Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til teknisk designer

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, og efter bestemmelse fra Det faglige udvalg for teknisk designer fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Erhvervsuddannelsen til teknisk designer har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Fremstilling, arkivering, administration og formidling af teknisk dokumentationen inden for industriel produktion.

2) Fremstilling, arkivering, administration og formidling af teknisk dokumentationen inden for bygge- og anlægsområdet.

Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for det speciale, jf. stk. 3, som eleven har valgt.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et af følgende specialer, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

1) Teknisk designer - industriel produktion.

2) Teknisk designer - bygge og anlæg.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer 3 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens specialer 2 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 40 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens specialer 2 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 36 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Planlægning og evaluering af det daglige arbejde.

2) Faglige og tekniske terminologier på både dansk og relevant fremmedsprog.

3) Valg af CAD programmer til fremstilling af 3D modeller og print af 2D-arbejdstegninger.

4) Retvinklet projektion og anvendelse af stregarter iflg. DS/ISO 128 og målsætning efter DS/ISO 129, til fremstilling af tekniske tegninger.

5) Matematisk talbehandling og kalkulation, herunder trigonometri i retvinklede trekanter, enkle og sammensatte plangeometriske figurer og anvendelsen i konstruktionsmæssige sammenhæng inden for byggeri og industriel fremstilling.

6) Regler, normer og standarder til udformning af teknisk dokumentation inden for byggeriet herunder GIS (Geografisk Informations System) og det digitale byggeri.

7) Regler, normer og standarder til udformning af teknisk dokumentation inden for industriel frem- stilling herunder GPS (Geometrisk Produkt Specifikation).

8) Valg af it-værktøjer, der kan løse opgaver med kommunikation, arkivering, informationssøgning og udformning af teknisk dokumentation, herunder arbejdstegninger.

9) Materialer og konstruktionselementer inden for byggeri og industriel fremstilling til udførelse af arbejdsopgaver, herunder byggetekniske og værkstedstekniske elementer.

10) Teknisk formidling, herunder brugen af skriftlig, mundtlig og grafisk præsentation.

11) Samarbejde med andre faggrupper i forbindelse med løsning af projektopgaver.

12) De værdiskabende led og sammenhænge i organiseringen af håndværksmæssige og industrielle fremstillingsprocesser.

13) Sikkerheds-, miljø- og arbejdsmiljømæssige regler og søgning af vejledning i forhold til arbejdsopgaver.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Planlægning og evaluering af eget arbejde.

2) Anvendelse af faglige og tekniske terminologier på både dansk og relevant fremmedsprog, under udførelse af arbejdsopgaver og kommunikation med andre.

3) Udvælgelse og anvendelse med faglig sikkerhed af CAD programmer og herunder udførelse og fremstilling af 3D modeller og print af 2D arbejdstegninger.

4) Fremstilling med faglig sikkerhed af en teknisk tegning ved hjælp af retvinklet projektion og anvendelse af stregarter iflg. DS/ISO 128 og målsætning efter DS/ISO 129.

5) Anvendelse og begrundelse med faglig sikkerhed af relevant matematisk talbehandling og kalkulation til udarbejdelse af industrielle- og byggetekniske konstruktioner.

6) Anvendelse og skelnen med faglig sikkerhed mellem regler, normer og standarder ved udarbejdelse af teknisk dokumentation inden for byggeriet herunder grundlæggende anvendelse af GIS (Geografisk Informations System) og det digitale byggeri.

7) Anvendelse og skelnen med faglig sikkerhed mellem regler, normer og standarder ved udarbejdelse af teknisk dokumentation inden for industriel fremstilling herunder GPS (Geometrisk Produkt Specifikation).

8) Anvendelse med faglig sikkerhed af relevante it-værktøjer til løsning af arbejdsopgaver med udformning af teknisk dokumentation herunder arkivering, informationssøgning og kommunikation.

9) Valg i samarbejde med andre af materialer og konstruktionselementer til udførelse af arbejdsopgaver inden for teknisk design og teknisk dokumentation.

10) Formidling af tekniske dokumenter ved anvendelse af skriftlige, mundtlige og grafiske præsentationer.

11) Løsning af projektopgaver i samarbejde med andre faggrupper.

