Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 2017-6810-50271

En kvinde blev afskediget fem dage efter, at hun havde oplyst sin arbejdsgiver om, at hun var gravid. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at afskedigelsen var begrundet i omstruktureringer, og at beslutningen om at afskedige kvinden allerede havde været truffet, inden hun oplyste, at hun var gravid. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem oplysningerne om kvindens graviditet og afskedigelsen. Nævnet lagde også vægt på, om arbejdsgiveren havde forsøgt at omplacere kvinden til en anden stilling. Nævnet vurderede derefter, at det ikke var godtgjort, at oplysningerne om kvindens graviditet hverken helt eller delvist blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende. Kvinden fik derfor medhold og en godtgørelse svarende til cirka seks måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager under sin graviditet blev afskediget fra sin stilling som social – og sundhedshjælper hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget under sin graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 140.000 kr. med procesrente fra den 6. september 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat den 13. marts 2017 hos indklagede som social – og sundhedshjælper.

Af mailkorrespondance af 26. april 2017 mellem indklagedes direktør og en daglig leder fremgår:

”Kan vi bruger hende som afløser ind til der? Det skal en SSA i aftenvagt hurtigst muligst.

Jeg mener bestemt at [medarbejder A] skal flyttes og [medarbejder B] og [klager] siges op. Vi kender dem ikke så længe og det mest relevant.

Kan forstår vores [medarbejder C] starter 01 maj

Er det nat allivel eller? ”

Klager meddelte ved e-mail af 3. maj 2017 indklagede, at klager var gravid med termin i november 2017.

Den 4. maj 2017 sendte indklagede en e-mail til klager og oplyste, at indklagede forventede at foretage omstrukturering i forhold til nattevagterne i virksomheden. Af indklagedes e-mail fremgår:

”(…) tillykke med graviditet og tak for besked.

Jeg vil bare gøre dig opmærksom på at vi har været sidste 14 dage i gang med lidt omstrukturering i forhold til aftenvagter.

Som du ved, [A] Kommune, er i gang med at uddelegere flere sygepleje ydelser, og de kræver at vi har flere assistenter i alle vagter .

Vi forventer at have vores omstrukturering på plads på mandag.

Hvis vi laver noget om der, du informeres senest i næste uge. (…)”

Den 8. maj 2017 modtog klager en opsigelse fra indklagede. Af opsigelsen fremgår:

”Det er med beklagelse, at vi pr. Dags dato med gældende fra den 29/5-2017 må opsige dig i din stilling som social og sundhedshjælper i aftenvagt hos [indklagede].

Begrundelse:

Som oplyst på sidste aftenvagt møde, tildeles [indklagede] flere sygepleje opgaver fra [A] Kommune.

[A] Kommune stiller krav til, at [indklagede] tilfører nye kompetencer via nyt personale som er uddannet social og sundhedsassistent for at kunne varetage denne opgave. Derfor iværksættes denne omstrukturering i [indklagede]. Vi ønsker dig held og lykke i fremtiden.

Med venlig hilsen

[Indklagedes direktør]”

Den 11. maj 2017 gjorde klager over for indklagede gældende, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede sendte en e-mail til klager den 15. maj 2017, hvori indklagede hovedsageligt begrundede afskedigelsen i, at der skulle ske omstruktureringer af virksomheden, og at klager havde været bekendt hermed.

Den 24. maj 2017 sendte klager endnu en skrivelse til indklagede med fastholdelse af, at indklagede havde handlet i strid med ligebehandlingsloven og med krav om godtgørelse svarende til 6 måneders løn.

Indklagede afviste ved e-mail af 24. maj 2017 kravet og vedlagde kopi af e-mailkorrespondancen af 26. april 2017.

Derudover fremlagde indklagede i sit svar af 24. maj 2017 fire power point slides om omstruktureringen, som havde været tilgængelige på arbejdspladsen i starten af april 2017.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. september 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven.

