Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven

(Vejledning nr. 1 til serviceloven)

 

Indledning

1. Som led i kommunalreformen er der vedtaget en ny lov om social service, lov nr. 573 af 24. juni 2005.

Kommunalreformen er først og fremmest en reform af den måde lovgivningen administreres på. I forhold til det sociale serviceområde betyder dette, at det for fremtiden alene er kommunalbestyrelserne, der har et myndighedsansvar i forhold til tildeling af ydelser efter serviceloven. Vedrørende ydelser til borgerne, er der ikke sket ændringer i servicelovens som følge af kommunalreformen.

Med kommunalreformen er amterne erstattet af regioner med en mere begrænset opgaveportefølje. Der er i serviceloven gjort op med, på hvilke områder, regionerne kan eller skal optræde som leverandører af serviceydelser, og det er ved bl.a. bestemmelsen om rammeaftaler fastsat, hvordan kommunalbestyrelser og regionsråd skal nå frem til aftaler om omfanget af, hvilke opgaver regionerne skal varetage.

Det vil efter kommunalreformen være kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for at yde rådgivning og for at træffe de konkrete afgørelser. På den mest specialiserede del af specialrådgivningsområdet er der etableret en central Videns og Specialrådgivningsorganisation, VISO, der inden for det mest specialiserede område, kan yde specialrådgivning til borgerne og bistå kommunerne i rådgivningen og vejledningen.

Vejledningerne Lov om Social Service, retter sig til kommunerne på sagsbehandlerniveau. Der er tale om en sammenskrivning af en lang række vejledninger, der var opdelt på særlige målgrupper, ældre, mennesker med handicap, børn og unge, børn og unge med handicap, socialt udsatte m.fl.

Vejledningerne til serviceloven foreligger således:

- Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven
(Vejledning nr.1 til serviceloven)

- Vejledning om personlig og praktisk hjælp mv.
(Vejledning nr. 2 til serviceloven)

- Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier
(Vejledning nr. 3 til serviceloven)

- Vejledning om botilbud m.v. til voksne
(Vejledning nr. 4 til serviceloven)

- Vejledning om særlig støtte til voksne
(Vejledning nr.5 til servicelove.)

- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv.
(Vejledning nr. 6 til serviceloven)

- Vejledning om kvalitet, tilsyn, tilskud til frivillige sociale organisationer, mv.
(Vejledning nr. 7 til serviceloven)

Vejledning om reglerne om magtanvendelse m.v. vil blive vejledning nr. 8 til serviceloven. Denne vejledning revideres i forbindelse med revision af bestemmelserne i servicelovens afsnit VII om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

 

2. Med vejledningerne 1- 7 ophæves de hidtidige hovedvejledninger:

- Vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap

- Vejledning om sociale tilbud til børn og unge med handicap

- Vejledning om sociale tilbud til ældre

- Vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne

- Vejledning om sociale tilbud til børn med handicap

- Vejledning om særlig støtte til børn og unge

- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv

Det samme gælder en række delvejledninger og reviderede vejledninger, der er kommet til siden 1998.

Afsnit I

Formål, målgrupper myndighedsstruktur.

Indledning

3. Afsnittet behandler tværgående temaer, som servicelovens generelle bestemmelser formål og målgrupper, reglerne for at yde støtte til borgere, der ikke har bopæl, men kun midlertidigt ophold her i landet, en kort beskrivelse af visse generelle sagsbehandlingsregler og retssikkerhedsspørgsmål samt en kort omtale af myndighedsstrukturen.

Kapitel 1 omfatter formål og principper.

Kapitel 2 omhandler målgrupper for ydelser efter serviceloven.

Kapitel 3 omhandler betingelser for at yde støtte til personer med midlertidigt ophold i landet.

Kapitel 4 omhandler reglerne om opholdskommune, handlekommune m.v.

Kapitel 5 omhandler kort reglerne om tavshedspligt og oplysningspligt m.v.

Kapitel 6 omhandler kort regler om administrationsaftaler, fuldmagt, værgemål, klage m.v

Kapitel 7 omhandler sagsbehandlingsregler i visse sager efter den sociale lovgivning.

Kapitel 8 omhandler myndighedsstrukturen og rammeaftaler.

Kapitel 1

Formål og principper

4. Overordnet angives formålet med servicelovens således:

Serviceloven

§ 1. Formålet med denne lov er

at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk.2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Med bestemmelsen fastsættes det generelle formål med ydelser efter serviceloven. Det understreges, at forebyggelse er et væsentligt element i de samlede ydelser efter serviceloven og at dette sigte må indgå både i forbindelse med tilrettelæggelsen af generelle tilbud, men også ved tildeling af konkrete ydelser, der skal tilgodese behov, der følger af nedsat funktionsevne, ligesom forebyggelseselementet indgår i forbindelse med rådgivning.

I lovens § 1, stk. 2 og 3, fastslås det, at den enkelte har ansvar for sig selv og sin familie, og dette er et grundlæggende vilkår for vurderingen af hjælp efter loven. En række af ydelser efter serviceloven har til formål at kompensere for nedsat funktionsevne, således at den pågældende så vidt muligt sættes i stand til at leve og udfolde sig som andre i samme situation. Ved vurderingen af kompensationsbehovet indgår ikke den pågældendes eller familiens økonomiske muligheder for selv at klare kompensationen, det er den konkrete virkning af den nedsatte funktionsevne, der fokuseres på. Det er endvidere et grundlæggende princip, at der ikke ydes hjælp efter serviceloven, hvis der ydes hjælp til samme formål efter anden lovgivning. Generelt hviler servicelovens bestemmelser på et sektoransvarsprincip, der betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne.

 

5. Den generelle formålsbestemmelse i lovens § 1, skal ses i sammenhæng med de specifikke formålsbestemmelser for henholdsvis indsatsen over for børn og unge og indsatsen over for voksne.

Serviceloven

§ 46. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for denne, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten skal ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Stk. 5. Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder at der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Indsatsen over for børn og unge har til formål at sikre, at børn og unge har de bedst mulige opvækstvilkår, uanset barnets eller den unges individuelle vanskeligheder. Der kan således være tale om børn og unge med særlige sociale problemer, herunder børn, hvor forældrene ikke eller kun vanskeligt kan leve op til deres forældreansvar, ligesom det gælder indsatsen over for børn og unge med nedsat funktionsevne, herunder f.eks. udviklingshæmmede, børn med autisme, døve og døvblinde, blinde, børn med fysisk handicap m.v.

Samtidig understreges betydningen af, at der ydes en sammenhængende indsats, og at indsatsen sættes i værk så tidligt som muligt.

Der henvises i øvrigt til vejledning 3 til lov om social service om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

 

6. Servicelovens § 81 og § 82 angiver det specifikke formål med indsatsen over for voksne:

Serviceloven

§ 81. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.

§ 82. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven.

Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer skal der ydes en særlig indsats. Loven understreger forebyggelseselementet, og der lægges vægt på en samlet helhedsorienteret indsats, der kan bidrage til at forbedre den enkeltes sociale funktion, udviklingsmuligheder og livsudfoldelse – og understøtte den enkeltes muligheder for en selvstændig tilværelse.

Dette gælder i forhold til alle grupper af voksne, der har behov for ydelser efter loven. Det kan dreje sig om mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller f.eks. mennesker som på grund af en svag tilknytning til det almindelige arbejdsmarked og andre samfundsmæssige netværk, kombineret med problemer i form af fx gæld, misbrug, psykiske vanskeligheder eller kriminalitet, kan være udsat for en social udstødelsesproces.

Indsatsen bør sigte mod at styrke den enkeltes muligheder for aktiv deltagelse i samfundslivet, herunder personlig udvikling, aktivering og social integration.

Der vil ofte være tale om en indsats, hvor omsorg og pædagogisk støtte og træning skal ses i sammenhæng med uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, eventuelle handicapkompenserende ydelser m.v.

Det vil ofte være formålet, at den sociale indsats skal forhindre at situationen for borgeren forværres, ligesom det fx for stofmisbrugere kan være en selvstændig målsætning at minimere skadesvirkningerne ved et stofmisbrug, ved eksempelvis at tilbyde metadonbehandling. Der kan også være tale om en række andre støttende indsatser, der kan medvirke til at målet for den samlede indsats kan fastholdes.

For at opnå en samlet og koordineret indsats vil det ofte være hensigtsmæssigt og relevant at inddrage og koordinere indsatsen efter serviceloven med den indsats, der ydes af distriktspsykiatrien, kriminalforsorgen, det frivillige sociale arbejde, lokale virksomheder, boligforeninger med videre.

 

7. Uanset hvad der er årsag til at en person med nedsat funktionsevne skal have ydelser efter serviceloven, skal indsatsen tilrettelægges så den fremstår helhedsorienteret og afpasset efter den enkeltes særlige behov og muligheder og med respekt for den enkeltes integritet og værdighed.

Det er brugerne, der bedst ved, hvor skoen trykker, og inddragelse af brugerne eller af personer, der varetager brugernes interesser, kan medvirke til at brugerne føler sig trygge ved tilbudene og kan bruge dem til at udfolde sig og udvikle sig i.

Ved vurderingen af hvilken støtte, der aktuelt skal ydes, må det indgå, hvordan formålet med støtten bedst kan opfylde den pågældendes samlede behov. Heri indgår, om den nødvendige hjælp kan ydes på tilfredsstillende måde i eget hjem - herunder fx også i bofællesskaber oprettet efter lov om almene boliger, i skæve huse, i udslusningsboliger - eller boformer efter servicelovens. For at imødekomme de individuelle behov vil der ofte være behov for opsøgende og tillidsskabende arbejde og for udformning af rummelige tilbud - herunder tilbud, der undertiden må rumme en accept af en normoverskridende adfærd hos brugerne.

 

8. Med § 82 videreføres den kommunale forpligtigelse til at yde hjælp i overensstemmelse med lovens formål, over for personer, der ikke kan tage vare på deres egne interesser. Der vil her være tale om personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Den kommunale forpligtigelse til at yde støtte efter loven gælder over for denne persongruppe, uanset, om den enkelte selv efterspørger hjælpen.

Der er tale om en kommunal forpligtigelse, der skal medvirke til at mennesker med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne reelt tilbydes – og får - en støtte, så de kan leve en værdig tilværelse.

Forpligtigelsen efter servicelovens § 82 skal ses i sammenhæng med reglerne om mulighederne for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som fremgår af servicelovens Afsnit VII.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse m.v. efter serviceloven for en nærmere beskrivelse af rammerne for forpligtigelsen efter servicelovens § 82. (Vejledningen om magtanvendelse vil blive revideret senere.)

Principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

9. Der er 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne: Ligebehandlingsprincippet, solidaritetsprincippet, sektoransvarsprincippet og kompensationsprincippet. Principperne omtales ofte som handicappolitiske principper:

Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i FN's standardregler om lige muligheder for handicappede. I Danmark blev disse principper godkendt ved en folketingsbeslutning i 1993, og princippet om ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne med andre borgere har siden da været centralt i bestræbelserne på at skabe et samfund for alle.

Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår. I praksis er det et led i solidaritetsprincippet, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen.

Sektoransvarlighedsprincippet knæsætter det forhold, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne er derfor ikke kun en opgave for socialsektoren, men en opgave, der rækker ind på en række andre områder såsom for eksempel bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Kompensationsprincippet vedrører kun de merudgifter, der skyldes den nedsatte funktionsevne, og ikke de udgifter som personen i alle tilfælde ville have haft.

Overordnede ældrepolitiske principper

10. Ældrekommissionen lancerede i begyndelsen af 1980’erne en række bidrag til de principper, der stadig gælder ved tildeling serviceydelser til ældre.

Udgangspunktet er, at ældrepolitikken skal være sammenhængende og understøtte:

- Kontinuitet i den enkeltes tilværelse.

- Brug af egne ressourcer.

- Selvbestemmelse.

- Indflydelse på egne forhold, herunder valgmuligheder.

Ældreboliglovgivningen og reglerne om udbetaling af pension til plejehjemsbeboere er eksempler på udmøntning af disse principper. Filosofien bag disse regler er:

At ældre ikke skal betragtes som en homogen gruppe med ensartede behov,

- at servicetilbud til ældre ikke skal udformes som pakkeløsninger knyttet til bestemte bofor mer, fx plejehjem, men derimod tildeles med udgangspunkt i den enkeltes behov for hjælp,

- at beboere i plejeboliger på linie med andre ældre skal have indflydelse på deres egen økonomi og dagligdag.

Forpligtigelsen til at etablere ældreråd og klageråd, der skal medvirke til, at kommunerne får et tæt samarbejde med ældre borgere, samt kravet om skemaer og skriftlige afgørelser, er andre eksempler på lovgivningsinitiativer, der tager udgangspunkt i de ældrepolitiske principper.

Kapitel 2

Målgrupper

Serviceloven

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser efter denne lov der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

11. Lovens § 2 beskriver målgruppen for ydelser efter serviceloven, som enhver, der har lovligt ophold her i landet.

Den nærmere afgrænsning af hvem der har ret til hvilke ydelser efter loven, følger af den enkelte bestemmelses angivelse af betingelser for at yde hjælp.

Lovens serviceydelser retter sig til både børn og voksne. Loven indeholder dels bestemmelser om visse generelle serviceydelser, hvortil der ikke kræves særlig visitation, som kommunernes forpligtigelse til at sørge for det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn. Dels indeholder loven en række bestemmelser om serviceydelser, der er knyttet til et særligt behov hos den enkelte modtager – og som kræver en særlig visitation.

Loven er opdelt så det fremgår, hvilke typer af ydelser, der specielt er beregnet på børn og unge, hvilke ydelser der specielt er beregnet for voksne, og hvilke ydelser, der ikke er afhængige af alder.

Der er i enkelte bestemmelser fastsat særlige aldersbetingelser tilknyttet en bestemt ydelse. Dette gælder fx servicelovens § 76, der omhandler tilbud for unge voksne 18 til 22 årige, og lovens § 97, om ledsagelse, hvor der er en særlig aldersregel.

 

12. De fleste ydelser efter serviceloven kræver en særlig visitation, men fx på rådgivningsområdet har kommunerne en generel forpligtigelse at tilbyde borgerne gratis rådgivning, jf. nedenfor afsnit II, pkt. 39. Herudover har kommunerne en forpligtigelse til at varetage rådgivningen af personer, der på grund nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har et mere specifikt behov for rådgivning

Både når det gælder rådgivning på grund af særlige forhold eller andre tilbud til voksne er det en betingelse, at den pågældende har et behov på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlig sociale problemer. Af de enkelte bestemmelser fremgår de nærmere betingelser for at opnå støtte efter bestemmelsen.

Som grupper, der er berettiget til ydelser efter serviceloven, er således mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, dvs. borgere som i daglig tale benævnes som mennesker med handicap, herunder mennesker med en varig sindslidelse, og mennesker med aldersbetinget nedsat funktionsevne. Herudover omfatter målgruppen også mennesker med særlige sociale problemer. Der kan være tale om mennesker, som er truet af social udstødelse, nogle grupper af sindslidende med særlige problemer, mennesker med spiseforstyrrelser, hjemløse voldsramte, mennesker med senfølger efter overgreb, stofmisbrugere, alkoholikere, mennesker, der har forsøgt selvmord, m.fl.

Behovet for støtte kan eksempelvis være behov for at få kompenseret et nedsat syn eller nedsat hørelse, nedsat mobilitet eller behov for støtte til at udgøre de basale livsfunktioner eller støtte til at få dagligdagen til ar hænge sammen. Det er ikke en konkret diagnose, der udløser ydelser efter serviceloven, men det er de behov for støtte, som den enkeltes nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller særlige sociale problemer afføder, der er udgangspunktet for vurderingen.

Støtte efter serviceloven kan være rådgivning og specialrådgivning, personlig hjælp og pleje, praktisk bistand, hjælpemidler, støtte- og kontaktpersonordninger, hjælpeordning, ledsagelse, botilbud, sociale behandlingstilbud, socialpædagogisk støtte m.v.

 

13. Når det gælder børn og unge, omfatter serviceloven principielt forholdene for alle børn og unge, Der er dog særlig fokus på børn og unge, som har et særligt behov på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller børn og unge, hvis opvækstvilkår tilsiger, at der skal ydes en særlig støtte.

En sådan støtte kan f.eks. være nødvendig for at støtte forældrene i at sikre barnet eller den unge så gode udviklingsmuligheder som muligt, eller være nødvendig for at rette op på barnets eller den unges adfærd m.v.

Der henvises herom nærmere til vejledning 3 til lov om social service om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

 

Kapitel 3

Opholdsbetingelser

Ophold her i landet

14. Det følger af servicelovens § 2, at alene personer med lovligt ophold her i landet har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder fx personlig og praktisk hjælp.

Det betyder, at enhver, der ifølge udlændingelovgivningens bestemmelser har lovligt ophold i Danmark, har ret til at få realitetsbehandlet en ansøgning om hjælp efter serviceloven.

Lovligt ophold omfatter både midlertidigt og fast ophold. Midlertidigt ophold er f.eks. ferie- eller studieophold, familiebesøg o.l. Fast ophold i Danmark kan fx omfatte situationer, hvor udlændinge bor her og enten arbejder her eller modtager pension fra hjemlandet.

Reglerne betyder fx, at der ikke kan gives tilskud til personlig og praktisk hjælp efter § 83 under en udlandsrejse.

 

15. Hovedprincippet er, at personen skal have lovligt ophold her i landet for at kunne modtage ydelser efter serviceloven. Med Socialministeriets bekendtgørelse nr. 868 af 15. august 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet , udlandsbekendtgørelsen,er der, med udgangspunkt i servicelovens § 2, stk. 2, fastsat regler for under hvilke betingelser, ydelser efter serviceloven, kan medtages under midlertidige ophold i udlandet.

