Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

(Vejledning nr. 6 til serviceloven)

 

Indledning

1. Vejledning nr. 6 til serviceloven indgår som del af en mere samlet fremstilling af Socialministeriets vejledning til serviceloven, der gælder fra den 1. januar 2007. Der foreligger på nuværende tidspunkt følgende syv vejledninger:

- Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Vejledning nr. 1 til serviceloven.

- Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. Vejledning nr. 2 til serviceloven.

- Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Vejledning nr. 3 til serviceloven.

- Vejledning om botilbud mv. til voksne. Vejledning nr. 4 til serviceloven.

- Vejledning om særlig støtte til voksne. Vejledning nr. 5 til serviceloven.

- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Vejledning nr. 6 til serviceloven.

- Vejledning om kvalitet, tilsyn, tilskud til frivillige organisationer mv. Vejledning nr. 7 til serviceloven.

Vejledning nr. 6 til serviceloven henvender sig i lighed med de øvrige vejledninger til serviceloven først og fremmest til de kommunale sagsbehandlere.

Vejledning nr. 6 til serviceloven indeholder følgende afsnit

Afsnit I om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Pkt. 1-156.

Afsnit II om biler. Pkt. 157-273.

Afsnit III om individuel befordring. Pkt. 274-278.

Afsnit IV om boligindretning. Pkt. 279-341.

I indledningen til de enkelte afsnit omtales de enkelte kapitler i afsnittet.

Afsnit I

Støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

Indledning

2. Afsnittet afløser Socialministeriets vejledning nr. 129 af 14. december 2004 om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, som ændret ved vejledning nr. 4 af 11. januar 2005.

I afsnittet uddybes reglerne i §§ 112 og 113 i lov om social service (serviceloven) om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Desuden uddybes reglerne i bekendtgørelse nr. 624 af 15. juni 2006 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven (hjælpemiddelbekendtgørelsen).

Når intet er nævnt foran paragraffen, henvises der til serviceloven.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område betegnes i teksten som retssikkerhedsloven.

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område betegnes i teksten som retssikkerhedsvejledningen.

I dette afsnit er medtaget de ændringer, der er en konsekvens af kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007. Endvidere er der indføjet et nyt punkt om hjælpemidler til laryngectomerede og tracheostomerede personer.

Afsnittet indeholder følgende kapitler:

Kapitel 1 giver en generel introduktion til reglerne, herunder om formål, personkreds og om kriterier for bevilling.

Kapitel 2 indeholder vejledning om rådgivning med specielt sigte på hjælpemidler.

Kapitel 3 indeholder vejledning om sagsbehandlingen.

Kapitel 4 indeholder vejledning om hvad ydelsen dækker.

Kapitel 5 indeholder vejledning om leverandørvalg

Kapitel 6 indeholder vejledning om forbrugsgoder

Kapitel 7 indeholder vejledning om muligheden for at medtage ydelser til udlandet

Kapitel 8 indeholder vejledning om afgrænsningen i forhold til anden lovgivning

Kapitel 9 indeholder vejledning om de enkelte hjælpemidler

Kapitel 10 indeholder vejledning om kørestole som særligt personlige hjælpemidler

Kapitel 11 indeholder vejledning om tilskud til høreapparater

Kapitel 1

Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder

Generelt

 

Serviceloven

§  112. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Stk. 2. ...

§  113. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. ..

Formål og personkreds

3. Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder skal medvirke til, at ansøgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre ansøgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

Tildeling af et hjælpemiddel/forbrugsgode skal samtidig sikre, at personer med varigt nedsat funktionsevne, der ønsker det, får mulighed for at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Personkredsen omfatter personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der gør et hjælpemiddel nødvendigt.

Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Det indebærer, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. Normalt vil lidelsen være en belastning for ansøgeren resten af livet.

Funktionsevnenedsættelse er et begreb, der bruges ved tildeling af de ydelser i serviceloven, der skal kompensere for en nedsat funktionsevne, fx personlig hjælp, ledsagelse og nødvendig boligindretning. Ved at lægge vægt på funktionsevnen betones det, at det ikke er lidelsens art eller omfang, der er afgørende, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion.

Som eksempler kan nævnes: Udviklingshæmning, nedsat bevægelsesfunktion, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Eksemplerne er ikke udtømmende, og selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse og de deraf affødte behov for et hjælpemiddel, der er afgørende for, om der kan ydes hjælp.

Økonomiske forhold

4. Bevilling af et hjælpemiddel eller et forbrugsgode er uafhængig af ansøgers økonomi og forsørgelsesgrundlag. Ydelsen af hjælpemidlet/forbrugsgodet er skattefri.

Afgørelseskompetence

5. Det er kommunen, der træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Anskaffelse inden bevilling

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  2. Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.

§  17. Der kan normalt ikke ydes støtte til forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.

6. Der kan efter bekendtgørelsens §§ 2 og 17 normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.

Det er et almindeligt princip i den sociale lovgivning, at ansøgning skal indgives, og bevilling modtages, inden en social ydelse, herunder et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, anskaffes.

Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor behovet for anskaffelse af det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode må anses for uopsætteligt. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne ydes støtte, selvom anskaffelse sker, inden den er bevilget. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på hjælpemidlets art og funktion samt størrelsen af udgiften ved anskaffelsen.

Bevilling efter anden lovgivning

Serviceloven

§  115. Det er en forudsætning for støtte efter §§ 112-114, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

7. Det er en forudsætning for bevilling af et hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens §§ 112 og 113, at der ikke kan ske bevilling af disse efter anden lovgivning. Der henvises i den forbindelse til kapitel 8 om afgrænsning til anden lovgivning.

Kriterier for bevilling

8. Hjælp efter servicelovens §§ 112 og 113 kan ydes, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet

1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,

2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Ad 1) og 2) Væsentlighed

9. Hjælpemidlet eller forbrugsgodet skal i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Vurderingen heraf er konkret og individuel, og spørgsmålet om, hvorvidt kravet om væsentlighed er opfyldt, fastlægges ud fra en samlet vurdering af hjælpemidlets betydning for at kunne afhjælpe ansøgerens funktionsevnenedsættelse. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på bl.a. helbredsmæssige forhold, sociale forhold, hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der evt. kan findes andre måder at kompensere for handicappet på, jf. kapitel 3, vurdering af behovet.

Det afgørende er, at behovet for hjælpemidlet sammenholdt med den konstaterede funktionsevnenedsættelse er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig afhjælpning af de varige følger af den nedsatte funktionsevne og en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet.

Ad 2) Den daglige tilværelse i hjemmet

10. Ved vurderingen af kravet om at hjælpemidlet kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, kan der bl.a. lægges vægt på hjælpemidlets funktion og vigtighed i forbindelse med den handicappedes ophold i hjemmet. Der kan fx lægges vægt på hjælpemidlets betydning for ansøgers mulighed for så vidt muligt at klare sig uden hjælp fra andre. Der kan desuden lægges vægt på hjælpemidlets betydning for, at ansøger fortsat har mulighed for at klare sig og forblive i eget hjem.

Herudover kan der lægges vægt på hjælpemidlets funktion for andre, der hjælper ansøgeren til dagligt i hjemmet. Der kan fx være tale om en lift eller en særlig seng, som en plejer eller et familiemedlem bruger ved pleje af ansøger.

De sociale forhold, herunder om ansøger har ægtefælle og børn, skal tages i betragtning ved vurderingen af behovet for et hjælpemiddel. Det forventes således som udgangspunkt, at fx ægtefælle eller børn medvirker ved udførelse af praktiske opgaver i hjemmet. Det offentlige kan dog ikke pålægge børn af personer med nedsat funktionsevne mere arbejde i hjemmet end andre børn på samme alder udfører, ligesom det offentlige ikke kan pålægge en evt. ægtefælle arbejde i hjemmet udover, hvad der er normalt og ligger inden for rimelighedens grænser.

Ad 3) Udøvelse af erhverv

11. Der skal ved vurderingen lægges vægt på, om hjælpemidlet er nødvendigt for, at ansøger kan være i erhverv. Hjælpemidlet skal således være en forudsætning for, at ansøger overhovedet kan være i erhverv og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Se i øvrigt kap 8, afsnittet Beskæftigelsessektoren, Afgrænsning i forhold til hjælpemidler efter serviceloven, om afgrænsning i forhold til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Særligt om administration

Finansiering

12. Kommunen afholder, jf. servicelovens § 173, endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Kommunen afholder udgifterne til rådgivning, tilsyn og administration samt udgifter til lægeerklæringer, advokatbistand mv., som påhviler kommunen efter serviceloven.

Opholdskommune og mellemkommunal refusion

13. Hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 112 og 113 ydes normalt af ansøgerens opholdskommune.

Der henvises til kapitel 3 i retssikkerhedsloven samt kapitel 32 og 33 i retssikkerhedsvejledningen vedrørende spørgsmålet om handlekommune/opholdskommune og mellemkommunal refusion ved midlertidigt ophold i en anden kommune.

Vedrørende praksis for reglerne om hjælpemidler for midlertidigt ophold uden for opholdskommunen henvises særligt til punkt 282-283 i retssikkerhedsvejledningen.

Hvilken kommune betaler ved flytning

14. Ved flytning til en anden kommune medtages bevilgede hjælpemidler, som der fortsat er behov for. Dette gælder også hjælpemidler ydet som udlån. Der sker ikke et videresalg til tilflytningskommunen, men denne underrettes om bevillingen af hjælpemidler og forbrugsgoder. Tilflytningskommunen er forpligtet til at føre tilsyn og afholde udgifter i forbindelse med eventuelle reparationer. Med hensyn til reparation af forbrugsgoder henvises der til kap. 5.

Ved flytning igen til en ny kommune påhviler det fraflytningskommunen at give den oprindelige kommune underretning.

Hvis et hjælpemiddel er ydet som udlån, skal det tilbageleveres til den oprindelige kommune uden omkostninger for brugeren eller for den oprindelige kommune (fx fragtomkostninger). Det vil sige, at brugerens nye opholdskommune betaler udgifterne ved tilbageleveringen. Forbrugsgoder, som er brugerens ejendom, skal ikke tilbageleveres.

Tilflytningskommunen har ret til refusion af udgifter, herunder reparationsudgifter vedrørende hjælpemidler fra den tidligere kommune, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i en ældrebolig, der er omfattet af almenboliglovens § 115, stk. 4, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 2. Tilflytningskommunen har tillige ret til refusion, når en person er flyttet til kommunen på grund af det fri valg af ældrebolig efter almenboliglovens § 58 a, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, nr. 2.

Befordringsgodtgørelse

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  23. Kommunen yder befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder, når den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr. for personer der modtager sociale pensioner.

Stk. 2. Der kan ydes time- og dagpenge og hoteldispositionsbeløb efter laveste sats i Finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v., når der er tale om en rejse, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Stk. 3. Der kan ydes befordringsgodtgørelse efter stk. 1 og 2 til rejseledsager, når ledsagelse er absolut påkrævet på grund af ansøgerens helbredstilstand eller alder.

Stk. 4. For personer, der vælger at benytte adgangen til frit leverandørvalg, jf. § 5, stk. 2 og stk. 5, er kommunen højst forpligtet til at yde befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Befordringsudgifter herudover betales af ansøgeren.

15. Efter bekendtgørelsens § 23 ydes der godtgørelse af udgifter til befordring i forbindelse med ansøgning og ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder. Befordringsgodtgørelsen ydes af kommunen.

Hvis befordringen sker med henblik på afprøvning som led i sagens behandling, fx på Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik (KISØ), øjenafdelingen, ydes der befordringsgodtgørelse, selv om afprøvningen i den konkrete ansøgningssituation ikke fører til bevilling af et hjælpemiddel.

I tilfælde, hvor ansøgeren udnytter adgangen til frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 5, er der efter § 23, stk. 4, kun ret til befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted.

Kapitel 2

Rådgivning og vejledning

Generelle bestemmelser

16. Kommunen har i forbindelse med sagsbehandlingen en forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning til borgeren om muligheden for at få bevilget et hjælpemiddel eller om evt. muligheder for anden hjælp i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel eller forbrugsgode.

Retssikkerhedslovens § 5

Retssikkerhedsloven

§  5. Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

17. Retssikkerhedslovens § 5 skal ses på baggrund af, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Det er vigtigt, at der heri indgår den fornødne rådgivning og vejledning om de muligheder borgeren har for hjælp.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen, og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles. Hvis borgeren ikke har andre problemer, vil det ved ansøgning om et hjælpemiddel være tilstrækkeligt for myndigheden at undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for at få støtte til hjælpemidlet.

Der henvises i øvrigt til kapitel 7 i retssikkerhedsvejledningen.

§ 5 i retssikkerhedsloven suppleres af servicelovens regler om rådgivning og vejledning.

Helhedsvurdering

Serviceloven

§  81. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med indsatsen er

1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,

2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.

18. Efter servicelovens § 81 skal der ydes en særlig indsats med det formål at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres. Dette gælder i forhold til grupper af voksne, hvor svag tilknytning til det almindelige arbejdsmarked og andre samfundsmæssige netværk, kan være led i en social udstødelsesproces.

Formålet med indsatsen er som udgangspunkt at skabe sammenhængende og helhedsorienterede tilbud, hvor det tilstræbes, at de samlede tilbud bidrager til at give den enkelte en mere selvstændig tilværelse med respekt for den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.

Indsatsen bør desuden sigte mod at styrke den enkeltes muligheder for personlig udvikling, aktivering og social integration.

Ved udviklingen af nye tiltag og ændring af eksisterende tiltag er det vigtigt at inddrage brugerne.

Udgangspunktet for arbejdet med disse grupper er respekt for den enkeltes integritet og værdighed. Som delmål i arbejdet kan peges på:

– Udvikling af en positiv identitet

– Opøvelse af færdigheder, som kan kompensere for den nedsatte funktionsevne eller de særlige problemer

– Mestring af aktiv livsudfoldelse i samspil med andre

– Ydelse af den nødvendige omsorg

– Skabelse af forståelse og rummelighed i det omgivende samfund.

Disse mål kan have forskellig vægt afhængig af fx alder og årsag til, at de særlige behov er opstået.

Den generelle rådgivningsforpligtelse

Serviceloven

§  10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

...

19. Bestemmelsen i § 10 i serviceloven fastslår, at der skal findes tilbud om rådgivning om sociale problemer, og at det er en kommunal opgave. Det påhviler kommunen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder. Den generelle rådgivningsforpligtelse retter sig til alle borgere med behov herfor.

Rådgivningen skal have karakter af et åbent tilbud, hvor det står enhver frit for at henvende sig. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan søge om rådgivning. Rådgivningen er gratis uanset økonomiske forhold. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med personen, i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder, og der kan være tale om en løbende kontakt afhængig af behovet.

Drejer det sig om udlændinge, der ikke forstår dansk, henvises til myndighedernes almindelige forpligtigelse til at løse eventuelle sproglige og forståelsesmæssige problemer for udlændinge, jf. herved forvaltningslovens § 7, stk. 1. Der henvises i øvrigt til punkt 33 i retssikkerhedsvejledningen.

Drejer det sig om døve, der anvender tegnsprog i kommunikationen med andre, kan der henvises til Døvekonsulenterne, Denter for Døve, www.cfd.dk, (jf. bekendtgørelse om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud).

Den særlige kommunale rådgivning

Serviceloven

§  12. Kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.

Stk. 2. Opgaverne efter stk. 1 kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

20. Som supplement til rådgivningsforpligtelsen efter § 10 har kommunen pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats over for grupper med et særligt behov, herunder til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Med hensyn til borgere med kommunikative eller kognitive funktionsnedsættelser bør kommunen være opmærksom på behovet for tilpasning af rådgivningsindsatsen, fx ved at der anvendes tilpassede informations- og kommunikationsformer.

Det er kommunens forpligtelse på områder, hvor den ikke selv råder over den nødvendige faglige viden, at indhente denne enten fra lands- og landsdelsdækkende funktioner eller fra anden relevant specialrådgivning, fx hjælpemiddelcentraler og den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation - VISO, eller at henvise til en af disse.

Drejer det sig om døve, der anvender tegnsprog i kommunikationen med andre, kan der henvises til Døvekonsulenterne, Center for Døve www.cfd.dk.

Den uvildige konsulentordning for handicappede

Serviceloven

§  15. En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning og vejledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.

21. I medfør af servicelovens § 15 er der oprettet en uvildig konsulentordning med gratis rådgivning og vejledning om behandlingen af sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.

DUKH skal bidrage til at styrke retssikkerheden for personer med handicap. Dette sker gennem rådgivning og vejledning i enkeltsager og formidling af oplysninger om den generelle udvikling på handicapområdet. DUKH´s primære målgruppe er personer med handicap og deres pårørende. DUKH yder også rådgivning til kommunerne.

DUKH kan med samtykke fra den handicappede tage konkrete sager op, anmode om oplysninger og udtale sig til relevante instanser. DUKH kan ikke fungere som bisidder, ligesom DUKH heller ikke kan afgøre sager. DUKH skal samarbejde med eksisterende rådgivnings- og vidensfunktioner på handicapområdet og opsamle og formidle erfaring.

Særlig rådgivningsforpligtelse med hensyn til hjælpemidler

Serviceloven

§  10.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

22. Som supplement til rådgivningsforpligtelsen efter servicelovens § 10, stk. 1-3, og § 12, har kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 10, stk. 4, pligt til at tilrettelægge en særlig rådgivningsindsats i forbindelse med valg af hjælpemidler og forbrugsgoder. Kommunen har yderligere en forpligtelse til at instruere i brugen af hjælpemidlet/forbrugsgodet. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Serviceloven

§  5.

Stk. 2. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Det fremgår af servicelovens § 5, stk. 2, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Dette indebærer, at regionerne kan videreføre driften af de tidligere amtskommunale hjælpemiddelcentraler. Kommunalbestyrelserne kan også vælge selv at drive hjælpemiddelcentralerne. Det er bl.a. hjælpemiddelcentralernes opgave at orientere kommunerne om tekniske hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.

Kommunens sagsbehandlere samt den enkelte bruger kan rette henvendelse til hjælpemiddelcentralen med henblik på rådgivning, oversigt over produktsortiment eller afprøvning af et egnet produkt.

Endvidere indgår Hjælpemiddelinstituttet, der er en del af den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO, som et led i kommunernes rådgivningsforpligtelse. Instituttet koordinerer og deltager i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed for derigennem at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler. Hjælpemiddelinstituttet evaluerer hjælpemidlers anvendelsesområde og funktionalitet.

Hjælpemiddelinstituttet har et samlet overblik over udvalget af hjælpemidler på markedet. Instituttet udgiver 2 tidsskrifter samt Hjælpemiddelinformation med aktuelle oplysninger om hjælpemidler samt en række metodebøger. Desuden henvises til Hjælpemiddelbasen på www.hmi-basen.dk, hvor Hjælpemiddelinstituttet har oprettet en søgefunktion, hvor man kan få oplysninger om hjælpemidler.

I forbindelse med rådgivning og vejledning påhviler det kommunen at informere ansøgeren af et konkret hjælpemiddel/forbrugsgode om, hvor vedkommende kan henvende sig for at få hjælp.

Det påhviler endvidere kommunen efter servicelovens § 150 løbende at følge de enkelte sager for at sikre sig at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Kommunal rådgivning vedrørende børn og unge

Serviceloven

§  11. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning efter stk. 1, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

23. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor blandt andet rette sit opsøgende arbejde mod særligt truede grupper af børn og unge.

Kommunens forpligtelser er beskrevet i Vejledning nr. 3 til serviceloven.

Specialiseret rådgivning vedrørende børn og unge

Serviceloven

§  11....

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

24. Efter bestemmelsen er kommunen forpligtet til at rådgive i specielle tilfælde samt at sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige vanskeligheder, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Børn, unge og deres familier kan selv rette henvendelse til kommunen med henblik på rådgivning, undersøgelse og behandling.

Finansiering af rådgivning

25. Udgifterne til rådgivning afholdes af kommunen, jf. servicelovens § 173.

Der henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 781 af 6. juli 2006 om principper for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende tilbud.

Kapitel 3

Sagsbehandlingen

Vurdering af behovet

26. Afgørelsen af, om der er behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, træffes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgerens situation i forhold til de indhentede oplysninger, jf. § 5 i retssikkerhedsloven, der er nævnt ovenfor.

Det er vigtigt, at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i et tæt samarbejde mellem borger og sagsbehandler. Det er borgeren, som bedst kan formulere sine behov. Gennem rådgivning kan han/hun således medvirke til at udrede hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode og af hvilken kvalitet, der er behov for. Kommunen har i den forbindelse mulighed for at anvende funktionsevnemetoden, jf. Vejledning nr. 5 til serviceloven. Det skal bemærkes, at udgangspunkt er, at der ydes hjælp til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel efter § 3 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, jf. vejledningens kapitel 4, hvad dækker ydelsen.

I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om et hjælpemiddel eller forbrugsgode bør et ønske fra ansøgeren om at klare sig selvstændigt tilgodeses. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde personlig støtte, fx til personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens kapitel 16, i stedet for eller som supplement til et hjælpemiddel.

For en del hjælpemidler vil afgørelse om berettigelse straks kunne træffes på grundlag af en ansøgning og de helbredsmæssige oplysninger. Dette gælder fx diabeteshjælpemidler og stomiartikler.

Ofte kan der være behov for at tilvejebringe en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan ansøgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvordan ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse med mulighed for at leve et så almindeligt og selvstændigt liv som muligt.

Mange aspekter kan indgå i denne beskrivelse:

Sociale forhold, fx familiemæssige forhold og deltagelse i fritidsaktiviteter.

Boligforhold, fx boligens indretning og forholdene omkring boligen.

Erhvervsmæssige forhold, fx erhvervets art eller om ansøger deltager i skole eller dag- og klubtilbud.

Helbredsmæssige forhold, fx ansøgerens nedsatte funktionsevne, særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet, anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse, og skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med behandling. Det bør heri særligt indgå, om lidelsen kan betragtes som progredierende.

Øvrige forhold, fx om hjælpemidlet/forbrugsgodet skal kombineres med anden støtte, herunder fx personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven.

Særlige hensyn til enkelte handicapgrupper

Handicappede børn

27. Der kan gøre sig særlige hensyn gældende for enkelte handicapgruppers vedkommende. For eksempel må der ved vurdering af behov for hjælpemidler til børn lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn. Det er vigtigt at sætte tidligt ind med hjælpemidler.

Tildeling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 112 og 113 kan eventuelt kombineres med hjælp efter servicelovens § 41 om merudgiftsydelse. Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes efter § 41.

Hvis et hjælpemiddel til et barn alene skal bruges i forbindelse med undervisning, er det skolen, som skal sørge for anskaffelsen. Dette gælder også, hvis hjælpemidlet skal bruges i hjemmet til fx lektielæsning. Der henvises til punktet Grundskolen nedenfor i punkt 84.

I andre situationer end ovenfor nævnt skal hjælpemidlet eller forbrugsgodet vurderes efter servicelovens §§ 112 eller 113.

Om afgrænsning til anden lovgivning henvises til afsnittets kapitel 8.

Udviklingshæmmede

28. For så vidt angår udviklingshæmmede skal man være særlig omhyggelig med at bedømme hjælpemiddelbehovet. Udviklingshæmmede har en mere enkel og mere konkret forståelse af virkeligheden. Over halvdelen af de udviklingshæmmede er multihandicappede, dvs. at forstandshandicappet kan være kombineret med syns-, høre- eller bevægelseshandi cap. Drejer det sig om udviklingshæmmede børn, bør forældrene så vidt muligt inddrages i bedømmelsen af behovet for hjælpemidler. Drejer det sig om voksne udviklingshæmmede, kan forældre, andre pårørende eller andre relevante personer inddrages i vurderingen af hjælpemiddelbehovet .

Personer med progredierende (fremadskrivdende) lidelser

29. Ved progredierende sygdomme som fx leddegigt, Parkinson Plus-sygdommene, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS (amyotrofisk lateral sklerose) og Spielmeyer-Vogt vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

Personer i botilbud m.m.

30. Vedrørende hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne samt i en daginstitution, klub eller døgninstitution for børn og unge, henvises der til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 6 og vejledningens kapitel 8 om hjælpemidler i botilbud, daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner.

Oplysninger til bedømmelse af ansøgningen

31. Kommunen skal indhente samtlige relevante oplysninger, herunder nødvendige helbredsoplysninger, for at få sagen om ansøgningen om et hjælpemiddel eller forbrugsgode oplyst. Det er kommunen, der afgør, hvilke oplysninger, der er nødvendige, for at der kan træffes afgørelse, når en person ansøger om et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Der henvises i øvrigt til retssikkerhedslovens § 10 og kapitel 13 i retssikkerhedsvejledningen.

Det kan fx dreje sig om oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold, såsom lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter af disse.

Kommunen skal kun indhente oplysninger om borgeren, der er relevante for sagen. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til vurdering af borgerens behov for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, der skal indhentes.

Ved sagsbehandlingen kan det i en række tilfælde være nødvendigt at indhente relevant ekspertviden, der kan supplere eller udrede de objektive dele af behovet for et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Der kan således være behov for at anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling. Lægelige undersøgelser eller indlæggelser bør dig kun anvendes, hvis andre mindre indgribende metoder til oplysning ikke er tilstrækkelige. Det kan desuden være relevant at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger en tidligere foretaget vurdering. Det kan også være relevant at indhente vejledende oplysninger om mulige hjælpemidler til bestemte lidelser. Der henvises til retssikkerhedslovens §§ 11 og 11b om borgerens medvirken, kapitel 14 og 15 i retssikkerhedsvejledningen samt afsnittet nedenfor om borgerens medvirken.

De indhentede lægelige oplysninger kan fx indeholde en beskrivelse af konsekvenserne af eller prognoserne for en sygdom, en fysioterapeutisk vurdering af funktionsevnen, en ergoterapeutisk vurdering af personens evne til at gennemføre enkeltaktiviteter. Endvidere kan der være behov for at indhente relevant ekspertviden, som de frivillige organisationer og videnscentre på handicapområdet rummer, fx om hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende type funktionsnedsættelse. Det kan fx også være hvilket hjælpemiddel eller forbrugsgode, der er bedst egnet.

I sager hvor ansøgerens lidelse er stationær, bør der normalt ikke indhentes fornyede oplysninger om helbredsforhold.

I oplysningsarbejdet kan andre forvaltningsgrene, der kender ansøgerens forhold, desuden inddrages. Der henvises til retssikkerhedsvejledningens punkt 477-481 om muligheden for at indhente rent private oplysninger.

I tilfælde, hvor en helbredsattest skønnes nødvendig afholdes udgiften af kommunen.

Om indhentelse af helbredsoplysninger og/eller helbredsattester henvises til aftale mellem KL og Den almindelige danske Lægeforening. Aftalen findes på KL’s hjemmeside. www.kl.dk.

Ved vurderingen af en ansøgers funktionsevne henvises i øvrigt til bekendtgørelse nr. 623 af 15. juni 2006 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser. I bekendtgørelsen og i Vejledning nr. 5 til serviceloven beskrives en metode, der kan anvendes for at få et vurderingsgrundlag set ud fra en helhedsvurdering.

Borgerens medvirken

Retssikkerhedsloven

§  4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

32. Det er fastslået i retssikkerhedslovens § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen skal således tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på ham eller hende.

Når myndigheden undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysninger først komme fra borgeren selv. Der henvises til retssikkerhedslovens § 11 om, at myndigheden kan anmode borgeren om at medvirke til at få de oplysninger frem, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp han eller hun er berettiget til, og at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Det følger af principper i forvaltningsloven og retssikkerhedslovens § 11 b, at myndighederne som alt overvejende hovedregel skal respektere, at borgeren ikke ønsker, at der indhentes oplysninger. Borgeren har således ikke pligt til at medvirke. Sagen vil således normalt blive afgjort på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Efter retssikkerhedslovens § 11 a, kan kommunen efter forudgående samtykke fra ansøgeren forlange, at andre offentlige myndigheder, sygehuse, læger, psykologer og autoriserede sundhedspersoner i øvrigt giver de oplysninger, der er relevante for behandlingen af sagen. Tilsvarende gælder for personer, som handler på en autoriseret sundhedspersons vegne. Hvis ansøgeren har givet samtykke til, at kommunen kan indhente oplysninger fra sygehuse og autoriserede sundhedspersoner, kan oplysningerne videregives, uden at der også skal indhentes samtykke efter § 43 i sundhedsloven. Der henvises til kapitel 18 i retssikkerhedsvejledningen især punkterne 100 og 101.

Efter retssikkerhedslovens § 12 skal myndigheden give borgeren skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c. Desuden skal myndigheden oplyse, hvilke konsekvenser, det har for borgeren, hvis borgeren ikke medvirker.

Der henvises for en nærmere beskrivelse af de nævnte bestemmelser til kapitel 14-16 i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Sagsbehandlingstid

Retssikkerhedsloven

§  3. Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

33. For den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på stor betydning. Det er herunder vigtigt for borgeren, at sagsbehandlingen sker hurtigt. Derfor skal kommunen efter retssikkerhedslovens § 3:

– Behandle spørgsmål om hjælp hurtigst muligt.

– Fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse; fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper.

– Give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes.

– Oplyse om, hvilke frister der gælder i kommunen.

Der henvises i øvrigt til kapitel 5 i retssikkerhedsvejledningen.

Afgørelsen

34. En afgørelse bør som hovedregel gives skriftligt. En skriftlig afgørelse er en vigtig dokumentation og tydeliggør, hvad der er besluttet og hvorfor.

Afgørelsen bør indeholde:

– Resultatet af myndighedens sagsbehandling. Det vil sige, om brugeren får bevilget det ansøgte hjælpemiddel.

– Begrundelse for hvorfor myndigheden er kommet frem til resultatet. Heri skal indgå kommunens konkrete vurdering, de oplysninger, der er lagt vægt på og de juridiske krav.

– Særlig omtale af partens synspunkter. Det vil sige de oplysninger, som parten selv har lagt vægt på ved afgørelsen af sagen.

– De retsregler og den praksis, der er lagt vægt på. Det vil sige den konkrete lov eller bekendtgørelse, så borgeren kan finde yderligere oplysninger.

– Klagevejledning.

Der henvises i øvrigt til pjecen »At skrive en afgørelse« fra marts 2004 fra Ankestyrelsen, Vejledning nr. 9142 af 30. januar 2004 om at skrive en afgørelse.

Bisidder og repræsentation

35. En borger, der ønsker det, har ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når kommunen behandler pågældendes ansøgning om et hjælpemiddel. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Kommunen bør gøre borgeren opmærksom på denne mulighed. Der henvises til punkt 36 i retssikkerhedsvejledningen.

Efter servicelovens § 82 er kommunen forpligtet til at yde hjælp til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser. Kommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge, der kan varetage pågældendes interesser. Der henvises til punkt 37 i retssikkerhedsvejledningen.

Klageadgang

36. Afgørelser om bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 112 og 113 kan indbringes for de sociale nævn, jf. kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Praksis

37. Praksis for bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder fremgår af Ankestyrelsens Sociale Meddelelser (SM´er), der kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk

Kapitel 4

Hjælpemidler

Hvad dækker ydelsen

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  3. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.

38. I forbindelse med kommunens sagsbehandling må det afklares, hvilke manglende funktioner hjælpemidlet skal afhjælpe og hvilke muligheder, der findes for at afhjælpe den nedsatte funktionsevne under hensyn til ansøgerens situation. Formålet med hjælpen bør være, at den enkelte kan leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Der skal ydes det bedst egnede og billigste hjælpemiddel ud fra en samlet vurdering af ansøgerens situation. Ved denne vurdering kan der bl.a. indgå oplysninger om ansøgerens behov og helbredsmæssige tilstand, jf. kap. 3, vurdering af behovet. Desuden indgår oplysninger om hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, driftsudgifter, holdbarhed, krav til service, garanti, service- og reparationsmuligheder.

Hjælpemidlet kan være til ansøgerens eget brug, fx protese, stok, kørestol, eller til brug for andre, der hjælper ansøgeren i dagligdagen, fx personløfter.

Ansøgerens medvirken

39. Hvor der er tale om ydelse af hjælpemidler, der skal tilpasses den enkelte, skal modtageren så vidt muligt have mulighed for selv at prøve og vurdere hjælpemidlet, evt. forskellige typer, inden han eller hun træffer beslutning om, hvilket hjælpemiddel der konkret opfylder hans eller hendes behov.

Det er vigtigt, at ansøgeren får god instruktion under afprøvningen, og at ansøgeren får god tid, således at den pågældende kan blive fortrolig med hjælpemidlet. I særlige tilfælde kan det anbefales, at ansøgeren får hjælpemidlet på prøve for gennem en passende periode at opleve funktionen i dagligdagen.

Instruktionen skal også omfatte oplysninger om eventuelle sikkerhedsforskrifter og vedligeholdelse. Ligeledes må instruktionen tilrettelægges efter den enkelte hjælpemiddelbruger og hjælpemidlets art. Kun på denne måde opnås den optimale nytte af hjælpemidlet.

Foreligger der en psykisk nedsat funktionsevne, må man være indstillet på, at afprøvning og træning i brug af hjælpemidler kan strække sig over lang tid og helst skal foregå i de omgivelser, hvor hjælpemidlet senere skal anvendes.

Når der er bevilget et hjælpemiddel, er det ofte vigtigt at følge sagen op, fx for at se om der er valgt det rigtige hjælpemiddel, om yderligere instruktion eller tilretning er nødvendig, om der er ændringer i helbredsforhold eller andet hos personen med nedsat funktionsevne, som gør hjælpemidlet mindre egnet. Der kan også være sket en udvikling på hjælpemiddelmarkedet, som giver mulighed for at få et hjælpemiddel, der er væsentlig bedre egnet.

Der henvises i øvrigt til myndighedens særlige rådgivningsforpligtelse ved valg af hjælpemiddel, jf. kap. 2, punkt 22, om servicelovens § 10, stk. 4.

Ydelsesform

40. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.

Naturalhjælp ydes især ved bevilling af hjælp til personer, der løbende har behov for hjælpemidler, fx ved inkontinens. Ved naturalhjælp må kommunens hjælpemiddeldepoter være så varieret, at den enkelte hjælpemiddelmodtager får dækket sit særlige behov.

En del hjælpemidler, der ydes som naturalhjælp, betragtes som udlån. Det vil især dreje sig om standardiserede hjælpemidler, der ikke har et særligt personligt præg. Det kan fx dreje sig om særlige senge, lifte til løft mv. Det gælder herunder, jf. § 112, stk. 3, sidste punktum, at kørestole, der er ydet støtte til efter serviceloven, betragtes som udlån og skal tilbageleveres til kommunen, når brugerne ikke har brug for dem længere. Se også kapitel 11 om kørestole som personligt hjælpemiddel.

Hjælpen kan endvidere ydes som en kontantydelse. Dette vil bl.a. være tilfældet ved de særlige personlige hjælpemidler, hvor ansøgeren selv vælger en leverandør og vælger at få pengene helt eller delvist refunderet til selv at anskaffe et hjælpemiddel.

Reparation og udskiftning mv.

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  4. Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov.

Stk. 2. Der ydes ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af hjælpemidlet, fx. til drift, rengøring eller vedligeholdelse, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3. Der ydes hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilliget efter servicelovens § 112, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren.

Stk. 4. Hjælp til høreapparater omfatter tillige vedligeholdelse og batterier.

Stk. 5. Der ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning.

Stk. 6.

41. Hjælpemidler udskiftes, når der er behov for det. Der kan ikke opstilles generelle retningslinier for, hvor længe et hjælpemiddel skal holde. Der skal derfor altid foretages en individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning.

I kapitel 9 om de enkelte hjælpemidler er der under de enkelte hjælpemidler nævnt vejledende udskiftningsintervaller. Dette indebærer ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes på dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme. Individuel brug, legemlige forandringer og slitage kan selv efter kort tid gøre det umuligt at anvende hjælpemidlet. Et hjælpemiddel kan blive uanvendeligt af andre årsager eller gå tabt, fx ved tyveri eller brand. I sidstnævnte situationer bør brugeren forsynes med et erstatningshjælpemiddel uden unødig forsinkelse. Herudover kan ansøgerens behov, fx ved progredierende lidelser, have ændret sig.

Udskiftning af et hjælpemiddel kan også blive aktuel, hvis der er kommet et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for personen med nedsat funktionsevne, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne.

Reservehjælpemidler

42. Normalt vil der ikke være behov for reservehjælpemidler. Ved personlige hjælpemidler som kompressionsstrømpe, brystprotese, støttekorset, fodtøj og andre kropsbårne hjælpemidler kan der dog af hygiejniske hensyn være behov for et reservehjælpemiddel.

