Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager- et forældrepar - klagede over en artikel, der blandt andet omtalte deres søns selvmord.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke havde mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der var bragt en række forkerte oplysninger om afdødes og hans kærestes forhold.

Pressenævnet fandt, at der ikke forelå en klar almen interesse, der kunne begrunde en offentlig omtale af selvmordet og af omstændighederne i forbindelse hermed. Nævnet fandt endvidere, at der ikke var knyttet nogen almen interesse til offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet fandt det uden betydning, at bladet havde anonymiseret afdøde på billederne.

Nævnet fandt, at bladet ved offentliggørelsen af artiklen og billederne af afdøde havde handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-86

 

[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme nr. 28 den 7. juli 2004, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” [B]s kæreste magtede ikke livet: FARVEL MIN ELSKEDE ”, hed det i en underrubrik:

”Den 8. maj mistede 28-årige [B] den mand, hun elskede. Han tog sit eget liv – bare 34 år gammel. Midt i sin sorg føler [B] trods alt en form for ro og afklarethed. For hun ved, at [A] nok har det bedre der, hvor han er nu. Hun ved også, at det bedste, hun kan gøre for ham i dag, er at leve og være stærk.”

I artiklen hed det:

”En tørret, rød rose nænsomt placeret, hvor han vidste, hun ville finde den: på en stak tøj i hendes side af klædeskabet.

Det var [A]s sidste hilsen til den kvinde, han elskede.

[A] blev fundet i sin lejlighed den 8. maj i år. Den 34-årige mand havde taget sit eget liv. Han ville ikke længere verden.

- Han havde spist piller og var stille og roligt sovet ind på sin sædvanlige plads på gulvet foran fjernsynet, fortæller den 28-årige [B] fra Herning. [B] var [A]s kæreste. I to år havde de delt sorger og glæder. For [B] var [A] den rigtige: Ham, hun ønskede at dele livet med. Men hun vidste også, at [A] havde det svært med livet, at han ofte tumlede med mørke og dystre tanker.

- [A] var ikke god ved sig selv. Han var adoptivbarn og havde tilbragt de første sårbare år af sit liv på et børnehjem. Han havde det svært med tanken om, at hans biologiske forældre havde efterladt ham til en uvis skæbne i en kurv, forklarer [B] og lader det ravgyldne blik hvile på portrættet af den mand, der så brat forlod hende. Stille og roligt begynder hun at fortælle sin historie:

En kærlighedshistorie på kanten af livet.

Min beslutning

[B] og [A] var begge indlagt for selvmordsforsøg på Herning Sygehus, da de blev kærester.

[B] har haft en turbulent barndom med masser af smerte og svigt. På tæt hold har hun oplevet både psykisk og fysisk misbrug. Oplevelser, der til sidst fik den unge pige til at knække sammen.

- Jeg har flere gange forsøgt at tage mit eget liv, men for mit vedkommende var det mest et råb om hjælp. Da jeg mødte [A] på sygehuset, genkendte jeg ham fra et tidligere møde i byen. Jeg huskede hans blik. Hans øjne. Vi faldt i snak og blev kærester. [A] var indlagt efter et seriøst selvmordsforsøg, hvor en kammerat var kommet ham til undsætning i sidste øjeblik: Rebet hang klar inde i stuen. Jeg forstod jo godt [A]s smerte, og måske derfor blev vi hurtigt meget tætte, siger [B].

[A] passede sit arbejde på en fabrik. Men der var lange perioder, hvor han ikke havde det godt.

- Han sagde tit, at han aldrig havde oplevet fornemmelsen af at vågne en morgen, hvor solen skinnede, og hvor han følte sig glad. Han kæmpede konstant, men ofte skjulte han sine følelser over for mig, fordi han ikke ville såre mig, husker [B], der i dag ved, at tiden med [A] for hende var et vendepunkt.

- Det var imens, jeg var sammen med [A], at jeg selv traf beslutningen om, at livet for mig var værd at leve. [A] gav mig livslysten tilbage. Jeg ved godt, at det lyder paradoksalt, men i dag, hvor [A] er død, ved jeg, at jeg vil livet. Jeg ved også, at det bedste, jeg kan gøre for ham, netop er at leve og være stærk, siger [B], der i dagene op til [A]s død var flyttet hjem til sin mor.

- [A] og jeg var stadig kærester. Men det var hårdt at være der for hinanden hele tiden. Vi talte sammen den dag, han døde. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til ham senere for at sige godnat, hvorpå han svarede: Ja, nu får vi at se ! Jeg skulle nok have bidt mere mærke i hans ord, siger [B].

Da [A] blev fundet, kom hans død ikke som en overraskelse for [B].