Ophold i udlandet

16. En person, der opholder sig i udlandet og derfra søger om hjælp efter serviceloven, har ingen dansk opholdskommune, jf. retssikkerhedsvejledningens kap. 32. Det er en forudsætning, at en ansøger tager ophold i Danmark, inden kommunen kan behandle en ansøgning om fx flytning til plejehjem fra en dansk statsborger, som efter en årrække i udlandet ønsker at komme på plejehjem i Danmark.

Hvis en borger, der modtager dansk pension, er bosiddende i udlandet, vil den pågældende have ret til ydelser efter serviceloven. Det indebærer, at kontantydelser udbetales af den danske sikringsmyndighed, Den Sociale Sikringsstyrelse, og at naturalhjælp søges hos de lokale myndigheder. Hvis danske pensionister søger om naturalhjælp under midlertidige ophold i Danmark, vil de skulle behandles på lige fod med personer bosiddende i Danmark, da det er Danmark, der er sikringsstat for den pågældende.

Statsborgerskab

17. Det er ikke afgørende for at få hjælp efter serviceloven, om modtageren er dansk statsborger eller ej. Det vil sige, at en udlænding, som opholder sig lovligt her i landet og fx får behov for personlig og praktisk hjælp, har ret til hjælp efter samme regler som danske statsborgere.

EU-borgere og deres medfølgende familiemedlemmer

18. EU – statsborgere og deres medfølgende familiemedlemmer har ret til indrejse og ophold i Danmark efter reglerne i Rådets direktiv af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (38/2004).

Unionsborgere og deres medfølgende familiemedlemmer (uanset nationalitet) har uden betingelser ret til op til 3 måneders ophold på en medlemsstats område. Værtslandet er ikke, jf. direktivets artikel 24, stk.2, forpligtet til at tillægge ret til sociale ydelser under de første 3 måneders ophold.

Direktivet giver ret til ophold ud over de 3 måneder, hvis der er tale om en erhvervsaktiv person, eller en person, der kan dokumentere at råde over tilstrækkelige økonomiske midler til sig selv og sin familie, samt en sygeforsikring, så opholdet ikke bliver en (urimelig) byrde for værtslandets sociale system. Dette gælder også for personer, der er i Danmark som følge af uddannelse.

Personer, som er eller har været erhvervsaktive er omfattede af Rådets forordning nr. 1408/71 om koordinering af sociale sikringsordninger. Disse personer har ret til naturalhjælp i opholdslandet for sikringslandets regning. Det betyder, at f.eks. en tysker på ferie i Danmark har ret til naturalhjælp efter serviceloven. Samtidig har den kommune, der har ydet hjælpen (opholdskommunen) ret til at søge udgiften refunderet fra den tyske sikringsmyndighed. Forordningen omfatter også familiemedlemmer og studerende.

19. Hvis EU – statsborgere og deres medfølgende familiemedlemmer, som opholder sig her i landet i den første 3 måneders periode, jf. ovf., søger om hjælp efter serviceloven er Danmark (kommunen) som udgangspunkt ikke forpligtet til at yde hjælpen i medfør af opholdsretsdirektivet. Det må herefter konkret afgøres, om den pågældende i givet fald kan få hjælp efter aktivlovens § 81 (enkeltudgifter) til hjælp til hjemsendelse. Som udgangspunkt må det antages, at der er ret til akut hjælp/behandling.

Personer, der er omfattede af Rådets forordning 1408/71 om koordinering af sociale sikringsordninger, dvs. personer, der er eller har været erhvervsaktive, deres familiemedlemmer, samt studerende, skal dog behandles på lige fod med borgere, der er omfattet af dansk social sikring, jf. oven for.

Sammenholdt med EU forordning 1408/71, følger det af servicelovens § 2,stk. 1, at turister under ophold i Danmark vil have ret til den hjælp, som ikke kan vente til de kommer hjem igen. Det gælder f.eks. skift af forbindinger, hjælp til personlig pleje mv.

Hvis personen får behov for hjælp efter serviceloven efter opholdsperioden på 3 måneder er udløbet, og den pågældende ikke har fået tilladelse til fortsat at opholde sig/bo i Danmark, og derfor ikke er folkeregistreret her, er der næppe tale om et lovligt ophold her i landet, og personen har ikke ret til ydelser efter serviceloven. Situationen er da lig situationen beskrevet ovenfor, og der må tages udgangspunkt i, at personen har ret til akut hjælp/behandling.

Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

20. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester.

Efter konventionen skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande i tilfælde, hvor en person har midlertidigt ophold i landet og under dette ophold får et umiddelbart behov for social bistand og/eller sociale tjenester, tilbyde den bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp tilsiger. Det vil sige, at statsborgere fra et andet nordisk land, der har lovligt midlertidigt ophold her i landet, skal ligestilles med danske statsborgere for så vidt angår retten til ydelser efter serviceloven

Det fremgår endvidere af Konventionens artikel 6, at en person, der er omfattet af Konventionen (dvs. også ikke – nordiske statsborgere, som har lovligt bopæl i et nordisk land, og er folkeregistreret der), og som under lovligt midlertidigt ophold i et andet nordisk land får et umiddelbart behov for social bistand og sociale tjenester, fra opholdslandet skal modtage en sådan bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp tilsiger. Det midlertidige opholds varighed og forholdene, hvorunder opholdet finder sted, kan påvirke omfanget af den bistand, som den midlertidige opholdskommune er forpligtet til at yde. Det betyder i almindelighed, at den danske kommune til en person på gennemrejse eller kort besøg/ophold i Danmark, kun er forpligtet til at yde den hjælp, som er nødvendig under opholdet eller hjemrejsen, mens der under længerevarende ophold f.eks. kan blive tale om at yde personlig hjælp og pleje m.v.

Artikel 7 i Konventionen er en beskyttelse mod hjemsendelse. Et eventuelt grundlag for hjemsendelse skal fremgå af national lovgivning (dvs. vores sociale lovgivning og udlændingelovgivningen).

Der er udarbejdet fællesnordisk vejledende bemærkninger til Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Disse kan rekvireres ved henvendelse til Den Sociale Sikringsstyrelse, som også kan give nærmere oplysninger om konventionens bestemmelser. Der henvises til www.dss.dk

Borgere fra tredielande

21. Tredjelands statsborgere, der opholder sig her i landet vil som regel have en opholdstilladelse. Enten er de her i landet som turister eller også bor de her i landet, og er registreret i folkeregistret.

Hvis personen bor og er folkeregistreret her i landet, er der tale om lovligt ophold, og den pågældende har ret til ydelser efter serviceloven.

Hvis personen er her i landet som turist, vil pågældende kun have ret til akut hjælp/behandling.

Kapitel 4

Handle- og opholdskommen, refusion m.v.

Handlekommune/opholdskommune

22. Reglerne om opholdskommune er samlet i retssikkerhedsloven og fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen.

Reglerne fremgår af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og den dertil hørende vejledning, hvortil der henvises.

Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide.

Opholdskommunen er som udgangspunkt den kommune, hvor borgeren opholder sig. Normalt har opholdskommunen også pligt til at handle.

Midlertidigt ophold

23. Efter retssikkerhedslovens § 9 b, stk. 1, har en person med midlertidigt ophold uden for opholdskommunen ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service. Det forudsættes, at der er bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtigelse gælder, uanset om opholdet skyldes familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold eller andet. Det afgørende er opholdets midlertidige karakter.

Det følger af retssikkerhedsloven, at den midlertidige handlekommune har mulighed for at få refunderet udgifterne til personlig og praktisk hjælp m.v. i opholdskommunen.

Børn og unge

24. Børn og unge har, jf. retssikkerhedslovens § 9a, som udgangspunkt samme opholdskomme som deres forældre. Retssikkerhedslovens § 9a fastsætter herudover, hvornår barnet eller den unge har en anden opholdskommune end forældrene. Et barn eller en ung, der ikke bor sammen med nogen af forældrene og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3.

For børn og unge anbragt uden for hjemmet efter bestemmelserne i serviceloven, indeholder retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4, bestemmelser om, hvilken kommune, der er opholdskommune, og hvordan barnets opholdskommune, skal samarbejde om anbringelsen med forældrenes opholdskommune.

Refusion fra tidligere opholdskommune

25. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes, jf. bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9, c.

Fraflytningskommunens medvirken.

26. Det følger af retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i kommunen i botilbud efter serviceloven eller i en ældrebolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Retten til refusion gælder også i tilfælde, hvor en borger er flyttet til et tilsvarende botilbud i en anden kommune efter reglerne om frit boligvalg.

Aftale om refusion

27. Efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 10 er det endvidere muligt, inden for et nærmere afgrænset område for kommunerne indbyrdes at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter serviceloven.

Vedrørende reglerne om handle- og opholdskommune, mellemkommunal refusion osv., henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 5

Tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger m.v.

Forvaltningsloven og persondataloven

28. Reglerne om tavshedspligt samt om indhentelse og videregivelse af oplysninger findes i forvaltningslovens §§ 27- 32. Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, jf. lovens § 1. Den omfatter således alle statslige og kommunale forvaltningsmyndigheder.

Reglerne om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning er beskrevet i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, som også behandler spørgsmålet om, hvornår behandling, herunder videregivelse af oplysninger i medfør af persondataloven, må finde sted.

Der kan i øvrigt henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven fra 1986, der omtaler de generelle forvaltningsretlige rettigheder og pligter i henhold der følger af forvaltningsloven.

 

Borgerens pligt til at medvirke til sagens oplysning

29. I retssikkerhedslovens §§ 10-12 findes reglerne om indhentelse af oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag. Det er myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Det er også myndighedens ansvar, at der ikke indhentes oplysninger, som ikke er relevante for den afgørelse, der skal træffes.

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden skal derfor anmode borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen. Borgeren er ikke forpligtet til at medvirke og sagen må i tilfælde af borgerens manglende medvirken afgøres på det foreliggende grundlag.

I forbindelse med reglerne om indhentelse af oplysninger har det stor betydning, at borgeren forstår formålet med oplysningerne og konstruktivt bidrager med oplysninger. Indsamling af oplysninger må derfor ske ud fra en åben dagsorden, som både myndigheden og borgeren har kendskab til. Dette er for at sikre, at borgeren har mulighed for at forvisse sig om, at de oplysninger, som pågældende synes er relevante, kan blive indhentet og vurderet. Myndigheden har efter forvaltningsloven notatpligt i forhold til de oplysninger, der indhentes mundtligt.

Myndigheden skal ifølge retssikkerhedslovens § 12 give borgeren oplysning om myndighedens adgang til at indhente oplysninger, ligesom det påhviler myndigheden at orientere borgeren om, hvilke konsekvenser det kan få for borgeren, hvis denne ikke selv medvirker til at oplyse sagen.

Der henvises til retssikkerhedsvejledningens kap. 18.

Kapitel 6

Administrationsaftaler, fuldmagt, værgemål, mv.

Dispositioner på andres vegne

30. Personer, som af helbredsmæssige eller andre grunde er ude af stand til at varetage deres personlige og/eller økonomiske forhold, kan have behov for hjælp fra andre.

Der findes forskellige muligheder for at lade andre varetage de økonomiske og personlige forhold for personer, som ikke kan varetage deres egne forhold. Det er meget vigtigt, at disse regler følges, da disposition over andres midler ikke er lovlig, medmindre der foreligger værgemål, en administrationsaftale eller en fuldmagt.

Fuldmagt

31. Alle, som kan handle fornuftsmæssigt, har mulighed for at give andre fuldmagt til at handle på deres vegne. Fuldmagten kan være begrænset til at omfatte bestemte forhold, eller den kan være af generel karakter, således at den omfatter alle deres økonomiske og personlige forhold. En fuldmagt bortfalder normalt ikke, fordi udstederen af fuldmagten senere mister evnen til at handle fornuftsmæssigt, fx på grund af demens.

Administrationsaftale

32. Personer, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, men alligevel ikke kan klare de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage økonomiske dispositioner, som fx at hæve penge, betale regninger m.v., kan indgå en aftale med kommunen om at overlade disse opgaver til medarbejdere i plejehjem, i hjemmepleje mv.

Værgemål

33. Det grundlæggende princip i værgemålsloven er, at værgemålet skal tilpasses efter den enkeltes behov og at værgemålet ikke må være mere omfattende end nødvendigt. Reglerne giver mulighed for begrænsninger af værgemålet, så det fx kun omfatter bestemte økonomiske aktiver eller bestemte personlige forhold. Værgemålet kan også tidsbegrænses. Det er udgangspunktet, at personer under værgemål er myndige, og de har fx stadig valgret.

Former for værgemål

34. Der findes følgende former for værgemål:

– Økonomisk værgemål (værgemålslovens § 5)

– Personligt værgemål (værgemålslovens § 5)

– Fratagelse af retlig handleevne på det økonomiske område (umyndiggørelse/værgemålslovens § 6)

– Samværgemål, jf. værgemålslovens § 7

 

Anmodning og beslutning om værgemål

35. Anmodning om værgemål efter § 5 indsendes til statsforvaltningen med begrundelse og forslag til værgemålets karakter og omfang.

Anmodning om værgemål, ændring og ophævelse kan rejses af følgende: Personen selv, pågældendes familie, eventuelle ægtefælle eller samlever, eventuel værge, den stedlige politimyndighed (politidirektøren), statsforvaltningen eller kommunalbestyrelsen.

Det vil ofte være et familiemedlem, der beskikkes som værge, men hvis dette ikke er muligt bliver det en af statsforvaltningens faste værger. Man bør være opmærksom på, at der i visse tilfælde kan opstå interessekonflikter, hvis et familiemedlem beskikkes som værge. Der er fastsat regler om et særligt tilsyn med værger.

Almindelige klageregler mv.

36. Retssikkerhedslovens kapitel 10 indeholder en række regler om behandling af klager over afgørelser truffet af kommunerne eller staten i jobcentrene og af klager over afgørelser truffet af de sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnene.

Vedr. reglerne i nærværende kapitel henvises ud over de angivne kilder, også til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og til retssikkerhedsvejledningen.

Kapitel 7

Kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager

Serviceloven

 

§ 3.

Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og §§ 107 – 110, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for de sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

37. Servicelovens § 3 indeholder ud over den overordnede bestemmelse om myndighedsansvaret en nyskabelse, § 3, stk. 2, som er vedtaget som opfølgning på kommunalreformen. Bestemmelsen pålægger kommunalbestyrelsen, når der træffes afgørelse om en indsats over for en borger, at beskrive den indsats, som iværksættes og formålet hermed.

Forpligtigelsen til en sådan beskrivelse omfatter bl.a. afgørelser om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge og afgørelser om optagelse i en række dag- og døgntilbud for voksne samt afgørelser om behandling efter servicelovens § 101. Der henvises herom til vejledning om særlige tilbud til børn og deres familier, vejledning 3 til serviceloven, og til vejledning om botilbud mv. til voksne, vejledning 4 til serviceloven.

 

38. Kravene til kommunernes sagsbehandling efter § 3, stk. 2 i serviceloven gælder for afgørelser, som kommunalbestyrelsen træffer den 1. januar 2007 eller senere.

Hvis kommunalbestyrelsen den 1. januar 2007 eller senere træffer nye afgørelser over for borgere, som indtil udgangen af 2006 modtog et amtskommunalt tilbud, er der ikke krav om, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal træffes i overensstemmelse med § 3, stk. 2, medmindre afgørelsen indebærer væsentlige ændringer i den indsats, som borgeren modtager.

Indhold af beskrivelsen

39. Kommunalbestyrelsens afgørelser om et tilbud efter serviceloven skal indeholde en kort beskrivelse af, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis og hvad formålet med indsatsen er.

Afgørelsen kan fx indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen leveres som dagtilbud eller døgntilbud, om afgørelsen fx indeholder ret til genoptræning, psykologbistand mv., og om der på længere sigt stiles mod en udslusning. Herudover skal afgørelsen indeholde en beskrivelse af det faglige indhold, fx om hvilken boform, der anses for egnet, om personlig hjælp og evt. træning, om hjælp til udvikling af færdigheder, om socialpædagogisk bistand, om ledsagelse, om hensigten er at støtte borgerens mulighed for sociale kontakter, eller at stofmisbrugeren får mulighed for at afbryde kontakten med misbrugsmiljøet m.v.

Der er ikke krav om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om, hvordan hjælpen tilrettelægges, eller om konkrete oplysninger om timetal eller om kvalifikationer hos det udførende personale, ligesom der ikke er krav om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om træningsredskaber m.v. Med mindre valgfrie aktiviteter må anses for en integreret del af indsatsen, er der ikke krav om at afgørelsen skal indeholde oplysninger herom.

Beskrivelsen skal være kortfattet og skal ikke være lige så detaljeret som de handleplaner, som kommunalbestyrelsen skal tilbyde efter andre bestemmelser i serviceloven.

 

40. Afgørelsen om den konkrete indsats skal tage udgangspunkt i en konkret individuel vurdering af borgerens behov. Hvis tilbudet ikke kun omfatter borgeren, men også medfølgende børn, skal der i beskrivelsen af den konkrete indsats også tages hensyn til borgerens medfølgende børn.

 

41. Ved sagsbehandlingen vil også en vurdering af borgerens behov for en fortsat tilknytning til sit nærområde og lokale netværk skulle indgå, ligesom borgeren ret til frit valg af botilbud, jf. servicelovens § 108, stk. 2, skal indgå. Borgeren kan eventuelt opfordres til at se på eksisterende tilbud på Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14.

Tidspunkt for iværksættelse af indsatsen

42. Udgangspunktet for administrationen af lov om social service er, at afgørelsen skal iværksættes straks, efter den er truffet af kommunalbestyrelsen. Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbudet straks, ligesom der kan være situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med ansøgeren vil kunne overveje.