Hvis et hjælpemiddel fx er ydet til brug i hjemmet, kan der efter en konkret vurdering af behovet ydes reservehjælpemidler, når det pågældende hjælpemiddel er meget vanskeligt at medbringe uden for hjemmet. Dette er især aktuelt, hvor børn er optaget i dagtilbud, skole eller lignende, som ikke er forpligtet til at stille hjælpemidlet til rådighed, eller hvor en voksen bruger er optaget på et dagcenter, beskyttet værksted, skole eller lignende, som ikke er forpligtet til at stille hjælpemidlet til rådighed i arbejds- eller skolesituationen. Se kapitel 8 om afgrænsning til anden lovgivning.

Reparation

43. Der ydes hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidler.

Kommunen må være opmærksom på købelovens reklamationsregler (den toårige reklamationsfrist eller eventuel løfte/aftale om garanti eller fri service).

Kommunen må sikre sig, at hjælpemidler repareres på forsvarlig måde, og at personen lider mindst muligt afsavn. Under reparationen udlånes eventuelt et andet egnet hjælpemiddel.

Drift

44. Der ydes, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 2, normalt ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af hjælpemidlet, fx til drift (alm. batterier, kasettebånd), rengøringsmidler og almindelig vedligeholdelse.

Ansøgeren må allerede inden eller ved bevilling af et hjælpemiddel orienteres om, at der påløber udgifter og om disses forventede størrelse. Eventuelt kan det overvejes, om der kan ydes tilskud til udgifterne efter servicelovens §§ 41 eller 100, eller som et personligt tillæg efter § 14 i lov om social pension eller § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Der kan dog ydes hjælp til enkelte driftsudgifter. Fx yder kommunen efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, hjælp til batterier til brug for hjælpemidler bevilget efter servicelovens § 112, som ikke kan købes i almindelig handel, eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøgeren. Der ydes således hjælp til batterier, akkumulatorer eller lignende, som ikke uden videre kan anskaffes i dagligvareforretninger, og hvor selve installationen kræver en ekspertise eller viden/omhu, som det ikke nødvendigvis kan forventes, at ansøgeren er i besiddelse af. Batterier til formål som fx alarmer og lygter, der kan købes i almindelige dagligvareforretninger, kiosker mv., og som det ikke kræver særlig viden eller omhu at udskifte, falder således uden for ydelsesområdet for hjælp.

Der henvises som eksempel på afgrænsning af bestemmelsen til SM C-16-04 om batterier til et elkøretøj. I bestemmelsen kunne en ansøger få dækket udgiften til batterierne til et elkøretøj. Der blev lagt vægt på, at selvom batterierne kunne købes i almindelig handel, så kunne eller burde ansøger ikke selv kunne udskifte batterierne.

Desuden yder kommunen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 5, hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning, mens ansøgeren selv betaler udgifterne til den første årlige udskiftning.

En kørestolsbruger skal alene betale udgifterne til en årlig udskiftning af dæk og slanger, uanset antallet af kørestole, brugeren har. Der henvises til Ankestyrelsens SM C-61-01. Det fremgår heraf, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at en kørestolsbruger kun skal betale udgifterne til én årlig udskiftning af dæk og slanger, uanset antallet af kørestole. Der er således ikke grundlag for at pålægge kørestolsbrugere at betale for den første årlige udskiftning af dæk og slanger på hver kørestol, der er ydet som et hjælpemiddel.

Ved bevilling til en trehjulet knallert er det en betingelse, at ansøgeren tegner den lovpligtige ansvarsforsikring og afholder udgiften dertil.

Hjælp til høreapparater omfatter efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 4, også vedligeholdelse og batterier. Der henvises i øvrigt til kapitel 12 om tilskud til høreapparater.

Der kan ikke stilles krav om, at ansøgeren skal holde hjælpemidlet særskilt forsikret. Ansøgeren er forpligtet til at passe på hjælpemidler som på sine egne ting. Beskadiges hjælpemidlet eller går hjælpemidlet til grunde, kan kommunen, hvis ansøgeren eller skadevolderen har en familieforsikring, undersøge om skaden kan dækkes. Ansøgeren er forpligtet til at medvirke hertil.

Kommunen vil ved hyppige skadesforløb kunne tage disse i betragtning ved vurderingen af, hvorledes hjælpemiddelbehovet kan løses og hvilket hjælpemiddel, der i den konkrete situation skal stilles til rådighed.

Kapitel 5

Leverandørvalg - Hjælpemidler

Generelt

Serviceloven

§  112.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. I forbindelse med kommunalbestyrelsens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Stk. 3.

45. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af en bestemt leverandør.

Med leverandøraftaler sigtes der til alle aftaler, som regulerer en kommunes hjælpemiddelsortiment eller antal af leverandører. Bestemmelsen omfatter hjælpemiddelområdet generelt og ikke alene de situationer, hvor hjælpemidlet udleveres til brugeren direkte af leverandøren.

Kommunen skal ved indgåelse af leverandøraftaler inddrage repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikationerne.

Reglen om brugerrepræsentation har til formål at inddrage brugernes viden og erfaring om produkterne og den service, der bør knytte sig dertil. Brugerrepræsentanterne skal således sikres indflydelse på, hvilke krav kommunerne skal stille til indholdet i leverandøraftaler, herunder krav til kvalitet, forsyningssikkerhed, sortiment, forhandlernet mv.

Desuden vil brugernes medvirken ved formulering af kravene i og forudsætningerne bag de indgåede aftaler være medvirkende til at tydeliggøre, hvad brugerne kan forvente af det offentlige system på hjælpemiddelområdet.

Den enkelte kommune tilrettelægger brugerindflydelsen i forbindelse med udarbejdelse af kravspecifikationerne. Det bør i den forbindelse sikres, at processen med udarbejdelse af aftalegrundlaget tilrettelægges på en sådan måde, at brugerne får den nødvendige tid til at gøre deres indflydelse gældende.

Efter princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 4 er der ikke noget til hinder for, at brugerne gennem aktindsigt får mulighed for se de indkomne tilbud. Det anbefales, at brugerne får denne mulighed som led i brugerinddragelsen ved kommunens indgåelse af leverandøraftaler. Muligheden for aktindsigt bør dog vurderes i forhold til de involverede tilbudsgiveres private kommercielle interesse. Det skal endvidere bemærkes, at brugernes inddragelse i henhold til EU´s udbudsregler ikke må være egnet til at udelukke konkurrencen.

Som repræsentanter for brugere anbefales det at inddrage personer fra de relevante handicap-organisationer. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at høre handicaprådet om kravspecifikationerne, jf. retssikkerhedslovens § 37 a, stk. 2, hvoraf fremgår, at kommunalbestyrelsen skal høre handicaprådet over alle initiativer, som har betydning for mennesker med handicap. Høringspligten gælder uanset om handicaprådet har været inddraget i arbejdet. Det kan også være relevant at inddrage øvrige brugere eller andre, der har en særlig ekspertise på området.

Hjælpemidler dækker over et meget bredt spektrum af produkter, som benyttes af vidt forskellige brugergrupper. Derfor kan det ikke generelt siges, hvilke forhold der bør specificeres i de krav, der danner grundlag for leverandøraftalerne. Dette kan fx være spørgsmål om kvalitet, produktsortiment, forsyningssikkerhed, leveringstid, garanti, reklamation, reparation mv.

Med hensyn til kravene til produkternes kvalitet findes der på specifikke produktområder ISO-standarder, som kan indgå ved udarbejdelse af kravspecifikationer. Der er mulighed for at få sagkyndig bistand ved hjælpemiddelcentralerne og eventuelt Hjælpemiddelinstituttet.

Når hjælpemidlet udleveres direkte fra leverandøren, vil det kunne være hensigtsmæssigt i aftalegrundlaget at præcisere nogle fagmæssige krav, fx at leverandøren har en specifik uddannelsesmæssig baggrund, og at leverandøren skal kunne tilbyde løbende kontrol og hjemmebesøg. Der vil endvidere kunne fastlægges procedurer vedrørende fx ansøgning og udskiftning eller reparation af udleverede hjælpemidler.

Afhængig af de lokale forhold vil det kunne være hensigtsmæssigt med fælleskommunale leverandøraftaler, der vil kunne bidrage til at sikre et bredt udvalg af hjælpemidler og dermed i så høj grad som muligt sikre leverance af hjælpemidler til den rigtige pris, hvor hjælpemidlerne kan imødekomme brugerens behov. Dette kan ligeledes opnås ved, at kommunen indgår aftaler med et konsortium af flere leverandører. Endelig kan kommunalbestyrelsens kompetence til at indgå leverandøraftaler efter servicelovens § 112, stk. 2, overlades til regionen. Hvis en kommunalbestyrelse ønsker at overlade kompetencen til at indgå leverandøraftaler til regionen, skal handicaprådet høres. Overlades kompetencen herefter til regionen, skal kommunalbestyrelsen sikre sig, at repræsentanter for brugere inddrages ved udarbejdelsen af kravspecifikationerne.

Det bemærkes, at en leverandøraftale ikke må være til hinder for, at personer med et særligt behov får stillet et egnet hjælpemiddel til rådighed, selv om hjælpemidlet ikke er omfattet af leverandøraftalen.

Udbud

46. Det bemærkes, at indgåelse af leverandøraftaler skal ske i overensstemmelse med gældende udbudsretlige regler.

Ved indkøb af hjælpemidler, hvor kontraktsummen overstiger EU’s fastsatte tærskelværdi for indkøb af varer, er kommunen således forpligtet til at foretage EU-udbud.

Ved indkøb af hjælpemidler under EU´s tærskelværdi skal udbuddet følge nationale retningslinier, samt EF-traktatens almindelige regler om ligebehandling, gennemsigtighed og proportionalitet.

Leverandørvalg - Særligt personlige hjælpemidler

Serviceloven

§  112.

Stk. 3. For særligt personlige hjælpemidler kan ansøgeren, såfremt den pågældende ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen har valgt, vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør. Ved særligt personlige hjælpemidler forstås kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinskoptisk definerede, varige øjenlidelser. Kørestole, hvortil der er ydet støtte efter denne lov, betragtes som udlån og skal tilbageleveres til kommunen, når brugerne ikke har brug for dem mere.

Stk. 4.

47. For særligt personlige hjælpemidler i form af kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, ortopædisk fodtøj, (herunder individuelt fremstillede ortopædiske fodindlæg), arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager mv. (individuelt fremstillede eller tilpassede afstivende bandager som fx skinnebandager, stativer og halskraver), parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler kan brugerne, såfremt de ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, selv vælge leverandør af hjælpemidlet. Der skal foretages en konkret vurdering af, hvilket hjælpemiddel der er det bedst egnede og billigste for den enkelte ansøger. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Ansøgeren skal have bevilget et egnet hjælpemiddel uden egenudgift, bortset fra eventuel egenbetaling fastsat i hjælpemiddelbekendtgørelsen (fx ortopædisk fodtøj).

Når bevillingen foreligger, kan ansøgeren selv indkøbe hjælpemidlet hos en leverandør efter eget valg. Det hjælpemiddel, som brugeren indkøber, skal opfylde de hensyn til kvalitet, holdbarhed, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m., der er lagt til grund for bevillingen.

Har kommunen indgået leverandøraftale, kan ansøgeren få refunderet et beløb svarende til de udgifter, kommunen ville have haft, hvis ansøgeren havde valgt at benytte kommunens leverandør. Ansøgeren kan dog højst få refunderet det beløb, som pågældende har betalt for hjælpemidlet. Kommunens tilskud skal, så vidt muligt, fremgå af ansøgerens bevilling. Såfremt beløbet ikke kendes præcist på bevillingstidspunktet, bør det oplyses hurtigst muligt derefter.

Vælger brugeren et hjælpemiddel, der ud over de specifikationer, der foreligger i forbindelse med bevillingen, et hjælpemiddel med yderligere funktioner, vil merudgiften herved altid skulle afholdes endeligt af brugeren selv.

I de kommuner, hvor der ikke er indgået leverandøraftaler, kan ansøgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning til det bevilgede hjælpemiddel. Ønsker ansøgeren et andet hjælpemiddel - fx af en anden kvalitet, anden farve eller med yderligere funktioner - må den pågældende selv betale en evt. difference. Hvis ansøgeren fx har fået bevilget en paryk af kunstfiber, men vælger en paryk af ægte hår, kan støtten alene omfatte prisen på en paryk af kunstfiber.

Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 3, gælder, at ved indkøb af særligt personlige hjælpemidler skal fakturaen fra den leverandør, som ansøgeren vælger, sendes og afregnes direkte med kommunen. Ansøger hæfter selv for egenandelen, der betales direkte til leverandøren. Det skal fremgå af fakturaen, om ansøgers evt. egenandel er fratrukket.

Leverandøren afregner således direkte med kommunen. Det sikres hermed, at reglen om frit leverandørvalg ikke indebærer unødig belastning af den enkelte brugers økonomi.

Ansøgere, der benytter adgangen til frit leverandørvalg, er kun berettiget til befordringsgodtgørelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 23, svarende til afstanden til det sted, hvor udleveringen af hjælpemidlet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted. Der henvises til bekendtgørelsens § 23, stk. 4.

Inkontinenshjælpemidler er ikke et særligt personligt hjælpemiddel og er derfor ikke omfattet af det frie leverandørvalg, jf. Ankestyrelsens afgørelse SM C-43-03,

Kapitel 6

Forbrugsgoder

Generelt om forbrugsgoder

Serviceloven

§  113. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Stk. 2. Der kan kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr.

Stk. 3. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Stk. 4. Hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør særlig indretning af forbrugsgodet, betaler kommunen, jf. stk. 1, de nødvendige merudgifter.

Stk. 5. Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne, betaler kommunen, jf. stk. 1, de fulde anskaffelsesudgifter. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 6. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om

1) afgrænsningen af de forbrugsgoder, der kan ydes hjælp til, og adgangen til genanskaffelse, og

2)– i hvilket omfang modtageren selv skal betale en del af udgiften til reparation og drift af et forbrugsgode.

48. Der ydes støtte til forbrugsgoder til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse eller er nødvendigt for at pågældende kan udøve et erhverv.

Betingelserne svarer til betingelserne for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, stk. 1. Der henvises til kapitel 1.

Forbrugsgoder omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.

Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for.

Det gælder fx situationer, hvor husholdningsredskaber, køkkenmaskiner og andre hårde hvidevarer så som tørretumblere, opvaskemaskiner o.l. bevirker, at den pågældende kan udføre dagligdags funktioner, som han eller hun ellers ikke ville være i stand til uden hjælp, og hvor der ikke i øvrigt er andre personer i husstanden, der med rimelighed kan påtage sig opgaverne. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at børn af forældre med nedsat funktionsevne ikke af det offentlige kan pålægges mere arbejde i hjemmet, end deres jævnaldrende kammerater udfører.

Med den stigende vægt på tilgængelighed for personer med nedsat funktionsevne må det forventes, at stadigt flere forbrugsgoder vil blive fremstillet med indbyggede handicapegnede funktioner, således at de i en konkret situation kan virke handicapkompenserende.

Støtten ydes til køb af et forbrugsgode. I modsætning til det egentlige hjælpemiddelområde får brugeren således ejendomsretten til produktet, og brugeren kan efter eget valg af leverandør købe det produkt, han eller hun ønsker. Der er også mulighed for, at pågældende kan købe et dyrere produkt mod selv at betale ekstraudgifterne.

Hvis betingelserne for støtte til køb af forbrugsgoder er opfyldt, ydes der hjælp, uanset om ansøgeren selv tidligere har anskaffet sig et lignende forbrugsgode.

Bundgrænse for ydelserne

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19.

Stk. 5. Der ydes kun hjælp efter denne bestemmelse, når udgiften i den enkelte ydelsessituation overstiger 500 kr.

Stk 6.

49. Støtten omfatter kun udgifter til køb af forbrugsgoder, der koster mere end 500 kr.

Hvis der i den enkelte ydelsessituation er behov for mere end ét forbrugsgode, lægges den samlede udgift til grund.

Sædvanligt indbo

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19.

Stk. 6. Der ydes ikke hjælp efter denne bestemmelse til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere, m.v., som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

50. Der kan ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, fx almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere mv., og som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Der ydes således ikke støtte til almindelige båndoptagere til blinde, der fx har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve. Ligeledes ydes der ikke støtte til almindelige videomaskiner til døve.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og folks forbrugs- og levevaner. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.

Det forudsættes, at niveauet i det mindste svarer til praksis vedrørende trangsbeneficiet, hvorefter der skal være tale om »et beskedent hjem«, jf. Retsplejelovens § 509. Som supplement hertil skal der foretages en vurdering af, hvor udbredt et givet forbrugsgode er på landsplan. Til brug for denne vurdering kan oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes som retningsgivende standard.

Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens praksis for, hvad der betragtes som sædvanlig indbo. Der kan fx henvises til SM C-35-02 (faconhovedpude var sædvanligt indbo), SM C-31-02 (vaskemaskine kunne ikke udskiftes, da den var sædvanligt indbo), SM C-23-01 (uden betydning for afgørelsen, at en hvilestol kunne købes hos en almindelig møbelforhandler, hjemvisning).

Almindeligt standardprodukt

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19. Hjælp til anskaffelse af øvrige forbrugsgoder ydes, når betingelserne i § 1 er opfyldt, med et beløb svarende til 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

51. Hjælpen ydes som udgangspunkt med et kontant beløb svarende til 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt af den type, der er behov for til at afhjælpe den nedsatte funktionsevne. Ved fastlæggelsen af et almindeligt standardprodukt må prisen på et gennemsnitsprodukt af den pågældende type lægges til grund.

Til forskel fra egentlige hjælpemidler vil et forbrugsgode, der bevilges med henblik på at kompensere for en nedsat funktionsevne, normalt også indebære en lettelse i dagligdagen på samme måde som for personer uden nedsat funktionsevne. Egenbetalingen på 50% har således baggrund i, at der ville være tale om overkompensation, hvis modtageren fik de fulde anskaffelsesudgifter dækket.

Forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller indretning

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19.

Stk. 2. Der kan ud over støtte efter stk. 1 ydes hjælp til betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det det bedste egnede og billigste produkt. Hjælpen ydes, hvis der foreligger ganske særlige forhold ved den nedsatte funktionsevne, som nødvendiggør anskaffelse af et forbrugsgode, der

1) er dyrere end et almindeligt standardprodukt, eller

2) nødvendiggør særlig indretning.

Stk. 3.

52. I nogle situationer vil ansøgerens nedsatte funktionsevne nødvendiggøre et produkt med en særlig kvalitet eller kapacitet, som andre ikke behøver. Det kan ligeledes være nødvendigt at tilpasse forbrugsgodet gennem en særlig indretning, for at det kan betjenes af den pågældende.

For at undgå at modtageren påføres merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne, ydes der - foruden støtten på 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt - hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med særlig indretning.

Det forudsættes, at ansøgeren oplyses om, hvilket produkt kommunen finder velegnet og vil yde støtte til.

Forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19.

Stk. 3. Hvis forbrugsgodet på grund af den nedsatte funktionsevne udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, således at ansøgeren ikke kan benytte produktet efter sit formål som forbrugsgode, omfatter hjælpen den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 4.

53. I ganske særlige tilfælde kan et almindeligt forbrugsgode have en så specifik funktion til at kompensere for en nedsat funktionsevne, at forbrugsgodet reelt ikke har anden funktion end at fungere som hjælpemiddel på linie med de egentlige hjælpemidler.

Det drejer sig især om forbrugsgoder i form af elektronisk udstyr i tilfælde, hvor udstyret i væsentlig grad kan afhjælpe en nedsat kommunikationsevne, og hvor den pågældende på grund af den nedsatte funktionsevne ikke har nogen mulighed for at udnytte de øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der ligger i udstyret.

I denne situation omfatter støtten de fulde anskaffelsesudgifter til det bedst egnede og billigste produkt.

Da der normalt vil være tale om ganske betragtelige udgifter, kan kommunen i sådanne tilfælde vælge at yde støtten som udlån.

Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2 ydes der normalt ikke støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet. Der henvises i øvrigt til kapitel 1.

Computere til blinde og svagsynede

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  19. ..

Stk. 4. Computere med standardsoftware, der understøtter hjælpemidler til blinde og svagsynede, dækkes med den fulde anskaffelsespris til det bedst egnede og billigste produkt. Hjælpen kan ydes som udlån.

Stk. 5.

54. De computere med standardsoftware, der understøtter de programmer og øvrige hjælpemidler, der anvendes af blinde og svagsynede til at afhjælpe deres kommunikationshandicap, dækkes med den fulde anskaffelsespris til det bedst egnede og billigste produkt. Det skal ses på baggrund af, at computerne må ses som et led i en samlet teknisk løsning for blinde og svagsynede og derfor ikke derudover kan anses for at have sædvanlig forbrugsgodeværdi.

Der henvises til punkt 132 om særlige informationsteknologiske hjælpemidler, for eksempler på de nævnte programmer og øvrige hjælpemidler.

Ved standardsoftware forstås den software og de programmer, der normalt følger med ved køb af en computer.

Udskiftning og reparation af computere efter bekendtgørelsens § 19, stk. 4, dækkes af kommunen.

Hjælpen kan ydes som udlån.

Ud over til gruppen af blinde og svagsynede kan der ikke ydes støtte til computere efter servicelovens regler om hjælpemidler og forbrugsgoder. Ankestyrelsen har i en afgørelse fastslået, at en standard computer er et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, og som findes i ethvert hjem, der måtte ønske det, jf. SM-C-9-06. Der kan dog fortsat ydes støtte til bærbare computere, jf. Ankestyrelsens afgørelse SM C-50-02, hvor det blev fastslået, at der kan ydes støtte til køb af en bærbar computer som et forbrugsgode til en ansøger med cerebral parese.

Hvad dækker ydelsen

55. Det er ansøgeren selv, der køber produktet, men kommunen har en forpligtelse til at yde rådgivning og vejledning om egnede produkter, jf. kapitel 2.

Der er ikke fastsat regler om den praktiske gennemførelse af bevillinger. Det er således op til den enkelte kommune at tilrettelægge administrationen, så der så vidt muligt kan tages hensyn til den enkelte ansøgers ønsker. Det forudsættes, at det ved fastlæggelse af arbejdsgange sikres, at ansøgerens økonomi ikke belastes unødigt i forbindelse med købet. Det beløb, som ansøgeren er berettiget til i henhold til bevillingen, bør derfor refunderes straks ved forevisning af fakturaen. I forbindelse med større beløb bør kommunen aftale med forhandleren, at kommunens andel af købesummen afregnes direkte med forhandleren.

Det forudsættes, at leverandøren er en momsregistreret virksomhed.

Udskiftning og reparation

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  20. Der ydes ikke hjælp til udskiftning og reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 1.

§  21. Til forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov.

Stk. 2. Hjælp til udskiftning, jf. § 19, stk. 2, ydes ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Stk. 3. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 1, ydes med halvdelen af udgiften.

Stk. 4. Hjælp til reparation af forbrugsgoder, der er anskaffet med hjælp efter § 19, stk. 2, nr. 2, omfatter alene reparationsudgifter vedrørende den særlige indretning.

§  22. Til forbrugsgoder, der er anskaffet efter § 19, stk. 3 og stk. 4, ydes der hjælp til udskiftning og reparation efter behov.

56. Der ydes ikke støtte til drift af forbrugsgoder. Der ydes som udgangspunkt heller ikke støtte til udskiftning eller reparation af forbrugsgoder.

Dog vil der efter behov kunne ydes støtte til udskiftning og reparation af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning.

For så vidt angår støtte til udskiftning af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med en særlig indretning, ydes denne ved betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Der ydes støtte til reparation af forbrugsgoder med en særlig indretning ved betaling af reparationsudgiften vedrørende den særlige indretning. Støtte til reparation af forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet ydes dog med halvdelen af udgiften.

Støtte til udskiftning af forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, og støtte til udskiftning af computere, ydes ved betaling af den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Ved reparation ydes der støtte til betaling af den fulde reparationsudgift.

Kapitel 7

Udland

Lovligt ophold i Danmark

57. Enhver, der har lovligt ophold i Danmark, har ret til hjælp efter lov om social service, jf. servicelovens § 2. Udlændinge med lovligt ophold i Danmark har således samme ret til at få tildelt hjælpemidler som danskere med bopæl i Danmark. Det gælder uanset, om de er på ferie eller bor her.

Ved tildeling af hjælpemidler kan der ikke stilles krav om CPR-registrering, dansk pas eller andre former for bevis for nationalitet.

For personer, der er omfattet af internationale aftaler eller regler, som fx regler om social sikring inden for EU gælder det, der følger af disse aftaler, jf. afsnittet nedenfor om EU/EØS-borgere eller reglerne om FN-flygtninge.

Midlertidige ophold i lande uden for EU/EØS

58. Efter udlandsbekendtgørelsen bevares retten til hjælpemidler og forbrugsgoder under midlertidige ophold i udlandet efter reglerne i bekendtgørelsen, jf. udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ifølge udlandsbekendtgørelsens § 2 er det en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at modtageren inden udrejsen opfylder betingelserne for at modtage hjælp, samt at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes, jf. § 11 i retssikkerhedsloven.

Om varigheden af hjælpen under det midlertidige ophold i udlandet, henvises til udlandsbekendtgørelsens § 5.

EU/EØS/Schweiziske borgere - fællesskabsrettens regler

Generelt om personer, der vandrer over grænserne i EU/EØS

59. For personer, der er borgere i et EU eller EØS-land gælder forordning (EØF) nr. 1408/71 (forordningen), der suppleres af forordning (EØF) nr. 574/72.1)

Forordningen koordinerer medlemslandenes sociale sikringsordninger. Dvs. at den bestemmer, i hvilket land en person, der bevæger sig over grænserne i EU/EØS, er socialsikret. Oversigten i bilag 3 viser i hvilket land, en borger, der vandrer over grænserne i EU/EØS, er socialsikret efter fællesskabsrettens regler.

Servicelovens regler om hjælpemidler og forbrugsgoder hører til de nationale regler, der koordineres af Fællesskabsrettens regler. Forordningen regulerer altså adgangen til at få tilkendt og medtage hjælpemidler og forbrugsgoder på tværs af landegrænserne inden for EU/EØS.

Ydelserne tildeles efter national ret i et bestemt medlemsland. Forordningen regulerer hvilket medlemslands lovgivning, ydelserne skal tildeles efter, samt hvilket medlemsland der skal bære omkostningerne, jf. nedenfor.

De grundlæggende principper: Ligebehandling og eksportabilitet

60. Principperne om ligebehandling af EU-statsborgere med egne statsborgere og om eksportabilitet er grundlæggende principper for forordningen. Princippet om ligebehandling medfører, at alle EU-statsborgere, der er omfattet af forordning 1408/71, behandles lige med hensyn til sociale sikringsydelser i det land, hvor de er bosat. Det medfører, at der ikke kan stilles krav om nationalitet som betingelse for sociale sikringsydelser. Princippet om eksportabilitet indebærer, at sociale sikringsydelser kan udbetales overalt inden for unionen. Princippet skal sikre mod tab som følge af flytning til eller ophold i et andet medlemsland end der, hvor man er social sikret. Ydelser kan altså ikke begrænses til det nationale område.

Disse principper betyder i praksis, at hvis en EU-borger opholder sig i et andet EU-land end der, hvor han eller hun er socialsikret, kan EU-borgeren henvende sig til de sociale myndigheder i opholdslandet og søge om og få tildelt en social ydelse på samme vilkår som opholdslandets egne borgere. Opholdslandet vil efterfølgende kunne sende regningen for ydelsen videre til det land, hvor borgeren er socialsikret. Se dog nedenfor om udstationerede og kontantydelser.

Formål

61. Formålet med forordningen er at sikre, a t borgerne indenfor EU/EØS ikke ved flytning mellem to medlemslande mister allerede optjente sociale sikringsrettigheder eller opnår samtidig ret til den samme sociale sikringsydelse i to medlemslande .

Ydelsestyper

62. Forordningen koordinerer sociale sikringsydelser . På samme måde som i serviceloven skelnes mellem naturalydelser og kontantydelser.

Naturalydelser

63. Hjælpemidler og forbrugsgoder er omfattet af forordningens anvendelsesområde, idet de betragtes som »naturalydelser ved sygdom«.

Naturalydelser ydes efter lovgivningen i det land, hvor borgeren bor eller opholder sig. Regningen kan bagefter sendes til det land, hvor borgeren efter fællesskabsretten er socialsikret.

Det drejer sig fx om proteser og ortopædiske eller afstivende bandager, herunder ortopædiske korsetter af forstærket materiale samt alle former for supplerende udstyr, tilbehør og redskaber. Der henvises i øvrigt til bilag 4 (afgørelse 175 fra Den Administrative Kommission) for en nærmere beskrivelse af, hvad der betragtes som naturalydelser.

Kontantydelser

64. Hjælpemidler og forbrugsgoder, der har form af en kontantydelse, er omfattet af forordningen.

Disse ydelser udbetales direkte til borgeren af de sociale myndigheder i det land, hvor borgeren er socialsikret.

Hvor er man socialsikret inden for fællesskabet

65. Her følger en kort gennemgang af, hvor forskellige p ersongrupper er socialsikret inden for EU/EØS. Der i henvises i øvrigt til bilag 3, oversigt over hovedregler for social sikring efter RFO 1408/71.

Erhvervsaktive (Arbejdstagere og selvstændigt erhvervsdrivende)2)

66. Erhvervsaktive, dvs. arbejdstagere og selvstændigt erhvervsdrivende, er efter forordningen som hovedregel omfattet af lovgivningen om social sikring i ét land, nemlig det land, hvor de er beskæftiget. Dette gælder også deres familiemedlemmer, der ikke selv er socialt sikret i kraft af et arbejdsforhold.

Der er dog en række undtagelser til dette, idet fx udstationerede kan fortsætte med at være omfattet af lovgivning om social sikring i det land, de er rejst ud fra, mens de er beskæftiget i et andet land (i indtil 1 år). I disse tilfælde fortsætter det oprindelige sikringsland med at yde og udbetale ydelser. Se også afsnittet nedenfor om udstationering.

Arbejdsløse

67. Arbejdsløse er som hovedregel socialsikrede i det land, hvor de er arbejdsløshedsforsikrede.

Grænsearbejdere

68. Grænsearbejdere er socialsikrede i beskæftigels eslandet, men har dog mulighed for også at søge ydelser i bopælslandet.

Pensionister

69. Pensionister er som hovedregel socialsikrede i det land, der udbetaler pensionen. Hvis de er bosat i det land, hvor de modtager pension, er de socialsikrede i bopælslandet.

Eksempel:

En dansk pensionist, som bor i Spanien, har ret til ydelser efter servicelovens kapitel 21. For naturalydelser gælder det, at pensionisten skal søge om ydelsen i Spanien hos de spanske socialmyndigheder, og at ansøgningen vurderes efter spansk lovgivning. Kan ansøgningen imødekommes, leveres ydelsen af de spanske socialmyndigheder. Derefter sender de spanske socialmyndigheder regningen til de danske socialmyndigheder. Hvis spansk lovgivning ikke indeholder muligheder for at yde den hjælp, pensionisten har ansøgt om, må pensionisten tage til Danmark fx på ferie og søge hjælpen der. Kontantydelser leveres direkte fra Danmark til pensionisten.

En pensionist, der har et deltidsarbejde i et andet land end der, hvor pensionen udbetales, bliver omfattet af reglerne om grænsearbejdere og har derfor ret til ydelser i beskæftigelseslandet. Det er ikke muligt at optræde med to ansøger-identiteter.

Familiemedlemmer

70. Familiemedlemmer til erhvervsaktive, grænsear bejdere, pensionister, studerende og arbejdsløse afleder sikringsrettigheder fra den person de er knyttet til, medmindre de selv er socialsikrede i kraft af egen beskæftigelse.

Studerende

71. Studerende har samme rettigheder som erhv ervsaktive (arbejdstagere og selvstændigt erhvervsdrivende). Hvis de studerer i udlandet i op til 1 år, forbliver de socialsikrede i det land, de er rejst ud fra. Varer studiet længere end 1 år, vil de skul le socialsikres i studielandet.

Ophold i et andet land end, hvor man er socialt sikret

72. De persongrupper, der er omfattet af forordningen, har ret til sociale sikringsydelser, når de bor eller opholder sig i et andet medlemsland, end hvor de er socialsikret.

For naturalydelser, herunder hjælpemidler, gælder det, at de ydes i bopæls- eller opholdslandet, som kan sende regningen videre til det land, hvor borgeren er social sikret. Dette gælder også midlertidigt ophold.

Personer, der er socialsikret i Danmark, har under midlertidige ophold eller ved bopæl i andre EU-medlemslande/EØS-lande ret til at få udleveret naturalydelser i opholds- eller bopælslandet. Ansøgningen vurderes efter lovgivningen i opholds- eller bopælslandet. Når ydelsen er givet, sender opholds- eller bopælslandet regningen videre til Danmark, som skal dække den endelige udgift. Dette gælder også, hvis der er givet en ydelse i opholds- eller bopælslandet, som det ikke ville være muligt at give efter dansk lovgivning, eller som borgeren ikke ville være berettiget til efter dansk lovgivning. Hvis derimod opholds- eller bopælslandets lovgivning ikke giver ret til den ydelse, borgeren har søgt om, vil borgeren under et midlertidigt ophold fx ferie i Danmark, være berettiget til at søge om og få udleveret ydelsen her.

Ret til allerede tilkendte ydelser

73. Når en arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller pensionist er i færd med at flytte fra et medlemsland til et andet og forinden har indgivet ansøgning om et hjælpemiddel til sig selv eller til et af sine familiemedlemmer, skal hjælpemidlet ydes af det land, hvor ansøgningen om et hjælpemiddel er indgivet, selvom det først bevilges efter, at ansøgeren er flyttet og optaget i tilflytningslandets sociale sikring. Dette gælder, hvis hjælpemidlet er opført på fortegnelsen i den Administrative Kommissions afgørelse nr. 115, der er optrykt som bilag 4. Fortegnelsen i afgørelse nr. 115 omfatter både hjælpemidler og forbrugsgoder, men ikke hjælp til boligindretning.

I denne situation skal kommunen levere det pågældende hjælpemiddel, når Danmark er det land, hvor der er indgivet ansøgning om hjælpemidlet, selv om ansøgeren allerede er flyttet til et andet medlemsland.

Danskeres udstationering i et andet EU/EØS land

74. Ved udstationering forstås den situation, hvor en person, der har lønnet beskæftigelse for en virksomhed, udsendes af denne virksomhed til et andet EU/EØS land for dér at udføre et arbejde for virksomhedens regning. Det er dog en betingelse, at arbejdets varighed ikke ventes at vare mere end ét år, og at den pågældende arbejdstager ikke udsendes for at afløse en anden person, hvis udstationeringsperioden er udløbet.

Hvis varigheden af det arbejde, der skal udføres, på grund af uforudsigelige omstændigheder bliver længere, end det oprindelig var forudsat og kommer til overstige et år, er den pågældende fortsat omfattet af dansk lovgivning, indtil arbejdet er afsluttet. De sociale sikringsmyndigheder i det medlemsland, hvortil den pågældende er udstationeret, skal dog meddele samtykke hertil. Begæring om samtykke skal indgives inden udløbet af den første etårsperiode. Samtykke kan ikke meddeles for længere tid end et år.

Ovenstående gælder tilsvarende for selvstændige erhvervsdrivende.

Udstationering længere end 1 år

75. Ved udstationering i en periode, som på forhånd forventes at vare længere end 1 år, kan der indgås aftale mellem to eller flere medlemslandes sociale myndigheder om at fravige hovedreglen, hvorefter den udstationerede er socialsikret i udstationeringslandet. Disse aftaler indgås på Danmarks vegne af Den Sociale Sikringsstyrelse.

På grundlag af en sådan aftale er det muligt at være omfattet af dansk lovgivning om social sikring under udstationering i op til 3 år.

Ydelsestyperne ved udstationering

76. Hvis en dansker betragtes som udstationeret til et andet medlemsland, jf. ovenfor, gælder det for kontantydelser , at ydelsen udbetales direkte til borgeren på samme måde, som hvis borgeren har bopæl i Danmark.

For naturalydelser gælder, at ydelsen gives i beskæftigelsesstaten efter beskæftigelsesstatens lovgivning, men for Danmarks regning.

