Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Ungdomskriminalitetsnævnets sammensætning og organisation
Kapitel 2 Beskikkelse af medlemmer, valg af formand og udpegning af børnesagkyndige
Kapitel 3 Koordinationsudvalget
Kapitel 4 Advokat- og tolkebistand
Kapitel 5 Sagens forberedelse til nævnsbehandling
Kapitel 6 Sagens behandling i nævnet
Kapitel 7 Årsberetning
Kapitel 8 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet

I medfør af § 8 i lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fastsættes:

Kapitel 1

Ungdomskriminalitetsnævnets sammensætning og organisation

Sammensætning

§ 1. Ungdomskriminalitetsnævnet består af en formand og et antal næstformænd, der tilsammen udgør formandskabet, og et antal andre medlemmer, jf. § 3, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Formanden og næstformændene skal være dommere. De andre medlemmer udgøres af ansatte i politiet med indsigt i kriminalitetsforebyggende arbejde og kommunalt ansatte med indsigt i sager om social støtte til udsatte børn og unge, jf. lovens § 3, stk. 2.

Stk. 3. Dommerne beskikkes efter indstilling fra Domstolsstyrelsen. De øvrige medlemmer beskikkes efter indstilling fra henholdsvis Rigspolitiet og KL, jf. lovens § 4, stk. 1, 2. og 3. pkt.

§ 2. Ungdomskriminalitetsnævnet sættes i hver politikreds med tre medlemmer, jf. stk. 2.

Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker formanden eller en næstformand og to andre medlemmer, der er beskikket efter indstilling fra henholdsvis Rigspolitiet og KL, jf. § 5, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, medmindre sagen i medfør af lovens § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 42, stk. 2, eller § 51, stk. 3, kan afgøres af formanden eller næstformanden.

Koordinationsudvalg

§ 3. Ungdomskriminalitetsnævnets koordinationsudvalg består af formanden, et medlem indstillet af Rigspolitiet og et medlem indstillet af KL. Udvalgets medlemmer udpeges af den indstillende myndighed eller organisation, jf. § 7 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Koordinationsudvalgets opgaver fremgår af kapitel 3.

Sekretariat

§ 4. Sekretariatsbetjeningen af Ungdomskriminalitetsnævnet varetages af politiet, jf. § 9 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Sekretariatet virker uafhængigt af politiets øvrige arbejde og må ikke varetage andre opgaver for politiet.

Stk. 2. Sekretariatet yder en kvalificeret juridisk og praktisk servicering af formandskabet, koordinationsudvalget og nævnets andre medlemmer.

Stk. 3. Sekretariatet bistår Ungdomskriminalitetsnævnet med undersøgelse af juridiske problemstillinger, udarbejdelse af afgørelsesudkast, udarbejdelse af oversigter over praksis, udarbejdelse af nævnets årsberetning, besvarelse af folketingsspørgsmål, udtalelser til Folketingets Ombudsmand mv.

Kapitel 2

Beskikkelse af medlemmer, valg af formand og udpegning af børnesagkyndige

Beskikkelse af medlemmer

§ 5. Der beskikkes til Ungdomskriminalitetsnævnet mindst så mange medlemmer, at nævnet til enhver tid kan sættes med tre medlemmer, jf. § 2, i alle landets politikredse på samme tid.

§ 6. Ungdomskriminalitetsnævnets medlemmer beskikkes af formanden, jf. § 4, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Sekretariatet udarbejder en liste over indstillede nævnsmedlemmer, som forelægges formanden. Efter forelæggelsen udarbejder sekretariatet en protokol om formandens godkendelse, hvori angives

1) hvilke medlemmer, der er blevet beskikket ved den pågældende forelæggelse, og

2) beskikkelsesperioden, jf. § 7, stk. 1.

§ 7. Medlemmerne beskikkes for en periode på 4 år.

Stk. 2. Et medlem kan genbeskikkes.