Forholdet til forvaltningsloven

43. Oplysningerne om formålet med indsatsen supplerer den begrundelse, som afgørelsen skal indeholde efter §§ 22-24 i forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Om de generelle sagsbehandlingsregler henvises i øvrigt til retssikkerhedsvejledningens afsnit III og afsnit XII.

Beslutning om væsentlige ændringer af indsatsen

Serviceloven

§ 3.

Stk. 2. ..Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom. ..

44. Når kommunen vil give brugere af kommunens tilbud et andet tilbud, kan kommunen enten give borgeren en ny afgørelse om ret til et tilbud efter en anden bestemmelse i serviceloven eller give borgeren en beslutning om en anden indsats efter samme bestemmelse i serviceloven. Hvis kommunen ønsker at give borgeren et tilbud efter en anden bestemmelse i serviceloven, skal den nye afgørelse herom træffes efter de almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven.

 

45. Kommunalbestyrelsen kan som udgangspunkt træffe beslutninger som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed uden at følge reglerne i forvaltningslovens kapitel 3-7. Når beslutningen er omfattet af § 3, stk. 2, dvs. væsentlige ændringer, skal beslutningen imidlertid behandles som om der var tale om en afgørelse. Beslutningen om at ændre indsatsen skal også behandles efter retssikkerhedsloven, således at eksempelvis borgerens ret til at medvirke ved behandlingen af sagen gælder.

Kommunalbestyrelsen skal ikke træffe en ny beslutning efter § 3, stk. 2, hvis borgeren ansøger om en ændret indsats, men kommunalbestyrelsen beslutter at fastholde den oprindelige indsats.

Væsentlige ændringer

46. En væsentlig ændring af den konkrete indsats i forhold til beskrivelsen i den oprindelige afgørelse foreligger eksempelvis, hvis indsatsen i et døgntilbud ændres til støtteforanstaltninger i borgerens eget hjem, fx i forbindelse med en udslusning. Et andet eksempel på en væsentlig ændring af den konkrete indsats vil være, hvis kommunen ikke længere tilbyder borgeren ledsagelse til aktiviteter, således som det var forudsat i den oprindelige afgørelse.

Der er ikke tale om en væsentlig ændring, jf. servicelovens § 3, stk.2, i forhold til den enkelte, hvis der fx er tale om ændringer i et botilbuds husorden eller at en bestemt form for fysioterapi flyttes fra om formiddagen til om eftermiddagen.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, afsnit XII om forvaltningslovens krav om begrundelse og til Justitsministeriet vejledning fra 1986 om forvaltningsloven.

Klage over væsentlige ændringer

47. Det er med servicelovens § 3, stk. 2 fastslået, at også kommunalbestyrelsens beslutninger om den konkrete indsats om iværksættes og formålet hermed, er omfattet af borgerens klageadgang til Det sociale nævn. Dette gælder også kommunalbestyrelsens beslutninger om væsentlige ændringer af indsatsen. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Kapitel 8

Myndighedsstruktur, rammeaftaler

Kommuner og regioner

48. Med kommunalreformen er der fastlagt en struktur for tildeling af ydelser efter serviceloven, hvor kommunerne alene har myndighedsansvaret.

Serviceloven

§ 3. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter denne lov.

Stk. 2 ..

 

Serviceloven

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter denne lov.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud.

Som lovbestemmelserne er formuleret, ligger myndighedsansvaret i forhold til borgerne ved tildeling af sociale ydelser efter serviceloven klart hos kommunalbestyrelsen. Og det er kommunalbestyrelserne, der har ansvaret for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Kommunerne kan løfte sit forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved brug samarbejde med andre kommuner regioner eller private tilbud.

 

49. Af lovens § 5 fremgår, på hvilke områder regionsrådet, efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen, skal medvirke i opgaveløsningen ved at stille tilbud til rådighed.

Serviceloven

§ 5. Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere

1) tilbud efter §§ 103 og 104, § 107, stk. 2, og §§ 108-110,

2) særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 32 og 36,

3) døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 67, stk. 2,

4) sikrede døgninstitutioner, jf. § 67, stk. 3, og

5) tilbud om behandling af stofmisbrugere efter § 101.

Stk. 2. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Stk. 3. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen etablere tilbud efter §§ 83-87, 97, 98 og 102 til personer med længerevarende ophold i boliger til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter lov om almene boliger m.v.

Stk. 4. Regionsrådet opfylder sin forpligtelse efter stk. 1-3 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan etablere tilbud omfattet af stk. 1-3.

Stk. 6. Regionsrådet kan drive de tilbud, der er nævnt i § 67, stk. 1, såfremt det er aftalt i henhold til § 194, stk. 2.

Stk. 7. Regionsrådet skal føre tilsyn med tilbud omfattet af stk. 1, 3 og 6. Dette gælder dog ikke for tilbud, hvor en kommunalbestyrelse har indgået en generel aftale om anvendelse af tilbuddet, herunder om tilsyn. Regionsrådet behandler indberetninger om magtanvendelse, jf. § 136, stk. 1.

Stk. 8. Regionsrådet kan efter anmodning fra kommunalbestyrelsen varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen.

Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen er det inden for de områder, hvor amterne indtil 1. januar 2007 har haft en selvstændig forsyningsforpligtigelse, at regionen kan eller skal indgå i opgaveløsningen. Med kommunalbestyrelsernes ansvar for at sikre det nødvendige antal tilbud efter serviceloven, indtræder regionsrådenes forpligtigelse som leverandører af tilbud alene efter aftale med kommunerne i regionen.

 

50. Hovedafgrænsningen af de opgaver regionsrådet skal varetage fremgår af servicelovens § 5, stk 1, 2, 3 og 6. Herudover kan regionsrådet med hjemmel i servicelovens § 5, stk. 8, efter anmodning fra en kommunalbestyrelse varetage kommunale driftsopgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver, i de tilfælde, hvor regionen har særlige kompetencer med hensyn til opgavevaretagelsen. Der vil også i disse situationer alene være tale om, at regionsrådet kan optræde som entreprenør på de pågældende opgaver.

Rammeaftaler

51. Servicelovens § 6 om rammeaftaler angiver reglerne for samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og regionsrådet, med henblik på fastsættelse af omfanget af den regionale leverandøropgave. Rammeaftalen er således også med til at angive, hvilke tilbud kommunerne selv påtager sig at levere:

Serviceloven

§ 6. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en årlig redegørelse for kommunens behov for og forventede brug af tilbud, jf. § 5, i regionen.

Stk. 2. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal senest den 15. oktober indgå en årlig rammeaftale for regionsrådets etablering, tilpasning og udvikling af tilbud jf. § 5. Rammeaftalen drøftes og suppleres efter behov. Regionsrådet skal sørge for, at regionens tilbud anvendes i overensstemmelse med rammeaftalen.

Stk. 3. Regionsrådet skal koordinere kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.

Stk. 4. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse og rammeaftale efter stk. 1 og 2 om, hvilke lands- og landsdelsdækkende tilbud der er omfattet af stk. 3, samt om udviklingsplanen efter § 9.

Kommunalbestyrelserne skal hvert år udarbejde en redegørelse over kommunens behov for og forventede forbrug af tilbud efter § 5 i serviceloven. Disse redegørelser danner baggrund for de rammeaftaler, der årligt skal indgås mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen om, hvilke tilbud, regionsrådet skal stille til rådighed og dermed bidrage til at afgrænse, hvilke tilbud kommunerne selv påtager sig at levere. Igennem disse årlige rammeaftaler reguleres løbende kapacitet og udviklingsønsker til de regionale tilbud, og samtidig koordinerer regionsrådene indbyrdes kapaciteten og udviklingen i lands- og landsdelsdækkende tilbud.

Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 36 af 23. januar 2006 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde.

Afsnit II

Rådgivning

Indledning

52. Dette afsnit indeholder en gennemgang af servicelovens regler om rådgivning af borgerne, samt en omtale af servicelovens bestemmelser om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO, af Tilbudsportalen og af den uvildige konsulentfunktion på handicapområdet, DUKH.

Kapitel 9 omfatter rådgivning og specialrådgivning mv.

Kapitel 10 omhandler kort rådgivning i forhold til børn og unge og mennesker med handicap.

Kapitel 11 omhandler rådgivning af særlige grupper – hjemløse, sindslidende, prostituerede, misbrugere, personer, der har været udsat for overgreb, selvmordstruede m.v.

Kapitel 12 omhandler den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.

Kapitel 13 omhandler Tilbudsportalen.

Kapitel 14 omhandler den uvildige konsulentordning på handicapområdet, DUKH.

Kapitel 9

Rådgivning og specialrådgivning

Serviceloven

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Serviceloven

§ 11. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning efter stk. 1, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Stk. 3

Rådgivning - generelt

53. Servicelovens §§ 10 og 11 foreskriver, at kommunerne skal stille gratis rådgivning til rådighed for alle borgere, der har behov for rådgivning. Denne rådgivning er ikke snævert begrænset til rådgivning inden for det sociale område, men skal være et bredt tilbud, der kan bidrage til at forebygge, at der opstår sociale problemer, og som kan styrke den enkeltes muligheder for at overkomme opståede problemer. Rådgivningen skal tilrettelægges således, at der kan rådgives om, hvilke støttemuligheder, der er inden for andre sektorer.

Forpligtigelsen til at yde gratis rådgivning gælder både over for børn, unge og voksne. Alle grupper har krav på, at rådgivningen tilbydes som et åbent og anonymt tilbud, når rådgivningen ikke er kombineret med andre ydelser. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder m.m.

I konkrete tilfælde kan der også være tale om en løbende kontakt - afhængig af behovet. Egentlig behandling omfattes derimod ikke af kommunens generelle rådgivningsforpligtigelse, efter servicelovens § 10 og § 11, stk. 1 og 2.

 

54. Kommunen skal vurdere behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder. Kommunen kan samarbejde med andre kommuner for at løse deres rådgivningsopgaver, ligesom kommunen i rådgivningsarbejdet kan entrere med private tilbud eller f.eks. med de tilbud, der drives af regionen.

Herudover vil kommunen fx kunne inddrage frivillige organisationer, private eller selvejende institutioner og tilbud eller andre med en særlig viden.

Rådgivningen skal understøtte den helhedsorienterede indsats over for borgerne, hvor der ud over de forskellige støttemuligheder inden for det sociale område fx kan inddrages forhold, der vedrører beskæftigelse, uddannelse, undervisning, sundhed, familiemæssige forhold eller andet, der har betydning for borgerens, familiens, barnets eller den unges situation på det tidspunkt, der søges rådgivning.

Med henblik på at imødekomme kommunernes særlige forpligtigelse i forhold til børn og unge med ophold i kommunen har kommunen en forpligtigelse til selv at være opsøgende med tilbud om rådgivning til familier og børn og unge, som på grund af særlige forhold må antages at behov herfor.

Rådgivning om hjælpemidler og forbrugsgoder

55. Ifølge servicelovens § 10, stk. 4, har kommunerne pligt til at foretage rådgivning om brug af – og instruktion i brug af - hjælpemidler og forbrugsgoder. Der er tale om en videreførelse af den hidtidige kommunale og amtslige forpligtigelse til at give tilbud om sådan rådgivning i forbindelse med bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder. Ansvaret for at give tilbuddet ligger nu alene hos kommunen.

Specialrådgivning - generelt

Serviceloven

§ 11, stk. 3 . Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

 

Serviceloven

§ 12. Kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

Stk. 2. Opgaverne efter stk. 1 kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

56. Bestemmelserne i servicelovens § 11, stk. 3 og § 12 viderefører forpligtigelsen til at tilbyde rådgivning af børn og unge, familier og voksne der har særlige behov på grund af nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Opgaven påhviler kommunerne og omfatter også den rådgivningsforpligtigelse, der indtil kommunalreformen lå som en amtslig forpligtigelse.

Kommunerne har således ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den mere specialiserede rådgivning til brugere og pårørende, som de efter loven har krav på. Kommunerne kan søge støtte til deres rådgivningsopgaver dels i andre kommuner og hos private dels i de tilbud, som regionerne driver. Det er generelt af betydning, at den sociale indsats kommer så tidligt som muligt, for bedst muligt at bidrage til forebyggelse eller til at forhindre en forværring af den pågældendes situation. Dette gælder også for den mere specialiserede rådgivning over for personer med særlige behov.

Kommunerne kan herudover søge bistand til løsning af rådgivningsopgaven i VISO, som skal tilbyde kommuner - og borgere - vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Der henvises til bekendtgørelse nr. 161 af 10. marts 2006 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation - VISO.

Hvem retter rådgivningen sig til

57. Rådgivningsforpligtelsen efter servicelovens §§ 11,stk. 3 og § 12 forudsætter, at der kan konstateres et særligt behov. Årsagerne til dette særlige behov er derimod ikke afgørende. Rådgivningstilbuddet retter sig mod mangeartede, komplicerede, som regel længerevarende og ofte nytilkomne problemstillinger.

Som eksempler på børn, unge og voksne, som vil være omfattet af den kommunale rådgivningsforpligtelse, kan nævnes mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne: Dette omfatter fx sindslidende, herunder børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser, udviklingshæmmede, døve og blinde, døvblinde, andre med omfattende nedsat hørelse eller syn, kørestolsbrugere eller mennesker med andre fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Hertil kommer mennesker med særlige sociale problemer, såsom fx alkohol- og stofmisbrugere, HIV-smittede og AIDS-syge, prostituerede, personer, der har været udsat for seksuelt misbrug, mennesker, der har været udsat for vold eller trusler om vold, personer, der har forsøgt selvmord eller er selvmordstruede, personer uden bolig eller som risikerer at miste deres bolig samt andre med særlige sociale og personlige problemer.

Rådgivningsforpligtelsen er ikke begrænset den enkelte med nedsat funktionsevne, men omfatter også en forpligtigelse til at rådgive den pågældende pårørende – f.eks. ægtefælle, forældre eller andre pårørende, der indgår i den pågældendes nære sociale netværk.

Hvad omfatter rådgivningen

58. Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan omfatte rådgivning om en række forskellige forhold, som fx uddannelse, beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige spørgsmål. Der vil ofte være behov for, at rådgivningen tager afsæt i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, bl.a. med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.

I forbindelse med en rådgivning vil det ofte være relevant at søge at afdække den enkeltes behov for eventuelle andre sociale ydelser eller tilbud. Der kan være tale om, at der afdækkes særlige problemer og behov for indsats på grund af f.eks. alkohol- eller stofmisbrug, herunder eventuel indsats over for den enkeltes børn eller familie eller der kan komme oplysninger frem om andre grundlæggende problemer for den enkelte, som kan afføde behov for andre tilbud, eller for et forebyggende arbejde.

Rådgivning af mennesker med særlige behov kan være afgrænsede enkeltstående rådgivningssamtaler – eller det kan være længere forløb, evt. kurser, fx kurser for nyblinde, tegnsprogskurser for døve og deres pårørende , særlige kommunikationskurser for døvblinde m.v. Der endvidere være tale om længerevarende forløb, der kan styrke og fastholde kontakten med sindslidende, stofmisbrugere m.fl.

Det er kommunalbestyrelsens forpligtelse, at bidrage til, at rådgivningen sker på et så sagligt og vidensfunderet grundlag som muligt. Hvis kommunen ikke selv råder over den nødvendige faglige viden kan kommunen søge denne i f.eks. VISO, der, jf. servicelovens § 13, stk. 4, har til opgave at sikre en systematisk indsamling, udvikling og bearbejdning af den faglige viden på det sociale område. Denne viden indsamles og formidles med henblik på, at den kan indgå som grundlag for kommunernes varetagelse af deres rådgivningsforpligtigelse.

På en række områder er der særlige miljøer med høj ekspertise inden for særlige områder, der yder landsdels- eller landsdækkende specialrådgivning.

Der henvises herved til Socialministeriet bekendtgørelse nr. 781, af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud.

Som led i sin forsyningsforpligtigelse med højt specialiseret specialrådgivningskompetence, må det forventes, at VISO som et led i sine tilbud, også vil inddrage disse funktioner helt eller delvis i de tilbud, som VISO stiller til rådighed.

VISO Har således overtaget den hidtidige amtslige forpligtigelse til at sikre grundlaget for varetagelsen af rådgivningen og specialrådgivningen over for mennesker med særlige behov.

Der henvises til § 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 161 af 10. marts 2006 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO.

Opsøgende arbejde

59. Når det drejer sig om indsatsen over for mennesker med et særlige behov, herunder ikke mindst rådgivning, har kommunerne en forpligtigelse til selv at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til grupper, som ikke, eller kun sjældent, selv henvender sig. Dette gælder både i forhold til børn og unge, jf. 60 og i forhold til forskellige grupper af voksne, jf. kap. 11, hvor baggrunden for kravet om opsøgende indsats bl.a. kan være, at grupper, der er socialt udsatte eller truet af social udstødelse i nogle tilfælde holder sig væk fra de offentlige forvaltninger. De kan have svært ved at overholde aftaler med forvaltningen eller ved at kunne anvende og forstå den vejledning, der gives.

Kapitel 10

Børn og unge og mennesker med nedsat funktionsevne

Særligt om børn og unge

60. Kommunernes forpligtigelse efter servicelovens § 11, stk. 3, omfatter ud over selve rådgivningen også tilbud om undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der er tale om en ganske omfattende forpligtigelse som skal ses i sammenhæng med kommunernes særlige forpligtigelser over for børn og unge, der fremgår af servicelovens afsnit IV. Der henvises i øvrigt til vejledning 3 til loven om social service om indsatsen over for børn og unge og deres familier.