Eksempel:

En dansker, der er udstationeret til midlertidig beskæftigelse i Italien, søger om et hjælpemiddel. Hvis italiensk lovgivning giver mulighed for at yde sådanne hjælpemidler, udleverer Italien hjælpemidlet og retter refusionskrav mod Danmark, der skal dække omkostningerne, fordi danskeren stadig er omfattet af dansk lovgivning. Men kan hjælpemidlet ikke ydes efter italiensk lovgivning, må danskeren rejse tilbage til Danmark fx på ferie for at få udleveret dette hjælpemiddel.

Refusion – betaling - aftaler om afkald på refusion

77. Danmark har indgået aftaler med de fleste andre lande inden for EU/EØS/Schweiz om at give gensidigt afkald på refusionskrav, der følger af, at deres statsborgere har søgt og fået sociale sikringsydelser i et andet land inden for EU/EØS/Schweiz. De lande, som Danmark har afta le om ref usionsafkald med, kan man derfor ikke sende refusionskrav til. Disse aftaler er indgået med de fleste medlemslande dog ikke for danske pensionister med bopæl i Spanien. I Sundhedsministeriets vejledning af april 1997 om EF-regler om social sikring , Sygesikring, findes en liste over aftalerne om afkald på refu sion.

Området uden for EU/EØS/Schweiz

78. For personer, der er borgere i landene uden for EU/EØS/Schweiz, gælder der en række særlige aftaler. Disse aftaler består i såkaldte associeringsaftaler eller bilaterale aftaler om bl.a. koordinering af sociale sikringsordninger.

For lande uden for EU/EØS/Schweiz gælder, at sikringsydelser reguleres af aftaler mellem de enkelte lande, såkaldt bilaterale aftaler. Disse aftaler indeholder ikke bestemmelser om hjælpemidler. Derfor kan hjælpemidler ikke medtages til disse lande, udover hvad der følger af bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, jf. udlandsbekendtgørelsen. For en person med ophold i Danmark, som kommer fra et af disse lande, gælder servicelovens § 2, hvorefter der stilles krav om lovligt ophold.

Kapitel 8

Afgrænsning til anden lovgivning

Generelt om forholdet til anden lovgivning

79. Der findes i lovgivningen andre regler om ydelse af hjælpemidler inden for følgende områder:

– Sygehussektoren.

– Hjemmesygeplejen.

– Praksissektoren.

– Tandplejen.

– Uddannelsessektoren.

– Beskæftigelsessektoren.

– Anden lovgivning i øvrigt.

Kun hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, behandles ansøgningen efter regler i den sociale lovgivning, jf. servicelovens § 115. Se denne vejlednings kapitel 1.

Foruden servicelovens §§ 112 og 113 indeholder den sociale lovgivning muligheder for hjælp i servicelovens §§ 41, 100 og 116. Med hensyn til hjælpemidler mv. i botilbud samt daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner henvises der til pkt. 109 nedenfor.

Da en række sektorer hver for sig administrerer hjælpemidler, kan der opstå problemer for brugeren i forbindelse med ydelse af hjælpemidlet, idet der kan opstå tvivl om hvilken sektor, der skal yde hjælpemidlet. Der kan også opstå problemer i forbindelse med sektorskifte. Det er derfor nødvendigt, at sagsgangen sektorerne imellem lettes, og at samarbejdet mellem sektorerne smidiggøres og udbygges mest muligt, således at brugeren altid er sikret de nødvendige hjælpemidler.

Sygehussektoren

80. Indenrigsministeriets cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, angiver retningslinjer for afgrænsning af behandlingsredskaber, hvor udgifterne afholdes af sygehusvæsenet.

Som behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, anses apparatur og hjælpemidler, som patienten forsynes med som led i eller som fortsættelse af den behandling, der er påbegyndt på sygehuset. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, der opnået ved sygebehandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Følgende grupper af hjælpemidler/apparatur anses herefter for at være behandlingsredskaber:

1) Hjælpemidler og apparatur, som ordineres som led i behandling på sygehus, og som i reglen anvendes under kontrol af sygehuset, inden tilstanden er stationær.

2) Hjælpemidler og apparatur som indopereres under indlæggelse på sygehus.

3) Apparatur, som ordineres af sygehuset og anskaffes til mere eller mindre permanent brug i hjemmet, men hvor patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af sygehuset.

Cirkulæret er vejledende, og det kan ikke udelukkes, at de i cirkulæret nævnte eksempler på hjælpemidler i nogle tilfælde må betragtes som behandlingsredskaber, hvortil sygehusvæsenet afholder udgiften. Der kan som eksempel henvises til SM C-33-02, hvorefter et kateter til brug ved medicinering måtte anses for et behandlingsredskab.

For visse hjælpemidler afhænger afgrænsningen af, om der er tale om et hjælpemiddel eller forbrugsgode efter servicelovens §§ 112 eller 113 eller et behandlingsredskab efter sygehusreglerne, af en vurdering i det konkrete tilfælde af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov brugen af hjælpemidlet/behandlingsredskabet skal afhjælpe.

Som eksempel kan nævnes SM C-58-01, hvorefter et Duoderm-plaster i det konkrete tilfælde blev anset for et forbrugsgode og ikke et behandlingsredskab. Det var nødvendigt at benytte plasteret permanent sammen med en benprotese for at undgå at protesen gnavede og gav sår. I modsætning hertil blev Duoderm i SM O-90-95 anset for at være et behandlingsredskab. I dette tilfælde blev plasteret anvendt som forbinding ved psoreasisudbrud.

Hjemmesygeplejen

81. Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 469 af 16. juni 2002 om hjemmesygepleje skal den enkelte kommunalbestyrelse sikre, at udøverne af hjemmesygeplejen har adgang til almindeligt anvendte plejehjælpemidler, således at den behandling, som lægen har ordineret, umiddelbart kan iværksættes.

Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tildeling og omfang af hjemmesygeplejen.

Anmodningen om ydelser fra hjemmesygeplejeordningen kan komme fra praktiserende læger, sygehuse, den enkelte borger, dennes familie og samarbejdspartnere i og udenfor den kommunale forvaltning.

Den kommunale hjemmesygepleje omfatter personer, der opholder sig i kommunen.

Hjemmesygepleje omfatter i henhold til Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse:

– Sygepleje, herunder omsorg og almen sundhedsvejledning, afpasset efter patientens behov.

– Vejledning og bistand, herunder opsøgende arbejde i samarbejde med lægelig og social sagkundskab til personer eller familier, der har særlige behov herfor.

Den kommunale hjemmesygepleje retter sig mod alle personer uanset alder med behov for sygepleje, fx:

– Personer med akut eller kronisk funktionssvigt.

– Personer som er alvorligt syge/i terminalstadiet.

– Personer med demens.

– Personer med psykiske sygdomme.

– Personer med almindelig alderdomssvækkelse.

– Personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

– Personer med nedsat egenomsorg.

Praksissektoren

82. Efter sundhedslovens bestemmelser om tilskud til lægemidler gradueres der hverken mellem sygdomme eller lægemidler. I det behovsafhængige medicintilskudssystem anvendes de offentlige tilskudsmidler især til personer, der har store udgifter til medicin og dermed et stort medicinbehov. Det sker ved at lade tilskuddets størrelse afhænge af den enkelte persons behov for tilskudsberettiget medicin. Insulinbrugere har således en egenbetaling på samme måde som alle andre medicinbrugere. Insulinbrugere modtager tilskud ved køb af insulinsprøjter, som indeholder insulin som en færdig løsning.

Der ydes et 60 procents tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse. For patienter, der ikke er i kontakt med hjemmesygeplejen, gives tilskuddet også til de nødvendige remedier i forbindelse med sondeernæring.

Tandplejen

83. Støtte til tandbehandling ydes med hjemmel i sundhedsloven. Det drejer sig dels om kommunal støtte til tandproteser i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller vansirende følger af ulykkesbetingede tandskader, jf. sundhedslovens § 135, dels om regional støtte til visse patienter med odontologiske lidelser, der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, jf. § 162, visse patienter med sjældne sygdomme og handicaps, jf. § 163, samt visse strålebehandlede kræftpatienter, jf. § 166.

Der er oprettet 2 odontologiske landsdels- og Videnscentre på henholdsvis Århus Kommunehospital og Rigshospitalet. Centrene skal bl.a. tilbyde højt specialiseret odontologisk rådgivning, udredning og behandling af mennesker med sjældne sygdomme og handicaps, hvor den tilgrundliggende diagnose giver anledning til vidtgående odontologiske problemer i tand, mund og kæber.

Uddannelsessektoren

Grundskolen

84. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan efter bekendtgørelse nr. 1373 af 15. december 2005 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand gives til elever i folkeskolen (børnehaveklassen samt 1.-10. klassetrin), hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand omfatter foranstaltninger, som er nødvendige for elevens deltagelse i undervisningen, eller som medvirker til at fremme formålet med undervisningen. Som det fremgår nedenfor, er hjælpemidler en del af den specialpædagogiske bistand.

Specialpædagogisk bistand omfatter:

1) Specialpædagogisk rådgivning til forældre, lærere eller andre, hvis indsats har væsentlig betydning for elevens udvikling.

2) Særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven.

3) Undervisning i folkeskolens fag og fagområder tilrettelagt under særlig hensyntagen til de pågældende elevers indlæringsforudsætninger. For elever i børnehaveklassen omfatter specialpædagogisk bistand undervisning og træning, der tilrettelægges efter elevens særlige behov.

4) Undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af psykiske, fysiske, sproglige eller sensoriske funktionsvanskeligheder.

5) Personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

6) Særligt tilrettelagte aktiviteter, der kan gives i tilslutning til elevens specialundervisning.

Iværksættelse af specialundervisning forudsætter en individuel pædagogisk-psykologisk vurdering og udtalelse om, hvorvidt den enkelte elev har brug for specialundervisning. Denne vurdering har til formål at belyse elevens faglige, personlige og sociale kompetencer for at yde skolen samt eleven og forældre rådgivning om relevante tilbud, herunder om konkrete hjælpemidler eller tilrettelæggelse af den almindelige undervisning eller af specialundervisningen, der kan tilgodese elevens særlige behov og forudsætninger.

Til børn i folkeskolen skal de nødvendige undervisningsmidler stilles vederlagsfrit til rådighed. For børn med særlige behov kan det fx være teleslynge til hørehæmmede, punktskriftmaskine til blinde og svagsynede og hjælpemidler til undervisning af ordblinde.

Til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, tilbydes specialpædagogisk bistand, hvis børnenes udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Den specialpædagogiske bistand tilbydes efter bekendtgørelse nr. 356 af 24. april 2006 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

Formålet med den specialpædagogiske bistand er så tidligt som muligt at fremme udviklingen hos børn med særlige behov, således at de på lige fod med andre børn kan påbegynde skolegangen. Den specialpædagogiske bistand kan omfatte undervisning og træning af barnet tilrettelagt efter dets særlige forudsætninger og behov samt specialpædagogisk rådgivning til forældrene eller andre, der udøver daglig omsorg for barnet. Der kan endvidere stilles særlige pædagogiske hjælpemidler til rådighed.

Frie Grundskoler

85. Elever på frie grundskoler har mulighed for at få specialpædagogisk bistand på linje med elever i folkeskolen. Det fremgår bl.a. af friskoleloven (LBK nr. 764 af 03/07/2006). Skolerne kan ansøge om tilskud til specialundervisning, ekstraudgifter til undervisning af svært handicappede elever, herunder hjælpemidler og støtteundervisning i dansk af tosprogede elever. Tilskuddet administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Tilskuddet ydes til skolen efter en konkret ansøgning bilagt en veldokumenteret udtalelse fra skolen og en pædagogisk-psykologisk vurdering. Når der søges om hjælpemidler til en elev, skal ansøgningen tillige vedlægges en udtalelse fra en særlig sagkyndig, der dokumenterer behovet og vejleder om anskaffelse af det mest relevante udstyr.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har uddybet de eksisterende muligheder for tilskud til specialpædagogisk bistand på netstedet www.spsu.dk.

Frie Kostskoler

86. Ifølge § 25, stk. 1 og 2, i lovbekendtgørelse om frie kostskoler (LBK nr. 822 af 10/7/2006) yder staten tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, til lærertimer, praktisk medhjælp og hjælpemidler til elever med svære handicap. Midlerne administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Tilskuddet ydes til skolen efter en konkret ansøgning bilagt en veldokumenteret udtalelse fra skolen og en pædagogisk-psykologisk vurdering. Tilskuddet ydes til specialundervisning og til undervisningsrelaterede hjælpemidler som fx IT-rygsæk.

Loven giver mulighed for at yde tilskud til praktisk medhjælp som fx personlig assistance til elever, der skal have hjælp for at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med selve undervisningen. Der ydes ikke tilskud til fx hjemmehjælp, personlig assistance og rådgivning, som ikke er undervisningsrelateret eller til befordring til og fra skole. Bygningsmæssige foranstaltninger, herunder køreramper o.l. godkendes ikke som hjælpemiddel.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har uddybet de eksisterende muligheder for tilskud til specialpædagogisk bistand på netstedet www.spsu.dk.

Gymnasiet, studenterkursus og hf

87. Handicappede elever, der har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom, jf. uddannelseslovene (§ 40 i gymnasieloven og § 36 i hf-loven). Institutionerne kan søge om tilskud til dækning af udgifterne, jf. lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Tilskuddet administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Ny fælles bekendtgørelse om tilskud til specialpædagogisk støtte ved ungdomsuddannelser m.v. er under udarbejdelse.

Tilskud kan normalt ydes til støtte i form af hjælpemidler og instruktion i brugen heraf, støttetimer med henblik på kompensation af handicap, tegnsprogstolkning m.v.

Det fremgår af lov nr. 574 af 9/6/2006, at elever på private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen m.v. har mulighed for at ansøge om tilskud til dækning af ekstraudgifter til lærertimer, hjælpemidler og befordring for elever med svære handicap. Skolerne kan ansøge om dette tilskud ved indsendelse af konkret ansøgning til Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har uddybet de eksisterende muligheder for tilskud til specialpædagogisk bistand på netstedet www.spsu.dk.

Erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser, SOSU mv.

88. Elever under erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser, landbrugets grunduddannelse, SOSU-uddannelser m.v. der har behov for det, tilbydes specialpædagogisk støtte, som imødekommer deres særlige uddannelsesforudsætninger, hvis de har et handicap eller andre vanskeligheder, der kan sidestilles hermed. (Jf. bekendtgørelse nr. 1030 af 15/12/1993 om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelser m.v. og LBK nr. 823 om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Hjemlen til denne støtte vil fra 1/1/2007 findes i bekendtgørelse om tilskud til specialpædagogisk støtte ved ungdomsuddannelser m.v.).

Tilskud kan normalt ydes til støtte i form af hjælpemidler og instruktion i brugen heraf, særligt udformede undervisningsmaterialer, støttetimer med henblik på kompensation af handicap, tegnsprogstolkning m.v.

Tilskuddet administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har uddybet de eksisterende muligheder for tilskud til specialpædagogisk bistand på netstedet www.spsu.dk.

AMU

89. På AMU-området er der afsat midler til en forsøgsordning vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Midlerne administreres af SU-styrelsen.

Bevillingen kan anvendes til fortsat at forbedre de handicappedes mulighed for at deltage i undervisningen ved udvikling og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og –udstyr samt til forbedring af tilgangsforhold mv. på institutionerne.

Specialundervisning for voksne

90. Specialundervisning for voksne gives i henhold til bekendtgørelse nr. 378 af 28. april 2006 af lov om specialundervisning for voksne til personer med fysiske eller psykiske handicap. Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne hertil.

Specialundervisning for voksne tilbydes til fx personer med sent erhvervet hjerneskade, unge og voksne med generelle indlæringsvanskeligheder, personer med høre-, syns- samt læse- og stavevanskeligheder, personer med øvrige sprog- og talevanskeligheder, samt personer med psykiske og fysiske vanskeligheder og bevægehandicap.

Voksne med fysiske eller psykiske handicap kan efter undervisningspligtens ophør få undervisning og specialpædagogisk bistand, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af deres handicap (kompenserende specialundervisning). I tilknytning hertil kan der etableres undervisning, som er tilrettelagt under hensyntagen til deltagernes handicap.

De nødvendige undervisningsmidler skal stilles vederlagsfrit til rådighed for deltagerne.

Folkeoplysning

91. Kommunalbestyrelsen skal ifølge bekendtgørelse nr. 535 af 14. juni 2004 af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) sikre rammerne for, at børn, unge og voksne kan etablere og tage del i den frie folkeoplysende virksomhed (folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde). Kommunalbestyrelsen yder tilskud til undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter for voksne og for børn og voksne sammen samt til aktiviteter for børn og unge, herunder fritids- og ungdomsklubber, og eventuelt til aktiviteter for voksne. Kommunalbestyrelsen stiller lokaler til rådighed og yder tilskud til private lokaler. Virksomheden skal være etableret af en folkeoplysende forening (aftenskoler, idrætsforeninger m.fl.).

Det fremgår af folkeoplysningslovens § 44, stk. 2, at undervisningsministeren yder tilskud til handicappedes deltagelse i folkeoplysende virksomhed. Tilskuddet ydes ifølge bemærkningerne til bestemmelsen f.eks. som tilskud til befordringsudgifter, tolkebistand og til udstyr med handicapkompenserende formål i forbindelse med deltagelse i den frie folkeoplysende virksomhed.

Af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 2002 om støtte til folkeoplysende voksenundervisning og frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde (folkeoplysningsbekendtgørelsen) fremgår, at tilskud til handicappedes deltagelse i folkeoplysende virksomhed ydes efter folkeoplysningslovens § 44, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud hertil, jf. folkeoplysningslovens § 6, stk. 2, og § 19, stk. 2.

Videregående uddannelser

92. Efter bekendtgørelse nr. 1242 af 18. december 2000 om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, kan der ydes specialpædagogisk støtte til studerende med funktionsnedsættelse, som er optaget på en videregående uddannelse. Støtten ydes af uddannelsesstedet efter konkret ansøgning fra den studerende. Ordningen administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Støtten, der søges gennem uddannelsesstedet, kan bl.a. bestå af hjælpemidler i form af syntetisk tale, scanner, diktafon m.v. Hjælpemidlerne ydes til helt specifikke uddannelsesmæssige formål, således at funktionshæmmede studerende så vidt muligt kan deltage i de samme studieaktiviteter (undervisning, gruppearbejde, individuelle studier m.v.) som andre studerende. Støtten gives for at kompensere for følgerne af såvel fysiske som psykiske funktionsnedsættelser.

Der kan efter bekendtgørelsen ikke tildeles hjælpemidler til afhjælpning af den studerendes samlede situation, fx transportmidler til og fra uddannelsesstedet, særligt indrettede hvilerum eller lignende, eller til bygningsmæssige ændringer.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har uddybet de eksisterende muligheder for tilskud til specialpædagogisk bistand på netstedet www.spsu.dk

Beskæftigelsessektoren

Generelt

93. Med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 med senere ændringer, og bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. bekendtgørelse nr. 1099 af 18. november 2005 med senere ændringer, er der skabt et nyt lovgrundlag for ydelse af hjælp til hjælpemidler for personer på arbejdsmarkedet eller for personer, der skal ind på arbejdsmarkedet. Hjælpemidlerne skal kompensere for begrænsninger i arbejdsevnen.

Ifølge nævnte lovs §§ 74, 76, 77 og 100 kan der til personer med begrænsninger i arbejdsevnen ydes tilskud til hjælpemidler i form af undervisningsmaterialer, arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning. Bestemmelserne afløser § 78 i lov om aktiv socialpolitik og reglerne om hjælpemidler i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

§ 74 - Personer i fleksjob

94. Efter § 74 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen give en person, der er ansat eller som skal ansættes i fleksjob, hjælp til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger samt hjælp til kortvarige kurser, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå ansættelse i fleksjob

Det er endvidere en forudsætning, at arbejdsredskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen. Kommunen giver hjælp, når hjælp efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelig til at kompensere for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

§§ 76 og 77 - Personer der deltager i vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud

95. Efter §§ 76 og 77 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan der i forbindelse med deltagelse i tilbud efter lovens kapitel 10-12, der vedrører henholdsvis vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud, ydes tilskud til hjælpemidler med henblik på at understøtte, at personen kan få og deltage i tilbuddet.

Tilskud til hjælpemidler kan i disse tilfælde gives som tilskud til undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Hjælpemidler kan i stedet for tilskud gives som udlån under forudsætning af, at det udlånte i fuldt omfang tilgodeser behovet. Til personer omfattet af lovens § 2, nr. 4 - dvs. revalidender - kan tilskud til hjælpemidler også gives som tilskud til personlig assistance.

Om tilskud til undervisningsmateriale mv. følger det af lovens § 77, at det er en betingelse for tilskud til undervisningsmateriale mv., at udgiften er en nødvendig følge af et tilbud om opkvalificering og vejledning eller en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Som eksempel på udgifter, der er en nødvendig følge af personens nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, kan nævnes bøger med punktskrift eller særligt store bogstaver. Kommunen kan beregne støtte til udgifter i form af bøger og andet undervisningsmateriale på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved uddannelse på den enkelte uddannelsesinstitution.

§ 100 – Personer der er ansat eller skal ansættes uden løntilskud

96. Med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud, kan der ydes hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.

Det er en betingelse for at give tilskud til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger, at tilskuddet er af afgørende betydning for, at personen kan fastholde eller opnå ansættelse, eller at redskabet eller indretningen kompenserer for personens eventuelle begrænsninger i arbejdsevnen.

Generelle retningslinier for hjælp efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

97. Udgangspunktet for hjælpen er, at hjælpemidlet skal kompensere for begrænsninger i arbejdsevnen. Arbejdsevnen kan være nedsat på baggrund af fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.

Det er en betingelse for at give tilskud til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiveren henholdsvis uddannelsesinstitutionen forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen. Det skal således ved bevillingen afgøres, hvorvidt et hjælpemiddel betragtes som et sædvanligt inventar hos arbejdsgiveren eller på uddannelsesinstitutionen. Se i øvrigt afsnittet om andre nyttige informationer om en guide med yderligere eksempler.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan ydes hjælp til kontorinventar og arbejdspladsindretning, som arbejdsgiveren normalt afholder for at opfylde kravene i arbejdsmiljølovgivningen.

Tilskud til undervisningsmaterialer kan kommunen beregne på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved uddannelsen på den enkelte uddannelsesinstitution.

Arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning

98. Der kan i princippet gives hjælp til alle former for hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og arbejdspladsindretninger, der kompenserer for ansøgerens begrænsninger i arbejdsevnen, samt har afgørende betydning for, at personen kan fastholde eller opnå beskæftigelse.

En bil betragtes ikke som et arbejdsredskab. Som eksempler på hjælp til arbejdsredskaber kan nævnes: Værktøj og mindre arbejdsmaskiner til personlig brug, særlige arbejdsstole, specialtelefon, teleslynge, diktafon, læseapparat, ergonomisk stol, talesyntese, læseprogrammer, ordbank og ordbøger, specialsæde og automatgear til traktor og varebil.

Afgrænsningen svarer til, hvad der var gældende for værktøj og arbejdsredskaber efter aktivlovens § 78.

Afgrænsning i forhold til hjælpemidler efter serviceloven

99. Hjælpemidlet ydes efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at personen kan bestride en konkret arbejdsproces.

Hjælp ydes efter servicelovens §§ 112 og 113, hvis hjælpemidlet eller forbrugsgodet er en forudsætning for, at personen overhovedet kan være i erhverv. Det fremgår således af servicelovens §§ 112 og 113, at der kan ydes hjælpemidler eller forbrugsgoder, der er nødvendige for, at ansøgeren kan udøve et erhverv.

Den ovenfor nævnte afgrænsning af anvendelsesområdet for lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i forhold til lov om social service svarer til den afgrænsning, der var gældende mellem lov om social service og lov om aktiv socialpolitik eller lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Ankestyrelsen har truffet en række afgørelser om anvendelsesområdet for den nu ophævede § 78 i lov om aktiv socialpolitik. Disse vil være fortolkningsbidrag ved anvendelsen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Myndighed

100. Det er staten i jobcenteret, der bevilger tilskud til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis personen er omfattet af lovens § 2, nr. 1. Kommunen bevilger tilskuddet, hvis personen er omfattet af lovens § 2, nr. 2-7.

Ansøgningen om hjælpemidlet indgives til jobcenteret til henholdsvis staten i jobcenteret eller kommunen afhængig af hvem, der er bevilgende myndighed.

Klage

101. Kommunens og staten i jobcenterets afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet i statsforvaltningen inden 4 uger. Kommunens afgørelser efter serviceloven kan indbringes for det sociale nævn i statsforvaltningen inden 4 uger.

Skat

102. Støtte til hjælpemidler mv. er skattefri, jf. ligningslovens § 7, nr. 9.

Tilskud til hjælpemidler ved introduktion til tilbud, jf. lov om en aktiv beskæftigelsespolitik, kan gives uden hensyn til personens eller ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Andre nyttige informationer

103. I alle jobcentre er der en nøglemedarbejder for handicapområdet. Derudover er der i jobcenter Vejle placeret en specialistfunktion for handicapområdet, som kan rådgive i spørgsmål om hjælpemidler på beskæftigelsesområdet. Dertil er der på www.ams.dk/handicap flere oplysninger om handicapområdet.

Arbejdsmiljølovgivningen

104. Arbejdsmiljølovgivningen vedrører de forhold på arbejdspladsen, der regulerer det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Hjælpemidler, der tildeles for at kompensere for en persons handicap, kan også være tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler omfattet af arbejdsmiljølovgivningen, idet de bruges i forbindelse med arbejde. De kan fx være

– nødvendige for at et menneske med handicap kan udøve et erhverv, eller

– til brug for at en hjælper kan udføre sit arbejde med handicappede. Det kan fx være hjælpemidler, som plejepersonalet bruger ved flytning af bevægelseshandicappede personer.

Tekniske hjælpemidler

105. Tekniske hjælpemidler kan fx være maskiner eller apparater, der anvendes ved forarbejdningen af et produkt eller ved frembringelse af et arbejdsresultat.

Reglerne om tekniske hjælpemidler findes i bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler med senere ændringer og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med senere ændringer.

Personlige værnemidler

106. Personlige værnemidler kan fx være udstyr eller beklædning, der skal beskytte de ansattes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Det kan fx være værnesko til beskyttelse mod tunge ting.

Reglerne om brug af personlige værnemidler findes i bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler med senere ændringer.

Dækning af udgifter til tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler

107. Efter arbejdsmiljølovgivningen er arbejdsgiveren forpligtet til at stille egnede tekniske hjælpemidler og nødvendige personlige værnemidler til rådighed for arbejdstagerne. Dette gælder både personer med og uden handicap.

Den ekstra omkostning, der påføres arbejdsgiveren, hvis der er tale en om handicappet person, kan kommunen påtage sig for at fremme den handicappedes mulighed for at komme ind på og/eller blive fastholdt på arbejdsmarkedet. Dette har fx fundet sted i forbindelse med betaling af værnefodtøj.

Arbejdstilsynet vejleder nærmere om de nævnte arbejdsmiljøregler. Se under adresser i bilag 6.

Hjælpemidler efter anden lovgivning i øvrigt

108. For enkelte persongrupper ydes der hjælpemidler efter særlig lovgivning. Som eksempler kan nævnes:

– Efter § 13 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 23. februar 1995, kan der løbende ydes støtte til nødvendige hjælpemidler.

– Efter § 3, stk. 2 i lov nr. 240 af 8. april 1992 om ophævelse af lov om erstatning for skader ved LSD-behandling og om ændring af ligningsloven, har skadelidte, også efter 1. juli 1992, ret til erstatning for udgifter til nødvendige hjælpemidler, såfremt nævnet i forbindelse med afgørelse om erstatning efter § 3 i lov om erstatning for skader ved LSD-behandling har bestemt, at vedkommende har ret til nødvendige hjælpemidler.

– Efter § 15 i lov om arbejdsskadessikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006, kan der under sagens behandling afholdes udgifter til hjælpemidler. Betalingen er primær i forhold til betaling af udgifter til hjælpemidler fra anden side. Endvidere er der henvist til lov om arbejdsskadessikring i bl.a. følgende lov og bekendtgørelser:

– Lov nr. 423 af 10. juni 2003 om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

– Lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning for vaccinationsskader. (Ophævet ved lov nr. 430 af 10. juni 2003. Loven finder dog fortsat anvendelse på skader forårsaget inden den 1. januar 2004).

– Bekendtgørelse nr. 382 af 19. maj 2004 om erstatning og godtgørelse til indsatte i Kriminalforsorgens institutioner og til dømte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde mv.

– Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 15. december 1992 om erstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade til personer, der er optaget i institutioner mv. under bistandsloven.

Hjælpemidler i botilbud, daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  6. Hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud efter servicelovens kap. 20 eller i en daginstitution, en klub eller en døgninstitution efter servicelovens kap. 7, 8 og 11, eller som i øvrigt er basisinventar i det pågældende botilbud eller den pågældende daginstitution, klub eller døgninstitution, stilles til rådighed af botilbuddet, daginstitutionen, klubben eller døgninstitutionen.

Stk. 2. Hjælpemidler, som er personlige, idet de alene anvendes af den pågældende og fx medtages under ophold uden for botilbuddet eller dag- eller døgninstitutionen, er ikke basisinventar.

109. Hjælpemidler, der er basisinventar eller er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne, en daginstitution, en klub eller en døgninstitution for børn og unge, stilles til rådighed det pågældende sted.

Det kan fx dreje sig om senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning med toiletforhøjere, bade/bækkenstole, ramper, kørestole uden særlige indretning (transportstole), teleslyngeanlæg, kommunikationsanlæg, håndlupper, båndoptager, blinkanlæg, tunghøreklokker, mv.

Hjælpemidler, der er personlige og alene anvendes af den enkelte og fx medtages under ophold uden for et af de nævnte steder, er ikke basisinventar. Dette gælder uanset, hvilket af de nævnte steder og hvilken art nedsat funktionsevne, der er tale om.

Det betyder, at fx en individuelt tilrettet kørestol til en person, der har ophold i et botilbud for voksne med vidtgående fysisk funktionsnedsættelse, ikke skal stilles til rådighed af botilbuddet. En sådan stol ydes af kommunen efter servicelovens § 112, stk. 3.

Er et hjælpemiddel nødvendigt under et midlertidigt ophold i hjemmet, fx et barn, der skal på ferie eller på weekend hos forældrene, ydes det efter servicelovens § 112, hvis hjælpemidlet er meget vanskeligt at bringe frem og tilbage.

Har kommunen bevilget et hjælpemiddel til brug i hjemmet, og er der behov for samme hjælpemiddel ved opholdet i en daginstitution eller en klub for børn og unge, skal kommunen bevilge et reservehjælpemiddel efter servicelovens § 112. Dette gælder ikke, hvis der er tale om et hjælpemiddel, der skal være til rådighed i den pågældende daginstitution eller klub, eller hjælpemidlet uden særlig vanskelighed kan bringes frem og tilbage til daginstitutionen.

Er der tale om værktøj eller arbejdsredskaber, som den pågældende skal anvende i beskæftigelse på arbejdsmarkedet, kan kommunen give dette efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. afsnittet ovenfor i dette kapitel.

Hjælpemiddelbekendtgørelsens § 6, stk. 1, gælder efter sin ordlyd kun for tilbud efter serviceloven. Dette betyder, at ældreboliger opført efter lov om almene boliger mv. ikke omfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 6, stk. 1, om basisinventar. Samtlige hjælpemidler til beboere i almene ældreboliger skal derfor bevilges efter en konkret vurdering, dvs. efter de almindelige regler for tildeling af hjælpemidler.

Afgrænsning til hjælp efter servicelovens §§ 41, 100 og 116

110. Efter servicelovens § 41 og § 100 kan der gives hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af henholdsvis børn og voksne på grund af nedsat funktionsevne.

Vedrørende afgrænsningen til servicelovens § 41 henvises til SM C-8-04, hvorefter der kan ydes hjælp efter servicelovens § 112, stk. 1, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 11, til særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Hjælp vil derimod skulle ydes efter merudgiftsbestemmelsen til almindeligt tøj, som skal udformes på en særlig måde.

Efter § 116 i serviceloven kan der gives hjælp til nødvendige boligændringer til personer med varigt nedsat funktionsevne. Som eksempler på grænsetilfælde til §§ 112 og 113 kan nævnes, at hjælp til et bordkomfur og en indbygningsovn skulle vurderes som boligændring, og ikke hjælpemidler, da der var tale om indbygningsmodeller. Se SM O-9-98 (hjælp til lysarmaturer skulle derimod vurderes efter § 113, idet der var tale om almindeligt ophæng). Se SM C-14-03 (ved vurderingen af om der er tale om en boligændring lægges vægt på, om installationen kan anses for mur- og nagelfast).

I øvrigt kan henvises til praksis, som løbende bliver offentliggjort i Ankestyrelsens Sociale Meddelelser (SM’er).

Kapitel 9

De enkelte hjælpemidler

Generelt

111. Kapitel 9 indeholder oplysninger om de særligt personlige hjælpemidler, som ofte har givet anledning til spørgsmål.

Først følger de personlige hjælpemidler, hvor der er frit leverandørvalg, jf. servicelovens § 112, stk. 3 og dernæst øvrige hjælpemidler.

Bevilling af kørestole som særligt personlige hjælpemidler efter servicelovens § 112, stk. 3, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, behandles selvstændigt i vejledningens kapitel 10 og bevilling af høreapparater efter servicelovens § 112, stk. 4 og 5, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 5, behandles i vejledningens kapitel 11.

Særligt personlige hjælpemidler

Ortopædisk fodtøj

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  9. Der kan ydes støtte til ortopædisk fodtøj til personer med varige og svære foddeformiteter, jf. indikationer i bilag 1, hvis generne af foddeformiteten kan afhjælpes.

Stk. 2. Til dækning af udgifter ved anskaffelse af ortopædisk fodtøj afholder ansøgeren selv et beløb, der udgør 683 kr. (2006 priser) pr. par for personer over 18 år og 367 kr. (2006 priser) pr. par for børn og unge under 18 år.

Stk. 3. Der kan i forbindelse med bevilling af ortopædisk fodtøj gives tilsagn om forsåling eller udbedring af fodtøjet.

112. Ved ortopædisk fodtøj forstås individuelt fremstillet fodtøj (herunder fodtøj med træbund) og særligt fabriksfremstillet fodtøj, der tilgodeser en svær foddeformitet (fx knyster og overvidde) eller benyttes i forbindelse med bandagering (kapselsko). Indikationerne for hjælp fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1.

Ortopædisk fodtøj er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Der vil kunne ydes hjælp til personer, der er overfølsomme over for fx limstoffer og stoffer i forbindelse med garvningsprocesser i almindeligt fodtøj.

For personer, som på grund af forskel i benlængde eller som på grund af følger efter årebetændelse har brug for enten sålforhøjelse eller ortopædisk fodtøj gælder, at lidelsen skal kunne betragtes som invaliditet eller varigt sygdomsbetinget svagelighed eller en foddeformitet – se også SM O-68-98.

Ved førstegangsbevillinger kan det anbefales, at reservefodtøj først bevilges og anskaffes efter 3 måneders forløb af hensyn til eventuelle tilpasningsproblemer.

Hvis der er behov for ortopædisk fodtøj til forskellige årstider og formål, skal det kunne dokumenteres, at personen har et behov herfor, og at brugen ikke er meget begrænset – se SM C-28-00.

Der kan ydes støtte til forsåling og udbedring af ortopædisk fodtøj. Det vil være hensigtsmæssigt, at reparationen udføres af leverandøren af fodtøjet, idet læsten til skoen vil kunne danne baggrund for en optimal udbedring af det ortopædiske fodtøj. Hensigten er, at udskiftningsintervallet for ortopædisk fodtøj kan øges. Der kan dog ikke stilles betingelse om, at det gamle fodtøj forsåles og udbedres, før der bevilges hjælp til nye sko.

Til personer over 18 år vil der normalt kunne ydes hjælp til udskiftning hver 18. måned efter individuel konkret vurdering. Særlige forhold (fx erhvervsarbejde, vejrlig, særlige lidelser) kan bevirke større eller særlig slitage, der gør hyppigere udskiftninger nødvendige.

Der ydes ikke hjælp til fabriksfremstillet fodtøj til børn med bløde platfødder (fri drejebevægelighed).

Ortopædiske fodindlæg

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  10. Der kan ydes støtte til ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj til personer med en foddeformitet, jf. indikationerne i bilag 1, hvis generne af foddeformiteten kan afhjælpes, og personen uden brug af indlæg ville være henvist til at benytte ortopædisk fodtøj.

