Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over en artikel i bladet omhandlende en strid mellem tre brødre, heriblandt klager, om, hvorvidt deres moders urne burde have været nedsat i de ukendtes grav og ikke i et urnegravsted som sket.

Pressenævnet fandt, at der er knyttet en almen interesse til spørgsmål om testamenter, arv mv. og fandt ikke grundlag for at udtale kritik af, at bladet i den forbindelse behandlede striden mellem klager og hans to brødre. Nævnet fandt endvidere, at artiklens fremtoning og opsætning lå inden for de grænser, der gælder for mediernes redaktionelle redigeringsret.

Nævnet fandt, at oplysningerne om klagers rolle i sagen havde en sådan karakter, at bladet inden offentliggørelsen burde have forelagt klager oplysningerne, herunder udtalelserne fra klagers broder, med henblik på en kommentar. Bladet havde handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtalte sin kritik.

Nævnet fandt ikke, at der var sket en krænkelse ved offentliggørelsen af et billede af klagers moders gravsten og den ledsagende billedtekst i en anden artikel samme dag. Nævnet lagde herved vægt på, at billedet og teksten alene var brugt til at understøtte artiklen, der handlede om, hvorledes søskende generelt kan strides om arv og testamente, når forældrene dør.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-70

 

Advokat [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel og et billedet bragt i tilknytning til en anden artikel i Jyllands-Posten den 13. maj 2004, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” Min mor ligger i den forkerte grav ”, hed det i underrubrikken:

”Et dødsfald er ofte anledning til stridigheder blandt arvingerne. [B] fra Falster har ikke talt med sine søskende i to år. Han vil have sin mors urne gravet op. Han mener, at den ligger i den forkerte grav. Domstolsstyrelsen erkender, at skifteretten har begået fejl i sagen.”

I artiklen hed det:

”Da [C], født Olsson, for to år siden blev bisat, brændt og nedsat i en urne på et urnegravsted ved Hareskov Kirke, var der næppe nogen, der havde troet, at hendes navn ville leve videre som en sag, der skulle behandles af skifteretten, Østre Landsret, Biskoppen over Helsingør Stift, Kirkeministeriet og Domstolsstyrelsen.

Men udviklingschef [B] fra Marielyst på Falster er ikke en mand, der giver op. Han er nu parat til at sagsøge sine søskende for at få moderens urne gravet op og placeret i de ukendtes grav, som er hendes udtrykkelige ønske i testamentet.

”Hvis jeg ikke var så stædig, havde jeg opgivet for lang tid siden, men det her handler om retssikkerhed og principper. Hvis man i sit testamente bestemmer, hvordan man vil begraves, skal det overholdes,” mener [B].

”Jeg vil kæmpe for, at min mors vilje bliver opfyldt. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan stole på, at et testamente bliver overholdt, bare fordi flertallet af arvinger siger noget andet. Hvis det er rigtigt, er der jo ingen grund til at lave testamente,” siger [B].

Sagen har stået på i over to år, og i løbet af den periode er [B] blevet dødeligt uvenner med sine to brødre, [A] og [K]. Sidstnævnte er advokat og har ordnet moderens testamente. Økonomisk er der ingen problemer blandt de tre søskende – det handler kun om urnen og principperne, fastslår [B].

Stridens kerne

Striden opstod, da det gik op for [B], at hans søskende efter bisættelsen 1. maj 2002 ville nedsætte moderens urne på et selvstændigt urnegravsted. Det var nemlig ikke hendes ønske – ifølge testamentet:

”Endelig er det mit ønske, at mit afsjælede legeme skal brændes, og urnen nedsættes på de ukendtes gravsted,” hedder det i testamentet, som er underskrevet for notarius publicus i Hillerød i januar 1985.

Men ikke desto mindre ændrede flertallet af arvingerne moderens beslutning med henvisning til, at moderen over for [K] havde udtrykt ønske om et urnegravsted.

Og sådan blev det.

Den 7. juni blev urnen nedsat på et selvstændigt urnegravsted ved Hareskov Kirke.

Men dermed var freden blandt de tre søskende ikke genoprettet. For [B] blev det starten på en lang, sej kamp, som han er indstillet på at kæmpe til ende.

