Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om gennemførelse i skoleåret 2017-18 af måling af elevernes trivsel i folkeskolen

I medfør af § 56, stk. 3, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1510 af 14. december 2017, fastsættes:

§ 1. Målingen i skoleåret 2017-18 i folkeskolen efter bekendtgørelse om måling af elevernes trivsel i folkeskolen finder uanset reglen i § 1 i den nævnte bekendtgørelse sted i perioden 20. marts til 31. maj 2018.

§ 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører målingen efter § 1 af en elevs trivsel efter reglerne i stk. 2–9, når indehaveren eller indehaverne af forældremyndighed over eleven forud for det tidspunkt, hvor eleven skal gennemføre målingen, giver kommunalbestyrelsen meddelelse om, at elevens deltagelse i målingen skal ske ved anonym besvarelse på papir af spørgeskemaet. Kommunalbestyrelsen kan ikke anmode om en begrundelse for en meddelelse efter 1. pkt.

Stk. 2. Når eleven skal deltage i målingen, får eleven udleveret et spørgeskema på papir med de spørgsmål, som fremgår af den bekendtgørelse, der er nævnt i § 3, stk. 2, og hvor institutionsnummer og navn for elevens skole fremgår. Spørgeskemaet kan udskrives fra https://statistik.uni-c.dk/grundskoletrivsel.

Stk. 3. Reglen i § 4 i bekendtgørelse om måling af elevernes trivsel i folkeskolen finder ikke anvendelse for elevens adgang til trivselsmålingen. Bilag 3 i den nævnte bekendtgørelse finder heller ikke anvendelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen sørger for, at eleven afgiver sine svar på sin skole på det spørgeskema, som eleven har fået udleveret efter stk. 2, anonymt, således at elevens besvarelse ikke kan identificeres, jf. dog stk. 5. Kommunalbestyrelsen sørger endvidere for, at elevens besvarelse af spørgeskemaet straks bliver kuverteret af eleven selv i en konvolut, som kommunen giver eleven, eller på anden måde, således at elevens besvarelse ikke kan identificeres, jf. stk. 5.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen sørger for, at eleven, hvis eleven har behov herfor, får oplæst spørgsmålene og anden nødvendig bistand til besvarelse og kuvertering af spørgeskemaet. Oplysninger om elevens besvarelse, som kommunen får i den forbindelse er fortrolige.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen sikrer, at eleven ikke besvarer spørgeskemaet digitalt.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen sikrer, at konvolutten med elevens spørgeskema i, jf. stk. 4, ikke åbnes, og at ingen uvedkommende, jf. dog stk. 5, kan få kendskab til elevens besvarelse af spørgeskemaet, før kommunen har afsendt den til Styrelsen for It og Læring. Kommunalbestyrelsen sikrer tillige, at der, når den sender konvolutten til styrelsen, jf. stk. 8, ikke på eller i konvolutten er anført oplysninger, som gør det muligt for styrelsen eller andre at identificere eleven.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsen sender de afgivne besvarelser efter stk. 4 i kommunen samlet til Styrelsen for It og Læring, Vester Voldgade 123, 1552 København v, senest en uge efter udløbet af den periode, der er nævnt i § 1.

Stk. 9. Kommunalbestyrelsen informerer senest den 5. marts 2018 indehaverne af forældremyndighed over alle elever i kommunens folkeskoler om reglerne i stk. 1–8.

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 28. februar 2018.

Undervisningsministeriet, den 26. februar 2018

Merete Riisager

/ Christine Lindrum Iversen