113. Der kan efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 10 ydes støtte til ortopædiske fodindlæg til personer med en foddeformitet, der gør det muligt at benytte en almindelig, fabriksfremstillet sko. Der kan ligeledes ydes hjælp til tilretning af almindeligt fodtøj.

Indikationerne for hjælp følger af hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 1.

Hvis hjælp efter hjælpmiddelbekendtgørelsens § 10 i forsvarligt omfang afhjælper deformiteten, går bevilling af dette forud for bevilling af ortopædisk fodtøj efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 9.

Arm- og benproteser

114. Der kan ydes hjælp til arm- og benproteser ved mangel på arme eller ben. Arm- og benproteser betragtes som særligt personlige hjælpemidler, jf. § 112, stk. 3, fordi de er kropsbårne.

Arm- og benproteser er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til kapitel 5 i denne vejledning.

Som armprotese indgår også fx proteser for fingre eller hånd, der betragtes som en del af den samlede arm. Ligeledes indgår proteser for fod eller tæer, der betragtes som en del af det samlede ben.

I visse tilfælde kan helbensortoser (helbensstativer til støtte) betragtes som et hjælpemiddel. Det fremgår således af SM O-151-97, at helbensortoser kunne ydes som et hjælpemiddel til en 1-årig pige, fordi de ansås som et ganghjælpemiddel, som måtte sammenlignes med en underbensprotese, hos et barn, som havde en medfødt mangel på et ben. Der blev lagt vægt på, at pigen havde en varig lidelse, rygmarvsbrok, og var invalideret på grund af denne lidelse.

Om muligheden for en ekstra benprotese kan henvises til SM C-39-03, hvorefter en kvinde, der var dobbelt underbensamputeret, ikke fandtes berettiget til hjælp til anskaffelse af rideproteser efter servicelovens § 97, nu servicelovens § 112, idet rideproteser efter en konkret og individuel vurdering i kvindens tilfælde ikke i væsentlig grad fandtes at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse.

Støttekorsetter

115. Et støttekorset er et ortopædisk hjælpemiddel, som har en korrigerende, aflastende eller støttende funktion.

Hjælp kan ydes, når det kan anses for dokumenteret, at behandlingsmulighederne er udtømt, og at lidelsen er varig. Det er en forudsætning, at det konkrete hjælpemiddel i væsentlig grad afhjælper den nedsatte funktionsevne.

Støttekorsetter er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Indikationer for hjælp til støttekorsetter:

– Svære slidgigtforandringer i rygsøjlen.

– Degeneratio disci intervertebralis. Degeneration af båndskive (discus) i rygsøjlens lændedel. Lidelsen medfører risiko for tryk på nerverødder og udvikling af slidgigt. Lidelsen er normalt ikke tilgængelig for operativ behandling.

– Scoliosis. Skævhed af rygsøjle med rotation og krumning til siden.

– Spondylitis ankylopoietica (Bechterews sygdom). Udtalt kronisk betændelse i leddene mellem korsben og hofteben eventuelt med forkalkninger og forsnævringer af båndskiver og ledbånd i rygsøjlen.

– Spondylolisthesis. Fremadglidning af ryghvirvel i forhold til hvirvlen nedenfor, hvor kirurgisk behandling ikke har givet tilfredsstillende resultat eller ikke kan gennemføres.

– Osteoporose. Knogleskørhed.

– Muskeldystrofi. Svind af rygmuskulatur.

Den under punkt 2 nævnte lidelse, degeneratio disci intervertebralis, må ikke forveksles med discusprolaps, som vil kunne diagnosticeres ved myelografi/CT-scanning af lænderyggen.

Hjælp kan ydes til individuelt tilpassede korsetter eller til færdigfremstillede eventuelt med tilpasning.

Der kan gives hjælp til reservekorset bl.a. af hygiejniske hensyn.

Ved kropsforandringer som følge af fx udvikling af lidelsen, vægtændringer, må der ydes hjælp til et nyt korset.

Ved førstegangsansøgninger bør der indhentes foreliggende kirurgiske, ortopædiske eller lignende oplysninger.

Der ydes ikke hjælp til støttekorsetter, der bruges som led i behandling, fx til midlertidig korrektion.

Knæbandager

116. Ved bevilling af knæbandager, er det en betingelse, at alle behandlingsmuligheder er udtømte og udsigtsløse.

Knæbandager er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Knæbandager kan fx ydes ved:

– Medfødt lidelse i form af abnormt løse knæskaller.

– Korsbåndsskader, hvis der er behov for permanent brug af fx hyperekstensionshindrende bandage (hindrer overstrækning af knæet).

Kompressionsstrømper

117. Kompressionsstrømper har historisk set afløst tidligere tiders bandager med zinklimbind og specielle stramme støttebandager. Kompressionsstrømper skal derfor betragtes som en bandageform, og er dermed omfattet af opremsningen i servicelovens § 112, stk. 3, hvoraf det blandt andet fremgår, at bandager mv. er omfattet.

Kompressionsstrømper er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. servicelovens § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Kompressionsstrømper kan ved svære varige kredsløbslidelser ydes ved:

– Svære grader af åreknuder (varicer) som ikke svinder efter fornøden behandling.

– Varige følger efter blodpropper i ben eller arme.

– Varige hævelser på grund af følger efter strålebehandling.

– Kronisk ødem (væske) i benene på grund af en varig utilstrækkelig funktion af vener eller fraførende lymfekar.

Kompressionsstrømper kan vælges med forskellig trykeffekt (kompression) afhængig af sygdommens følger. Det afgørende for, om der kan ydes kompressionsstrømper, er ikke trykeffekten, men om kompressionsstrømpen kan afhjælpe en svær, varig kredsløbslidelse, jf. ovennævnte indikationer. Se også SM O-158-96.

Der kan ligeledes være brug for kompressionsstrømper til arme.

Der vil normalt være behov for reservestrømper.

Der kan ikke ydes hjælp efter servicelovens § 112 til støttestrømper og antiembolistrømper, som anvendes fx ved lettere benproblemer, irritationer, uro i benene eller for at forebygge venelidelser.

Parykker

118. Parykker kan ydes ved vansirende skaldethed. Næsten alle parykker fremstilles i dag af kunstfibre.

Parykker er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Herretoupeer eller -parykker bliver næsten alle individuelt fremstillet på grund af den forskelligartede hårplacering på issen hos mænd. Herretoupeer er derfor væsentlig dyrere end dameparykker. Herretoupeer kan vaskes og ibrugtages straks, hvorfor der sjældent vil være behov for reservetoupe.

Dameparykker er enten fabriksfremstillet eller individuelt fremstillet. Der er kun en lille prisforskel på de to paryktyper. Til dameparykker kan der være behov for pasning og sætning, hvorfor der normalt vil være behov for reserveparyk.

Til personer, der er overfølsomme overfor syntetiske stoffer, fores indersiden af toupeen eller parykken med bomuldsmateriale for en lille merpris.

Individuel tilpasning af parykken kan være nødvendig ved en atypisk hovedform.

Holdbarheden af parykker af kunstfibre er gennemsnitlig 1 år, men forhold hos den enkelte ansøger, som fx kraftig transpiration fra hovedbunden, kan bevirke hurtigere nedslidning af parykken og dermed nødvendiggøre hyppigere udskiftning.

Almindelig forekommende hårtab - hos mænd fx »måne« - anses ikke for omfattet af de almindelige bestemmelser i bekendtgørelsen.

Ved midlertidig hårtab som følge af behandling, fx kemoterapi, ydes parykken eller toupeen af sygehusvæsenet.

Brystproteser

119. Der kan ydes hjælp til brystproteser efter bortoperation af det ene eller begge bryster. Efter en konkret vurdering af de fysiske og kosmetiske gener af en operation, der bevarer en del af brystet, er det også muligt at yde en delprotese.

Brystproteser er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3. Der henvises til vejledningens kapitel 5.

Kvinder, der af anden grund mangler det ene eller begge bryster, er ligeledes berettiget til proteser eller delproteser.

Vedrørende udskiftningstidspunkt kan det være vejledende, hvilken garanti leverandøren har givet. Der er normalt længere garanti på formfaste brystproteser.

Vedrørende brystproteser, der indopereres, henvises til sygehusvæsenet.

Der ydes ikke hjælp til særlige protesebrystholdere eller badedragter.

Stomihjælpemidler

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  12. Der kan ydes støtte til stomihjælpemidler til personer, som har fået foretaget en af følgende operationer: Colostomi (kunstig udføring af tyktarmen), ileostomi (kunstig udføring af tyndtarmen) eller urostomi (kunstig udføring af urinveje).

120. Stomihjælpemidlerne i bekendtgørelsens § 12 er omfattet af reglerne om frit leverandørvalg. Kontantbeløbet til personer, der ønsker selv at indkøbe stomihjælpemidler, fastsættes således ud fra en konkret vurdering af den enkelte brugers behov.

Om afgrænsningen mellem stomihjælpemidler og forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, henvises til SM C-45-05.

Synshjælpemidler

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  13. Der kan ydes støtte til briller og kontaktlinser, hvis følgerne af en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse kan afhjælpes, jf. indikationerne i bilag 2.

Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte, når behovet for briller eller kontaktlinser alene skyldes en optisk synsfejl.

Stk. 3. Hvis problemet ikke kan løses lokalt, kan briller og kontaktlinser, jf. stk. 1, samt andre optiske synshjælpemidler og optikunderstøttende synshjælpemidler til personer med en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse eller et varigt synshandicap udleveres af Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ) efter henvisning fra speciallæger i øjensygdomme, øjenafdelinger samt kommunale konsulenter eller synscentraler. Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ) giver efterfølgende kommunen meddelelse om udlevering.

Stk. 4. Socialministeriet fastsætter betalingen for synshjælpemidler, der udleveres af Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ), jf. stk. 3.

121. Synshjælpemidler er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 112, stk. 3, jf. vejledningens kapitel 5.

Det er en forudsætning for støtte til briller og kontaktlinser efter servicelovens § 112, at ansøgeren har en medicinsk-optisk defineret, varig øjenlidelse.

Der kan således ikke ydes hjælp efter servicelovens § 112 til briller og kontaktlinser på ren optisk indikation. Det vil sige, hvis behovet for briller og kontaktlinser alene skyldes langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl eller forskellig optisk styrke på øjnene. Under denne gruppe hører også personer opereret for ensidig eller dobbeltsidig grå stær erhvervet som voksen, dvs. når man er over 18 år. I disse tilfælde kan der evt. søges støtte efter aktivlovens § 82 eller for så vidt angår pensionister § 14 i lov om social pension eller § 17, stk. 2 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Opregningen af øjenlidelser i hjælpemiddelbekendtgørelsens bilag 2 dækker langt de fleste situationer, hvor støtte til briller eller kontaktlinser kan komme på tale. Der vil dog kunne forekomme andre øjenlidelser af tilsvarende sværhedsgrad, som efter en konkret vurdering vil kunne berettige til støtte. Afgørelse træffes i disse tilfælde efter indstilling fra Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ).

De anførte persongrupper med en varig øjenlidelse har ofte behov for specialbriller og specialkontaktlinser, som forudsætter en høj grad af specialoptisk fagkundskab ved udmåling og tilpasning.

Nogle øjensygdomme, jf. bilag 2 til hjælpemiddelbekendtgørelsen, kan være ledsaget af blændingsfænomener, som vil kunne afhjælpes med medicinske filterglas, der findes i forskellige udformninger. Filterglas er brilleglas med specielle lysabsorberende egenskaber, der giver en væsentlig reduktion af lysblænding og en forbedret synsstyrke. Medicinske filterglas kan ydes uafhængig af styrke. Afgrænsningen af brugergruppen gør det naturligt at kræve oplysninger om diagnose og symptomer.

Ved støtte til kontaktlinser kan der ydes hjælp til erstatningsbriller. Hjælp til briller omfatter glas og stel samt evt. matglas eller balanceglas. Specielle stel er ofte påkrævet på grund af optikkens karakter.

Bemærkninger til bilag 2 i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

122. Til pkt. 1. Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet kontaktlinse.

Til pkt. 2: Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet farvet kontaktlinse eller diafragmalinse/irislinse.

Til pkt. 3: Hjælpemidlet vil ofte være en specialfremstillet kontaktlinse.

Til pkt. 4: Hjælpemidlet vil ofte være en bandagelinse med protektiv virkning med eller uden styrke.

Til pkt. 5: Hjælpemidlet vil ofte være en påmalet kontaktlinse eller øjenprotese.

Til pkt. 6: Det drejer sig om følger efter fx ulykke, hjerneblødning eller lammelse. Hjælpemidlet vil ofte være enten en okklusionskontaktlinse eller briller med stærk prismevirkning.

Til pkt. 7: Det drejer sig om en invaliderende lysoverfølsomhed, som kan afhjælpes med særlige spektrale filterglas.

Til pkt. 8: Det drejer sig om personer med ekstrem nærsynethed, langsynethed eller bygningsfejl. Den styrkemæssige grænse for specialfremstillede brilleglas eller kontaktlinser ligger omkring +/- 16 - 17 dioptrier i højst brydende snit eller 5 - 6 dioptrier i cylinderværdi, men afhænger af den teknologiske udvikling.

Til pkt. 9: Det drejer sig om synshandicappede børn og unge, der indtil de fylder 18 år er registreret i synsregisteret ved Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ), jf. servicelovens § 153, stk. 4. Kriteriet for at blive registreret i synsregistret er en synsstyrke på højst 6/18 (0,3) på bedste øje. Til denne gruppe børn og unge er der brug for et bredt spektrum af synshjælpemidler, herunder korrigerende optik i form af briller og kontaktlinser.

Til pkt. 10: Hjælpemidlet vil ofte være en kontaktlinse, da en afakibrille er ekstra invaliderende ved bortfald af dele af synsfeltet (synsfeltsdefekter).

Til pkt. 11: Hjælpemidlet vil ofte være en kontaktlinse, da briller, der korrigerer for excessiv myopi, er ekstra invaliderende ved kikkertsynsfelt.

Til pkt. 12: Hjælpemidlet vil være et specialstel eller special kontaktlinse, hvorpå en bøjle til at løfte øjenlåget kan påmonteres.

Til pkt. 13: Hjælpemidlet vi ofte være en brille, der har til formål at forebygge blivende synsnedsættelse (amblyopi) ved at optimalt korrigere langsynethed i den periode, hvor synsfunktionen stadig er påvirkelig.

Varigt synshandicap (svagsynsoptik)

123. Behov for svagsynsoptik opstår i almindelighed ved synsstyrker på 6/18 (0,3) eller derunder.

Svagsynsoptik (specielle optiske hjælpemidler) er primært optik med forstørrende virkning, lupper, lupbriller, kikkerter, kikkertbriller samt kombinationer heraf. Forstørrelsen eller styrken fremgår af specifikationen på det ansøgte hjælpemiddel og udtrykkes enten ved dioptriværdien (D) eller som x (gange).

Hvis forskellen (additionen) mellem personens afstands- og læsestyrke er mindst 4 dioptrier, kan hjælp ydes som lupbrille.

Hjælp til lupbriller, kikkertbriller og medicinske filterglas omfatter også brillestel og eventuelt matglas eller balanceglas.

Der kan også være tale om synsfeltudvidere samt natkikkerter.

For brugere af svagsynsoptik vil arbejdsafstanden ved fx læsning og skrivning oftest være meget kort, afhængig af linsens brændvidde. Dette giver ved længere tids læsning en anstrengende arbejdsstilling. Det kan derfor være nødvendigt med optikunderstøttende hjælpemidler som fx særlig belysning, skråplade, konceptholdere el.lign.

Socialministeriet fastsætter betaling for svagsynsoptik, briller, kontaktlinser og øjenproteser, der udleveres af Kennedy Instituttet - Statens Øjenklinik (KISØ).

CCTV er et elektron-optisk hjælpemiddel, som anvendes af personer, der ikke på anden måde kan opnå et læsesyn med specialoptik.

Formålet med at bevilge hjælp til CCTV-udstyr er at give de pågældende personer mulighed for at kommunikere uden bistand fra andre. Det afgørende er derfor, om der er mulighed for ved hjælp af det tekst/-billedforstørrende udstyr i væsentlig grad at afhjælpe personens svigtende kommunikationsevne og normalisere ansøgerens daglige tilværelse.

Øvrige hjælpemidler

Diabeteshjælpemidler

124. For diabeteshjælpemidler efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 7 gælder, at der kan gives hjælp til ansøgere, der er i insulinbehandling, tabletbehandling eller kombinationsbehandling.

Hjælpemidler til vedligeholdelse af en tracheostomi eller lanryngectomi

125. Udgifter til hjælpemidler til personer, der har fået foretaget en tracheostomi (indsættelse af kanyle fra forsiden af halsen ind i luftrøret) eller en laryngectomi (fjernelse af strubehovedet og stemmelæberne), afholdes af sygehusvæsenet, så længe patienten er under fortsat behandling og/eller kontrol fra sygehuset.

Hvis tracheostomerede eller laryngectomerede personer kun sporadisk er i kontakt med sygehuset, men overvejende passes og kontrolleres i eget hjem af hjemmesygeplejen, er hjemmesygeplejen ansvarlig for at levere de nødvendige hjælpemidler.

Udgifter til hjælpemidler til tracheostomerede og laryngectomerede personer, der er afsluttet fra hospitalet, og som ikke får hjemmesygepleje på grund af operationen, afholdes i henhold til servicelovens § 112 eller som forbrugsgode efter servicelovens § 113.

Kompressionsapparat, elektrisk kompressor

126. Et kompressionsapparat, elektrisk kompressor, anvendes til afhjælpning af manglende eller nedsat funktion af lymfekarsystemet.

Kompressionsapparatet, den elektriske kompressor, anvendes som led i behandling eller som forebyggende behandling ved operation. Pumpen har til formål at lette blod- eller lymfeafløb i ekstremiteter (arme og ben). I disse situationer må kompressionsapparatet, den elektriske kompressor, betegnes som et behandlingsredskab som udlånes af sygehusvæsenet.

Hvor der er tale om et kronisk lymfeødem, uden dette skyldes udsæd (metastaser) fra brystkræft, og hvor sygehusbehandlingen herfor er ophørt, kan der ydes hjælp efter servicelovens § 112.

Trehjulede knallerter

127. Der kan ydes trehjulet knallert til personer, som på grund af nedsat gangevne kun kan færdes over korte strækninger og ikke har kræfter til at bruge trehjulet cykel.

Det er en forudsætning, at dens anvendelse i det enkelte tilfælde helbredsmæssigt og færdselsmæssigt kan anses for forsvarlig.

Det er et vilkår, at ansøgeren tegner lovpligtig ansvarsforsikring og afholder udgiften herved. Der kan ikke stilles krav om, at der tegnes kaskoforsikring.

Der kan også ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm.

Særlige stole

128. Hjælp kan ydes til stole med en særlig udformning, fx med speciel polstring eller elektrisk funktion, som er nødvendig på grund af et svært fysisk handicap. Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til personer med stift hofteled), katapultstole (til personer, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig).

Der ydes således ikke hjælp til almindelige hvilestole.

Teleslyngeanlæg

129. Teleslynge(anlæg) er et anlæg med en mikrofon eller tilslutning til fx radio eller tv, der sender lyden uden kabel direkte til det enkelte høreapparat, der opfatter signalet gennem en telespole, der er indbygget i de fleste høreapparater.

Det er muligt efter en konkret vurdering at få bevilget en teleslynge. Se fx SM C 59-01, hvor en ti-årig pige fik bevilget en teleslynge, som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112, stk. 1, nr. 1 og 2.

For beboere med ophold på et botilbud efter servicelovens § 108 (tidligere bistandslovens § 112) vil udgiften til et teleslyngeanlæg blive betragtet som sædvanligt udstyr (basisinventar). Kommunen er således ikke forpligtet til at yde hjælp efter § 112 (tidligere bistandslovens § 58) til de enkelte beboere, jf. SM O-85-88.

Telefonhjælpemidler, nødkald, alarmanlæg mv.

130. Ved telefonhjælpemidler ydes der hjælp til anskaffelse, men ikke til evt. abonnementsafgift.

Endvidere kan der ydes hjælp til nødkald og alarmanlæg mv., som forudsætter en telefonlinje. Der vil kunne ydes hjælp efter §§ 41 og 100 om merudgiftsydelse, hvis der er tale om, at personer med handicap for påført en ekstra abonnementsudgift i forbindelse med alarmer mv. Det vil sige, der ydes hjælp til den ekstraordinære udgift I tilfælde hvor ansøgeren ikke i forvejen har telefon, vil der her kunne ydes hjælp til oprettelsen, men ikke til betaling af telefonabonnementet. Evt. kan der ansøges om hjælp til dette efter bestemmelserne i § 14 i lov om social pension eller § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Særlige beklædningsgenstande

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  11. Der kan ydes støtte til særlige beklædningsgenstande. Hjælpen ydes til dækning af merudgifterne.

131. Der kan efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 11 ydes hjælp til merudgifterne ved anskaffelse af særlige beklædningsgenstande. Som eksempler på særlige beklædningsgenstande kan nævnes regnslag til kørestole, køreposer, rygeforklæde, hagesmække samt beskyttelsesbukser til svært inkontinente personer til badning i svømmehal.

Hjælp kan også ydes til merudgifter til beklædningsgenstande til en person, som på grund af sygdom, ulykke eller lignende er blevet varigt invalideret, og som følge heraf ikke mere kan bruge sit tøj og således på en gang får behov for at få udskiftet dele af sin garderobe.

Børn og unge under 18 år, der har et specielt behov for beklædning på grund af deres nedsatte funktionsevne, eller kroniske eller langvarige lidelse, kan få hjælp til merudgifter til beklædning efter servicelovens § 41 (dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et handicappet barn under 18 år).

Der henvises vedrørende afgrænsningen til servicelovens § 41 til SM C-8-04, hvorefter der kan ydes hjælp efter servicelovens § 112, stk. 1, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 11, til særlige beklædningsgenstande, som en person ikke ville have haft brug for, hvis den pågældende ikke havde haft en funktionsnedsættelse. Hjælp vil derimod skulle ydes efter merudgiftsbestemmelsen til almindeligt tøj, som skal udformes på en særlig måde.

Voksne personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som på grund af deformiteter eller ganske særlig legemsbygning e.l. har behov for dyrt eller særligt udformet tøj, har mulighed for at få dækket merudgifterne efter servicelovens § 100. Det samme gælder hjælp til beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøj og sko. Hjælp efter servicelovens § 100 bliver først aktuel, hvis udgifterne ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Førtidspensionister tilkendt førtidspension efter reglerne før 1. januar 2003 og folkepensionister må, hvis de ikke kan få dækket udgifterne efter § 112, søge om dækning af merudgifter til særlige beklædningsgenstande efter henholdsvis lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv. § 17, stk. 2, (gælder for førtidspensionister tilkendt pension efter reglerne før 1. januar 2003) eller lov om social pension § 14, stk. 1, (gælder for alle folkepensionister). For at kunne søge om personligt tillæg, skal pensionistens økonomiske forhold være særligt vanskelige.

Særlige informationsteknologiske hjælpemidler

132. Særlige informationsteknologiske hjælpemidler omfatter produkter, der er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe et kommunikationshandicap (fx talemaskiner og kommunikatorer), herunder særlige kommunikationsprogrammer (fx scanningsprogrammer til betjening med en enkelt kontakt, skærmlæsere til syntetisk tale, skærmtastaturer og forstørrelsesprogrammer) og andet særligt tilbehør (fx specielle tastaturer, specielle mus, museerstatninger og morseudstyr) til personlige computere (PC'er).

Målgruppen er personer med væsentlig nedsat høre-, tale-, syns-, eller skrive- eller læsefunktion (ordblinde), hvor hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af den nedsatte kommunikationsevne.

For at kunne vurdere ansøgerens nedsatte funktionsevne og behov i øjeblikket og på længere sigt kan der være behov for et tværfagligt samarbejde under medvirken af fx ergoterapeut, fysioterapeut, lærer, neuropsykolog, talepædagog og tekniker.

Hvis det er tvivlsomt, om en person med nedsat funktionsevne er i stand til at anvende hjælpemidlet, således at kommunikationsevnen i væsentlig grad forbedres, kan det blive nødvendigt at stille hjælpemidlet til rådighed for den pågældende i en prøveperiode. Der henvises vedrørende rådgivning til brugeren og evt. pårørende, fx forældrene til et handicappet barn, i brugen af det informationsteknologiske hjælpemiddel til servicelovens § 10, stk. 4, jf. vejledningens kapitel 2, Myndighedens særlige rådgivningsforpligtelse.

I forbindelse med tildeling af særlige informationsteknologiske hjælpemidler til personer med progredierende lidelser, fx muskelsvind eller ALS (amyotrofisk lateral sklerose), er det vigtigt ikke kun at se på det aktuelle behov, men også tage hensyn til den forventede fremtidige udvikling. Det er herunder vigtigt at tage hensyn til, at hjælpen ydes på et tidspunkt, hvor den pågældende har de bedste forudsætninger for at lære at bruge hjælpemidlet.

Kapitel 10

Kørestole som særligt personlige hjælpemidler

Bevilling af kørestole som særligt personlige hjælpemidler

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  14. Kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af døgnets timer, betragtes som et særligt personligt hjælpemiddel.

Stk. 2. Kørestole, hvortil der er ydet støtte efter reglerne om særligt personlige hjælpemidler i § 112, stk. 3, i lov om social service, betragtes som udlån og skal tilbageleveres til kommunen, når ansøger ikke har brug for den mere. Ansøgeren opnår dermed ikke ejendomsret til kørestolen.

Stk. 3. Ansøgers eventuelle egenbetaling ved frit leverandørvalg, jf. § 5, stk. 2 og 4, skal ved tilbagelevering af kørestolen til kommunen inden 4 år, udbetales til ansøger efter fradrag af 2500 kr. og nedskrivning med 1/48 for hver måned, der er gået, fra den dag kvittering forelå.

Stk. 4. Kan kommunen levere en brugt kørestolsmodel, der opfylder ansøgerens behov, og vælger ansøgeren at benytte sig af muligheden for frit leverandørvalg, jf. § 5, stk. 2 og 4, kan kommunens støtte maksimalt udgøre, hvad der svarer til den brugte kørestols nypris fratrukket 15 %. Hvis kørestolen er udgået af produktion, fastsættes en nypris svarende til en kørestolsmodel af tilsvarende art og standard fratrukket 15 %.

133. Det fremgår af servicelovens § 112, stk. 3, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, betragtes som et særligt personligt hjælpemiddel.

Reglerne i servicelovens § 112, stk. 3, omfatter kun hjælp til særligt personlige hjælpemidler. Det karakteristiske ved særligt personlige hjælpemidler er, at hjælpemidlet er kropsbårent. Kørestole, der er særlige personlige hjælpemidler, har en tilsvarende funktion for brugeren, som de øvrige kropsbårne hjælpemidler. Kørestole vil derfor være at betragte som et kropsbårent hjælpemiddel.

Kørestole, som der er ydet støtte til efter serviceloven, betragtes som et udlån, der skal tilbageleveres til kommunen, når ansøger ikke har brug for den mere.

Betingelser for bevilling

134. Ved bevilling af kørestol som et særligt personligt hjælpemiddel er der, jf. servicelovens § 112, stk. 3, to betingelser, der skal være opfyldt.

For det første er det en betingelse for at yde hjælp til anskaffelse af en kørestol efter servicelovens § 112, stk. 3, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at der skal foretages en individuel tilpasning af kørestolen. Dernæst er det en betingelse, at ansøger nødvendigvis må benytte kørestolen i hovedparten af dagens timer.

Individuel tilpasning

135. En kørestol skal for at være omfattet af reglerne om særligt personlige hjælpemidler forudsætte individuel tilpasning.

Det indebærer, at kørestolen skal være eller kan blive individuelt tilpasset for at svare til brugerens behov med hensyn til indstilling af ryg, sæde, fodstøtter, hjulstilling, hjultype mv.

Borgerens behov for en kørestol kan således ikke dækkes af en standardmodel.

En kørestol vil blive betragtet som individuelt tilpasset, når

– den er specialfremstillet, og der er foretaget egentlige konstruktionsmæssige ændringer i forhold til et standardprodukt, eller

– den har tilpasnings- og justeringsmuligheder, der gør det muligt at foretage de nødvendige indstillinger for at imødekomme den konkrete funktionsnedsættelse.

Kørestole, der ydes som et særligt personligt hjælpemiddel, omfatter som udgangspunkt alle typer af kørestole, dvs. både manuelle og elektriske.

»Nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer«

136. For at en kørestol skal kunne betragtes som et særligt personligt hjælpemiddel, kræves det endvidere, at kørestolen nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer.

Det vil typisk dreje sig om personer for hvem, der ikke er alternative muligheder til kørestolen, i det tidsrum personen er oppe. Personer, der hovedsagelig benytter kørestolen som transportmiddel på grund af nedsat gangfunktion, vil ikke være omfattet, idet kørestolen således ikke nødvendigvis må benyttes i hovedparten af personens vågne timer.

Det er ikke muligt at fastsætte den nøjagtige tidsmæssige udstrækning af, hvad der skal forstås ved hovedparten af dagens timer. Personer, der tilbringer langt størstedelen af deres vågne timer i en kørestol, vil være omfattet af formuleringen. Det vil sige, at en person, der fx foretrækker at være vågen om natten, også vil kunne opfylde kravet om, at hovedparten af dagens timer tilbringes i kørestolen.

Personer for hvem en kørestol nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer kan fx være personer med:

– handicap, der medfører udbredte lammelser eller andre vidtgående fysiske handicap, som betyder, at den pågældende ikke eller i meget begrænset omfang har mulighed for at komme omkring uden brug af kørestol, eller

– graverende lungeproblemer, fx stenlunger, hvor pågældende ikke har kræfter eller luft nok til at komme omkring uden brug af kørestol, og hvor apparater og udstyr sidder fast på kørestolen.

Frit leverandørvalg

137. For særligt personlige hjælpemidler i form af kørestole, som forudsætter individuel tilpasning og nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer, kan ansøgeren, hvis pågældende ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, selv vælge leverandør af hjælpemidlet. Ansøgeren må selv dække den del af prisen, der overstiger det, kommunen kunne have leveret en tilsvarende model til. Tilskuddet kan ikke udgøre mere end de faktiske udgifter.

Vælger brugeren en model, der ud over de specifikationer, der foreligger i forbindelse med bevillingen, har flere og/eller yderligere funktioner, vil merudgiften ved dette altid skulle afholdes endeligt af brugeren selv.

Det vil sige, at når der er taget stilling til, på hvilken måde kørestolen kan tilpasses for at kompensere for den nedsatte funktionsevne, kan personen vælge en kørestol i fx en anden farve eller et andet udseende, men med minimum de samme funktioner og muligheder.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af hvilket hjælpemiddel, der er det bedst egnede og billigste for den enkelte ansøger. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Har kommunen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøger ligeledes frit vælge leverandør, og støtten til den bevilgede kørestol ydes efter regning.

Ønsker ansøgeren ikke at benytte sig af muligheden for frit leverandørvalg, og kan kommunen levere en brugt kørestolsmodel, der opfylder ansøgerens behov, skal ansøgeren tage imod denne. Ansøger kan således ikke i den situation kræve, at kommunen bevilger en ny kørestol, når det vurderes, at den brugte kørestolsmodel opfylder ansøgers behov.

Der henvises i øvrigt til vejledningens kapitel 4 om kommunens valg af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel og kapitel 5 om frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler efter servicelovens § 112, stk. 3.

Kommunens valg af leverandør

138. I forbindelse med kommunens indgåelse af leverandøraftaler inddrages repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikation. Der henvises i øvrigt til vejledningens kapitel 5.

Kørestole som udlån

139. Kørestole ydet efter serviceloven som særligt personligt hjælpemiddel betragtes, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, stk. 2, som udlån, der skal tilbageleveres til kommunen, når ansøger ikke har brug for kørestolen mere.

Det vil sige, at ansøgeren ikke opnår ejendomsret til kørestolen, selvom den pågældende eventuelt har haft en egenbetaling på kørestolen som følge af retten til frit at vælge leverandør.

I de tilfælde, hvor kommunen har indgået leverandøraftale, men hvor ansøgeren har benyttet sig af muligheden for selv at vælge leverandør, fordi ansøger ønsker en anden og dyrere kørestol, end den kommunen kan levere, betragtes kørestolen som udlån. Dette gælder uanset hvor stort et beløb, ansøger selv har lagt oveni.

Omfattet af udlånsbestemmelserne er også de tilfælde, hvor kommunen ikke har indgået leverandøraftale, og ansøgeren selv vælger leverandør, og kommunen efterfølgende yder støtte efter regning til det bevilgede hjælpemiddel.

Ansøgers egenbetaling

140. Hvis ansøger ønsker en anden kørestol end den, ansøger har fået bevilget af kommunen, fx en anden kvalitet, farve eller yderligere funktioner, må ansøger selv betale en evt. difference.

Det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, stk. 3, at ansøgers eventuelle egenbetaling ved frit leverandørvalg, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 5, stk. 2 og 4, ved tilbagelevering til kommunen inden 4 år skal udbetales til ansøger efter fradrag af 2500 kr. og nedskrivning med 1/48 for hver måned, der er gået, fra den dag kvittering forelå.

Hvis ansøger fx har en progredierende lidelse, der gør det nødvendigt at få en anden kørestol efter fx et år, skal den tidligere kørestol leveres tilbage til kommunen, da den betragtes som udlånt til ansøger. Kommunen skal herefter refundere det beløb, der ikke er nedskrevet, jf. ovenfor nævnte beregningsmetode, til ansøger. Det samme gælder, hvis ansøger dør efter fx et år. Kommunen refunderer da det resterende beløb til ansøgers dødsbo.

Ansøgers egenbetaling kan ikke dækkes efter servicelovens § 100, idet § 100 omfatter merudgifter, der er en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, dvs. udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Dette skyldes, at den merudgift pågældende får i form af en egenbetaling, ikke er en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, idet pågældende af kommunen kan få en kørestol, der dækker pågældendes behov. Ansøgers valg af anden kørestol end den af kommunen bevilgede, vil typisk være begrundet med ønsket om anden kvalitet, flere funktioner, andet design, herunder farve mv.

Kommunens genbrug af kørestol

141. Kommunen har mulighed for at genbruge brugte kørestole og dermed bevilge en brugt kørestol til en ansøger, hvis kørestolen opfylder ansøgers behov.

Det er kommunen, der afgør, om en brugt kørestol opfylder betingelsen om at være det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3, og om kørestolen i tilstrækkelige omfang kompenserer for den nedsatte funktionsevne. Der henvises i øvrigt om borgerens inddragelse ved valg af hjælpemiddel til afsnittet om vurdering af behovet i kapitel 3.

Ansøger er ikke forpligtet til at modtage en brugt kørestol, men kan i stedet vælge at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør og dermed få en ny kørestol.

Hvis ansøger vælger at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør i de tilfælde, hvor kommunen kan bevilge en brugt kørestol, der opfylder ansøgers behov, følger det af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 14, stk. 4, at det beløb, kommunen yder i støtte til køb af en anden kørestol end den af kommunen bevilgede, svarer til den brugte kørestols nyværdi fratrukket 15 %.

Eksempel:

En ansøger får af kommunen tilbud om en brugt kørestol, der opfylder ansøgers behov. Den brugte kørestols nypris er 92.000 kr. Ansøger ønsker ikke at tage imod kommunens tilbud, men vælger i stedet at udnytte muligheden for selv at vælge leverandør. Kommunen kan i dette tilfælde give ansøger et beløb svarende til den brugte kørestols nyværdi fratrukket 15 %. Det vil i dette tilfælde sige 92.000 kr. fratrukket 13.800 kr., som er de 15 % af 92.000 kr. Det beløb, ansøger herefter kan få bevilget af kommunen til køb af en ny kørestol, vil være 78.200 kr.

Hvis den brugte kørestol er gået ud af produktion, og der derfor ikke findes en nypris for lige netop den kørestol, skal kommunen udregne en nypris for en kørestol af tilsvarende art og standard fratrukket 15 %.

Reparation og udskiftning mv.

142. Om hjælp til reparation, udskiftning af kørestole og om hjælp til udgifter, som følger af brug af kørestol henvises der til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4.

Medtagelse til udlandet

143. Der henvises for muligheden for at tage kørestolen med til udlandet til kapitel 7 i denne vejledning.

Klageadgang

144. Afgørelser om bevilling af kørestole efter servicelovens § 112, stk. 3, truffet af kommunen kan indbringes for det sociale nævn, jf. vejledningens kapitel 3, afsnittet om klageadgang.

