Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om Danmarks Statistik

Herved bekendtgøres lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000 med de ændringer, der følger af § 81 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, § 155 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, § 1 i lov nr. 1272 af 16. december 2009, § 17 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, § 68 i lov nr. 1231 af 18. december 2012 og lov nr. 146 af 28. februar 2018.

Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende §§ 1-3, §§ 4-4 c og § 7 træder i kraft den 1. juli 2018, jf. § 2 i lov nr. 146 af 28. februar 2018 om ændring af lov om Danmarks Statistik.

§ 1. Danmarks nationale statistikmyndighed er Danmarks Statistik. Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig statslig myndighed, som hører under økonomi- og indenrigsministeren.

Stk. 2. Danmarks Statistik varetager følgende opgaver:

1) Udvikling, indsamling, udarbejdelse og formidling af statistiske oplysninger vedrørende samfundsforhold,

2) udarbejdelse af statistiske ydelser på begæring af ministerier, kommunalbestyrelser, regionsråd og andre offentlige myndigheder og institutioner til brug for lovgivning, analyse og administration mod anvisning af finansiering,

3) ledelse af eller medvirken ved indretning og benyttelse af de offentlige myndigheders og institutioners registre, som kan anvendes til statistiske formål,

4) samordning af den officielle offentligt producerede statistik,

5) statistikfaglige interesser i forbindelse med offentlige digitaliseringstiltag og

6) opgaver vedrørende internationalt statistisk samarbejde.

Stk. 3. Danmarks Statistik kan ud over de opgaver, der er omtalt i stk. 2,

1) udarbejde statistiske analyser og prognoser,

2) bistå udvalg og kommissioner i statistiske spørgsmål,

3) indsamle og kvalitetssikre oplysninger og stille disse til rådighed for offentlige myndigheder og institutioner som databehandler for andre dataansvarlige offentlige myndigheder og institutioner,

4) stille data til rådighed for statistisk analyse og videnskabelige formål og

5) drive indtægtsdækket og tilskudsfinansieret virksomhed på grundlag af institutionens statistiske produktion og afledte aktiviteter, jf. Finansministeriets budgetvejledning.

Stk. 4. Offentlige myndigheder eller institutioner, der forbereder indsamling og bearbejdning af statistiske oplysninger, skal underrette Danmarks Statistik herom med henblik på samordning.

§ 2. Ledelsen af Danmarks Statistik varetages af en bestyrelse med rigsstatistikeren som formand og 7 øvrige medlemmer. Rigsstatistikerens stemme er udslagsgivende ved stemmelighed.

Stk. 2. Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede strategiske og økonomiske ledelse af Danmarks Statistik.

§ 2 a. Rigsstatistikeren har eneansvaret for fastlæggelse af de faglige kriterier for udvikling, indsamling, udarbejdelse og formidling af Danmarks Statistiks statistikproduktion.

Stk. 2. Rigsstatistikeren træffer afgørelse i alle spørgsmål vedrørende den interne forvaltning.

Stk. 3. Rigsstatistikeren ansætter og afskediger institutionens personale. Ved ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd afgiver rigsstatistikeren indstilling herom til økonomi- og indenrigsministeren.

Stk. 4. Rigsstatistikeren repræsenterer Danmark i det europæiske statistiksystem og andre internationale statistiske fora.

Stk. 5. Rigsstatistikeren ansættes og afskediges af økonomi- og indenrigsministeren efter indstilling fra bestyrelsen. Rigsstatistikeren deltager ikke i bestyrelsens behandling heraf. Den samlede ansættelsesperiode kan ikke overstige 9 år. Ansættelsesområdet er Danmarks Statistik.

§ 2 b. Bestyrelsen sikrer den faglige uafhængighed for den officielle offentligt producerede statistik og for institutionen Danmarks Statistik.

Stk. 2. Bestyrelsen behandler og træffer beslutning i sager af betydning for institutionens strategiske ledelse, herunder arbejdsplan, statistikprogram og budget, og træffer beslutning om, i hvilket omfang og på hvilken måde de oplysninger, der er nævnt i § 3 a og §§ 8-12, skal indhentes.

Stk. 3. Medlemmerne af bestyrelsen beskikkes af økonomi- og indenrigsministeren efter indstilling fra rigsstatistikeren for en periode af 4 år med mulighed for genbeskikkelse i én periode.

Stk. 4. Medlemmerne af bestyrelsen beskikkes i deres personlige og faglige egenskab uden at være undergivet instruktionsbeføjelser fra nogen myndighed, organisation el. lign. Ved beskikkelsen skal tilstræbes en bred sammensætning, der sikrer bestyrelsens indsigt i relevante samfundsområder, statistisk ekspertise og indsigt i både offentlig og privat virksomhed.

