Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0061

Politiken får ikke kritik for skribents klumme trods groft sprogbrug

En person klagede over klummen ”Debat: Kulturmændenes pikkultur er på retur” bragt i den trykte udgave af Politiken og på politiken.dk under overskriften ”Status på #MeToo: Alfahannerne står sammen mod de frigide kællinger, der ikke forstår kunsten og det erotiske spil”. Klager blev i klummen bl.a. betegnet blandt ”alfahannerne, der skriver med pikken”. Selvom der var tale om groft sprogbrug, fandt nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse de vide rammer for frisprog i en klumme for at være overskredet, og da Politiken efterfølgende bragte Klagers modsvar, udtalte nævnet ikke kritik. Nævnet udtalte heller ikke kritik af Politikens redigering af klagers modsvar.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over [Skribenten]s klumme ”Debat: Kulturmændenes pikkultur er på retur” bragt den 3. december 2017 i den trykte udgave af Politiken og på politiken.dk under overskriften ”Status på #MeToo: Alfahannerne står sammen mod de frigide kællinger, der ikke forstår kunsten og det erotiske spil” samt over Politikens redigering af hans debatindlæg ”Mediernes #MeToo-heksejagt er et journalistisk lavpunkt” bragt den 7. december 2017, fordi han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over udokumenterede beskyldninger samt Politikens redigering af hans debatindlæg.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte den 3. december 2017 i den trykte udgave af Politiken [Skribenten]s klumme ”Debat: Kulturmændenes pikkultur er på retur”. Klummen blev samme dag bragt på politiken.dk under overskriften ”Status på #Metoo: Alfahannerne står sammen mod de frigide kællinger, der ikke forstår kunsten og det erotiske spil”, hvortil Politiken indledningsvis skrev: ”Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning. ” Af klummen fremgik blandt andet:

KLUMME [SKRIBENTEN] Der er gået næsten to måneder, siden #MeToo afsløringerne begyndte. Det er tid til at gøre status.

Forleden bad en svensk journalist om et citat fra mig om, hvordan det står til med #MeToo i Danmark. Her er, hvad jeg svarede: »#MeToo har desværre ikke haft så stor en gennemslagskraft i Danmark indtil videre.

Der er kommet en del højrøstet debat om det, men det er, som om danskerne ikke tager selve krænkelserne særlig alvorligt. Der har været en efterhånden stor gruppe indflydelsesrige mænd fra kulturlivet fremme og sige, at nu må kvinderne lige lære at slappe af, og at det ligner en form for feministisk inkvisition.

Samtidig bliver de kvindelige journalister, der afdækker #MeToo, mistænkeliggjort og motivforsket. Som med alle former for kønspolitisk debat er Danmark meget langsom til at vågne op, fordi vi hellere vil hygge os og fjolle og grine lidt ad det, ha-ha, sexchikane, det er nemlig go' dansk humor og en Shu-bi-duasang. . . Sagen om filmselskabet Zentropa bliver forsøgt tysset ned, fordi folk mener, at ham [Person D] er en rigtig hyggelig og sød fyr, så han mente det nok ikke så slemt. Og så er der en del danske kommentatorer, der peger på Sverige og siger, at 'de er skøre, de svenskere', og 'vi skal i hvert fald ikke have svenske tilstande her'. Underforstået: Svenskerne overreagerer og lever i en form for feministisk diktatur. Jeg tror kun, vi har set begyndelsen, for der er stadig en del at rydde op i«. MAN SIGER, AT den, der tier, samtykker. I debatten om #MeToo er vi desværre rigtig mange kvinder, der tier. Det er nemmere at ventilere i private lukkede fora og facebookgrupper eller med veninderne end at formulere sine holdninger åbent og offentligt. De store kvindelige profiler forholder sig påfaldende tavst i debatten om seksuelle krænkelser i kultur-og mediebranchen, mens en hel stribe 'kulturmænd' har overtaget ordet. Det er ret problematisk, da vi står med et globalt momentum, en historisk mulighed for at tage opgøret med mænds overgreb på kvinder i arbejdslivet. Det skal forklares, ikke bortforklares.