Ikke mindst når det gælder indsatsen over for børn og unge er det væsentlig, at der sættes ind så tidligt som muligt. Dette gælder også rådgivning, undersøgelse og behandling, hvor en tidlig indsats kan bidrage til, at eventuelle langtidsvirkninger og senfølger af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne formindskes, ligesom formålet med at gribe ind over for børn og unge, der står i en situation, hvor deres adfærd og sociale handlingsmønstre udvikler sig uheldigt bedre kan opnås, når indsatsen sker tidligt.

Der er i indsatsen over for børn og unge, herunder fx børn og unge der er særligt socialt udsatte, har været på døgninstitution, været udsat for misbrug eller andet, være grund for særligt at være opmærksom på behovet for foranstaltninger, der kan medvirke til at forebygge f.eks. risikoen for at de går ind i prostitution eller en fortsat tilværelse på »kanten af samfundet«, og som kan styrke de unges udvikling af en positiv identitet m.v.

I rådgivningsarbejdet og i det hele taget i kontakten med børn og unge, er det væsentligt, at være opmærksom på de forhold som børn og unge lever under – eller lever med. Børn der lever i et hjem med forældre, der har et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug kan være særligt udsatte – også selv om forældrene måske udadtil er i stand til helt eller delvis at skjule deres misbrug. Herudover kan der være særlige problemer for børn og unge, hvor forældrene er sindslidende, udviklingshæmmede eller på anden vis ikke er i stand til at give børnene eller de unge den fornødne og relevante støtte og opdragelse.

I rådgivningsarbejdet og det opsøgende arbejde, skal man være opmærksom på forholdene for de børn og unge, der vokser op i en familie med et medlem, der har en betydelig og varig funktionsnedsættelse, idet varetagelsen af den funktionsnedsattes interesser og i enkelte tilfælde vil kunne fjerne fokus fra andre familiemedlemmers forhold.

Det er et vigtigt element i rådgivningen efter servicelovens § 11, stk. 3, at forældre og pårørende så tidligt som muligt modtager rådgivning om forhold til de vanskeligheder, barnet eller den unge står i, hvad enten dette drejer sig om rådgivning på grundlag af en særlig diagnose, f.eks. autisme, fysisk nedsat funktionsevne, døvblindhed, udviklingshæmning eller andet, eller det drejer sig om indsatsen over for en særlig adfærd eller lignende. Det er ligeledes af betydning, at f.eks. forældrene så tidligt som muligt oplyses om de muligheder, der måtte være til afhjælpning af følgerne af en bestemt nedsat funktionsevne.

Særlig om mennesker med nedsat funktionsevne

61. Mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne vil meget ofte være kendt i systemet. Behovet for en generel opsøgende virksomhed har derfor ikke til formål, at »lære de pågældende at kende«. Derimod kan der være behov for rådgivning på kommunens initiativ for at vedligeholde og udbygge kendskabet til den pågældende familie, og med henblik på løbende at følge med i om den støtte, der ydes, lever op til den enkeltes eller familiens behov. Det er således vigtigt, at kommunen tilbyder rådgivning, hvis den pågældendes eller familiens vilkår ændres. Det kan fx være når den unge fylder 18 og overgår fra ydelser efter børnereglerne til ydelser efter reglerne for voksne, når borgeren med nedsat funktionsevne overgår fra erhvervsindtægt til pension, ved ændringer i den pågældendes nedsatte funktionsevne og helbredsforhold m.v.

Der kan også være tilfælde, hvor familier eller enkeltpersoner, lever med en funktionsnedsættelse uden særlig kontakt med myndighederne, eller hvor de ikke af sig selv efterspørger råd og vejledning, selv om de måske har et behov. Dette kan gælde familier eller enkeltpersoner, der f.eks. lever med en sjælden diagnose, eller mennesker der på anden vis lever relativt isoleret og uden tradition for kontakt med myndighederne. I disse situationer har kommunen en særlig forpligtigelse til selv at tilbyde rådgivning.

Er der tale om mennesker, hvis nedsatte funktionsevne fx består i kommunikative eller kognitive problemstillinger, er det vigtigt at rådgivningen tilpasses – både i omfang og form - så der tages højde for de særlige behov, der kan være forbundet med de typer af nedsat funktionsevne.

Et opsøgende arbejde over disse grupper vil ofte kunne medvirke til at forebygge, at de kommer til at leve i yderligere isolation og det kan i rådgivningsarbejdet evt. være en hjælp for dem, at de får mulighed for at komme i kontakt med andre enkeltpersoner eller familier, der lever med det samme eller et tilsvarende problem.

Rådgivningen og det opsøgende arbejde i den forbindelse vil også have til formål, at sikre, at de pågældende familier og mennesker med handicap får relevante tilbud om støtte og hjælp, herunder om fx kompenserende foranstaltninger, relevante uddannelses- eller beskæftigelsestilbud med henblik på at afhjælpe eller lette følgerne af funktionsnedsættelsen.

Kommunerne vil via VISO, kunne indhente støtte til det opsøgende og rådgivende arbejde over for grupper og enkeltpersoner med særlige og sjældne behov.

Kapitel 11

Rådgivning og opsøgende virksomhed over for grupper med særlige behov

Rådgivning af særlige grupper

62. Opsøgende virksomhed er fx også nødvendig i forhold til nogle grupper af sindslidende – herunder sindslindende med misbrugsproblemer, stof- og visse grupper af alkoholmisbrugere, visse grupper af hjemløse og mennesker, der ikke af egen drift magter eller kan overskue at sætte sig i kontakt med omverdenen, og som derfor meget let kommer til at leve en meget isoleret tilværelse uden relevant og nødvendig støtte og behandling.

Det opsøgende arbejde og rådgivningen over for disse mennesker må ofte foregå på de pågældendes præmisser – og kontakten må skabes, hvor den pågældende befinder sig, herunder fx på banegårde, parkanlæg eller andre samlingssteder i lokalmiljøet. Det opsøgende arbejde kan også være relevant i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud, (væresteder, natcafeer etc.), herberger og forsorgshjem og andre tilbud, hvor borgeren henvender sig uden visitation.

Når der skabes kontakt til disse grupper, herunder også hjemløse, stof- eller alkoholmisbrugere, vil der ofte være behov for en hurtig indsats og etablering af relevante tilbud, herunder fx aktivitets- og samværstilbud.

For en del af disse grupper, er rådgivningsindsatsen i sig selv en meget stor del af den sociale indsats, idet rådgivningen kan bidrage til at den enkelte får nogle redskaber til at leve et selvstændigt liv og fx komme ud af prostitution eller deltage i aktiviteter, der bringer den enkelte ud af ensomhed, nedbringer et misbrug eller får den pågældende til at deltage i relevant behandling etc.

Prostituerede

63. Kommunernes rådgivningsforpligtigelse omfatter alle, der har et behov. Dette gælder også mennesker, hvor indsatsen efter serviceloven først og fremmest består i rådgivning, mens de nødvendige tilbud og indsatsområder ligger uden for servicelovens område. Dette gælder f.eks. indsatsen over for prostituerede, der ønsker at komme ud af prostitutionen ligesom det gælder indsatsen for at forebygge at unge kommer ind i prostitution.

I rådgivningen af voksne, der ønsker at komme ud af prostitution vil der ud over rådgivning og afklaring af den enkeltes personlige forhold og ressourcer skulle indgå en afklaring af evt. behov for psykologbistand eller andre behandlingstilbud. Herudover vil det ofte være relevant at bistå den prostituerede med at undersøge mulighederne for et andet indtægtsgrundlag, herunder kontanthjælp, aktivering, revalidering, førtidspension, eventuelle muligheder for gældssanering m.v. med henblik på at understøtte den enkeltes ønske om at komme ud af prostitution.

Både i forbindelse med rådgivningen og i forbindelse med evt. tilrettelæggelse af andre tilbud, er det vigtigt, at den pågældende føler sig inddraget og medansvarlig for processen.

 

64. I det forbyggende og rådgivende arbejde over for unge, for at hindre udbredelsen af prostitution er det vigtigt at have særligt fokus på de udsatte unge, herunder fx. unge i kommunale tilbud for særligt udsatte og unge med ophold på institution, fordi de ofte vil have oplevet omsorgssvigt i deres barndom.

Både i forbindelse med indsatsen over for prostituerede og i forhold til indsatsen over for unge med henblik på at undgå prostitutionsadfærd kan der hentes inspiration i Handlingsplanen »Et andet liv«, der blev lanceret i april 2005. Handlingsplanen indeholder en række forslag til indsatser, der kan bidrage til at forebygge prostitution blandt udsatte unge og forslag til en indsats over for voksne, der er eller har været i prostitution.

 

65. Der er i forbindelse med handlingsplanen, »Et andet liv« oprettet et landdækkende kompetencecenter for prostitution. Via opsøgende arbejde og rådgivning i prostitutionsmiljøet samt undervisning af medarbejdere, der beskæftiger sig med udsatte unge, samler Kompetencecentret viden og ekspertise på området. Centret fungerer desuden som brobygger mellem prostituerede og offentlige myndigheder og tilbud. Det vil være relevant at inddrage den viden på området, der indsamles af Kompetencecentret i den konkrete rådgivning af prostituerede, der ønsker at komme ud af prostitutionen og i arbejdet med at forebygge, at unge kommer ind i prostitution.

Kompetencecentrets hjemmeside: www.kcprostitution.dk

Der henvises til »Et andet liv«, der kan findes på Social.dk

I øvrigt kan der henvises til hjemmesiden for VFC Udsatte: www.vfcudsatte.dk

Personer, der har været udsat for overgreb

66. Mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, herunder incest, risikerer, alvorlige og varige følgevirkninger, som kan præge dem resten af livet. Der kan eksempelvis være tale om vanskeligheder ved at etablere tilknytning til andre, seksuelle problemer, stof- og – eller alkoholmisbrug, depression, plagsomme erindringer, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller personlighedsforstyrrelser m.m.

I en rådgivningssituation kan det derfor være af stor værdi, at være opmærksom på, om der kan ligge et tidligere seksuelt misbrug til grund for den rådssøgendes problemer, og i givet fald at søge den pågældende henvist til relevante behandlingsmuligheder. I offentligt regi, er der i dag en række tilbud, både i sundheds- og i socialt regi, der har tilbud til voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Som bistand i rådgivningsarbejdet henvises til hjemmesiden for VFC udsatte: www.vfcudsatte.dk

Selvmordstruede

67. Antallet af selvmord i Danmark ligger på lidt under 1000 om året. Ud fra de registreringer, der varetages af Center for Selvmordsforskning, kan det forsigtigt skønnes, at der årligt er ca. 9000 personer over 15 år, der forsøger at begå selvmord. Med henblik på at forebygge selvmordsadfærd, kan der f.eks. hentes viden om forskningen i selvmord og selvmordsforebyggelse på bl.a. Center for Selvmordsforskning.

Livslinien er et telefonrådgivningstilbud, som har som sit særlige sigte, at bidrage til at forebygge selvmord. Herudover er der en række foreningsdrevne akutilbud og telefonrådgivninger, som borgerne kan henvende sig til – eller henvises til - i situationer, hvor borgeren befinder sig i en eksistentiel krise.

Der henvises til www.selvmordsforskning.dk og Livslinien: www.livslinien.dk

Kapitel 12

National videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO

68. Til støtte for den kommunale rådgivning efter servicelovens §§ 10 – 12 er der jf. servicelovens § 13 etableret en national videns- og specialrådgivningsorganisation.

VISO består af en vidensfunktion, en specialrådgivningsfunktion og en udredningsfunktion. VISO er primært praksisorienteret, og skal opbygge viden om, hvordan man kan tilrettelægge indsatsen, herunder rådgivningen, af mennesker med specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer). VISO kan også pege på indsatsområder for forskning og omsætte forskningsresultater til anvendelig viden.

Der henvises til Bekendtgørelse nr. nr. 161 af 10. marts 2006 om den Nationale Videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO.

Servicelovens § 13 omhandler VISO:

Serviceloven

§ 13. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Tilsvarende ydes gratis specialrådgivning til kommuner, regioner, skoler og institutioner m.v. samt borgere om specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation yder gratis vejledende udredning til kommuner og borgere i de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud. Tilsvarende ydes gratis bistand til kommunens udredning vedrørende specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om henvisning af borgeren efter 1. pkt.

Stk. 3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation træffer afgørelse om ydelser efter stk. 1 og 2. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation sikrer en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område. Videns- og specialrådgivningsorganisationen sørger for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Stk. 5. Kommunalbestyrelser og regionsråd kan indgå aftale med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation om, at kommunen eller regionen mod betaling kan levere de ydelser for videns- og specialrådgivningsorganisationen, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 6. Socialministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren i en bekendtgørelse nærmere regler om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisations virksomhed og organisering.

 

VISO – Rådgivning

69. VISO bistår kommuner, regionale tilbud og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune.

VISO skal ses som et supplement til den kommunale rådgivning, herunder den kommunale rådgivning af borgere med særlige behov. Både borgere og kommuner kan henvende sig til VISO, og kommunerne vil kunne henvise borgerne til direkte rådgivning i VISO.

Den rådgivning, der ydes af VISO, er vejledende – det vil være kommunens ansvar at træffe de relevante afgørelser.

VISO vil kunne bistå med specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Karakteristisk for de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager vil være, at de for den enkelte kommune vil forekomme sjældent, ligesom indsatsen i mange tilfælde vil involvere flere faglige specialister samt ofte være særdeles udgiftskrævende. VISO vil i mange tilfælde være nødt til at trække på ekspertise i andre sektorer.

Det er VISO selv, der afgør, om den sag, der forelægges hører under VISOs område, og det er ikke muligt at anke VISOs afgørelser om at gå ind i en konkret sag.

VISO organiseres som en netværksorganisation, hvor der etableres kontakt med en lang række højt specialiserede miljøer på specialrådgivningsområdet over hele landet.

Som eksempler på miljøer der kan være aktuelle i dette netværk kan være dele af de funktioner, der er omfattet af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdækkende tilbud.

VISOs rådgivning er beskrevet i VISO bekendtgørelsens § 3.

VISO – bekendtgørelsen

§ 3. Specialrådgivning efter servicelovens § 13, stk. 1, skal være individuel og helhedsorienteret. Rådgivningen kan omfatte specialiseret rådgivning om kompensations- og støttemuligheder, om målgruppen, om processer i komplekse sager eller om metoder og værktøjer, som knytter sig til et specialrådgivningsforløb for en bestemt målgruppe eller ydelse.

70. VISOs rådgivning omfatter både rådgivning om støttemuligheder, metoder og processer i et specialrådgivningsforløb. Specialrådgivning til en kommune kan f.eks. bestå i, at VISO undersøger hvilke konkrete støttemuligheder, der vil være relevante, og samtidig rådgiver kommunen om, hvordan man konkret kan nå frem til en afklaring af, hvilke foranstaltninger der konkret skal tilbydes i den pågældende sag.

 

71. VISO kan gå ind i et bredt sagsområde i forhold til mennesker med nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne herunder også rådgivning i forhold til specialundervisning.

Der henvises i øvrigt til Undervisningsministeriets bekendtgørelser:

Nr. 1373 af 15. december 2005 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, samt

Bekendtgørelse nr. 356 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

VISO –udredning

72. VISO kan bistå kommunerne med udredning inden for de få, mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune eller i regionens tilbud. Tilbuddet om udredning fra VISO omfatter også udredning vedr. specialundervisning og specialpædagogisk bistand

Selv om VISO kan tilbyde kommunerne at bistå med udredning inden for hele VISOs sagsområde, vil de tilfælde, hvor VISO skal gå ind i en udredningssag, være langt sjældnere end de situationer, hvor VISO vil gå ind i et rådgivningsforløb. Udredning fra VISO vil være afgrænset til de få mest sjældent forekommende specielle og komplicerede enkeltsager, hvor der ofte vil være behov for en tværfaglig tilgang til problemstillingerne.

VISO vil alene på kommunens anmodning kunne gå ind i et udredningsforløb. Det er ikke muligt for borgeren selv at anmode VISO om en udredning.

Om VISOs udredning henvises til VISO bekendtgørelsens § 4.

VISO - bekendtgørelse

§ 4. Udredning efter servicelovens § 13, stk. 2, omfatter en systematisk, helhedsorienteret, tværfaglig og koordineret undersøgelse og vurdering af forhold, der har eller kan få betydning for en persons fremtidige livssituation.

 

 

73. Bekendtgørelsen understreger, at der skal være tale om komplicerede og sjældne sager, før VISO på en kommunes anmodning vil kunne gå ind i udredningssag.

Hvis en kommune som led i en sagsbehandling afslår en borgers anmodning om at få foretaget en udredning i VISO, vil dette blive betragtet som en afgørelse, der vil kunne indbringes for Det Sociale Nævn.

VISO's vidensfunktion

74. Indtil kommunalreformen var det en amtslig opgave, at tilvejebringe grundlaget for den amtslige rådgivning. Amterne skulle i denne forbindelse sikre systematisk indsamling, udvikling og bearbejdning og formidling af den faglige viden.

Denne forpligtigelse påhviler nu VISO, Den Nationale Videns og Specialrådgivningsorganisation.

VISO’s opgaver med henblik på indsamling, bearbejdning og formidling af viden til brug for rådgivningen gælder viden på alle områder, der omfatter rådgivningen af børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder også viden om socialt udsatte børn og voksne og viden til brug for rådgivning til og om børn, unge med adfærdsvanskeligheder.

VISO omfatter således funktionerne fra de hidtidige amtslige videnscentre vedrørende mennesker med handicap, samt Center for Små Handicapgrupper, Videnscenter for Socialpsykiatri og Hjælpemiddelinstituttet.

