Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv.

(Vejledning nr. 2 til serviceloven)

 

Afsnit I

Indledning

Kapitel 1

1. Vejledning nr. 2 til serviceloven indgår som del af en mere samlet fremstilling af Socialministeriets vejledning til serviceloven, der gælder fra den 1. januar 2007. Der foreligger på nuværende tidspunkt følgende syv vejledninger:

- Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Vejledning nr. 1 til serviceloven.

- Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. Vejledning nr. 2 til serviceloven.

- Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Vejledning nr. 3 til serviceloven.

- Vejledning om botilbud mv. til voksne. Vejledning nr. 4 til serviceloven.

- Vejledning om særlig støtte til voksne. Vejledning nr. 5 til serviceloven.

- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Vejledning nr. 6 til serviceloven.

- Vejledning om kvalitet, tilsyn, tilskud til frivillige organisationer mv. Vejledning nr. 7 til serviceloven.

Vejledningen erstatter pr. 1. januar 2007 Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. af 6. marts 1998, Socialministeriets vejledning om supplement til vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. efter lov om social service af 31. august 2004 (frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp), og Socialministeriets supplement til vejledning af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. om bekendtgørelse om kvalitetsstandarder m.v. for hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service af 9. juni 1998.

Redaktionen er afsluttet december 2006.

Vejledningen henvender sig først og fremmest til kommunale sagsbehandlere og kommunale myndigheder, men forhåbentlig vil også andre finde den anvendelig.

Vejledningen er opbygget således, at hvert kapitel i videst muligt omfang indledes med de relevante lovbestemmelser. De enkelte afsnit er opdelt i kapitler og i punkter. Bagerst i vejledningen findes bl.a. en litteraturliste, en adresseliste, samt et omfattende stikordsregister, som henviser til punkterne i vejledningen.

Hvor intet andet er anført i vejledningen, henviser §-angivelserne til lov om social service (serviceloven).

Vejledningen beskæftiger sig primært med tilbud til ældre m.fl. efter serviceloven, men vejledningen indeholder også oplysninger fra andre lovområder. Disse er taget med for at gøre vejledningen mere anvendelig og helhedsorienteret. Det skal imidlertid understreges, at oplysningerne fra andre områder ikke er udtømmende, og de træder på ingen måde i stedet for andre vejledninger.

Vejledningen skal desuden sammenholdes med de øvrige vejledninger på det sociale område, herunder bl.a. Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I vejledningen er der bl.a. henvisninger til

Lov om social service – kaldet »serviceloven«

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – kaldet »retssikkerhedsloven«

Lov om forebyggende hjemmebesøg

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp – kaldet »bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg«

Bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv. (servicelovens §§ 79, 83 og 84) - kaldet »betalingsbekendtgørelsen«.

Serviceloven

2. Bestemmelserne i serviceloven pålægger kommunerne at sørge for forskellige former for servicetilbud til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Der er tale om servicetilbud til såvel personer i boformer efter serviceloven som personer i andre boformer.

Formål

3. Serviceloven har, jf. § 1, til formål at tilbyde rådgivning og støtte til forebyggelse af sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte og at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det fremgår endvidere af § 1, at formålet med hjælpen er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Hjælpen bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie.

I § 81 beskrives formålet med indsatsen i forhold til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Der er tale om:

- at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

- at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

- at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje, og

- at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder botilbud efter lov om almene boliger mv. eller i botilbud efter serviceloven.

Servicelovens personkreds

4. Serviceloven forudsætter som hovedregel at modtagere af hjælp efter loven bor eller opholder sig her i landet.

Som følge af fællesskabsretten gælder imidlertid en række undtagelser fra denne hovedregel. Fx har personer, der under bopæl/ophold i et andet EU/EØS-land eller i Schweiz er omfattet af dansk lovgivning, fordi de er udsendte eller kun modtager dansk social pension, ret til visse ydelser efter serviceloven. I praksis kan den pågældende søge om naturalydelser i bopæls/opholdslandet, som derefter kan få refunderet udgiften fra Danmark. Kontantydelser kan derimod udbetales til danske pensionister overalt inden for EU/EØS-området eller Schweiz.

Servicelovens hovedregel, hvorefter der normalt forudsættes bopæl eller ophold i Danmark, indebærer ikke et krav om statsborgerskab. Derfor kan fx turister, der er pensionsmodtagere i et andet EU/EØS-land eller i Schweiz i visse tilfælde have ret til ydelser efter serviceloven, når de har lovligt ophold her i landet. Det gælder dog kun naturalydelser, idet disse personer skal have kontantydelser dækket i deres eget sikringsland. Der henvises til www.dss.dk og vejledning om EF-regler om social sikring.

Ansøgninger

5. Servicetilbud til ældre m.fl. tildeles efter ansøgning. Kommunen bør i forbindelse med den generelle serviceinformation om de sociale tilbud, jf. kapitel 19 orientere borgerne om, hvor man skal rette henvendelse, hvis man mener at have behov for hjælp.

Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning, jf. § 5 i retssikkerhedsloven.

Kommunen sørger for, at hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte, jf. § 1. For fx demente kan det være hensigtsmæssigt at inddrage de pårørende i forbindelse med tilrettelæggelsen af hjælpen til den enkelte. Kommunen fastsætter retningslinier for brugerindflydelse, jf. § 16.

Kommunen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne, jf. § 150.

Afsnit II

Myndighedens rolle og kvalitetsstandarder

Kapitel 2

Myndighed og leverandør

6. På de kommunale ansvarsområder sondres mellem kommunalbestyrelsens myndighedsfunktion og løsning af leverandøropgaver.

Kommunalbestyrelsen kan ikke uden lovhjemmel overlade myndighedsopgaven til andre. Der findes ikke en sådan hjemmel i serviceloven.

Opgaven med at levere ydelser kan kommunen derimod godt overlade til andre fx virksomheder, selvejende institutioner mv. med mindre, det direkte fremgår af lovgivningen, at det skal være en kommunal leverandøropgave.

Det vil i mange tilfælde være reguleret, på hvilke vilkår private mv. kan levere ydelser efter serviceloven. Servicelovens regler om frit leverandørvalg er et eksempel på denne regulering.

Sondringen mellem kommunalbestyrelsens myndighedsfunktion og leverandøropgaverne har altid været gældende. På hjemmehjælpsområdet er der primært 4 forhold, som har haft betydning for det stærke fokus på de to kommunale opgavefunktioner:

– Indførelsen af politisk besluttet kvalitetsstandard på hjemmehjælpsområdet

– Skærpede krav til afgørelsen herunder krav om skriftlige og begrundede afgørelser, klagevejledning mv.

– Konkurrence mellem kommunale og private leverandører på hjemmehjælpsområdet

– Fokus på dokumentation, ressourceanvendelse, effekter af indsatsen mv.

En klar adskillelse af kommunalbestyrelsens myndighedsfunktion og leverandøropgaver har en central betydning i forhold til udviklingen på området i de senere år.

Det skaber mere gennemsigtighed om borgernes rettigheder og de politiske prioriteringer, der er foretaget i kommunen. Samtidig gøres sammenhængen mellem det fastsatte serviceniveau, afsatte ressourcer og afgørelserne i forhold til borgeren mere tydelig. Endelig skabes en klar ansvars- og opgavefordeling mellem myndighed og leverandører herunder private leverandører.

Myndighedsfunktionen

7. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om prioriteringen og tilrettelæggelsen af de kommunale myndighedsopgaver på bl.a. ældreområdet. Det er også kommunalbestyrelsen, der skal træffe afgørelse om tildeling og udmåling af hjælp mv. til borgeren efter serviceloven.

Kommunalbestyrelsen skal ligeledes træffe beslutning om et præcist beskrevet serviceniveau, som giver et klart og realistisk grundlag for at afsætte tilstrækkelige ressourcer, således at forpligtelserne over for borgerne kan overholdes. Der kan fx henvises til kapitel 3 om kvalitetsstandarder.

Der findes ikke i serviceloven nærmere bestemmelser om indhold og omfang af den hjælp, som kommunen skal tilbyde efter §§ 83 og 84.

Det er kommunalbestyrelsen, der har både det indholdsmæssige og det økonomiske ansvar for hjælpen. Lovgivningen forudsætter, at kommunalbestyrelsen – afhængigt af lokale forhold – træffer beslutning om et præcist beskrevet serviceniveau, som fastlægger indholdet og omfanget af hjælpen og giver et klart og realistisk grundlag for at afsætte tilstrækkelige ressourcer, således at forpligtelserne over for borgerne kan overholdes.

Kommunalbestyrelsen skal således beslutte, hvilke tilbud om hjælp, der skal stilles til rådighed for borgerne, og hvilke kriterier kommunen (visitator) skal anvende ved tildeling og udmåling af hjælpen. Kommunalbestyrelsen skal ved fastlæggelse af disse kriterier være opmærksom på, at hjælpen skal have et aktiverende sigte, jf. punkt 104 om hjælp til selvhjælp.

Uanset om det er kommunen selv, eller det er en privat leverandør, der udfører de opgaver, som følger af afgørelserne, påhviler det overordnede, politiske ansvar for, at opgaverne udføres – og udføres forsvarligt – kommunalbestyrelsen. Se retssikkerhedslovens § 15.

Det er ligeledes altid kommunalbestyrelsen, der skal etablere et kontrolsystem og føre tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, og at opgaverne udføres i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt. Se retssikkerhedslovens § 16.

Den markante stigning i anvendelsen af private leverandører på ældreområdet på grund af det frie leverandørvalg har givet kommunalbestyrelsen en særlig rolle for at sikre lige vilkår mellem offentlige og private leverandører

Kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af levering af ydelser til borgerne må ikke ske på en sådan måde, at grænsen mellem offentlig og privat virksomhed forrykkes og erlæggelsen af ydelsen må ikke påvirke konkurrenceforholdene i den private sektor på en væsentlig måde.

Det følger endvidere af det grundlæggende EU-retlige princip om ligebehandling, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, med mindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet. Dette betyder fx, at der ikke kan stilles forskellige kvalitetskrav mv. til private og kommunale leverandører jf. punkt 190.

Leverandørfunktionen

8. Leverandøren skal udføre alle de opgaver, som fremgår af den enkelte afgørelse. Dette princip fraviges, når modtageren af hjælp benytter sig af fleksibel hjemmehjælp, se punkt 130ff.

Det personale, der udfører opgaverne, skal være opmærksomme på det aktiverende sigte med hjælpen. Målet med hjælpen – at gøre modtageren i stand til at klare sig selv eller, hvis dette ikke er muligt, at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt – vil bl.a. kunne fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således, at modtageren af hjælp i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen.

Hjælpen skal løbende tilpasses modtagerens behov. Det personale, der udfører hjælpen, skal derfor indberette både bedring og forværring i modtagerens funktionsevne til myndigheden, således at hjælpen kan justeres efter det aktuelle behov. Det er i denne forbindelse vigtigt, at det sikres, at alle ændringer i modtagerens tilstand og funktionsniveau, som kan medføre ændringer i behovet for hjælp, registreres og videregives.

Der skelnes ikke mellem kommunale og private leverandører, herunder selvejende institutioner ved levering af serviceydelser til borgeren.

Kommunalbestyrelsen skal således stille de samme krav til alle leverandører, uanset om de er kommunale eller private.

Kapitel 3

Kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp samt genoptræning

§ 139. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter denne lov samt følge disse beslutninger op.

 

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp:

§ 1.  Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp samt kommunal genoptræning og vedligeholdelses-træning efter lovens §§ 83 og 86.

Stk. 2. Kvalitetsstandarden skal indeholde generel service-information til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp eller kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens §§ 83 og 86.

Stk. 3. Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har fastsat for ydelser efter §§ 83 og 86. Beskrivelsen af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal være præcis, og skal danne grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer, afgørelserne og leveringen af hjælpen. Kvalitetsstandarden skal endvidere indeholde operationelle mål for, hvordan dette sikres, og en beskrivelse af hvordan der følges op på de fastsatte mål, jf. § 2.

Stk. 4. Af kvalitetsstandarden skal det fremgå, hvilke kvalitetskrav, jf. § 7-11, kommunalbestyrelsen stiller til leverandører af hjælp efter lovens § 83, herunder krav til personalets kompetencer, arbejdsmiljø m.v.

§ 2. Mindst én gang årligt skal kommunalbestyrelsen følge op på de i § 1, stk. 3, fastsatte mål for kvaliteten og styringen af hjælpen efter lovens §§ 83 og 86, samt på de i § 1, stk. 4, fastlagte kvalitetskrav til leverandører af hjælp efter lovens § 83.

9. Det har siden 1. januar 1999 været lovpligtigt for kommunalbestyrelsen at udarbejde kvalitetsstandarder i forhold til den personlige og praktiske hjælp. Siden 1. april 2001 har kommunalbestyrelsen ligeledes skullet udarbejde kvalitetsstandarder for kommunal genoptræning.

Formål med kvalitetsstandarden

10. Kvalitetsstandarden skal bruges til at formidle de politiske målsætninger, som kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om vedr. tilbud til voksne, fx ældrepleje eller træning i kommunen. Kvalitetsstandarden er ikke en overordnet hensigtserklæring. Den skal således kunne bruges som grundlag for den daglige indsats i kommunen på områderne for personlig og praktisk hjælp samt træning. Derfor skal kvalitetsstandarden indeholde konkrete mål og planer for, hvordan de politisk vedtagne målsætninger skal føres ud i livet.

Kommunalbestyrelsen skal via kvalitetsstandarden skabe gennemsigtighed om sammenhængen mellem det politisk fastsatte serviceniveau, de konkrete afgørelser og de ydelser, der leveres hos den enkelte modtager af personlig og praktisk hjælp. Det indebærer bl.a., at borgerne skal kunne bruge kvalitetsstandarden til at orientere sig om serviceniveauet i kommunen og dermed få kendskab til, hvilken hjælp de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp eller kommunal træning. Herigennem kommer kvalitetsstandarden til at medvirke til at sikre, at kommunens borgere dels kender deres rettigheder og dels kan få kendskab til de politiske beslutninger, der ligger bag det vedtagne serviceniveau.

For at sikre, at de overordnede målsætninger afspejles direkte i de ydelser, der leveres til borgeren, skal kvalitetsstandarden endvidere indeholde de kvalitetskrav, kommunalbestyrelsen har fastsat for leverandører af personlig og praktisk hjælp i kommunen.

Kvalitetsstandarden skal således dels formidle de overordnede politiske beslutninger, kommunalbestyrelsen har truffet om serviceniveau, ressourcer og værdier i ældreplejen, dels de konkrete, operationelle mål for, hvorledes disse politiske beslutninger skal føres ud i livet.

Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt revidere kvalitetsstandarderne, og træffe beslutning om eventuelle ændringer eller justeringer i serviceniveau, ressourceanvendelse mv. Herigennem giver kvalitetsstandard og arbejdet med at revidere kvalitetsstandarderne, kommunalpolitikerne lejlighed til at undersøge og få dokumentation for konsekvenserne af de politiske beslutninger om eksempelvis serviceniveauet for den personlige og praktiske hjælp.

Kvalitetsstandarden og myndighedsopgaven

11. Det er en del af kommunalbestyrelsens forpligtelse at sikre, at der tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at realisere det serviceniveau, som kommunalbestyrelsen selv har fastlagt.

Det er en kommunal myndighedsopgave at træffe afgørelser i henhold til serviceniveauet og at sikre, at hjælpen leveres i henhold til afgørelsen. Det er også en kommunal myndighedsopgave at sikre grundlaget for en systematisk revision af den politisk vedtagne kvalitetsstandard. Den administrative myndighed foretager efter bemyndigelse operationalisering af målsætningerne i kvalitetsstandarden på de områder, hvor kommunalbestyrelsen ikke allerede har gjort det.

Ændringer i serviceniveau

12. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at ændre serviceniveauet, og det ændrede serviceniveau medfører ændringer i den enkelte borgers ret til ydelser, har denne borger et krav på en ny afgørelse baseret på en konkret, individuel vurdering med udgangspunkt i borgerens funktionsevne og særlige behov. Standardmeddelelser om ændringer af serviceniveau kan således ikke erstatte konkrete, individuelle afgørelser. Se kapitel 20 om afgørelser.

Afsnit III

Ældreråd, klageråd, bruger- og pårørenderåd og handicapråd

Kapitel 4

Ældreråd

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.

§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer. Medlemmerne vælges ved direkte valg, og for hvert medlem vælges en stedfortræder. Der kan ikke anvendes listeopstillinger eller indgås valgforbund i forbindelse med valg til ældreråd.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.

§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.

§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller sekretariats-bistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette.

Ældrerådets funktion

Formål

13. Ældrerådet skal medvirke til at øge medindflydelsen og medansvaret for kommunens ældre borgere.

Ældrerådet skal sikre, at dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen udbygges. Ældre skal have mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af kommunens ældrepolitik.

For så vidt angår handicapråd henvises til punkt 55.

Høringspligt

14. Ældrerådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål. Kommunalbestyrelsen har derfor pligt til at høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører ældre. Ved vurderingen af, om et spørgsmål vedrører ældre, må kommunalbestyrelsens vurdering tage afsæt i formålet med lovgivningen om ældreråd, dvs. at ældrerådene - på grundlag af en demokratisk debat i ældrebefolkningen - skal rådgive kommunalbestyrelsen i forbindelse med udformningen og tilrettelæggelsen af kommunens politik på ældreområdet. Høring kan ikke indsnævres til sager, der udelukkende eller i overvejende grad vedrører ældre og heller ikke udelukke sager, der behandles for lukkede døre.

For at sikre, at ældrerådets rådgivende funktion får reel betydning, skal rådet høres i god tid, inden kommunalbestyrelsen træffer endelige beslutninger. Ældrerådet bør tilsendes relevante dagsordener.

Det er kun kommunalbestyrelsen, eller den myndighed kommunalbestyrelsen delegerer kompetencen til, der efter retssikkerhedslovens § 30, stk. 2, skal høre ældrerådet. Udvalg, der efter anden lovgivning (fx folkeoplysningslovens § 34) har en egentlig afgørelseskompetence er ikke efter § 30, stk. 2, forpligtet til at høre ældrerådet, men bør dog være opmærksom på ældrerådet i forbindelse med sager, der vedrører ældre.

Spørgsmål vedr. ældre

15. Ældrerådet skal som nævnt ikke kun beskæftige sig med spørgsmål, der angår de svage ældre, men med alle spørgsmål, der har betydning for personer på 60 år og derover - fx trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.

De ældre skal således have indflydelse på kommunens ældrepolitik i bred forstand og på såvel spørgsmål af overordnet karakter som på forhold, der har betydning for ældres hverdag. Ældrerådet skal fx høres om de årlige budgetter, om planer for byggeri af boliger til ældre, om forslag til at iværksætte aktiviteter for ældre, kommunalbestyrelsens målsætninger og serviceinformation på ældreområdet mv.

Ældrerådet skal ikke beskæftige sig med konkrete personsager eller konkrete personalespørgsmål. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at høre ældrerådet om, hvordan den enkelte politik i kommunen tilrettelægges administrativt. Typiske eksempler på ældrerådets krav på at blive hørt vedrører fx kommunalbestyrelsens forslag til revision af de lovpligtige kvalitetsstandarder, jf. servicelovens § 139 eller beslutning om placering af stoppesteder.

Etablering af ældreråd

Flere ældreråd

16. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at ældrerådet etableres. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette flere ældreråd, hvis der - fx på grund af kommunens størrelse - lokalt skønnes at være behov for det. Der kan eksempelvis oprettes et ældreråd i hvert af kommunens distrikter.

Hvis der etableres flere ældreråd i kommunen, er alle ældreråd sideordnede i relation til kommunalbestyrelsen.

Samarbejdsorgan mv.

17. Der kan eventuelt oprettes et centralt samarbejdsorgan, der består af medlemmer fra de enkelte ældreråd. Høringer skal sendes til alle de direkte valgte ældreråd. Kommunalbestyrelsens høringsforpligtelse kan derfor ikke opfyldes ved at rette høringen til et sådant samarbejdsorgan.

Det centrale samarbejdsorgan kan heller ikke udpege medlemmer til klagerådet.

Ældrerådet har mulighed for at dele sig i flere undergrupper, der beskæftiger sig med forskellige områder. Men også i denne situation er kompetencen i forhold til kommunalbestyrelsen hos det samlede ældreråd.

Direkte valg

18. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der afholdes valg til ældrerådet og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for valgets afholdelse.

Medlemmerne af ældrerådet skal vælges ved direkte valg. Ældrerådet kan ikke etableres på andre måder, som fx ved listevalg. Direkte valg medfører, at ældrerådsmedlemmer skal vælges som enkeltpersoner, ikke som repræsentanter for politiske partier, interesseorganisationer, mv. Stemmesedler til ældrerådsvalg må således ikke indeholde reference til politiske partier, interesseorganisationer mv. Stemmesedler må derfor ikke udarbejdes således, at det samtidigt eller alternativt er muligt - ligesom ved kommunevalg eller folketingsvalg - at stemme på organisationer. Kravet om direkte valg forhindrer dermed, at der på forhånd reserveres pladser i ældrerådet til et antal personer, som repræsenterer særlige interessegrupper mv.

Ved valg til ældreråd er det således alene de afgivne stemmer til hver enkelt kandidat, der er afgørende for, hvem der vælges som repræsentanter og suppleanter til rådene. Hvis ældrerådet eksempelvist består af fem medlemmer, vil det således alene være de fem opstillede, der får flest stemmer, der vælges ind. De fem kandidater, hvis personlige stemmetal placerer dem som nummer seks til ti på listen over afgivne stemmer, vil blive valgt ind som suppleanter.

Kommunalbestyrelsen og ældrerådet kan beslutte at følge den opdeling i distrikter, som anvendes i forbindelse med kommunalvalget, og hvis det findes lokalt hensigtsmæssigt, fastsætte retningslinier, der sikrer, at de forskellige distrikter, fx øer, bliver repræsenteret i ældrerådet. Kommunalbestyrelsen og ældrerådet kan desuden fastsætte lokale regler, der sikrer, at de forskellige sogne i distrikterne bliver repræsenteret i ældrerådene. Hensynet til repræsentation med geografisk spredning må ikke være begrundet i et ønske om at tilgodese enkelte interessegruppers og foreningers repræsentation. Valgafhandlingen i det enkelte distrikt skal fortsat ske via direkte valg.

Der skal afholdes valg, selvom valgets resultat på forhånd er givet. Der kan således ikke afholdes fredsvalg.

Personkredsen

19. Alle personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år på valgdagen, kan deltage i valget og kan vælges til ældrerådet. Der kan ikke fastsættes en øvre grænse for antallet af kandidater. Personer, der kan stemme til ældrerådsvalg, har hver en stemme.

Sammensætning

20. Ældrerådet skal bestå af mindst 5 medlemmer, og for at sikre størst mulig kontinuitet i arbejdet skal der vælges et tilsvarende antal stedfortrædere.

Procedurer i forbindelse med valget

21. Der skal afholdes valg mindst hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsen skal informere om et forestående valg. Information, der forudsættes at være neutral, kan ske i samarbejde med ældrerådet.

Kommunalbestyrelsen og ældrerådet beslutter i samarbejde, hvor ofte (mindst hvert fjerde år), hvornår og hvordan valghandlingen rent praktisk skal tilrettelægges i den enkelte kommune.

Det kan eksempelvis besluttes, at valghandlingen skal foregå ved et møde, hvortil de ældre indkaldes via lokalpressen, at der skal udsendes stemmesedler/valgkort til de stemmeberettigede ældre, at valget skal afholdes over en eller flere dage, at afstemningen skal foregå pr. brev, og/eller at der skal stilles krav om stillere i forbindelse med opstilling til valget mv.

Selve valghandlingen kan eventuelt tilrettelægges i forbindelse med valget til kommunalbestyrelsen og eventuelt følge den opdeling i distrikter, som anvendes i denne sammenhæng.

Hvis valgene afholdes samtidigt med kommunalvalget, skal afstemningen til ældrerådsvalget foregå lokalemæssigt helt adskilt fra kommunalvalget, herunder så vidt muligt med særskilte adgangsveje.

Afstemningen skal herudover tilrettelægges således, at den ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at afgive stemme ved kommunalvalget eller på gennemførelsen af dette valg i øvrigt.

Hvervet som tilforordnet ved ældrerådsvalg er ikke et borgerligt ombud. Hvis man fx på grund af erhvervsarbejde er forhindret i at påtage sig hvervet som tilforordnet til ældrerådsvalget, kan man således frasige sig hvervet.

Vedtægter og forretningsorden

22. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for rådet.

Vedtægterne kan fx indeholde bestemmelser om de overordnede (politiske) målsætninger for og regler om ældrerådets arbejde, om ældrerådets kompetence, om ændring af vedtægterne, om vedtægternes ikrafttræden og procedurer for høringsfasen.

Herudover forudsættes ældrerådet at være selvstyrende. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden og tilrettelægger i videst muligt omfang selv arbejdet.

Stedfortrædere

23. En stedfortræder skal ikke træde til, blot fordi et medlem er forhindret i at deltage i et eller flere møder i ældrerådet. Kun hvis et medlem - fx i forbindelse med flytning til en anden kommune - udtræder af ældrerådet, skal en stedfortræder indtræde.

Det er ikke et krav, at den enkelte stedfortræder knyttes personligt til et bestemt ældrerådsmedlem.

Lukkede møder

24. Møderne i ældrerådet er lukkede møder. Kun de medlemmer, der er direkte valgt til ældrerådet, eventuelt suppleret med sekretariatsfunktion, kan deltage. Stedfortrædere, konsulenter mv. kan ikke deltage i møderne. Ombudsmanden har i FOB 2000.552 udtalt, at såfremt det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning, kan ældrerådet i konkrete sager bede andre med relevans for sagen om at være til stede. Uafhængigt af de almindelige møder kan ældrerådet dog beslutte at arrangere temamøder og konferencer, hvor sagkyndige, interesseorganisationer, borgere m.fl. deltager.

I forhold til offentliggørelse af skriftligt materiale fra møderne, kan kommunalbestyrelsen og ældrerådet overveje at indarbejde en mulighed i vedtægter eller forretningsorden for udsendelse af fx en sagsfortegnelse eller (uddrag af) beslutningsprotokollen. Det bør dog sikres, at beslutningen er i overensstemmelse med de gældende regler på det kommunale område og de almindelige regler om tavshedspligt. Udsendelse af materiale til suppleanter af ældrerådet kan kun ske til orientering.

Et aktivt ældreråd

25. Det forudsættes desuden, at ældrerådet selv aktivt indgår i samarbejdet med kommunalbestyrelsen, dels ved at komme med ideer og forslag om ældres forhold, dels ved at rejse spørgsmål og komme med synspunkter inden for de områder, som kommunalbestyrelsen og ældrerådet i fællesskab har besluttet, at ældrerådet skal beskæftige sig med.

Ældrerådets repræsentation i klagerådet

26. Ældrerådet skal udpege 3 af sine medlemmer til klagerådet, jf. retssikkerhedsloven § 35, stk. 2, se punkt 38. Klagerådets formand vælges blandt disse, jf. retssikkerhedslovens § 35, stk. 5. Kommunalbestyrelsen fastsætter, i samarbejde med ældrerådet, regler for, hvordan og under hvilke betingelser medlemmerne af ældrerådet vælges til klagerådet.

De lokale forhold

Minimumskrav

27. Bestemmelsen om ældreråd indeholder alene »minimum-regler« for opgaver, samarbejde mv. Ældrerådet og kommunalbestyrelsen fastlægger i samarbejde det nærmere indhold af rådets arbejde og kan tilpasse samarbejdet efter de lokale forhold, således at ældrerådet inddrages i videre omfang, end det kræves efter §§ 30- 33 i retssikkerhedsloven.

Kommunalbestyrelsen kan eventuelt anvende ældrerådet som igangsætter og bindeled til de frivillige organisationer. Det er ikke meningen, at ældrerådet skal overtage opgaver, som de frivillige organisationer hidtil har stået for.

Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade ældrerådet opgaver, der indebærer myndighedsudøvelse. Af hensyn til ældrerådets uvildige rådgivningsfunktion kan ældrerådet ikke være driftsansvarlig for eller have råderet over beløb, som kommunalbestyrelsen har afsat, herunder aktiviteter efter servicelovens § 79. Ældrerådet kan således ikke ansøge om midler til frivilligt arbejde fx via servicelovens § 18.

Kontakten til kommunens ældre

»Baglandet«

28. Da ældrerådet i videst muligt omfang skal varetage alle ældres interesser og synspunkter og tale på de ældres vegne, er det af stor betydning, at rådet etablerer og opretholder en tæt kontakt til de ældre i kommunen, herunder bruger- og pårørenderåd mv.

En god forbindelse til baglandet kan inspirere ældrerådet og medvirke til, at dialogen mellem rådet og kommunalbestyrelsen bliver bred og nuanceret. Herudover må det forventes, at ældrerådets synspunkter får større vægt, hvis de støttes af et bredt udsnit af kommunens ældre.

Kontakten til kommunens ældre og synliggørelsen af ældrerådet i lokalsamfundet kan fx sikres via lokalavis/-radio/-tv, hvor der kan informeres om ældrerådets aktiviteter, ideer, forslag mv. Samarbejde med fx pensionistforeninger, fælles møder og fast telefontid, hvor kommunens ældre kan henvende sig til rådet, kan ligeledes medvirke til at synliggøre ældrerådet.

Ældreråd i relation til bruger- og pårørenderåd

29. Kommunen skal nedsætte bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem mv., jf. servicelovens § 17 jf. § 192, plejeboligbebyggelser omfattet af lov om almene boliger mv. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og tilsvarende boligenheder.

Formålet med bruger- og pårørenderåd er at tjene de svage ældres nære interesser i den enkelte boligenhed, jf. kapitel 6.

I modsætning hertil er hensigten med ældrerådet, at de skal tjene som uvildige sparringspartnere for kommunerne i alle overordnede og principielle ældrepolitiske spørgsmål, jf. kapitel 2.

For at sikre uvildigheden og for at undgå, at der bliver tvivl om ældrerådenes rolle, er det væsentligt at fastholde, at ældrerådene ikke skal beskæftige sig med konkrete opgaver, eller involveres i kommunale driftsopgaver. Derfor er det ikke en naturlig opgave for ældrerådene at deltage i bruger-/pårørendes arbejde.

Ældreråd og bruger- og pårørenderåd skal høres i forbindelse med de tilsynsrapporter, der udarbejdes efter servicelovens § 151, stk. 3.

Generelle regler

Medlemskab af ældrerådet

30. Medlemskab af ældrerådet er et frivilligt og ulønnet hverv, og der er således ikke tale om et borgerligt ombud.

Udgifter og sekretariatsbistand

31. Udgifterne til ældrerådets virksomhed afholdes af kommunalbestyrelsen, der også stiller lokaler og - hvis rådet ønsker det - sekretariatsbistand til rådighed. Det er kommunalbestyrelsen, der afhængig af de lokale forhold, beslutter, hvilke udgifter ældrerådet får dækket. Kommunalbestyrelsen har ikke hjemmel til at udbetale diæter eller godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, befordring, mv. i forbindelse med hvervet som medlem af ældrerådet. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at dække evt. faktiske udgifter, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er tale om udgifter ved ældrerådets virksomhed.

Forvaltningsloven

32. Ældrerådet er en selvstændig forvaltningsenhed og er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Rådet har derfor tavshedspligt og er omfattet af forvaltningslovens § 28 med hensyn til at indhente og videregive oplysninger.

Ældrerådet er ligeledes omfattet af reglerne om inhabilitet. Der foreligger inhabilitet i forhold til en bestemt sag, hvis et ældrerådsmedlem selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse. Den nærmere karakter af repræsentationsforholdet er uden betydning, da det afgørende kriterium er, om repræsentationsforholdet vedrører samme sag.

Ældrerådet har ingen myndigheds- eller beslutningskompetence i forhold til generelle og konkrete sager.

Se Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 47, og Justitsministeriets »Vejledning om forvaltningsloven« (1986).

Litteratur ældreråd

33. Der henvises til bilag 4.

Kapitel 5

Klageråd

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 83 og 84 i lov om social service, og

2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke generelle og konkrete spørgsmål vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå ændringer på området. Socialministeren fastsætter regler for klagerådets behandling af klagesager, jf. § 74.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at nedsætte flere klageråd.

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. Klagerådet består af

1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer,

2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og

3) 1 medlem, der vælges af invalideorganisationerne i kommunen.

Stk. 3. Det medlem, der vælges efter stk. 2, nr. 3, af invalideorganisationerne i kommunen, skal modtage social pension, være under 60 år og have fast bopæl i kommunen.

Stk. 4. For hvert medlem vælges en stedfortræder.

Stk. 5. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.

§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Formål

34. Klagerådet skal følge udviklingen på området og - via samarbejdet med kommunalbestyrelsen - medvirke til, at opgaverne i praksis løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Kompetence

35. Klagerådet skal drøfte, vurdere og videreformidle klager over tildeling og udmåling af hjælp efter servicelovens §§ 83 og 84 samt over udførelsen af opgaverne. Klagerådets indstilling skal altid forelægges kommunalbestyrelsen. Rådet afgør derimod selv, hvilke af de indkomne generelle og konkrete spørgsmål vedr. personlig og praktisk hjælp mv., der skal forelægges for kommunalbestyrelsen.

Klagerådet har ikke kompetence til at omgøre kommunens afgørelser. Men rådet kan ved forelæggelsen for kommunalbestyrelsen udtale kritik og komme med forslag til/henstillinger om ændringer af de konkrete afgørelser.

Det forudsættes desuden, at klagerådet bidrager til den generelle udvikling på området gennem den dialog, der opstår mellem kommunalbestyrelsen og klagerådet.

Klagerådet har mulighed for at tage alle spørgsmål på området op til vurdering - både spørgsmål af generel karakter og spørgsmål, der udspringer af konkrete sager. Klagerådet kan således beskæftige sig både med de kommunalpolitiske beslutninger om serviceniveau mv. og med kommunens tilrettelæggelse og udførelse af opgaverne.

Klagerådets kompetence kan ikke henlægges til forvaltningen.

Etablering af klageråd

36. Kommunalbestyrelsen skal sørge for etableringen af klagerådet og kan i særlige tilfælde - fx på grund af kommunens størrelse - oprette flere klageråd.

Kommunalbestyrelsen skal drøfte spørgsmålet om oprettelse af flere klageråd med kommunens ældreråd.

Hvis der etableres flere klageråd i kommunen, kan der eventuelt oprettes et samarbejdsorgan.

Et sådant samarbejdsorgan kan alene have en koordinerende funktion, idet både de konkrete sager og generelle spørgsmål skal drøftes, vurderes og videreformidles af de enkelte klageråd.

Valg

37. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at der mindst hvert fjerde år vælges medlemmer til klagerådet. Kommunalbestyrelsen og kommunens ældreråd fastsætter i samarbejde regler for, hvordan medlemmerne af klagerådet rent praktisk skal vælges.

Sammensætning

38. Klagerådet skal bestå af 3 medlemmer valgt af og blandt ældrerådets medlemmer, 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer samt 1 medlem, der vælges af invalideorganisationerne i kommunen.

Der skal vælges en stedfortræder for hvert medlem. Det er ikke et krav, at den enkelte stedfortræder knyttes personligt til et bestemt klagerådsmedlem.

Da invalideorganisationerne kun deltager i klagerådet med 1 repræsentant, skal stedfortræderen for invalideorganisationernes ordinære repræsentant dog være knyttet personligt til denne.

Klagerådet er kun beslutningsdygtigt, når det har den sammensætning, der er angivet i loven. Det er ved lovens vedtagelse forudsat, at alle medlemmer er til stede, hvis der skal træffes beslutning i forhold til konkrete sager.

Medlemmerne af klagerådet repræsenterer henholdsvis kommunalbestyrelsen, ældrerådet og invalideorganisationerne. For at sikre klagerådets funktion, jf. punkt 34, skal stedfortræderne derfor indtræde i alle tilfælde af fravær blandt de ordinære medlemmer.

Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet. Der er ikke i lovgivningen krav om, at der skal vælges en næstformand.

Der er i lovgivningen udtømmende gjort op med, hvor mange medlemmer klagerådet skal bestå af. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke beslutte, at der skal udpeges flere politikere, der på skift kan indgå i klagerådet.

Aldersgrænse

39. Det fremgår bl.a. af retssikkerhedslovens § 35, stk. 3, at det medlem til klagerådet, der vælges af invalideorganisationerne i kommunen, skal være under 60 år. Den nævnte aldersgrænse på 60 år har alene betydning på tidspunktet for valget af medlemmet. Fylder medlemmet 60 år i den periode, som pågældende er valgt til, vil medlemmet ikke skulle udtræde af klagerådet.

Retningslinier for klagerådets virksomhed

40. Kommunalbestyrelsen og klagerådet fastlægger i fællesskab de nærmere retningslinier for samarbejdet og for klagerådets virksomhed, herunder retningslinier for, hvor ofte klagerådet afholder møder, og om klagerådet eventuelt skal afgive en form for årsberetning til kommunalbestyrelsen. Kommunens ældreråd inddrages i disse drøftelser.

Ældrerådet inddrages også ved fastsættelsen af retningslinier for, på hvilken måde klagerne skal have tilbagemelding dels om kritik, henstillinger og forslag, som klagerådet meddeler kommunalbestyrelsen på grundlag af henvendelser fra kommunens borgere, dels om kommunens reaktioner herpå.

Ingen formkrav

41. Der gælder ingen formkrav til de klager, som indbringes for klagerådet. Klagerådet har dog ikke pligt til at behandle anonyme klager.

Formålet med klagerådet er, jf. punkt 34, at rådet skal følge området og samarbejde med forvaltningen og kommunalbestyrelsen. Derfor skal alle klager forelægges klagerådet, medmindre den enkelte klager specifikt angiver, at klagen alene er henvendt til kommunalbestyrelsen eller forvaltningen.

Anonymiserede klager

42. Klagerådsmedlemmerne er underkastet tavshedspligt, og det er derfor ikke påkrævet, at klagerne behandles i anonymiseret form.

Medlemskab af klagerådet

43. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til de medlemmer af klagerådet, der ikke er kommunalbestyrelsesmedlemmer. Samtlige sådanne medlemmer er i givet fald omfattet af en beslutning om vederlæggelse.

I forbindelse med vederlæggelsen anvendes reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

For de medlemmer af klagerådet, der er kommunalbestyrelsesmedlemmer, gælder reglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse. Efter denne bestemmelse modtager kommunalbestyrelsesmedlemmer som udgangspunkt et fast vederlag. Et medlem kan dog vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod at give afkald på en del af det faste vederlag. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om godtgørelse af udgifter.

Der henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1461 af 19. december 2005 om vederlag, diæter, pension mv. for varetagelse af kommunale hverv samt den tilhørende vejledning nr. 79 af 9. juli 2002 om vederlag, diæter, pension mv. for varetagelse af kommunale hverv.

Udgifter, sekretariatsbistand mv.

44. Udgifterne ved klagerådets virksomhed afholdes af kommunalbestyrelsen, der også stiller sekretariatsbistand til rådighed for rådet.

Som eksempel på, hvad sekretariatsbistanden kan omfatte, kan bl.a. nævnes formidling af indkomne klagesager samt disse klagesagers oplysning, udfærdigelse af dagsorden samt formidling af klagerådets indstillinger til kommunalbestyrelsen. Sekretariatsbistanden kan også omfatte juridisk vejledning.

Kommunalbestyrelsen skal desuden sørge for, at klagerådets medlemmer får de nødvendige generelle og lokale oplysninger om hjælp efter servicelovens §§ 83 og 84. Dette kan ske ved udarbejdelse af informationsmateriale, tilrettelæggelse af kursusvirksomhed og orienteringsmøder mv. Det forudsættes endvidere, at klagerådet modtager de informationer, der er nødvendige, for at de kan varetage de arbejdsopgaver, der er pålagt dem.

Der er ingen begrænsninger for, hvem kommunalbestyrelsen udpeger til at varetage sekretariatsbistanden for klagerådet. Personen, der udfører sekretariatsbistanden kan dog ikke være medlem af klagerådet, og skal alene fungere i forhold til sekretariatsfunktionen.

Forvaltningsloven

45. Klagerådet er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Rådet har tavshedspligt og er omfattet af forvaltningslovens § 28 med hensyn til at videregive oplysninger. Se Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 47, og Justitsministeriets »Vejledning om forvaltningsloven« (1986).

Kapitel 6

Bruger- og pårørenderåd

§ 17. Kommunalbestyrelsen skal nedsætte bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem m.v.., jf. § 192, plejeboligbebyggelser omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og andre tilsvarende boligenheder. Kommunalbestyrelsen fastsætter sammensætningen af rådet under hensyntagen til lokale forhold, dog således at brugere og pårørende udgør et flertal i rådet. Rådets opgave er at repræsentere beboernes og lejernes interesser, og rådet skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinjerne for den daglige pleje- og omsorgsindsats i de pågældende boligenheder, herunder retningslinjer for kostplaner, arbejdsrutiner, aktiviteter, samvær m.v. Bestemmelsen omfatter alene de beboere og lejere i de nævnte boligformer, der modtager kommunale serviceydelser.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med rådet vedtægterne for dets arbejde. I vedtægterne fastsættes bl.a. regler for valg af medlemmer, valgperiode samt rådets arbejdsområde og kompetence.

46. Siden 1. januar 2002 har alle kommunalbestyrelser været pålagt at oprette bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem og lignende boligenheder. Rådene skal fungere som et forum for dialog mellem kommunen og brugerne samt de pårørende om tilrettelæggelsen af hverdagen for beboerne i plejehjem og lignende boliger. Dette skal medvirke til at skabe en større sammenhæng i indsatsen overfor de personer, der bor i plejehjem og lignende boliger.

Almenboligloven – beboerdemokrati

47. Rådenes kompetence omfatter ikke bestemmelserne om beboerdemokrati, jf. almenboligloven.

Boligtyper

48. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der har ansvaret for at tilrettelægge indsatsen overfor beboere på plejehjem og lignende boligenheder, herunder at definere og afgrænse de boligenheder, der skal udgøre det administrative grundlag for oprettelsen af de lokale bruger- og pårørenderåd.

Personkreds

49. Bruger- og pårørenderåd skal tjene de lokale beboere/lejeres og pårørendes interesser. Derfor bør rådene som minimum oprettes, så de repræsenterer brugere og pårørende med tilknytning til boliger, der udgør naturlige geografiske og/eller interessemæssige enheder.

Brugere skal forstås som de beboere i plejehjem og lignende boligenheder, der modtager kommunale serviceydelser.

Begrebet pårørende skal forstås bredt, og en ikke-beslægtet nærtstående, som en beboer ønsker at pege på som sin repræsentant, vil kunne vælges ind som pårørende i rådet. Det vil eksempelvis kunne være en besøgsven eller en frivillig, der har sin gang i boligenheden.

Pårørende vil kunne vælges til bruger- og pårørenderådet uafhængigt af, om de har bopæl i kommunen.

Antal råd og sammensætning

50. Der er ikke i lovgivningen fastlagt procedurer for, hvordan rådene rent praktisk skal oprettes, og pladserne i rådet besættes. Dermed sikres det, at der kan tages hensyn til lokale forhold, når den enkelte kommune tilrettelægger procedurerne for rådet og dets virke. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte hvor mange råd, der skal nedsættes, samt hvordan rådene skal sammensættes. Brugere og pårørende skal dog udgøre flertallet i rådet.

Det bør om muligt sikres en bred repræsentation af alle grupper i et bruger- og pårørenderåd. Kommunalbestyrelsen bør derfor lade dette hensyn indgå i overvejelserne om, hvordan rådet skal sammensættes. I den forbindelse kan det være relevant at overveje justeringer i forhold til fx naturlige geografiske og/eller interessemæssige enheder. Hvis en bred repræsentation af både brugere og pårørende ikke kan opnås, vil det dog ikke være i strid med lovgivningen hvis flertallet i rådet består af pårørende. Det afgørende er, at det sikres, at rådene varetager beboernes interesser.

Hensynet til, at rådet skal beskæftige sig med spørgsmål af betydning for det daglige liv i og omkring boligen, indebærer, at rådet bør oprettes, så alle særskilte beboere/pårørendegrupper har repræsentation i rådet.

Hvis de berørte boligenheder har yngre beboere med handicap, bør der i videst muligt omfang tages hensyn til disse beboeres særlige interesser ved sammensætningen af rådene og ved tilrettelæggelsen af rådenes arbejde.

Kompetence

51. Rådene skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinierne for det daglige liv i omkring boligen, herunder fastlæggelse af retningslinier for kostplaner, arbejdsrutiner, aktiviteter mv.

Rådene skal desuden inddrages ved retningslinierne for personalets måde at optræde på. Rådene kan dog ikke blande sig i ledelseskompetencen. Rådene kan derfor ikke drøfte konkrete medarbejderes indsats. Rådene kan pege på, at der er behov for personale med specielle kompetencer/uddannelser, men rådsmedlemmerne skal ikke deltage i ansættelsessamtaler. Det er kommunen, der er den ansættende myndighed.

Rådene skal også høres om de tilsynsrapporter, der skal udarbejdes i forbindelse med de kommunale og det sundhedsfaglige tilsynsbesøg, der gennemføres i plejehjem og lignende boligenheder.

Lovgivningen om bruger- og pårørenderåd forhindrer ikke, at bruger- og pårørenderådene – udover deres primære opgaver som brugernes og de pårørendes talerør – tillige påtager sig andre opgaver, herunder arrangerer aktiviteter for områdets ældre.

Mangel på medlemmer til bruger- og pårørenderådet

52. Da deltagelse i bruger- og pårørenderåd ikke er et borgerligt ombud, vil oprettelsen af rådene forudsætte, at der kan findes brugere og pårørende, der ønsker at sidde i rådene.

I tilfælde, hvor det ikke har været muligt at finde brugere og pårørende, der vil sidde i rådet, rækker kommunens forpligtigelse ikke længere end til målrettet at afprøve alle foreliggende muligheder for at finde medlemmer til rådene. Har alt været forsøgt, uden at det har medført tilstrækkelig tilslutning fra brugerne og/eller de pårørende, må det erkendes, at det ikke på det aktuelle tidspunkt er muligt at oprette et bruger- og pårørenderåd.

Kommunen vil dog løbende skulle følge op på situationen og være i stand til at gøre rede for, hvilke foranstaltninger, der har været forsøgt forgæves, og hvordan man planlægger at følge op på sagen. Den løbende opfølgning bør ske mindst to gange årligt.

Vedtægter

§ 17.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med rådet vedtægterne for dets arbejde. I vedtægterne fastsættes bl.a. regler for valg af medlemmer, valgperiode samt rådets arbejdsområde og kompetence.

53. Kommunen skal i samarbejde med bruger- og pårørenderådet fastsætte vedtægterne for rådets valgperiode, mødestruktur og mødehyppighed samt rådes arbejdsområde og kompetence.

Der er i lovgivningen ikke givet retningslinier for, hvorvidt der skal ske valg til rådet. Det er derfor op til kommunalbestyrelsen at tage stilling til i vedtægterne, om rådets medlemmer skal findes ved valg, personlig udpegning eller på anden måde.

Bruger- og pårørenderådets bemanding

54. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til omfanget af sekretariatsbistand til rådet og til spørgsmålet om, hvem der skal repræsentere kommunen i rådene; ledere, medarbejdere og/eller politikere.

Kapitel 7

Handicapråd

55. Efter retssikkerhedslovens § 37 a skal der i hver kommune nedsættes et handicapråd. Dette skal være rådgivende for kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og skal formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører personer med handicap.

Rådet skal desuden virke som forum for løbende dialog mellem handicappede og deres organisationer og kommunen. Handicaprådet skal høres om alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap.

Efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 48, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen i fornødent omfang sekretariatsmæssig bistand til handicaprådet. Kommunalbestyrelsen afholder efter samme bekendtgørelse, § 48, stk. 2, udgifter ved handicaprådets virksomhed, herunder dækning af nødvendige udgifter til handicapkompensation som fx tegnsprogstolkning. Kommunalbestyrelsen skal efter samme bekendtgørelse, § 48, stk. 3, yde diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til handicaporganisationernes medlemmer af handicaprådet. Udmålingen skal ske efter principperne i Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område for mere uddybende information om handicapråd.

Afsnit IV

Pårørende og værgemål

Kapitel 8

Pårørende

Inddragelse af pårørende

56. De pårørende har normalt et mere indgående kendskab til den ældre, der modtager hjælp, herunder kendskab til den ældres ønsker og holdninger. Det er på mange måder naturligt og nødvendigt, at de pårørende inddrages i planerne for plejen af den ældre – særligt i forhold til plejen af demente. Det er derfor vigtigt, at kommunen er opmærksom på og gør brug af de pårørendes viden om den ældres behov og/eller ønsker og holdninger.