Med 'kulturmænd' mener jeg folk som [Person A], [Person B], [Person C], [Person D], [Klager] og her i avisen [Person E], der har skrevet og udtalt ting, som kan koges sammen til 'Så, så, piger, stop nu, inden I går for vidt'.

Fælles for de herrer, som jeg i parentes bemærket rent fagligt respekterer dybt, men ikke kønspolitisk, er, at de er fra netop den generation, som #MeToo er i gang med at tage et opgør med. Men de bliver bakket op af en del yngre kønsfæller, senest musiker [Person F] og radiovært [Person G], der synes, at det er mest synd for mændene, fordi kvinder jo også tit afviser mænd, og det er ret strengt, at kvinder har den magt. De frække drenge og alfahannerne holder altså sammen mod de frigide kællinger, der ikke forstår kunsten, kreativiteten og det erotiske spil. For at skabe stor, frisindet kunst må man forgribe sig på kvinder og skrive med pikken, forstås.

[…]”

Den 7. december 2017 bragte Politiken [Klager]s debatindlæg ”Mediernes #MeToo-heksejagt er et journalistisk lavpunkt” på politiken.dk. Det offentliggjorte debatindlæg var af Politiken redigeret i forhold til [Klager]s oprindelige version.

Den oprindelige version havde overskriften ”Politikens #MeToo-heksejagt er et journalistisk lavpunkt” og havde følgende ordlyd:

”[De kursiverede dele af indlægget blev udtaget af Politiken, mens de understregede sætninger blev redigeret, Pressenævnet]

#MeToo-kampagnen er degenereret til et indholdsløst mediestunt ved at spænde fra fuldbyrdede voldtægter til seksuelle vittigheder.

[Skribenten] finder anledning til at udnævne mig til ”alfahan” og påstår, at jeg skriver ”med pikken” (3.12). Grunden til disse dybt krænkende beskrivelser er, at jeg i en kronik i Information har forsvaret [Person D] mod Politikens heksejagt på ham (25.11). Det samme har i øvrigt 88 af de ”småttere”, som [Person D] påstås at have krænket: de er fulde af begejstring for deres tid på Zentropa og føler sig ikke krænket

Jeg praler nødigt med egne fortjenester, men når jeg nu ligefrem i en overskrift bliver beskyldt for at repræsentere en ”pikkultur”, må det være tilladt at påpege, at jeg ved enhver given lejlighed har støttet kvindelige filminstruktører. En af mine seneste bøger, ”Film med håndskrift”, indeholder udførlige kapitler om vores to bedste kvindeinstruktører, [Person H] og [Person I], og da rødstrømperne i 1970’erne efterlyste ”kvindefilm” i biograferne, var det da ikke dem selv, men en ”alfahan” som mig, der importerede disse film. Jeg mistede mindst 100.000 kr. på at importere film af tidens betydelige kvindeinstruktører som Marguerite Duras, Margarethe von Trotta, Jutta Brückner, Chantal Akerman og Aline Isserman. Rødstrømperne kom ikke engang og så dem, for de foretrak Hollywood-film og havde kun deres interesse for kvindefilm i munden.

DEN PERSONLIGE heksejagt er en ny trend på Politiken, som blev indledt i maj, da avisen ryddede forsiden for at fortælle, at den højt ansete leder af Roskilde-museerne [Person J] ikke var særligt populær blandt nogle overvejende anonyme tidligere medarbejdere. Ved sin afskedsreception et par måneder senere blev [Person J] ellers hyldet af både bestyrelse, kollegaer og medarbejdere – men det skrev Politiken intet om. Det er trist at iagttage, hvordan kulturjournalistik degenererer til personforfølgelse. [Afsnittene i kursiv var udtaget til det bragte debatindlæg, Pressenævnet]

Med heksejagten mod [Person D] er det gået totalt over gevind. Hetzen blev lanceret på forsiden med de største bogstaver i mands minde, men ”småtternes” forsvar for [Person D] blev diskret gemt væk med så små typer som muligt. Det turde da ellers være lidt af en sensation, at et overvældende flertal af de mennesker, som Politiken påstår er blevet krænket, ikke selv kender til nogen krænkelse.

