Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Reservation af plads til ansøgere
Kapitel 2 Procedure ved optagelse af ansøgere
Kapitel 3 Optagelse af særlige ansøgere til gymnasiale uddannelser
Kapitel 4 Ventelister
Kapitel 5 Fordelingsudvalg
Kapitel 6 Kapacitetsfastsættelse
Kapitel 7 Ansøgning om særlig profil
Kapitel 8 Information om undervisningstilbud
Kapitel 9 Genoptagelse og klage
Kapitel 10 Ikrafttræden
Bilag 1 Den centralt stillede prøve, jf. § 11, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om optagelse på de gymnasiale uddannelser og om kapacitetsfastsættelse på institutioner for almengymnasiale uddannelser

I medfør af § 7, stk. 2, § 8, stk. 2, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 4 og 5, og § 72, stk. 2, i lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser, og § 12, stk. 5, § 14, stk. 4, og § 57 a i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 236 af 23. marts 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Reservation af plads til ansøgere

Fælles regler

§ 1. Reglerne i dette kapitel gælder for reservation af plads til ansøgere til treårige gymnasiale ungdomsuddannelser og toårig uddannelse til hf-eksamen.

§ 2. Institutionen reserverer efter reglerne i §§ 4-12 plads til en ansøger, der har søgt om optagelse senest den 1. marts.

Stk. 2. Pladsreservationen gælder til den 1. september. Pladsreservationen bortfalder dog forinden i følgende tilfælde:

1) Hvis ansøgeren inden den 1. september trækker sin ansøgning tilbage.

2) Hvis institutionen træffer afgørelse om, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for optagelse på uddannelsen, jf. § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1 og 3, i lov om de gymnasiale uddannelser.

3) Hvis pladsreservationen erstattes med en pladsreservation for det efterfølgende skoleår, jf. § 3, stk. 3.

Stk. 3. Institutionen giver snarest og senest den 1. maj ansøgeren besked om, at der er reserveret plads til ansøgeren. Institutionen informerer samtidig ansøgeren om betingelserne for optagelse på uddannelsen, herunder processen i forbindelse med eventuel optagelsesprøve og efterfølgende samtale, vejledningssamtale og standardiseret vurdering.

Stk. 4. Hvis ansøgeren efter § 12 har fået tilbud om reservation af plads på en institution, som ansøgeren ikke har prioriteret, anmoder institutionen ansøgeren om at bekræfte, at ansøgeren ønsker, at der reserveres en plads til ansøgeren på den pågældende institution. Hvis ansøgeren bekræfter, at pladsen ønskes reserveret, er ansøgeren herefter ansøger i forhold til denne institution.

§ 3. Institutionen kan tillade, at ansøgeren først begynder på uddannelsen ved starten af det efterfølgende skoleår, hvis ansøgeren skal et år til udlandet på en uddannelsesinstitution.

Stk. 2. Der er følgende forudsætninger for en tilladelse efter stk. 1:

1) Ansøgeren optages på uddannelsen, jf. reglerne i kapitel 2 i lov om de gymnasiale uddannelser.

2) Ansøgeren afleverer dokumentation for optagelse på den udenlandske institution.

3) Det udenlandske uddannelsesophold vil efter institutionens vurdering dygtiggøre ansøgeren fagligt.

Stk. 3. Hvis ansøgeren i medfør af reglerne i §§ 4-12 har fået reserveret en plads, bortfalder den reserverede plads og erstattes af en reservation af en plads i det næstkommende skoleår, jf. § 4.

Reservation af pladser

§ 4. Institutionen kan udover pladser, der er reserveret til omgængere og elever, der har været på udlandsophold, jf. § 3, umiddelbart reservere plads til følgende ansøgere, der har angivet institutionen som deres første prioritet:

1) Ansøgere til pre-IB, jf. § 25.

2) Ansøgere til særligt tilrettelagte forløb for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser, jf. § 26.

3) Ansøgere til treårige tilrettelæggelser af uddannelsen til hf-eksamen eller fireårige tilrettelæggelser af uddannelsen til almen studentereksamen, jf. § 63 i lov om de gymnasiale uddannelser.

4) Ansøgere, som af en kommunal eliteidrætsorganisation eller en af KL udpeget kommunal instans er vurderet at have status som eliteidrætsudøver, når det efter organisationens henholdsvis instansens vurdering er af væsentlig betydning for ansøgerens idrætslige udvikling, at ansøgeren optages på netop den pågældende institution.

§ 5. Udover ansøgere, som institutionen har reserveret plads til efter § 4, reserverer institutionen plads til alle ansøgere, der har søgt institutionen som højst prioriterede ønske, jf. dog §§ 6-7.

