Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - påklædning - ej medhold

J.nr. 18-53095

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en virksomheds dresscode stillede krav om ”professional appearance” og ”formal appearance” samt at medarbejderne skulle ”dress accordingly”. Retningslinjerne blev håndhævet således, at mænd skulle bære lukkede sko og lange bukser, mens kvinder kunne vise ben og fødder. De generelle retningslinjer stillede krav til professionel og formel påklædning for både mandlige og kvindelige medarbejdere. Virksomhedens dresscode blev indført som følge af, at virksomheden overgik til at være ejet af en international kapitalfond, hvor internationale kunder og samarbejdspartnere besøgte indklagedes åbne kontorlandskab.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en virksomheds dresscode.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Det fremgår af en side på den indklagede virksomheds intranet:

“Dress code

When working with customers and other external stakeholders, it is essential that we have a professional appearance in what we do and how we look. We are in general an informal company, but our business relations may expect and prefer a more formal appearance. We expect our employee to act and dress accordingly. Let's look great together! ”

Den 31. maj 2018 skrev chefen for teknisk afdeling i en mail til medarbejderne i afdelingen, hvor klager er beskæftiget:

“Dear all,

Yesterday I was kindly asked to wear closed shoes and long trousers at work and make sure the entire tech. department does as well. The dresscode text, shown on the intranet, can be understood in different ways, and is new to many, why we hereby got the help to understand the intension.

Woman are still allowed, to show legs and feet, as it is considered formal for a female. ”

Hertil svarede klager i en mail af 1. juni 2018:

”Hej [lederens fornavn],

Det er trist at erfare, at ledelsen har en så bedaget og diskriminerende holdning til kønsroller og beklædning.

Heldigvis er lovgivningen noget mere tidssvarende, og politikken er en åbenlys overtrædelse af "Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.".

Såfremt ledelsen skulle vælge at anfægte det lovstridige i politikken, kan sagen indklages for ligebehandlingsrådet, som kan give en kendelse i sagen. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. august 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes dresscode ikke er udtryk for ligebehandling. Han ønsker at få lige vilkår for mandlige og kvindelige ansatte i forhold til påklædningskrav. Han ønsker desuden en almen anvendelse kendelse fra nævnet om tolkning af ligebehandling i forhold til påklædningskrav på arbejdsmarkedet.

Først på sommeren indskærpede indklagede, at mandlige ansatte skal være iklædt lukkede sko og lange bukser, mens kvindelige ansatte må klæde sig, som de vil. Hverken klagers eller klagers kollegers påklædning havde tidligere været påtalt.

På et varmt kontor ses kvindelige ansatte i klipklappere, korte shorts og ærmeløse toppe, mens de mandlige ansatte skal gå tildækkede. Klagers kvindelige kollegaer fik ikke indskærpet, at deres påklædning var upassende.

Krav til graden af tildækning bør være ens for mænd og kvinder. Beklædningsgenstande såsom shorts og skørter fås i varierende længder for begge køn. En nederdel, der går til lige over knæene bør kunne sidestilles med mandlige shorts i samme længde. Ligeledes må typen af fodtøj kunne sidestilles med hensyn til tildækningsgraden af foden.

Klager gjorde i mailen både sin chef, indklagedes direktør og HR opmærksomme på, at han mener, at der er tale om en overtrædelse af ligebehandlingsloven. Han modtog ikke nogen respons på denne mail fra ledelsen. Ledelsen fandt det heller ikke nødvendigt at korrigere mailen.

En eller to af klagers kolleger er om nødvendigt villige til at bekræfte klagers fremstilling af hidtidig acceptabel påklædning for mandlige medarbejdere og for kvindelige medarbejderes uændrede påklædning efter, at mændenes dresscode er blevet strammet op.

Indklagedes personalepolitik og dresscode forskelsbehandler alene på basis af medarbejdernes køn og ikke arbejdsmæssig funktion, grad af kontakt med udenlandske kunder, placering og tilstedeværelse i storrumskontor samt øvrige opgaver i forbindelse med kundebesøg.