12) Iagttagelse af de nødvendige sikkerheds-, miljø- og arbejdsmiljømæssige regler under udførelse af arbejdsopgaver.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) foretage planlægning og evaluering af det daglige arbejde under vejledning i kendte situationer,

2) anvende faglige og tekniske terminologier på både dansk og relevant fremmedsprog selvstændigt ved udførelse af arbejdsopgaver i ukendte situationer,

3) redegøre for og foretage valg af CAD programmer og selvstændigt i ukendte situationer kunne fremstille 3D modeller og printe relevante 2D-arbejdstegninger,

4) redegøre for og selvstændigt tage ansvar for fremstilling af en teknisk tegning ved hjælp af retvinklet projektion i ukendte situationer,

5) redegøre for samt vurdere og kontrollere sammenhængen mellem relevant matematisk talbehandling og kalkulation i konstruktionsmæssige sammenhænge inden for byggeri og industriel fremstilling i ukendte situationer,

6) demonstrere forståelse af sammenhænge mellem regler, normer og standarder for udformning af teknisk dokumentation i ukendte situationer,

7) redegøre for valg af it til kommunikation, arkivering, informationssøgning og udformning af teknisk dokumentation i ukendte situationer,

8) tage stilling til valg af materialer og konstruktionselementer inden for byggeri og industriel fremstilling under vejledning i kendte situationer,

9) tage ansvar for og foretage teknisk formidling under vejledning i kendte situationer,

10) tage ansvar for samarbejdet i kendte situationer med andre faggrupper ved løsning af projektopgaver herunder være bevidst om de værdiskabende led og sammenhæng i organiseringen og

11) udføre arbejdsopgaver sikkerheds-, miljø- og arbejdsmiljømæssigt forsvarligt i henhold til gældende regler i kendte situationer.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter:

1) Matematik på E-niveau, bestået.

2) Dansk på E-niveau, bestået.

3) Engelsk på F-niveau, bestået.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:

1) Kompetencer svarende til "Førstehjælp på erhvervsuddannelserne" efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016.

2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan fremstille alle former for tekniske tegninger inden for fremstillingsområdet også under anvendelse af 3D CAD og fremstille alle former for tekniske tegninger i overensstemmelse med aktuelle normer og standarder for udførelse af tekniske tegninger.

2) Eleven kan udarbejde teknisk dokumentation til brug for CE-mærkning også under anvendelse af 3D-CAD herunder styklister, montagevejledninger, manualer, brugsanvisninger og sikkerhedsanvisninger.

3) Eleven kan anvende 3D-CAD til visualisering og animation inden for industriel produktion og præsentationsprogrammer til formidling af teknisk dokumentation herunder opsætte tekst og billeder til anvendelse i trykte og digitale medier.

4) Eleven kan arkivere og administrere alle former for teknisk dokumentation inden for industriel produktion herunder systematisk arkivering og administration af tegninger, filer og dokumenter under anvendelse af relevante værktøjer.

5) Eleven kan udforme og følge op på tidsplaner, herunder anvende brancherelaterede planlægningsværktøjer i relation til produktionsplanlægning i fremstillingsvirksomheder, samt har viden om projektgennemførelse og projektstyring og kan indgå i forandringsprocesser ved optimering og effektivisering af produktioner.

6) Eleven kan udføre konstruktioner og beregninger inden for industriel produktion ved hjælp af relevante værktøjer under hensyn til normer, regler, standarder, kvalitetssikring, produktansvar og miljøforhold.

7) Eleven kan koble relevant teori til tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af konkrete arbejdsopgaver fra praktikken.

8) Eleven kan fremstille alle former for tekniske tegninger inden for bygge- og anlægsområdet, der er i overensstemmelse med aktuelle normer og standarder for udførelse af tekniske tegninger.

9) Eleven kan udarbejde teknisk dokumentation til projektering af byggeri og byggesagsbehandling, herunder vedligeholdelsesplaner og beskrivende mængdefortegnelser.

10) Eleven kan anvende 3D-CAD til visualisering og animation inden for bygge- og anlægsområdet samt anvende præsentationsprogrammer til formidling af teknisk dokumentation herunder opsætte tekst og billeder til anvendelse i trykte og digitale medier.