Klager henviser til, at det ikke er underbygget, at indklagede havde truffet beslutningen om at afskedige klager allerede forud for indklagedes kendskab til klagers graviditet.

Det fremgår af de power point slides, som har været offentliggjort

af indklagede i starten af april, at de nuværende medarbejdere i både dag-, aften- og nattevagt var i stand til at løfte de nye opgaver i fællesskab. Derudover blev medarbejderne oplyst om, at indklagede søgte flere social- og sundhedsassistenter. Der var intet, der indikerede, at der skulle ske omstrukturering, eller at ansættelse af nye social- og sundhedsassistenter ville betyde afskedigelse af social- og sundhedshjælpere. Det fremgår heller ikke, hvornår disse nye opgaver ville være gældende fra.

Første gang klager hørte om, at der skulle ske omstrukturering, var ved e-mail af 4. maj 2017. Forud for sin meddelelse om graviditet, havde klager alene været oplyst om, at indklagede også ville få sygeplejeopgaver.

Det fremgår af e-mail af 4. maj 2017, at indklagede var i gang med lidt omstrukturering i forhold til aftenvagter. Der var intet i denne formulering, der indikerede, at indklagede havde besluttet, at der skulle ske afskedigelser. Formuleringen i e-mailen understøtter desuden, at det ikke tidligere havde været oplyst til medarbejderne, da det ellers må formodes, at indklagede ville have skrevet noget om dette. Det fremgår yderligere af e-mailen, at indklagede forventede at have omstruktureringerne på plads om mandagen. Dette underbygger også, at der ikke var truffet nogen endelig beslutning om afskedigelse på daværende tidspunkt.

Det fremgår netop af teksten i e-mailen af 4. maj 2017, at omstruktureringen forventedes at være på plads 5 dage senere, og at klager ville blive informeret, hvis der blev lavet noget om. Det må have formodningen imod sig, at indklagede havde formuleret sig sådan, hvis indklagede allerede havde truffet beslutning om at afskedige klager på dette tidspunkt.

Indklagede har som eneste dokumentation for synspunktet om, at der

var truffet endelig beslutning om at afskedige klager forud for oplysningerne om klagers graviditet, henvist til e-mail af 26. april 2017. Det fremgår ikke heraf, at der var truffet endelig beslutning om afskedigelse af klager.

Klager finder det i øvrigt påfaldende, at indklagede ventede 13 dage fra e-mailen af 26. april 2017 med at afskedige klager, ligesom klager finder det påfaldende, at meddelelsen om afskedigelse kom lige efter, at klager havde meddelt, at hun var gravid.

Derudover har indklagede ikke dokumenteret, at der ikke var nok opgaver til social- og sundhedshjælpere. Tværtimod burde nye opgaver i virksomheden betyde, at der skulle ansættes ekstra personale til udførelse af disse opgaver, hvilket indklagede også selv har givet udtryk for.

Såfremt det skulle vise sig, at der var behov for, at alle nattevagterne skulle være social- og sundhedsassistenter, så kunne indklagede i stedet have tilbudt klager omplacering til dagvagter, hvilket ikke er sket. Det fremgår af e-mail af 26. april 2017, at en anden medarbejder skulle omplaceres, og der var fortsat mange social- og sundhedshjælpere ansat hos indklagede, hvorfor det er påfaldende, at indklagede valgte at afskedige klager, som var gravid.

Klager er i øvrigt blevet oplyst om, at der fortsat var ansat op til flere social- og sundhedshjælpere i aftenvagterne, herunder bl.a. [medarbejder 1], [medarbejder 2], [medarbejder 3], [medarbejder 4] og [medarbejder 5].

Klager arbejdede desuden sammen med fem medarbejdere, som alle var social- og sundhedshjælpere i aftenvagt, og indklagede har således valgt at bibeholde flere social- og sundhedshjælpere i aftenvagten.

