mere effektivt vil samarbejdet foregå. Hvis en medarbejder er optaget af en personlig ekspedition i den ene kommune, kan en simpel telefonisk forespørgsel håndteres af en ledig medarbejder i den anden kommune. En sådan generel vejledning, der har sit lovgrundlag i forvaltningslovens § 7, stk. 1, kan ske på tværs af kommunegrænserne. Bliver der derimod tale om behandling af en konkret ansøgning, skal denne behandles af en medarbejder fra borgerens hjemkommune.

Der er heller intet til hinder for, at kommunerne kan etablere en fælles hjælpemiddelcentral, der skal forestå indkøb distribuering og vedligeholdelse m.v. på grundlag af retningslinier fastsat i en aftale mellem de to eller flere kommuner.

Forudsætter rådgivning af borgerne på tværs af kommunegrænsen kendskab til konkrete oplysninger om den enkelte borger om fx handicap, formueforhold, boligforhold m.v., må bestemmelserne om indhentelse eller videregivelse af følsomme oplysninger i forvaltningslovens afsnit 8 og persondataloven iagttages. Se afsnit XII og forvaltningslovens kapitel 8 og persondataloven.

Selve tildelingen af hjælpemidler kræver en konkret individuel visitation, der kun kan foretages af ansatte i den kommune, hvor borgeren hører hjemme, idet en vis bistand til sagsoplysning fra medarbejdere i den anden kommune dog antagelig må anses for lovlig. Selve den forvaltningsakt/beslutning, hvorved tildelingen sker, kan kun foretages af medarbejdere ansat i den kompetente kommune. Kommunerne kan derfor i princippet godt have forskellige retningslinier for tildeling af hjælpemidler, selvom de i øvrigt samarbejder tæt på området.

Kapitel 39

Kommuners og amtskommuners adgang til at overlade opgaver til andre

Samarbejdsparter uden for (amts)kommunen

304. Kommuner og amtskommuner har ud fra lokale forhold behov for at kunne inddrage andre, fx selvejende institutioner, private boformer eller leverandører, foreninger, organisationer, beboerrådgivere, afdelingsbestyrelser, der har iværksat boligsocialt arbejde. Servicelovens § 115 indeholder en bestemmelse om, at kommuner og amtskommuner samarbejder med frivillige organisationer og foreninger, og at der til dette samarbejde afsættes ressourcer. Socialministeriet har udgivet en pjece om samarbejdet med de frivillige sociale organisationer.

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats indeholder i kapitel 5 bestemmelser om mulighederne for at indgå aftaler med andre aktører om varetagelse af opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Aftale med den, der udfører opgaverne

305. Med de sociale love fra 1997 blev reglerne om, hvem der kan udføre sociale opgaver mere fleksible. Det betyder bl.a. at opgaverne kan udføres ved at kommunen eller amtskommunen efter behov køber enkeltpladser på private boformer eller nærmere bestemte serviceydelser fra private leverandører.

Når kommunen eller amtskommunen finder det mest hensigtsmæssigt at lade en opgave udføre uden for myndighedens egen organisation, skal der være en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven. Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, fx med hensyn til brugerindflydelse, åbningstider, krav til personalets kvalifikationer, madkvalitet m.v. Myndigheden skal sikre sig, at kravene til både indhold og omfang er i overensstemmelse med de mål, der er sat for den pågældende ydelse. Målene kan fx være angivet i en servicedeklaration, serviceinformation eller kvalitetsstandarder. (Se også punkt 310.)

Aftalen bør udtrykkeligt nævne, at myndigheden vil føre tilsyn, se afsnit IX om kommunernes og amtskommunernes ansvar for de sociale opgaver og tilsynet, især punkt 334.

Myndighedsudøvelse og faktisk forvaltningsvirksomhed

306. De følgende punkter beskriver reglerne om, i hvilket omfang kommuner og amtskommuner kan overlade det til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi at varetage en social opgave.

I de enkelte sociale love er det fastlagt, hvilke myndigheder der har pligt til at varetage en opgave. Fx fremgår det af lov om aktiv socialpolitik, at det er kommunen som afgør, om en person er berettiget til kontanthjælp, og af lov om social service, at amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer efter servicelovens kapitel 18.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune eller amtskommune kan overlade sociale opgaver til andre, må der skelnes mellem på den ene side myndighedsudøvelse, og på den anden side hvordan en bevilget hjælp sættes i værk og udføres, dvs. faktisk forvaltningsvirksomhed. Myndighedsudøvelse er kommunens eller amtskommunens opgave, jf. punkt 301. Den faktiske forvaltningsvirksomhed kan overlades til andre, jf. punkt 314-331.

Sondringen mellem kommunalbestyrelsens myndighedsopgaver og driftsopgaver (faktisk forvaltningsvirksomhed) beskrives traditionelt således, at myndighedsopgaver først og fremmest vedrører den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere de enkelte borgeres retsforhold gennem udstedelse af konkrete forvaltningsakter – typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og afgørelser om tilkendelse af ydelser samt tilladelser. Som eksempler kan nævnes tildeling af førtidspension, tildeling af børnehavepladser. Men der foreligger også myndighedsudøvelse, når kommunen udfærdiger generelle retsakter, fx regulativer og planer, der vedrører alle borgere. Driftsopgaver eller faktisk forvaltningsvirksomhed er navnlig opgaver, der alene vedrører selve udførelsen af en konkret opgave, fx udførelse af rengøring, kantinedrift, tøjvask, bortkørsel af affald m.v.

Myndighedsudøvelse

307. Ved myndighedsudøvelse forstås beslutninger, som går ud på at afgøre, om en person har ret til en bestemt hjælp, eller om der skal ske ændringer i en bevilget hjælp, fx at hjælpen skal reduceres, øges eller ophøre. Myndighedsudøvelse består altså i at træffe beslutninger, der går ud på at stifte ret til hjælp eller i at forandre en bevilget hjælp.

Hjemmel til at overføre myndighedsudøvelse

At overføre myndighedsudøvelse kræver hjemmel

308. Til forskel fra den faktiske forvaltningsudøvelse kræver det en særlig hjemmel, for at en kommune eller en amtskommune kan overføre de beføjelser til myndighedsudøvelse, som de har fået tillagt i loven, til andre uden for myndighedens eget regi, fx en anden offentlig myndighed eller en selvejende institution. På nuværende tidspunkt findes en sådan hjemmel kun i § 9 d, (se punkt 284-285) og i § 42, stk. 3, (se punkt 313) samt i overgangsordningen, (se punkt 312).

§ 42.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

Stk. 4-5.

309. Det er i § 42, stk. 3, fastsat, at kommuner og amtskommuner kan overlade forpligtelser efter de love, som retssikkerhedsloven gælder for, til hinanden. Heri ligger, at der kan overføres kompetence til myndighedsudøvelse.

Det endelige ansvar bevares

310. Når en kommune eller en amtskommune overlader forpligtelser efter § 42, stk. 3, bevarer den afgivende myndighed fortsat det endelige ansvar for, at forpligtelsen udøves i overensstemmelse med lovgivningen. Et amtsråd kan altså indgå en aftale med en kommune om, at kommunen visiterer personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap til særlige boliger, men amtsrådet kan ikke ved denne aftale frigøre sig fra det endelig ansvar for, at visitationen er i orden.

Overgangsordning for selvejende institutioner efter bistandsloven

§ 89.

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7.

Selvejende institutioner

311. Efter bistandslovens § 9, stk. 2, kunne en kommune eller en amtskommune overlade myndighedsbeføjelser til en selvejende institution. Det var herved en forudsætning, at der var sammenhæng mellem den opgave, som institutionen efter overenskomsten udførte for myndigheden, og de beføjelser, som blev overladt til institutionen. Det er i § 89, stk. 6, bestemt, at beføjelser, som en kommune eller en amtskommune efter den ophævede § 9, stk. 2, i bistandsloven har overladt til en selvejende institution, bevares efter de hidtidige regler.

Ordningen har fx været benyttet i forbindelse med integrerede ordninger, hvor en selvejende institution, som driver et plejehjem, foruden at udføre hjemmehjælp - efter serviceloven i form af personlig hjælp og pleje m.v. efter servicelovens § 71 - også har fået kompetence til at bevilge hjemmehjælp til borgere, der ikke bor på institutionen. Overgangsreglen giver således mulighed for at føre sådanne ordninger videre.

Overgangsordning

312. Der kan ikke efter den 1. juli 1998 etableres nye ordninger, hvor en selvejende institution får overladt afgørelseskompetence. Det er fortsat muligt, at en selvejende institution har ansvaret for driften af en integreret ordning, når blot det er således, at det er kommunens egne ansatte, som bevilger hjælpen.

 

Socialministeren kan tillade fravigelser

§ 42.

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

313. § 42, stk. 4 og 5, skal ses i sammenhæng med de tilsvarende bestemmelser i servicelovens § 139, stk. 3 og 4. Set under et betyder disse regler, at der samlet set for tilbud efter serviceloven og aktivloven er mulighed for at fravige den almindelige fordeling af kompetencen mellem kommuner og amtskommuner, som den er fastlagt i disse to love.

Fravigelsen kan vedrøre alle forhold, dvs. såvel udførerfunktionen som reglerne om visitation og fordeling af udgifterne. Det er principperne fra bistandslovens §§ 138, stk. 2 og 3, 138 c, stk. 1, og 138 e, der er ført videre som generelle regler.

Hvis der ikke kan opnås enighed om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning tillade, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler en kommune eller en amtskommune, kan overføres til den anden part. Det gælder med hensyn til forpligtelser - dvs. myndighedsudøvelse - og med hensyn til at oprette og drive tilbud om hjælp. Det er en betingelse, at det skønnes, at den måde, som opgaverne vil blive varetaget på, er faglig forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Socialministeren kan også, jf. § 42, stk. 5, godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, der fraviger de regler, der er fastsat i loven.

Faktisk forvaltningsvirksomhed

314. Når der er truffet afgørelse om at tildele hjælp (myndighedsudøvelse), skal denne afgørelse føres ud i livet. Det arbejde, de ansatte udfører for at udfylde afgørelserne, kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed.

Der er fx tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution.

Inden for det sociale område kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed ofte bistandsudøvelse (tidligere forsorgens udøvelse). Det begreb anvendes især, når der er tale om konkrete beslutninger, der udfylder en afgørelse. Et eksempel er beslutningen om, hvilken boform en person konkret får tilbudt.

Som hovedregel er kommuner og amtskommuner frit stillet med hensyn til hvem, der skal udføre opgaverne, dvs. hvem der udøver den faktiske forvaltningsvirksomhed/bistanden. Det foregår under alle omstændigheder under myndighedens ansvar.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social service bygger således på et grundlæggende princip om, at kommunerne og amtskommunerne skal have stor frihed med hensyn til måder, som de sociale opgaver kan udføres på. Kun når der i loven er fastsat noget andet, er der begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udføre sociale opgaver.

Borgerens valgmuligheder

315. Kommunens eller amtskommunens mulighed for frit at tilrettelægge de sociale tilbud kan være begrænset af, at borgeren efter loven har ret til at vælge mellem et offentligt og et privat tilbud, når kommunen eller amtskommunen har besluttet at borgeren er berettiget til et tilbud. Efter servicelovens § 85 om behandling af stofmisbrugere kan en borger, der er visiteret til behandling, vælge at blive behandlet på et andet offentligt behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til. Valgretten omfatter private tilbud, der godkendes af den stedlige amtskommune.

Et andet eksempel er tilbud efter servicelovens kapitel 14 om personlig og praktisk hjælp m.v. Efter disse regler skal en borger, der er berettiget til hjælp, vælge hvilken af de leverandører, som kommunen har godkendt, der skal udføre hjælpen. Borgeren kan også vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne, som kommunen så godkender og indgår aftale med.

Efter servicelovens § 76, stk. 2, gælder en tilsvarende regel om, at personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for mere end 20 timers hjemmehjælp om ugen, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælpen, og personen kan derfor selv vælge sin hjælper.

Offentligt – privat samspil

316. Når myndigheder indgår aftaler med private viser erfaringen, at jo større vægt, der bliver lagt på at tilrettelægge og beskrive samspillet mellem det offentlige og private, jo mere vellykket vil hele processen blive.

Det er derfor vigtigt, at myndigheden i forberedelsesfasen overvejer og tager stilling til nedenstående forhold, som ofte kan indgå i en aftale/kontrakt med en privat udfører, jf. punkt 305.

-   Service- og kvalitetsniveau. Hvordan skal service- og kvalitetsniveauet være i (amts)kommunen? Der bør opstilles mål for tilbudene, som kan lægges til grund for en aftale med den private part og for tilsynet med tilbudene.

-   Tilsyn. Hvordan skal myndighedens tilsyn med en privat udfører tilrettelægges?

-   Visitation. Hvordan skal visitationen til de tilbud, der eventuelt ikke længere udføres i offentligt regi, tilrettelægges?

-   Kontakt til brugerne. Hvordan sikrer (amts)kommunen, at tilbudene til borgere, der får ydet hjælpen af en privat, til stadighed er i overensstemmelse med deres behov?

-   Arbejds- og ansvarsdelingen. Hvordan skal ansvars- og arbejdsdelingen imellem den offentlige myndighed og den private leverandør være, og hvordan bliver ansvarsfordelingen synlig i forhold til den (amts)kommunale organisation, den private samarbejdspartner og borgerne?

-   Ophør/bevarelse af ressourcer/kompetence i den offentlige sektor. (Amts)kommunen bør overveje, hvordan den vil være stillet, hvis den - evt. med meget kort varsel - bliver nødt til at overtage opgaveudførelsen igen, fx hvis en privat leverandør går konkurs eller en kontrakt udløber eller misligholdes.

-   (Efter)uddannelse af personale. Skal (amts)kommunen i aftalen med den private stille krav til personalets (efter)uddannelse?

-   Virksomhedernes sociale ansvar og sociale klausuler. Skal der i en aftale/kontrakt være krav om, at den private leverandør skal leve op til sociale forpligtelser, fx vedrørende at oprette fleksjob?

-   Hensynet til svage grupper. Hvordan sikres det, at svage grupper af borgere i (amts)kommunen stadig har/får både relevante tilbud og valgmuligheder så vidt muligt i samme omfang som andre borgere?

Det anbefales at læse mere om offentligt privat samarbejde på www.udbudsportalen.dk

 

317. I visse tilfælde er der fastsat nærmere regler for aftalen mellem myndigheden og den private leverandør. I servicelovens kapitel 14 om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. er der fx fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal indgå skriftlig aftale med den leverandør, som borgeren har valgt, om udførelsen af den hjælp, der er truffet afgørelse om, og om leverancesikkerhed og betaling. Der skal indgås en tilsvarende konkrakt, når borgeren udpeger en person til at udføre opgaverne.

Servicelovens kapitel 14 indeholder også regler om, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med de godkendte leverandører skal udarbejde informationsmateriale om leverandørerne, og om at kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af kommunale serviceydelser.

Privates udfordringsret og kommunal servicestrategi

Privates udfordringsret

318. Ved lov nr. 373 af 6. juni 2002 er den kommunale styrelseslov blevet ændret, således at private nu har ret til at udfordre kommuner, amtskommuner og kommunale fællesskaber ved at afgive tilbud på udførelse af kommunale opgaver. Hovedformålet med udfordringsretten er at forpligte kommunalbestyrelserne til at overveje deres opgaveløsning, bl.a. for at sikre, at opgaverne løses, så man opnår den bedst mulige kvalitet til de lavest mulige omkostninger.

Loven forpligter kommunalbestyrelsen til at sammenligne omkostningerne ved det private tilbud med omkostningerne ved kommunens egen udførelse af opgaven. Kommunalbestyrelsen skal herefter beslutte, om opgaven fortsat skal varetages af kommunen selv, eller om den samme opgave skal løses af andre.

Loven omfatter også private tilbud på det sociale område, og fx private, der tilbyder ophold til fysisk og psykisk handicappede, har dermed mulighed for at gøre brug af udfordringsretten. De private tilbud har dermed mulighed for at vise, om de er i stand til at løse den givne opgave både bedre og billigere. Udfordringsretten giver dog ikke nogen krav ud over, at kommunalbestyrelsen foretager en sammenligning.

Kommunal servicestrategi og opfølgningsredegørelse

319. Ændringen af den kommunale styrelseslov (lov nr. 373 af 6. juni 2002) indeholder endvidere bestemmelser om kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes pligt til udarbejdelse af servicestrategi og opfølgningsredegørelse. Reglerne er nærmere beskrevet i Indenrigs- og sundhedsministeriets vejledning af 20. december 2002 om privates udfordringsret.

Om formuedannelse

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2-3 .

Aftale om økonomi

320. Når en kommune eller en amtskommune overlader det til andre at udføre opgaver efter den sociale lovgivning, forudsætter det en aftale, som beskriver såvel den økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven, fx de enkelte elementer i opgaven, med hvilken kvalitet den skal udføres, krav til brugerindflydelse, krav til personaleuddannelse, åbningstider og lignende.

Hvis et botilbud er godkendt efter servicelovens § 49, stk. 2 eller servicelovens § 94 a, er der ved godkendelsen taget stillingen til, at reglen i § 43, stk. 1, er overholdt.

Formuedannelse

321. Det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og den organisation, som udfører opgaven, kan være udformet således, at der over tid opsamles formue, idet myndigheden ikke alene har betalt for de løbende driftsudgifter, men også - typisk efter regning - har betalt for navnlig udgifter til afdrag og renter på fast ejendom og til anskaffelse af inventar. Når dette er tilfældet, vil der over tid opstå en offentligt finansieret formue bundet i ejendommen eller inventaret.

 

322. § 43, stk. 1, er møntet på de tilfælde, hvor det aftales med en privat organisation, at den driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter, herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der bruges for at løse den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med omfattende behov for hjælp, jf. servicelovens kapitel 18.

Løber en sådan aftale over en årrække, vil der - afhængig af de konkrete omstændigheder - som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til (ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse specificerede udgifter.

Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse på, hvordan formuen skal anvendes. Det vil afhænge af forholdene i de konkrete situationer, om dette vil være tilfældet. Der er altså ikke nogen patentopskrift på, hvornår en aftale har en sådan karakter, at der bliver tale om etablering af en offentligt betalt formuedannelse.

Ikke alle aftaler indebærer formuedannelse

323. Mange aftaler indeholder ikke et element af offentligt betalt formueopbygning. Dette gælder blandt andet ikke aftaler, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår efter udbud/ licitation. En aftale, der efter licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af ældre og handicappede, vil typisk ikke gå ud på, at kommunen betaler særskilt for anskaffelse af busser eller andet materiel, men på, at kommunen betaler for transporten efter takster fastsat i aftalen.

Betaler kommunen eller amtskommunen en husleje for brug af en fast ejendom, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der i reglen ikke være grundlag for at tage forholdsregler ud fra en betragtning om, at aftalen kan medføre en offentlig betalt formuedannelse.

Dette vil også kun sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode. Og selv om en aftale løber - eller forudsættes at løbe - over en længere periode, kan det være således, at det offentliges betaling for fx renter og afdrag for lån i en fast ejendom i realiteten modsvares af, at ejendommen, der har en friværdi, stilles til rådighed for løsningen af den aftalte opgave.

Ingen bestemt løsningsmodel

324. Hvis der kan blive tale om formuedannelse, skal myndigheden, når aftalen indgås, tage stilling til, hvordan der skal forholdes med formuen.

Kommunen og amtskommunen er således ikke efter loven pålagt en bestemt løsningsmodel. Men det afskærer imidlertid ikke en myndighed fra at kræve, at en opgave skal løses af en selvejende institution, og at vedtægterne for institutionen skal have en bestemmelse om, at formuen skal tilfalde det offentlige, eller at myndigheden skal godkende, hvordan formuen skal bruges, hvis institutionen nedlægges eller anvendes på anden måde.

Det er også muligt i visse tilfælde at undgå, at der bliver tale om en offentligt betalt formue ved, at det offentlige får pant i ejendommen svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til bygningsvedligeholdelse.

Private skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven

§ 43. ...

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

Stk. 3.

Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven

325. Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder som udgangspunkt kun for offentlige myndigheder og deres sagsbehandling. Da private i vidt omfang udfører opgaver såvel på det sociale område som på det beskæftigelsesmæssige område, er det fastsat i § 43, stk. 2, at private, der udfører disse opgaver er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres. Reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven er beskrevet i afsnit XII.

Omfattende aftaler med private

326. Private kan have en aftale (overenskomst) om opgaverne og deres udførelse med en kommune eller amtskommune, der har en mere omfattende karakter, således at den private er undergivet intensiv offentlig regulering og dermed udøver egentlig offentlig virksomhed. En sådan aftale betyder, at de private allerede er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder hele den virksomhed, der udøves, herunder også personalets forhold fx ansættelsesretlige forhold.

Andre aftaler med private

327. På det sociale område er der en række andre private personer og organisationer, der udfører opgaver for det offentlige uden, at aftalen har den omfattende karakter, som aftaler med private ellers kan have, og uden at være undergivet intensiv offentlig regulering. De er derfor ikke omfattet af de 2 forvaltningslove. For at undgå, at borgerne ikke får den samme retsbeskyttelse efter forvaltningsloven og offentlighedsloven som andre borgere, der benytter sig af tilbud direkte fra en offentlig myndighed, er det fastsat i retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, at private, der udfører opgaver efter serviceloven eller aktivloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for en kommune eller amtskommune, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når der er tale om hjælp, der bliver udført efter aftalen.

Det har ikke betydning, hvordan en privat der udfører opgaver, er organiseret, og borgerne har samme retsstilling i forhold til alle private, der udfører sociale opgaver for kommuner eller amtskommuner.

Borgerens retsstilling

328. Det betyder, at bl.a. reglerne om aktindsigt gælder efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven. En person kan få direkte aktindsigt i oplysninger om sig selv fra den private uden først at skulle henvende sig til kommunen eller amtskommunen.

Retssikkerhedslovens § 43, stk. 2 og 3, gælder kun for forholdet mellem den private opgaveudfører og borgeren og ikke for forholdet mellem opgaveudføreren og kommunen eller amtskommunen.

Hvis en privat organisation ikke udelukkende udfører opgaver for en kommune eller en amtskommune, er det kun i forhold til den offentlige opgave, at forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om tavshedspligt, notatpligt, aktindsigt m.v. gælder. Resten af den private organisations opgaver falder klart uden for de to forvaltningslove, således også de ansattes forhold. Reglerne om tavshedspligt bevirker, at den private organisation ikke kan anvende oplysninger om personer modtaget til brug for udførelsen af den offentlige opgave til andre formål.

Det anbefales, at det af aftalerne, som kommunerne og amtskommunerne indgår, udtrykkeligt fremgår, at den private, der udfører opgaven, skal overholde disse love, fx når en kommune indgår aftale om køb af enkeltpladser i private opholdssteder, når en kommune får udført hjemmehjælp hos et privat firma, eller når en kommune indgår aftale med en puljeordning efter servicelovens § 11. Disse aftaler bør også sikre mulighed for en kontrol og et tilsyn. Tilsvarende gælder også, når amtet har godkendt private opholdssteder efter § 49, stk. 2, og private botilbud efter § 94a.

Frivillige organisationer m.fl.

329. Selv om en kommune eller amtskommune indgår aftale med frivillige organisationer eller andre om at henvise borgere til tilbudene, bevirker en sådan henvisningsaftale ikke, at den frivillige organisation dermed »udfører en opgave for det offentlige«, jf. § 43, stk. 2. Den frivillige organisation eller andre skal derfor ikke følge forvaltningsloven og offentlighedsloven i denne situation.

Hvis en kommune eller amtskommune efter servicelovens § 115 yder støtte til en frivillig organisation, betyder dette heller ikke, »at organisationen udfører en opgave for det offentlige«.

Private personers tavshedspligt

330. Straffelovens § 264 d regulerer private personers videregivelse af fortrolige oplysninger om en anden person. Efter bestemmelsen må meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold ikke uberettiget videregives. Det vil sige, at oplysninger om private forhold kan forlanges unddraget offentligheden.

Private, frivillige organisationer er omfattet af denne bestemmelse og vil derfor have tavshedspligt med hensyn til de mange ofte meget fortrolige oplysninger, som frivillige får i forbindelse med arbejdet, fx om familieforhold, seksuelle forhold, sygdom, misbrug af nydelsesmidler og selvmordsforsøg.

§ 43.

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune.

331. Selvejende institutioner og andre private aktører betragtes som selvstændige forvaltningsmyndigheder efter forvaltningsloven i forhold til den kommunale og amtskommunale forvaltning. Det betyder, at det ville være forvaltningslovens § 28, der skulle anvendes ved udveksling af oplysninger mellem kommunen og den private. Med henblik på at sidestille den private med andre dele af forvaltningen er det fastsat i § 43, stk. 3, at forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 også gælder for den private udfører af opgaven, herunder også selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune. Det er selve opgavens udførelse, dvs. den sociale opgave, som den private varetager efter aftalen med en kommune. De ansatte og deres ansættelsesforhold berøres ikke af § 43, stk. 3, og videregivelse af oplysninger om de ansattes forhold er derfor fortsat omfattet af forvaltningslovens § 28. Hvis der skal indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder om en borger, er indhentelsen reguleret af forvaltningslovens § 29 i ansøgningssager.

Afsnit IX

Kommuners og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed

Afsnit IX beskriver reglerne om kommunalbestyrelsens og amtsrådets ansvar for løsning af opgaver efter dem sociale lovgivning. Endvidere beskrives kommunalbestyrelsens og amtsrådets pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne udføres i praksis.

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

Kapitel 40

Tilsynsforpligtelsen

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret

332. §§ 15 og 38 i retssikkerhedsloven fastslår, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret for, hvordan kommunen og amtskommunen planlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet indbefattet initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

Ansvaret for opgaverne og løsningen af opgaverne hviler bl.a. på kommunens og amtskommunens tilsyn efter §§ 16 og 39.

Pligt til at føre tilsyn

333. Det er i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses.

Det er gældende praksis, der er formuleret som en lovregel. I bemærkningerne til lovforslaget er det fremhævet, at pligten til at føre tilsyn også gælder for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen eller amtskommunen.

Det er op til kommunalbestyrelsen og amtsrådet at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen eller amtskommunen. I disse overvejelser indgår en række forskellige aspekter, som beskrives i det følgende. Opregningen af de forskellige facetter ved tilsynsvirksomheden er ikke udtømmende.

Tilsynets formål og udførelse

Formålet med at føre tilsyn

334. Formålet med at føre tilsyn er

-   at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunalbestyrelsen og amtsrådet har truffet,

-   at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, og

-   at forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorligere problemer.

Tilsynsvirksomheden skal således opfylde forskellige formål i forhold til kommunens og amtskommunens samlede virksomhed på det sociale område. Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbudene, samt til at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.

Det er ikke et krav, at medlemmerne af kommunalbestyrelsen og amtsrådet personligt udfører tilsynsvirksomhed, og typisk vil væsentlige dele af tilsynsvirksomheden blive udført af den kommunale eller amtskommunale administration, der ved rapporter informerer det politiske niveau i kommunen eller amtskommunen.

I praksis udøves tilsynet forskelligt. De hyppigst anvendte redskaber er

-   virksomhedsplaner eller årsplaner, der udarbejdes ud fra politisk fastlagte mål og rammer for service- og kvalitetsniveau,

-   ressourcestyring, hvorefter hjælpen udmåles efter kommunens overordnede mål og økonomiske rammer for området,

-   serviceinformation med kommunens mål for området og oplysning om muligheder for at klage, og

-   uddannelse og supervision af ledere.

I mange kommuner og amtskommuner er det også praksis, at politikerne personligt - eventuelt med deltagelse af repræsentanter fra administrationen - regelmæssigt besøger institutioner m.v. og herved også personligt fører tilsyn med forholdene.

Aktivt tilsyn

335. Det er en del af pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal reagere, hvis medlemmerne får informationer om, at der er eller kan være grundlag for kritik af hjælpen.

Modtages der fx oplysninger om, at plejen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i orden, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er klart utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at tage initiativ til at få rettet op på forholdene. Dette gælder hvad enten oplysningerne kommer fra forvaltningen, ansatte på institutionen, brugere, pårørende eller andre personer.

Løsningen af tilsynsopgaven forudsætter, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet - typisk gennem deres forvaltninger - er opsøgende over for eventuelle problemer. Det kan ske ved, at der fastsættes procedurer og rutiner for kommunens og amtskommunens tilsynsvirksomhed, fx beslutninger om, hvilke områder der løbende skal vurderes, hvilke der skal vurderes periodisk og principper for tilbagemeldinger til kommunalbestyrelse eller amtsråd.

Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden

336. Det er ikke et krav, at en person, der udfører tilsyn og rapporterer om sine observationer, skal være ansat i kommunen eller amtskommunen.

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd indgår aftaler med en person eller en organisation om at udføre et tilsyn - fx om at en plejehjemsforening udfører tilsyn med børn anbragt efter serviceloven - bør det i aftalen nøje præciseres, hvad opgaven går ud, og hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når tilsynet udføres. Kommunen bevarer under alle omstændigheder det endelige ansvar, herunder ansvaret for at følge op på tilsynet, og myndigheden bør således løbende sikre sig, at tilsynet udføres helt i overensstemmelse med aftalen.

