Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om den pædagogiske assistentuddannelse

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, og § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 30. august 2018, og efter bestemmelse fra, samråd med og inddragelse af Fagligt udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen (PASS), fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Den pædagogiske assistentuddannelse har som erhvervsuddannelse som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Praktiske pædagogiske opgaver, indsatser og aktiviteter.

2) Pædagogisk omsorgs- og relationsarbejde, der understøtter og styrker målgruppens trivsel og udvikling.

3) Praktisk pædagogisk arbejde, der styrker målgruppens livskvalitet og motivation til et sundt og aktivt liv, gennem sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.

4) Praktisk pædagogisk arbejde med velfærdsteknologi, sociale og digitale medier, der understøtter teknologisk forståelse samt digital kultur.

5) Evaluering, dokumentation, samarbejde og kommunikation i forhold til områdets organisering og med henblik på udvikling af den pædagogiske praksis.

Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med specialet pædagogisk assistent, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 3. Uddannelsen udbydes med talentspor.

Stk. 4. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb. Uddannelsen tilrettelagt som eux-forløb omfatter alle uddannelsens kompetencemål.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer fra 3 år og 1½ måned til 4 år, inklusive grundforløbet.

Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens speciale 2 år og 1½ måned, hvoraf skoleundervisningen udgør 47 uger fordelt på mindst 3 skoleperioder.

Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens speciale 2 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 42 uger.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst 3 skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer uddannelsens hovedforløb for elever i eux-forløb 3 år, hvoraf skoleundervisningen udgør 82,2 uger fordelt på mindst 4 skoleperioder. Alle skole- og praktikperioder, der ikke er afsluttende, skal have et omfang af ca. et halvt års varighed. To skoleperioder kan placeres i forlængelse af hinanden.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Metoder til dokumentation af eget arbejde.

2) Målgruppe-tilpasset faglig formidling, herunder til kolleger og pårørende.

3) Fagsprogets betydning og de mest almindelige fagudtryk inden for det pædagogiske område.

4) Kommunikationsteori, herunder viden om kommunikation i forhold til forskellige målgrupper.

5) Kulturforståelse og inddragelse af den pædagogiske målgruppe.

6) Relevante pædagogiske metoder, herunder konflikthåndtering, vejledning, guidning og motivationsarbejde.

7) Sikkerheds- og arbejdsmiljøorganisationen, herunder det psykiske arbejdsmiljø med fokus på trivsel og forebyggelse af vold.

8) Fysiske, mikrobiologiske og kemiske faktorer, der påvirker hygiejnen, herunder temperatur og eksponentiel vækst.

9) Gældende ergonomiske principper ved jobudøvelsen.

10) Relevant lovgivning, der vedrører samarbejdsflader på det pædagogiske arbejdsmarked, særligt i forhold til forskellige målgrupper i det pædagogiske arbejde.

11) Rettigheder og pligter som fagperson i et ansættelsesforhold, herunder tavshedspligt.

12) Den pædagogiske sektors opbygning, faggruppens placering og det tværfaglige samarbejde.

13) Aktuel velfærdsteknologi og digitale medier, der kan anvendes i det pædagogiske arbejde, under hensyntagen til målgruppen.

14) Hensigtsmæssig anvendelse af digitale og sociale medier i det pædagogiske arbejde, både som aktivitet og som redskab til faglig dialog og formidling.

15) Faktorer der påvirker det enkelte menneskes sundhed.

16) Kost og motions betydning for fysisk og psykisk velvære.

17) Kostens sammensætning, herunder beregning af energibehov og –forbrug, vitaminer og næringsstoffer.

18) Sundheds- og hygiejneopgaver på den pædagogiske arbejdsplads.

19) Sundhedsfremmende arbejde.

20) Inklusionsbegrebet i det pædagogiske arbejde.

21) Udviklingspsykologiske perspektiver og retninger, der er relevante for pædagogisk arbejde med det lille barn.

22) Undervisning, didaktik og inklusion i grundskolen.

