Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til eventkoordinator

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, og § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 3. juli 2017, som ændret ved lov nr. 142 af 28. februar 2018, og efter bestemmelse fra, samråd med og inddragelse af Det faglige udvalg for Uddannelser inden for Oplevelsesområdet fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Erhvervsuddannelsen til eventkoordinator har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Udvikling af events (oplevelser) inden for oplevelsesområdet.

2) Administration og koordination med hensyn til planlægning, gennemførelse og evaluering af events.

Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for specialet, jf. stk. 3.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med specialet eventkoordinator, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 4. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb, så eleven opnår generel studiekompetence, jf. dog § 56, stk. 7, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Uddannelsen tilrettelagt som eux-forløb omfatter alle kompetencemål i uddannelsen. Efter grundforløbet gennemføres det studiekompetencegivende forløb, der afsluttes forud for optagelse til skoleundervisningen i hovedforløbet. For en elev, der afbryder det studiekompetencegivende forløb, finder § 3, stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer 3-4 år, inklusive grundforløbet. For elever med bevis for afsluttet htx, stx, hf eller eux varer grundforløbets 2. del 10 uger, og grundforløbet omfatter de mål, der fremgår af § 3, stk. 2-4, samt grundfagene erhvervsøkonomi på C-niveau, afsætning på C-niveau og informationsteknologi på C-niveau, jf. § 3, stk. 5, nr. 3-5. For elever med bevis for afsluttet hhx varer grundforløbets 2. del 5 uger, og grundforløbet omfatter de mål, der fremgår af § 3, stk. 2-4.

Stk. 2. Uddannelsens hovedforløb varer 2 år, for elever med en allerede opnået gymnasial eksamen dog kun 1 år. Elever med en allerede opnået gymnasial eksamen, der senest den 1. august 2020 har indgået og påbegyndt en uddannelsesaftale, hvorefter hovedforløbet varer mere end 1 år, men dog højst 2 år, kan gennemføre uddannelsen i overensstemmelse hermed. Af hovedforløbet udgør skoleundervisningen inklusive fagprøve 11 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3. Det studiekompetencegivende forløb, jf. § 1, stk. 4, varer 40 uger. Undervisningen i fagene i det studiekompetencegivende forløb skal afsluttes ved en gymnasial eksamenstermin.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-5. En elev i eux-forløb skal have erhvervet beviset for eux 1. del, jf. lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Målgrupper for kommunikation og betydningen af sprognormer i forhold til talesprog og præsentationer samt breve og mails.

2) Kommunikationskanaler og teknologiske værktøjer i forhold til formidling og ønsket effekt.

3) Kommunikationssituationer.

4) Faser i et udviklingsprojekt.

5) Administrative, økonomiske, juridiske og sikkerhedsmæssige aspekter ved en eventopgave.

6) Projektstyring og kvalitetssikring.

7) Idéudviklingsprocessens forskellige faser.

8) Juridiske og sikkerhedsmæssige aspekter ved en eventopgave.

9) Projektøkonomi, budgettering, nøgletal og principper for forretningsdrift generelt.

10) Relevante salgs- og kommunikationskanaler og redegørelse for valg af kanal i forbindelse med en udvalgt udviklingsopgave.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Udførelse af mundtlig præsentation af en afgrænset opgave ved hjælp af teknologiske værktøjer i forhold til et opstillet mål for formidlingen og under hensyntagen til målgruppen.

2) Udarbejdelse af korte tekster på dansk og engelsk i forhold til en konkret udviklingsopgave og begrundelse for valg af sproglig norm i forhold til tekstens indhold, målgruppe for teksten samt kommunikationskanal.

3) Udarbejdelse af og begrundelse for alternative løsnings- og styringsmodeller for opgaver ud fra virksomhedens og kundens forventninger til service og kvalitet.

4) Udarbejdelse af projektplaner og præsentationer ved hjælp af IT-værktøjer.

