Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - kompetence

J. nr. 2017-6810-07622

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommune annullerede hendes ansættelse som socialpædagog inden hendes tiltræden i stillingen. Kommunen begrundede dette med, at kvinden havde tilsidesat sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven, idet hun først efter ansættelsen havde oplyst, at hun havde en gigtlidelse i hoften, som medførte sygefravær i et sådant omfang, at hun havde fået bevilget en § 56-aftale. Spørgsmålet om eventuel forskelsbehandling på grund af handicap forudsatte en indledningsvis prøvelse af, om klager havde tilsidesat sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven. Da dette spørgsmål ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence, afviste nævnet at behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede kommune annullerede ansættelsen af klager før hendes tiltræden i stillingen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager søgte den 8. juli 2016 en stilling som pædagog på et bosted for borgere med demens og udviklingshæmning i den indklagede kommune.

Det fremgik af stillingsopslaget, at der var tale om en fuldtidsstilling med skiftende vagter samt weekend- og helligdagsarbejde.

Klager deltog i en ansættelsessamtale den 27. september 2016 og blev efterfølgende tilbudt stillingen.

Den 14. oktober 2016 blev der udarbejdet ansættelsesbrev, hvorefter klager skulle tiltræde stillingen som socialpædagog den 1. november 2016.

Klager oplyste den 25. oktober 2016 følgende i en e-mail til sin kommende teamleder:

”Hej [teamlederens navn]

Jeg har glemt, at oplyse jeg har en paragraf 56 da jeg har kroniske lidelser der kan drille, den fik jeg i maj måned i år, så den er også ny for mig.

Jeg har snakket med jobcenter og [klagers fagforbund] i dag, for at høre om den fortsætter, det gør den kun, hvis vi laver en aftale her om, så skal der laves en DP 211 i følge [navn på ansat] fra jobcentret, den skal ikke søges på ny, da hun har det fra lægen i forevejen.

Jeg tænker det ville være godt, hvis vi laver aftale herom, så I kan få refusion, så fremt jeg får brug for den. Jeg håber ikke du synes det er negativt, for jeg glæder mig meget til at starte op på det nye job, og håber min gigt holder sig i ro,og jeg får også behandling for den.

Håber at høre fra dig :)

Vh [klager]”

Efterfølgende havde klager og teamlederen en telefonsamtale i anledning af klagers e-mail. Af et samtalereferat udarbejdet af teamlederen den 26. oktober 2016 fremgik følgende:

”Referat fra samtale:

Fortæller [klager] at jeg er ked af den mail jeg har modtaget, da jeg syntes den gensidige tillid havde lidt et knæk ved det. [Klager] fortæller at hun slet ikke havde tænkt på sin §56 og derfor ikke sagt det til mig ved samtale og ansættelsesmøde.

[Klager] fortæller at det er hoften der er gigt i, og at det er fravær i foråret pga. denne, at tidligere leder gav §56 i forhold til jobbet. Fortæller [klager] at jeg kan regne ud, at der må være en del fravær op til beslutningen vedr. denne §56. Hun fortæller der var en del tidligt på året, men at hun er i behandling.

Jeg oplyser [klager] om at, på baggrund af det fortalte, bliver jeg nød til at fortælle, at vi trækker tilbuddet om en ansættelse tilbage. Denne beslutning er af driftmæssige årsager, da vi ikke kan bære det budgetmæssigt i organisationen. Jeg fortæller ligeledes at det er drøftet med øverste ledelse. [Klager] giver udtryk for at hun ved besøg i boligen er blevet fortalt at de ikke har store plejetunge opgaver. Jeg må til det sige at, ansættelsen er i en demens bolig med ældre borgere, og at plejeopgaverne kun vil blive tungere med deres alder.

[Klager] beder om at få en chance til at bevise at hun kan bestride jobbet uden fravær. Jeg fortæller hende, at jeg ved at give hende den chance, selv driftsmæssigt tager en chance. ”

Den 27. oktober 2016 modtog klager meddelelse om påtænkt annullering af ansættelsen. Om baggrunden herfor fremgik bl.a. følgende:

”Du har under ansættelsessamtalen eller i forbindelse med den efterfølgende dialog mellem teamlederen og dig om iværksættelse af ansættelse på intet tidspunkt oplyst teamlederen om, at du har en kronisk lidelse.

