Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Obligatorisk indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger
Kapitel 2 Frivillig indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser, som modtager efterløn
Kapitel 3 Frivillig indbetaling af ATP-bidrag for efterlønsmodtagere, som ikke er medlemmer af en dansk a-kasse
Kapitel 4 Fælles bestemmelser
Kapitel 5 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser m.fl.

I medfør af § 85 c, stk. 10, og § 85 d, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018, og § 2 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, og efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Obligatorisk indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger

Det samlede ATP-bidrag

§ 1. Der indbetales bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension for medlemmer af en a-kasse, der får udbetalt

1) dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller

2) dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Der indbetales bidrag for hver time, der udbetales dagpenge for, jf. stk. 1.

Stk. 3. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter timebidraget i forhold til det årsbidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Årsbidraget udgør 2,01 kr. pr. time.

Stk. 4. For medlemmer, der modtager dagpenge, jf. stk. 1, udgør timebidraget 200 pct. af årsbidraget efter stk. 3, svarende til 4,02 kr. pr. time.

Medlemmets del af ATP-bidraget

§ 2. 1/3 af bidraget efter § 1 betales af det medlem, der får udbetalt dagpenge eller dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Medlemmets bidragsandel for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 2. A-kassen tilbageholder bidraget ved udbetaling af dagpengene.

A-kassernes og arbejdsgivernes del af ATP-bidraget for medlemmer, der får udbetalt dagpenge uden for aktivering, eller dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger

§ 3. 1/3 af bidraget efter § 1 betales af a-kasserne for medlemmer, der får udbetalt

1) dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2, eller

2) dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 1, bidrager a-kasserne ikke til betaling af det ATP-bidrag, der samlet indbetales for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som modtager dagpenge under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller under tilbud efter kapitel 10 eller 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. A-kassernes bidragsandel efter stk. 1 for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 4. Til dækning af a-kassernes udgifter til finansiering af bidraget, jf. stk. 1, kan a-kasserne opkræve et særligt bidrag, der betragtes som en del af det samlede medlemsbidrag til a-kassen, jf. § 77, stk. 1 og 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5. Der kan ikke opkræves bidrag fra efterlønsmodtagere eller fra medlemmer, der er fritaget for betaling af bidrag efter § 77, stk. 10, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 6. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering beregner på grundlag af et skøn over antallet af timer, der skal udbetales dagpenge for, jf. stk. 1, det bidrag, der, jf. stk. 4, kan opkræves pr. medlem i det kommende regnskabsår. Bidraget er ens for alle a-kasser. Bidraget for deltidsforsikrede udgør 2/3 af bidraget for fuldtidsforsikrede.

Stk. 7. Bidrag, jf. stk. 4, reguleres med et beløb, der svarer til det over- eller underskud, som de indbetalte bidrag i det senest afsluttede regnskabsår har givet i forhold til det samlede regulerede bidrag, som ifølge regnskabet for dette år skulle have været indbetalt.

Stk. 8. A-kassernes bidrag efter denne bestemmelse indbetales til staten efter reglerne i § 10 i bekendtgørelse om krav til og tilsyn med de anerkendte a-kassers økonomi og regnskabsvæsen mv. Bidraget udgør for hver måned 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb.

§ 4. 1/3 af bidraget efter § 1 betales som finansieringsbidrag af private arbejdsgivere for medlemmer, der får udbetalt

1) dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2, eller

2) dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 1, bidrager private arbejdsgivere ikke til betaling af det ATP-bidrag, der samlet indbetales for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som modtager dagpenge under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller under tilbud efter kapitel 10 eller 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3. Finansieringsbidraget beregnes efter reglerne i bekendtgørelse om beregning af finansieringsbidrag.

Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne efter reglerne i bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag.

Statens del af ATP-bidraget for medlemmer, der får udbetalt dagpenge under aktivering eller under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ 5. Staten betaler 2/3 af bidraget efter § 1 for medlemmer, der får udbetalt

1) dagpenge under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

2) dagpenge under tilbud efter kapitel 10 eller 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Statens andel af bidraget beregnes som det dobbelte af medlemmets nedrundede bidragsandel efter § 2, stk. 1.

Kapitel 2

Frivillig indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser, som modtager efterløn

§ 6. Medlemmer, som modtager efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan efter eget ønske betale bidrag til ATP.