Samarbejdsproblemer

57. Der kan forekomme situationer, hvor samarbejdet mellem kommunen og de pårørende ikke fungerer tilfredsstillende. Hvis det fx drejer sig om, at medarbejderen ikke kan udføre sit arbejde hos modtageren af hjælpen på grund af chikane fra pårørende, bør medarbejderen orientere sin leder om det. Det hænger sammen med, at kommunen som arbejdsgiver har pligt til at sikre, at medarbejderne har ordentlige arbejdsmiljøforhold. Det gælder såvel det psykiske arbejdsmiljø som det fysiske arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at der i kommunen er klare retningslinier for, hvordan sådanne situationer håndteres – både af hensyn til medarbejderen og modtageren af hjælpen.

Det er ikke i sig selv chikane, at der er pårørende til stede under udførelse af fx personlig hygiejne, så længe de pårørende ikke blander sig eller er til hinder for, at personalet kan udføre hjælpen.

De pårørende er vigtige samarbejdspartnere. Derfor bør kommunen i første omgang forsøge at gå i dialog med de pårørende. Hjælper det ikke, bør det overvejes, om hjælpen kan ydes på anden måde.

Kommunen kan fx foreslå, at modtageren af hjælpen skifter leverandør, selv udpeger sin hjælper, eller at der gives et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Samarbejde med pårørende til demente

58. Det vil i de fleste tilfælde være i overensstemmelse med den ældres ønske/forventninger, at de pårørende handler på den demente ældres vegne.

Der kan dog være juridiske problemer forbundet med pårørendeinddragelse, hvis der ikke foreligger en fuldmagt eller værgemål, både i form af retssikkerhedsmæssige problemer og i form af lovmæssige begrænsninger.

De retssikkerhedsmæssige problemer kan bestå i, at der kan være tvivl om interessevaretagelsen. Der kan være uenighed blandt de pårørende, og der kan være manglende tillid mellem myndigheden og de pårørende.

Lovmæssige begrænsninger i pårørendeinddragelse

59. Forvaltningslovens regler om videregivelse af oplysninger medfører, at myndigheden ikke uden den svage/demente ældres samtykke kan videregive personlige oplysninger om ham/hende til de pårørende.

Pårørende, der handler på vegne af en svag/dement ældre, uden at der foreligger værgebeskikkelse eller fuldmagt, er uden legale beføjelser, fx i relation til tavshedspligt og opnåelse af partsbeføjelser.

Uenighed om varetagelsen af den dementes forhold

60. Hvis der ikke foreligger en fuldmagt, og der er uenighed mellem de pårørende om varetagelsen af den dementes forhold eller dårligt samarbejde mellem myndigheden og de pårørende eller mistanke om, at de pårørende ikke varetager den ældres interesser i tilstrækkelig grad, bør/skal der beskikkes en værge efter værgemålslovens § 5. Det samme vil gøre sig gældende i tilfælde, hvor den demente giver udtryk for, at han /hun ikke ønsker, at de pårørende træffer afgørelse på hans/hendes vegne.

Kapitel 9

Værgemål

Værgemålsloven

61. Det grundlæggende princip i værgemålsloven er, at værgemålet skal tilpasses efter den enkeltes behov, og at værgemålet ikke må være mere omfattende end nødvendigt. Reglerne giver mulighed for begrænsninger af værgemålet, så det fx kun omfatter bestemte økonomiske aktiver eller bestemte personlige forhold. Værgemålet kan også tidsbegrænses. Det er udgangspunktet, at personer under værgemål er myndige, og de har fx stadig valgret.

Former for værgemål

62. Der findes følgende former for værgemål:

– Økonomisk værgemål (værgemålslovens § 5)

– Personligt værgemål (værgemålslovens § 5)

– Fratagelse af retlig handleevne på det økonomiske område (umyndiggørelse/værgemålslovens § 6)

Anmodning og beslutning om værgemål efter § 5

63. Anmodning om værgemål efter § 5 indsendes til statsforvaltningen med begrundelse og forslag til værgemålets karakter og omfang. I forhold til tidligere er der sket en skærpelse af kravene om at få sagen belyst. Der er fx nu regler om, at lægeoplysninger skal indhentes. Har den pågældende ophold på en særlig boenhed/boform, skal denne udtale sig.

Anmodning om værgemål, ændring og ophævelse kan rejses af følgende:

– Personen selv

– familie

– samlever

– værge

– politimesteren

– statsforvaltningen

– kommunalbestyrelsen

Det vil som regel være et familiemedlem, statsforvaltningen beskikker som værge, men hvis det ikke er muligt, bliver det en af statsforvaltningens faste værger. Værger er undergivet tilsyn af forvaltningsafdeling og statsforvaltning. Statsforvaltningen skal fortsat godkende usædvanlige dispositioner.

Den personlige værges ret/pligt

64. Den personlige værge kan i modsætning til fx en forældremyndighedsindehaver ikke anvende tvangsmidler og har ikke omsorgspligt. Værgemålet medfører en ret for værgen til at repræsentere den svage i vigtigere forhold af personlig karakter ved at træffe beslutninger, som den svage ikke selv kan tage stilling til, fx ansøge om ophold i anden boform, varetage kontakten med de sociale myndigheder om sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt. Værgen kan således optræde på den pågældendes vegne i forhold til offentlige myndigheder. Værgemålet giver ikke værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at anbringe eller indlægge den pågældende på institution eller hospital, og værgen kan ej heller give samtykke til lægelig behandling, som den pågældende modsætter sig. Den personlige handleevne kan ikke fratages den pågældende efter reglerne i værgemålsloven.

For yderligere information om værgemål henvises til Civilstyrelsen, www.civilstyrelsen.dk og Statsforvaltningerne, www.statsforvaltning.dk.

Afsnit V

Forebyggelse og frivillighed

Kapitel 10

Tilbud om forebyggende hjemmebesøg til ældre

Lov om forebyggende hjemmebesøg:

§ 1. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år, og som bor i kommunen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger besøgene efter behov. Borgeren har altid ret til tilbud om mindst to årlige forebyggende hjemmebesøg.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de borgere fra ordningen, som modtager både personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service

Definition

65. Ved forebyggende hjemmebesøg forstås uopfordrede, men ikke uanmeldte, besøg i borgerens eget hjem med det formål at drøfte den pågældendes aktuelle livssituation. Hjemmebesøgene forudsættes dermed at hjælpe de ældre til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt.

Det er ikke tilstrækkeligt at gennemføre forebyggende hjemmebesøg via en telefonsamtale. En telefonsamtale med et forebyggende sigte kan derfor heller ikke registreres som et forebyggende hjemmebesøg. Det skyldes, at man for bedst muligt at opfylde formålet med de forebyggende hjemmebesøg skal drøfte borgerens aktuelle livssituation i borgerens eget hjem. Selve tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg kan dog godt gives pr. telefon. Se punkt 69.

Målgruppe

66. Alle borgere over 75 år i eget hjem skal af kommunen have stillet tilbud om to årlige forebyggende hjemmebesøg til rådighed.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de borgere fra ordningen, der modtager både personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service. Borgere, der alene modtager enten personlig eller praktisk hjælp, har ret til at få tilbud om forebyggende hjemmebesøg.

Hvis en kommune har valgt ikke at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til gruppen af borgere, der modtager både personlig og praktisk hjælp, påhviler der kommunen en særlig forpligtelse til at være opmærksom på, om der er behov for at igangsætte særlige tiltag eller tilbyde forebyggende hjemmebesøg til den enkelte borger i denne gruppe.

For svage ældre med stort plejebehov og ældre i ældreboliger kan kommunalbestyrelsen vælge at integrere tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg med udarbejdelsen og opfølgningen på de samlede individuelle plejeplaner, jf. § 89, stk. 3, jf. også Socialministerens skrivelse af 12. december 2002 til kommunalbestyrelserne.

Lovens krav om, at alle over 75 år skal have tilbud om mindst to årlige forebyggende hjemmebesøg er et minimumskrav. Derfor er der ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til persongrupper under 75 år, fx ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Der er heller ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan vælge at tilbyde ældre, der modtager både personlig og praktisk hjælp, forebyggende hjemmebesøg. Endelig kan kommunen vælge at inkludere en klart defineret gruppe af modtagere af både personlig og praktisk hjælp i ordningen og undtage øvrige modtagere af personlig og praktisk hjælp. En sådan skelnen skal, i henhold til lighedsbetragtninger, være generel og skal foregå ud fra saglige og velbegrundede objektive kriterier.

Formål

67. Formålet med tilbud om hjemmebesøg er at opprioritere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for ældre ved at yde råd og vejledning om aktiviteter og støttemuligheder med henblik på at bidrage til øget tryghed og trivsel.

Formålet er derfor også at henlede opmærksomheden på eksisterende hjælpeforanstaltninger og aktiverende tilbud, som vil kunne bidrage til at forebygge eller løse eventuelle problemer i opløbet. Det kan fx ske ved at henlede opmærksomheden på frivillige organisationer og sociale netværk. De ældre kan således tilskyndes til bedre at udnytte egne ressourcer og til at bevare funktionsniveauet længst muligt.

Tilbuddet til ældre om forebyggende hjemmebesøg skal ses som et supplement til den almindelige kommunale myndigheds rådgivnings- og vejledningsforpligtelse efter servicelovens § 10.

Besøgene kan give vigtige informationer om de ældres behov, ønsker og ressourcer og dermed være et værdifuldt redskab, når kommunalbestyrelsen i øvrigt skal drøfte og tage stilling til servicetilbud mv., der særligt er rettet mod ældre.

Hjemmebesøgene vil således kunne give kommunalbestyrelsen et bedre grundlag for på baggrund af lokale forhold at tilrettelægge bl.a. kommunens tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, jf. servicelovens § 79. Se endvidere kapitel 11 om § 79. Det er derfor væsentligt, at der sker en opfølgning og tilbagemelding til kommunalbestyrelsen om de generelle erfaringer fra hjemmebesøgene.

Indhold

68. Besøget skal indeholde en struktureret, helhedsorienteret samtale, hvor den ældres forhold i al almindelighed gennemgås, og eventuelle spørgsmål drøftes. Indholdet af samtalen skal især være koncentreret om, hvordan den ældre mestrer sin tilværelse i bred forstand. Det er ikke tanken at sygeliggøre de ældre ved at fokusere på sygdom, symptomer mv. under hjemmebesøgene. Hovedvægten ligger på sociale forhold og på at fastholde/forøge funktionsevnen i bred forstand. Samtalen med den ældre skal ske med lovens formål for øje, og kan fx omhandle den ældres dagligdag, trivsel, socialt netværk, bolig, økonomi, sundhedstilstand, funktionsevne mv.

Det har stor betydning, at der tages hensyn til de ældres individuelle forhold, og det er derfor væsentligt, at besøgene tilrettelægges fleksibelt.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at hjemmebesøgene skal fokusere på en række udvalgte temaer så som ensomhed, faldforebyggelse, tryghed, ernæring og fysisk aktivitet osv.

På baggrund af samtalen kan der henvises til forskellige forebyggende og aktiverende tilbud i frivilligt eller kommunalt regi, jf. kapitel 12 (frivilligt socialt arbejde) og kapitel 11 (§ 79). Tilbud i frivilligt regi kan fx være ældreidræt og netværksskabende aktiviteter.

Efter behov kan der vejledes om social- eller sundhedsområdets tilbud, boligtilbud mv.

Direkte henvendelse

69. Kommunerne skal orientere målgruppen om ordningen og fremsætte et konkret tilbud om besøg til den enkelte. Tilbuddet om hjemmebesøg skal gives ved direkte henvendelse til den enkelte person fx pr. telefon eller brev. Det er op til kommunalbestyrelsen selv at tage stilling til, hvor ofte borgeren skal kontaktes, hvilken kontaktform kommunen vil benytte sig af, og hvordan kommunen vil opretholde kontakten. Kommunalbestyrelsen kan vælge at informere borgeren om tilbuddet om de to årlige besøg første gang pr. brev og anden gang ved en telefonopringning. Kommunalbestyrelsen kan også vælge at sende et brev ud én gang om året, hvori borgeren gøres opmærksom på, at denne har ret til to årlige forebyggende hjemmebesøg. Det er dog ikke tilstrækkeligt blot at oplyse generelt om tilbuddet fx via annoncering i dagspressen. Eventuelt kan det være hensigtsmæssigt, at kommunen i forbindelse med det forudgående hjemmebesøg aftaler en ny dato for det næste besøg.

Tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg vedrører ikke tildelingen af sociale ydelser. Den ældre skal dermed gøres opmærksom på, at forebyggende hjemmebesøg er et selvstændigt tilbud, som vedkommende kan afslå at tage imod, uden at det har konsekvenser for tildelingen af øvrige sociale ydelser, fx personlig eller praktisk hjælp.

Med henblik på at sikre, at den ældre kan tage kvalificeret stilling til, om vedkommende ønsker at modtage tilbuddet, skal den ældre ved kommunalbestyrelsens henvendelse have information om formålet og indholdet med tilbuddet.

Det er således ikke kommunen, der skal vurdere, om de, der er omfattet af lovens målgruppe, har behov for et tilbud om forebyggende hjemmebesøg, men derimod den enkelte ældre, der tager stilling til, om vedkommende ønsker at tage imod tilbuddet.

For at sikre at ældre, der tidligere har afslået et konkret tilbud om et forebyggende hjemmebesøg, til stadighed er informeret om tilbuddet om to årlige forebyggende hjemmebesøg, bør kommunen med rimelige tidsintervaller rette henvendelse til de pågældende for at orientere om tilbuddet.

Allerede ved tilbuddets fremsættelse vil det være hensigtsmæssigt at informere om reglerne om tavshedspligt, aktindsigt, samtykke til registrering af oplysninger mv., som bl.a. beskytter den ældre mod misbrug af de oplysninger, som kommer frem under besøget. Se endvidere nedenfor, om tavshedspligt mv., jf. punkt 71.

Respekt for fravalg af tilbud

70. Det er vigtigt at fremhæve, at de forebyggende hjemmebesøg er tilbud, som de ældre kan afslå at tage imod.

Samtidig er det dog også vigtigt, at kommunen sikrer sig, at den ældre er bekendt med, at tilbuddet fortsat er gældende, selvom vedkommende har fravalgt tilbuddet.

Kommunen bør derfor tilstræbe en afvejning af ovenstående to hensyn i henvendelsen til den ældre.

I praksis kan dette fx ske ved, at kommunen indgår en klar aftale med personer, der har tilkendegivet, at de foreløbigt ikke ønsker at modtage henvendelser om tilbuddet, om, hvornår kommunen evt. må henvende sig igen.

Henvender den ældre sig på ny, skal kommunen fortsat være parat til at efterleve forpligtelsen til at tilbyde to årlige besøg, jf. dog punkt 64 om undtagelser til pligten.

Opfølgning

71. Den bedst mulige opfølgning på tidligere besøg kan bl.a. sikres ved at være opmærksom på at tage de vigtigste emner op ved efterfølgende besøg. Det er således vigtigt, at den ældre oplever, at der er kontinuitet i forløbet.

I de tilfælde, hvor almindelig vejledning ikke kan løse eventuelle problemer umiddelbart, er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen følger op, fx på et konstateret behov for personlig og praktisk hjælp eller hjælpemidler eller ved efter aftale at formidle kontakt til fx den praktiserende læge.

Særlige tilfælde

72. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om de generelle principper for, i hvilke særlige tilfælde, der skal tilbydes hjemmebesøg. Det kan fx være i tilfælde af en ægtefælles/samlevers dødsfald eller alvorlige sygdom, kort efter udskrivning fra hospital mv. Konkrete forhold kan fx afgøre, om sådanne hjemmebesøg i særlige tilfælde kan træde i stedet for eller skal supplere det almindelige tilbud om hjemmebesøg.

Hjemmebesøgene erstatter ikke, og kan ikke sidestilles med, det sammenhængende forløb, som kommune og region skal tilrettelægge i umiddelbar tilknytning til udskrivning fra hospital.

Tavshedspligt mv.

73. Det er af stor betydning, at den ældre er tryg ved det forebyggende hjemmebesøg samt ved den senere behandling af de oplysninger, der kommer frem under besøget, og som eventuelt nedskrives.

I betragtning af de mange personlige oplysninger, der kan fremkomme under besøgene, er det vigtigt, at personalet er opmærksom på at overholde reglerne om tavshedspligt, registrering og videregivelse af oplysninger. Disse regler findes i forvaltningslovens §§ 27-32 (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer), se kapitel 70, samt lov om behandling af personoplysninger (Lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer).

Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område kapitlerne 47 og 49.

Organisering/personale

74. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om tilrettelæggelse og administration af ordningen, herunder udformning og gennemførelse af tilbuddene.

Det indgår som et led i myndighedsopgaven, at kommunalbestyrelsen skal fastlægge lokale målsætninger for de forebyggende hjemmebesøg, herunder hvilke resultater kommunalbestyrelsen forventer af ordningen, hvilke problemstillinger, der ønskes løst gennem de forebyggende hjemmebesøg, og hvordan ordningen skal spille sammen med andre lokale sundhedsfremmende tiltag. Derudover skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt de ønsker at undtage dele af eller hele gruppen af ældre, der modtager både personlig og praktisk hjælp fra ordningen, eventuelt med henblik på at målrette indsatsen til særlige grupper af ældre.

Kommunalbestyrelsen tager stilling til, hvilket personale den finder egnet til at udføre opgaven. Et væsentligt kriterium er, at det forebyggende personale er egnet til at vejlede om sundhedsfremmende aktiviteter og at indgå i en generel dialog om trivsel, dagligdags aktivitet, socialt netværk mv. Det er væsentligt, at medarbejdere, der gennemfører det forebyggende hjemmebesøg, er godt orienteret om bl.a. aktivitets- og samværsmuligheder i frivilligt regi, fx tilbud om ældreidræt, og at medarbejderne har et grundigt kendskab til såvel sociale som sundhedsmæssige forhold i bred forstand.

Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade det til frivillig arbejdskraft at foretage besøgene, da kommunalbestyrelsen ikke har instruktionsbeføjelse over for frivillige.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at frivillige kan deltage i de forebyggende hjemmebesøg, såfremt at dette er et ønske fra den ældre selv. Inddragelse af de frivillige kan fx ske med henblik på en orientering om aktiviteter og tilbud i frivilligt regi.

Efteruddannelse

75. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at efteruddanne de medarbejdere, som skal gennemføre de forebyggende hjemmebesøg.

I betragtning af opgavens karakter kan der under efteruddannelse fx lægges vægt på betydningen af aktiviteter for en god tilværelse, herunder motions betydning for fysisk og psykisk velvære mv. Generel viden herom kan suppleres med konkrete informationer om, hvor og hvornår i den enkelte kommune disse aktiviteter foregår.

Andre vigtige temaer i efteruddannelsen kan være »den normale aldringsproces«, demens, samtaleteknik, respekt for den ældres privatliv, tavshedspligt mv. Desuden kan det være relevant i efteruddannelsen generelt at sætte fokus på personalets evne til at opfange signaler om træthed, ensomhed/isolation hos den ældre.

Viden om kommunens sociale tilbud - såsom personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler, boligindretning, personligt tillæg mv. samt frivillige organisationers tilbud om aktiviteter, besøg mv. - bør også spille en væsentlig rolle.

Kapitel 11

Aktiverende og forebyggende tilbud efter § 79

§ 79. Kommunen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunen fastsætter retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1.

Formål

76. Kommunalbestyrelsen kan efter § 79 iværksætte eller yde støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. De generelle aktiverende tilbud bør bidrage til at forebygge forværring og sikre vedligeholdelse af den ældres helbredstilstand og generelle trivsel i øvrigt.

Aktiviteters betydning for funktionsevnen har i de senere år været genstand for en omfattende forskning. Den viser, at aktive ældre ofte har en bedre fysik, og at kondition har en positiv effekt på levealder og livskvalitet. Forebyggelse af fx ensomhed eller andre sociale problemer har ligeledes en positiv effekt på den ældres trivsel.

Aktivitetsprægede tilbud efter § 79

Målgruppe

77. Kommunalbestyrelsen har med bestemmelsen hjemmel til at kunne iværksætte eller yde tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Det er kommunalbestyrelsen, der - afhængigt af kommunale forhold - træffer beslutning om målgruppen for tilbuddene.

Tilbuddene kan fx omfatte en bestemt aldersgruppe, eller de kan være målrettede i forhold til fx mænd og kvinder eller mennesker med demens mv. Tilbuddene skal dog være generelle og dermed tilgængelige for hele den afgrænsede målgruppe, uden at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af behovet for tilbudet.

Tilbuddene kan med fordel tilrettelægges i sammenhæng med kommunens øvrige forebyggende tiltag. Se også kapitel 10 om lov om forebyggende hjemmebesøg.

Indhold

78. Tilbuddene omfatter aktivitetsprægede tilbud. Formålet med tilbuddene er at øge og bevare brugernes muligheder for at klare sig selv, fx ved at forebygge forringelse af den fysiske funktionsevne eller af social isolation.

Som eksempler på generelle aktiverende og forebyggende tilbud kan nævnes aktiviteter i form af besøgsordninger, klubarbejde, undervisning, foredrag, studiekredsarbejde og ældreidræt.

Kommunalbestyrelsen afgør ud fra lokale forhold, om, og i hvilket omfang, den vil udnytte muligheden for at iværksætte tilbud, der generelt stilles til rådighed for bestemte persongrupper. Tilbuddene kan derfor variere fra kommune til kommune.

Tilrettelæggelse

79. Kommunalbestyrelsen afgør, hvor og hvordan tilbuddene konkret skal tilrettelægges og udformes.

Kommunen kan vælge at yde økonomisk støtte til tilbuddene, at stille et beløb til rådighed, som brugerne selv forvalter, eller stille lokaler til rådighed.

Kommunalbestyrelsen træffer således også beslutning om, hvorvidt tilbuddene skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til foreninger og organisationer eller til brugerne selv.

Brugerne skal have størst muligt ansvar for og indflydelse på udformningen og driften af tilbuddene. Hvis tilbuddene omfatter ældre skal ældrerådet høres, jf. retssikkerhedslovens § 30. Omfatter tilbuddene personer med handicap, skal også handicaprådet høres, jf. retssikkerhedslovens § 37 a.

Opgaverne kan som hidtil udføres i samarbejde med andre kommuner.

Der kan være fordele forbundet med at placere nogle af de generelle aktiverende og forebyggende tilbud sammen med rådgivningsfunktioner og behovsbestemte ydelser som fx fysioterapi og ergoterapi. Et ældrecenter, hvor der er mulighed for også at inddrage og udnytte de mere velfungerende ældres ressourcer, kan give den lokale ældreservice et mere aktivt præg og derved gøre den mindre institutionspræget. Det vil samtidig kunne mildne overgangen fra at være selvhjulpen til at blive afhængig af andres hjælp.

I forbindelse med placeringen af de aktiverende tilbud i et ældrecenter er det væsentligt samtidig at være opmærksom på de svageste ældres behov. Aktiviteter bør derfor tilrettelægges under hensyntagen til de beboere, der har bolig i tilknytning til et ældrecenter.

Brugerinddragelse

80. Det kan ofte have en positiv effekt på de ældres virkelyst, hvis de selv planlægger og styrer deres aktiviteter. Det kan således virke passiviserende på de ældre, hvis alle initiativer og beslutninger træffes af kommunens ansatte. Kommunen bør derfor være opmærksom på at give de ældre mulighed for at få indflydelse på og ansvar for aktiviteterne.

Kommunalbestyrelsen kan fx tilskynde ældre-, pensionist- og idrætsforeninger m.fl. til at påtage sig de aktiverende opgaver. Der henvises til kapitel 12 om frivilligt arbejde blandt ældre.

Afgrænsning

81. Der må ikke gives tilskud til aktiviteter efter § 79, som modtager støtte efter reglerne i anden lovgivning. Her gælder den almindelige regel, at når et område er dækket af en speciallovgivning, skal denne anvendes.

Tilbud om personlig og praktisk hjælp i hjemmet, jf. § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke tilbydes generelt til bestemte persongrupper efter § 79. Dette skyldes, at serviceydelser efter servicelovens § 83 alene kan tildeles efter en individuel og konkret behovsvurdering. Der kan således ikke med hjemmel i serviceloven tilbydes fx rengøring og madservice efter § 79. Der henvises til afsnit VII.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for at iværksætte eller give støtte til et cafétilbud i tilknytning til forebyggende eller aktiverende tilbud i dag- eller plejecentre. Hvis cafétilbuddet også retter sig mod borgere, som ikke benytter sig af centerets aktiverende og forebyggende aktiviteter, forudsættes det, at der i selve cafétilbuddet er et aktiverende eller forebyggende element.

Der henvises til afsnit IX om betaling.

Ingen klageadgang

82. Kommunalbestyrelsens afgørelser om støtte efter § 79 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 12

Frivillig social indsats over for ældre

Generelt om frivilligt socialt arbejde på ældreområdet

83. De frivillige sociale organisationer og foreninger er et væsentligt supplement til de offentlige tilbud, idet de frivillige sociale organisationer har nogle særlige muligheder og kvaliteter i forhold til de svage ældre.

Kommunen skal være opmærksom på den frivillige indsats på ældreområdet og forsøge at inddrage denne. Den frivillige indsats kan eksempelvis være pensionistforeninger, menighedsarbejde, aktivitetscentre, besøgsvenneordninger, telefonkæder, selvhjælpsgrupper, integrationsarbejde, de såkaldte »bedsteforældreordninger« samt lokalsamfundsprojekter.

Inddragelsen af frivilligt socialt arbejde kan understøtte indsatsen mod ensomhed og styrke det sociale netværk hos såvel ressourcestærke og svage ældre. Det er afgørende, at kommunen i sin tilrettelæggelse af tilbud tager hensyn til det frivillige sociale arbejdes mange positive effekter.

Blandt andet er idræts- og træningsaktiviteter områder, hvor de frivillige organisationer traditionelt spiller en væsentlig rolle. Se kapitel 11 om generelle aktiverende og forebyggende tilbud.

Gevinster ved kommunalt samarbejde med frivillige på det sociale område

84. Mange lokale frivillige organisationer og foreninger samarbejder med kommunernes forvaltning(er) i form af gensidig orientering eller i forbindelse med arbejdet i diverse kommunale råd og udvalg.

Det ligger i forlængelse af kommunalbestyrelsens myndighedsforpligtelse, at kommunalbestyrelsen tager stilling til samspillet med og inddragelsen af frivillige i forhold til indsatsen over for de ældre. Dette kan fx være relevant i forhold til § 79 (jf. kapitel 11) samt ved anvendelse af § 18-midler (jf. nedenstående afsnit om § 18).

Kommunalbestyrelsen bør tilstræbe, at der i tilrettelæggelsen af kommunale tilbud og ydelser sker en vis koordinering med tilbud i frivilligt regi. Ofte kan de to typer tilbud supplere hinanden godt.

Samspil mellem den offentlige og den frivillige indsats

85. Kommunalbestyrelsen kan efter § 79 overlade opgaver, der har et aktiverende og forebyggende sigte til bl.a. pensionistforeninger. Der henvises til kapitel 11 om aktiverende og forebyggende tilbud.

Som nævnt kan frivillige organisationers kræfter og erfaringer spille en væsentlig rolle i indsatsen over for ældre med et svagt socialt netværk. Men også på en lang række andre indsatsområder vil det være naturligt at nytænke samspillet mellem den offentlige og den frivillige indsats til gavn for de ældre. Dette gælder fx i forhold til forebyggelse (herunder aktiv medvirken ved forebyggende hjemmebesøg), aflastning af pårørende til demente, ældreidræt, sociale tryghedsforanstaltninger, støtte til fysisk immobile (fx støtte til selv at kunne handle ind, komme på biblioteket el.lign.), tiltag i tilknytning til plejeboliger mv.

Den kommunale indsats over for meget plejekrævende ældre kan i væsentlig grad suppleres af den frivillige indsats. Eksempelvis har hjemmehjælpere og plejepersonale en relativt begrænset funktion i forhold til at sikre de ældres generelle trivsel og sociale samvær. Her kan den frivillige indsats til gengæld spille en meget stor rolle fx i form af besøgsvenneordninger, udflugter, ældreidræt etc.

For en definition af frivilligt socialt arbejde se vejledning om kommuners samspil med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Ældreidræt

86. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for vedligeholdelsestræning samt genoptræning af borgere med funktionsnedsættelse, som ikke behandles i umiddelbar tilknytning til et sygehusophold, jf. kapitlerne 14-16 om vedligeholdelsestræning og genoptræning. Mens ovenstående form for træning primært henvender sig til ældre, der allerede har eller er ved at få et betydeligt funktionstab, kan den ældre have gavn af almindelig motion og idræt meget tidligere i forløbet eller efter endt genoptræning. Udover også at have et vigtigt socialt sigte, kan ældreidræt i frivilligt regi derfor også være et meget vigtigt supplement til den kommunale forebyggende indsats. Ældreidræt i frivilligt regi er således typisk tilbud til mindre mobile ældre, der er for svage til at deltage i de tilbud, der udbydes af de traditionelle sportsforeninger og klubber.

Center for frivilligt socialt arbejde kan kontaktes for yderligere information og rådgivning om samarbejdet med frivillige sociale organisationer. Center for frivilligt socialt arbejde blev etableret i 1992 som en selvejende institution under Socialministeriet og har til formål at fremme og støtte udviklingen af frivilligt socialt arbejde i Danmark. Der kan i øvrigt henvises til www.frivillighed.dk.

Centrets målgruppe er frivillige og frivillige organisationer og foreninger på det sociale og sundhedsmæssige område. Derudover har Centret en forpligtelse til at formidle viden og erfaringer til offentlige myndigheder og andre samarbejdspartnere.

Kapitel 13

§ 18 – samarbejde med og økonomisk støtte til frivillige sociale organisationer

Servicelovens § 18 forpligter kommuner til at samarbejde med og yde støtte til frivillige sociale organisationer og foreninger. Det kan fx være frivillige sociale organisationer på ældreområdet.

§ 18. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.

Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.

Stk. 4

87. Formålet med bestemmelsen er at medvirke til, at betingelserne for den lokale frivillige sociale indsats bliver forbedret, at indsatsen bliver mere synlig i lokalområdet, og at samspillet med de offentlige sociale tilbud i kommuner og amter bliver bedre.

Via fx servicelovens § 79 om generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte er der i forvejen hjemmel til at yde støtte til det frivillige sociale arbejde (se også kapitel 11 om aktiverende og forebyggende tilbud efter § 79). Hvis § 18 benyttes til at finansiere dele af sådanne aktiviteter, er det en forudsætning, at der er tale om en aktivitetsudvidelse.

Støtte efter § 18

88. Støtten skal styrke den frivillige indsats, der foregår i de frivillige sociale organisationer og foreninger, men der bør også være mulighed for at støtte borgerinitiativer af en mindre formel karakter, fx forskellige former for »græsrodsorganiseringer«. Hvis der er frivillige, der vil yde en indsats, men der ikke findes en forening på det pågældende felt, er der også mulighed for at støtte frivillige aktiviteter, som kommunen eller amtet påtager sig at koordinere. Der kan fx være tale om en telefonkæde for pensionister osv.

Pjece om servicelovens § 18

89. Socialministeriet har lavet en pjece med titlen »Det frivillige sociale arbejde og kommunalreformen – udviklingsmuligheder og barrierer« (2006). I pjecen er der bl.a. en gennemgang af § 18 og en række eksempler på, hvordan samarbejdet med de frivillige sociale organisationer fungerer i forskellige kommuner og amter. Pjecen findes på www.social.dk.

Afsnit VI

Kommunal træning

Kapitel 14

Retten til genoptræning og vedligeholdelsestræning efter serviceloven

90. Som hovedregel følger det af § 2, at personer, der har lovligt ophold her i landet, har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder hjælp til genoptræning og vedligeholdelsestræning efter § 86 samt støtte til træning og hjælp til udvikling af færdigheder efter § 85. Det har ingen betydning for at få hjælp efter serviceloven, om modtageren er dansk statsborger eller ej. En udlænding med lovligt ophold her i landet har således samme rettigheder som danske statsborgere til hjælp efter serviceloven.

En person, der opholder sig i udlandet og derfra søger om hjælp til fx genoptræning efter servicelovens bestemmelser, fx med henblik på, at tilbudet står klar ved hjemkomsten, har ingen dansk opholdskommune. Det er derfor en forudsætning, at ansøgeren tager ophold i Danmark, inden kommunen kan vurdere ansøgningen om hjælp efter servicelovens bestemmelser. Alle ansøgninger skal dog behandles.

Definition

91. Genoptræning defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt.

Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse(r), dvs. problemer i kroppens funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger. Genoptræningsindsatsen kan omfatte såvel somatiske patienter som psykiatriske patienter med et somatisk genoptræningsbehov.

Vedligeholdelsestræning efter serviceloven defineres som målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdelsestræning omfatter vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder.

En afgørelse om træning efter serviceloven giver borgeren ret til vederlagsfrit tilbud om træning. Der henvises til bilagsoversigten for så vidt angår reglerne for befordring til og fra træningstilbudet.

Kapitel 15

Genoptræning

§ 86. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Stk. 2

92. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning efter en konkret individuel vurdering af træningsbehovet.

Tilbudet om kommunal genoptræning er et tilbud på lige fod med de tilbud om personlig og praktisk hjælp, som kommunen er forpligtet til at yde efter § 83. Det kommunale genoptræningstilbud indgår sammen med kommunens øvrige tilbud i en samlet indsats for at bringe borgeren tilbage til eller så tæt på det funktionsniveau, vedkommende havde, inden sygdommen opstod. Tilbudet om genoptræning skal endvidere ses i sammenhæng med tilbud om vedligeholdelsestræning, jf. punkt 96. Tilbudet om genoptræning forudsættes koordineret med såvel tilbud om vedligeholdelsestræning som eventuel personlig og praktisk hjælp efter § 83 samt støtte efter § 85 til personer med betydelig nedsat funktionsevne.

Afgørelse om genoptræning

93. Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til, ud fra en konkret individuel helhedsvurdering, at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, hvilken form for genoptræning, der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en konkret individuel vurdering af borgerens træningsbehov. Det følger af § 88, stk. 3.

Afgørelsen skal meddeles borgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse. Kommunalbestyrelsen skal, når den træffer afgørelse om genoptræning, tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige behov, jf. § 81.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen forholde sig konkret til, hvad formålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af træningsindsatsen mere konkret skal være.

Der er ikke et krav i serviceloven om en lægefaglig vurdering af behovet for genoptræning. Det vil dog ofte være den praktiserende læge eller hjemmeplejen, der konstaterer behovet for genoptræning. Behovet for genoptræning vil også kunne opfanges i forbindelse med udførelsen af de forebyggende hjemmebesøg eller andre former for opfølgning. Ved kommunalbestyrelsens samlede vurdering af borgerens behov for hjælp vil alle relevante oplysninger om borgerens situation, herunder bl.a. den praktiserende læges oplysninger, indgå i det samlede oplysningsgrundlag, som ligger til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse om genoptræning mv.

Det følger af forarbejderne til § 86, stk. 1, at målgruppen for kommunal genoptræning efter serviceloven typisk vil være ældre borgere, der efter sygdom, som ikke er behandlet i sygehusregi, er midlertidigt svækket. Tilbudet om genoptræning kan fx være relevant for en ældre borger, som er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på grund af influenza eller efter et fald. Udover målgruppen vil også andre voksne i begrænset omfang kunne omfattes af kommunal træning efter § 86, stk. 1. Hvis en person under 18 år har behov for hjælp og støtte til genoptræning, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, har kommunen forpligtelse til at iværksætte foranstaltninger efter servicelovens § 11, stk. 3, eller § 52, stk. 3, nr. 10. Der henvises til Socialministeriets Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familie.

Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning, fx lovgivningen på sundhedsområdet, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Genoptræning omfatter målrettet træning, som har til formål, at borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne – såvel bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt som socialt. Endvidere omfatter begrebet træning i de færdigheder, som borgeren har brug for i sine daglige gøremål. Genoptræning efter § 86, stk. 1, er tidsmæssigt begrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere træning.

Hvis der er tale om et mere vedvarende behov for træning, er det kommunalbestyrelsens opgave at tilrettelægge træningsindsatsen på en sådan måde, at den dels forebygger, at problemerne for borgeren forværres, og dels sigter på at vedligeholde det erhvervede funktionsniveau. Derudover skal der tilbydes genoptræning, hvis der fortsat er udsigt til, at funktionsevnen kan forbedres gennem en målrettet genoptræningsindsats.

Tilbudet om genoptræning gives for at undgå vedvarende eller yderligere svækkelse og for at forebygge, at der opstår behov for øget hjælp, fx i form af personlig og praktisk hjælp. Endvidere sigter genoptræningen på at forebygge sygehusindlæggelse.

Tilbud om genoptræning efter § 86, stk. 1, skal gives i de tilfælde, hvor anden form for træning, herunder også egen træningsindsats, ikke kan bringe borgerens funktionsniveau op.

Kapitel 16

Vedligeholdelsestræning

§ 86.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

94. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Tilbuddene gives efter en konkret og individuel vurdering og skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 88, stk. 3. Tilbud om vedligeholdelsestræning gives til personer, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske og psykiske færdigheder. Bestemmelsen om vedligeholdelsestræning finder tilsvarende anvendelse i forhold til børn og unge under 18 år, jf. § 44.

Afgørelse om vedligeholdelsestræning

95. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning, der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en individuel konkret vurdering af borgerens behov. Det følger af § 88, stk. 3. Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Afgørelsen skal meddeles borgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse. Kommunalbestyrelsen skal, når den træffer afgørelse om vedligeholdelsestræning, tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige behov, jf. § 81.

Ligesom med genoptræning skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om vedligeholdelsestræning forholde sig konkret til, hvad formålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af træningsindsatsen mere konkret skal være. Der henvises i øvrigt til punkt 91 om definition samt formål med vedligeholdelsestræningen samt til punkt 10 om kvalitetsstandarder.

Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vurderes at have behov herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniske lidelser, i det omfang disse personer har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder.

Tilbud om vedligeholdelsestræning skal ses i sammenhæng med tilbud om genoptræning. Ofte vil der i forlængelse af et afsluttet genoptræningsforløb være behov for vedligeholdende træning med henblik på at fastholde den erhvervede funktionsevne.

En afgørelse om vedligeholdelsestræning skal endvidere ses i sammenhæng med den hjælp, der eventuelt gives efter § 83 (personlig og praktisk hjælp) og forudsættes koordineret hermed. Udover træning i eget hjem vil aktiviteterne typisk kunne finde sted på fx dagcentre, i plejecentre og plejehjem mv.

Kapitel 17

Træning i form af socialpædagogisk bistand, behandling mv.

Serviceloven

§ 85. Ko mmunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, oms org eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

 

Serviceloven

§ 102. Kommunalbestyrelsen kan ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

96. § 85 retter sig mod voksne med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. § 85 vil dog også ofte være relevant for fx personer, der som følge af en sygdom eller en ulykke har behov for et rehabiliteringsforløb af længere varighed og ofte i forskellige faser, der også kan omfatte fx støtte i forbindelse med selvstændig bolig, når dette ikke kan opnås gennem tilbud efter anden lovgivning. Det vil ofte være af stor betydning, at de pårørende inddrages i processen om et forløb efter § 85.

Endvidere kan kommunalbestyrelsen give tilbud efter § 102 af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet kan gives, når det er nødvendigt for at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der tilbydes efter anden lovgivning. Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling. Behandling kan gives efter § 102 hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, for eksempel fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.

Kapitel 18

Kvalitetsstandarder, afgørelse og klageadgang

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv.:

§ 1. Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp mv. samt kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens §§ 83 og 86.

Stk. 2. Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp mv. eller kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens §§ 83 og 86.

Stk. 3. Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har fastsat for ydelser efter lovens §§ 83 og 86. Beskrivelsen af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal være præcis og skal danne grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer, afgørelserne samt leveringen af hjælpen. Kvalitetsstandarden skal endvidere indeholde operationelle mål for, hvordan dette sikres, og en beskrivelse af hvordan der følges op på de fastsatte mål, jf. § 2.

Stk. 4. Af kvalitetsstandarden skal det fremgå, hvilke kvalitetskrav, jf. §§ 7-11, kommunalbestyrelsen stiller til leverandører af hjælp efter lovens § 83, herunder krav til personalets kompetencer, arbejdsmiljø m.v.

97. Kvalitetsstandarden, der skal offentliggøres, skal bruges til at formidle de politiske målsætninger, kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om vedrørende personlig og praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdelsestræning. Kvalitetsstandarden skal bruges som grundlag for den daglige indsats i kommunen på bl.a. træningsområdet. Derfor skal kvalitetsstandarden indeholde konkrete mål og planer for, hvordan de politisk vedtagne målsætninger skal føres ud i livet. Kommunalbestyrelsen skal via kvalitetsstandarden skabe gennemsigtighed om sammenhængen mellem det politisk fastsatte serviceniveau, de konkrete afgørelser om træning og den ydelse, der leveres hos den enkelte borger.

Udover at være et styringsredskab for kommunalbestyrelsen kan kvalitetsstandarden bruges af borgeren til at orientere sig om serviceniveauet i kommunen, hvorved borgeren kan få kendskab til, hvilken form for hjælp til træning borgeren kan forvente fra kommunen.

Kommunale og andre leverandører

98. Fælles for de kommunale træningsforpligtelser på servicelovens område er, at kommunalbestyrelsen kan vælge at lade andre end den kommunale leverandør stå for udførelsen af træningsopgaven, eksempelvis privatpraktiserende fysioterapeuter. Kommunen kan også vælge at indgå aftale med andre kvalificerede leverandører om at udføre træningsopgaven. Uanset, hvem der udfører træningsopgaven, er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for den hjælp, der gives, herunder løbende at følge op på, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Afgørelse

99. Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Kommunen skal endvidere i forbindelse med afgørelsen tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret indsats med tilbud, der er afpasset efter den enkelte borgers særlige behov. Dette gælder også i relation til hvilken form for træning, der er behov for, og hvordan hjælpen konkret skal tilrettelægges og udføres.

Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om genoptræning eller vedligeholdelsestræning, skal afgørelsen meddeles ansøgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse, jf. §§ 88, stk. 3, og 89.

Hjælp efter servicelovens § 86 skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse, kommunen har truffet. Af afgørelsen skal det således også fremgå, hvilke krav der stilles til leverandøren af ydelsen med henblik på at sikre, at den tildelte hjælp rent faktisk også leveres. Der henvises til punkt 127om erstatningshjælp.

Der er ikke i serviceloven et krav om, at kommunen selv udfører opgaverne på træningsområdet. Kommunen kan således vælge at lade kommunalt ansatte udføre en given træningsopgave eller indgå aftale med fx privatpraktiserende fysioterapeuter om udførelsen af en given træningsopgave. Kommunen kan også vælge at indgå aftale med andre kvalificerede leverandører om at udføre træningsopgaven.

Der kan ikke opkræves betaling for det kommunale tilbud om træning efter servicelovens bestemmelser.

Der henvises endvidere til kapitel 20 om afgørelser.

Klage

100. Klager over kommunens afgørelser om genoptræning og vedligeholdelsestræning efter servicelovens bestemmelser indbringes for det sociale nævn. Det sociale nævn kan behandle klager over den måde, en sag er blevet behandlet på og over konkrete afgørelsers indhold, herunder over omfanget og indholdet af den tildelte hjælp. Det sociale nævn kan ikke tage stilling til de kommunalpolitiske beslutninger om det generelle serviceniveau mv. og til kommunens tilrettelæggelse af opgaverne, herunder til hvordan opgaverne udføres.

Klager over kommunens serviceniveau eller sagsbehandlingen (sagsbehandlingstiden, personalet mv.) i forhold til træning efter servicelovens bestemmelser, skal rettes til kommunalbestyrelsen som den politiske ansvarlige myndighed for det politisk vedtagne serviceniveau og for kommunens aktiviteter. Der henvises til afsnit XI om klage.

Tilsyn og opfølgning

101. Efter servicelovens § 150 skal kommunalbestyrelsen løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Udover pligten til løbende at følge op på enkeltsager har kommunalbestyrelsen efter § 151 pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver på træningsområdet løses i overensstemmelse med de afgørelser, der er truffet, og i henhold til den kvalitetsstandard på træningsområdet, der politisk er vedtaget for kommunen.

Projekt »Rundt om kommunernes træningsindsats«

102. I projektet er der udviklet redskaber til det kommunale myndighedsniveau med henblik på at konkretisere serviceniveauet i træningsindsatsen over for ældre.

Projektet omfatter følgende redskaber: vurderingsskemaer, træningsplan med målfastsættelse, ydelseskatalog, effektvurderingsmodel, vejledning, forretningsgange, effektmålingsmodel for den samlede indsats til brug for forvaltningsledelsen og kommunalbestyrelsen, model for kapacitetsberegning, model for kvalitetsudvikling samt beskrivelsesstruktur for politisk fastlæggelse af serviceniveauet.

For yderligere information til projektet henvises til Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service, www.specsoc.dk

Afsnit VII

Personlig og praktisk hjælp

Kapitel 19

Personlig og praktisk hjælp

§ 83. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde

1) personlig hjælp og pleje og

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Stk. 2. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter § 79.

Stk. 4

Generelt

103. Kommunen har efter § 83 stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 2, pligt til at sikre, at personer, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp og pleje og praktisk hjælp og støtte til nødvendige opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for denne hjælp.

Hjælpen skal indgå som et led i kommunens øvrige sociale og sundhedsmæssige tilbud til ældre og personer med handicap. Og hjælpen skal medvirke til, at disse personer kan fungere bedst muligt i deres aktuelle bolig, idet hjælpen skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Hjælpen kan gives uanset, hvilken form for bolig modtageren har. Der kan således gives personlig og praktisk hjælp til personer, der bor i egen bolig (lejlighed eller hus), ældre-/plejeboliger efter lov om almene boliger mv., plejehjem og beskyttede boliger, boformer efter servicelovens §§ 107-110, bofællesskaber, kollektivboliger og ældrekollektiver mv.

Hjælp til selvhjælp

104. Den personlige og praktiske hjælp skal betragtes som hjælp til selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd.

Hjælpen skal gives og tilrettelægges i nært samarbejde med modtageren og støtte denne i at vedligeholde eller genvinde et fysisk eller psykisk funktionsniveau eller afhjælpe særlige sociale problemer. Se også kapitel 14-16 om træning.

Det er vigtigt at være opmærksom på det aktiverende sigte, der indgår som et væsentligt element i hjælpen. Indsatsen bør have som primært mål at gøre modtageren i stand til at klare sig selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Disse mål kan bl.a. fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således at modtageren i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen.

Midlertidig/varig hjælp

105. Personlig og praktisk hjælp kan gives midlertidigt eller varigt afhængigt af det konkrete behov for hjælp. Ved vurderingen af ansøgningen om hjælp skal der således tages stilling til, om modtagerens behov for hjælp er midlertidigt, eller om den fysiske eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat.

Der er ikke fastsat grænser for, hvor lang tid der kan gives midlertidig hjælp. Midlertidig hjælp kan derfor gives så længe, det skønnes, at modtageren på et tidspunkt vil blive i stand til at klare sig selv.

Vurderingen, af om behovet for hjælp er midlertidigt eller varigt, kan have betydning for modtagerens betaling for hjælpen, jf. kapitel 51. Det er derfor vigtigt, at det i forbindelse med afgørelsen vurderes, om behovet i det konkrete tilfælde må antages at være midlertidigt eller varigt.

Hvis hjælpen er tilkendt som varig på grund af en permanent nedsættelse af funktionsniveauet, kan der som udgangspunkt ikke opkræves betaling, hvis hjælpen på baggrund af en ændring i funktionsevnen/behovet for hjælp for en kortere periode justeres op eller ned. Der kan dog opkræves betaling, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at den forværring i funktionsniveauet, der udløser det midlertidige behov for hjælp, er uden sammenhæng med den generelle svækkelse, som ligger til grund for den varige hjemmehjælp. Se også kapitel 48 om betaling.

Døgndækning

106. Personlig og praktisk hjælp gives hovedsagelig i dag- og aftentimerne, men kommunen skal efter § 87 sørge for, at der i fornødent omfang kan gives hjælp døgnet rundt.

Kommunen kan ikke stille krav om, at modtageren skal tage ophold i en anden boligform, hvis hjælpen overstiger et vist niveau.

Samspil med andre ordninger

107. Personer eller familier, der har behov for personlig og praktisk hjælp, kan have problemer, som kræver mere indgående social- eller sundhedsmæssig bistand. Det følger af formålsbestemmelsen i § 81, at der skal ydes en særlig indsats over for bl.a. denne målgruppe. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp ved siden af hjælpen efter § 83.

Kommunen skal løbende være opmærksom på dette jf. servicelovens § 150, og kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning jf. retssikkerhedslovens § 5.