§ 6. Institutioner, der udbyder uddannelsen til merkantil eller teknisk studentereksamen, træffer indbyrdes aftale om reservation af pladser til overskydende ansøgere til disse uddannelser. En institution er dog forpligtet til straks at videresende en ansøgning, hvis den af kapacitetsmæssige grunde ikke kan imødekommes, og hvis ansøgerens efterfølgende prioriterede uddannelsesønske ikke er uddannelsen til merkantil studentereksamen eller til teknisk studentereksamen. Ansøgningen videresendes til den institution, der er omfattet af ansøgerens næstfølgende prioriterede uddannelsesønske.

Særlige regler vedrørende reservation af pladser til ansøgere til almengymnasiale uddannelser

§ 7. Hvis der for institutioner, der udbyder den treårige uddannelse til almen studentereksamen eller den toårige uddannelse til hf-eksamen, er flere ansøgere efter § 4 og § 5, end der er plads til inden for institutionens optagelseskapacitet, sender institutionen samtlige ansøgninger fra ansøgere til den pågældende uddannelse, som institutionen ikke har reserveret plads til efter § 4, til fordelingsudvalget.

Stk. 2. Hvis institutionen efter § 31 har fået godkendt en særlig profil, kan institutionen afgive en begrundet indstilling til fordelingsudvalget om, hvilke ansøgere der bør reserveres plads til på institutionen på baggrund af individuelle faglige forudsætninger, der er relevante for profilen.

§ 8. Efter at have modtaget ansøgningerne efter § 7 afgør fordelingsudvalget, hvilke ansøgere der umiddelbart skal reserveres plads til på den institution, de har søgt som første prioritet, jf. § 9.

Stk. 2. Fordelingsudvalget videresender straks en ansøgning, hvis den af kapacitetsmæssige grunde ikke kan imødekommes, og hvis ansøgerens efterfølgende prioriterede uddannelsesønske ligger uden for fordelingsudvalgets funktionsområde. Udvalget sender ansøgningen til den institution, der er omfattet af ansøgerens næstfølgende prioriterede uddannelsesønske.

§ 9. Ved afgørelse af, hvilke ansøgere der skal reserveres plads til på den institution, de har angivet som første prioritet, lægger fordelingsudvalget vægt på afstanden via vejnettet mellem ansøgernes bopæl og uddannelsesstedet, således at en ansøger går forud for andre ansøgere, der har længere afstand mellem bopælen og uddannelsesstedet end ansøgeren. Omfatter ansøgning om optagelse på den pågældende institution mere end et uddannelsessted, lægger fordelingsudvalget ved vurderingen, jf. 1. pkt., vægt på afstanden mellem ansøgerens bopæl og det uddannelsessted, der ligger nærmest ansøgerens bopæl.

Stk. 2. Fordelingsudvalget tager hensyn til foreliggende oplysninger om en ansøgers handicap og kan i den forbindelse give reservation af en plads til ansøgeren på en institution, der er hensigtsmæssig i forhold til det pågældende handicap, højere prioritet som fordelingskriterium end afstanden mellem ansøgerens bopæl og institutionen, jf. stk. 1.

Stk. 3. I tilfælde, hvor en institution udbyder en studieretning i den treårige uddannelse til almen studentereksamen, der udbydes sjældent i institutionens geografiske område, kan fordelingsudvalget, med henvisning til foreliggende oplysninger om andre ansøgeres ønsker om den pågældende studieretning, give disse ansøgeres optagelse på institutionen højere prioritet som fordelingskriterium end afstanden mellem ansøgerens bopæl og institutionen, jf. stk. 1. Det er dog en forudsætning, at det sker for at sikre et tilstrækkeligt og varieret tilbud af studieretninger for eleverne i det pågældende geografiske område, jf. § 14, stk. 1, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., og af hensyn til en hensigtsmæssig klassedannelse i studieretningsforløbene, jf. § 20 og § 26 i lov om de gymnasiale uddannelser.

Stk. 4. Fordelingsudvalget kan uanset stk. 1 reservere plads til en ansøger på institutionen, hvis vedkommende ikke på anden måde kan få plads på en institution inden for en rimelig transporttid fra sin bopæl. Ved en rimelig transporttid forstås normalt 60 minutter med offentlig transport.

Stk. 5. Fordelingsudvalget kan uanset stk. 1 tillade, at en institution reserverer plads til en ansøger efter et eller flere kriterier, som er godkendt efter § 31.

Stk. 6. Fordelingsudvalget kan i helt særlige tilfælde begrundet i lokale forhold beslutte, at en institution reserverer plads til et mindre antal ansøgere i stedet for andre ansøgere, der ellers ville skulle reserveres plads til efter stk. 1 eller 5.

§ 10. Fordelingsudvalget sørger for, at den samlede optagelseskapacitet er tilstrækkelig set i forhold til antallet af ansøgere, der ikke allerede efter § 8, stk. 1, jf. § 9, har fået reserveret en plads i overensstemmelse med deres første prioritet. Udvalget indhenter til brug herfor oplysninger fra andre fordelingsudvalg, jf. § 28, stk. 2.