Indledningsvist skal det oplyses, at [afdeling i den indklagede kommune] har flere medarbejdere indenfor egen organisation, med hvem der er indgået lignende [§ 56-] aftaler. Det er imidlertid begrænset – driftsmæssigt set – hvor mange medarbejdere med særlige ordninger eller foranstaltninger en arbejdsplads samlet set kan rumme – dels i forhold til det pres, som kan opleves af den resterende medarbejdergruppe, og de hensyn, der nødvendigvis skal tages i den forbindelse, og dels er der et ikke uvæsentligt økonomisk aspekt at tage i betragtning.

Det følger af helbredsoplysningslovens § 6, at en lønmodtager inden ansættelsen af egen drift skal oplyse arbejdsgiveren om, hvorvidt lønmodtageren er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.

Det er [indklagedes] opfattelse, at du har tilsidesat din pligt til at oplyse om din kroniske sygdom, i det du på ansøgningstidspunktet, ved ansættelsessamtalen og under den efterfølgende dialog om iværksættelse af ansættelse, var bekendt med at lide af en sygdom, som kan have væsentlig betydning for din arbejdsdygtighed, men undlod at oplyse [indklagede] om dette.

Det er således [indklagedes] opfattelse, at du har fortiet forhold med nærliggende risiko for uarbejdsdygtighed, og som kan have en væsentlig betydning for din arbejdsdygtighed ved arbejdet som pædagog i [afdeling i den indklagede kommune].

[Indklagede] finder på den baggrund, at forudsætningerne for ansættelsen af dig i stillingen som pædagog ved [afdeling i den indklagede kommune] er bristet, hvorfor vi – ud fra en samlet vurdering – påtænker at annullere ansættelsen. ”

Klagers fagforbund gjorde den 27. oktober 2016 indsigelse mod den påtænkte annullering af ansættelsen. Forbundet gjorde herunder gældende, at der var tale om en afskedigelse i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede afviste den 29. oktober 2016 dette.

Ansættelsen blev annulleret af indklagede den 1. november 2016 med samme begrundelse som anført i brevet om den påtænkte annullation.

Den 17. november 2016 blev der afholdt møde mellem indklagede og klagers fagforbund om annulleringen af klagers ansættelse. Ved mødet blev der ikke opnået enighed mellem parterne. Af uenighedsreferat fra mødet fremgik bl.a. følgende:

[Indklagede]:

[Klager] undlod i forbindelse med ansættelsesprocessen at oplyse om forhold af væsentlig betydning for hendes arbejdsdygtighed eller med nærliggende risiko for uarbejdsdygtighed – forhold som [indklagede] således var helt afskåret fra at lade indgå i vurderingerne af, hvem af kandidaterne, som var bedst egnet til stillingen.

…”

Klager har under sagen fremlagt en række lægelige oplysninger.

Det fremgik herunder af lægeattest af 14. april 2016, at klager led af migræne, kronisk halskatar og slidgigt i venstre hofte.

Af egen læges attest af 20. april 2016 fremgik det, at klager udover disse lidelser også havde kronisk betændelse i slimsækken ud for venstre hofte. Klagers egen læge vurderede, at klagers sygdomme var kroniske og varigt forøgede fraværsrisikoen i væsentligt omfang.

Klager blev den 9. maj 2016 bevilget en § 56-aftale i perioden fra den 14. april 2016 til den 13. april 2018 på grund af sine kroniske lidelser.

I perioden fra den 9. juli 2014 til den 9. februar 2016 henvendte klager sig flere gange til læge med gener fra sin venstre hofte. Hun havde smerter i hoften, som flere gange blev forsøgt behandlet med blokade. Der blev endvidere foretaget operation af hoften.

Under sagen har klager også fremlagt en opgørelse over sine sygedage i sin tidligere ansættelse som socialpædagog. Det fremgår heraf, at hun i perioden fra den 1. december 2015 til den 31. oktober 2016 havde følgende antal månedlige sygedage som følge af sin kroniske sygdom:

"…

December 15
1
Januar 16
26
Februar 16
12
Marts 16
0
April 16
3
Maj 16
3
Juni 16
4
Juli 16
0
August 16
5
September
1
Oktober
4

"

Klager har oplyst, at sygefraværet primært var begrundet i hendes hoftelidelse.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. februar 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at ophævelsen af ansættelsesforholdet er udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap. Hun ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klagers gigtlidelse udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der er tale om en kronisk lidelse, som har medført funktionsbegrænsninger i form af sygefravær i klagers tidligere stilling. På den baggrund har klager også fået bevilget en § 56-aftale.