Svage grupper bør prioriteres

337. Når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, har det stor betydning, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet er særlig opmærksom på former for hjælp, der er rettet til personer, som ikke - eller kun meget vanskeligt - selv kan reagere over for urimelige forhold.

Det kan dreje sig om psykisk handicappede eller om stærkt fysisk handicappede, som kan være i et sådant afhængighedsforhold til personalet, at en mulig kritik kan have vanskeligt ved at komme frem.

Brugerindflydelse og tilsyn

338. Det er i § 112 i serviceloven bestemt, at kommunen og amtskommunen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på, hvordan tilbudene tilrettelægges og udnyttes. Se afsnit 4.2.4. i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Brugerne - og deres pårørende - har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer. Derfor kan der fra brugerne komme vigtig viden, herunder signaler om, at der kan være noget galt, og at der er brug for forbedringer.

En effektiv brugerindflydelse, hvor der lægges vægt på tilbagemeldinger fra beboerråd eller pårørenderåd til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, kan derfor også i forhold til svage grupper indgå som en vigtig del af tilsynsindsatsen.

Serviceredegørelser og kvalitetsstandarder

339. Efter den kommunale styrelseslov skal kommuner og amtskommuner udarbejde serviceredegørelser, og efter serviceloven kan socialministeren fastsætte regler om, at kommunen eller amtskommunen skal udarbejde kvalitetsstandarder for tilbud efter loven. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens eller amtskommunens tilbud. Veludformede serviceredegørelser eller kvalitetsstandarder, som borgerne kan forstå og forholde sig til, giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud, der er.

Hermed bliver det også nemmere at give kommunen, amtskommunen eller de lokale politikere kvalificerede tilbagemeldinger om, hvorvidt de forskellige former for hjælp lever op til lovens krav og den standard, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har besluttet for hjælpen på de enkelte områder. Borgernes og brugernes reaktioner - positive eller negative - kan herved blive en vigtig del af grundlaget for tilsynet.

Opgaver, der udføres af andre

Tilsynet omfatter alle tilbud

340. Tilsynspligten omfatter såvel tilbud, som kommunens eller amtskommunens egne ansatte udfører, som hjælp, der udføres af andre, fx en selvejende institution, en puljeordning eller private. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har altid ansvaret for løsningen af opgaverne uanset hvem, der konkret udfører opgaven.

Aftaler om at udføre sociale opgaver

341. Når en social opgave skal udføres af en selvejende institution eller en privat virksomhed, er det vigtigt, at aftalen ikke kun beskriver de økonomiske vilkår og den kvalitet, som ydelsen skal have, men at det også af aftalen fremgår, at kommunen eller amtskommunen har ret til og vil føre tilsyn med ydelsen i form af en løbende kontrol med, at ydelsen svarer til den aftalte kvalitet. Det bør også af aftalen fremgå, at myndigheden har ret til uanmeldt at føre tilsyn. Se om indgåelse af aftaler med private i punkt 305.

Det bør også af aftalen, jf. § 43, stk. 2, fremgå, at leverandøren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. (Se punkt 325 – 331 og 454.)

Tilbud uden for (amts)kommunen

342. Hvis en kommune eller et amt har et hjælpetilbud beliggende uden for kommunen eller amtskommunen, bør kommunalbestyrelsen og amtsrådet være særligt opmærksomme på behovet for at føre tilsyn. Det skal herved anbefales, at kommuner og amtskommuner er behjælpelig med at føre tilsyn med »fremmede tilbud«, som er beliggende i egen kommune eller amtskommune. Det anbefales, at der indgås aftaler om tilsyn, herunder om hyppighed, tilbagemeldinger m.v.

De særlige lovregler i servicelovens § 75 h om tilsyn med plejeboliger mv. ændrer ikke på, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med hjælpetilbud, der er beliggende uden for kommunen. I praksis medfører dette, at hvis der på et plejehjem er 50 beboere fra 15 forskellige kommuner, skal kommunalbestyrelserne i hver af disse kommuner årligt udføre et anmeldt og et uanmeldt tilsynsbesøg i forhold til de borgere, de har visiteret til plejehjemmet. Hver enkelt kommunalbestyrelse skal følge procedurerne i servicelovens § 75 h om udarbejdelse af tilsynsrapport, høring af bruger- og pårørenderåd samt ældrerådet mv. Det forhold, at en enkelt eller alle kommuner aftaler med beliggenhedskommunen, at denne foretager det praktiske tilsyn, ændrer ikke på, at procedurerne i servicelovens § 75 h skal følges. (Se også punkt 358 om servicelovens § 75 h.)

Tilsyn med økonomi

343. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet bør stille krav til budgetter og regnskaber, således at de giver mulighed for at gennemskue de økonomiske forhold. Dette gælder, når opgaverne udføres af egen forvaltning, og det gælder også, når opgaverne udføres af andre.

Navnlig når en opgave udføres af andre, kan der være grund til at være ganske særlig opmærksom på muligheden for at kunne gennemskue de økonomiske forhold. Hvis der er tale om sammensatte former for hjælp - fx et døgntilbud til unge eller et bofællesskab for personer med psykisk handicap - kan det være ganske vanskeligt alene ud fra regnskaber m.v. at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk ansvarligt, og om den leverede ydelse svarer til forudsætningerne for bevillingen eller aftalen.

I disse tilfælde kan der være særligt brug for konstaterbare specifikationer af krav til indhold og kvalitet af ydelsen bl.a. som grundlag for tilsyn med økonomien. Det kan ske i form af fx forudgående beskrivelser i udbudsmateriale, delegationsrammer og bevillings- og aftaleforudsætninger.

Der er i mange kommuner udviklet redskaber hertil, fx i form af årsberetninger og virksomhedsplaner for institutioner, serviceinformationer, rapporteringssystemer og i nogle tilfælde gennem repræsentation i eller samarbejdsprocedurer med relevante bestyrelser m.v.

Revision

344. I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet bør kommunalbestyrelser og amtsråd i revisionsinstruksen stille krav til revisionen. Der kan stilles krav til revisors kvalifikationer, fx registret revisor, statsautoriseret, eller andet anerkendt revisionsfirma. Det er vigtigt at sikre sig en uafhængig revision. Der kan ligeledes stilles krav til indholdet i revisionen, således at den ikke kun omfatter en finansiel revision, men også en kritisk-økonomisk revision. Det vil sige, at revisor får pligt til at redegøre for og vurdere, om der ved driften af institutionen er taget skyldige økonomiske hensyn, dvs.:

-   Sparsommelighedsaspektet. Om goder og tjenesteydelser er erhvervet på den mest økonomiske måde under hensyn til kvalitet og kvantitet.

-   Produktivitetsaspektet. Om der er et optimalt forhold mellem ressourceanvendelsen og udbyttet.

-   Effektivitetsaspektet. I hvilket omfang man har nået de mål og udløst de virkninger, som var tilsigtet med ressourceanvendelsen.

I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet inddrage sin egen revision som rådgiver eller konsulent som led i tilsynet eller i forbindelse med at fastsætte krav til indholdet i tilsynet.

Kapitel 41

Regler om tilsyn i serviceloven

345. De generelle bestemmelser i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven om tilsyn er på enkelte områder suppleret af særlige bestemmelser om forudgående generel godkendelse af opholdssteder og botilbud, dvs. servicelovens § 49, stk. 2 om opholdssteder for børn og unge og servicelovens § 94 a om visse botilbud til voksne gennemgås i de følgende punkter.

Disse godkendelser er udformet som en driftsrelateret godkendelse suppleret med et løbende driftsrelateret tilsyn, som omhandler den fortsatte tilstedeværelse af forudsætningerne for den oprindelige godkendelse. Det sagsrelaterede tilsyn tilkommer fortsat den anbringende kommune eller amtskommune.

Voksenområdet

346. En del af den tilsynsopgave, der er hjemlet i retssikkerhedslovens § 39, er særligt reguleret i servicelovens § 94 a, som blev vedtaget i forbindelse med lov nr. 344 af 17. maj 2000. Amterne har med § 94 a i serviceloven fået kompetence til at godkende og føre tilsyn med private botilbud efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 4, samt §§ 91 og 93. Dette gælder dog ikke for botilbud hvormed en kommune eller et amt har indgået aftale om anvendelse af samtlige pladser i botilbudet og hvor aftalen omfatter tilsyn.

Formålet med § 94 a i serviceloven er ikke at ændre indholdet af og måden som tilsynet skal gennemføres på. Formålet er derimod at skabe en mere hensigtsmæssig og mindre ressourcekrævende fordeling af tilsynsopgaverne mellem de berørte myndigheder.

Retningslinierne om udførelsen af det generelle driftsrelaterede tilsyn, som findes i bemærkningerne til L 176 fremsat den 26. januar 2000, der blev vedtaget med lov nr. 344 af 17. maj 2000, og vejledning nr. 107 af 30. juni 2000 om servicelovens regler om godkendelse af og tilsyn med visse private botilbud for voksne, kan ligeledes anvendes som retningslinier for, hvordan tilsynsforpligtelsen i henhold til retssikkerhedslovens § 39 skal varetages på voksenområdet.

Begrundelsen herfor er, at den tilsynsforpligtelse, som servicelovens § 94 a nu hjemler, fritager en række myndigheder for at varetage tilsynsforpligtelsen jf. retssikkerhedslovens § 39. Hvor alle amter og kommuner i henhold til retssikkerhedslovens § 39 før vedtagelsen af § 94 a i serviceloven var forpligtet til at føre både et sagsrelateret og et generelt driftsrelateret tilsyn med private botilbud, der anvendes, omfatter forpligtelsen nu kun tilsyn i forhold til beboerne - det sagsrelaterede tilsyn. Det generelle driftsrelaterede tilsyn – og den forudgående godkendelse - varetages nu alene af det amt, hvor botilbudet er beliggende.

Det fremgår af vejledningen til serviceloven, at tilsynsforpligtelsen har sammenhæng med godkendelsesbeføjelsen, fordi tilsynet skal sikre, at forudsætningerne for godkendelsen fortsat er til stede. Vejledningen til serviceloven beskriver mere indgående hvordan amtet skal sikre sig de fornødne oplysninger i forbindelse med godkendelsen af botilbudet.

Kompetencen til at godkende og efterfølgende føre det driftsrelaterede tilsyn med private botilbud efter servicelovens § 49, stk. 2, nr. 4 og §§ 91 og 93 tilkommer den stedlige amtskommune i medfør af § 94 a i serviceloven. Den stedlige amtskommune er endvidere løbende forpligtet til at påse, at forudsætningerne for den oprindelige godkendelse fortsat er til stede.

Det sagsrelaterede tilsyn påhviler fortsat den anbringende kommune eller amtskommune i medfør af §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven.

Det er op til amtsrådet at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i amtet. Tilsynet må dog tilrettelægges og udføres på en sådan måde, at formålet hermed kan opfyldes. Formålet med at føre tilsyn er,

-   at borgerne får den hjælp, som de ifølge lovgivningen og amtsrådets beslutninger har krav på.

-   at hjælpen tilrettelægges og udføres på en faglig og økonomisk forsvarlig måde.

-   at undgå alvorlige problemer ved at opdage og gribe korrigerende ind før problemet bliver alvorligt.

Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at amtskommunen skal holde sig informeret om indholdet og fremgangsmåden i tilbudene og forholde sig til disse informationer i forhold til opgaver, formål og gældende lov.

Om fremgangsmåden i forbindelse med indhentelse af oplysninger som led i amtets gennemførelse af tilsynsforpligtelsen bemærkes, at amtet udover faste regelmæssige tilsynsbesøg kan foretage uanmeldte besøg på botilbudet. Endvidere bemærkes det i vejledningen til serviceloven, at amtet ikke har pligt til at høre repræsentanter fra brugerside, men at amtet kan vælge at gøre dette, eventuelt som en følge af de retningslinier om brugerinddragelse, som amtet fastsætter efter servicelovens § 112.

Endelig fremhæves som kilde til de informationer, som amtet skal udøve sin tilsynsforpligtelse på baggrund af, at botilbudet er forpligtet til at underrette amtet, hvis der sker ændringer i godkendelsesgrundlaget.

Af vejledningen til serviceloven fremgår, at det grundlæggende for godkendelses- og tilsynsordningen er at sikre, at det private botilbud lever op til standarder for god behandling af brugerne, som bl.a. er beskrevet i Socialministeriets vejledninger for de forskellige målgrupper, samt at botilbudet efterlever gældende forskrifter og praksis for god forvaltning. I vejledningen fremhæves 4 elementer, som skal indgå i en samlet vurdering af, om et botilbud kan godkendes – de tre første af de nedennævnte elementer fremgår ligeledes af forarbejderne til loven. Disse fire elementer skal følgelig også indgå i amtets løbende tilsyn med de pågældende botilbud. Amtet skal forholde sig til,

-   om de økonomiske og organisatoriske forhold ligger inden for rimelige rammer,

-   om medarbejdersammensætningen og medarbejdernes kvalifikationer er rimelige i forhold til målgruppen,

-   om de fysiske rammer er tilfredsstillende, herunder om der foreligger nødvendige godkendelser fra andre myndigheder i relation til myndighedskrav, samt

-   om der er sikret rimelig faglig støtte, og om botilbudet er indstillet på at modtage vejledning og supervision. Indholdet af dette pkt. er ikke nærmere uddybet i forarbejder eller vejledningen.

 

347. For så vidt angår de organisatoriske forhold kræves, at botilbudet skal være en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi og vedtægt hvoraf essentielle oplysninger fremgår.

Herudover bør der findes en tilgængelig målsætning for botilbudets arbejde, hvoraf de pædagogiske/teoretiske overvejelser, der ligger til grund for behandlingsarbejdet, fremgår. Heraf skal ligeledes fremgå, hvordan den bagvedliggende metode udmøntes i daglig behandlingspraksis. Botilbudets ledelse drager omsorg herfor og sørger ligeledes for, at institutionen har indbygget en selvkritisk/selvevaluerende metode, der sikrer en kontinuerlig kvalitets og metodeudvikling, der til enhver tid matcher brugergruppen.

Endelig skal der oplyses om eventuelle tilknytninger til religiøse, politiske, ideologiske eller tilsvarende grupperinger.

Tilsyn med økonomi

348. Når amtet, som led i godkendelsen og tilsynet, vurderer botilbudets økonomiske forhold skal der foretages en budgetgodkendelse. Herved forstås, at budgettet skal afspejle botilbudets aktiviteter, og om der er mulighed for den fornødne kvalitet i tilbudet i forhold til den pris, som kommune og/eller amt betaler.

Med den økonomiske vurdering skal amtet være opmærksom på, at der ikke for offentlige midler foretages en formueopsamling i forbindelse med den socialpædagogiske virksomhed, med mindre der herved sikres mulighed for anvendelse/hensættelse af overskud til konsolidering og udvikling.

Som led i godkendelsen og tilsynet kan amtet indhente alle oplysninger om bostedets ansatte, som skønnes nødvendige, herunder uddannelsesbaggrund, helbredsforhold, straffeattest. Det bør sikres, at botilbudet har formuleret – og efterlever – hvilke uddannelsesmæssige og andre krav, der stilles til det fastansatte personale. Ansøgere til job i et botilbud bør i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven.

Personalet

349. Botilbudet skal have en fastlagt personalenormering, som til enhver tid kan sættes i relation til antallet af pladser og målgruppen for botilbudets arbejde. Hertil kommer, at der bør foreligge funktionsbeskrivelser for de enkelte medarbejdere, som kan sættes i relation deres uddannelsesniveau og faglige kompetence i øvrigt. Derudover bør der foreligge en vagtplan, som synliggør personaledækningen i døgnets timer i forhold til de opgaver, der skal dækkes.

De fysiske rammer

350. Der bør dog i alle forhold sikres fysiske rammer, der udover at opfylde myndighedskrav, er repræsentative for god dansk standard. Der lægges især vægt på køkken og toilet- og badeforhold. Som udgangspunkt bør der kunne tilbydes enkeltværelse, medmindre botilbudets behandlingskoncept tilsiger andet.

Tilsynets indholdsmæssige del vil således være at sikre, at botilbudet fungerer efter hensigten i relation til ledelse, personale, pædagogik, organisatoriske og økonomiske forhold, fysiske rammer m.v.

I forbindelse med tilsynet skal der således foretages en vurdering af de forhold, som det pågældende botilbud tilbyder i såvel faglig som økonomisk henseende. Amtet må på den baggrund indhente oplysninger, der tjener til at anskueliggøre, om niveauet for de ydelser, som botilbudet stiller til rådighed, lever op til centralt og decentralt fastsatte faglige betingelser, samt om ydelsernes niveau er rimelige i forhold til den pris, som amtet betaler.

Som led i amtets godkendelse og tilsynsforpligtelse bør der ikke stilles så strenge krav til de fysiske rammer og faciliteter, men de myndighedskrav, der i øvrigt måtte være, skal selvfølgelig overholdes.

Børneområdet

Børneområdet

351. I lov om social service er der på området om særlig støtte til børn og unge fastsat regler om tilsyn overfor plejefamilier og opholdssteder, der er godkendt efter servicelovens § 49. Det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge.

Det nærmere indhold af amtskommunernes tilsynsforpligtelse skal ses i sammenhæng med kriterierne for godkendelse af opholdssteder efter servicelovens § 49, stk. 2, det vil sige anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på et godkendt budget, og som derfor skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

Socialpædagogiske opholdssteder oprettet med det formål at modtage børn og unge vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af fx opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige/faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysiske rammer og de organisatoriske/økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de alders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet. Det er ikke forudsat, at de socialpædagogiske opholdssteders økonomiske forhold opstilles og vurderes ud fra de for amtskommunale døgninstitutioner gældende og kendte forhold.

Der bør fx ikke stilles så strenge krav til de fysiske rammer og faciliteter, men de myndighedskrav, der i øvrigt måtte være, må selvfølgelig overholdes. En godkendelse indebærer ikke, at amtskommunen har taget stilling til andre myndigheders krav. Opholdsstedet må forinden selv sikre sig de fornødne tilladelser fra andre relevante myndigheder samt sikre sig, at regler i anden lovgivning kan opfyldes.

Organisationsform

352. Ved godkendelse af det socialpædagogiske opholdssted efter serviceloven er selve organisationsformen ikke afgørende, men opholdsstedet skal dog være en selvstændig juridisk enhed med særskilt økonomi. Der skal være regler om beslutningskompetence, hæftelse, regnskab, revision og budgettering.

Socialpædagogiske opholdssteder kan med fordel organiseres som fonde/selvejende institutioner og skal, for at der er tale om en fond, opfylde betingelserne som en gyldigt oprettet fond. Det er amtskommunens opgave som led i undersøgelsen af opholdsstedet at tilse, at organisationsforholdene er afklaret korrekt.

I forbindelse med den løbende opfølgning af opholdsstedets virksomhed foretager amtskommunen en vurdering af regnskabet.

Med godkendelsen udtrykker amtskommunen, at den anser plejefamilien/opholdsstedet for egnet til, at det kan benyttes som anbringelsessted for et bestemt antal børn og unge. Foruden pladstal skal godkendelsen nærmere angive de aldersgrupper samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet er fundet egnet til at modtage.

Den anbringende kommune har det faglige tilsyn

353. Amtskommunen skal følge udviklingen på opholdsstedet og påse, at der ikke modtages flere personer, end opholdsstedet er godkendt til. Amtskommunen foretager i øvrigt en løbende faglig støtte og vurdering for at sikre det indhold, opholdsstedet er godkendt til. Forholdene på opholdsstederne kan ændre sig, fx ved udskiftning af medarbejdere, hvorved stedets pædagogiske ressourcer forøges eller formindskes, hvilket kan få konsekvenser for det antal eller den type børn og unge, der kan modtages. Hvis der sker ændringer i godkendelsesgrundlaget skal dette meddeles til amtskommunen.

Kommunen fører tilsyn med plejefamilierne, og med de børn og unge, som kommunen har anbragt uden for hjemmet. Tilsynet kan uddelegeres til en forening, fx en familieplejeforening.

Godkendelsen trækkes tilbage

354. Såfremt den stedlige kommune/amtskommune finder, at forholdene i plejefamilien/opholdsstedet ikke længere er acceptable, og godkendelsen derfor må trækkes tilbage, skal de anbringende myndigheder underrettes herom, således at de kan sørge for, at børnene og de unge forlader stedet og får tilbudt anden plejefamilie eller andet opholdssted. Dette bør foregå på en måde og over en periode, der tager fornødent hensyn til dem, der har ophold på stedet

Den almindelige tilsynsforpligtelse påhviler den stedlige kommune/amtskommune som følge af, at den har godkendt anbringelsesstedet med et nærmere bestemt socialpædagogisk indhold. Dette tilsyn omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde.

 

355. Amtskommunen fører det almindelige tilsyn med døgninstitutioner for børn og unge i amtskommunen herunder med det pædagogiske arbejde.

For institutioner med aftale varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer amtskommunen efter aftalen.

Andre regler i serviceloven

Tilsyn med børns levevilkår

356. Kommunen har efter § 6 i serviceloven pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge i kommunen lever under. Dette tilsyn har generel karakter, og det omfatter alle de forhold, der har betydning for børn og unges levevilkår i lokalområdet, fx trafik og boligforhold. Dette tilsyn skal kommunen, jf. servicelovens § 33, føres på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Tilsyn med anbragte børn

357 . I servicelovens § 55, stk. 1, er det fastsat, at når kommunen anbringer et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen føre et løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold. Det gælder også, når opholdsstedet ligger i en anden kommune.

Tilsyn i plejehjem m.v.

358 . I servicelovens § 75 h findes der regler om tilsyn med at de kommunale opgaver efter §§ 71 og 73 a løses i overensstemmelse med de afgørelser, som kommunen har truffet. Endvidere skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét uanmeldt tilsynsbesøg i plejehjem og plejeboliger. Reglerne i § 75 h er beskrevet i Socialministeriets orienteringsskrivelse af 29. maj 2001 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om embedslægeinstitutioner m.v. (Tilsyn med indsatsen overfor ældre m.v.). (Se også punkt 342.)

Afsnit X

Tilsyn med kommunerne og amtskommunerne samt refusion og revision af kommunernes og amtskommunernes regnskaber på det sociale område

Afsnit X beskriver reglerne for tilsyn med anvendelsen af den sociale lovgivning i praksis i kommuner og amtskommuner. Først beskrives det kommunale tilsyn efter lov om kommunernes styrelse. Herefter beskrives socialministerens og beskæftigelsesministerens ulovbestemte tilsyn. Folketingets Ombudsmands mulighed for at behandle sager og foretage inspektioner beskrives kort. Endelig indeholder kapitlet en gennemgang af reglerne om statsrefusion og revision af kommunernes og amtskommunernes regnskaber på det sociale område.

Kapitel 42

Det kommunale tilsyn

Tilsynsmyndighederne

359. De kommunale tilsynsmyndigheder udøver et retligt tilsyn over for amtskommunerne og kommunerne. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om amtskommunernes og kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Tilsynet viger, hvis der er en særlig klageinstans fx det sociale nævn, som kan behandle den pågældende sag.

 

360. Fra den 1. januar 2004 er det kommunale tilsyns organisation ændret med henblik på at samle tilsynet hos fem statsamtmænd. Det kommunale tilsyn med amtskommunerne og de øvrige kommuner beliggende i Københavns og Frederiksborg Amter samt med Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner af statsamtmanden for Københavns Amt. Tilsynet med amtskommunerne og de øvrige kommuner beliggende i Vestsjællands, Roskilde og Storstrøms Amter varetages af statsamtmanden for Vestsjællands Amt. Tilsynet med amtskommuner og de øvrige kommuner beliggende i Sønderjyllands, Ribe og Fyns Amter varetages af statsamtmanden for Sønderjyllands Amt. Tilsynet med amtskommuner og øvrige kommuner beliggende i Århus, Vejle og Ringkjøbing Amter varetages af statsamtmanden for Århus Amt. Tilsynet med amtskommunerne og øvrige kommuner beliggende i Nordjyllands og Viborg Amter varetages af statsamtmanden for Nordjyllands Amt.

 

361. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til statsamtmandens afgørelser. Statsamtmandens afgørelser om anvendelse af foranstaltninger (annullation, suspension, tvangsbøder, anlæg af erstatningssag, betaling af bod) kan af de organer eller medlemmer foranstaltningerne er rettet imod, indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Statsamtsmandens afgørelser om godkendelse m.v. kan af vedkommende kommunalbestyrelse eller vedkommende styrelsesorgan for et kommunalt fællesskab indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren, såfremt afgørelsen ikke giver fuldt ud medhold.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere af egen drift tage statsamtmændenes afgørelser og udtalelser op til behandling, såfremt sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter.

 

362. Enhver, der mener, at en kommune eller amtskommune overtræder lovgivningen, kan henvende sig til de kommunale tilsynsmyndigheder. Der er således ikke – som ved klage til de sociale klagemyndigheder – regler om, at kun den som sagen vedrører, kan klage.

Kapitel 43

Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets tilsyn

363. Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, der har ansvaret for planlægningen og udførelsen af opgaverne på det sociale område. Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet har dog en pligt til at føre et vist tilsyn med forvaltningen af de sagsområder, der henhører under ministeriernes område – det såkaldte ulovbestemte sektortilsyn. Det ulovbestemte sektortilsyn viger i forhold til det almindelige sociale klagesystem. Dette betyder, at Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet normalt først undersøger en konkret enkeltsag, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af de sociale klagemyndigheder.

Det ulovbestemte sektortilsyn er et legalitetstilsyn. Det betyder, at ministeriet vil reagere, hvis en kommune eller en amtskommune har tilsidesat ministeriets egen lovgivning eller der er stor sandsynlighed herfor. Dette kan ske i form af en konkret vejledende udtalelse, hvor ministeriet giver udtryk for, hvad der efter ministeriets opfattelse er gældende ret.

Ministerierne kan ikke i kraft af tilsynet ændre en afgørelse, men ministerierne kan rejse sagen over for de kommunale tilsynsmyndigheder (se punkt 360) eller eventuelt henvise borgeren hertil, hvis det er sandsynligt, at der foreligger en overtrædelse af lovgivningen.

Der skal foreligge ulovligheder

364. Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet har først pligt til at behandle en sag, hvis der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder. Behandlingen kan bestå i, at ministeriet kontakter kommunen eller amtskommunen for at få oplysninger om forholdet, enten telefonisk eller ved at bede om en udtalelse. En anden reaktion kan være, at ministeriet straks går til tilsynsmyndighederne, fordi det er utvivlsomt, at den sociale lovgivning er overtrådt. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1994, side 306 ff. anført: »at det er vanskeligt at angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold.«

Tilsynspligten bortfaldt den 1. januar 2004

365. Med ændringen af lov om kommunernes styrelse den 1. januar 2004 og med indsættelsen af § 63 a i lov om kommunernes styrelse bortfaldt bl.a. socialministerens og beskæftigelsesministerens ulovbestemte sektortilsyn med kommunernes konkrete forvaltning i enkelte sager på ministeriernes sagsområder. Det indebærer, at hverken socialministeren eller beskæftigelsesministeren har pligt til at realitetsbehandle sager om kommunernes administration af den sociale lovgivning i enkeltsager. Socialministeren og beskæftigelsesministeren har dog fortsat adgang til at udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner og undladelser også i enkeltsager. Bestemmelsen i § 63 a ophæver ikke den forpligtelse, der på ulovbestemt grundlag kan påhvile ministrene til generelt at følge med i, hvorledes lovgivningen inden for ministeriernes område administreres, herunder om lovgivningen generelt overholdes, og om lovgivningen fortsat er hensigtsmæssig.

Kapitel 44

Folketingets Ombudsmand

366. Folketingets Ombudsmands kan bedømme, om myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser. Dette kan ske ved, at Ombudsmanden undersøger konkrete sager, som afgøres af de sociale myndigheder eller ved, at Ombudsmanden foretager inspektioner af sociale botilbud, dagtilbud m.v.

Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men han kan udtale kritik, og herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg, vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller amtsråd.

Ombudsmanden udtaler sig sædvanligvis ikke om den del af afgørelsen, der bygger på særlige fagkyndige eller sagkyndige vurderinger, medmindre der foreligger fejl eller forsømmelser i sagsbehandlingen.

Læs mere om Folketingets Ombudsmand på www.ombudsmanden.dk .

Kapitel 45

Refusion og revision af kommunens og amtskommunens regnskaber

Regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Retssikkerhedsloven og bekendtgørelserne

367. Retssikkerhedslovens § 85 bemyndiger socialministeren og beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Denne bemyndigelse er udmøntet i to bekendtgørelser:

-   Bekendtgørelse nr. 984 af 4. december 2002 om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på det sociale område. Bekendtgørelsen finder anvendelse for regnskabsaflæggelse og revision af regnskaber for de udgifter efter kapitel 10 og 10a i lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om social pension, lov om børnetilskud og forskudsvis betaling af børnebidrag og lov om individuel boligstøtte, som er omfattet af ordninger om refusion eller tilskud i øvrigt fra staten. (i kort form kaldet Socialministeriets bekendtgørelse, se bilag 3).