5) Anvendelse af kreative metoder til idéudvikling og forklaring af forretningspotentialet i en eventidé.

6) Udarbejdelse af budgetter, forskellige former for tilbud og andre konkrete beregninger og synliggørelse af de forventede økonomiske udgifter og indtægter ved en opgave.

7) Udarbejdelse af en simpel salgs- og markedsføringsplan i forbindelse med gennemførelsen af en udviklingsopgave i eventbranchen.

8) Udvælgelse af værktøjer og metoder til at sikre kreativ og visionær formidling af en konkret udviklingsopgave eller præsentation til den valgte målgruppe og evaluering af egen fremstilling ved hjælp heraf.

9) Løbende justering og opfølgning samt afsluttende projektevalueringer.

10) Analyse af forskellige problemstillinger og opstilling af alternative løsningsmodeller.

11) Korrektion af budgetter og planer som følge af afvigelser af de planlagte elementer.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) planlægge og udføre mundtlig og skriftlig kommunikation selvstændigt i forhold til afgrænsede arbejdsprocesser og udpege forskelle i anvendelse af sproget og personlig fremtræden i forhold til kommunikationskanaler, målgrupper og kommunikationssituationer,

2) planlægge og udføre alle elementer i en afgrænset udviklingsopgave selvstændigt ud fra en helhedsforståelse samt involvere relevante partnere og følge op på målet i forhold til det opnåede resultat og

3) udvikle en idé fra start til slut selvstændigt og med inddragelse af andre under hensyntagen til målgruppens behov og forventninger og de økonomiske rammer for eventopgaven.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveauer med et karaktergennemsnit på mindst 2,0:

1) Dansk på C-niveau.

2) Engelsk på C-niveau.

3) Erhvervsøkonomi på C-niveau.

4) Afsætning på C-niveau.

5) Informationsteknologi på C-niveau.

Kompetencer forud for optagelse på det studiekompetencegivende forløb og forløbets indhold

§ 4. For at kunne blive optaget på det studiekompetencegivende forløb skal eleven ud over at opfylde kravene i § 3, stk. 2-5, have gennemført følgende grundfag på følgende niveauer:

1) Dansk på C-niveau.

2) Engelsk på C-niveau.

3) Samfundsfag på C-niveau.

4) Matematik på C-niveau.

5) Erhvervsøkonomi på C-niveau.

6) Informationsteknologi på C-niveau.

7) Organisation på C-niveau.

8) Afsætning på C-niveau.

Stk. 2. For elever, der opnår de i stk. 1 nævnte kompetencer i et grundforløb, skal fagene nævnt i bestemmelsens nr. 1-3 være gennemført i grundforløbets 1. del med varigheder på henholdsvis 2,5 uger, 3 uger og 2,5 uger og fagene nævnt i nr. 4-8 være gennemført i grundforløbets 2. del med varigheder på henholdsvis 5 uger, 2,5 uger, 2,5 uger, 3 uger og 2 uger.

Stk. 3. Er der i § 3, stk. 5, fastsat karakterkrav for et eller flere fag, herunder krav om et gennemsnit, gælder disse krav tilsvarende for eux-elever på det niveau af grundfaget eller grundfagene, som eleven skal have for at kunne påbegynde det studiekompetencegivende forløb, jf. stk. 1, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer.

Stk. 4. Det studiekompetencegivende forløb i et eux-forløb indeholder følgende fag og niveauer:

1) Dansk på A-niveau fra uddannelsen til merkantil studentereksamen, dog med undervisningstiden 185 timer.

2) Engelsk på B-niveau, jf. læreplanen udviklet til brug for merkantile eux-forløb, dog med undervisningstiden 135 timer.

3) Informatik på B-niveau, jf. læreplanen udviklet til brug for merkantile eux-forløb, dog med undervisningstiden 125 timer.