§ 3. Økonomi- og indenrigsministeren tildeler Danmarks Statistik en bevilling til dækning af udgifterne ved Danmark Statistiks ordinære statistikproduktion. Finansieringen fastsættes på grundlag af de årlige bevillingslove.

Stk. 2. Økonomi- og Indenrigsministeriet fører tilsyn med, om Danmarks Statistiks interne forvaltning udføres i overensstemmelse med Finansministeriets regler og retningslinjer.

§ 3 a. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen fastsætte de regler, der er nødvendige for gennemførelsen eller anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger.

Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen fastsætte bestemmelser om fravigelse af regler i retsakterne i det omfang, disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. For så vidt angår spørgsmål i retsakterne, som henhører under andre ministeriers ressort, udøves beføjelserne i stk. 1 og 2 af den pågældende minister.

§ 3 b. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen i ethvert tilfælde, hvor det er relevant, fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Danmarks Statistik om de oplysninger, som er nævnt i § 3 a og §§ 8-12, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 3 c. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen fastsætte regler om, at Danmarks Statistik kan udstede visse typer af dokumenter i forbindelse med oplysninger, som indberettes digitalt, jf. § 3 b, uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Danmarks Statistik som afsender.

§ 3 d. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen fastsætte regler om, at Danmarks Statistik kan undtage virksomheden fra digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det.

Stk. 2. Økonomi- og indenrigsministeren kan efter forhandling med bestyrelsen fastsætte regler om, at Danmarks Statistiks afslag på ansøgninger om fritagelse for digital kommunikation ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 4. Offentligt produceret alment samfundsbelysende statistik er den statistik, der løbende produceres af offentlige myndigheder og institutioner, og som er landsdækkende og offentligt tilgængelig og udgives med en fast frekvens.

Stk. 2. Danmarks Statistik udarbejder og offentliggør årligt en liste over offentligt produceret alment samfundsbelysende statistik på basis af myndighedernes indberetninger herom.

§ 4 a. Officiel offentligt produceret statistik er den del af offentligt produceret alment samfundsbelysende statistik, der efterlever retningslinjer for officiel offentligt produceret statistik, jf. § 4 c.

Stk. 2. Offentlige myndigheder og institutioner, der ønsker, at deres offentligt producerede alment samfundsbelysende statistikker skal indgå i den officielle offentligt producerede statistik, jf. § 4 b, stk. 2, skal anmode Danmarks Statistik om dette.

Stk. 3. Produktion af officiel offentligt produceret statistik skal ske på et uafhængigt grundlag og uafhængigt af tjenstlig, jf. dog stk. 4, eller politisk instruks.

Stk. 4. Lederne af de statistikansvarlige enheder eller ledere med ansvar for statistik i de statistikproducerende myndigheder er fagligt uafhængige og har det faglige ansvar for produktionen af officielle offentligt producerede statistikker.

§ 4 b. Danmarks Statistik skal som national statistikmyndighed, jf. § 1, stk. 1, koordinere aktiviteter i forbindelse med udvikling, indsamling, udarbejdelse og formidling af officiel offentligt produceret statistik i henhold til de retningslinjer, der gælder for officiel offentligt produceret statistik.

Stk. 2. Danmarks Statistik udarbejder, vedligeholder og offentliggør en liste over officiel offentligt produceret statistik.

Stk. 3. Al statistik, som i Danmark produceres til EU’s statistiske program, behandles som officiel offentligt produceret statistik.

Stk. 4. Danmarks Statistik vedligeholder en fælles offentlig portal for officiel offentligt produceret statistik, der giver adgang til statistikkerne og deres annoncerede tidspunkt for offentliggørelse.

§ 4 c. Det påhviler Danmarks Statistik at udarbejde og revidere retningslinjer for officiel offentligt produceret statistik, der baserer sig på internationale standarder for statistik, og at koordinere og løbende evaluere deres efterlevelse hos de myndigheder, der producerer officiel offentligt produceret statistik. Evalueringen baseres på oplysninger, som de statistikproducerende eller statistikansvarlige myndigheder indberetter til Danmarks Statistik.

Stk. 2. Med henblik på at sikre efterlevelsen af retningslinjer for officiel offentligt produceret statistik udarbejder Danmarks Statistik på grundlag af de løbende evalueringer en årlig rapport, som forelægges for økonomi- og indenrigsministeren.

§ 5. Økonomi- og indenrigsministeren kan nedsætte et udvalg til formidling af samarbejdet mellem Danmarks Statistik og andre offentlige myndigheder og institutioner. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter efter samråd med bestyrelsen udvalgets forretningsorden.