-   Bekendtgørelse nr. 592 af 27. juni 2003 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision vedr. lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om delpension. (i kort form kaldet Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse, se bilag 4).

 

368. De følgende punkter beskriver bekendtgørelsernes regler om regnskabsaflæggelse, refusion og revision m.v. på de områder, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion til kommuner og amtskommuner. Reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse, som vedrører regnskabsaflæggelse, refusion og revision m.v. på boligstøtteområdet er dog kun beskrevet i kapitel 19 i Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte. Der henvises herom til denne vejledning.

Betingelser for betaling af statsrefusion

Krav i bekendtgørelserne

369. Kommunerne og amtskommunerne kan kun opnå statsrefusion, hvis den sociale ydelse er tildelt i overensstemmelse med lovgivningen, hvis udgifterne er bogført i overensstemmelse med konteringsreglerne, samt hvis de krav, der er fastsat i bekendtgørelserne, er opfyldt.

Kommuner og amtskommuner skal foretage en fuldstændig og løbende bogføring af samtlige udgifter og indtægter, der i årets løb er afholdt eller modtaget i henhold til de love, som bekendtgørelserne omfatter. Udgifterne og indtægterne skal være konteret i overensstemmelse med de regler, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastsætter i »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«.

Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne

370. Kommunerne og amtskommunerne skal etablere betryggende og hensigtsmæssige forretningsgange for sagsbehandlingen og for udbetalingen af ydelser, herunder for de anvendte edb-systemer. De retningslinier for dokumentations- og kvalitetskontrol, herunder retningslinier for personalemæssig adskillelse, som er udarbejdet af kommunen eller amtskommunen, skal være overholdt.

I henholdsvis § 23, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse og § 10, stk. 2 i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse er det fastsat, at kommunen skal sikre, at der foreligger en uafhængig revisorerklæring om, at edb-systemer, som kommunen anvender fungerer i et edb-miljø med en tilfredsstillende system- og datasikkerhed, og at de interne kontroller i systemerne sikrer en fuldstændig og nøjagtig behandling af godkendte transaktioner. Revisorerklæringen skal foreligge, hvis kommunen ved registrering af sagen og beregning af ydelsen anvender et edb-system, og hvis databehandlingen helt eller delvis foretages af andre end den dataansvarlige kommune.

 

371. Hver kommune skal have et dokumentations- og regnskabssystem bestående af journal, arkiv og personbogføring.

Journal

Journalen

372. I hver enkelt personsag skal der foreligge fyldestgørende journalisering og dokumentation for ydelsernes fastsættelse og den foretagne sagsbehandling. Det skal således fremgå tydeligt af personsagen, at udbetalingerne er sket med hjemmel i gældende love, herunder principielle afgørelser, samt at der ved sagsbehandlingen er foretaget de nødvendige vurderinger, kontroller m.v.

Al relevant dokumentation eller henvisninger hertil vedrørende ydelser til personer skal journaliseres. Dokumentationen skal være lettilgængelig for revisionen. Anvendes forskellige journalsystemer vedrørende samme person, skal dette, tillige med oplysning om, hvor ansvaret for pågældendes sag til enhver tid er placeret, fremgå af kommunens retningslinier for sagsbehandlingen og af oversigtsjournalen.

Stamdata i journalen

373. I hver enkelt sag, inden der udbetales ydelser til en person, skal der være dokumenterede oplysninger om personens CPR-nummer eller henvisningsnummer, statsborgerskab, herunder opholdsgrundlag, bopæl, civilstand, ægtefælle og børn (ved CPR-nummer og henvisningsnummer), personens og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægts- og formueforhold af betydning for tildeling eller udmåling af en ydelse, og ændring heraf, samt beregningsmetode ved udmåling af en ydelse. Beregningsmetoden anses for dokumenteret ved henvisning til typekoder i kommunens edb-baserede program.

Ligestillingsmæssige hensyn

374. Kommunerne skal være opmærksom på bestemmelserne i kapitel 13 i lov om Det Centrale Personregister. Det fremgår af § 52, stk. 1, at hvis en offentlig myndighed i overensstemmelse med persondataloven anvender personnummer som identifikation eller journalnummer, skal det være personnummeret for den person, som sagen vedrører. Der gælder en undtagelse til hovedreglen i § 52, stk. 1 for tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at det under et forvaltningsområde er nødvendigt at henføre flere personer til samme sag. I sådanne tilfælde afgør forvaltningen jf. § 52, stk. 2 selv, hvorledes den interne sagsregistrering tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Ved tilrettelæggelsen skal der bl.a. tages ligestillingsmæssige hensyn. Iagttagelsen af de ligestillingsmæssige hensyn, som nævnes i § 52, stk. 2, indebærer, at forvaltningen aldrig ubegrundet må registrere en bestemt sagstype under det ene køns personnummer. Der er adgang til at klage over manglende overholdelse af denne regel til Ligestillingsnævnet.

 

375. Det følger af § 53 i lov om Det Centrale Personregister, at en offentlig myndighed altid skal anvende personens eget personnummer ved henvendelser til pågældende. Det gælder også i de situationer, hvor myndigheden anvender undtagelsen i § 52, stk. 2 om henføring af flere personer til samme sag. Ligeledes gælder det, at en person kun kan blive afkrævet sit eget personnummer ved henvendelser til offentlige myndigheder. Det vil sige, at myndigheden ikke må bede en person om at få oplyst personnummeret på en anden person (eksempelvis ægtefællen), når personen henvender sig til myndigheden, selv om myndighedens interne journalsystem kun anvender personnummeret for en enkelt person som journalnummer for en familie.

Grundlaget for tildelingen og beregningen af ydelsen

376. I hver enkelt sag skal fremgå grundlaget for tildeling af hjælpen (ydelsen), herunder beregningsmetoden, og alle oplysninger om senere ændringer af forholdene, der kan medføre en ændring i tildelingen eller udmålingen af hjælpen, samt dokumentation herfor. Hvis hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, skal årsagen til dette anføres.

Hvis en ydelse er tilkendt eller ændret på et grundlag, som afviger fra de normale regler, skal der anføres særlig bemærkning herom.

I mere omfattende sager, typisk sager med flere ydelses- eller foranstaltningstyper skal der foreligge en samlet oversigt i kronologisk rækkefølge over henvendelser, ydelser og afgørelser i et regnskabsår (summarisk datooversigt).

Skønsmæssige afgørelser og kontrol

377. De ovennævnte oplysninger og de overvejelser og skøn, som i øvrigt ligger til grund for beslutninger i den enkelte sag, skal fremgå af sagen, uanset om overvejelser og skøn vedrører en gruppe af ensartede sager. Hvis afgørelsen om, hvorvidt og med hvilke beløb en ydelse skal udbetales, helt eller delvis beror på et skøn, skal grundlaget for skønnet være angivet.

Det skal fremgå af sagen og være dokumenteret, at borgeren ved sagens start udtrykkelig er orienteret om, at oplysninger, der afgives ved sagens start og senere sagsopfølgning, vil blive kontrolleret, fx også ved indhentelse af supplerende oplysninger, herunder i elektronisk form.

Det skal fremgå af sagen, hvilke ydelser der er ydet til hver person eller familie, herunder om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt, og om der er ydet hjælp eller iværksat foranstaltninger af anden art end kontante ydelser, som er af betydning for en oversigt over familiens samlede økonomi.

Oplysninger i elektronisk form og opfølgning på sagen

378. De oplysninger, der på tidspunktet for revisionens kontrol er umiddelbart tilgængelige i forvaltningen via elektroniske medier, anses som tilstrækkeligt dokumenteret. Det skal dog fremgå af sagen, hvornår og på hvilken måde de forskellige oplysninger er dokumenteret.

Hvis der undtagelsesvis ikke foreligger sædvanlig dokumentation i form af udskrifter eller lignende fra folkeregistre, skatteforvaltninger, andre myndigheder, skoler, arbejdsgivere eller udlejere m.v. samt kopi af oplysninger om økonomiske forhold i øvrigt, skal årsagen til dette fremgå af sagen.

Det skal registreres på den enkelte sag, hvornår sagen skal tages frem med henblik på opfølgning og fornyet vurdering, jf. kravene i de enkelte love. Sagen skal indeholde oplysning om grundlaget for og resultatet af den foretagne vurdering. Dette gælder dog ikke for den årlige fastsættelse af pensionen efter lov om social pension og den årlige omregning af boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte.

I de sager, hvor kommunen skal tage hensyn til ansøgerens økonomiske forhold for at tage stilling til, hvad der kan ydes af hjælp, kan kommunalbestyrelsen vælge at fravige de ovennævnte krav til dokumentation og beslutte, at det ikke er nødvendigt, at der er kopi i sagen af de bilag, som dokumenterer ansøgerens økonomiske situation. Det er dog en forudsætning, at sagsbehandleren har set den nødvendige dokumentation for de økonomiske oplysninger, og at de økonomiske oplysninger samt dokumentationens art er noteret i sagen.

Undtagelser fra krav om dokumentation

379. Der gælder visse undtagelser fra dokumentationskravene. I sager vedrørende hjælp efter §§ 81-85 i lov om aktiv socialpolitik og hjælp efter § 14, stk. 1, og § 14 a i lov om social pension, samt § 17, stk. 2 og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., samt hjælp efter §§ 28og 84 i lov om social service, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at det inden for en beløbsgrænse ikke er nødvendigt, at der foreligger dokumentation (kvittering) for, hvorledes hjælpen er anvendt. Den beløbsgrænse, som kommunalbestyrelsen fastsætter, kan højst være på 3.000 kr. pr. udbetaling ved enkeltudgifter og højst 1.000 kr. pr. måned ved løbende ydelser. Disse sager skal i øvrigt være dokumenteret på sædvanlig vis, herunder med journalnotater. Selvom kommunalbestyrelsen beslutter, at der ikke skal være dokumentation for, hvorledes hjælpen er anvendt i disse sager, kan kommunalbestyrelsen dog efter en konkret vurdering bestemme, at der i bestemte sager om enkeltpersoner skal være sædvanlig dokumentation.

Arkiv

380. Kommuner og amtskommuner skal overholde de gældende regler for arkivering og kassation af kommunalt arkivmateriale. Der henvises til arkivloven, lov nr. 1050 af 17. december 2002, og bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed (arkivbekendtgørelsen). Arkivbekendtgørelsen giver Rigsarkivaren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om bevaring og kassation af arkivalier. Regler om kommunale myndigheders bevaring og kassation af arkivalier fastsættes af Rigsarkivaren efter drøftelse med de kommunale parter. Der er fastsat regler for såvel kommuner og amtskommuners bevaring og kassation af arkivalier. Der vil endvidere blive udarbejdet særlige regler for kommuner og amtskommuners bevaring af arkivalier omfattet af persondataloven. Se herom på Statens Arkivers hjemmeside www.sa.dk .

Personbogføring

Personbogføring

381. Ydelser til hver person eller familie efter de love, som bekendtgørelserne omfatter, er omfattet af reglerne om personbogføring. Personbogføringen skal indeholde oplysninger om personens CPR-nummer, ydelsesart (kontonummer eller anden angivelse af den tilkendte ydelse), beløb og ydelsesdato. Der skal dog ikke angives beløb vedrørende ydelser efter § 14, stk. 1, og § 14 a, i lov om social pension, eller efter § 17, stk. 2 og § 18 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., når tillægget ydes til dækning af medicinudgifter og fodbehandling.

Personbogføringen skal foretages på en sådan måde, at der umiddelbart kan udarbejdes en opgørelse over ydelser ydet til hver person eller familie, som er af betydning for en oversigt over familiens samlede økonomi, og om hjælpen er ydet med tilbagebetalingspligt.

Ved årets udgang skal det fremgå af personbogføringen, om der er tale om ydelser med skattepligt.

De samlede udestående fordringer vedrørende hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ydet med tilbagebetalingspligt skal fremgå af kommunens finansielle status. De udestående fordringer skal være specificeret på samme måde som tilbagebetalingerne efter kontoplanen i »Budget og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«. Det samme gælder fordringer på bidragsskyldige som følge af forskudsvis udbetalt børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service skal bogføres løbende i overensstemmelse med den budgetspecifikation, som er udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og som udgør refusionsgrundlaget for hver af de anvendte konti i »Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner«. Registreringerne skal ske i overensstemmelse med rækkefølgen i kontoplanen og dennes ordlyd, herunder med henvisning til de anvendte lovbestemmelser. Dette gælder også de særlige konti for hjælp med tilbagebetalingspligt efter lov om aktiv socialpolitik og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service skal registreres som ydet til den person, der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften. I den enkelte kommune skal registreringen ske efter ensartede regler. Hjælp til samlevende ægtefæller, herunder hjælp i særlige tilfælde efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik, hvor det ikke kan fastslås, hvem af ægtefællerne, der modtager hjælpen eller er anledning til udgiften, registreres som ydet til den ene af ægtefællerne. Hjælp til børn efter § 28 i lov om social service registreres på barnets CPR-nummer. Hjælp til tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service registreres som ydet til den af forældrene, som har modtaget hjælpen. Hjælp i øvrigt i forbindelse med børn registreres som ydet til den af forældrene, som forsørger barnet i hjemmet, jf. § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Hvis barnet har selvstændig opholdskommune efter § 9 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven, registreres hjælpen på barnets CPR-nummer. Hjælp til en kvinde under 18 år i forbindelse med svangerskab registreres som ydet til hende. Ophører svangerskabet uden fødsel, registreres eventuel senere hjælp på ny som hjælp til kvindens forsørger. Børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, registreres som ydet til den, som ydelserne udbetales til, jf. lovens § 8. Børnebidrag efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag registreres som ydet til den, som kan kræve bidraget fastsat, jf. lovens § 11.

Udgifter, som ikke kan anmeldes til statsrefusion

Administrationsudgifter m.v.

382. Kommuners og amtskommuners udgifter til administration kan ikke anmeldes til refusion, idet udgifter til rådgivning, tilsyn og administration m.v., som finder sted i forvaltningen, samt uden for forvaltningen i tilknytning til eller som led i et tilbud afholdes endeligt af kommunen og amtskommunen. Administrationsudgifter omfatter bl.a. udgifter til konsulentstøtte, lægeerklæringer, revision, regnskabsføring og særlig tilrettelagt rådgivning eller vejledning, herunder rådgivning eller vejledning gennem opsøgende arbejde. Desuden omfatter administrationsudgifterne kommunens eller amtskommunens udgifter til tolkebistand i forbindelse med kommunens eller amtskommunens generelle vejledningsforpligtelse, uanset om tolkebistanden vedrører døve/tunghøre eller personer med et andet sprog. (Se punkt 38 om retten til tolkebistand og oversættelse.)

 

383. Administrationsudgifterne kan dog i to tilfælde anmeldes til refusion.

Dette gælder kommunens eller amtskommunens udgifter til tolkebistand, der er et nødvendigt led i en i øvrigt refusionsberettigende foranstaltning. Disse udgifter anmeldes til refusion efter samme regler, som gælder for foranstaltningen.

Desuden gælder det de amtskommunale administrationsudgifter i amtskommunale og private boformer efter § 94 i lov om social service, som udtømmende er opremset i § 5, stk. 4, i socialministeriets bekendtgørelse.

Udgifter til boformer efter servicelovens § 94

Særlige regler for udgifter vedrørende boformer efter § 94 i serviceloven

384. I kapitel 4 i Socialministeriets bekendtgørelse er der fastsat regler for, hvilke udgifter der kan anmeldes til refusion, og hvilke indtægter der skal fradrages ved anmeldelse af udgifter vedrørende boformer efter § 94 i serviceloven (i kort form kaldet § 94-boformer), til refusion.

Rimelige og sædvanlige udgifter

385. Socialministeriet refunderer amtskommunens udgifter vedrørende § 94-boformer, når personale, lokaler, inventar, maskiner, materiel m.v. i boformen har været udnyttet hensigtsmæssigt, og udgifterne ligger på et rimeligt niveau i forhold til udnyttelsesgraden, herunder udgifter til bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med § 94-boformer. Kun sædvanlige udgifter til vederlag for arbejde (arbejdsdusør), der udføres som amtskommunal foranstaltning, kan refunderes.

Socialministeriet refunderer ikke amtskommunens udgifter vedrørende pladser i et bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med en § 94-boform, som en kommune benytter mod betaling til amtskommunen for de benyttede pladser.

Personaleudgifter

386. Amtskommunen kan anmelde udgifter til personale i § 94-boformer til refusion, hvis de faktiske udgifter er i overensstemmelse med personalenormering og stillingsbeskrivelser i boformen. Lønudgifter anmeldes til refusion i henhold til gældende offentlig overenskomst inkl. overenskomstmæssig arbejdsmarkedspension for de enkelte ansættelsesområder. Den del af udbetalte pensioner, der modsvarer tidligere henlæggelser til en amtskommunal pensionsfond, kan ikke anmeldes til refusion. I det omfang, det ikke er muligt eller vil kræve en betydelig administrativ indsats at dokumentere størrelsen af henlæggelserne til en amtskommunal pensionsfond, vil der kunne foretages en skønsmæssig beregning.

Amtskommunen kan anmelde udgifter til kortvarige efteruddannelseskurser eller orienterende kurser i øvrigt til personalet på § 94-boformer til refusion. Udgifter til en kompetencegivende uddannelse, herunder videreuddannelse, kan ikke anmeldes til refusion.

Ejendomsudgifter

387. Ejendomsudgifter vedrørende § 94-boformer kan anmeldes til refusion i overensstemmelse med reglerne i §§ 11-14 i Socialministeriets bekendtgørelse.

Sygebehandling

388. Udgifter til lægetilsyn, sygeplejerskeassistance, medicin og tandlægebehandling m.v. kan anmeldes til refusion i det omfang, den offentlige sygesikring ikke dækker.

Indtægter

389. Ved anmeldelse af udgifter til refusion, skal amtskommunen fradrage lejeindtægter, herunder fra personale, indtægter ved salg af produkter, udskiftet inventar m.v., indtægter af lokaler og lign., beboerbetaling for ophold, betaling for forplejning, pladsbetaling fra kommuner vedrørende bistands-, støtte-, beskæftigelses- og aktivitetstilbud m.v. i forbindelse med en § 94-boform, samt tilskud m.v. Bonusindtægter, rabatter m.v. fradrages på den udgiftskonto, de vedrører.

Amtskommunen skal ikke fradrage indtægter vedrørende gaver, testamentsgaver, legatfundats m.v., samt indtægter fra indsamlinger og arrangementer reserveret til formål uden for boformens daglige drift, idet udgifter i forbindelse med arrangementer skal dækkes af arrangementernes indtægter. Såfremt en disposition bevirker øgede udgifter for amtskommunen, må dennes samtykke indhentes forud for dispositionen. Renter fra de her nævnte indtægter skal ikke fradrages. Renter af boformens kassebeholdninger tilkommer amtskommunen.

Udgifter til udlændinge

Finansieringsregler

Finansieringsregler

390. Både serviceloven, aktivloven og lov om individuel boligstøtte har regler om finansiering af udgifter til ydelser til udlændinge. De omhandler udgifter til ydelser til udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven. Der henvises til § 133, stk. 1, i lov om social service, § 107, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik og § 65 i lov om individuel boligstøtte for en nærmere afgrænsning af personkredsen.

Bestemmelserne omfatter ikke udlændinge, som har opholdstilladelse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

 

391. Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag indeholder ikke særlige regler om finansiering af udgifter til udlændinge. Dette skyldes dels, at samtlige udgifter efter loven afholdes af staten og dels, at der er særlige regler om tilkendelse af ydelser til udlændinge i loven. Der henvises herom til Socialministeriets vejledning nr. 54 af 17. juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Tilsvarende gælder for lov om en børnefamilieydelse.

 

392. I lov om social pension fremgår det af § 52, stk. 3, at staten afholder udgifterne til pension til personer, der har fast bopæl i udlandet. Pensionen udbetales af Den Sociale Sikringsstyrelse. Der er derfor ikke fastsat regler om kontering m.v. af disse udgifter i regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen, som kun omhandler grundlaget for kommuner og amtskommuners adgang til statsrefusion. Udgifter til social pension til udlændinge med bopæl i Danmark afholdes af kommunerne efter de almindelige regler om finansiering i § 52 i lov om social pension. Dette gælder også for pension beregnet efter § 9 i lov om social pension, hvor optjeningsperioder i en flygtnings oprindelsesland medregnes i opgørelsen af bopælstid efter § 8 i pensionsloven. (Der henvises til punkt 28 i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om social pension.)

Statsrefusion

393. Hovedprincippet i finansieringsreglerne i serviceloven, aktivloven og boligstøtteloven er, at staten afholder udgifterne til ydelser efter de nævnte love i en periode efter datoen for meddelelse af opholdstilladelse. De nævnte bestemmelser i lov om social service og lov om aktiv socialpolitik angiver periodens længde i henholdsvis § 133 stk. 2 (serviceloven) og § 107 stk. 3 (aktivloven). Der henvises til de enkelte bestemmelser.

Lov om social service

Udgifter med statsrefusion

394. Ikke alle udgifter efter serviceloven er omfattet af statsrefusion. Det fremgår af § 133, stk. 2 i serviceloven, at staten afholder udgifter til hjælp efter § 28, § 29, § 40, stk. 2, nr. 1-10, § 40, stk. 2, nr. 12, § 40 a, § 62 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, § 77, § 79 og § 84. Der er således statsrefusion for kommunens udgifter til merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste på børneområdet. Herudover er der statsrefusion for kommunens/amtskommunens udgifter til særlige foranstaltninger for børn eller unge efter § 40 med undtagelse af udgiften til anbringelse uden for hjemmet. Udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted efter § 40, stk. 2, nr. 11, kan ikke anmeldes til statsrefusion, medmindre anbringelsen er omfattet af reglen i § 133, stk. 3, nr. 2. Udgifter til en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson til unge i alderen fra 18 til 22 år efter de nævnte bestemmelser i § 62 a i serviceloven kan også anmeldes til statsrefusion.

 

395. Der er statsrefusion for visse udgifter til voksne. Der er tale om kommunens og eventuelt amtskommunens udgifter til ansættelse af personlige hjælpere efter § 77 i serviceloven, til udgifter til særlige kontaktpersoner til personer, som er døvblinde efter § 79 i serviceloven og endelig udgifter til merudgiftsydelse efter § 84 i serviceloven.

Udgifter til optagelse i døgnophold

396. § 133, stk. 3 i serviceloven giver kommunen adgang til at anmelde udgifter til statsrefusion i tilfælde, hvor udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv eller har opnået dansk statsborgerskab. Kommunen kan anmelde de samlede udgifter til tilbud efter serviceloven til statsrefusion. Refusionen er i disse tilfælde ikke begrænset til de tilbud, der er nævnt i § 133, stk. 2. Bestemmelsen omfatter både døgntilbud til børn og unge og døgntilbud til voksne. Bestemmelsen giver ikke amtskommunen mulighed for at anmelde amtslige udgifter over grundtaksten.

 

397. Der findes i kapitel 6 i Socialministeriets bekendtgørelse regler om anmeldelse af krav for udgifter efter serviceloven til udlændinge, se bilag 3. §§ 19 og 20 handler om opgørelse af udgifter til døgnophold. Det fremgår af §§ 19 og 20, at der ikke skal foretages en særskilt opgørelse af foranstaltningens udgifter til udlændinge, da udgiften opgøres som den gennemsnitlige udgift pr. plads.

Hvis udlændingen optages i et kommunalt døgntilbud i en anden kommune, er forholdet som udgangspunkt omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion efter § 9 c i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde hjemtages statsrefusion for samtlige udgifter efter serviceloven af udlændingens opholdskommune. Herved suspenderes den mellemkommunale refusion, så opholdskommunen ikke modtager refusion fra den tidligere opholdskommune, men anmelder udgiften til statsrefusion. Den mellemkommunale refusion suspenderes kun i den periode, hvor der er ret til statsrefusion efter § 133, stk. 3, nr. 1, i serviceloven. Når denne periode ophører, skal udgifterne refunderes af den tidligere opholdskommune efter de almindelige regler i § 9 c i retssikkerhedsloven.

Udgifter til mindreårige asylsøgere, der har opnået opholdstilladelse

399. Der er statsrefusion efter § 133, stk. 3, nr. 2 for kommunernes udgifter til samtlige tilbud efter serviceloven til mindreårige asylsøgere. Refusionen ophører, når den mindreårige asylsøger fylder 18 år eller forældrene har fået lovligt ophold i landet. Hvis barnets forældre får lovligt ophold i landet, er barnet ikke længere uledsaget. Kommunen kan derfor ikke længere opnå refusion efter § 133, stk. 3, nr. 2. Kommunen kan dog opnå refusion efter § 133, stk. 2, indtil udløbet af perioden på 3 år efter datoen for barnets opholdstilladelse. Hvis et uledsaget flygtningebarn opnår dansk statsborgerskab, ophører den pågældende med at være flygtning, og pågældende er derfor ikke længere omfattet af reglerne om flygtningerefusion.

400. Ejendomsudgifter i daginstitutioner opgøres som 9 % af institutionens driftsudgifter, og en forholdsmæssig andel heraf kan anmeldes til refusion. Dette fremgår af § 19, stk. 3 i Socialministeriets bekendtgørelse, se bilag 3.

Fordelingen af udgifter mellem ægtefæller

401. Der kan anmeldes krav om statsrefusion for udgifter til en udlænding efter serviceloven, uanset om udlændingen har indgået ægteskab med en person, som ikke er udlænding jf. § 133, stk. 1 i serviceloven. I disse tilfælde skal udgifterne konteres på en sådan måde, at det er muligt at udskille den andel, der gælder udlændingen. Hjælp til fællesbørn fordeles med halvdelen til hver af forældrene. Dette fremgår af § 21 i Socialministeriets bekendtgørelse, se bilag 3. Som følge heraf kan udgifter, der alene vedrører den anden ægtefælle ikke anmeldes til statsrefusion som udgifter til udlændinge.

402. Socialministeriets bekendtgørelse indeholder i § 22 en bestemmelse om asylansøgere, der indgår ægteskab med personer, der er danske statsborgere eller har permanent opholdstilladelse i Danmark uden at være omfattet af § 133 i lov om social service og § 107 i lov om aktiv socialpolitik. Hvis ægteparret herefter har behov for hjælp er der ikke adgang til refusion efter ovennævnte bestemmelser så længe asylansøgeren ikke har fået opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 133, stk. 1 i serviceloven og § 107 i aktivloven.

Reglen i § 22 har begrænset praktisk betydning på grund af en ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven, som trådte i kraft den 1. juli 2002 i forbindelse med en stramning af betingelserne for familiesammenføring. Stramningen blev vedtaget som lov nr. 365 af 6. juni 2002. Ved stramningen blev det en betingelse for ægteskabets indgåelse her i landet, at hver af parterne skulle have dansk indfødsret eller lovligt ophold efter visse regler i udlændingeloven.

Lov om individuel boligstøtte

403. Lov om individuel boligstøtte indeholder i kapitel 11 regler om lån til betaling af indskud m.v. til flygtninge. Den omfattede personkreds er defineret i § 65.

Disse regler er beskrevet i kapitel 16 i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte af 23. oktober 2002.

 

404. Bestemmelserne om administration og finansiering af udgifter efter lov om individuel boligstøtte, herunder lån til betaling af indskud m.v. til flygtninge er beskrevet i kapitel 19 i Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte af 23. oktober 2002. Refusionen omfatter kommunernes udgifter til beboerindskudslån (100 pct. og 50 pct.), lejetab før indflytning (100 pct.) og istandsættelsesgaranti ved fraflytning (100 pct.). Herudover findes der ikke særlige regler om administration om udgifter til flygtninge eller andre udlændinge.

Lov om aktiv socialpolitik

405. I to situationer afholder staten kommunernes udgifter efter lov om aktiv socialpolitik til udlændinge med opholdstilladelse efter en række nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven, jf. aktivlovens § 107, stk. 1.

Det drejer sig, jf. § 107, stk. 2 og 3, om situationer, hvor der ydes hjælp efter lovens kapitel 4 (Kontanthjælp og starthjælp), kapitel 6 (Revalidering) og kapitel 10 (Hjælp i særlige tilfælde) til:

-   Personer der anbringes i døgnophold inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Det gælder dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.

-   Mindreårige asylansøgere, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

 

406. Det følger af §§ 7-9 i Beskæftigelsesministeriets regnskabs- og revisionsbekendtgørelse og - for så vidt angår aktivlovens kapitel 10 - af §§ 21-22 i Socialministeriets regnskabs- og revisionsbekendtgørelse, at fordelingen af udgifter mellem ægtefæller følger samme regler, som er beskrevet for udgifter efter lov om social service, jf. ovenfor under punkt 401 og 402.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

407. I to tilfælde afholder staten kommunernes udgifter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til udlændinge efter en række nærmere angivne bestemmelser i udlændingeloven, jf. § 124, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Staten afholder således udgifterne for:

-   Personer der anbringes i døgnophold inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af en betydelig og varig nedsat funktionsevne. Det gælder dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.