Herudover har VISO til opgave at sikre sig opbygning af viden til brug for kommunernes specialrådgivning i forhold til socialt udsatte, misbrugere, børn og unge med adfærdsvanskeligheder m.fl., samt viden om andre grupper af mennesker med funktionsedsættelser, som ikke hidtil har været af særlige videnscenterfunktioner.

Om vidensfunktionens opgaver, henvises til VISO bekendtgørelsens § 5.

VISO-bekendtgørelse

§ 5. VISO skal sikre vidensindsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område med henblik på at understøtte specialrådgivnings- og udredningsopgaverne i kommuner, regionale, kommunale og private tilbud samt i VISO, og med henblik på at sikre et landsdækkende overblik over den samlede specialrådgivning.

Stk. 2. VISO skal medvirke til at udvikle og bearbejde viden om, hvordan indsatsen inden for VISO’s områder kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt.

Stk. 3. VISO skal sørge for at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.

Stk. 4. VISO skal holde sig bredt orienteret om relevante nationale og internationale erfaringer på VISO’s områder og bidrage til det internationale samarbejde.

 

75. Vidensfunktionens opgaver dækker et bredt felt. VISO skal over en bred front bidrage til grundlaget for specialrådgivningen, dvs. både den kommunale specialrådgivning og den specialrådgivning VISO selv forestår, således at denne rådgivning bliver et tilbud, der kan understøtte en helhedsorienteret og tværsektoriel indsats over for den enkelte borger.

Kapitel 13

Tilbudsportalen

76. Som noget nyt etableres der med kommunalreformen en Tilbudsportal, hvor de tilbud, der er nævnt i servicelovens § 14, stk. 1, skal optages. Både private, kommunale og regionale tilbud skal optages på Tilbudsportalen.

Der er tale om særlige dagtilbud og særlige klubtilbud, døgninstitutioner for børn og unge, herunder sikrede døgninstitutioner, tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, tilbud til behandling af stofmisbrugere, samt behandlingstilbud til alkoholmisbrugere efter sundhedslovens § 141, varige og midlertidige botilbud til voksne, botilbud efter almenboliglovens § 105, stk. 2, kvindekrisecentre og forsorgshjem og herberger. Hertil kommer godkendte plejefamilier, og godkendte boliger og opholdssteder for børn og unge.

Serviceloven

§ 14. Socialministeren samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud efter §§ 32 og 36, § 67, stk. 1-3, §§ 101, 103, 104 og 107-110 og § 142, stk. 1, 4 og 5, i en landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen).

Stk. 2. Kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Socialministeren kan foretage anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i de registrerede tilbud for at kontrollere, om de faktiske forhold er i overensstemmelse med registreringerne i Tilbudsportalen. Efter et tilsynsbesøg kan socialministeren påtale uoverensstemmelser over for henholdsvis kommunalbestyrelsen i den kommune eller regionsrådet i den region, som fører tilsyn med tilbuddet, og underrette kommunalbestyrelsen i brugernes opholdskommuner. Socialministeren sender tilsynsrapporterne til handicapråd og bruger- og pårørenderåd i de berørte kommuner.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om Tilbudsportalen, herunder om kommuners og regioners pligt til at give oplysninger til Tilbudsportalen. Socialministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre tilbud end de tilbud, som er nævnt i stk. 1.

77. Tilbudsportalen har til formål, at give et samlet overblik over de tilbud, der er til rådighed for kommuner. De oplysninger, der skal indberettes til Tilbudsportalen, skal give et overblik over, hvilken indsats man kan forvente ved at visitere en borger til det pågældende tilbud.

Tilbudsportalen vil således have betydning ved den konkrete visitation af en borger, med henblik på, at sikre det rette match mellem en borger og dennes behov for social indsats og det konkrete tilbud. Tilbudsportalen vil være tilgængelig både for kommunen og borgeren, således at også borgeren og pågældendes pårørende har mulighed for følge med i, hvilke tilbud der bedst passer til borgerens behov.

Det vil være en betingelse for den kommunale visitation til foranstaltninger, omfattet af servicelovens § 14, stk.1, at tilbuddet er optaget i Tilbudsportalen.

 

78. I forbindelse med Tilbudsportalen er der etableret et tilsyn, der kan kontrollere om de forhold, der er beskrevet i Tilbudsportalen stemmer overensstemmelse med de faktisk forhold. Foreligger der en uoverensstemmelse vil den tilsynsansvarlige myndighed, dvs. kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, få meddelelse herom, ligesom der vil blive givet meddelelse til de kommuner, der bruger tilbuddet. Hvis ikke tilbuddet sørger for at bringe overensstemmelse mellem beskrivelsen af tilbuddet på Tilbudsportalen og de faktiske forhold, kan tilbuddet fjernes fra Tilbudsportalen med den konsekvens, at tilbuddet ikke længere kan benyttes af kommunerne.

Det påhviler henholdsvis kommunalbestyrelsen og regionsrådet, at indberette tilbud til Tilbudsportalen. Det vil sige, at regionsrådet skal indberette de tilbud, som regionsrådet i medfør af servicelovens § 5 har ansvaret for og tilsynet med, mens det påhviler kommunalbestyrelsen at indberette tilbud, der er omfattet af den kommunale forsyningsforpligtigelse i medfør af servicelovens § 4.

Det er kommunalbestyrelsen, der skal sørge for at indberette de private tilbud som kommunalbestyrelsen har ansvaret for at godkende og føre tilsyn med i medfør af Socialministeriets bekendtgørelse af 15. juni 2006 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder til børn og unge anbragt uden for hjemmet uanset årsag og private botilbud til midlertidigt ophold til voksne.

Kapitel 14

Den uvildige konsulentordning - DUKH

§ 15. En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.

79. Efter servicelovens § 15 skal en uvildig konsulentordning yde gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er en uændret videreførelse af den tidligere servicelovs § 70 a. Den uvildige konsulentordning blev etableret som et rådgivende organ med virkning fra 1. januar 2002, samtidig med grundtakstfinansieringen, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001 om ændring af lov om social service m.fl.

Formålet med konsulentordningen er at bidrage til at styrke retssikkerheden for handicappede ved at yde rådgivning og vejledning i enkeltsager og generelt at bidrage med oplysninger om udviklingen på handicapområdet.

Den primære målgruppe for konsulentordningen er handicappede og deres pårørende, der frit kan rette henvendelse om bistand. Målgruppen for ordningen er imidlertid også de kommunale sagsbehandlere.

 

80. Konsulentordningens arbejdsopgaver består i, at

– vejlede om sagsgange for at få kontakt med den rette instans og opnå den rette støtte,

– yde støtte og medvirke til koordinering i sager, der kan eller ville kunne give vanskeligheder med henblik på, at den bedst mulige løsning opnås,

– oplyse om klagemuligheder og hjælpe med at udforme klager til offentlige myndigheder, herunder klager, der kan rejses i forhold til Ankestyrelsen, fordi sagen har principiel eller generel betydning.

DUKH rådgiver om det offentliges ydelser til mennesker med handicap, dvs. både inden for det sociale område, undervisnings og uddannelse, arbejdsmarked og sundhedsområdet. Konsulentordningen har fokus på de lovgivningsmæssige rettigheder og pligter, myndighedernes sagsbehandling og samarbejdet mellem borger og myndighed.

 

81. Konsulentordningen kan med samtykke fra den handicappede tage sager op, anmode om oplysninger hos relevante instanser og udtale sig til relevante instanser. Konsulentordningen skal samarbejde med eksisterende rådgivnings- og vidensfunktioner på handicapområdet, og den skal opsamle og formidle erfaringer.

Der henvises til Den Uvildige Konsulentordning på www.dukh.dk.

Afsnit III

Brugerinddragelse, kvalitetsstandarder, handleplaner, husvilde, mv.

Indledning

82. Afsnittet indeholder beskrivelse af servicelovens bestemmelser om brugerinddragelse, generelt om kvalitetsstandarder, handleplaner, bestemmelsen om opfølgning og bestemmelsen om husvilde. Reglerne uddybes i øvrigt i de enkelte vejledninger i forbindelse med omtalen af de relevante regler.

Kapitel 15 omhandler brugerinddragelse, brugerråd og brugerbestyrelser m.v.

Kapitel 16 om husvildebestemmelsen.

Kapitel 17 omhandler en kort beskrivelse af servicelovens bestemmelser om kvalitetsstandarder.

Kapitel 18 omhandler handleplaner.

Kapitel 19 omhandler opfølgning, jf. servicelovens 150.

Kapitel 15

Brugerinddragelse

Brugerinddragelse, rådgivende samarbejdsorganer m.v. §16

83. Retssikkerhedsloven indeholder de generelle regler for kommunernes sagsbehandling, herunder regler, der skal sikre den enkelte brugers indflydelse på sin egen sag. Brugerinddragelse gælder også i forhold til indsatsen over for børn og unge, hvor fx FNs børnekonvention pålægger de deltagende stater, at sikre barnet retten til frit at udtrykke sine synspunkter på alle forhold, der vedrører barnet eller den unge.

Det fremgår af retssikkerhedsloven, at sagerne skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt, med henblik på at afgøre om - og i givet hvilken hjælp - den pågældende har krav på.

Kommunen skal, jf. Retssikkerhedslovens § 3, stk.2, fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke overholdes skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår en afgørelse kan forventes.

Ifølge retssikkerhedslovens § 4, skal sagsbehandlingen tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag – og sagsbehandlingen skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at udnytte denne mulighed.

Der henvises herved til vejledningen om retssikkerhedsloven.

I Socialministeriets pjece »Få borgernes medvirken i sagsbehandlingen til at lykkes« fra januar 2005 gives der inspiration til ledelse, mellemledere og sagsbehandlere om borgernes medvirken og rettigheder i sagsbehandlingen på det sociale område.

Borgerens ønske om anden sagsbehandler eller om bisidder

84. I den kommunale sagsbehandling bør man være opmærksom på, om der et tillidsfuldt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. Er dette ikke tilfældet bør kommunen efter borgerens ønske, og hvis ønsket et velbegrundet, være imødekommende over for en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Et ønske fra en borger om at lade en anden person, en bisidder, deltage, når kommunen behandler en ansøgning om ydelser efter serviceloven bør sædvanligvis også imødekommes for at sikre og styrke borgens retssikkerhed og ret til indflydelse på sagsbehandlingen.

 

85. Servicelovens § 16 omhandler brugerinddragelse i forbindelse med tilrettelæggelse af tilbud efter loven m.v. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens regler om borgerens inddragelse i sagsbehandlingen, tidsfrister m.v., i den enkeltes konkrete sag.

Serviceloven

§ 16. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbudene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.

Stk 2. Kommunalbestyrelsen skal nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende tilrettelæggelsen af indsatsen efter denne lov. Kommunalbestyrelsen fastsætter rammerne for og omfanget af rådenes opgaver.

Brugerne af tilbud efter serviceloven skal have mulighed for indflydelse på tilrettelæggelse af tilbuddene. Det er kommunalbestyrelsens ansvar at dette sker, og kommunalbestyrelsen kan etablere et eller flere råd, der kan medvirke til at rådgive kommunalbestyrelsen om tilrettelæggelse af tilbuddene. I henhold til bestemmelser i retssikkerhedsloven skal der således i hver kommune etableres ældreråd og handicapråd. Bestemmelsen i servicelovens § 16, stk. 2 giver mulighed for at kommunalbestyrelsen kan etablere rådgivende organer på andre områder.

Brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af tilbuddene kan bidrage til at sikre, at det sociale, pædagogiske og sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til brugernes behov, og tager hensyn til borgernes ressourcer og forudsætninger.

For de grupper, hvor der ikke i forvejen er etableret særlige råd, kan det derfor være af betydning, at det overvejes at etablere samarbejdsfora, hvor f.eks. brugere og pårørende i et samarbejde mellem socialsektoren, sundhedssektoren, og andre tilgrænsende sektorer kan være rådgivende over for kommunalbestyrelsen om, hvordan indsatsen kan tilrettelægges bedst muligt, og så indsatsen bedst muligt imødekommer borgernes behov.

 

86. Når det fx. drejer sig om indsatsen over for sindslidende kan der være et særligt behov for, at der sikres et samarbejde, der ud over brugerne også involverer både socialsektor og sundhedssektor, med henblik på, at indsatsen tilrettelægges så den sindslidende så vidt muligt oplever et sammenhængende system og en sammenhængende vifte af tilbud i det lokalområde, hvor den sindslidende bor.

Brugerråd/brugerbestyrelser

87. Som eksempler på brugerinddragelse kan nævnes etablering af brugerbestyrelser eller beboerråd i de forskellige typer af sociale tilbud, f.eks. i botilbud, aktivitets- og samværstilbud, varmestuer m.v. Herigennem kan brugerne eller deres repræsentanter blive inddraget både i visse overordnede ledelsesopgaver, som i mere praktiske opgaver og beslutninger vedrørende den daglige drift, herunder f.eks. cafesalg, kulturelle og sociale arrangementer og udadvendte aktiviteter for brugerne. Det er kommunen, der beslutter, hvilken form brugerindflydelsen konkret skal have under hensyn til det sociale tilbuds karakter og brugernes egne forudsætninger.

 

88. Kommunerne er i medfør af servicelovens § 17 forpligtet til at sørge for, at der etableres bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem m.v.

De nærmere regler herom er indeholdt i Vejledning 2 til lov om social service om personlig og praktisk hjælp m.v. til voksne.

Information

89. En forudsætning for at kunne deltage i tilrettelæggelsen af indsatsen, er at kommunen generelt sikrer, information om de enkelte ydelser, som f.eks. servicedeklarationer, kvalitetsstandarder informationer og redegørelser for formålet med og indholdet af væsentlige sociale tilbud, information om sagsbehandlingstider mv. Informationen skal foreligge på en sådan måde, at den reelt er tilgængelig for de borgere, den er beregnet for. Borgeren har behov for konkret viden for at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af de sociale tilbud og dermed få den fornødne indflydelse på tilbuddene.

Information er ikke mindst vigtig, for at sikre, at brugere, der kan have svært ved at udnytte deres muligheder for indflydelse pga. fx sindslidelse, hjemløshed, misbrug eller andre sociale årsager, også får mulighed for at komme til orde. Disse grupper kan have brug for støtte og vejledning i forhold til at bruge og administrere deres administrere indflydelsesmuligheder.

 

90. Vedrørende kommunalbestyrelsernes forpligtigelse til at samarbejde med de frivillige sociale organisationer, henvises til Vejledning 7 til lov om social service om visse administrative forhold m.v. og kommunernes samarbejde med de frivillige sociale organisationer.

Kapitel 16

Husvilde

Serviceloven

§ 80. Kommunalbestyrelsen skal anvise midlertidig husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller en familie af denne størrelse.

91. Efter bestemmelsen er kommunen forpligtet til at skaffe familier eller enlige, der har mistet en bolig, midlertidig husly mod betaling. Bestemmelsen svarer til den hidtidige bestemmelse i servicelovens § 66.

Kommunen er således fortsat forpligtet til at yde midlertidig hjælp til husvilde. Hjælp efter § 80 beror på en konkret individuel vurdering om, hvorvidt en borger, der akut har mistet sin hidtidige bolig, har ret til midlertidig husly efter § 80. I den konkrete vurdering kan der tages hensyn til borgerens tilknytning til kommunen, herunder om der er børn, som går i institutioner i kommunen, arbejdsmarkedstilknytning og lignende.

Forpligtelsen til at fremskaffe husly omfatter tilbud om den efter omstændighederne bedst egnede midlertidig indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men eventuelt midlertidig indkvartering på vandrerhjem, i hotel, pensionat eller lignende. Bestemmelsen forudsætter, at kommunen hurtigst muligt tager stilling til en ansøgning om anvisning af husly, jf. SM C 46-00. Hjælpen er betinget af, at ansøgeren ikke selv har mulighed for midlertidigt eller varigt selv at løse sit boligproblem. Herudover kan hjælpen betinges af, at den boligløse i den akutte situation er aktiv omkring løsningen af boligproblemet, jf. SM C-60-03.

Kommunen kan henvise enlige til et botilbud efter servicelovens § 110. En sådan mulighed bør kun anvendes som en absolut nødløsning for en kortere periode, og der bør hurtigst muligt tilbydes anden form for indkvartering.

Der kan ikke via bestemmelsen i § 80 skabes en mere varig løsning på et boligproblem.

 

92. Personkredsen efter § 80 er borgere, der har mistet deres bolig og står helt uden tag over hovedet. Boligproblemet skal således være opstået akut og ikke været til at forudse. Bestemmelsen omfatter fx borgere, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og borgere, der bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.

Borgere, der flytter fx på grund af uddannelse eller nyt arbejde og ikke kan få en bolig i tilflytningskommunen, er ikke omfattet af bestemmelsen. Borgere, der er tilmeldt en c/o adresse, er heller ikke umiddelbart omfattet af bestemmelsen når lejemålet ophører, idet boligproblemet ikke er opstået akut.

Samlivsophævelse vil i almindelighed ikke være omfattet af kommunernes forpligtelse efter § 80.

 

93. Kommunen anviser midlertidig indkvartering mod betaling. Den betaling, der kan kræves for det anviste husly, må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af den omhandlede størrelse.

Kommunerne skal ved vurderingen af betalingens størrelse tage hensyn til det almindelige niveau for leje- eller ejerboliger i lokalområdet sammenholdt med kvaliteten af det anviste husly, familiens størrelse m.v.

I de tilfælde, hvor der henvises til et botilbud efter servicelovens § 110, er det tilbuddets logipris, der skal danne udgangspunkt for egenbetalingen. Hvis en familie anvises ophold på et hotel, skal den normalt ikke betale hotellets værelsespris pr. døgn, men et af kommunen fastsat beløb ud fra de nævnte kriterier.