4) Et af følgende fag:

a) Matematik på B-niveau fra uddannelsen til merkantil studentereksamen med undervisningstiden 125 timer.

b) Virksomhedsøkonomi på B-niveau, jf. læreplanen udviklet til brug for merkantile eux-forløb, dog med undervisningstiden 125 timer.

5) Et af følgende fag:

a) Erhvervsjura på C-niveau fra uddannelsen til merkantil studentereksamen med undervisningstiden 75 timer.

b) 2. fremmedsprog på C-niveau fra en gymnasial uddannelse, jf. § 13, stk. 3 i bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb, eller bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne (grund- og erhvervsfagsbekendtgørelsen), med uddannelsestiden 75 timer.

c) Psykologi på C-niveau fra valgfagene i de gymnasiale uddannelser eller fra grund- og erhvervsfagsbekendtgørelsen med undervisningstiden 75 timer.

6) Erhvervsområdeprojekt, jf. læreplanen om erhvervsområdet udviklet til brug for merkantile eux-forløb, med undervisningstiden 20 timer og fordybelsestiden 30 timer svarende til 2 uger.

7) Eleven skal som valgfag vælge mellem følgende muligheder inden for de af skolen tilbudte fag:

a) To løft af niveau i et fag med undervisningstiden 250 timer.

b) Et løft af niveau i hvert af to fag med undervisningstiden 125 timer.

c) Et løft af niveau i et fag med uddannelsestiden 125 timer og to fag på C-niveau, hver med undervisningstiden 75 timer.

Stk. 5. Skolen skal sikre, at undervisningen i fag på gymnasialt niveau så vidt muligt knyttes an til den konkrete elevgruppes erhvervsuddannelser, herunder at opgaver, projekter m.v. i rimeligt omfang giver mulighed for at inddrage viden, begreber og indhold fra den enkelte elevs uddannelse, jf. § 4 a i lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

Stk. 6. Fordybelsestiden fordeles af skolen med passende inddragelse af de principper for fordeling af fordybelsestid, som fremgår af reglerne om de gymnasiale uddannelser. Dele af fordybelsestiden kan afvikles i forbindelse med fag i grundforløbet.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 5. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan forholde udvalgte teorier til tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af konkrete arbejdsopgaver fra praktikken.

2) Eleven kan medvirke ved kreativ idéudvikling af oplevelser og events ud fra en kultur- og trendforståelse.

3) Eleven kan anvende koncept- og forretningsforståelse.

4) Eleven kan udarbejde tilbud på events og kan forberede og gennemføre præsentationen af det.

5) Eleven kan udføre opgaver ud fra en forståelse af værtskabets betydning for virksomhedens mulighed for at tiltrække og fastholde kunder.

6) Eleven kan kommunikere mundtligt og skriftligt i et sprog, der er nuanceret i forhold til situationen og den valgte kommunikationskanal.

7) Eleven kan opstille mål for events.

8) Eleven kan definere målgrupper for events og planlægge markedsføringsaktiviteter for events.

9) Eleven kan anvende projektstyringsværktøjer til planlægning og gennemførelse af events.

10) Eleven kan varetage booking og indgåelse af aftaler og kontrakter ved planlægning af events.

11) Eleven kan håndtere budgettering og budgetopfølgning i forbindelse med planlægning af events.

12) Eleven kan håndtere transport og logistik i forbindelse med planlægning og afvikling af events.

13) Eleven kan fastlægge sikkerhedsforanstaltninger ved events.

14) Eleven kan koordinere gennemførelse af events.

15) Eleven kan gennemføre evaluering og afrapportering af eventen.

Stk. 2. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen inden for de overordnede rammer, som er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning

§ 6. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Fagprøve

§ 7. Forud for sidste skoleperiode skal eleven med henblik på den afsluttende fagprøve gennemføre et projekt i praktikvirksomheden. Projektet gennemføres inden for det sidste halve år af elevens uddannelse. Projektets form og indhold vælges af elev og praktikvirksomhed inden for rammer fastsat af skolen og godkendes af skolen.