Kapitel 11

Tilskud til høreapparater

Henvisning til høreapparatbehandling

145. Personer, der er over 18 år, og som er henvist til høreapparatbehandling fra en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme kan få et tilskud til køb af høreapparat hos en anden godkendt, privat høreapparatleverandør end den af kommunen anviste. Det er således ikke tilstrækkeligt, at ansøgers egen læge (en alment praktiserende læge) eller læge, der har speciale i andet end øre-, næse- og halssygdomme, henviser den pågældende til høreapparatbehandling. Det er dog en forudsætning for ydelse af tilskud til køb af høreapparat hos en anden godkendt, privat høreapparatleverandør, at kommunen har givet en bevilling til anskaffelse af høreapparatet.

Det er ikke et krav, at den henvisende speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme har overenskomst med sygesikringen. Gruppe 1-sikrede bør derfor være opmærksomme på, om speciallægen har overenskomst med sygesikringen, idet de ellers selv må betale undersøgelsen hos speciallægen. For gruppe 2-sikrede gælder, at denne gruppe uanset speciallægens overenskomstforhold modtager et tilskud, som sjældent vil dække speciallægens fulde honorar. Dette gælder også ved valg af speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme inden for EU.

Frit valg af høreapparatleverandør

146. For hjælpemidler i form af høreapparater kan ansøgeren, hvis den pågældende ikke ønsker at benytte den leverandør, som kommunen anviser, selv vælge en privat, godkendt høreapparatleverandør, jf. servicelovens § 112, stk. 4. Se afsnittet nedenfor om godkendelse af de private leverandører. Der henvises desuden til Sundhedsstyrelsens folder: »Hvis du skal have høreapparat – vejen til bedre hørelse – offentlig eller privat behandling«.

Hvis ansøger vælger at forblive i det offentlige system, vil ydelsen være gratis. Ansøgeren vil i denne situation i samarbejde med den audiologiske afdeling få det bedst egnede og billigste høreapparat udleveret. Heri indgår hensyn til behov, kvalitet, betjeningsmulighed, udgifter til drift af høreapparatet, høreapparatets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder m.m.

Det forudsættes, at ansøger, uanset om han eller hun ønsker at benytte sig af muligheden for frit at vælge en privat, godkendt høreapparatleverandør, skal have mulighed for selv at prøve og vurdere høreapparatet, eventuelt forskellige typer, inden beslutning træffes. Det er vigtigt, at ansøgeren får god instruktion under afprøvningen, og at der gives ansøgeren god tid, således at ansøger kan blive fortrolig med høreapparatet. Der henvises i øvrigt til vejledningens kapitel 2 og 3 om rådgivning og sagsbehandling, samt hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3, jf. vejledningens kapitel 4, om ydelse af det bedste og billigste hjælpemiddel.

Ansøgere, der udnytter adgangen til frit at vælge en godkendt privat høreapparatleverandør, er berettiget til befordringsgodtgørelse efter reglerne i § 23 i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Befordringsgodtgørelsen dækker afstanden til det sted, hvor udleveringen af høreapparatet efter kommunens sædvanlige praksis ville have fundet sted, jf. bekendtgørelsens § 23, stk. 4.

Regionen har ansvaret for regionale klinikker og audiologiske afdelinger under sygehusvæsenet.

Bevilling af høreapparater

Serviceloven

§  112.

Stk. 4. Når en ansøger, der er fyldt 18 år, vælger en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen anviser, ydes et tilskud på indtil kr. 5.420 pr. høreapparat, hvis ansøgeren er henvist til høreapparatbehandling af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Tilskuddet omfatter høreprøve, høreapparat, tilpasning, service og garanti og er inkl. moms. Tilskuddet kan ikke udgøre mere end de faktiske udgifter og kan alene ydes til høreapparater, der udleveres fra en godkendt leverandør.

Stk. 5.

147. Efter servicelovens § 112, stk. 4, kan der ydes tilskud til et høreapparat.

Det er en betingelse for at yde tilskud efter § 112, stk. 4, at de generelle tildelingskriterier i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der henvises til vejledningens kapitel 1.

Det er en betingelse for at opnå det kontante tilskud til et høreapparat, at ansøgeren er over 18 år, og er henvist til høreapparatbehandling af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme.

Det er endvidere en betingelse for at opnå tilskud, at høreapparatet udleveres fra en godkendt, privat høreapparatleverandør, der opfylder de godkendelseskrav, som fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

For børn og unge under 18 år gælder, at de ikke er omfattet af det frie valg af privat, godkendt leverandør med tilskud. Børn og unge under 18 år, der har behov for høreapparatbehandling forudsættes stadig behandlet i det offentlige system. Er der konstateret hørenedsættelse i meget ung alder, er det af stor betydning for barnets eller den unges psykosociale udvikling, at hørenedsættelsen afhjælpes hurtigt. Derfor modtager denne gruppe høreapparatbehandling efter behov uanset eventuelle ventelister.

Tilskuddets størrelse

148. Hvis ansøger vælger behandling hos en godkendt, privat høreapparatleverandør, vil pågældende modtage et tilskud på 5.528 kr. (2006 priser) pr. høreapparat, inkl. moms. Sammen med eventuel egenbetaling forudsættes tilskuddet at dække høreprøve, høreapparat, tilpasning, afprøvning, service og garanti.

Tilskuddet kan ikke udgøre mere end de faktiske udgifter.

Tilskuddets størrelse reguleres efter servicelovens § 182, stk. 3, en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb.

Administration og udbetaling af tilskud

149. Udbetaling af tilskud på indtil 5.528 kr. (2006 priser) forudsættes at finde sted på baggrund af en regning udstedt af en godkendt, privat høreapparatleverandør. Afregningen sker således mellem den kommune, som ansøger hører til, og den godkendte, private høreapparatleverandør.

Ejendomsretten

150. I de tilfælde, hvor ansøger vælger at få høreapparatbehandlingen gratis i det offentlige system, på en offentlig høreklinik eller audiologisk afdeling, vil høreapparatet være det offentliges ejendom, og ansøger skal derfor tilbagelevere høreapparatet, når det ikke længere er i brug.

Hvis ansøger derimod vælger at benytte sig af muligheden for frit at vælge en privat, godkendt høreapparatleverandør efter servicelovens § 112, stk. 4, og dermed få et tilskud på 5.528 kr. (2006 priser) pr. høreapparat, inkl. moms, vil høreapparatet være ansøgers eget.

For så vidt angår vedligeholdelse og hjælp til batterier henvises der til afsnittet nedenfor om vedligeholdelse.

Godkendelse af privat høreapparatleverandør

151. Efter servicelovens § 112, stk. 5, er det en betingelse for at opnå tilskud, at høreapparatet udleveres fra en godkendt, privat høreapparatleverandør, der opfylder de godkendelseskrav, som fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Kravene fastsættes på grundlag af retningslinier for godkendelse af private leverandører af høreapparater, som udarbejdes af Sundhedsstyrelsen, og vil bl.a. omfatte forhold som måltagning, tilpasning, apparatur og uddannelse. Der henvises til Indenrigs- og sundhedsministeriets bekendtgørelse og Sundhedsstyrelsens retningslinier om godkendelse af private leverandører af høreapparater.

Betingelser for udskiftning af høreapparat

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  4.

Stk. 6. Ansøgere, der har valgt at benytte muligheden for frit valg af en privat, godkendt høreapparatleverandør, jf. § 112, stk. 4, i lov om social service, kan tidligst bevilliges et nyt høreapparat efter 4 år regnet fra tidspunktet for ibrugtagning. Tidsfristen gælder separat for hvert høreapparat.

Stk. 7. Der kan dog ydes tilskud til nyt høreapparat før 4 års periodens udløb,

1) når der er indtruffet en markant helbredsbetinget forværring af hørelsen, eller

2) når legemlige forandringer eller slitage efter kort tid umuliggør anvendelse af høreapparatet, eller

3) når høreapparatet er gået tabt ved tyveri, brand eller lignende.

152. For personer, der har valgt at benytte sig af muligheden for at vælge en godkendt, privat høreapparatleverandør efter servicelovens § 112, stk. 4, gælder, at der tidligst kan ydes støtte til nyt høreapparat, når det eksisterende er 4 år gammelt. Hvis betingelserne for høreapparat fortsat er opfyldt, vil modtageren som udgangspunkt have ret til udskiftning efter 4 år, jf. § 4, stk. 6, i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Tidsfristen gælder separat for hvert høreapparat.

Udskiftning, før der er forløbet 4 år, kan dog komme på tale, hvis pågældende er udsat for en markant helbredsbetinget forværring i sin hørelse, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 7, nr. 1.

En afgørelse af om der er tale om en markant helbredsbetinget forværring vil altid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Kommunen skal søge sagen oplyst i det omfang, det er nødvendigt for at træffe en korrekt afgørelse. Kommunen må ved denne afgørelse inddrage den fornødne sundhedsfaglige ekspertise i vurderingen af, om hørelsen er markant forværret i det konkrete tilfælde. Dette kunne fx ske ved, at kommunen inddrager en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme med ekspertviden indenfor området audiologi.

Et ønske fra ansøger om et nyt høreapparat begrundet i den teknologiske udvikling, som medfører at den pågældende kan få et høreapparat, hvis teknologiske og kvalitetsmæssige standard er bedre end ansøgers nuværende høreapparat, kan ikke i sig selv begrunde, at der ydes tilskud til førtidig udskiftning.

Legemlige forandringer og slitage kan efter kort tid umuliggøre anvendelse af høreapparatet og kan i særlige tilfælde begrunde tilskud til et nyt høreapparat, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 7, nr. 2. Et høreapparat kan også blive uanvendeligt af andre årsager, fx hændelige uheld eller gå tabt, fx ved tyveri eller brand, jf. hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 7, nr. 3. I disse situationer bør pågældende forsynes med et erstatningshøreapparat uden unødig forsinkelse.

Der kan ikke stilles krav om, at ansøgeren skal holde høreapparatet særskilt forsikret. Ansøgeren er forpligtet til at passe på høreapparatet som på sine egne ting. Beskadiges høreapparatet, og går høreapparatet til grunde, kan kommunen, hvis ansøgeren eller skadevolderen har en familieforsikring, forhøre om skaden kan dækkes. Ansøgeren er forpligtet til at medvirke hertil.

Kommunen vil ved hyppigere skadesforløb kunne tage disse i betragtning ved vurderingen af, hvorledes høreapparatbehovet kan løses, og hvilket høreapparat, der i den konkrete situation skal stilles til rådighed.

I forbindelse med høreapparatbehandling hos en godkendt, privat høreapparatleverandør, bør leverandøren sikre sig, at ansøger har fået en bevilling af ansøgers hjemkommune. Dette gælder både for førstegangs ansøgere og for ansøgere, der ønsker deres høreapparat udskiftet.

Vedligeholdelse, batterier, reparation og udskiftning mv.

Hjælpemiddelbekendtgørelsen

§  4. Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov.

Stk. 2.

Stk. 4. Hjælp til høreapparater omfatter tillige vedligeholdelse og batterier.

153. Vedligeholdelse og hjælp til batterier er gratis, uanset om høreapparatet er anskaffet i en offentlig audiologisk klinik eller hos en godkendt, privat høreapparatleverandør. Om hjælp til udgifter, som følger af brug af høreapparat, fx vedligeholdelse og hjælp til batterier fremgår det af § 4, stk. 4, i hjælpemiddelbekendtgørelsen, at hjælp til høreapparater tillige omfatter vedligeholdelse og batterier.

For reparation af høreapparater anskaffet i offentligt regi gælder, at disse er omfattet af § 4, stk. 1, i hjælpemiddelbekendtgørelsen.

For så vidt angår høreapparater anskaffet hos godkendte, private høreapparatleverandører, gælder købelovens almindelige regler om reklamation og garanti (dvs. den 2-årige reklamationsfrist eller evt. løfte/aftale om garanti og fri service). Er mulighederne efter købeloven udtømte, eksempelvis fordi garantiperioden er udløbet, afholder kommunen udgiften til reparation.

Høreomsorg og andre forebyggende foranstaltninger

154. Kommunerne er i følge den sociale lovgivning forpligtet til at drage omsorg for personer med nedsat hørelse, der samtidig bruger høreapparat, samt til at sørge for, at der foretages andre forebyggende foranstaltninger for den enkelte høreapparatbruger. Der henvises til vejledningens kapitel 2 og 3 om rådgivning og sagsbehandling.

Forpligtelsen omfatter alle høreapparatbrugere, uanset om høreapparatet er erhvervet hos en godkendt, privat høreapparatleverandør med tilskud eller hos det offentlige.

Kommunerne er ligeledes forpligtet til at tilbyde instruktion i brugen af hjælpemidler, jf. vejledningens kapitel 2.

Medtagelse af høreapparat til udlandet og forholdet til EU-retten

155. Der henvises til kapitel 7.

Klageadgang

156. Kommunalbestyrelsens afgørelser om bevilling af tilskud til høreapparater efter servicelovens § 112, stk. 4, kan indbringes for det sociale nævn, jf. vejledningens kapitel 3, afsnittet om klageadgang.

For så vidt angår lægelige fejl i forbindelse med undersøgelse af patienten i speciallægens praksis, kan disse indbringes for Patientklagenævnet. Speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, som foretager høreapparatbehandling i godkendte, private høreklinikker, er ligeledes omfattet af Patientklagenævnets kompetence.

I de tilfælde, hvor høreapparatet er købt af ansøger hos en privat, godkendt høreapparatleverandør, vil ansøger være omfattet af den almindelige forbrugerbeskyttelse efter købelovens regler.

Afsnit II

Støtte til bil efter servicelovens §  114

Kapitel 12

Indledning

157. Dette afsnit erstatter vejledning nr. 5 af 11. januar 2005 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 99.

Lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006 om social service samt bekendtgørelse nr. 615 af 15. juni 2006 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 ligger til grund for denne vejledning.

I afsnittet uddybes reglerne om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114.

Afsnittets opbygning

158. Afsnittet om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 følger bekendtgørelsens opbygning. De paragraffer, der er beskrevet i de enkelte afsnit, er citeret. Afsnittet indeholder følgende kapitler og bilag:

Kapitel 12 indeholder indledende bemærkninger.

Kapitel 13 giver en generel introduktion til reglerne om støtte til køb af bil, herunder formål og anvendelsesområde.

Kapitel 14 beskriver og uddyber hvilke tildelingskriterier, der gælder ved støtte til køb af bil.

Kapitel 15 omhandler udmålingen af støtte til bil, indkomstgrundlagets betydning for tilbagebetalingen og muligheden for afdragsfrihed under uddannelse.

Kapitel 16 beskriver reglerne om afgiftsfritagelse, herunder fritagelse for vægtafgift og afgift efter brændstofforbrug.

Kapitel 17 omhandler betingelserne for lån ved udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte efter servicelovens § 114.

Kapitel 18 beskriver salgsprovenuets betydning ved lån til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte efter servicelovens § 114.

Kapitel 19 omhandler reglerne om tilskud til nødvendig indretning af en bil, herunder mulighed for udskiftning og reparation af den nødvendige indretning.

Kapitel 20 omhandler reglerne om tilskud til køreundervisning og kørekort.

Kapitel 21 omhandler vilkårene for støtte til køb af bil, herunder mulighed for køb af en brugt bil, forsikring, overdragelse, udlån, pant eller anden form for sikkerhed for gæld samt retningslinier for lånets stiftelse.

Kapitel 22 omhandler reglerne om afvikling og indfrielse af støtte til bil.

Kapitel 23 omhandler henstand og eftergivelse af støtte til bil.

Kapitel 24 omhandler regler om medtagelse af bil til og fra udlandet.

Kapitel 25 omhandler afgørelseskompetencens placering i forhold til servicelovens § 114 samt regler om refusion og finansiering.

Kapitel 26 beskriver ansøgerens inddragelse og indflydelse i sagsbehandlingen i sager om støtte til køb af bil.

Kapitel 27 omhandler kommunernes rådgivningsforpligtelse i sager om støtte til køb af bil.

Kapitel 28 omhandler reglerne om regulering af satser for støtte til bil.

Kapitel 29 omhandler individuel støtte til befordring, jf. servicelovens § 117.

Lovgrundlag

159. Retsgrundlaget for dette afsnit er lov om social service, § 114, jf. lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006.

I kapitlet er der henvisninger til

- Bekendtgørelse nr. 615 af 15. juni 2006 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 – kaldet bilbekendtgørelsen

- Lov om social service – kaldet serviceloven

- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – kaldet retssikkerhedsloven

- Lov om aktiv social politik – kaldet aktivloven

- Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

- Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

- Lov om social pension mv. – kaldet pensionsloven

- Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet – kaldet udlandsbekendtgørelsen

- Bekendtgørelse af færdselslov – kaldet færdselsloven

- Lov om retsafgifter

- Bekendtgørelse om indkomstskat for personer mv. – kaldet personskatteloven

- Bekendtgørelse af straffeloven – kaldet straffeloven

- Lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv.

- Lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler

- Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Kapitel 13

Generelt

Serviceloven:

§  114. Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil. Støtten ydes som rentefrit lån inden for en ramme på 139.000 kr.

Stk. 2. Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om

1) betingelserne for at opnå støtte efter stk. 1 og 2 og om vilkårene for støtten,

2) tilbagebetaling af lån, herunder om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån samt indkomstgrundlaget for tilbagebetalingen,

3) adgangen til at modtage støtte til udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. stk. 1 og 2,

4) støtte til nødvendig indretning m.v., herunder i hvilket omfang ansøgeren selv skal betale en del af udgiften til indretningen,

5) i hvilket omfang der kan ydes tilskud til betaling af køreundervisning m.v., og

6) støtte til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil.

160. Der er efter servicelovens § 114 mulighed for at give støtte til køb af bil til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når ansøgerens behov for kørsel og formålet med kørslen i væsentlig grad forringer ansøgerens evne til at færdes uden brug af bil.

Det er ikke alene funktionsnedsættelsens art eller omfang, der er det afgørende, men i hvilken udstrækning mulighed for befordring i egen bil kan medvirke til, at ansøgeren med sin funktionsnedsættelse kan fungere i dagligdagen. Dette vil bero på en samlet vurdering, som omfatter alle væsentlige forhold af betydning for sagen, herunder blandt andet ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold samt ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almenstilstand og om pågældendes kørselsbehov i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger.

 

161. Ansøgerens økonomiske forhold har ikke betydning for, om der kan ydes støtte til køb af bil eller for lånets størrelse. Derimod har ansøgerens økonomiske forhold betydning for, hvor stor en del af lånet der skal tilbagebetales.

 

162. Støtte til køb af bil er skattefri.

Formål

163. Formålet med at yde støtte til bil er at tilgodese et kørselsbehov hos mennesker med handicap, som på grund af en varig nedsat funktionsevne ikke, eller kun med betydelig vanskelighed, kan fungere i den daglige tilværelse uden brug af bil.

Støtte til bil skal medvirke til, at den enkelte med udgangspunkt i sin konkrete situation kan tilrettelægge en så selvstændig og aktiv tilværelse, som det er tilfældet for andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Støtte til bil skal samtidig medvirke til, at personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som yder en særlig indsats for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan forblive på arbejdsmarkedet og fortsætte med at skaffe sig et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Støtte til bil skal ligeledes medvirke til, at personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan gennemføre en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder.

Forsørgelsesgrundlag

164. Forsørgelsesgrundlaget har ikke betydning i forhold til den personkreds, der kan opnå støtte til køb af bil. Bestemmelsen omfatter børn og voksne med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge, fleksjob, SU, revalideringshjælp, kontanthjælp eller andet.

Afgørelseskompetencen

165. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om støtte til bil.

Iværksættelse før bevilling

166. Der kan normalt ikke ydes støtte til køb af bil, der er indkøbt, inden ansøgning er indgivet og der foreligger en bevilling. Der kan normalt heller ikke ydes tilskud til særlig indretning af en bil, hvis indretningen er foretaget, inden ansøgning er indgivet og bevilling foreligger. ( Se SM O-35-99 – »Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til tilskud til særlige indretninger, bortset fra det faste tilskud til automatisk transmission. Ankestyrelsen lagde til grund, at det er et almindeligt princip i bistandslovens (nu serviceloven), at ansøgning skal indgives og bevilling modtages inden anskaffelsen. Ankestyrelsen fandt ikke, at installering af de særlige indretninger havde været uopsætteligt.«)

Det er et almindeligt princip i den sociale lovgivning, at en ansøgning skal indgives og at bevillingen skal modtages inden anskaffelsen. Se dog punkt 246 om støtte til køb af bil, som ansøgeren eller en anden person i husstanden har købt fabriksny inden for det sidste år.

Personkreds

167. Personkredsen omfatter både børn og voksne med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt handicap eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader.

Begrebet funktionsevnenedsættelse bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, hjælp til boligindretning eller boligskift, dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse og hjælpemidler.

Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, helbredsmæssige og sociale forhold, herunder erhvervsforhold, personlige forhold, fx om den pågældende er forældre samt personens manglende evne til at færdes. I vurderingen indgår også oplysninger om ansøgers daglige kørselsbehov.

Ved vurdering af funktionsevnen kan Funktionsevnemetoden benyttes. Om funktionsevnemetoden henvises til Vejledning nr. 5 til serviceloven.

 

168. Forældre og plejeforældre kan søge støtte til bil på vegne af et handicappet barn, men det er barnet, der skal fremstå som ansøger, og det er barnets funktionsevne, kørselsbehov mv., der er afgørende for, om der kan ydes støtte til køb af bil.

Kapitel 14

Tildelingsbetingelser

 

Bilbekendtgørelsen

§  1. Der kan ydes støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Stk. 2. I vurderingen af, om der er tale om en varigt nedsat funktionsevne, indgår

1) at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og

2) at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne.

§  2. Støtte til køb af bil ydes på grundlag af en samlet vurdering af ansøgers helbredsmæssige og sociale forhold samt ansøgers manglende evne til at færdes, jf. stk. 2 og 3. I vurderingen indgår også oplysninger om ansøgers daglige kørselsbehov, og en vurdering af om støtte til køb af bil i væsentlig grad vil gøre ansøger selvhjulpen.

Stk. 2. I vurderingen af ansøgers helbredsmæssige forhold, jf. stk. 1, skal der lægges vægt på de objektive lægelige fund, lægelige udtalelser, oplysninger om lidelsens udvikling og forværring inden for en overskuelig tid, ansøgers evne til at færdes, herunder gangdistance og anden form for nedsat mobilitet, og om der foreligger et særligt skånebehov.

Stk. 3. I vurderingen af ansøgers sociale forhold, jf. stk. 1, skal der lægges særlig vægt på ansøgers samlede situation, herunder elementer i ansøgers familie-, erhvervs- og uddannelsesmæssige forhold, der har betydning for ansøgers funktionsevnenedsættelse og dens betydning for ansøgers daglige kørselsbehov.

§  3....

Varighedsbegrebet

169. Efter bekendtgørelsens §§ 1-3 kan der ydes støtte til bil til personer med en varigt nedsat funktionsevne, som, under hensyn til ansøgerens behov for kørsel og formålet med kørslen, i væsentlig grad forringer evnen til at færdes uden brug af bil.

De hensyn, der indgår i afvejningen af, om der er tale om en varig lidelse er:

- at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og

- at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne.

Støtte til køb af bil efter servicelovens regler kan således ikke bevilges, hvis der kun er tale om et midlertidigt behov for hjælp, fx som led i sygdomsbehandling. Se SM O-121-95 om afgrænsning af »varig lidelse« i forhold til støtte til bil. »Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at diagnosen fibromyalgi først var stillet i 1992, og at lidelsen endnu ikke kunne anses som en varig lidelse, idet det ikke kunne udelukkes, at ansøgers helbredstilstand på længere sigt ville kunne bedres.«

Det er ikke funktionsnedsættelsens art eller omfang, der er det afgørende, men i hvilken udstrækning funktionsnedsættelsen hindrer, at ansøgeren kan benytte kollektive transportmidler eller i øvrigt dække sit kørselsbehov på anden måde end ved at køre i egen bil. Fx kan ekstrem overvægt ikke i sig selv danne grundlag for støtte. Det vil altid bero på en samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.

Som grundlag for vurderingen af ansøgerens funktionsevne skal der ske en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Denne beskrivelse af ansøgerens funktionsniveau, der er baseret på de sociale myndigheders og ansøgerens egen beskrivelse, sammenholdes med oplysninger om det objektive helbredsmæssige grundlag.

Udgangspunktet for den samlede bedømmelse er ansøgerens egen beskrivelse af den manglende evne til at færdes, suppleret med oplysninger om kørselsformål og ansøgerens sociale forhold.

Ved at fokusere på den enkelte ansøgers funktionsevne kan afgørelsen vedrørende to ansøgere med samme lidelse (diagnose) således godt falde forskelligt ud.

Kommunen er ansvarlig for, at sagen er tilstrækkelig belyst.

Børn

170. For børn må varighedsbegrebet bedømmes særskilt. Generelt er læger tilbageholdende med at bedømme en tilstand hos et barn som varig, dels af hensyn til forældrenes håb om bedring, dels fordi det ofte er vanskeligt at stille en prognose, der rækker længere end blot over en årrække.

Ved vurderingen af barnets funktionsnedsættelse må der tages hensyn både til barnets alder, vækst og udvikling.

Barnets kørselsbehov må sammenholdes med behovet hos andre børn på samme alder og i samme livssituation.

Hvis barnet har en progredierende lidelse, kan der herudover være et særligt hensyn at tage ved både behovsvurderingen og varighedsvurderingen.

Væsentlighedskriteriet

171. For at der kan ydes støtte til køb af bil efter servicelovens § 114, kræves det, jf. § 114, stk. 1, at funktionsevnen i væsentlig grad forringer evnen til at færdes, herunder

- i væsentlig grad vanskeliggør den pågældendes mulighed for at have fritidsinteresser uden for hjemmet eller at besøge familie og venner eller

- i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller

- i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at kunne gennemføre en uddannelse uden brug af bil.

Udgangspunktet for vurderingen af de ovenfor nævnte væsentlighedsgrader kræver, at der må ses på ansøgerens sociale forhold sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold. Flere forhold vil således have betydning for den samlede vurdering af væsentligheden af ansøgerens funktionsnedsættelse.

Det afgørende er, at behovet for kørsel i egen bil, sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse, er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse.

Nedenfor beskrives en række forhold, der hver for sig eller i indbyrdes samspil kan have betydning for den samlede vurdering. Hvor megen vægt, der lægges på de enkelte forhold i en konkret sag om bevilling af støtte til bil, må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Generelt om de helbredsmæssige forholds betydning

172. Formålet med den helbredsmæssige beskrivelse er at tilvejebringe så dækkende helbredsmæssige oplysninger, at det er muligt at vurdere, om der er en sådan sammenhæng mellem beskrivelsen af ansøgerens faktiske funktionsevne og de objektive helbredsmæssige forhold, at det kan forklare det nedsatte funktionsniveau.

Der er ikke fastsat specielle krav til funktionsnedsættelsens art. I almindelighed vil det være en manglende eller stærkt reduceret gangfunktion, der nødvendiggør anskaffelse af egen bil, men det kan også skyldes anden fysisk eller psykisk sygdom.

For eksempel vil personer med svære hjerte- og lungelidelser eller svær astma i nogle situationer kunne opfylde betingelserne for støtte, selv om gangfunktionen er normal.

Især ved progredierende sygdomme, som fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS og Spielmeyer-Vogt, parkinsonisme og Parkinson-Plus sygdomme, vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger, hvor støtte til bil kan indgå som en del af den samlede indsats. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

 

173. Støtte på baggrund af en psykisk lidelse vil især kunne være aktuel for meget plejekrævende udviklingshæmmede eller autistiske og psykotiske personer og personer med massive sindslidelser, der har meget vanskeligt ved at benytte kollektive befordringsmidler, selv i følge med andre. Se herunder SM C-47-02. »En 14-årig dreng med Angelmans Syndrom, hvis evne til at færdes i offentlige transportmidler var væsentlig nedsat af psykiske årsager sammenholdt med hans fysiske formåen og størrelse samt grænseoverskridende aktiv adfærd, fandtes berettiget til støtte til køb af bil. Drengen var 182 cm. høj, vejede 82 kg., var uden sprog med bevægelser efter egen umiddelbar indskydelse, og spyttede folk i ansigtet, pillede ved dem, trak dem i håret, ligesom han kunne finde på at tage sit tøj af.

Ankestyrelsen fandt ud fra en konkret lægelige vurdering af drengens mentale udviklingsniveau som en 1-11/2 årig sammenholdt med, at han i fysisk henseende var fuldt udvokset og så svært styrbar, selv i følgeskab med personer der kendte ham, at kollektive transportmidler ikke eller kun meget vanskeligt skønnedes at kunne benyttes.«

Det er kommunen, som tager stilling til, hvilke helbredsmæssige oplysninger der skal tilvejebringes som grundlag for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold. Ansøgeren skal selv medvirke til sagens oplysning. Der henvises til Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne, herunder om borgerens medvirken.

I nogle tilfælde vil en udskrift af sygehusjournal eller et udskrivningsbrev og/eller en foreliggende eller en indhentet generel helbredsundersøgelse eller en specifik helbredsattest være tilstrækkelig for vurderingen af de objektive helbredsmæssige forhold. I andre situationer vil det være nødvendigt med supplerende oplysninger, fx en speciallægeerklæring.

Ved ansøgning om støtte til udskiftning af bil bør der foreligge aktuelle lægelige oplysninger, der objektivt beskriver de helbredsmæssige forhold.

Objektiv beskrivelse

174. De objektive helbredsoplysninger skal danne grundlag for at vurdere, om tilstanden kan betegnes som varig og om behandlingsmulighederne er udtømte.

Det centrale i de lægelige, objektive beskrivelser er funktionsniveauet.

Det er væsentligt med en beskrivelse af den lidelse, der ligger til grund for det nedsatte funktionsniveau, herunder den indskrænkede gangfunktion. Ofte kan en grundlidelse, der er lokaliseret til rygmarv, hjerne eller det perifere nervesystem, have betydning for funktionen i fødder og ben.

 

175. I årsagsbeskrivelsen bør det oplyses, om der eksempelvis findes:

1) nedsat ledbevægelighed eller instabilitet i benene (fx medfødt hofteskred, slidgigt i hofterne og knæ, lammelse),

2) følger efter amputationer,

3) balanceforstyrrelser, nedsat styring af benene eller kroppen som helhed (fx dissemineret sklerose, parkinsonisme),

4) alment svækkende sygdomme, der giver hurtig udtrætning, (fx hjertesygdomme, lungesygdomme),

5) nervøse lidelser, angsttilstande, autisme, udviklingshæmning,

6) svækkede sanser, (fx synsnedsættelse), eller

7) andre sygelige tilstande, som nedsætter evnen til at færdes udendørs og med kollektive befordringsmidler.

Diagnose/prognose

176. Sygdommens diagnose bør anføres, hvis det er muligt. Det er vigtigt, at tilstanden så vidt muligt er diagnosticeret, og at der er taget stilling til behandlingsmulighederne, og om tilstanden er varig. Prognosen, herunder specielt med henblik på gangfunktionen, bør vurderes.

På grundlag af relevante helbredsmæssige oplysninger skal det vurderes, om der er sammenhæng mellem sygehistorie og de objektive fund og ændringen i funktionsniveauet, herunder specielt gangfunktionen.

Ved vurdering af omfanget af den konstaterede ændring i funktionsniveauet må der blandt andet tages hensyn til formålet med brug af bil.

Betydningen af den konstaterede funktionsnedsættelse må derfor beskrives i forhold til kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og arbejds- og uddannelsesstedets placering i forhold til kollektive trafikmidler, eventuelle særlige skånehensyn som følge af lidelsens art mv.

Selvom de helbredsmæssige oplysninger ikke er altafgørende, er der en sammenhæng mellem omfanget af den konstaterede nedsættelse af funktionsniveauet og muligheden for at få støtte til køb af bil. I den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen stilles der således større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for ansøgeren ved kørsel til fritidsformål end ved daglig kørsel til og fra arbejde eller uddannelse.

Det bemærkes, at KL, Københavns og Frederiksberg kommuner og Den almindelige Danske Lægeforening har aftaler om indhentning af helbredsoplysninger og/eller helbredsattester.

Ansøgerens evne til at færdes, herunder gangdistance og anden form for nedsat mobilitet

177. Vurderingen af ansøgerens evne til at færdes er et af de centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til bil.

 

178. Der skal blandt andet være tale om en nedsættelse af gangdistancen, før der kan blive tale om at yde støtte til bil. Dette gælder særligt, når ansøgeren ikke er i erhverv eller under uddannelse.

Der skal i vurderingen af ansøgerens gangdistance tages højde for en række andre faktorer end lige netop gangdistancens længde. Borgeren kan fx samtidig med en nedsat gangfunktion også have nedsat eller manglende armfunktion, hvilket i nogle tilfælde kan forhindre den pågældende i at komme op i en bus eller at holde sig fast under kørslen.

Til vurderingen af gangdistancen indgår fx også gangfunktionen og skridtlængden, sikkerhed eller usikkerhed i vendinger samt igangsætningsbesvær og evnen til trappegang (op og ned), til at bestige høje trin og til at komme på og af kollektive befordringsmidler.

Der skal også foreligge en beskrivelse af, om gangen foregår med eller uden hjælpemidler, om den er sikker i ansøgerens eget tempo eller om små niveauforskelle, glat føre, herunder fx regnvejr, snevejr eller lignende kan medføre væsentlig øget risiko for fald. I hvor lang tid ansøgeren kan stå, og om der er særlige skånehensyn under hensyn til lidelsens art bør også beskrives.

Samtidig bør der ses på, hvor lang tid det tager ansøgeren at tilbagelægge distancen. Det er i den forbindelse også væsentligt at vurdere, om ansøgerens lidelse er af en sådan karakter, at der er gode og dårlige dage. Og at ansøgeren således på en dårlig dag vanskeligt kan gå 100 meter, hvorimod han eller hun på en god dag godt kan gå mere end 100 meter.

Det bør også indgå i vurderingen, om den pågældendes balance ved ophold udenfor bliver væsentligt generet af omgivelserne, fx i form af støj eller andet.

Der kan ikke træffes afgørelse alene på grundlag af oplysninger om gangdistancen. Oplysninger om gangdistancen bør så vidt muligt være fagligt dokumenteret, fx af læge, ergo- eller fysioterapeut.

Lang afstand til offentlige befordringsmidler kan ikke i sig selv begrunde støtte til køb af bil, men skal indgå sammen med andre faktorer, hvor det helbredsmæssige er det tungtvejende.

Gangdistancen er ikke lige så tungtvejende ved støtte til køb af bil på erhvervs- eller uddannelsesmæssigt grundlag, som den er ved bevilling af støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag. Det er en følge af, at der lægges stor vægt på, at den pågældende kan fastholde sit erhverv eller sin uddannelse, jf. herunder bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Trætbarhed, udtrætning og skånehensyn

179. Selv om funktionsevnen, herunder gangdistancen, ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende støtte til køb af bil, vil der i en række tilfælde alligevel kunne bevilges bil ud fra et skånebehov.

Det kan dels være tilfældet, hvis en ansøger godt kan gå fx 100 meter, men hvor dette vil medføre en forværring af ansøgerens tilstand og lidelse. Det kan også være tilfældet i forbindelse med støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag eller til uddannelse (samt i specielle tilfælde til trivselsformål), hvor ansøgeren godt kan komme til og fra arbejde eller uddannelsesinstitution til fods eller med offentlige befordringsmidler, men hvor dette udtrætter ansøgeren så meget, at gennemførelsen af arbejdet eller uddannelsen bliver meget vanskelig.

Dette gælder fx ved visse gigtlidelser, spastiske lidelser, muskelsvind, sclerose, polio og senfølger efter polio, parkinsonisme og Parkinson-Plus sygdomme samt lidelser vedrørende hjerte og/eller lunger (fx svær astma). Bil vil her kunne bevilges, hvis der er en meget betydelig nedsat lungefunktion eller ansøgeren har en hjertelidelse, der forværres ved fysisk anstrengelse.

Ud fra et skånebehov vil der herudover være et hensyn at tage til helt specielle lidelser såsom tracheostomerede. Det samme gælder mennesker, der lider af fx Ménières sygdom i meget svær grad.

Tracheostomerede har stærkt øget risiko for luftvejsinfektioner. Børn, der er tracheostomerede, må ikke være ude ved temperaturer under 4 grader eller i kold blæst. Der skal desuden medbringes en del udstyr, når barnet skal hjemmefra, fx sug, ilt og andet beredskabsudstyr. Herudover kan det være ubehageligt for både den tracheosteomerede og omgivelserne, når tracheosteomien skal renses.