Stk. 3. Hvis et medlem for en periode meddeles tjenestefrihed fra den stilling, som var en forudsætning for beskikkelsen, meddeler Ungdomskriminalitetsnævnets formand tilsvarende medlemmet tjenestefrihed fra hvervet som medlem af Ungdomskriminalitetsnævnet i den pågældende periode.

Stk. 4. Et medlem udtræder, når medlemmet fratræder efter eget ønske, eller når betingelserne for medlemmets beskikkelse ikke længere er opfyldt.

Ad hoc-beskikkelse og substitution i fortsatte sager

§ 8. Formanden eller vedkommende næstformand kan ad hoc-beskikke et medlem, der er udtrådt af nævnet, men som fortsat varetager en stilling, der kan danne grundlag for beskikkelse, til at deltage i den fortsatte behandling af en sag, som den pågældende tidligere har deltaget i behandlingen af.

Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand kan endvidere i tilfælde, hvor et medlem har forfald eller er udtrådt af nævnet, og hvor det i øvrigt skønnes ubetænkeligt, udpege et andet medlem, der træder i det pågældende medlems sted under sagens fortsatte behandling (substitution).

Valg af formand

§ 9. Ungdomskriminalitetsnævnets formand vælges af formandskabet. Hvis mere end et medlem ønsker at blive valgt til formand, afgøres valget ved stemmeflerhed.

Stk. 2. Formandskabet vælger endvidere af sin midte indtil fire suppleanter for formanden, som kan bistå formanden i varetagelsen af dennes opgaver som formand, og som midlertidigt eller varigt kan træde i formandens sted. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for valg af suppleanter.

Stk. 3. Formanden og suppleanterne vælges for en periode på 4 år. Udtræder formanden i valgperioden, vælger suppleanterne af deres midte en ny formand for den resterende del af valgperioden.

§ 10. Formanden repræsenterer Ungdomskriminalitetsnævnet og underskriver på nævnets vegne nævnets årsberetning, jf. § 38, bidrag til besvarelser af spørgsmål fra Folketinget, udtalelser til Folketingets Ombudsmand mv.

Udpegning af børnesagkyndige

§ 11. Formanden udpeger et antal børnesagkyndige, som kan bistå Ungdomskriminalitetsnævnet i sager omfattet af § 6 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Det sikres, at der til enhver tid er et passende antal børnesagkyndige tilknyttet nævnet, og at fortegnelsen over børnesagkyndige løbende ajourføres.

Kapitel 3

Koordinationsudvalget

Opgaver

§ 12. Koordinationsudvalget drøfter spørgsmål om almindelige retningslinjer for nævnets arbejde mv., herunder spørgsmål om

1) generelle kriterier og faktiske forhold, der kan indgå i det enkelte nævns afgørelse af bestemte typer af sager,

2) betydningen af nye domme eller regulering,

3) sagernes forberedelse i sekretariatet,

4) den praktiske afvikling af nævnsmøder,

5) besvarelse af høringer om ny lovgivning og

6) behov for opfølgning på opgørelser over sagsbehandlingstider i nævnet.

Afholdelse af møder

§ 13. Møder i koordinationsudvalget afholdes med passende mellemrum på formandens initiativ eller efter begæring fra et andet medlem af koordinationsudvalget.

Beslutningsreferat

§ 14. Koordinationsudvalgets beslutninger træffes ved stemmeflerhed.

Stk. 2. Sekretariatet udarbejder et beslutningsreferat fra koordinationsudvalgets møder, der efter deltagernes godkendelse sendes til Ungdomskriminalitetsnævnets medlemmer.

Kapitel 4

Advokat- og tolkebistand

Gratis advokatbistand

§ 15. Ungdomskriminalitetsnævnet tilbyder i sager omfattet af § 46, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand.

Tolk

§ 16. Sekretariatet indkalder efter behov en tolk til nævnsmødet, der kan tolke til og fra forældremyndighedsindehavernes og barnet eller den unges modersmål. Hvis det ikke er muligt at fremskaffe en tolk, der taler ansøgerens modersmål, indkaldes en tolk, der behersker et andet sprog, som barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne taler tilfredsstillende.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for tolkning i forbindelse med barnet eller den unges eller en forældremyndighedsindehavers forberedende møde med en advokat, som er tildelt den pågældende i henhold til § 46, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 3. Der anvendes som hovedregel tolke, som opfylder betingelserne i den rammeaftale, som Rigspolitiet har indgået om fremmedsprogstolkning på Justitsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets område.

