Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - religion - tro - ansættelse - stillingsopslag - ej medhold

J. nr. 18-1734

En organisation annoncerede efter to medarbejdere til stofindtagelsesrum. Organisationen forventede ifølge opslaget, at ansøgere var medlem af folkekirken og kunne arbejde ud fra organisationens kristne livs- og menneskesyn. En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn og religion eller tro. Hun havde været ansat som vikar og siden i en tidsbegrænset stilling med arbejde i den indklagede organisations stofindtagelsesrum og varmestuer og havde deltaget i en ansættelsessamtale. Kvinden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at organisationen ved sin beslutning om ikke at ansætte hende i en af de to ledige stillinger helt eller delvist havde lagt vægt på hendes køn. I forhold til klagen over religion eller tro fandt nævnet, at arbejdet i stofindtagelsesrum og varmestue indebærer arbejde, som ligger inden for organisationens kerneområde, og at kravet om medlemskab af den danske folkekirke i dette konkrete tilfælde derfor ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og religion eller tro i forbindelse med annoncering efter medarbejdere og afslag til klager på ansættelse i stofindtagelsesrum og varmestue.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager fik afslag på ansættelse hos indklagede.

Det var heller ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede stillede krav om, at medarbejdere til stofindtagelsesrum og varmestue skulle være medlem af folkekirken og kunne arbejde ud fra indklagedes kristne livs- og menneskesyn.

Sagsfremstilling

Klager havde fra den 28. april 2016 og frem til den 23. juni 2016 været beskæftiget i praktik hos indklagede. Herefter blev hun ansat som vikar.

Med virkning fra den 1. november 2016 overgik klager til ansættelse som assistent 33 timer ugentligt hos indklagede med arbejde i stofindtagelsesrum og varmestuer. Ansættelsen var tidsbegrænset til ophør den 31. december 2017. Det fremgår af ansættelseskontrakten, at der til assistentstillinger forventedes medlemskab af den danske folkekirke. Der kunne i enkelte tilfælde ved ansøgning gives dispensation herfor.

Ved opslag af 21. august 2017 annoncerede indklagede efter to medarbejdere med sundhedsmæssig og/eller pædagogisk baggrund til stofindtagelsesrum til tiltrædelse den 1. november 2017. Det fremgår af opslaget, at indklagede forventede, at ansøgere var medlem af folkekirken og kunne arbejde ud fra indklagedes kristne livs- og menneskesyn.

Om valg af medarbejdere fremgår af indklagedes grundregler:

”…

[Indklagede]s ansatte medarbejdere søges blandt medlemmer af Den Danske Folkekirke, såfremt dette er af betydning for [indklagede]s virksomhed. [Indklagede]s ansatte og frivillige medarbejdere arbejder ud fra [indklagede]s målsætning og kristne menneskesyn.

…”

Der blev indkaldt fem personer til samtale, herunder klager. Indklagede valgte at ansætte en pædagog, der efter det oplyste havde arbejdet flere år med psykisk syge og havde flere års erfaring med direkte kontakt med personer fra stofindtagelsesrummets målgruppe. Herudover ansatte man en sygeplejerske, der efter det oplyste havde arbejdet i Danmarks største stofindtagelsesrum i København. Der var tale om en kvindelig og en mandlig ansat.

Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 6. december 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn og det forhold, at hun ikke er medlem af folkekirken. Hun ønsker en godtgørelse.

Til støtte for opgørelsen af kravet på godtgørelse har klager henvist til Højesterets dom af 13. juni 2013 (U. 2013.2575H) og til fast retspraksis.

Ultimo august 2017 blev klager af sin leder oplyst om, at hendes stilling ville blive slået op, og hun blev opfordret til at søge stillingen. Hun blev oplyst om, at ansøgning blot var formalia. Klager gjorde lederen opmærksom op, at hun var interesseret i at fortsætte i jobbet, og at hun ville søge stillingen.

Religion eller tro

Ved samtale den 27. september 2016 blev klager oplyst om, at det var et problem, at hun ikke er medlem af folkekirken.

Klager tiltrådte ikke sin oprindelige stilling på baggrund af et stillingsopslag. Der blev derfor ikke stillet krav om, at hun skulle være medlem af folkekirken. På forespørgsel om krav om medlemskab inden klager underskrev kontrakten, blev hun mundtligt oplyst om, at medlemskab af folkekirken ikke var nødvendigt.

Til trods for, at klager ikke var medlem af folkekirken, da hun tiltrådte sin stilling, blev medlemskab af folkekirken pludselig opstillet som kriterium.