Ud over de tracheostomerede kan en lidelse som Ménières sygdom i meget svær grad bevirke, at den pågældende som følge af støjoverfølsomhed, svimmelhed, kvalme og opkast ikke kan gå særligt langt uden at miste balancen.

Det, der kendetegner de ovenfor nævnte lidelser, er, at de pågældende fysisk er i stand til at gå længere end fx 100 m, men som følge af lidelsens karakter alligevel kan være berettiget til støtte til bil.

Selvhjulpenhed

180. Ved vurderingen af, om pågældende er berettiget til støtte til køb af bil, anlægges en vurdering af, om en bevilling til køb af bil i væsentlig grad vil gøre ansøgeren selvhjulpen.

Graden af ansøgerens selvhjulpenhed er et ydelseskriterium blandt mange, der indgår ved den samlede vurdering, jf. bekendtgørelsens § 2.

Generelt om de sociale forholds betydning

181. Som grundlag for vurderingen af ansøgerens sociale forhold indgår en række oplysninger om ansøgerens familie, bolig, uddannelse, erhverv, frivilligt arbejde, herunder organisationsarbejde, økonomi, fritidsaktiviteter, oplysninger om kørselsbehovet og om tilgængelige kollektive befordringsmidler og afstanden fra hjemmet til disse samt om muligheden for andre kørselsordninger.

Oplysningerne bør i første række komme fra ansøgeren selv, eventuelt med bistand fra den kommunale sagsbehandler. Det forudsættes, at beskrivelsen af ansøgerens situation foretages af den kommunale sagsbehandler og ansøgeren i fællesskab.

I beskrivelsen af de sociale forhold bør der endvidere tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling, således at det sikres, at indsatsen vil have optimal effekt i hele perioden. Eksempelvis må der tages højde for, at børns behov for at medtage hjælpemidler ændres.

Familieforhold

182. Familiens størrelse og sammensætning kan have betydning for ansøgerens funktionsniveau og dermed behov for kørsel. Det er især ressourcer eller manglende ressourcer hos de øvrige familiemedlemmer, der har betydning i denne sammenhæng. Det kan fx være, om ansøgeren er henvist til selv at købe ind mv., i hvilket omfang en eventuel ægtefælle eller samlever kan bistå, om der er andre personer med handicap i familien, herunder om der er børn med et stort plejebehov. Hvis ansøgerens ægtefælle skal fungere som chauffør, kan det være hensigtsmæssigt med oplysninger om ægtefællens arbejdstider mv. af hensyn til vurderingen af, om bevilling af støtte til bil kan tilgodese ansøgerens samlede behov for kørsel.

Hvis ansøgeren har behov for hjælp ved ind- og udstigning, bør det klarlægges, om ansøgeren kan disponere over fornøden bistand hertil fra andre, eventuelt føreren af bilen.

Ved vurderingen af ansøgerens samlede situation kan ansøgerens rolle i familien - forældrerolle, partnerrolle, mv. indgå, og med det et hensyn til den øvrige del af familien, så at denne kan fungere på lige vilkår med andre familier på trods af ansøgerens handicap.

Hvis ansøgeren er et handicappet barn, bør det indgå i overvejelserne, om der er andre søskende i familien. En familie med fx to børn, der hver morgen skal afleveres i daginstitution, og hvor den ene af forældrene ikke har mulighed for at aflevere, bør bilen have plads til begge børn, så familien og kommunen ikke står i den situation, at det ene barn skal passes, mens det andet barn køres af sted.

Boligforhold

183. Boligens placering i forhold til afstanden til offentlige befordringsmidler, indkøbsmuligheder, lægebesøg og offentlige kontorer mv. indgår i vurderingen af funktionsevnen.

Også boligens etageplacering kan have betydning for den samlede vurdering. Fx kan mange trapper i forbindelse med den daglige befordring mv. tære så meget på kræfterne, at ansøgerens mulighed for at få dækket sit kørselsbehov uden brug af bil bliver væsentlig forringet.

Der bør tages hensyn til beliggenheden af den bolig, ansøgeren har på tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Støtte til bil kan ikke tildeles alene på grundlag af afstanden til offentlige transportmidler.

Høj alder

184. Aldersbetingede funktionsnedsættelser vil for langt størstedelens vedkommende være forudsigelige.

Der er ikke fastsat nogen øvre aldersgrænse for bevilling af støtte til bil. I flere afgørelser er der bevilget støtte til bil til ansøgere over 70 år.

Alderen indgår ikke som et selvstændigt ydelseskriterium, men kan indgå i den samlede vurdering af ansøgerens kørselsbehov. Her kan der ses på, om kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt vil kunne tilgodeses ved andre kørselsordninger, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. Derudover kan der lægges vægt på, at en bevilling til støtte til bil ikke i tilstrækkelig grad vil gøre ansøgeren selvhjulpen, jf. bekendtgørelsens § 2.

Der kan således ikke gives afslag alene på grund af alder.

Lav alder

185. Ligesom der ikke er et »høj alders« kriterium for tildeling af støtte til køb af bil, er der heller ikke et lav alders kriterium.

Der ydes dog normalt ikke støtte til bil til børn, der alene på grund af alder er ude af stand til at gå eller endnu kan køres i klapvogn.

Alle forældre med børn indtil omkring 3-års alderen har behov for at kunne transportere barnet.

Praksis for tilkendelse af støtte til biler til børn ligger derfor som udgangspunkt omkring 3-års alderen. Der kan dog forekomme enkelte undtagelser.

Hvis et barn på grund af sin funktionsnedsættelse, fx ved at barnet er ude af stand til selv at holde hovedet, er væsentligt vanskeligere at transportere end andre børn på samme alder, kan der tilkendes støtte til bil.

Hvis der fx bruges klapvogn til barnet, kan transport med offentlige befordringsmidler (bus, tog) normalt kun anvendes, hvis barnet selv kan stå eller stå med støtte. Er barnet ikke i stand til at stå med støtte, og der heller ikke er udsigt til, at barnet senere kommer til at stå med støtte, kan der være grundlag for hjælp til bil, og denne situation kan opstå, før barnet er 3 år gammelt.

Urolige børn

186. Ved den samlede vurdering i sager om børn med funktionsnedsættelse er det vigtigt at se på, om barnet er uroligt eller besværligt at medbringe i offentlige befordringsmidler. Barnet kan således uden at have et egentligt bevægelseshandicap på grund af forskellige lidelser opføre sig meget aparte, fx ved at råbe og skrige, slå ud efter de øvrige passagerer og lignende.

Urolige børn kan fx være autistiske børn, der har behov for meget overskuelige rammer og en stor forudsigelighed og struktur. I modsat fald bliver de angste og utrygge, hvilket kan give sig udslag i voldsom selvdestruktiv eller udadrettet adfærd. De kan fx spytte på andre, kan ikke fastholdes, slår eller skubber, råber højt tilsyneladende uden årsag og/eller rokker meget voldsomt. Forældrene eller andre voksne kan ikke tale børnene til ro eller stoppe denne adfærd. (Se SM C-47-02. Ankestyrelsen fandt, ud fra en konkret lægelige vurdering af en 14 årig dreng på 82 kg og 182 cm høj med et mentalt udviklingsniveau som en 1-1/2 årig, at han var så svært styrbar, selv i følgeskab med personer der kendte ham, at kollektive transportmidler ikke eller kun meget vanskeligt skønnedes at kunne benyttes.)

Andre hensyn

187. Ved en vurdering af, om ansøgeren har mulighed for at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme rundt, kan der også være et hensyn at tage både til andre medpassagerer og til den pågældendes egen følelse af at være aparte eller afstikkende i forhold til omgivelserne. Det drejer sig om tilfælde, hvor ansøgerens lidelse kan være generende for andre medpassagerer. Fx hvor ansøgeren er strubeopereret (tracheostomeret) og derfor har et voldsomt problem med slim, eller hvor der med ansøgerens lidelse følger specielle lugtgener. Eller det kan dreje sig om situationer, hvor borgerens handicap medfører et stærkt afvigende udseende, eller hvor borgerens handicap medfører handlinger, som sædvanligvis ikke er noget, borgeren ønsker at udføre offentligt, mv.

Vurdering af kørselsbehovet

Bilbekendtgørelsen

§  3. Det er en betingelse for at opnå støtte, at der er behov for kørsel

1) til og fra et arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til sin og eventuelle families forsørgelse,

2) til og fra en uddannelse, der ud fra et overordnet tilrettelagt uddannelsesforløb sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller

3) der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af ansøgerens funktionsevnenedsættelse og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om ansøger efter stk. 1, nr. 1, skaffer sig et væsentligt bidrag til sin og/eller familiens forsørgelse, indgår elementer som arbejdets karakter og varighed, arbejdstidens længde, og hvorledes arbejdstiden er fordelt på ugens dage.

Stk. 3. Der ydes ikke støtte, hvis ansøgers samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel etableret efter lovene om hovedstadsområdets kollektive persontrafik og den lokale kollektive persontrafik uden for hovedstadsområdet.

188. Ved vurderingen af omfanget af den konstaterede ændring i funktionsniveauet og varigheden heraf må der blandt andet tages hensyn til formålet med eller behovet for brug af bil.

Betydningen af den konstaterede funktionsnedsættelse må beskrives i forhold til kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og arbejdsstedets placering i forhold til kollektive trafikmidler, eventuelle særlige skånehensyn som følge af lidelsens art mv.

Selvom de helbredsmæssige oplysninger tillægges stor vægt, ses der samtidig på kørselsbehovet. I den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen stilles der større krav til de helbredsmæssige forholds betydning for ansøgere ved kørsel til fritidsformål end ved daglig kørsel til og fra et arbejde eller uddannelse.

Der vil ofte være et kørselsbehov forbundet med et arbejde eller en uddannelse. Det indgår i vurderingen, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra arbejde eller uddannelse. Der lægges vægt på, om der er et udtalt skånebehov og om brug af kollektive befordringsmidler betyder risiko for væsentlig udtrætning på grund af lidelsen karakter.

Ophold i et botilbud

189. I de tilfælde, hvor en person får ophold i et botilbud efter serviceloven, skal det vurderes, om der stadig foreligger et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Der må i den forbindelse foretages en konkret vurdering af, om ansøgeren har et kørselsbehov, hvis opfyldelse kan siges at lette den daglige tilværelse og ikke mere hensigtsmæssigt kan dækkes ved andre befordringsordninger. Et kørselsbehov i forbindelse med hjemmebesøg få gange om året, en enkelt ferie og lignende er ikke i sig selv tilstrækkeligt. Der skal ligeledes være tale om et kørselsbehov ved deltagelse i et antal aktiviteter, som ansøgeren enten selv kan køre til, eller har personer som fast kan køre for ham eller hende. Endelig må der være tale om et kørselsbehov, der ikke dækkes af botilbuddets befordringsordning, hvis botilbuddet har en sådan ordning, offentlige befordringsmidler eller andre befordringsordninger. Se herunder SM C-26-06.

»En kvinde, der den 1. februar 2005 flyttede på institution, opfyldte ikke længere betingelserne for støtte til bil.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var oplysninger om et kørselsbehov, der i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af kvindens funktionsnedsættelse og derved i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse. ankestyrelsen fandt, at et kørselsbehov i forbindelse med weekender, hvor kvinden deltog i forældrenes aktiviteter og sociale arrangementer samt var med på ferier, ikke i væsentlig grad afhjalp følgerne af lidelsen, og lettede kvindens daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte til bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.«

Arbejdsmæssige forhold

190. Hvis ansøgeren har et arbejde, kan det have stor betydning ved bevilling af støtte til køb af bil.

En ansøger, der aktuelt modtog ledighedsydelse og ikke havde et nærmere konkret tilbud om fleksjob, skulle, jf. SM C-61-05, vurderes på trivselsmæssigt grundlag.

Ved støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag skal ansøgerens behov for brug af bil være nødvendig i forbindelse med kørsel til og fra arbejde, dvs. at bilen skal dække ansøgerens personlige kørselsbehov. Der kan derfor ved vurdering af, om ansøgeren er berettiget til støtte, ikke lægges vægt på, at en bil er et nødvendigt led ved arbejdets udførelse, fx behov for kørsel i arbejdstiden i forbindelse med kunde- og leverandørbesøg, idet en ikke-handicappet person ligeledes vil have behov for bil for at udføre arbejdet i virksomheden. Se herunder SM C-32-02. »Ansøger fandtes ikke berettiget til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en ikke-handicappet person ligeledes ville have behov for bil for at udføre et sælgerjob i lønnet erhverv med et tilsvarende stort kørselsbehov i forbindelse med arbejde på skiftende arbejdssteder. Det var således ikke lidelsen/funktionsnedsættelsen der gjorde, at en bil var nødvendig, men arbejdets særlige karakter.«

Hvis bilen skal bruges til og fra et arbejde, er det en betingelse, at der er tale om et arbejde, der skaffer ansøgeren et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

 

191. Der skal lægges vægt på, om arbejdet giver et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Det er uden betydning, om erhvervsindtægterne opnås i et ansættelsesforhold, herunder fleksjob, skånejob eller ved arbejde i egen virksomhed.

I vurderingen, af om indtægten udgør en væsentlig del af forsørgelsesgrundlaget, lægges der ligeledes vægt på oplysninger om arbejdets karakter og varighed, arbejdstidens længde og hvorledes arbejdstiden er fordelt på ugens dage

Hvis en bil er et nødvendigt led i arbejdets udførelse, vil en eventuel indretning af den bil, som arbejdsgiver eller en selvstændig erhvervsdrivende stiller til rådighed, være en ydelse, der gives efter Beskæftigelsesministeriets regelsæt.

Erhvervsindtægt og førtidspension

192. Er ansøgeren pensionist med social pension, skal erhvervsindtægten ifølge praksis udgøre ¼ af pensionsindtægten for at udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen. Ved denne bedømmelse er der ved praksis lagt vægt på den »satsmæssige« pension før regulering for egen og eventuel ægtefælles indtægt. Dette begrundes med, at erhvervsindtægten ikke først skal nedsætte pensionen, hvorefter der skal ske en sammenligning mellem arbejdsindtægten og den nu nedsatte pension.

Modtager ansøgeren social pension, vil en indtægt på under 25.000 kr. årligt kun undtagelsesvist udgøre et væsentligt bidrag til forsørgelsen.

Borgerligt ombud

193. Et hverv som medlem af en kommunalbestyrelse eller anden form for bestyrelse samt frivilligt arbejde skal ikke bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag. Se herunder SM C-9-02.

D et forhold, at ansøger betaler ATP og arbejdsmarkedsbidrag af vederlaget, som ansøger modtager for at være medlem af en kommunalbestyrelse eller anden bestyrelse, betyder ikke, at ansøgers medlemskab af kommunalbestyrelsen eller en anden bestyrelse kan betragtes som erhvervsmæssig beskæftigelse. Dette begrundes med, at andre grupper, som ikke betragtes som lønmodtagere, også betaler ATP og arbejdsmarkedsbidrag af visse indkomster.

Uddannelsesmæssige forhold

194. Hvis ansøgeren er under uddannelse eller påregner at starte en sådan, kan dette have stor betydning ved bevilling af støtte til bil.

Hvis bilen skal bruges til og fra et uddannelsessted, er det en betingelse, at der er tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder.

 

195. Der skal være tale om en uddannelse eller et uddannelsesforløb, der enten direkte sigter på et fremtidigt erhverv, eller hvor det pågældende uddannelsestrin er adgangsgivende for en række uddannelser, der retter sig mod et fremtidigt erhverv. Uddannelsessøgende kan således opnå støtte til køb af bil, selvom det endnu ikke er fastlagt, hvilket konkret fremtidigt erhverv, der sigtes på. Der er således mulighed for, at personer med en varig funktionsnedsættelse, som er under uddannelse, kan vælge spor undervejs. Særlig når der er tale om uddannelsesforløb, der giver kompetence til videreuddannelse, er det ikke en betingelse for at opnå støtte til køb af bil på uddannelsesmæssigt grundlag, at der foreligger et bestemt erhverv som endemål, når der ydes støtte.

Hvis formålet med støtte til køb af bil primært er kørsel til og fra en uddannelse og det fremtidige kørselsbehov er usikkert, skal det vurderes, om kørselsbehovet eventuelt vil kunne dækkes ved andre foranstaltninger, fx taxi eller lejet bil, med støtte efter reglerne om revalidering.

Tilsvarende gælder det, hvis der efter anden lovgivning er ret til befordring under uddannelse.

Der henvises herved til Undervisningsministeriets regler om befordring af elever i folkeskolen og frie grundskoler, om befordringsgodtgørelse til visse grupper af uddannelsessøgende, om tilskud til visse befordringsudgifter for elever under erhvervsuddannelse eller landbrugets grunduddannelse, samt om befordring af voksne, der modtager specialundervisning efter loven om specialundervisning for voksne, herunder deltager i kurser for voksne med utilstrækkelige læse-, stave- og skrivefærdigheder.

I ovenfor nævnte situationer må det indgå i vurderingen, om de nævnte befordringsordninger i rimeligt omfang tilgodeser ansøgerens samlede kørselsbehov såvel i forbindelse med uddannelse som øvrige rimelige kørselsbehov.

Det bør også indgå, hvilken løsning der på længere sigt må anses for den økonomisk mest hensigtsmæssige. Det vil således kunne tale for at yde støtte til køb af bil, hvis bilen og dens drift i uddannelsestiden er den samfundsmæssigt billigste løsning.

Trivselsmæssige forhold

196. Støtte til køb af bil tilsigter også at forøge eller bevare udfoldelsesmulighederne og dermed medvirke til, at den pågældende kan leve så tæt på det normale som muligt. I den forbindelse vil ansøgerens fritidsaktiviteter, fx sport, familiebesøg, fritidsundervisning, frivilligt organisationsarbejde, udflugter, sommerhusbesøg o.lign., kunne have betydning for pågældendes livsudfoldelse og sociale netværk.

Det afgørende er, at behovet for kørsel i egen bil, sammenholdt med den konstaterede funktionsnedsættelse, er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse.

Hvis benyttelsen af en bil sigter til opfyldelse af kørselsbehov til fritidsaktiviteter mv., jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3, må det ligeledes overvejes, om ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af ansøgerens alder, almentilstand og forholdene i øvrigt kan løses tilfredsstillende på anden måde. Fx må transportbehovet i nogle tilfælde antages at kunne tilgodeses på forsvarlig måde gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmedeeller ved faktisk etableret befordring med individuelle transportmidler, jf. servicelovens § 117.

Forholdet til andre befordringsordninger

197. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 3, kan der ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger.

Ved bedømmelsen af kørselsbehovet må det overvejes, om dette behov er af et sådant omfang, at det ikke i rimeligt omfang kan dækkes ved andre befordringsordninger. Ved denne vurdering må der ses på ansøgerens samlede kørselsbehov.

Det indgår her i vurderingen, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra arbejde eller uddannelse. Der kan således lægges vægt på, om der er et udtalt skånebehov og om brug af kollektive befordringsmidler betyder risiko for væsentlig udtrætning på grund af lidelsens karakter.

Det fremgår af praksis, at selvom der findes offentlige befordringsmidler, kan afstanden under særlige forhold mellem bopæl og arbejdsplads være så ekstraordinær stor, at benyttelse af offentlige transportmidler sammenholdt med lidelsens art skønnes så belastende, at befordring med egen bil af skånehensyn må skønnes rimelig.

Det samme gælder, hvor afgangs- og ankomsttider for offentlige befordringsmidler i væsentlig grad ikke passer med arbejdstiden, eller hvor anvendelsen af offentlig befordringsmiddel er særlig tidsrøvende, fx på grund af flere omstigninger.

Lang afstand til offentlige befordringsmidler kan dog ikke i sig selv begrunde støtte til køb af bil.

Ansøgerens egnethed til at føre bil

Bilbekendtgørelsen

§  4. Hvis det under hensyn til ansøgerens alder og almentilstand må anses for betænkeligt at yde støtte til køb af bil, som ansøgeren selv skal føre, skal der rettes henvendelse til politiet for at få en nærmere vurdering af ansøgerens egnethed til at føre en bil.

198. Efter bekendtgørelsens § 4 skal der rettes henvendelse til politiet (kørekortkontoret) for at få en nærmere vurdering af ansøgerens egnethed til at føre bil, hvis det under hensyn til ansøgerens alder og almentilstand må anses for betænkeligt at yde støtte til en bil, som ansøgeren selv skal føre.

For at kørekortkontoret kan tage stilling til, om ansøgeren kan opnå kørekort, og om der eventuelt skal stilles særlige vilkår herfor, fx særlige krav til indretningen af en bil, som ansøgeren selv skal føre, er det nødvendigt for kommunen at medsende helbredsmæssige oplysninger. Ansøgeren orienteres om henvendelsen.

Selv om ansøgeren har et gyldigt kørekort, kan der være anledning til at rette henvendelse til kørekortkontoret, fx hvis kørekortet har en kort gyldighedsperiode, eller der efter kørekortets udstedelse er indtrådt en forringelse i ansøgerens funktionsniveau, som kan have betydning for ansøgerens kørefærdigheder eller kan nødvendiggøre særlige indretninger.

Særligt bør opmærksomheden henledes på situationer, hvor funktionsevnen er nedsat på grund af lidelser, der erfaringsmæssigt er fremadskridende (fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sclerose, ALS).

Kapitel 15

Udmåling af støtten

Bilbekendtgørelsen

 

§  5. Hvis betingelserne for støtte til køb af bil efter §§ 1-3 er opfyldt, ydes støtten til den billigst egnede bil. Støtten ydes som et rentefrit lån på indtil kr. 142.000 inkl. moms, dog højst bilens købesum.

Stk. 2. Hvis der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med ansøgers funktionsevnenedsættelse, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen mellem den fastsatte låneramme på 142.000 kr. og bilens anskaffelsespris. Ganske særlige forhold vil fx foreligge,

1) når funktionsnedsættelsen nødvendiggør indretninger, som kun findes eller mest hensigtsmæssigt kan foretages i større eller dyrere bil,

2) når større eller dyrere bil er nødvendig, fordi funktionsnedsættelsen medfører, at ansøgeren ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan klare ind- og udstigning eller placering i bilen,

3) når større eller dyrere bil er nødvendig for at medbringe nødvendige hjælpemidler i bilen.

Stk. 3. Lånet efter stk. 2 fastsættes på grundlag af prisen på den billigst egnede bil.

Stk. 4. Særlige indretninger, som bilen efterfølgende forsynes med på grund af ansøgerens helbredstilstand, ydes som tilskud, jf. § 10.

Rentefrit lån

199. Støtte til køb af bil ydes med et rentefrit lån inden for en fast låneramme, jf. servicelovens § 114, stk. 1, og bilbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Lånerammen reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. servicelovens § 182, stk. 4, og bilbekendtgørelsens § 20.

 

200. Lånet kan højst udgøre bilens købesum (leveret på gaden inklusive leveringsomkostninger) med fradrag af eventuelt tilskud til automatisk transmission, jf. § 10, stk. 2. Se herunder SM C-34-05. Ekstraudstyr fx alu-fælge, spoilere mv., som ikke er en integreret del af bilen leveret fra fabrikken, indgår ikke i lånerammen.

 

201. Hvis modtageren køber en bil, hvis pris overstiger prisen på den billigst egnede bil bevilget efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal pågældende selv finansiere restkøbesummen, fx ved indgåelse af afbetalingskontrakt eller optagelse af banklån. Den valgte løsning må ikke medføre yderligere udgifter for det offentlige.

Hvis ansøgeren overvejer at købe en dyrere bil, er det vigtigt at være opmærksom på, at hele salgsprovenuet i udskiftningssituationer skal medgå ved købet af den ny bil, jf. bekendtgørelsens § 9.

Kommunen forudsættes at rådgive om bilvalg, blandt andet for at sikre at bilen er anvendelig under hensyn til den enkelte ansøgers forhold.

Billigst egnede

202. Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 3, ydes støtten til anskaffelse af den billigst egnede bil. Der kan i forhold til den enkeltes funktionsevnenedsættelse være behov for en konkret afprøvning.

Supplerende lån

203. I bekendtgørelsen § 5, stk. 2, er der angivet tre eksempler på situationer, hvor der kan ydes hjælp til en større og dyrere bil, end der er mulighed for at anskaffe med det almindelige lån efter § 5, stk. 1.

De tre eksempler, der er nævnt i § 5, stk. 2, kan hver for sig begrunde hjælp til større og dyrere bil, men der vil ofte være tale om en kombination. Der er tale om de typiske eksempler, men de angivne situationer er ikke udtømmende for de situationer, hvor supplerende lån kan komme på tale.

 

204. Behovet for nødvendige indretninger i en bil, som kan begrunde supplerende lån, vil blandt andet være afhængig af, hvilken grad af selvhjulpenhed der kan opnås hos ansøgeren. I specielle tilfælde vil behovet for selvhjulpenhed kunne begrunde bevilling af støtte til køb af en kassebil eller bus, hvor modtageren ved egen hjælp og med fx elkørestol kan køre ind i bilen ved hjælp af platformslift og placere sig bag rattet med elkørestolen som førersæde.

 

205. Endvidere kan der være tale om så omfattende ændringer, at det forudsætter brug af en særlig rummelig bil. Der kan også være behov for en speciel indretning, som i visse bilmodeller kan leveres som standardudstyr, hvorfor det vil være en bedre og mere hensigtsmæssig løsning frem for at skulle indbygge dette i en bil uden dette standardudstyr. Udgiften til indbygningen i relation til den tekniske kvalitet kan være uforholdsmæssig stor.

 

206. Ind- og udstigningsproblemer, som kan begrunde supplerende lån, vil ofte stå i forbindelse med mulighederne for at anvende hjælpemidler til placering af ansøgeren i bilen. Disse hjælpemidler kræver normalt god plads for at kunne betjenes. Endvidere kan ansøgerens nedsatte bevægelighed i arme, ben og ryg gøre, at særlig bred dør og god plads bag rattet er påkrævet. Ind- og udstigningsproblemer kan tillige opstå, når et barn, som ikke har støttefunktion, skal anbringes af forældrene i bilen. Bilen skal i den forbindelse være indrettet på en sådan måde, at barnet kan anbringes på betryggende vis, og på en måde som ikke unødigt belaster forældrenes helbred.

 

207. Behov for at medbringe nødvendige hjælpemidler, der kan begrunde supplerende lån, forekommer oftest i tilfælde, hvor ansøgeren selv skal føre bilen, og anbringelse af kørestol i kabinen er nødvendig, samt i forbindelse med multihandicappede børn. Voksne, fx personer med muskelsvind og skleroseramte, kan have et tilsvarende behov for at medbringe en række nødvendige hjælpemidler, selvom de ikke selv skal føre bilen.

Ved nødvendige hjælpemidler sigtes der til hjælpemidler, der medtages i forbindelse med dækning af det almindelige, regelmæssige behov for kørsel samt hjælpemidler, som skal benyttes ved kørslens afslutning.

Som nødvendige hjælpemidler, der skal kunne medbringes, kan der fx være tale om ganghjælpemidler, siddehjælpemidler, kørestole, ramper, transportabel lift, sug og ekstra respirator. Ofte vil disse hjælpemidler ikke kunne klappes sammen.

 

208. Når der er tale om børn, må det i vurderingen indgå, at selv om barnet med det pågældende hjælpemiddel måske har en begrænset funktion, bør denne funktion alligevel tilgodeses.

 

209. Ved vurderingen af, om der er grundlag for supplerende lån, er det vigtigt at være opmærksom på, at modtageren forudsættes at kunne benytte bilen i 6 år. Hvis der er stor sandsynlighed for, at behovet vil ændre sig så væsentligt i løbet af 6-års perioden, at det vil være nødvendigt med en større eller dyrere bil (fx hvis det kan forudses, at der vil blive behov for at medtage større hjælpemidler og/eller behov for særlige indretninger) kan det derfor i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at bevilge supplerende lån ud fra den forventede fremtidige udvikling og dermed undgå situationer, hvor det vil være nødvendigt med førtidig udskiftning.

Se kapitel 18 om provenuets anvendelse ved bevilling af ny bil.

Supplerende lån

210. Støtte ydes til supplerende lån til den bil, der efter en konkret vurdering anses for den billigst egnede, jf. bilbekendtgørelsens § 5, stk. 3.

 

211. Ved vurdering af, hvilken bil der i den enkelte ansøgningssituation er billigst egnet, skal der, jf. SM C-36-06, »primært tages hensyn til, at bilen skal kunne fungere som befordringsmiddel for den støtteberettigede«. Hvis det fx er et barn, der er støtteberettiget, og det som følge af barnets funktionsnedsættelse er vigtigt, at der er flere i bilen, kan dette få betydning for, hvilken bil der bør vælges. Dertil kommer, at det for familien kan være af stor betydning, at familien kan transporteres samlet i forbindelse med fx udflugter, ferier, familiebesøg mv.

Hvis den billigst egnede bil ikke kan rumme hele familien, fordi familien er for stor, er der mulighed for, at familien selv kan finansiere prisdifferencen mellem den bevilgede bil og en model, som efter familiens vurdering vil kunne dække hele familiens behov for befordring. Det forudsætter dog, at den model, familien finder frem til, er lige så velegnet for det funktionsnedsatte barn. Den valgte løsning må ikke medføre yderligere udgifter for det offentlige.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at hele nettoprovenuet skal bruges til at nedbringe et eventuelt nyt lån i udskiftningssituationer, jf. bilbekendtgørelsens § 9, stk. 2. Dette gælder uanset, at forældrene måtte have finansieret merudgifterne til en dyrere bil.

Se kapitel 18 om nettoprovenuets anvendelse ved bevilling af supplerende lån efter bilbekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Kun »fødte« indretninger

212. Efter bilbekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 1, indgår indretninger, som bilen er »født« med (typegodkendt), i det supplerende lån, hvorimod indretninger, som efterfølgende installeres i bilen, ydes som tilskud efter bekendtgørelsens § 10. Tilskud til automatisk transmission ydes i alle tilfælde, også ved køb, efter bilbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Tilskuddet ydes kun til anskaffelsen, ikke til driften

213. I særlige tilfælde, hvor der fx er tale om en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil, kan der ydes støtte til driften efter servicelovens §§ 41 og 100.

 

214. Efter servicelovens § 41 kan kommunalbestyrelsen yde dækning af merudgifter til forsørgelsen i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år. Formålet er at yde dækning til de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet eller den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Der vil i denne forbindelse kunne ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring af barnet eller den unge. Foregår befordringen i bil, kan tilskuddet ydes, hvad enten den bil, barnet eller den unge bliver befordret i, er ejet af forældrene, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 114. Tilskuddet kan fastsættes på grundlag af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst.

Generelt kan der ikke efter servicelovens § 41 ydes støtte til andre udgifter, som fx forsikring, reparationer, benzin, mv. på en bil. Dog gælder det, at der i særlige tilfælde ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn eller en ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil. Det gælder i de tilfælde, hvor familien fx har en bil alene til befordring af barnet eller den unge, eller hvor det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft en bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Ligeledes vil det gælde i de situationer, hvor familien har en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil, fx en MPV-bil eller en kassebil, som følge af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Hjælpen gælder merudgifterne til fx forsikringer, reparationer, benzin, mv.

 

215. Efter servicelovens § 100 kan kommunalbestyrelsen yde dækning af de nødvendige merudgifter ved den daglig livsførelse, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne, dvs. udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Dækning af merudgifter efter servicelovens § 100 kan kun ydes til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de regler, der var gældende før 1. januar 2003, er dog ikke berettigede til ydelsen, medmindre de tillige er bevilget en personlig hjælpeordning efter servicelovens § 96.

Formålet med ydelsen efter servicelovens § 100 er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk elle psykisk funktionsevne og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation. Der kan i denne forbindelse ydes tilskud til nødvendige merudgifter til befordring, uanset befordringsform. Foregår befordringen i bil, kan tilskuddet ydes, hvad enten den bil, som pågældende bliver befordret i, er ejet af den pågældende, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 114. Tilskuddet kan fx udregnes på baggrund af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste takst.

Generelt kan der ikke efter servicelovens § 100 ydes støtte til andre udgifter, som fx forsikring, reparationer, benzin, mv. på en bil. På tilsvarende måde som efter servicelovens § 41 kan der i særlige tilfælde ydes hjælp til betaling til driftsudgifter. Det vil fx gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at den pågældende ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne. Det vil endvidere være tilfældet, hvis den pågældende som følge af sit handicap har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil – fx en MPV-bil eller en bus.

Indkomstgrundlagets betydning

Bilbekendtgørelsen

§  6. Personer, hvis indkomstgrundlag ikke overstiger 169.000 kr., skal tilbagebetale halvdelen af lånet med 1/72 af beløbet i månedlige afdrag. Den anden halvdel af lånet nedskrives med 1/72 månedligt fra tidspunktet for bilens registrering.

Stk. 2. Lånet efter § 5, stk. 2, nedskrives med 1/72 månedligt fra tidspunktet for bilens registrering.

Stk. 3. For personer, hvis indkomstgrundlag overstiger 169.000 kr., forhøjes den del af lånet, der skal tilbagebetales, med 20 % af den del af indkomstgrundlaget, der overstiger 169.000 kr. Den del af lånet, der skal nedskrives, nedsættes tilsvarende.

Stk. 4. Indkomstgrundlaget, jf. stk. 1 og 3, består af personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr., hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.

Stk. 5. Opgørelsestidspunktet for indkomstgrundlag efter stk. 4 er indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 6. Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 3 og 4 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar i indkomståret, jf. stk. 5, og pr. 1. januar det følgende år.

Stk. 7. For lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, (DIS) medregnes arbejdsfortjenesten i den personlige indkomst efter regler fastsat af socialministeren, om fremgangsmåden ved opgørelse af indtægtsgrundlaget for visse sociale ydelser for lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Stk. 8. Særlige indretninger, som bilen efterfølgende skal forsynes med udover de indretninger, der følger af § 5, stk. 2, ydes som et tilskud, jf. § 10.

Stk. 9. Til personer under uddannelse, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, kan der gives afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer. Ved uddannelsens afslutning afskrives et beløb svarende til, hvad der i perioden skulle have været betalt. Afdragsfrihed under uddannelse gives kun til personer, hvis årlige erhvervsindtægt eller anden ydelse, der træder i stedet for erhvervsindtægt, ikke overstiger et beløb svarende til 12/72 af lånet efter § 5, stk. 1.

...

§  19. Bevilling om støtte efter denne bekendtgørelse bortfalder efter 6 måneder, hvis den ikke er udnyttet. Kommunen kan dog forlænge gyldighedsperioden, når særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 2. Støtten efter § 5, stk. 1 og 2, og § 10, stk. 2, beregnes på grundlag af ansøgerens indkomst og indkomst- og beløbsgrænser for lån og tilskud på tidspunktet for bevillingens udnyttelse, jf. § 6, stk. 1-4.

Stk. 3. Hvis ansøgerens indkomst på udnyttelsestidspunktet vedvarende er forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, jf. § 6, skal ansøgerens ændrede økonomiske forhold lægges til grund for beregningen af støtten. Ændringer i ansøgerens økonomiske forhold, der sker efter udnyttelsestidspunktet, medfører ikke ændringer i beregningen af støtten.

Lånet afdrages over 6 år

216. Som udgangspunkt skal halvdelen af lånet tilbagebetales i månedlige afdrag over en 6 års periode. Den anden halvdel af lånet nedskrives hver måned med 1/72

Ansøgerens økonomiske forhold har ikke betydning for lånets størrelse, men for hvor stor en del af lånet der skal tilbagebetales.

Indkomstgrundlagets betydning for tilbagebetalingen

217. Det følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 3, at hvis den støtteberettigede har et højere indkomstgrundlag end 169.000 kr., forhøjes den del af lånet, der skal betales tilbage, med 20 % af den del af indkomstgrundlaget, der overstiger 169.000 kr. Den del af lånet, der skal nedskrives, nedsættes tilsvarende.

Ved lån til bil til befordring af barn, anvendes barnets indkomstgrundlag.

Beregning af indkomstgrundlaget

218. Fastsættelsen af indkomstgrundlaget, der anvendes ved beregningen af den del af lånet, der skal tilbagebetales, følger de samme principper som ved betaling for personlig og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 83, stk. 1. Bilbekendtgørelsens § 6, stk. 4-7, svarer således til Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv.

Det er kun den berettigedes personlige indkomst, der lægges til grund. En eventuel ægtefælles eller samlevers indkomstforhold er således uden betydning ved fastsættelsen af indkomstgrundlaget.