Stk. 4. Nævnet honorerer tolke i overensstemmelse med rammeaftalen.

Kapitel 5

Sagens forberedelse til nævnsbehandling

Indledende visitering

§ 17. Når en sag er modtaget af Ungdomskriminalitetsnævnet, visiterer sekretariatet sagen og indstiller til formanden eller vedkommende næstformand, om sagen skal undergives nævnsbehandling, eller om sagen skal afgøres af formanden eller næstformanden, jf. § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 42, stk. 2, eller § 51, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Anmodning om ungefaglig undersøgelse mv.

§ 18. Sekretariatet anmoder på Ungdomskriminalitetsnævnets vegne den ansvarlige kommune om at iværksætte en ungefaglig undersøgelse, jf. § 29 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Når den ungefaglige undersøgelse er modtaget fra kommunen, påser sekretariatet så vidt muligt, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, således at nævnet kan træffe afgørelse i sagen.

Stk. 3. Sekretariatet påser desuden, om sagen efter kommunens indstilling eller på baggrund af de i øvrigt foreliggende oplysninger giver anledning til, at der indkaldes en børnesagkyndig til nævnsmødet, jf. lovens § 6, eller at der tilbydes parterne gratis advokatbistand, jf. lovens § 46, stk. 1.

Stk. 4. Sekretariatet drøfter i tvivlstilfælde spørgsmål efter stk. 1-3 med formanden eller vedkommende næstformand.

Berammelse af nævnsmøde

§ 19. Sekretariatet berammer efter drøftelse med formanden eller vedkommende næstformand det antal sager til det enkelte nævnsmøde, som det under hensyntagen til sagernes hurtige fremme, jf. § 20, sagernes beskaffenhed og sagernes forsvarlige behandling er tidsmæssigt muligt at behandle.

Sagsbehandlingsfrister

§ 20. En sag vedrørende et barn eller en ung i alderen 10 til 14 år skal som udgangspunkt behandles af nævnet inden 4 uger efter politiets henvisning af sagen til nævnet.

Stk. 2. En sag vedrørende en ung i alderen 15 til 17 år skal som udgangspunkt behandles af nævnet inden 14 dage efter rettens endelige dom i straffesagen. Hvis den unge skal afsone en ubetinget fængselsstraf, skal sagen som udgangspunkt behandles af nævnet senest 14 dage før prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunktet.

Indkaldelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne

§ 21. Sekretariatet indkalder barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne til nævnsmødet.

Stk. 2. I indkaldelsen vejledes barnet eller den unge henholdsvis forældremyndighedsindehaverne om

1) reglerne om mødepligt, jf. § 37 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,

2) konsekvenserne af udeblivelse uden lovligt forfald, jf. lovens § 38,

3) en eventuel ret til gratis advokatbistand, jf. lovens § 46,

4) den almindelige ret til at lade sig repræsentere ved en partsrepræsentant,

5) retten til at se sagens akter og

6) retten til at udtale sig, inden der træffes afgørelse i sagen.

Stk. 3. I indkaldelsen til barnet eller den unge oplyses endvidere om retten til at medbringe en bisidder, jf. lovens § 45.

Indkaldelse af øvrige mødedeltagere

§ 22. Til nævnsmødet indkaldes tillige

1) en repræsentant for ungekriminalforsorgen,

2) en repræsentant for den ansvarlige kommune,

3) en eventuel børnesagkyndig, jf. § 6 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,

4) en eventuel tolk, jf. § 15 i denne bekendtgørelse,

5) en eventuel bisidder for barnet eller den unge efter dennes valg, jf. lovens § 45,

6) advokater, som er tildelt barnet eller den unge eller en forældremyndighedsindehaver i medfør af lovens § 46, stk. 1,

7) eventuelle andre partsrepræsentanter, hvis barnet eller den unge eller en forældremyndighedsindehaver har udtrykt ønske om at lade sig repræsentere af en sådan, og

8) eventuelle ressourcepersoner, jf. lovens § 34, stk. 3.