11) Eleven kan arkivere og administrere alle former for teknisk dokumentation inden for bygge- og anlægsområdet herunder systematisk arkivering og administration af tegninger, filer og dokumenter under anvendelse af relevante værktøjer.

12) Eleven kan udforme og følge op på tidsplaner herunder anvende brancherelaterede planlægningsværktøjer i relation til produktionsplanlægning i bygge- og anlægsvirksomheder og har viden om projektgennemførelse og projektstyring samt kan indgå i forandringsprocesser ved optimering og effektivisering af produktioner inden for bygge- og anlægsområdet.

13) Eleven kan udføre konstruktioner og beregninger i forbindelse med projektering af byggeri og byggesagsbehandling ved hjælp af relevante værktøjer under hensyn til normer, regler, standarder, kvalitetssikring og miljøforhold.

14) Eleven kan anvende faglige og tekniske terminologier på relevant fremmedsprog under udførelse af arbejdsopgaver og kommunikere med andre.

Stk. 2. Kompetencemålene i stk. 1, nr. 1-7 og 14, gælder for specialet teknisk designer - industriel produktion. Kompetencemålene i stk. 1, nr. 7-14, gælder for specialet teknisk designer - bygge og anlæg.

Stk. 3. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning

§ 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve

§ 6. Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode. Prøven udgør en svendeprøve.

Stk. 2. Den afsluttende prøve består af en projektopgave med skriftlig dokumentation og en projektfremlæggelse med mundtlig eksamen. Projektopgaven afholdes inden for en emnekreds, som skolen fastsætter i samråd med det faglige udvalg og består i udarbejdelse af et projektoplæg, der godkendes af skolen, og udarbejdelse af den nødvendige skriftlige dokumentation for projektopgaven. Projektopgavens varighed er 3 sammenhængende uger i sidste halvdel af den afsluttende skoleperiode. Projektopgaven udføres alene. Projektets skriftlige del bedømmes. Karakteren for projektets skriftlige del gives ud fra en helhedsvurdering af den faglige kvalitet og den skriftlige fremstilling. De hjælpemidler, som er anvendt i undervisningen, må benyttes.

Stk. 3. Den mundtlige prøve omfatter projektfremlæggelse, hvor der redegøres for systematik og metodik i løsning af opgaven, herunder bearbejdningsmetoder, arbejdsproces og implementering af teori og praksis. Elevens mundtlige prøve varer 30 minutter inkl. votering. Censorer (skuemestre) skal være til stede under hele den mundtlige prøve.

Stk. 4. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have opnået et gennemsnit på mindst 02 af elevens karakterer for grundfag i hovedforløbet. Eleven skal tillige have opnået mindst beståkarakter i hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag.

Stk. 5. For elever, der afslutter uddannelsen med et speciale, skal hver af de i stk. 2 nævnte delprøver være bestået. Den endelige svendeprøvekarakter fremkommer som et gennemsnit af alle delkaraktererne.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning, udsteder det faglige udvalg et svendebrev eller uddannelsesbevis til eleven.

Stk. 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 273 af 15. marts 2016 om erhvervsuddannelsen til teknisk designer ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Følgende elever, som nævnt i stk. 2, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse:

1) Elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge eller erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 3, i lov om erhvervsuddannelser.

2) Elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om erhvervsuddannelser, som har påbegyndt uddannelsen i perioden 1. januar – 31. juli 2018.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 25. april 2018