23) Aktuelle metoder i det pædagogiske arbejde inden for handicap- og psykiatriområdet, herunder kendskab til rehabilitering og faktorer der fremmer eller hæmmer menneskers motivation for egenomsorg.

24) Målgrupperelevante pædagogiske aktiviteter – herunder fysiske, musiske, æstetiske, kulturelle og praktiske aktiviteter.

25) Aktiviteters betydning for sundhed og trivsel.

26) Psykologiske og sociologiske processer, der omhandler individets samspil med andre.

27) Selvevalueringsredskaber, herunder evaluering af egen læring.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Metoder til dokumentation og faglig formidling i skrift og i tale, under hensynstagen til modtagerens forudsætninger.

2) Metoder til aktiv lytning og til at kunne udvise empati i samarbejdet.

3) Metoder til at kommunikere og samarbejde med andre fagpersoner, børn, forældre, borgere og pårørende.

4) Metoder til at anvende konfliktnedtrappende kommunikation.

5) Forklaring af betydningen af at videregive observationer og udførte opgaver til relevante samarbejdspartnere.

6) Redskaber til at udøve jobfunktionen under hensyntagen til de sikkerhedsmæssige, arbejdsmiljømæssige og ergonomiske regler.

7) Demonstration af, hvordan man indretter arbejdsstedet og bruger sin krop efter gældende ergonomiske principper.

8) Metoder til forebyggelse af institutionsinfektioner.

9) Metoder til at forebygge psykisk og fysisk vold.

10) Forklaring af egen faglig og professionel rolle i samarbejdet med andre.

11) Forklaring af det faglige og personlige ansvar, der er forbundet med at arbejde inden for det pædagogiske område.

12) Brancherettet velfærdsteknologi og digitale medier til pædagogiske aktiviteter og elektronisk kommunikation.

13) Metoder til at understøtte fysisk og psykisk velvære gennem kost og motion.

14 Behandle statistiske informationer om kostens sammensætning og betydning for fysisk og psykisk velvære.

15) Identifikation af forhold omkring sundhed og påpegning af sundheds- og hygiejneopgaver på den pædagogiske arbejdsplads.

16) Redskaber i det sundhedsfremmende arbejde.

17) Identifikation af forskellige pædagogiske målgrupper, herunder beskrivelse af målgruppens forudsætninger for udvikling.

18) Demonstration af, hvordan man igangsætter rehabiliterende pædagogiske aktiviteter.

19) Metoder til at igangsætte aktiviteter med betydning for sundhed og trivsel for forskellige pædagogiske målgrupper.

20) Metoder til at reflektere over egen praksis.

21) Demonstration af, hvordan man møder den pædagogiske målgruppe og pårørende på en etisk, empatisk og respektfuld måde.

22) Professionel ageren i et fagligt fællesskab.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) dokumentere eget arbejde og varetage faglig formidling til den pædagogiske målgruppe samt til kollegaer og pårørende,

2) anvende faglig kommunikation i skrift og i tale med samarbejdspartnere, børn, forældre, borgere og pårørende,

3) udøve jobfunktionen under hensynstagen til de grundlæggende sikkerhedsmæssige, arbejdsmiljømæssige, ergonomiske og hygiejniske principper og demonstrere afbrydelse af smitteveje i det pædagogiske arbejde,

4) deltage i det professionelle samarbejde på tværs af faggrupper og forstå betydningen af at arbejde inden for relevant lovgivning, der vedrører samarbejdsflader på det pædagogiske arbejdsmarked i forhold til forskellige pædagogiske målgrupper,

5) planlægge og igangsætte pædagogiske aktiviteter, der gør brug af velfærdsteknologi, digitale og sociale medier,

6) anvende digitale medier i simple pædagogiske situationer som redskab til faglig dialog og formidling,

7) medvirke i det sundhedsfremmende arbejde i relation til den pædagogiske målgruppe,

8) vejlede i valg af hensigtsmæssig livsstil ud fra viden om, hvad kost og motion betyder for fysisk og psykisk velvære, og hvordan det kan understøtte et godt arbejdsliv,

9) planlægge, gennemføre og evaluere pædagogiske aktiviteter målrettet forskellige pædagogiske målgrupper,