-   Mindreårige asylansøgere, dog længst indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

De udgifter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som staten dækker, er følgende:

-   Udgifter til løntilskud efter lovens kap. 12 til personer, der modtager kontanthjælp, starthjælp, revalidering, førtidspension eller fleksjob, jf. lovens § 2, nr. 2-4, 6 og 7.

-   Udgifter til hjælpemidler og introduktion ved tilbud efter lovens kapitel 14, for personer, der modtager hjælp i form af revalidering eller førtidspension, jf. lovens § 2, nr. 4 og 6.

-   Udgifter til arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger m.v. efter lovens § 74 for personer i fleksjob, jf. lovens § 2, nr. 7.

-   Udgifter til beskæftigelsestillæg efter lovens § 45, stk. 3, til kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere, jf. lovens § 2, nr. 2 og 3.

 

408. Det følger af §§ 7-9 i Beskæftigelsesministeriets regnskabs- og revisionsbekendtgørelse, at fordelingen af udgifter mellem ægtefæller følger samme regler, som er beskrevet for udgifter efter lov om social service, jf. ovenfor under punkt 401 og 402.

Udgifter med tilbagebetalingspligt

409. En ydelse med tilbagebetalingspligt anmeldes fuldt ud til refusion, når den udbetales. Tilbagebetalinger skal, når de indgår, fradrages i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Hvis en person, der har modtaget en ydelse med tilbagebetalingspligt flytter til en anden kommune, skal den nye opholdskommune sørge for inddrivelsen og afregne indbetalte beløb én gang årligt til den tidligere opholdskommune, der fører betalingen til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter.

Hvis et beløb, der har været holdt uden for refusionsordningen, tilbagebetales til en kommune, holdes tilbagebetalingen uden for refusionsordningen.

Beløb, der kræves tilbagebetalt på grund af modtagerens forhold, behandles efter de ovennævnte regler.

Opkrævning af forskudsvis udbetalte børnebidrag

410. Opkrævning af forskudsvis udbetalte børnebidrag hos den bidragsskyldige skal ske efter reglerne i kapitel 3 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Tilsidesættelse af disse regler vil efter omstændighederne kunne medføre, at retten til statsrefusion bortfalder.

411. Den kommune, der udbetaler et bidrag, skal opkræve bidraget, hvis den bidragsskyldige bor i kommunen. Bor den bidragsskyldige i en anden kommune, skal udbetalingskommunen sende anmodning om opkrævning af bidraget til opholdskommunen. Opholdskommunen kvitterer for modtagelse af anmodningen.

Indbetalte bidrag fra den bidragsskyldige indtægtsføres i den kommune, der opkræver bidraget, og fradrages i denne kommunes løbende opgørelse vedrørende statsrefusion.

Flytter den bidragsskyldige, skal den kommune, der opkræver bidrag hos den bidragsskyldige, sende sagen om opkrævning og en specifikation af det skyldige bidrag til den nye opholdskommune. Den nye opholdskommune skal kvittere for, at sagen er modtaget fra bidragsskyldiges fraflytningskommune, og den tidligere opholdskommune skal samtidig give udbetalingskommunen meddelelse om, at sagen er oversendt.

Dør den bidragsskyldige, skal den kommune, der opkræver bidrag hos den bidragsskyldige, straks underrette udbetalingskommunen om dødsfaldet.

Opkrævning af børnebidrag i udlandet

412. Bidragssager, der vedrører bidragsskyldige med bopæl i de øvrige nordiske lande, behandles efter reglerne i den nordiske konvention om inddrivelse af underholdsbidrag. Kommunen kan rette henvendelse om inddrivelse af bidrag, som er udbetalt forskudsvis, direkte til de myndigheder i de andre nordiske lande, der er nævnt i konventionens artikel 2.

Bidragssager vedrørende bidragsskyldige med kendt bopæl i udlandet bortset fra de nordiske lande, sendes af statsamtet (i Københavns og Frederiksberg Kommuner af Københavns Overpræsidium) til opkrævning gennem vedkommende danske diplomatiske repræsentation. Repræsentationerne sender beløbene til de kommuner, der har bedt om opkrævning af bidragene.

Anvisning af statsrefusion

Anmodning om statsrefusion og anvisning af statsrefusion

413. Kommunen og amtskommunen fremsætter kvartalsvis anmodning om statsrefusion over for Socialministeriet, bortset fra anmodning om statsrefusion vedrørende udgifter til lån til betaling af beboerindskud, boligydelseslån, boligsikringslån, samt udgifter til lejetab og garantier for flygtninges fraflytningsudgifter, jf. lov om individuel boligstøtte. Anmodningen om og anvisningen af statsrefusion vedrørende ydelser efter lov om individuel boligstøtte, som omtales i Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte, hvortil der henvises.

Anmodningen skal indeholde en opgørelse af de forventede refusionsberettigende udgifter i året til og med tilskudskvartalet. Opgørelsen af de refusionsberettigende udgifter skal reguleres efter de faktiske udgifter gennem en løbende restafregning. Opgørelsen foretages på skemaer udarbejdet af Socialministeriet. Socialministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden, og fastsætter fristen for afgivelse af kvartalsopgørelser.

Socialministeriet anviser efter en vurdering af de anmeldte kvartalsbeløb refusion med 1/3 pr. måned af kvartalsbeløbet. Dog anvises børnetilskud, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og boligsikring og boligydelse som tilskud, jf. lov om individuel boligstøtte, med det fulde kvartalsbeløb i kvartalets første måned. Når de enkelte kommuners og amtskommuners refusionsbeløb for et kvartal er fastsat af Socialministeriet, kan kvartalsbeløbet ikke ændres.

Socialministeriet anviser refusionen til amtskommunen, så den er til disposition den næstsidste bankdag i måneden før hver af de tre tilskudsmåneder.

Socialministeriet anviser refusionen til kommunen vedrørende udgifter til ydelser efter lov om social pension, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, samt udgifter til forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag i måneden forud for den måned, refusionen vedrører. Refusionen vedrørende udgifter til børnetilskud, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, anviser Socialministeriet, så den er til disposition for kommunen den næstsidste bankdag inden den 20. i den første måned af kvartalet.

Løbende restafregning

414. Udbetaling eller afregning af den løbende restafregning sker med det samlede beløb for kvartalet, så det er til rådighed for eller afregnet med kommunen eller amtskommunen den næstsidste bankdag i den sidste måned af det kvartal, refusionen vedrører.

Foreløbig restafregning

415. Foreløbig restafregning sker en gang årligt, og foretages af Socialministeriet. Den foreløbige restafregning sker i tilknytning til udløbet af den regnskabsmæssige supplementsperiode. I forbindelse hermed skal kommunen og amtskommunen afgive en foreløbig refusionsopgørelse for det foregående regnskabsår i underskrevet stand senest den 20. marts.

Hvis kommunen eller amtskommunen ifølge den foreløbige opgørelse har fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet samtidig med, at den foreløbige opgørelse afgives, indbetale forskelsbeløbet til Socialministeriet. Hvis kommunen eller amtskommunen ifølge opgørelsen har fået udbetalt mindre i refusion, end den er berettiget til, skal Socialministeriet snarest efterbetale beløbet.

Endelig restafregning.

416. Endelig restafregning sker en gang årligt, og foretages af Socialministeriet, når kommunens eller amtskommunens regnskab er revideret og forsynet med påtegning af kommunens eller amtskommunens revision. Revisionen forsyner refusionsopgørelsen med en påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med kommunens eller amtskommunens revisionsregulativ og Socialministeriets eller Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelser. Påtegningen skal desuden indeholde revisionens erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med lovgivningen.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal afgive den underskrevne endelige refusionsopgørelse til Socialministeriet straks, når revisor har forsynet opgørelsen med påtegning, dog senest den 1. juli. I opgørelsen af den modtagne refusion i den endelige refusionsopgørelse medregnes indbetalinger til eller udbetalinger fra Socialministeriet ifølge den foreløbige opgørelse pr. 20. marts. Hvis kommunen eller amtskommunen ifølge den endelige refusionsopgørelse har fået udbetalt mere i refusion, end den er berettiget til, skal kommunalbestyrelsen eller amtsrådet samtidig med, at den endelige refusionsopgørelse afgives, indbetale forskelsbeløbet til Socialministeriet. Hvis kommunen eller amtskommunen ifølge den endelige refusionsopgørelse har fået udbetalt mindre i refusion, end den er berettiget til, skal Socialministeriet snarest efterbetale beløbet.

Socialministeriet fastsætter regler om fremgangsmåden for den endelige restafregning.

Berigtigelse af statsrefusion

417. Staten refunderer kun de udgifter, der er afholdt efter reglerne. Hvis revisionen har påpeget, at et beløb med urette er anmeldt til refusion, og godkender kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Socialministeriet revisionens bemærkninger herom, påser revisionen, at der sker tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling i form af tilskud.

Berigtigelse af fejl og mangler, herunder misforståelser, skal ske uden hensyn til, om de ansvarlige har været i god tro, eller om fejlen eller manglen på anden måde har været undskyldelig.

Hvis kommunen eller amtskommunen ikke berigtiger de konstaterede fejl og mangler, og dette har eller kan have medført økonomisk tab for staten, kan Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet foretage modregning. Berigtigelse af allerede afholdte udgifter skal dog ikke ske, hvis der er tale om ganske uvæsentlige udgifter, hvis den administrative indsats for at rette fejlen i den konkrete sag vil være uforholdsmæssig stor sammenlignet med det resultat, som vil kunne opnås. Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet kan desuden se bort fra kravet om berigtigelse, når der foreligger ganske særlige grunde.

Har revisionens undersøgelser vist, at der som følge af, at reglerne er brugt forkert, er sket fejl og mangler i et større antal ensartede sager, vil fejlene og manglerne kunne rettes ved, at kommunalbestyrelserne foretager en skønsmæssig beregning af, hvor meget statens refusion ville være blevet nedsat, hvis reglerne var blevet fulgt. Dette skøn kan efterprøves ved sædvanlig revisionsmæssig bedømmelse af refusionsopgørelsen.

Selvom revisionen konstaterer fejl og mangler, har kommunen ikke pligt til at gennemgå de øvrige sager inden for vedkommende område med henblik på yderligere berigtigelser. Socialministeriet eller Beskæftigelsesministeriet kan dog beslutte, at der skal ske en gennemgang af de øvrige sager, hvis dette er nødvendigt på grund af fejlenes eller manglernes karakter og omfang.

Revision

Revisionens udførelse og efterprøvelse

418. I § 42 i lov om kommunernes styrelse er det fastsat, at enhver kommune og amtskommune skal have en sagkyndig revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden. I bestemmelsen er der desuden fastsat en række bestemmelser om den sagkyndige revision, hvor det bl.a. fremgår, at revisionen skal omfatte regnskabsområder under kommunen og amtskommunen. Lov om kommunernes styrelse indeholder ikke detaljerede regler for indholdet og omfanget af revisionens arbejde. Derfor er det fastsat i Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelser, at kommunernes og amtskommunernes regnskaber vedrørende de områder, der er omfattet af bekendtgørelserne, skal revideres af den revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden.

Det følger af reglerne i Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelser, at revisionen af de kommunale og amtskommunale regnskaber skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Revisionen efterprøver, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter, samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Revisionen foretager en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.

Revisionen efterprøver ved revisionsbesøg i årets løb, om kommunens eller amtskommunens forretningsgange og sagsbehandling, herunder anvendelsen af edb-systemer, er hensigtsmæssige og betryggende.

Revisionen tilrettelægges under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheders styring og kontrol.

På baggrund af Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets analyser og vurderinger kan ministerierne forlange, at revisor foretager en særlig omfattende gennemgang (temarevision) af et eller flere sagsområder og redegør for resultaterne af gennemgangen i den årlige revisionsberetning, som sendes til Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Revisor foretager også revision af et antal personsager inden for hver enkelt hovedområde af de ydelser, der er omfattet af revisionsbekendtgørelsen og regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen, samt for hver enkelt af de konti, for hvilke der skal ske personbogføring.

Revisor kan undlade at foretage en gennemgang af personsager hvert år på områder eller konti, hvor revisionen på anden måde har tilvejebragt en begrundet overbevisning om, at sagsbehandlingen på området er betryggende. Revisor redegør for og begrunder fravalget.

Revisor udvælger stikprøver, således at der er en relevant repræsentativitet. Metoden kan være såvel rent statistisk baseret som baseret på revisors konkrete og generelle erfaringer med fejlrisikoen på det enkelte område. Udvælgelsen af stikprøver skal ske med særlig vægt på nyetablerede personsager og på sagsområder og sager, hvor der ved tilkendelse eller beregning af ydelser indgår et skøn. Udvælgelsen af stikprøver skal desuden ske ud fra et væsentlighedskriterium, hvori der bl.a. indgår forhold af økonomisk, sagsbehandlingsmæssig, principiel og lokal karakter.

Revisor efterprøver, om kommunen eller amtskommunen ved oprettelse af sagen og ved opfølgning udnytter mulighederne for at foretage kontrol af oplysninger om økonomiske forhold, herunder i fornødent omfang sammenholder oplysninger fra forskellige registre.

Revisor efterprøver, om betingelserne for at opnå statsrefusion er opfyldt. Dvs. om ydelsen er tildelt i overensstemmelse med lovgivningen, om udgifterne er bogført i overensstemmelse med konteringsreglerne og om kravene i Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelser er opfyldt.

Revisor efterprøver desuden, at inddrivelse af underholdsbidrag, af tilbagebetalingspligtige beløb efter lov om individuel boligstøtte og af andre ydelser med tilbagebetalingspligt foretages i overensstemmelse med love og administrative forskrifter herom.

Særlige regler om revision af amtskommuners regnskaber

419. I §§ 54-57 i Socialministeriets bekendtgørelse er der fastsat regler for, hvad revisor efterprøver ved revisionen af amtskommunernes regnskaber vedrørende boformer efter § 94 i serviceloven.

Revisionens adgang til oplysninger m.v. fra kommuner og amtskommuner

420. Kommunen og amtskommunen skal give revisionen de oplysninger samt den adgang til at foretage undersøgelser m.v., som revisionen finder nødvendige, og yde revisionen den bistand, som revisionen anser for påkrævet for at udføre hvervet.

Beretning om revision af kommuners og amtskommuners regnskaber

421. Revisionen afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretning om revisionen af kommunens eller amtskommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen af kommunens og amtskommunens regnskaber af ydelser og tilskud omfattet af bekendtgørelserne.

I beretningen redegør revisor for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Desuden redegør revisor for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, herunder tilfælde hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl. I beretningen redegøres i et særskilt afsnit for revisionen af udgifter, der er eller kunne være anmeldt til statsrefusion efter de særlige regler om finansiering af udgifter til udlændinge.

Revisor redegør for, i hvilket omfang kommunen har sikret kontrol af de oplysninger om økonomiske forhold, som modtagere af ydelser har givet.

Revisor redegør desuden nærmere for omfanget af og resultaterne af revisionens gennemgang af personsager. Revisor skal redegøre for antallet af udtagne sager, for antallet af sager behæftet med fejl, for karakteren af konstaterede fejl og mangler i de udtagne sager, og om fejl er blevet berigtiget. Revisor redegør for de konstaterede fejl og manglers refusionsmæssige betydning og størrelsen heraf. Revisor redegør desuden for, hvorvidt der er foretaget berigtigelser for hele populationen på et område, hvis der er konstateret fejl af mere systematisk karakter på området.

Revisionsberetninger sendes til ministerierne

422. Revisionsberetninger, der er udarbejdet i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse, og kommunens eller amtskommunens svar på revisionsbemærkningerne skal af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet sendes til Socialministeriet og tilsynsmyndigheden. Revisionsberetninger, der er udarbejdet i henhold til Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse, og kommunens svar på revisionsbemærkningerne skal af kommunalbestyrelsen sendes til Beskæftigelsesministeriet og tilsynsmyndigheden. Samtidig skal kommunen eller amtskommunen sende et eksemplar af besvarelsen af revisionsbemærkningerne, som er givet i de ovennævnte beretninger, til revisionen.

Ministeriernes reaktionsmuligheder

423. Socialministeriet/Beskæftigelsesministeriet gennemgår revisionsberetningerne og tager stilling til revisionsbemærkninger til kommunens eller amtskommunens administration på de områder, som hører under Socialministeriets og Beskæftigelsesministeriets områder.

Socialministeriet/Beskæftigelsesministeriet meddeler kommunalbestyrelsen eller amtsrådet og revisionen ministeriets afgørelse af spørgsmål af betydning for statsrefusion og tilskud, samt yder den vejledning, som gennemgangen har givet anledning til.

Hvis det fremgår af revisionsberetningen, herunder bl.a. af gennemgangen af personsagerne, at kommunens og amtskommunens udgifter ikke er afholdt i overensstemmelse med lovgivningen, herunder reglerne i bekendtgørelserne om regnskab og revision, kan Socialministeriet/Beskæftigelsesministeriet reagere i forhold til kommunen eller amtskommunen. Ministerierne kan i grove tilfælde af overtrædelser af lovgivningen kræve tilbagebetaling af statsrefusionen. Desuden kan Socialministeriet/Beskæftigelsesministeriet bl.a. henstille til kommuner og amtskommuner, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre forretningsgange, der sikrer, at reglerne bliver overholdt, og at ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet m.v.

Rigsrevisionen

Rigsrevisors tilsyn med kommuner og amtskommuner

424. Rigsrevisor fører i henhold til §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. tilsyn med de områder, som er omfattet af bekendtgørelserne.

Rigsrevisor kan af kommunen og amtskommunen forlange alle oplysninger, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for tilsynet, jf. § 12 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Afsnit XI

Den Sociale Database

Afsnit XI beskriver reglerne for Den Sociale Database, herunder kommunernes indberetningspligt og administrationen af databasen i Den Sociale Ankestyrelse.

Kapitel 46

Reglerne om den sociale database

Formålet med Den Sociale Database

425. I Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område er der i §§ 53-55 fastsat regler om Den Sociale Database.

Den Sociale Database danner ramme om en række undersøgelses- og analyseopgaver med det formål at indsamle information om udviklingen på det sociale og tilgrænsende områder, blandt andet om kommunalbestyrelsers og amtsråds beslutninger og planer samt forventninger til udviklingen. Formålet er, at de centrale myndigheder til stadighed og målrettet kan følge udviklingen på det sociale og tilgrænsende områder, herunder implementeringen af ny lovgivning i kommuner og amtskommuner, samt at sikre, at de nødvendige oplysninger til regeringens og Folketingets arbejde hurtigt kan tilvejebringes.

 

426. Det er et overordnet mål med Den Sociale Database at opsamle og formidle operativ viden om den sociale udvikling på lokalt, regionalt og centralt niveau. Den Sociale Database udvikles fortsat og vil herved kunne levere stadigt flere relevante oplysninger om det sociale og tilgrænsende områder.

Den Sociale Database bygger på webbaseret informationsteknologi. Det betyder, at internettet så vidt muligt bruges til dialogen mellem det decentrale og centrale niveau, både til indsamling af oplysninger og til tilbagemelding om resultater af undersøgelser mv. om forholdene i landets amtskommuner og kommuner. Kun i situationer, hvor internettet af tekniske årsager ikke kan anvendes, vil der fortsat blive udsendt papirskemaer eller anvendt andre medier til indberetning af oplysninger.

Der lægges i dataindsamlingen vægt på gensidig koordinering mellem Den Sociale Ankestyrelse, der administrerer databasen, og andre myndigheder og organisationer, der indsamler oplysninger på områderne med henblik på at spare kommuner og amtskommuner for dobbeltindberetninger og for at tilgodese Den Sociale Databases målsætninger.

Oplysningerne i Den Sociale Database

427. De oplysninger, der indsamles til Den Sociale Database om det sociale og tilgrænsende områder, stilles i bearbejdet form til rådighed via Internettet. Grundlaget er oplysninger, der indsamles i kommuner og amtskommuner i hele landet eller i et udsnit af disse.

Kommuner og amtskommuner har pligt til at bidrage til denne informationsindsamling, herunder at medvirke til særlige undersøgelser, kommunepaneler, temaplanlægning mv. Sådanne undersøgelser mv. har bl.a. til formål at supplere de oplysninger, der indsamles via de faste statistik- og informationssystemer. For eksempel kan der være tale om at supplere statistikkerne med hurtige aktuelle oplysninger om kommuners og/eller amters planer eller oplysninger om indsatsen over for særlige grupper, dvs. oplysninger som er vigtige i det socialpolitiske arbejde, men som ikke nødvendigvis lader sig afgrænse så entydigt, som de faste statistiksystemer kræver det.

Oplysningerne kan omfatte både kvantitative opgørelser og mere kvalitative oplysninger om fx besluttede service- og kvalitetsmål mv. Oplysningerne kan også - hvor det er relevant – omfatte den del af indsatsen, der fx ved udlicitering eller driftsoverenskomst er overladt til private, samt indsatsen fra frivillige foreninger mv., der udfører opgaver på det sociale og tilgrænsende områder. Desuden kan efter behov medtages oplysninger om kommunalbestyrelsers og amtsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling på det undersøgte område.

Ajourføring af oplysninger

428. De særlige undersøgelser mv. kan indebære en ajourføring af allerede registrerede oplysninger i Den Sociale Database. Ankestyrelsen vil i forbindelse hermed varsle kommuner og amtskommuner om, hvilke af Den Sociale Databases oplysninger, der indgår i ajourføringen.

Såfremt kommuner og amtskommuner ikke benytter sig af muligheden for ajourføring, kan Ankestyrelsen ved analyserne lægge til grund, at de tidligere registrerede oplysninger fortsat er gældende, jf. bekendtgørelsens § 54, stk. 2. Bestemmelsen præciserer kommuners og amtskommuners ansvar for efter anmodning at ajourføre oplysningerne i Den Sociale Database. Bestemmelsen har samtidig til formål at aflaste de lokale myndigheder for indberetning, når der lokalt ikke er truffet nye beslutninger eller forholdene i øvrigt er uændrede.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 54, stk. 2, er begrænset til oplysninger, der indhentes til Den Sociale Database. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i forbindelse med centrale myndigheders indsamling af oplysninger via de faste indberetningssystemer, der har anden hjemmel.

Anvendelse af oplysningerne i databasen

429. Kommunalbestyrelser og amtsråd holdes orienteret om resultaterne af undersøgelserne mv. ved at Ankestyrelsen udsender tilbagemeldinger herom og i bearbejdet form lægger resultaterne ind på Den Sociale Databases hjemmeside ( www.DenSocialeDatabase.dk ).

Fra Den Sociale Databases hjemmeside er der almen adgang til materiale og publikationer, der udgives på baggrund af analyser af databasens informationer.

I relation til forvaltningslovgivningens bestemmelser om offentlighed i forvaltningen betragtes indberetningerne til Den Sociale Database fra kommuner og amtskommuner m.fl. som statistisk grundmateriale. Ankestyrelsen kan dog på særlige vilkår (betaling mv.) levere udtræk af indberettede og validerede oplysninger i Den Sociale Database til forskere m.fl. Der vil ikke blive taget betaling for kommuners og amtskommuners udtræk af egne oplysninger.

Administration af Den Sociale Database

430. Den Sociale Database administreres af Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen udsender vejledning om adgang og indberetning til Den Sociale Database.

I forbindelse med de enkelte undersøgelser, temaplaner, kommunepaneler mv. giver Ankestyrelsen varsel om ajourføring af oplysninger, samt meddelelse om, i hvilket omfang der skal medtages oplysninger om private, samt frivillige foreninger mv., der udfører opgaver på det sociale og tilgrænsende områder, og om kommunalbestyrelsers og amtsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling, jf. bekendtgørelsens § 54, stk. 1.

Særlige forvaltningsorganer, herunder lokaludvalg eller kommunale fællesskaber, som udfører arbejde på det sociale og tilgrænsende områder, medvirker ligesom amtskommuner og kommuner i forbindelse med Den Sociale Database, jf. bekendtgørelsens § 55.

Afsnit XII

De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

Dette afsnit indeholder en introduktion til de forvaltningsretlige regler og principper, som gælder ved siden af retssikkerhedsloven. Der er tale om regler i forvaltningsloven og offentlighedsloven samt og om generelle grundlæggende principper. Herudover introduceres relevante bestemmelser i persondataloven. Afsnittet beskriver også de regler om behandling og videregivelse af oplysninger, som findes i forvaltningsloven og persondataloven.

Kapitel 47

De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

431. Den almindelige forvaltningsret indeholder både skrevne regler og uskrevne principper (retsgrundsætninger). De er fælles for den offentlige forvaltning, herunder kommunerne, amtskommunerne og ankeinstanserne, når de behandler sager efter den sociale lovgivning. Der er tale om vigtige regler og principper for myndighedernes administration af lovgivningen.

De generelle forvaltningsretlige regler findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven. På det sociale område supplerer reglerne i retssikkerhedsloven de generelle forvaltningsretlige regler. De vil sige, at de sociale myndigheder altid skal anvende de generelle forvaltningsretlige regler, når de administrerer den sociale lovgivning. Når en bestemt problemstilling samtidig er reguleret i retssikkerhedsloven, skal de sociale myndigheder her anvende reglerne i retssikkerhedsloven. Det følger af det juridiske lex specialis princip, som betyder, at myndigheden normalt skal anvende en speciel regel frem for en generel regel.

Der er særlige regler for behandlingen af sociale sager er fastsat i retssikkerhedsloven, fordi de sociale sager ofte kræver, at der tages et særligt hensyn til borgeren og til dennes krav på dels at kunne beskytte sit privatliv og dels at kunne tilrettelægge sin tilværelse. De generelle forvaltningsretlige regler og principper giver ikke i tilstrækkelig grad mulighed for at tage disse særlige hensyn. Retssikkerhedsloven giver derfor ofte borgeren en bedre beskyttelse end de generelle forvaltningsretlige regler. Eksempelvis kan nævnes, at borgeren som altovervejende hovedregel skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente og videregive oplysninger, hvilket efter forvaltningsloven og persondataloven kun gælder for visse særlige følsomme oplysninger. Se nærmere om reglerne i §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven i kapitel 19.

 

432. Den almindelige forvaltningsret omfatter samtidig en række grundlæggende principper, som også kaldes de forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Der kan eksempelvis nævnes proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet. Principperne indgår ikke i de skrevne generelle forvaltningsretlige regler, men flere af principperne er taget med i retssikkerhedsloven eller i love på det sociale område. Eksempelvis findes officialprincippet i § 10 i retssikkerhedsloven (se herom i afsnit III) og proportionalitetsprincippet i § 109 i lov om social service.

I kapitel 48 vil de grundlæggende forvaltningsretlige principper blive gennemgået. Herefter vil de generelle forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven blive gennemgået i kapitel 49-52. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af området, men alene en introduktion til regelsættet for at øge myndighedernes opmærksomhed på, hvilke forvaltningsretlige forhold der gælder ved behandlingen og afgørelsen af sociale sager. Endelig gennemgås en række generelle forvaltningsretlige spørgsmål i afsnit kapitel 53.

Kapitel 48

De grundlæggende forvaltningsretlige principper

Legalitetsprincippet – krav om hjemmel

433. Afgørelser, der pålægger borgerne byrder eller tillægger dem rettigheder, skal have hjemmel i lovgivningen. Afgørelsen må endvidere ikke stride mod andre regler i lovgivningen eller mod de grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Det er myndigheden, det vil sige kommunerne og amtskommunerne samt klageinstanserne, der ved administrationen af en lov må afgøre, hvordan loven og de regler, der knytter sig til loven, bekendtgørelser m.v., skal bruges. Nogle bestemmelser giver myndighederne et helt frit eller et begrænset skøn, medens andre love ikke overlader et skøn til myndighederne. Det er dog yderst sjældent, at lovgivningen overlader myndighederne et helt frit skøn. Myndighedens skøn er ofte begrænset, når ministeren har udnyttet en bemyndigelse i loven til at udstede en bekendtgørelse, der beskriver, hvordan loven skal fortolkes. Myndigheden er forpligtet til at følge de regler, der fremgår af en bekendtgørelse udstedt af ministeren. Når den daglige administration planlægges og gennemføres, er det vigtigt at holde sig lovens intentioner for øje. De væsentligste elementer ved fortolkningen er ordlyden af selve loven, lovbemærkningerne, Folketingets drøftelser, eventuelle rapporter, betænkninger og lign., hidtidig domspraksis, ombudsmandspraksis og administrativ praksis, fx afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse. Generelle vejledninger og praksisbeskrivelser indeholder ofte disse fortolkningsbidrag. Hvis den konkrete afgørelse ikke kan træffes alene på grundlag af den sociale lovgivning, skal myndigheden inddrage de generelle forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper. Der kan i visse tilfælde være behov for at inddrage helt andre regler, som fx reglerne om forældelse eller reglerne om tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser eller modregningsregler. Det er domstolene, der i sidste ende træffer den endelige afgørelse af, om en afgørelse har tilstrækkelig hjemmel.