Stk. 2. En institution kan beslutte at opregulere sin optagelseskapacitet, hvis fordelingsudvalget har anmodet den herom for at tilvejebringe tilstrækkelig optagelseskapacitet. Optagelseskapaciteten på en institution kan alene reguleres op til et niveau, der ligger over et kapacitetsloft fastlagt efter § 8, stk. 2, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., hvis Styrelsen for Undervisning og Kvalitet godkender dette.

Stk. 3. Fordelingsudvalget fastsætter en frist for, hvornår det skal være afklaret, hvilke reguleringer af optagelseskapaciteten der er blevet foretaget efter stk. 2. Ved fristens udløb afgør fordelingsudvalget, om der i kraft af foretagne opreguleringer nu er flere ansøgere, der efter § 8, stk. 1, jf. § 9, skal reserveres plads til på den institution, som de har ønsket som første prioritet, end de ansøgere, som umiddelbart fik reserveret en plads. Fordelingsudvalget afgør herefter, hvilke af de resterende ansøgere der kan få opfyldt et efterfølgende prioriteret uddannelsesønske, jf. § 11, og hvem der skal henvises til en anden institution, jf. § 12.

§ 11. Fordelingsudvalget fordeler de ansøgere, der ikke er reserveret plads til efter § 8, stk. 1, jf. § 9, eller videresendt efter § 8, stk. 2, (overskydende ansøgere) sådan, at deres efterfølgende ønsker imødekommes bedst muligt, dvs. at ansøgernes ønsker så vidt muligt skal imødekommes i prioriteret rækkefølge. Ved valg mellem flere ansøgere, der har uddannelsen på en given institution som samme prioritet, lægges vægt på afstanden mellem ansøgerens bopæl og institutionen, jf. § 9, stk. 1, dog således, at en ansøger, der ikke på anden måde kan få plads på en institution inden for en rimelig transporttid fra sin bopæl, jf. § 9, stk. 4, 2. pkt., skal optages.

Stk. 2. Med henblik på at opnå en fordeling af ansøgere, der samlet set er hensigtsmæssig for såvel ansøgere som institutioner, kan fordelingsudvalget beslutte, at det ved fordeling af ansøgere efter stk. 1 sidestiller uddannelsesønsker, der er prioriteret i umiddelbar forlængelse af hinanden og vedrører samme uddannelse på forskellige institutioner.

§ 12. Er der ikke plads på nogen af de ansøgte institutioner, henviser fordelingsudvalget ansøgeren til en institution inden for en rimelig transporttid fra bopælen, jf. § 9, stk. 4, som har plads til ansøgeren, under hensyntagen til afstanden mellem ansøgerens bopæl og uddannelsesstedet og en hensigtsmæssig udnyttelse af optagelseskapaciteten.

Stk. 2. Er det ikke muligt at henvise ansøgeren til en institution efter stk. 1 inden for en rimelig transporttid fra dennes bopæl, jf. § 9, stk. 4, henviser fordelingsudvalget ansøgeren til en institution, som har plads til ansøgeren, under hensyntagen til afstanden mellem ansøgerens bopæl og uddannelsesstedet.

Stk. 3. Den institution, som ansøgeren er blevet henvist til, jf. stk. 1 og 2, tilbyder at reservere en plads til ansøgeren.

§ 13. Regionsråd, de forpligtende samarbejder og de private institutioner, der udbyder den treårige uddannelse til almen studentereksamen og den toårige uddannelse til hf-eksamen, og som geografisk grænser op til hinanden, samarbejder om fordelingen af ansøgere.

Kapitel 2

Procedure ved optagelse af ansøgere

Fælles regler

§ 14. Den institution, der efter kapitel 1 har reserveret plads til en ansøger, jf. dog § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, afgør, så snart det fornødne grundlag foreligger, om ansøgeren kan optages på den uddannelse, som den reserverede plads vedrører.

Stk. 2. Hvis ansøgeren ikke har fået reserveret plads på en institution, herunder i tilfælde hvor ansøgeren har søgt om optagelse efter 1. marts, afgør den højst prioriterede institution, som vil kunne have plads til ansøgeren, jf. dog § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, hurtigst muligt, om ansøgeren kan optages på uddannelsen.

§ 15. Hvis ansøgeren, jf. § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, kun kan optages efter optagelsesprøve og optagelsessamtale, som skal afholdes af en anden institution end den institution, der har reserveret plads til ansøgeren, giver den institution, der har reserveret plads til ansøgeren, meddelelse herom til den anden institution.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder tilsvarende for ansøgere, der er vurderet ikke-uddannelsesparat, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, § 9, stk. 1, nr. 2 eller § 10, stk. 1, nr. 2, i lov om de gymnasiale uddannelser, og det derfor, jf. samme lovs § 7, stk. 1, nr. 9, § 9, stk. 1, nr. 10 eller § 10, stk. 1, nr. 7, er uafklaret, om ansøgerne alene vil kunne optages på uddannelsen på baggrund af en optagelsesprøve og optagelsessamtale. Institutionen, der har reserveret plads til ansøgeren, giver endvidere uden ugrundet ophold den anden institution besked, hvis ansøgeren ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen opnår et karaktergennemsnit på mindst 6,0, og ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at have retskrav på optagelse på uddannelsen.

