Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og videngrundlag
Kapitel 2 Tilrettelæggelse
Kapitel 3 Adgang
Kapitel 4 Struktur og indhold
Kapitel 5 Prøver, eksamen og bedømmelse m.v.
Kapitel 6 Studieordninger
Kapitel 7 Andre regler
Kapitel 8 Ikrafttrædelses- og overgangsregler
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse (HD-uddannelsen)

I medfør af § 11, stk. 2, § 13, stk. 4, § 15, stk. 5 og 6, § 19, nr. 1, § 22 og § 30, stk. 2, i lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 30. august 2017, og § 18, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 5. april 2017, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1, 4, 6, 7, 13, 19 og 21, i bekendtgørelse nr. 1575 af 15. december 2017 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Styrelsen for Forskning og Uddannelse:

Kapitel 1

Formål og videngrundlag

§ 1. Den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse (HD) består af et erhvervsøkonomisk grundforløb (HD 1. del) og en afsluttende erhvervsøkonomisk diplomuddannelse (HD 2. del).

§ 2. Formålet med HD 1. del er at kvalificere den studerende til videre arbejde og uddannelse inden for det erhvervsøkonomiske område. Den studerende skal opnå viden om og forståelse af det erhvervsøkonomiske fagområdes praksis, teori, begreber og metode på et niveau, der kvalificerer til optagelse på HD 2. del.

Stk. 2. Formålet med HD 2. del er at give den uddannede viden om og forståelse af det erhvervsøkonomiske fagområdes praksis, teori og metode på et niveau, der kvalificerer den uddannede til selvstændigt at kunne identificere, reflektere over, analysere og vurdere erhvervsøkonomiske problemstillinger, løse praksisnære og komplekse opgaver samt kunne varetage specialistfunktioner inden for det erhvervsøkonomiske område, samt formidle faglige problemstillinger og løsningsmodeller til fagfæller og ikke-specialister eller samarbejdspartnere og brugere.

Kapitel 2

Tilrettelæggelse

§ 3. HD-uddannelsen udbydes efter regler fastsat i denne bekendtgørelse som åben uddannelse.

Stk. 2. HD 1. del og HD 2. del er hver normeret til 1 studenterårsværk. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. HD 1. del udgør et selvstændigt afrundet forløb.

Stk. 4. HD 2. del udgør et selvstændigt afrundet uddannelsesforløb, der sammen med mindst 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 6, stk. 3, svarer til bachelorniveau.

Stk. 5. HD-uddannelsen tilrettelægges som fagligt afgrænsede moduler, jf. § 7 og § 8.

Stk. 6. Institutionen skal tilrettelægge undervisningen, så HD kan afsluttes inden for 4 år.

Stk. 7. Institutionen kan i studieordningerne fastsætte regler om deltagelsespligt, herunder mødepligt.

Stk. 8. Uddannelses- og forskningsministeren godkender, hvilke institutioner der kan udbyde HD 1. del.

Stk. 9. De udbydende institutioner nedsætter som led i samarbejdet et fællesudvalg (HD-fællesudvalg), der koordinerer uddannelsens fælles indhold og tilrettelæggelse, herunder studieordninger, jf. § 11, censorkorps, jf. § 10, og merit, jf. § 14.

§ 4. Den, der har gennemført det erhvervsøkonomiske grundforløb, har ret til at anvende betegnelsen HD 1. del. Betegnelsen på engelsk er Graduate Certificate in Business Administration.

Stk. 2. Den, der har gennemført HD 2. del, har ret til at anvende betegnelsen HD efterfulgt af eventuel specialisering. Betegnelsen på engelsk er Graduate Diploma in Business Administration. Specialiseringen angives i parentes efter betegnelsen.

Kapitel 3

Adgang

§ 5. Følgende uddannelser giver adgang til HD 1. del:

1) Gymnasial eksamen.

2) Relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1.

Stk. 2. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder adgangskravet i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

§ 6. Følgende forløb/uddannelser giver adgang til HD 2. del:

1) HD 1. del.

2) Relevant erhvervsakademiuddannelse (AK).

3) Relevant akademiuddannelse (AU).

4) Relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1-3.

Stk. 2. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder adgangskravene i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

Stk. 3. Ud over at opfylde kravet i stk. 1 eller 2 skal ansøgere have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende forløb/uddannelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Relevant erhvervserfaring, der er opnået sideløbende med adgangsgivende forløb/uddannelser, medregnes ved optagelse i HD 2. del.

Kapitel 4

Struktur og indhold

§ 7. HD 1. del på 60 ECTS-point omfatter:

1) Et antal fagmoduler, hver på mindst 5 ECTS-point, i alt svarende til 50 ECTS-point.

2) Et projekt, svarende til 10 ECTS-point, der afslutter HD 1. del. Projektet har til formål at dokumentere den studerendes viden og færdigheder i forbindelse med løsning af erhvervsøkonomiske problemstillinger. Projektet skal tage udgangspunkt i en erhvervsøkonomisk problemstilling og inddrage relevant teori og metode inden for det erhvervsøkonomiske fagområde. Projektet formuleres af den studerende og skal godkendes af institutionen.

Stk. 2. Institutionerne fastsætter i studieordningen regler om, hvilke fagmoduler der er obligatoriske.

Stk. 3. Fagmoduler og disses mål og indhold godkendes af HD-fællesudvalg og indsendes til Styrelsen for Forskning og Uddannelse med henblik på registrering.

§ 8. HD 2. del på 60 ECTS-point omfatter:

1) Obligatoriske fagmoduler, svarende til mindst 15 ECTS-point inden for det erhvervsøkonomiske fagområde. De obligatoriske moduler er konstituerende for uddannelsen.