Hvis en afgørelse ikke har hjemmel i loven, er den ugyldig, og der skal tages stilling til, om den skal annulleres (dvs. bortfald af afgørelsen) eller tilbagekaldes.

Det falder uden for denne vejledning at redegøre for virkningen af ugyldige afgørelser. Der henvises til den forvaltningsretlige litteratur og praksis fra bl.a. de sociale klageinstanser om tilbagekaldelse af begunstigende afgørelser og tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser (condictio indebiti) m.v.

Princippet om saglig forvaltning - magtfordrejning

434. Det forvaltningsretlige princip om saglighed i forvaltningen - magtfordrejningslæren - indebærer, at offentlige myndigheder ikke må forfølge usaglige eller uvedkommende hensyn. Når kommunerne, amtskommunerne og de sociale klageinstanser skal træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, må der fx ikke tages hensyn til private eller andre interesser, der ikke kommer sagen ved. Det kan fx være tale om at begunstige borgere fra en bestemt bydel. Der må heller ikke forfølges ulovlige formål. Der kan fx være tale om at forfølge et ulovligt formål, hvis en kommune af hensyn til kommunens økonomi ikke bevilliger en skønsmæssig ydelse, som fx hjælp efter aktivloven til enkeltudgifter eller sygebehandling. Hensynet til kommunens økonomi er i en sådan situation ikke et lovligt hensyn. Kommunen må således heller ikke nægte at stille et socialt tilbud til rådighed for en borger, der opfylder betingelserne i loven, alene med henvisning til, at årets budget er opbrugt. Kommunen må – og skal – tage økonomiske hensyn, når det drejer sig om valget mellem to forskellige tilbud, som er lige gode, men ikke er lige dyre.

Lighedsprincippet

435. Efter det forvaltningsretlige lighedsprincip er myndigheden forpligtet til at behandle ensartede tilfælde ens. Der skal derfor være saglige grunde for at gøre forskel. Lighedsprincippet har således tæt sammenhæng med princippet om saglig forvaltning som udgangspunkt for en vurdering af, om en forskelsbehandling er sagligt begrundet. Hvis fx to borgere har de samme helbredsmæssige problemer og har den samme erhvervsmæssige baggrund, vil det som udgangspunkt være i strid med lighedsprincippet kun at tilkende den ene førtidspension. Der kan dog være saglige grunde til forskelsbehandling, fx at kun den ene opfylder de almindelige betingelser i loven for retten til førtidspension.

Proportionalitetsprincippet

436. Proportionalitetsprincippet betyder, at forvaltningsmyndigheden er forpligtet til at vælge den mindst indgribende reaktion eller foranstaltning i de tilfælde, hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner eller foranstaltninger til at opnå det ønskede resultat. Princippet har fx betydning i sager efter servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Som eksempel kan nævnes, at en kommune ikke skal indstille til anbringelse af et barn uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver - en meget indgribende foranstaltning - hvis en mindre indgribende foranstaltning, fx støtte i hjemmet, er tilstrækkelig til at løse problemerne. Princippet er medtaget i reglerne om magtanvendelse i § 109 i serviceloven.

Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

437. Officialprincippet indebærer, at myndighederne er ansvarlige for, at sagerne er tilstrækkeligt oplyst før der træffes afgørelse. Dette princip der ikke er skrevet i de generelle forvaltningsretlige regler, er fra den 1. juli 2003 indsat i § 10 i retssikkerhedsloven. (Der henvises herom til punkt 72 - 73 om reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager mv.)

Princippet om den processuelle skadevirkning

438. Princippet om processuel skadevirkning indebærer, at myndigheden må træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis borgeren nægter at medvirke til sagens oplysning, fx ved at nægte at samtykke til at myndigheden indhenter de nødvendige oplysninger. Dette kan indebære, at borgeren ikke får den ansøgte ydelse eller får en anden eller mindre ydelse. Princippet er ikke skrevet i de generelle forvaltningsretlige regler, men er fra den 1. juli 2003 skrevet i § 11 b i retssikkerhedsloven. (Der henvises herom til punkt 81 - 83 om reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager m.v.)

Kapitel 49

Forvaltningsloven, persondataloven og offentlighedsloven

Forholdet mellem forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven

439. Forvaltningsloven, persondataloven og offentlighedsloven indeholder en række forskellige regler, som myndighederne skal efterleve. Der er tale om regler om inhabilitet, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger, vejledning og repræsentation, aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og notatpligt.

Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Persondataloven indeholder regler om oplysningspligt over for den registrerede og regler om registreredes ret til at få indsigt i, hvilke oplysninger der er registreret om vedkommende (persondatalovens kapitel 8-10). Disse regler supplerer reglerne om partsindsigt i forvaltningsloven og reglerne i offentlighedsloven om ret til indsigt i oplysninger om personen selv, egenacces.

Reglerne er beskrevet i Justitsministeriets vejledninger om forvaltningsloven og om offentlighedsloven fra december 1986, samt i Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

Kapitel 50

Forvaltningsloven

Inhabilitet

Forvaltningsloven

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1)   vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2)   vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3)   vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4)   sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5)   der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2 . Inh Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

440. Regler om inhabilitet er med til at sikre, at borgerens sag afgøres upartisk og til at styrke tilliden til myndighedens afgørelse. Reglerne skal sikre, at usaglige hensyn ikke påvirker afgørelsen. Der kan være tale om personinhabilitet i form af generel inhabilitet, dvs. at personen slet ikke kan virke indenfor myndigheden, eller i form af speciel inhabilitet, hvor personen ikke kan deltage ved behandlingen af en bestemt sag, fordi personen har en særlig interesse i eller tilknytning til den pågældende sag. Fx kan en praktiserende læge ikke deltage som kommunens lægekonsulent ved behandlingen af egne patienters sociale sager. Der er fastsat regler om lægekonsulenters inhabilitet i §§ 25 – 27 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, se bilag 2.

Spørgsmål om inhabilitet indgår bl.a. i:

SM O-12-99: Ankestyrelsen fandt, at mødelederen, der tidligere havde medvirket ved afgørelse af familiens sag i Ankestyrelsen, ikke var inhabil som påstået af advokaten.
Ankestyrelsen stadfæstede Børn og unge-udvalgets afgørelser om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke og om overvågning/afbrydelse af forældrenes samvær med barnet.
Østre Landsret stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse i det omfang, den forelå til prøvelse, herunder afgørelsen om, at mødelederen ikke var inhabil.

SM F-1-00: Statsamtmanden var som formand for det sociale nævn ikke inhabil ved behandlingen af en sag om hjælp til betaling af udgifter efter aktivloven. Statsamtmanden havde tidligere som formand for Tilsynsrådet taget stilling til ansøgers klage over kommunens behandling af hans skattesag.

SM F-2-00: A, der var formand for pensionstildelingsgruppen i kommunen og B, der var leder af ældre- og pensionsområdet i kommunen, ansås ikke for inhabil ved behandling af en pensionsansøgning. Ansøger havde tidligere været ansat i kommunen som socialformidler.
Sagsforberedelsen og indstilling blev foretaget i pensionsafdelingen. Sagsforberedelsen skulle normalt være sket i visitationsafdelingen, hvis chef havde været leder for ansøger.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at A ikke havde arbejdet i samme afdeling som ansøger eller under samme nærmeste chef. Ansøger havde haft samarbejde med A omkring afstemning af mellemregningskonti, herunder årsregnskab på pensionsområdet. Dette samarbejde ophørte dog inden pensionsansøgningen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at B ikke på noget tidspunkt havde arbejdet sammen med ansøger, og B havde ikke haft ledelsesmæssige relationer til ham. B havde ikke deltaget i et møde om hans opsigelse.

Nævn og råd

441. Kollegiale nævn og råd er som udgangspunkt ikke inhabile ved behandling af et tidligere medlems sag, men de konkrete forhold kan gøre, at der er tale om speciel inhabilitet.

Tidligere ansatte

442. Det samme gør sig gældende ved en myndigheds behandling af sager, der vedrører tidligere ansatte i myndigheden, fx ved en kommunes behandling af en ansøgning om førtidspension fra en tidligere ansat. Det er vigtigt, at myndigheden er opmærksom på inhabilitetsspørgsmålet, og myndigheden bør i afgørelsen oplyse borgeren om, at spørgsmålet om inhabilitet har været overvejet. Der kan også være tale om, at myndigheden selv er inhabil (myndigheds-inhabilitet), fx hvis myndigheden er part eller på anden måde har en særlig interesse i en sag. Myndighedsinhabilitet er ikke reguleret i forvaltningsloven. Fx er der tale om myndighedsinhabilitet, hvis Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling til spørgsmålet om arbejdsskadeerstatning til egne ansatte, der er kommet til skade under arbejde for styrelsen.

Hvis myndigheden er inhabil og ikke kan overlade sagen til en anden myndighed - som fx Den Sociale Ankestyrelse ikke kan - skal myndigheden beholde sagen. Går afgørelsen borgeren imod, skal myndigheden være særlig omhyggelig med at skrive i begrundelsen, at afgørelsen stemmer fuldt overens med sædvanlig praksis på området og skal så vidt muligt sikre, at sagen ikke behandles af medarbejdere, der er eller har været nære kolleger eller chef for pågældende.

Myndighedsinhabilitet bevirker ligesom personinhabilitet, at afgørelsen normalt bliver ugyldig.

Vejledning

Forvaltningsloven

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.

443. Reglerne i forvaltningsloven om vejledning og repræsentation suppleres af reglerne i retssikkerhedslovens §§ 4 og 5, jf. kapitel 7 og regler i serviceloven om vejledning om særlige emner. Reglerne skal bidrage til at sikre, at sagen afgøres af den rigtige myndighed og til, at borgeren forstår sagsbehandlingen. Myndigheden skal vejlede om eventuelle muligheder for hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning, og myndigheden skal så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser, der ikke hører under myndighedens område, til rette myndighed. Dette skal man også være opmærksom på i administrativt opdelte kommuner, fx med lokalcentre.

444. Hvis myndigheden giver borgeren forkert eller mangelfuld vejledning kan borgeren have krav på at blive stillet som om en ansøgning var indgivet på tidspunktet for den forkerte eller mangelfulde vejledning. Det er dog en forudsætning, at den forkerte eller mangelfulde vejledning har bragt borgeren i en vildfarelse og borgeren ikke burde have undersøgt forholdet nærmere. (Se afsnit II, punkt 47–51 om konsekvenserne af forkert rådgivning.)

 

445. Efter forvaltningslovens § 7 skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang give vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

God forvaltningsskik udvider på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser, men udøver faktisk forvaltningsvirksomhed. Se hertil kapitel 9. Endvidere er det ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede borgeren om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.

Det betyder, at en forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren. Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang. Der henvises endvidere til reglerne i den nordiske sprogkonvention, som beskrevet i Justitsministeriets vejledning fra december 1986 til forvaltningsloven. (Se punkt 38.)

Repræsentation

Forvaltningsloven

§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. ...

446. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag jf. princippet i § 4 i retssikkerhedsloven – se kapitel 7. Dette indebærer ikke, at borgeren nødvendigvis personligt skal medvirke, idet borgeren som udgangspunkt har ret til at lade sig repræsentere (partsrepræsentation) eller bistå (bisidder) af andre jf. § 8 i forvaltningsloven. Myndigheden skal sikre, at borgeren kan udnytte muligheden for medvirken og må derfor fx vejlede om muligheden for, at borgeren kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, hvis der er konkrete forhold, der gør, at borgeren vanskeligt er i stand hertil. Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre gælder også ved eventuel klage. Der er som udgangspunkt ikke mulighed for at få dækket udgifter til advokat, revisor eller anden repræsentant eller bisidder.

 

447. Retten til at lade sig repræsentere af andre gælder både ved myndighedens behandling af en sag, hvori der træffes en formel afgørelse og ved udførelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. Det giver borgeren ret til at lade sig repræsentere af andre, eksempelvis ved den faktiske tilrettelæggelse hjemmeplejen. Reglerne om partsrepræsentation er dog ikke tilstrækkelige, hvis borgeren på grund af sygdom eller psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at varetage sine egne interesser. I disse tilfælde skal myndigheden tage stilling til, om der er behov for værgebeskikkelse efter værgemålsloven. (Se punkt 43, 91 og 105 om værgemål.)

 

448. Hvis der er en partsrepræsentant, skal partsrepræsentanten have besked (meddelelse) om de enkelte dele af sagsbehandlingen (processuelle beslutninger), idet repræsentanten har beføjelser som part efter forvaltningsloven i sagen. En beslutning om at iværksætte en undersøgelse eller om at genoptage en sag samt selve afgørelsen i sagen skal altid meddeles partsrepræsentanten. En eventuel klagefrist regnes først fra partsrepræsentantens modtagelse af afgørelsen. Myndigheden kan sende kopi af skrivelserne til parten jf. FOB 1997, s. 223 ff. Dette gælder ikke, hvis der alene er tale om en bisidder, hvor det er borgeren selv, der har partsstatus og dermed er den, der skal have besked, med mindre andet er aftalt.

Tavshedspligt

449. Personer inden for den offentlige forvaltning har pligt til over for andre at hemmeligholde oplysninger af rent privat karakter eller fortrolige oplysninger, der vedrører bl.a. enkeltpersoner. Brud på tavshedspligten sker, når en person eller myndighed uberettiget giver sådanne oplysninger videre.

Reglerne om tavshedspligt fremgår af forvaltningsloven og straffeloven, og de er beskrevet i Justitsministeriets vejledning fra december 1986 om forvaltningsloven.

I Socialministeriets vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene er reglerne om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af oplysninger beskrevet særligt med henblik på kommunalt og amtskommunalt ansatte samt private personer, som arbejder med børn og unge. Denne vejledning er udarbejdet i samarbejde mellem Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.

Forvaltningsloven

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:

1)   statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2)   rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3)   forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4)   gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

5)   det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

6)   enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

7)   enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

450. Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Brud på tavshedspligten kan sanktioneres af den relevante myndighed, fx i form af en disciplinær foranstaltning over for en ansat, som har overtrådt sin tavshedspligt. I grovere tilfælde kan der blive tale om en strafferetlig sanktion efter straffeloven.

Hvem har tavshedspligt

451. Reglerne om tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv omfatter enhver inden for den offentlige forvaltning, hvad enten de er tilknyttet den statslige eller den kommunale forvaltning. Tavshedspligten gælder både for tjenestemænd og overenskomstansatte, og den gælder uanset, om pågældende er midlertidigt ansat eller deltidsbeskæftiget. Tavshedspligten består også efter ansættelsens eller hvervets ophør.

Nævn og råd

452. Også medlemmer af nævn og råd, der er nedsat i tilknytning til den offentlige forvaltning, samt personer, der er tilknyttet kommunale fællesskaber, er omfattet af forvaltningslovens § 27.

Offentlige hverv

453. Personer, der varetager offentlige hverv, hvad enten hvervet er varigt eller forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt eller pligtmæssigt (ombud), og hvad enten det beror på beskikkelse eller valg, har også tavshedspligt. Medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsrådsmedlemmer, medlemmer af ældreråd, klageråd, koordinationsudvalg og af forældrebestyrelser i dagtilbud er således omfattet af reglerne om tavshedspligt, og det gælder også for beskikkede medlemmer i den Sociale Ankestyrelse og i de sociale nævn. Også stedfortrædere for ovennævnte personer har tavshedspligt.

Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan en myndighed bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som myndigheden uden at være forpligtet til det giver pågældende. Reglen bruges typisk i forhold til forskere og andre, som ikke i forvejen har tavshedspligt, og som til deres forskning har brug for fortrolige oplysninger. Bestemmelsen kan også bruges over for skolepraktikanter, der ikke som studerende og elever er omfattet af tavshedspligten.

Privates tavshedspligt

454. Tavshedspligten gælder også for personer ansat hos private, der udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen, herunder også ansatte i private selvejende institutioner, jf. straffelovens § 152 a. Efter retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, er private, der udfører opgaver for det offentlige, omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres, herunder også tavshedspligten i forvaltningslovens § 27. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Der henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 147.

Tavshedspligten bortfalder ikke med tjenestens eller hvervets ophør. Også efter dette tidspunkt er tidligere offentligt ansatte m.fl. bundet af deres tavshedspligt, således at det er dem forbudt uberettiget at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de har fået kendskab til i forbindelse med tjenesten eller hvervet.

Hvilke oplysninger

455. I forvaltningslovens § 27, stk. 1, opregnes en række af de hensyn, der efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. En oplysning er i øvrigt omfattet af tavshedspligten, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig. »Anden gyldig bestemmelse« kan fx være en bekendtgørelse, en forretningsorden eller en tjenestebefaling om tavshedspligt.

Adgangen til at give tjenestebefalinger er begrænset. Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 2. En myndighed kan således ikke vilkårligt pålægge ansatte m.v. tavshedspligt; pligten skal pålægges i forhold til oplysninger, som det er »nødvendigt at hemmeligholde«.

På det sociale område har navnlig de hensyn, som er nævnt i § 27, stk. 1, nr. 6, betydning, idet der her er tale om enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold. Derfor uddybes denne bestemmelse i det følgende. Med hensyn til de øvrige typer af oplysninger, der er nævnt i § 27, stk. 1, henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

§ 27, stk. 1, nr. 6, i forvaltningsloven

456. Formålet med forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, er at beskytte privatlivets fred. Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold.

Oplysninger om foreningsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer, fx misbrug af nydelsesmidler og lignende, er ligeledes typisk også omfattet af bestemmelsen.

Også andre oplysninger vedrørende enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, vil efter bestemmelsen kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige forhold og oplysninger om indtægts- og formueforhold. Også oplysninger om CPR-nummer er omfattet af tavshedspligten.

Det skal fremhæves, at ovennævnte eksempler på, at oplysninger om enkeltpersoner er undergivet tavshedspligt, ikke er udtømmende.

Det kan afhænge af, i hvilken sammenhæng oplysninger kommer frem, om de må anses som fortrolige. En almindelig adresseoplysning vil således normalt ikke være fortrolig, men kan være det, fx hvis en person har en beskyttet adresse, eller hvis adressen viser, at en person er indlagt på et psykiatrisk hospital eller er i fængsel. Det samme kan gælde oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.

Hvem afgør, om der er tavshedspligt

457. Den, der får kendskab til fortrolige oplysninger i forbindelse med sit arbejde, skal selv påse, at oplysningerne ikke videregives til uvedkommende.

I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt en oplysning er fortrolig. I et vist omfang kan sådanne tvivlsspørgsmål løses ved, at myndighedens ledelse over for de ansatte ved tjenestebefaling præciserer, i hvilket omfang bestemte oplysninger må anses for at være fortrolige. Herudover bør den, der er i tvivl om, hvorvidt en oplysning er undergivet tavshedspligt, altid søge råd hos ledelsen.

Hvad indebærer tavshedspligten

458. Når man har tavshedspligt, betyder det, at man ikke må give fortrolige oplysninger videre til uvedkommende. Brud på tavshedspligten foreligger, selv om de fortrolige oplysninger kun er røbet til en enkelt, eventuelt nærtstående person, i en snæver fortrolig kreds eller over for nogen, der har lovet ikke at bringe dem videre.

Tavshedspligten kan også tilsidesættes ved at udnytte fortrolige oplysninger på en retsstridig måde uden at give dem videre. Tavshedspligten kan efter omstændighederne også overtrædes ved passivitet, fx ved at fortrolige dokumenter opbevares på en så uforsvarlig måde, at uvedkommende kan få adgang til oplysninger. Dette kan sidestilles med uberettiget videregivelse af oplysninger.

Pligt til at give oplysninger m.v.

459. I straffelovens § 152 e er det udtrykkeligt fremhævet, at tavshedspligten ikke gælder, hvis den pågældende har pligt til at give oplysningerne videre, eller hvis pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.

Straffelovens regler om straf for brud på tavshedspligten kan ligesom andre bestemmelser i straffeloven ikke bruges, hvis en handling er berettiget i medfør af reglerne om fx nødværge eller nødret.

Pligt til at vidne

460. Generelt kan man ikke med henvisning til tavshedspligt blive fritaget for at vidne ved domstolene, men der er i retsplejeloven særlige regler om, at visse personer med tavshedspligt kan blive fritaget for at vidne ved retssager.

Samtykke

461. Hvis den, oplysningerne vedrører, har givet samtykke til, at oplysningerne gives videre, er der normalt ikke tale om brud på tavshedspligten.

Videregivelse af oplysninger - § 28 i forvaltningsloven

Forvaltningsloven

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

1)   den oplysningen angår, har givet samtykke,

2)   det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

3)   videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

4)   videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.

Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.

Hovedregel, som forbyder videregivelse

462. Forvaltningslovens § 28 bestemmer, at en offentlig myndighed som hovedregel ikke må give fortrolige oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed. Reglen gælder - i modsætning til forvaltningslovens § 29 - både i sager, der rejses af ansøgeren, og i sager, der rejses af myndigheden.

Bestemmelsen opdeler fortrolige oplysninger i to kategorier, nemlig i rent private oplysninger og i almindeligt fortrolige oplysninger. Begge former for fortrolige oplysninger er omfattet af reglerne om tavshedspligt. (Se punkt 96 om forholdet mellem §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven og § 28 i forvaltningsloven.)

Oplysninger om rent private forhold

463. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempler på rent private forhold nævnes i loven oplysninger om race, religion, seksuelle eller strafbare forhold, helbredsforhold og om væsentlige sociale problemer.

Andre fortrolige oplysninger

464. Andre fortrolige oplysninger må efter § 28, stk. 3, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen har væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Der må altså heller ikke videregives fortrolige oplysninger mellem forskellige forvaltninger, medmindre der er et sagligt behov for dette.

Undtagelser

465. Oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger kan dog efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, gives videre i følgende tilfælde:

-   Når den, som oplysningen angår, har givet samtykke (Samtykket skal normalt være skriftligt)

-   Når det følger af anden lovhjemmel, at en oplysning skal videregives. Et eksempel herpå er § 35 i lov om social service om underretningspligten for offentligt ansatte m.fl., når der er formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Se Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge. Et andet eksempel er § 11c, jf. § 11 a, hvorefter myndighederne i særlige typer af sager, kan forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke. (Se punkt 119 - 120.) Et tredje eksempel er retsplejelovens § 115 b, der giver skole, politi og socialforvaltnings adgang til at udveksle oplysninger af hensyn til det kriminalitetsforebyggende arbejde.

-   Når oplysningerne gives videre for at varetage private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysningen angår.

-   Når oplysningerne bliver givet videre, fordi det er nødvendigt for at behandle en sag, eller at oplysningerne er nødvendige for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Værdispringsreglen

466. Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, kaldes også værdispringsreglen. Efter denne regel er en forvaltningsmyndighed berettiget til at give meget følsomme oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed uden borgerens samtykke, når der er et klart værdispring mellem på den ene side hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen selv over for andre myndigheder, og på den anden side afgørende modhensyn til enten private eller offentlige interesser. Værdispringsreglen gælder ikke for oplysninger omfattet af §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven. (Se punkt 96.)

Selvstændige forvaltningsmyndigheder

467. Oplysninger må som hovedregel ikke gives videre til en anden selvstændig forvaltningsmyndighed. Selvstændige forvaltningsmyndigheder er ministerier, direktorater, statsamter, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Ankestyrelsen, selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune, den enkelte folkeskole m.v.

Hertil kommer administrative organer, der ved lov har fået en selvstændig kompetence, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Der er kun få instanser, som på det kommunale og amtskommunale sociale område har en selvstændig kompetence. Det gælder for børn og unge-udvalget, ældrerådet, klagerådet og amtslige brugerråd (retssikkerhedslovens §§ 18, 30, 34 og 41) og koordinationsudvalget efter kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Disse instanser skal således følge reglerne i forvaltningslovens § 28. Reglen gælder også, hvis det drejer sig om at udveksle oplysninger med den kommunale forvaltning eller politiske udvalg i kommunen.

Den kommunale enhedsforvaltning

468. Særligt for kommuner og amtskommuner skal det fremhæves, at de forskellige forvaltninger inden for en kommune eller amtskommune, fx social- og sundhedsforvaltningen, skoleforvaltningen - om den enkelte folkeskole se ovenfor og pkt. 467 -, kulturforvaltningen og skatteforvaltningen, er dele af den kommunale enhedsforvaltning. De sociale forvaltninger er således ikke i forhold til resten af kommunen selvstændige forvaltningsmyndigheder. § 28 i forvaltningsloven regulerer derfor ikke spørgsmålet om videregivelse af oplysninger inden for kommunen eller amtskommunen.

En kommunes eller amtskommunes politiske udvalg er heller ikke selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til resten af kommunen. Det gælder uanset, om en kommune vælger at lade sociale sager behandle i et socialudvalg eller i et andet stående udvalg sammen med andre typer af sager, eller om kommunen vælger at lade forskellige typer sociale sager behandle i forskellige stående udvalg.

Inden for kommunen og amtskommunen er adgangen til at udveksle oplysninger begrænset af reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens §§ 27 og 29 (se punkt 449) og af reglen i forvaltningslovens § 32 om, at man ikke må skaffe sig andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at behandle sagen (se punkt 478).

Hvis der behandles, herunder udveksles, oplysninger på edb, finder persondataloven anvendelse. I praksis vil muligheden for at udveksle oplysninger efter persondataloven inden for kommunen og amtskommunen være den samme som adgangen til at udveksle oplysninger efter forvaltningslovens § 32, jf. ovenfor. Persondatalovens øvrige krav, fx om god databehandlingsskik samt sikkerhedskravene, skal i øvrigt følges, når behandlingen af oplysningen er omfattet af persondataloven. (Se kapitel 51 om persondatalovens regler. Det skal bemærkes at persondataloven også omfatter oplysninger, som indgår i et manuelt register, der ikke nødvendigvis skal være elektronisk, for at persondataloven finder anvendelse. Se desuden punkt 96 om anvendelsesområdet for §§ 11 a-c i retssikkerhedsloven samt punkt 116 f om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere til en sag.)

Særlige regler om oplysning af ansøgningssager - § 29

Forvaltningsloven

§ 29. I sager der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1)   ansøgeren har givet samtykke hertil,

2)   andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller

3)   særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Rent private oplysninger

469. Efter § 29 i forvaltningsloven er hovedreglen, at myndigheden i ansøgningssager ikke må indhente oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Myndigheden må imidlertid gerne indhente oplysninger, som ikke vedrører enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen. Denne adgang til at indhente andre oplysninger begrænses ikke af kravet om samtykke i § 11 a i retssikkerhedsloven, som alene vedrører indhentelse af oplysninger uden for forvaltningen.

Sammenholdt med forvaltningslovens § 28 gælder forvaltningslovens § 29 ikke for alle typer af sager, men kun for ansøgningssager. Men rækkevidden er større, idet oplysninger heller ikke må indhentes fra andre dele af forvaltningen.

Undtagelser

470. Denne hovedregel brydes

-   når ansøgeren har givet samtykke, der ikke behøver at være skriftligt,

-   når det ved lov er bestemt, at oplysningerne kan gives videre, og

-   når særlige hensyn til ansøgeren er klart større end ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Forvaltningslovens § 29 giver mulighed for at indhente oplysninger uden ansøgerens samtykke, når det ved lov er bestemt, at oplysningerne skal gives videre. Bestemmelsen regulerer således videregivelse af oplysninger fra andre dele af forvaltningen uden borgerens samtykke i ansøgningssager. Videregivelse kan kun ske i det omfang der er en særlig lovhjemmel eller der er et særligt hensyn til ansøgeren, som overstiger hensynet til hemmeligholdelsen. Der er ikke hjemmel i retssikkerhedsloven til at videregive private oplysninger i ansøgningssag uden borgerens samtykke. Retssikkerhedslovens § 11 c jf. § 11 a omhandler ikke ansøgningssager. Forvaltningen kan således kun indhente oplysninger fra andre dele af forvaltningen i ansøgningssager uden borgerens samtykke, hvis et særligt hensyn til ansøgeren er klart større end hensynet til hemmeligholdelsen.

I andre sager end ansøgningssager kan forvaltningen indhente oplysninger fra andre dele af forvaltningen. I de sager, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 11 c jf. § 11 a kan forvaltningen endvidere indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder.

Andre dele af forvaltningen

471. Med udtrykket »andre dele« af forvaltningen sigtes der til forvaltningsmyndigheder, som varetager forskellige forvaltningsopgaver. Har kommunen fx organiseret sig med en forvaltning, som alene behandler sociale sager, og en forvaltning, der behandler skolesager, fremgår det af § 29, at ansøgeren i en sag efter folkeskolelovgivningen skal give samtykke til, at skoleforvaltningen indhenter oplysninger fra den del af forvaltningen, som behandler sociale sager.

Har kommunen derimod etableret en »fællesforvaltning«, som både behandler sociale sager og skolesager, er der tale om »samme del af forvaltningen«, hvorfor samtykke efter forvaltningslovens § 29 normalt ikke er påkrævet. Det er i den forbindelse uden betydning, at fællesforvaltningen er opdelt i en række kontorer eller afdelinger.

Enhedsforvaltningen og tavshedspligten

472. At der er en enhedsforvaltning betyder ikke, at fortrolige oplysninger uhindret kan vandre fra en afdeling til en anden.

