Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

 

I medfør af § 9, § 11, stk. 2, § 22 a, stk. 2, og § 26, stk. 1 og 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 765 af 11. september 2002, som bl.a. ændret ved § 1 i lov nr. 1166 af 19. december 2003, fastsættes:

Kapitel 1

Udbetaling af børnetilskud

§ 1. Når det skønnes bedst for barnet, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at børnetilskud udbetales for en kortere periode end et kvartal.

Stk. 2. Hvis det må anses for godtgjort, at børnetilskuddet ikke kommer barnet til gode ved udbetaling efter reglerne i lovens § 8, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at børnetilskuddet skal udbetales til en anden person, en bank eller lignende.

Kapitel 2

Forskudsvis udbetaling af børnebidrag

§ 2. Inden første udbetaling af bidragsforskud skal bidragsberettigede orienteres om betingelserne for at få bidrag udbetalt forskudsvis. Bidragsberettigede skal desuden orienteres om, at kommunalbestyrelsen skal underrettes, hvis bidragsberettigede flytter til en anden kommune, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i forhold, der har betydning for den fortsatte udbetaling af bidrag.

§ 3. Ved hver udbetaling af bidragsforskud skal kommunalbestyrelsen gøre bidragsberettigede opmærksom på oplysningspligten efter børnetilskudslovens § 24.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fra barnets 15. år ved hver udbetaling indhente oplysninger om barnets egenindtægt.

§ 4. Bidragsforskud udbetales herefter på grundlag af de oplysninger, der er afgivet før første udbetaling, indtil kommunalbestyrelsen modtager oplysninger om forandringer, der medfører ændring eller bortfald af bidraget.

§ 5. Er der i en periode ikke udbetalt bidrag forskudsvis, skal den berettigede på ny indgive ansøgning herom.

Kapitel 3

Administration ved kommunens vurdering af enlig forsørgerstatus

§ 6. I forbindelse med den årlige anmodning om bekræftelse af status som enlig forsørger, jf. lovens § 22 a, undersøger kommunen via folkeregistret, om der ud over modtageren af børnetilskud er tilmeldt personer over 18 år på modtagerens adresse.

Stk. 2. Hvis der ud over modtageren er tilmeldt folkeregistret personer over 18 år på modtagerens adresse, skal kommunen bede modtageren af børnetilskud om nærmere oplysninger om, hvorvidt en tilmeldt lever i et samlivsforhold med modtageren, jf. lovens § 2, stk. 2. Medmindre modtageren afgiver sådanne oplysninger, at kommunen finder, at betingelsen om at være enlig forsørger er opfyldt, lægges det til grund, at modtageren ikke er enlig forsørger.

§ 7. Hvis kommunen i øvrigt finder det overvejende sandsynligt, at en ansøger eller modtager af ordinært og ekstra børnetilskud ikke opfylder betingelsen om at være enlig forsørger, må kommunen anmode pågældende om dokumentation på konkrete områder, der kan ændre kommunens opfattelse.

Kapitel 4

Ophævelse af bestemmelser om dansk indfødsret, ophold og bopæl i Danmark

§ 8. Kravet om dansk indfødsret og bopæl i Danmark efter lovens § 5, stk. 1, nr. 1, 1. og 2. pkt., og nr. 5, ophæves for personer, der efter EF- forordning nr. 1408/71, afsnit II, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring med bopæl eller under ophold i en anden EU/EØS-stat. Kravet om, at barnet skal opholde sig her i landet efter § 5, stk. 1, nr. 2, anses for opfyldt for de i 1. pkt. nævnte personer, hvis barnet opholder sig i en EU/EØS-stat.

Stk. 2. Børnetilskud til personer omfattet af stk. 1 udbetales af kommunalbestyrelsen i den kommune, som senest har været pågældendes handlekommune, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 3. Hvis den person, som sagen vedrører, ikke har haft ophold i Danmark, udbetales børnetilskud

1)   for så vidt angår lønmodtagere af den kommune, hvor arbejdsgiveren eller arbejdsgiverens repræsentant har hjemsted, subsidiært den kommune, hvor hovedparten af arbejdet udføres, og

2)   for så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende af den kommune, hvor den selvstændige virksomhed eller virksomhedens repræsentant har hjemsted, subsidiært den kommune, hvor den selvstændige erhvervsdrivende udfører hovedparten af sit arbejde.

Stk. 4. Hvis der ikke kan udpeges nogen handlekommune efter stk. 2 eller 3, udbetales børnetilskud af den kommune, som den person, sagen vedrører, ud fra en samlet vurdering af de geografiske/økonomiske forhold har stærkest tilknytning til.

Stk. 5. Tvivlstilfælde med hensyn til, hvilken kommune der skal udbetale børnetilskud, afgøres af det sociale nævn, som den kommune forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

§ 9. For personer, der efter bestemmelserne i EF-forordning nr. 1408/71 modtager børnetilskud eller familieydelser efter en anden EU/EØS-stats lovgivning om social sikring, nedsættes børnetilskuddet med et beløb svarende til den anden stats ydelse, forudsat at en nedsættelse af den danske ydelse er i overensstemmelse med EF-forordningens regler.

§ 10. Kravet om dansk indfødsret og bopæl i Danmark efter lovens § 5, stk. 1, nr. 1, 1. og 2. pkt., og nr. 5, ophæves for personer, der efter overenskomster med andre stater er omfattet af dansk lovgivning om social sikring under ophold i en anden stat. Kravet om, at barnet skal opholde sig her i landet efter § 5, stk. 1, nr. 2, anses for opfyldt for de i 1. pkt. nævnte personer, hvis barnet opholder sig i en stat, hvor den pågældende overenskomst finder anvendelse.

Stk. 2. Kravet om dansk indfødsret efter lovens § 5, stk. 1, nr. 1, ophæves for personer, der tager bopæl her i landet, i det omfang de efter en overenskomst med en anden stat er omfattet af bestemmelser om ligebehandling med danske statsborgere.

§ 11. Kravet om fast bopæl her i landet i en sammenhængende periode af 3 år efter lovens § 12, stk. 2, 2. pkt., ophæves for personer, der er flyttet hertil fra et andet nordisk land, og som er omfattet af art. 11, stk. 1, i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Det samme gælder for personer omfattet af andre overenskomster, der giver ret til ligebehandling med danske statsborgere med hensyn til retten til forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Kapitel 5

Ikrafttrædelse

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. januar 2004, og kapitel 4 har virkning fra den 1. januar 2004.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 153 af 26. februar 1998 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Socialministeriet, den 9. januar 2004

Henriette Kjær

/Mikael Lynnerup Kristensen