Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævets afgørelse om køn - forvaltningsretlig genoptagelse

J. nr. 2017-6810-13154

En forening anmodede om genoptagelse af en sag, hvor de af Ligebehandlingsnævnet var blevet tilpligtet at betale en godtgørelse på 50.000 kr. til en kvinde for forskelsbehandling på grund af køn. Foreningen gjorde gældende, at de ikke havde været klar over, at de var indklaget i sagen, og at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til arbejdsgiveransvaret i en BPA-ordning. Da der ikke var sket sagsbehandlingsfejl, og da nævnet havde handlet inden for sin kompetence, forelå der ikke særlige grunde, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Nævnet afviste derfor at genoptage sagen.

Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede B er grundlag for at genoptage Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 14. december 2017 om forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Sagen skal ikke genoptages.

Sagsfremstilling

Klager indgav den 17. februar 2017 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra en stilling som BPA-hjælper hos A.

A er en handicappet kvinde, som er bevilliget en BPA-ordning efter serviceloven. A er tilknyttet foreningen B, som varetager arbejdsgiveransvaret i forbindelse med ansættelse af handicaphjælpere som led i BPA-ordningen.

I klageskemaet var det indledningsvist oplyst, at klagen vedrørte A. Klager fremsatte i selve klagen krav om, at A skulle betale godtgørelse, idet hun henviste til en forudgående korrespondance mellem hendes forbund og henholdsvis A og B, som var vedlagt klagen.

Det fremgår af korrespondancen, at klagers forbund den 15. juni 2016 rettede et krav om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven mod foreningen B. I den efterfølgende korrespondance med forbundet afviste B kravet, da de ikke mente, at der var indgået en ansættelsesaftale mellem B og klager. Den 29. august 2016 rettede forbundet derfor i stedet kravet om godtgørelse mod A, som henviste fagforbundet til at drøfte sagen med B på hendes vegne. Forbundet indledte herefter yderligere korrespondance med B om fordelingen af arbejdsgiveransvaret mellem A og B.

Parterne kunne ikke nå til enighed, og klager indgav herefter sin klage til Ligebehandlingsnævnet.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet iværksatte den 16. marts 2017 høring af A.

I sit høringssvar af 3. april 2017 oplyste A indledningsvist, at hun ikke kunne forstå, at hun kunne være genstand for klagen. Hun oplyste videre, at hun havde overdraget arbejdsgiverbeføjelsen over sine BPA-hjælpere til B, ligesom hun redegjorde for aftalens indhold og det konkrete forløb vedrørende klager.

Efter modtagelsen af A’s bemærkninger iværksatte sekretariatet den 6. april 2017 høring af B. Af høringsbrevet fremgik blandt andet:

”Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet har den 17. februar 2017 modtaget vedlagte klage fra [klager].

Som det fremgår af klagen, mener [klager], at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra en stilling som handicaphjælper hos [A], som er tilknyttet [B].

Klagen har været forelagt [A], der har svaret som det fremgår af vedlagte brev af 3. april 2017 med bilag.

Sekretariatet skal til brug for sagens videre behandling bede om jeres bemærkninger til [klagers] klage og [A]’s bemærkninger hertil.

Herunder ønskes det særligt oplyst, hvordan arbejdsgiveransvaret er fordelt mellem [B] og [A].

Vi vil sende jeres bemærkninger til høring hos [klager]

Når vi har afgjort sagen, vil vi sende et brev med afgørelsen.

…”

B afgav høringssvar den 12. april 2017. B oplyste indledningsvist blandt andet:

”Som det fremgår af de bilag, der var medsendt brevet af 6. april, så var [B] inddraget i sagen allerede sidste sommer (2016), hvor [klagers forbund] skrev direkte til [B]. [Forbundets] henvendelse er foreløbig endt med ikke at være en sag mellem [B] hhv. [arbejdsgiverforening] og [forbundet]. Nu kan [B] konstatere, at det er blevet en sag for nævnet om 2 private borgeres samtaler – og mulige aftaler og forståelse/misforståelse af samme. ”

I høringssvaret redegjorde B herefter for indholdet af BPA-ordningen. B afviste, at klager havde opnået ansættelse i B, da B ikke havde modtaget et oplysningsskema om ansættelse af klager fra A.