§ 6. Offentlige myndigheder og institutioner skal inden for rammerne af den af bestyrelsen fastlagte arbejdsplan efter anmodning fra Danmarks Statistik meddele de oplysninger, de er i besiddelse af.

Stk. 2. Udveksling af dokumenter indeholdende statistiske oplysninger mellem Danmarks Statistik og Danmarks Nationalbank i forbindelse med udarbejdelse af finansiel statistik og ved opgørelse af Danmarks mellemværender med udlandet medfører ikke i sig selv, at dokumenterne bliver undergivet aktindsigt i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.

§ 7. Danmarks Statistiks behandling af erhvervsdata er underlagt de krav til databeskyttelse, der følger af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske statistikker.

§ 8. Alle erhvervsdrivende skal efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger om følgende:

1) virksomhedens art, beliggenhed og ejerforhold, arealanvendelse, anlæg og materiel, personel, arbejds- og lønforhold, produktion, herunder udført transport og præsterede serviceydelser i øvrigt, ordrebeholdninger samt bevægelser heri, omsætning og priser, lønudgift, varekøb, driftsudgifter i øvrigt, investeringsudgifter og lager,

2) for landbrug, gartneri og skovbrug endvidere om høstudbytte, husdyrhold og pelsdyr,

3) for finansielle virksomheder endvidere om:

a) arten og omfanget af samt vilkårene for ydede eller formidlede kreditter og modtagne indskud,

b) oplysninger om til hvilke grupper af debitorer lånene er ydet og fra hvilke grupper af kreditorer indskuddene er modtaget, samt

c) oplysninger til belysning af finansielle og monetære forhold i øvrigt, herunder om balance- og driftposter, posternes fordeling på instrumenttyper og karakteristika, om forretningsomfang med og vilkår for forskellige kundegrupper samt om udstedelse og beholdning af værdipapirer,

4) for banker og sparekasser yderligere om den pålydende værdi af ejerpantebreve, der modtages som sikkerhed for byggelån.

Stk. 2. Selskaber, foreninger, institutioner o. lign., der ikke driver erhvervsvirksomhed, skal efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger om virksomhedens art, beliggenhed og ejerforhold, arealanvendelse, personel, arbejds- og lønforhold, lønudgift, investeringsudgift og om aktiver og passiver og bevægelsen i disse.

Stk. 3. Ud over de oplysninger, der skal afgives i henhold til stk. 1 eller 2, skal der for skoler og andre undervisningsinstitutioner efter anmodning fra Danmarks Statistik afgives oplysninger om de enkelte elevers uddannelsesforløb, uddannelsesretning, klassetrin og aflagte eksaminer.

Stk. 4. Ud over de oplysninger, der skal afgives i henhold til stk. 1 eller 2, skal der for institutioner for børn, unge, ældre, syge og handicappede m.v. efter anmodning fra Danmarks Statistik afgives oplysninger om ydelsernes art, de indskrevne personer og pladsforhold.

Stk. 5. Fremsætter en landsomfattende organisation af erhvervsdrivende ønske om, at der inden for det pågældende erhverv tilvejebringes statistiske oplysninger ud over de i stk. 1 angivne, kan økonomi- og indenrigsministeren efter indstilling fra bestyrelsen påbyde afgivelse af sådanne oplysninger til Danmarks Statistik.

§ 9. Når indførsel fra og udførsel til udlandet samt varehandel mellem Grønland, Færøerne og det øvrige Danmark ikke omfattes af retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber, skal varemodtagere og vareafsendere meddele oplysning om de ind- og udførte varers værdi, art og mængde, afsendelsesland, oprindelsesland, bestemmelsesland samt transportforhold. Foretages ind- eller udførslen eller den nævnte varehandel ved andre end de egentlige varemodtagere eller vareafsendere, f.eks. af klarerere eller speditører, skal disse give oplysninger om de egentlige varemodtageres eller vareafsenderes navne og adresser.

Stk. 2. De nærmere bestemmelser om afgivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger fastsættes af skatteministeren efter indstilling fra bestyrelsen.

§ 9 a. Erhvervsdrivende, der sælger serviceydelser til kunder i udlandet eller køber serviceydelser i udlandet, skal efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger om serviceydelsernes værdi og art samt om, hvilket land serviceydelserne er leveret til eller modtaget fra.

§ 10. Til brug ved opgørelsen af betalings- og kapitalbalancen over for udlandet skal enhver, der har økonomiske mellemværender med udlandet, efter anmodning afgive oplysninger til Danmarks Statistik om indtægter fra og udgifter til udlandet samt om gæld til og tilgodehavender i udlandet.