Og vel er der under julefrokoster på Zentropa forekommet episoder, som ikke er i orden, og som [Person D] da også efterfølgende har beklaget. Men det er der nu også ved en del andre julefrokoster, formentlig også på Politiken, uden at avisen bringer dem på forsiden af den grund.

[Person D]s spøjse afklapsning af Zentropas ”småttere” er imidlertid bragt fuldstændigt ud af proportioner med heksejagt for øje. Hvis denne afklapsning var sket i en film, ville man hurtigt opfange, at dette da vist er en parodi på tidligere tiders autoritære skolesystem. Nu er Ålen imidlertid ikke filmkunstner, men fuld af lige så gale ideer, som han derfor praktiserer i virkeligheden og i fuld offentlighed. Hvis en ”småtte” ikke finder det i orden, kan vedkommende melde fra og eventuelt klage til filmarbejderforeningen FAF. Men da FAF ikke har modtaget en eneste klage, må man have lov at se det hele som en storm i et glas vand.

OGSÅ #METOO-KAMPAGNEN er degenereret til et indholdsløst mediestunt ved at spænde fra fuldbyrdede voldtægter til seksuelle vittigheder. Og også her fører Politiken an ved i et spørgeskema til kvindelige skuespillere netop at medtage ”verbal chikane fra overordnede i form af krænkende kommentarer og vittigheder”. Fra nu af skal det altså på en arbejdsplads ikke mere være tilladt at komme med den muntre replik ”Det sagde hun også i aftes”, - for nogen kan jo føle sig krænket. Sidst jeg hørte den replik, blev den i øvrigt sagt af en kvinde, uden at jeg dog opfattede, at hun lagde an på mig.

[Skribenten]s ophidselse har i vid udstrækning sat hendes tænkeevne ud af funktion. Når hun påstår, at vi alfahanner udgør ”en generation”, som fortjener et opgør, overser hun, at der er tyve år mellem den ældste og yngste alfahan. Normalt er der væsentlig mindre afstand mellem generationer.

Og når hun råder kvinder til at holde deres sexliv uden for arbejdspladsen, hvis de er bange for at miste deres job, er det da vist hende, der påtager sig formynderens rolle og pålægger kvinderne bånd, som de allerfleste formentlig vil opfatte som snærende og puritanske. Arbejdspladsen har altid af naturlige grunde været blandt yndlingsstederne, når det handler om at finde en partner.

Skulle værtshuset og nettet mon være bedre? ”

Debatindlægget blev offentliggjort under overskriften ”Mediernes #MeToo-heksejagt er et journalistisk lavpunkt” og med følgende ordlyd:

Vel er der under julefrokoster på Zentropa forekommet episoder, som ikke er i orden, men det er også ved en del andre julefrokoster, formentlig også på Politiken, uden at avisen bringer dem på forsiden.

Politikens [Skribenten] finder anledning til at udnævne mig til alfahan og påstår, at jeg skriver med pikken.

Grunden til disse dybt krænkende beskrivelser er, at jeg i en kronik i Information har forsvaret [Person D] mod mediernes heksejagt på ham (25.11.). Det samme har i øvrigt 88 af de såkaldte småtter: De er fulde af begejstring for deres tid på Zentropa og føler sig ikke krænket.

Jeg praler nødigt med egne fortjenester, men når jeg nu ligefrem i en overskrift bliver beskyldt for at repræsentere en pikkultur, må det være tilladt at påpege, at jeg ved enhver given lejlighed helhjertet har støttet kvindelige filminstruktører.