10) indgå i det pædagogiske arbejde med inklusion under hensyntagen til den pædagogiske målgruppes forudsætninger for udvikling,

11) planlægge, gennemføre og evaluere fysiske, musiske, æstetiske, kulturelle og praktiske aktiviteter under hensyn til den pædagogiske målgruppes sundhed og trivsel,

12) møde den pædagogiske målgruppe, pårørende og kollegaer på en etisk og respektfuld måde, herunder medvirke til at forebygge simple konflikter, og

13) udvise motivation og tage aktivt ansvar for egen læring, med fokus på egne ressourcer og begrænsninger.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter:

1) Dansk på D-niveau, bestået.

2) Samfundsfag på E-niveau, bestået.

3) Idræt på F-niveau, bestået.

4) Psykologi på F-niveau, bestået.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:

1) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne” efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016.

2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

Stk. 7. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i eux-hovedforløbet skal eleven ud over kravene i stk. 2-6 have gennemført følgende grundfag:

1) Dansk på C-niveau.

2) Engelsk på C-niveau.

3) Samfundsfag på C-niveau.

4) Matematik på C-niveau.

5) Idræt på C-niveau.

6) Psykologi på C-niveau.

Stk. 8. For elever, der opnår de i stk. 7 nævnte kompetencer i et grundforløb, skal fagene nævnt i bestemmelsens nr. 1-3 være gennemført i grundforløbets 1. del med varigheder på henholdsvis 2,5 uger, 3 uger og 2,5 uger, og fagene nævnt i nr. 4-6 være gennemført i grundforløbets 2. del med varigheder på henholdsvis 4 uger, 2 uger og 2 uger.

Stk. 9. De i stk. 5 fastsatte karakterkrav gælder tilsvarende for eux-elever på det niveau af grundfaget, som eleven skal have for at kunne påbegynde skoleundervisningen i hovedforløbet, jf. stk. 8, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4. Kompetencemålene for hovedforløbet er følgende:

1) Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre planlægge, gennemføre og evaluere begrundede pædagogiske forløb.

2) Eleven kan selvstændigt og i samarbejde med andre identificere pædagogiske mål samt anvende mål fra handle- og læreplaner i den daglige pædagogiske praksis.

3) Eleven kan selvstændigt varetage pædagogisk arbejde inden for rammerne af den gældende lovgivning.

4) Eleven kan arbejde selvstændigt med pædagogiske metoder, der understøtter nysgerrighed, trivsel, inklusion og udvikling.

5) Eleven kan selvstændigt igangsætte pædagogiske aktiviteter, der tilsigter deltagelse, involvering og medskabende processer for den pædagogiske målgruppe.

6) Eleven kan selvstændigt skabe rammer for leg og kreative aktiviteter samt observere og reflektere over legens betydning for målgruppens udvikling.

7) Eleven kan i samarbejde med andre selvstændigt understøtte den pædagogiske målgruppes evne til at kommunikere og indgå i sociale fællesskaber.

8) Eleven kan på en anerkendende, etisk og respektfuld måde udvise initiativ, selvstændighed, ansvarlighed og empati i det professionelle møde med andre.

9) Eleven kan selvstændigt varetage pædagogiske omsorgsopgaver, herunder etablere og indgå i professionelle relationer med den pædagogiske målgruppe.

10) Eleven kan selvstændigt understøtte den pædagogiske målgruppes mestring af opgaver og udfordringer i dagligdagen.

11) Eleven kan anvende viden om kognitiv og motorisk udvikling, bevægelse, krop og udeliv til at igangsætte fysisk udviklende aktiviteter.

12) Eleven kan anvende viden om nationale og lokale anbefalinger i det sundhedsfremmende arbejde.

13) Eleven kan selvstændigt motivere målgruppen til bevægelse samt igangsætte målrettede fysiske aktiviteter.

14) Eleven kan selvstændigt tage initiativ til samtaler om sundhed, der kan understøtte målgruppens kompetencer til at træffe sunde valg.

