Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige ulønnede medhjælpere
Kapitel 2 Generelt for udbetaling af godtgørelser mv.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om udbetaling af skattefri godtgørelse til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed

I medfør af § 7 M, stk. 1, i ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016, fastsættes:

Kapitel 1

Ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller frivillige ulønnede medhjælpere

Befordrings-, rejse- og telefonudgifter

§ 1. Der kan udbetales godtgørelse til dækning af udgifter til befordring i egen bil med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9, stk. 4.

Stk. 2. Begrænsningen i ligningslovens § 9 B finder ikke anvendelse.

§ 2. Der kan udbetales godtgørelse til dækning af rejseudgifter efter ligningslovens regler og satser herfor, jf. ligningslovens § 9 A.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter til fortæring kan der ved deltagelse i en-dags-arrangementer, udenbys kampe, stævner m.v. af mindst 5 timers varighed udbetales indtil 80 kr. pr. dag. Til dækning af merudgifter til fortæring i forbindelse med indtagelse af et måltid som led i en kommunalt etableret forenings spiseven-ordning, spisetræning, mv., kan der udbetales indtil 80 kr. pr. dag.

§ 3. Der kan udbetales godtgørelse til dækning af udgifter til telefonsamtaler og internetforbrug med indtil 2.400 kr. pr. år.

Andre udgifter

§ 4. Der kan udbetales godtgørelse til dækning af følgende andre udokumenterede udgifter:

1) Til administrative omkostninger fx kontorartikler, porto og møder kan der udbetales indtil 1.450 kr. pr. år.

2) Til køb, vask og vedligeholdelse af særlig beklædning (fx sportstøj) o. lign. kan der udbetales indtil 2.000 kr. pr. år.

3) Til idrætsdommere kan der i stedet udbetales en skattefri omkostningsgodtgørelse på op til 250 kr. pr. kamp, dog højst 500 kr. pr. dag.

Kapitel 2

Generelt for udbetaling af godtgørelser mv.

§ 5. Udbetales godtgørelse med beløb, der overstiger de nævnte satser, bliver alle godtgørelser, der er udbetalt til den pågældende, skattepligtige. De almindelige regler om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og oplysningspligt vil herefter være gældende.

§ 6. Foreningen kan i stedet for udbetaling af godtgørelse efter ovenstående satser, vælge at godtgøre udgifterne efter dokumentation ved eksterne originale bilag.

§ 7. Der kan ikke for et indkomstår skattefrit udbetales godtgørelse samtidig med, at udgifter refunderes efter regning. Dette princip gælder for hver af de anførte udgiftstyper for sig. Der er for udgiftstyper omfattet af § 2, stk. 2, adgang til i et indkomstår at skifte mellem at udbetale godtgørelse efter satserne, jf. § 2, stk. 2, og udbetale godtgørelse efter dokumentation, jf. § 6.

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1308 af 24. november 2015 om udbetaling af skattefri godtgørelse til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed ophæves.

Skatterådet, den 18. december 2018

Hanne Søgaard Hansen

/ Mette Tronborg Petersen