Forskelsbehandlingen består i, at der ikke er angivet begrænsninger for kvindelige ansattes påklædning, hvorimod mænds påklædning er kraftigt indskrænket både hvad angår fodtøj og benklæder. Graden af tildækning skal ikke nødvendigvis være ens for begge køn, da der er tradition for, at kvinder bærer nederdel og dermed har blottede underben. Der skal imidlertid være angivet tydelige rammer for begge køn, hvilket ikke er tilfældet. Det bør udspecificeres, hvor meget af benet, det er acceptabelt at vise, samt hvor simpel sko man kan bære.

Indklagedes officielle dresscode er en tom erklæring om at klæde sig professionelt, når der arbejdes med kunder. Den er fuldstændig åben for fortolkning og kan ret beset ikke betegnes som en dresscode, da den ikke specificerer, hvad der menes med professionel fremtoning. Den første skriftlige dresscode er reelt mailen fra klagers leder, som udelukkende begrænsede mandlige medarbejderes påklædning.

Sætningen ”women are allowed, to show legs and feet” begrænser ikke påklædningen til nederdel og åbne sko. Ordet ”nederdel” er hverken nævnt i mailen eller i selve personalepolitikken.

Klager anerkender ledelsens ret til at udstikke regler for påklædning i enhver arbejdssituation, men han anerkender ikke retten til at diskriminere.

Siden klager blev ansat i den indklagede virksomhed i marts 2015, har det været acceptabelt at møde i shorts og sandaler på kontoret. Det var også gældende for klagers chef, og det var således ikke første gang, at han mødte på arbejde i sandaler.

Klager har både hos indklagede og i tidligere jobs haft meget samarbejde med udenlandske firmaer. Han har ofte mødt mandlige teknikere i shorts og sandaler i disse udenlandske firmaer, uden at hverken den lokale ledelse eller andre blev oprørt over dette. Klager er uforstående over for, at hidtidig praksis og accepteret arbejdsbeklædning pludselig betegnes som ”respektløs”.

Klager og klagers mandlige kolleger har altid forstået at skelne mellem påklædning på kontor og påklædning på kundebesøg.

Indklagede påstår frifindelse, idet indklagede ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsloven.

For det tilfælde, at Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, har indklagede løftet sin bevisbyrde for, at de ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven. Indklagedes personalepolitik og dresscode er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

For det tilfælde at nævnet måtte finde, at indklagede har handlet i strid med ligebehandlingsloven, bør der henset til praksis ikke udmåles en godtgørelse til klager.

Det er af afgørende betydning for indklagede, at de medarbejdere, der har kontakt til kunder og samarbejdspartnere, klæder sig på en måde, så de har en professionel fremtoning i arbejdstiden.

I ingeniørafdelingen, hvor klager er ansat, er der ansat både kvinder og mænd. Medarbejderne sidder i et stort åbent kontorlandskab. Der kommer jævnligt såvel nationale som internationale kunder og samarbejdspartnere i afdelingen, herunder kunder og samarbejdspartnere fra bl.a. USA og Kina i forbindelse med afholdelse af møder. Eftersom det er et åbent kontorlandskab, er alle medarbejdere meget synlige i forhold til kunder og samarbejdspartnere.

Medarbejderne ved ikke, hvornår kunderne kommer forbi kontoret, idet det er et åbent kontorlandskab, og medarbejderne alene kender deres egne aftaler med kunder og samarbejdspartnere.

Klager er en af de medarbejdere, der har møder med indklagedes nationale og internationale kunder og samarbejdspartnere.

Indklagede er en fusion af to tidligere selskaber. Fusionen fandt sted i 2017, hvorefter indklagede er ejet af en international kapitalfond. Indklagedes ejere, bankforbindelse og øvrige stakeholders er af en langt mere formel karakter end tidligere. Efter fusionen består indklagedes forretningsforbindelser af regerings- og myndighedsrepræsentanter, bankforbindelser, samarbejdspartnere og kunder fra hele verden. Efter fusionen kan indklagedes kontaktpersoner i samarbejdspartnernes organisationer karakteriseres som mere konservative og formelle.

Som følge heraf fandt indklagede det for påkrævet at skærpe vurderingen af, hvad der er tilladeligt efter politikken om dresscode i forhold til tidligere.