Stk. 2. I den sidste skoleperiode udarbejder eleven under vejledning fra skolen i et relevant medie dokumentation af projektet og forbereder fremlæggelse af projektet.

Stk. 3. Som en del af den sidste skoleperiode på uddannelsens speciale afholder den skole, hvor eleven har gennemført de bundne specialefag, en afsluttende fagprøve, der er en mundtlig prøve. Bedømmelsesgrundlaget for fagprøven består af elevens præstation under mundtlig fremlæggelse af dokumentation af det gennemførte projekt, jf. stk. 1 og 2, samt af den efterfølgende mundtlige eksamination. Eksaminationsgrundlaget for den mundtlige eksamination består af elevens dokumentation af projektet, jf. stk. 2.

Stk. 4. Ved bedømmelsen gives en samlet karakter på baggrund af en helhedsvurdering af elevens præstation under prøven, jf. stk. 6, dog med hovedvægt på elevens fremlæggelse af dokumentation af projektet. Bedømmelseskriterierne fastsættes af skolen, jf. uddannelsesordningen.

Stk. 5. Prøven har en varighed af 30 minutter inklusive votering. Den prøveafholdende skole fastsætter i undervisningsplanen varigheden af elevens fremlæggelse og af eksaminationen.

Stk. 6. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven mindst have opnået beståkarakter som gennemsnit af karakterer for alle uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet samt mindst have opnået beståkarakter i den afsluttende fagprøve, jf. stk. 3.

Stk. 7. Ved uddannelsens afslutning udsteder skolen et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen.

§ 8. Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt forløb indgår i eux-bevis henholdsvis bevis for eux 1. del efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindeles med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 231 af 8. marts 2016 om erhvervsuddannelsen til eventkoordinator ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Følgende elever, som nævnt i stk. 2, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse:

1) Elever, der skal gennemføre uddannelsen uden eux-forløb som erhvervsuddannelse for unge eller erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 3, i lov om erhvervsuddannelser.

2) Elever, der skal gennemføre uddannelsen uden eux-forløb som erhvervsuddannelse for voksne efter § 66 y, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om erhvervsuddannelser, som har påbegyndt uddannelsen i perioden 1. januar – 31. juli 2018.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 7. maj 2018

Konstitueret direktør
Martin Larsen

/ Anja Otterstrøm


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

Beskæftigelse inden for følgende arbejdsområder, som sammenlagt svarer til 2 års fuldtidsbeskæftigelse i eventbranchen eller lignende:
1)
Udvikling og markedsføring af events, i et omfang svarende til 7 måneder
2)
Planlægning af events, svarende til 7 måneder
3)
Gennemførelse af events, svarende til 10 måneder
Beskæftigelsesperioder, der er afsluttet tidligere end 10 år forud for uddannelsens start, kan ikke indgå i vurderingen af relevant erhvervserfaring.
Beskæftigelsen kan omfatte ansættelse, herunder elevuddannelse eller traineeforløb, selvstændig virksomhed, ansættelse i udlandet m.v.

2. Erhvervserfaring, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
(år)
Afkortning af euv (skoleuger)
Afkortning af euv
(praktikmåneder)
Udvikling af tilbud, arrangementer og events
1
3
Planlægning og projektstyring
1
3
Koordinering og gennemførelse af arrangementer, events
1
3
Økonomistyring og budgetter
1
1
Markedsføring og salg
1
1
Administration generelt
1
1
Der kan i alt afkortes i praktikken med maksimalt 6 måneder

3. Uddannelse, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Uddannelseskode
Afkortning af euv
(praktikmåneder)
Eventkoordinatoruddannelsen
15
6
Der kan i alt afkortes i praktikken med maksimalt 6 måneder