Kapitel 17

Kvalitetsstandarder

Serviceloven

§ 139. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter denne lov samt følge disse beslutninger op.

94. Bestemmelsen, der er en videreførelse af bestemmelsen i servicelovens § 110 a, indeholder en hjemmel for socialministeren til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter serviceloven samt følge disse beslutninger op (kvalitetsstandarder).

Bestemmelsen i servicelovens § 139 giver mulighed for at fastsætte retningslinier for kvalitetsstandarder på voksenområdet for såvel typer af foranstaltninger som den sagsbehandling, der er tilknyttet foranstaltningen. Bestemmelsen giver desuden mulighed for at fastsætte regler om, at kvalitetsstandarden skal indeholde en generel serviceinformation og en beskrivelse af formålet med hjælpen.

En kvalitetsstandard skal beskrive de politiske målsætninger og prioriteringer, kommunalbestyrelsen har vedtaget på et område. Med offentliggørelsen af kvalitetsstandarden gøres det gennemskueligt, hvilke tilbud borgerne kan forvente, hvis de har behov for hjælp, og hvilke rettigheder, de har.

Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte krav om udarbejdelse af kvalitetsstandarder på følgende enkeltområder:

- Personlig og praktisk hjælp, kvalitetsstandarder, frit valg jf. bekendtgørelse nr. 262 af 27. marts 2006

- Botilbud efter § 108, jf. bekendtgørelse nr. 620 af 15. juni 2006

- Social behandling for stofmisbrug efter § 101, jf. bekendtgørelse nr. 622 af 15. juni 2006

- Kvindekrisecentre efter § 109, jf. bekendtgørelse nr. 631 af 15. juni 2006

- Frit valg af leverandør og praktisk hjælp mv., jf bekendtgørelse nr. 262 af 27. marts 2006.

Nærmere vejledning om bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder for kvindekrisecentre, bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder for varige boformer efter servicelovens § 108, samt bekendtgørelsen om kvalitetsstandarder vedrørende social behandling for stofmisbrug er indeholdt i Vejledning nr.7 til lov om social service.

Vejledning om bekendtgørelsen om kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp, bekendtgørelse nr. 262 af 27. marts 2006 er indeholdt i Vejledning 2 til lov om social service om personlig og praktisk hjælp til voksne.

Standarder for behandling af sager om børn og unge er indeholdt i Vejledning 3 til lov om social service om særlig støtte for børn om unge og deres familier

Kapitel 18

Handleplaner-voksne

Serviceloven

§ 141. Når der ydes hjælp til personer under 65 år efter afsnit V, skal kommunalbestyrelsen som led i indsatsen skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, jf. dog stk. 2. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til borgerens ønske om en handleplan samt karakteren og omfanget af indsatsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjælpen ydes til

1) personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

2) personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder

Stk. 3. Handleplanen skal angive

1) formålet med indsatsen,

2) hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,

3) den forventede varighed af indsatsen og

4) andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.

Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

95. Bestemmelsen i servicelovens § 141 er en videreførelse af den tidligere servicelovs § 111. Der er alene sket en konsekvensrettelse som følge af nedsættelse af pensionsalderen fra 67 år til 65 år pr. 1. januar 2004, jf. nedenfor om målgruppen.

Generelt om udarbejdelse af handleplaner

96. Baggrunden for kravet til kommunalbestyrelsen om at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen er at klargøre målet med indsatsen, at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og at tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og forvaltningsgrene. Samtidig bidrager udarbejdelse af en handleplan til at styrke borgerens indflydelse på sagsbehandlingen, idet handlingsplanen er en fælles plan for borgeren og kommunen om indsatsen over for den enkelte.

Udarbejdelse af handleplaner er en myndighedsopgave som påhviler kommunalbestyrelsen. Det er derfor kommunalbestyrelsen, der tager stilling til om, og i hvilket omfang, f.eks. leverandører af serviceydelser skal bidrage til udarbejdelse af handleplaner. Det er også kommunalbestyrelsen, der skal sikre at procedurereglerne overholdes, fx at der foreligger samtykke fra borgeren, når der i forbindelse med udarbejdelsen af en koordineret handlingsplan, skal indhentes oplysninger fra andre forvaltningsgrene og myndigheder såsom sygehusafdelinger, distriktspsykiatrien, evt. uddannelses- og beskæftigelsesforvaltninger etc.

Udarbejdelse af handleplaner er et led i at opfylde servicelovens formålsbestemmelse om den særlige indsats for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, jf. servicelovens § 81. En handleplan danner rammen for en samarbejdsproces med borgeren, hvor mål for indsatsen mål afstemmes med borgerens ønsker og forudsætninger for nærmere at kunne fastlægge de konkrete tilbud. For at skræddersy en helhedsorienteret indsats til den enkelte må der, hvor der ud over kommunalbestyrelsens egne tilbud, er behov for medvirken fra andre myndigheder, ske en koordinering med disse.

En sådan koordineret indsats er specielt vigtigt, når også andre forvaltningsgrene, som fx psykiatriske sygehusafdelinger og distriktspsykiatrien, eller andre myndigheder, som fx kriminalforsorgen, kommer ind i billedet. Det er derfor i den forberedende fase vigtigt at få kortlagt, hvilke myndigheder, der dels allerede er inddraget i forhold til borgeren, og hvilke det vil være relevant at inddrage.

At arbejde med handleplaner indebærer endvidere, at der skabes et grundlag for en systematisk evaluering af indsatsen og et udgangspunkt for en kvalitetssikring af indsatserne.

Der skal altid skønnes, om der er behov for udarbejdelse af en handleplan

97. Kommunalbestyrelsen skal altid skønne om det er hensigtsmæssigt at tilbyde udarbejdelse af en plan for ydelser efter serviceloven. Bestemmelsen omfatter voksne under 65 år, dog ikke 18-22-årige, der modtager hjælp efter lovens afsnit II.

I skønnet skal borgerens eventuelle ønsker om at få en handleplan indgå med vægt, og det er derfor vigtigt, at borgeren er orienteret om muligheden for at få en handleplan.

Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til borgerens samlede funktionsevne og behov samt karakteren, omfanget, sværhedsgraden og tidshorisonten for den indsats, der er brug for.

Det skal af sagen fremgå, at kommunen har vurderet spørgsmålet om udarbejdelse af en konkret handleplan, herunder om borgeren har udtrykt ønske om, at der bliver udarbejdet en handleplan.

Målgruppen for obligatorisk tilbud om handleplaner

98. Efter servicelovens § 141, stk. 2, litra 2 har kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde at udarbejde en handleplan til

– personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

– personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Udenfor målgruppen for obligatoriske tilbud om handleplaner falder borgere, der er i stand til at tage vare på egne interesser, som er i besiddelse af en højere grad af social kompetence, og som fx udelukkende har behov for hjælp til at strukturere dagligdagen.

Handleplaner for personer med nedsat funktionsevne

99. Baggrunden for bestemmelsen om obligatorisk tilbud om handleplaner er således i tråd med målsætningerne for de grupper, der har særlige behov, jf. vejledningens kap. 1

Bestemmelsen om obligatorisk tilbud om handleplaner omfatter både mennesker med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og mennesker med alvorlige sociale problemer.

Det drejer sig fx om nogle mennesker med udviklingshæmning, svært sindslidende, mennesker med udviklingsforstyrrelser fx autister, svært hjerneskadede, mennesker med stærkt nedsat fysisk funktionsevne og fx længerevarende hjemløse og personer med et behandlingskrævende stof- eller alkoholmisbrugsproblem.

Kravet om tilbud om handleplaner gælder over for voksne inden for de nævnte grupper, der enten har store problemer med at klare sig i egen bolig, eller for hvem der bør gøres en ekstra og mere langsigtet indsats, fx for at kunne udvikle en positiv identitet, for at opøve eller vedligeholde færdigheder, eller for at kunne mestre en aktiv livsudfoldelse i samspil med andre.

Handleplanen skal bidrage til at sikre en koordineret indsats mellem de kommunale myndigheder, botilbudsområdet, behandlingssystemet m.m., med henblik på at kunne sammensætte den rette indsats, både hvad angår de enkelte tilbud og den tidsmæssige rækkefølge af tilbuddene.

Når det gælder beboere i botilbud efter serviceloven eller almenboligloven vil der ofte være udarbejdet en pædagogisk plan/handleplan, som gælder for indsatsen i forbindelse med selve botilbuddet. En sådan pædagogisk plan kan ikke erstatte en handleplan efter servicelovens § 141, men kan evt. indgå som et delelement i handleplanen.

På samme måde vil særlige jobplaner mv., som jobcentrene skal udarbejde også kunne indgå som delelementer i handleplanen efter servicelovens § 141.

På hjemløseområdet er udarbejdelse af handleplaner og koordinering af indsatserne særligt relevant, da der er tale om en mobil gruppe med ustabile boligforhold. Gruppens sammensatte problemer nødvendiggør ofte medvirken fra andre myndigheder og forvaltningsgrene, behandlingssystemet, kriminalforsorgen m.m. for at kunne tilvejebringe de rette tilbud.

Særlig om overgang fra ung til voksen

100. En handleplan kan også være et godt og nødvendigt redskab i forbindelse med overgangen til voksenalderen. Handleplanen kan medvirke til, at lette tilrettelæggelsen af indsatsen, når den unge går fra ydelser efter reglerne om børn og unge til ydelser efter voksenreglerne. Handleplanen kan bidrage til, at kommunen sikrer den nødvendige rådgivning af den unge og hans familie, i forbindelse med at støtte ikke længere udmåles til forældremyndighedens indehaver, men tildeles den unge selv. Herudover er handleplanen af stor betydning med henblik på at fastlægge mål for den unges fortsatte uddannelse, beskæftigelse, botilbud, udviklingsmuligheder og muligheder for livsudfoldelse m.v.

Særligt om handleplaner for stofmisbrugere

101. På stofmisbrugsbehandlingsområdet vil det af flere grunde være hensigtsmæssigt, at der udarbejdes handleplaner for at inddrage stofmisbrugerne og/eller for at opnå en sammenhængende indsats. Af de stofmisbrugere, som ikke måtte være omfattet af det obligatoriske krav om handleplan, kan udarbejdelse af handleplaner således være hensigtsmæssigt for at sikre vedkommendes medvirken og motivation samt for at inddrage alle relevante parter så tidligt som muligt i forløbet.

Kendetegnende for udarbejdelse af handleplaner på stofmisbrugsområdet er tillige, at indhentelse af samtykke til de konkrete henvendelser til andre myndigheder og fx behandlingstilbud ofte er nødvendig, og at processen med udarbejdelse af handleplan egner sig til at opnå samtykke hertil fra stofmisbrugeren.

Videre er det på dette område, karakteristisk, at der arbejdes med delmål for indsatsen for den enkelte misbruger og varierede målsætninger for de forskellige hovedgrupper af stofmisbrugere. Som del af den samlede handleplan bør der indgå en beskrivelse af behandlingsforløbet, hvor det pågældende behandlingstilbud - det være sig privat eller offentligt - sammen med misbrugeren, den visiterende myndighed og eventuelt andre samarbejdspartnere udstikker målene for behandlingen, de behandlingsmæssige faser og metoder.

Den mulighed, som ligger i lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, bør også overvejes i forbindelse med udarbejdelse af handleplanen. At rette et tilbud om tilbageholdelse til stofmisbrugeren bør opfattes som en mulighed for den misbruger, der i en krise kan have svært ved at overskue konsekvenserne for sig selv og sin familie ved at trække sig ud af behandlingen. Der henvises til vejledning nr. 4 om boformer m.v.

Retssikkerhed

102. Kravet om tilbud om udarbejdelse af handleplaner er et bidrag til at øge retssikkerheden for de pågældende borgere og til at sikre at indsatsen følges mere kvalificeret op, ved at der sker en tydeliggørelse af forpligtelsen i forhold til kommunalbestyrelsen.

Desuden indebærer det obligatoriske tilbud om handleplaner også en væsentlig styrkelse af sagsbehandlingen, idet den indebærer, at kommunen skal beskrive indholdet af den tildelte ydelse, herunder også, hvordan man vil følge op på handleplanen. En sådan specifikation medvirker også i tilfælde af klage til et bedre grundlag for ankemyndighedernes prøvelse af de afgørelser, der træffes som led i planen.

Indhold

103. Som det fremgår af § 141 stk. 3 skal der i planen angives formålet med indsatsen for den pågældende borger, hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v. Endvidere forudsætter bestemmelsen, at planen udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Af konkrete indholdsmæssige elementer, som handleplanen skal forholde sig til og opstille mål for, kan eksempelvis være følgende:

– Uddannelse, beskæftigelse, fritid,

– Bolig, herunder hjælp til at fastholde en bolig, samt hjælpemidler og boligindretning– Økonomi

– Opbygning af sociale relationer

– Indsatser af pædagogisk, pleje- og omsorgsmæssig karakter, som kan medvirke til at højne livskvaliteten

– Opfølgning af indsatserne med henblik på justering af handleplanen, jf. punkt 107.

Borgerens medvirken

104. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og i samarbejde med denne, jf. stk. 4. Hvis brugeren ikke selv – eller kun vanskeligt – kan indgå i en dialog om udarbejdelse af en handleplan, skal tilbuddet fremsættes over for den, der varetager pågældendes interesser, som fx nære pårørende eller en støtte- og kontaktperson, værge, bisidder eller andre.

 

Praksis om handlekommune om udsatte grupper

105. Det anbefales i pkt. 290 i Socialministeriets vejledning om administration og retssikkerhed på det sociale område, at kommunerne viderefører den hidtidige praksis, hvorefter den tidligere kommune fortsætter som handlekommune i forhold til de mest udsatte grupper, selv om de får ophold i boformer m.v. i en anden kommune. Denne praksis med hensyn til handlekommune har stor betydning for de mest udsatte grupper, idet de på grund af meget mobile eller ustabile bo- og familieforhold ofte får ophold i botilbud, der ligger uden for deres oprindelige opholdskommune. Af hensyn til kontinuiteten i indsatsen kan det derfor være hensigtsmæssigt at opretholde tilknytning til en tidligere opholdskommune, bl.a. med henblik på resocialiseringen.

Særlige forhold gør sig også gældende, når den oprindelige opholdskommune som en del af en handleplan har visiteret en person, fx en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden kommune. I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at det i forbindelse med handleplanen aftales, at den hidtidige kommune forbliver handlekommune, så længe foranstaltningen er i værk.

Pligt for kommunerne til at koordinere handleplaner efter servicelovens § 141 med kriminalforsorgen for visse persongrupper

106. Kommunen har pligt til at koordinere handleplaner efter bl.a. servicelovens § 141 med kriminalforsorgen for visse persongrupper.

Målgruppen for de koordinerede handleplaner er personer, som er indsatte i fængsler og arresthuse, er under tilsyn af kriminalforsorgen eller er idømt en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68 og 69, som kommunen skal tilbyde en handleplan.

Initiativet til koordinering af handleplaner påhviler kriminalforsorgen.

Kommunen har ansvaret for, at kommunens handleplaner koordineres med kriminalforsorgen og for løbende at sikre sig, at kommunens støtteforanstaltninger og indsatser i øvrigt koordineres med kriminalforsorgens tiltag og at evt. andre relevante samarbejdsparter inddrages i arbejdet.

Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006.

Kapitel 19

Opfølgning

Serviceloven

§ 150. Kommunalbestyrelsen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

107. I alle sager om tildeling af ydelser af længere varighed skal der efter servicelovens § 150 ske en løbende opfølgning af den sociale indsats. Hvis det kan konstateres, at den tildelte hjælp ikke længere opfylder sit formål, må det overvejes, om der er behov for andre former for hjælp. På samme måde som ved udarbejdelse af handleplaner efter servicelovens § 141 skal opfølgningen ske ud fra brugerens individuelle situation, ressourcer og behov, og opfølgningen skal så vidt muligt ske i samarbejde med brugeren.

Særligt overfor personer med stærkt nedsat funktionsevne og fx udsatte grupper, der er flyttet i egen bolig fx efter ophold i et midlertidigt botilbud, er der behov for at følge op på, om den tildelte støtte til at fungere i boligen er tilstrækkelig og om der er behov for yderligere hjælp, fx tilbud om en støtte- og kontaktperson, jf. vejledning 5.

 

Socialministeriet, den 5. december 2006

Eva Kjer Hansen

/Frode Svendsen



Bilag 1

 

Beskrivelse af de udsatte grupper, herunder skøn over antal m.v.

I. Socialt udsatte grupper

Dette bilag indeholder en kort beskrivelse af de målgrupper, der undertiden med en fællesbetegnelse kaldes de socialt udsatte grupper.

Der er dels tale om de nogle af de vanskeligst stillede mennesker med nedsat psykisk funktionsevne og herudover først og fremmest mennesker, der er omfattet af lovens betegnelse om personer med særlige sociale problemer.

 

1. Begrebet socialt udsatte grupper omfatter hjemløse og nogle af de vanskeligst stillede sindslidende, prostituerede, stof- og alkoholmisbrugere, incestramte, borgere med alvorlige spiseforstyrrelser, voldsramte kvinder m.fl.

 

2. Socialt udsatte grupper er blandt andet kendetegnet ved ofte at have meget sammensatte personlige og sociale problemer. En del sindslidende kæmper også med misbrugsproblemer (dobbeltdiagnose), og nogle er fx ramt af spiseforstyrrelser, flere hjemløse har en sindslidelse og/eller misbrugsproblemer, og ofte består et misbrug af både stoffer og alkohol samt evt. medicinmisbrug (blandingsmisbrug). Hertil kommer, at mange blandt disse persongrupper ofte har et meget spinkelt eller slet intet socialt netværk, problemfyldte familieforhold, ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og derved en hverdag præget af ensomhed, kaos mv.