Der henvises til Socialministeriets vejledning om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv., hvori indkomstgrundlagets bestanddele og opgørelsen af indkomstgrundlaget er nærmere uddybet.

Udnyttelsestidspunkt

219. Efter bilbekendtgørelsens § 19, stk. 2, er det ansøgerens indkomst på tidspunktet for bevillingens udnyttelse, der danner udgangspunkt for beregningen af indkomstgrundlaget. Udnyttelsestidspunktet vil normalt være slutsedlens dato, men hvis der er tale om lån til en bil, der er anskaffet før modtagelse af bevilling, anses tidspunktet for bevillingens modtagelse som udnyttelsestidspunkt efter bekendtgørelsens § 19, stk. 2.

Det er den kommune, pågældende bor i på udnyttelsestidspunktet, der er ansvarlig for beregningen af indkomstgrundlaget (og de øvrige opgaver vedrørende den praktiske gennemførelse, herunder udbetaling af lån).

Skatteministeriet stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. servicelovens § 183.

Ændrede økonomiske forhold på udnyttelsestidspunktet kan medføre ændring i forholdet mellem den afdragspligtige og afdragsfri del af lånet, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3. Ændrede økonomiske forhold i løbet af 6-årsperioden medfører ikke ændring i beregningen af støtten. Der kan dog eventuelt være grundlag for henstand eller eftergivelse, jf. § 16, stk. 1.

Afdragsfrihed under uddannelse

220. Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 9, kan der til personer under uddannelse gives afdragsfrihed, så længe uddannelsen varer. Det er en betingelse, at personens årlige erhvervsindtægt eller det der træder i stedet, fx revalideringsydelse, ikke overstiger et beløb svarende til 12/72 af det rentefri lån på 142.000 kr. før skat. I SM C-15-06 er der truffet afgørelse om, at afdragsfrihed kan opretholdes under barselsorlov fra uddannelsen.

Ved periodens afslutning afskrives et beløb svarende til, hvad der i perioden skulle have været betalt.

Det er ikke en betingelse for afdragsfrihed under uddannelse efter bekendtgørelsens § 6, stk. 9, at billånet er bevilget til at dække et kørselsbehov til og fra en uddannelse. Der kan således godt gives afdragsfrihed, hvis modtageren efterfølgende går ind i et uddannelsesforløb.

SU, herunder handicaptillæg, formue, renteindtægt mv. anses ikke for at være erhvervsindtægt. Førtidspension betragtes som at træde i stedet for erhvervsindtægt, jf. SM C-37-06. »Ankestyrelsen fandt, at en ansøger ikke havde ret til afdragsfrihed på sit billån under uddannelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger modtog førtidspension, som efter sin art måtte betragtes som en ydelse, der trådte i stedet for en erhvervsindtægt.«

Kapitel 16

Afgiftsfritagelse

Bilbekendtgørelsen

§  7. Kommunen træffer afgørelse om fritagelse for afgifter jf. stk. 2 og 3, når det vurderes, at personen er berettiget til støtte til erhvervelse af bil efter § 114 i lov om social service og §§ 1-3 i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Efter § 16, stk. 1, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. kan personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå støtte til erhvervelse af bil, fritages for vægtafgift og tillægsafgift for privat anvendelse. Afgiftsfritagelsen gælder kun, så længe køretøjet er registreret for og benyttes af den pågældende.

Stk. 3. Efter § 7, stk. 2, i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler kan personer med varigt nedsat funktionsevne, som efter lov om social service kan opnå støtte til erhvervelse af en bil, fritages for afgiften, hvis bilen er benzindreven. Er bilen dieseldreven, betales afgifter efter de retningslinjer for satser, der er fastsat i § 3, stk. 1, B, i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler. Afgiftsfritagelsen og -nedsættelsen gælder kun, så længe køretøjet er registreret for og benyttes af pågældende.

Stk. 4. Efter § 2, stk. 1, nr. 6 b, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. er køretøjer fritaget for registreringsafgift, hvis køretøjet er omfattet af § 5 a, stk. 1, nr. 2, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer, jf. bekendtgørelse nr. 977 af 2. december 2002 af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer, og fritaget for vægtafgift efter § 16 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., eller fritaget for afgift efter § 7 i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, eller som eventuelt med reduceret sædeantal anvendes af eller til brug for kørestolsbrugere.

Fritagelse for vægtafgift og afgift efter brændstofforbrug

221. Afgørende for, om en person er berettiget til afgiftsfritagelse, jf. bekendtgørelsens § 7, er, at den pågældende opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Det er således ikke noget krav, at der er ydet lån til køb af bilen.

Søges der både om lån og afgiftsfritagelse, vil fritagelsen gælde fra bilens registrering.

Hvis der alene søges om afgiftsfritagelse, bevilges fritagelsen fra den første i måneden efter ansøgningens indgivelse.

Bevilling af fritagelse for vægtafgift for så vidt angår personbiler er kun relevant for biler, der er indregistreret første gang før den 1. juli 1997.

Personbiler, der er indregistreret første gang efter den 1. juli 1997, er omfattet af loven om afgift efter brændstofforbrug, jf. lov nr. 360 af 2. juni 1997. Der bevilliges fritagelse for brændstofforbrugsafgift efter samme retningslinier som for vægtafgift.

Fritagelse for registreringsafgift

222. Busser (dvs. biler konstrueret til befordring af mere end 9 personer) til kørestolsbrugere, som er fritaget for vægtafgift eller brændstofforbrug, er fritaget for registreringsafgift, jf. § 2, stk. 1, nr. 6 b, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Familier og plejefamilier med børn i kørestole er også omfattet af fritagelsen.

Spørgsmålet om omfanget af nedbestoling af den enkelte bus afgøres konkret under hensyn til den pågældendes handicap. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at køretøjerne oprindelig fra fabrikken er beregnet til befordring af mere end 9 personer, føreren medregnet, det vil sige opfylder den afgiftsmæssige definition for busser efter § 5 a, stk. 1, nr. 2, jf. bekendtgørelse nr. 977 af 2. december 2002, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv.

Bussen registreres med gule nummerplader.

Kapitel 17

Betingelser for lån til udskiftning

Bilbekendtgørelsen

§  8. Der kan tidligst ydes støtte til udskiftning af bil 6 år efter registreringen af en bil, hvortil der er ydet støtte, jf. § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan dog ydes støtte før 6 års periodens udløb,

1) når det ved erklæring fra en synsvirksomhed dokumenteres, at udskiftning af bilen er nødvendig,

2) når bilen er totalskadet, eller

3) når bilen ikke længere er egnet på grund af en ændring af ansøgerens funktionsevne.

Stk. 3. Ved udskiftning efter stk. 2 skal nettoprovenuet ved salget af bilen eller ved udbetaling af bilens forsikringssum anvendes til indfrielse af lån efter § 5, stk. 1 og 2. En eventuel udækket restgæld afskrives, medmindre der er givet eftergivelse efter § 16, eller lånet er misligholdt, jf. § 14.

Stk. 4. Hvis der resterer et beløb efter indfrielse af lån efter § 5, stk. 1 og 2, skal det resterende beløb anvendes i overensstemmelse med reglerne i § 9. Hvis ikke ansøgeren ønsker at søge om støtte på ny, eller hvis ansøgeren er død, tilfalder et eventuelt restbeløb efter indfrielse af lån efter § 5, stk. 1 og 2, ansøgeren henholdsvis dennes bo.

Støtte til udskiftning normalt tidligst efter 6 år

223. Efter bekendtgørelsens § 8, stk. 1, kan der tidligst ydes støtte til ny bil, når den eksisterende er 6 år gammel. Hvis betingelserne for lån fortsat er opfyldt, vil modtageren som udgangspunkt have ret til udskiftning efter 6 år.

Sagen kan dog tages op tidligere, hvis der foreligger særlige forhold.

En ansøger er som udgangspunkt berettiget til støtte til udskiftning efter 6 års periodens udløb, forudsat at de almindelige helbredsmæssige og sociale betingelser for støtte fortsat er opfyldt.

Bilens tilstand kan derimod ikke indgå i vurderingen af, om der kan ske udskiftning ved 6 års periodens udløb.

Det forhold, at ansøgeren tidligere har modtaget støtte til køb af bil, kan ikke i sig selv begrunde fornyet støtte, men alene indgå som et moment i helhedsvurderingen af ansøgerens funktionsevne og behov for bil.

I de tilfælde hvor ansøgeren tidligere har modtaget støtte til køb af bil, og hvor den pågældende efter 6 år ønsker at ansøge om en ny bil, skal kommunen hurtigst muligt vurdere, om der er sket ændringer i ansøgerens funktionsnedsættelse. Denne vurdering bestyrkes af borgerens egen vurdering af funktionsevnens art og omfang samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger.

Kommunen skal i genbevillingssager, som fremstår uproblematiske, bruge færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen for at undgå dels klientgørelse, dels lang sagsbehandlingstid.

Betingelserne for støtte til køb af bil skal altid være opfyldt på det aktuelle afgørelsestidspunkt.

Førtidig udskiftning

224. Udskiftning, før der er forløbet 6 år, kan komme på tale, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

 

225. Bekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 1, sigter til de såkaldte »mandagsbiler« eller biler, der er belastet med tekniske problemer i et sådant omfang, at bilen praktisk taget ikke kan anvendes eller er uforholdsmæssig reparationskrævende. Der skal i disse tilfælde indhentes en erklæring fra en synsvirksomhed.

 

226. Ved totalskade, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, må man være opmærksom på, at hvis bilen totalskades indenfor det første år, og forsikringsselskabet stiller en ny bil af samme mærke og indretning til rådighed, kan det være hensigtsmæssigt at indføre den nye bil i gældsbrevet, således at de hidtidige vilkår videreføres i den nye bil. I disse tilfælde vil udskiftningen dog tidligst kunne ske 6 år fra den nye bils registreringstidspunkt.

 

227. Førtidig udskiftning efter bekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3, vil normalt være begrundet i en forværring af modtagerens helbredstilstand. Man bør i den forbindelse være særlig opmærksom på, at progredierende lidelser, fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, Spielmeyer-Vogt, amyotrofisk lateral sklerose (ALS), Post Polio Syndrom og senfølger efter polio, ofte vil kunne medføre et behov for førtidig udskiftning.

I særlige tilfælde vil en varig bedring af helbredstilstanden kunne føre til førtidig udskiftning, fx hvis ændringen medfører, at modtageren i fremtiden vil være i stand til selv at føre bil, men at det vil være nødvendigt med indretninger, som ikke kan indbygges i den nuværende bil.

Bekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3, sigter i øvrigt ikke alene på ændringen af helbredssituationen, men mere bredt på situationer, hvor der er sket en ændring i modtagerens samlede funktionsniveau. Det kan fx være fordi en ægtefælle, der tidligere har kunnet hjælpe med ind- og udstigningen og placering af kørestol, ikke længere har mulighed for at hjælpe.

Anvendelse af overskydende beløb

228. Efter bekendtgørelsens § 8, stk. 4, skal et overskydende beløb, der er fremkommet ved salget af bilen eller ved udbetalingen af bilens forsikringssum, efter indfrielse af tidligere lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2, anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 9. Se kapitel 18 nedenfor.

Hvis ansøgeren ikke ønsker at søge om støtte til køb af bil igen, tilfalder det overskydende beløb efter indfrielse af lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2, ansøgeren. Er ansøgeren død, tilfalder det overskydende beløb efter indfrielse af lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2, dennes bo.

Kapitel 18

Salgsprovenuets betydning ved lån til udskiftning

Bilbekendtgørelsen

§  9. Hvis ansøgeren bevilges en bil efter § 5, stk. 1, og ansøgeren på ansøgningstidspunktet ejer en bil, hvortil der er ydet støtte, skal nettoprovenuet ved salget af denne bil anvendes til køb af den nye bil. Et resterende provenu fratrækkes ved beregningen af det nye lån i den beregnede tilbagebetalingspligtige del. Et herefter resterende provenu fratrækkes i den del af lånet, der nedskrives.

Stk. 2. Hvis ansøgeren får bevilget en bil efter § 5, stk. 2, og ansøgeren på ansøgningstidspunktet ejer en bil, hvortil der er ydet støtte, skal nettoprovenuet ved salget af denne bil fratrækkes i det supplerende lån. Et eventuelt overskydende beløb fratrækkes i lånet efter § 5, stk. 1.

Stk. 3. Nettoprovenuet udgøres af bilens salgspris efter fradrag af salgsomkostninger samt fradrag af restgæld til kommunen i forhold til tidligere lån. Der kan ikke ved beregningen af nettoprovenuet ske fradag for privat gæld optaget til en dyrere bil end den bevilgede.

Nettoprovenuets anvendelse ved bevilling af almindeligt lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1

229. Ejer modtageren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der har været ydet lån, skal nettoprovenuet (dvs. efter fradrag af eventuel restgæld) medgå til købet af den nye bil, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1. Modtageren kan således anvende et provenu til at købe en bil, hvis købesum overstiger det bevilgede lån i henhold til bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Dette gælder uanset, om ansøgeren eller ansøgerens (barnets) forældre har finansieret merudgifterne ved en dyrere bil.

Et resterende provenu fratrækkes ved beregningen af lånet først i den beregnede tilbagebetalingspligtige del og derefter i den del af lånet, der nedskrives.

Ejer ansøgeren på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der alene er ydet afgiftsfritagelse eller -nedsættelse, jf. bekendtgørelsens § 7, eller tilskud til særlige indretninger, indgår provenuet ikke i låneberegningen.

Resterer der efter bilens salg en restgæld til det offentlige, er denne forfalden til betaling, før det nye lån kan udbetales. Dog er der mulighed for en afdragsordning, henstand eller eftergivelse af en sådan restgæld, jf. bekendtgørelsens § 16.

Finder eftergivelse ikke sted, vil den gamle restgæld eventuelt kunne afvikles sammen med det nye lån under forudsætning af, at det nye lån plus den gamle restgæld ikke overstiger lånerammen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Det nye lån deles i to halvdele, en afdragspligtig og en afdragsfri (dvs. den del der nedskrives), og den gamle restgæld, som var et betalingspligtigt beløb, lægges til det nye lån i dettes afdragspligtige del. Det nye gældsbrev skal omfatte det samlede beløb af det nye lån og den gamle restgæld.

Er eller har modtageren været under uddannelse, henvises til bekendtgørelsens § 6, stk. 9, om afskrivning efter bevilget afdragsfrihed.

Nettoprovenuets anvendelse ved bevilling af supplerende lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2

230. Provenureglen i bekendtgørelsens § 9, stk. 2, indebærer, at der i udskiftningssituationer kun kommer et supplerende lån til udbetaling, hvis prisen på den billigst egnede bil overstiger lånerammen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1 + eventuelt fast tilskud til automatisk transmission + nettoprovenuet ved salget af den bil, der skal udskiftes.

I modsætning til lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, kan ansøgeren ved lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, ikke bruge et eventuelt nettoprovenu fra den tidligere bil til at købe en bil, hvis pris er højere end det bevilligede. Provenuet skal bruges til at nedbringe det supplerende lån, og et eventuelt overskydende beløb fratrækkes i lånet efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Eksempel på nettoprovenuets anvendelse

En kvinde søger om genbevilling til støtte til køb af bil efter 6 år.

Det vurderes, at kvinden opfylder betingelserne for støtte til køb af bil (genbevilling).

Kvinden ejer på ansøgningstidspunktet en bil, hvortil der er ydet støtte efter § 114 i serviceloven.

Kvinden sælger bilen og får herved et provenu til udbetaling.

Nettoprovenuet ved salget af denne bil fratrækkes i det lån, der på ny ydes efter § 5, stk. 2. Dog således, at nettoprovenuet anvendes til først at dække et eventuelt tillægslån. Hvis nettoprovenuet dækker mere end tillægslånet, fratrækkes resten i den del, der skal afdrages.

Eksemplet i tal

Gammel bil, hvortil der tidligere er ydet støtte:

Almindeligt lån med en låneramme på op til: 142.000 kr.

Tillægslån: 50.000 kr.

Egenbetaling: 8.000 kr.

Bilens købesum i alt 200.000 kr.

Sælges efter 6 år til i alt 65.000 kr.

Ny bil, hvortil der ydes støtte:

Almindeligt lån med en låneramme på op til: 142.000 kr.

Tillægslån: 30.000 kr.

Bilens købesum i alt 172.000 kr.

Nettoprovenuet på 65.000 kr. anvendes først til dækning af tillægslånet på 30.000 kr.

Nettoprovenuet udgør herefter 35.000 kr. De 35.000 kr. anvendes efter praksis til dækning af den del, der skal afdrages, altså halvdelen af 142.000 kr. i alt 71.000 kr. Kvinden vil herefter have et lån på 71.000 kr. minus 35.000 kr. i alt 36.000 kr. som skal afdrages med 1/72 månedligt i 6 år.

Indfrielse af lån ved udskiftning efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2, jf. § 9, stk. 3

231. Ved udskiftning efter bekendtgørelsens § 8, stk. 2, jf. § 8, stk. 3, skal nettoprovenuet ved salget af bilen eller ved udbetaling af bilens forsikringssum anvendes til indfrielse af lån efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2. Med nettoprovenu i denne sammenhæng skal forstås bilens salgspris efter fradrag af eventuelle salgsomkostninger samt fradrag af eventuel restgæld til kommunen i forhold til tidligere lån. Der kan således ikke ved beregningen af nettoprovenuet ske fradrag for eventuel privat gæld optaget til en dyrere bil end den bevilgede.

Hvis nettoprovenuet ved salget af bilen eller bilens forsikringssum ikke dækker hele restgælden afskrives den udækkede del af gælden, medmindre der er givet henstand efter § 16, eller lånet er misligholdt, jf. § 14.

Kapitel 19

Særlige indretninger

Bilbekendtgørelsen

§  10. Der kan ydes tilskud til nødvendig indretning af en bil, herunder til aggregater, uanset om der kan ydes støtte til anskaffelse af bil efter §§ 1-3, hvis

1) politiet har stillet krav om det,

2) hvis ansøgerens helbredsforhold i øvrigt taler for det, eller

3) hvis det letter ansøgerens placering i bilen.

Stk. 2. Tilskud til automatisk transmission, der udgør 19.800 kr., er dog betinget af, at bilen er under 1 år og er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 3. Tilskuddet kan ydes til flere inden for samme husstand. Tilskud er betinget af, at bilen tilhører ansøgeren eller en anden person inden for husstanden, og at bilen ikke er forsynet med indretningen fra fabrikken.

Stk. 4. Hjælp til reparation, udskiftning og afmontering af nødvendig indretning efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 ydes efter behov.

Stk. 5. Der ydes ikke hjælp til udgifter, som følger af brug af den særlige indretning, fx til rengøring eller vedligeholdelse.

Indretningen skal være nødvendig

232. Tilskud til nødvendig indretning ydes, når politiet har stillet krav herom, eller når ansøgerens helbredsforhold i øvrigt taler for det, fx på grund af smertetilstande eller skånehensyn.

Endvidere sigter bestemmelsen til indretninger, der tjener til at lette modtagerens placering i bilen, fx glideskinner til sæde, særligt tilpasset sæde, drejesæde, hævesæde, lift, eller til at lette placeringen af nødvendige hjælpemidler, fx slidsker, kran og trailer. Hvis modtageren ikke selv skal køre bilen, og der i chaufførens kørekort er stillet krav om særlige indretninger, kan der også ydes tilskud hertil.

Tilskud til særlige indretninger kan ydes, selv om ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få lån til køb af bil.

Søges der alene om tilskud til særlige indretninger, bør ansøgeren vejledes om muligheden for at søge lån og afgiftsfritagelse eller - nedsættelse.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 10 vedrører kun indretninger, som skal indbygges i bilen efter levering fra fabrikken, bortset fra biler med »født« automatisk transmission.

Ansøgerens indkomstforhold er uden betydning for tilskuddet, der ydes ved dækning af de faktiske udgifter til indbygningen.

Forinden særlige indretninger iværksættes, skal tilbud indsendes til godkendelse hos kommunen. Er der alternative muligheder, må sådanne overvejes. Der kan også være tale om overflytning af tidligere ydede indretninger.

Der kan ydes tilskud til nødvendige indretninger i en tidligere registreret bil, hvis det skønnes rimeligt under hensyn til bilens stand og alder, udgiften ved indretningen og ansøgerens forhold i øvrigt, dog normalt under forudsætning af, at den foreslåede løsning formodes at være brugbar i en 6-årig periode.

Tilskud til automatisk transmission

233. Tilskud til automatisk transmission, som bilen er »født« med, er betinget af, at bilen er under ét år, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 2. Hvis der undtagelsesvis ydes tilskud til indbygning af automatisk transmission, ydes tilskud til den faktiske udgift efter bekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Tilskuddet udgør 19.800 kr. (pr. 1. januar 2006), uanset om den faktiske prisforskel på en given biltype med og uden automatisk transmission er større eller mindre end tilskuddet. Der kan ydes tilskud til automatisk transmission, uanset om der samtidig ydes lån til anskaffelse af bilen.

Særlig indretning til flere inden for samme husstand

234. Efter bekendtgørelsens § 10, stk. 3, kan tilskud til nødvendig særlig indretning ydes til flere inden for samme husstand. Dette gælder som udgangspunkt kun for ægtefæller, samlevende, børn og andre der er omfattet af husstanden. Omfattet er således ikke naboen, anden familie, venner, bekendte m.fl.

Udskiftning af den særlige indretning

235. Efter bekendtgørelsens § 10, stk. 4, ydes der hjælp til udskiftning af den særlige indretning. Udskiftning af den særlige indretning ydes efter behov.

Det er vigtigt at sikre sig, at bilens tilstand både kvalitets-, sikkerheds- og driftsmæssig er i forsvarlig stand, så bilen er egnet for borgerens brug. Bliver anvendelse af den særlige indretning umuliggjort, fx ved trafikuheld, bør brugeren, hvis det er muligt i den nuværende bil, forsynes med en indretning, der midlertidigt erstatter det tabte uden unødig forsinkelse.

Udskiftning kan også blive aktuel, hvis der er kommet en særlig indretning på markedet, der er væsentlig bedre egnet for personen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der skal altid foretages en individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning.

Nødvendig særlig indretning i reserve

236. Normalt vil der ikke være behov for at den pågældende har nødvendigt ekstraudstyr i reserve. Det kan dog i enkelte tilfælde være nødvendigt, hvis den pågældende fx skal på bilferie, og der efter en konkret vurdering er fare for, at den særlige indretning kan gå i stykker.

Reparation af den særlige indretning

237. Efter bekendtgørelsens § 10, stk. 4, ydes der hjælp til nødvendige reparationer af den særlige indretning.

Kommunen må være opmærksom på købelovens reklamationsregler (den 2-årige reklamationsfrist eller eventuel løfte eller aftale om garanti eller fri service).

Kommunen skal sikre sig, at den nødvendige særlige indretning repareres på forsvarlig måde, og at personen lider mindst muligt afsavn. Hvis det er muligt, udlånes en anden egnet bil under reparationen.

Det er en betingelse, at ansøgeren dels tegner den lovpligtige ansvarsforsikring og afholder udgiften hertil, dels holder bilen kaskoforsikret for bilens fulde værdi inklusiv den særlige indretning, som bilen efterfølgende er blevet forsynet med efter bekendtgørelsens § 10, jf. § 12, stk. 1, nr. 4.

Afmontering af særlig indretning

238. I ganske særlige tilfælde kan ansøgeren få tilskud til afmontering af særlig indretning. Dette vil være tilfældet, hvis afmonteringen af de særlige indretninger er påkrævet, hvis bilen fortsat skal være anvendelig for kørsel af ansøgeren. Ankestyrelsens afgørelse SM C-36-01.

I de tilfælde hvor ansøgeren ikke længere selv er i stand til at køre bilen, men i stedet fx skal køres af forskellige ledsagere, vil det typisk være en synsvirksomhed, der stiller krav herom.

Udgifter som følger af brug af den særlige indretning

239. Der ydes ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af den særlige indretning, fx til rengøringsmidler og almindelig vedligeholdelse, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 5. I særlige tilfælde kan ydes hjælp efter servicelovens § 41 eller § 100 om nødvendige merudgifter, jf. kapitel 4.

Kapitel 20

Tilskud til kørekort

Bilbekendtgørelsen

§  11. Når betingelserne for støtte til køb af bil, jf. §§ 1-3, er opfyldt, kan der ydes tilskud til betaling af køreundervisning og en kontrollerende køreprøve samt, hvis det er nødvendigt, en vejledende helbredsmæssig køretest hos en synsvirksomhed. Der kan endvidere ydes tilskud til betaling af lægeerklæring i forbindelse med ansøgning om støtte til køb af bil samt til fornyelse af kørekort af helbredsmæssige årsager, når betingelserne for støtte til køb af bil i øvrigt er opfyldt. Endelig kan der ydes tilskud til betaling af køreundervisning af en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Stk. 2. Til opnåelse eller fornyelse af kørekort ydes tilskud til det antal køretimer, som under hensyn til ansøgerens helbredstilstand og alder anses for rimeligt. Hvis en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år modtager køreundervisning efter stk. 1, ydes tilskuddet til det antal køretimer, der anses for rimeligt.

Stk. 3. Hvis køreundervisningen skal finde sted i ansøgerens egen bil på grund af dennes særlige indretning, kan der ydes tilskud til betaling af på- og afmontering af skolepedaler.

Køreundervisning, kontrollerende køreprøve og køretest

240. Efter bekendtgørelsens § 11 kan der ydes tilskud til en lægeerklæring og køreundervisning til ansøgere i forbindelse med støtte til køb af bil, og når det som led i sagsbehandlingen skal undersøges, om ansøgeren selv har mulighed for at føre en bil.

Tilskud kan også ydes, hvis ansøgerens kørekort skal fornyes enten på grund af tidsbegrænsning eller på grund af helbredsmæssige ændringer, forudsat betingelserne for støtte til køb af bil i øvrigt er opfyldt.

Stiller en synsvirksomhed krav om, at der skal ske en vejledende og orienterende køreprøve i skolevogn eller særlig indrettet skolevogn, betales denne udgift som tilskud.

Stiller en synsvirksomhed krav om, at ansøgeren skal have køretimer, forinden afgørelse om kørekort kan træffes, eller skønner kommunen, at dette er nødvendigt, afholder kommunen udgiften.

Hvis muligheden for at opnå eller forny kørekort under hensyn til ansøgerens helbredsforhold og alder skønnes at være ringe og forbundet med uforholdsmæssige udgifter til køreundervisning og indretning af bil, bør tilskuddet vurderes i forbindelse med bekendtgørelsens § 3. Hvis ansøgeren herefter ikke skønnes selv at være i stand til at føre bilen, må det overvejes, om der er anden chaufførmulighed, eller om ansøgerens kørselsbehov mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Til opnåelse eller fornyelse af kørekort ydes et tilskud til det antal køretimer, som under hensyn til ansøgerens helbredstilstand og alder må anses for rimeligt. Der angives således ofte et loft for, hvor mange timer den pågældende formodes at skulle bruge til opnåelse eller fornyelse af et kørekort.

Efter § 11, stk. 1, ydes der tilskud til køreundervisning af en person, der godkendes som chauffør for en person under 18 år, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil. Tilskud ydes til den person, der skal varetage den væsentligste del af kørslen for barnet, og kan ydes, selv om en anden person i husstanden har kørekort.

Der ydes kun tilskud til køreundervisning til én person i forbindelse med bevilling til støtte til køb af bil. Opstår der senere ændringer i barnets familiemæssige forhold, der medfører behov for kørekort til en anden af barnets pårørende, kan køreundervisningen betales.

Herudover gælder, efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (aktivloven), § 74, om hjælp til arbejdsredskaber, arbejdspladsindretninger mv., at kommunen kan give en borger med begrænsninger i arbejdsevnen, der er ansat, eller som skal ansættes på arbejdsmarkedet, hjælp til arbejdsredskaber, arbejdspladsindretninger samt hjælp til kortvarige kurser, herunder erhvervelse af kørekort, som har afgørende betydning for, at pågældende kan fastholde eller opnå beskæftigelse.

Kommunen kan yde hjælp efter § 74 i aktivloven, når hjælp efter anden lovgivning, herunder blandt andet serviceloven, ikke er tilstrækkelig til at kompensere for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Der er hverken i bekendtgørelsens § 11 eller § 74 i aktivloven mulighed for at yde hjælp til kørekort i andre situationer end de nævnte.

Ægtefællers mulighed for at få tilskud til betaling af køreundervisning

241. Hvor ansøgeren ikke selv skønnes at kunne føre bilen på forsvarlig vis, må det overvejes, om der er en anden chaufførmulighed, eller om ansøgerens kørselsbehov mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.

Hvis andre ønsker at påtage sig det hverv at være ansøgerens chauffør, skal eventuel dækning af udgifter til kørekort ske efter andre regler, hvor der kan være mulighed for at få tilskud til betaling af køreundervisning.

Der kan særskilt efter lov om aktiv socialpolitik, § 81, eller i forbindelse med kontanthjælp og aktivering ydes hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, der kommer ud for ændringer i sine forhold.

Det er en betingelse, at pågældendes egen afholdelse af udgiften i afgørende grad vil vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv. Derudover kan hjælpen normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.

Der gælder ikke begrænsninger i, til hvilke formål der kan ydes hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, § 81. Der er derfor også mulighed for at yde hjælp til dækning af udgifterne til kørekort til ægtefællen til en handicappet person, hvis betingelserne i lov om aktiv socialpolitik, § 81, i øvrigt er opfyldt.

Derudover er der efter den sociale lovgivning for folkepensionister mulighed for at yde et personligt tillæg efter pensionslovens § 14, stk. 1, og for førtidspensionister, hvis pension er tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv., hvis pensionistens økonomiske forhold er særlig vanskelige

Hvis ægtefællen, som skal være chauffør, selv er pensionist, vil pågældende således have mulighed for at ansøge om et personligt tillæg.

Personligt tillæg kan udbetales til pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Kommunen kan efter denne bestemmelse, afhængig af de konkrete forhold, yde tilskud til dækning af udgifter til erhvervelse af kørekort. Der er ikke i loven begrænsninger for, til hvilke formål tillæg kan ydes. Det er en betingelse, at udgiften til erhvervelse af kørekort er rimelig, og at pensionisten ikke selv er i stand til at betale.

Udstedelse af kørekort til unge under 18 år

242. Unge mellem 15 og 18 år, der har behov for bil for fx at følge en uddannelse på HF eller gymnasium, kan søge støtte til bil, de selv kan føre, idet de efter færdselslovens § 57 kan opnå kørekort til et langsomtkørende motorkøretøj.

For at få udstedt kørekort skal følgende betingelser være opfyldt: (1) Den pågældende opfylder de almindelige førlighedsbetingelser for at erhverve kørekort, og (2) den pågældendes helbredsforhold hindrer ham i at færdes på anden måde end med motorkøretøj.

Kørekortet vil blive udstedt på vilkår af, at kørehastigheden begrænses til maksimalt 50 km i timen, og at køretøjet foran og bagpå forsynes med skilte med teksten motorkøretøj 50 km/t.

Når den unge fylder 18 år, skal han eller hun til fornyet køreprøve. Bestås denne, vil vilkårene om kørehastighed og skiltning bortfalde, jf. færdselslovens § 57.

Parkeringskort

243. Hvis der af hensyn til parkeringslempelser og lignende er behov for parkeringskort, henvises ansøgeren til at rette henvendelse til Invalideorganisationernes Brugerservice, Kløverprisvej 10 B, st., 2650 Hvidovre. Der henvises til www.handicap.dk/ibs

Kapitel 21

Vilkår for støtte

 

Bilbekendtgørelsen

§  12. Som vilkår for lån efter § 5, stk. 1 og 2, gælder:

1) Lånet skal anvendes til køb af fabriksny bil, jf. dog stk. 2 og 3.

2) Bilen skal registreres i navnet på den person, der har modtaget støtte.

3) Centralregistret for motorkøretøjer registrerer bilen med en klausul om, at ejer/brugerskifte inden 6 år efter registreringen kun kan finde sted efter forudgående tilladelse fra kommunen.

4) Bilen skal holdes kaskoforsikret for bilens fulde værdi inklusiv nødvendig indretning, som bilen efterfølgende er blevet forsynet med efter § 10.

5) De helbredsmæssige og eventuelle erhvervs- eller uddannelsesmæssige forudsætninger for støtte skal fortsat være til stede, jf. §§ 1-3.

6) Bilen skal i videst mulig omfang anvendes til at dække det totale kørselsbehov for den person, der har modtaget støtte.

7) Bilen må ikke overdrages, udlejes, udlånes i længere tid.

8) Bilen må ikke stilles som pant eller anden form for sikkerhed for gæld, som ikke vedrører den.

9) Det fastsatte afdragsvilkår skal overholdes.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, kan der ydes støtte til bil, som ansøgeren eller en anden person i husstanden har købt fabriksny inden for det sidste år. Støtten ydes med virkning fra bilens første registrering.

Stk. 3. Der kan ligeledes uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, ydes støtte til bil, hvis bilen tidligere er bevilget efter servicelovens § 114 og samtidig er under 2 år gammel regnet fra bilens første registrering. Det er en betingelse, at bilen sikkerheds-, drifts- og kvalitetsmæssigt er i forsvarlig stand og samtidig kan forventes at holde i 6 år. En ansøger kan ikke pålægges at tage imod en brugt bil.

Køb af fabriksny bil eller mulighed for køb af en brugt bil

244. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 1, skal lånet anvendes til køb af en fabriksny bil. Dog er der efter § 12, stk. 2 og stk. 3, mulighed for at købe en brugt bil.

Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, er der mulighed for at der kan ydes lån til biler, som ansøgeren eller en person i husstanden har købt fabriksny inden for det sidste år.

Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 3, kan der uanset kravet om køb af fabriksny bil, ydes støtte til bil, hvis bilen tidligere har været bevilget efter servicelovens § 114 og samtidig er mindre end 2 år gammel regnet fra bilens første registrering. Det er dog en betingelse, at bilen sikkerheds-, drifts- og kvalitetsmæssigt er i forsvarlig stand og samtidig kan forventes at holde i hele udskiftningsperioden, som er 6 år regnet fra bilen er registreret første gang som bil, hvortil der er ydet støtte efter servicelovens § 114.

Reglen om udskiftning gælder også for brugte biler, hvilket vil sige, at der tidligst kan ydes støtte 6 år efter den første registrering til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte.

Ansøgeren har frit valg med hensyn til valg af brugt bil. En ansøger kan således ikke pålægges at tage imod en brugt bil, hvortil der er ydet støtte efter serviceloven.

Lån til ibrugtagne biler

245. Ansøgningen skal være indgivet inden 1 år fra bilens registrering, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 2, hvis der er tale om en fabriksny bil, som ansøgeren eller en person i husstanden har købt inden for det sidste år.

Lån til brugte biler

246. Er der derimod tale om en bil, som tidligere er bevilget efter servicelovens § 114 og samtidig er under 2 år gammel regnet fra bilens første registrering, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 3, skal ansøgningen være indgivet inden 2 år fra bilens registrering.

 

247. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2 og stk. 3, ydes støtten (herunder afgiftsfritagelse eller -nedsættelse efter § 7), med virkning fra bilens første registrering for den berettigede. Den afdragsfri del af lånet beregnes som halvdelen (evt. reguleret efter ansøgerens indkomstgrundlag) af bilens pris på anskaffelsestidspunktet - dog højst den gældende låneramme på udnyttelsestidspunktet. Resten af lånet er afdragspligtigt.

Det beregnede lån udbetales herefter med det fulde afdragsfrie beløb samt den afdragspligtige del af lånet med fradrag af de månedlige afdrag, der skulle have været betalt i perioden fra bilens første registrering og frem til lånets udbetaling. Den afdragsfrie del af lånet nedskrives samtidig med virkning fra bilens første registrering. Er den faktiske restgæld, inkl. rente på bevillingstidspunktet, større end det beregnede lån, kan der i ganske særlige tilfælde udbetales også det fulde beregnede afdragspligtige lån betinget af, at hele det afdragspligtige lån er tilbagebetalt senest 6 år efter registreringsdatoen.

 

248. Udnyttelsestidspunktet, jf. bekendtgørelsens § 19 stk. 2, er i denne sammenhæng tidspunktet for bevillingens modtagelse, således at de gældende beløb for lån på dette tidspunkt, indkomstgrundlag og tilskud til automatisk transmission finder anvendelse.

Eksempel 1:

En mand på 36 år (førstegangs ansøger) søger om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114.