I forbindelse med afgørelser om personlig og praktisk hjælp skal der derfor tages stilling til, om der er behov for andre former for hjælp, fx træning, ligesom leverandøren løbende skal indberette ændringer i behovet til myndigheden på baggrund af indberetningerne fra det udførende personale, jf. punkt 156. Myndigheden skal i givet fald foretage en ny vurdering af behovet for hjælp og iværksætte den indsats, som den ændrede afgørelse måtte give anledning til.

For dels at give den bedst mulige service og dels at sikre en samlet indsats over for den enkelte samt for at sikre den mest hensigtsmæssige anvendelse af ressourcerne, er det vigtigt, at der er et tæt og smidigt samarbejde mellem kommunens tilbud om personlig og praktisk hjælp, hjemmesygeplejerskeordningen og andre tilbud på det sociale og sundhedsmæssige område. Der henvises til punkt 108 om betydningen af, at den sociale sektor og sundhedssektoren samarbejder med henblik på at sikre en samlet indsats i forhold til den enkelte borger, samt til kapitel 10, punkt 68 om etablering af sociale kontakter i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg.

Samspillet mellem det sociale område og sundhedsområdet

108. Det er vigtigt at være opmærksom på, at selve den personlige og praktiske hjælp ikke efter lovgivningen har til formål at afhjælpe problemer som psykisk sårbarhed og ensomhed. Det udførende personale bør imidlertid være opmærksomme på, om modtageren har ensomhedsproblemer, virker selvmordstruet mv. og i givet fald orientere myndigheden herom, da der skal ydes en særlig indsats over for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer jf. § 81. Der kan herefter, hvis det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, informeres om og etableres kontakt til aktiviteter i dag-/ældrecentre, tilbud i frivilligt regi, besøgstjenester mv.

Hjemmesygepleje

109. Hjemmesygeplejen er reguleret i bekendtgørelse nr. 469 af 16. januar 2002 om hjemmesygepleje. De nærmere retningslinier for tilrettelæggelsen og udførelsen af den kommunale hjemmesygepleje er fastsat af Sundhedsstyrelsen.

Hjemmesygeplejen indgår i den samlede kommunale indsats på ældre og handicapområdet og skal omfatte:

– Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patientens behov.

– Vejledning og bistand, herunder opsøgende arbejde, i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller familier, der har særlige behov herfor.

Afgørelser om tildeling af hjemmesygepleje træffes af kommunalbestyrelsen.

Hjemmesygeplejen har i praksis tæt sammenhæng med de øvrige opgaver på ældreområdet, og den enkelte kommunalbestyrelse har mulighed for at give borgerne et frit valg mellem kommunal og privat hjemmesygepleje.

Generelle tilbud efter § 79

110. Efter § 79 i serviceloven kan kommunen iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Se herom kapitel 11. Der sigtes til aktivitetsprægede tilbud som klubarbejde, foredrag, undervisning, gymnastik mv. Tilbud, der svarer til personlig og praktisk hjælp, jf. § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke tilbydes generelt til bestemte persongrupper efter servicelovens § 79.

Der kan således ikke med hjemmel i serviceloven tilbydes fx rengøring og madservice til personer, som ikke efter en konkret, individuel vurdering har behov for hjælp til disse opgaver. § 79 er således ikke et alternativ til ydelser tildelt efter § 83 i serviceloven.

Kapitel 20

Afgørelser

§ 88. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter dette kapitel. Kommunalbestyrelsen skal behandle anmodninger om hjælp efter § 83 ved en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Ved vurderingen af behovet for hjælp skal kommunalbestyrelsen tage stilling til alle anmodninger om hjælp fra ansøgeren.

Stk. 2. Tilbuddene om hjælp efter § 83 skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 3. Tilbud efter § 86 gives efter en konkret, individuel vurdering af træningsbehovet. Genoptræningstilbud efter § 86, stk. 1, gives med henblik på så vidt muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, som den pågældende havde inden sygdommen. Tilbud efter § 86, stk. 2, gives til personer, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

Afgørelsen

111. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelser om personlig pleje og praktisk hjælp.

Afgørelserne skal træffes på grundlag af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp. Det kommunalt fastsatte serviceniveau er udgangspunktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp. Serviceniveauet skal dog fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør det.

Ved vurderingen skal der tages stilling til alle forhold i borgerens ansøgning.

Skemaer/skriftlige afgørelser

§ 89. Afgørelsen skal meddeles ansøgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse. Af afgørelsen skal det fremgå, hvilke af ansøgerens anmodninger om hjælp kommunalbestyrelsen har kunnet eller ikke har kunnet imødekomme, jf. § 88, stk. 1, samt hvilke krav der stilles til leverancesikkerheden i forbindelse med effektueringen af afgørelsen, jf. § 90, stk. 1.

Stk. 2. Til brug for afgørelsen efter stk. 1 udarbejder kommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysninger om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren som supplement til afgørelsen.

Stk. 3.

Skriftlige afgørelser

112. Alle kommunens afgørelser efter kapitel 16 skal meddeles ansøgeren skriftligt.

Både afgørelser i nye sager og i sager, der tages op til fornyet vurdering, skal meddeles skriftligt. Hvis en modtager eksempelvis anmoder om hjælp til yderligere opgaver, skal modtageren have en skriftlig afgørelse. Der skal ved afgørelsen tages stilling til alle borgerens ønsker.

Afgørelsen skal altid være begrundet. Kravet om begrundelse er dermed skærpet i forhold til forvaltningslovens § 22, hvorefter en afgørelse, der meddeles skriftligt, skal begrundes, med mindre afgørelsen fuldt ud giver ansøgeren medhold. Kravet om begrundelse sikrer, at ansøgeren får information om, hvilke forhold, der er indgået i overvejelserne og i afgørelsen om hjælp.

Formålet med kravet om skriftlige afgørelser er endvidere at sikre, at der ikke opstår misforståelser om omfanget og karakteren af hjælpen.

Det skal fremgå af afgørelsen, om borgeren er tildelt varig eller midlertidig hjælp, om det er hele hjælpen eller kun dele af hjælpen, der er midlertidig, hvad borgeren i givet fald skal betale og hvilket indkomstgrundlag, der er lagt til grund. Der kan kun tildeles midlertidig hjælp, hvis der er udsigt til, at borgeren igen vil blive i stand til at klare sig selv.

Det skal endvidere fremgå af afgørelsen, at borgeren har ret til erstatningshjælp og hvilken person, der på myndighedens vegne kan kontaktes, hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen. Se punkt 127 om erstatningshjælp.

Skemaer

113. Kommunen skal til brug for afgørelsen udarbejde et skema. Dette skema anvendes som et redskab til forberedelse af samtalen med borgeren, i forbindelse med vurderingen af behovet for hjælp og som et supplement til afgørelsen om hjælp. Skemaet skal udleveres til ansøgeren sammen med afgørelsen.

Skemaet skal efter § 89, stk. 2, som minimum indeholde oplysninger om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives.

Skemaet bør endvidere indeholde baggrundsoplysninger, fx relevante oplysninger om ansøgerens forhold, eksempelvis oplysninger om familieforhold, helbredsforhold, boligens indretning, brug af hjælpemidler, hvilke opgaver ansøgeren selv kan udføre, målsætninger og planer i forbindelse med de opgaver, der gives hjælp til mv.

Skemaet bør desuden indeholde oplysninger om størrelsen af en eventuel betaling for midlertidig hjælp samt oplysninger om, hvilke ændringer i indkomstgrundlaget, der kan medføre ændringer i betalingen, og som modtageren derfor skal oplyse kommunen om. Det bør også fremgå, hvornår og hvordan en eventuel betaling skal ske.

Personer, der søger om eller får hjælp, har efter retssikkerhedslovens § 10 pligt til at medvirke til at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om de er berettiget til hjælp, og i givet fald, hvilken hjælp de er berettiget til. Der henvises til kapitel 70 om tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger.

Klagevejledning

114. Afgørelsen skal endvidere indeholde vejledning om klagemulighederne på området. Der henvises til afsnit XI om klage.

Såfremt kommunen - udover de tilkendegivelser, der modtages i forbindelse med egentlige klager - ønsker oplysninger om modtagernes tilfredshed, kan et evalueringsskema eventuelt vedlægges skemaet/afgørelsen. Modtagerne kan opfordres til at give jævnlige tilbagemeldinger.

Samarbejde

115. Skemaet skal udfyldes i samarbejde med ansøgeren for at sikre, at der i videst muligt omfang er enighed mellem ansøgeren og kommunen om de faktuelle forhold, der ligger til grund for kommunens afgørelse. Det forudsættes endvidere, at der forsøges skabt enighed om eventuelle målsætninger for den hjælp, der gives.

Underskrift

116. Baggrundsoplysningerne kan eventuelt bekræftes ved, at både ansøgeren og kommunens repræsentant underskriver skemaet, der som nævnt redegør nærmere for ansøgningen og baggrunden for denne. Ansøgeren skal derimod ikke underskrive myndighedens (dvs. kommunens) afgørelse.

Selvom modtageren ikke ønsker at underskrive skemaet, skal kommunen træffe afgørelse om hjælp og så hurtigt som muligt sørge for hjælp i overensstemmelse hermed.

Underskrivelse af skemaet begrænser ikke ansøgerens adgang til at klage over afgørelsen, jf. afsnit XI.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

117. Det kan i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt, at en pårørende e.l. til ansøgeren er til stede, når skemaet udfyldes. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed, og alle som ønsker det, har ret til, at en anden person medvirker som støtte for borgeren. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at træffe beslutning om, hvordan formidlingen af denne oplysning skal udmøntes. Der henvises til forvaltningslovens § 8 og til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Som et led i samarbejdet med de frivillige, kan kommunen eventuelt udpege frivillige bisiddere, som kan bistå ved ansøgning om personlig og praktisk hjælp. Kommunen kan som led i samarbejdet med frivillige organisationer udpege frivillige bisiddere. Det kan fx være et tilbud til borgere, som ikke kan eller ønsker at inddrage pårørende.

Hvis borgeren ikke kan tage vare på egne interesser, skal kommunen undersøge, om der er pårørende eller andre, herunder en værge, der kan varetage borgerens interesse. Dette gælder fx hvis borgeren er ude af stand til selv at vælge leverandør ved tildeling af hjemmehjælp, eller hvis borgeren har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

Ansøgerens samlede situation

118. Ved vurderingen af det konkrete behov for hjælp skal kommunen bedømme ansøgerens samlede situation. Der skal bl.a. tages hensyn til ansøgerens netværk, og det forudsættes, at eventuelle øvrige medlemmer af den fælles husstand deltager i opgaveudførelsen i hjemmet.

Hvis der er større børn i hjemmet, skal der ved vurderingen af behovet for hjælp ikke stilles krav, som går ud over de krav, der normalt stilles til større børn. Der kan i denne forbindelse fx ses på, hvordan opgaverne i hjemmet blev fordelt før, der opstod behov for hjælp.

Ansøgerens pårørende og eventuelle logerende har ikke ret til at få del i hjælpen med mindre der er truffet særskilt afgørelse herom.

Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5. Hjælpen bør tilrettelægges ud fra en samlet helhedsvurdering af ansøgerens situation jf. § 81. Der henvises bl.a. til punkt 93.

Løbende tilpasning af hjælpen

119. Der er ikke i lovgivningen fastsat regler om, hvor ofte hjælpen skal revurderes. Ved tildeling af personlig og praktisk hjælp, skal kommunen på grundlag af en konkret vurdering tage stilling til, hvornår hjælpen - set i relation til (for)målet med hjælpen - skal vurderes igen. Hjælpen skal, jf. § 88, stk. 1, løbende justeres efter det aktuelle behov. Der henvises desuden til § 150, hvorefter kommunen løbende skal følge de enkelte sager for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Ved ændringer i modtagerens behov eller det generelle serviceniveau skal der ske en revisitation af modtageren.

Generelle forbehold

120. Kommunen er forpligtet til at yde den hjælp, som fremgår af de enkelte afgørelser, med mindre modtagerne ønsker at gøre brug af retten til fleksibel hjemmehjælp. Se punkt 130ff. om fleksibel hjemmehjælp.

Kommunen kan ikke i sine afgørelser om hjælp tage generelle forbehold for så vidt angår udførelsen af de opgaver, der er truffet afgørelse om. Afgørelserne må eksempelvis ikke indeholde forbehold om, at kommunen kan aflyse hjælpen i sommerferieperioden, eller at hjælpen kun leveres i et bestemt antal uger.

Akutte situationer

121. Det følger af forpligtelsen efter § 83, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at akut opståede behov for anden hjælp end den i afgørelsen fastsatte, kan imødekommes.

Ligeledes skal leverandøren af hjemmehjælp også tage hensyn til, at modtageren akut kan have behov for en anden hjælp end den, der står i afgørelsen.

Børn

122. Der kan i særlige tilfælde ydes personlig og praktisk hjælp til forældre til at klare opgaver i forhold til børn. Dette kan fx være i forbindelse med sygdom, eller hvis behovet skyldes en forældres handicap. Der henvises til Ankestyrelsens sociale meddelelser SM O-133-95, SM C-17-01 og SM A-6-03.

Kapitel 21

Plejeplaner

§ 89.

Stk. 3. For beboere i plejehjem m.v., jf. § 192, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og lejere i tilsvarende boligenheder skal skemaet efter stk. 2 endvidere indeholde oplysninger om den samlede plan for pleje- og omsorgsindsatsen for ansøgeren. 1. pkt. omfatter alene de beboere og lejere i de nævnte boligformer, der modtager kommunale serviceydelser. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren, nærmeste pårørende eller anden nærtstående og eventuelt ansøgerens egen praktiserende læge. Skemaet udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

123. Plejeplanen skal ses som en udbygning af de skemaer, der udarbejdes i forbindelse med en afgørelse om personlig og praktisk hjælp, således at der for beboere i plejehjem og lignende boliger udarbejdes individuelle plejeplaner for den samlede indsats. Formålet med plejeplaner er at skabe et redskab, der kan medvirke til at sikre og synliggøre en individuel tilrettelæggelse af hjælpen for de svage ældre.

De individuelle pleje- og omsorgsplaner skal medvirke til at skabe helhed i indsatsen over for den enkelte, med særlig fokus på individuelle ressourcer, færdigheder og livsmønstre.

Udarbejdelse af planerne vil give et godt grundlag for at tilrettelægge plejen, og vil give brugere og pårørende bedre information om, hvilken hjælp der ydes til den enkelte.

Persongruppen

124. Kommunens pligt til at lave plejeplaner gælder i forhold til beboere i plejehjem mv., lejere i plejeboligbebyggelser og lejere i tilsvarende boligenheder jf. § 89, stk. 3.

Plejeplanens indhold

125. Den samlede pleje- og omsorgsindsats består dels i de konkrete ydelser, der træffes afgørelse om, dels i den daglige tilrettelæggelse af hverdagen for den enkelte. Planen for den samlede indsats skal være fremadrettet, og skal tage udgangspunkt i den enkeltes aktuelle ressourcer, behov og muligheder, ligesom der i videst muligt omfang skal tages hensyn til den enkeltes livshistorie, vaner og ønsker ved tilrettelæggelsen af den samlede indsats.

Hvis der er udarbejdet et plejetestamente vil det være naturligt at lade det helt eller delvist indgå som en del af plejeplanen. Se nærmere herom kapitel 67.

I praksis vil oplysningerne om den samlede indsats, ud over de tilkendte ydelser efter servicelovens kapitel 16, fx kunne indeholde en plan for dagens aktiviteter, spisetider, måltidets sammensætning, rutiner ved sengetid mv.

Justering af plejeplanen

126. Plejeplanerne skal, i lighed med de konkrete afgørelser om personlig og praktisk hjælp, løbende justeres, så de afspejler den enkelte modtagers aktuelle behov for hjælp. Det er en kommunal forpligtelse løbende at følge op på, om der er behov for at justere plejeplanerne.

Kapitel 22

Erstatningshjælp

§ 90. Hjælp efter §§ 83 og 86 skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse, kommunalbestyrelsen har truffet efter §§ 88 og 89. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den tildelte hjælp efter § 83 leveres inden for en rimelig frist, hvis leverandøren ikke kan overholde de aftaler, der i forbindelse med afgørelsen efter § 88, stk. 1, er indgået om levering af hjælpen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen om hjælp efter § 83 oplyse modtageren af hjælpen om, hvilken person der på myndighedens vegne kan kontaktes, hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen.

127. Afgørelser om hjælp efter §§ 83 og 86 er juridisk bindende, og leverandøren er forpligtet til at levere den hjælp, der er truffet afgørelse om. Ved erstatningshjælp forstås myndighedens forpligtelse til at sikre, at personlig og praktisk hjælp efter § 83 leveres i overensstemmelse med afgørelsen. Hjælp efter § 86 er ikke omfattet af reglerne om erstatningshjælp.

Indenfor rimelig tid

128. De kommunale myndigheder skal sikre, at leverandørerne – kommunale såvel som private – inden for rimelig frist yder hjælpen ad anden vej, hvis den oprindelige aftale ikke kan overholdes. Det er op til kommunalbestyrelsen konkret at tage stilling til, hvad der i det konkrete tilfælde kan anses for en rimelig frist. Ved vurderingen skal der tages hensyn til modtagerens behov. Det skal fremgå af borgerens afgørelse og af kvalitetskravene til og kontrakten med leverandøren, inden for hvilken frist hjælpen skal leveres i tilfælde af aflysninger.

Hvis modtageren fx selv aflyser sin hjemmehjælp, har vedkommende som udgangspunkt ikke ret til at få hjælpen erstattet på et andet tidspunkt. Ved vurderingen af om modtageren har ret til at få erstattet hjælpen på et andet tidspunkt, bør det indgå, hvorvidt aflysningen skyldes andre aftaler med offentlige myndigheder, som fx hospitalsundersøgelser mv.. Der skal i videst muligt omfang tages hensyn til modtagerens behov.

Leverandøren af hjemmehjælp skal også tage hensyn til, at hjemmehjælpsmodtageren akut kan have behov for en anden hjælp end den, der står i afgørelsen.

De kommunale myndigheder skal oplyse, hvilken kommunal myndighedsperson modtageren af hjælpen kan rette henvendelse til, hvis hjælpen ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen og de indgåede aftaler.

Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at der tilføres de ressourcer, der er nødvendige for at realisere det serviceniveau, som kommunalbestyrelsen har fastlagt, jf. punkt 11.

Beredskab

129. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at sørge for, at de leverandører, der godkendes og indgås kontrakt med, har et beredskab, der kan håndtere hændelser som sygdom hos personalet, ferieperioder, personalemangel og lignende. De kommunale myndigheder har det endelige ansvar for at sikre, at afgørelsen under alle omstændigheder bliver effektueret.

I kontrakter mellem kommunalbestyrelsen og den kommunale og/eller private leverandør skal det klart fremgå, hvordan aflysninger og erstatningshjælp håndteres, hvilke sanktioner, der træder i kraft, hvis hjælpen ikke leveres, samt hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal modtage fra leverandøren (fx løbende information om leverancer og afvigelser fra afgørelsen).

Kapitel 23

Fleksibel hjemmehjælp

§ 94a. Personer, der modtager hjælp efter § 83, kan vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om, jf. §§ 88 og 89. En tilkendt ydelse, der fravælges efter 1. pkt., kan ikke efterfølgende kræves leveret efter § 90, stk. 1.

Formål

130. Ved fleksibel hjemmehjælp forstås, at modtagere af personlig pleje og praktisk hjælp har ret til at bytte ydelser. Det væsentligste formål med fleksibel hjemmehjælp er at forbedre den enkelte modtagers mulighed for at påvirke den aktuelle og daglige tilrettelæggelse af hjælpen.

Afgrænsning

131. Modtageren af hjælpen kan bytte imellem de ydelser, der er truffet afgørelse om. Den generelle adgang til at bytte ydelser betyder derudover, at modtageren af hjælpen både kan bytte til ydelser, der ikke er omfattet af afgørelsen, men som er omfattet af kommunalbestyrelsens serviceniveau for personlig pleje og praktisk hjælp, og til ydelser, der ikke er en del af det kommunalt fastsatte serviceniveau.

Modtageren kan eksempelvis vælge at bytte støvsugningen med en gåtur, eller med andre ydelser, der modsvarer modtagerens helt aktuelle behov.

Adgangen til at erstatte tildelte ydelser med andre ydelser er underlagt visse begrænsninger. Hvis modtageren af hjælp ønsker at bytte imellem personlig pleje og praktisk hjælp, forudsætter det, at den pågældende er blevet tildelt begge ydelsesformer. En borger, der eksempelvis alene modtager praktisk hjælp, kan således ikke bytte til ydelser inden for personlig pleje.

Desuden skal bytteretten holdes inden for den forventede tidsramme, som kommunalbestyrelsen har afsat til at udføre de behovsbestemte ydelser, der er truffet afgørelse om. Hvis modtageren af hjælp ønsker at benytte sig af muligheden for fleksibel hjemmehjælp, er det en forudsætning, at der oplyses om, hvilken vejledende tidsramme, der er til rådighed, da modtageren ellers ikke har mulighed for at danne sig et overblik over, hvilke ydelser eller aktiviteter, modtageren kan bytte sig til.

Endelig er bytteretten begrænset af leverandørens faglige kompetencer samt faggrænser for det udførende personale. Arbejdsmiljømæssige regler kan også sætte en grænse for, hvilke ydelser, der kan byttes til.

Ansvar

132. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der ydes den nødvendige hjælp med udgangspunkt i den enkelte modtagers individuelle ønsker og behov.

Det er det udførende personale, der i den konkrete situation fagligt vurderer, hvorvidt det er forsvarligt at fravælge de tildelte behovsbestemte ydelser til fordel for andre ydelser. Er der tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at fravælge den tildelte hjælp til fordel for andre ydelser, skal det udførende personale tage udgangspunkt i den konkrete afgørelse og yde hjælp i overensstemmelse med denne.

Afgørelsen og dermed ydelserne skal afspejle det konkrete behov for hjælp. Hvis modtageren vedvarende fravælger visiterede ydelser til fordel for andre ydelser, skal myndigheden vurdere, om der er sammenhæng mellem behov og de tildelte ydelser, og om der er grundlag for at ændre afgørelsen. Fleksibel hjemmehjælp forudsætter derfor, at der sker en løbende vurdering af, om der er behov for en revisitation på baggrund af modtagerens (fra)valg af ydelser.

Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at leverandøren kan dokumentere, at modtageren har fået de ydelser, der er truffet afgørelse om. Se punkt 192 om dokumentationskrav. Hvis modtageren benytter sig af retten til fleksibel hjemmehjælp, fraskriver vedkommende sig samtidig retten til erstatningshjælp for de konkrete ydelser, der er fravalgt til fordel for noget andet. Brugen af fleksibel hjemmehjælp påvirker ikke modtagerens øvrige rettigheder.

Information om fleksibel hjemmehjælp

133. Kommunalbestyrelsen har pligt til at informere modtagerne om muligheden for at benytte sig af fleksibel hjemmehjælp. Det generelle informationsmateriale skal endvidere indeholde oplysninger om, hvilken betydning det har for modtagerens mulighed for at bytte de visiterede ydelser med andre ydelser, jf. § 94a, hvis modtageren vælger en leverandør, der ikke er godkendt til at levere alle typer af ydelser.

Kapitel 24

Modtagerens eget valg af hjælper

§ 94. En person, som er berettiget til hjælp eller støtte efter § 83, kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne og om leverancesikkerhed, jf. § 90, stk. 1, samt om betaling m.v.

134. En modtager af hjælp efter § 83, har mulighed for selv at udpege en person til at udføre den personlige og praktiske hjælp.

Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal ansætte og indgå en kontrakt med den pågældende om opgavens omfang og indhold, leverancesikkerhed jf. reglerne om erstatningshjælp og om betaling mv.

Der er ingen begrænsninger m.h.t. hvem, modtageren kan udpege til opgaveudførelsen, hvis vedkommende i øvrigt opfylder kommunens krav, fx i relation til uddannelse mv. Der kan fx være tale om en pårørende, en nabo eller en ven/bekendt.

Modtageren har ikke efter denne bestemmelse mulighed for at pege på et privat firma til at udføre opgaverne, idet det som nævnt er kommunen, der er arbejdsgiver. Det er et krav, at der er tale om en fysisk person.

Det er vigtigt, at den udpegede person - i lighed med det øvrige personale - gøres opmærksom på det aktiverende sigte med hjælpen, således at modtageren i videst muligt omfang inddrages aktivt i opgaveudførelsen, jf. punkt 104 om hjælp til selvhjælp.

Kommunen skal fortsat som offentlig myndighed træffe afgørelse om indhold og omfang af hjælpen, og aftalen med den udpegede person skal være i nøje overensstemmelse med kommunens afgørelse om hjælp.

Beboere i plejehjem, plejeboliger mv. er ikke omfattet af muligheden for selv at udpege en hjælper.

Tilsyn og løbende opfølgning

135. Kommunen skal føre tilsyn med, at der gives den fornødne hjælp, at opgaverne løses forsvarligt og, at det sker i overensstemmelse med den trufne afgørelse og den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt i kvalitetsstandarden mv.

Det er desuden vigtigt, at den udpegede person pålægges at indberette både bedring og forværring i modtagerens funktionsevne til forvaltningen, således at afgørelsen, og dermed hjælpen, løbende kan justeres efter det aktuelle behov.

Godkendelse

136. Det forudsættes, at kommunen i forbindelse med godkendelsesproceduren tager udgangspunkt i de krav m.h.t. uddannelse og kvalifikationer i øvrigt, som stilles til det udførende personale.

Aftaleindgåelse, lønudbetaling mv.

137. Det forudsættes, at der ved aftaleindgåelsen tages udgangspunkt i de almindelige overenskomstmæssige forhold mv., der gælder på området. Kommunen er arbejdsgiver i forhold til den udpegede og godkendte person. Kommunen udbetaler derfor løn og udøver instruktionsbeføjelse over for den pågældende.

Den enkelte modtager får ikke - som efter § 95 - udbetalt et tilskud til hjælp, og modtageren udbetaler dermed ikke løn mv.

Varsel

138. Kommunens generelle ordning efter § 83 skal indrettes fleksibelt. Af hensyn til tilpasning af kapaciteten og tilrettelæggelse af en rimelig godkendelses- og ansættelsesprocedure kan kommunen dog fastsætte en vis frist m.h.t. tilmelding og opsigelse af en ordning efter § 94.

Kapitel 25

Tilskud til hjælp som modtageren selv antager

§ 95. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 83 og 84, kan kommunen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående person, som passer den pågældende.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter.

Formålet med kontant tilskud til personlig og praktisk hjælp

139. Bestemmelsen giver mulighed for at praktisk og personlig hjælp og pleje i særlige tilfælde kan udbetales som et kontant tilskud til modtageren. Dermed får modtageren mulighed for selv at ansætte – og dermed bestemme hvem de vil have til at udføre arbejdet.

Bestemmelsen rummer dels i stk. 1 og 3 mulighed for at kommunalbestyrelsens i særlige situationer beslutter, at hjælpen skal ydes som et kontant tilskud, dels en egentlig ret hertil, når modtageren har behov for hjælp i mere en 20 timer ugentligt – og kan fungere som arbejdsgiver over hjælperne.

Tilskud efter § 95, stk. 1

140. Hvis en person er tildelt personlig og praktisk hjælp efter §§ 83 og 84 og kommunalbestyrelsen ikke har mulighed for at udføre den hjælp, som personen, der, har behov for, kan kommunalbestyrelsen i stedet udbetale et tilskud til dækning af udgifter til hjælp, som modtageren selv antager, jf. § 95, stk. 1. Se punkt 164 om afløsning og aflastning efter § 84.

Undtagelsesbestemmelse

141. § 95, stk. 1, er en undtagelsesbestemmelse, der kun kan anvendes, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed efter §§ 83 og 84.

Kommunalbestyrelsen eller modtageren kan således ikke frit vælge, om der skal udbetales et kontant tilskud eller gives naturalhjælp. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen løbende justerer ressourcerne på området, og muligheden for at udbetale tilskud kan, som nævnt, kun anvendes i særlige tilfælde. Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor samarbejdet med godkendte leverandører er vanskeliggjort.

Modtagerens pligter

142. Modtageren fungerer efter § 95 som arbejdsgiver og skal dermed selv skaffe og antage hjælpen samt udbetale løn, feriegodtgørelse, ATP-bidrag og eventuelle sygedagpenge mv.

Det er dermed en forudsætning for udbetaling af kontant tilskud efter § 95, at modtageren er i stand til at administrere ydelsen og tilrettelægge hjælpen. Det betyder, at kommunalbestyrelsen kan undlade at yde hjælpen som en kontant ydelse, hvis modtageren ikke ses at være i stand til at administrere ordningen.

Kommunernes Landsforening og FOA har i fællesskab udarbejdet en standardkontrakt for ansættelse af hjælpere, som den kommunale sagsbehandler kan udlevere til modtageren. Standardkontrakten kan findes på www.kl.dk.

Kommunalbestyrelsens pligter

143. Det er kommunalbestyrelsen, der som offentlig myndighed skal træffe afgørelse om indhold og omfang af hjælpen, ligesom kommunen skal føre tilsyn med, at opgaverne løses i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt.

Kommunalbestyrelsen bevarer således ansvaret for, at personer, der får udbetalt tilskud til selv at antage hjælp, modtager den fornødne hjælp. Det betyder, at kommunalbestyrelsen i de situationer, hvor personen fx ikke kan skaffe den nødvendige hjælp, skal etablere den nødvendige hjælp og pleje. Der kan henvises til Ankestyrelsens afgørelse SM C-48-05.

Det forudsættes, at kommunen i fornødent omfang hjælper modtageren med at skaffe og antage hjælpen ligesom kommunen eventuelt kan udbetale løn direkte til hjælperne etc, efter aftale med modtageren. Der henvises i øvrigt til vejledning om særlig støtte til voksne om hjælpeordninger efter servicelovens § 96.

Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på den udvidede pligt til at rådgive og vejlede voksne med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, jf. § 12 i lov om social service. Der henvises i øvrigt til Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven.

Ret til kontant tilskud til efter § 95, stk. 2

§ 95.

Stk. 2. En person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Mere end 20 timer

144. Personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for personlig hjælp og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som de pågældende selv antager, jf. § 95, stk. 2.

Der er således tale om en egentlig ret til at vælge et kontant tilskud frem for en naturalydelse for denne særlige persongruppe.

Bestemmelsen tager sigte på en lille gruppe personer, der - selvom de har behov for omfattende hjælp og pleje - ikke opfylder kravene til en hjælpeordning efter § 96, fx fordi de ikke har et helt så omfattende hjælpebehov eller et helt så højt aktivitetsniveau som krævet efter denne bestemmelse. Se herom Socialministeriets vejledning om særlig støtte til voksne. Personen skal dog, i lighed med servicelovens § 96 selv være i stand til at fungere som arbejdsgiver for hjælperne.

Hvis den pågældende har ophold i en bolig eller boformer, hvor hjælpen er tilrettelagt for flere personer med henblik på afhjælpning af særlige behov, baseret på fællesskab i hverdagen og hvor hjælp i form af en kontant ydelse ville kunne modvirke formålet med denne boform, kan kommunalbestyrelsen dog beslutte, at hjælpen skal gives som en naturalydelse.

Kapitel 26

Tilskud i særlige tilfælde

§ 95.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående person, som passer den pågældende.

145. Kommunen kan i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærstående, som kan og vil passe den pågældende, jf. § 95, stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan dermed ikke pålægge en nærtstående at påtage sig denne opgave.

Som nærtstående anses ægtefælle, samlever, forældre, søskende, voksne børn samt andre, der har et nært forhold til den pågældende.

Udbetaling af den kontante ydelse efter § 95, stk. 3, forudsætter, at både personen med nedsat funktionsevne og den nærtstående ønsker, at den nærtstående påtager sig denne opgave. Det hensyn, der kan tale for, at kommunen vælger at udbetale tilskuddet til en nærtstående i stedet for at give hjælpen som en naturalydelse, er fx, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje.

Det er en forudsætning, at kommunen - efter en nøje vurdering af den pågældendes situation, herunder vurdering af den pågældendes mulighed for selvstændig livsførelse, boligforhold, adgangsforhold, netværksressourcer mv. - finder det hensigtsmæssigt, at det er den nærtstående, der varetager plejen. Særligt når der er tale om yngre personer, må kommunen lægge vægt på den unges mulighed for selvstændig livsudfoldelse og eventuelt beslutte, at hjælpen skal ydes helt eller delvis som en naturalydelse.

Såfremt modtageren af støtten vælger at påtage sig selv at udføre plejeopgaverne, vil modtageren ikke være omfattet af EU-reglerne om maksimal arbejdstid (arbejdstidsdirektivet), idet modtageren ikke er arbejdstager efter Beskæftigelsesministeriets definition. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på, at kommunen bevarer pligten til at føre tilsyn med hvordan kommunale opgaver bliver løst.

Kapitel 27

Tilskuddets størrelse mv.

§ 95.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan udbetale tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 som et fast beløb på grundlag af anslåede udgifter.

Anslåede udgifter

146. Kommunalbestyrelsen kan udbetale tilskuddet efter § 95, stk. 1-3 på grundlag af anslåede udgifter, jf. § 95, stk. 4.

Det er imidlertid forudsat, at tilskuddet beregnes med udgangspunkt i de udgifter, der er forbundet med det pågældende tilbud, herunder modtagerens eventuelle udgifter til forsikring, administration, mv. Der kan i øvrigt henvises til Ankestyrelsens afgørelse SM C-31-00 om udmåling af hjælp

Tilskuddet kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunens faktiske omkostninger ved at udføre et tilsvarende tilbud. Kommunalbestyrelsen skal ved beregningen af dette beløb tage hensyn til alle kommunens omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven, herunder også omkostninger til administration i forbindelse med udførelsen.

Hvis en modtager er berettiget til midlertidig hjælp og efter reglerne i betalingsbekendtgørelsens §§ 3-4 (se kapitel 50) skal betale for denne hjælp, skal den pågældende betale den betaling, der er beregnet efter disse bestemmelser, uanset hvem, der leverer hjælpen.

Ikke skattepligt

147. Efter ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 9, er en ydelse, som udbetales efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter, ikke skattepligtig for modtageren.

Tilskud efter § 95 er således ikke skattepligtigt for modtageren, hvorimod den person, der udfører hjælpen, naturligvis skal betale såvel skat som arbejdsmarkedsbidrag af ydelsen.

Kontrol

148. De sociale myndigheder og skattemyndighederne skal foretage kontrol for at sikre, at det tilskud, der udbetales, rent faktisk anvendes til formålet. Kommunalbestyrelsen skal derfor anmode modtageren om at fremlægge dokumentation for de udgifter, der er afholdt. Modtageren kan også pålægges at oplyse, hvem der har udført opgaverne i hjemmet. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at kommunen har informeret modtagerne om kravene om dokumentation mv. i forbindelse med, at modtageren er startet i ordningen

Aflastning

149. En person, der modtager hjælp efter servicelovens § 95, stk. 2 eller 3, kan efter en konkret vurdering være berettiget til midlertidige aflastningsophold efter servicelovens § 107. Der henvises til Ankestyrelsens afgørelse SM C-21-06. Det bemærkes, at der i forbindelse med aflastning skal tages stilling til, om der skal ske fradrag i den hjælp, der ydes efter servicelovens § 95, så der ikke sker dobbeltdækning af personens hjælpebehov, jf. Ankestyrelsens afgørelse SM C-54-01.

Klageadgang

150. Klager over kommunalbestyrelsens afslag på at yde kontant tilskud efter servicelovens § 95, stk. 2 og 3, kan indbringes for det sociale nævn efter de almindelige klageregler i servicelovens 166. Det bemærkes, at nævnet kun, når der foreligger særlige omstændigheder, kan efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen, jf. § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 28

Personale

Personale - uddannelse mv.

Kvalifikationer

151. Serviceloven indeholder ikke regler om, at det personale, der varetager opgaver på det sociale område, skal have en særlig uddannelse.

Det personale, der udfører hjælp efter §§ 83 og 84, rekrutteres i dag i vid udstrækning fra de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.

Social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentsuddannelsen

152. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer 1 år og 2 måneder, mens overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent varer yderligere 1 år og 8 måneder. Den teoretiske del af undervisningen foregår på en social- og sundhedsskole, mens praktikuddannelsen gennemføres inden for et kommunalt og regionalt bistands-, pleje og omsorgsområde og, for overbygningsuddannelsens vedkommende, tillige i den regionale social- og sundhedssektor.

Uddannelserne gennemføres på baggrund af en elevkontrakt. Elevkontrakten kan indgås med en kommunalbestyrelse eller et regionsråd og for uddannelsen til social- og sundhedshjælper tillige med en privat leverandør af personlig og praktisk hjælp mv. Kontrakten formidles af Social- og Sundhedsskolen i forbindelse med optag på uddannelsen, eller f.s.v.a. uddannelsen til social- og sundhedshjælper kan kontrakt indgås direkte mellem eleven og et regionsråd, en kommunalbestyrelse eller en privatarbejdsgiver forud for optagelsen på uddannelsen.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at stille et vist antal praktikpladser til social- og sundhedshjælperuddannelsen og til social- og sundhedsassistentuddannelsen til rådighed via aftaler med såvel kommunale som private leverandører.

For yderligere information kan henvises til Undervisningsministeriet

Tavshedspligt

153. Det personale, der er beskæftiget med hjælp efter §§ 83 og 84, har tavshedspligt om de oplysninger, der modtages som led i arbejdet. Der henvises til kapitel 70.

Legitimation og fuldmagt

154. Det kan være hensigtsmæssigt, at personale, der udfører hjælp, er let genkendeligt for modtagerne. Dette kan evt. sikres ved brug af legitimationskort, som kan forevises efter behov. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at alle leverandører sørger for, at personalet er let genkendeligt. Det forudsættes, at personalet instrueres i den korrekte brug af legitimationskortene.

Legitimationskort kan ikke tilsidesætte kravet om fuldmagt, når personalet handler på modtagernes vegne.

Det udførende personale

155. Det udførende personale skal udføre alle de opgaver, som fremgår af de enkelte afgørelser. Det udførende personale skal dog være opmærksomme på, at modtageren har mulighed for at benytte sig af muligheden for fleksibel hjemmehjælp. Se kapitel 23 om fleksibel hjemmehjælp.

Ordningen efter §§ 83 og 84 skal indrettes så fleksibelt, at det personale, der udfører opgaverne, til hver en tid har tilstrækkelige økonomiske og personalemæssige ressourcer til at yde den hjælp, kommunen har forpligtet sig til i medfør af afgørelserne.

Ledelsen af det personale, der udfører opgaverne, må orientere forvaltningen, hvis der opstår helt særlige situationer, som på ingen måde har kunnet forudses - fx et ekstraordinært pres på ordningen, som indebærer et usædvanlig stort antal afgørelser om hjælp - og planlægningen dermed svigter.

Det personale, der udfører opgaverne, skal være opmærksom på det aktiverende sigte med hjælpen. Målet med hjælpen er at gøre modtageren i stand til at klare sig selv eller, hvis dette ikke er muligt, at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt. Dette vil bl.a. kunne fremmes ved, at modtageren og hjælperen arbejder sammen om at udføre de forskellige opgaver, således at modtageren i videst muligt omfang selv deltager aktivt i opgaveudførelsen, jf. punkt 104 om hjælp til selvhjælp.

Indberetning af ændringer

156. Som nævnt i punkt 119 skal hjælpen løbende tilpasses modtagerens behov. Det personale, der udfører hjælpen, skal derfor indberette både bedring og forværring i modtagerens funktionsevne, således at hjælpen kan justeres efter det aktuelle behov. Dette gælder naturligvis alle leverandører. Det er i denne forbindelse vigtigt, at faste arbejdsrutiner sikrer, at alle ændringer i modtagerens tilstand og funktionsniveau, som kan medføre ændringer i behovet for hjælp, registreres og videregives til kommunalbestyrelsen.

Kapitel 29

Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøloven

157. Efter arbejdsmiljøloven har leverandøren som arbejdsgiver pligt til at sørge for, at arbejdsmiljøet sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Denne pligt gælder også, når arbejdet udføres i private hjem. Kommunalbestyrelsen kan betinge godkendelsen af en leverandør af, at leverandøren lever op til lovgivningsmæssigt fastsatte krav mv.

En del fysiske arbejdsmiljøproblemer kan afhjælpes ved, at boligen indrettes hensigtsmæssigt, fx således at det bliver muligt at anvende tekniske hjælpemidler. Der kan i nogle situationer være behov for at ændre tilrettelæggelsen af arbejdet - eventuelt således, at der er to personer til at udføre arbejdet. Se punkt 158 om hjælpemidler.

Der kan ikke gives generelle retningslinier for, hvordan eventuelle konflikter skal løses mellem på den ene side kommunalbestyrelsens forpligtelse til at yde personlig og praktisk hjælp i hjemmet og på den anden side leverandørens forpligtelse til at sørge for, at det udførende personale arbejder under forsvarlige sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold. Det er efter lov om arbejdsmiljø arbejdsgiveren, der skal vurdere, om forholdene i det enkelte tilfælde er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Ændringer skal ses i sammenhæng med borgerens situation og behov, og der kan evt. være behov for at inddrage særlige fagpersoner. Hvis det ikke er muligt eller rimeligt at gøre indretningen af arbejdsstedet forsvarlig, skal arbejdsgiveren træffe andre forholdsregler, så arbejdet kan udføres på forsvarlig måde. Spørgsmål må løses i hvert enkelt tilfælde ud fra en konkret afvejning af de hensyn, der ligger bag lovgivningen på disse to områder.

Arbejdsredskaber og hjælpemidler til levering af personlig og praktisk hjælp

158. For at understøtte, at leveringen af personlig og praktisk hjælp sker i overensstemmelse med fx arbejdsmiljøreglerne, og at leverandøren opfylder sin forpligtelse til at informere kommunalbestyrelsen om de leverede ydelser, ændringer i modtagerens behov eller lignende, kan det være hensigtsmæssigt eller nødvendigt at anvende forskellige arbejdsredskaber eller tekniske hjælpemidler ved leveringen af ydelserne.

Det er vigtigt, at der skelnes mellem personlige hjælpemidler, der er tilvejebragt af hensyn til hjemmehjælpsmodtageren, og hjælpemidler/arbejdsredskaber, der er tilvejebragt af hensyn til personalets arbejdsforhold.

Det vil som udgangspunkt være leverandørens ansvar at tilvejebringe arbejdsredskaber og tekniske hjælpemidler, der anvendes i hjemmet. Den kommunale leverandørvirksomheds omkostninger til sådanne redskaber skal derfor også medtages i fastsættelsen af priskrav til alle leverandører, jf. kapitel 45 om prisberegning.

Arbejdsmiljørelaterede redskaber/hjælpemidler

159. Arbejdsmiljørelaterede redskaber/hjælpemidler vil ofte være møbler eller installationer, der er mere eller mindre stationære, som skal være fast til stede hos hjemmehjælpsmodtageren. Dette gælder også, når der er tale om en privat leverandør. Af hensyn til hjemmehjælpsmodtageren kan det derfor være hensigtsmæssigt, at redskaberne ejes og installeres af en central instans, der tilbyder at udleje eller lease redskaberne til godkendte leverandører. Hermed skabes der mulighed for at begrænse de gener modtageren vil opleve, ved at hjælpemidlerne/redskaberne skal udskiftes, hvis brugeren vælger at skifte leverandør.

Personlige hjælpemidler

160. I modsætning til arbejdsmiljørelaterede hjælpemidler, som leverandøren/arbejdsgiveren har ansvaret for, vil det være de kommunale myndigheder, der har ansvaret for at fremskaffe og finansiere personlige hjælpemidler til modtagerne.

Arbejdsmiljøvurdering

161. Den enkelte kommunale eller private leverandør kan bruge en arbejdsmiljørådgiver som konsulent til at løse evt. arbejdsmiljøproblemer, herunder også konflikter mellem leverandør og modtager. Se www.arbejdstilsynet.dk for en liste over godkendte arbejdsmiljørådgivere.

Regler om arbejdsmiljø

162. Med hensyn til arbejdsmiljøregler af betydning for hjælp efter §§ 83 og 84 kan fx nævnes:

– Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 5. maj 1993 om skiftende arbejdssteders indretning

– Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse.

– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering

– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler, med senere ændringer (nr. 186 af 14. marts 1994 og nr. 942 af 16. december 1998)

– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, med senere ændringer (nr. 670 af 7. august 1995, nr. 832 af 27. november 1998 og nr. 727 af 29. juni 2004)

Branchearbejdsmiljøråd

163. Branchearbejdsmiljørådet (BAR Social og Sundhed (sosu)) har erstattet det tidligere branchesikkerhedsråd for social- og sundhedsvæsenet (BSR 11).

BAR Social og Sundhed er oprettet efter lov om arbejdsmiljø for at medvirke til at løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for social- og sundhedsområdet. Rådet giver oplysninger og vejledning om de regler og bestemmelser, der gælder på dette område.

Der er udsendt branchevejledninger om bl.a. personløft på ældreområdet, stress, psykisk træthed og udbrændthed, håndtering af lægemidler, rengøring i hjemmehjælpen samt anskaffelse og vedligeholdelse af tjenestebiler.

Branchevejledningerne kan købes på www.arbejdsmiljoeweb.dk

Oplysning og vejledning kan fås ved henvendelse til BAR Social og Sosu. Se adresselisten.

Kapitel 30

Afløsning og aflastning

§ 84. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.

164. Kommunen har efter § 84 pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover kan kommunen tilbyde personer, der har et behov herfor, tilbud om et midlertidigt ophold i en almen plejebolig eller i en plejehjemsplads.

Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe en plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer en pårørende med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - tilbydes afløsning eller aflastning efter § 84. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at den plejekrævende person kan blive boende i hjemmet.

Personer, der bor alene, kan komme i en situation, hvor et midlertidigt ophold vil være den bedste løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og omsorg. For eksempel kan ældre, der er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, have behov for lidt ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan være en ældre med en dobbeltsidig lungebetændelse af en karakter, der ikke nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre føler sig utryg ved at være alene hjemme. Det kan også være en ældre, der har været udsat for en psykisk belastning i form af overfald eller andet. Der er alene tale om et tilbud, og borgeren kan derfor vælge ikke at tage imod tilbuddet, men i stedet få den eventuelt fornødne hjælp i egen bolig.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på kommunens pligt efter henholdsvis stk. 1 og stk. 2. Kommunen kan efter § 84, stk. 2, tilbyde et midlertidigt ophold. Kommunalbestyrelsen har således ikke, som efter § 84, stk. 1, pligt til at tilbyde et ophold.

Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, fx i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.

Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter § 83 er opfyldt.

Der kan herudover tilbydes hjælp efter §§ 41 og 42, samt § 52, stk. 3 (vedrørende børn under 18 år) eller §§ 96 og 100. Der henvises herom til Socialministeriets Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Kapitel 31

Socialpædagogisk bistand

§ 85. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt genoptræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

165. Socialpædagogisk bistand skal ydes til personer, der på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Socialpædagogisk bistand kan bestå af hjælp, omsorg eller støtte til, at den pågældende kan leve et liv på egne præmisser. Socialpædagogisk bistand kan også bestå af oplæring eller genoptræning i en række færdigheder, som sætter den pågældende i stand til at leve et så selvstændigt liv, som muligt.

Ved vurdering af, om en person har behov for hjælp efter § 85, skal kommunalbestyrelsen, jf. § 88, tage stilling til alle anmodninger om hjælp fra ansøgeren.

Socialpædagogisk bistand kan ydes som en del af et samlet tilbud om hjælp til pleje, overvågning eller ledsagelse til personer, der modtaget et samlet tilbud som led i et ophold i eget hjem eller i et botilbud.

Formål

166. Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager bl.a. sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.

Støtten skal tage udgangspunkt i den enkeltes særlige behov og forudsætninger og skal tildeles efter en individuel behovsvurdering for at styrke den enkeltes funktionsmuligheder eller for at kompensere for nedsat funktionsevne, som betyder, at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.

Det socialpædagogiske arbejde med personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan bestå i at støtte den enkelte til selv at træffe valg og til at få indflydelse på sin egen situation.

For personer, der på grund af betydelig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne reelt ikke har mulighed for at tage vare på egne interesser, kan der være behov for en særlig hjælp til at opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse. Dette kan opnås gennem ledsagelse som socialpædagogisk bistand, både når der er tale om individuelle og fælles aktiviteter, fx i forbindelse med fritids- og kulturtilbud.

Formålet med støtten kan endvidere være udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder, bl.a. med henblik på at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i dagligdagen mv., således at personen bliver bedre i stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud.