Hvis der fx er tale om opfølgning af en sygedagpengesag, og den sygemeldte er ansat i kommunen, skal oplysningerne hos arbejdsgiveren - kommunen - indhentes på samme måde, som hvis den sygemeldte var ansat hos en privat arbejdsgiver eller en anden arbejdsgiver uden for kommunen. Dvs. at der skal indhentes samtykke hos den sygemeldte til, at oplysningerne indhentes inden for kommunen.

Såvel når det drejer sig om ansøgningssager som i andre sager, er videregivelsen af oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152, dvs. at videregivelsen af oplysningerne skal være berettiget.

Videregivelse og indhentning af oplysningerne er endvidere beskyttet af forvaltningslovens § 32 om, at en sagsbehandler ikke må skaffe sig oplysninger, der ikke har betydning for sagen og dens behandling. (Se punkt 478.)

Pligt til at give oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed - § 31

Forvaltningsloven

§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.

473. Forvaltningslovens § 31 bestemmer, at en forvaltningsmyndighed, der er berettiget til at give en oplysning videre, og som fra en anden forvaltningsmyndighed får anmodning om oplysninger, også har pligt til at give disse videre. Den myndighed, der har oplysningerne, afgør, om det er berettiget at give oplysningerne videre, dvs. om oplysningerne er relevante for den anden myndighed. Åbenlyst irrelevante oplysninger må ikke udleveres. Det er den myndighed, der beder om oplysningerne, der skal sørge for samtykke fra borgeren.

Pligten indtræder dog ikke, hvis arbejdet med at give oplysningen medfører et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. Når det drejer sig om oplysninger om en borger, vil en myndighed normalt ikke kunne afvise at give oplysningen med henvisning til denne undtagelse.

474. I følge forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og § 29, stk. 2, nr. 2, brydes reglerne om fortrolighed, når der ved lov er fastsat særlige regler.

Retssikkerhedslovens regler

475. I retssikkerhedslovens § 11a og § 11c er der således fastsat regler om pligt til at give oplysninger i sociale sager. (Se punkt 96.)

Underretningspligt på børneområdet

476. I henhold til § 35 i lov om social service er der i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt efter lov om social service fastsat regler om, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Dette gælder efter bekendtgørelsen også for alle læger og enhver medarbejder ved puljeordninger efter § 11 i serviceloven og ved de frie grundskoler. Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

Desuden er der fastsat regler i Socialministeriets bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger til Statens Øjenklinik om børn og unge med nedsat synsevne, og om Øjenklinikkens pligt til at give oplysninger videre til social- og sundheds- og undervisningsmyndigheder.

 

477. Enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. Det står i servicelovens § 36.

Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger

Forvaltningsloven

§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

478. Reglerne om tavshedspligt forhindrer ikke, at ansatte på sædvanlig måde samarbejder om løsningen af opgaverne, eller at almindelige sagsbehandlingsrutiner følges. Det afgørende er, at der ved behandling af sagerne tages hensyn til, at man ikke skaffer sig - eller kræver - andet end de oplysninger, som er nødvendige.

Fx skal man ikke uden videre anmode om at få samtlige akter i en sag, men kun bede om dem, som er relevante for ens egen sagsbehandling. Når en anden myndighed beder om en sag, skal man sørge for, at det kun er de relevante oplysninger, der videregives. Er man i tvivl, er det nærliggende at spørge den myndighed, der har bedt om sagen, om hvilke typer af oplysninger som er relevante.

Sammenfattende om forvaltningsloven og oplysning af sociale sager

479. Det følgende er en opsummering af §§ 28 og 29 i forvaltningsloven med særlig vægt på bestemmelsernes betydning i sociale sager.

Videregivelse/indhentelse mellem myndigheder

Hovedreglen i § 28 i forvaltningsloven er, at en myndighed ikke kan videregive oplysninger til en anden myndighed om rent private forhold. Andre fortrolige oplysninger end oplysninger om rent private forhold, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når oplysningen må antages at have væsentlig betydning for myndighedens afgørelse.

Den enkelte folkeskole eller statsamtet må kun videregive oplysninger i overensstemmelse med § 28. Friskoler, private grundskoler og frie kostskoler er ikke omfattet af forvaltningslovens § 28, da disse skoler ikke er forvaltningsmyndigheder, men er private undervisningsinstitutioner.

Lov

Det kan ved lov eller i bekendtgørelsesform være bestemt, at oplysninger om rent private forhold må videregives eller indhentes. Retssikkerhedslovens § 11 a er et eksempel på en sådan lovregel. Efter § 11 a kan den myndighed, der behandler sagen, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige giver oplysninger om en person, der søger om hjælp. Bestemmelsen giver dog ikke ret til at indhente oplysninger uden personens samtykke. Kun i de særlige situationer, der er nævnt i § 11 c, eller hvis der er tale om oplysninger om økonomiske forhold efter § 11 a, stk. 2, kan myndigheden indhente oplysninger uden personens samtykke. Se afsnit III.

Om § 11 c, jf. § 11 a i retssikkerhedsloven relevans i forhold til forvaltningslovens §§ 28 og 29 henvises til punkt 96. Bestemmelsen kan ikke anvendes til at indhente oplysninger om andre end ansøgeren, fx ægtefæller og samlevere. Her må myndigheden anvende § 28 i forvaltningsloven. Der henvises til punkt 116 f. Bestemmelsen kan heller ikke anvendes, når socialforvaltningen selv vil videregive oplysninger. Her skal betingelserne § 28 i forvaltningsloven være opfyldt.

Samtykke

Oplysninger kan videregives eller indhentes, hvis den som oplysningerne angår, har givet samtykke. Et samtykke til at give rent private oplysninger videre skal som hovedregel være skriftligt. Dette skriftlige samtykke skal efter forvaltningslovens § 28, stk. 4, indeholde oplysning om, hvilke oplysninger der er tale om, hvem de må videregives til og til hvilket formål. Samtykke bortfalder senest et år efter, at det er givet.

Når der skal opnås samtykke, må sagsbehandleren forsøge at informere pågældende om, hvilke oplysninger der er tale om, og hvorfra de skal skaffes.

Det er også vigtigt, at et samtykke til at indhente oplysninger ikke går videre, end det er nødvendigt. Det bør - også i de tilfælde, hvor et samtykke er fortrykt på en standardblanket - begrænses til de relevante typer af oplysninger sådan at det ikke omfatter alle former for oplysninger.

I ansøgningssager efter forvaltningslovens § 29 (se nedenfor) er der ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt, men det vil af bevismæssige grunde være hensigtsmæssigt, at indhente samtykket skriftligt. Hvis der i en ansøgningssag er givet mundtligt samtykke til, at der indhentes rent private oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed, er det ikke nødvendigt, at denne anden myndighed derefter indhenter skriftligt samtykke efter § 28.

Samtykket efter forvaltningslovens § 29 bortfalder ikke efter 1 år, som det gør efter § 28.

Hvis myndigheden i ansøgningssagerne på forhånd kan se, at der i løbet af sagsbehandlingen skal indhentes flere oplysninger, bør myndigheden sammen med ansøgeren aftale, hvor mange gange der skal indhentes samtykke, og hvilken form samtykket skal have. Formålet med den fælles aftale er, at ansøgeren ikke unødigt skal underskrive diverse skemaer, og at myndigheden overholder sin pligt til ikke at indhente oplysninger, som borgeren ikke ønsker, bliver indhentet.

Med hensyn til virkningen af, at en person ikke vil give samtykke til at indhente oplysninger, se afsnit III.

Videregivelse og indhentelse af oplysninger fra andre dele af forvaltningen

480. Hvis socialforvaltningen vil indhente oplysninger fra andre dele af kommunen gælder § 28 ikke. Udveksling af oplysningerne inden for forvaltningen er således som udgangspunkt kun begrænset af § 32 i forvaltningsloven om, at man ikke må indhente irrelevante oplysninger. Udveksling af oplysninger kan derfor ske i vidt omfang inden for kommunen.

En sagsbehandler kan derfor indhente nødvendige oplysninger fra andre dele af den kommunale forvaltning, fx fra skoleforvaltningen (men ikke den enkelte skole, se punkt 471), herunder den skolepsykologiske rådgivning.

Ansøgningssager

Der findes dog en særregel i § 29 om ansøgningssager. Er der tale om en ansøgningssag, må fortrolige oplysninger, som hovedregel ikke kan indhentes hverken fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges ud fra samme betingelser som gælder for fravigelse af hovedreglen i § 28. (Se punkt 470.)

Oplysninger til/fra andre end offentlige myndigheder

481. Bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 28 og 29 gælder i forhold til myndigheder.

Forvaltningsloven regulerer spørgsmålet om at give oplysninger videre fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed, men ikke direkte spørgsmålet om at give oplysninger videre til andre, fx domstole, Folketinget, Folketingets Ombudsmand, udenlandske myndigheder, privat praktiserende læger m.v. Spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at give en oplysning videre til andre, må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt, medmindre forholdet er omfattet af en særlig regel om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 29 om at indhente oplysninger gælder også kun i forhold til andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder. Retssikkerhedslovens § 11c giver imidlertid hjemmel til at indhente oplysninger uden samtykke - fx rent private oplysninger fra en privat arbejdsgiver- se afsnit III. Hvis der skal indhentes sådanne oplysninger, skal de have betydning for den opgave, som man skal udføre, jf. forvaltningslovens § 32. (Se punkt 478.)

(Se i øvrigt punkt 513, der giver en sammenfatning af, hvordan en sag skal oplyses, hvis persondataloven finder anvendelse. Afsnittet indeholder også eksempler, der kan illustrere, hvornår henholdsvis retssikkerhedsloven og forvaltningslovens skal anvendes til at oplyse en social sag.)

Parters aktindsigt

Forvaltningsloven

§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Stk. 2. Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give aktindsigt efter dette kapitel.

Stk. 3.

482. Forvaltningslovens regler om aktindsigt betyder, at borgeren eller dennes repræsentant har ret til at få kopi af de dokumenter, der indgår i sagen, hvis de anmoder om det. Hvis der i sagen indgår akter, som alene findes i myndighedens elektroniske journaler, er myndigheden efter § 10 i forvaltningsloven forpligtet til at sende ansøgeren en udskrift heraf. Dette gælder også breve, som automatisk udsendes fra myndighedens elektroniske journaler eller fra andre systemer, fx udbetalingssystemer i KMD. (Se også punkt 521 om indsigt efter persondataloven.)

Interne arbejdsdokumenter er undtaget

483. Det er ikke alle dokumenter i sagen, der er omfattet af retten til aktindsigt, fx omfatter retten normalt ikke myndighedens interne arbejdsdokumenter eller brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed. Dette fremgår af § 12 i forvaltningsloven. Interne arbejdsdokumenter er dog efter § 13 i forvaltningsloven omfattet af parternes ret til aktindsigt, hvis de foreligger i endelig form og enten alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning om sagens afgørelse eller alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter reglerne om notatpligt i § 6 i offentlighedsloven. (Se nedenfor i punkt 500 - 502 om notatpligten.) Retten til aktindsigt omfatter også interne dokumenter, der er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed over sagens faktiske omstændigheder. Dette fremgår af § 13 i forvaltningsloven.

Meroffentlighed

484. Myndigheden bør altid overveje at give aktindsigt i videre omfang efter princippet om meroffentlighed. Formålet med retten til aktindsigt er, at borgeren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med alle de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, der skal træffes eller er truffet. Borgeren har så mulighed for at kommentere oplysningerne, komme med eventuelle rettelser eller gøre opmærksom på, om der mangler oplysninger, som kan have betydning for sagen. Når der er anmodet om aktindsigt, og borgeren har ret til denne, skal myndigheden efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, udsætte sagens afgørelse, indtil borgeren har fået adgang til at gøre sig bekendt med akterne.

Partsbegrebet

485. Retten til aktindsigt efter § 9 i forvaltningsloven omfatter de personer, der har status som part i sagen. Det vil typisk være den person, der ansøger om en social ydelse. Efter almindelig praksis kan det forvaltningsretlige partsbegreb omfatte andre personer. Det er en betingelse, at de andre personer har en væsentlig, individuel og retlig interesse i sagen.

Partshøring

Forvaltningsloven

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2-3.

486. Pligten til partshøring i §§ 19 - 21 i forvaltningsloven sikrer, at borgeren og andre har mulighed for at kontrollere, at de oplysninger som myndigheden har indhentet, er rigtige. Partshøringen giver borgeren og andre mulighed for at komme med egne oplysninger.

Myndigheden har som udgangspunkt altid pligt til at partshøre over væsentlige nye oplysninger, som kan give borgeren afslag på hjælpen, og borgeren skal have lejlighed til at komme med en udtalelse. Der bør i sager, hvor helbredsmæssige forhold har betydning, altid partshøres over nye speciallægeerklæringer, også selv om konklusionen i erklæringen støtter borgerens sag. Dette skyldes, at en speciallægeerklæring normalt er af så væsentlig betydning for sagen, at borgeren bør gøres bekendt med erklæringen og have mulighed for at kommentere den. Reglerne om partshøring er minimumsregler og er derfor ikke til hinder for, at der partshøres i videre omfang. Der bør derfor også partshøres over andre oplysninger, som borgeren kan have en interesse i at se og kommentere.

Selv om borgeren i forvejen kender de oplysninger, der skal partshøres over, skal der foretages partshøring, hvis borgeren ikke er bekendt med, at de indgår i den sag, der er under behandling, fx hvis kommunen indhenter lægelige oplysninger fra en arbejdsskadesag til brug for en førtidspensionssag. Dette vil også være tilfældet, selv om myndigheden som udgangspunkt skal have samtykke fra borgeren til at indhente oplysninger, da samtykket normalt vedrører typen af oplysninger og ikke de enkelte dokumenter. Myndigheden skal i den forbindelse være opmærksom på, at der kan være samtykkekrav i anden lovgivning, eksempelvis i lov patienters retsstilling.

Internt materiale

487. Myndighedens pligt til at parthøre borgeren gælder ikke myndighedens interne materiale og egne vurderinger som eksempelvis udtalelser fra myndighedens egen lægekonsulent.

Frist

488. Myndigheden kan sætte en frist for kommentarer til partshøringen. Fristens længde vil afhænge af arten og omfanget af de nye oplysninger. Borgeren skal have rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og kommentere disse.

Eksempel: I en sygedagpengesag modtager kommunen resultatet af en lægeundersøgelse, der viser, at der efter kommunens opfattelse ikke er helbredsmæssige forhold, der skulle kunne begrunde, at borgeren fortsat kan være sygemeldt. Kommunen kan ikke stoppe sygedagpengene med det samme, men skal partshøre borgeren over oplysningerne fra lægen, inden der kan træffes afgørelse. Kun hvis kommunen ved, at borgeren har fuldt kendskab til lægens oplysninger og borgeren ved, at de vil indgå i sygedagpengesagen, kan kommunen undlade at parthøre over oplysningerne fra lægeundersøgelsen. Kommunen skal sætte en frist for svar i forbindelse med partshøringen.

Se om partshøring i klagesager eller ved behandling af ansøgninger i Den Sociale Sikringsstyrelse efter § 11 a, stk. 3, i punkt 109.

 

489. Partshøringen behøver ikke at være skriftlig, men kan fx ske ved et møde med borgeren. Det bør i overensstemmelse med offentlighedslovens § 6 noteres i sagen, at der er foretaget partshøring, så det senere kan dokumenteres, at der rent faktisk er sket partshøring. For at partshøringen kan opfylde sit formål kan det dog i mere komplicerede sager være nødvendigt at partshøre skriftligt, og borgeren har som udgangspunkt ret til at kræve at afgive en skriftlig udtalelse.

Der er tale om en alvorlig sagsbehandlingsfejl, hvis myndigheden undlader at partshøre, og fejlen vil oftest medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Se fx SM F-7-01, som er gengivet i punkterne 37 og 58.

Begrundelse

Forvaltningsloven

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.

490. En afgørelse, som giver helt eller delvis afslag på en ansøgning om hjælp, skal begrundes. Pligten til at begrunde afgørelserne gælder kun afgørelser, og ikke beslutninger om sagens behandling, fx en beslutning om at indhente lægelige oplysninger. Begrundelsespligten antages at give en øget garanti for en afgørelses rigtighed, herunder for at grundlaget for afgørelsen og oplysningerne i sagen er rigtige og tilstrækkelige. En begrundelse skal hjælpe borgeren til bedre at forstå afgørelsen og kan få afgørende betydning for borgerens accept af en (rigtig) afgørelse, der går borgeren imod. Den giver typisk borgeren bedre mulighed for at overveje, om der er grundlag for at søge om genoptagelse eller for at klage over afgørelsen.

Pligten til at begrunde en afgørelse giver myndigheden pligt til at forklare, hvad afgørelsen går ud på, og hvad myndigheden har lagt vægt på.

Begrundelsens indhold

491. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de lovbestemmelser, afgørelsen er truffet efter. Det er ikke tilstrækkeligt alene at henvise til loven. Der skal herudover være en præcis henvisning til den eller de bestemmelser (paragraf, stykke og eventuelt nummer og litra), der er anvendt. Derved styrkes også, at myndigheden har sikret sig, at der er hjemmel i loven for afgørelsen. Hvis der er tale om en skønsmæssig afgørelse, skal begrundelsen desuden angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Hvis afgørelsen beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, skal der redegøres for indholdet af den anlagte fortolkning. Det er således ikke tilstrækkeligt fx at skrive »på baggrund af en samlet bedømmelse « eller »efter alt foreliggende « . Både med hensyn til hovedhensyn og fortolkningspraksis kan det være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende praksis, som er offentlig tilgængelig eller helt almindelig kendt. Begrundelsen bør i så fald indeholde oplysning om, hvor denne praksis kan findes. Er der fx tale om, at praksis findes i en Social Meddelelse fra Ankestyrelsen, kan der henvises til den pågældende Sociale Meddelelse.

 

492. Begrundelsen bør, hvis det er nødvendigt, også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette vil især være relevant, hvor der ikke er enighed om de faktiske oplysninger i sagen, eller hvis der foreligger modstridende sagkyndige erklæringer, hvor myndigheden bør angive, hvilken erklæring der er lagt vægt på og hvorfor. Myndigheden bør desuden besvare borgerens kommentarer til sagen, også selv om disse ikke er relevante. Myndigheden kan besvare irrelevante synspunkter kort med, at disse ikke er af betydning for afgørelsen. Ved at besvare borgerens kommentarer til sagen, kan borgeren se, at myndigheden har været opmærksom på borgerens synspunkter ved afgørelsen.

Begrundelsen skal have en sådan karakter, at borgeren forstår afgørelsen.

Anmodning om skriftlig begrundelse

493. Hvis afgørelsen er meddelt mundtligt, kan borgeren inden 14 dage bede om en skriftlig begrundelse for afgørelsen. En sådan anmodning skal myndigheden besvare inden 14 dage.

Manglende eller utilstrækkelig begrundelse

494. Hvis der slet ikke er givet en begrundelse, vil det normalt betyde, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis der er en begrundelse, men denne ikke er tilstrækkelig, bliver afgørelsen ikke af denne grund ugyldig, men det kan betyde, at klagefristen må forlænges, indtil der er givet en fyldestgørende begrundelse. Se fx SM O-76-97.

SM O-76-97: Tilbagebetalingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, som skal opfylde formkravene i forvaltningsloven. Ankestyrelsen har truffet afgørelse i 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. I 2 af sagerne var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu aktivlovens § 93, stk.1). I 2 andre sager var der ved afkrydsning alene henvist til bistandslovens § 26, stk. 3 (nu aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6). Alle sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen. Den omstændighed, at der eventuelt var givet en mundtlig begrundelse, fritog ikke forvaltningen for samtidig at meddele en skriftlig begrundelse.

Klagevejledning

Forvaltningsloven

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Stk. 2. ...

495. Pligten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige afgørelser, som kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, sikrer, at borgeren får viden om sin mulighed for at klage. Som følge af den almindelige vejledningspligt bør myndigheden også, hvor en afgørelse meddeles mundtligt, give klagevejledning, fx hvis der er en klagefrist.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om klageinstans, fx det sociale nævn, og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder hvem klagen skal sendes til. Hvis der er en klagefrist for afgørelsen, skal fristen oplyses.

Kapitel 51

Offentlighedsloven

Aktindsigt

Offentlighedsloven

§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.

Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.

Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

496. Aktindsigt efter offentlighedsloven kan forlanges af enhver, men det er ikke alle dokumenter og oplysninger, der er omfattet af retten til aktindsigt. Fx er der ikke ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold. Dette betyder, at sociale sager som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven. En person, hvis egne personlige forhold er omtalt i sagen, har dog ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om sig selv (reglen om egenaccess).

SM O-67-98 Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om begrænsning af retten til aktindsigt.
I sag nr. 1 havde en mand, der søgte om aktindsigt, partsstatus i den del af en tidligere samlevers sag i kommunen, som drejede sig om hjælpeforanstaltninger for et fællesbarn, da ansøgeren havde del i forældremyndigheden. Ansøgningen skulle derfor i forhold til denne del af sagen bedømmes efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, der som udgangspunkt giver en part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, ret til at blive gjort bekendt med alle sagens dokumenter. I den foreliggende sag fandtes moderens interesse i, at oplysninger om hendes forhold til og opfattelse af ansøgeren blev undtaget fra aktindsigt, ikke at være så tungtvejende, at lovens udgangspunkt måtte fraviges. Faderen havde derfor ret til aktindsigt også i disse oplysninger.
I sag nr. 2 havde en mand søgt om aktindsigt i en tidligere samlevers familierådgivningssag i kommunen, fordi hans nuværende hustru blev opsagt fra sin stilling som kommunal dagplejemor på grund af oplysninger om ham i den nævnte familierådgivningssag. Manden kunne ikke betragtes som part i samleverens og hendes 4 særbørns sag, og hans ansøgning skulle derfor bedømmes efter offentlighedsloven. Efter denne lovs § 4, stk. 2, kan den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument med visse undtagelser forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Dette gælder dog ikke i det omfang, hensynet til pågældende eller andre afgørende taler imod.
Hensynet til den tidligere samlever og dennes børn talte med afgørende vægt imod, at der blev givet aktindsigt.

SE også SM O-18-80

Formkrav

497. Der stilles ingen formkrav til anmodning om aktindsigt.

Frist for besvarelsen

498. En anmodning om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven skal besvares inden 10 dage efter anmodningen. Besvarelsen skal normalt ske ved at give borgeren kopi af akterne. Hvis fx dokumenternes antal, karakter eller form taler herimod, kan aktindsigten i stedet gennemføres ved at give adgang til gennemsyn på stedet. Hvis det ikke er muligt at sende kopi af akterne i den konkrete sag inden 10 dage, skal myndigheden indenfor denne frist give besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår borgeren kan forvente at få kopi af sagens akter, eller hvornår gennemsyn af akterne kan finde sted.

SM D-15-94: En arbejdsgiver, der havde fået afslag på refusion af dagpenge fra kommunen, havde som part ret til ubegrænset aktindsigt i sagens akter, herunder en af kommunen indhentet lægeerklæring, journalark og opfølgningsskema, der indeholdt udtalelser vedrørende lønmodtagerens uarbejdsdygtighed. Efter en konkret afvejning af de modstående hensyn, der er nævnt i forvaltningslovens § 15, fandtes der ikke herved at være godtgjort skadevirkninger overfor lønmodtageren, som ikke længere var ansat hos arbejdsgiveren.

SM O-57-94: En fader, som ikke var indehaver af forældremyndigheden, havde i en sag om indskrænkning af samværsretten med en datter, anbragt uden for hjemmet, ret til aktindsigt i en psykolograpport om datteren efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. Det vil sige, at han som udgangspunkt havde ret til indsigt i hele dokumentet. Moderens interesse i at oplysninger om hendes private forhold og hendes forhold til datteren ikke blev undergivet aktindsigt, fandtes imidlertid efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, at føre til en begrænsning i aktindsigten, således at disse oplysninger måtte unddrages faderens aktindsigt. Det måtte endvidere konkret vurderes, om der i rapportens oplysninger vedrørende datteren var oplysninger, der burde unddrages aktindsigt af afgørende hensyn til datteren. Ankestyrelsen fandt endvidere, at faderen ikke kunne anses som part i en verserende sag om anbringelse af barnet udenfor hjemmet. (SM O-67-98, se punkt 496.)

Klage

499. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Der er ingen klagefrist. Se nedenfor i punkterne 531-536 om klager over manglende overholdelse af sagsbehandlingsreglerne.

Notatpligt

Offentlighedsloven

§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Stk. 2-3. ...

500. En vigtig regel i offentlighedsloven er, at forvaltningsmyndigheder har notatpligt. Det vil sige, at den offentligt ansatte skal skrive faktiske oplysninger ned, som modtages mundtligt eller på anden måde, fx telefonisk eller som elektronisk post. Oplysningerne skal noteres ned, hvis de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt fremskaffes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Oplysningerne skal dog ikke noteres ned, hvis de allerede fremgår af sagens dokumenter.

Reglen om notatpligt har sammenhæng med reglerne om aktindsigt, da retten til aktindsigt gælder dokumenter. Reglen om notatpligt sikrer, at myndigheden ved at få mundtlige oplysninger ofte kan belyse sagen på en hurtigere og smidigere måde end ved at kræve skriftlige oplysninger.

SM D-7-01. Kommunen var nærmest til at bære risikoen for, at der ikke var dokumentation for, hvilken vejledning, der var givet i kommunen, da lønmodtageren henvendte sig med sit feriekort. Dagpengene kunne derfor ikke standses under ferie. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlig afgørelse herom, og kommunen ikke havde overholdt notatpligten i offentlighedsloven.

Notatpligt i afgørelsessager og andre sager

501. Reglen gælder efter loven kun i afgørelsessager, men efter god forvaltningsskik bør en myndighed også i andre sager lave et skriftligt notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af sagen. Hvis en myndighed fx mundtligt modtager oplysning fra en borger eller en myndighed om en anden borgers forhold, men henvendelsen ikke giver anledning til, at der skal træffes en afgørelse, skal myndigheden alligevel lave et notat om oplysningen. Dette gælder dog ikke, hvis oplysningen i forvejen fremgår af sagens dokumenter.

Hvem har skrevet notatet

502. Det bør fremgå, hvem der har noteret oplysningerne ned. Dette har betydning for at kunne konstatere, om fx den der har noteret oplysningen ned er inhabil. Det har også betydning for en bevisvurdering, hvis borgeren ikke selv mener, at oplysningen er korrekt, idet myndigheden selv og klageinstanserne kan være nødt til at se bort fra en mundtlig oplysning, der er noteret ifølge notatpligten, uden at det fremgår, hvem der har noteret den, hvis oplysningen imødegås af borgeren, og den ikke kan genfremskaffes eller bekræftes ad anden vej.

Kapitel 52

Persondataloven

Anvendelsesområdet

503. Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, som foretages af offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger og lignende.

Begrebet behandling omfatter enhver måde at håndtere oplysninger om personer på. Videregivelse af oplysninger er derfor en behandling i lovens forstand, og det samme gælder registrering, systematisering, opbevaring, brug og sletning af oplysninger. Persondataloven gælder som hovedregel kun i tilfælde, hvor man behandler oplysninger om personer, dvs. fysiske personer.

Persondataloven definerer i § 3 de begreber og udtryk, der anvendes i loven. Med dataansvarlig forstås den myndighed, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler, der må foretages behandling af oplysninger. Databehandler forstås som en fysisk eller juridisk person eller myndighed, institution eller ethvert andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne. Forskellen mellem en dataansvarlig og en databehandler er, at databehandleren afleder sin kompetence fra den dataansvarlige, men at det er den dataansvarlige, der er direkte ansvarlig over for den registrerede for eksempel i forhold til persondataloven regel om erstatning og sikkerhed. Der henvises i øvrigt til Sikkerhedsbekendtgørelsen (Bkg. nr. 528 af 15. juni 2000 som ændret ved bkg. nr. 201 af 22. marts 2001) og sikkerhedsvejledning (Vejl. nr. 37 af 2. april 2001), der findes på datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk .

Med personoplysninger forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede). Hvem der faktisk kan anses som den registrerede, må afgøres konkret af den dataansvarlige. Bipersoner, dvs. personer, der ikke er den egentlige genstand for behandlingen, men alene optræder accessorisk i tilknytning til oplysninger om den registrerede, omfattes også af persondatalovens regler og har derfor som udgangspunkt samme rettigheder som andre registrerede personer. (Se nærmere om bipersoner i punkt 518.)

Elektronisk behandling af data og manuelle registre

504. Persondataloven finder først og fremmest anvendelse på behandling af personoplysninger, som sker ved hjælp af elektronisk databehandling. Det vil sige, at loven finder anvendelse, når personoplysninger behandles ved hjælp af computerteknik, fx skrivning af breve eller systematisering af persondata i en pc. Loven finder også anvendelse, når personoplysninger sendes over Internettet eller hvis der printes et brev ud fra en computer.

Loven gælder imidlertid også, hvis oplysningerne skal indgå i et manuelt register. En systematisk samling af personoplysninger i fx et papirkartotek eller i en fortegnelse er derfor omfattet af loven.