§ 16. Den institution, der efter § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser skal vurdere, om ansøgeren kan optages på den ansøgte uddannelse, indkalder hurtigst muligt ansøgeren til en optagelsesprøve og efterfølgende optagelsessamtale, jf. reglerne i §§ 18-22. Tilsvarende gælder for ansøgere, der er nævnt i § 15, stk. 2.

Stk. 2. En ansøger, der forgæves har søgt om optagelse efter §§ 7, 9 eller 10 i lov om de gymnasiale uddannelser, bekræfter ønsket om at fastholde sin ansøgning ved at tilmelde sig prøven. Tilsvarende gælder for ansøgere, der er nævnt i § 15, stk. 2.

Vejledningssamtale

§ 17. Den institution, der efter § 14 skal afgøre, om ansøgeren kan optages på uddannelsen, indkalder ansøgeren til vejledningssamtale, jf. § 7, stk. 1, nr. 8, og § 9, stk. 1, nr. 9, i lov om de gymnasiale uddannelser, hvis ansøgerens optagelse på uddannelsen efter § 7 eller § 9 i lov om de gymnasiale uddannelser forudsætter dette.

Stk. 2. Samtalen afholdes snarest muligt og senest to uger, efter at resultatet af folkeskolens afgangseksamen foreligger.

Stk. 3. Ved samtalen udfordrer institutionen ansøgeren fagligt og i forhold til ansøgerens valg af ungdomsuddannelse.

Optagelsesprøve og optagelsessamtale

§ 18. En institution, der skal afholde optagelsesprøve og optagelsessamtale, jf. reglerne i § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, fastsætter, evt. i samarbejde med andre institutioner, hvilket sted optagelsesprøven og optagelsessamtalen skal foregå.

§ 19. Reglerne og rammerne for optagelsesprøven er fastsat i bilag 1.

§ 20. Institutionen afholder optagelsessamtalen, efter at resultatet af optagelsesprøven foreligger.

Stk. 2. Ved optagelsessamtalen, der skal være med til at afdække ansøgerens personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre uddannelsen, tager institutionen så vidt muligt udgangspunkt i resultatet af den seneste uddannelsesparathedsvurdering og ansøgerens studievalgsportfolio og inddrager resultatet af optagelsesprøven.

§ 21. Institutionen afgør på baggrund af optagelsessamtalen og resultatet af optagelsesprøven, om ansøgeren kan optages på uddannelsen. Institutionen meddeler tidligst ved samtalens afslutning og senest to uger efter afholdelse af optagelsesprøven sin afgørelse til ansøgeren. Afgørelsen kan i helt særlige tilfælde indebære, at ansøgeren kan optages på uddannelsen uden at have bestået prøven, f.eks. i tilfælde, hvor en ansøger, der på grund af særlige indlæringsmæssige udfordringer ikke har bestået optagelsesprøven, ved prøvebesvarelsen og optagelsessamtalen har vist, at ansøgeren på trods af de indlæringsmæssige udfordringer har gode faglige forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.

Stk. 2. Hvis en anden institution end den højst prioriterede institution har reserveret plads til ansøgeren, meddeler den højst prioriterede institution hurtigst muligt sin afgørelse, jf. stk. 1, 1. pkt., til den institution, der har reserveret plads til ansøgeren.

§ 22. En ansøger, der efter en konkret vurdering, jf. § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, ikke findes optagelsesberettiget, har efter anmodning adgang til en ny vurdering på baggrund af en ny optagelsesprøve og en ny optagelsessamtale. For ansøgere til de treårige gymnasiale uddannelser kan institutionen kun i helt særlige tilfælde tillade en tredje vurdering.

Standardiseret vurdering

§ 23. Institutionen påbegynder snarest muligt en standardiseret vurdering af ansøgeren, hvis ansøgerens optagelse på uddannelsen efter § 12, stk. 3, i lov om de gymnasiale uddannelser forudsætter dette.

Stk. 2. Institutionen skal inddrage følgende elementer i den standardiserede vurdering af ansøgerens faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre uddannelsen:

1) Om ansøgeren, hvis denne havde søgt om optagelse i umiddelbar forlængelse af 9. eller 10. klasse, efter institutionens vurdering ville have haft retskrav på optagelse på uddannelsen. Hvis institutionen vurderer, at ansøgeren ville have haft retskrav på optagelse, indgår dette med betydelig vægt i vurderingen.

2) Om ansøgeren efter 9. eller 10. klasse har deltaget i uddannelsesaktiviteter, der har udviklet ansøgerens forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

3) Om ansøgeren efter 9. eller 10. klasse har opnået erhvervserfaring eller deltaget i andre aktiviteter, der har udviklet ansøgerens forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

Stk. 3. Ansøgeren fremlægger dokumentation for eller sandsynliggør på anden vis sine faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre uddannelsen, jf. stk. 2.