Indklagede havde siden april 2016 været bekendt med, at klager ikke er medlem af folkekirken. Klager formoder, at andre ansatte hos indklagede heller ikke er medlem af folkekirken.

Klager oplevede aldrig under sin ansættelse i mere end et år, at der skulle ske nogen former for kristelig forkyndelse over for brugerne. Det er præstens opgave at forkynde, og der skal derfor henvises til præsterne, hvilket ledelsen hos indklagede flere gange påpegede over for medarbejderne.

Medarbejderne skal derimod kunne stå inde for indklagedes værdier: nærvær, varme og omsorg. Dette er ikke blot kristne værdier men almen medmenneskelighed.

Klager blev oplyst om, at hun ikke fik stillingen grundet to forhold, hvoraf det ene var manglende medlemskab af folkekirken. Der blev således ikke foretaget en konkret vurdering.

Det er bemærkelsesværdigt, at indklagede under sagens behandling for nævnet skriver, at medlemskab af folkekirken ikke har betydning, da det direkte fremgår af stillingsopslaget af 21. august 2017, at man forventede, at ansøgere var medlem af folkekirken og kunne arbejde ud fra indklagedes kristne livs- og menneskesyn.

Der er ikke tydelighed omkring brugen af medlemskab og ikke medlemskab som en nødvendighed. Indklagedes vage argumenter om, at medlemskab af folkekirken kan have betydning, kan derfor ikke fastholdes over for klager, som forud for forskelsbehandlingen var ansat flere måneder i samme stilling. Der er tale om en omgåelse af forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 1. Det forekommer således meget uklart, hvorvidt indklagede er af den opfattelse, at et medlemskab af folkekirken er en forudsætning for ansættelse.

Køn

Til samtalen blev klager oplyst om, at det var et problem, at hun ikke er en mand, og at hun sidste gang var heldig, fordi ingen kompetent mand søgte stillingen. Det var der denne gang, og derfor fik hun ikke stillingen.

Der blev på baggrund af opslaget ansat to medarbejdere; en kvinde og en mand. Manden tiltrådte sin stilling den 1. januar 2018, hvilket var dagen efter, at klagers ansættelse udløb.

Klager stoppede i den tidsbegrænsede stilling den 31. december 2017, hvorefter den mandlige medarbejder tiltrådte i klagers stilling og overtog hendes rul dagen efter. Indklagede ønskede at have en mandlig ansat i stofindtagelsesrummet og i varmestuen, hvilket er i tråd med, hvad klager fik at vide den 27. september 2017. Klagers kvindelige kollega, der ophørte i sin ansættelse i august 2017, blev afløst af den kvindelige ansøger.

Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling.

Hvis klager mod forventning bliver tilkendt en godtgørelse, skal godtgørelsen fastsættes til maksimalt 25.000 kr., idet tvisten ikke omhandler afskedigelse men afslag på ansættelse. Indklagede har henvist til Højesterets domme af 11. november 2011 (U. 2012.511H) og 29. januar 2008 (U. 2008.957H).

Køn

Klager blev ansat i den tidsbegrænsede stilling på grund af usædvanlig travlhed. Indklagede forventede, at travlheden ville være forbigående, og at der efter den 1. januar 2018 ikke ville blive ydet kommunalt tilskud til stofindtagelsesrummet.

I sommeren 2017 modtog indklagede – samtidig med information om, at der på ny ville blive ydet tilskud til stofindtagelsesrummet i 2018 – en opsigelse fra en fastansat medarbejder.

På den baggrund blev der i august 2017 opslået to identiske stillinger til indklagedes stofindtagelsesrum.

På egen forespørgsel blev klager informeret om, at hun på lige fod med andre ansøgere kunne søge en af de ledige stillinger. Indklagede bestrider, at klager blev ”prikket til” eller opfordret til at søge en af de ledige stillinger, ligesom det heller ikke blev tilkendegivet, at der bare var tale om formalia.

Indklagede modtog 77 ansøgninger. Klager blev sammen med fire andre ansøgere indkaldt til samtale.

Ansættelsesudvalget lagde ved besættelse af stillingerne afgørende vægt på uddannelse og erfaring i forhold til målgruppen. På den baggrund besluttede et enigt ansættelsesudvalg at ansætte to af de andre ansøgere - en mand og en kvinde - som ud fra en samlet vurdering blev fundet bedst kvalificerede. De to udvalgte havde en større grad af den ønskede erfaring end klager. Indklagede afviser, at kandidaternes køn indgik i vurderingen.