Socialpædagogisk bistand ydes uafhængigt af boformen. Den socialpædagogiske bistand vil således blandt andet kunne ydes til beboere i de særlige boformer efter servicelovens kapitel 20 samt til beboere i handicapegnede boliger efter lov om almene boliger mv. Hvis det ud fra en konkret vurdering af formålet med hjælpen skønnes tilfredsstillende, at hjælpen ydes i pågældendes eget hjem, vil dette også være muligt. Kommunerne vil således kunne tilrettelægge den nødvendige bistand i form af fx besøg fra hjemmevejledere og lignende socialpædagogiske tilbud på en fleksibel og hensigtsmæssig måde.

Tildeling af ydelser efter servicelovens kapitel 16, herunder socialpædagogisk bistand, skal altid ydes på baggrund af en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp i relation til de opgaver, som pågældende ikke selv kan klare, jf. § 88. Ydelse af støtte efter § 85 kræver, at pågældende har en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det vil sige, at der skal foretages en visitation til de enkelte tilbud, herunder en vurdering af omfang og art af den pågældende ydelse. Vurderingen skal således omfatte graden af den pågældendes funktionsnedsættelse og danne udgangspunkt for udmålingen af den hjælp, der er behov for.

Et fagligt miljø

167. Ved tilrettelæggelsen af den socialpædagogiske bistand, kan det indgå som et moment, at man søger at fastholde mulighederne for, at der kan bevares et kollegialt fagligt miljø, hvor der kan ske faglig udvikling og erfaringsopsamling, supervision samt mulighed for løbende efteruddannelse. Selvom serviceloven baseres på et sammensat tilbud af separate ydelser, bør dette ikke stille sig i vejen for, at fx den socialpædagogiske bistand organiseres på en måde, hvor personalet, der udfører denne bistand, får mulighed for at udveksle erfaringer og støtte hinanden i det daglige arbejde og på denne måde sikre et højt fagligt niveau.

Hjælpens art

168. Der kan være tale om et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger som fx vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål mv. Der er således tale om den type hjælp, som efter bistandsloven skulle ydes som en integreret del af de forskellige botilbud eller som hjemmevejledning.

Hjælpen skal tage udgangspunkt i pågældendes egne behov og forudsætninger og gives med respekt for den enkeltes integritet og værdighed.

For personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne vil hjælpen udover egentlig optræning og behandling kunne omfatte oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg, støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre.

Optræning, behandling og rådgivning som en forebyggende foranstaltning kan fx have form af et tværfagligt samarbejde med fysio- og ergoterapeuter. Der vil være en glidende overgang fra § 85 til § 102 om behandling og det almindelige sundhedssystem.

Efter omstændighederne vil socialpædagogisk bistand kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med aktiviteter som fx aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse o.l. Også andre aktiviteter af navnlig social karakter kan være omfattet.

Til nogle udviklingshæmmede kan der fx være behov for støtte med henblik på de pågældendes muligheder for selv at klare dagligdagen, fx træning i at klæde sig på, spisetræning, hjælp til indkøb mv.

Hjælpen bør tage sigte på hjælp til selvhjælp både på det praktiske og det personlige plan. Der kan fx være behov for hjælp til, at den enkelte kan tilrettelægge og overskue sin egen økonomi.

Rådgivningsindsats

169. Rådgivningsindsatsen udgør en vigtig faktor, idet rådgivning både kan have en forebyggende og en støttende effekt. Rådgivningen kan bidrage til at hjælpe den enkelte over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt gøre den enkelte bedre i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

Indsatsen kan bl.a. bestå i rådgivning i forbindelse med tilbud om aktivitets- og samværstilbud, samt fritids- og kulturaktiviteter mv.

Der kan også være behov for hjælp i forbindelse med opretholdelse af sociale netværk samt hjælp i forbindelse med personlige forhold, konfliktløsning samt hjælp til økonomisk planlægning. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som fx indkøb, lægebesøg, rejser, læsning af post mv.

Der kan imidlertid også være tale om den mere omsorgsbetonede og intensive støtte til personer med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, hvor fx den personlige omsorg og pleje kan være et mål i sig selv.

Kapitel 32

Hjælp til udsatte grupper efter §§ 83 og 85

170. Tilbud om personlig hjælp, omsorg, pleje, hjælp til udvikling af færdigheder mv. efter §§ 83 og 85 tilbydes personer, der har behov for et sådant tilbud på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, herunder bl.a. sindslidende, hjemløse og misbrugere.

Formålet med støtte til socialt udsatte er en større selvstændiggørelse og udvikling af personlige færdigheder for at gruppen i højere grad kan gøre brug af samfundets almindelige tilbud.

Der er tale om et bredt spektrum af sociale støtteforanstaltninger. Hjælpen kan bestå i oplæring/genoplæring i daglige færdigheder, omsorg og støtte til udvikling af egne ressourcer, støtte til at få struktur i dagligdagen, opbygning og opretholdelse af sociale netværk, hjælp i forbindelse med deltagelse i fritids- og kulturaktiviteter etc. Hjælpen kan også bestå af mere praktisk betonede funktioner som fx indkøb, rengøring, ledsagelse til behandling, læsning af post etc.

Socialt udsatte grupper i egen bolig, fx efter udslusning fra en social boform efter §§ 107-110 eller lejere i boligafdelinger for socialt udsatte (skæve huse), er på lige vilkår som andre borgere berettiget til hjælp efter §§ 83 og 85.

Efterforsorg

171. Endvidere vil der i forbindelse med udflytning fra en boform efter servicelovens § 110 som supplement til hjælpen efter §§ 83 og 85 kunne ydes efterforsorg fra boformen. Formålet med den opfølgende bostøtte er styrke de pågældendes evner til at opretholde en selvstændig bolig og sikre tilknytning til sociale og sundhedsmæssige tilbud.

Bostøttten har endvidere til formål at bryde den angst, ensomhed og isolation, tidligere forsorgshjemsbeboere ofte oplever efter at have fået en selvstændig bolig. Bostøtten er dermed med til at hindre en ny social udstødelse med risiko for tab af bolig og tilbagefald til misbrug.

Støtte- og kontaktpersoner

172. Efter lovens § 99 er kommunalbestyrelsen forpligtet til at give tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug samt til personer med særlige sociale problemer, der ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, d.v.s hjemløse.

Målgruppen for ordningen er de mest socialt udsatte og isolerede sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere samt hjemløse, som almindeligvis ikke gør brug af, eller kan gøre brug af de allerede eksisterende tilbud.

Formålet med støtte- og kontaktpersonordningerne er styrke brugerens mulighed for at opnå og bevare kontakt til omverdenen ud fra egne ønsker og behov og dermed gøre ham eller hende i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud.

Støtte- og kontaktpersonordningen er et supplement til hjælp efter §§ 83 og 85 m.m.

Sociale viceværter tilknyttet skæve boliger

173. Ofte er der til en boligafdeling med skæve boliger knyttet til en social vicevært, som hjælper beboerne i en opstartsfase. Formålet denne hjælp er at støtte til beboerne i afdelingen til at styrke sociale relationer og fællesskab i boligafdelingen og at bilægge eventuelle stridigheder etc. De sociale viceværter er et supplement til hjælp efter servicelovens §§ 83 og/eller 85, tilbud om en støtte- og kontaktperson efter § 99 og efterforsorg fra en § 110- boform.

Afsnit VIII

Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp

§ 91. Kommunalbestyrelsen har pligt til at skabe grundlag for, at modtagere af hjælp efter § 83 kan vælge mellem forskellige leverandører af hjælpen. Til dette formål skal kommunalbestyrelsen sikre, at kvalificerede private leverandører får adgang til at levere ydelser efter § 83. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre de kvalitetsmæssige krav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp efter § 83, jf. § 139, herunder krav til, hvilket beredskab der, jf. § 90, stk. 1, kræves af leverandørerne for at sikre, at de afgørelser, der er truffet efter § 83, kan effektueres. Kvalitetskravene skal være saglige, konkrete og velunderbyggede og må ikke være konkurrenceforvridende.

Kapitel 33

Frit valg af leverandør

174. Det frie leverandørvalg på hjemmehjælpsområdet betyder, at kommunalbestyrelsen har pligt til at etablere rammerne for at modtagere af personlig og praktisk hjælp efter § 83, jf. dog § 93, kan vælge mellem forskellige godkendte leverandører.

Leverandørbegrebet

175. Reglerne i § 91 omhandler dels den ret, modtagere af personlig og praktisk hjælp har til selv at vælge hvilken af de godkendte leverandører, de vil have til at levere de visiterede ydelser, dels de forpligtelser kommunalbestyrelsen har til at godkende og indgå kontrakt med kvalificerede leverandører af personlig og praktisk hjælp.

Begrebet »leverandør« anvendes i lovgivning, bekendtgørelse og vejledning om alle leverandører af personlig og praktisk hjælp. Der skelnes således ikke mellem kommunale og private leverandører, herunder selvejende institutioner.

Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen er fuldt bevidst om, at alle leverandører, der ønsker godkendelse efter § 3, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg skal kunne opfylde de kvalitets- og priskrav, kommunalbestyrelsen har fastsat. Derudover skal alle leverandører byde ind på lige fod, hvis leveringen af ydelserne bringes i udbud, uanset om udbuddet sker inden for godkendelsesmodellens rammer eller de særlige bestemmelser i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Se kapitel 35 om godkendelsesmodellen.

Kapitel 34

Modeller for frit leverandørvalg

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om:

1) at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder de fastsatte kvalitets- og priskrav jf. §§ 7-15 og lovens § 91, eller

2) at bringe leveringen af ydelser efter lovens § 83 i udbud under hensyntagen til EU’s regler om indgåelse af offentlige kontrakter, jf. lovens § 91.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der ikke finder forskelsbehandling sted mellem leverandører.

Valg af model

176. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, hvordan rammerne for det frie leverandørvalg skal udfyldes, og dermed hvordan der skal skabes grundlag for indgåelse af kontrakter med kvalificerede leverandører af personlig og praktisk hjælp. Efter bekendtgørelsens § 3 har kommunalbestyrelsen pligt til at skabe adgang for kvalificerede leverandører, enten ved at godkende og indgå kontrakt med alle kvalificerede leverandører (godkendelsesmodellen), eller ved at bringe leverandøropgaverne i udbud efter retningslinjerne i bekendtgørelsen §§ 4-5 (udbudsmodellen).

Uanset hvilken løsning kommunalbestyrelsen vælger, skal indgåelsen af kontrakter med leverandørerne ske på baggrund af de kvalitetskrav til levering af ydelserne, som kommunalbestyrelsen har fastsat efter § 91, stk. 1, jf. bekendtgørelsen §§ 7-11 (se nærmere herom nedenfor).

Hvis kommunalbestyrelsen vælger at give modtagerne af personlig og praktisk hjælp valgmulighed mellem forskellige leverandører via godkendelsesmodellen, skal kommunalbestyrelsen endvidere fastsætte priskrav til leveringen af personlig og praktisk hjælp efter § 91, stk. 4, jf. bekendtgørelsen §§ 12-15.

Fastsættelsen af priskravene til leverandørerne skal ske med udgangspunkt i de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der er forbundet med den leverandørvirksomhed, der hidtil har leveret den personlige og praktisk hjælp i kommunen – typisk den kommunale leverandørvirksomhed.

Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at skabe priskonkurrence på levering af personlig og praktisk hjælp uden at sætte begrænsninger for hvor mange kvalificerede leverandører, der kan opnå godkendelse i kommunen, er der mulighed for at fastsætte priskravene til leverandørerne via et udbud inden for godkendelsesmodellens rammer. Betingelserne for at gennemføre et sådant udbud er beskrevet nedenfor i punkt 214 om prisfastsættelse på baggrund af private leverandører. Valg af model kan variere inden for den enkelte kommune. Der er adgang til at anvende forskellige modeller afgrænset ud fra ydelseskategorier og distrikter.

Særligt vedrørende plejehjem, plejeboliger mv.

177. Det er ikke formålet med reglerne at skabe valgfrihed mellem flere leverandører af personlig og praktisk hjælp for beboere i plejehjem, plejeboliger mv. jf. § 93. Derfor er levering af personlig og praktisk hjælp eller andre ydelser i plejehjem og -boliger mv. ikke omfattet af reglerne om frit leverandørvalg. Se også punkt 185 om persongruppe.

Kommunalbestyrelsen kan derfor beslutte at lade leveringen af ydelser i disse boligenheder fortsætte uændret hos den leverandør, der hidtil har løst opgaven. Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte at bringe leveringen af ydelser i plejeboligenhederne i udbud efter de almindelige udbudsregler. Grundlaget for et sådant udbud skal være de efter bekendtgørelsen § 9, stk. 6 fastsatte kvalitetskrav.

Undtagelsen fra reglerne om frit leverandørvalg betyder, at leveringen af ydelserne i plejehjem, plejeboliger mv., vil være omfattet af reglerne om de privates udfordringsret, hvis det er en kommunal leverandør, der varetager opgaven. Reglerne om privates udfordringsret findes i §§ 62 a og 62 b i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 968 af 3. december 2003) og vejledning om privates udfordringsret (vejledning nr. 1 af 2. januar 2003).

Hjemmesygepleje

178. Lovgivningen om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp omfatter ikke hjemmesygeplejeydelser. Den enkelte kommunalbestyrelse afgør, om modtagerne af hjemmesygepleje skal have muligheder for at vælge mellem forskellige leverandører af sygeplejeydelser jf. punkt 109.

Når kommunalbestyrelsen skal fastsætte kvalitets- og priskrav for personlig og praktisk hjælp kræver det, at kommunalbestyrelsen skelner mellem ydelser efter § 83 i lov om social service og andre ydelser, som fx hjemmesygeplejeydelser.

Kapitel 35

Godkendelsesmodellen

179. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at anvende godkendelsesmodellen jf. bekendtgørelsen § 3, stk. 1, nr. 1, har alle leverandører, der opfylder de fastsatte kvalitets- og priskrav, ret til at blive godkendt som leverandører i kommunen.

Alle leverandører kan ansøge om godkendelse hos kommunalbestyrelsen. Den kommunale leverandør skal godkendes på lige fod med andre (private) leverandører. Alle leverandører skal behandles lige.

Leverandørerne kan søge om godkendelse inden for én eller flere forskellige ydelseskategorier. Der kan ikke stilles krav om, at en leverandør, der ønsker at blive godkendt efter godkendelsesmodellen, skal kunne levere alle typer af ydelser. Der kan alene stilles krav om, at leverandøren skal kunne leve op til de kvalitets- og priskrav, der gælder for den pågældende ydelseskategori. Se punkt 194 om forskellige ydelseskategorier.

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til inden for rimelig tid at forholde sig til alle ansøgninger om godkendelse. Kommunalbestyrelsen kan vælge at udmelde frister for, hvornår og hvor ofte der skal tages stilling til ansøgninger om godkendelse. Der bør som minimum tages stilling til indkomne ansøgninger én gang i kvartalet.

Socialministeriet har desuden udviklet en fritvalgsblanket, der har det overordnede formål at lette godkendelsesproceduren for både de kommunale myndigheder og leverandører af hjemmehjælp. Blanketten virker som dokumentation for, at leverandøren lever op til en række generelle krav, fx virksomhedsoplysninger, generelle vilkår om gældende regler, økonomisk soliditet, forsikringsforhold, oplysninger om leverandørens medarbejdere, samarbejdsbetingelser i forhold til klagesager og specifikke krav til madservice og personlig pleje. Kommunalbestyrelsen skal således alene indhente dokumentation i forhold til de særlige krav, der gælder i den pågældende kommune. Blanketten er gratis, og den kan hentes elektronisk på www.virk.dk, hvor den enten printes og udfyldes i hånden eller udfyldes elektronisk og sendes via mail med digital signatur. Leverandøren behøver dermed kun at udfylde en fritvalgsblanket, som så efterfølgende kan sendes til alle de kommuner, hvor der ansøges om godkendelse.

Leverandører, som er godkendt i én kommune, skal som udgangspunkt betragtes som kvalificerede til også at opnå godkendelse i andre kommuner. Kommunalbestyrelsen kan afvise at godkende og skrive kontrakt med en leverandør, der er godkendt i en anden kommune, hvis leverandøren ikke kan levere i overensstemmelse med de fastsatte kvalitets- og priskrav. Leverandører kan også få afslag på godkendelse, hvis de ikke opfylder en række generelle krav til økonomi, faglig hæderlighed mv. For en nærmere beskrivelse af disse krav kan henvises til vejledningens kapitel 40/ punkt 272.

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt godkendelsesmodellen skal gælde i hele kommunen eller om modellen skal begrænses til at omfatte et eller flere distrikter eller en eller flere ydelseskategorier.

Leverandører, der får afslag på godkendelse, skal have en skriftlig begrundelse for afslaget i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Det kommunale tilsyn har i en konkret sag udtalt, at der skal redegøres for de faktiske forhold, der er lagt vægt på i forbindelse med afvisningen af at indgå kontrakt.

Udbud inden for godkendelsesmodellen

180. Kommunalbestyrelsen kan efter bekendtgørelsen § 15, stk. 3 endvidere vælge at gennemføre et udbud inden for rammerne af godkendelsesmodellen. Denne model indebærer, at en privat leverandør kan blive hovedleverandør efter godkendelsesmodellen. Den private hovedleverandør skal findes ved et udbud. Kommunalbestyrelsen kan således ikke blot udpege en privat hovedleverandør og derefter forhandle om pris- og kvalitetskrav.

Kommunalbestyrelsen kan ved anvendelse af udbud inden for godkendelsesmodellen få konkurrence på kvalitet og pris, uden at der er begrænsninger på antallet af mulige leverandører.

Det er en forudsætning, at den private leverandør lader sig konkurrenceudsætte efter godkendelsesmodellens regler. Den private hovedleverandør kan således ikke tilbydes et monopol eller en fast opgavemængde. Se ovenfor.

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt der skal gennemføres udbud inden for godkendelsesmodellen i hele kommunen, eller om udbuddet skal begrænses til at omfatte et eller flere af kommunens distrikter eller en eller flere ydelseskategorier.

Priskravet til de øvrige leverandører, der ønsker godkendelse i modellen, vil i disse tilfælde være de faktiske omkostninger ved kommunalbestyrelsens kontrakt med den private leverandør, der har vundet udbuddet. Se kapitel 48 om betaling.

Kapitel 36

Udbudsmodellen

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 4. Kommunalbestyrelsen træffer, inden leveringen af ydelser bringes i udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2, 3, 4 eller 5 leverandører af henholdsvis personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen træffer inden udbud af madservice beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2 eller flere leverandører. Kommunalbestyrelsens beslutning skal fremgå af udbudsmaterialet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal efter en udbudsforretning efter § 3, stk. 1, nr. 2, indgå kontrakt med de leverandører af henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp samt for madservice minimum de 2 leverandører, der har afgivet de økonomisk mest fordelagtige tilbud, jf. stk. 1, 3 og 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan vælge at indgå kontrakt med et mindre antal leverandører end det fastlagte antal i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke modtager tilstrækkeligt mange bud. Kommunalbestyrelsen skal indgå kontrakt med alle de leverandører, der byder på opgaven, såfremt antallet af bud ikke overstiger det på forhånd fastlagte antal, jf. dog stk. 4. Der skal som minimum indgås kontrakter med to leverandører.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal afslå at indgå kontrakt med en leverandør ved en udbudsforretning, hvis denne leverandørs bud overstiger det billigste bud med mere end 10 pct., selvom buddet falder indenfor det fastlagte antal. Kommunalbestyrelsen kan vælge at indgå kontrakt med en leverandør, hvis bud overstiger det billigste bud med mere end 10 pct., hvis det er en forudsætning for, at der som minimum er to leverandører af den udbudte ydelseskategori.

Stk. 5. Hvis det efter et udbud ikke er muligt at indgå kontrakter i overensstemmelse med betingelserne i stk. 2, 3 og 4, finder reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, anvendelse.

 

§ 5. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal omfatte levering af ydelser i hele kommunen eller i et eller flere af kommunens distrikter, jf. § 11. Vælger kommunalbestyrelsen, at der alene skal gennemføres udbud i enkelte distrikter, finder reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, anvendelse for hvert af kommunens øvrige distrikter.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at et udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, skal omfatte levering af én, flere eller alle ydelseskategorier, jf. § 10. Vælger kommunalbestyrelsen, at der alene skal gennemføres udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, for enkelte ydelseskategorier, vil reglerne om godkendelse af enhver kvalificeret leverandør efter § 3, stk. 1, nr. 1, gælde for alle øvrige ydelseskategorier.

181. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at give modtagerne af personlig og praktisk hjælp frit leverandørvalg via udbudsmodellen efter bekendtgørelsen § 3, stk. 1, nr. 2, skal kommunalbestyrelsen udfærdige udbudsmateriale for hver af de ydelseskategorier, der bringes i udbud.

Anvendelse af udbudsmodellen medfører, at kommunalbestyrelsen skal begrænse antallet af leverandører, som hjemmehjælpsmodtagerne kan vælge imellem. Som det fremgår af § 4, skal der indgås kontrakt med to til fem leverandører inden for hver ydelseskategori. Hvis madservice bringes i udbud, skal udbuddet resultere i, at der skabes reelle valgmuligheder såvel for brugere, der modtager madservice med udbringning, som for brugere der modtager madservice uden udbringning. Kommunalbestyrelsen skal som minimum indgå kontrakt med to leverandører. Der er intet lovgivningsmæssigt loft over antallet af leverandører inden for madservice.

Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt der skal gennemføres udbud i hele kommunen, eller om udbuddet skal begrænses til at omfatte et eller flere af kommunens distrikter eller en eller flere ydelseskategorier.

Hvis kommunalbestyrelsen vælger, at udbuddet ikke skal gælde alle ydelseskategorier, vil godkendelsesmodellen automatisk gælde for de resterende ydelseskategorier. Samme forhold gør sig gældende, hvis beslutningen om at anvende udbudsmodellen kun gælder for nogle af kommunens distrikter, idet godkendelsesmodellen så automatisk vil gælde i de distrikter, hvor der ikke gennemføres en udbudsforretning.

Kommunalbestyrelsens beslutning om via udbud at tilbyde kontrakt med to, tre, fire eller fem tilbudsgivere skal fremgå af udbudsmaterialet, så de leverandører, der afgiver tilbud, på forhånd ved, at de vil skulle levere ydelserne i konkurrence med en eller flere andre leverandører, jf. dog bekendtgørelsens § 4, stk. 3 og 4. Tilsvarende skal det i udbudsmaterialet for udbud af madservice præciseres, hvor mange leverandører kommunalbestyrelsen ønsker at indgå kontrakt med.

Kommunalbestyrelsen kan efter bekendtgørelsen § 4, stk. 3, vælge at indgå kontrakt med et mindre antal leverandører end det fastlagte antal i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke modtager tilstrækkeligt mange bud. Det betyder, at hvis en kommunalbestyrelse har lagt sig fast på at indgå kontrakt med fx tre leverandører, men kun får to bud på den pågældende opgave, vil kommunen kunne indgå kontrakt med disse to leverandører. På den måde kan kommunen undgå at annullere udbuddet.

Kommunalbestyrelsen skal efter bekendtgørelsen § 4, stk. 4, afslå at indgå kontrakt med en leverandør i forbindelse med en udbudsforretning, hvis denne leverandørs bud overstiger det billigste bud med mere end 10 pct. Kommunalbestyrelsen kan vælge at indgå kontrakt med en leverandør, hvis bud overstiger det billigste bud med mere end 10 pct., hvis det er en forudsætning for at etablere frit leverandørvalg.

Det er en forudsætning for at etablere frit leverandørvalg, at der som minimum er to leverandører at vælge imellem. Det betyder, at kommunalbestyrelsen kan vælge at acceptere bud nr. 2 på trods af, at det overstiger bud nr. 1 med mere end 10 pct. Hvis det 2. og 3. bud har identiske priser skal der indgås kontrakt med alle tre leverandører. Hvis kommunalbestyrelsen ikke benytter sig af muligheden i § 4, stk. 4, 2. pkt. finder godkendelsesmodellen automatisk anvendelse.

Efter et udbud skal kommunalbestyrelsen vælge de leverandører, der har afgivet de økonomisk mest fordelagtige tilbud, i overensstemmelse med de konkurrenceretlige regler. Den kommunale leverandør skal afgive tilbud på lige fod med alle andre leverandører. Der kan ikke på forhånd indgås aftaler eller træffes beslutning om, at der skal indgås kontrakt med en bestemt leverandør. Ved vurderingen af de afgivne tilbud må kommunalbestyrelsen ikke lade andre forhold indgå i udvælgelsen end kvalitetskravene, øvrige krav i udbuddet og prisen. I det omfang leverandøren opfylder betingelserne i udbudsmaterialet, skal prisen være afgørende for udvælgelsen.

Det anbefales, at udbudsmaterialet tager højde for den situation, at udbudsforretningen ikke fører til, at udbudsmodellen kan anvendes, fx ved at kun en leverandør afgiver tilbud. Udbudsmaterialet bør derfor give mulighed for, at private leverandører kommer med et tilbud, hvor kommunen må anvende udbud inden for godkendelsesmodellens rammer, jf. § 91, stk. 7. Denne bestemmelse giver netop mulighed for, at kun én privat leverandør kan vinde udbuddet mod at lade sig konkurrenceudsætte i overensstemmelse med godkendelsesmodellens regler.

Udbudsmaterialet bør således indeholde oplysninger om de betingelser, der gælder for leverandøren ved udbudsmodellen og ved et udbud inden for godkendelsesmodellen – og det skal fremgå af materialet, under hvilke forudsætninger udbud inden for godkendelsesmodellen vil blive anvendt.

Formelle betingelser for udbud af personlig og praktisk hjælp efter udbudsmodellen og udbud inden for godkendelsesmodellen.

182. Serviceloven regulerer ikke udtømmende, hvordan kommunerne skal tilrettelægge udbudsforretningen.

Grundlaget for udbudsforretningen er de almindelige udbudsretlige regler og regler for indgåelse af offentlige kontrakter.

Personlig og praktisk hjælp er i Udbudsdirektivets forstand en gruppe B–ydelse, og skal derfor ikke følge direktivernes procedureforskrifter om fx valg af udbudsform, frister og udvælgelses- og tildelingskriterier. For bilag B-ydelser gælder alene, at de kommunale myndigheder er forpligtet til at overholde direktivets artikel 3 om ligebehandling samt artikel 14 og 16 om henholdsvis standarder og meddelelse om kontrakttildeling.

De kommunale myndigheder skal altid respektere EF–traktatens principper om ikke-diskrimination, gennemsigtighed og proportionalitet i forbindelse med udbuddet. Det betyder dels, at kommunen ikke må indsnævre feltet af potentielle tilbudsgivere til fx kun at omfatte lokale leverandører, dels at der skal være en passende grad af offentlighed ved tilbudsgivningen af hensyn til konkurrencen og upartiskheden.

Efter Konkurrencestyrelsens vurdering vil offentlighedsforpligtelsen kunne tilgodeses, hvis en kommune fx indrykker en annonce i den elektroniske udbudsavis www.udbudsavisen.dk.

For yderligere oplysninger om gennemførelse af en udbudsforretning kan der henvises til Konkurrencestyrelsens hjemmeside www.konkurrencestyrelsen.dk samt til www.udbudsportalen.dk.

Ændringer i kvalitetskravene: Skift mellem modeller og ændringer i serviceniveau

183. Kommunalbestyrelsen kan ændre den trufne beslutning om valg af henholdsvis godkendelsesmodel eller udbudsmodel i overensstemmelse med de lokalpolitiske ønsker. Overvejelserne herom vil typisk kunne ske i forbindelse med den årlige revision af kvalitetsstandarden. Derfor bør kommunalbestyrelsen i de indgåede kontrakter med leverandørerne - efter begge modeller - tage forbehold for, at kontrakten kan opsiges med et givet varsel, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for at skifte fra den ene model til den anden.

I forbindelse med revisionen af kvalitetsstandarderne vil kommunalbestyrelsen endvidere skulle træffe beslutninger om serviceniveauet i ældreplejen, og dermed for grundlaget for kvalitetskravene til leverandørerne. Der bør derfor ligeledes i kontrakterne med leverandørerne tages forbehold for, at der kan ske ændringer i kvalitetskravene til leverandørerne, hvis kommunalbestyrelsen beslutter at foretage ændringer i det kommunale serviceniveau.

Opsigelse af leverandører

184. Opsigelse af leverandører sker i henhold til den kontrakt, der er indgået.

Opsigelse kan ske i tilfælde af misligholdelse af kontrakten. Uanset, at opsigelsen sker som en privatretlig disposition i henhold til den indgåede kontrakt, er kommunen undergivet den offentligretlige retsgrundsætning om, at kommunalbestyrelsen ikke må forfølge usaglige formål. Opsigelse skal således altid ske på et sagligt grundlag. Det kan fx være, hvis leverandøren ikke længere lever op til de fastsatte kvalitetskrav eller overtræder andre væsentlige forhold i kontrakten. En opsigelse skal være i overensstemmelse med kontraktens bestemmelser om opsigelse. Forud for opsigelsen bør kommunalbestyrelsen foretage en samlet vurdering af leverandørens varetagelse af sit hverv. Uanset om kontrakten indeholder bestemmelser herom bør en opsigelse være skriftlig og ledsaget af en begrundelse, der redegør for de hensyn, der ligger til grund for opsigelsen.

Hvis en privat leverandør begår fejl eller forsømmelser i forbindelse med udøvelse af sit hverv, skal en sanktion fra kommunalbestyrelsens side være proportional med den begåede fejl. Opsigelse af en leverandør er den mest indgribende sanktion, og kommunalbestyrelsen skal derfor ved helhedsvurderingen overveje, om andre mindre indgribende midler kan tages i brug, fx en skriftlig advarsel til leverandøren. Kommunalbestyrelsen bør ved helhedsvurderingen tage stilling til, hvordan man ville sanktionere den pågældende fejl, hvis den var forekommet i den kommunale leverandørvirksomhed. Det følger af det grundlæggende EU-retlige princip om ligebehandling, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet.

Kapitel 37

Persongruppe/målgruppe

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 6. Modtagere af personlig og praktisk hjælp efter lovens § 83 skal, efter at kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med flere leverandører, jf. §§ 3-5, vælge, hvilken leverandør, der skal udføre de opgaver, der er truffet afgørelse om efter lovens § 83, jf. §§ 88 og 89.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en frist for, hvornår modtagere af hjælp efter lovens § 83 efter anmodning har ret til at skifte til andre godkendte leverandører. Fristen for skift af leverandør skal være rimelig og må ikke overstige 1 måned fra udgangen af den måned, hvori modtageren af hjælpen har anmodet om at skifte leverandør.

Valg af leverandør

185. Retten til frit at vælge imellem de leverandører af personlig og praktisk hjælp, som kommunalbestyrelsen har indgået kontrakt med, omfatter alle personer, der modtager hjælp efter servicelovens § 83, jf. dog § 6, stk. 3, om beboere i plejehjem, plejeboliger mv.

En modtager af personlig og praktisk hjælp kan frit vælge mellem de leverandører, der af kommunalbestyrelsen er godkendt til at levere de ydelser, som modtageren i medfør af afgørelsen er berettiget til at modtage.

Hvis modtageren er berettiget til hjælp fra forskellige ydelseskategorier - eksempelvis hvis modtageren både er berettiget til personlig og praktisk hjælp - kan modtageren vælge forskellige leverandører til at varetage opgaverne inden for de forskellige ydelseskategorier. I de tilfælde, hvor modtageren af hjælpen ønsker at gøre brug af adgangen til at vælge forskellige leverandører til de forskellige ydelsestyper, vil det kunne betyde en indskrænkelse i modtagerens mulighed for at bytte de visiterede ydelser med andre ydelser, jf. § 94 a i lov om social service. Modtageren af hjælpen skal gøres opmærksom på dette i det informationsmateriale, der er udarbejdet til brug for modtagerens valg af leverandør.

Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg. I sådan tilfælde skal kommunalbestyrelsen påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge, der kan varetage den pågældendes interesser.

I forhold til udmøntningen af den konkrete afgørelse skal kommunalbestyrelsen indgå en skriftlig aftale med den valgte leverandør om den konkrete udførelse af den hjælp, der er truffet afgørelse om.

Skift af leverandør

186. Kommunalbestyrelsen må ikke begrænse modtagerens valgfrihed, eksempelvis ved at sætte grænser for hvor mange gange en modtager må skifte leverandør. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte frister for, hvor hurtigt en modtager kan skifte fra en leverandør til en anden, efter anmodning om leverandørskifte. Fristerne er begrundet i hensynet til leverandørens mulighed for at omstille sig til ændringer i modtagerkredsen. Fristen skal fastsættes afhængigt af de konkrete forhold og skal være rimelig i forhold til ydelsens karakter. Hvis særlige forhold gør sig gældende (fx alvorlige uoverensstemmelser mellem modtager og leverandør), skal der kunne afviges fra den generelt fastsatte frist. Leverandørskift skal i alle tilfælde kunne ske senest en måned efter udgangen af den måned, hvori modtageren af hjælpen har anmodet om at skifte leverandør.

Kapitel 38

Informationsmateriale om leverandører

187. Kommunalbestyrelsen skal i samarbejde med leverandørerne udarbejde og ajourføre informationsmateriale om alle de leverandører, der er godkendt til levering af personlig og praktisk hjælp jf. § 92, stk. 2. Informationsmaterialet skal dels indeholde en grundig præsentation af de enkelte leverandører, og dels indeholde generelle oplysninger om muligheden for at vælge, herunder muligheden for og varsling af et ønske om at skifte til en anden leverandør. Det generelle informationsmateriale skal endvidere indeholde oplysninger om, hvilken betydning det har for modtagerens mulighed for at bytte de visiterede ydelser med andre ydelser, jf. lovens § 94a, hvis modtageren vælger en leverandør, der ikke er godkendt til at levere alle typer af ydelser.

Formålet med informationsmaterialet er at give modtagerne et oplyst grundlag for at vælge leverandør af personlig og praktisk hjælp, og forpligtelsen til at udforme materialet skal ses i dette lys.

Alle leverandører skal behandles lige, og de skal derfor i informationsmaterialet have de samme muligheder for at præsentere sig.

Præsentationen af den enkelte leverandør skal være præcis og udtømmende og skal indeholde alle de informationer, der kan have væsentlig betydning for modtagerens valg af leverandør. Det vil typisk være vigtigt for modtageren at vide, hvem der kommer i hjemmet for at løse opgaverne. Derfor vil den enkelte leverandør i informationsmaterialet skulle oplyse, om der er indgået aftale med underleverandører, der skal varetage en del af opgaveløsningen.

I kommuner, hvor kommunalbestyrelsen har valgt at bruge godkendelsesmodellen på en eller flere ydelseskategorier, må der forventes at kunne ske ændringer i orienteringsmaterialet op til fire gange årligt, i forbindelse med den kvartalsvise godkendelse af nye leverandører. Det kan derfor overvejes at udforme informationsmaterialet på en sådan måde, at det uden de store omkostninger kan suppleres eller justeres, hvis leverandører bliver godkendt eller ophører med at være godkendte.

Informationsmaterialet skal i forbindelse med afgørelsen om hjælp udleveres til de personer, der er tildelt hjælp efter § 83. Modtageren af hjælpen efter § 83 skal på baggrund af informationsmaterialet træffe beslutning om, hvilken af de godkendte leverandører der skal udføre hjælpen.

Informationsmaterialet skal som nævnt løbende opdateres, hvis der sker ændringer i leverandørkredsen, fx i forbindelse med indgåelse eller opsigelse af kontrakter med leverandørerne. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at det opdaterede informationsmateriale udleveres til alle de modtagere af hjælp efter § 83, der er omfattet af de ændrede valgmuligheder.

Det lovpligtige informationsmateriale har ikke til formål at erstatte de generelle markedsføringsinitiativer, leverandøren iværksætter for virksomheden. Leverandørens generelle markedsføringsinitiativer i form af annoncer, husstandsomdelte brochurer mv. er således ikke en del af de kommunale myndigheders ansvarsområde, men er omfattet af de almindelige regler om markedsføring mv. Der er dog ikke noget til hinder for, at private leverandører i markedsføringsøjemed oplyser, at de er godkendt til at levere personlig og praktisk hjælp, og at virksomheden leverer andre ydelser, som også modtagere kan benytte sig af mod betaling.

Brug af oplysninger

188. I forbindelse med afgørelsen om personlig og praktisk hjælp vil kommunalbestyrelsen få kendskab til en række personlige oplysninger om hjemmehjælpsmodtageren. Disse oplysninger, herunder oplysninger om modtagerens navn og adresse, må kun videregives til leverandørerne til det angivne formål, det vil sige levering af personlig og praktisk hjælp. Det følger bl.a. af forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og persondatalovens regler om anvendelse af personlige oplysninger, som gælder for alle leverandører af hjemmehjælp.

Det følger heraf, at de kommunale myndigheder fx ikke må udlevere lister over hjemmehjælpsmodtagere i kommunen til leverandører, hvis oplysningerne skal bruges af leverandøren til at udsende brochurer eller på anden måde indgå i en målrettet markedsføring af leverandørvirksomheden.

Kapitel 39

Kvalitetskrav

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 8. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter lovens § 91, stk. 1, de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp efter lovens § 83. Kvalitetskravene skal afspejle den af kommunalbestyrelsen fastsatte kvalitetsstandard for indholdet og leveringen af ydelserne, jf. § 1.

Stk. 2. Kvalitetskravene skal anvendes som grundlag for kommunalbestyrelsens godkendelse og indgåelse af kontrakt med leverandører af personlig og praktisk hjælp, jf. § 17, stk. 1 og 2.

189. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at fastsætte og offentliggøre kvalitetskrav til leverandørerne af personlig og praktisk hjælp er nærmere beskrevet i §§ 7-11 i bekendtgørelsen. Udgangspunktet for fastsættelsen af kvalitetskravene er de politiske beslutninger om blandt andet serviceniveau, udførelse af hjælpen mv., som kommunalbestyrelsen har truffet, og som fremgår af kvalitetsstandarden, jf. kapitel 4.

Kvalitetskravene skal medvirke til at skabe gennemsigtighed om kommunalbestyrelsens prioriteringer, mål og værdier og dermed medvirke til at give hjemmehjælpsmodtagere og andre borgere et klart billede af, hvad de kan forvente af den personlige og praktiske hjælp i kommunen, uanset hvilken leverandør modtageren vælger.

Selv om kvalitetskravene skal målrettes leverandørerne af personlig og praktisk hjælp, er det vigtigt, at fastholde fokus på, at formålet med kvalitetskravene er at sikre en professionel, kvalificeret og værdig behandling af hjemmehjælpsmodtagerne. Kommunalbestyrelsen skal udforme kvalitetskravene, så de kan understøtte varetagelsen af kommunalbestyrelsens myndighedsopgave med at sikre, at hjemmehjælpsmodtagerne får den hjælp, de har behov for og krav på. Kvalitetskravene til leverandørerne skal derfor udformes, så der skabes sikkerhed for overholdelse af kravene i lovens § 90 om, at afgørelsen om hjælp efter § 83 skal efterleves samt om, at afgørelserne skal indeholde frister for erstatningshjælp, hvis der undtagelsesvis sker aflysninger.

Kapitel 40

Generelle krav til alle leverandører

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 9. Kommunalbestyrelsen skal, jf. lovens § 91, stk. 1, stille krav om, at leverandøren skal stille et beredskab til rådighed for at sikre leveringen af de ydelser, der er truffet afgørelse om, og for at sikre, at aftalen om levering af ydelser overholdes. Kommunalbestyrelsen skal endvidere stille krav til leverandøren om overholdelse af de generelle retningslinier, kommunalbestyrelsen har fastsat for erstatningshjælp ved aflysninger m.v., jf. lovens § 90.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvilke krav der skal stilles til leverandøren i forbindelse med ændringer i kredsen af personer, der modtager hjælp efter lovens § 83, ændringer i den enkelte modtagers behov for hjælp eller andre ændringer ved leveringen af ydelser. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at leverandøren informerer myndigheden om ændringer i modtagerens behov for hjælp, samt om hvordan denne information fra leverandøren skal formidles.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at leverandøren skal acceptere alle modtagere, der vælger den pågældende leverandør.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at leverandøren stiller sikkerhed for kontraktens opfyldelse. Sikkerhedsstillelsen skal stå i et rimeligt forhold til den forventede omsætning hos leverandøren.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille kvalitetskrav til leverandører af madservice, der bevirker, at alle leverandører skal benytte en bestemt produktionsform.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter lovens § 93, stk. 2, krav til leverandører af kommunale serviceydelser til beboere i plejehjem m.v. Kommunalbestyrelsen fastsætter endvidere krav til kvaliteten af øvrige ydelser, der leveres af den kommunale leverandør i forbindelse med driften af plejehjem m.v. Kvalitetskravene til ydelser leveret efter lovens § 83 fastsættes i overensstemmelse med retningslinierne i § 8, stk. 1.

Kvalitetskrav

190. De kvalitetskrav, kommunalbestyrelsen fastsætter efter bekendtgørelsen § 9, stk. 2, gælder alle leverandører af personlig og praktisk hjælp - både private leverandører og kommunale leverandører. Der må hverken før eller efter godkendelsen af leverandører stilles særlige kvalitetskrav med henblik på at give enkelte leverandører konkurrencemæssige fordele frem for andre leverandører. Det skal fremgå af kvalitetskravene, at leverandørerne er forpligtede til at orientere myndigheden om ændringer i modtagerens behov for hjælp. Bestemmelsen sikrer ligeledes, at måden, hvorpå informationen skal videregives, er formaliseret.

Kravene skal være saglige, konkrete og velunderbyggede, og må ikke være konkurrenceforvridende.

Kommunalbestyrelsen kan ved hjælp af kvalitetskravene blandt andet skabe sikkerhed for, at alle leverandører af personlig og praktisk hjælp lever op til de målsætninger, kommunalbestyrelsen har sat for forhold som arbejdsmiljø, personalepolitik, uddannelse mv.

Ved udarbejdelsen af kvalitetskravene bør kommunalbestyrelsen endvidere sikre, at leverandørerne gøres bekendt med de særlige forvaltningsretlige hensyn, der skal tages i forbindelse med levering af sociale ydelser som personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen skal stille krav til leverandørerne om overholdelse af reglerne om bl.a. tavshedspligt jf. retssikkerhedslovens § 43, stk. 2 og 3.

Kommunalbestyrelsen kan stille kvalitetskrav, der fremmer formålet i lov om aktiv social politik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om at bevare og udbygge arbejdspladsens rummelighed - initiativer, der medvirker til forebyggelse og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Yderligere informationer om sociale klausuler kan fås på www.udbudsportalen.dk under socialaftaler.

Sikkerhed for levering af hjælpen

191. Kommunalbestyrelsen skal via kvalitetskravene skabe sikkerhed for, at leverandørerne kan efterleve de afgørelser, der er truffet om hjælp og hjælpens udførelse. Der skal efter bekendtgørelsen § 9, stk.1, stilles krav om, at leverandøren har et beredskab til at håndtere ferie- og sygdomsperioder blandt personalet og til at håndtere pludseligt opståede ændringer i behovet for hjælp hos de modtagere, der har valgt netop denne leverandør. Kommunalbestyrelsen bør også stille krav om, hvor hurtigt leverandøren skal kunne påtage sig at levere hjælp til nye modtagere.

Leverandøren kan, blandt andet med henblik på at sikre det nødvendige beredskab, indgå aftaler med underleverandører om levering af dele af ydelserne, eller at indgå aftaler med andre leverandører om fælles levering af ydelser. Det vil i sådanne tilfælde være den leverandør, der har indgået kontrakt med kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at underleverandøren er bekendt med og lever op til de af kommunalbestyrelsen fastsatte kvalitetskrav. Hvis en godkendt leverandør har indgået aftale med underleverandører, skal såvel kommunalbestyrelsen og modtageren af hjælpen orienteres om dette, blandt andet via informationsmaterialet.

Kommunalbestyrelsen kan kræve, at leverandørerne skal acceptere alle de modtagere, der ønsker at vælge den pågældende leverandør til levering af ydelser, som leverandøren er godkendt til.

For at sikre levering af ydelserne i tilfælde af helt uforudsete forhold (konkurs eller lignende) kan kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsen § 9, stk. 4, stille krav om, at leverandøren sætter en form for sikkerhed i forbindelse med kontraktindgåelsen. Sikkerhedsstillelsen, der fx kan være en indefrysning af et beløb, garantistillelse, en aftale med et vikarbureau eller lignende, skal stå i et rimeligt forhold til leverandørens forventede omsætning ved levering af personlig og praktisk hjælp.

Kapitel 41

Dokumentationskrav

192. Kommunalbestyrelsen skal efter § 90 sikre, at hjælpen leveres i overensstemmelse med afgørelsen. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse stille krav om, at leverandøren kan dokumentere, at modtageren har fået de ydelser, der er truffet afgørelse om, og at de aftaler, der er indgået med modtageren om udmøntning af afgørelsen/levering af hjælpen, overholdes. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at dokumentation, kommunikation og indberetning til kommunalbestyrelsen sker på en bestemt måde, eksempelvis via elektronisk indberetning eller lignende. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse kræve, at leverandøren anskaffer de nødvendige arbejdsredskaber hertil. Leverandøren vil alene kunne pålægges at anskaffe de redskaber, der er nødvendige for at foretage den fornødne dokumentation, kommunikation eller indberetning. Da opfølgningen på dokumentationen er en myndighedsopgave, kan kommunalbestyrelsen ikke pålægge leverandørerne at afholde udgifterne til det materiel, der skal forarbejde den indberettede dokumentation hos myndigheden.

Arbejdsmiljø

193. Personalets arbejdsmiljø kan give behov for særlige arbejdsredskaber. Sikring af arbejdsmiljøet er et ansvar, som den enkelte arbejdsgiver har i forhold til sit personale. Kommunalbestyrelsen kan betinge godkendelsen af en leverandør af, at leverandøren lever op til de lovgivningsmæssigt fastsatte arbejdsmiljøkrav mv. Dette indebærer blandt andet, at kommunalbestyrelsen kan kræve, at den enkelte leverandør skal afholde udgiften til, at de arbejdsredskaber (eksempelvis plejesenge, lifte og lignende), der er nødvendige for at sikre arbejdsmiljøet i modtagerens hjem. Se kapitel 29 om arbejdsmiljø.

Kapitel 42

Differentiering af kvalitetskrav

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte selvstændige kvalitetskrav for ydelseskategorierne personlig pleje, madservice med udbringning til hjemmet, madservice uden udbringning til hjemmet og øvrig praktisk hjælp.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte særskilte kvalitetskrav for alle ydelser, der produceres udenfor hjemmet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte kvalitetskrav for flere ydelseskategorier end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Kvalitetskravene skal anvendes som grundlag for godkendelse af leverandører indenfor hver ydelseskategori. Enhver leverandør, der opfylder kvalitetskravene til hver enkelt ydelseskategori, skal kunne godkendes til at levere ydelser indenfor denne kategori, jf. § 17, stk. 1, jf. dog § 3, stk. 1, nr. 2.

194. Den overordnede målsætning med reglerne om frit leverandørvalg er at give hjemmehjælpsmodtagerne valgmuligheder mellem så mange kvalificerede leverandører som muligt. Derfor skal der ved fastsættelsen af kvalitetskravene skabes de bedst mulige betingelser for, at en bred vifte af leverandører kan opnå kommunalbestyrelsens godkendelse. Det betyder blandt andet, at kvalitetskravene ikke må udformes på en måde, der medfører en generel udelukkelse af mindre, private virksomheder.

For at sikre bredden i leverandørkredsen skal kommunalbestyrelsen fastsætte kvalitetskrav for flere forskellige ydelseskategorier. Der skal som minimum fastsættes særskilte kvalitetskrav for den personlige pleje, madservice med udbringning til hjemmet, madservice uden udbringning til hjemmet og for den øvrige praktiske hjælp (rengøring i hjemmet mv.).

Hvis kommunalbestyrelsen har udskilt eller ønsker at udskille visse typer af hjælp yderligere, skal der fastsættes særskilte kvalitetskrav for disse opgaver. Det kan være tilfældet, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at løse opgaver i forbindelse med fx tøjvask eller udbringning af dagligvarer via særlige ordninger uden for hjemmehjælpsmodtagerens hjem. Potentielle leverandører kan anmode om at blive godkendt som leverandør af ydelser inden for hver enkelt ydelseskategori, hvor der fastsættes særskilte kvalitetskrav.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere fastsætte flere ydelseskategorier end de ovenfor nævnte jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3. Dette kan eksempelvis være hovedrengøring.

Kvalitetskrav for hver enkelt ydelseskategori skal være ens for alle leverandører.