[…]

En af mine seneste bøger, ’Film med håndskrift’, indeholder udførlige kapitler om vores to bedste kvindeinstruktører, [Person H] og [Person I], og da rødstrømperne i 1970’erne efterlyste kvindefilm i biograferne, var det da ikke dem selv, men en alfahan som mig, der importerede disse film.

Hetzen mod [Person D] blev lanceret på forsiden, mens småtternes forsvar for albæk blev diskret gemt væk med så små typer som muligt. Det turde da ellers være lidt af en sensation, at et overvældende flertal af disse ansatte ikke selv kender til nogen krænkelse.

Og vel er der under julefrokoster på Zentropa forekommet episoder, som ikke er i orden, og som [Person D] da også efterfølgende har beklaget. Men det er der nu også ved en del andre julefrokoster, formentlig også på Politiken, uden at avisen bringer dem på forsiden af den grund.

[Person D]s spøjse afklapsning af Zentropas småtter er imidlertid bragt fuldstændigt ud af proportioner med heksejagt for øje. Hvis denne afklapsning var sket i en film, ville man hurtigt opfange, at dette da vist er en parodi på tidligere tiders autoritære skolesystem, og hvis en småtte ikke finder det i orden, kan vedkommende melde fra og eventuelt klage til filmarbejderforeningen, FAF. Men da FAF ikke har modtaget en eneste klage, må man have lov at se det hele som en storm i et glas vand.

#MeToo-kampagnen er degenereret til et indholdsløst mediestunt [Teksten i kursiv var indsat som fremhævet citat, Pressenævnet]

Også #MeToo-kampagnen er degenereret til et indholdsløst mediestunt ved at spænde fra fuldbyrdede voldtægter til seksuelle vittigheder.

Her fører Politiken også an ved i et spørgeskema til kvindelige skuespillere netop at medtage verbal chikane fra overordnede i form af krænkende kommentarer og vittigheder.

Fra nu af skal det altså på en arbejdsplads ikke mere være tilladt at komme med den muntre replik ’Det sagde hun også i går’, for nogen kan jo føle sig krænket. Sidst jeg hørte den replik, blev den i øvrigt sagt af en kvinde, uden at jeg dog opfattede, at hun lagde an på mig.

[Skribenten] påstår, at vi alfahanner udgør en generation, som fortjener et opgør, men hun overser, at der er tyve år mellem den ældste og yngste alfahan.

Og når [Skribenten] råder folk til at holde deres sexliv uden for arbejdspladsen, hvis de er bange for at miste deres job, er det da vist hende, der påtager sig formynderens rolle og pålægger mennesker bånd, som de allerfleste formentlig vil opfatte som snærende og puritanske.

Arbejdspladsen har altid af naturlige grunde været blandt yndlingsstederne, når det handler om at finde sig en partner. Skulle værtshuset og nettet mon være bedre? ”

[Klager]s klage er den 7. december 2017 modtaget i Pressenævnet. Samme dag bad han Politiken om at bringe følgende kommentar:

POLITIKENS DOKUMENTFALSK

Tillad mig at gøre opmærksom på, at den kritik af Politikens [Person D]-kampagne, som avisen bragte 7.11 under mit navn, ikke er skrevet af mig. Politiken har censureret i min kommentar i en grad, så flere afsnit bliver meningsløse. I et retssamfund er det uhørt, at den anklagede i det skjulte ændrer på anklageskriftet. Det kaldes dokumentfalsk, og det er præcist, hvad Politiken gør i avisens hetz mod os, der så smagløst får at vide, at vi ”skriver med pikken”. Det gør vi ikke, men Politiken redigerer med røven. ”

Politiken afviste samme dag at bringe kommentaren. [Klager] klagede den 12. december 2017 til Pressenævnet over Politikens afvisning.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s syspunkter

God presseskik

[Klager] har anført, at Politiken har tilsidesat god presseskik.