Manuelle akter, som indgår i den dataansvarliges konkrete sagsbehandling, mapper med sagsakter, eller samlinger af sådanne mapper, er derimod ikke et register. Den behandling, der knytter sig til den manuelle sag inden for den offentlige forvaltning, er således ikke omfattet af loven.

Forholdet til anden lovgivning

505. Persondataloven regulerer som nævnt adgangen til at behandle personoplysninger. Det gør forvaltningsloven, offentlighedsloven og retssikkerhedsloven også. Der er endvidere flere andre love, der regulerer adgangen til at behandle personoplysninger, fx lov om patienters retsstilling. Der vil derfor i praksis kunne opstå situationer, hvor der opstår tvivl om, hvilket af de 4 regelsæt, der har fortrin.

Persondataloven indeholder i § 2, stk. 1, en bestemmelse om, at regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for persondatalovens regler. Bestemmelsen tager derimod ikke udtrykkeligt stilling til, hvad der gælder, hvis reglerne i anden lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling. Efter persondatalovens forarbejder beror denne vurdering på en konkret fortolkning af den anden lovgivning.

Der kan i særlovgivning være fastsat regler om, at der skal ske en bestemt behandling af personoplysninger. I disse tilfælde vil særloven skulle anvendes i forhold til den pågældende behandling af personoplysninger. Men persondataloven vil fortsat finde anvendelse uden for det område, som særloven regulerer. Fx er der en særregel i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2, hvorefter myndigheden kan indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, herunder fra arbejdsløshedskasser, om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle, uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol. Her vil samkøring af oplysningerne skulle ske efter § 11 a, stk. 2, mens persondataloven forsat regulerer kravet om datasikkerhed, oplysningspligt, indsigt m.v. Et andet eksempel er retssikkerhedslovens § 11 c, der giver de sociale myndigheder ret til at indhente oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager. (Se punkt 111 og 119.) Her vil selve indhentningen af oplysninger skulle ske efter § 11 c, men persondatalovens øvrige krav skal også fortsat overholdes.

For så vidt angår persondatalovens forhold til forvaltningsloven er der i begge love regler om adgangen til at videregive personoplysninger og parternes ret til aktindsigt. Bortset fra disse to områder er der ikke overlap mellem de to love. Forvaltningslovens øvrige regler om sagsbehandlingen (partshøring, begrundelse mv.) gælder derfor også for rent elektronisk sagsbehandling.

Hvis oplysningerne er undergivet ren edb-mæssig sagsbehandling eller oplysningerne indgår i et manuelt register, bedømmes adgangen til at videregive oplysningerne efter persondatalovens regler (kapitel 4). Hvis oplysningerne derimod behandles rent manuelt (dvs. sagsbehandlingen kun er papirbaseret og der ikke indgår brug af edb), gælder forvaltningslovens regler.

Forskellen mellem de to love vedrørende videregivelse af oplysninger er, at persondataloven alene regulerer spørgsmålet, om myndigheden er berettiget til at videregive oplysninger, mens forvaltningsloven i §§ 27-28 og 31 regulerer også regulerer om myndigheden er forpligtet til at videregive oplysningen. (Der henvises desuden til punkt 468 om kommuners og amtskommuners muligheder for at udveksle oplysninger inden for egen myndighed.)

Retten til parternes aktindsigt efter forvaltningsloven §§ 9 – 18 gælder både for oplysninger, der registreres elektronisk og oplysninger i manuelle registre. Samtidig har borgeren ret til indsigt i oplysninger, der er blevet behandlet elektronisk efter persondatalovens §§ 31-34. (Se punkt 521.) Kommunen skal vejlede borgeren om rækkevidden af de to regelsæt, således at borgeren meddeles indsigt efter det regelsæt, der er gunstigst i forhold til borgerens anmodning.

Persondatalovens forhold til offentlighedsloven omhandler alene spørgsmålet om aktindsigt. Persondataloven giver ikke borgerne ret til aktindsigt om andre personer, og spørgsmålet om adgangen til aktindsigt om andre personer skal derfor afgøres efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven.

Såvel persondataloven som offentlighedsloven indeholder regler om retten til egenacces (dvs. adgang til at se oplysninger om sig selv). I denne situation skal, myndigheden give indsigt efter den lov, der giver borgeren den bedste retsstilling. De to love supplerer hinanden, så det er muligt, at borgeren skal gives indsigt efter både persondataloven og aktindsigt efter offentlighedsloven på samme tid. Det afgøres ved fortolkning i den konkrete situation, hvad borgeren har ret til at få indsigt i og efter hvilken lov indsigten skal ske i forhold til den konkrete oplysning. Ligesom offentlighedsloven indeholder persondataloven en række undtagelser til retten til aktindsigt. Undtagelserne fremgår af persondatalovens § 32, stk. 2, og svarer til undtagelserne i offentlighedsloven. (Se punkt 521.)

Der henvises for yderligere oplysninger om persondatalovens forhold til særlovgivning til kapitel 2 i lov om behandling af personoplysninger med kommentarer af Kristian Korfits Nilsen og Henrik Waaben, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001. Der henvises også til rettighedsvejledningen (Vejl. nr. 126 af 10. juli 2000), der findes på Datatilsynets hjemmeside. Vejledningen indeholder en nærmere gennemgang af borgerens rettigheder efter persondataloven.

Grundlæggende principper for behandling af personoplysninger

506. Persondataloven indeholder i kapitel 4 en række regler om, hvornår behandling - herunder videregivelse - af oplysninger, der er omfattet af loven, må finde sted. Persondataloven indeholder ikke bestemmelser om, hvornår man har pligt til at videregive oplysninger men regulerer alene, hvornår videregivelse af oplysninger kan ske.

Principper for god databehandlingsskik

507. Persondatalovens § 5 fastsætter en række grundlæggende principper for den dataansvarliges behandling af oplysninger, herunder regler om indsamling, ajourføring, opbevaring mv. Når der ifølge reglerne i §§ 6-8, eller evt. i særlovgivning, er hjemmel til at foretage en bestemt behandling af oplysninger, skal reglerne i persondatalovens § 5 samtidig overholdes.

Efter § 5, stk. 1, skal oplysninger behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik. Det betyder, at den dataansvarlige skal sørge for at overholde reglerne i persondataloven og ikke må forsøge at omgå reglerne. Datatilsynet fastlægger nærmere, hvad der ligger i begrebet »god databehandlingsskik«.

Efter § 5, stk. 2, må den dataansvarlige kun indsamle personoplysninger, hvis det står klart, hvilket formål oplysningerne skal bruges til. Man kan ikke blot indsamle oplysninger med en formodning om, at man senere måske kan få brug for dem. Formålet med databehandlingen skal være sagligt.

Efter § 5, stk. 2, må den dataansvarlige ikke senere behandle de indsamlede oplysninger, hvis det er uforeneligt med de formål, som oplysningerne oprindeligt blev indsamlet til. Hvis den senere behandling fx strider mod det oprindelige formål, må behandlingen ikke finde sted. Det er en konkret vurdering om en senere behandling må anses for at være uforenelig med det oprindelige formål.

Efter § 5, stk. 3 skal de oplysninger, der behandles være relevante og ikke omfatte mere end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet. Der gælder således et proportionalitetsprincip ved behandlingen af oplysningerne.

Efter § 5, stk. 4, skal den dataansvarlige sikre sig, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Hvis det viser sig, at der er blevet behandlet urigtige eller vildledende oplysninger, skal de hurtigst muligt rettes eller slettes. (Se punkt 522-523 om blandt andet borgerens ret til at få berigtiget forkerte oplysninger.)

Efter § 5, stk. 5, må den dataansvarlige ikke opbevare oplysninger på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i længere tid end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, som oplysningerne skal bruges til.

Behandling og videregivelse af persondata

Oplysningernes karakter

508. Persondatalovens kapitel 4 inddeler personoplysninger i tre niveauer eller typer:

-   Følsomme personoplysninger, jf. § 7, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

-   Andre følsomme personoplysninger, jf. § 8, stk. 1. Det drejer sig om oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de, der er nævnt i § 7, stk. 1.

-   Almindelige personoplysninger, jf. § 6. Almindelige personoplysninger er fx identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger.

Det er vigtigt at bemærke, at de sociale myndigheder ikke skal indhente oplysninger til sociale sager efter persondataloven, men efter retssikkerhedslovens § 11 a - § 11 c. (Se punkt 96.)

Behandling af følsomme personoplysninger

509. Behandling af følsomme oplysninger er reguleret i § 7. Følsomme oplysninger er oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.

Følsomme oplysninger må som udgangspunkt ikke behandles. Dette gælder dog ikke, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1)   Den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2)   Behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser. Her er der tale om databehandling ud fra nødretslignende hensyn, fordi den registrerede fx på grund af sygdom ikke kan give samtykke. »Vitale interesser« betyder, at det skal være en interesse, der er af fundamental betydning for den registrerede.

3)   Hvis behandlingen vedrører oplysninger, som er offentliggjort af den registrerede selv. Oplysningerne er offentliggjort, når de er blevet fortalt til en bredere kreds af personer, fx via tv eller aviser. Offentliggørelsen skal være sket på den registreredes eget initiativ.

4)   Hvis databehandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges. Behandling der sker i den dataansvarliges, den registreredes eller tredjemands interesser er omfattet. Fx kan myndighederne behandle oplysninger for at finde ud af om en borger har ret til en ydelse. Det skal bemærkes at sociale myndigheder skal oplyse en social sag i overensstemmelse med § 11 a - § 11 c i retssikkerhedsloven. (Se punkt 96.)

5)   Behandlingen af oplysninger om medlemskab af en fagforening kan ske, hvis den er nødvendig for at den dataansvarlige kan overholde arbejdsretlige forpligtelser. Hermed sigtes til enhver form for forpligtelse og rettighed, der følger af en aftale eller en lov, blot den hviler på et arbejdsretlige grundlag.

6)   Foreninger og andre almennyttige organisationer vil under visse betingelser kunne behandle personfølsomme oplysninger. Behandlingen skal vedrøre oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der er i regelmæssig kontakt med organisationen.

7)   Behandling af personoplysninger kan foretages, hvis det er nødvendigt i forbindelse med sygepleje eller patientbehandling. Databehandlingen skal foretages af en person, der er undergivet tavshedspligt, og det skal ske i forbindelse med varetagelsen af den dataansvarliges opgave på sundhedsområdet. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis der skal videregives oplysninger om helbred og patientforholdet er reguleret i lov om patienters retsstilling. I dette tilfælde har lov om patienters retsstilling forrang.

8)   Behandlingen er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse af opgaver på det strafferetlige område.

9)   Behandling af følsomme oplysninger kan ske af hensyn til vigtige samfundsmæssige interesser. Datatilsynet skal give tilladelse. Bestemmelsen vil kun sjældent blive brugt.

Der findes en særregel for de sociale myndigheders adgang til at videregive (ikke indhente) oplysninger, der er omfattet efter § 7, stk. 1, i § 8, stk. 3. (Se punkt 512 nedenfor.)

Behandling af andre følsomme oplysninger

510. Behandling af andre følsomme oplysninger er omfattet af § 8. Bestemmelsen omfatter oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre følsomme oplysninger, end de, der er nævnt i § 7, stk. 1. (Se punkt 512.) Som eksempel kan nævnes familiestridigheder, tvangsfjernelse af børn, separations- og skilsmissebegæringer og adoptionsforhold (disse omlysninger kan dog efter omstændighederne høre ind under § 7).

Offentlige myndigheder må ikke behandle de oplysninger, der er omfattet af bestemmelsen, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Oplysninger må også behandles, hvis en af de betingelser, der er nævnt i punkt 509 (om følsomme oplysninger ovenfor) er opfyldt.

Herudover er der fastsat særlige regler for, hvornår den offentlige myndighed må videregive (ikke indhente) oplysningerne i stk. 2. Oplysninger kan kun videregives hvis:

1)   den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2)   videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til interesser, der begrunder at oplysningen holdes hemmelig, herunder hensynet til den, som oplysningen vedrører.

3)   videregivelsen er nødvendig for en myndigheds opgaver eller nødvendig for, at myndigheden kan træffe afgørelse i en sag.

4)   videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en opgave, som en person eller virksomhed skal udføre for det offentlige.

Almindelige personoplysninger

511. Persondatalovens § 6 regulerer, i hvilket omfang der må ske behandling - herunder indhentning og videregivelse - af almindelige personoplysninger. Almindelige personoplysninger er fx identifikationsoplysninger, oplysninger om økonomiske forhold eller andre lignende ikke følsomme oplysninger. Kort sagt er almindelige personoplysninger alle oplysninger, der ikke er omfattet af §§ 7 og 8. (Se om persondatalovens definitioner af følsomme oplysninger punkt 508.)

§ 6 omfatter behandling af personoplysninger, som foretages for offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger, institutioner mv.

Efter § 6, stk. 1, kan oplysninger kun behandles, herunder indhentes og videregives, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

1)   Den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandlingen. Et stiltiende eller indirekte samtykke er ikke nok.

2)   Hvis behandlingen er nødvendig for at opfylde en aftale, som den registrerede er part i. Eller hvis behandlingen sker på anmodning af den registrerede, før der indgås en aftale.

3)   Behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige. Den retlige forpligtelse kan følge af love, bekendtgørelser, internationale regler, domstolsafgørelser og administrative afgørelser (fx afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse).

4)   Behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser. Her er der tale om databehandling ud fra nødretslignende hensyn, fordi den registrerede fx på grund af sygdom ikke kan give samtykke. »Vitale interesser« betyder, at det skal være en interesse, der er af fundamental betydning for den registrerede.

5)   Behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse. Der skal være tale om opgaver af almen interesse, fx med statistiske, historiske eller videnskabelige formål.

6)   Behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, som skal have oplysningerne, har fået pålagt. Bestemmelsen retter sig primært mod behandling af den del af den offentlige virksomhed, der går ud på at træffe afgørelser. Men også den del af det offentliges opgaver, der betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed, fx udførelsen af hjemmehjælp hos en borger, vil efter omstændighederne være omfattet. Bestemmelsen har et meget bredt anvendelsesområde.

7)   Hvis behandlingen er nødvendig for at varetage en berettiget interesse og denne interesse overstiger hensynet til den registreredes interesser. Det er den dataansvarlige, der skal vurdere om hensynet til de interesser, der ønskes forfulgt med behandlingen overstiger den registreredes interesser.

Særligt om sociale myndigheders videregivelse af følsomme oplysninger

512. Efter § 8, stk. 3, må de sociale myndigheder kun videregive følsomme oplysninger (både dem, som er omfattet af § 7, stk. 1 og § 8, stk. 1), hvis der er givet samtykke til det eller hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til interesser, der begrunder at oplysningen holdes hemmelig.

Bestemmelsen i § 8, stk. 3, omfatter myndigheder, der varetager opgaver inden for det sociale område. Det drejer sig om kommuners og amtskommuners socialforvaltninger og de statslige myndigheder, der varetager opgaver på det sociale område (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse). Herudover beror det på en konkret vurdering, i hvilket omfang andre myndigheder kan siges at udføre opgaver inden for det sociale område og dermed er omfattet af bestemmelsen.

Som eksempel på en lovlig videregivelse efter § 8, stk. 3, kan nævnes den situation, at de sociale myndigheder har mistanke om incest eller andre seksuelle overgreb mod børn og i den forbindelse ønsker at kontakte andre myndigheder, såsom sygehuse, politi m.v. for at beskytte børnene.

Betingelserne for, hvornår der kan ske videregivelse efter § 8, stk. 3, svarer til dem, der er fastsat i forvaltningslovens § 28, stk. 2. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at § 8, stk. 3, - i modsætning til forvaltningslovens § 28, stk. 2 - ikke alene regulerer videregivelse til andre myndigheder, men også videregivelse til private.

Private, der udfører opgaver for sociale myndigheder

Private kan betragtes som sociale myndigheder, hvis de udfører opgaver for de sociale myndigheder og udførelsen er reguleret i en detaljeret aftale mellem myndigheden og den private. Disse private antages at være sociale myndigheder forhold til bestemmelsen i § 8, stk. 3. Vær opmærksom på, om den private, der udfører opgaver for de sociale myndigheder, skal anses for at være dataansvarlig jf. punkt 503. (Se også punkt 514 om andre privates mulighed for at behandle data.)

Sammenfattende om persondataloven og oplysning af sociale sager

513. Offentlige myndigheder vil typisk have mulighed for at udveksle oplysninger efter følgende bestemmelser:

Almindelige personoplysninger

Indhentelse, videregivelse og anden databehandling

§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke

§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave

§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end
hensynet til hemmeligholdelse

Sociale myndigheder indhenter

Kun § 11 a - § 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. med samtykke, medmindre § 11 c kan anvendes.

+ forvaltningslovens § 29, hvis der indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen om en ansøger eller persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7, ved indhentelse fra andre dele af forvaltningen om en ikke-ansøger

 

Følsomme oplysninger

Indhentelse, videregivelse og anden databehandling

§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav

Sociale myndigheder indhenter

Kun § 11 a - § 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

+ forvaltningslovens § 29, hvis der indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen om en ansøger eller persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 1 og 4, ved indhentelse fra andre dele af forvaltningen fra en ikke-ansøger

Videregivelse fra socialforvaltning
§ 8, stk. 3,

-   samtykke

-   værdispringsregel

-   nødvendigt led i sagens behandling

-   nødvendig for tilsyns eller kontrolopgaver

Andre følsomme oplysninger

Indhentelse, videregivelse og anden databehandling

§ 8, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 8, stk. 2, nr. 2 – værdispringsregel

§ 8, stk. 2, nr. 3 - nødvendig for myndighedens opgaver

§ 8, stk. 2, nr. 4 - nødvendig for en persons/virksomheds opgave, der udføres for det offentlige

 

eller hvis betingelserne i § 7, stk. 2 er opfyldt

§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke
§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav

Sociale myndigheder indhenter

Kun § 11 a - § 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. med samtykke, medmindre § 11 c kan anvendes

+ forvaltningslovens § 29, hvis der indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen om en ansøger eller persondatalovens § 8, nr. 1.4, ved indhentelse fra andre dele af forvaltningen fra en ikke-ansøger

Videregivelse fra en socialforvaltning

§ 8, stk. 3,

-   samtykke

-   værdispringsregel

-   nødvendigt led i sagens behandling

-   nødvendig for tilsyns eller kontrolopgaver

Eksempel: 28-årige Karen er blevet arbejdsløs og søger om kontanthjælp, da hun ikke har været medlem af en a-kasse. Hun oplyser, at hun ikke gider at blive aktiveret og at hun i øvrigt slet ikke kan arbejde, fordi hun har været ude for en ulykke på sin tidligere arbejdsplads. Hun oplyser, at hun bor sammen med sin kæreste Ole, og at de har et barn sammen.

Når socialforvaltningen i kommunen skal oplyse sagen, skal det typisk ske efter følgende bestemmelser:

Oplysninger om Karen

§ 11 a, stk. 1, hvis kommunen skal bruge oplysninger fra læge eller andre myndigheder m.v.

 

§ 11 a, stk. 2, til at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre dele af kommunen eller fra arbejdsløshedskassen for at tjekke, om hun får dagpenge

Oplysninger fra andre dele af kommunen:
§ 11 a, stk. 2, jf. ovenfor +

 

§ 29 i forvaltningsloven finder anvendelse, da der er tale om en ansøgningssag. Persondatalovens § 6-8 skal ikke anvendes, da § 29 i forvaltningsloven går forud for disse bestemmelser.

Oplysninger om Ole

§ 11 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven skal ikke anvendes, da Ole ikke ansøger om kontanthjælpen. § 11 a, stk. 2, kan ikke anvendes, da Ole ikke er gift med Karen. Der skal derfor typisk indhentes oplysninger efter disse bestemmelser:

 

§ 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7 – økonomiske oplysninger, der skal indhentes fra andre myndigheder, andre dele af forvaltningen eller private, fx en A-kasse

 

§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke

§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave

§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end

hensynet til hemmeligholdelse

 

Ellers § 7 og § 8, hvis der skal indhentes følsomme oplysninger fra andre dele af forvaltningen, andre myndigheder eller private

 

§ 8, stk. 2, om andre følsomme oplysninger

- nr. 1 – samtykke

- nr. 2 – værdispringsregel

- nr. 3 – nødvendig for myndighedens opgaver

- nr. 4 – nødvendig for en persons/virksomheds opgave, der udføres for det offentlige

 

Hvis betingelserne i § 7, stk. 2 er opfyldt, kan kommunen indhente både følsomme og andre følsomme oplysninger

§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav

 

(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven regler om indhentelse og videregivelse anvendes – oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med § 27, 28 og § 32.)

Eksempel: Britta får børnetilskud og friplads i børnehaven fordi hun er blevet enlig. Naboen har dog set Britta få besøg af Jens op til flere gange om ugen og mistænker Britta for at snyde myndighederne.

Kommunen indkalder Britta til en samtale. Hun benægter at have noget med Jens at gøre.

Når kommunen skal undersøge sagen, kan det typisk ske efter følgende bestemmelser:

Oplysninger om Britta

§ 11 a, stk. 1, hvis kommunen skal bruge oplysninger fra skolen og andre myndigheder. Da der er tale om en tilbagebetalingssag kan oplysningerne indhentes uden samtykke, jf. § 11 c.

 

Oplysninger fra andre dele af kommunen:

 

§ 11 a, stk. 2, til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen eller for at tjekke om hun får dagpenge

 

§ 29 gælder ikke, da der ikke er tale om en ansøgningssag. Der skal derfor indhentes oplysninger om andet end økonomi efter persondataloven, typisk:

 

§ 6, stk. 1, nr. 1 – samtykke

§ 6, stk. 1, nr. 6 – nødvendig af hensyn til at udføre opgave

§ 6, stk. 1, nr. 7 – berettiget interesse, der er vigtigere end
hensynet til hemmeligholdelse

– til at indhente almindelige personoplysninger, fx om økonomi fra andre dele af forvaltningen

 

§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav

– til at indhente oplysninger om rent private forhold fra andre dele af forvaltningen

 

§ 8, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 8, stk. 2, nr. 2 – værdispringsregel

§ 8, stk. 2, nr. 3 – nødvendig for myndighedens opgaver

§ 8, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for en persons/virksomheds opgave, der udføres for det offentlige

 

eller

 

§ 7, stk. 2, nr. 1 – samtykke

§ 7, stk. 2, nr. 4 – nødvendig for at fastsætte retskrav

– til at indhente andre personfølsomme oplysninger

 

(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven anvendes – oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med § 32, hvis det er sagligt begrundet)

 

Oplysninger om Jens

§ 11 a i retssikkerhedsloven og § 29 i forvaltningsloven anvendes ikke, da Jens ikke er »ansøger«. Der skal derfor typisk indhentes oplysninger fra andre myndigheder, andre dele af kommunen eller private, fx en A-kasse efter disse bestemmelser:

 

§ 6, stk. 1, nr. 1, 6 og 7 – økonomiske oplysninger fra banken, eller skatteforvaltningen.

 

§ 7, stk. 2, nr. 2 og 4 – til at indhente oplysninger om rent private forhold fra andre dele af forvaltningen, andre myndigheder eller private.

 

§ 8, stk.2, til at indhente andre personfølsomme oplysninger, fx at Britta har været ude for en ulykke, der betyder, at hun har brug for hjælp i det daglige (og at det måske er derfor, at Jens er der så meget).

 

(Sker der ikke nogen form for databehandling, skal forvaltningsloven anvendes – oplysninger kan indhentes i overensstemmelse med § 27, 28 og § 32.)

Ovennævnte skemaer giver kun en oversigt over hvilke bestemmelser i persondataloven som en sag kan oplyses efter. (Se i øvrigt punkt 479 om forvaltningsloven og oplysning af sociale sager. Det skal bemærkes, at de øvrige regler om borgerens rettigheder, der er fastsat i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven naturligvis også skal følges.)

Privates behandling og videregivelse af data

514. Behandling - herunder videregivelse - af personoplysninger, som foretages af en privat institution eller forening mv., skal vurderes efter § 7 eller § 8. (Se punkt 509 og 510. Dette punkt omfatter kun private, som ikke sidestilles med offentlige forvaltningsmyndigheder, som er omfattet af § 8, stk. 3. Se punkt 512.)

En privat institution kan behandle oplysninger om rent private forhold, der er omfattet af § 7 efter samme kriterier som gælder offentlige myndigheder.

Er der tale om § 8-oplysninger – andre følsomme oplysninger, er det reguleret i § 8, stk. 4 og 5, i hvilket omfang en privat institution mv. må behandle sådanne oplysninger. Hvis der foretages anden behandling end videregivelse, finder § 8, stk. 4, anvendelse. Hvis der foretages videregivelse, finder § 8, stk. 5, anvendelse.

Efter § 8, stk. 4, må private behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold, hvis

-   den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til det

-   betingelserne i § 7, stk. 2 er opfyldt

-   behandling er nødvendig for at varetage en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.
Efter § 8, stk. 5, kan videregivelse af denne type oplysninger normalt kun ske, når

-   den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til det

-   betingelserne i § 7, stk. 2 er opfyldt

-   behandling er nødvendig for at varetage en berettiget interesse af hensyn til offentlige eller private interesser, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Hvis en privat institution således ønsker at videregive oplysninger om helbredsforhold til en socialforvaltning, fx ved at sende en e-mail til socialforvaltningen, vil berettigelsen af denne videregivelse skulle vurderes ud fra persondatalovens § 7. Hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om væsentlige sociale problemer, vil berettigelsen af denne videregivelse derimod skulle vurderes ud fra persondatalovens § 8, stk. 5.

Pligt til at informere den registrerede

515. Persondatalovens kapitel 8 indeholder regler om oplysningspligt over for registrerede personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Reglerne om oplysningspligten er nærmere beskrevet i Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven. De vigtigste bestemmelser er §§ 28 og 29.

Oplysninger indsamlet hos borgeren selv

516. § 28 vedrører den dataansvarliges oplysningspligt, når oplysningen er indhentet hos den registrerede selv, dvs. hos borgeren. Oplysningspligten indtræder, når oplysningen indsamles. Oplysningspligten indebærer, at den dataansvarlige af egen drift har pligt til at give den registrerede meddelelse ved indsamling af oplysningerne.

Efter § 28 skal borgeren have meddelelse om følgende:

1)   Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2)   Formålene med den behandling, som oplysningerne skal bruges til.

3)   Alle yderligere oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, fx:

a)   kategorien af modtagere

b)   om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare de stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare

c)   om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede. (Se punkt 521-522.)

Meddelelse kan undlades hvis:

1)   Borgeren allerede kender til de oplysninger, der er nævnt i 1-3), jf. § 28. stk. 2.

2)   Hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til personen selv eller andre, jf. § 30, stk. 1. Der skal foretages en konkret afvejning.

3)   Hvis der er andre hensyn, der er vægtigere end hensynet til den registreredes interesse i at kende oplysningerne, fx hensyn til statens sikkerhed eller forsvaret. Se § 30, stk. 3. Der skal foretages en konkret afvejning.

Oplysninger indsamlet hos andre end borgeren selv

517. Hvis oplysningen er indsamlet hos andre end borgeren selv gælder § 29. I dette tilfælde skal den registrerede senest ved registreringen give borgeren en række oplysninger om formålet med registreringen. Hvis oplysningerne skal videregives til tredjemand skal borgeren have oplysningerne senest når videregivelsen finder sted.

Borgeren skal have oplysning om:

1)   Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2)   Formålene med den behandling, som oplysningerne skal bruges til.

3)   Alle yderligere oplysninger, der er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, fx:

a)   hvilken type oplysninger, det drejer sig om,

b)   kategorien af modtagere,

c)   om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Meddelelse kan undlades hvis:

1)   Borgeren allerede kender til de oplysninger, der er nævnt i 1-3), jf. § 29. stk. 2.

2)   Hvis registreringen eller videregivelsen er udtrykkeligt fastsat ved lov, jf. § 29, stk. 2. Retssikkerhedslovens § 11 a falder ikke ind under denne undtagelse, idet retssikkerhedslovens § 11 a ikke indeholder en egentlig indsamlings-/registreringspligt for den dataansvarlige (kommunen eller amtskommunen) og derfor ikke lever op til kravet om udtrykkelighed.

3)   Hvis underretningen er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, jf. § 29, stk. 3. Bestemmelsen fastsætter et proportionalitetsprincip, idet der skal ske en afvejning af på den ene side betydningen af en underretning for den registrerede, og på den anden siden den arbejdsindsats hos den dataansvarlige, der vil være forbundet med underretningen. Dette skal ses i sammenhæng med, hvor indgribende behandlingen af de indsamlede oplysninger er for den enkelte borger. Jo større betydning databehandlingen må antages at have for den registrerede, jo mere taler for, at den dataansvarlige skal opfylde sin oplysningspligt. Omvendt i de tilfælde, hvor den registreredes interesse i at modtage underretning om indsamlingen af oplysninger må anses for at være begrænset.