2) Valgfri fagmoduler, svarende til mindst 10 ECTS-point, der er understøttende i forhold til uddannelsens mål for læringsudbytte.

3) Afgangsprojekt, svarende til 15 ECTS-point, der afslutter HD 2. del. Projektet har til formål at dokumentere den studerendes viden og færdigheder i forbindelse med at identificere, reflektere over, analysere og vurdere løsningsforslag til en praksisnær, kompleks erhvervsøkonomisk problemstilling ved anvendelse af fagområdets teori og metode. Afgangsprojektet formuleres af den studerende og skal godkendes af institutionen.

Stk. 2. HD 2. del kan tilrettelægges med specialiseringer. For den enkelte specialisering fastsættes mål for læringsudbytte som delmål, der indgår i HD-uddannelens samlede mål for læringsudbytte. Mål for læringsudbytte, sammensætning af og eventuelle forudsætninger i de enkelte specialiseringer skal fremgå af studieordningen.

Stk. 3. Institutionen kan godkende, at HD 2. del kan omfatte 1 valgfrit fagmodul uden for det erhvervsøkonomiske fagområde, når det overordnede formål er opfyldt.

Stk. 4. Et fagmodul, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 3, skal udgøre mindst 5 ECTS-point.

Stk. 5. Styrelsen for Forskning og Uddannelse godkender nye specialiseringer.

Stk. 6. Udbyderne indberetter nye moduler til styrelsen med henblik på registrering og vurdering af, om disse medfører væsentlige ændringer af uddannelsens formål og erhvervssigte, jf. bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregående uddannelser.

Kapitel 5

Prøver, eksamen og bedømmelse m.v.

§ 9. For prøver, eksamen og bedømmelse m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen).

Stk. 2. Hvert af modulerne i HD 1. del afsluttes med en prøve med individuel bedømmelse efter karakterskalaen i karakterbekendtgørelsen.

Stk. 3. Det afsluttende projekt på HD 1. del består af et skriftligt projekt og en mundtlig prøve med udgangspunkt i projektet. Prøven er med ekstern censur, og der gives én samlet karakter.

Stk. 4. Hvert modul i HD 2. del afsluttes med en prøve med individuel bedømmelse efter karakterskalaen i karakterbekendtgørelsen. Det afsluttende projekt på HD 2. del består af et skriftligt projekt og en mundtlig prøve med udgangspunkt i projektet. Prøven er med ekstern censur, og der gives én samlet karakter.

§ 10. Der oprettes ét landsdækkende censorkorps for HD-uddannelsen med en fælles censorformand og en eller flere næstformænd, dog skal der være én næstformand for HD 1. del.

Kapitel 6

Studieordninger

§ 11. De institutioner, der udbyder HD 1. del, koordinerer udarbejdelse af studieordninger, jf. § 3, stk. 9, og de institutioner, der udbyder HD 2. del, koordinerer udarbejdelse af studieordninger, jf. § 3, stk. 9.

Stk. 2. Studieordningerne skal indeholde de regler, som institutionen inden for bekendtgørelsens rammer fastsætter om:

1) Adgangsgivende forløb/uddannelser jf. § 5 og § 6.

2) De enkelte moduler, jf. § 7 og § 8:

a) Mål.

b) Indhold.

c) Omfang, angivet i ECTS-point.

d) Undervisnings- og arbejdsformer.

e) Angivelse af hvilke moduler der er obligatoriske, jf. § 7, stk. 2, og § 8, stk. 1, nr. 1.

f) Mål for læringsudbytte, sammensætning af og forudsætninger i de enkelte specialiseringer, jf. § 8, stk. 2.

g) Betegnelse på dansk og engelsk for HD 1. del, jf. § 4, stk. 1.

h) Betegnelser på dansk og engelsk for HD 2. del og eventuel specialisering, jf. § 4, stk. 2.

i) Eventuelle regler om deltagelsespligt, herunder mødepligt, jf. § 3, stk. 7.

3) Udarbejdelse af projekt, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.

4) Udarbejdelse af afgangsprojekt, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.

5) Merit, jf. § 14.

6) Eventuelle overgangsregler, jf. § 16, stk. 3.

Stk. 3. Ud over regler fastsat i henhold til denne bekendtgørelse skal studieordningerne indeholde regler fastsat i henhold til eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 4. Det skal af studieordningerne fremgå, at institutionen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler, der alene er fastsat af institutionen.

§ 12. Ved udarbejdelse af studieordninger og væsentlige ændringer heraf tager institutionen kontakt til aftagere og indhenter en udtalelse fra censorformandskabet, jf. eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 2. Studieordningerne og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse og skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside senest ved et studieårs begyndelse. Institutionen orienterer studerende om studieordningen.

Kapitel 7

Andre regler

§ 13. Institutionen informerer og vejleder de uddannelsessøgende om HD 1. del og HD 2. del.

§ 14. Beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse kan efter institutionens afgørelse i det enkelte tilfælde eller efter regler fastsat af institutionen i studieordningen, jf. § 3, stk. 9, træde i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse (merit). Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

§ 15. Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Forskning og Uddannelse, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1098 af 19. september 2007 om den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse HD ophæves.

Stk. 3. Studerende, der har gennemført et eller flere moduler af uddannelsen efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1098 af 19. september 2007, kan, såfremt den enkelte institutions forhold tillader det, afslutte uddannelsen efter de hidtidigt gældende regler. Institutionen fastsætter i studieordningerne, jf. § 11, stk. 2, nr. 6, eventuelle overgangsregler for studerende, der har påbegyndt uddannelsen efter de hidtidige regler.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse, den 12. juni 2018

Hans Müller Pedersen

/ Rikke Lise Simested