Klummen af 3. december 2017

[Klager] har anført, at det er ubegrundet, nedsættende og injurierende, at han i klummen bragt den 3. december 2017 beskyldes for at være en ”alfahan”, der ”skriver med pikken” i følgende afsnit:

”De frække drenge og alfahannerne holder altså sammen mod de frigide kællinger, der ikke forstår kunsten, kreativiteten og det erotiske spil. For at skabe stor, frisindet kunst må man forgribe sig på kvinder og skrive med pikken, forstås. ”

Han har i den relation anført, at det indklagede afsnit bringes i umiddelbar fortsættelse af et afsnit, hvor han blandt andre er nævnt ved navn, og at det indklagede afsnit indlysende henviser til de navngivne personer.

[Klager] har foretaget følgende sproglige analyse af afsnittet:

1) Det lille ord ”altså” henviser utvetydigt til afsnittet med navne.

2) [Skribenten] foretager det, som man rent teknisk kalder en ”projektiv identifikation”. Det betyder, at hun projicerer sin egen mening om ham ud i en fiktiv replik, som hun så tillægger ham, nemlig replikken ”For at skabe stor, frisindet kunst må man forgribe sig på kvinder og skrive med pikken, forstås”. Han har aldrig formuleret denne sætning og denne mening. Det har alene [Skribenten], hvorpå hun tillægger ham replikken med det formål at skade hans person.

Politikens redigering

[Klager] har anført, at hans debatindlæg er blevet censureret af Politiken i en sådan grad, at flere afsnit fremstår meningsforstyrrende og uforståelige. Han ønsker derfor, at avisen bringer en beklagelse.

Han har henvist til, at Politiken i mail af 5. december 2017 skrev følgende: ”Tak for debatindlæg. Det vil vi gerne bringe en af de kommende dage”. [Klager] finder herved, at Politiken gav ham et forhåndstilsagn om, at hans indlæg ville blive bragt i den indsendte form. Politiken burde således have givet ham mulighed for selv at forkorte indlægget, der vel og mærke var under de 800 ord, som Politiken stiller som betingelse for et debatindlæg.

[Klager] har yderligere klaget over Politikens afvisning af at bringe hans kommentar af 7. december 2017 til Politikens redigering.

2.2 Politikkens synspunkter

God presseskik

Politiken har afvist at god presseskik tilsidesat.

Klummen af 3. december 2017

Politiken har afvist at have bragt injurierende ytringer om [Klager].

Politiken har anført, at det både i den trykte avis og på hjemmesiden tydeligt i forbindelse med [Skribenten]s klumme af 3. december 2017 var markeret, at der var tale om en klumme, som naturligvis rummer debatøres subjektive kommentarer, og hvor der af hensyn til den fri debat gælder vide rammer.

Politiken har understreget, at der i klummen hverken blev bragt nedsættende udtryk om [Klager]s person eller om andre, der var nævnt ved navn. De betegnelser, der blev brugt, betegnede i åbenlyst karikeret og ironisk-kritisk form udelukkende de to fronter, der tegner sig i #MeToo-debatten: henholdsvis ’alfahannerne’, der ’skriver med pikken’ og ’de frigide kællinger’.

Politikens redigering

Politiken har anført, at Politikens redigering af debatindlægget er i overensstemmelse med god presseskik og har afvist, at redigeringen skulle være illoyal mod debatindlæggets indhold.

Debatindlægget blev bragt i trespaltet opsætning, og der var ikke fjernet bærende pointer, væsentlige formuleringer eller vægtig kritik. Debatindlægget fremstod som en lidt kortere version, der var tro mod den indsendte tekst.