Omfanget af klagers sygefravær som følge af hoftelidelsen afhænger blandt andet af, om der på den enkelte arbejdsplads er hjælpemidler til rådighed, som kan aflaste klager. Hvis der ikke er hjælpemidler til rådighed, påvirkes hendes gigtlidelse med sygefravær til følge. Klager har derfor behov for hjælpemidler for at kunne bestride en stilling som pædagog uden sygefravær.

Klagers gigtlidelse medfører således funktionsbegrænsninger, som forhindrer hende i at arbejde som pædagog på lige fod med andre arbejdstagere i tilsvarende stillinger. Funktionsbegrænsningen er varig, og der er derfor tale om et handicap i lovens forstand.

Indklagede var bekendt med klagers handicap på tidspunktet for annulleringen af ansættelsen. Beslutningen var netop begrundet i hendes handicap og de afledte følger heraf.

Ved beslutningen lagde indklagede således vægt på det forventede fravær som følge af klagers handicap, ligesom indklagede vurderede, at hun som følge af sit handicap ikke kunne bestride de fysiske opgaver i stillingen som socialpædagog.

Forud for beslutningen om at annullere ansættelsen overvejede indklagede ikke at foretage de fornødne afhjælpningsforanstaltninger. Tilpasningsforpligtelsen er derfor tilsidesat.

Indklagede har i øvrigt ikke løftet bevisbyrden for, at det ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt at tilpasse stillingen til klager.

Indklagede undersøgte ikke omfanget af klagers sygefravær i hendes tidligere stilling, før man skred til annullering af ansættelsen. Der var mulighed for at indgå en § 56-aftale efter sygedagpengeloven, hvilket ville have lettet indklagedes byrde ved hendes forventede sygefravær. Der var desuden allerede installeret de nødvendige hjælpemidler på arbejdspladsen.

Klager var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.

Inden ansættelsen var klager ansat i flere tilsvarende stillinger i en anden kommune. Senest var hun ansat som socialpædagog i et botilbud for borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, herunder udviklingshæmning, hjerneskader og autismeforstyrrelser. Disse borgere havde også brug for fysisk hjælp og anden praktisk bistand for at få en fungerende hverdag.

I denne tidligere stilling havde klager nogle af de ”tungeste” beboere. Klager bistod bl.a. beboerne med personlig pleje, fritidsaktiviteter og madlavning. Blandt beboerne var også personer med kraftig udadreagerende adfærd. Klager havde således stor erfaring med de opgaver, herunder opgaverne med personlig pleje, som stillede krav til de ansattes fysik i stillingen hos indklagede.

Under ansættelsessamtalen med indklagede blev det fremhævet over for klager, at der var hjælpemidler til rådighed for de ansatte, når de skulle hjælpe tunge og mindre mobile borgere med behov for personlig pleje.

Dette så klager som en særlig fordel i forhold til sin daværende stilling, hvor der ikke var hjælpemidler til at aflaste personalet. De manglende hjælpemidler var den primære årsag til, at klager søgte væk fra sin daværende stilling, da dette påvirkede hendes gigtlidelse og medførte sygefravær.

Under ansættelsessamtalen blev det ikke særligt drøftet eller fremhævet, at jobbet stillede betydelige krav til medarbejdernes fysik. Dette fremgår da heller ikke af stillingsopslaget. Det forekommer derfor påfaldende, at indklagede nu anfører, at arbejdet stillede betydelige krav til den enkelte medarbejders fysik.

Efter annulleringen af ansættelsen har klager fået ny ansættelse som socialpædagog. Der er ikke iværksat særlige skåneforanstaltninger i forhold til klager i denne stilling, men der er hjælpemidler til rådighed ved håndteringen af de ”tunge” borgere. Hun er derfor fysisk i stand til at bestride stillingen, og hun har ikke haft én sygedag i stillingen på grund af sin gigtlidelse. Hun har alene haft fire kortere sygeperioder som følge af andre forhold. Hun har heller ikke fået bevilliget en § 56-aftale i denne ansættelse, da hendes gigt har holdt sig i ro. Der er således intet grundlag for indklagedes antagelse om, at klager ville have et betydeligt antal sygedage som følge af sit handicap, når blot de nødvendige hjælpemidler er til rådighed.