Kapitel 3

Optagelse af særlige ansøgere til gymnasiale uddannelser

Ansøgere med særlige krav om optagelse, herunder ansøgere fra andre lande

§ 24. Ansøgere fra Færøerne eller Grønland har på følgende betingelser ret til optagelse på de gymnasiale uddannelser:

1) Ansøgeren er omfattet af den nordiske overenskomst om uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau.

2) Ansøgeren har gennemført den færøske eller den grønlandske grundskole.

3) Ansøgeren har efter den ansøgte institutions vurdering kvalifikationer svarende til de krav, der gælder for optagelse på den ansøgte uddannelse, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Ansøgere fra Europaskolerne, som er oprykket i Europaskolens 5. sekundærklasse, har ret til optagelse på de gymnasiale uddannelser, jf. dog stk. 5.

Stk. 3. Ansøgere fra Finland, Island, Norge og Sverige har på følgende betingelser ret til optagelse på de gymnasiale uddannelser:

1) Ansøgeren er omfattet af den nordiske overenskomst om uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau.

2) Ansøgeren har kvalifikationer svarende til de krav, der gælder for optagelse på den ansøgte uddannelse, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Ansøgere fra andre lande har ret til optagelse på de gymnasiale uddannelser, hvis ansøgerens skoleuddannelse i niveau kan sidestilles med en afsluttet 9. eller 10. klasse efter lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v., jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Ansøgere, som er omfattet af stk. 1-4, skal ikke opfylde betingelserne om aflæggelse af folkeskolens prøver og eksaminer eller en centralt stillet prøve, jf. §§ 7-11 i lov om de gymnasiale uddannelser, men skal med de tilpasninger, der følger af deres særlige skolegang, opfylde de øvrige optagelsesbetingelser. Den institution, der har reserveret plads til ansøgeren, afgør dette på grundlag af en konkret vurdering og eventuelt en faglig test.

Ansøgere til pre-IB

§ 25. En ansøger kan kun tages i betragtning til pre-IB, hvis ansøgeren i sin ansøgning har angivet pre-IB som sit højst prioriterede uddannelsesønske.

Stk. 2. Den institution, ansøgeren har angivet som sit højst prioriterede uddannelsesønske, tager stilling til reservation af plads til denne til pre-IB, før institutionen tager stilling til reservation af plads til øvrige ansøgere.

Stk. 3. En ansøger, der ikke får reserveret en plads på uddannelsen til almen studentereksamen i pre-IB, indgår i fordelingen af ansøgere efter bekendtgørelsens kapitel 1 på lige fod med andre ansøgere og uden fortrinsret til en bestemt institution.

Stk. 4. Hvis ansøgeren optages på baggrund af en konkret vurdering, jf. § 11, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser, afgør institutionen, om der udover den centrale optagelsesprøve skal afholdes prøver, der er særligt rettet mod pre-IB, og som skal foregå på engelsk.

Ansøgere til særligt tilrettelagte forløb

§ 26. En ansøger, der ønsker optagelse på et særligt tilrettelagt forløb for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser efter § 33 b i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. eller § 15 c i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, og som har de faglige forudsætninger, der er nødvendige for at gennemføre en gymnasial uddannelse, kan optages efter institutionens konkrete vurdering, hvis der er plads. Følgende betingelser skal i øvrigt være opfyldt:

1) Ansøgeren skal i sin ansøgning have angivet det særligt tilrettelagte forløb som sit højst prioriterede uddannelsesønske.

2) Der skal foreligge en lægeerklæring, der omfatter en diagnose inden for Autisme Spektrum Forstyrrelser og en anbefaling om særundervisning.

3) Kommunalbestyrelsen skal for ansøgere fra grundskolen eller 10. klasse have vurderet, at ansøgeren på baggrund af de personlige og sociale forudsætninger ikke i almindelighed er uddannelsesparat i forhold til gymnasiale uddannelser, men at ansøgeren har tilstrækkelige faglige forudsætninger, således at den pågældende kan henvises til et særligt tilrettelagt forløb.

4) Et visitationsudvalg nedsat af institutionens leder skal have vurderet, at ansøgerens faglige, personlige og sociale kompetencer er tilstrækkelige til, at ansøgeren kan gennemføre det særligt tilrettelagte forløb, herunder at den pågældende har den fornødne motivation. I udvalget indgår personer, som har viden om og erfaring med diagnoser inden for tilbuddets målgruppe.

Kapitel 4

Ventelister

§ 27. Institutioner i et forpligtende samarbejde kan oprette ventelister for elever, der ikke er blevet optaget på den ønskede uddannelse eller institution, med henblik på tildeling af pladser, der måtte opstå.

Stk. 2. En elev på en almengymnasial uddannelse, som lader sig indskrive på ventelisten til optagelse på en anden institution eller uddannelse end den, eleven er optaget på, har fortrinsret til optagelse, hvis eleven har haft angivet institutionen eller uddannelsen som et højere prioriteret uddannelsesønske.