4)   Hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til personen selv eller andre, jf. § 30, stk. 1. Der skal foretages en konkret afvejning.

5)   Hvis der er andre hensyn, der er vægtigere end hensynet til den registreredes interesse i at kende oplysningerne, fx hensyn til statens sikkerhed eller til kontrol-, tilsyns- eller registreringsopgaver, jf. 30, stk. 2, nr. 1-6. Den dataansvarlige skal i begge disse situationer foretage en konkret afvejning af de modstående hensyn, dvs. hensynene til private henholdsvis offentlige interesser og hensynet til den registrerede selv. De interesser, der kan beskyttes, er ifølge lovbemærkningerne både den dataansvarliges og tredjemands interesser, herunder bl.a. private forretningshemmeligheder, den professionelle tavshedspligt, som læger og advokater skal iagttage, retten til at forberede sit eget forsvar i retssager, samt beskyttelse af menneskerettighederne. Tavshedspligten i forvaltningsloven, som alle offentligt ansatte er omfattet af, kan indgå ved vurderingen af, om der foreligger afgørende hensyn, der kan begrunde en fravigelse af oplysningspligten, men eksistensen af en tavshedspligt kan ikke i sig selv medføre en fravigelse. Afvejningen af de modstående hensyn må altid foretages konkret for hver enkelt oplysning for sig med den virkning, at der, hvis de nævnte hensyn kun gør sig gældende for en del af de registrerede oplysninger, skal gives den registrerede meddelelse om de øvrige oplysninger. Udtrykket »afgørende hensyn« betyder, at der kun kan gøres undtagelse fra oplysningspligten, hvor der er nærliggende fare for, at privates eller offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning.

Oplysningspligt over for bipersoner

518. Oplysningspligten omfatter ikke kun hovedpersonen i en sag, men også eventuelle bipersoner, dvs. personer, som ikke er den direkte part i sagen, men som nævnes i sagens akter. Bipersoners ret til at modtage oplysninger skal fortolkes i sammenhæng med reglen i § 29, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan man undlade at underrette, hvis det er uforholdsmæssigt vanskeligt. Der foretages en afvejning af bipersonens interesse i at modtage oplysningen i forhold til de administrative omkostninger ved at underrette bipersonen.

Formkrav

519. Loven indeholder ingen regler om formkrav til, hvordan den dataansvarlige opfylder oplysningspligten, dvs. loven indeholder ikke krav om skriftlighed. Det er dog vigtigt for den dataansvarlige at kunne dokumentere, at oplysningspligten er opfyldt, hvis der er uenighed om, hvorvidt den dataansvarlige har opfyldt sin underretningspligt. Den dataansvarlige bør derfor give meddelelsen skriftligt og på en tydelig måde, fx i en folder, der generelt beskriver forholdet til persondataloven. Denne fremgangsmåde kan især være velegnet for klageinstanser. Der henvises i denne forbindelse til offentlighedslovens regel om notatpligt, når myndigheden får nye oplysninger til sagen.

Virkningen af manglende overholdelse af oplysningspligten

520. Virkningen af, at reglerne om oplysningspligt ikke er overholdt, vil på det sociale område navnlig opstå i forbindelse med offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med, at der træffes afgørelse i sager. Det antages, at forvaltningsmyndigheders manglende overholdelse af reglerne ikke i sig selv kan medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, da reglernes formål ikke er at tjene som retsgaranti for en afgørelses rigtighed. Hvis den konkrete sag i øvrigt er mangelfuldt behandlet, og persondatalovens regler om oplysningspligt tilsidesættes, vil den manglende overholdelse af oplysningspligten formentlig efter en konkret og samlet vurdering kunne medvirke til, at afgørelsen anses for ugyldig.

Andre rettigheder

Ret til indsigt i behandlede oplysninger

521. Persondataloven giver ligesom forvaltningsloven og offentlighedsloven borgeren ret til at se, hvilke oplysninger, som myndigheden behandler om vedkommende, jf. § 31. Hvis der behandles oplysninger om borgeren skal vedkommende på en let forståelig måde give borgeren besked om

1)   hvilke oplysninger, der behandles

2)   formålet med behandlingen

3)   kategorierne af modtageren af oplysningerne

4)   tilgængelig information om, hvor oplysninger stammer fra

Den dataansvarlige skal besvare borgerens henvendelse hurtigst muligt. Hvis borgeren ikke får svar inden 4 uger, skal borgeren have besked om grunden til at det ikke er sket og om hvornår det så kan forventes at ske. Meddelelsen skal som udgangspunkt ske skriftlige, jf. § 34, men kan ske mundtligt, hvis hensynet til den registrerede taler for det.

Der kan ikke stilles krav om, at borgeren præcist skal kunne angive de behandlinger, som vedkommende ønsker at få indsigt i.
Den dataansvarlige kan nægte at give indsigt i oplysningerne, hvis de indgår i administrativ sagsbehandling, på samme måde som myndigheden kan begrænse retten til aktindsigt efter offentlighedslovens §§ 2, 7-11 og 14.

Ret til at få slettet eller berigtiget oplysninger

522. Efter § 37, stk. 1, skal den dataansvarlig berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig at være forkerte eller vildledende, hvis borgeren beder om det. Henvendelsen fra borgeren kan ske både skriftligt og mundtligt.

Berigtigelse betyder, at den dataansvarlige skal sørge for, at notere eller registrere, at oplysningen er forkert. Blokering betyder, at myndigheden ikke skal slette oplysningerne, men at den ikke må bruge oplysningen længere. Det er den dataansvarlige, der afgør om oplysningerne skal slettes, blokeres eller berigtiges ud fra de konkrete omstændigheder.

Den dataansvarlige efter § 37, stk. 2, skal meddele tredjemand, som eventuelt har fået oplysningerne, at der er sket berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, hvis den registrerede beder om det. Det gælder dog ikke, hvis underretning er umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

Indsigelse mod databehandling

523. Borgeren kan til enhver tid over for kommunen gøre indsigelse mod, at oplysninger behandles, jf. § 35. Den dataansvarlige skal respektere dette. (Se punkt 81 om den processuelle skadevirkning.)

 

524. Spørgsmål vedr. persondataloven skal rettes til Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 København K. Der kan findes flere oplysninger om persondataloven på www.datatilsynet.dk . Datatilsynet er desuden klageinstans i forhold til persondataloven.

Kapitel 53

Andre forvaltningsretlige spørgsmål m.v.

God forvaltningsskik

525. Ud over reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder en række forvaltningsretlige regler, der ikke er skrevet ned i lovtekst, men som fremgår af domspraksis, forvaltningsretlig litteratur, Ombudsmandens udtalelser om god forvaltningsskik, administrativ praksis samt vejledende udtalelser fra forskellige ministerier og styrelser m.fl. I det følgende afsnit beskrives en række forvaltningsretlige spørgsmål, som ikke kan løses med henvisning til den forvaltningsretlige lovgivning eller de grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Smidig sagsbehandling

526. Det drejer sig om kravet til hurtig og smidig sagsbehandling, navnlig når sagsbehandlingen gælder sager, hvor en enkelt person er part. Sagsbehandlingen bør ikke tynges af unødvendig formalisme i forhold til borgeren, fx krav om skriftlighed, hvor en telefonsamtale egentlig er tilstrækkelig. Sagsbehandlingen skal også tilrettelægges så økonomisk som muligt af hensyn til myndighedens ressourceanvendelse og økonomien hos den enkelte borger.

Skriftlighed og andre formkrav

527. Konkrete afgørelser skal meddeles over for afgørelsens parter eller eventuelle partsrepræsentanter, jf. ovenfor punkt 448. Der er ikke en generel regel i forvaltningsloven om, at afgørelser skal være skriftlige, men dette kan være fastsat i de enkelte love, fx i retssikkerhedslovens § 7 om kommunens vurdering i sager om løbende forsørgelse. Et andet eksempel findes i forvaltningslovens § 23, hvorefter den, der har fået meddelt en afgørelse mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Hvis afgørelsen giver borgeren fuldt ud medhold, har borgeren dog ikke krav på en skriftlig begrundelse. Borgeren vil imidlertid efter god forvaltningsskik normalt have krav på at få en afgørelse skriftligt. Først når borgeren eller en eventuel partsrepræsentant har fået meddelelse om afgørelsen, har borgeren ret og pligt til at følge afgørelsen.

Tids- og svarfrister samt kvitteringsbreve

528. Bortset fra ved anmodning om aktindsigt og forvaltningslovens § 23, stk. 2, om besvarelse af en begæring om skriftlig begrundelse, findes der ingen generel lovregel for, hvornår en myndighed skal besvare en henvendelse fra en borger. Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at myndigheden svarer på henvendelser hurtigt, fx i form af bekræftelse af, at en ansøgning er modtaget. Det er også god forvaltningsskik, at myndigheden underretter borgeren, hvis svaret trækker ud. Rykkere fra borgeren om svar bør i øvrigt besvares med det samme med oplysning om, hvad der sker i sagen og så vidt mulig med oplysning om, hvornår svaret forventes at foreligge. For det sociale område gælder reglen i retssikkerhedslovens § 3, hvorefter kommunen eller amtskommunen bl.a. skal fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse. Fristen kan afhænge af de enkelte sagstyper. (Se punkt 24-31.)

 

529. Reglerne om tidsfrister i § 3 i retssikkerhedsloven gælder ikke for de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse. Klageorganerne skal derfor følge retningslinierne om god forvaltningsskik og behandle de enkelte klagesager så hurtigt som muligt.

Journalisering og erindringssystemer

530. Ombudsmanden har peget på, at myndigheden bør oprette tilstrækkeligt effektive erindringssystemer for, at sagerne ikke ligger i længere tid eller bliver glemt. Det følger af god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra borgeren, som er rimeligt begrundede, i almindelighed bør besvares straks.

Bekendtgørelse nr. 984 af 4. december 2002 om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på det sociale område indeholder regler om dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne, om personbogføring og journalføring. Der findes tilsvarende bestemmelser i den tilsvarende bekendtgørelse på Beskæftigelsesministeriets område. (Der henvises til punkt 367-381 om de nævnte bestemmelser.)

Genoptagelse og klage over formalitetsmangler

Genoptagelse

531. Hvis en administrativ praksis ændres, af ankeinstansen eller domstolene, opstår spørgsmålet, om myndigheden af egen drift har pligt til at genoptage tidligere afgjorte sager, der er afgjort efter den gamle praksis.

Der er genoptagelsespligt, hvis der er omgørelsespligt. Det vil sige, at der er pligt til at genoptage sagerne, hvis tidligere afgørelser er klart i strid med den ændrede praksis, som er fastslået af klageinstanserne eller domstolene. Myndigheden har dog kun pligt til at genoptage sagerne af egen drift, hvis det ikke medfører større administrative vanskeligheder. Hvis der er større administrative vanskeligheder ved at genoptage sagerne af egen drift, har myndigheden kun pligt til at informere offentligt om muligheden for at søge om genoptagelse. Myndighedens pligt til at informere offentligt kan udledes af princippet om vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7.

 

532. Klageorganerne har også pligt til at følge en ny administrativ praksis, selv om den oprindelige ansøgning eller klagen er indgivet før praksisændringen blev offentliggjort. Dette skyldes, at klageorganerne altid skal træffe indholdsmæssigt rigtige afgørelser, selv om borgeren indgav klagen på baggrund af den praksis, som var gældende før praksisændringen.

Klage over manglende overholdelse af forvaltningsretten

533. Klageinstanserne, de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse, kan behandle klager over myndighedens tilsidesættelse af regler for sagsbehandling (formalitetsklage) efter de klageregler, der gælder for den tilgrundliggende sag.

 

534. I sociale sager kan der således normalt klages til det sociale nævn over en kommunes eller amtskommunes afgørelse om aktindsigt og til Den Sociale Ankestyrelse over det sociale nævns afgørelse om aktindsigt, selv om sagen ikke er principiel eller generel. Den ubegrænsede klageadgang over afslag på aktindsigt skyldes, at klageadgangen følger af § 16, stk. 4 i forvaltningsloven og ikke af reglerne om behandling af klager i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Hvis der ikke kan klages over selve afgørelsen i sagen, fx sager om individuel befordring efter § 103 i serviceloven, vil afgørelsen om aktindsigt kunne indbringes for tilsynsmyndighederne, der herefter vil vurdere, hvorvidt der er anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af, om offentlighedsloven eller forvaltningslovens regler om aktindsigt er overtrådt.

 

535. Hvis begæringen om aktindsigt er fremsat før sagen er afgjort, vil et uberettiget afslag på aktindsigt kunne føre til, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis begæringen om aktindsigt først fremsættes efter, at der er truffet afgørelse i sagen, får et uberettiget afslag ikke betydning for afgørelsens gyldighed, men vil kunne få betydning for beregningen af en eventuel klagefrist, således at denne udskydes.

 

536. Om betingelserne for klage over formaliteten, herunder klage over aktindsigtsspørgsmål, henvises i øvrigt til Ankestyrelsens klagevejledning.

 

Socialministeriet, den 24. februar 2004

Henriette Kjær

/Aksel Meyer


Bilag 1-4

Retssikkerhedsloven med bekendtgørelser

(Udelades her)

 

 

Bilag 1: Retssikkerhedsloven

Bilag 2: Retssikkerhedsbekendtgørelsen

Bilag 3: Socialministeriets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og revision

Bilag 4: Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og revision

 

 


Bilag 5

Oversigt over hjemmesider med oplysninger af interesse for socialforvaltningerne mv.

 

Retsinformation

www.retsinfo.dk

Socialministeriet

www.sm.dk

Den Sociale Ankestyrelse

www.dsa.dk

Den Sociale Sikringsstyrelse

www.dss.dk

Den Sociale Servicestyrelse

www.servicestyrelsen.dk

Beskæftigelsesministeriet

www.bm.dk

Arbejdsdirektoratet

www.adir.dk

Arbejdsmarkedsstyrelsen

www.ams.dk

Arbejdsskadestyrelsen

www.ask.dk

Folketingets Ombudsmand

www.ombudsmanden.dk

Justitsministeriet

www.jm.dk

Datatilsynet

www.datatilsynet.dk

Nordisk Ministerråd

www.norden.org

Offentligt-privat samspil

www.udbudsportalen.dk

 

 


Bilag 6

Stikordsregister

Stikord

Punkt-henvisninger

 

 

 

 

 

A

 

Administrationsudgifter

279, 382-383

 

Adressesager

138-142

 

Afgørelse på det foreliggende grundlag – se processuel skadevirkning

 

 

Aftaler om refusion

277-278, 281

 

Aktindsigt

45, 328, 439, 482-484, 496-499, 505, 521, 528

 

Amtskommuner – mellemkommunal refusion

282

 

Amtskommuner – opholdskommune

261

 

Amtskommuner – personsagsudvalg

297

 

Amtslige brugerråd

298-300

 

Anbragte børn – opholdskommune

244-245

 

Anbragte børn – refusion

269

 

Anke – se klage

 

 

Ankestyrelsen

7, 8-9, 108-109, 196, 206-209, 220-231, 262-263, 291-292, 425-430, 442, 467, 491, 533

 

Ansøgningssager, forvaltningslovens § 29

75, 331, 462, 469-473, 479, 481

 

Apotek

170

 

Arbejdsløshedskasser

48, 99, 111, 131, 479

 

Arbejdsskader – klageregler

8-9, 207, 209, 279, 442, 486

 

Arkiv

380

 

 

 

 

B

 

 

Bedrageri

171-180

 

Begrundelse

490-494

 

Behandling

77

 

Beskæftigelsesindsats, lov om en aktiv

6, 59, 67, 266, 279, 296, 304, 314, 327, 367, 407

 

Beskæftigelsesministeriet

2, 14, 16,47, 229-231, 363-365, 367, 406, 408, 416-418, 422-423, 530

 

Beskæftigelsesrådet

15, 291

 

Betalingskommune

265,269

 

Bipersoner – persondatalov

503, 518

 

Bisidder

41-42, 90, 446-448

 

Bistandsloven

12, 311-312

 

Boformer – refusion

272

 

Borgmesteren

201-202, 288

 

Brugerinddragelse

34-45, 338

 

Brugerråd

298-300

 

Bøde

177, 361

 

Børn – opholdskommune

240-247

 

Børn – tilsyn

357

 

Børn – underretningspligt

476-477

 

Børn- og unge-udvalg

290

 

Børnefamilieydelsesloven – klageregler

8

 

Børnesager – sagsoplysning

120, 143-147

 

Børnesager – straf

181

 

 

 

 

C

 

 

CPR-loven – se adressesager

 

 

 

 

 

D

 

 

Daginstitutioner

295

 

Database – Den sociale

425-430

 

Datasikkerhed

20-23, 166, 379, 505

 

Datatilsynet

161-162, 438, 503-509, 515, 524

 

De sociale nævn

195-205, 262, 359,

 

Delegation

288

 

Delpension

6

 

Den Sociale Ankestyrelse – se Ankestyrelsen

 

 

Den Sociale Sikringsstyrelse – samtykke til at indhente oplysninger

109

 

Den Sociale Sikringsstyrelse – sekretariat for det sociale nævn

197

 

Digitalisering

20-23, 111

 

Domstolene

171, 177-179, 208-211, 433, 460, 531

 

 

 

 

E

 

 

Efterprøvelse

208-215

 

Efterværn – refusion

270

 

Egenacces

439, 496, 505

 

Elektronisk udveksling af data

20-23, 111, 158-170

 

Enhedsforvaltning i kommunerne

96, 141, 468, 472

 

Erhvervsmæssige foranstaltninger

66-67

 

Erstatning – forkert rådgivning

52

 

 

 

 

F

 

 

Faktisk forvaltningsvirksomhed – frister

32

 

Faktisk forvaltningsvirksomhed – private

314-331

 

Flere i arbejde

15

 

Flygtninge – se også integrationsloven -

 

 

Flygtninge

238, 246, 292, 399, 404, 413

 

Flygtningen, finansiering af udgifter

390-393

 

Flytning

235-236

 

Flytteret

274

 

FOB – skærpet rådgivningspligt

50

 

FOB 89.168

51

 

FOB 97.256

73, 81

 

FOB 97.219

73

 

FOB 97.223

448

 

FOB 97.273

73

 

FOB 98.260

73

 

FOB 99.140

72

 

Folkeregistret

138, 243, 264, 378

 

Folkeskoleloven

8, 295, 471

 

Folketingets Ombudsmand

19, 50-51, 73, 84, 210, 364, 366, 433, 525, 530

 

Forebyggende hjemmebesøg

279

 

Formelle mangler

37, 58

 

Formkrav – oplysninger efter § 11 a

101

 

Formkrav – tidlig indsats jf. § 7

55

 

Formuedannelse

321-324

 

Forordning nr. 1408/71

10, 60, 207, 234

 

Forsorgshjem

255, 259, 267, 271, 280

 

Forsøg – bedrageri

179

 

Forsørgelse – hjælp til

59-65

 

Fortrolige oplysninger – forvaltningslovens § 28

96, 288, 294, 331, 462, 469, 474, 479, 512

 

Forvaltningslovens § 03

440-442

 

Forvaltningslovens § 07

38, 49, 90, 92, 303, 443-445, 531

 

Forvaltningslovens § 08

41, 90, 446-448

 

Forvaltningslovens § 09

482-485

 

Forvaltningslovens § 19

486-489

 

Forvaltningslovens § 22

490-494

 

Forvaltningslovens § 25

495

 

Forvaltningslovens § 27

449-461

 

Forvaltningslovens § 28

96, 288, 294, 331, 462-469, 474, 479, 512

 

Forvaltningslovens § 29

75, 331, 462, 469-472, 479, 481

 

Forvaltningslovens § 31

473-477

 

Forvaltningslovens § 32

74, 98, 468, 472, 478, 481

 

Forvaltningsmyndighed

288, 294, 331, 467-468, 471, 473, 479

 

Forvaltningsskik, god

3, 18, 359, 445, 501, 525-530

 

Forældelse – oplysninger i sags- og advissystemet

162

 

Forældelse – refusionskrav

281

 

Forældrebestyrelser

295

 

Frister for sagsbehandlingen

24-33

 

Frivillige organisationer

42, 47, 100, 304, 329-330, 427, 430, 453

 

Fængsel

260, 267, 271, 456

 

Følsomme data

512

 

Førtidspension – refusion

275

 

 

 

 

G

 

 

Genoptagelse

531-532

 

God forvaltningsskik

3, 18, 359, 445, 501, 525-530

 

Grundprincipper i den sociale lovgivning

17

 

Gældssanering

47

 

 

 

 

H

 

 

Handlekommune

232-233

 

Handleplan

256, 258-260

 

Helbredsoplysninger

76, 106-107, 136, 166-167

 

Helhedsvurdering

17, 37, 46, 58, 66, 85

 

Hjemmelsmangler

216-218

 

 

 

 

I

 

 

Indberetning – personalet indberetter om snyd

134-137

 

Inddrivelse – behandling af klagesager

191

 

Inddrivelse

182-194

 

Indlæggelse på sygehus

158-169

 

Information om frister

30

 

Inhabilitet

200-201, 440-442

 

Institutioner – refusion

267-268

 

Integrationsloven – behandling af klagesager

8

 

Integrationsloven – opholdskommune

238, 246

 

Interne arbejdsdokumenter – aktindsigt og partshøring

45, 483

 

 

 

 

J

 

 

Journalen

372-379, 530

 

 

 

 

K

 

 

Kaution, se refusion

 

 

Klage – afslag på aktindsigt

499

 

Klage – formalitetsmangler

222,532-536

 

Klage – lønindeholdelse

188

 

Klage – manglende opfølgning på hjælp til forsørgelse

64

 

Klageinstanserne

195-207

 

Klageregler – retssikkerhedsbekendtgørelsen

7-9

 

Klageregler

7

 

Klageråd

294, 300

 

Klagevejledning

26, 191, 196, 256, 439, 495

 

Kommunalt samarbejde

284-285

 

Kontaktforløb

59, 67

 

Kontrolbesøg i virksomheder

148-157

 

Konventioner – bilaterale

10-11, 207

 

Koordinationsudvalg

15-16, 296, 454, 467

 

Kryptering

20-23

 

Kvalitetsstandarder

44-45, 305, 339

 

 

 

 

L

 

 

Lighedsprincippet

211, 215, 432, 435

 

Lovvalgssager

206

 

Læge, se sundhedsperson eller helbredsoplysninger

 

 

Lægekonsulent

440, 487

 

Lægelige oplysninger – se helbredsoplysninger

 

 

Lønindeholdelse

185-188

 

 

 

 

M

 

 

Magtanvendelse – behandling af klager

207, 209

 

Magtfordrejning

434-435

 

Medicin

165-166, 170, 388

 

Medvirken – borgerens oplysningspligt

74-80

 

Medvirken – borgerens ret til indflydelse

34-37, 192

 

Medvirken – til flytning

267-268

 

Mellemkommunal refusion – se refusion

 

 

Meroffentlighed

484

 

Midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune

248-252, 247

 

Mistanke

133, 136, 157, 180, 512

 

Modregning

183

 

Myndighedsudøvelse

284, 306-310

 

 

 

 

N

 

 

Nordisk konvention – inddrivelse af underholdsbidrag

412

 

Nordisk konvention – social bistand og tjenester

11

 

Nordisk konvention – social sikring

10, 207

 

Nordisk konvention – sprog

38, 445

 

Notatpligt

98, 105, 122, 328, 439, 483, 500-502

 

 

 

 

O

 

 

Observationer

134-137

 

Offentlighedslovens § 4

496-499

 

Offentlighedslovens § 6

98, 105, 122, 328, 439, 483, 500-502

 

Officialprincippet

69-73, 90, 173, 176, 432, 437

 

Ond tro

80, 94, 126

 

Opfølgning på erhvervsmæssige foranstaltninger

66-67

 

Opholdskommune – amtskommunale forpligtelser

261

 

Opholdskommune – uenighed om forpligtelsen

262

 

Opholdskommune

232-264

 

Oplysningspligt – borgerens om senere ændringer

80

 

Oplysningspligt – dokumentation for myndighedens overholdelse

93-94

 

Oplysningspligt – myndighedens

86-95

 

Oplysningspligt – oplysningspligtige efter § 11 a

96-99

 

Oplysningspligt – ændringer i borgerens forhold

80

 

Opsættende virkning

7, 217-219

 

Oversættelse af sagsakter

39

 

Overvågning

138-140

 

 

 

 

P

 

 

Parters aktindsigt

482-485

 

Partsbegrebet

485

 

Partshøring

37, 73, 109, 121, 130, 211, 439, 486-489

 

Partsrepræsentant

41-43, 448, 527

 

Patient – lov om patienters retsstilling

100, 107, 136, 166-167, 252, 486, 505, 509

 

Pension – tilkendelse og frakendelse uden samtykke

119

 

Pensionsnævn

289

 

Personbogføring

381

 

Persondataloven

503-524

 

Persondatalovens §§ 28 og 29

169, 515-520

 

Persondatalovens § 3

503

 

Persondatalovens § 5

507

 

Persondatalovens § 6

511

 

Persondatalovens § 7

161, 508-509, 512-514

 

Persondatalovens § 8

161, 512-514

 

Personsagsudvalg

287-289, 297

 

Politi – anmeldelse af socialt bedrageri

180

 

Politi – bistand ved kontrolbesøg i virksomheder

156

 

Praksiskoordinering

220-225, 291-292

 

Praksisudvalg – Det rådgivende

291-292

 

Private – formuedannelse

320-324

 

Private – overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven

325-331

 

Private – udfordringsret

318

 

Private sygehuse

164

 

Private udførere

314-331

 

Processuel skadevirkning

81-84, 438

 

Proportionalitetsprincippet

138, 436, 507, 517

 

Prøvelse – se efterprøvelse

 

 

 

 

 

R

 

 

Reformer

12 – 15

 

Refusion – aftale

277-278, 281

 

Refusion – amtskommunale udgifter

282

 

Refusion – efterværn

270

 

Refusion – førtidspension

275

 

Refusion – kravets ophør

280

 

Refusion – midlertidigt ophold

276

 

Refusion

265-283

 

Refusionskrav – opgørelse af...

279

 

Registersamkøring

111

 

Regnskabsaflæggelse

367-424

 

Ressortomlægning

12-15

 

Retlig prøvelse – se efterprøvelse

 

 

Retlige mangler

210-216

 

Retshjælp

47

 

Retsligt forhør

102, 144

 

Retssikkerhedsloven – formål

18-19

 

Retssikkerhedsloven – seneste ændringer

16

 

Retssikkerhedslovens § 1

18-19

 

Retssikkerhedslovens § 3

24-33

 

Retssikkerhedslovens § 4

34-37, 61, 74, 192, 446

 

Retssikkerhedslovens § 5

46, 50, 85

 

Retssikkerhedslovens § 6

53-57

 

Retssikkerhedslovens § 7

59-65

 

Retssikkerhedslovens § 7a

66, 67

 

Retssikkerhedslovens § 8

65

 

Retssikkerhedslovens § 9

232-264

 

Retssikkerhedslovens § 9a

232-264

 

Retssikkerhedslovens § 9b

239, 247- 253

 

Retssikkerhedslovens § 9c

265- 283

 

Retssikkerhedslovens § 9d

284- 285

 

Retssikkerhedslovens § 10

72-73

 

Retssikkerhedslovens § 11 a

96-118

 

Retssikkerhedslovens § 11 c

119-147

 

Retssikkerhedslovens § 11

74-80

 

Retssikkerhedslovens § 11b

81-85,

 

Retssikkerhedslovens § 12 a

148-157

 

Retssikkerhedslovens § 12 b

171-179

 

Retssikkerhedslovens § 12 c

158-169

 

Retssikkerhedslovens § 12

86-95

 

Retssikkerhedslovens § 14

170

 

Retssikkerhedslovens § 15 og § 16

332-345

 

Retssikkerhedslovens § 17

286-289

 

Retssikkerhedslovens § 18

290

 

Retssikkerhedslovens § 30

293

 

Retssikkerhedslovens § 34 - § 35

294

 

Retssikkerhedslovens § 37

295

 

Retssikkerhedslovens § 38 og § 39

332-346

 

Retssikkerhedslovens § 40

297

 

Retssikkerhedslovens § 41

298-300

 

Retssikkerhedslovens § 42

302-310, 313-319

 

Retssikkerhedslovens § 43

320-331

 

Retssikkerhedslovens § 45

195-202

 

Retssikkerhedslovens § 46 og § 46 a

195-202

 

Retssikkerhedslovens § 47

200

 

Retssikkerhedslovens § 48

195-202

 

Retssikkerhedslovens § 49

195-202

 

Retssikkerhedslovens § 51

206

 

Retssikkerhedslovens § 52

206

 

Retssikkerhedslovens § 54

207

 

Retssikkerhedslovens § 61

262, 274, 283

 

Retssikkerhedslovens § 69

208-214

 

Retssikkerhedslovens § 72

217-219

 

Retssikkerhedslovens § 76 - § 79

220-225

 

Retssikkerhedslovens § 80 - § 81

291-292

 

Retssikkerhedslovens § 89

311-312

 

Revision – kommunernes regnskaber

367-424

 

Revision – tilsyn med opgavernes løsning

344