 

II. Problemomfang

3. Der findes ikke præcise opgørelser over antallet af socialt udsatte mennesker. Der eksisterer dog forskellige skøn over antallet af mennesker i de enkelte grupper, som indgår i den samlede gruppe af socialt udsatte, jf. nedenfor. Det er vigtigt at understrege, at der er en høj grad af personsammenfald grupperne imellem – personerne i grupperne krydser til stadighed grænserne mellem de enkelte grupperinger og omdefineres i overensstemmelse hermed. Derfor er en egentlig afgrænsning mellem de enkelte grupper ikke mulig.

 

III. Hjemløse

4. På baggrund af eksisterende forskning og andre undersøgelser om hjemløshed kan gruppen af hjemløse i bred forstand inddeles i følgende grupper:

– Personer, der har svært ved at tilpasse sig samfundets muligheder og begrænsninger, og som ikke har nogen bolig. Det er personer, der er reelt boligløse, og som ofte er synlige som brugere af botilbud for hjemløse. Det kan også være potentielt udstødelsestruede og hjemløse, der bor hos familie, venner eller bekendte, ligesom det kan være personer (»dobbelt udstødte«), som ikke kan eller vil bruge de eksisterende tilbud, og som det ofte er vanskeligt at komme i kontakt med. Sidstnævnte gruppe bruger sædvanligvis ikke eller kun i begrænset omfang de eksisterende tilbud og lever ofte på gaden.

– Personer, der har et hjem, der ikke er stabilt, med alt hvad dette indbefatter med hensyn til at have et familieliv, arbejde og et udbygget socialt netværk. Denne gruppe kan således som følge af tunge sociale problemer ikke fungere i egen bolig uden hjælp.

Personer, der er hjemløse, har ofte andre problemer end boligproblemet, som fx problemer med misbrug, kriminalitet, psykiske lidelser, problemer i forbindelse med vold i hjemmet m.m. Hjemløse i bred eller moderne forstand er således en meget uensartet gruppe, hvor den enkeltes problemer ofte er komplekse.

 

5. Der er betydelig usikkerhed forbundet med skønnet af antal hjemløse. Mellem 7.500 og 8.000 hjemløse benytter hvert år et tilbud efter servicelovens § 110 (tidl. § 94) (forsorgshjem mv.). Hertil kommer et antal hjemløse, som ikke bruger forsorgshjemmene. Det er mennesker, der sover på gaden, mennesker der bor midlertidigt hos familie og venner, og som hyppigt skifter adresse, mennesker som nok har en bolig, men som fx på grund af psykiske problemer i en periode ikke magter at bo for sig selv mv. Det er ikke muligt at vurdere omfanget af de enkelte grupper særskilt. I Socialpolitisk Redegørelse fra 2002 skønnes antallet af mennesker, der årligt er berørt af hjemløshed, at være ca. 11.000.

 

IV. Voldsramte kvinder

6. Der er tale om kvinder, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold, trusler om vold eller anden form for mishandling af deres ægtefælle eller samlever e.l., og som derfor ikke kan være i deres bolig. Denne gruppe har - sammen med eventuelle børn - brug for et midlertidigt botilbud i en periode, hvilket kan ske efter bestemmelserne i SEL § 109. LOKKs årsstatistikker viser, at ca. 2.000 kvinder og et tilsvarende antal børn årligt opholder sig på kvindekrisecentre.

 

V. Mennesker med sindslidelser, herunder ikke psykotiske sindslidelser som fx spiseforstyrrelser og senfølger af incest

7. Ifølge Socialpolitisk Redegørelse fra 2002 er der ca. 22.000 mennesker med en sindslidelse, som har et omfattende behov for støtte i dagligdagen. Hertil kommer antallet af mennesker med en ikke psykotisk sindslidelse. Det anslås, at ca. 500.000 mennesker lider af en eller anden form for ikke psykotisk sindslidelse.

Generelt om mennesker med sindslidelser

8. Den bedst fungerende del af gruppen er bl.a. kendetegnet ved at være i stand til at omgås andre, give respons overfor sociale initiativer og i stand til at etablere sociale netværk uden for de sociale tilbud. Gruppen kan fx have behov for hjælp til at strukturere dagligdagen, men ønsker også nye udfordringer - gerne en oplevelse af et medansvar i forhold til planlægning og gennemførelse af aktiviteterne.

Den mest belastede og vanskeligt stillede del af gruppen vil ofte være kendetegnet ved at have en lav social kompetence, enten som følge af ekstrem adfærd eller en meget passiv og inaktiv adfærd, ligesom gruppen ofte lever meget isoleret.

 

9. En mindre gruppe af mennesker med sindslidelser må betegnes som særligt vanskeligt stillede – mennesker med dobbeltdiagnose. Gruppen er ofte karakteriseret ved en kombination af alvorlig sindslidelse og misbrug, stærkt afvigende adfærd og hyppige konflikter, kriminalitet og problemer med at færdes, hvor der er mange mennesker.

Mennesker med spiseforstyrrelser

10. Spiseforstyrrelser er ikke en ny lidelse, men en lidelse som i den vestlige del af verden har fået større og større opmærksomhed inden for de seneste år. Spiseforstyrrelser er en samlet betegnelse for flere beslægtede tilstande. Fælles er, at tanker og adfærd i forhold til mad og vægt begrænser livsudfoldelsen og forringer livskvaliteten. Spiseforstyrrelser er ikke udelukkende ensbetydende med at forholde sig til mad, men er også et udtryk for mistrivsel og manglende evne til at mestre de vilkår og problemer samt indre og ydre konflikter, der opstår i livet. Spiseforstyrrelser er oftest ensbetydende med at have psykiske problemer eller »ondt i livet«.

 

11. Der er tre hovedformer for spiseforstyrrelser:

- Anorexia nervosa (nervøs spisevægring)

- Bulimia nervosa (Nervøs overspisning)

- Binge Eating Disorder - BED (overspisning eller tvangsspisning)

Sundhedsstyrelsen (2005) anslår, at der er 3.150 personer med anorexia nervosa, 21.000 med bulimia nervosa og 31.500 med Binge Eating Disorder. Der ses 300-400 nye tilfælde af anorexia nervosa og 200-300 nye tilfælde af bulimia nervosa i Danmark hvert år.

 

VI. Mennesker, der har været udsat for overgreb

12. Det skønnes af forskere og fagfolk, at knap 10 % af befolkningen har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. For den voksne bliver livet ofte en kamp, hvor tvivl, usikkerhed, angst og mistro har overtaget inden i personen, men det at have styr på alt bliver centralt udenpå. Mange af disse mennesker har derfor behov for behandling, støtte og hjælp.

 

13. De typiske senfølger af incest er:

- Posttraumatisk Stress-Syndrom

- Alvorlige psykiske problemer og/eller psykiske lidelser

- Dybe personlige kriser

- Problematisk og måske selvskadende adfærd

 

VII. Stofmisbrugere

14. En stofmisbruger er fysisk og/eller psykisk afhængig af et eller flere bevidsthedsændrende stoffer (rusmidler) i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for pågældende selv og /eller nærtstående samt samfundet.

 

15. Stofmisbrugere kan på baggrund af misbrugets omfang, varighed og personlige og sociale følgevirkninger inddeles i følgende 3 hovedgrupper:

1) Misbrugere med normal social integration, som fx unge i uddannelses- eller beskæftigelsesforløb.

2) Misbrugere med truet social integration, som fx ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, familie- og andre netværksrelationer under nedbrydning, men dog fx med bolig og tidligere uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund.

3) »Socialt udstødte« misbrugere kan være yngre uden nogen uddannelses- og beskæftigelsesbaggrund og svagt netværk og andre misbrugere med andre massive problemer ud over stofmisbruget, som fx sindslidelse, hjemløshed.

 

16. Udgangspunktet er, at alle behandlingskrævende stofmisbrugere er socialt udsatte. Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse i Stofmisbrugsregistret findes der i alt ca. 25.000 behandlingskrævende stofmisbrugere i Danmark.

 

VIII. Alkoholmisbrugere

16. Alkoholmisbrugere eller personer med et skadevoldende alkoholforbrug (storforbrug) er mennesker, hvis forbrug af alkohol medfører skader, fysisk, psykisk og socialt, for den pågældende selv eller dennes omgivelser, herunder ægtefælle, samlever og ikke mindst børn.

 

18. Det skønnes, at knap 200.000 mennesker har et helbredsskadeligt forbrug af alkohol. I denne gruppe skønnes mellem 20.000-25.000 at være socialt udsatte.

 

IX. Socialt udsatte grønlændere i Danmark

19. Skønnet over antallet af socialt udsatte grønlændere i Danmark varierer en del. Kofoeds Skole vurderer, at det drejer sig om mellem 7-900 grønlandske personer, som lever en tilværelse med misbrug - og især i København også med hjemløshed. En undersøgelse af hjemløshed i gruppen af grønlændere i København, udarbejdet af Center for Kulturanalyse i 2006, viser, at der er op mod 170 personer i den tungeste gruppe af socialt udsatte og hjemløse grønlændere i København. På www.udsattegroenlaendere.dk kan der læses mere om gruppen og om den sociale indsats, der kan tilbydes.

 

X. Prostituerede

20. Den kortlagte prostitution blandt voksne kan opdeles i disse former og omfang:

· Klinikprostitution, hvor kunden opsøger den prostituerede på massageklinikker (66 %)

· Gadeprostitution, hvor kontakten mellem kunden og den prostituerede skabes på gaden (15 %)

· Escortprostitution, hvor den prostituerede kontaktes og kommer til kundens hjem eller opholdssted (10 %)

· Barprostitution, hvor kontakten skabes på en bar, ofte en stripteasebar (4 %)

· Privatprostitution, hvor den prostituerede modtager kunden i sit eget hjem eller andre private rammer (2 %)

· Kombinationsformen massageklinik og escortprostitution, hvor personen prostituerer sig på begge måder (2 %)

· Kombinationsformen privatprostitution og escort, hvor personen prostituerer sig på begge nævnte måder (1 %)

Som det fremgår, udgør massageprostitution den mest almindelige form. Prostitution findes overalt i Danmark. København, Odense og Århus adskiller sig fra resten af landet ved, at her findes alle former for prostitution.

 

21. Det skønnes, at antallet af prostituerede udgør omkring 4.000-5.000 mennesker. Tallet er baseret på annoncer for seksuelle ydelser samt fagpersoners kendskab til området. Der er tale om minimumstal.

På www.kcprostitution.dk kan der læses mere om prostitution og indsatsen over for prostituerede.

 



Bilag 2-6

Bilag 2: Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

Bilag 2 indeholder bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Bilag 3: Bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation - VISO

Bilag 3 indeholder bekendtgørelse nr. 161 af 10. marts 2006 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Bilag 4: Bekendtgørelse om Tilbudsportalen

Bilag 4 indeholder bekendtgørelse nr. 780 af 6. juli 2006 om Tilbudsportalen.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Bilag 5: Bekendtgørelse om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud

Bilag 5 indeholder bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Bilag 6: Bekendtgørelse om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper

Bilag 6 indeholder bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

 



Bilag 7

 

 

Paragrafnøgle for serviceloven

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

 

Ny servicelov

Tidligere servicelov

Bemærkninger

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§§ 3-12

 

-

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

§ 10

 

§ 3

§ 101, stk. 1

§ 101, stk. 2, 1. pkt.

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 5

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 68

§ 69, stk. 1 og 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 13 a

-

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 14

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 15

§ 70 a

Videreførelse af den gældende bestemmelse

§ 16

§ 112

§ 114

Videreførelse med red. ændr.

§ 17

§ 112 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 18

§ 115

Videreførelse med red. ændr.

§ 19

§ 4

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 7

Videreførelse med red. ændr.

§ 21

§ 8

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 8 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 9

Videreførelse med red. ændr.

§ 24

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 25 a

§ 11 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 12

Videreførelse med red. ændr.

§ 27

§ 13

Videreførelse med red. ændr.

§ 28

§ 14

Videreførelse med red. ændr.

§ 28 a

§ 14 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 29

§ 15

Videreførelse med red. ændr.

§ 30

§ 15 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 31

§ 15 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 32

§ 16

§ 18

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 33

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

§ 20

 

§ 34

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 35

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 36

§ 23

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 37

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 38

§ 26 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 39

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 40

§ 27 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 41

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 42

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 43

§ 29 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 44

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 45

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 46

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

§ 47

§ 57 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 48

§ 58

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 49

§ 37 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 50

§ 38

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 51

§ 39

Videreførelse med red. ændr.

§ 52

§ 40

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 53

§ 54

Videreførelse med red. ændr.

§ 54

§ 40 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 55

§ 40 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 56

§ 41

Videreførelse med red. ændr.

§ 57

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 57 a

§ 41 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 58

§ 42

Videreførelse med red. ændr.

§ 59

§ 59

Videreførelse med red. ændr.

§ 60

§ 42 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 61

§ 59 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 62

§ 43

Videreførelse med red. ændr.

§ 63

§ 44

Videreførelse med red ændringer

§ 64

§ 48

Videreførelse med red. ændr.

§ 65

§ 47

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 66

-

Ny – liste over anbringelsessteder

§ 67

§ 49 a

§ 51

Videreførelse med red. ændr.

§ 68

§ 46

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 69

§ 55

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 70

§ 56

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 71

§ 53

§ 57

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 72

§ 60

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 73

§ 61

Videreførelse med red. ændr.

§ 74

§ 62

Videreførelse med red. ændr.

§ 75

§ 45

Videreførelse med red. ændr.

§ 76

§ 62 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 77

§ 63

 

§ 78

§ 64

Videreførelse med red. ændr.

§ 79

§ 65

Videreførelse med red. ændr.

§ 80

§ 66

Videreførelse med red. ændr.

§ 81

§ 67

Videreførelse med red. ændr.

§ 82

§ 67 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 83

§ 67 b

§ 71

Videreførelse med red. ændr.

§ 84

§ 72

Videreførelse med red. ændr.

§ 85

§ 73

Videreførelse med red. ændr.

§ 86

§ 73 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 87

§ 74

Videreførelse med red. ændr.

§ 88

§ 75

Videreførelse med red. ændr.

§ 89

§ 75 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 90

§ 75 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 91

§ 75 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 92

§ 75 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 93

§ 75 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 94

§ 75 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 94 a

§ 75 g

Videreførelse med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 95

§ 76

Videreførelse med red. ændr.

§ 96

§ 77

Videreførelse med red. ændr.

§ 97

§ 78

Videreførelse med red. ændr.

§ 98

§ 79

Videreførelse med red. ændr.

§ 99

§ 80

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 81

Udgået

§ 100

§ 84

Videreførelse med red. ændr.

§ 101

§ 85

Videreførelse med red. ændr.

§ 102

§ 86

Videreførelse med red. ændr.

§ 103

§ 87

Videreførelse med red. ændr.

§ 104

§ 88

Videreførelse med red. ændr.

§ 105

§ 89

Videreførelse med red. ændr.

§ 106

§ 90

Videreførelse med red. ændr.

§ 107

§ 91

§ 93

Videreførelse med red. ændr.

§ 108

§ 92

Videreførelse med red. ændr.

§ 109

§ 93 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 110

§ 94

Videreførelse med red. ændr.

§ 111

§ 96

Videreførelse med red. ændr.

§ 112

§ 97

Videreførelse med red. ændr.

§ 113

§ 98

Videreførelse med red. ændr.

§ 114

§ 99

Videreførelse med red. ændr.

§ 115

§ 100

Videreførelse med red. ændr.

§ 116

§ 102

Videreførelse med red. ændr.

§ 117

§ 103

Videreførelse med red. ændr.

§ 118

§ 103 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 119

§ 104

Videreførelse med red. ændr.

§ 120

§ 105

Videreførelse med red. ændr.

§ 121

§ 106

Videreførelse med red. ændr.

§ 122

§ 107

Videreførelse med red. ændr.

§ 123

§ 108

Videreførelse med red. ændr.

§ 124

§ 109

Videreførelse med red. ændr.

§ 125

§ 109 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 126

§ 109 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 127

§ 109 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 128

§ 109 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 129

§ 109 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 130

§ 109 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 131

§ 109 g

Videreførelse med red. ændr.

§ 132

§ 109 h

Videreførelse med red. ændr.

§ 133

§ 109 i

Videreførelse med red. ændr.

§ 134

§ 109 j

Videreførelse med red. ændr.

§ 135

§ 109 k

Videreførelse med red. ændr.

§ 136

§ 109 l

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 137

§ 109 m

Videreførelse med red. ændr.

§ 138

§ 58 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 139

§ 110 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 140

§ 58 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 141

§ 111

Videreførelse med red. ændr.

§ 142

§§ 49

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 142, stk. 8

§ 50

 

§ 143

§ 49 b, 1. pkt.

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 144

§ 94 a

§ 94 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 145

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 146

§ 6

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 147

§ 63, stk. 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 148

§ 55, stk. 2

§ 113

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 149

-

Ophævet

§ 150

-

Ophævet

§ 151

§ 75 i

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 152

§ 33 a

Videreførelse

§ 153

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 154

§ 36

Videreførelse

§ 155

§ 36 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 156

§ 116

Videreførelse

§ 157

§ 117

Videreførelse

§ 158

§ 118

Videreførelse med red. ændr.

§ 159

§ 52

Videreførelse med red. ændr.

§ 160

§ 62 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 161

§ 82

Videreførelse med red. ændr.

§ 162

§ 83

Videreførelse med red. ændr.

§ 163

§ 95

Videreførelse med red. ændr.

§ 163 a

§ 95 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 164

§ 119

Videreførelse med red. ændr.