Konstitueret direktør
Martin Larsen

/ Gert Nielsen


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

For at opfylde kriteriet om 2 års relevant erhvervserfaring*) skal eleven inden for de sidste 5 år have været fuldtidsbeskæftiget i en funktion som teknisk designer i virksomheder inden for industriel produktion eller bygge og anlæg i en periode svarende til 2 år med at udføre følgende opgaver:
Udført fremstilling, arkivering, administration og formidling af teknisk dokumentation inden for industriel produktion eller inden for bygge- og anlægsområdet med udgangspunkt i uddannelsens hovedområder:
Teknisk dokumentation herunder fremstilling af tekniske tegninger.
Beregning og konstruktion
Kvalitetsstyring
Planlægning og projekt
Visualisering/animation
Det forudsættes, at mindst 16 måneder af den relevante erhvervserfaring er opnået ved selvstændigt arbejde inden for hovedområderne:
Teknisk dokumentation herunder fremstilling af tekniske tegninger:
Udført konstruktionstegninger ved anvendelse af relevant og tidssvarende CAD software.
Anvendt af CAD programmer til fremstilling af 3D modeller og print af relevante 2D-arbejdstegninger
Anvendt et parametrisk CAD konstruktionsprogram til at tegne.
Anvendt it til at arkivere og administrere teknisk dokumentation herunder systematisk arkivering og administration af tegninger, filer og dokumenter.
Beregning og konstruktion:
Udført konstruktioner og beregninger, der relaterer sig til fremstilling og industriel produktion.
Udført konstruktionstegninger ved anvendelse af 2-D CAD- og 3-D CAD-systemer.
Udført konstruktioner og beregninger i forbindelse med projektering af byggeri og byggesagsbehandling.
 
*) Note:
Elever, der er fyldt 25 år når uddannelsen påbegyndes, og som har mindst 2 års relevant erhvervserfaring skal gennemføre et standardiseret uddannelsesforløb for voksne uden grundforløb og uden praktikuddannelse, men med mulighed for at modtage undervisning i og afslutte fag fra grundforløbet med sigte på at opnå certifikater, som er en forudsætning for overgang til uddannelsens hovedforløb, jf. lovens § 66 y, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af [§ 3, stk. 6], hvilke certifikater og lignende eleven skal have opnået i denne uddannelse.

2. Erhvervserfaring der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
Afkortning af euv (skoleuger)
Afkortning af euv (praktik måneder)
Teknisk dokumentation
     
Udført konstruktionstegninger ved anvendelse af relevant og tidssvarende CAD software.
4 måneder
1
1
Anvendt CAD programmer til fremstilling af 3D modeller og print af relevante 2D-arbejdstegninger
4 måneder
1
1
Anvendt et parametrisk CAD konstruktionsprogram til at tegne.
4 måneder
1
1
Anvendt it til at arkivere og administrere teknisk dokumentation herunder systematisk arkivering og administration af tegninger, filer og dokumenter.
4 måneder
1
1
Beregning og konstruktion
     
Udført konstruktioner og beregninger, der relaterer sig til fremstilling og industriel produktion.
4 måneder
1
1
Udført konstruktionstegninger ved anvendelse af 2-D CAD- og 3-D CAD-systemer.
4 måneder
1
1
Udført konstruktioner og beregninger i forbindelse med projektering af byggeri og byggesagsbehandling.
4 måneder
1
1
Kvalitetsstyring
     
Udarbejdet dokumentation i forbindelse med kvalitetskontrol og kvalitetssikring.
4 måneder
-
1
Planlægning og projekt
     
Anvendt brancherelaterede planlægningsværktøjer.
2 måneder
0,2
-
Deltaget i projektgennemførelse
2 måneder
0,2
-
Visualisering/animation
     
Udført teknisk illustration samt anvendt animation og grafik til præsentation af tekniske løsningsforslag.
3 måneder
0,6
1
Erfaringen skal være opnået inden for de seneste fem år. Der kan maksimalt opnås afkortning af praktiktiden med 2 måneder.

3. Uddannelse der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Titel
Uddannelses-
kode
Afkortning af euv (skole-
uger)
Afkortning af euv (praktik måneder)
AMU
3D CAD, konstruktion
46580
0,2
-
AMU
CAD konstruktion og pladeudfoldning
46581
0,2
-
AMU
CAD konstruktion og redigering
46582
0,2
-
AMU
CAD konstruktion med brug af standard og objekt
46583
0,2
-
AMU
CAD konstruktion, menu- og filhåndtering
46584
0,2
-
AMU
CAD konstruktion, template og opsætning
46585
0,2
-
AMU
Teknisk dokumentation af samlingskonstruktioner
47155
0,2
-
AMU
Teknisk konstruktion af samlingskonstruktioner
47156
0,2
-
AMU
Teknisk dokumentation design af rørkonstruktioner
47203
0,2
-
AMU
Teknisk dokumentation design af stålkonstruktioner
47204
0,2
-
Kurset skal være afsluttet inden for de seneste fem år.