I forbindelse med en forestående ansættelse har en arbejdsgiver frit skøn i vurderingen af, hvilke kvalifikationer en given stilling kræver, herunder om disse er opfyldte hos ansøgerne.

De to medarbejdere, som man valgte at ansætte, havde mere erfaring og bredere kompetencer end klager, der var en forholdsvis nyuddannet pædagog med begrænset praktisk erfaring.

Den kvindelige kandidat kunne tiltræde den 1. december 2017, mens den mandlige kandidat kunne tiltræde den 1. januar 2018. Det var således tilfældigt, at det var den mandlige kandidat, der startede dagen efter, at klager var fratrådt. Eftersom der var tale om to identiske stillinger opslået i samme opslag, er det uden betydning, hvem der tidsmæssigt startede før eller efter klager var fratrådt. Det giver derfor ikke mening at tale om, hvorvidt den ene stilling var klagers. Kandidaterne meddelte og bestemte dermed, hvornår de hver især kunne tiltræde.

Indklagede afviser, at klager blev fravalgt på grund af sit køn. Der er intet rimeligt grundlag for at antage, at indklagede skulle have tillagt køn betydning i forhold til besættelsen af stillingerne.

Indklagede bestrider, at klager under samtalen fik oplyst, at det var et problem, at hun ikke var en mand. Dette bestyrkes af det faktum, at indklagede ansatte både en mand og en kvinde i to identiske stillinger.

Det er ikke korrekt som anført af klager, at hun ultimo 2016 alene fik den tidsbegrænsede stilling, fordi ingen kompetent mand søgte stillingen. Den tidsbegrænsede stilling blev aldrig slået op, og der var derfor ikke andre ansøgere.

Belysning af de nærmere omstændigheder i forbindelse med besættelsen af stillingerne, herunder udvælgelse af kandidater, valget mellem flere egnede kandidater og baggrunden for at fortsætte med to valgte kandidater, kan kunne ske ved førelse af vidner. Sagen bør allerede af denne årsag afvises.

Religion eller tro

Indklagedes målsætning er at yde hjælp til nødstedte mennesker, og denne målsætning søges blandt andet nået gennem gudstjeneste, sjælesorg og forkyndelse. Derudover er indklagedes kerneopgave at udøve folkekirkeligt, diakonalt arbejde med udgangspunkt i det kristne

evangelium.

Medarbejdere søges blandt medlemmer af den danske folkekirke, såfremt dette er af betydning for indklagedes virksomhed.

Dette følger af indklagedes grundregler fremlagt for nævnet.

Indklagede forventer som udgangspunkt medlemskab af den danske

folkekirke i stillinger, hvis arbejde er relateret til de mennesker, der opsøger indklagedes diakonale, sociale arbejde. Indklagede kræver således ikke medlemskab af den danske folkekirke til alle stillinger.

Det har betydning, at de medarbejdere, der skal have den direkte daglige brugerkontakt i stofindtagelsesrummet og døgnvarmestuen er medlemmer af den danske folkekirke. Arbejdet indebærer i henhold til de opslåede stillinger arbejde, der ligger inden for indklagedes kerneområde. Medarbejderne skal have direkte kontakt med brugerne, herunder kunne føre en sjælesorgssamtale ud fra den kristne tro, forkynde evangeliet om Guds kærlighed og bede en bøn. Det er endvidere vigtigt for brugerne at vide, hvad indklagede står for, og hvilken grundlæggende tros- og livsforståelse de møder.

Indklagede tager ved hvert enkelt stillingsopslag og/eller ved hver besættelse af en stilling konkret stilling til behovet for medlemskab af den danske folkekirke.

Klager blev ikke fravalgt på grund af sit manglende medlemskab af den danske folkekirke. Klager blev netop indkaldt til samtale. Hun blev imidlertid ikke tilbudt ansættelse, fordi der var to andre kandidater, der ud fra en samlet vurdering var bedre kvalificerede. Det blev således ikke aktuelt konkret at tage stilling til behovet for medlemskab af den danske folkekirke.

Hvis indklagede i den konkrete situation havde lagt vægt på, om kandidaterne var medlem af den danske folkekirke, ville indklagede have været berettiget hertil, da arbejdet i stofindtagelsesrummet og i varmestuen indebærer arbejde, der ligger inden for indklagedes kerneområde. Kravet om medlemskab af den danske folkekirke er derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet slog ved tidligere afgørelser af 18. maj 2011 (sagsnummer 2500250-10) og 8. februar 2012 (sagsnummer 7100132-12) fast, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven at stille krav om tilhørsforhold til en bestemt religion, når stillingen drejede sig om den pågældende organisations kerneområde.

