Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 5-18 om retssikkerhedslovens § 61 - mellemkommunal uenighed - dom

Principafgørelsen fastslår

Vestre Landsret har i en dom fastslået, at Ankestyrelsen fungerer som tvistløsningsorgan i sager om uenighed mellem kommuner efter retssikkerhedslovens § 61. Det er sager, hvor kommuner er uenige om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens §§ 9-9c, dvs. spørgsmål om opholdskommune og mellemkommunal refusion. Landsretten har endvidere konstateret, at kommunerne som sideordnede forvaltningsmyndigheder ikke har adgang til at træffe bindende forvaltningsafgørelser i forhold til hinanden.

Dommen betyder, at Ankestyrelsen ændrer behandlingen af sager om uenighed mellem kommuner efter § 61.

Hidtidig sagsbehandling

Hidtil har Ankestyrelsen i disse sager fungeret som rekursinstans og efterprøvet de afgørelser, kommunerne har truffet over for hinanden.

Ankestyrelsen har behandlet sagerne på samme måde som klager indbragt efter retssikkerhedslovens § 60, dvs. hvor en kommune har truffet en afgørelse med en borger som modtager.

Praksis har således været, at Kommune A skulle fremsætte et krav overfor kommune B, hvorefter Kommune B skulle træffe en afgørelse overfor Kommune A om, hvorvidt Kommune B kunne imødekomme kravet. Afgørelsen skulle indeholde begrundelse og klagevejledning. Kommune A kunne klage over afgørelsen til Ankestyrelsen, og Kommune B skulle genvurdere afgørelsen efter retssikkerhedslovens § 66. Klagefristen på fire uger i retssikkerhedslovens § 67 blev anvendt, dvs. at Ankestyrelsen har afvist sagen, hvis kommune A´s klage lå mere end fire uger efter afgørelsen fra kommune B.

Ankestyrelsen foretog en efterprøvelse af kommunens afgørelse, og resultatet af styrelsens afgørelse har været stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af afgørelsen.

Ankestyrelsen har behandlet principielle afgørelser og offentliggjort dem i principafgørelsesdatabasen. Principafgørelser og konkrete afgørelser har været anset som bindende for kommunerne. Kommuner, der ikke har været enige i Ankestyrelsens konkrete afgørelser, har dog kunnet anlægge retssag mod hinanden om kravet.

Fremtidig sagsbehandling

Fremover vil Ankestyrelsen i disse sager fungere som et tvistløsningsorgan, der afgør uenigheder mellem kommunerne om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens §§ 9-9c.

Kommunerne skal ikke træffe afgørelser overfor hinanden. Hvis kommuner er uenige om deres forpligtelser, kan de indbringe sagen for Ankestyrelsen.

Klagefristen i retssikkerhedslovens § 67 gælder ikke. Ankestyrelsen vil kunne afvise en sag efter § 61, som styrelsen er kompetent til at behandle, hvis kommunerne ikke har en retlig interesse i at få sagen behandlet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis kravet er forældet, hvis den anden kommune imødekommer kravet, eller hvis en af kommunerne allerede har indbragt sagen for domstolene.

Ankestyrelsen vil træffe afgørelse i tvisterne med angivelse af resultatet. Kommuner, der ikke er enige i Ankestyrelsens konkrete afgørelse, vil som hidtil kunne anlægge retssag mod hinanden om kravet.

På den baggrund vil Ankestyrelsen ikke længere behandle og offentliggøre principafgørelser på området. Ankestyrelsen vil dog offentliggøre sager, der er vejledende om praksis for løsning af uenigheder mellem kommunerne.

På sin hjemmeside vil Ankestyrelsen offentliggøre nærmere retningslinjer for sagsbehandlingen.

Genoptagelse

Landsrettens dom vedrører behandlingen af sager efter § 61, ikke det materielle indhold af Ankestyrelsens afgørelser. Dommen giver derfor ikke anledning til generelt at genoptage afgjorte sager.

Ankestyrelsen kunne dog ikke efter dommens afsigelse den 16. december 2015 afvise at behandle sager om uenighed mellem kommuner med henvisning til, at klagefristen i retssikkerhedslovens § 67 ikke var overholdt, at der ikke var truffet en afgørelse, eller at der ikke var foretaget genvurdering.

Ankestyrelsen har ved søgning i sagsbehandlingssystemet fundet frem til en række sager, som er blevet afvist af disse grunde efter den 16. december 2015. Ankestyrelsen vil skrive til kommunerne i sagerne og orientere om, at de har mulighed for at anmode om at få behandlet sagen i overensstemmelse med de nye retningslinjer.

Kommuner, der ikke modtager et brev, men mener, at de har en afvist sag, der er omfattet, og som de ønsker behandlet, kan rette henvendelse til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen vil endvidere ved brev til KL gøre opmærksom på muligheden for at anmode om at få en afvist sag behandlet.

Baggrund for at udsende dommen som en principafgørelse

Vestre Landsret har i dom af 16. december 2015 fastslået, at Ankestyrelsen fungerer som tvistløsningsorgan i sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser. Dommen medfører en ændring i Ankestyrelsens behandling af sager efter retssikkerhedslovens § 61.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1096 af 13. september 2017.

§ 61

Vestre Landsrets dom af 16. december 2015

Uddrag af Vestre Landrets begrundelse og resultat:

”Siden lov nr. 181 af 20. maj 1933 om social forsorg har kommunernes adgang til at indbringe uenighed om deres forpligtelser i henhold til den sociale lovgivning for højere administrativ instans været reguleret i en særskilt bestemmelse ved siden af den almindelige regel om klageadgang.

I bestemmelsen er der stedse anvendt formuleringen ”uenighed mellem kommuner”. Dette må efter ordlyden forstås som en tvist mellem ligestillede parter i modsætning til en forvaltningsafgørelse truffet af en myndighed, der som led i en almindelig rekurs kan påklages til en overordnet myndighed. I den nuværende § 61 i retssikkerhedsloven står, at det er ”sagen”, der kan indbringes. Dette støttes af, at kommunerne som sideordnede forvaltningsmyndigheder ikke har adgang til at træffe bindende forvaltningsafgørelser i forhold til hinanden.

Ordlyden og placeringen af bestemmelsen om behandlingen af kommuners indbyrdes uenigheder om deres forpligtelser i henhold til den sociale lovgivning må derfor føre til, at den myndighed, der skal træffe afgørelse om uenigheden, i disse situationer fungerer som et tvistløsningsorgan.

Forarbejderne til bestemmelserne om kommunernes adgang til at indbringe uenigheder giver ikke heroverfor klare holdepunkter for at nå til et andet resultat.

XX Kommune kan derfor som udgangspunkt ikke få prøvet afgørelsen, der blev truffet i medfør af retssikkerhedslovens § 61 af det tidligere sociale nævn, nu Ankestyrelsen, under en retssag mod Ankestyrelsen. Det følger dog af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 71ff., at dette ikke er udelukket i visse tilfælde, herunder i tilfælde, hvor en af parterne gør gældende, at afgørelsen er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende.

Dette må indebære, at XX Kommune kan sagsøge Ankestyrelsen for at få tilsidesat afgørelsen som følge af mangler ved behandlingen af sagen, men ikke for at få prøvet et spørgsmål om almindelig lovfortolkning som hævdet af XX Kommune.

Landsretten er efter det anførte herefter enig med byretten i, at sagen skal afvises fra domstolene. ”