Kapitel 5

Fordelingsudvalg

§ 28. Fordelingsudvalget vælger af sin midte en formand og fastsætter sin forretningsorden med regler om blandt andet, hvordan fordelingsudvalget sikrer et hensigtsmæssigt samarbejde om fordelingen af de optagelsesberettigede ansøgere med andre fordelingsudvalg, herunder på tværs af eventuelle regionsgrænser.

Stk. 2. Til brug for det samarbejde, der er nævnt i stk. 1, kan fordelingsudvalget fra ethvert andet fordelingsudvalg efter anmodning få indsigt i oplysninger om det samlede antal af ansøgere, der har angivet en eller flere af de institutioner, der er omfattet af fordelingsudvalgets geografiske område, som et af sine prioriterede uddannelsesønsker, set i forhold til den fastsatte optagelseskapacitet. Fordelingsudvalget kan i givet fald anmode om oplysninger for hver institution i det andet fordelingsudvalgets geografiske område om, hvilke ansøgere der har angivet institutionen som uddannelsesønske og med hvilken prioritet. I forbindelse med imødekommelsen af en anmodning efter 1. pkt. informerer det adspurgte fordelingsudvalg om, i hvilket omfang udvalget forventer, at den optagelseskapacitet, som er fastsat i det pågældende geografiske område, vil blive reguleret, jf. § 10, stk. 2.

Kapitel 6

Kapacitetsfastsættelse

§ 29. Alle institutioner i et forpligtende samarbejde skal senest den 1. september sende deres oplæg til, hvor mange elever institutionen vil kunne optage det kommende skoleår (institutionens optagelseskapacitet), fordelt på henholdsvis den treårige uddannelse til almen studentereksamen og den toårige uddannelse til hf-eksamen, til det forpligtende samarbejde. Institutionerne skal tillige oplyse den forudsætning om antal oprettede klasser, som ligger til grund for oplægget. De private institutioner, der ligger inden for samarbejdets geografiske område, skal samtidig sende oplysning til samarbejdet om deres optagelseskapacitet for det kommende år.

Stk. 2. Institutionerne i det forpligtende samarbejde skal senest den 15. september ud fra forventninger om ansøgertal drøfte oplæggene og i den forbindelse påse, at det forventede samlede behov for optagelseskapacitet bedst muligt vil kunne tilgodeses inden for samarbejdets geografiske område.

Stk. 3. Den enkelte institution skal efter kapacitetsdrøftelsen i det forpligtende samarbejde, som institutionen er med i, og senest den 10. december forud for det kommende skoleår fastsætte institutionens optagelseskapacitet.

Stk. 4. Institutionerne i det forpligtende samarbejde skal senest den 15. december orientere regionsrådet om den samlede optagelseskapacitet, hvad angår såvel elever som klasser, i samarbejdets geografiske område, herunder hvordan optagelseskapaciteten er fordelt på de enkelte institutioner. Regionsrådet kan som led i sin koordinering efter § 10, stk. 1, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. gå i dialog med institutionerne i det forpligtende samarbejde om optagelseskapacitetens størrelse og dens fordeling på de enkelte institutioner. Regionsrådet skal senest den 1. februar skriftligt give Styrelsen for Undervisning og Kvalitet besked om den samlede fastsættelse af optagelseskapaciteten i regionen, herunder hvordan den er fordelt på de enkelte institutioner.

Stk. 5. Regionsrådet skal samtidig offentliggøre oplysningerne om de enkelte institutioners optagelseskapacitet, jf. stk. 4, på regionens hjemmeside.

§ 30. En institution, der udbyder uddannelsen til teknisk eller merkantil studentereksamen, orienterer senest den 15. december regionsrådet om sin optagelseskapacitet, hvad angår såvel elever som klasser. Regionsrådet medtager disse oplysninger i sin meddelelse efter § 29, stk. 4, til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og offentliggør samtidig oplysningerne om de enkelte institutioners optagelseskapacitet på regionens hjemmeside.

Kapitel 7

Ansøgning om særlig profil

§ 31. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan godkende, at en institution har en særlig profil med den virkning, at individuelle faglige forudsætninger hos ansøgerne, der er relevante for den særlige profil, kan indgå som fordelingskriterium efter § 9, stk. 5.

Stk. 2. Institutionen sender sin ansøgning herom til fordelingsudvalget. Udvalget videresender med en udtalelse fra udvalget ansøgningen til styrelsen senest den 1. november i året før det skoleår, hvorfra den særlige profil ønskes at gælde fra.

Stk. 3. Styrelsen kan godkende ansøgningen, når

1) institutionen har et helt særligt uddannelsestilbud,

2) dette tilbud omfatter tilbud både inden og uden for rammerne af den almindelige undervisning, og

3) tilbuddet bygger på særlige faglige forudsætninger hos eleverne.