Stk. 2. Der indbetales bidrag for hver time, der udbetales efterløn for. På grundlag af det årsbidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, fastsætter bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension et timebidrag. Bidraget udgør 1,78 kr. pr. time.

§ 7. Medlemmer, der er omfattet af § 6, skal give a-kassen meddelelse, hvis de ønsker at betale bidrag til ATP.

Stk. 2. Medlemmerne har en gang om året mulighed for at ændre valg om betaling af bidrag til ATP. Ændringen skal meddeles til a-kassen senest den 10. januar og har virkning fra den første udbetalingsperiode i kalenderåret.

§ 8. Bidraget efter § 6 betales af efterlønsmodtageren. Bidraget for en måned nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 2. A-kassen tilbageholder bidraget ved udbetaling af efterlønnen.

Kapitel 3

Frivillig indbetaling af ATP-bidrag for efterlønsmodtagere, som ikke er medlemmer af en dansk a-kasse

§ 9. Personer, der i medfør af § 74 o i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. modtager efterløn, og som ikke er medlemmer af en dansk a-kasse, kan efter eget ønske betale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. § 6, stk. 2, og §§ 7 og 8 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Fælles bestemmelser

ATP-bidragets opgørelse og overførsel til ATP

§ 10. Det samlede ATP-bidrag af de enkelte ydelser opgøres kvartalsvis af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på grundlag af kvartalsvise indberetninger fra a-kasserne af tilbageholdte bidrag efter § 2, stk. 2, og § 8, stk. 2. Opgørelsen sker på særskilte SE-numre for

1) dagpenge og dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, og

2) efterløn.

Stk. 2. Bidragene forfalder til betaling den 1. maj, 1. august, 1. november og 1. februar. Det samlede bidrag overføres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 7. i forfaldsmåneden.

Stk. 3. A-kassernes opgørelser skal være indberettet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering senest den 20. i måneden efter hvert kvartals udløb. Hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på grund af for sen indberetning fra en a-kasse ikke kan overføre bidrag fra denne a-kasse rettidigt, ifalder a-kassen ansvaret for betaling af renter for forsinket indbetaling. Renterne opkræves af Arbejdsmarkedets Tillægspension og udgør 1½ pct. af det samlede bidrag for hver påbegyndt måned regnet fra kvartalets udløb.

A-kassernes indberetning til ATP

§ 11. A-kasserne indberetter en gang om måneden det samlede ATP-bidrag, jf. §§ 1, 6 og 9, der skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension for hver enkelt ydelsesmodtager. Indberetningen sker til indkomstregisteret efter § 3, stk. 1, nr. 7, i lov om et indkomstregister og under de i § 10, stk. 1, nævnte SE-numre.

Tilbagebetaling af ATP-bidrag

§ 12. Hvis en dagpengemodtager skal betale dagpenge tilbage til a-kassen, skal det indbetalte ATP-bidrag af dagpengene betales tilbage af Arbejdsmarkedets Tillægspension til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Beløb, der er mindre end ATP-bidrag for 37 timer, tilbagebetales ikke.

Stk. 2. Tilbagebetaling af ATP-bidrag, der vedrører indeværende regnskabsår, reguleres over de kvartalsvise indbetalinger.

Stk. 3. ATP-bidrag, der vedrører tidligere år, tilbagebetales til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings konto i Statens KoncernBetalinger (SKB) på baggrund af a-kassernes indberetninger til indkomstregisteret.

Stk. 4. Tilbagebetalte bidrag i relation til dagpenge indgår i reguleringen efter § 3, stk. 6.

Stk. 5. Et beløb svarende til medlemmets andel af det tilbagebetalte ATP-bidrag for tidligere år udbetales kvartalsvis af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til a-kasserne.

Kapitel 5

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 895 af 29. juni 2017 om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser m.fl. ophæves.

Stk. 3. Ved indbetaling af ATP-bidrag af godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse for uddannelsesforløb, der er påbegyndt før den 1. januar 2019, finder reglerne i bekendtgørelse nr. 895 af 29. juni 2017 om indbetaling af ATP-bidrag for medlemmer af a-kasser m.fl. fortsat anvendelse.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 27. december 2018

Maria Schack Vindum

/ Kirsten Brix Pedersen