15) Eleven kan anvende hygiejniske retningslinjer til forebyggelse af smitsomme sygdomme i institutioner samt til at kunne afbryde smitteveje.

16) Eleven kan anvende it og digitale løsninger til informationssøgning, samarbejde, arbejdstilrettelæggelse, faglig formidling og dokumentation af det pædagogiske arbejde.

17) Eleven kan anvende digitale medier samt teknologiske løsninger som redskab i pædagogiske aktiviteter.

18) Eleven kan selvstændigt varetage målrettet kommunikation samt reflektere over kommunikationens betydning for dialog og samarbejde med den pædagogiske målgruppe, forældre, pårørende, andre faggrupper og kollegaer.

19) Eleven kan anvende viden om gældende regler og lovgivning for arbejdsmiljøområdet og selvstændigt indgå i samarbejdet om at udvikle et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

20) Eleven kan anvende viden om konfliktnedtrappende og voldforebyggende pædagogiske metoder til forebyggelse af fysisk og psykisk vold på arbejdspladsen.

21) Eleven kan selvstændigt reflektere over egen fagprofessionelle rolle samt etiske dilemmaer i det pædagogiske arbejde.

Stk. 2. I eux-forløb skal følgende fag m.v. gennemføres ud over de i stk. 1 fastsatte mål:

1) Dansk på A-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen, dog med undervisningstiden 170 timer svarende til 6,8 uger.

2) Engelsk på B-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen, dog med undervisningstiden 130 timer svarende til 5,2 uger.

3) Matematik på B-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen, dog med undervisningstiden 155 timer svarende til 6,2 uger.

4) Samfundsfag på B-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen eller fra uddannelsen til almen studentereksamen, dog med undervisningstiden 115 timer svarende til 4,6 uger.

5) Kommunikation og it på C-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen, dog med undervisningstiden 45 timer svarende til 1,8 uger.

6) Biologi på C-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen eller bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprog i erhvervsuddannelserne (grund- og erhvervsfagsbekendtgørelsen), dog med undervisningstiden 60 timer svarende til 2,4 uger.

7) Idéhistorie på B-niveau fra uddannelsen til teknisk studentereksamen, dog med undervisningstiden 130 timer svarende til 5,2 uger.

8) Erhvervsområdeprojekt, jf. læreplan om erhvervsområdet udviklet til brug for tekniske eux-forløb, med undervisningstiden 20 timer og fordybelsestiden 30 timer svarende til 2 uger.

9) Valgfag i form af et fag på C-niveau med undervisningstiden 75 timer svarende til 3 uger og løft af niveau i et fag, med undervisningstiden 125 timer svarende til 5 uger.

Stk. 3. Skolen skal som minimum udbyde følgende valgfag: et andet fremmedsprog på C-niveau og B-niveau.

Stk. 4. Fordybelsestiden fordeles af skolen med passende inddragelse af de principper for fordeling af fordybelsestid, som fremgår af reglerne om de gymnasiale uddannelser. Dele af fordybelsestiden kan afvikles i forbindelse med fag i grundforløbet.

Stk. 5. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning

§ 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve

§ 6. Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode.

Stk. 2. Den afsluttende prøve er en mundtlig prøve af 30 minutters varighed, som tager udgangspunkt i en projektopgave. Projektopgaven udarbejdes af eleven eller i et samarbejde mellem højest tre elever. Prøven kan gennemføres som en gruppeprøve med højest tre personer i hver gruppe. Opgaven stilles af skolen.

Stk. 3. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have bestået de obligatoriske og valgfri uddannelsesspecifikke fag. Eleven skal tillige have bestået prøver i grundfagene dansk og samfundsfag samt et uddannelsesspecifikt fag. Elever, der har valgt grundfaget engelsk, skal afslutte faget med prøve uden beståkrav.

Stk. 4. Ved afslutningen af en praktikperiode afgiver praktikvirksomheden en praktikerklæring. Der anvendes bedømmelsen ”godkendt/ikke godkendt”.