Inden urnenedsættelsen gjorde [B] forgæves indsigelse til Skifteretten, begravelsesmyndigheden ved Hareskov Kirke og bobestyreren. Samtidig forsøgte broderen, [K], at få Skifterettens godkendelse af nedsættelsen, men Skifteretten henviste til bobestyreren med henblik på at finde en mindelig løsning.

Skifteretten tog således ikke stilling til indsigelsen fra [B].

Tre nederlag og en sejr

Efter urnenedsættelsen afviste skifteretten at tage stilling til indsigelsen med henvisning begravelseslovens § 9, stk. 2, idet en stillingtagen ville indebære en afgørelse om flytning af urnen.

[B] indbragte derpå sagen for Østre Landsret, som stadfæstede skifterettens beslutning.

Så søgte [B] Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse til Højesteret. Men også her blev [B] mødt med et nederlag. Nævnet meddelte nemlig, at betingelserne for at meddele tilladelse til at kære til Højesteret ikke er opfyldt.

Men [B], der undervejs også har skrevet flere breve til Kirkeministeriet, gav stadig ikke op.

Via sin advokat, Anders Hvass i København, gik han til Domstolsstyrelsen, som i et brev for en måned siden erkendte, at sagen er blevet behandlet forkert, og at skifteretten har begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at afsige kendelse i sagen inden urnenedsættelsen. Domstolsstyrelsen erklærer sig også parat til at udbetale erstatning – penge, som skal dække [B]s ekstraudgifter i forbindelse med skifterettens fejl.

Altså endelig en sejr til [B], der imidlertid er henvist til at anlægge sag an mod sine to søskende, hvis moderens urne skal graves op og flyttes til de ukendte gravsted.

[B]s advokat, Anders Hvass, finder hele sagen grotesk, men meget principiel.

Han forstår godt, hvis nogen har svært ved at forstå, at en mand kan forfølge en tilsyneladende bagatelagtig sag så ihærdigt så længe gennem hele systemet.

”Men det er jo enhver beskåret at sige, at man gerne vil have, at retfærdighed skal ske fyldest. Der er mange følelser involveret i det her, og [B] mener, at hans mors testamente skal følges. Og han har en ganske reel sag, efter at vi har fået Domstolsstyrelsens ord for, at både skifteretten og begravelsesmyndigheden har begået fejl, ”siger advokat Anders Hvass.

En god sag

Efter hans mening har [B] en god sag. Han erkender, at det er muligt, at moderen faktisk sagde til broderen, at hendes urne skulle nedsættes på et urnegravsted – og ikke i de ukendtes grav.

”Det er ikke et spørgsmål fra min side, om at gætte mig til, hvad der er rigtigt eller forkert. Men hvis det var rigtigt, burde han som advokat have skrevet tre linjer som bekræftelse derpå og fået hende til at skrive under. Det gjorde han ikke, og når vi har en tvist, der er så enkel, som denne her, må man følge testamentet. Det ved skifteretten alt om. Gætterier om, hvad afdøde måtte have ment – i modstrid med testamentets klare bestemmelser – skal såvel skifteretten som andre afholde sig fra,” mener Anders Hvass.

Og sagen slutter næppe her. [B] er indstillet på at stævne sine søskende. Indtil videre nøjes han dog med at undre sig over, at det kunne komme så vidt.

”I min mors testamente står der, at hun vil i de ukendtes grav. Jeg ved, at det er noget af det sidste, hun har sagt, og hun har sagt det hele min barndom. Jeg synes, at det er helt forkert, at jeg skal løbe spidsrod mellem myndighederne og nu bruge penge på at sagsøge mine brødre for at opfylde hendes sidste vilje,” lyder det fra den meget principfaste mand fra Falster.”

I artiklen blev der henvist til en anden artikel i bladet om arvestridigheder med overskriften ” Striden om forældrenes gunst ”. Artiklen, der ikke vedrørte den konkrete sag, var ledsaget af et fotografi af [C]s gravsten, hvortil der var knyttet teksten: ”SLAGMARK – Efter [C]s død slås hendes tre børn om, hvorvidt moderens urne skal blive på denne gravplads, eller om man skal følge testamentet og nedsætte urnen på de ukendtes kirkegård”.