Udgangspunktet for fastsættelsen af kravene vil typisk være de krav, der stilles til den eller de leverandører, der hidtil har leveret ydelserne. Da kvalitetskravene skal afspejle det politisk fastsatte serviceniveau, vil beslutninger om ændringer i serviceniveauet kunne betyde, at også kvalitetskravene til leverandørerne skal ændres.

Kvalitetskrav for levering af ydelser i plejehjem, plejeboliger mv.

195. Beboere i plejehjem og lignende boligenheder er som nævnt ikke omfattet af retten til selv at vælge leverandør af serviceydelser. Derfor kan leverandører ikke søge om at blive godkendt til at levere ydelser i disse boligenheder efter godkendelsesmodellen.

Kommunalbestyrelsen er dog, med henblik på at skabe gennemsigtighed, forpligtet til at fastsætte og offentliggøre kvalitetskrav for kommunale serviceydelser til beboere i disse boligenheder, samt krav til kvaliteten af øvrige ydelser, der leveres i disse boligenheder. Se også kapitel 3 om kvalitetsstandarder.

Kapitel 43

Distrikter

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 11. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt kommunen skal opdeles i distrikter, jf. § 5.

Stk. 2. Vælger kommunalbestyrelsen at distriktsopdele kommunen, jf. stk. 1, skal denne opdeling afspejles i kravene til leverandørerne.

196. Hvis kommunalbestyrelsen har besluttet at foretage en opdeling af kommunen i distrikter, jf. bekendtgørelsens § 11, skal det afspejles i kravene til alle leverandører. De private leverandører skal derfor også have mulighed for at blive godkendt i enkelte distrikter, hvis der foretages en opdeling.

Beslutningen om, hvorvidt kommunen skal opdeles i distrikter, skal være baseret på de faktiske forhold i kommunen, herunder kommunens geografi og størrelse. Opdelingen i distrikter må ikke favorisere nogen leverandørvirksomheder frem for andre.

Kommunalbestyrelsen fastsætter forskellige priser i de forskellige distrikter i det omfang, der er forskel i de faktiske omkostninger ved at levere hjælpen i de forskellige distrikter, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 4. Prisforskellene kan fx begrundes i forskelle i vejtid for tæt bebyggede områder og yderområder i en kommune. Kommunalbestyrelsen kan ikke fastsætte forskellige serviceniveauer eller visitationskrav for de forskellige distrikter.

Opdeling i distrikter skal indberettes til fritvalgsdatabasen, se punkt 219 om fritvalgsdatabasen.

Kapitel 44

Frit valg af leverandør af madservice

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 4. Kommunalbestyrelsen træffer, inden leveringen af ydelser bringes i udbud efter § 3, stk. 1, nr. 2, beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2, 3, 4 eller 5 leverandører af henholdsvis personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen træffer inden udbud af madservice beslutning om, hvorvidt der efter udbuddet skal indgås kontrakt med 2 eller flere leverandører. Kommunalbestyrelsens beslutning skal fremgå af udbudsmaterialet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal efter en udbudsforretning efter § 3, stk. 1, nr. 2, indgå kontrakt med de leverandører af henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp samt for madservice minimum de 2 leverandører, der har afgivet de økonomisk mest fordelagtige tilbud, jf. stk. 1, 3 og 4.

Stk. 3

197. Madservice er en del af den praktisk hjælp efter § 83, og forudsætter således en visitation. Madservice er tilbud, hvor maden produceres uden for modtagerens hjem. Maden kan enten bringes ud til modtageren i hjemmet eller være et tilbud til modtageren om at spise på fx et cafeteria, en lokal kro eller et nærliggende plejecenter.

Madservice efter godkendelsesmodellen

198. I lighed med den øvrige personlige og praktiske hjælp er der efter godkendelsesmodellen krav om, at hovedleverandøren – normalt den kommunale leverandør – skal lade sig konkurrenceudsætte af alle godkendte leverandører.

Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at anvende godkendelsesmodellen betyder det, at alle leverandører, der opfylder de fastsatte kvalitets- og priskrav på området har ret til at blive godkendt som leverandører i kommunen. For madservice skal der mindst fastsættes særskilte kvalitets- og priskrav for ydelseskategorierne madservice med udbringning og for madservice uden udbringning, jf. bekendtgørelsen §§ 10 og 13.

Madservice efter udbudsmodellen

199. Hvis madservice bringes i udbud, skal udbuddet resultere i, at der skabes reelle valgmuligheder såvel for brugere, der modtager madservice med udbringning som for modtagere, der modtager madservice uden udbringning. Kommunalbestyrelsen skal som minimum indgå kontrakt med to leverandører inden for hver ydelseskategori. Det skal af udbudsmaterialet fremgå, hvor mange leverandører, kommunalbestyrelsen ønsker at indgå kontrakt med. Se også kapitel 34 om udbud.

Krav til leverandørerne af madservice

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 9.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille kvalitetskrav til leverandører af madservice, der bevirker, at alle leverandører skal benytte en bestemt produktionsform.

200. Der er tre forhold, der særligt gør sig gældende for de krav som kommunalbestyrelsen kan stille til leverandører til madservice jf. bekendtgørelsen § 9, stk. 5:

For det første kan kommunalbestyrelsen ikke fastsætte kvalitetskrav, der betyder, at alle leverandører skal benytte den samme produktionsform. Dette er begrundet i, at modtagerens mulighed for at vælge mellem forskellige måltider tilsidesættes, hvis ydelseskategorier inden for madservice fastsættes helt eller delvist ud fra produktionsform. Der kan således ikke stilles krav om, at alle leverandører skal levere fx frostmad, kølemad eller varm mad.

For det andet har kommunalbestyrelsen pligt til at fastsætte kvalitetskrav for madservice med udbringning til hjemmet og madservice uden udbringning til hjemmet. Der kan ikke stilles, krav om, at alle leverandører skal kunne tilbyde madservice med udbringning til hjemmet, jf. bekendtgørelsen § 10, stk. 1. Bestemmelsen skal sikre, at borgerne får mulighed for at vælge mellem at få maden leveret eller selv sørge for at hente maden eller spise hos leverandøren (fx et plejecenter eller en kro).

For det tredje skal kvalitetskravene til leverandører af madservice medvirke til at give modtageren et forskelligartet udbud af måltider at vælge imellem. Det medfører, at der på visse områder må stilles differentierede krav til leverandørerne. Kommunalbestyrelsen skal derfor stille særskilte kvalitetskrav til almindelige måltider (fx hovedret og biret) samt til ernæringstætte menuer og særlige diæter. Modtagere af madservice har derimod ikke en generel ret til at kunne vælge mellem forskellige måltidsformer, som standardmåltid.

Der kan ikke stilles krav om, at alle leverandører skal kunne levere både normale menuer, ernæringstætte menuer og særlige diæter. Det skal fremgå af orienteringsmaterialet til modtagere af madservice, hvilke måltidstyper de forskellige godkendte leverandører tilbyder.

Kvalitetskrav til leverandører af madservice

201. Kommunalbestyrelsen skal efter bekendtgørelsen § 8 stille en række generelle kvalitetskrav, som alle leverandører af madservice skal leve op til, uanset om de tilbyder udbringning eller ej. Disse generelle kvalitetskrav skal sikre, at de måltider, som modtageren kan vælge imellem, lever op til kommunalbestyrelsens beslutninger om kvalitet, ernæringsindhold og servering.

Kvalitetskravene skal også som for de øvrige ydelseskategorier indeholde en beskrivelse af den godkendte leverandørs observationsforpligtelse og forpligtelse til at meddele kommunalbestyrelsen om observerede forandringer i modtagerens behov.

Endvidere bør der i kvalitetskravene fremgå hvilken frist, der gælder for modtagerens bestilling og afbestilling af måltider. Kvalitetskravene til leverandører af madservice kan derudover indeholde krav om brugerinddragelse og brugerindflydelse.

Kvalitetskravene kan fx også indeholde krav til det udførende personales uddannelse og arbejdsmiljø.

Det er centralt for kvaliteten af måltiderne, at enhver leverandør af madservice lever op til de gældende regler om hygiejne og egenkontrol. Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage fødevareregionernes vurdering i forbindelse med leverandørtilsynet.

Der henvises i øvrigt til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris generelle regler for håndtering af fødevarer mv.

For inspiration ved fastsættelse af kvalitetskravene for madservice kan henvises til »Anbefalinger for den danske institutionskost«, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. www.foedevarestyrelsen.dk.

Kapitel 45

Priskrav

Prisfastsættelse ved kommunal hovedleverandør

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 12. Kommunalbestyrelsen fastsætter mindst én gang årligt priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Priskrav opgøres på baggrund af timeprisen for henholdsvis personlig og praktisk hjælp i hjemmet, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Priskrav for ydelser, der produceres udenfor hjemmet, fastsættes pr. ydelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om et fast tilskud til madservice. Det kommunale tilskud kan ikke udgøre et højere beløb end prisen på det tilbud, modtageren har valgt, jf. bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v.

§ 13. Kommunalbestyrelsen fastsætter som minimum priskrav for personlig pleje i hverdagstimerne, personlig pleje på øvrige tider, madservice med udbringning til hjemmet, madservice uden udbringning til hjemmet samt øvrig praktisk hjælp.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte særskilte priskrav for ydelser produceret udenfor hjemmet, jf. § 10, stk. 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte flere priskrav end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Hvis de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger varierer mellem de forskellige distrikter, jf. § 11, skal dette fremgå af priskravene til leverandørerne i distrikterne, jf. § 14.

202. Det følger af bekendtgørelsen § 12, at kommunalbestyrelsen inden for godkendelsesmodellen skal fastsætte priskrav, der skal stilles til alle leverandører af personlig og praktisk hjælp. Priskravet skal medvirke til at skabe lige konkurrence mellem alle leverandører af personlig og praktisk hjælp og synliggøre de omkostninger, der er i forbindelse med leveringen af personlig og praktisk hjælp ved den kommunale eller private leverandørvirksomhed. Priskravet fastsættes eksklusiv moms, jf. punkt 220.

Priskravene udtrykker som udgangspunkt de omkostninger, der er ved levering af personlig og praktisk hjælp i overensstemmelse med de stillede kvalitetskrav, jf. bekendtgørelsen § 10, stk. 1.

Priskravene er grundlaget for afregning mellem kommunalbestyrelsen og alle godkendte leverandører, der er indgået kontrakt med for levering af personlig og praktisk hjælp, jf. bekendtgørelsen § 18. Priskravet gælder således både den kommunale og de private leverandører. Den enkelte leverandør godkendes til en eller flere af ydelseskategorierne i kommunen, mens priskravene sikrer gennemsigtighed i konkurrencevilkårene.

Priskravet skal som udgangspunkt udgøre de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed inden for den personlige og praktiske hjælp.

For prisfastsættelse efter godkendelsesmodellen med udgangspunkt i private leverandører henvises til punkt 206.

Prisfastsættelse

203. Kommunalbestyrelsen skal som minimum fastsætte følgende priskrav:

– Pr. time praktisk hjælp

– Pr. time personlig pleje i hverdagstimerne

– Pr. time personlig pleje på øvrige tider

– Et måltid leveret i hjemmet (madservice med udbringning)

– Et måltid uden levering til hjemmet (madservice uden udbringning)

De fem priskrav anses for de centrale i forhold til leveringen af den personlige og praktiske hjælp, og skal fastsættes individuelt af hensyn til gennemsigtigheden i prisfastsættelsen, jf. bekendtgørelsen § 13, stk. 1.

Beslutter kommunalbestyrelsen at fastsætte kvalitetskrav for flere ydelseskategorier end de i bekendtgørelsen § 10, stk. 1 og 2 nævnte, skal der ske en yderligere specificering af priskrav. Det kan fx være i forhold til distrikter, rengøring, tøjvask mv., jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3 og § 13, stk. 3.

Vurderingen af, hvorvidt der er grundlag for særskilte priskrav, beror i første omgang på, om der er grundlag for at stille kvalitetskrav til en særskilt ydelseskategori, jf. bekendtgørelsen § 10. Hertil kommer overvejelser om, hvorvidt der er mulighed for at fastsætte valide og afgrænsede priskrav i forhold til ydelseskategorien, fx afhængigt af tidspunktet for leverancen. Det skal sikres, at priskravene kan opfylde kravene til beregning og dokumentation, og om opdelingen tilgodeser kravet om fri og lige konkurrence mellem leverandørerne.

Opgørelse af priskrav

204. Det følger af bekendtgørelsen § 12, stk. 1, at kommunalbestyrelsen mindst en gang om året fastsætter priskrav om personlig og praktisk hjælp. Den årlige fastsættelse af priskrav skal ske for at sikre sammenhængen mellem prisfastsættelsen og kommunens serviceniveau, som den bl.a. kommer til udtryk ved den årlige udarbejdelse af kvalitetsstandarden for personlig og praktisk hjælp. Med en årlig fastsættelse af priskravene tilgodeses tillige hensynet til prisstabilitet for en periode hos leverandørerne af personlig og praktisk hjælp.

Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis revidere priskravene, inden der er gået et år. Det kan være nødvendigt, hvis det konstateres, at de stillede priskrav til en eller flere ydelser ikke er i overensstemmelse med de faktiske omkostninger ved leverancen af den eller de pågældende ydelser. Ekstraordinære ændringer i kvalitetsstandarden herunder kvalitetskravene eller forventede effektiviseringer kan også begrunde en revision af priskravet inden 1 år, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 1 og 2.

Fastsættes priskravet ud fra den kommunale leverandørvirksomhed, skal priskravet for personlig og praktisk hjælp i hjemmet opgøres som timeprisen for personlig og praktisk hjælp leveret i hjemmet, jf. bekendtgørelsen § 12, stk. 2. Det betyder, at kommunens samlede omkostninger til personlig og praktisk hjælp skal sættes i forhold til den reelle og faktisk leverede tid. I opgørelsen af den kommunale leverandørvirksomheds leverede timer hos modtageren indgår den tid, som anvendes hos modtageren, sammen med modtageren eller fx til indkøb eller lignende aktiviteter, der forestås fra hjemmet. Opgørelse af de leverede timer i hjemmet skal ske med udgangspunkt i registrerede data om den tid, der leveres i hjemmet og for de omfattede ydelser, dvs. som minimum personlig pleje i hverdagstimerne, personlig pleje på øvrige tider og praktisk hjælp i hjemmet, jf. også bekendtgørelsen § 13, stk. 1. Skal der beregnes særskilte priskrav i hjemmet i henhold til bekendtgørelsen § 13, stk. 3, opgøres de leverede timer særskilt for disse.

Foretages der ikke en direkte registrering af den faktisk leverede tid i hjemmet, skal der i stedet foretages en stikprøveundersøgelse som dokumentation for den leverede tid i hjemmet (den brugerrettede tid). Derimod er det ikke tilstrækkeligt for kommunerne at lægge visitationen til grund for fastsættelsen af den brugerrettede tid og dermed for prisberegningen.

Størrelsen af stikprøven skal være repræsentativ både med hensyn til antal brugere og plejetyngde, i tidsperiode og i forhold til medarbejdergrupper mv.

Priskravet opgjort pr. time personlig og praktisk hjælp kan illustreres således:

 

Samlede omkostninger for periode X

Pris pr. time =

––––––––––––– ;–––––––––––

 

Samlede antal leverede timer i periode X

For ydelser leveret uden for hjemmet fastsættes priskravet pr. ydelse. Denne bestemmelse er møntet på centrale ordninger som tøjvask, indkøb mv., jf. bekendtgørelsen § 12, stk. 3.

BTP-modellen

205. I forbindelse med fastsættelsen af den brugerrettede tid kan der henvises til KL’s og Socialministeriets BTP-model, som kan findes på www.fritvalgsdatabasen.dk og www.kl.dk. BTP-modellen er KL’s og Socialministeriets fælles anbefaling til beregning af den kommunale leverandørs brugertidsprocent, som indgår i kommunernes prisberegning. BTP-modellen er godkendt af Konkurrencestyrelsen som grundlag for beregning af den brugerrettede tid.

Det fremgår af BTP-modellen, at stikprøven skal være repræsentativt udvalgt i forhold til den del af organisationen undersøgelsen vedrører. For at få et retvisende billede skal alle udførende medarbejdere indgå i den gruppe, stikprøven vælges ud fra. For at gøre perioden repræsentativ bør registreringsperioden som hovedregel omfatte mindst 2 hele uger. Stikprøven bør som minimum omfatte 800 observationer. En observation er her en betegnelse for en medarbejder, der registrerer al sin arbejdstid over en hel vagt. Desuden bør hver medarbejder i stikprøven indgå med mindst 6 observationer – det vil sige, at den pågældende registrerer 6 vagter.

De medarbejdere i leverandørvirksomheden, som ikke direkte udfører personlig og praktisk hjælp – fx ledelsen, administrativt personale, mv. – indgår ikke i opgørelsen og skal derfor heller ikke medtages ved prisberegningen.

Den samlede model omfatter en række vejledninger, hjælperedskaber og eksempler på brugertidsprocentens anvendelse i forbindelse med prisberegninger samt anbefalinger til stikprøvedesign.

Priskrav til leverandører af madservice

206. Alle leverandører, der godkendes til at levere madservice, skal kunne tilbyde modtagerne et måltid (fx en hoved- og biret) i overensstemmelse med kommunens priskrav. Det betyder, at alle godkendte leverandører skal tilbyde mindst ét måltid, hvor modtagerens egenbetaling svarer til egenbetalingen ved valg af den kommunale leverandørs tilbud. Dermed sikres det, at alle modtagere - uanset valg af leverandør - tilbydes et måltid med den samme egenbetaling.

Samtidig skal alle leverandører have mulighed for at tilbyde andre måltider eller måltidssammensætninger. For disse måltider vil det kommunale tilskud være uændret, mens egenbetalingen kan variere. Modtageren kan med en ændret egenbetaling få mulighed for at få særlige ønsker opfyldt.

Det kommunale tilskud kan dog aldrig være større end den valgte leverandørs pris. I tilfælde, hvor modtageren af madservice vælger et måltid, der er billigere end det kommunale tilskud, vil det kommunale tilskud blive reduceret tilsvarende, samtidig med at borgerens egenbetaling falder bort. Leverandørernes forskellige tilbud skal fremgå af informationsmaterialet til hjemmehjælpsmodtagerne.

Er der tale om en kommunal leverandør, skal priskravet til madservice svare til de faktiske omkostninger, som den kommunale leverandør har ved leveringen af ydelsen.

For dokumentationen af priskravene til leverandører af madservice gælder det, at den skal indeholde en omkostningskalkulation, og at det tydeligt skal fremgå, hvilken andel af priskravet der består af henholdsvis det kommunale tilskud og modtagerens egenbetaling.

I de tilfælde, hvor der ikke på tidspunktet for udregningen af prisen er en kommunal leverandør, vil priskravet skulle beregnes på baggrund af de omkostninger, som kommunalbestyrelsen har ved den eller de private leverandørers levering af ydelserne, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 2 og 3.

Hvis de faktiske omkostninger for leveringen af madservice til særlige grupper af borgere, som fx diætkost eller ernæringstæt kost, varierer væsentligt fra de faktiske omkostninger ved levering af normal madservice, bør kommunalbestyrelsen fastsætte særskilte kvalitets- og priskrav for disse.

Ved fastsættelse af modtagerens betaling for madservice kan kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv. med senere ændringer, medregne alle faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere ydelsen.

Prisfastsættelse ved kommunal leverandørvirksomhed

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 14. Kommunalbestyrelsen fastsætter priskrav ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp, jf. dog § 15.

Stk. 2. Kalkulation af kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp skal omfatte alle direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med levering af personlig og praktisk hjælp.

Stk. 3

Stk. 4

207. Priskravet fastsættes ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp.

Omkostningskalkulationen skal foretages for at skabe åbenhed om den kommunale leverandørvirksomhed og for at undgå konkurrenceforvridning mellem leverandører. Omkostningskalkulationen skal sikre, at den offentlige leverandørvirksomhed medtager alle omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp.

Omkostningskalkulationen forudsætter, at kommunalbestyrelsen er klart adskilt fra den kommunale leverandørvirksomhed. Omkostningskalkulationen skal omfatte de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, og ikke udgifterne, som de fremgår af kommunens budget/regnskab. Det skyldes for det første, at det kommunale budget/regnskab ikke omfatter forrentning og afskrivning, som er en del af omkostningerne. For det andet, at omkostninger er en beregnet størrelse, der bygger på indregning af alle produktionsfaktorer, fx bygninger, central lønadministration mv. i leverancen af personlig og praktisk hjælp.

Kalkulationen foretages som minimum for hver ydelseskategori og omfatter både de direkte og indirekte omkostninger ved personlig og praktisk hjælp samt investeringsomkostninger.

Kalkulation af kommunens omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp skal således omfatte:

1) Alle direkte omkostninger, der er forbundet med levering af personlige og praktiske hjælp, fx løn til udførende personale, inkl. pensionsbidrag og andre løndele, over- og merarbejde, materialer mv.

2) Alle indirekte omkostninger, der er forbundet med levering af personlig og praktisk hjælp, fx. indirekte lønomkostninger, andel af fællesomkostninger til fx ledelse, administration, husleje, udstyr, forsikringer, pensionsforpligtigelser, forrentning af drifts- og anlægskapital og afskrivning af anlægsaktiver samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved levering af personlig og praktisk hjælp mv.

For såvel de direkte, som de indirekte omkostninger gælder det, at der som udgangspunkt altid skal henføres det faktisk forbrugte beløb. Der skal være fuld gennemsigtighed i beregningerne og de data, der indgår heri, jf. bekendtgørelsen § 16.

Kommunalbestyrelsen må kun indregne de tilskud i timeprisen, som de private leverandører har mulighed for at opnå på tilsvarende vis som den kommunale leverandør.

I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at anvende en fordelingsnøgle for andelen af omkostninger til en ydelseskategori, skal valg af fordelingsnøgle nærmere begrundes. Et eksempel på en fordelingsnøgle kan være andelen af en lønudgift, husleje i forhold til arealforbruget mv.

Afskrivning

208. Afskrivninger skal medtages i prisberegningen. Afskrivning vil normalt være en indirekte omkostning. Aktiver i kommuner vil typisk være bygninger til forskellige formål, diverse tekniske anlæg, større maskiner, transportmidler og inventar.

Af Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner fremgår det bl.a., at der i de kommunale regnskaber skal medtages aktiver til afskrivning, hvor:

– Aktivet forventes at have en levetid på mere end ét regnskabsår

– Aktivet har en vis økonomisk værdi, det vil sige over 100.000 kr.

Aktiver af en værdi fra 50.000 kr. og op til 100.000 kr. kan medtages.

Aktiver, der ikke opfylder ovenstående betingelser medtages i omkostningskalkulationen i det år, udgiften er betalt (straksafskrivning).

Kommunerne skal som udgangspunkt værdisætte til den historiske kostpris, og denne pris er afskrivningsgrundlaget. Det er i den sammenhæng en forudsætning, at kostprisen kan opgøres pålideligt. Et aktiv bør afskrives systematisk over dets forventede levetid.

Kommunerne skal anvende den lineære afskrivningsmetode. Det årlige afskrivningsbeløb findes ved at dele aktivets historiske kostpris med den forventede levetid. Det vil sige, at der afskrives samme beløb hvert år hen over afskrivningsperioden.

Bygninger

209. Kommunerne skal som nævnt ovenfor værdisætte bygningerne til den historiske kostpris. Som en undtagelse fra reglen om anvendelse af kostprisen gælder i åbningsbalancen for 2007 og fremover, at bygninger anskaffet før 1. januar 1999 skal måles til den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2004 korrigeret for af- og nedskrivninger samt opskrivninger, der er foretaget i 2004 og efterfølgende år. Det gælder også i tilfælde, hvor kostprisen på bygninger anskaffet før 1. januar 1999 er kommunen kendt. En anden metode kan være at sidestille ejede bygninger med lejede bygninger ved opgørelsen. Det kan således undlades at medregne afskrivninger, såfremt der til gengæld indregnes et beløb svarende til markedslejen for de pågældende bygninger eller lokaler.

Forrentning af driftskapital og anlægskapital indgår i omkostningskalkulationen

210. Ved forrentning af driftskapitalen svarer omkostningsposten til en virksomheds omkostninger til likviditetsmæssige udlæg. Det er omkostningen ved at have adgang til en kommunal kassekredit. Modsvares omkostningen af en indtægt, skal denne modregnes. Den anvendte rente skal afhænge af den forventede kredittid, og rentefoden skal svare til markedsrenten.

Ved beregning af omkostninger til forrentning af anlægskapital indgår alle større anlægsaktiver, uanset om de optræder som en del af drifts- eller anlægsbudgettet. Det er det enkelte anlægs karakter, der er afgørende for vurderingen af forrentningen af aktivets værdi, bl.a. afhængig af aktivets levetid.

Yderligere vejledning

211. For reglerne om kommuners afskrivning, statusopgørelse og åbningsbalance i øvrigt skal der henvises til kapitel 8 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

For fremgangsmåde ved anvendelse af omkostningskalkulationer kan i øvrigt henvises til den generelle vejledning for udarbejdelse af omkostningskalkulation, jf. kapitel 9 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner. Endvidere kan der henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler for omkostningskalkulation, jf. lov nr. 378 af 14. juni 1995 samt vejledning nr. 107 af 30. juni 1995 om kommuner og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Her er tillige beskrevet eksempler på omkostningskalkulation.

Endelig skal der gøres opmærksom på kapitel 7.2 i Budget og regnskabssystemet: Regnskabsmæssig redegørelse for omkostningskalkulationer ved kommunal leverandørvirksomhed af personlig og praktisk bistand. Heraf fremgår, at der er krav om, at der i årsregnskabet skal optages en oversigt over beregningsgrundlaget i leverandørvirksomheden for de kommunale myndigheders priskrav.

»Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside; www.im.dk

Prisfastsættelse ved private hovedleverandører

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 15. ...

Stk. 2. I tilfælde, hvor der ikke er en kommunal leverandørvirksomhed for de relevante ydelseskategorier, fastsætter kommunalbestyrelsen priskravene som de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den eller de private leverandørers levering af ydelserne. Kommunalbestyrelsen kan fravige den prisfastsættelse der er nævnt i 1. pkt., hvis det er begrundet i forventede effektiviseringer hos leverandørerne, ændringer i kommunens kvalitetsstandard eller ændringer i aftaleforholdet mellem kommunalbestyrelsen og den eller de private leverandører, jf. stk. 1.

Stk. 3. Prisfastsættelsen efter § 14 kan ligeledes fraviges, hvis kommunalbestyrelsen vælger at gennemføre et udbud indenfor godkendelsesmodellens rammer. Det er en forudsætning for et sådant udbud, at den leverandør, der vinder udbuddet, lader sig konkurrenceudsætte i overensstemmelse med godkendelsesmodellens regler, herunder at der er offentlighed om aftalegrundlaget mellem myndighed og leverandør. Priskravet til øvrige leverandører, der ønsker godkendelse i kommunen, vil i disse tilfælde være de faktiske omkostninger ved kommunalbestyrelsens kontrakt med den private leverandør, der har vundet udbuddet om leverancen.

Stk. 4

212. Hvis der ikke på tidspunktet for prisfastsættelsen er en kommunal leverandørvirksomhed i kommunen, fastsættes priserne som udgangspunkt ud fra de omkostninger, kommunalbestyrelsen har haft til den eller de private leverandører, der hidtil har leveret den personlige og praktiske hjælp, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 2.

Fastsættelsen af priskravene til leverandørerne skal altså som udgangspunkt ske ud fra de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der er forbundet med den leverandørvirksomhed, der hidtil har leveret den personlige og praktisk hjælp i kommunen – typisk den kommunale leverandørvirksomhed.

Der er dog mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan fravige dette princip, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at skabe priskonkurrence på levering af den personlige og praktiske hjælp, uden at sætte begrænsninger for hvor mange kvalificerede leverandører, der kan opnå godkendelse i kommunen. I sådanne tilfælde kan kommunalbestyrelsen vælge at fastsætte priskravene til leverandørerne via et udbud inden for godkendelsesmodellens rammer, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 3.

Der er flere betingelser, der skal være opfyldt for at gennemføre et udbud inden for godkendelsesmodellens rammer. Det skal fremgå af udbudsmaterialet, at den private leverandør, der vinder udbuddet (hovedleverandøren) efter bekendtgørelsen § 15, stk. 3, skal acceptere at lade sig konkurrenceudsætte, således at andre kvalificerede private leverandører får adgang til at tilbyde deres ydelser til hjemmehjælpsmodtagerne på samme vilkår som hovedleverandøren. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen skal godkende andre leverandører, hvis de lever op til de kvalitets- og priskrav, der er fastsat i kontrakten med hovedleverandøren. Aftalegrundlaget mellem myndighed og leverandør er således offentligt – også med hensyn til kvalitets- og priskravene.

Opfølgning, offentliggørelse og fravigelse af principper for prisfastsættelse

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 15. Prisfastsættelse efter § 14 kan delvis fraviges, når fravigelsen er begrundet i forventede effektiviseringer i den kommunale leverandørvirksomhed eller ændringer i kommunens kvalitetsstandard, jf. § 1. Der skal tages bevillingsmæssig stilling i forhold til det kommunale budget, hvis forventede effektiviseringer i den kommunale leverandørvirksomhed eller ændringer i kvalitetsstandarden indgår ved fastsættelsen af priskravet, jf. 1. pkt.

Stk. 2. I tilfælde, hvor der ikke er en kommunal leverandørvirksomhed for de relevante ydelseskategorier, fastsætter kommunalbestyrelsen priskravene som de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved den eller de private leverandørers levering af ydelserne. Kommunalbestyrelsen kan fravige den prisfastsættelse der er nævnt i 1. pkt., hvis det er begrundet i forventede effektiviseringer hos leverandørerne, ændringer i kommunens kvalitetsstandard eller ændringer i aftaleforholdet mellem kommunalbestyrelsen og den eller de private leverandører, jf. stk. 1.

Stk. 3. Prisfastsættelsen efter § 14 kan ligeledes fraviges, hvis kommunalbestyrelsen vælger at gennemføre et udbud indenfor godkendelsesmodellens rammer. Det er en forudsætning for et sådant udbud, at den leverandør, der vinder udbuddet, lader sig konkurrenceudsætte i overensstemmelse med godkendelsesmodellens regler, herunder at der er offentlighed om aftalegrundlaget mellem myndighed og leverandør. Priskravet til øvrige leverandører, der ønsker godkendelse i kommunen, vil i disse tilfælde være de faktiske omkostninger ved kommunalbestyrelsens kontrakt med den private leverandør, der har vundet udbuddet om leverancen.

Stk. 4. § 14, stk. 3 og 4, gælder tilsvarende for § 15, stk. 2 og 3.

213. Kommunalbestyrelsen kan lade de forventede, ændrede omkostninger indgå i grundlaget for priskrav til leverandørerne i tre situationer, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 1.

1) Hvis det er en konsekvens af kommunalbestyrelsens ønske om effektivisering af den kommunale leverandørvirksomhed for derved at sænke priskravet til den personlige og praktiske hjælp.

2) Hvis det er en konsekvens af kommunalbestyrelsens beslutning om ændring i kommunens kvalitetsstandard.

3) Hvis det er en konsekvens af ændringer i aftaleforholdet mellem kommunalbestyrelsen og den eller de private leverandører.

Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen ved fastsættelsen af priskravet på ovenstående grundlag indregner effektiviseringer eller ændringer i kvalitetsstandarden i budgettet og dermed tager bevillingsmæssig stilling i forhold til det kommunale budget.

Prisfastsættelse på baggrund af private hovedleverandører

214. Hvis der ikke på tidspunktet for prisfastsættelsen er en kommunal leverandørvirksomhed i kommunen, fastsættes priserne som udgangspunkt ud fra de omkostninger, kommunalbestyrelsen har haft til den eller de private leverandører, der hidtil har leveret den personlige og praktiske hjælp, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 2.

Det kan være aktuelt i de tilfælde, hvor der i perioden forud for fastsættelsen af priskravet alene har været private leverandører inden for den pågældende ydelseskategori. Priskravet skal efter denne bestemmelse opgøres som kommunalbestyrelsens omkostninger til de private leverandørers levering inden for den pågældende ydelseskategori. Perioden for beregning af de gennemsnitlige, langsigtede omkostningerne er som udgangspunkt den forudgående kontraktperiode. Prisfastsættelsen kan også fraviges efter bekendtgørelsen § 15, stk. 2, på samme grundlag som efter bekendtgørelsen § 15, stk. 1, jf. ovenfor.

Såfremt der ønskes en privat hovedleverandør kan kommunalbestyrelsen gennemføre et udbud inden for godkendelsesmodellen i overensstemmelse med retningslinierne i bekendtgørelse § 15, stk. 3. Dette kan være aktuelt, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at skabe priskonkurrence på levering af den personlige og praktiske hjælp, uden at sætte begrænsninger for hvor mange kvalificerede leverandører, der kan opnå godkendelse i kommunen. Priskravet til øvrige leverandører, der ønsker godkendelse i kommunen, vil i disse tilfælde være de faktiske omkostninger ved kommunalbestyrelsens kontrakt med den private leverandør, der har vundet udbuddet om leverancen.

Der er flere betingelser, der skal være opfyldt for at gennemføre et udbud inden for godkendelsesmodellens rammer. Det skal fremgå af udbudsmaterialet, at den private leverandør, der vinder udbuddet (hovedleverandøren) efter bekendtgørelsens § 15, stk. 3, skal acceptere at lade sig konkurrenceudsætte, således at andre kvalificerede private leverandører får adgang til at tilbyde deres ydelser til hjemmehjælpsmodtagerne på samme vilkår som hovedleverandøren. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen skal godkende andre leverandører, hvis de lever op til de kvalitets- og priskrav, der er fastsat i kontrakten med hovedleverandøren. Aftalegrundlaget mellem myndighed og leverandør er således offentligt – også med hensyn til kvalitets- og priskravene.

Dokumentation for priskrav

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 14.

Stk. 3. I forbindelse med kommunalbestyrelsens aflæggelse af årsregnskab, skal der ske opfølgning og kontrol af, om priskravet har været fastsat korrekt, herunder om de i § 15, stk. 1 nævnte forventede effektiviseringer eller ændringer i kvalitetsstandarden er gennemført jf. § 19.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal justere priskravet for personlig og praktisk hjælp fremadrettet senest to måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at der er misforhold mellem priskravet og de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, jf. § 19.

215. For at sikre den lige konkurrence er det centralt, at de priskrav, kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør til de enkelte ydelseskategorier, er i overensstemmelse med de faktiske omkostninger, der er forbundet med leveringen heraf. Det betyder, at der skal være gennemsigtighed omkring priskravene, og at der skal offentlighed om dokumentationen for, at priskravene er i overensstemmelse med de faktiske omkostninger. Dokumentationsforpligtelsen kan generelt opfyldes ved at offentliggøre omkostningskalkulationen på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, hvilke omkostninger der er medgået i prisfastsættelsen. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen har måttet foretage et skøn i forhold til enkelte elementer i de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, skal der i dokumentationen indgå en begrundelse for skønnet. I de tilfælde, hvor priskravet er fastsat efter et udbud inden for godkendelsesmodellen, skal de priser, der har ligget til grund for kontrakten med den leverandør, der har vundet udbuddet, offentliggøres.

Det følger af ovenstående, at kommunalbestyrelsen skal kunne fremlægge dokumentation, som kan begrunde, at priskravet ikke fuldt ud er beregnet efter en omkostningskalkulation i henhold til bekendtgørelsens § 14. I denne dokumentation skal der som minimum indgå en omkostningskalkulation beregnet i henhold til bekendtgørelsens § 14. Desuden skal der indgå en beskrivelse af de konkrete, forventede effektiviseringer, ændringer i kvalitetsstandarden eller ændringer i aftaleforholdet mellem kommunalbestyrelsen og leverandøren, der kan begrunde fastsættelsen af et priskrav delvis beregnet i henhold til bekendtgørelsen § 15. Beskrivelsen af baggrunden for forventningerne skal illustrere sammenhængen mellem de beskrevne ændringer og de fastsatte priskrav. Dokumentationspligten er begrundet i risikoen for konkurrenceforvridning mellem leverandørerne.

Ændringer i priserne

216. Kommunalbestyrelsen har efter bekendtgørelsen § 14 pligt til at fastsætte priskravet ud fra en kalkulation af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, dog kan bestemmelsen delvis fraviges, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1. Endvidere skal priskravet offentliggøres i medfør af bekendtgørelsen § 16, og kalkulationsgrundlaget skal i medfør af de almindelige regler for offentlighed i forvaltningen være offentligt tilgængeligt.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab foretage opfølgning og kontrol af, om priskravet har været fastsat korrekt, herunder om de i bekendtgørelsen § 15, stk. 1 nævnte forventede effektiviseringer eller ændringer i kvalitetsstandarden er gennemført. Når kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at der er misforhold mellem de faktiske omkostninger ved leverandørvirksomheden og de kommunale priskrav, har kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsen § 14, stk. 4, og de almindelige offentligretlige regler pligt til at rette op på dette forhold. Kommunalbestyrelsen skal således justere priskravet fremadrettet, så de igen bliver i overensstemmelse med reglerne, og offentliggøre den nye pris. Justeringen af priskravene skal ske senest to måneder efter, at kommunalbestyrelsen er blevet opmærksom på, at priskravet ikke er i overensstemmelse med de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved leverandørvirksomheden.

Der skal i øvrigt henvises til kapitel 7.2 i Budget og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

Kapitel 46

Regnskab og kontrol

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 20. Kommunalbestyrelsen foretager løbende registrering af indtægter og omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen forestår en regnskabsmæssig redegørelse for de kommunale omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp, herunder eventuelle afvigelser i forhold til omkostningskalkulationen i henhold til §§ 14 og 15.

217. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at priskravene til personlig og praktisk hjælp, der er fastsat ud fra en omkostningskalkulation, er i overensstemmelse med de faktiske omkostninger, jf. bekendtgørelsen § 18.

Kommunalbestyrelsen skal foretage en regnskabsmæssig redegørelse for omkostningskalkulationerne ved den kommunale leverandørvirksomhed, jf. bekendtgørelsen § 20. Redegørelsen optages i det kommunale regnskab, jf. kapitel 7.2 i Budget og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

Det omfatter to forhold:

I kommunernes årsregnskab optages hvert år en oversigt, der angiver, hvorledes kommunerne senest har beregnet priskravene til leverandørerne af personlig og praktisk hjælp, jf. bekendtgørelsen § 14. Der er ikke særlige formkrav til oversigten. Kommunalbestyrelsen kan derfor vælge at optage de i forvejen udarbejdede omkostningskalkulationer og redegørelse i regnskabet.

I kommunernes årsregnskab optages endvidere en redegørelse for de faktiske omkostninger ved leverandørvirksomheden, herunder eventuelle afvigelser i forhold til omkostningskalkulationen, jf. bekendtgørelsen § 20.

Udfører kommunen opgaver for andre offentlige myndigheder inden for rammerne af lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuner og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder samt reglerne om frit leverandørvalg er der ligeledes krav om en regnskabsmæssig redegørelse. For yderligere oplysninger om regnskabsmæssige redegørelser efter disse bestemmelser henvises til kapitel 7.2.5 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

Kapitel 47

Offentliggørelse af kvalitetskrav og priskrav samt oplysninger om godkendte leverandører

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 16. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre de kvalitets- og priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp, der er fastsat efter §§ 7-15 samt dokumentation for priskravene.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal som led i offentliggørelsen elektronisk indberette de fastsatte kvalitets- og priskrav til leverandører af personlig og praktisk hjælp til Socialministeriet, der sørger for elektronisk offentliggørelse. Socialministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens kvalitets- og priskrav kan tidligst få virkning fra dagen for offentliggørelse af de indberettede oplysninger, jf. stk. 2.

Stk. 4. Uanset stk. 3, skal efterbetaling, jf. § 19, af private leverandører ske for hele perioden, hvor der har været et misforhold mellem priskravet og de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved leverandørvirksomheden.

218. Kommunalbestyrelsen skal mindst 1 gang årligt elektronisk indberette kvalitets- og priskrav samt oplysninger om de leverandører, der er godkendt til at levere ydelser, til Socialministeriets fritvalgsdatabase. De oplysninger, der er indberettet til databasen skal til enhver tid være de gældende oplysninger. Styrelsen for Social Service administrerer databasen, der findes på www.fritvalgsdatabasen.dk.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at offentliggøre kravene, samt indberette oplysninger om godkendte leverandører, er opfyldt gennem indberetningen til Socialministeriet. Socialministeriet vil umiddelbart efter kommunalbestyrelsens indberetning gøre oplysningerne offentligt tilgængelige. Kommunalbestyrelsen har desuden pligt til at offentliggøre de fastsatte kvalitetskrav til leverandørerne i kvalitetsstandarden, jf. § 1, stk. 4, og kan herudover vælge at offentliggøre og informere om kvalitets- og priskravene gennem andre medier mv. Der henvises til skrivelse nr. 9580 af 27. november 2002 om krav og procedure for indberetning til fritvalgsdatabasen.

De indberettede kvalitets- og priskrav kan tidligst få virkning fra dagen for offentliggørelse af de indberettede oplysninger på fritvalgsdatabasen.

Se kapitel 48 om efterbetaling.

Fritvalgsdatabasen

219. Det er kun kommunale myndigheder, der kan indberette informationer til databasen. Alle informationer i databasen er tilgængelige for offentligheden.

Databasen består dels af en række kommuneoplysninger som stamdata om kommunen samt eventuel distriktsopdeling. Dels af generelle leverandørkrav; fx leveringsgaranti, afrapporteringskrav, arbejdsmiljø, brugerundersøgelser, samt endelig kvalitets- og priskrav til de enkelte ydelseskategorier. Derudover indeholder databasen en oversigt over godkendte leverandører, stamdata på godkendte leverandører samt til hvad og i hvilket distrikt leverandøren er godkendt.

Kommunalbestyrelsen kan indberette informationsmateriale om leverandører i form af det materiale, der er udarbejdet i samarbejde mellem kommunen og leverandøren, jf. § 92, stk. 2. I 2006 etableres desuden en række benchmarkingfaciliteter på databasen.

Databasen har tre overordnede formål.

For det første skal databasen være det offentligt tilgængelige medie, hvor alle kommuner skal indberette deres kvalitets- og priskrav mv., jf. lovens § 91, stk. 1 og 4, og § 93, stk. 2.

For det andet giver databasen borgere, kommuner, leverandører og andre interessenter let adgang til de offentliggjorte kvalitets- og priskrav samt godkendte leverandører.

For det tredje fungere databasen som det sted, hvor kommunale myndigheder kan få en oversigt over alle leverandører, der er godkendt til levering af personlig og/eller praktisk hjælp i de enkelte kommuner. Leverandører, der har indgået kontrakt med en eller flere kommuner skal som udgangspunkt anses for generelt kvalificeret til at udføre disse opgaver, jf. § 92.

Kapitel 48

Betaling af leverandører af personlig og praktisk hjælp

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 18. Kommunalbestyrelsen betaler alle godkendte leverandører af personlig og praktisk hjælp mv., jf. § 17, stk. 1, i overensstemmelse med de offentliggjorte priskrav og de nærmere betingelser i kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og den enkelte leverandør.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler for levering af ydelser efter et udbud, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med betingelserne i kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og den enkelte leverandør jf. § 17, stk. 2.

Stk. 3. Betaling af madservice sker i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. og således, at modtageren betaler for en eventuel difference mellem kommunalbestyrelsens tilskud og prisen på det valgte tilbud.

220. Vælger kommunalbestyrelsen godkendelsesmodellen til at gennemføre frit valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp, betales alle godkendte leverandører i overensstemmelse med de offentliggjorte priskrav og de nærmere betingelser i kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og leverandøren.

Vælger kommunalbestyrelsen udbudsmodellen, betales leverandøren i overensstemmelse med kontrakten mellem kommunalbestyrelsen og leverandøren.

Leverandører af madservice skal betales med det kommunale tilskud, suppleret med modtagerens egenbetaling. Det kommunale tilskud må dog ikke overstige den faktiske pris på måltidet eller leverancen.

De kommunale priskrav fastsættes uden moms.

Moms ved afregning

221. Udgangspunktet er, at sociale ydelser er fritaget efter momsloven, men for at sikre ligestilling mellem alle leverandører, herunder også leverandører der henholdsvis bruger underleverandører og har in-houseproduktion, er der fra 1. juli 2006 indført momspligt for private leverandører, der leverer ydelser efter § 83 og er omfattet af reglerne om frit leverandørvalg. Leverandørerne har fra denne dato ret til at fradrage moms på indkøb af disse ydelser. Kommunalbestyrelsen skal afregne med leverandørerne til en pris inklusiv moms og har derefter adgang til at få refunderet udgifterne til moms via den kommunale momsudligningsordning.

Fra 1. januar 2007 ændres momsudligningsordning til momsrefusionsordningen jf. lov nr. 497 af 7. juni 2006. Den kommunale myndighed skal afregne med leverandørerne til en pris inklusiv moms og har derefter adgang til at få refunderet udgifterne til moms via momsrefusionsordningen.

For nærmere information om momsreglerne henvises til Skatteministeriet. For nærmere information om den kommunale momsudligningsordning/momsrefusionsordningen henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Efterbetaling

Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.:

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal efterbetale private leverandører i de tilfælde, hvor det efterfølgende viser sig, at de fastsatte priskrav er lavere end leverandørvirksomhedens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp, jf. § 14, og § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Efterbetalingen skal ske senest to måneder efter, at kommunalbestyrelsen er blevet opmærksom på, at priskravet er lavere end leverandørvirksomhedens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp. Efterbetalingen skal omfatte hele perioden, hvor priskravet har været fastsat for lavt.

222. Kommunalbestyrelsens pligt til at foretage efterbetaling over for private leverandører gælder fra den 20. maj 2005, hvor lov nr. 329 af 18. maj 2005 trådte i kraft.

Det følger af bekendtgørelsen § 19, at kommunalbestyrelsen skal efterbetale private leverandører i de tilfælde, hvor det efterfølgende viser sig, at de fastsatte priskrav er lavere end leverandørvirksomhedens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 91, stk. 9. Efterbetaling skal ske for at sikre, at der ikke sker konkurrenceforvridning ved, at priskravet sættes for lavt, så de private leverandører betales for lidt i forhold til de faktiske omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed.

Er der tale om en privat hovedleverandør, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 3, skal der ligeledes ske efterbetaling efter samme principper, som hvis det var en kommunal hovedleverandør.

I forbindelse med kommunalbestyrelsens aflæggelse af årsregnskab skal der ske opfølgning og kontrol af, om priskravet har været beregnet korrekt, herunder om de forventede effektiviseringer er blevet gennemført som planlagt, jf. bekendtgørelsen § 14, stk. 3. Hvis det viser sig, at effektiviseringerne ikke til fulde er gennemført, eller at timepriserne i øvrigt ikke afspejler de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved levering af personlig og praktisk hjælp, skal kommunalbestyrelsen ændre timepriserne fremadrettet, jf. bekendtgørelsen § 14, stk. 4 og efterbetale de private leverandører senest 2 måneder efter, at kommunalbestyrelsen er blevet opmærksom på, at priskravet ikke svarer til de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, jf. bekendtgørelsen § 19. Efterbetaling skal omfatte hele perioden med for lavt fastsatte priser og udgøre differencen mellem det oprindelige priskrav og det priskrav, der efter en ny beregning er i overensstemmelse med de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved leverandørvirksomheden. Som nævnt i kapitel 11, skal kommunerne i deres årsregnskab optage en redegørelse for de faktiske omkostninger ved leverandørvirksomheden, herunder eventuelle afvigelser i forhold til omkostningskalkulationen, jf. bekendtgørelsen § 20. For yderligere oplysninger om regnskabsmæssige redegørelser efter disse bestemmelser henvises til kapitel 7.2 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

Private leverandører er ikke forpligtet til at tilbagebetale kommunalbestyrelsen, hvis priserne har været fastsat for højt. Baggrunden herfor er, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at fastsætte priserne korrekt, og at de private leverandører har valgt at søge godkendelse på baggrund af de pågældende priskrav.

Uanset, at kvalitets- og priskrav tidligst har virkning fra dagen for offentliggørelse på fritvalgsdatabasen, skal efterbetaling af private leverandører af personlig og praktisk hjælp ske for hele den periode, hvor der har været et misforhold mellem priskravet og de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved leverandørvirksomheden, jf. bekendtgørelsens § 16, stk. 4.

Kapitel 49

Kommunale samarbejder

223. Lovgivningen om frit valg af leverandører af personlig og praktisk hjælp ændrer ikke på de nuværende regler for kommuners adgang til at samarbejde med andre kommuner, herunder deltagelse i de kommunale fællesskaber, jf. den kommunale styrelseslovs § 60.