§ 11. Ejere og lejere af boliger og af lokaler, der anvendes til erhverv, skal efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger for hver enkelt bolig eller virksomhed om husleje, lejerindskud, boligens eller lokalernes beliggenhed, størrelse, indretning og anvendelse samt, for så vidt angår boliger, antallet af beboere.

Stk. 2. Ejere og lejere af boliger skal efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive de yderligere oplysninger, der er nødvendige ved beregningen af nettoprisindekset.

§ 12. Til brug for tilvejebringelse af en indtægtsstatistik skal erhvervsdrivende efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger om omsætning, varekøb, omkostninger og avanceberegning, af- og nedskrivninger, henlæggelser og overførsler, udbytter, renteindtægter og -udgifter samt indtægter og udgifter ved bivirksomhed i øvrigt, betalte eller beregnede skatter og afgifter.

Stk. 2. Til belysning af investerings- og kapitalforhold skal erhvervsdrivende endvidere efter anmodning fra Danmarks Statistik afgive oplysninger om aktiver og passiver samt bevægelsen i disse.

§ 12 a. Med henblik på statistiske opgørelser over tinglysningen af sælgerpantebreve skal enhver, der til tinglysning indleverer et pantebrev, der udgør en del af berigtigelsen af købesummen i forbindelse med omsætning af fast ejendom, forsyne dokumentet med påtegningen 'Sælgerpantebrev'.

§ 13. Den, der undlader rettidigt at meddele de oplysninger, der kræves efter regler fastsat i medfør af § 3 a, efter §§ 8-12 a eller retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber, eller som forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. I sager angående de oplysninger, der omtales i § 9, kan bøde pålægges efter reglerne i toldloven.

Stk. 4. Overskridelse af frister for indsendelse af oplysninger, der kræves efter forordninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber om statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstaterne, straffes ikke, med mindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, men der pålægges den oplysningspligtige en ekspeditionsafgift på 550,- kr.

Stk. 5. Danmarks Statistik kan fritage den oplysningspligtige for betaling af ekspeditionsafgiften, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.

Stk. 6. Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen de nærmere regler om pålæggelse og opkrævning af ekspeditionsafgiften.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. juli 1966.

Stk. 2-3. (Udelades)

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. § 3 a gælder ikke for Grønland.


Lov nr. 431 af 6. juni 2005 om ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 85

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. november 2005, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1336 af 19. december 2008 om ændring af kildeskatteloven, opkrævningsloven, udpantningsloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 167

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. § 11 finder alene anvendelse på afgørelser om lønindeholdelse, der træffes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1272 af 16. december 2009 om ændring af lov om Danmarks Statistik og forskellige andre love (Obligatorisk digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige, ændring af reglerne om sammensætning af Danmarks Vækstråd m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 10

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 579 af 1. juni 2010 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love (Styrkelse af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, præcisering af krav til styring og indretning af finansielle virksomheder m.v. og ændring af regler om egnethed og hæderlighed m.v.)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 21

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. (Obligatorisk digital kommunikation og tilpasninger som følge af ressortoverførsel m.v.)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 69

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser, vedbliver at være i kraft, indtil de ændres eller ophæves.


Lov nr. 146 af 28. februar 2018 om ændring af lov om Danmarks Statistik (Introduktion af officiel offentligt produceret statistik og gennemførelse af forordning om europæiske statistikker)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Økonomi- og Indenrigsministeriet, den 30. maj 2018

Martin Ulrik Jensen

/ Lone Ank

Officielle noter

1) Lovændringen ved § 81 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 vedrører § 13, stk. 4, 2. pkt., og stk. 7.

2) Lovændringen ved § 155 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 ophæver § 13, stk. 4, 2. pkt., og stk. 7.

3) Lovændringen ved § 1 i lov nr. 1272 af 16. december 2009 vedrører § 3, stk. 2 og stk. 4.

4) Lovændringen ved § 17 i lov nr. 579 af 1. juni 2010 ophæver § 3, stk. 3.

5) Lovændringen ved § 68 i lov nr. 1231 af 18. december 2012 vedrører §§ 3 b-3 d og ophæver § 3, stk. 2, 3.-6. pkt., og stk. 3.

6) Lovændringen i lov nr. 146 af 28. februar 2018 vedrører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker og om ophævelse af forordning (EF, Euratom) nr. 1101/2008 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker og Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program, EU-Tidende 2009, nr. L 87, side 164, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/759 af 29. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 223/2009 om europæiske statistikker, EU-Tidende 2015, nr. L 123, side 90, ændrer lovens §§ 1-3, §§ 4-4c, § 7 og ændrer overalt i loven »styrelse« til »bestyrelse«, og »styrelsen« til »bestyrelsen«.