I forhold til Politikens afvisning af at bringe [Klager]s kommentar af 7. december 2017 har Politiken anført, at redaktionen afviste kommentaren efter det almindelige princip om, at redaktøren er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad der skal bringes. Politiken har i den forbindelse understreget, at Politiken ikke på nogen måde havde givet [Klager] tilsagn om at bringe kommentaren.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Michael Voss.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om injurierer er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. Klagen over, at den påklagede klumme er injurierende, behandles derfor ikke.

God presseskik

Klummen af 3. december 2017

[Klager] har klaget over, at han i klummen af 3. december 2017 ubegrundet og nedsættende beskyldes for at være en ”alfahan”, der ”skriver med pikken”. Han har bestridt udsagnet og har aldrig ytret noget i den stil.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. jf. punkt A. 1 og A. 3.

Det er Pressenævnets opfattelse, at en klummeartikel i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. ¬

Af [Klager]s debatindlæg af 7. december 2017 fremgår det, at han i en kronik bragt den 25. november 2017 i dagbladet Information kommenterede forhold relateret til den meget omtalte og debatterede #MeToo-kampagne. Derudover kommenterede han #MeToo-kampagnen og [Skribenten]s klumme om samme i sit debatindlæg offentliggjort under overskriften ”Mediernes #MeToo-heksejagt er et journalistisk lavpunkt” i Politiken den 7. december 2017. Pressenævnet lægger herved til grund, at [Klager] offentligt har deltaget i #MeToo-debatten.

Pressenævnet finder på denne baggrund, at det ikke var uden faktisk grundlag at medtage [Klager] blandt debattører i #MeToo-debatten, hvilken han heller ikke over for Pressenævnet har bestridt.

Pressenævnet finder, at den påklagede klumme af 3. december 2017 klart fremstod som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] tilkendegav sin holdning til #MeToo-debatten, herunder sin uenighed med de ”kulturmænd” blandt andet [Klager], som har ytret sig i debatten. Nævnet finder, at de påklagede udtalelser ”alfahan”, der ”skriver med pikken”, ligesom mod-udsagnet ”de frigide kællinger” klart fremstår ironisk/satirisk i sammenhængen. Selv om der er tale om udsagn med en grov sprogbrug, finder nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse de vide rammer for frisprog i en klumme for at være overskredet, og da Politiken efterfølgende bragte [Klager]s modsvar i hans debatindlæg af 7. december 2017, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken.

Politikens redigering

[Klager] har klaget over Politikens redigering af hans debatindlæg bragt den 7. december 2017. Han har også klaget over Politikens afvisning af at bringe hans efterfølgende kommentar til Politikens redigering.

Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.

Et medie har således som led i den redaktionelle proces ret til på egen hånd at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse efter foretagne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket.

Politiken har i det bragte debatindlæg ændret overskriften, så der står ”Medierne” i stedet for ”Politiken”. Herudover er der i teksten fjernet nogle citationstegn om blandt andet begreberne ”alfahan” og ”småtter”. Nogle afsnit er omskrevet og forkortet, underrubrikken er ændret, så et andet citat fra teksten anvendes, ligesom to hele afsnit er fjernet.

Pressenævnet finder imidlertid, at budskabet i [Klager]s debatindlæg ikke fremstår forvansket på grund af Politikens redigering. Nævnet finder således, at [Klager]s modsvar til og kritik af skribenten [Skribenten]s debatindlæg af 3. december 2017 samt hans kommentarer til #MeToo-debatten generelt fortsat kommer til udtryk i debatindlægget, som det blev bragt i Politiken.

I forhold til Politikens afvisning af at bringe [Klager]s kommentar af 7. december 2017 bemærkes det generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.

Pressenævnet finder det ikke dokumenteret, at Politiken har påtaget sig en forpligtelse til at bringe [Klager]s kommentar. Redaktøren måtte herefter anses for berettiget til at beslutte ikke at bringe kommentaren.

På denne baggrund finder Pressenævnet, at Politiken ikke har overskredet de vide rammer for redigering, og nævnet udtaler ikke kritik af Politiken.

Afgjort den 10. april 2018