I de efterfølgende høringsrunder foretog sekretariatet høring af klager, A og B. B afgav yderligere høringssvar den 3. juli 2017, den 3. august 2017 og den 29. august 2017.

I sine høringssvar gentog B, at klager ikke kunne anses for at være ansat hos foreningen. B anfægtede desuden klagers forklaring om det konkrete ansættelsesforløb og opfordrede hende til at fremlægge en række dokumenter. B tilkendegav også, at der efter deres opfattelse ikke var sket forskelsbehandling på grund af køn.

Ligebehandlingsnævnet traf den 14. december 2017 afgørelse i sagen. Nævnet vurderede, at det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling som BPA-hjælper hos A. Ved afgørelsen blev B tilpligtet at betale en godtgørelse til klager på 50.000 kroner med procesrente fra den 17. februar 2017, hvor klagen var modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Af nævnets begrundelse for afgørelsen fremgår:

”…

Nævnet lægger på baggrund af klagers og indklagede A’s oplysninger til grund, at indklagede A under ansættelsessamtalen den 5. juni 2016 tilkendegav over for klager, at hun ønskede at ansætte hende som handicaphjælper. Klager deltog den 8. juni 2016 i oplæring til stillingen, og det blev samtidig aftalt, at klager skulle starte som handicapmedhjælper mandag den 12. juni 2016.

Klager oplyste i en SMS sendt den 11. juni 2016 til indklagede A, at hun havde byttet en vagt tirsdag den 14. juni 2016, fordi hun skulle have sat æg op om mandagen. Klager havde forinden oplyst indklagede A om, at hun var i fertilitetsbehandling.

Den 12. juni 2016 meddelte indklagede A klager i en SMS, at hun alligevel ikke kunne bruge klagers arbejdskraft, idet hun var bange for, at klager ville have behov for at holde en del fri i forbindelse med ”projekt baby”.

Nævnet vurderer, at indklagede A forud for den 12. juni 2016 havde indgået en aftale om ansættelse af klager på vegne af indklagede B.

På dette tidspunkt havde klager således deltaget i oplæring, ligesom tidspunktet for hendes tiltræden i stillingen var aftalt mellem klager og indklagede A. Selvom indklagede B ikke havde modtaget en udfyldt oplysningsseddel om ansættelsen eller udfærdiget en ansættelseskontrakt med klager, var indklagede A efter oplysningerne om aftaleforholdet med indklagede B bemyndiget til selv at træffe beslutning om ansættelse af handicaphjælpere og indgå foreløbig aftale herom.

Indklagede A’s besked til klager af 12. juni 2016 havde efter sit indhold karakter af en afskedigelse. På tidspunktet for afskedigelsen var klager i fertilitetsbehandling, hvilket indklagede A var vidende om.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Hvis en person, der i øvrigt anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Da klager ikke var gravid på afskedigelsestidspunktet, finder ligebehandlingslovens regel om delt bevisbyrde anvendelse.

Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremgik således direkte af indklagede A’s besked til klager af 12. juni 2016, at hun ikke kunne bruge klagers arbejdskraft, fordi hun var bange for, at klager ville skulle have en del fri i forbindelse med ”projekt baby”.

Indklagede B har ikke heroverfor godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 50.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede B skal herefter betale 50.000 kr. til klager med procesrente fra den 17. februar 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. ”

B har den 22. januar 2018 anmodet om, at Ligebehandlingsnævnet genoptager sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af klager og indklagede A i forbindelse med B’s anmodning om genoptagelse.

Indklagede B’s bemærkninger

Indklagede B har anmodet om, at sagen genoptages, idet særlige grunde taler herfor.

Afgørelsen udgør en krænkelse af B’s retssikkerhed.

Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at B skal betale en godtgørelse, selvom B ikke har været indklaget i sagen. B har således ikke haft mulighed for at varetage sine interesser som indklaget og har herunder bl.a. ikke været repræsenteret ved en advokat under sagens behandling.

Det fremgik af klagen, at denne vedrørte A. B havde ikke på baggrund af sekretariatets brev af 6. april 2017 mulighed for at indse, at nævnet også betragtede B som indklaget i sagen. Det måtte derfor være klart for nævnet, at B udtalte sig som repræsentant for A med henblik på at forsvare hende som indklaget i sagen.

Det måtte også være klart for nævnet, at A og B havde modsatrettede interesser i sagen, hvis de begge var indklaget i sagen. I så fald kunne B ikke udtale sig som repræsentant for A.

Endelig burde det være klart for nævnet, at B ville have overdraget sagen til en advokat, hvis B havde været klar over, at foreningen var indklaget i sagen. B overdrog således sagen til en advokat, da klagers forbund indledningsvist fremsatte krav om godtgørelse over for B.

B blev først bekendt med sin status som indklaget, da foreningen modtog Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

Ligebehandlingsnævnet har heller ikke kompetence til at tage stilling til arbejdsgiveransvaret i en BPA-ordning.

Når arbejdsgiverbeføjelserne for en borgers BPA-hjælpere er overdraget til en forening efter servicelovens regler herom, er borgeren som arbejdsleder ikke ansat i foreningen. Foreningen har ingen instruktions-, kontrol- eller sanktionsbeføjelse over for borgeren, når borgeren agerer som arbejdsleder for hjælperne eller for borgerens handlinger i øvrigt.

Situationen kan sammenlignes med den situation, hvor en vikar i et vikarbureau bliver indlejet af en brugervirksomhed. Vikarbureauet er arbejdsgiver for vikaren, men har ikke instruktions- og kontrolbeføjelse i forhold til det arbejde, som vikaren udfører i brugervirksomheden. Derfor er det også fastslået i retspraksis, at arbejdsgiveransvaret er delt mellem vikarbureau og brugervirksomhed, så brugervirksomheden er ansvarlig for de forhold, som virksomheden har instruktions- og kontrolbeføjelsen over.

Det er efter lovgivningen og retspraksis uafklaret, hvem der er ansvarlig for en hændelse som i den nærværende sag. Dette forudsætter en fortolkning af lov om social service, som ligger uden for nævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler for det.

Der kan for eksempel ske genoptagelse, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen, når disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen. Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper.

Indklagede B har været partshørt i alle høringsrunder under sagens behandling. Det fremgik af det indledende høringsbrev til B af 6. april 2017, at klager ifølge klagen mente, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra en stilling som handicaphjælper hos A, som var tilknyttet foreningen B. Det fremgik også af høringsbrevet, at spørgsmålet om fordelingen af arbejdsgiveransvaret mellem A og B var centralt for sagen.

Også forud for klagens indgivelse til nævnet havde spørgsmålet om fordelingen af arbejdsgiveransvaret mellem A og B været drøftet mellem parterne. I sit første høringssvar af 3. april 2017 gjorde A tilsvarende gældende, at hun ikke var rette indklagede, idet hun havde overdraget arbejdsgiveransvaret til B. I høringsbrevet af 6. april 2017 blev B hørt til både klagen med bilag og A’s bemærkninger af 3. april 2017 til klagen og dens genstand.

Herefter og efter indholdet af B’s efterfølgende høringssvar vurderer nævnet, at B måtte være klar over, at foreningen blev betragtet som indklaget i sagen.

Der er således ikke begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med høringen af B. Det, der er anført af B herom, giver herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).

Efter ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Det ligger inden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at fastslå, hvem der som arbejdsgiver er pligtsubjekt efter ligebehandlingsloven.

Det, som B har anført om nævnets kompetence, kan herefter ikke føre til, at der foreligger særlige grunde, der kan begrunde en genoptagelse af sagen.

Nævnet genoptager derfor ikke sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 10, om genoptagelse

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

§ 16, stk. 2 om godtgørelse

§ 16 a om delt bevisbyrde

<2017-6810-13154>