Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulæreskrivelse om bemyndigelse til direktøren for Styrelsen for It og Læring om særlig adgang for anonymisering af oplysninger i styrelsen om elevers besvarelser ved trivselsmålinger i folkeskolen i 2015 – 2017

(Til direktøren for Styrelsen for It og Læring)

Dele af vejledningsmaterialet fra Undervisningsministeriet og ministeriets styrelser om vilkårene for elevers deltagelse i trivselsmålingerne i folkeskolen har for de målinger, der er gennemført i 2015 – 2017, kunnet give det fejlagtige indtryk, at elevernes besvarelser er anonyme, og således på ingen vis kan kobles til den enkelte elev – heller ikke i videnskabeligt eller statistisk øjemed. Undervisningsministeriet har beklaget dette, jf. ministeriets redegørelse af 2. februar 2018 til Datatilsynet.

Undervisningsministeren har på den baggrund først sat trivselsmålingen i 2018 i bero, inden den skulle være påbegyndt, og dernæst, efter at vejledningsmaterialet er blevet ændret, så det er fuldt retvisende, udstedt bekendtgørelse nr. 128 af 26. februar 2018 om gennemførelse i skoleåret 2017-18 af måling af elevernes trivsel i folkeskolen. Det er i bekendtgørelsen fastsat, at trivselsmålingen i skoleåret 2017 – 2018 skal gennemføres i perioden 20. marts til 31. maj 2018. Der er i bekendtgørelsen tillige fastsat regler, hvorefter der er en adgang til efter anmodning fra en elevs forældre at deltage anonymt i målingen ved en papirbaseret besvarelse af trivselsspørgsmålene. Der henvises herved til § 2 i den nævnte bekendtgørelse.

En række forældre har på baggrund af det fejlagtige indtryk om, at elevernes besvarelser er anonyme, og den forventning herom, som vejledningsmaterialet fra ministeriet har givet dem, efterfølgende anmodet om at få slettet de besvarelser, som deres børn har afgivet ved trivselsmålingerne i 2015 – 2017.

Styrelsen for It og Læring har måttet afslå disse anmodninger.

Efter at have vurderet disse forældres ønsker har undervisningsministeren ud fra dataetiske hensyn og det hensyn til god databehandlingsskik, som lov om behandling af personoplysninger bygger på, truffet beslutning om i videst muligt omfang inden for lovgivningens rammer at imødekomme de forventninger om anonymisering af deres børns besvarelser ved trivselsmålingerne i 2015 – 2017, som dele af ministeriets vejledningsmateriale fejlagtigt har givet dem.

Med henblik på at give forældrene en længere periode til at overveje, hvorvidt de vil bede Styrelsen for It og Læring om at anonymisere oplysningerne i styrelsen om deres børns besvarelser på trivselsmålinger ophæves cirkulæreskrivelse nr. 9198 af 23. marts 2018 om bemyndigelse til direktøren for Styrelsen for It og Læring om særlig adgang for anonymisering af oplysninger i styrelsen om elevers besvarelser ved trivselsmålinger i folkeskolen i 2015-2017 og erstattes med nærværende cirkulæreskrivelse.

1. Undervisningsministeren meddeler hermed følgende bemyndigelse til direktøren for Styrelsen for It og Læring:

1.1. Styrelsen for It og Læring giver frem til og med den 1. september 2018 forældre til børn, som har deltaget i en eller flere trivelsesmålinger i folkeskolen i 2015 – 2017, adgang til skriftligt at anmode styrelsen om at anonymisere oplysningerne i styrelsen om deres børns besvarelser på de spørgsmål, som indgår i den eller de trivselsmålinger, som deres børn har deltaget i.

1.2. Styrelsen offentliggør den adgang til at fremsætte anmodning om anonymisering efter 1.1. ovenfor på styrelsens hjemmeside og giver skriftligt information herom til de forældre, som styrelsen har måttet give afslag på sletningsanmodninger, jf. ovenfor.

1.3. Efter den 1. september 2018 giver styrelsen meddelelse til de forældre, som rettidigt har fremsat anmodning efter pkt. 1.1., om at styrelsen imødekommer deres anmodning, ved at styrelsen sletter identificerbare oplysninger i styrelsen om deres børns deltagelse i trivselsmålingerne i 2015 – 2017.

1.4. Meddelelse efter pkt. 1.3. gives, uden at forelæggelse herom for Undervisningsministeriet er fornøden, medmindre antallet af anmodninger giver direktøren for styrelsen anledning hertil. Direktøren skal dog sikre, at styrelsen i videst mulige omfang inden for rammerne herfor i folkeskolelovgivningens bestemmelser om trivselsmålinger i folkeskolen, imødekommer de rettidigt fremsatte anmodninger.

Undervisningsministeriet, den 29. april 2018

Merete Riisager

/ David Tranekær Klemmensen