Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til bådmekaniker

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, og efter bestemmelse fra Metalindustriens Uddannelsesudvalgs fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Bådmekanikeruddannelsen har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområde: Vedligeholdelse, installation og reparation af motorer samt elektrisk udstyr og hydraulisk anlæg i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde samt salg og service.

Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for specialet, jf. stk. 3.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med specialet bådmekaniker, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer fra 4 år og 5 måneder til 4 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens speciale 3 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 35 uger fordelt på mindst 7 skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb) varer uddannelsens speciale 3 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 31,5 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Valg af relevante værktøjer, maskiner og materialer til brug for enkle faglige opgaver, herunder gængse faglige udtryk og begreber.

2) Kvalitetskrav og metoder til at tilgodese egen og andres sikkerhed.

3) Arbejdsrelevant ergonomi.

4) 2-takt bådmotorers grundlæggende opbygning og virkemåde og kølesystemets funktion.

5) Elektriske systemer, herunder Ohms Lov.

6) Håndtering af benzin, olie og andre gængse kemikalier i forbindelse med arbejdsopgaver i fritidsbåde.

7) Fysikkens love, herunder en overordnet forståelse af spænding, tryk, acceleration og modstand.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) It til faglig informationssøgning og kommunikation.

2) Eksisterende faglig dokumentation i en praktisk arbejdsproces, for eksempel diagrammer, statistik og vejledninger.

3) Udarbejdelse af almindelig anvendt faglig dokumentation som arbejdssedler, egenkontrol og lignede.

4) Gældende sikkerheds- og miljømæssige regler i forhold til egen og andres sikkerhed ved udførelse af arbejdet.

5) Udførelse af enkle arbejdsopgaver ergonomisk korrekt.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) redegøre for kvalitetskrav og metoder til at tilgodese egen og andres sikkerhed,

2) redegøre for 2-takt bådmotorers opbygning, virkemåde og kølesystemets funktion,

3) selvstændigt planlægge enkle arbejdsopgaver,

4) tage ansvar for opgaveløsning i samarbejde med andre,

5) tage stilling til værdien af løbende dokumentation, evaluering og formidling af egne arbejdsprocesser, metoder og resultater,

6) vurdere om eget arbejde opfylder de af underviseren udvalgte kvalitetsmæssige krav,

7) udføre faglig, sikker mekanisk adskillelse og samling af mindre 2-takt bådmotorer,

8) medvirke til adskillelse og samling af gængse elektriske komponenter i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde,

9) anvende løftegrej sikkerhedsmæssigt korrekt på baggrund af fabrikantens anvisninger ved montering og reparation i fritidsbåde,

10) udføre MAG-svejsning i tynd- og tykplade, TIG-svejsning i rustfrit stål og aluminium samt hårdlodning og

11) udføre fremstilling af mindre emner i metal med overholdelse af mål og vinkler, udføre gevindarbejde, og beherske målinger med skydelære.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakterkrav:

1) Dansk på E-niveau, bestået.

2) Matematik på F-niveau, bestået.

3) Engelsk på F-niveau, bestået.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:

1) ”Personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater”, jf. Arbejdstilsynets retningslinjer.

2) ”Arbejdsmiljø og sikkerhed, svejsning og termisk skæring”, jf. Arbejdstilsynets regler.

3) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne, inkl. færdselsrelateret førstehjælp”, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016.

4) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan arbejde i henhold til gældende regler for sikkerhed, arbejdsmiljø og produktansvar.

2) Eleven kan arbejde ud fra manualer og værkstedshåndbøger på dansk og mindst et fremmedsprog.

3) Eleven kan gennem udførelse af de daglige opgaver i samarbejde med kolleger medvirke til at sikre kvalitet, produktivitet og en god økonomi på værkstedet, god kundeservice samt salg og mersalg, herunder gennemføre forskellige former for eftersyn af fritidsbåde og mindre erhvervsbåde.

4) Eleven kan fremstille mindre konstruktioner i træ og glasfiber til motorinstallationer og reparationsarbejder.

5) Eleven kan udføre installation af motor, propelaksler, skruer og propeller efter beregninger, så vinkler og linjeføringer overholdes.

6) Eleven kan anvende internationale kompetencer til at forstå sammenhænge og varetage arbejdsopgaver i forhold til et internationaliseret arbejdsmarked.

7) Eleven kan arbejde miljøbevidst med alle arbejdsopgaver inden for uddannelsens jobområder, herunder agere i overensstemmelse med principperne for bæredygtig udvikling.

8) Eleven kan koble relevant teori til tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af konkrete arbejdsopgaver fra praktikken.

9) Eleven kan udvise kendskab til iværksætter- og selvstændighedsbegrebet, herunder kendskab til de vilkår, der knytter sig til etablering af egen virksomhed.

10) Eleven kan udvise innovative kompetencer ved f.eks. metode- og materialevalg inden for uddannelsens jobområder.

11) Eleven kan udføre specielle arbejdsfunktioner, som ligger inden for virksomhedens virkeområde, eller som har betydning for elevernes fremtidige beskæftigelsesmuligheder.

12) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på transmission, herunder gearkasser, propel- og kraftoverføringsaksler.

13) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på benzin- og dieselmotorer, herunder indsprøjtningsanlæg.

14) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation, montering og vedligeholdelse på komfort- og sikkerhedsudstyr, herunder airconditionanlæg og databusstyrede komfortsystemer.

15) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på anlæg til elektrisk forsyning, herunder generatorer og ladesystemer på starteranlæg samt på komplekse viskersystemer, lys, lanterner.

16) Eleven kan udføre montering, fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på elektriske anlæg, herunder lænsepumper, ankerspil og bovpropeller.

17) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på F-gasanlæg i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde efter gældende lovgivning.

18) Eleven kan arbejde i henhold til gældende regler for sikkerhed til søs i forhold til personligt sikkerhedsudstyr, kollektivt sikkerhedsudstyr og kritiske situationer.

19) Eleven kan udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på 230 volts anlæg i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde efter gældende lovgivning.

20) Eleven kan læse hydraulikdiagrammer og udføre fejlfinding, reparation og vedligeholdelse på hydrauliske anlæg i fritidsbåde efter gældende lovgivning.

Stk. 2. Kompetencemålene nr. 1-20, jf. stk. 1, gælder for alle elever i hovedforløbet.

Stk. 3. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning

§ 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve

§ 6. Som en del af den sidste skoleperiode på hovedforløbet, afholder skolen en afsluttende prøve. Prøven tager udgangspunkt i kompetencemålene for hele uddannelsen og udgør en svendeprøve.

Stk. 2. Eleven skal inden aflæggelse af den afsluttende prøve efter stk. 1 have erhvervet relevant kørekort i henhold til gældende regler om kørekort. De nærmere kriterier for erhvervelse af kørekort er angivet i uddannelsesordningen.

Stk. 3. Eleven kan, når det er begrundet i særlige forhold, efter det faglige udvalgs konkrete afgørelse blive fritaget for kravet om kørekort efter stk. 2.

Stk. 4. Den afsluttende prøve på hovedforløbet består af to praktiske værkstedsopgaver, der indeholder typiske arbejdsopgaver inden for adskillelse, fejlfinding, justering, udskiftning, montering og funktionsafprøvning med tilhørende dokumentation. De praktiske opgaver løses af eleven inden for en varighed af 7 timer. De praktiske opgaver tildeles ved lodtrækning. I forbindelse med prøven gives eleven lejlighed til mundtligt at redegøre for den anvendte arbejdsproces og den valgte metode og derved til yderligere at demonstrere sine teknisk-faglige, almen-faglige og personlige kvalifikationer i relation til den gennemførte uddannelse. Censorerne er til stede under hele prøven. Bedømmelsesgrundlaget er elevens præstation ved løsningen af de praktiske opgaver. Ved bedømmelsen afgiver eksaminator og censorer en karakter, der fremkommer som et gennemsnit af karakteren for hver af de praktiske opgaver. Prøven stilles af skolen efter samråd med det faglige udvalg.

Stk. 5. For at der kan udstedes skolebevis, skal alle fag være gennemført, eleven skal have opnået karakteren mindst 02 eller ”Bestået” i alle fag på hovedforløbet, og den afsluttende prøve skal være bestået.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen. På svendebrevet påføres specialet og resultatet af svendeprøven.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 317 af 26. marts 2015 om erhvervsuddannelsen til bådmekaniker ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Følgende elever, som nævnt i stk. 2, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse:

1) Elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge eller erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 3, i lov om erhvervsuddannelser.

2) Elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om erhvervsuddannelser, som har påbegyndt uddannelsen i perioden 1. januar – 31. juli 2018.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 23. april 2018

Konstitueret direktør
Martin Larsen

/ Stine Hesse Hansen


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

For at opfylde kriteriet om 2 års relevant erhvervserfaring*) skal eleven inden for de sidste 10 år have været beskæftiget i en funktion som bådmekaniker i en periode svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse med at udføre følgende reparationstekniske opgaver:
Eleven skal regelmæssigt og selvstændigt have udført vedligeholdelse, installation og reparation af motorer samt elektrisk udstyr og hydraulisk anlæg i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde.
Eleven skal i en vis udstrækning have arbejdet med kundebetjening og kundeservice.
*) Note:
Elever, der er fyldt 25 år når uddannelsen påbegyndes, og som har mindst 2 års relevant erhvervserfaring skal gennemføre et standardiseret uddannelsesforløb for voksne uden grundforløb og uden praktikuddannelse, men med mulighed for at modtage undervisning i og afslutte fag fra grundforløbet med sigte på at opnå certifikater, som er en forudsætning for overgang til uddannelsens hovedforløb, jf. lovens § 66 y, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af § 3, stk. 6, hvilke certifikater og lignende eleven skal have opnået i denne uddannelse.

2. Erhvervserfaring, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
(måneder)
Afkortning af euv (skoleuger)
Afkortning af euv (praktik måneder)
Reparation og vedligehold af motorer i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde
12
4
5
Installation af motorer i fritidsbåde og mindre erhvervsbåde
12
1
1
Reparation af elektriske systemer, lys og vedvarende energikilder på fritidsbåde og mindre erhvervsbåde
12
1
1
Erfaringen skal være opnået inden for de seneste 5 år.
Kundeservice og kundebetjening
6
1
2
Erfaringen skal være opnået inden for de seneste 10 år.

3. Uddannelse, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Titel
Uddannelses-
kode
Afkortning af euv (skoleuger)
Afkortning af euv (praktik måneder)
Erhvervsuddannelse
Personvognsmekaniker
92
3
3
Erhvervsuddannelse
Motorcykelmekaniker
1260
4
4
Arbejdsmarkedsuddannelser
Kundeservice
45261
0,4
0,5