Stk. 5. Elever, der ikke har opnået bedømmelsen ”godkendt” i en praktikperiode, tilbydes et af den ansættende arbejdsgiver fastlagt praktikforløb og vurderes på ny.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder skolen på det faglige udvalgs foranledning et uddannelsesbevis til eleven, hvis praktikerklæringerne for hver enkelt praktikperiode er bedømt ”godkendt”.

§ 7. Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindeles med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 448 af 7. maj 2018 om den pædagogiske assistentuddannelse ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Elever nævnt i stk. 2 kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 28. september 2018

Styrelsesdirektør
Birgitte Hansen

/ Signe Hørby Aller


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

For at opfylde kravet om 2 års relevant erhvervserfaring*) skal eleven inden for de sidste fire år have været beskæftiget inden for minimum et af de følgende arbejdsområder:
- Dagplejen
- Daginstitutioner
- Skoleområdet, inkl. SFO
- Ungdoms- og fritidsklubber
- Dag- og botilbud for mennesker med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
 
Det er et krav, at ansøger har erfaring fra mindst en af følgende jobfunktioner:
- pædagogmedhjælper
- kommunal dagplejer
- omsorgsmedhjælper
- ikke-uddannet klubmedarbejder
- legepladsmedarbejder
 
og kan dokumentere
- selvstændigt at have tilrettelagt pædagogiske opgaver
- selvstændigt at have løst pædagogiske opgaver
- at have indgået i et pædagogisk team
 
*) Note:
Elever, der er fyldt 25 år når uddannelsen påbegyndes, og som har mindst 2 års relevant erhvervserfaring skal gennemføre et standardiseret uddannelsesforløb for voksne uden grundforløb og uden praktikuddannelse, men med mulighed for at modtage undervisning i og afslutte fag fra grundforløbet med sigte på at opnå certifikater, som er en forudsætning for overgang til uddannelsens hovedforløb, jf. lovens § 66 y, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af § 3, stk. 6, hvilke certifikater og lignende eleven skal have opnået.

2. Erhvervserfaring der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
Afkortning for euv
(skoleuger)
Afkortning for euv
(praktik
måneder)
Det er et krav, at ansøger kan dokumentere erhvervserfaring fra nedenstående arbejdsområder og kan dokumentere:
- selvstændigt at have tilrettelagt pædagogiske opgaver
- selvstændigt at have løst pædagogiske opgaver
- at have indgået i et pædagogisk team
     
Dagplejen
6-12 måneder
-
3
Dagplejen
13 måneder
-
6
Daginstitutioner
6-12 måneder
-
3
Daginstitutioner
13 måneder
-
6
Skoleområdet, inkl. SFO
6-12 måneder
-
3
Skoleområdet, inkl. SFO
13 måneder
-
6
Ungdoms- og fritidsklubber
6-12 måneder
-
3
Ungdoms- og fritidsklubber
13 måneder
-
6
Dag- og botilbud for mennesker med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
6-12 måneder
-
3
Dag- og botilbud for mennesker med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
13 måneder
-
6

Erhvervserfaringen medregnes, hvis erfaringen er erhvervet inden for de seneste fire år før uddannelsens start.

3. Uddannelse der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Titel
Udd.
kode
Afkortning for euv
(skoleuger)
Afkortning for euv
(praktik
måneder)
Eud
Social- og sundhedsuddannelsen:
Social- og sundhedshjælper
2004
-
2
Eud
Social- og sundhedsuddannelsen:
Social- og sundhedsassistent
2004
8
6
AMU
Pædagogiske læreplaner i dagtilbud
43691
Samlet 1,6
-
Samspil og relationer i pædagogiske arbejde
42665
Børns motorik, sansning og bevægelse
44262
Planlægning af pædagogiske aktiviteter
44431
AMU
Magt og omsorg
44627
Samlet 1,6
-
Implementering af handleplaner ifølge serviceloven
40138
Medvirken ved lægemiddelbrug i omsorgsarbejdet
47258
Voldsforebyggelse, konfliktløsning og udvikling
44886
Planlægning af pædagogiske aktiviteter
44431
Kurset skal være afsluttet inden for de seneste fire år.

Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) skal være erhvervet inden for de seneste fire år før uddannelsens start.