Kapitel 8

Information om undervisningstilbud

§ 32. Regionsrådet drager i samarbejde med institutionerne i de forpligtende samarbejder, institutioner, der udbyder uddannelserne til merkantil og teknisk studentereksamen og kommunalbestyrelsen omsorg for, at der informeres om de gymnasiale tilbud i regionen. Informationen skal omfatte bl.a. optagelsesbetingelser, fordelingskriterier i forhold til den treårige uddannelse til almen studentereksamen og den toårige uddannelse til hf-eksamen, udbud af studieretninger og valgfag m.v. på de enkelte uddannelser og institutioner, de væsentligste specifikke adgangskrav til de videregående uddannelser, deltagerbetaling og elevbetaling for visse undervisningsmidler m.v.

Stk. 2. Regionsrådet drager samtidig omsorg for, at oplysningerne efter stk. 1 er offentligt tilgængelige på regionsrådets eller institutionernes hjemmesider. Information efter stk. 1 kan endvidere finde sted i form af orienteringsmøder eller skriftligt materiale, der udsendes til bl.a. skoler, biblioteker og jobcentre i regionen.

Stk. 3. Regionsrådet koordinerer eventuelle orienteringsmøder på institutioner i regionen og med institutioner i tilgrænsende regioner.

Kapitel 9

Genoptagelse og klage

§ 33. Fordelingsudvalget genoptager på begæring fra en ansøger eller forældremyndighedens indehaver behandlingen af ansøgningen, hvis de almindelige forvaltningsretlige betingelser herfor er opfyldt, og ansøgeren ikke er tilfreds med den institution, ansøgeren har fået reserveret plads på.

Stk. 2. Anmodning om genoptagelse skal være fordelingsudvalget i hænde senest to uger efter, at ansøgeren er meddelt afgørelsen om pladsreservation.

§ 34. Ansøgeren eller forældremyndighedens indehaver kan klage til regionsrådet over retlige spørgsmål i forbindelse med fordelingsudvalgets afgørelse i genoptagelsessagen, herunder om betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Skønsmæssige spørgsmål vedrørende fordelingsudvalgets afgørelser om fordeling af ansøgerne på de enkelte institutioner, herunder hvilke ansøgere der af kapacitetsmæssige grunde skal henvises til en anden institution, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klagen skal sendes til fordelingsudvalget og skal være udvalget i hænde senest to uger efter, at fordelingsudvalget har meddelt ansøgeren sin afgørelse.

Stk. 3. Fordelingsudvalget udarbejder en udtalelse i sagen og giver klageren lejlighed til inden for en uges frist at kommentere udtalelsen. Udvalget videresender derefter sagen, inklusive sin udtalelse og klagerens eventuelle kommentarer, til regionsrådet, hvis udvalget ikke giver klageren medhold i klagen.

Stk. 4. Regionsrådet kan træffe afgørelse om afvisning af klagen, hvis betingelserne i stk. 1 og 2 ikke er opfyldt, om fastholdelse af udvalgets afgørelse, om ændring af afgørelsen til fordel for klageren eller hjemvisning af afgørelsen til udvalgets fornyede behandling. Regionsrådets afgørelse kan ikke påklages til Undervisningsministeriet eller anden administrativ myndighed.

§ 35. En klage efter § 72 i lov om de gymnasiale uddannelser om afslag på optagelse skal stiles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og sendes til institutionen. Klagen skal være modtaget af institutionen senest 10 dage, inklusive dage uden undervisning, efter, at ansøgeren har modtaget den afgørelse, som ansøgeren klager over.

Stk. 2. Hvis institutionen ikke på baggrund af klagen imødekommer den fuldt ud, og ansøgeren ikke har trukket sin klage tilbage, udarbejder institutionen sine eventuelle bemærkninger til klagen. Ansøgeren skal herefter have lejlighed til med en frist på fem dage, inklusive dage uden undervisning, at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til institutionens eventuelle bemærkninger til klagen. Sammen med klagen og sine eventuelle bemærkninger sender institutionen ansøgerens eventuelle bemærkninger til styrelsen hurtigst muligt og senest to skoledage efter, at institutionen har modtaget dem eller efter udløbet af ansøgerens frist for at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger.

Bemyndigelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og klageafskæring

§ 36. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er bemyndiget til at varetage ministerens opgaver og udøve ministerens beføjelser efter bekendtgørelsen.

Stk. 2. Styrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen kan ikke indbringes for ministeren.

Kapitel 10

Ikrafttræden

§ 37. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. december 2018 og har virkning for ansøgere, der søger om optagelse på en gymnasial uddannelse til skoleåret 2019-20 eller senere.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:

1) Bekendtgørelse nr. 108 af 4. februar 2016 om optagelse på de gymnasiale uddannelser.

2) Bekendtgørelse nr. 1773 af 19. december 2017 om en vis adgang til fordeling ud fra lokale forhold af elever til almene gymnasiale uddannelser.