§ 164 a

§ 119 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165

§ 120

Ændret som følge af kommunalreformen

§ 165 a

§ 120 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165 b

§ 120 b

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 166

§ 75 h

§ 121

Videreførelse med red. ændr.

§ 167

§ 122

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 168

§ 123

Videreførelse med red. ændr.

§ 169

§ 124

Videreførelse med red. ændr.

§ 170

§ 125

Videreførelse med red. ændr.

§ 171

§ 126

Ophævet

§ 172

§ 127

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 128

Udgået

§ 172 a

§ 58 c

Videreførelse med red. ændr.

Ikke indarbejdet i LBK 929/2006

§ 173

(§§ 129-131d)

Ny finansieringsbestemmelse pga. kommunalreformen

§ 174

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 175

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 176

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 177

§ 131

Videreførelse med red. ændr.

§ 178

§ 132

Videreførelse med red. ændr.

§ 179

§ 134

Videreførelse med red. ændr.

§ 180

§ 135, stk. 2

Videreførelse med red. ændr.

§ 181

§ 133

Videreførelse med red. ændr.

§ 182

§ 136

Videreførelse med red. ændr. samt ny pga. kommunalreformen

§ 183

§ 137

Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen

§ 184

§ 138

Videreførelse med red. ændr.

§ 185

-

Ny pga. ressortomlægning

§ 186

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 187

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 188

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 189

§ 139

Ikrafttrædelsesbest.

§ 190

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 191

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 192

§ 140, stk. 1

Videreførelse med red. ændr.

§ 192 a

§ 140 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 193

§ 144

Videreførelse med ændr. pga. kommunalreformen

§ 194

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 195

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 196

§ 145

Videreførelse med red. ændr.

 

 

 

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

Tidligere servicelov

Ny servicelov

Bemærkninger

 

-

§§ 3-12

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

-

§ 13

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 13 a

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

-

§ 14

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 66

Ny – liste over anbringelsessteder

-

§ 145

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 149

Ophævet

-

§ 150

Ophævet

-

§ 174

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 175

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 176

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 185

Ny pga. ressortomlægning

-

§ 186

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 187

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 188

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 190

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 191

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 194

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 195

Ny pga. strukturaftalen

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 3

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 4

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 5

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 6

§ 146

Videreførelse med red. ændr.

§ 7

§ 20

Videreførelse med red. ændr.

§ 8

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 8 a

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 9

§ 23

Videreførelse med red. ændr.

§ 10

§ 24

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 11 a

§ 25 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 14

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 14 a

§ 28 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 15

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 a

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 b

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 16

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 18

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 19

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

 

§ 21

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 26 a

§ 38

Videreførelse med red. ændr.

§ 27

§ 39

Videreførelse med red. ændr.

§ 27 a

§ 40

Videreførelse med red. ændr.

§ 28

§ 41

Videreførelse med red. ændr.

§ 29

§ 42

Videreførelse med red. ændr.

§ 29 a

§ 43

Videreførelse med red. ændr.

§ 30

§ 44

Videreførelse med red. ændr.

§ 31

§ 45

Videreførelse med red. ændr.

§ 32

§ 46

Videreførelse med red. ændr.

§ 33

§ 146

Videreførelse med red. ændr.

§ 33 a

§ 152

Videreførelse

§ 34

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 35

§ 153

Videreførelse med red. ændr.

§ 36

§ 154

Videreførelse

§ 36 a

§ 155

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 37

§ 57

Videreførelse med red. ændr.

§ 37 a

§ 49

Videreførelse med red. ændr.

§ 38

§ 50

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 39

§ 51

Videreførelse med red. ændr.

§ 40

§ 52

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 40 a

§ 54

Videreførelse med red. ændr.

§ 40 b

§ 55

Videreførelse med red. ændr.

§ 41

§ 56

Videreførelse med red. ændr.

§ 41 a

§ 57 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 42

§ 58

Videreførelse med red. ændr.

§ 42 a

§ 60

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 43

§ 62

Videreførelse med red. ændr.

§ 44

§ 63

Videreførelse med red. ændr.

§ 45

§ 75

Videreførelse med red. ændr.

§ 46

§ 68

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 47

§ 65

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 48

§ 64

Videreførelse med red. ændr.

§ 49

§ 142

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 49 a

§ 67

Videreførelse med red. ændr.

§ 49 b, 1. pkt.

§ 143

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 50

§ 142, stk. 8

 

§ 51

§ 67

Videreførelse med red. ændr.

§ 52

§ 159

Videreførelse med red. ændr.

§ 53

§ 71

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 54

§ 53

Videreførelse med red. ændr.

§ 55

§ 69

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 55, stk. 2

§ 148

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 56

§ 70

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 57

§ 71

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 57 a

§ 47

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 58

§ 48

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 58 a

§ 140

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 58 b

§ 138

Videreførelse med red. ændr.

§ 58 c

§ 172 a

Videreførelse med red. ændr.

Ikke indarbejdet i LBK 929/2006

§ 59

§ 59

Videreførelse med red. ændr.

§ 59 a

§ 61

Videreførelse med red. ændr.

§ 60

§ 72

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 61

§ 73

Videreførelse med red. ændr.

§ 62

§ 74

Videreførelse med red. ændr.

§ 62 a

§ 76

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 62 b

§ 160

Videreførelse med red. ændr.

§ 63

§ 77

 

§ 63, stk. 3

§ 147

Videreførelse med red. ændr.

§ 64

§ 78

Videreførelse med red. ændr.

§ 65

§ 79

Videreførelse med red. ændr.

§ 66

§ 80

Videreførelse med red. ændr.

§ 67

§ 81

Videreførelse med red. ændr.

§ 67 a

§ 82

Videreførelse med red. ændr.

§ 67 b

§ 83

Videreførelse med red. ændr.

§ 68

§ 12

Videreførelse med red. ændr.

§ 69, stk. 1 og 3

§ 12

Videreførelse med red. ændr.

§ 70 a

§ 15

Videreførelse af den gældende bestemmelse

§ 71

§ 83

Videreførelse med red. ændr.

§ 72

§ 84

Videreførelse med red. ændr.

§ 73

§ 85

Videreførelse med red. ændr.

§ 73 a

§ 86

Videreførelse med red. ændr.

§ 74

§ 87

Videreførelse med red. ændr.

§ 75

§ 88

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 a

§ 89

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 b

§ 90

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 c

§ 91

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 d

§ 92

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 e

§ 93

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 f

§ 94

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 g

§ 94 a

Videreførelse med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 75 h

§ 166

Videreførelse med red. ændr.

§ 75 i

§ 151

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 76

§ 95

Videreførelse med red. ændr.

§ 77

§ 96

Videreførelse med red. ændr.

§ 78

§ 97

Videreførelse med red. ændr.

§ 79

§ 98

Videreførelse med red. ændr.

§ 80

§ 99

Videreførelse med red. ændr.

§ 81

-

Udgået

§ 82

§ 161

Videreførelse med red. ændr.

§ 83

§ 162

Videreførelse med red. ændr.

§ 84

§ 100

Videreførelse med red. ændr.

§ 85

§ 101

Videreførelse med red. ændr.

§ 86

§ 102

Videreførelse med red. ændr.

§ 87

§ 103

Videreførelse med red. ændr.

§ 88

§ 104

Videreførelse med red. ændr.

§ 89

§ 105

Videreførelse med red. ændr.

§ 90

§ 106

Videreførelse med red. ændr.

§ 91

§ 107

Videreførelse med red. ændr.

§ 92

§ 108

Videreførelse med red. ændr.

§ 93

§ 107

Videreførelse med red. ændr.

§ 93 a

§ 109

Videreførelse med red. ændr.

§ 94

§ 110

Videreførelse med red. ændr.

§ 94 a

§ 144

Videreførelse med red. ændr.

§ 94 b

§ 144

Videreførelse med red. ændr.

§ 95

§ 163

Videreførelse med red. ændr.

§ 95 a

§ 163 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 96

§ 111

Videreførelse med red. ændr.

§ 97

§ 112

Videreførelse med red. ændr.

§ 98

§ 113

Videreførelse med red. ændr.

§ 99

§ 114

Videreførelse med red. ændr.

§ 100

§ 115

Videreførelse med red. ændr.

§ 101, stk. 1

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 101, stk. 2, 1. pkt.

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 102

§ 116

Videreførelse med red. ændr.

§ 103

§ 117

Videreførelse med red. ændr.

§ 103 a

§ 118

Videreførelse med red. ændr.

§ 104

§ 119

Videreførelse med red. ændr.

§ 105

§ 120

Videreførelse med red. ændr.

§ 106

§ 121

Videreførelse med red. ændr.

§ 107

§ 122

Videreførelse med red. ændr.

§ 108

§ 123

Videreførelse med red. ændr.

§ 109

§ 124

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 a

§ 125

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 b

§ 126

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 c

§ 127

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 d

§ 128

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 e

§ 129

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 f

§ 130

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 g

§ 131

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 h

§ 132

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 i

§ 133

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 j

§ 134

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 k

§ 135

Videreførelse med red. ændr.

§ 109 l

§ 136

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 109 m

§ 137

Videreførelse med red. ændr.

§ 110 a

§ 139

Videreførelse med red. ændr.

§ 111

§ 141

Videreførelse med red. ændr.

§ 112

§ 16

Videreførelse med red. ændr.

§ 112 a

§ 17

Videreførelse med red. ændr.

§ 113

§ 148

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 114

§ 16

Videreførelse med red. ændr.

§ 115

§ 18

Videreførelse med red. ændr.

§ 116

§ 156

Videreførelse

§ 117

§ 157

Videreførelse

§ 118

§ 158

Videreførelse med red. ændr.

§ 119

§ 164

Videreførelse med red. ændr.

§ 119 a

§ 164 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 120

§ 165

Ændret som følge af kommunalreformen

§ 120 a

§ 165 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 120 b

§ 165 b

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 121

§ 166

Videreførelse med red. ændr.

§ 122

§ 167

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 123

§ 168

Videreførelse med red. ændr.

§ 124

§ 169

Videreførelse med red. ændr.

§ 125

§ 170

Videreførelse med red. ændr.

§ 126

§ 171

Ophævet

§ 127

§ 172

Videreførelse med red. ændr.

§ 128

-

Udgået

(§§ 129-131 d)

§ 173

Ny finansieringsbestemmelse pga. kommunalreformen

§ 131

§ 177

Videreførelse med red. ændr.

§ 132

§ 178

Videreførelse med red. ændr.

§ 133

§ 181

Videreførelse med red. ændr.

§ 134

§ 179

Videreførelse med red. ændr.

§ 136

§ 182

Videreførelse med red. ændr. samt ny pga. kommunalreformen

§ 135, stk. 2

§ 180

Videreførelse med red. ændr.

§ 137

§ 183

Konsekvensændr. som følge af kommunalreformen

§ 138

§ 184

Videreførelse med red. ændr.

§ 139

§ 189

Ikrafttrædelsesbest.

§ 140, stk. 1

§ 192

Videreførelse med red. ændr.

§ 140 a

§ 192 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 144

§ 193

Videreførelse med ændr. pga. kommunalreformen

§ 145

§ 196

Videreførelse med red. ændr.

 



Bilag 8

Stikordsregister
(Registret henviser til vejledningens punkter)

A

 

Administrationsaftale

32

Aftale om refusion

27

Afgørelse

44

Akut boligløshed

92

Almindelige klageregler

36

B

 

Beslutning om væsentlige ændringer af indsatsen

 

Borgere fra tredjelande

21

Borgerens medvirken

 

Brugerinddragelse

7, 82, 85, 86

Brugerråd/bestyrelser

87, 88

C

 

D

 

Den uvildige konsulentordning, DUKH

79, 80, 81

Dispositioner på andres vegne

30

E

 

EU-borgere og deres medfølgende familiemedlemmer

18, 19

F

 

Faktisk forvaltningsvirksomhed

45

Forvaltningsloven og persondataloven

28, 43

Formål (Tilbudsportalen)

77

Formålsbestemmelse (generelt)

4

Formålsbestemmelse (specifik)

5, 6

Forpligtigelse til at yde hjælp

8

Forpligtigelse til at yde hjælp og rådgivning (børn og unge)

13

Forsyningsforpligtigelse (regioner)

 

Forvaltningsloven og persondataloven

 

Fraflytningskommunens medvirken

26

Fuldmagt

31

G

 

H

 

Handlekommune/opholdskommune

22

Handlekommune/opholdskommune (børn og unge)

24

Handleplaner (generelt)

96, 97

Handleplaner (koordinering med kriminalforsorgen)

106

Handleplaner (voksne)

95

Handleplaner (personer med nedsat funktionsevne)

99

Handleplaner (stofmisbrugere)

 

Helhedsorienteret indsats

7

Husvilde

91, 92, 93

I

 

Indhold af beskrivelsen (udmøntning og formål)

39, 103

Information

89

J

 

K

 

Klager over væsentlige ændringer

47

Kommunalbestyrelsen og kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed

 

Kommunalt myndighedsansvar

1

Kommuner og regioner

48

Kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager

37

Konkret individuel vurdering

40

Kompensationsprincippet

9

Koordinering af indsats

Se handleplaner

Kvalitetsstandarder

94

L

 

Ligebehandlingsprincippet

9

M

 

Midlertidigt ophold

23

Målgruppe (generel)

11

Målgruppe (specifik)

 

Målgruppe (VISO)

71

N

 

National videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO)

68

Nordisk konvention

20

O

 

Obligatorisk tilbud om handleplaner

98

Opfølgning

107

Opholdsbetingelser

14

Opholdsbetingelser (midlertidige ophold)

15

Ophold i udlandet

16

Ophævelse af tidligere hovedvejledninger

2

Oplysningspligt

29

Opsøgende arbejde

59, 65

Overgang fra ung til voksen

100

Overordnede ældrepolitiske principper

10

P

 

Praksis om handlekommune om udsatte grupper

105

Principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

9

Pårørenderåd

88

Q

 

R

 

Rammeaftaler

51

Refusion fra tidligere opholdskommune

25

Regionsrådenes varetagelse af kommunale driftsopgaver

49, 50

Retssikkerhed (brugerinddragelse)

83

Retssikkerhed (handleplaner)

102

Rådgivning (børn og unge)

 

Rådgivning (generelt)

52, 53

Rådgivning (hjælpemidler og forbrugsgoder)

55

Rådgivning (målgruppe)

57

Rådgivning (omfang)

58

Rådgivning (personer, der har været udsat for overgreb)

66

Rådgivning (prostituerede)

63, 64, 65

Rådgivning (selvmordstruede)

67

Rådgivning (samarbejde med andre myndigheder)

54

Rådgivning (specialrådgivning – VISO)

56, 70

Rådgivning (særlige grupper)

62

Rådgivning (mennesker med nedsat funktionsevne)

61

Rådgivning (VISO)

69, 71

Rådgivningsforpligtigelse

12

S

 

Sagsoplysning

29

Sektoransvarlighedsprincippet

9

Skøn (handleplaner)

97

Solidaritetsprincippet

9

Statsborgerskab

17

T

 

Tidspunkt for iværksættelse af indsatsen

42

Tilbudsportalen

76

Tilknytning

41

Tilsyn (Tilbudsportalen)

78

U

 

Udredning (VISO)

72

V

 

Vejledningernes indhold

1

Vidensfunktion (VISO)

74

Vurdering af borgerens tilknytning

 

Værgemål

33, 34, 35

Væsentlige ændringer

46

W

 

X

 

Y

 

Z

 

Æ

 

Ø

 

Ønske om anden sagsbehandler

84

Å

 

 



Bilag 9

Indholdsfortegnelse

 

 

Punkt

Indledning

 

1,2

 

Afsnit I

 

Formål, målgrupper, myndighedsstruktur

 

 

Indledning

3

Kapitel 1

Formål og principper

4-10

Kapitel 2

Målgrupper

11-13

Kapitel 3

Opholdsbetingelser

14-21

Kapitel 4

Handle- og opholdskommune, refusion mv.

22-27

Kapitel 5

Tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger mv.

28-29

Kapitel 6

Administrationsaftaler, fuldmagt, værgemål mv.

30-36

Kapitel 7

Kommunernes sagsbehandling i visse sociale sager

37-47

Kapitel 8

Myndighedsstruktur, rammeaftaler

48-51

 

Afsnit II

 

Rådgivning

 

 

Indledning

52

Kapitel 9

Rådgivning og specialrådgivning

53-59

Kapitel 10

Børn og unge og mennesker med nedsat funktionsevne

60-61

Kapitel 11

Rådgivning og opsøgende virksomhed over for grupper med særlige behov

62-67

Kapitel 12

National videns- og specialrådgivningsorganisation,VISO

68-75

Kapitel 13

Tilbudsportalen

76-78

Kapitel 14

Den uvildige Konsulentordning – DUKH.

79-81

 

Afsnit III

 

Brugerinddragelse. Kvalitetsstandarder, handleplaner, husvilde, mv.

 

 

Indledning

82

Kapitel 15

Brugerinddragelse

83-90

Kapitel 16

Husvilde

91-93

Kapitel 17

Kvalitetsstandarder

94

Kapitel 18

 

Handleplaner - voksne

95-106

 

Bilag

 

 

Bilag 1

Beskrivelse af de udsatte grupper, herunder skøn over antal m.v.

 

Bilag 2

Bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

 

Bilag 3

Bekendtgørelse nr. 161 af 10. marts 2006 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation - VISO

 

Bilag 4

Bekendtgørelse nr.780 af 6. juli 2006 om Tilbudsportalen

 

Bilag 5

Bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud

 

Bilag 6

Bekendtgørelse 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper

 

Bilag 7

Paragrafnøgle for serviceloven

 

Bilag 8

Stikordsregister