Indklagede har anført, at beboerne på institutionen er meget påvirkelige af uforudsete ændringer i hverdagen og derfor bliver utrygge, angste og udadreagerende, når der sker ændringer i medarbejderstaben.

Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af jobopslaget, at der må påregnes skiftende vagter samt weekend- og helligdagsarbejde. Det var derfor ikke en kendelig forudsætning for at bestride stillingen, at man havde faste vagter, så de demensramte beboere vidste, hvilken medarbejder der ville være på arbejde. Tværtimod måtte både medarbejdere og beboere påregne, at medarbejderne ikke havde faste vagter. Det kan derfor ikke lægges til grund, at klagers eventuelle sygefravær ville indebære usikkerhed eller utryghed for beboerne.

Da indklagede har overtrådt forskelsbehandlingsloven, er klager berettiget til en godtgørelse.

Godtgørelsen bør fastsættes til 257.829 kr., svarende til 9 måneders løn, subsidiært et lavere fastsat beløb. Klager har vedrørende godtgørelsens størrelse henvist til U2013. 2575H.

Beskyttelsen efter forskelsbehandlingsloven gælder i øvrigt uafhængigt af, om klager måtte have overtrådt sin oplysningspligt efter helbredsoplysningsloven. Sidstnævnte spørgsmål ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Det afgørende er, at klager søgte og blev tilbudt en stilling hos indklagede. Da klager efterfølgende oplyste, at hun lider af en kronisk sygdom, annullerede indklagede ansættelsen. Dette hændelsesforløb er ubestridt og kan lægges til grund ved sagens afgørelse. Klager har i den forbindelse henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i 2015-6810-47184.

Klager har i øvrigt opfyldt sin oplysningsforpligtelse i henhold til helbredsoplysningsloven.

Klager oplyste selv indklagede om sin lidelse inden sin tiltræden i stillingen. Hun orienterede også indklagede om muligheden for en § 56-aftale.

Det var klagers vurdering, at hendes gigtlidelse ikke ville medføre et forhøjet sygefravær med de rette hjælpeforanstaltninger, som hun var orienteret om var til rådighed. Hendes nuværende ansættelse dokumenterer i øvrigt, at hendes vurdering var korrekt.

Det fremgår i øvrigt blandt andet af uenighedsreferat af 17. november 2016, at indklagede ville have ladet oplysningen om klagers handicap indgå i vurderingen af, om hun var bedst egnet til stillingen. Henset til den efterfølgende annullering af ansættelsesforholdet må det derfor lægges til grund, at indklagede ikke ville have ansat klager, hvis de havde været bekendt med hendes handicap på et tidligere tidspunkt. Indklagede ville således have overtrådt diskriminationsforbuddet i forskelsbehandlingsloven, uanset hvornår de var blevet bekendt med klagers handicap.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i forbindelse med annulleringen af klagers ansættelse.

Klager oplyste hverken om sine kroniske lidelser i ansøgningen eller under ansættelsessamtalen og det efterfølgende ansættelsesmøde. Først ved e-mail af 25. oktober 2016 oplyste klager, at hun som følge af sin kroniske gigtlidelse har en § 56-aftale. En sådan aftale forudsætter, at der forventes mindst ti årlige fraværsdage på grund af en kronisk lidelse. Klager har i øvrigt på intet tidspunkt oplyst indklagede, at hun også lider af migræne og kronisk halskatar, og at disse lidelser også var medvirkende til bevillingen af § 56-aftalen.

Botilbuddet, hvor klager var ansat, er et bosted for voksne og ældre udviklingshæmmede borgere med betydeligt behov for fysisk, psykisk og pædagogisk støtte til alle dagliglivets gøremål. Flere af borgerne benytter kørestol. Selvom der er hjælpemidler til rådighed, stiller arbejdet som pædagog på botilbuddet derfor betydelige krav til den enkelte medarbejders fysik.

Indklagede bestrider derfor, at klager under ansættelsessamtalen skulle være blevet oplyst om, at der ikke var store, plejetunge opgaver. Dette er ikke en korrekt beskrivelse af arbejdsforholdene. På ansættelsestidspunktet var klager i øvrigt ansat på en lignende institution med tilsvarende beboere, og hun må derfor formodes at have haft kendskab til de krav til medarbejdernes fysik, som en sådan stilling indebar.