Da der fortsat var andre alternative muligheder, har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet.

Til indklagedes oplysninger om, at det var påfaldende, at klager meddelte sin graviditet på et tidspunkt, hvor hun endnu ikke var mere end 2 måneder henne i graviditeten, bemærker klager, at hun den 3. maj 2017, da hun oplyste om sin graviditet, var 11+5 uger henne, dvs. omkring 3 måneder henne. Klager oplyste indklagede om sin graviditet, efter hun havde været til nakkefoldsscanning samme dag, hvorfor det næppe kunne betragtes som påfaldende, at hun oplyste indklagede om sin graviditet den pågældende dag.

Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises, da sagens afgørelse kræver, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede gør desuden gældende, at det ikke var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget.

Indklagede havde forud for oplysningerne om, at klager var gravid, orienteret personalet om, at indklagede planlagde omstrukturering.

Indklagedes ledelse brugte marts og april måned 2017 på at få planerne passet til. Ledelsen besluttede i den anledning, at alle aftenvagter fremadrettet fortrinsvist skulle være social- og sundhedsassistenter, for at opgaverne kunne dækkes ind af de rigtige kompetencer, og for at planerne kunne hænge sammen i forhold til de behov, som borgere på aftenbesøg havde brug for.

I løbet af marts 2017 besluttede ledelsen at orientere personalet i virksomheden om de nye opgaver, der blev tilført virksomheden fra kommunen. Dette blev gjort på et personalemøde i starten af april med power point slides, som efterfølgende blev hængt op i personalestuen. Indklagede ønskede ikke, at tilførslen af de nye opgaver skulle betyde afskedigelser af allerede ansatte, hvorfor de i første omgang forsøgte at se på mulighederne for omstrukturering via rokering i både afdelingen og i afdelingerne i andre byer. Indklagede oplyste derfor medarbejderne om, at de ville forsøge med en omstrukturering blandt de allerede eksisterende medarbejdere, da de var glade for og stolte af dem, de allerede havde ansat.

Klager var derved bekendt med, at virksomheden var nødsaget til at omstrukturere, med baggrund i tilførslen af sygeplejeopgaver, allerede inden hendes meddelelse om graviditet den 3. maj 2017.

Indklagedes direktør vurderede med baggrund i anciennitet, erfaring og kompetencer- både i virksomheden og i branchen - at [medarbejder A] var mest oplagt til omplacering. Dette orienterede direktøren ledelsen om i mail af 26. april 2017.

Indklagedes direktør modtog ikke en bekræftelse på e-mail fra driftschefen og afdelingschefen, da aftalerne derfra foregik over telefonen.

Formelt foregår ansættelser og afskedigelser i samarbejde mellem direktøren og driftschefen. Det er driftschefen, der har ansvaret for den daglige drift og det primære ansvar for ansættelser og afskedigelser. Direktøren står for samarbejdet med kommunerne mm.

Driftschefen havde planlagt at holde ferie i uge 18, fra 1. maj - 7. maj 2017, og det blev derfor besluttet, at afskedigelserne skulle effektueres, når han var tilbage fra ferie. Driftschefen vendte retur fra ferie den 8. maj 2017, hvorfor afskedigelsen blev forelagt klager samt [medarbejder B] samme dag. At virksomheden sendte en e-mail til klager med besked om, at der var omstruktureringer i gang, og at afskedigelsen ikke blev meddelt på dette tidspunkt, kan ikke lægges indklagede til last, idet det var en ledelsesmæssig beslutning, at afskedigelserne først skulle effektueres den 8. maj 2017, når driftschefen var tilbage fra ferie.

Beslutningen blev således truffet og meddelt internt i ledergruppen den 26. april 2017, før klager den 3. maj 2017, oplyste om sin graviditet.

Selv hvis Ligebehandlingsnævnet ikke finder, at e-mail af 26. april 2017 kan anses som dokumentation for en sådan beslutning, må det lægges til grund, at der på dette tidspunkt foregik en overvejelse af, hvor mange der kunne omplaceres.