- Jeg kunne mærke, at [A] ikke var her længere. At han var gået bort. Jeg kan ikke sige, at jeg vidste det. Men det var en fornemmelse. Jeg sørger stadig over [A]. Sorgen vil altid være der. Men et eller andet sted har jeg fundet ro igen. For jeg ved jo godt, at [A] sandsynligvis har det meget bedre, der hvor han er nu, end i den verden, han fandt det for svært at leve i !”

Artiklen var ledsaget af en række fotografier af [B] og [A]. På billederne af [A] var der sat en sort bjælke over hans ansigt. Et af billederne af [B] havde underteksten ”Nogle af [A]s venner mener, at [A] fik ideen til, hvordan han skulle tage sit eget liv, fra internettet. En tanke [B] ikke vil afvise”.

[K1] og [K2], der er forældre til [A], har anført, at artiklen efterlader indtryk, der er stødende og meget sårende for dem, familien, herunder [A]s to børn på henholdsvis 6 og 8 år, samt flere af hans venner. [A]s børn står helt uforstående over for billederne af deres far. Som [A]s nærmeste familie burde klagerne have haft den meget personlige artikel om [A] forelagt til godkendelse inden offentliggørelsen. Klagerne har henvist til punkt. B.2 i Vejledende regler for god presseskik.

[K1] og [K2] har videre oplyst, at flere af artiklens oplysninger er ukorrekte. [B] og [A] var ikke kærester på tidspunktet for hans død, idet hun var fraflyttet den fælles lejlighed 6-8 uger forinden. Det er heller ikke korrekt, at der blev fundet en rød rose på hendes tøj. Rosen, som [B] er fotograferet med, må således være indkøbt til lejligheden. Det er endelig tvivlsomt, om [B] talte med [A] den dag, han døde.

Ude og Hjemme har oplyst, at man ikke overvejede at sende artiklen til godkendelse hos [A]s familie, som bladet ikke kendte eller havde haft kontakt til. Artiklen blev skabt i tæt samarbejde mellem journalisten og [A]s tidligere kæreste og samleverske, [B], som har haft artiklen til gennemlæsning og godkendelse, inden den blev bragt. Historien var [B]s historie, og [A] er en del af historien. Det er derfor klart, at han nødvendigvis må omtales.

Ude og Hjemme har oplyst, at man var i besiddelse af en række oplysninger om [A]s personlige forhold og problemer i relation til klagerne, men bladet udelod disse oplysninger netop for at skåne de efterladte så meget som muligt. Endvidere er [A] anonymiseret i artiklen, idet hans efternavn ikke er bragt, og idet billederne af ham ligeledes er anonymiserede. For at beskytte familien er hans børn eller deres navne heller ikke nævnt.

Ude og Hjemme erkender, at selvmord er et følsomt emne, men det er samtidig et emne af stor samfundsmæssig relevans. Når bladet skriver om voksne mennesker og taler med deres ægtefæller eller samleversker, kontakter man aldrig efterfølgende deres forældre. Bladet sørger imidlertid for, at de informationer, man modtager, behandles presseetisk forsvarligt. Det har man også gjort i denne sag, og klagen bør derfor afvises.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet som følge af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til rigtigheden af artiklens oplysninger om, at [B] og afdøde var kærester på dødstidspunktet, at afdøde havde efterladt en rose til [B], og at [B] talte med ham den dag, han døde.

Pressenævnet finder, at der ikke foreligger en klar almen interesse, der kan begrunde en offentlig omtale af selvmordet og af omstændighederne i forbindelse hermed. Nævnet finder endvidere, at der ikke er knyttet nogen almen interesse til offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det uden betydning, at bladet har anonymiseret afdøde på billederne.

Nævnet finder, at Ude og Hjemme ved offentliggørelsen af artiklen og billederne af afdøde har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende:

Kendelse fra Pressenævnet:

Ude og Hjemme bragte i nr. 28, den 7. juli 2004, en artikel om en ung kvinde. Det blev blandt andet oplyst, at hun tidligere havde forsøgt at begå selvmord. I artiklen blev det samtidig omtalt, at kvindens kæreste i maj måned 2004 havde begået selvmord. I forbindelse med omtalen blev der bragt to billeder af afdøde, der var anonymiseret med en sort bjælke over ansigtet.

[K1] og [K2], der er forældre til afdøde, har klaget til Pressenævnet, idet de mener, at Ude og Hjemme har tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at der ikke foreligger en klar almen interesse, der kan begrunde en offentlig omtale af selvmordet og af omstændighederne i forbindelse hermed. Nævnet finder endvidere, at der ikke er knyttet nogen almen interesse til offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det uden betydning, at bladet har anonymiseret afdøde på billederne.

Nævnet finder, at Ude og Hjemme ved offentliggørelsen af artiklen og billederne af afdøde har handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

København den 15. september 2004

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 15. september 2004.