Stk. 3. Frem til 1. august 2019 varetages kommunalbestyrelsens kompetence i henhold til denne bekendtgørelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 13. december 2018

Direktør
Birgitte Hansen

/ Jens Refslund Poulsen


Bilag 1

Den centralt stillede prøve, jf. § 11, stk. 1, i lov om de gymnasiale uddannelser

1. Prøven

1.1. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udvikler og fastsætter en prøve, der tager udgangspunkt i kravene til folkeskolens afgangseksamen og har særlig fokus på de krav, der stilles for at kunne gennemføre en gymnasial uddannelse.

1.2. Prøven består af enkeltfaglige opgaver inden for fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi.

2. Prøveafviklingen

2.1. Den prøveafholdende institution er ansvarlig for prøveafviklingen.

2.2. Reglerne i §§ 21-22 i bekendtgørelse nr. 343 af 8. april 2016 om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser finder tilsvarende anvendelse for optagelsesprøver i udlandet.

3. Tidspunkt for prøven

3.1. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fastsætter tidspunktet for afholdelse af prøven, der normalt afholdes i juni og august.

4. Prøven

4.1. Prøven er skriftlig og varer fire timer.

4.2. Alle hjælpemidler, herunder elektroniske, er tilladte, bortset fra kommunikation med omverdenen. Brug af internet er ikke tilladt. Institutionen kan dog tillade brug af internet i forbindelse med online-adgang til tilladte hjælpemidler.

5. Bedømmelsen

5.1. Bedømmelsen foretages som en samlet vurdering af ansøgerens individuelle besvarelse.

5.2. Besvarelsen bedømmes med »bestået« eller »ikke bestået«.

6. Bedømmere

6.1. Besvarelsen bedømmes af to bedømmere, hvoraf den ene har kompetence i dansk og engelsk og den anden har kompetence i matematik og fysik/kemi. Bedømmerne beskikkes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet efter styrelsens retningslinjer herfor. Reglerne om censorer i § 23, § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 343 af 8. april 2016 om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser finder tilsvarende anvendelse for de af styrelsen beskikkede bedømmere.

7. Forberedelse af prøven

7.1. Det påhviler institutionen at orientere ansøgerne om prøvereglerne, der er tilgængelige på Styrelsen for Undervisning og Kvalitets hjemmeside.

7.2. Institutionen skal gøre ansøgerne bekendt med konsekvenserne af overtrædelse af prøvereglerne.

8. Forhold i forbindelse med prøveafviklingen

8.1. Institutionen tilbyder særlige prøvevilkår til ansøgere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre tilsvarende specifikke vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse ansøgere med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

8.2. En ansøger, der kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven. Hvis det anses for udelukket, at en ansøger, der kommer for sent, kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis institutionen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan ansøgeren få lov til at deltage i prøven. Prøvetiden forlænges ikke. Institutionen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at prøvetiden forlænges. Institutionen kan give ansøgeren tilbud om at aflægge prøve på et senere tidspunkt, hvis institutionen finder, at forsinkelsen er rimeligt begrundet. I modsat fald har ansøgeren brugt et prøveforsøg, jf. § 22.

8.3. En ansøger, der har været forhindret i at gennemføre en prøve på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforudseelig grund, skal have mulighed for at aflægge prøven ved førstkommende mulighed herfor.

8.4. Institutionen bortviser en ansøger fra prøven, hvis ansøgeren i forbindelse med en prøve foretager sig handlinger for at skaffe sig eller give en anden ansøger uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave. Det samme gælder, hvis ansøgeren benytter ikke-tilladte hjælpemidler eller udgiver andres arbejde for at være sit eget. Hvis en censor får en formodning om sådanne forhold, skal censoren indberette det til institutionen. Institutionen kan tillige bortvise ansøgeren fra prøven, hvis ansøgeren under prøveforløbet overtræder andre lokale eller centralt fastsatte prøveregler end de i 1. pkt. nævnte. Ansøgeren anses for at have brugt et prøveforsøg, jf. § 22.

9. Fejl og mangler ved prøven

9.1. Bliver institutionen i forbindelse med en prøve opmærksom på fejl og mangler, der kan udbedres, beslutter institutionen, hvordan udbedringen skal ske.

9.2. Ved væsentlige fejl og mangler ved opgaven skal institutionen inddrage Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der beslutter, hvordan fejlen kan udbedres.

9.3. Ved fejl og mangler af særlig grov karakter kan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet træffe beslutning om, at allerede afholdte prøver annulleres.

10. Dokumentation for beståede prøver

10.1. Der udstedes ikke bevis for de beståede prøver.

10.2. Resultatet af den aflagte prøve indgår i institutionens vurdering, jf. § 21.

11. Myndighedskrav

11.1. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring kan fastsætte nærmere krav om praktiske og proceduremæssige forhold, herunder elektroniske og digitale forhold i forbindelse med prøverne.

11.2. Retningslinjerne gøres tilgængelige på ministeriets og styrelsernes hjemmesider.