Beboerne er meget påvirkelige af uforudsete ændringer i dagligdagen. Det er ikke usædvanligt, at beboerne bliver utrygge, angste og udadreagerende, hvis der er ændringer i medarbejdergruppen. Derfor er der stort fokus på at skabe en stabil hverdag i trygge og forudsigelige rammer. For eksempel forberedes beboerne på, hvilke medarbejdere der vil være på arbejde den følgende dag.

Vagterne på afdelingen er tilrettelagt sådan, at der altid er to medarbejdere på arbejde ad gangen, da dette er nødvendigt for at håndtere nogle af borgerne. Ved sygdom blandt medarbejderne er det derfor nødvendigt, at vagten bemandes på anden vis. Det tilstræbes, at vagterne dækkes ind af de faste medarbejdere eller faste vikarer af hensyn til beboernes sårbarhed. Også af denne årsag er det vigtigt, at medarbejderne har et stabilt fremmøde.

Sygefraværet blandt medarbejderne på afdelingen er også ganske lavt sammenholdt med det generelle sygefravær på tilsvarende områder i kommunen.

Da indklagede den 25. oktober 2016 modtog klagers e-mail om hendes kroniske lidelse og § 56-aftale, blev indklagede bekymret for, om hun magtede stillingen pga. stillingens krav til en god fysik og beboernes behov for kontinuitet. Indklagede blev også i tvivl om, hvorvidt klager i lyset af disse oplysninger var den bedst egnede ansøger til stillingen. Selvom den økonomiske belastning ved det forventede fravær kunne mindskes via § 56-aftalen, ville ustabiliteten og uforudsigeligheden ved klagers forventelige fravær således fortsat være uhensigtsmæssig for beboernes dagligdag.

Af hensyn til den daglige drift besluttede indklagede derfor at annullere ansættelsesforholdet, idet en væsentlig forudsætning for indklagede var bristet.

Stillingen blev herefter tilbudt til den ansøger, der efter de gennemførte samtaler – dvs. uden ledelsens kendskab til klagers helbredsmæssige udfordringer – oprindeligt blev vurderet at være den næstbedst egnede. Det havde alene været små marginaler, som adskilte de to ansøgere. Havde indklagede fået oplysningerne om klagers helbred i ansættelsesprocessen, ville stillingen i stedet være blevet tilbudt til denne anden person.

Forskelsbehandlingsloven kræver ikke, at der skal ske positiv forskelsbehandling af personer med handicap. Indklagede havde ikke pligt til at behandle klager bedre end andre ansøgere, uanset om indklagede i ansættelsesfasen havde fået oplyst, at hun mente at have et handicap i lovens forstand.

Efter helbredsoplysningslovens § 6 skal en ansøger inden ansættelsen oplyse om sygdomme eller symptomer på sygdomme, som er af væsentlig betydning for ansøgernes arbejdsdygtighed i den pågældende stilling.

Da klager forud for ansættelsen undlod at oplyse om, at hun led af en række sygdomme af væsentlig betydning for hendes arbejdsdygtighed i stillingen, overtrådte hun denne bestemmelse.

Som konsekvens af dette var indklagede berettiget til at ophæve ansættelsesforholdet som følge af bristende forudsætninger, uden at dette berettiger klager til erstatning eller godtgørelse. Indklagede har herved henvist til U2015. 3220H.

Klager har valgt ikke at ønske indklagedes annullering efterprøvet retligt med hjemmel i helbredsoplysningslovens § 6, og nævnet må derfor ved sin prøvelse af sagen lægge til grund, at annulleringen er sket med rette i henhold til helbredsoplysningslovens § 6.

Hvis klager er uenig i, at annulleringen er sket i overensstemmelse med helbredsoplysningslovens § 6, må nævnet afvise sagen, da klagen i så fald ikke er egnet til behandling ved nævnet.

Indklagede er ligesom klager af den opfattelse, at det ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at tage stilling til spørgsmål vedrørende helbredsoplysningsloven.

Indklagede har ikke overtrådt forskelsbehandlingsloven, allerede fordi annulleringen af ansættelsesaftalen var berettiget som følge af klagers manglende overholdelse af oplysningspligten.