For så vidt angår spørgsmålet om regelgrundlaget for kommunale fællesskaber, jf. den kommunale styrelseslovs § 60, skal der henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning af 28. juni 2001 om regeludstedelse i forhold til kommunerne, pkt. 4.1.8. Vejledningen kan findes på Indenrigs- og sundhedsministeriets hjemmeside. Det fremgår heraf, at kommunalbestyrelsen ikke kan delegere beføjelser til et kommunalt fællesskab. Hvis et kommunalt fællesskab skal varetage kommunale opgaver, skal det derfor ske ved en overførsel af selve kompetencen i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af kommunale fællesskaber, med deraf følgende krav om tilsynsmyndighedernes godkendelse. Der gælder ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke opgaver og hvilken kompetence kommunalbestyrelser kan tillægge kommunale fællesskaber med mindre andet følger af lovgivningen. For så vidt angår opgaver vedrørende myndighedsudøvelse – det vil sige i hvert fald den del, der består i at regulere borgernes retsforhold – typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og tilladelser - vil det normalt kræve, at der er holdepunkter i loven for at antage, at opgaven kan overføres til et kommunalt fællesskab.

Der er ikke i den sociale lovgivning hjemmel til, at de kommunale myndigheder kan delegere kompetencen til myndighedsudøvelse til fx at træffe afgørelser om personlig eller praktisk hjælp, eller føre tilsyn med levering af disse ydelser, til kommunale fællesskaber.

Kommunal leverandørvirksomhed til andre kommuner

224. Kommunalfuldmagtsreglerne, herunder kommunernes adgang til ud fra værdispildsbetragtninger at udnytte overskudskapacitet, giver kommunalbestyrelsen hjemmel til i et vist begrænset omfang at lade den kommunale leverandørvirksomhed levere personlig og praktisk hjælp til andre offentlige myndigheder.

Der henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om regeludstedelse i forhold til kommunerne, oktober 2001, punkt 4.5, hvor kommunalfuldmagtsreglerne, herunder reglerne om udnyttelse af overskudskapacitet, er beskrevet.

Udover den begrænsede hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne er der endvidere hjemmel til sådanne aktiviteter i lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber. Loven giver hjemmel til, at kommuner kan udføre opgaver for andre offentlige myndigheder, som kommuner efter gældende regler i øvrigt kan løse for sig selv. For de nærmere regler herom henvises til bekendtgørelse nr. 533 af 28. juni 1995 med senere ændringer samt vejledning nr. 107 af 30. juni 1995.

Fra 1. januar 2007 kan kommuner ikke længere udføre opgaver med hjemmel i loven, hvis den enkelte opgaves værdi overstiger EU’s udbudsgrænse for tjenesteydelser. Tærskelværdien er i 2007 på 1.570.203 kr.

Disse opgaver kan således kun udføres i selskabsform, forudsat at lovens betingelser herom er opfyldt. Loven indeholder bl.a. krav om privat deltagelse på mere end 25 % i selskabet, og krav om, at kommunen skal trække sig ud af selskabet, hvis mere end 25 % af selskabets omsætning stammer fra salg til andre end kommuner.

Nedenfor beskrives nogle særlige forhold kommunerne skal være opmærksomme på, hvis de ønsker at levere personlig og praktisk hjælp til andre kommuner, i overensstemmelse med såvel servicelovens regler om frit leverandørvalg som de generelle regler for kommuners adgang til at levere til andre kommuner, som der er henvist til ovenfor.

Central i denne forbindelse er bestemmelsen om, at såfremt værdien af en opgave overstiger 500.000 kr., kan en kommunalbestyrelse kun afgive tilbud på og indgå aftale om udførelse af opgaven for andre kommuner, når opgaven har været i udbud.

I forhold til godkendelsesmodellen betyder dette, at en kommunal leverandørvirksomhed under nedennævnte forudsætninger kan godkendes som leverandør af personlig og praktisk hjælp i en anden kommune, hvis den mulige værdi af opgavevaretagelsen ikke overstiger tærskelværdien på 500.000 kr.

Ved opgaver, der omfatter løbende driftsarbejder, skal værdien af opgaven opgøres for den samlede kontraktperiode, dog højst for en 48 måneders periode. Konkret stilles der krav om, at det ud fra en samlet afvejning af ydelseskategoriernes art og omfang må lægges til grund, at værdien af opgavevaretagelsen ikke overstiger tærskelværdien.

Da en kommune ikke må yde tilskud til en anden kommune, må den pågældende kommune alene afgive tilbud på, og indgå aftale om, leveringen til en pris, der enten svarer til eller ligger over den af leverandørkommunen foretagne omkostningskalkulation efter bekendtgørelse nr. 533. Da det følger af serviceloven, at den ordregivende kommune skal fastsætte priskrav, som alle leverandører skal overholde, vil en anden kommune således alene kunne indgå aftale om opgaven med hjemmel i lov nr. 548, hvis den fastsatte pris enten svarer til eller ligger over det beløb, som leverandørkommunen er kommet frem til, efter at have udført den tidligere nævnte omkostningskalkulation.

Hvis der gennemføres en udbudsforretning inden for godkendelsesmodellens rammer, jf. bekendtgørelsen § 15, stk. 3, er der dog mulighed for, at én kommunes leverandørvirksomhed kan blive hovedleverandør for en anden kommunal myndighed. De nærmere betingelser for at gennemføre en udbudsforretning inden for godkendelsesmodellens rammer er beskrevet i punkt 207.

Beslutter kommunalbestyrelsen at anvende udbudsmodellen som ramme for at godkende og skrive kontrakt med leverandører af personlig og praktisk hjælp, er der ikke noget til hinder for, at en kommunal leverandør kan afgive tilbud til andre kommunale myndigheder, med henblik på at blive godkendt og skrive kontrakt om leverance af personlig og praktisk hjælp.

Tærskelværdien har ingen betydning i denne situation, idet servicelovens betingelser for udbud er analoge til udbudsbetingelserne i lov nr. 548.

I disse tilfælde skal den tilbudsgivende kommune tillige overholde reglerne om omkostningskalkulation i lov nr. 548, ligesom kommunen alene må afgive tilbud på udførelse af en opgave til en pris, der enten svarer til eller ligger over den af kommunen foretagne omkostningskalkulation efter bekendtgørelse nr. 533.

Afsnit IX

Betaling

Kapitel 50

Betaling for tilbud efter § 79 og §§ 83-84

§ 79.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1.

§ 161. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen.

Stk. 2. Der opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når hjælpen efter § 83, stk. 1, og §§ 84 og 85 er varig.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

 

Bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 79, 83 og 84):

§ 1. Kommunen træffer beslutning om betaling for tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Ved fastsættelsen af betalingen kan højst kommunens samlede udgifter, der er forbundet med tilbudet, medregnes, jf. dog §§ 2-3. Kommunen kan vælge at fastsætte betalingen endeligt på grundlag af kommunens budgetterede udgifter til tilbudet, idet betalingen dog skal fastsættes således, at kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke overstiger kommunens samlede udgifter til tilbudet.

Stk. 2. Ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold, skal den samlede betaling for ydelser efter §§ 83 og 84 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre udgifter, der er nødvendige for opretholdelsen af den hidtidige bolig. Kommunen kan ikke opkræve betaling for bolig ved midlertidigt døgnophold.

§ 2. Kommunen kan ikke opkræve betaling for udgifter til personale i forbindelse med

1) hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, der ydes varigt eller i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 23, og

2) hjælp efter servicelovens § 84, som er omfattet af servicelovens §§ 41, 42, 96 og 100.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan kommunen opkræve betaling for personaleudgifter til madserviceordninger.

§ 3. For hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, der ydes midlertidigt, og for hjælp efter servicelovens § 84, som ikke er omfattet af servicelovens §§ 41, 42, 96 og 100, beregner kommunen betalingen på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag, jf. stk. 2-8.

Stk. 2. Indkomstgrundlaget, jf. stk. 1, består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de heri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

Stk. 3. Opgørelsesperioden for indkomstgrundlaget efter stk. 2 er indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 4. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 2-3 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar i indkomståret, jf. stk. 3, og pr. 1. januar det følgende år.

Stk. 5. I indkomstgrundlaget opgjort efter stk. 2-4 fradrages et beløb på 94.600 kr. for enlige og 142.000 kr. for gifte. Fradragsbeløbene reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.

Stk. 6. For personer med børn under 18 år fradrages yderligere et beløb for hvert barn, som for gifte svarer til det særlige børnetilskud pr. 1. januar og for enlige svarer til 3 gange det særlige børnetilskud pr. 1. januar, jf. § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ydes der hjælp på grund af graviditet, medregnes det ventede barn.

Stk. 7. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1-6, anses personer, der lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som gifte.

Stk. 8. Såfremt indkomsten på betalingstidspunktet varigt er forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, jf. stk. 1-7, skal de ændrede indkomstforhold lægges til grund for betalingen.

Stk. 9. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1-2. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget.

§ 4. Betaling for hjælp efter § 3, stk. 1, udgør 3 kr. pr. time, hvis indkomstgrundlaget opgjort efter § 3, stk. 1-8, udgør 2.701 kr. eller derover. Betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr., det beregnede indkomstgrundlag overstiger 2.701 kr. Betalingen kan dog ikke overstige 84 kr. pr. time. Beløbet i 3. pkt. reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb.

Stk. 2. Kommunen kan i ganske særlige tilfælde nedsætte eller forhøje den beregnede betaling under hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

225 . Kommunalbestyrelsen skal på følgende områder træffe beslutning om betaling for tilbud:

1) midlertidig hjælp efter §§ 83 og 84 (personlig og praktisk hjælp, samt afløsning og aflastning)

2) madservice efter § 83, hvor maden produceres uden for modtagerens hjem

3) tilbud efter § 79 (Generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte).

Hvilke udgifter kan indregnes?

226. For alle tilbud efter § 79 samt tilbud om midlertidig hjælp efter §§ 83 og 84 gælder, at de faktiske udgifter, der er forbundet med at producere ydelse, udgør overgrænsen for, hvor meget kommunen kan kræve i betaling for tilbudet. Kommunen kan fastsætte betalingen til et lavere beløb.

Ved de faktiske udgifter forstås fx udgifter til råvarer, materialer, afskrivning på materiel, el og varme, samt udgifter til personale. Kommunen kan eksempelvis kræve betaling for råvarer, der anvendes ved tilberedning af mad.

Personaleudgifter

227. Kommunen kan ikke opkræve betaling for udgifter til personale i forbindelse med

1) hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, der er tildelt varigt eller i forbindelse med pasning af døende, jf. servicelovens kapitel 23, og

2) hjælp efter servicelovens § 84, som er omfattet af servicelovens §§ 41, 42, 96 og 100 om merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og ansættelse af hjælpere.

Madserviceordninger

228. Uanset bestemmelsen om, at der ikke kan opkræves betaling for udgifter til personale, når der er tale om varig hjælp efter § 83, stk. 1, kan kommunen opkræve betaling for personaleudgifter i forbindelse med madserviceordninger.

Kapitel 51

Fastsættelse af betaling for midlertidig hjælp

229. Efter § 3 i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp beregnes betalingen for midlertidig hjælp på grundlag af modtagerens indkomstgrundlag. Opgørelsen af indkomstgrundlaget sker på baggrund af de samme indkomstbegreber, som anvendes i skattelovgivningen. Da indtægtsgrundlaget efter pensionsloven opgøres på grundlag af de samme skattemæssige indkomstbegreber, henvises der til Socialministeriets vejledning om social pension for en mere uddybende beskrivelse af skattelovgivningens indkomstbegreber og opgørelsen af disse.

Betalingen beregnes på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag med visse reguleringer og fradrag, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 4-6 og 8.

Samlevende, der gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller lignende bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, sidestilles med gifte, jf. bekendtgørelsen § 3, stk. 7. Der henvises til pensionslovens praksis for, hvornår samlevende sidestilles med gifte.

Der beregnes kun betaling, hvis indkomstgrundlaget overstiger visse grænser. Indkomstgrundlaget opgøres på grundlag af indkomsten for det senest afsluttede indkomstår, så det indkomstgrundlag, der anvendes i 2007, opgøres på basis af indkomsten i 2005, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Hvis midlertidig hjælp ændres til varig hjælp, skal betalingen ophøre fra det tidspunkt, hvor det vurderes, at modtageren ikke vil blive i stand til at klare sig selv. Kommunen skal træffe afgørelse herom.

Kommunen kan efter praksis indgå aftale med personer, der modtager social pension om, at pensionistens eventuelle betaling for midlertidig hjælp fradrages, før pensionen udbetales. Sådanne aftaler kan når som helst tilbagekaldes af pensionisten.

Eventuel manglende betaling kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Kapitel 52

Fastsættelse af betaling for tilbud

Midlertidigt døgnophold

230. Ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold, skal den samlede betaling for ydelser efter §§ 83 og 84 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb til dækning af husleje og andre udgifter i forbindelse med opretholdelsen af den hidtidige bolig.

Kommunen kan ikke opkræve betaling for bolig ved midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold. Dette gælder uanset boligform. Hvis kommunen fx vælger at benytte en ældrebolig/plejebolig til aflastningsophold, må kommunen derfor afholde udgifterne til husleje mv.

Madservice

231. Ved fastsættelse af betaling for madserviceordninger kan kommunen medregne alle de faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere ydelsen.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at yde et tilskud til madservice. Hvis kommunen vælger dette, så den enkelte modtager ikke betaler de fulde omkostninger ved madserviceordningen, skal det samme tilskud gives til alle modtagere, uanset hvilken leverandør, modtageren har valgt. Tilskuddet skal derfor fastsættes ud fra prisen på et standardmåltid. Borgerens egenbetaling kan dog variere, hvis der vælges andre måltider og måltidssammensætninger end standardmåltidet. Se afsnit om standardmåltider.

Borgerens egenbetaling for madservice beregnes ud fra samtlige omkostninger knyttet til madservice - altså produktion og udbringning af mad i en periode divideret med antal måltider leveret i samme periode fratrukket det kommunale tilskud til standardmåltidet. For madservice uden udbringning skal omkostningerne til udbringning ikke medtages, når de samlede omkostninger fastsættes.

§ 79-tilbud

232. Kommunalbestyrelsen kan opkræve de faktiske udgifter, der er forbundet med ydelsen, jf. punkt 226.

Lavere betaling

233. Kommunen kan - såvel for tilbud, der gives efter behov, jf. §§ 83-84, som for generelle tilbud, jf. § 79 - træffe beslutning om at fastsætte betalingen til et lavere beløb end de faktiske udgifter eller helt undlade at opkræve betaling.

En sådan beslutning skal i givet fald omfatte alle modtagere af det pågældende tilbud.

Bagatelgrænse

234. Der er pr. 1. januar 2005 indført en bagatelgrænse for 60 kr. Denne bagatelgrænse er indført for, at kommunen ikke behøver at opkræve betaling for midlertidig hjemmehjælp i situationer, hvor de administrative udgifter til opkrævning overskrider borgerens egenbetaling. Se bilag 1.

Endelig fastsættelse af betaling

235. Kommunen kan fastsætte betalingen endeligt på grundlag af kommunens budgetterede udgifter til tilbuddet.

I kommunens budget er indtægter og udgifter opgjort eksklusiv moms. Såfremt kommunen fastsætter betalingen på grundlag af de budgetterede udgifter, indgår eventuelle udgifter til moms i det maksimale beløb, som kommunen kan kræve i betaling for tilbudet, jf. ovenfor.

Betalingen skal dog fastsættes således, at kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke overstiger kommunens samlede udgifter til tilbuddet i den samme periode. Vurderingen af om indtægter og udgifter er i balance foretages på grundlag af en kalkulation af de faktiske omkostninger med udgangspunkt i en 4-årig periode. Opgørelsen skal dermed ske med udgangspunkt i det kommunale regnskab.

Betaling i rater

236. Såfremt kommunen træffer beslutning om at indføre en ordning, der indebærer, at modtagerne betaler for de enkelte tilbud i rater, skal kommunen tage stilling til, hvordan der skal afregnes i tilfælde af, at en modtager opsiger tilbuddet, fx madserviceordningen, eller dør.

Kommunen skal informere modtageren om, hvorvidt kommunen i tilfælde af opsigelse eller dødsfald tilbagebetaler et eventuelt forudbetalt beløb forholdsmæssigt eller om betalingen vedvarer en kortere tid efter opsigelsen eller dødsfaldet, fx indtil udgangen af en måned.

Kapitel 53

Beregning af betaling for midlertidig hjælp

237. I bekendtgørelsens § 4, stk. 1, er der fastsat regler om beregning af betalingen for midlertidig hjælp. Efter disse regler betales der 3 kr. pr. time, hvis det indkomstgrundlag, der er opgjort efter reglerne i bekendtgørelsens § 3, udgør 2.701 kr. eller derover. Betalingen forhøjes med 1 kr. pr. time for hver 2.700 kr., det beregnede indkomstgrundlag overstiger 2.701 kr. Der er dog fastsat en maksimumgrænse for den timebetaling, der kan opkræves. Dette beløb reguleres hvert år den 1. januar med den gældende satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbet er 104 kr. i 2006.

Der kan kun kræves betaling for den hjælp, brugeren modtager. Kommunen kan således ikke opkræve betaling for fx vejtid, dvs. den tid, der bruges til transport til og fra den enkelte bruger. Betalingen skal dermed afspejle den direkte anvendte tid i hjemmet.

Nedsættelse/forhøjelse af betaling for midlertidig hjælp

238. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan kommunen i ganske særlige tilfælde nedsætte eller forhøje den betaling, der er beregnet efter reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Nedsættelsen eller forhøjelsen skal ske på grundlag af en konkret vurdering af modtagerens og eventuelle familiemedlemmers situation.

Kommunen kan eksempelvis nedsætte betalingen til et beløb, der skønnes rimeligt, hvis en modtager i en kortere periode skal have hjælp i et betydeligt antal timer, og det er vanskeligt for den pågældende at betale det fulde beløb for de timer, der modtages hjælp i.

Forhøjelse af betalingen kan eksempelvis ske i tilfælde, hvor modtagerens og/eller ægtefællens indkomstgrundlag er nedsat på grund af fradrag, som udelukkende er af skatteteknisk karakter.

Kapitel 54

Mom s

Leje af bolig samt el og varme

239. Levering af ydelserne bolig, el og varme er fritaget for moms. Dvs. at kommunen ikke skal momsregistreres for disse leverancer.

Kost og leje af linned

240. Kost og leje af linned anses som ydelser i »nær tilknytning« til social forsorg og bistand efter momsloven. Disse ydelser er derfor fritaget for moms.

Spørgsmål om moms

241. Alle spørgsmål om momspligt mv. skal rettes til Told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen træffer - med rekurs til Landsskatteretten - afgørelse i sager om moms.

Afsnit X

Pasning af nærtstående med handicap og sygdom

Kapitel 55

Formål

242. Formålet med servicelovens § 118 er i en kortere periode at give mulighed for at ansætte en nærtstående person til at varetage pasnings- og omsorgsopgaver for en person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig sygdom.

Med bestemmelsen gives der mulighed for at varetage praktiske og personlige opgaver for personen i en kortere periode, hvor det enten overvejes, hvilke foranstaltninger der er behov og mulighed for på længere sigt, eller hvor der er behov for i en afgrænset periode at varetage pleje- og omsorgsopgaver, der er uforenelige med at passe et erhvervsarbejde. Formålet kan også være at varetage særlige omsorgsopgaver, som fx deltagelse i behandlinger på sygehus samt praktiske og sociale støttefunktioner.

Der kan kun ske ansættelse til pasning af en nærtstående én gang, dog er der mulighed for at opdele pasningsorloven i to perioder på hver op til 3 måneder. Der kan ikke efterfølgende ansættes en anden nærtstående efter denne bestemmelse. Se også punkt 255.

§ 118 supplerer de øvrige muligheder i serviceloven for pasning af børn og voksne med handicap eller alvorlig sygdom samt døende.

Ret til orlov i pasningsperioden

243. Lønmodtagere mv. har ret til orlov i forbindelse med pasningsforholdet efter reglerne i Lov om orlov til personer med handicap eller alvorlig sygdom, hvis lønmodtageren ikke har ret til orloven efter andre regler, som fx overenskomst. Spørgsmål om ret til orlov skal rettes til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

Kapitel 56

Personkredsen

Den handicappede eller alvorligt syge

244. § 118 omfatter både børn, voksne og ældre, der har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og herunder også demente. Bestemmelsen omfatter desuden personer med kronisk eller langvarig, men ikke uhelbredelig, alvorlig sygdom. Ved langvarig sygdom forstås normalt lidelser, der forventes at vare et år eller mere. Bestemmelsen er derfor også målrettet fx personer med cancer, alvorlige hjertelidelser mv., men ikke døende. Døende med terminalerklæring er omfattet af servicelovens § 119.

Den nærtstående person

245. Som nærtstående person anses fx ægtefælle, samlever, børn, forældre og andre med en så tæt tilknytning, at det er nærliggende, at pasningen og omsorgen varetages af den pågældende Kommunalbestyrelsen kan kun ansætte én person efter servicelovens § 118 til pasning. Der er dermed ikke mulighed for, at flere personer kan dele et ansættelsesforhold efter denne bestemmelse.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen af ansøgningen vurdere, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod, at de er den pågældende person, der varetager pasningsopgaven. Kommunalbestyrelsen bør dog som udgangspunkt godkende pasningsforholdet, hvis der er enighed mellem personen og den nærtstående, såfremt der ikke er afgørende hensyn af fx helbredsmæssig eller sygeplejemæssig art, der taler imod etableringen af pasningsforholdet.

Den person, der skal ansættes til at varetage pasningsforholdet, skal have tilknytning til arbejdsmarkedet. Selvstændigt erhvervsdrivende og dagpengemodtagere er også omfattet af muligheden for ansættelse til pasning. Kontanthjælpsmodtagere vil efter en konkret vurdering kunne komme i betragtning, hvis kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet kan anses for at være opfyldt. Der kan henvises til Ankestyrelsens afgørelse SM C-32-04 om kontanthjælpsmodtagere.

Kapitel 57

Kriterier for ordningen

§ 118. En person med tilknytning til arbejdsmarkedet, der ønsker at passe en nærtstående med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse i hjemmet, skal ansættes af kommunalbestyrelsen, når

1) alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet eller plejebehovet svarer til fuldtidsarbejde,

2) der er enighed mellem parterne om etableringen af pasningsforholdet og

3) kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod, at det er den pågældende person, der passer den nærtstående.

Stk. 2....

246. I forbindelse med kommunalbestyrelsens sagsbehandling skal det vurderes, om betingelserne for ordningen er opfyldt, jf. § 118, stk. 1.

Det er en betingelse for ordningen, at alternativet til pasning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet fx i plejebolig, botilbud eller lignende, eller at plejebehovet svarer til fuldtidsarbejde. Ved vurderingen af plejebehovet bør indgå overvejelser om, om der i forbindelse med handicappet eller sygdommen er særlige omstændigheder, der medfører et behov for at den nærtstående deltager ved kontrol, behandling eller indlæggelse fx pga. personens alder, udviklingshæmning mv.. Kommunen bør samtidig overveje om den nærtstående har opgaver med kørsel til kontrol eller behandling af den nærtstående, ligesom det bør indgå i overvejelserne om der er behov for at varetage pleje- og omsorgsopgaver, der er uforenelige med at passe et erhvervsarbejde.

Det er en betingelse, at parterne er enige om at indgå et pasningsforholde. Ligesom det er en betingelse for pasningsordningen, at der ikke er afgørende hensyn, der taler i mod, at det er den pågældende person, der passer den syge eller handicappede.

Udgangspunktet er at kommunalbestyrelsen skal godkende pasningsforholdet, hvis der er enighed mellem den person, der skal udføre pasningsopgaven og den handicappede eller syge. Der kan dog i visse tilfælde være særlige faglige hensyn fx af sygeplejemæssig art, der taler imod etableringen af pasningsforholdet. Kommunalbestyrelsen skal desuden vurdere, om pasnings- og omsorgsopgaverne er så fysisk eller psykisk belastende for personen, at det ikke vurderes at være til gavn for hverken personen eller den handicappede eller syge at etablere pasningsforholdet.

Det er en forudsætning, at den syge eller handicappede og den nærtstående bor sammen, eller at parterne bor så tæt på hinanden, at det er muligt at varetage de praktiske og personlige opgaver i forbindelse med pasningsorloven.

Sygehusophold

247. Plejeorloven kan efter en konkret vurdering etableres eller opretholdes i forbindelse med hospitalsophold. Det kan gælde fx i situationer, hvor der er tale om indlæggelse af børn, hvor behandlingen finder sted i en anden landsdel end bopælen, eller hvor der er tale om et behandlingsforløb med flere kortvarige indlæggelser. Der henvises til punkt 242 om formålet med bestemmelsen.

Behandling i udlandet mv.

248. § 118 er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. En pasningsorlov kan dermed medtages fx i forbindelse med behandling på sygehuse i udlandet, kortvarige genoptrænings- eller rekreationsophold mv.

Kapitel 58

Sagsbehandling, vejledningsforpligtelse mv.

Ansøgning

249. Ansøgning om pasningsordning rettes til den kommune, hvor den syge eller handicappede har ophold. Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunalbestyrelsen skal ved ansøgning om hjælp efter denne bestemmelse være særlig opmærksom på retssikkerhedslovens § 3, om pligt til at behandle en ansøgning om hjælp så hurtigt som muligt. Det gælder især sager, hvor behandlingen af sagen ikke kan udsættes, uden at formålet med ansøgningen forpasses. Der henvises til kapitel 32 i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration.

Kommunernes vejledningsforpligtelse

250. Da der er tale om en foranstaltning af kortere varighed, bør det indgå i sagsbehandlingen om andre bestemmelser i serviceloven kan være relevante i forhold til den konkrete sag. Det kan fx i forbindelse med sager om børn med handicap eller langvarig sygdom være servicelovens bestemmelser om tabt arbejdsfortjeneste og dækning af merudgifter. I forbindelse med sager med voksne med handicap eller alvorlig sygdom kan det være servicelovens bestemmelser om hjælp i hjemmet, aflastning, eller tilskud til praktisk og personlig hjælp i hjemmet eller til ansættelse af hjælpere.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med sagsbehandlingen være opmærksom på den udvidede pligt til at yde rådgivning og vejledning til personer med handicap efter servicelovens § 12. Der henvises til vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven.

 

251. Kommunalbestyrelsen bør sikre, at der i god tid inden pasningsorlovens ophør er taget kontakt til den handicappede eller syge eller personens værge/pårørende, så der ved fortsat pasnings- og plejebehov oplyses og vejledes om mulighederne for dækning af behovet ud fra en helhedsorienteret tilgang. For voksne med handicap kan der fx udarbejdes en handlingsplan efter servicelovens § 141. I forbindelse med overvejelserne om mulighederne for at vare tage den praktiske og personlige hjælp, pleje mv. bør der også indgå overvejelser om boligforhold, fx midlertidig botilbud, plejebolig, eller boligændringer i hjemmet.

Vurdering af ansøgning om pasningsordning

252. Kommunalbestyrelsen skal vurdere, om den handicappede eller alvorligt syge er omfattet af personkredsen og opfylder kriterierne for at kunne omfattes af ordningen. Kommunalbestyrelsen kan fx indhente lægelige oplysninger i forbindelse med sagsbehandlingen. Kommunalbestyrelsen skal samtidig foretage en vurdering af, at der ikke efter servicelovens § 118, stk. 1, nr. 3, er afgørende hensyn der taler i mod, at det er den udpegede person, der passer den nærtstående. Der henvises til vejledningens punkt 246.

Kapitel 59

Ansættelse, lønforhold mv.

§ 118.

Stk. 2. Personen skal ansættes af den kommune, hvor den nærtstående bor. Lønnen udgør 16.556 kr. om måneden. Der betales pensionsbidrag med i alt 12 pct. hvoraf de 4 pct. tilbageholdes i lønnen, mens arbejdsgiveren betaler 8 pct. af lønnen.

Stk. 3. Personen kan ansættes i op til 6 måneder i sammenhæng til at passe den nærtstående. Aftale om en ansættelsesperiode på mindre end 6 måneder kan ikke efterfølgende ændres. Ansættelsesperioden kan efter ønske fra personen opdeles i 2 perioder af indtil 3 måneder. En deling af ansættelsesperioden eller aftale om ansættelsesperioder på mindre end 3 måneder kan ikke efterfølgende ændres. Den samlede ansættelsesperiode kan højst være 6 måneder i alt for den pågældende nærtstående.

Stk. 4. Der indgås en ansættelsesaftale mellem personen og kommunalbestyrelsen, hvor de nærmere vilkår i forbindelse med ansættelsesforholdet beskrives, herunder angivelse af, hvem den nærtstående er, periodens længde, arbejdsopgaverne, opsigelsesvarsler m.v. Hvis ansættelsen på grund af undskyldelige omstændigheder afbrydes i ansættelsesperioden, udbetaler kommunen løn til den ansatte i 1 måned efter udgangen af den måned, hvor ophøret finder sted. Såfremt personen får et andet forsørgelsesgrundlag inden for denne periode, bortfalder kommunens forpligtelse.

253. Kommunalbestyrelsen ansætter den nærtstående person til at udføre pasnings- og omsorgsopgaverne, jf. servicelovens § 118, stk. 2 og stk. 4. Der skal udarbejdes en ansættelseskontrakt for den nærtstående, hvor de nærmere vilkår i forbindelse med ansættelsesforholdet beskrives, herunder periodens længde, arbejdsopgaverne, opsigelsesvarsler mv.

En pasningsorlov efter servicelovens § 118 kan ikke deles af flere personer. Da udgangspunktet for ordningen er et behov for pleje og omsorg, der svarer til et fuldtidsarbejde, kan pasningsorloven heller ikke bevilges som en deltidsorlov.

Ansættelseskontrakt

254. Ansættelseskontrakten skal udformes i overensstemmelse med Beskæftigelsesministeriets gældende retningsliner, jf. lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet. Da der er tale om en ansættelse, bevarer personen de arbejdsrelaterede rettigheder som fx A-dagpengeret under orloven.

Spørgsmål om fortolkning af ansættelsesaftalen og herunder fx misligholdelse, kan ikke indbringes for Det sociale nævn.

Pasningsorlovens længde, opdeling mv.

255. Personen kan ansættes i op til 6 måneder til at passe den nærtstående. Ansættelsesperioden kan efter ønske opdeles i 2 perioder på hver op til 3 måneder. Når aftalen er indgået, kan den ikke efterfølgende ændres. Det betyder, at pasningsorloven ikke kan forlænges, opdeles mv., når aftalen er indgået og personen er blevet ansat.

Kommunen skal dog i forbindelse med vejledningen om muligheden for ansættelse til pasning oplyse, at orloven kan deles i 2 perioder på hver op til 3 måneder, dvs. i alt op til 6 måneders ansættelse til pasning. Der kan henvises til Ankestyrelsens afgørelse SM C-13-04, hvor en kommune ikke kunne afslå at ansætte en borger til pasning efter § 118 i en ny periode, fordi kommunen ikke kunne dokumentere at have vejledt borgeren korrekt om muligheden for at opdele pasningsorloven i 2 perioder, jf. kommunernes udvidede vejledningsforpligtelse efter retssikkerhedslovens § 5.

Borgerens ønske om en eventuel opdeling bør indgå i en skriftlig afgørelse til borgeren, idet muligheden for at opdele orloven ellers forpasses.

Løn, pension og feriepenge mv.

256. Den kommune, hvor den nærtstående (syge eller handicappede) bor, afholder udgifterne til løn mv.

Den nærtstående aflønnes med det lønniveau, der er fastlagt i § 118, stk. 2 i lov om social service. Lønniveauet reguleres en gang årligt, jf. § 176, stk. 5 i lov om social service. Lønniveauet offentliggøres i Socialministeriets »Vejledning om satser« – der kan findes på www.social.dk, under »Tal og satser«. Hvis en aftale om pasning løber hen over årsskiftet, reguleres lønnen for den del af pasningsperioden, der ligger efter 1. januar i det nye år med den nye gældende sats.

Ud over lønnen skal der betales pensionsbidrag på i alt 12 pct., hvoraf de 4 pct. tilbageholdes i lønnen, mens kommunen som arbejdsgiver betaler et bidrag på 8 pct. af lønnen. Kommunen tilbageholder desuden A-skat, lønmodtagerens eget bidrag til ATP, Arbejdsmarkedsbidrag samt øvrige lovpligtige bidrag efter de gældende regler. Kommunen skal som arbejdsgiver betale sin andel af ATP og arbejdsmarkedspension, jf. ovenfor, samt feriepenge efter ferielovens regler.

Bidrag til arbejdsmarkedspension indbetales af kommunen til personens egen pensionskasse, forsikringsselskab eller lignende, hvor det hidtidige pensionsbidrag er blevet indsat. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, eller hvis der ikke tidligere er indbetalt til arbejdsmarkedspension, kan kommunen oprette en pensionsordning fx i Kommunernes Pensionsforsikring, i et forsikringsselskab eller en bank, efter forudgående aftale med den nærtstående.

Opsigelse mv.

257. Hvis ansættelsesforholdet ophører inden den aftalte periodes udløb, skal lønmodtagere, der har orlov fra sit arbejde, uden ugrundet ophold give sin tidligere arbejdsgiver meddelelse om at arbejdet ønskes genoptaget. Dette skal ses i sammenhæng med reglerne om varsel i § 2 i lov om orlov til lønmodtagere, der passer nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom. Spørgsmål herom rettes til Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggende.

Hvis ansættelsesforholdet af undskyldelige omstændigheder afbrydes i ansættelsesperioden, fx på grund af den nærtståendes død, egen sygdom eller andre personlig forhold, der gør det umuligt at udføre pasnings- og omsorgsopgaverne, skal kommunen udbetale løn til den ansatte i en måned efter udgangen af den måned, hvor ansættelsen ophører.

Eksempel

Malene har passet sin mand i 2 måneder, da han er alvorligt syg. Manden dør pludseligt den 6. august. Kommunen skal derefter udbetale løn for hele august og september måned til Malene, med mindre hun ønsker og får mulighed for at vende tilbage til sin tidligere arbejdsplads inden udgangen af september – og dermed får en lønindtægt derfra.

Hvis Malene derimod starter på sin tidligere arbejdsplads den 15. september, ophører kommunens forpligtelse til at betale løn, pension mv. fra denne dato.

Kapitel 60

Behov for aflastning, arbejdsmiljø mv.

258. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tildeling af pasningsorloven foretage en konkret og individuel vurdering af behovet for pleje og omsorg, herunder om der samtidig skal stilles hjælp til rådighed efter andre bestemmelser. Det kan være hjælp i forbindelse med pleje- og omsorgsopgaver, der kræver mere end en person, aflastning i pasningsperioden, nødvendige tekniske hjælpemidler for at arbejdet kan udføres forsvarligt mv.

Eksempel

Hanne er delvist lammet efter en hjerneblødning – og har omfattende hjælpebehov – og samtidig behov for kørsel og deltagelse ved behandling og genoptræning. Hendes mand ønsker i første omgang en pasningsordning i 3 måneder, så familien får mulighed for at vurdere, om Hanne kan passes i hjemmet i fremtiden. Han søger og får mulighed for, at der kan bevilges endnu en 3 måneders pasningsperiode, såfremt der også efter genoptræning er behov herfor.

Kommunen vurderer, at alternativet til pasningsordningen er døgnophold udenfor hjemmet. Pasningsbehovet er spredt på mange opgaver i løbet af døgnet, og kommunen bevilger derfor samtidig hjælp efter servicelovens §§ 83 om praktisk og personlig bistand i hjemmet til hjælp i nattetimerne og 6 timer ugentligt i dagtimerne samt aflastning hver 3 weekend.

Arbejdsmiljø

259. Kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvordan arbejdet kan udføres på forsvarlig vis – i overensstemmelse med de gældende regler om arbejdsmiljø ved arbejde i private hjem. Der kan henvises til kapitel 29.

Afsnit XI

Klage

Kapitel 61

Klageregler

260. Reglerne om klageadgang findes i retssikkerhedslovens kapitel 10 og servicelovens § 166, som henviser til retssikkerhedsloven. Hovedreglen er, at afgørelser efter serviceloven kan indbringes for det sociale nævn, medmindre andet er bestemt i loven. Der henvises herom til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område afsnit V. I dette kapitel gives alene en kort oversigt over mulighederne for at klage over afgørelser i konkrete sager på de vigtigste af de områder, der er nævnt i denne vejledning.

Afgørelser med klagemulighed

261. Det følger af hovedreglen i § 166, at afgørelser om følgende kan indbringes for det sociale nævn:

– Tildeling af bolig i plejehjem eller beskyttet bolig (bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

– Ret til bolig i plejehjem eller beskyttet bolig i en anden kommune (bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

– Betaling for bolig og øvrige ydelser i plejehjem og beskyttede boliger (bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger), dog ikke takstfastsættelse for tilbud, jf. ovenfor

– Krav om, at en beboer i plejehjem eller beskyttet bolig skal flytte (bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger)

– Betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

– Adgang til kontant tilskud til udgifter til personlig og praktisk hjælp, jf. § 95 (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

– Beregning af tilskud til udgifter til personlig og praktisk hjælp, jf. § 95 (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

– Betaling for midlertidigt døgnophold, herunder aflastningsophold (bekendtgørelse om betaling for tilbud)

– Afgørelser om genoptræning og vedligeholdelsestræning, jf. § 86.

Undtagelser

262. Kommunalbestyrelsens beslutning om at iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter § 79 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Afgørelser om støtte til individuel befordring efter § 117 kan heller ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kommunalbestyrelsens beslutning om fastsættelse af det generelle serviceniveau - herunder om, hvor mange pladser, der skal være til rådighed for kommunens indbyggere - og takstfastsættelse for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed. Sådanne klager må rettes til kommunalbestyrelsen, som har det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed, jf. § 15 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Klage over sagsbehandlingen (sagsbehandlingstid, personalets optræden mv.) i en kommune bør rettes til borgmesteren, som er den øverste daglige leder af forvaltningen. Klager over disse emner kan også rettes til ombudsmanden, jf. punkt 267.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed i en kommune rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren. Klagen kan ikke indbringes for det sociale nævn. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning, fx hvornår maden bliver bragt ud, eller hvor hjemmehjælperen i det konkrete tilfælde vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at lade modtageren benytte sig af muligheden for fleksibel hjemmehjælp.

Kapitel 62

Særlige klageregler

Klage over personlig og praktisk hjælp, samt afløsning og aflastning

263. Afgørelser om personlig og praktisk hjælp efter § 83, samt afløsning og aflastning efter § 84 skal først ske til klagerådet, jf. § 166, stk. 2. Der er ingen klagefrist for disse klager. Klagerådet udarbejder herefter en indstilling til kommunalbestyrelsen, som på baggrund af denne tager fornyet stilling til sagen. Herefter giver kommunalbestyrelsen borgeren meddelelse om, hvorvidt borgeren har fået medhold i klagen. Hvis borgeren ikke får medhold i klagen eller kun delvist medhold i klagen, kan der inden 4 uger klages til det sociale nævn. Klagen skal indgives til kommunalbestyrelsen, der straks skal sende klagen videre til det sociale nævn uden at genvurdere afgørelsen. Hvis der er nye oplysninger i klagen, skal der dog foretages en ny genvurdering inden klagen sendes videre. Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område og vejledningen om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Derudover gælder den generelle forvaltningsretlige regel om, at en sag kan genoptages, hvis der er tale om væsentlige nye forhold i sagen. Der er derfor ikke noget til hinder for, at borgeren i stedet for at klage til klagerådet beder kommunen om at træffe en ny afgørelse på baggrund af de nye oplysninger om sagens faktiske forhold.

Klage over magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

264. Der henvises til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, servicelovens § 82 og kapitel 24.

Klage til kommunalbestyrelsen

265. Kommunalbestyrelsen skal til enhver tid afklare, om der er tale om en klage over afgørelser eller om en klage over serviceniveauet. Hvis kommunalbestyrelsens vurderer, at klagen drejer sig om en konkret afgørelse, skal borgeren give sit samtykke før sagen oversendes til klagerådet.

Klage til Ankestyrelsen

266. Det fremgår af § 63 i retssikkerhedsloven, at det sociale nævns afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører samt kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

Klage til Folketingets Ombudsmand

267. Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning, herunder områder hvor kommunerne træffer afgørelser, der ikke kan påklages til en statsmyndighed.

Særlige klageregler i forhold til frit valg af levering af personlig og praktisk hjælp

268. Udgangspunktet for reglerne om frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp er, at der ikke må ske konkurrenceforvridning mellem leverandører. I tilfælde hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt dette princip er overholdt, eller reglerne om frit leverandørvalg er overtrådt på anden vis, har leverandøren flere klagemuligheder. Nedenfor beskrives disse muligheder.

Det bemærkes generelt, at en leverandør – inden vedkommende eventuelt retter henvendelse til en anden (klage)myndighed – altid bør rette henvendelse til forvaltningen eller kommunalbestyrelsen i den kommune, som leverandøren har indgået eller ønsker at indgå kontrakt med. Herved får kommunen mulighed for at genoverveje sine beslutninger, inden en egentlig klageprocedure iværksættes.

Klage over fastsættelse af priskrav

269. Klage over, at de fastsatte priskrav (§ 91) vedrørende godkendelsesmodellen indeholder konkurrenceforvridende støtte rettes til Konkurrencerådet.

Hvis Konkurrencerådet finder, at der foreligger konkurrenceforvridende støtte, hører rådet tilsynsmyndigheden (det almindelige kommunale tilsyn) om lovligheden af støtten.

Hvis der foreligger en ulovlig konkurrenceforvridende støtte, kan rådet udstede påbud til kommunalbestyrelsen om, at støtten skal ophøre, hvis:

1) støtten direkte eller indirekte har til formål eller til følge at forvride konkurrencen og

2) ikke er lovlig i henhold til offentlig regulering.

Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Konkurrencerådet. Henvendelse vedrørende spørgsmål om konkurrenceforvridende støtte kan ske til Konkurrencestyrelsen.

Konkurrencestyrelsen har udgivet en vejledning om konkurrenceforvridende støtte. Vejledningen kan findes på Konkurrencestyrelsens hjemmeside www.konkurrencestyrelsen.dk under » konkurrence, regler, vejledninger «.

Klage over fastsættelse af kvalitetskrav

270. En klage over, at der stilles forskellige kvalitetskrav til leverandørerne, og at der derfor sker en forskelsbehandling af leverandørerne, vil i visse tilfælde være omfattet af konkurrenceloven. Henvendelse herom kan ske til Konkurrencestyrelsen. Tidligere afgørelser om dette emne kan findes på www.konkurrencestyrelsen.dk.

Andre spørgsmål om lovligheden af kommunalbestyrelsens fastsættelse af kvalitetskrav kan indbringes for den tilsynsførende direktør for statsforvaltningen, jf. lov om kommunernes styrelse § 47, stk. 2. Der henvises til afsnit 11.2. Hvis statsforvaltningen beslutter, at der er grundlag for at rejse en tilsynssag, vil denne kunne tage stilling til, om fastsættelsen af kvalitetskravene er i overensstemmelse med lovgivningen, herunder om reglerne i bekendtgørelsen generelt er opfyldt. Se www.statsforvaltning.dk.

Klage over udbud af ydelser

271. Alle tilbudsgivere skal have lige vilkår i et udbud. En forbigået virksomhed kan derfor klage til Konkurrencestyrelsen over et udbud, hvis der er grund til at tro, at nogle af reglerne om udbud ikke er overholdt.

Det er bedst at klage så tidligt som muligt, og inden udbudsforretningen er afsluttet, dvs. inden udbyder har besluttet, hvem der skal have ordren, og kontrakten om opgaven er skrevet under.

Konkurrencestyrelsen har den mulighed, at den hurtigt kan tage kontakt til udbyderen eller – hvis der er tale om et udenlandsk udbud – til sin kontaktperson i det pågældende land med henblik på at undersøge sagen og komme med et forslag til, hvordan problemet kan løses.

Det kan føre til, at udbuddet ændres og dermed lovliggøres, inden udbyder vælger, hvem der skal have ordren.

Klager over et igangværende udbud, rettes til Konkurrencestyrelsen.

Konkurrencestyrelsen betragter henvendelser med klager over udbud som tegn på, at der kan være begået fejl i udbudsprocessen. Det er derfor styrelsen, der undersøger, behandler og afslutter sagen. Enhver kan således rette henvendelse til Konkurrencestyrelsen med eventuel klage over et udbud.

Hvis udbuddet er nået så langt, at der allerede er skrevet kontrakt, er det som regel for sent at ændre resultatet, da kontrakten er bindende. Her må Konkurrencestyrelsen i de fleste tilfælde henvise klageren til at gå til Klagenævnet for Udbud med sin sag.

Klagenævnet for Udbud er en uafhængig administrativ klageinstans - et domstolslignende klagenævn - der ikke er undergivet instruktionsbeføjelser fra nogen. Klagenævnets afgørelser kan med enkelte undtagelser indbringes for domstolene, men de kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Klagenævnet behandler klager over offentlige udbyderes overtrædelser af EU-fællesskabsretten ved udbud af bl.a. tjenesteydelser.

Klage til nævnet forudsætter, at klager har en retslig interesse i at få konstateret, at udbudsreglerne er overtrådt, eller er anført på en liste over klageberettigede organisationer.

Klagenævnet har bl.a. kompetence til at tilkende tilbudsgivere erstatning for tab som følge af overtrædelse af reglerne om udbud.

Klagen sendes til Klagenævnet for Udbud.

For yderligere vejledning henvises til Konkurrencestyrelsen.

Klage over afslag på godkendelse til at levere personlig og praktisk hjælp

272. En leverandør, der har fået afslag på godkendelse, kan klage til kommunalbestyrelsen.

Efter § 91, stk. 2, har kommunalbestyrelsen som udgangspunkt pligt til at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder de af kommunalbestyrelsen fastsatte kvalitets- og priskrav.

Det er en forudsætning, at leverandøren opfylder nogle grundlæggende krav til økonomisk og faglig hæderlighed. Leverandøren skal have orden i økonomien, være hæderlig i sin erhvervsudøvelse og opfylde sine økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og sociale ydelser mv.

Offentlige myndigheder kan stille krav om hæderlighed ved udbud efter EU’s udbudsregler. Det er hensigtsmæssigt, jf. bekendtgørelsen § 17, stk. 2, at den samme standard for økonomisk og faglig hæderlighed anvendes ved de kommunale myndigheders vurdering af, om der er grundlag for godkendelse af leverandører for personlig og praktisk hjælp.

Det fremgår af EU’s udbudsregler, at enhver tjenesteyder kan udelukkes fra deltagelse i en udbudsprocedure:

a) hvis bo er under konkurs, likvidation, skifte eller tvangsakkord uden for konkurs, som har indstillet sin erhvervsvirksomhed eller befinder sig i en lignende situation i henhold til en tilsvarende procedure, der er fastsat i national lovgivning,

b) hvis bo er begæret taget under konkursbehandling eller behandling med henblik på likvidation, skifte eller tvangsakkord uden for konkurs eller enhver tilsvarende behandling, der er fastsat i national lovgivning,

c) som ved en retskraftig dom er dømt for en strafbar handling, der rejser tvivl om hans faglige hæderlighed,

d) som i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv har begået en alvorlig fejl, som de ordregivende myndigheder bevisligt har konstateret,

e) som ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til betaling af bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til retsforskrifterne i det land, hvor han er etableret, eller i den ordregivende myndigheds land.

f) som ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og afgifter i henhold til retsforskrifterne i den ordregivende myndigheds land, eller

g) som svigagtigt har givet urigtige oplysninger ved meddelelsen af de oplysninger, der kan kræves i henhold til dette kapitel, eller som har undladt at give disse oplysninger.

Den endelige vurdering af, om en leverandør kan godkendes af kommunalbestyrelsen, vil derfor fortsat skulle ske med udgangspunkt i de konkrete kvalitetskrav for de enkelte ydelseskategorier, der stilles i den pågældende kommune.

Desuden skal de offentlige myndigheder ved ethvert udbud sikre sig, at kravene i lov om begrænsning af skyldnerens muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger, lovbekendtgørelse nr. 336 af 13. maj 1997 (restanceloven) er opfyldt, før der indgås kontrakt med en leverandør. Kravene går i hovedtræk ud på, at det offentlige i forbindelse med udbud skal kræve en tro- og loveerklæring fra tilbudsgiverne om, at de ikke skylder over 100.000 kr. i skat mv. Det er hovedreglen, at en virksomhed, der skylder mere, ikke må antages som leverandør. Der kan dog accepteres sikkerhedsstillelse.

Klage over efterbetaling

273. En klage over manglende, for sen, eller forkert beregnet efterbetaling, og at der derfor sker forskelsbehandling af leverandørerne, kan være omfattet af konkurrenceloven. Henvendelse herom skal ske til Konkurrencestyrelsen.