[K] har anført, at hans moders begravelse og de interne uenigheder, der har været i familien, ikke har nogen relevans i en faglig og seriøs behandling af problemer om arv, testamenter m.v. Artiklen, der har en sensationel opsætning, burde ikke være bragt.

[K] har videre anført, at artiklen har skadet ham i hans erhverv som advokat, idet det i artiklen anføres, at han er advokat og har ordnet moderens testamente. Hans speciale er familie- og arveret, herunder testamentsudformninger, og han har modtaget en række negative henvendelser på baggrund af artiklen.

Han har yderligere anført, at bladet ikke har efterprøvet artiklens oplysninger, der ensidigt er bragt som et faktum. Han burde have haft lejlighed til at udtale sig om de problemer, der er beskrevet i artiklen. Han ville i så fald have protesteret mod, at artiklen blev bragt i bladet eller subsidiært oplyst om sagens rette sammenhæng.

[K] har endelig anført, at offentliggørelsen af billedet af hans moders gravsten og den ledsagende tekst er i strid med de presseetiske regler, idet billedet ikke har relation til den artikel, som billedet er knyttet til. Endvidere er billedteksten sammenholdt med billedet krænkende.

Jyllands-Posten har anført, at det er redaktørens afgørelse, om det er relevant at behandle et givent emne i bladet, samt på hvilken måde dette skal ske. [K]s bemærkninger om artiklens ”sensationelle opsætning”, og om at artiklen ikke burde have været bragt, må således afvises som irrelevante.

Bladet har videre anført, at der ikke i forhold til [K] er bragt oplysninger, der krænkende, skadelige eller agtelsesforringende, og bladet var derfor ikke forpligtet til at efterprøve oplysningerne ved at forelægge dem for ham. Klager har ikke fremlagt nogen oplysning, som kan støtte en antagelse om, at artiklen ville have fået en anden udformning, endsige slet ikke være blevet bragt, hvis han havde fået lejlighed til at kommentere artiklen eller enkeltoplysninger.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Artiklen i Jyllands-Posten omhandler en strid mellem tre brødre, heriblandt [K], om, hvorvidt deres moders urne burde have været nedsat i de ukendtes grav og ikke i et urnegravsted som sket.

Pressenævnet finder, at der er knyttet en almen interesse til spørgsmål om testamenter, arv mv. og finder ikke grundlag for at udtale kritik af, at Jyllands-Posten i den forbindelse behandlede striden mellem [K] og hans to brødre. Nævnet finder endvidere, at artiklens fremtoning og opsætning ligger inden for de grænser, der gælder for mediernes redaktionelle redigeringsret.

Nævnet finder, at oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en sådan karakter, at Jyllands-Posten inden offentliggørelsen burde have forelagt ham oplysningerne, herunder udtalelserne fra [B], med henblik på en kommentar. Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder ikke, at der er sket en krænkelse ved offentliggørelsen af billedet af [K]s moders gravsten og den ledsagende billedtekst. Nævnet har herved lagt vægt på, at billedet og teksten alene er brugt til at understøtte artiklen, der handlede om, hvorledes søskende generelt kan strides om arv og testamente, når forældrene dør.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende:

Kendelse fra Pressenævnet:

Jyllands-Posten bragte den 13. maj 2004 en omtale af en arvestrid mellem tre brødre. I artiklen beskyldte [B] bl.a. sin broder, [K], for at have tilsidesat moderens ønske om at få sin urne nedsat i de ukendtes grav, således som det var bestemt i hendes testamente. I artiklen blev det oplyst, at [B] er parat til at sagsøge sine brødre for at få urnen gravet op og placeret i de ukendtes grav.

[K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat. Han er advokat og har efter det oplyste ordnet moderens testamente. Han har blandt andet anført, at Jyllands-Posten burde have efterprøvet artiklens oplysninger ved at forelægge dem for ham, og at artiklen har skadet ham i hans erhverv som advokat.

Pressenævnet udtaler:

Nævnet finder, at oplysningerne om [K]s rolle i sagen har en sådan karakter, at Jyllands-Posten inden offentliggørelsen burde have forelagt ham oplysningerne, herunder udtalelserne fra [B], med henblik på en kommentar. Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin kritik.

København, den 14. oktober 2004.

Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.”

Afgjort den 14. oktober 2004.