Klagers leder mødte på arbejde i åbne sandaler. Han mødte ikke på arbejde i shorts. Indklagedes CEO påtalte på den baggrund over for klagers leder, at påklædningen var i klar modstrid med indklagedes personalepolitik om dresscode.

Lederen valgte på den baggrund at skrive en e-mail til sine medarbejdere, hvor han for god ordens skyld indskærpede, hvordan indklagedes personalepolitik om dresscode skal forstås. Lederen informerede således sine medarbejdere om, at personalepolitikkens dresscode indebærer, at mænd skal bære lange bukser og lukkede sko, og at kvindelige medarbejdere kan bære nederdel og åbne sko.

Indklagede bestrider, at de har meddelt, at kvindelige ansatte kan klæde sig, som de vil.

For det tilfælde, at der er en eller to medarbejdere, der vil kunne afgive forklaring, som har betydning for sagens bevisførelse, skal sagen afvises. Hvis nævnet ikke afviser klagen, skal klagers påstand om støttende vidneforklaring ikke tillægges betydning i sagen.

Det er af afgørende betydning for indklagede, at de medarbejdere, der har kontakt med kunder og samarbejdspartnere, klæder sig på en måde, så de har en professionel fremtoning i arbejdstiden.

Der er meget stor forskel på, hvilke signaler en mand iført shorts og sandaler sender sammenholdt med en kvinde iført nederdel og sandaler. En mand iført shorts og sandaler har med denne påklædning ikke en professionel fremtoning i modsætning til en kvinde iført nederdel og sandaler. Mange især udenlandske kunder og samarbejdspartnere vil finde, at mænd iført shorts og sandaler i arbejdstiden har en særdeles upassende og respektløs påklædning.

Indklagedes personalepolitik om dress code og indklagedes fortolkning heraf er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er både hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 27. januar 2012 (j.nr. 7100115-12), Ligestillingsnævnets afgørelse af 8. maj 2002 (E. 2.1.0013) og Højesterets dom af 21. januar 2005 (U. 2005.1265H).

Indklagedes dresscode stiller krav til såvel mænds som kvinders påklædning.

Det er en grundlæggende norm i samfundet, at mænd og kvinder klæder sig forskelligt, hvorfor det er almindeligt anerkendt, at der kan stilles forskellige krav til mænds og kvinders påklædning.

Indklagedes personalepolitik beror på en konkret vurdering af, hvilken beklædning der ligger inden for de udstukne rammer i politikken, hvilket utvivlsomt er en del af arbejdsgivers ledelsesret.

Parterne er enige om, at det ligger inden for ledelsesretten at kunne stille krav til medarbejdernes påklædning. Det ligger endvidere inden for ledelsesretten løbende at tilpasse påklædningskravet til medarbejderne i takt med et mere formaliseret forretningsgrundlag.

Det er alment anerkendt, at der er kulturelle og religiøse forskelligartede holdninger til, hvad der kan betragtes som professionel fremtoning. Dette hensyn vil indklagede gerne tage til sine forretningsforbindelser.

Indklagedes ledelse har påtalt påklædning, der strider imod politikken om dresscode både over for mandlige og kvindelige medarbejdere. Helt konkret er det blevet påtalt over for en kvindelig medarbejder, at hun ikke måtte bære shorts på arbejde, ligesom det blev påtalt over for klagers leders, at han ikke måtte bære åbne sandaler på arbejde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige for så vidt angår arbejdsvilkår.

Indklagedes dresscode stiller krav om ”professional appearance” og ”formal appearance” samt at medarbejderne skal ”dress accordingly”. Retningslinjerne bliver efter det oplyste håndhævet således, at mænd skal bære lukkede sko og lange bukser, mens kvinder kan vise ben og fødder.

De generelle retningslinjer stiller krav til professionel og formel påklædning for både mandlige og kvindelige medarbejdere. Indklagedes dresscode blev efter det oplyste indført som følge af, at indklagede overgik til at være ejet af en international kapitalfond, hvor internationale kunder og samarbejdspartnere besøger indklagedes åbne kontorlandskab.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 4, om forbud mod forskelsbehandling

§ 16 a, om delt bevisbyrde

<18-53095>