Underretning af forurettede

§ 23. Sekretariatet orienterer samtidig med indkaldelsen af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne, jf. § 21, eventuelle forurettede og, hvis forurettede er under 18 år, forældremyndighedsindehaverne om mødet i nævnet, jf. § 28, stk. 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. De pågældende indkaldes ikke til mødet og har ikke mulighed for at deltage heri.

Underretning efter persondataforordningen

§ 24. Sekretariatet underretter i henhold til persondataforordningen de relevante personer om, at Ungdomskriminalitetsnævnet behandler personoplysninger om de pågældende.

Kapitel 6

Sagens behandling i nævnet

Stedlig kompetence mv.

§ 25. Sagen behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet i den politikreds, hvor den kommune, som er ansvarlig for barnet eller den unge, er beliggende, jf. § 26, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand kan i medfør af lovens § 26, stk. 2, efter anmodning fra den ansvarlige kommune beslutte, at sagen skal behandles ved nævnet i en anden politikreds, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt af hensyn til barnet eller den unge, og såfremt der foreligger accept fra den kommune, der fremover forventes at være ansvarlig kommune for barnet eller den unge. Fremsættes anmodningen om, at sagen behandles i en anden politikreds, under nævnsmødet, behandles anmodningen af nævnet.

Stk. 3. Nævnsmødet finder sted i et mødelokale ved byretten. Formanden eller vedkommende næstformand kan undtagelsesvis beslutte, at et nævnsmøde skal foregå i et andet egnet lokale.

Stk. 4. Mødet er ikke offentligt.

Mødepligt mv.

§ 26. Barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne skal være til stede under hele mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. § 37 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Modtager nævnet oplysning om, at barnet eller den unge eller en forældremyndighedsindehaver er forhindret i at møde i nævnet på grund af sygdom, kan nævnet kræve oplysninger om den pågældendes sygdom dokumenteret inden for en nærmere fastsat frist.

Håndhævelse af mødepligten med politiets bistand

§ 27. Udebliver barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne fra mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet, eller forlader barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne nævnsmødet uden tilladelse fra nævnet, tager nævnet stilling til, om mødepligten i medfør af § 38, stk. 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet efter en konkret vurdering kan håndhæves med det samme med politiets bistand.

Stk. 2. Kan den eller de pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, jf. lovens § 38, stk. 1. Nævnet kan i den forbindelse efter en konkret vurdering beslutte, at der skal ske afhentning af barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne ved politiet forud for det næste møde i sagen.

Mulighed for at fremme sagen ved udeblivelse uden lovligt forfald

§ 28. Ungdomskriminalitetsnævnet kan under særlige omstændigheder fremme en sag, hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst, og barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne er udeblevet uden lovligt forfald eller har forladt nævnsmødet uden nævnets tilladelse, jf. § 38, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Mulighed for at fremme sagen ved udeblivelse med lovligt forfald

§ 29. Ungdomskriminalitetsnævnet kan under særlige omstændigheder fremme en sag, hvor barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaverne har lovligt forfald, hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst, og barnets eller den unges eller forældremyndighedsindehavernes forhold taler for, at sagen behandles uden barnets eller den unges eller forældremyndighedsindehavernes tilstedeværelse, jf. § 38, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Mødets begyndelse

§ 30. Formanden eller vedkommende næstformand leder mødet. Ved mødets begyndelse sikrer formanden eller vedkommende næstformand sig barnets eller den unges og forældremyndighedsindehavernes identitet og kontrollerer, at øvrige nødvendige mødedeltagere er til stede.