Afsnit XII

Tilsyn

Kapitel 63

Tilsyn og opfølgning

274. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale område efter den sociale lovgivning.

Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens §§ 15 og 16 pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Om tilsynsreglerne generelt henvises til den generelle vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område afsnit IX.

Tilsyn med opgaver efter servicelovens §§ 83 og 86

§ 151. Ud over pligten til løbende at følge op på enkeltsager, jf. § 150, har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 83 og 86 løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. § 139.

Stk. 2

Stk. 3

Stk. 4

275. Kommunalbestyrelsens pligt til at føre tilsyn med løsningen af de opgaver, som myndigheden har truffet afgørelse om i henhold til §§ 83 og 86 i lov om social service, er præciseret i lovens § 151. Det fremgår af § 151, stk. 1, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 83 og 86 løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder.

Kommunalbestyrelsens tilsynspligt

276. Kommunalbestyrelsens tilsynspligt indebærer, at kommunalbestyrelsen som myndighed har pligt til at føre tilsyn med, at opgaverne løses med den kvalitet - både fagligt og økonomisk - som myndigheden inden for lovgivningens rammer har besluttet, der skal være i kommunen. Kommunalbestyrelsen skal således aktivt, opsøgende og systematisk påse, at alle får den hjælp, som de har krav på, og at hjælpen har den kvalitet, som myndigheden har besluttet, at der skal være.

Kommunalbestyrelsens ansvar for og opgave med at føre tilsyn skal ses i sammenhæng med, at kommunalbestyrelsen også som myndighed har ansvaret for, at de personer, der er berettiget til hjælp efter den sociale lovgivning, får den hjælp, der er truffet afgørelse om.

Det er ud over det indholdsmæssige også overladt til kommunalbestyrelsen at organisere og tilrettelægge service og tilsyn på ældreområdet. Det er i den forbindelse vigtigt, at der foreligger klare veldefinerede mål for den service, der skal gives på ældreområdet, således at det blandt andet via tilsynet er muligt for de politisk ansvarlige at påse, om de politiske målsætninger udmøntes i praksis. De politisk ansvarlige bør derfor løbende underrettes om udmøntningen af ældrepolitikken i praksis. Dette kan bl.a. ske ved, at den overordnede ledelse i forvaltningen rapporterer til kommunalbestyrelsen. Der henvises blandt andet til »Projekt Kvalitetsstandarder« i Styrelsen for Specialrådgivning og Social Services regi.

Det er et led i pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen ikke kun skal reagere, hvis kommunalbestyrelsen konkret modtager information om, at der er grund til at kritisere visse dele af hjælpen. Tilsynsvirksomheden skal være aktivt, opsøgende og systematisk, og bør udføres på en sådan måde, at det også er opsøgende over for eventuelle problemer.

En målrettet og systematisk tilsynsvirksomhed har en forebyggende virkning. Der er en effekt ved, at de personer, som udfører eller er ansvarlig for at tilrettelægge hjælpen, er opmærksomme på, at kommunalbestyrelsen aktivt fører tilsyn. Problemer kan blive afværget i tide, før forhold omkring hjælpen udvikler sig på en ikke acceptabel måde. Derfor bør tilsynet ikke kun omfatte områder, hvor der kunne opstå problemer, men hele kommunens ansvarsområde.

Tilsynspligten indebærer, at kommunalbestyrelsen har pligt til at reagere, hvis medlemmerne får informationer om, at der er eller kan være grundlag for kritik. Kommer der fx oplysninger frem om, at plejen og omsorgen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i overensstemmelse med kommunens politik på området, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er åbenlyst utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at få rettet op på forholdene hurtigst muligt.

Tilsyn med leverandører

277. I tilfælde, hvor de kommunale opgaver udføres af andre (private), påhviler det ligeledes kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med den, der udfører opgaven. Det hænger sammen med, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, hvorledes opgaven udføres og derfor også pligt til at føre tilsyn hermed og følge op på tilsynet, uanset om det er en kommunal eller privat leverandør, der konkret udfører en opgave for kommunen eller amtskommunen.

Det bør fremgå af aftalen med den private leverandør, hvordan der i forbindelse med den løbende drift skal ske kontrol af, at opgaven udføres med den aftalte og ønskede kvalitet. Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Tilsyn med plejehjem, plejeboliger mv.

§ 151.

Stk. 2. Som led i tilsynsforpligtelsen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét uanmeldt tilsynsbesøg i plejehjem mv., jf. § 192, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger mv. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og i andre tilsvarende boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og lejere, der modtager kommunale serviceydelser. Tilsynet må ikke varetages af leverandører eller personer, der udfører opgaver på området.

Stk. 3. Efter hvert tilsynsbesøg udarbejder kommunalbestyrelsen en tilsynsrapport til brug for opfølgningen på tilsynsbesøget. Tilsynsrapporterne offentliggøres og sendes til høring i bruger- og pårørenderådet, jf. § 17, samt i det kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Den enkelte bruger eller pårørende skal endvidere have tilbud om løbende at få tilsendt tilsynsrapporterne. Kommunalbestyrelsen har pligt til på anmodning fra bruger- og pårørenderådet eller det kommunale ældreråd at tilbyde det pågældende råd en mundtlig præsentation og drøftelse af tilsynsrapporterne.

Stk. 4. Mindst én gang årligt udarbejder og offentliggør kommunalbestyrelsen en samlet redegørelse om tilsynet efter stk. 2 og 3 samt om det sundhedsfaglige tilsyn efter § 219 i sundhedsloven. Redegørelsen skal endvidere indeholde en opgørelse over, hvad der i forbindelse med tilsynet er blevet afdækket om sammenhængen mellem de ydelser, der er truffet afgørelse om, og de faktisk leverede ydelser. Redegørelsen offentliggøres og sendes til høring i bruger- og pårørenderådet, jf. § 17, samt i det kommunale ældreråd. Kommunalbestyrelsen drøfter herefter redegørelsen på et møde med henblik på opfølgning af tilsynet.

278. Som led i kommunalbestyrelsens tilsynspligt i henhold til § 151, i lov om social service skal kommunalbestyrelsen i henhold til lovens § 151, stk. 2, mindst to gange årligt gennemføre tilsynsbesøg i plejehjem og lignende boligenheder samt udfærdige en tilsynsrapport efter hvert tilsynsbesøg. Det ene af disse besøg skal være uanmeldt. Kommunalbestyrelsens tilsynspligt skal ses i sammenhæng med det sundhedsfaglige tilsyn, som embedslægen udfører. Der henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriet regler herom.

Tilsynspligten gælder i forhold til alle beboere, der modtager visiterede serviceydelser.

Bruger- og pårørenderådene skal ikke orienteres om det uanmeldte tilsynsbesøg. Rådene skal derimod orienteres om det anmeldte tilsynsbesøg. Rådene får dermed mulighed for at være til stede og gå i dialog med de tilsynsførende.

De obligatoriske tilsynsbesøg og de afrapporteringer, der skal udarbejdes som opfølgning herpå, skal medvirke til, at kommunen som myndighed kan foretage en løbende og systematisk opfølgning på indsatsen over for de svage ældre.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere udarbejde en årlig redegørelse for den samlede tilsynsindsats på ældreområdet, jf. § 151, stk. 4. Denne redegørelse skal danne grundlag for en vurdering af, om kommunalbestyrelsen finder, at indsatsen fungerer tilfredsstillende. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af det samlede tilsynsarbejde på ældreområdet, herunder en opsamling på de lovpligtige anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg, eventuelle andre tilsynsbesøg, løbende møder med bruger/pårørende, brugertilfredshedsundersøgelser mv. Det foreslås, at redegørelsen drøftes i kommunalbestyrelsen i forbindelse med den lovpligtige opfølgning på kommunens kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp og genoptræning.

Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre såvel rapporterne fra de løbende tilsynsbesøg som den samlede årlige redegørelse for tilsynsindsatsen. Endvidere skal såvel de løbende tilsynsrapporter som den årlige redegørelse sendes til høring i de kommunale ældreråd samt bruger- og pårørenderådene.

De lokale ældreråd skal, i overensstemmelse med § 30 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, tages med på råd ved tilrettelæggelsen af de overordnede retningslinier for tilsynet.

Inddragelse af beboerne i tilsynet

279. Målet for tilsynet er, at myndigheden – blandt andet via beboernes oplysninger – kan sikre, at beboerne får den hjælp, de har krav på, og at hjælpen udføres på en ordentlig måde. Beboerne vil derfor som udgangspunkt selv have en interesse i at få besøg af de tilsynsansvarlige, da opgaven for disse er at sikre beboernes rettigheder. Der er derfor ikke grundlag for at stille særlige formkrav til det samtykke, der skal gives i forbindelse med, at beboeren accepterer tilsynsbesøget.

Hvis den ældre ikke ønsker at give sit samtykke til tilsynsbesøget, vil de tilsynsansvarlige ikke kunne få adgang til den ældres bolig. De tilsynsførende kan så vælge at besøge en anden beboer.

Delegation af tilsynsforpligtigelsen

280. Der kan som udgangspunkt ske intern delegation , dvs. overladelse af kompetence inden for det enkelte forvaltningsorgan.

Visse beslutninger kan dog ikke uddelegeres; fx kan den kommunale leverandørvirksomhed ikke kontrollere sig selv. Det er derfor som udgangspunkt kommunalbestyrelsen, der som myndighed skal føre tilsyn med den kommunale leverandørvirksomhed. Der er dog ikke i lovgivningen noget krav om, at det nødvendigvis skal være medlemmer af kommunalbestyrelsen, der rent praktisk udfører tilsynet. Selve den praktiske opgave med at udføre tilsynet (faktisk forvaltningsvirksomhed) kan overlades til andre – fx kommunale myndighedspersoner eller private. Det centrale er, at der ikke er tale om personer, der varetager leverandøropgaver i eller for kommunen.

Kommunalt ansatte, der alene er beskæftiget med myndighedsopgaver, fx visitation, kan således udføre tilsynet.

Kommunalbestyrelsens tilsynsopgave kan derimod ikke uddelegeres til den eller de institutioner, der udfører opgaver for kommunen. Det er uden betydning, om det er en kommunalt ejet/drevet institution eller en privat virksomhed, herunder en selvejende institution.

Hvis opgaven med at føre tilsyn overlades til private, skal der være en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven. Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, fx med hensyn til brugerindflydelse og krav til udførerens kvalifikationer. Kommunen skal sikre sig, at kravene til både indhold og omfang er i overensstemmelse med de mål, der er sat for den pågældende opgave. Det bør fremgå af aftalen, at udføreren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Et privat firma, der foretager det praktiske tilsyn, kan alene konkludere i tilsynsrapporten, om opgaverne på plejehjem mv. løses i overensstemmelse med såvel de politisk vedtagne kvalitetsstandarder som med de konkrete individuelle afgørelser om hjælp. Firmaet kan ikke tage stilling til konsekvenserne af konklusionen.

Når en kommune overlader tilsynsopgaver til andre enten ved delegation eller ved udbud af tilsynsopgaven, bevarer den afgivende myndighed således fortsat det endelige ansvar for, at forpligtelsen udøves i overensstemmelse med lovgivningen. Det er således stadig kommunalbestyrelsen, der har det endelige ansvar for, at tilsynsopgaven bliver udført og hvordan, og at der bliver fulgt op på tilsynsbesøgene.

Der er i servicelovens § 151, stk. 2, ikke hjemmel til at overføre selve myndighedsudøvelsen til andre end kommunalbestyrelsen. Det er således alene kommunalbestyrelsen, der kan tage stilling til, hvorvidt indsatsen er god nok, og hvilken opfølgning der skal være på tilsynsbesøget.

Faglige krav til de personer, der udfører tilsynet

281. Der er ikke noget krav om, at de, der udfører tilsynet, skal være ansat inden for fagområdet. For at sikre, at tilsynet udføres i overensstemmelse med intentionerne herom, bør tilsynsopgaven dog løses af professionelle, der har de relevante faglige kvalifikationer til at kunne vurdere, om opgaverne i plejehjem og lignende boliger udføres i overensstemmelse med såvel de politisk vedtagne kvalitetsstandarder som med de konkrete individuelle afgørelser om hjælp.

De tilsynsførende skal endvidere have den nødvendige kompetence til at vurdere, om opgaverne løses på en fagligt og menneskeligt forsvarlig måde.

Kapitel 64

Det kommunale tilsyn

Det kommunale tilsyns kompetence

282. Det kommunale tilsyn er placeret hos fem statsforvaltninger. Tilsynet med Region Hovedstaden og med Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner varetages af Statsforvaltningen Hovedstaden. Tilsynet med Region Sjælland og kommunerne beliggende i regionen varetages af Statsforvaltningen Sjælland. Tilsynet med Region Syddanmark og kommunerne beliggende i denne varetages af Statsforvaltningen Syddanmark. Tilsynet med Region Midtjylland og kommunerne i denne varetages af Statsforvaltningen Midtjylland. Tilsynet med Region Nordjylland og kommunerne i regionen varetages af Statsforvaltningen Nordjylland.

Vedkommende statsforvaltning fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter udstedt i medfør af denne lovgivning. Lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, omfatter både den skrevne ret (fx forvaltningsloven og offentlighedsloven) og den uskrevne ret, herunder almindelige, offentligretlige retsgrundsætninger.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om regionernes og kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Tilsynet omfatter således ikke spørgsmålet om fx sagsbehandlingens tilrettelæggelse eller sagsbehandlingstiden, så længe sagen ikke rejser spørgsmål om overtrædelse af lovgivningen. Tilsynsmyndighederne kan heller ikke tage stilling til et udøvet skøn, hvis skønnet er udøvet inden for de rammer, der er fastlagt i lovgivningen.

Det kommunale tilsyn viger, hvis der er en særlig klageinstans fx det sociale nævn, som kan behandle den pågældende sag. Hvis sagen er afvist af den særlige klageinstans på grund af fristoverskridelse er klagemulighederne i det administrative klagesystem udtømte, og det kommunale tilsyn vil kunne behandle sagen. Der kan læses mere om det kommunale tilsyn i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

For tilsynets rolle i forhold til reglerne om frit leverandørvalg henvises til punkt 179.

Kapitel 65

Socialministeriets ressorttilsyn

283. Socialministeren har hverken efter lovgivningen eller efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper pligt til at føre tilsyn med konkrete enkeltsager på Socialministeriets område. Socialministeren er derfor ikke forpligtet til at realitetsbehandle eller undersøge enkeltsager i kommunerne.

Socialministeren har kun en forpligtelse til at holde sig generelt orienteret om, hvad der foregår inden for ressortområdet og sikre, at lovgivningen generelt overholdes.

Afsnit XIII

Demens

Kapitel 66

Indledning

284. Demens er en gruppe af sygdomme, der udvikler sig i en række faser med forskellige symptomer og forskellige behov. En af de hyppigst forekommende demenssygdomme er Alzheimers sygdom. Demens er således ikke et udtryk for den normale aldringsproces, men risikoen for at blive dement stiger med alderen. Der kendes i dag ingen behandlinger, der kan helbrede de alvorligste demenssygdomme.

Der er grund til at være opmærksom på, at demente er en svag gruppe, der stiller særlige krav til indsatsen fra det offentliges side. Det er væsentligt, fordi svært demente typisk ikke selv er i stand til at formulere, hvilke behov for hjælp de har.

Diagnosticering

285. Med udgangspunkt i en diagnostisk udredning er det muligt at tilrettelægge en relevant og målrettet medicinsk behandling, pleje og psykosocial støtte. Kendskab til demensdiagnosen og sygdommens sandsynlige forløb er derfor et vigtigt arbejdsredskab i forbindelse med tilrettelæggelsen af plejen af den demente. Hertil kommer, at diagnosticering af sygdommen på et tidligt tidspunkt vil give den enkelte mulighed for i samråd med pårørende og med professionel bistand at planlægge sit fremtidige liv.

Diagnosticering af demenssygdomme er et tværfagligt anliggende, som kan involvere både den primære og den sekundære sundhedssektor samt socialsektoren. Sundhedsstyrelsen har i samråd med Dansk Neurologisk Selskab og en række andre specialer og faggrupper udgivet et nationalt program for demensudredning, der bl.a. redegør for principper for og undersøgelsesprogram i forbindelse med demensudredning. Læs mere på www.sst.dk.

Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service har endvidere udviklet en samarbejdsmodel til sikring af, at patient- og plejeforløbet bliver sammenhængende, således at mennesker med demens og deres pårørende konstant er informeret om, hvor de kan henvende sig om hjælp og behandling, og hvem der har ansvaret for at yde den nødvendige indsats. Læs mere om samarbejdsmodellen mv. på www.specsoc.dk.

Pårørende

286. Pårørende, der passer demente i hjemmet, yder ofte en meget omfattende omsorgsindsats under stor fysisk og psykisk belastning. De kan være bundet til hjemmet døgnet rundt, da svært demente ofte ikke kan være alene.

De pårørende bidrager i væsentligt omfang til omsorgen for hjemmeboende demente. De kan have forskellige behov for aflastning, og karakteren og omfanget af tilbud om støtte bør tage hensyn hertil. Aflastning kan både bestå i tilbud om daghjem/centeraktiviteter til den demente, tilbud om deltagelse i pårørendegrupper eller forskellige former for afløsning i hjemmet, fra kommunen eller frivillige besøgsvenner. Om afløsning og aflastning se kapitel 30.

Frivillige aflastere

287. Flere frivillige organisationer er opmærksomme på behovet for aflastning, men en væsentlig forudsætning for, at den frivillige indsats kan slå igennem, er et godt samarbejde på lokalt niveau med kommunen. Se kapitel 12 om frivilliges indsats. Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service har igangsat projektet »Organisering af dagtilbuds- og aflastningsindsatsen«. Projektet skal forbedre dag- og aflastningstilbud for de demente og deres pårørende, og kaldes også for ODA. Formålet skal først og fremmest nås gennem et bedre samarbejde mellem kommunerne og de frivillige organisationer. Læs mere på www.specsoc.dk.

Den kommunale indsats

288. Opmærksomheden og indsatsen over for de hjemmeboende demente og deres pårørende er af stor betydning. Den kan bidrage til at forebygge pludseligt opståede situationer, hvor den demente får behov for en meget intensiv plejeindsats, der ikke vil kunne ydes i den dementes eget hjem.

En fleksibel, målrettet og individuel indsats kan virke forebyggende i forhold til kriser, der ellers let kan opstå i den dementes tilværelse. Akutte kriser vil ofte føre til hospitalsindlæggelse eller anden form for døgnplejeanbringelse.

Der vil udover personlig og praktisk hjælp ofte også være behov for særlige tilbud til demente uden for hjemmet, fx i ældrecentre eller dagcentre.

Når kommunen giver personlig og praktisk hjælp, er det vigtigt at etablere et godt samarbejde og tillidsforhold mellem de pårørende og personalet. Det gælder også i det flertal af tilfælde, hvor den demente bor alene. De hjemmeboende demente har normalt brug for mere og anderledes hjælp end de øvrige brugere.

Demente vil antageligvis, i højere grad end de fleste andre ældre, have problemer med at blive betjent af et stort antal forskellige hjælpere. Demente er afhængige af at være omgivet af personer, som kender dem, og som har tid til at arbejde i et roligt tempo og på tidspunkter, der modsvarer de dementes behov.

Et væsentligt krav i omgangen og plejen af demente er indlevelse. Samværet med en anden person, som kan fortolke virkeligheden, løse de praktiske problemer og berolige den demente, er af afgørende betydning. Socialpædagogik kan være et godt redskab i arbejdet med demente i forhold til at forbedre dagligdagen og samarbejdet med den enkelte. Læs mere på www.specsoc.dk.

Værgemål mv.

289. Der henvises til kapitel 9, 73 om administrationsaftaler, værgemål mv.

Boligindretning

290. Der er de seneste år etableret bedre og tryggere boligtilbud til de ældre med svær demens. Det er fx kommet til udtryk i indretning af små boenheder, også kaldet skærmede enheder.

En plejebolig med flere beboere uden »afskærmning« kan være et meget kompliceret miljø for en person med demens. Erfaringerne har vist, at dagligdagen skal være enkel og tryg. Døgnrytmen bør indrettes efter beboerens behov og ikke foregå efter et stramt tidsskema. Den demente bør ikke stilles over for en række valg og aktiviteter, som ikke kan overskues. Det kan føre til, at den demente bliver endnu mere forvirret, urolig og konfus. De fysiske forhold, den lokale tilrettelæggelse af tilbuddene og en konkret vurdering af den demente er af afgørende betydning.

Der henvises i øvrigt til Socialministeriets Vejledning om botilbud mv. til voksne og »Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl.,» kapitel 5 om ældreboliger for demente.

Styrelsen for Social Service

291. Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service skal gennem udvikling af metoder og redskaber levere dokumenteret og evidensbaseret viden inden for faglige, styringsmæssige og metodiske problemstillinger på servicelovens område. Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service er involveret i en række projekter, der er rettet mod svage ældre, herunder demente. På styrelsens hjemmeside er der mere information om projekterne. Styrelsen har opbygget et demensnetværk og tilbyder også et erfaringsforum hvor personale og aktører, der arbejder på demensområdet, har mulighed for at udveksle erfaringer.

Initiativer for demente og deres pårørende

292. Der har i de seneste år været iværksat en række udviklings - og forskningsprojekter med fokus på metodeudvikling, samarbejde, dokumentation og kvalificering. Her er blandt andet lagt speciel vægt på udvikling og implementering af modeller, som styrker samarbejdet omkring den demente på tværs af sektorer og samarbejde med brugere, pårørende og frivillige.

Der kan læses nærmere om de enkelte projekter på Styrelsen for Specialrådgivning og Social Services hjemmeside www.specsoc.dk

Kapitel 67

Plejetestamenter

§ 83.

stk. 4. Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v.mv. for en person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg (plejetestamenter).

293. Kommunen skal i videst muligt omfang respektere de tilkendegivelser, som en person med en demensdiagnose giver udtryk for i forhold til fremtidige ønsker og behov for pleje og omsorg mv. (plejetestamenter).

Formål

294. Formålet med plejetestamenter er dels at understøtte muligheden for, at personer med en demensdiagnose kan tage ansvar for eget liv og tilkendegive ønsker for den fremtidige pleje og omsorg, mens de endnu er i stand til det. Dels at hjælpe plejepersonalet til at give en værdig pleje, der så vidt muligt er i overensstemmelse med den dementes ønsker og den måde, den demente hidtil har levet sit liv på. Plejetestamentet kan være et vigtigt supplement til plejeplanerne. Formålet er endvidere at aflaste de pårørende, i og med at tilkendegivelserne fra den dementramte kan hjælpe og understøtte en eventuel ægtefælle, når denne skal træffe forskellige – og ofte svære - valg på den dementes vegne.

Plejetestamentet er vejledende for den indsats, som plejepersonalet skal udføre i forhold til plejen af den demente på det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere er i stand til selv at give udtryk for sine ønsker.

Formkrav

295. Der stilles ingen særlige krav om, at plejetestamentet skal fremgå af en særlig officiel formular eller skal underskrives af en notar. Plejetestamentet vil således også kunne fremgå af fx et videobånd eller kassettebånd.

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde at være behjælpelig med at udarbejde et plejetestamente, men der foreligger ikke nogen pligt til det.

Indhold

296. I et plejetestamente vil man kunne tilkendegive, hvordan man ønsker at blive plejet i fremtiden. Og man kan oplyse om, hvordan man hidtil har levet sit liv. Et plejetestamente kan fx indeholde oplysninger om madvaner og vaner i forhold til påklædning, fritidsinteresser, hygiejne og personlig pleje. I et plejetestamente kan man fx også tilkendegive, at man ikke vil ligge sin ægtefælle til last.

I de plejeplaner, der udarbejdes for beboere på plejehjem mv., indgår der allerede oplysninger om den pågældendes tidligere liv. Det er oplysninger, som plejepersonalet oftest får via pårørende og andre nærtstående. Plejetestamenter kan være et godt supplement til plejeplanerne.

I de tilfælde, hvor den demente er uden ægtefælle eller andre nære pårørende, vil plejetestamentet være en vigtig adgang for plejepersonalet til at få oplysninger om den dementes hidtidige liv og ønsker for fremtiden.

Forpligtelse

297. Kommunen/plejepersonalet er ikke forpligtet til at følge et plejetestamente. Forholdene kan ændre sig så meget, at det være i strid med den dementes tarv at følge tilkendegivelserne i et plejetestamente. De skriftlige tilkendegivelser skal derfor alene bruges vejledende og i det omfang, den aktuelle situation gør det muligt og hensigtsmæssigt. I situationer, hvor tilkendegivelserne i et plejetestamente ikke længere er relevante, er det vigtigt, at personalet lytter til de pårørende, som har et mangeårigt kendskab til den demente, herunder kendskab til den dementes ønsker og behov.

I og med at plejetestamentet er et støtteredskab for personalet, er det ikke forbundet med sanktioner, hvis det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at følge tilkendegivelserne.

Hvad der ikke kan tilkendegives i et plejetestamente

298. Et plejetestamente kan ikke bruges til, at den demensramte på forhånd tilkendegiver, at der må bruges magt i forbindelse med fx personlig pleje.

Det er heller ikke muligt via et plejetestamente at betinge sig ret til at blive boende hjemme eller i et bestemt botilbud, hvis boligen/boformen ikke længere er optimal i forhold til den nedsatte funktionsevne.

Plejetestamentet kan heller ikke bruges til at udtrykke ønsker, der er omfattet af reglerne om livstestamenter i patientretsstillingsloven. Et ønske om ikke at blive behandlet blot for at forlænge livet, eller et ønske om, at man ikke vil modtage livsforlængende behandling i tilfælde af sygdom mv., vil stadig skulle fremsættes efter reglerne herom i sundhedsloven (tidligere lov om patienters retsstilling). Der henvises endvidere til sundhedslovens § 26 om livstestamenter.

Selvbestemmelse

299. Ønsker formuleret i et plejetestamente ændrer ikke på, at den demente som udgangspunkt selv tager stilling til egne forhold i alle de situationer, hvor pågældende er i stand til det og har forståelse for, hvad det drejer sig om. Giver den demente udtryk for sin vilje, uanset hvordan dette udmønter sig, skal dette så vidt muligt respekteres - også i de tilfælde, hvor den aktuelle tilkendegivelse ikke er i overensstemmelse med en tilkendegivelse i et plejetestamente.

Afsnit XIV

Administration mv.

Kapitel 68

Ophold her i landet

§ 2. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser efter denne lov der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om betingelserne herfor.

Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende har særlig tilknytning.

Ophold her i landet

300. Det følger af servicelovens § 2, at det som hovedregel alene er personer med lovligt ophold her i landet, der har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder fx personlig og praktisk hjælp.

Dette gælder således for de ydelser efter serviceloven, som behandles i denne vejledning. Det betyder fx, at der ikke kan gives tilskud til personlig og praktisk hjælp efter § 83 under en udlandsrejse.

Ansøgninger fra udlandet

Ophold i udlandet

301. Det er en forudsætning, at ansøgeren tager ophold i Danmark, inden kommunen kan behandle ansøgningen om fx flytning til plejehjem fra en dansk statsborger, som efter en årrække i udlandet ønsker at komme på plejehjem i Danmark.

Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

302. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester.

Efter artikel 6 skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande i tilfælde, hvor en person har midlertidigt ophold i landet og under dette ophold får et umiddelbart behov for social bistand og/eller sociale tjenester, tilbyde den bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp tilsiger.

Hjælpen skal tilbydes ud fra en individuel vurdering af personens behov for hjælp.

Længden af det midlertidige ophold og de forhold, der knytter sig til det midlertidige ophold kan have betydning for den hjælp som den midlertidige opholdskommune er forpligtet til at tilbyde. Der skal alene tilbydes hjælp, hvis behovet for hjælp ikke kan afhjælpes på anden vis.

Det betyder som udgangspunkt, at den midlertidige opholdskommune alene er forpligtet til at tilbyde den bistand, som er nødvendig under opholdet eller hjemrejsen. Hvis der er tale om et ophold af lidt længere varighed, kan kommunens ansvar også omfatte tilbud om hjemmehjælp eller fx ophold på et behandlingshjem eller lignende.

Efter artikel 9 bestemmelse skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlige tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation. Ved særlig tilknytning forstås national, sproglig, kulturel, familie- eller vennemæssig tilknytning. Pågældendes eget ønske vejer meget tungt i vurderingen af, om flytningen vil forbedre livssituationen.

Der foreligger ikke nogen pligt for de implicerede kommuner til at imødekomme en borgers ønske om fx at blive flyttet fra en plejebolig i ét nordisk land til en plejebolig i et andet nordisk land.

De ansvarlige myndigheder i fra- og tilflytningslandene kan som led i aftalen om flytningen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

Der er udarbejdet en fællesnordisk vejledning til Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Denne kan findes på www.hallonorden.org.

Den Sociale Sikringsstyrelse kan give nærmere oplysninger om konventionens bestemmelser. Der henvises til adresselisten bilag 6.

Statsborgerskab

303. Det har ingen betydning for at få hjælp efter serviceloven, om modtageren er dansk statsborger eller ej. En udlænding med lovligt ophold her i landet har således samme rettigheder som danske statsborgere til hjælp efter serviceloven. Det vil sige, at en udlænding, som opholder sig lovligt her i landet og fx får behov for personlig og praktisk hjælp, har ret til hjælp efter samme regler som danske statsborgere.

En udlænding, som har lovligt ophold, har således ret til ophold i plejehjem eller plejebolig, forudsat at udlændingen ikke skal have hjælp, fx kontanthjælp, for at kunne betale for opholdet og forudsat, at lovens øvrige betingelser herfor er opfyldt. Hvis der må ydes kontanthjælp, afgøres det efter lov om aktiv socialpolitik, om udlændingen har ret til vedvarende hjælp til forsørgelse.

Kapitel 69

Opholdskommune og mellemkommunal refusion

304. Reglerne om opholdskommune og mellemkommunal refusion findes i retssikkerhedsloven. Der henvises til afsnit VI i retssikkerhedsvejledningen.

Kapitel 70

Tavshedspligt, indhentelse og videregivelse af oplysninger

Forvaltningsloven, persondataloven og sundhedsloven

305. Reglerne om tavshedspligt samt om indhentelse og videregivelse af oplysninger findes i forvaltningslovens §§ 27- 32. Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, jf. lovens § 1. Den omfatter således alle statslige og kommunale forvaltningsmyndigheder.

Reglerne om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og indhentelse af fortrolige oplysninger mv. inden for den sociale lovgivning er beskrevet i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område afsnit XII.

Derudover indeholder persondataloven regler om, hvornår behandling - herunder videregivelse - af oplysninger, der er omfattet af loven, må finde sted. Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område og til Datatilsynets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

Med hensyn til generelle forvaltningsretlige rettigheder og pligter, herunder reglerne om inhabilitet, partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område og til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven fra 1986.

Kapitel 71

Oplysningspligt

306. I retssikkerhedslovens §§ 10-12 findes reglerne om indhentelse af oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag. Det er som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til.

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor anmode borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen. Borgeren er ikke forpligtet til at medvirke og sagen må i tilfælde af borgerens manglende medvirken afgøres på det foreliggende grundlag. Myndigheden skal også være opmærksom på, at borgeren har krav på at blive inddraget i sagsbehandlingen, og behandlingen af sagen skal derfor tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

I forbindelse med reglerne om indhentelse af oplysninger har det stor betydning, at borgeren forstår formålet med oplysningerne og konstruktivt bidrager med oplysninger. Indsamling af oplysninger må derfor ske ud fra en åben dagsorden, som både myndigheden og borgeren har kendskab til. Dette er for at sikre, at borgeren har mulighed for at forvisse sig om, at de oplysninger, som pågældende synes er relevante, kan blive indhentet og vurderet.

For yderligere vejledning henvises til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, Afsnit III.

Kapitel 72

Rådgivning og vejledning

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 4...

Rådgivning som åbent tilbud

307. Bestemmelsen i § 10 i serviceloven fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder.

Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet. En egentlig behandling omfattes derimod ikke af bestemmelsen.

Forpligtelsen går ud over blot information om muligheden for vejledning og rådgivning, idet det sociale udvalg skal drage omsorg for, at tilbudet om åben vederlagsfri vejledning og rådgivning bliver kendt som en hjælpeforanstaltning, der er til rådighed for alle.

Kapitel 73

Administrationsaftaler, mv.

Dispositioner på andres vegne

308. Personer, som af helbredsmæssige eller andre grunde er ude af stand til at varetage deres personlige og/eller økonomiske forhold, kan have behov for hjælp fra andre.

Der findes forskellige muligheder for at lade andre varetage de økonomiske og personlige forhold for personer, som ikke kan varetage deres egne forhold. Det er meget vigtigt, at disse regler følges, da disposition over andres midler ikke er lovlig, medmindre der foreligger værgemål, en administrationsaftale eller en fuldmagt efter de nedenfor skitserede regler.

Fuldmagt

309. Alle, som kan handle fornuftsmæssigt, har mulighed for at give andre fuldmagt til at handle på deres vegne. Fuldmagten kan være begrænset til at omfatte bestemte forhold, eller den kan være af generel karakter således, at den omfatter alle deres økonomiske og personlige forhold. En fuldmagt bortfalder normalt ikke, fordi udstederen af fuldmagten senere mister evnen til at handle fornuftsmæssigt, fx på grund af demens.

Administrationsaftale

310. Personer, som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, men alligevel ikke kan klare de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage økonomiske dispositioner, som fx at hæve penge, betale regninger mv., kan indgå en aftale med kommunen om at overlade disse opgaver til medarbejdere i plejehjem, hjemmepleje mv.

Socialministeriet, den 5. december 2006

Eva Kjer Hansen

/Frode Svendsen



Bilag 1

Bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 79, 83 og 84)

Bilag 1 indeh older bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. (Servicelovens §§ 79, 83 og 84). B

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.



Bilag 2

Om befordring

Befordringsordninger uden for Socialministeriets lovgivning

Individuel handicapkørsel

Der er i 1992 indført pligt for Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) og for samtlige amter/trafikselskaber uden for HT-området til at indføre individuel befordring af svært bevægelseshæmmede personer. Denne befordring dækker ikke kørsel til behandling, terapi eller lignende (handicapkørsel), jf. § 11 i lov om trafikselskaber (lov nr. 582 af 24. juni 2005) (Trafikministeriet).

Det er en forudsætning, at prisen for kørslen ikke ligger væsentligt højere end prisen for befordring af ikke- handicappede.

Befordring til/fra sygehus

Regler om befordring eller befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling findes i sygehusloven.

Der henvises til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1176 af 21. december 1995 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, som ændret ved bekendtgørelse nr. 100 af 27. februar 1996.

Befordring ved træning

Genoptræning efter udskrivning fra sygehus:

Det er kommunalbestyrelsen i patientens bopælskommune, der er forpligtet til at yde befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

Pensionister har således adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse ved genoptræningsforløb, der foregår efter udskrivning fra sygehus.

Andre end pensionister har adgang til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis vedkommendes tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, samt når afstanden til genoptræningsstedet overstiger 50 km.

For både pensionister og ikke-pensionister er det en forudsætning for udbetaling af befordringsgodtgørelse, at udgiften overstiger et vist beløb. For pensionister er beløbet fastsat til 25 kr. og for andre er beløbet fastsat til 60 kr.

Hvis genoptræningsstedet er valgt efter reglerne om patienternes frie valg på genoptræningsområdet, er der en begrænset ret til befordringsgodtgørelse. Bopælskommunen er da alene forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til det, vedkommende ville have været berettiget til, hvis vedkommende var behandlet på det behandlingssted, som kommunen eller regionen (specialiseret, ambulant genoptræning) ville have henvist til.

Genoptræning efter servicelovens regler:

En afgørelse om kommunalt træningstilbud efter servicelovens regler giver borgeren ret til et vederlagsfrit tilbud om træning. Der er ikke i serviceloven hjemmel til at forpligte kommunalbestyrelsen til at sørge for vederlagsfri befordring til og fra træningstilbudet. Hvis kommunen tilbyder transport til og fra træningstilbudet, kan kommunen opkræve betaling for de faktiske omkostninger forbundet med transporten.

Efter servicelovens § 117 kan kommunalbestyrelsen dog yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Det er kommunalbestyrelsen, der vurderer, hvorvidt der skal ydes tilskud til befordring af en borger, fx til et visiteret træningsforløb. Se også nedenfor.

Tilskud efter § 117 kan bl.a. ydes i de tilfælde, hvor befordringsomkostningerne for den enkelte borger er så store, at det kan forhindre den pågældende i at tage imod et tilbud om træning efter servicelovens bestemmelser.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Der henvises endvidere til reglerne om personligt tillæg efter lov om social pension.

Befordringsgodtgørelse til praktiserende læge eller speciallæge

Befordringsgodtgørelse udbetales af sygesikringskontoret i den kommune, hvor patienten bor. Der ydes kun befordringsgodtgørelse til medlemmer af sygesikringens gruppe 1.

Pensionister kan i sygdomstilfælde få befordringsgodtgørelse til den praktiserende læge eller nærmeste speciallæge (efter lægehenvisning), hvis udgiften overstiger 25 kr.

Andre kan få befordringsgodtgørelse til nærmeste speciallæge, hvis afstanden mellem bopæl og lægens konsultation er mindst 50 km og udgiften mindst 60 kr.

Befordringen skal altid foregå med det billigste transportmiddel under hensyn til den syges tilstand. Det er lægen, der afgør, hvilket transportmiddel der er forsvarligt.

Alle gruppe 1 sikrede kan få dækket udgifter til ambulance eller særligt sygekøretøj til akut skadebehandling hos praktiserende læge eller nærmeste speciallæge.

65-billet

Med 65-billet kan personer, der er fyldt 65 år, og personer, der modtager social pension, rejse med DSB til nedsat betaling.

Lokal og regional offentlig servicetrafik

Der er herudover i de enkelte trafikselskaber etableret rabatordninger for personer, der er fyldt 65 år, og personer, der modtager social pension. Ordningerne er etableret af de enkelte trafikselskaber/amter og kommuner i fællesskab, og der kan derfor være forskel på rabatternes størrelse og på, hvordan rabatordningerne i øvrigt tilrettelægges lokalt eller regionalt.

Der er ikke i den sociale lovgivning fastsat regler om rabatordninger for særlige persongrupper.

Efterlønsmodtagere

Personer, der modtager efterløn, har i medfør af lov om befordringsrabat til efterlønsmodtagere m.fl. (LBK nr. 1084 af 11. november 2005) ret til rabat på 50 pct. af udgifterne ved køb af abonnementskort til befordring i den kollektive trafik, der er omfattet af lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet. For personbefordring med tog gælder rabatretten kun, hvis der er et takstsamarbejde mellem de transportansvarlige myndigheder og jernbanevirksomheder.

Retten til rabat omfatter ikke befordring i form af individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede eller befordring på første klasse.

Servicelovens § 100 om nødvendige merudgifter

Efter servicelovens § 100 kan der ydes tilskud til nødvendige merudgifter til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som er omfattet af personkredsen, jf. § 100, stk. 1. For uddybende beskrivelse af merudgiftsydelse, herunder personkredsen, beregning af tilskud mv. henvises til Vejledning 5 om støtte og kontaktpersoner, ledsagelse og hjælpeordning samt merudgifter for voksne med handicap.

Der kan efter denne bestemmelse ydes tilskud til merudgifter til befordring til og fra uddannelse, arbejde, behandling og fritid (familiebesøg, fritidsinteresser mv.). Befordringsydelser efter merudgiftsbestemmelsen er subsidiære i forhold til befordringsydelser efter andre bestemmelser.

Servicelovens regler om befordring

Efter servicelovens § 117 kan kommunen yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Der er således mulighed for at yde befordringstilskud til alle personer, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler. Det er den kommunale myndighed, der efter en konkret, individuel behovsvurdering, træffer afgørelse om, hvorvidt der skal ydes tilskud til befordring, fx til og fra et træningstilbud.

Kommunalbestyrelsen i hver kommune tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinier og i hvilket omfang tilskud bør ydes. Den træffer desuden beslutning om, hvordan hjælpen til den enkelte skal gives, herunder om der skal træffes aftale med et transportselskab eller lignende, eller om den pågældende selv skal kunne vælge. Der kan derfor være forskel på den hjælp, den pågældende modtager fra kommune til kommune. Tilskud efter § 117 kan bl.a. ydes i de tilfælde, hvor befordringsomkostningerne for den enkelte borger er så store, at det kan forhindre den pågældende i at tage imod et tilbud om fx træning efter servicelovens bestemmelser.

Afgørelser efter § 117 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Herudover giver servicelovens §§ 41 og 100 om dækning af nødvendige merudgifter mulighed for, at kommunen efter en konkret individuel vurdering kan yde tilskud til dækning af befordringsudgifter og lignende, som er nødvendige, for at personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan komme til behandling som følge af nedsat funktionsevne. Der kan ydes hjælp til betaling af såvel den pågældendes som en eventuel ledsagers udgifter til befordring. Reglerne om dækning af merudgifter finder kun anvendelse i det omfang, udgifterne ikke kan dækkes af andre bestemmelser eller ordninger, fx gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordninger for svært bevægelseshæmmede.

Der henvises i øvrigt til reglerne om personligt tillæg efter lov om social pension.

Servicelovens § 79 om aktiverende og forebyggende tilbud

Efter servicelovens § 79 kan en kommune iværksætte eller yde støtte til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Tilbuddene skal bidrage til at forebygge forringelse og sikre vedligeholdelse af helbredstilstanden.

Hvis kommunen iværksætter eller giver tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter § 79, kan der samtidig ydes hjælp til befordring til og fra dette tilbud.

Personligt tillæg efter lov om social pension § 14 (folkepensionister) og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension § 17 (førtidspensionister efter gammel ordning, dvs. reglerne fra før 1. januar 2003).

Der kan ydes personligt tillæg til pensionister (folkepensionister og førtidspensionister efter gammel ordning), hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Personligt tillæg kan kun ydes, når det økonomiske behov ikke kan afhjælpes gennem private midler eller støtte efter anden lovgivning, fx efter serviceloven og efter Sundhedsministeriets lovgivning.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om personligt tillæg efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med størrelsen af de rimelig og nødvendige udgifter.

Størrelsen af indtægt eller formue kan herunder vurderes i relation til det formål, der søges om personligt tillæg til at dække fx dækning af befordringsudgifter. Det er ikke afgørende, hvilken udgift pensionisten anmoder om at få dækket via personligt tillæg, men om pensionisten har mulighed for at afholde de nødvendige og rimelige udgifter vurderet i forhold til indtægter og formue.

Førtidspensionister efter ny ordning kan ikke få personligt tillæg.



Bilag 3

Prissætning af personlig og praktisk hjælp, herunder madservice. Nedenstående er identisk med supplement til vejledning nr. 113 af 31. oktober 2002 om prissætning af personlig og praktisk hjælp, herunder madservice. Bilaget er dog ajourført i forhold til afsnit 5.1 om afskrivning og forrentning af drifts- og anlægskapital.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse:

1.

 

Indledning

2.

 

Procesmodel

3.

 

Definition af prismodel

4.

 

Prismodel og delelementer i model

5.

 

Beregning af pris

 

5.1

Afskrivninger og forrentning af drifts- og anlægskapital

 

5.2

Opgørelse af omkostninger

 

5.3

Fordeling af omkostninger på tid og praktisk og personlig hjælp

 

5.4

Opgørelse og fordeling af brugerrettet tid

6.

 

Regulering af priser

Bilag a.

Myndighedsopgaver

Bilag b.

Beregning af madpriser

Bilag c.

Organisatorisk afgrænsning

Bilag d.

Oversigt over typiske omkostningsarter direkte og indirekte omkostninger

Bilag e

Oversigt over typiske omkostningsposter indirekte omkostninger og fællesomkostninger

Bilag f.

Eksempel på fordeling af omkostninger på praktisk hjælp, personlig hjælp dag mandag-fredag og personlig hjælp ubekvemme tider

1. Indledning

Efter loven skal de kommunale myndigheder sørge for, at kvalificerede leverandører af personlig og praktisk hjælp får adgang til at levere denne hjælp. Det er en forudsætning for at skabe de nødvendige rammer for det frie leverandørvalg og få en sund konkurrence på området, at de kommunale myndigheder kan udskille og synliggøre omkostningerne ved at levere personlig og praktisk hjælp.

Socialministeriet har i bekendtgørelse nr . 262 af 27. marts 2006 (bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp mv.) fastsat de nærmere regler for bl.a. prisfastsættelse af personlig og praktisk hjælp herunder madservice.

Dette bilag om prissætning af personlig og praktisk hjælp herunder madservice har til formål at præsentere en prismodel og derved give et metodisk grundlag for at udregne priser på ydelser inden for områderne personlig og praktisk hjælp i henhold til servicelovens § 91 c, stk. 1-9 og bekendtgørelsens §§ 12-15.

Bilaget illustrerer, hvordan kommunerne priskravene kan udarbejdes i overensstemmelse med godkendelsesmodellen. Der er tale om en vejledende metodetilgang. Den enkelte kommune kan bruge alternative beregningsmetoder, så længe disse er i overensstemmelse med lovgivningen.

2. Procesmodel

I sin grundform kan prismodellen illustreres som procesmodel. Modellen viser samtidig sammenhængen mellem kvalitet og pris.

AO3132_1.GIF Size: (642 X 248) Omdrejningspunktet i procesmodellen er visitationsprocessen. Visitationen af den enkelte modtager foretages på baggrund af servicelovens regler og kommunalbestyrelsens offentliggjorte kvalitetsstandarder. Det forudsættes, at kvalitetsstandarderne direkte udtrykker kommunens serviceniveau, eventuelt sammen med andet relevant og offentliggjort materiale, som fx uddybende ydelsesbeskrivelser eller lignende.

Modellen beskriver den situation hvor visitationen, der skal foretages af myndigheden, fører til en positiv afgørelse. Afgørelsen om, hvilke ydelser, der er tildelt, gives såvel til modtageren som til den leverandør, modtageren har valgt.

I den afgørelse, der sendes til leverandøren, kan myndigheden oplyse den konkrete afregningstid, beregnet ud fra den tid visitator afsætter til udførelse af de ydelser, der er truffet afgørelse om.

Afgørelsen om tildeling af ydelser er således grundlaget for beregningen af den pris, som kommunalbestyrelsen skal afregne i forhold til leverandøren.

Der vil dog opstå situationer, hvor de leverede ydelser vil afvige væsentligt fra afgørelsen, hvilket kan føre til, at afgørelsen ikke er fyldestgørende som afregningsgrundlag. Det kan fx være i situationer, hvor der akut eller vedvarende viser sig at være et større behov for hjælp hos modtageren, end der er truffet afgørelse om. Det kan også være i situationer, hvor modtageren på grund af sygehusindlæggelse, afbud og lignende ikke modtager ydelserne.

I sådanne situationer bør myndigheden kræve, at leverandøren foretager indberetning til myndigheden. Indberetningen skal for det første give myndigheden mulighed for at træffe en ny afgørelse på baggrund af modtagerens ændrede behov. For det andet skal indberetningen ske af hensyn til myndighedens regulering af betaling for eventuelle ydelser, der ikke er beskrevet i afregningsgrundlaget (afgørelsen) eller som ikke er leverede.

For at sikre den fornødne fleksibilitet i forholdet mellem myndighed og leverandør kan der være behov for at definere en bagatelgrænse for, hvornår der er grundlag for at afvige i forhold til den afregningspris, der er begrundet i afgørelsen. I den forbindelse skal det fremhæves, at afregningstiden er baseret på den gennemsnitlige tid for den faktiske levering af ydelser hos modtageren, og at der må forventes mindre afvigelser herfra i perioder.

Det er op til kommunalbestyrelsen at definere en sådan bagatelgrænse, inden for hvilken der ikke ændres i afregningsprisen. Ved fastlæggelse af bagatelgrænsen bør kommunalbestyrelsen som minimum beskrive omfang og karakter af de ydelser, leverandøren må være indstillet på at levere uden ændringer i afregningen. Grænsen skal ses i sammenhæng med de krav, der stilles til leverandørerne om indberetning til kommunalbestyrelsen.

3. Definition af prismodel

Indledningsvis henvises til vejledningens kapitel 45, der beskriver de grundliggende principper for fastsættelsen af priskrav.

Priskravene til leverandører af personlig og praktisk hjælp herunder madservice skal være saglige, konkrete og velunderbyggede og afspejle de samlede, reelle og faktiske omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed.

Det betyder, at samtlige udgifter til administration, husleje, løn mv., der er forbundet med leverandørvirksomheden, skal medregnes.

Der skal foretages en omkostningskalkulation for at sikre en lige konkurrence mellem alle leverandører. Det betyder, at der skal foretages en beregning af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed for personlig og praktisk hjælp herunder afskrivning og forrentning.