Indklagede bestrider klagers påstand om, at klager blev informeret om, at der i relation til de ledige stillinger kunne ses bort fra medlemskab af den danske folkekirke, eller at klager ikke fik tilbudt stillingen på grund af sit manglende medlemskab. Klager blev indkaldt til samtale, men fik ikke tilbudt en af de ledige stillinger, fordi de andre kandidater var bedre kvalificerede. Der kan konkret ses bort fra kravet om medlemskab af den danske folkekirke ved for eksempel tidsbegrænsede stillinger, fordi der netop er tale om en tidsbegrænset stilling.

Dispensation efter forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2 er ikke nødvendigt for, at indklagede kan stille som krav, at ansatte er medlem af den danske folkekirke, idet kravet om medlemskab af den danske folkekirke står i fornuftigt forhold til det udtrykte formål, som indklagede forfølger.

Det følger direkte af forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 6, at "kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan fastsætte eller opretholde bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under hensyntagen til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng de indgår i udgør et regulært, legitimt og erhvervsmæssigt berettiget krav på baggrund af organisationens etik". Kravet om medlemskab

af den danske folkekirke står altså i fornuftigt forhold til det udtrykte formål, som indklagede forfølger.

Forskelsbehandlingslovens § 6, stk. 2 om dispensation, tager - i modsætning til § 6, stk. 1 - alene sigte på de situationer, hvor arbejdsgivers udtrykte formål netop ikke er at fremme et bestemt politisk eller religiøst standspunkt eller en bestemt trosretning. Det fremgår da også direkte af forarbejderne til forskelsbehandlingslovens

§ 6, stk. 2, at dispensation kræves, hvis det fx ønskes, at der blandt de ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet findes personer med en særlig etnisk baggrund.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Køn:

Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved blandt andet ansættelser.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagers tidsbegrænsede stilling hos indklagede ophørte med udgangen af december 2017. Hun søgte en af de opslåede stillinger og deltog ligesom fire andre kandidater i en ansættelsessamtale. Klager fik afslag på ansættelse, og indklagede besatte de to stillinger med en mand og en kvinde.

Klager har oplyst, at hun under samtalen blev oplyst om, at det var et problem, at hun ikke var en mand. En mand havde søgt stillingen, hvorfor klager ikke blev tilbudt stillingen på grund af sit køn.

Indklagede har heroverfor afvist at have henvist til klagers køn eller at have tillagt køn betydning i forhold til besættelsen af stillingerne.

Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke herved har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede ved sin beslutning om ikke at ansætte klager i en af de to ledige stillinger helt eller delvist har lagt vægt på klagers køn.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Religion eller tro:

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt religion eller tro. Dette forbud gælder ikke, hvis en arbejdsgiver i henhold til forskelsbehandlingslovens undtagelsesbestemmelser kan foretrække lønmodtagere med et bestemt kendetegn.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed har som sit udtrykte formål at fremme et bestemt religiøst standpunkt eller en bestemt trosretning, og hvor lønmodtagerens religiøse overbevisning eller trosretning må anses for at være af betydning for virksomheden.

De medarbejdere, der arbejder i indklagedes stofindtagelsesrum og varmestue har direkte kontakt med indklagedes brugere. Nævnet lægger til grund, at arbejdet i stofindtagelsesrum og i varmestue i overensstemmelse med indklagedes oplysninger indebærer, at den pågældende medarbejder skal kunne føre sjælesorgssamtale ud fra den kristne tro, skal kunne forkynde evangeliet om Guds grænseløse kærlighed samt skal kunne bede en bøn.

Nævnet finder herefter, at arbejde i indklagedes stofindtagelsesrum og varmestue indebærer arbejde, som ligger inden for den indklagede organisations kerneområde, og at kravet om medlemskab af den danske folkekirke i dette konkrete tilfælde derfor ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nævnet lægger i overensstemmelse med indklagedes oplysninger til grund, at klager ikke tidligere var spurgt om medlemskab af folkekirken, fordi hun blev ansat i en tidsbegrænset stilling. Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede ansatte de to bedst kvalificerede til stillingerne.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3 og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

§ 16 a, om delt bevisbyrde

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

§ 5, om annoncering

§ 6, stk. 1, om undtagelse til forbuddet mod forskelsbehandling

<18-1734>