Da det blev vurderet, at der kun kunne omplaceres en person, blev den endelige beslutning, som direktøren indstillede i e-mailen, truffet, hvilket beviser, at beslutningen allerede var truffet inden oplysningen om graviditeten.

Indklagede leverer praktisk hjælp, pleje og omsorg samt tilhørende til- købsydelser på ældreområdet i borgernes eget hjem. Indklagede beskæftiger cirka 80 faste medarbejdere, der er henholdsvis ufaglærte, social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Indklagede driver virksomhed med baggrund i kommunens visiterede bevillinger for de borgere, der vælger indklagede som leverandør. Selvom der blev tilført nye opgaver, betød dette ikke, at der var flere opgaver til social- og sundhedshjælperne, idet opgaverne hovedsageligt var for social- og sundhedsassistenter.

De social- og sundhedshjælpere, som klager har angivet, havde på tidspunktet for opsigelsen længere anciennitet og var mere stabile medarbejdere, hvorfor indklagede valgte at beholde disse medarbejdere ud fra en almindelig saglighedsbetragtning. [Medarbejder 1] havde således knap et års anciennitet hos indklagede, [medarbejder 2] havde syv måneders anciennitet, [medarbejder 3] havde knap tre års samlet anciennitet, da hun tidligere havde været ansat i en anden afdeling, [medarbejder 4] havde to års anciennitet, og [medarbejder 5] havde ligesom klager og [medarbejder B] kort anciennitet hos indklagede, men havde tre års anciennitet i branchen, og var en stabil medarbejder.

Det bestrides således, at der var andre alternative muligheder for afskedigelse.

Indklagede finder det i øvrigt påfaldende, at klager oplyste om sin graviditet på et tidspunkt, hvor hun endnu ikke var tre måneder henne, hvilket oftest er det tidspunkt, man er sikker på sin graviditet. Det forekommer derfor som et forsøg på at blive særligt beskyttet mod afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Klager tiltrådte sin stilling hos indklagede den 13. marts 2017. Den 4. maj 2017 meddelte hun indklagede, at hun var gravid. Klager blev

afskediget den 8. maj 2017 med virkning fra den 29. maj 2017.

Det er derfor ubestridt, at indklagede havde kendskab til klagers graviditet på tidspunktet, hvor afskedigelsen fandt sted.

Da afskedigelsen er sket under klagers graviditet, finder reglerne om omvendt bevisbyrde anvendelse. Det påhviler herefter indklagede at godtgøre, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet.

Afskedigelsen fandt sted blot 5 dage efter klagers meddelelse til indklagede om sin graviditet.

Efter sin ordlyd indeholdt e-mail af 26. april 2017 alene direktørens forslag til den daglige leder om at afskedige klager og en anden medarbejder. E-mailen blev ikke sendt til driftschefen, som ifølge indklagede var den person, der traf afgørelse om afskedigelse. Ligebehandlingsnævnet vurderer derfor, at indklagede ikke har godtgjort, at der var truffet endelig beslutning om at afskedige klager forud for meddelelsen om klagers graviditet.

Ligebehandlingsnævnet vurderer desuden, at indklagede ikke har godtgjort, at det ikke var muligt at omplacere klager til en anden stilling, herunder til en dagvagtsstilling eller en stilling et andet sted i virksomheden. Ved vurderingen har nævnet tillagt det vægt, at det var muligt at omplacere en anden medarbejder med samme uddannelsesmæssige baggrund som klager.

På denne baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet hverken helt eller delvist blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige klager.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 140.000 kr. svarende til seks måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 140.000 kr. til klager med procesrente fra den 6. september 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 8, om nævnets afvisning af klagen

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

§ 16, stk. 2, om godtgørelse

§ 16, stk. 4 om omvendt bevisbyrde

<2017-6810-50271>