Dette indebærer endvidere, at kommunerne klart skal kunne skelne mellem de kommunale aktiviteter, der knytter sig til den kommunale leverandørvirksomhed af personlig og praktisk hjælp, og de omkostninger, der knytter sig til opgavevaretagelsen af myndighedsfunktionen. I myndighedsfunktionen ligger både konkrete myndighedsopgaver som visitation og tilsyn og mere generelle opgaver af fx politisk/ administrativ karakter.

Der henvises til bilag a samt til kapitel 3 i vejledningen for en redegørelse af opgaver relateret til myndighedsfunktionen.

Det forudsættes, at kommunerne som minimum udregner fem priser:

- Pr. time praktisk hjælp

- Pr. time personlig pleje i hverdagstimerne

- Pr. time personlig pleje på øvrige tider

- Et måltid leveret i hjemmet (madservice)

- Et måltid uden levering til hjemmet (madservice uden udbringning til hjemmet)

De fem priskrav anses for de centrale i forhold til leveringen af den personlige og praktiske hjælp, og skal prissættes individuelt af hensyn til gennemsigtigheden i prisfastsættelsen.

De kommunale myndigheder har mulighed for at differentiere prisen i det omfang, de finder behov herfor. Afgørende er i alle tilfælde, at kommunerne kan dokumentere, at prisen udtrykker de faktiske omkostninger ved leveringen af ydelsen, og at private leverandører og andre interessenter har mulighed for at efterprøve de økonomiske beregninger.

Vurderingen af, hvorvidt der er grundlag for særskilte priskrav, beror i første omgang på, om der er grundlag for at stille kvalitetskrav til en særskilt ydelseskategori. Hertil kommer overvejelser om, hvorvidt der er mulighed for at fastsætte valide og afgrænsede priskrav i forhold til ydelseskategorien. Det skal sikres, at priskravene kan opfylde kravene til beregning og dokumentation, og det skal iagttages, om opdelingen tilgodeser kravet om fri og lige konkurrence mellem leverandørerne.

Beslutter kommunalbestyrelsen at fastsætte kvalitetskrav for flere ydelseskategorier end de lovpligtige, skal der også ske en prisfastsættelse af disse.

Eksempler på yderligere ydelseskategorier kan være følgende:

Pris pr. time praktisk hjælp kan eksempelvis opsplittes i pris for henholdsvis rengøring, indkøb og tøjvask og eventuelt anden praktisk hjælp.

Pris for madservice kan eksempelvis opsplittes, så der fastsættes særlige priser for diæter eller enkelte retter (fx hovedret og biret).

Pris pr. time personlig hjælp på øvrige tider kan eksempelvis opsplittes på pris for timer leveret i tidsrummene aften, nat og weekend.

I situationer, hvor selve leverancen berører flere priskrav, fx når den personlige og praktiske hjælp leveres af samme leverandør, skal de specificerede priser anvendes i forbindelse med afregning til leverandøren.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at kravet om det frie leverandørvalg betyder, at der skal være mulighed for at vælge forskellige leverandører til henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen kan ikke stille krav om, at leverandøren af den praktiske hjælp også skal kunne varetage den personlige pleje.

4. Prismodel og delelementer i model

Som det fremgår af det foregående, skal prisen pr. time fastsættes på minimum tre hovedområder:

- Pr. time praktisk hjælp

- Pr. time personlig hjælp i hverdagstimerne

- Pr. time personlig hjælp øvrige tider

Som hovedregel opgøres samtlige omkostninger tilknyttet leverancen af ydelsen i en given periode (brøkens tæller), der efterfølgende divideres med det samlede antal leverede timer (brøkens nævner) i den samme periode:

 

Samlede omkostninger for periode X

Pris pr. time =

––––––––––––– ;–––––––––––

 

Samlede antal leverede timer i periode X

Perioden skal være af en sådan længde, at den afspejler de langsigtede gennemsnitlige omkostninger ved at levere den pågældende ydelse.

Der er en række forhold, der skal tages hensyn til, når omkostningerne (tælleren i beregningen) skal opgøres:

1. Organisatorisk/økonomisk afgrænsning af hjemmeplejen

2. Opgørelse af de direkte omkostninger i hjemmeplejen

3. Opgørelse af de indirekte omkostninger til hjemmeplejen.

4. Fordeling af hjemmeplejens omkostninger på ydelseskategorierne praktisk hjælp, personlig hjælp i hverdage og personlig hjælp på øvrige tider.

Der er en række forhold, der skal tages hensyn til, når antallet af leverede timer ( nævneren i beregningen) skal opgøres:

1. Organisatorisk afgrænsning af hjemmeplejen

2. Selve opgørelsen af antallet af leverede timer

3. Fordelingen af de leverede timer på de 3 ydelseskategorier, jf. ovenfor.

En tilgang til håndtering af disse forhold beskrives i efterfølgende afsnit.

Prissætning for madservice adskiller sig fra de øvrige prisberegninger, fordi prisen fastsættes pr. ydelse (fx et måltid og udbringningen af dette til hjemmet) og ikke pr. time. Det samme kan gøre sig gældende, hvis en kommunalbestyrelse vælger at prissætte ydelser som fx indkøb og tøjvask. Ved beregning af prisen for disse ydelser eller ydelseskategorier skal antallet af leverede ydelser og ikke antallet af leverede timer sættes i forhold til de samlede omkostninger. Prissætningen af madservice behandles i øvrigt i bilag b.

5. Beregning af pris

Det følger af loven, at de prismæssige krav til de private leverandører skal afspejle de samlede, reelle og faktiske omkostninger ved den kommunale leverandørvirksomhed. Hovedreglen er, at alle omkostninger, der er forbundet med at levere en hjemmehjælpsydelse, skal medtages i prisberegningen. Derfor stilles der krav om, at der foretages en omkostningskalkulation, der også omfatter alle langsigtede omkostninger ved den kommunale leverance af den personlige og praktiske hjælp herunder forrentning og afskrivning.

Som udgangspunkt skal de faktisk forbrugte beløb altid henføres. Der fordres fuld gennemsigtighed i beregningerne og de data, der indgår heri. Er henførelsen af omkostninger mv. undtagelsesvis baseret på skøn, skal skønnet begrundes.

Prisberegningen skal baseres på de senest opgjorte tal for det faktiske forbrug i hjemmeplejen. Hvis sidste års regnskab anvendes som grundlag for prisberegningen, anbefales dette fremskrevet med pris- og lønskønsprocenten, der årligt offentliggøres af Kommunernes Landsforening. Er de relevante regnskabstal ikke er dækkende for det faktiske forbrug, kan budgettal anvendes som grundlag for prisberegningen i det omfang, de er mere retvisende. Ved anvendelse af budgettal skal eventuelle henlagte budgetreserver medregnes.

De kommunale myndigheder har mulighed for at lade forventede ændrede omkostninger indgå i grundlaget for priskravene til leverandørerne. Dette kan ske, hvis de forventede ændrede omkostninger er en konsekvens af kommunalbestyrelsens ønske om effektivisering af den kommunale leverandørvirksomhed for derved at sænke priskravet til den personlige og praktiske hjælp eller hvis det er en konsekvens af kommunalbestyrelsens beslutning om ændring i kommunens kvalitetsstandard/ serviceniveau.

Kommunalbestyrelsen er dog ikke fritaget for at beregne og offentliggøre den faktiske prisberegning for årets hjemmehjælp, selvom de anvender forventede omkostninger.

De kommunale myndigheder skal mindst en gang om året regulere og offentliggøre de prismæssige krav.

Kommunalbestyrelsen har jf. § 91 c, stk. 9, pligt til at efterbetale private leverandører i de tilfælde, hvor det efterfølgende viser sig, at de fastsatte priskrav er lavere end de faktiske omkostninger ved leveringen af den personlige og praktiske hjælp.

Enkelte kommuner har detaljerede prisberegninger til såvel internt som eksternt brug. I den udstrækning prisberegningen er baseret på, eller muliggør, en opdeling på de relevante ydelseskategorier, og de bagvedliggende beregninger lever op til krav om gennemsigtighed og fuld validitet, kan disse priser anvendes.

Hjemmehjælpsleverancen er organiseret på forskellige måder i kommunerne. Selv om vægten i omkostningerne kan være forskellige, kan der med fordel tages udgangspunkt i en organisatorisk/økonomisk figur som vist i bilag c.

I prisudregningen skal kun medtages omkostninger, der relateres til kommunens hjemmepleje. Disse kan opdeles i:

Direkte omkostninger i hjemmeplejen, punkterne 1-5 i figuren, bilag c. Med direkte omkostninger forstås omkostninger, der direkte kan isoleres i hjemmeplejen, og som ikke skal henføres til den øvrige ældrepleje.

Indirekte omkostninger, der kan henføres til hjemmeplejen: Det kan fx være »Støttefunktioner eller -processer« (punkt 6 i bilag c) eller fællesomkostninger defineret som omkostninger ved den overordnede ledelse og administration, der er afledt af hjemmeplejen.

Med en klar organisatorisk/økonomisk afgrænsning, vil der næppe være behov for at identificere indirekte omkostninger i felterne myndighed (9), plejeboligområdet (8) og køkken (7).

De steder, hvor en andel af omkostningerne skal henføres til hjemmehjælpen (eksempelvis hvis en andel af plejeboligområdet har omkostninger i forbindelse med hjemmeplejen), er det den enkelte kommunale myndighed, der vurderer hvor stort et beløb, der skal overføres. Denne vurdering skal være begrundet.

De priser, der fastsættes på baggrund af den kommunale leverandørs samlede omkostninger beregnes uden moms. For vejledning om moms ved betaling af private leverandører, henvises der til vejledningens punkt 222.

5.1 A fskrivninger og forrentning af drifts- og anlægskapital

Indledningsvis skal der gøres opmærksom på, at afsnit 5.1 i bilaget er en gengivelse af vejledningens punkt 209-212, om afskrivning, bygninger og forrentning.

5.1.1 Afskrivning

Afskrivninger skal medtages i prisberegningen. Afskrivning vil normalt være en indirekte omkostning. Aktiver i kommuner vil typisk være bygninger til forskellige formål, diverse tekniske anlæg, større maskiner, transportmidler og inventar.

Budget- og Regnskabsudvalget under Indenrigs- og Sundhedsministeriet har anbefalet, at medtage aktiver, hvor:

- Aktivet forventes at have en levetid på mere end ét regnskabsår

- Aktivet har en vis økonomisk værdi, det vil sige over 100.000 kr.

- Aktiver af en værdi fra 50.000 kr. og op til 100.000 kr. kan medtages.

- Aktiver, der ikke opfylder ovenstående betingelser, anbefales medtaget i omkostningskalkulationen i det år, udgiften er betalt (straksafskrivning).

Kommunerne skal som udgangspunkt værdisættes til den historiske kostpris, og denne pris er afskrivningsgrundlaget. Det er i den sammenhæng en forudsætning, at kostprisen kan opgøres pålideligt. Et aktiv bør afskrives systematisk over dets forventede levetid.

Kommunerne skal anvende den lineære afskrivningsmetode. Det årlige afskrivningsbeløb findes ved at dele aktivitets historiske kostpris med den forventede levetid. Det vil sige, at der afskrives samme beløb hvert år hen over afskrivningsperioden.

5.1.2 Bygninger

Kommunerne kan som nævnt ovenfor værdisætte bygningerne til den historiske kostpris. Som en undtagelse fra reglen om anvendelse af kostprisen gælder i åbningsbalancen for 2007 og fremover, at bygninger anskaffet før 1. januar 1999 skal måles til den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2004 korrigeret for af- og nedskrivninger samt opskrivninger, der er foretaget i 2004 og efterfølgende år. Det gælder også i tilfælde, hvor kostprisen på bygninger anskaffet før 1. januar 1999 er kommunen kendt. En anden metode kan være at sidestille ejede bygninger med lejede bygninger ved opgørelsen. Det kan således undlades at medregne afskrivninger, såfremt der til gengæld indregnes et beløb svarende til markedslejen for de pågældende bygninger eller lokaler.

5.1.3 Forrentning af driftskapital og anlægskapital

Ved forrentning af driftskapitalen svarer udgiftsposten til en virksomheds udgifter til likviditetsmæssige udlæg. Det er udgiften for at have adgang til en gratis kommunal kassekredit. Modsvares udgiften af en indtægt, skal denne modregnes. Den anvendte rente skal afhænge af den forventede kredittid, og rentefoden skal svare til markedsrenten.

Ved beregning af omkostninger til forrentning af anlægskapital indgår alle større anlægsaktiver, uanset om de optræder som en del af drifts- eller anlægsbudgettet. Det er det enkelte anlægs karakter, der er afgørende for vurderingen af forrentningen af aktivets værdi, bl.a. afhængig af aktivets levetid.

5.1.4 Yderligere vejledning

For regler om kommunernes afskrivning, statusopgørelse og åbningsbalance henvises til kapitel 8 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner.

For fremgangsmåde ved anvendelse af omkostningskalkulation kan i øvrigt henvises til den generelle vejledning for udarbejdelse af omkostningskalkulation, jf. kapitel 9 i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner. Endvidere kan der henvises til Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler for omkostningskalkulation, jf. lov nr. 378 af 14. juni 1995 samt vejledning nr. 107 af 30. juni 1995 om kommuner og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Her er tillige beskrevet eksempler på omkostningskalkulation. Desuden kan henvises til kapitel 7.2 i budget- og regnskabssystemet om regnskabsmæssige redegørelser for omkostningskalkulationer ved kommunal leverandørvirksomhed af personlig og praktisk bistand; »regnskabsmæssig redegørelse for omkostningskalkulationer ved personlig og praktisk bistand«. Heraf fremgår, at der er krav om, at der i årsregnskabet skal optages en oversigt over beregningsgrundlaget i leverandørvirksomheden for de kommunale myndigheders priskrav.

»Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner« (fra 1. januar 2007 »budget og regnskabssystem for kommuner«) kan findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside: www.im.dk

5.2 Opgørelse af omkostninger

De direkte omkostninger er de omkostninger, der alene knytter sig til hjemmeplejen. Disse omkostninger opgøres først. Det indebærer en nødvendig organisatorisk afgrænsning, jf. bilag c

En lang række omkostningsposter er aktuelle i denne sammenhæng, hvor lønomkostningen vil være den væsentligste. Inspirationslisterne i bilag d og e kan anvendes til identifikation af relevante omkostninger, der kan henføres til hjemmeplejen. Inspirationslisterne er ikke udtømmende, men skal justeres i henhold til lokale forhold.

Næste skridt er at identificere, fordele og opgøre de indirekte omkostninger. Der ligger heri 3 trin:

At identificere de enheder, der i større eller mindre udstrækning er belastet af omkostninger, der kan relateres til den kommunale leverandør af personlig og praktisk hjælp.

1) At fastlægge, hvor stor en andel af omkostningerne ved at drive disse enheder, der skal henføres til leverandøren.

2) At lægge de samlede indirekte omkostninger sammen.

3) De indirekte omkostninger, der kan betegnes som fællesomkostninger, kræver særlig opmærksomhed, fordi omkostningerne er en del af økonomien i den øvrige forvaltning.

Ikke alle fællesomkostninger kan fordeles efter den beskrevne metode. De fællesomkostninger, der kan fordeles, skal fordeles ud fra de faktorer, der udvirker dem. Det er op til den enkelte kommune at vurdere fællesomkostningernes fordeling i organisationen. En eventuel skønsmæssig vurdering af fordelingen af fællesomkostningerne skal begrundes og dokumenteres.

Fordelingen kan illustreres således:

AO3132_2.JPG Size: (584 X 419)

* I de tilfælde, hvor det undtagelsesvis er nødvendigt at anvende en fordelingsnøgle for andelen af omkostninger til en ydelseskategori, skal valg af fordelingsnøgle nærmere begrundes. Et eksempel på en fordelingsnøgle kan være andelen af en lønudgift, husleje i forhold til arealforbruget mv.

Resultatet af opgørelsen er de samlede omkostninger, der entydigt kan henføres til hjemmehjælpen.

5.3 Fordeling af omkostninger på tid og praktisk og personlig hjælp

Lønomkostninger udgør den primære del af omkostningerne inden for hjemmehjælpen Disse kan opgøres og henføres til de tre områder, hvor timeprisen skal fastlægges:

- Praktisk hjælp

- Personlig hjælp i hverdagstimerne

- Personlig hjælp øvrige tider

Som første led i fordelingen opgøres lønomkostningerne i henhold til fordelingen af ressourcer på de 3 områder.

Dernæst fordeles de øvrige omkostninger. Omkostningerne kan fx fordeles lineært pr. medarbejder eller efter normering, afhængig omkostningernes karakter.

I de tilfælde, hvor metoden med at fordele udgifterne lineært pr. medarbejder eller normering ikke kan foretages, kan kommunerne fx anvende antallet af visiterede timer som fordelingsnøgle. Visiterede timer er ikke nødvendigvis lig med leverede timer, men som nøgle i omkostningsfordelingen vil den relative andel af visiterede timer, der anvendes inden for de tre ydelseskategorier, kunne anvendes.

Nøglen anvendes alene til fordeling af lønomkostningerne eksklusive tillæg for arbejde på øvrige tider. Sidstnævnte isoleres indledningsvis.

Kronologisk og i stikordsform kan fremgangsmåden beskrives på følgende måde (se også eksemplet i bilag f):

1. De samlede omkostninger til den praktiske og personlige hjælp (indirekte og direkte omkostninger) opdeles i lønomkostninger og andet.

2. I lønomkostningerne isoleres tillæg for arbejde på øvrige tider ved gennemgang af konti.

3. For at tage højde for eventuelle forskelle i lønniveau mellem medarbejdere, der udfører personlig hjælp, og de, der udfører praktisk hjælp, kan gennemsnitslønnen udregnes for de to personalekategorier. Denne mellemregning er speciel relevant i kommunerne, der bruger uddannede medarbejdere til personlig hjælp og uuddannede medarbejdere til praktisk hjælp.

4. Der gennemgås et antal afgørelser, der er repræsentativt i forhold til hjemmeplejemodtagerne.

5. På baggrund af afgørelserne opgøres, hvor meget tid der forholdsvis anvendes til at levere de tre ydelser. I tilfælde af, at der ikke er angivet et tidsforbrug i afgørelsen, og den forbrugte tid derved ikke kan udregnes, kan visitators vejledende tidsramme anvendes. Den forbrugte tid fordelt på de tre ydelser omregnes til procenter.

6. De beregnede procenter i forhold til punkt 5 korrigeres for den relative forskel mellem gennemsnitslønnen for de to personalekategorier, jf. punkt 3.

7. Lønomkostningerne, eksklusiv tillæg for arbejde på øvrige tider, fordeles ved hjælp af nøgletallene korrigeret som beskrevet i punkt 6.

8. De i punkt 2 opgjorte tillæg for arbejde på øvrige tider tillægges denne kategori.

9. De i punkt 1 isolerede »andre« omkostninger fordeles på de tre områder med den i punkt 5 udregnede nøgle.

10. De samlede omkostninger (tælleren) fastlægges for hvert af de tre områder.

5.4 Opgørelse og fordeling af brugerrettet tid

For at fastlægge prisen pr. time hjemmehjælp er det nødvendigt at få opgjort antal timer anvendt i hjemmeplejen.

Til det formål anvendes den brugerrettede tid.

Brugerrettet tid defineres som det antal timer, der i henhold til afgørelsen faktisk anvendes hos modtageren, sammen med modtageren eller - med hensyn til indkøb og evt. tøjvask - for modtageren.

For at fastlægge den brugerrettede tid skal kommunen registrere og opgøre de timer, der leveres til modtageren, som henholdsvis personlig hjælp i hverdagstimer, personlig hjælp på øvrige tider og praktisk hjælp.

Det er afgørende for kommunalbestyrelsen, at det er den brugerrettede tid, der opgøres, og at opgørelsen er så korrekt som mulig. Fastlæggelsen af den brugerrettede tid har stor indflydelse på den endelige ydelsespris. Opgøres den brugerrettede tid hos den kommunale leverandør for lavt, medfører det, at prisen pr. time hjemmehjælp vil blive for høj, hvilket umiddelbart medfører en merpris for kommunalbestyrelsen. Er den brugerrettede tid derimod opgjort for højt, betyder det en for lav afregningspris i forhold til leverandørerne. Det indebærer en risiko for, at den kommunale og de private leverandører ikke kan få dækket omkostningerne ved at levere den personlige og praktiske hjælp, og derfor på sigt må forlade markedet.

Hvis kommunen ikke har valide tal for den brugerrettede tid, gennemføres en stikprøveundersøgelse. Stikprøvens størrelse skal være repræsentativ både med hensyn til antal modtagere og plejetyngde, i forhold til tidsperiode og medarbejdergrupper mv. Der henvises til KL’s og Socialministeriets BTP-model, som kan findes på www.fritvalgsdatabasen.dk – modellen er Socialministeriets og KL’s fælles anbefaling til beregning af den kommunale leverandørs brugertidsprocent.

Det er afgørende for beregningen af den brugerrettede tid i relation til prisopgørelsen, at der foretages en opgørelse af tiden fordelt på de tre hovedområder. Det gennemføres ved at lade en repræsentativ del af medarbejderne registrere deres tidsanvendelse på disse tre hovedområder i en nærmere defineret periode. Perioden skal være af en længde, så resultatet kan overføres til samtlige medarbejdere for den periode, som de samlede omkostninger er opgjort for.

Hermed er nævneren til hver af de tre formler fundet, og prisen pr. time personlig hjælp i hverdagstimer, personlig hjælp på øvrige tider og praktisk hjælp kan udregnes.

Om afspadseringens betydning for beregning af timepris.

Afspadsering påvirker den brugerrettede tid i nedadgående retning. Det særlige ved afspadsering er, at timerne ofte optjenes ved arbejde i aften og nattetimer eller i weekenden men - alt efter, hvordan leverandøren har organiseret sig afvikles i hverdagene. Når det er tilfældet, vil det umiddelbart påvirke opgørelse af den brugerrettede tid på hverdagene og de øvrige tider i henholdsvis nedadgående og opadgående retning. Det betyder isoleret set, at prisen for hverdagstimer bliver relativt højere, og for øvrige tider bliver den relativt lavere.

I kommuner, hvor dette gør sig gældende, bør man derfor fastlægge omfanget og betydningen heraf via totalregistrering eller som stikprøve, og korrigere prisen i henhold hertil.

Hvor ulempetillæg ikke afspadseres, men udbetales, eksisterer problemet ikke. Tilsvarende gælder, hvor medarbejdere er ansat med lavere timetal for fuld løn som kompensation for arbejde på de øvrige tidspunkter.

6. Regulering af priser

De kommunale myndigheder regulerer og offentliggør de prismæssige krav mindst en gang årligt i forhold til den faktiske udvikling i forhold til omkostninger, timeanvendelse og serviceniveau. Det vil typisk være i sammenhæng med kommunalbestyrelsens budgetlægning og eventuel revision og dermed offentliggørelse af serviceniveauet via kvalitetsstandarderne. jf. også punkt 217.

For så vidt angår regulering og efterregulering mv. henvises til vejledningen.

Bilag a. Myndighedsopgaver

For at hindre konkurrenceforvridende forhold mellem private og kommunale leverandørvirksomheder skal der kunne skelnes klart mellem de kommunale myndigheds- og leverandøropgaver.

Følgende liste angiver myndighedsopgaver inden for personlig og praktisk hjælp mv. (opgaver i forbindelse med frit leverandørvalg) og derved opgaver, hvis afledte omkostninger ikke skal medtages i en prisberegning, hvor det er leverancen, der skal prissættes.

Myndighedsopgaver

Afgørelse:

 Visitation

 Ydelser

 Omfang1)

I overensstemmelse med politisk vedtagne kvalitetsstandarder

Tilsyn/kontrol:

 Sikre overensstemmelse mellem afgørelse
    og leverance

      Ydelser

      Omfang

      Kvalitet

Øvrige myndighedsopgaver

Fastsætte og offentliggøre:2)

Kvalitetskrav:

 Kvalitetsstandarder, i forhold til § 83 som
    minimum opdelt på

      Personlig hjælp

      Praktisk hjælp

      Madservice

Priser:

 Fastsættelse og offentliggørelse af priskrav

Leverancesikkerhed fastsætte og offentliggøre

Krav til frist for opstart af leverancen

Frist for levering af erstatningshjælp

Udpege en kontaktperson hos myndigheden, som modtageren kan kontakte ved svigt i leverancen

Fastlægge krav til indholdet af informationsmateriale (godkendte leverandører skal i samarbejde med kommunen udarbejde informationsmateriale)

Informationsmaterialet skal udleveres til samtlige modtagere

Løbende ajourføring ved leverandørændringer

Godkende leverandører

Indgå skriftlig kontrakt med alle kvalificerede leverandører

1) Skal tolkes bredt. Der er ikke lovkrav om udmåling i tid.

2) Skal offentliggøres via fritvalgs-databasen ved Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service.

Bilag b. Prissætning af madservice og madservice uden udbringning

Madserviceordninger er visiterede tilbud, hvor maden produceres udenfor modtagerens hjem og leveres til modtageren. En madserviceordning kan også være et tilbud til visiterede modtagere om at spise på fx et cafeteria, en lokal kro eller et nærliggende plejecenter. Der skal som minimum fastsættes priser for madservice og for madservice uden udbringning.

Madservice prissættes pr. ydelse (fx et måltid inklusiv udbringning til hjemmet)

Madservice kan defineres både ud fra, om det er aftensmad/middagsmad, en ret eller flere retter. Da der kan være behov for flere typer specialmad, er det op til kommunen at beskrive, hvad et måltid er, samt kommunens serviceniveau på området. Prisen kan differentieres, såfremt kommunen ønsker det, eksempelvis i forhold til særlige diæter.

Ved fastsættelse af modtagerens betaling for madservice kan kommunalbestyrelsen, jf. bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv., medregne alle faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere ydelsen.

Hvis kommunalbestyrelsen yder et tilskud til madservice, så den enkelte modtager ikke betaler de fulde omkostninger ved madservicen, skal det samme tilskud gives til alle modtagere, uanset hvilken leverandør, modtageren har valgt. Tilskuddet skal derfor fastsættes pr. ydelse (måltid).

Prisen for madservice beregnes som samtlige omkostninger knyttet madservice altså til produktion og udbringning af mad i en periode divideret med antal måltider leveret i samme periode. For madservice uden udbringning skal omkostningerne til udbringning ikke medtages, når de samlede omkostninger fastsættes.

Omkostninger knyttet til madservice omhandler blandt andre følgende omkostningsposter:

Afskrivninger, forrentninger

Emballage, madudbringning

Engangsservice

Køb af madportioner

Køkkenudstyr/maskiner

Levnedsmiddelkontrol

Løn (se løndefinition i bilag 4)

Råvarer

Servicekontrakter

Varetransport/ madudbringning

Sammen med omkostningsposterne nævnt i bilag d og e skal ovenstående poster indgå ved beregning af priser på madservice. Det vil sige, at alle henførbare omkostningsposter nævnt i bilag d, bilag e og dette bilag skal indgå i en prisberegning på madservice. Listen skal tages som inspiration. Den egentlige opgørelse skal laves med udgangspunkt i kommunens lokale omkostningsposter.

Bilag c. Organisatorisk afgrænsning

Principskitse i økonomisk betydning

AO3132_3.JPG Size: (642 X 427)

Bilag d. Oversigt over typiske omkostningsposter direkte og indirekte omkostninger

Liste over omkostningsposter, der skal tages i betragtning ved udregning af priser på praktisk og personlig hjælp. Listen er ikke nødvendigvis udtømmende. Da omkostningsposterne ofte har forskellige benævnelser i kommunerne, skal listen alene tages som inspiration.

Posterne er angivet i alfabetisk rækkefølge.

Afskrivning, forrentninger

Annoncering

Arbejdsskadeerstatning

Arbejdsskadeerstatning, hjemmehjælpere

Aviser, tidsskrifter

Befordringsgodtgørelse

Beklædning, anskaffelse

Benzin

Bevogtning

Bortkørsel og forbrænding af affald

BST

Bøger og tidsskrifter (faglitteratur)

Ejendomsskatter

El og gas

Entreprenør- og håndv.

Erstatning

Fjernvarme

Forsikring

Forsikring, personale

Forsikring, transportudstyr

Fotokopier, trykn.

Gebyr

Husleje

Indkøb/materiale til udvendig vedligeh.

Indkøb/materialer til anlæg/installation

Indkøb/materialer til arealer

Indkøb/materialer til indvendig vedligeh

Inventar

IT (hardware/software)

Konsulentbistand

Kontingenter til foreninger

Kontorartikler

Kontorinventar

Kontormask., drift, vedl.

Kontormaskiner, anskaffelser

Kontormaskiner, leje

Leasingafgifter

Licens

Linnedvarer mv.

Lægeattester, varighedserklæring, læger.

Løn*

Lønkørsel

Låsesmed

Møder, repræsentation

Persontransport/rejser

Porto, gebyrer

Regnskabsudarbejdelse

Rejsegodtgørelse

Rengøringsartikler (materialer/midler)

Renovation

Reparation af cykler

Reparation vedr. biler

Reparation vedl. af ejendom

Sikkerheds- og arbejdsmiljø

Skatter og afgifter

Sygeplejeartikler, afregn.

Taxakørsel

Telefon (abonnement/anskaffelse)

Tolkning

Transport (drift, afskrivninger)

Transportudstyr (motorkøretøjer og andet)

Undervisning, interne kurser

Undervisning, eksterne kurser

Uniformsgodtgørelse

Vand og afledningsafgifter

Varekøb

Vask af beklædning, personale

Vaske- og rensemidler

Vikar

Vægtafgift

Værnemidler

Øvrige administration

Øvrige brændsel og drivmidler

Øvrige entreprenør- og håndværksydelser

Øvrige finansudgifter

Øvrige service

Øvrige tjenesteydelser

Øvrige varekøb

* Indeholdt i lønbegrebet er:

Nettotimeløn/årsløn

Over- og mertidsbetaling

Pension

Kilometerpenge

Andre tillæg

ATP/AER/AES

Feriepenge/ferietillæg

Beklædningsgodtgørelse

Vaskegodtgørelse

Bilag e. Oversigt over typiske omkostningsposter indirekte omkostninger og fællesomkostninger

Liste over omkostningsposter, der skal tages i betragtning ved udregning af priser på praktisk og personlig hjælp. Listen indeholder poster, der er afledt af hjemmehjælpen, og som oftest vil ligge centralt i ældreplejen eller i forvaltningen. Listen er ikke nødvendigvis udtømmende og betragtes som en minimumsliste, hvor de anførte omkostningsposter som minimum skal vurderes i forhold til omkostningsopgørelsen. Da omkostningsposterne ofte har forskellige benævnelser i kommunerne, skal listen alene tages som inspiration.

Størstedelen af fællesomkostningerne kan antages at være dækket ind under begreberne:

 

Andel af tilknyttet administration

 

Herunder:

 

 

IT support/system

 

 

Personaleadministration

 

 

Kontorhold

 

 

Økonomistyring

 

 

Konsulentbistand

 

Andel af tilknyttet ledelse

 

 

Det anbefales at medregne lønomkostninger til og med socialdirektør

 

Udgifter til husleje/bygninger

 

Herunder:

 

 

Faktiske huslejeudgifter

 

 

Afskrivning og forrentning for bygninger, som kommunerne selv ejer

 

 

Vedligehold

 

 

Renovation

 

 

Forsikring3)

 

 

Rengøring

 

 

Varme

 

 

El

3) Ved selvforsikrede kommuner fastsættes omkostningerne ud fra, hvad kommunen skulle have betalt i præmier, hvis den var forsikret.

Bilag f. Eksempel på fordeling af omkostninger på praktisk hjælp, personlig hjælp hverdagstimer og personlig hjælp øvrige tider

Eksemplet er en illustration af kapitel 5.3 ovenfor. Eksemplet starter, hvor de samlede omkostninger i hjemmeplejen er opgjort, jf. kapitel 5.2.

Størstedelen af omkostningsbeløbet henført til hjemmeplejen vil bestå af løn. Lønnen skal afgrænses fra de samlede omkostninger for at kunne blive fordelt på de 3 områder, prisen skal udregnes for. Et taleksempel er anført i parentes.

AO3132_4.JPG Size: (642 X 163)

Lønomkostningerne (65 mio. kr.) kan opdeles på omkostninger på øvrige tider (nat, aften, lørdag, og søndag) og løn hverdagstimer.

AO3132_5.JPG Size: (642 X 193)

Lønomkostninger fordeles på:

- Personlig hjælp, hverdagstimer

- Personlig hjælp, øvrige tider

- Praktisk hjælp

I dette eksempel er antallet af visiterede ydelser til de tre ydelseskategorier valgt som fordelingsnøgle. Timerne opgøres ved at gennemgå et repræsentativt udvalg af afgørelser. Herefter udregnes forholdstal som i eksemplet nedenfor.

a) Personlig hjælp, øvrige tider

100 timer

= 31,25 %

b) Personlig hjælp, hverdagstimer

120 timer

= 37,50 %

c) Praktisk hjælp

100 timer

= 31,25 %

I alt

320 timer

= 100 %

Procentsatser skal dog korrigeres for forskellen i gennemsnitslønnen mellem medarbejdere, der udfører personlig hjælp, og de, der udfører praktisk hjælp. Sættes praktisk hjælp til indeks 100, og det forudsættes, at lønforskellen er 10 %, udgør personlig hjælp indeks 110.

Korrektionen som følge af lønforskellen ser således ud:

a) 31,25 : 100 x 110 =

34,375

: 106,875 x 100

=  32,16 %

b) 37,50 : 100 x 110 =

41,250

: 106,875 x 100

=  38,60 %

c) 31,25 : 100 x 100 =

31,250

: 106,875 x 100

=  29,24 %

I alt =

106,875

 

=  100 %

Procentsatserne angiver nu den andel af lønomkostningerne, der skal henføres til den pågældende ydelse.

a) 32,16 % af 60 mio. kr. henføres til personlig hjælp, øvrige tider (= 19,296 mio. kr.)

b) 38,60 % af 60 mio. kr. henføres til personlig hjælp, hverdagstimer (= 23,16 mio. kr.)

c) 29,24 % af 60 mio. kr. henføres til praktisk hjælp (= 17,544 mio. kr.)

»Andre« omkostninger (10 mio. kr.) fordeles efter visiterede timer altså før korrektion - på de tre områder.

a) 31,25 % af 10 mio. kr. = 3,125 mio. kr.

b) 37,50 % af 10 mio. kr. = 3,750 mio. kr.

c) 31,25 % af 10 mio. kr. = 3,125 mio. kr.

De 5 mio. kr. som tillæg for arbejde på øvrige tider henføres alene til a)

Prisen er herefter:

a) Personlig hjælp, øvrige tider (19,296 + 3,125 + 5) mio. kr.

= 27,421 mio. kr.

b) Personlig hjælp, hverdagstimer (23,16 + 3,75) mio. kr.

= 26,910 mio. kr.

c) Praktisk hjælp (17,544 + 3,125 ) mio. kr.

= 20,669 mio. kr.

Afstemning

= 75 mio. kr.

Prisen divideres efterfølgende med den brugerrettede tid opgjort i timer for at få prisen per leveret time.



Bilag 4

Litteratur m.m.

Socialministeriet har udgivet en lang række pjecer, rapporter mv. om bl.a. ældre- og handicapområdet, der kan findes på:

http://www.social.dk/tvaergaaende_indgange/udgivelser/aeldre.html

Der kan endvidere henvises til Danmarks officielle hjemmeside www.danmark.dk, der er til for at hjælpe brugerne med at finde rundt i den offentlige sektor. Korte og generelle beskrivelser skaber overblik og viser vej til den rette myndighed eller de ønskede informationer.

Endelig er der en lang række interesseorganisationer, som udgiver materiale. Eksempelvis kan nævnes:

www.kl.dk

www.alzheimer.dk

www.dhf-net.dk

www.frivillighed.dk

www.handicap.dk

www.sjaeldnediagnoser.dk

www.ufch.dk

www.vfb.dk

www.aeldresagen.dk



Bilag 5

Kommunernes adgang til at levere tilkøbsydelser

Tilkøbsydelser er ikke omfattet af serviceloven. Den kommunale leverandør kan derfor ikke tilbyde tilkøbsydelser, da tilkøbsydelser ligger ud over de behovsbestemte ydelser, som kommunen er forpligtet til at tilbyde efter serviceloven § 83. Tilkøbsydelser er således ikke sociale ydelser, men ydelser, som alle borgere kan vælge at gøre brug af mod betaling.

Almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse (de såkaldte kommunalfuldmagtsregler) finder alene anvendelse i tilfælde, hvor den skrevne lovgivning ikke regulere, dvs. enten hjemler eller udelukker, kommunernes mulighed for at påtage sig opgaver. Kommuner kan efter kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke uden hjemmel i skreven lov drive handel, håndværk eller industri. Kommuner kan heller ikke uden hjemmel i den skrevne lovgivning tildele ydelser – gratis eller mod en vis brugerbetaling – til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier. Dette gælder også i det begrænsede omfang, en kommunen ud fra overkapacitetsbetragtninger eller som accessorisk virksomhed lovligt kan varetage opgaver, der i øvrigt ikke er kommunale.

På den baggrund kan kommunerne ikke uden hjemmel i den skrevne lovgivning lovligt tilbyde borgerne supplerende hjemmehjælpsydelser som et tilkøb til den visiterede hjælp.

Henvendelse om kommunernes adgang til at levere tilkøbsydelser skal ske til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.



Bilag 6

Adresser

Ankestyrelsen

Amaliegade 25

Postboks 9080

1022 København K

Tlf: 33 41 12 00/ Fax: 33 41 14 00

E-mail: ast@ast.dk

Ekspeditionstid: Mandag til fredag kl. 9.00-15.00

 

Arbejdsmiljøsekretariatet

Studiestræde 3, 2. sal, 1455 København K,

Tlf: 33 93 12 55 / Fax: 33 93 01 14

Tlf-tider man - tor 9.00 - 15.00 og fredag 9.00 - 14.00

E-mail:sekretariat@3bar.dk  

Arbejdsmiljøsekretariatet varetager den daglige administration for BAR SoSu.

 

Danmark.dk – Danmarks officielle hjemmeside

www.danmark.dk

 

Demenslinien: 58 50 58 50

Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 9.00 -15.00

Torsdag kl. 14.00 – 18.00

E-mail: demenslinien@alzheimer.dk

 

Den Sociale Sikringsstyrelse

Landemærket 11

1119 København K

Tlf: 33 95 50 00 / Fax: 33 91 56 54

E-mail: dss@dss.dk

Telefontider: mandag til fredag kl. 10 – 14.

 

DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Banegårdspladsen 2,2

6000 Kolding

Tlf: 76 30 19 30

 

KL

Weidekampsgade 10, postboks 3370

2300 København S

Tlf.: 33 70 33 70 – Fax nr.: 33 70 33 71

E-mail: kl@kl.dk – hjemmeside: www.kl.dk

 

Kommuneinformation

Sommerstedsgade 5

1718 København V

Tlf.: 33 28 03 00 – Fax: 33 28 03 02

E-mail: post@kommuneinformation.dk

 

Konkurrencestyrelsen

Nyropsgade 30

1780 København V

Telefon: 72 26 80 00 - Fax: 33 32 61 44

E-mail: ks@ks.dk

 

Statsforvaltningerne – herunder Tilsynet

www.statsforvaltning.dk

 

Styrelsen for Social Service

Skibhusvej 52 B, 3. sal

5000 Odense C

Tlf: 65 48 40 00 / Fax: 65 48 40 99

E-mail: servicestyrelsen@servicestyrelsen.dk

Telefontider: Mandag til torsdag kl. 9.00 til 15.30 og fredag kl. 9.00 til 15.00



Bilag 7

 

Paragrafnøgle for serviceloven

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

 

Ny servicelov

Tidligere servicelov

Bemærkninger

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§§ 3-12

 

-

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

§ 10

 

§ 3

§ 101, stk. 1

§ 101, stk. 2, 1. pkt.

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 5

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 68

§ 69, stk. 1 og 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 13 a

-

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 14

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 15

§ 70 a

Videreførelse af den gældende bestemmelse

§ 16

§ 112

§ 114

Videreførelse med red. ændr.

§ 17

§ 112 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 18

§ 115

Videreførelse med red. ændr.

§ 19

§ 4

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 7

Videreførelse med red. ændr.

§ 21

§ 8

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 8 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 9

Videreførelse med red. ændr.

§ 24

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 25 a

§ 11 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 12

Videreførelse med red. ændr.

§ 27

§ 13

Videreførelse med red. ændr.

§ 28

§ 14

Videreførelse med red. ændr.

§ 28 a

§ 14 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 29

§ 15

Videreførelse med red. ændr.

§ 30

§ 15 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 31

§ 15 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 32

§ 16

§ 18

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 33

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

§ 20

 

§ 34

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 35

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 36

§ 23

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 37

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 38

§ 26 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 39

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 40

§ 27 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 41

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 42

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 43

§ 29 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 44

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 45

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 46

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

§ 47

§ 57 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 48

§ 58

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 49

§ 37 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 50

§ 38

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 51

§ 39

Videreførelse med red. ændr.

§ 52

§ 40

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 53

§ 54

Videreførelse med red. ændr.

§ 54

§ 40 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 55

§ 40 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 56

§ 41

Videreførelse med red. ændr.

§ 57

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 57 a

§ 41 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 58

§ 42

Videreførelse med red. ændr.

§ 59

§ 59

Videreførelse med red. ændr.

§ 60

§ 42 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 61

§ 59 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 62

§ 43

Videreførelse med red. ændr.

§ 63

§ 44

Videreførelse med red ændringer

§ 64

§ 48

Videreførelse med red. ændr.

§ 65

§ 47

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 66

-

Ny – liste over anbringelsessteder

§ 67

§ 49 a

§ 51

Videreførelse med red. ændr.

§ 68

§ 46

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 69

§ 55

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 70

§ 56

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 71

§ 53

§ 57

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 72

§ 60

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 73

§ 61

Videreførelse med red. ændr.

§ 74

§ 62

Videreførelse med red. ændr.

§ 75

§ 45

Videreførelse med red. ændr.

§ 76

§ 62 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 77

§ 63

 

§ 78

§ 64

Videreførelse med red. ændr.

§ 79

§ 65

Videreførelse med red. ændr.

§ 80

§ 66

Videreførelse med red. ændr.

§ 81

§ 67

Videreførelse med red. ændr.

§ 82

§ 67 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 83

§ 67 b

§ 71

Videreførelse med red. ændr.

§ 84

§ 72

Videreførelse med red. ændr.

§ 85

§ 73

Videreførelse med red. ændr.

§ 86

§ 73 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 87

§ 74

Videreførelse med red. ændr.

§ 88

§ 75

Videreførelse med red. ændr.

§ 89

§ 75 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 90

§ 75 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 91

§ 75 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 92

§ 75 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 93

§ 75 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 94

§ 75 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 94 a

§ 75 g

Videreførelse med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 95

§ 76

Videreførelse med red. ændr.

§ 96

§ 77

Videreførelse med red. ændr.

§ 97

§ 78

Videreførelse med red. ændr.

§ 98

§ 79

Videreførelse med red. ændr.

§ 99

§ 80

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 81

Udgået

§ 100

§ 84

Videreførelse med red. ændr.

§ 101

§ 85

Videreførelse med red. ændr.

§ 102

§ 86

Videreførelse med red. ændr.

§ 103

§ 87

Videreførelse med red. ændr.

§ 104

§ 88

Videreførelse med red. ændr.

§ 105

§ 89

Videreførelse med red. ændr.

§ 106

§ 90

Videreførelse med red. ændr.

§ 107

§ 91

§ 93

Videreførelse med red. ændr.

§ 108

§ 92

Videreførelse med red. ændr.

§ 109

§ 93 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 110

§ 94

Videreførelse med red. ændr.

§ 111

§ 96

Videreførelse med red. ændr.

§ 112

§ 97

Videreførelse med red. ændr.

§ 113

§ 98

Videreførelse med red. ændr.

§ 114

§ 99

Videreførelse med red. ændr.

§ 115

§ 100

Videreførelse med red. ændr.

§ 116

§ 102

Videreførelse med red. ændr.

§ 117

§ 103

Videreførelse med red. ændr.

§ 118

§ 103 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 119

§ 104

Videreførelse med red. ændr.

§ 120

§ 105

Videreførelse med red. ændr.

§ 121

§ 106

Videreførelse med red. ændr.

§ 122

§ 107

Videreførelse med red. ændr.

§ 123

§ 108

Videreførelse med red. ændr.

§ 124

§ 109

Videreførelse med red. ændr.

§ 125

§ 109 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 126

§ 109 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 127

§ 109 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 128

§ 109 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 129

§ 109 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 130

§ 109 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 131

§ 109 g

Videreførelse med red. ændr.

§ 132

§ 109 h

Videreførelse med red. ændr.

§ 133

§ 109 i

Videreførelse med red. ændr.

§ 134

§ 109 j

Videreførelse med red. ændr.

§ 135

§ 109 k

Videreførelse med red. ændr.

§ 136

§ 109 l

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 137

§ 109 m

Videreførelse med red. ændr.

§ 138

§ 58 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 139

§ 110 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 140

§ 58 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 141

§ 111

Videreførelse med red. ændr.

§ 142

§§ 49

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 142, stk. 8

§ 50

 

§ 143

§ 49 b, 1. pkt.

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 144

§ 94 a

§ 94 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 145

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 146

§ 6

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 147

§ 63, stk. 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 148

§ 55, stk. 2

§ 113

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 149

-

Ophævet

§ 150

-

Ophævet

§ 151

§ 75 i

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 152

§ 33 a

Videreførelse

§ 153

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 154

§ 36

Videreførelse

§ 155

§ 36 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 156

§ 116

Videreførelse

§ 157

§ 117

Videreførelse

§ 158

§ 118

Videreførelse med red. ændr.

§ 159

§ 52

Videreførelse med red. ændr.

§ 160

§ 62 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 161

§ 82

Videreførelse med red. ændr.

§ 162

§ 83

Videreførelse med red. ændr.

§ 163

§ 95

Videreførelse med red. ændr.

§ 163 a

§ 95 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 164

§ 119

Videreførelse med red. ændr.

§ 164 a

§ 119 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165

§ 120

Ændret som følge af kommunalreformen

§ 165 a

§ 120 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165 b

§ 120 b

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 166

§ 75 h

§ 121

Videreførelse med red. ændr.

§ 167

§ 122

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 168

§ 123

Videreførelse med red. ændr.

§ 169

§ 124

Videreførelse med red. ændr.

§ 170

§ 125

Videreførelse med red. ændr.

§ 171

§ 126

Ophævet

§ 172

§ 127

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 128

Udgået

§ 172 a

§ 58 c

Videreførelse med red. ændr.

Ikke indarbejdet i LBK 929/2006

§ 173

(§§ 129-131d)

Ny finansieringsbestemmelse pga. kommunalreformen

§ 174

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 175

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 176

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 177

§ 131

Videreførelse med red. ændr.

§ 178

§ 132

Videreførelse med red. ændr.

§ 179

§ 134

Videreførelse med red. ændr.

§ 180

§ 135, stk. 2

Videreførelse med red. ændr.

§ 181

§ 133

Videreførelse med red. ændr.

§ 182

§ 136

Videreførelse med red. ændr. samt ny pga. kommunalreformen

§ 183

§ 137

Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen

§ 184

§ 138

Videreførelse med red. ændr.

§ 185

-

Ny pga. ressortomlægning

§ 186

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 187

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 188

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 189

§ 139

Ikrafttrædelsesbest.

§ 190

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 191

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 192

§ 140, stk. 1

Videreførelse med red. ændr.

§ 192 a

§ 140 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 193

§ 144

Videreførelse med ændr. pga. kommunalreformen

§ 194

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 195

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 196

§ 145

Videreførelse med red. ændr.

 

 

 

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

Tidligere servicelov

Ny servicelov

Bemærkninger

 

-

§§ 3-12

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

-

§ 13

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 13 a

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

-

§ 14

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 66

Ny – liste over anbringelsessteder

-

§ 145

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 149

Ophævet

-

§ 150

Ophævet

-

§ 174

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 175

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 176

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 185

Ny pga. ressortomlægning

-

§ 186

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 187

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 188

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 190

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 191

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 194

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 195

Ny pga. strukturaftalen

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 3

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 4

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 5

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 6

§ 146

Videreførelse med red. ændr.

§ 7

§ 20

Videreførelse med red. ændr.

§ 8

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 8 a

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 9

§ 23

Videreførelse med red. ændr.

§ 10

§ 24

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 11 a

§ 25 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 14

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 14 a

§ 28 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 15

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 a

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 b

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 16

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 18

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 19

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

 

§ 21

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 26 a

§ 38

Videreførelse med red. ændr.