Klager har heller ikke løftet bevisbyrden for, at hendes lidelse har medført en funktionsbegrænsning af lang varighed og dermed udgør et handicap i lovens forstand.

Uanset indholdet af de lægelige oplysninger har klager oplyst, at hun tidligere var i stand til at bestride en tilsvarende stilling som socialpædagog uden hjælpemidler. I hendes nuværende stilling er der ikke iværksat skåneforanstaltninger, og klager har ikke haft sygefravær relateret til hendes gigtlidelse. Klager er heller ikke længere bevilget en § 56-aftale i denne stilling.

Der er i øvrigt fremkommet så mange modstridende oplysninger om klagers helbredsforhold og funktionsniveau, at sagen også af denne grund er uegnet til at blive behandlet i nævnet og derfor bør afvises.

Ved beslutningen om at annullere ansættelsen lagde indklagede ikke vægt på klagers lidelse. Det afgørende var, at hendes lidelse forventeligt ville indebære betydeligt sygefravær i stillingen og desuden gjorde det tvivlsomt, om hun fysisk kunne magte arbejdsopgaverne.

Derfor kan alene spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling på grund af handicap komme på tale. Imidlertid var annulleringen af ansættelsen begrundet i et sagligt formål, ligesom midlet var hensigtsmæssigt og nødvendigt. Manglende stabilitet og fleksibilitet er saglige hensyn i vurderingen af, hvilken ansøger der er bedst kvalificeret. Dette kan bl.a. udledes af U2008. 1450Ø.

Der ses ikke at kunne iværksættes hensigtsmæssige foranstaltninger, der ville have gjort klager kompetent, egnet og disponibel i stillingen, uden at dette ville pålægge indklagede en uforholdsmæssigt stor byrde.

En § 56-aftale ville alene mindske den økonomiske belastning af det forventede sygefravær som følge af klagers lidelse. Hendes forventelige fravær ville imidlertid fortsat være uhensigtsmæssig for opgaveløsningen og medføre ustabilitet i hverdagen. I det omfang klager ikke kunne magte opgaverne fysisk, ville det desuden kræve, at der skulle være en ekstra person på arbejde, da en del af opgaverne i afdelingen som anført kræver medvirken af to medarbejdere. Ansættelse af klager ville derfor betyde, at vagten skulle opnormeres, hvilket ville være en uforholdsmæssigt stor byrde for indklagede, jf. U2016. 2463H.

Det fremstår i øvrigt uklart, hvilke hensigtsmæssige foranstaltninger der i det hele taget kunne komme på tale.

Klager har oplyst, at der på hendes nuværende arbejdsplads ikke er iværksat særlige skåneforanstaltninger, idet hun blot gør brug af de hjælpemidler, der allerede forefindes på arbejdspladsen som følge af arbejdets karakter. Tilpasningsforpligtelsen omfatter imidlertid iværksættelse af tiltag, som ikke i forvejen gælder for alle medarbejdere, men som er begrundet i medarbejderens handicap og de særlige behov, dette medfører. Hvis en medarbejder ikke har behov for reduceret arbejdstid, særlige hjælpemidler eller særligt tilpassede arbejdsopgaver, og heller ikke har ekstra fravær som følge af sin lidelse, synes der ikke at være en funktionsbegrænsning, som medfører et kompensationsbehov.

Hvis nævnet måtte finde, at der er sket ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, bør en eventuel godtgørelse fastsættes til et mindre beløb end fastslået af klager.

En eventuel godtgørelse bør fastsættes til 25.000 kr., da dette efter praksis er godtgørelsesniveauet, når der meddeles afslag på en stilling, jf. U2012. 511H.

Subsidiært bør en eventuel godtgørelse højst fastsættes til 6 måneders løn, jf. U2002. 2435/3H.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Der skal først tages stilling til, om klager, der på tidspunktet for ansættelsesaftalens indgåelse havde en § 56-aftale på grund af gigt i hoften, forud for ansættelsesaftalens indgåelse har tilsidesat sin forpligtelse efter helbredsoplysningslovens § 6. Det følger heraf, at en lønmodtager af egen drift skal oplyse, om lønmodtageren er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.

Det ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at afgøre dette spørgsmål.

Ligebehandlingsnævnet kan således ikke behandle klagen, hvorfor den afvises.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 8, nævnets afvisning af klagen

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

<2017-6810-07622>