Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Forsyningstilsynets kontaktudvalg

I medfør af § 8 i lov nr. 690 af 8. juni 2018 om Forsyningstilsynet fastsættes:

Anvendelsesområde og formål

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for det kontaktudvalg for Forsyningstilsynet, der nedsættes efter § 3.

§ 2. Kontaktudvalget har til formål at rådgive Forsyningstilsynet og energi-, forsynings- og klimaministeren om forhold i forsyningssektorerne relateret til Forsyningstilsynets opgaver og beføjelser i medfør af lov om Forsyningstilsynet, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om fremme af besparelser af energiforbruget eller regler fastsat i medfør heraf. Kontaktudvalget kan ikke give instruktioner til Forsyningstilsynet, der er uafhængigt, jf. § 2, stk. 2, i lov om Forsyningstilsynet, eller andre myndigheder.

Kontaktudvalgets nedsættelse

§ 3. Forsyningstilsynets direktør er formand for kontaktudvalget. Udover formanden består kontaktudvalget af én repræsentant for hver af de følgende organisationer:

1) Dansk Affaldsforening.

2) Dansk Energi.

3) Dansk Erhverv.

4) Dansk Fjernvarme.

5) Dansk Industri.

6) De Frie Energiselskaber.

7) Det Økologiske Råd.

8) Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets Departement.

9) Energinet.

10) Energistyrelsen.

11) Forbrugerrådet Tænk.

12) Foreningen Danske Kraftvarmeværker.

13) Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE).

14) Landbrug & Fødevarer.

15) SMVdanmark.

§ 4. Forsyningstilsynet afholder møder i kontaktudvalget hvert halve år.

Stk. 2. Forsyningstilsynet indkalder til møde i kontaktudvalget senest seks uger før mødet afholdes. Dagsorden til møderne fremsendes til medlemmerne senest to uger før mødet afholdes.

Kontaktudvalgets opgaver

§ 5. I kontaktudvalget formaliseres Forsyningstilsynets samarbejde med branchen, herunder branche- og forbrugerorganisationer og de regulerede virksomheder.

Stk. 2. Kontaktudvalget skal følge udviklingen i forsyningssektorerne og drøfte forhold vedrørende forsyningssektorerne, der er relevante for Forsyningstilsynets eller energi- forsynings- og klimaministerens opgaver.

Stk. 3. Kontaktudvalget drøfter mindst en gang om året eventuelle uhensigtsmæssigheder i sektorlovgivningen samt emner relateret til velfungerende forsyningsmarkeder.

Stk. 4. Kontaktudvalget skal høres inden færdiggørelse af den arbejdsplan, som Forsyningstilsynet udarbejder i medfør af § 6 i lov om Forsyningstilsynet.

Ikrafttræden

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. marts 2019.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, den 28. februar 2019

Lars Christian Lilleholt

/ Henrik Kjærgaard