Forelæggelse

§ 31. Repræsentanten for den ansvarlige kommune forelægger sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet og redegør for indstillingen i den ungefaglige undersøgelse og begrundelsen herfor. Nævnet drøfter herefter sagen med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne og de øvrige tilstedeværende.

§ 32. Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, om en sag er tilstrækkeligt oplyst og kan udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger, jf. § 43, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Votering

§ 33. Når drøftelserne med de tilstedeværende er afsluttet, træder nævnsmedlemmerne tilbage for at træffe afgørelse i sagen. Afgørelsen træffes under mødet.

Stk. 2. Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed, jf. § 5, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 3. I sager, hvor nævnet i medfør af lovens § 6 bistås af en børnesagkyndig, er den børnesagkyndige til stede under nævnets votering, dog uden at have stemmeret.

Stk. 4. Har et mindretal voteret for udsættelse af sagen, men skal der ifølge flertallets bestemmelse træffes afgørelse, deltager mindretallet i afgørelsen.

Stk. 5. Har et mindretal voteret imod iværksættelse af foranstaltninger over for barnet eller den unge, jf. §§ 12-14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, men skal der ifølge flertallets bestemmelse træffes afgørelse herom, deltager mindretallet i afgørelsen om valg af foranstaltninger.

Begrundelse og dissens

§ 34. Afgørelsen skal være ledsaget af en begrundelse.

Stk. 2. Et medlem kan i forbindelse med en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, anbringelse på en delvist lukket eller sikret døgninstitution eller afdeling, anbringelse på en særlig sikret afdeling, opretholdelse af de nævnte anbringelser, gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden samtykke, f.eks. under indlæggelse på et hospital, ændring af anbringelsessted og tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse kræve afgørelsen tilført en kort begrundelse for sit standpunkt (navngiven dissens).

Mundtlig redegørelse for afgørelsen

§ 35. Formanden eller vedkommende næstformand redegør efter voteringens afslutning mundtligt for afgørelsens indhold, og om der har været enighed om afgørelsen. Redegørelsen skal i hovedtræk gengive dels indholdet af straksreaktionen eller forbedringsforløbet, dels begrundelsen for valget af foranstaltninger.

Skriftlighed

§ 36. Afgørelsen udleveres skriftligt under nævnsmødet.

Stk. 2. Kan afgørelsen ikke udleveres skriftligt under nævnsmødet, udfærdiges denne snarest muligt og sendes til barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaverne, en eventuel partsrepræsentant, den ansvarlige kommune og ungekriminalforsorgen, jf. § 44, 2. pkt., i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Klagevejledning mv.

§ 37. Afgørelser, som kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 55, stk. 2 og 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage og om fristen herfor.

Stk. 2. I forbindelse med en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, anbringelse på en delvist lukket eller sikret døgninstitution eller afdeling, anbringelse på en særlig sikret afdeling, opretholdelse af de nævnte anbringelser, samvær og kontakt, gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden samtykke, f.eks. under indlæggelse på et hospital, ændring af anbringelsessted samt tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse skal barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne desuden vejledes om muligheden for at rette henvendelse til Folketingets § 71-tilsyn.

Stk. 3. Afgørelser, som ikke kan påklages administrativt, jf. lovens § 55, stk. 1, skal være ledsaget af en vejledning om den almindelige adgang til at indbringe nævnets afgørelser for retten.

Kapitel 7

Årsberetning

§ 38. Ungdomskriminalitetsnævnet afgiver årligt en beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Beretningen offentliggøres.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 39. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2019.

Stk. 2. Frem til ikrafttrædelsen den 1. april 2019 af den rammeaftale, som Rigspolitiet har indgået om fremmedsprogstolkning på Justitsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets område, jf. § 16, stk. 3 og 4, anvendes som hovedregel tolke, der er opført på Rigspolitiets liste over godkendte tolke. Nævnet honorerer sådanne tolke i overensstemmelse med Justitsministeriets skrivelse om vejledende retningslinjer for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område, herunder de i retningslinjerne fastsatte takster.

Justitsministeriet, den 9. januar 2019

Søren Pape Poulsen

/ Mette Johansen