Borgerens behov

Det vurderes, at manden opfylder tildelingskriterierne for støtte til køb af bil efter bilbekendtgørelsen. Det vurderes, at manden har behov for en bil til en værdi af 170.000 kr. (almindeligt lån 142.000 kr. plus tillægslån 28.000 kr.)

Borgerens ønske, bilen B

Manden ønsker at købe en brugt bil. Bilen er 1½ år gammel, og der mangler således 4½ år eller 54 måneder af udskiftningsperioden på 6 år eller 72 måneder. Bilen er tidligere blevet bevilget efter serviceloven til en mand længere nede ad vejen, der nu er død. Bilens nypris er 200.000 kr. Hertil kommer, at der i bilen er installeret en lift og et drejesæde. Den tidligere ejer af den handicapegnede bil blev af kommunen bevilget 180.000 kr. (almindelig låneramme 142.000 kr. plus tillægslån 38.000 kr.). Den tidligere ejer har herudover erlagt en egenbetaling på 20.000 kr.

Restgælden udgør 54/72 x 71.000 kr. = 53.250 kr. i afdragspligtig gæld, og 54/72 x 109.000 kr. (71.000 kr. plus 39.000 kr) = 81.750 kr. i den rente og afdragsfrie del. Gæld i alt 53.250 kr. plus 81.750 kr. = 135.000 kr.

Købsprisen for B

Dødsboet ønsker at sælge bilen. Kommunen er i den forbindelse behjælpelig med at finde ud af, hvad dødsboet kan få for bilen.

Det viser sig, at dødsboet kan få 125.000 kr., som er prisen eksl. lift og drejesæde, som bilen efterfølgende er blevet forsynet med.

Manden køber bilen for 125.000 kr. af dødsboet.

Bevillingen

Der bevilges et lån på i alt 125.000 kr., der skal afvikles over 4 ½ år. Halvdelen er et rente og afdragsfrit lån, der nedskrives, og den anden halvdel et afdragspligtigt og rentefrit lån.

Samlet resultat

Manden skal således betale 1/54 i månedlige afdrag af et beløb på 62.500 kr. (de månedlige afdrag er således 1.157,50 kr.). Der kan tidligst ydes støtte 6 år efter registreringen til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte. Tidspunktet for registreringen regnes fra bilens første registrering.

Manden har nu fået en handicapegnet bil med det samme, har kun 4 ½ år at afdrage i, har fået en bil der fra ny koster langt mere, end kommunen ville bevilge og endelig kan han søge om udskiftning efter 4 ½ år.

Eksempel 2:

En kvinde på 44 år søger efter 6 år om udskiftning af bilen A.

Borgerens behov

Det vurderes, at kvinden stadig opfylder tildelingskriterierne efter bilbekendtgørelsen, og at kvinden har behov for en større bil på grund af behov for at medbringe flere hjælpemidler. Det vurderes, at kvinden har behov for en bil, der koster 180.000 kr. (almindelig lån 142.000 kr. plus tillægslån 38.000 kr.).

Borgerens ønske, bilen B

Kvinden ønsker at købe en brugt handicapbil, B. B er 1 ½ år (18 måneder) gammel. Der er således 54 måneder tilbage af 6 års perioden (72 måneder). B er tidligere blevet bevilget efter serviceloven til en mand længere nede ad vejen, der nu er død. Bs nypris er 200.000 kr. Hertil kommer, at der i bilen er installeret en lift og et drejesæde. Den tidligere ejer af B blev af kommunen bevilget 160.000 kr. (almindelig låneramme 142.000 kr. plus tillægslån 18.000 kr.). Den tidligere ejer har herudover erlagt en egenbetaling på 40.000 kr.

Restgælden udgør 54/72 x 71.000 kr. = 53.250 kr. i afdragspligtig gæld, og 54/72 x 89.000 kr. (71.000 kr. plus 18.000 kr.) = 66.750 kr. i den rente og afdragsfrie del. Gæld i alt 53.250 kr. plus 66.750 kr. = 120.000 kr.

Købsprisen for B

Dødsboet ønsker at sælge bilen. Kommunen er i den forbindelse behjælpelig med at finde ud af, hvad dødsboet kan få for bilen.

Det viser sig, at dødsboet kan få 125.000 kr., som er prisen ekskl. lift og drejesæde, som bilen efterfølgende er blevet forsynet med.

Kvinden køber bilen for 125.000 kr. af dødsboet.

Bevillingen

Der bevilges 125.000 kr. efter § 5, stk. 1. Halvdelen er et rente- og afdragsfrit lån, der nedskrives over 54 måneder, den anden halvdel et afdragspligtigt og rentefrit lån, der betales over 54 måneder. Den samlede 6 års (72 måneders) periode for bilen opretholdes. Der kan tidligst ydes støtte 6 år efter registreringen til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte. Tidspunktet for registreringen regnes fra bilens første registrering.

Kvinden skal således betale 1/54 i månedlige afdrag af et beløb på 62.500 kr. (de månedlige afdrag er således 1.157,50 kr.).

Fratræk af nettoprovenu ved salg af A i lån til B

Da den nye bil er bevilget efter § 5, stk. 1, og ansøgeren på tidspunktet for ansøgning ejer en bil, hvortil der er ydet støtte, skal nettoprovenuet ved salget af den gamle bil indgå i den nye bevilling, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1. Provenuet fra den tidligere bil fratrækkes ved beregningen af lånet efter § 5, stk. 1. (Havde der været bevilget supplerende lån til den nye bil, skulle nettoprovenuet først have været fratrukket i det supplerende lån og først et evt. overskydende beløb fratrækkes lånet efter § 5, stk. 1, efter praksis således at den tilbagebetalingspligtige del nedbringes først. Da lånet til den gamle bil er givet inden for den almindelige låneramme, kan provenuet fratrækkes ubeskåret i denne del.)

Samlet resultat

Med fradrag af nettoprovenuet bliver den afdragspligtige restgæld således halvdelen af 125.000 kr. fratrukket 50.000 kr. eller i alt 12.500 kr. Kvinden skal således i månedlige afdrag betale 1/54 x 12.500 kr. = 231,50 kr.

Kvinden har nu fået en handicapegnet bil med det samme. Hun har fået en bil, der fra ny koster mere, end kommunen ville bevilge. Nettoprovenuet fra den tidligere bevilgede bil bidrager til at nedbringe også den afdragspligtige del, da lånet ligger inden for den almindelige låneramme og endelig kan hun søge om udskiftning efter 4 ½ år.

Eksempel 3:

En kvinde på 46 år søger efter 6 år om udskiftning af bilen A.

Borgerens behov

Det vurderes, at kvinden stadig opfylder tildelingskriterierne efter bilbekendtgørelsen, og at kvinden har behov for en større bil på grund af behov for at medbringe flere hjælpemidler. Det vurderes, at kvinden har behov for en bil, der koster 180.000 kr. (almindelig lån 142.000 kr. plus tillægslån 38.000 kr.).

Borgerens ønske, bilen B

Kvinden ønsker at købe en brugt handicapbil, B. B er 1 ½ år (18 måneder) gammel. Der er således 54 måneder tilbage af 6 års perioden (72 måneder). B er tidligere blevet bevilget efter serviceloven til en mand, der nu er død. Bs nypris er 200.000 kr. Hertil kommer, at der i B er installeret en lift og et drejesæde. Den tidligere ejer af B blev bevilget 160.000 kr. (almindelig låneramme 142.000 kr. plus tillægslån 18.000 kr.). Den tidligere ejer har herudover erlagt en egenbetaling på 40.000 kr.

Restgælden i denne bil udgør 54/72 x 71.000 kr. = 53.250 kr. i afdragspligtig gæld, og 54/72 x 89.000 kr. (71.000 kr. plus 18.000 kr.) = 66.750 kr. i den rente og afdragsfrie del. Gæld i alt 53.250 kr. plus 66.750 kr. = 120.000 kr.

Købsprisen for B

Dødsboet efter den tidligere ejer af B ønsker at sælge bilen. Kommunen er i den forbindelse behjælpelig med at finde ud af, hvad dødsboet kan få for bilen.

Det viser sig, at dødsboet kan få 166.000 kr., som er ekskl. lift og drejesæde, som bilen efterfølgende er forsynet med.

Kvinden køber bilen for 166.000 kr. af dødsboet.

Bevillingen

Der bevilges 166.000 kr. (142.000 kr. (almindelig låneramme) plus tillægslån 24.000 kr.). Lånet efter den almindelige låneramme afvikles over lånetiden på 54 måneder. Halvdelen af lånet er et rente- og afdragsfrit, den anden halvdel et afdragspligtigt og rentefrit lån.

Kvinden skal således betale 1/54 i månedlige afdrag af et beløb på 71.000 kr. (de månedlige afdrag er således 1.314,75 kr.). 1/54 idet der kun er tale om 54 måneder af de 6 år (72 måneder som er udskiftningsperiodens længde). Der kan tidligst ydes støtte 6 år efter registreringen til udskiftning af bil, hvortil der er ydet støtte. Tidspunktet for registreringen regnes fra bilens første registrering.

Fratræk af nettoprovenu i lån

Da kvinden tidligere er bevilget bil efter reglerne om støtte til køb af bil, skal nettoprovenuet fra denne bil indgå i den nye bevilling. Da den nye bevilling er efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, indregnes salgsprovenuet efter bekendtgørelsens § 9, stk. 2. Provenuet på 50.000 kr. fra den tidligere bil fratrækkes først i tillægslånet på 24.000 kr., hvorefter der resterer 26.000 kr. De resterende 26.000 kr. fratrækkes herefter ved beregningen af lånet efter den almindelige låneramme efter § 5, stk. 1, efter praksis således at den tilbagebetalingspligtige del nedbringes først.

Samlet resultat

Med fradrag af nettoprovenuet bliver den tilbagebetalingspligtige del af lånet efter § 5, stk. 1, således halvdelen af 142.000 kr. fratrukket 26.000 kr. eller i alt 45.000 kr. Kvinden skal således i månedlige afdrag betale 1/54 x 45.000 kr. = 833,25 kr..

Kvinden har nu fået en handicapegnet bil med det samme. Hun har fået en bil, der fra ny koster mere, end kommunen ville bevilge. Nettoprovenuet fra den tidligere bevilgede bil bidrager til at nedbringe også den afdragspligtige del, da lånet ligger inden for den almindelige låneramme og endelig kan hun søge om udskiftning efter 4 ½ år.

Bilens registrering

249. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 2, stilles der krav om, at bilen registreres i navnet på den person, der har modtaget støtten. Det betyder, at en bil skal omregistreres til den støtteberettigede, fx hvis den tidligere har været registreret for en ægtefælle eller samlever.

Hvis lånet ydes på baggrund af et barns handicap, registreres barnet som ejer.

Praktisk gennemførelse af registrering, klausulering og afgiftsfritagelse

250. Kommunen orienterer forhandleren om lånets størrelse og tilsender forhandleren blanketter til brug ved bilens registrering, således at der ved registreringen indføjes klausul om, at ejer- eller brugerskifte inden 6 år efter registreringen kun kan finde sted efter forudgående tilladelse fra kommunen, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3, og afgiftsfritagelse, jf. bekendtgørelsens § 7.

Motorkontoret bekræfter ved påtegning på blanketten og påfører dato og registreringsnummer. For personer med handicap, som opfylder betingelserne for, at der kan ydes støtte til erhvervelse af bil i henhold til servicelovens § 114, eller forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse gælder, at færdselslovens § 124 j om betaling for nummerplader ikke finder anvendelse, jf. § 81 i bekendtgørelse nr. 1067 af 11. november 2005 om registrering af køretøjer mv. Ved anmeldelse til syn eller registrering forevises afgørelsen om støtten eller kopi heraf sammen med anmeldelsesblanketten, jf. § 81, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1067 af 11. november 2005 om registrering af køretøjer mv.

Er ansøgeren ikke myndig, skal bilen registreres med ansøgeren som ejer og de pårørende som brugere. Disses navne anføres på anmeldelsesblanketten til motorkontoret.

Først når underskrevet gældsbrev og dokumentation for kaskoforsikring og motorkontorets attestation foreligger, kan lånet udbetales.

Er bilen registreret før bevillingen, jf. bilbekendtgørelsens § 12, stk. 2 og stk. 3, sker indføjelse af klausul og afgiftsfritagelse samt ved henvendelse til Centralregistret for Motorkøretøjer. Der vedlægges bilens registreringsattest og kvitteringer for betalt afgift.

Bevilling af afgiftsfritagelse eller -nedsættelse alene (uden samtidigt lån) sendes til Centralregistret for Motorkøretøjer, vedlagt bilens registreringsattest og kvitteringer for betalt afgift.

Er bilen ikke registreret i ansøgerens navn, skal bilen omregistreres, således at ansøgeren står som ejer eller bruger. Henvendelse herom rettes til Motorkontoret. Der vedlægges bevillingsskrivelse, registreringsattest, anmeldelsesblanket og forsikringsbevis.

Kaskoforsikring

251. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 4, skal ansøgeren sørge for, at bilen er kaskoforsikret for bilens fulde værdi. Bilens fulde værdi omfatter eventuel særlig indretning bevilget efter bekendtgørelsens § 10.

Betingelserne for støtte til køb af bil skal fortsat være opfyldt

252. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 5, omfattes alle de forudsætninger, der har ligget til grund for bevillingen af lån, herunder også sociale forhold som fx boligens placering og muligheden for hjælp fra familiemedlemmer ved ind- og udstigning.

Hvis betingelserne for støtte til køb af bil ikke længere er opfyldt, kan dette medføre, at en person, der har fået bevilling til bil, ikke længere er berettiget, hvis han eller hun flytter til et område, der er bedre dækket af kollektive befordringsmidler, skifter arbejde, ophører med arbejde mv.

Bilen bør dække det totale kørselsbehov

253. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 6, skal bilen i videst muligt omfang anvendes til at dække det totale kørselsbehov for den person, der har modtaget støtte. Se også kapitel 33 om kørselsbehovet og om ophold i botilbud.

Hvor en person har opnået støtte til køb af bil, vil dette indgå i vurderingen af pågældendes behov for støtte til befordring efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning eller andre kørselsordninger, herunder i kommunens regi. Støtte til køb af bil udelukker dog ikke, at den pågældende samtidig kan få tilskud efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning eller anden lovgivning til befordring, fx via de offentlige befordringsordninger.

Overdragelse, udlån mv.

254. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 7, er det et krav, at ansøgeren ved bevilling af bil ikke må overdrage, udleje eller udlåne bilen i længere tid.

I § 12, stk. 1, nr. 7, ligger, at bilen ikke må stilles til rådighed for andre på en sådan måde, at den berettigede ikke længere har gavn af bilen og kan disponere over den til enhver tid.

Pant eller anden form for sikkerhed for gæld

255. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 8, må bilen ikke stilles som pant eller anden form for sikkerhed for gæld, som ikke vedrører bilen.

Pantsikkerhed ved ydelse af lån

256. Der er ikke i reglerne krav om pantsikkerhed ved ydelse af lån. Dette udelukker dog ikke, at lånet kan sikres ved oprettelse af løsørepantebrev i bilen efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, fx hvis ansøgeren har gældsbyrder, der kan tænkes at føre til en gældssaneringssag efter konkurslovens regler. Det kan også være hensigtsmæssigt at sikre tilbagebetalingen ved pant i bilen, hvis lånet ydes til en selvstændig erhvervsdrivende.

Ved en eventuel sikkerhedsstillelse forudsættes det, at ansøgerens stilling ikke forringes.

Afdragsvilkår

257. Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 9, skal de fastsatte afdragsvilkår overholdes. Se omtalen af afvikling af støtte nedenfor, hvis ikke de i § 12 nævnte vilkår overholdes.

Stiftelse af lån

258. Når kommunalbestyrelsens afgørelse foreligger, og der er skrevet slutseddel, sørger kommunen for at oprette et gældsbrev, som underskrives af ansøgeren. Gældsbrevet skal indeholde angivelse af lånets størrelse, afvikling og vilkår, jf. bekendtgørelsens § 12 og § 14, stk. 2. Ansøgeren skal dokumentere, at der er tegnet kaskoforsikring enten ved påtegning i gældsbrevet eller ved særskilt dokumentation.

Det bør i gældsbrevet angives, at bilen ikke må medtages til udlandet i strid med de bestemmelser, der er fastsat i bekendtgørelsen om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, idet det kan medføre bortfald af støtte, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 3.

Udgifterne i forbindelse med lånets stiftelse betales af kommunen som administrationsudgift.

Er ansøgeren umyndig, skal statsforvaltningen give samtykke til gældsstiftelsen. Endvidere skal værgen normalt også underskrive en friholdelseserklæring, der går ud på, at værgen friholder den umyndige for gældsforpligtelser, indtil vedkommende bliver myndig, og samtidig fraskriver sig retten til at gøre eventuelt krav gældende mod den umyndige, når vedkommende bliver myndig.

Kapitel 22

Afvikling af støtte

Bilbekendtgørelsen

§  14. Hvis vilkårene i §§ 12-13 ikke overholdes, kan kommunen træffe afgørelse om, at lånet, jf. § 5, stk. 1 og 2, skal opsiges, og at afgiftsfritagelsen, jf. § 7, stk. 1-4, skal bortfalde.

Stk. 2. Hvis kommunen træffer afgørelse om lånets opsigelse, skal restgælden efter § 5, stk. 1 og 2, indfries, herunder også en forholdsmæssig del af eventuelle afdragsfri lån. Hvis kommunen træffer afgørelse om bortfald af afgiftsfritagelsen, bortfalder fritagelsen efter § 7, stk. 1-4, med udgangen af den måned, der følger efter den måned, hvor ansøgeren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis bilen medtages til udlandet i strid med bestemmelserne om at medtage ydelser under midlertidige ophold i udlandet.

Inddragelse af støtte

259. Hvis vilkårene i bekendtgørelsens §§ 12 og 13 ikke overholdes, kan kommunen træffe afgørelse om, at støtten skal bortfalde, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 1. Støtten kan også bortfalde, hvis bilen medtages til udlandet i strid med bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 3.

Hvis kommunen træffer beslutning om støttens bortfald, underretter kommunen Centralregistret for Motorkøretøjer om, at afgiftsfritagelsen bortfalder med udgangen af den efterfølgende måned regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren modtager meddelelse om afgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 2. Lånet opsiges, og restgælden (inkl. den ikke nedskrevne del af det afdragsfrie lån) kræves indbetalt senest inden udgangen af den efterfølgende måned.

Indfris restgælden, kvitterer kommunen gældsbrevet og indsender bilens registreringsattest til Centralregistret for Motorkøretøjer med anmodning om ophævelse af klausul.

Har pågældende ikke mulighed for at indfri restgælden inden den nævnte frist, kan kommunen efter bekendtgørelsens § 16, stk. 2, tillade afvikling ved en afdragsordning, hvis det skønnes rimeligt. Ved afdragenes fastsættelse tages der hensyn til vedkommendes betalingsevne, herunder formue.

Det anbefales, at afviklingsperioden ved en sådan afdragsordning ikke går udover, hvad der oprindelig er fastsat i gældsbrevet.

Skønnes det ikke muligt at fastsætte en rimelig afdragsordning, må kommunen vejlede pågældende med henblik på salg af bilen og eventuelt anden løsning af pågældendes befordringsproblem. Klausulen ophæves først, når gælden er indfriet.

Hvis gælden ikke kan afvikles som foran beskrevet, kan gælden inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter, jf. servicelovens § 165, stk. 2.

Ansøgeren ønsker at indfri lån

Bilbekendtgørelsen

§  15. En person, der ønsker at indfri et lån før 6-års periodens udløb, skal betale hele restgælden, herunder også en forholdsmæssig del af eventuelle afdragsfri lån.

Stk. 2. Hvis en person, der har modtaget støtte til bil, dør, forfalder restgælden efter § 5, stk. 1 og 2, til betaling. Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker gælden, afskrives den udækkede del af lånet.

260. Hvis en ansøger ønsker at indfri lån før 6-års periodens udløb, forfalder hele restgælden til betaling, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1.

I disse situationer sender kommunen pågældende en opgørelse over restgælden, inklusive restgælden på den del af eventuelt afdragsfrit lån, der ikke er nedskrevet.

Kommunen bør samtidig forhøre sig om baggrunden for ønsket om at indfri lånet, idet ønsket kan være begrundet i en ændring af pågældendes økonomiske, familiemæssige eller helbredsmæssige forhold, som kan give kommunen anledning til at vejlede pågældende om andre befordringsmuligheder, udskiftning af bil, henstand med afdrag eller lignende.

Situationen kan endvidere give anledning for kommunen til at undersøge, om betingelserne for afgiftsfritagelse fortsat vil være til stede, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 2. Indfries restgælden, forholdes som beskrevet under foregående pkt.

Af hensyn til at bilens ejer kan have brug for registreringsattesten ved salg af bilen, bør sagsbehandlingen gennemføres hurtigst muligt.

Det bemærkes, at afgiftsfritagelse altid ophører ved bilens omregistrering til anden person.

Afvikling af støtte i forbindelse med dødsfald

261. Efter bekendtgørelsens § 15, stk. 2, forfalder restgælden til betaling, hvis den støtteberettigede dør.

Kommunen skal orientere Centralregistret for Motorkøretøjer om dødsfaldet. Kommunen skal anmelde en evt. restgæld, herunder også den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån, til skifteretten som krav i boet.

Kommunen har ingen fortrinsstilling i forhold til boets øvrige kreditorer, medmindre lånet er sikret ved pant.

Hvis bilens værdi ved salg ikke dækker hele gælden, afskrives den udækkede del af lånet jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Udlægges boet til dækning for begravelsesudgifter, jf. skiftelovens § 10, stk. 1 og 2, kan krav om indfrielse af lånet ikke rejses over for afdødes bo, og restgælden må afskrives.

Kapitel 23

Henstand og eftergivelse

Bilbekendtgørelsen

§  16. Kommunen træffer afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.

Stk. 2. Er der i medfør af § 14, stk. 2, truffet afgørelse om indfrielse af restgæld, kan kommunen dog fastsætte en afdragsordning. Bestemmelsen i stk. 1 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Sygdom og arbejdsløshed

262. Kommunen kan give henstand med betaling af afdrag ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed mv., jf. bekendtgørelsens § 16, stk. 1. Henstand forudsætter, at der er tale om en ændring i pågældendes situation, som medfører, at pågældende ikke kan afdrage uden at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til eget eller familiens underhold. Der kan også gives henstand med en del af afdraget, således at der fastsættes en midlertidig afdragsordning med nedsatte afdrag.

Ved en senere udskiftning kan der tages stilling til eftergivelse, hvis der har været givet henstand, eller hvis afdragsbetingelserne på grund af tilsvarende forhold ikke har været overholdt. Lån kan ikke eftergives, hvis bilens værdi ved salg dækker restgælden, eller hvis pågældende stadig ejer bilen.

Er der bevilget afdragsfrihed under uddannelse, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 9, afskrives ved uddannelsens afslutning et beløb, svarende til hvad der i perioden ville være afdraget, hvis afdragsfrihed ikke var bevilget.

Afvikling af støtte i forbindelse med totalskade

263. Hvis bilen totalskades, og støtten i den forbindelse bortfalder, opgør kommunen restgælden, herunder også restgælden på den ikke nedskrevne del af eventuelt afdragsfrit lån. Opgørelsen sendes til den pågældende selv og til forsikringsselskabet, og det aftales mellem parterne, at en til restgælden svarende del af forsikringssummen indbetales til kommunen.

Et overskydende beløb fratrækkes i et eventuelt nyt lån, således at et eventuelt supplerende lån nedbringes først. Hvis ikke ansøgeren ønsker en ny bil, udbetales det overskydende beløb til den pågældende selv, mens en evt. resterende gæld er forfalden til betaling.

Kommunen kan i den forbindelse fastsætte en afdragsordning eller eftergive restgælden.

Hvis der efter totalskade ydes lån til en ny bil, følger det af bekendtgørelsens § 8, stk. 2, at en eventuel udækket restgæld afskrives, medmindre der er givet henstand, eller lånet er misligholdt.

Kapitel 24

Støtte til bil, der medtages fra eller til udlandet

Bilbekendtgørelsen

§  17. Der kan ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af registreringsafgift til personer, der ved indrejse her i landet medbringer en bil, når betingelserne i §§ 1-3 i øvrigt er opfyldt.

Stk. 2. Lånet kan ikke overstige det beløb, der skal nedskrives ved beregning af støtte efter § 6, stk. 1-7.

Stk. 3. Lånet efter stk. 1 nedskrives med 1/48 månedligt fra bilens registrering her i landet.

Stk. 4. Hvis Skatteministeriet har tilladt, at registreringsafgiften betales efter særlige regler, finder stk. 1-3 tilsvarende anvendelse med de ændringer i udbetalingen og nedskrivningen af lånet, som følger af de særlige regler.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 8 og §§ 12-16 finder tilsvarende anvendelse, dog således at det angivne tidsrum på 6 år nedsættes til 4 år.

Støtte til bil, der medtages fra udlandet

264. Bekendtgørelsens § 17 giver mulighed for, at personer, der tager varigt ophold her i landet, kan få lån til betaling af registreringsafgiften på en bil, der medtages her til landet, i stedet for lån til køb af en ny bil.

Det bemærkes, at lånet ikke kan overstige det beløb, der skal nedskrives ved beregning af lån efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1-7, dvs. den afdragsfri del. Dette betyder, at lånet højst kan udgøre halvdelen af den til enhver tid gældende låneramme. I det omfang en beregning af ansøgerens indkomstgrundlag viser, at hele lånet efter bekendtgørelsens § 5 ville være tilbagebetalingspligtigt, kan der ikke ydes lån til betaling af registreringsafgift.

Der kan også ydes afgiftsfritagelse efter bekendtgørelsens § 7 til biler omfattet af bekendtgørelsens § 17.

Medtagelse af bil til udlandet

265. Reglerne om adgangen til at medtage biler til udlandet fremgår af bekendtgørelse nr. 868 af 15. august 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Kapitel 25

Kompetence

Bilbekendtgørelsen

§  18. Afgørelser efter denne bekendtgørelse træffes af kommunen.

Stk. 2. Afgørelser efter denne lov kan påklages efter reglerne i Kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Afgørelseskompetencens placering

266. Afgørelser efter bekendtgørelsen træffes af kommunalbestyrelsen som myndighedsudøvelse. Afgørelserne kan påklages til det sociale nævn. Der henvises i øvrigt til vejledning til retssikkerhed og administration på det sociale område vedrørende klage over en afgørelse samt om en myndigheds mulighed for at give sin afgørelse opsættende virkning. Der henvises samtidig til SM R-6-03 vedrørende klage over afslag på at tillægge en klage opsættende virkning.

Særligt om opholdskommune, refusion og finansiering

267. Hvis ansøgeren flytter til en anden kommune efter ansøgningens indgivelse, og sagen endnu ikke er afgjort, skal kommunen med samtykke fra borgeren oversende sagen til ansøgerens nye kommune, da det er opholdskommunen, der skal træffe afgørelse, om betingelserne for støtte er opfyldt.

Udgifterne til hjælp efter servicelovens § 114 afholdes endeligt af kommunen efter servicelovens § 173.

Kapitel 26

Ansøgerens inddragelse i sager og dennes oplysningspligt

Ansøgerens medvirken

268. Det er et led i retssikkerheden, at ansøgninger behandles så hurtigt, grundigt og smidigt som muligt, jf. retssikkerhedslovens § 3. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 4, at den ansøger, det drejer sig om, selvstændigt skal kunne have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 12, at en kommune har pligt til skriftligt at oplyse ansøgeren om

- myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c og til at foretage kontrol efter retssikkerhedslovens § 12 a,

- konsekvenserne, hvis ansøgeren ikke vil medvirke, jf. retssikkerhedslovens § 11 b,

- hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for bedrageri efter straffelovens § 279 og efter retssikkerhedslovens § 12 b i retssikkerhedsloven, hvis borgeren ikke oplyser om ændringerne, jf. retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.

Henvisningen til retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c indebærer, at kommunen efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, kan indhente oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Oplysningerne kan indhentes fra andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige.

Endvidere bør kommunen være opmærksom på, om der mellem ansøgeren og dennes sagsbehandler er skabt en tillidsfuld dialog. Er dette ikke tilfældet, bør kommunen efter ansøgerens ønske, og hvis ønsket er velbegrundet, sørge for at være imødekommende over for en anmodning om at få en anden sagsbehandler. Borgeren har dog ikke et krav på en ny sagsbehandler.

Endelig har en ansøger, der ønsker det, ret til, at en anden person medvirker som støtte for den pågældende, når kommunen behandler pågældendes ansøgning om støtte til køb af bil. Det er ansøgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Ansøgeren bør af kommunen gøres opmærksom på denne mulighed. Der henvises til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Tilsidesættelse af ansøgerens oplysningspligt og tilbagebetalingspligt

269. Hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om, at den pågældendes forudsætninger for at modtage støtte til køb af bil er ændrede eller bortfaldet, og pågældende derfor uberettiget har modtaget støtte til køb af bil efter servicelovens § 114, skal den rente- og afdragsfri del betales tilbage.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give oplysninger, eller når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp efter servicelovens § 114, jf. servicelovens § 164.

For en mere indgående beskrivelse af reglerne, henvises til retssikkerhedslovens kapitel 3a og til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 27

Særligt om rådgivningsindsatsen for støtte til køb af bil

Kommuners særlige rådgivningsforpligtelse

270. Efter servicelovens § 10 har kommunalbestyrelsen en generel rådgivningsforpligtelse, der retter sig til alle borgere, der har behov for det. Efter servicelovens § 10 påhviler det kommunalbestyrelsen at vurdere omfanget af behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der til stede eller kan tilvejebringes gennem et samarbejde med andre myndigheder.

Som supplement til den generelle rådgivningsforpligtelse efter servicelovens § 10, har kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 12 en pligt til at sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat funktionsevne. Tilbuddet efter § 12 skal også omfatte opsøgende arbejde.

Det er kommunalbestyrelsens forpligtelse at sikre, at der findes det nødvendige og tilstrækkelige beredskab, som vil kunne sættes ind på specialområder.

Det er vigtigt, at rådgivningen og tildelingen af støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 tager udgangspunkt i et samarbejde med den enkelte borger. Det er borgeren, som kan formulere sin nedsættelse af funktionsevne, og som gennem rådgivning kan finde ud af, hvad der vil være den bedste løsning for at gøre den pågældende selvhjulpen. I den forbindelse skal kommunen være særlig opmærksom på at vejlede om de økonomiske forhold ved udskiftning af handicapbil, herunder specielt om salgsprovenuets betydning, således at borgeren kender til disse forhold, inden der ydes støtte til køb af bil.

Det er efterfølgende også borgeren, der skal kunne leve et liv med nedsat funktionsevne som andre borgere på samme alder og i samme livssituation. Det er samtidig også borgeren, som løbende kan formulere ønsker om tildeling af andre handicapkompenserende ydelser, der kan være afgørende for borgerens livsførelse i dagligdagen.

Hvis det fx vurderes, at ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af ansøgerens alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre kørselsordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel etableret efter lovene om hovedstadens kollektive persontrafik og den lokale og kollektive persontrafik uden for hovedstadsområdet, skal kommunen rådgive den pågældende om, hvor og hvordan han eller hun kan henvende sig for at få en sådan ordning i stand.

Samarbejdet mellem borgeren og kommunen indebærer både et udredende og et rådgivende element. Sagsbehandlingen skal sikre, at omfanget af funktionsnedsættelsen vurderes og beskrives af kommunen, så borgeren har en klar fornemmelse af, hvad den nedsatte funktionsevne består i (personligt, helbredsmæssigt og i forhold til de barrierer i det omgivende samfund, som borgeren kan støde imod). Sagsbehandlingen skal også sikre, at det fremgår, hvilke mulige kompenserende ydelser, der er relevante, og hvilke af disse handicapkompenserende ydelser, kommunen yder støtte til.

Ansøgerens økonomiske forhold

271. Kommunen skal rådgive ansøgeren om de økonomiske konsekvenser af en eventuel bevilling af støtte til køb af bil, herunder konsekvenser i tilfælde af, at låne- og afdragsvilkår ikke overholdes. I rådgivningen bør indgå en helhedsvurdering af ansøgerens situation, jf. § 5 i retssikkerhedsloven, ligesom kommunen må vurdere, om andre befordringsordninger i rimeligt omfang kan tilgodese ansøgerens kørselsbehov.

Oplysninger om ansøgerens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren har midler til at afholde afdrag og driftsudgifter til bilen, kan ikke alene begrunde et afslag efter bilbekendtgørelsens §§ 1-3, når ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for støtte til køb af bil (Se SM C-5-01 – Ankestyrelsen fandt, at »oplysninger om en ansøgers økonomiske forhold, herunder om ansøger havde midler til at afholde afdrag og driftsudgifter til bil, kunne indgå i vurderingen, men ikke alene begrunde afslag på støtte til køb af bil med henvisning til, at det samlede kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre kørselsordninger.«)

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH)

272. I medfør af servicelovens § 15 er der etableret en uvildig konsulentordning, der yder gratis rådgivning eller velledning i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau. Det kan blive aktuelt i sager, hvor der er opstået uenighed mellem borger og myndigheder om behandlingen af en sag.

Konsulentordningens opgave er at bidrage til, at selve sagsbehandlingen og samarbejdet mellem borger og myndighed forløber bedst muligt.

Det ligger uden for Konsulentordningens opgaver at rådgive om – eller tage stilling til - om en ansøger konkret opfylder betingelserne for at opnå støtte til køb eller indretning af bil.

DUKH kan ikke fungere som bisidder eller afgøre konkrete sager. DUKH skal samarbejde med eksisterende rådgivnings- og vidensfunktioner på handicapområdet og opsamle og formidle erfaringer på området.

Den Uvildige Konsulentordning for Handicappede, DUKH, har adressen: Banegårdspladsen 2, 2. sal Postbox 284, 6000 Kolding, tlf. nr. 76301930, fax. nr. 75542669, e.mail: mail@dukh.dk

Kapitel 28

Regulering

 

Serviceloven

§  182. ...

Stk. 4. Det beløb, der er nævnt i § 114, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000.

...

 

Bilbekendtgørelsen

§  20. De beløb, der er nævnt i § 5, stk. 1-2, § 6, stk. 1 og 3, og § 10, stk. 2, reguleres en gang årligt, den 1. januar, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2007. Beløbene i § 5, stk. 1-2, og § 6, stk. 1 og 3, afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1000.

Årlig regulering

273. Beløbene for låneramme, indkomstgrundlag og tilskud til automatisk transmission reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten. Socialministeriet offentliggør de regulerede beløb sammen med en række andre sociale ydelser (Vejledning om regulering af satser på det sociale område).

Afsnit III

Støtte til individuel befordring efter servicelovens §  117

Indledning

274. Afsnittet indeholder alene kapitel 29 om støtte til individuel befordring efter servicelovens § 117. Afsnittet erstatter kapitel 12 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

Kapitel 29

Støtte til individuel befordring

Serviceloven

§  117. Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

275. Der er mulighed for at yde befordringstilskud til alle personer, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne ikke kan benytte offentlige transportmidler. Det er ikke pligtigt for kommunalbestyrelsen at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse.

Det er overladt til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge tilskudsordningen og træffe beslutning om, hvordan hjælpen til den enkelte skal gives, herunder om der skal træffes aftale med et transportselskab eller lignende, eller om den pågældende selv skal kunne vælge. Tilskud ydes efter en vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.

Ved vurderingen kan der tages hensyn til, om ansøgerens behov vil kunne dækkes efter anden lovgivning, fx gennem udnyttelse af trafikselskabernes individuelle kørselsordninger.

Eventuelt vil der kunne ydes tilskud efter servicelovens § 117 som supplement til trafikselskabernes individuelle kørselsordninger.

Tilskud efter § 117, stk. 1, er ikke skattepligtigt

276. Ydelser, som offentlige myndigheder og institutioner udbetaler efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren, er ikke skattepligtige, jf. ligningslovens § 7, litra j.

Et tilskud efter § 117 udbetales ikke til fri disposition, men derimod til dækning af den pågældendes konkrete transportudgifter.

Når tilskuddet er anvendt til formålet, er det således ikke skattepligtigt for den pågældende.

Kommunalbestyrelsen bør af hensyn til de sociale myndigheders og skattemyndighedernes kontrol bede den pågældende fremlægge dokumentation for afholdelse af udgiften, fx i form af en kvittering.

Finansiering

277. Kommunen afholder, jf. servicelovens § 173, endeligt udgifterne til individuel befordring efter servicelovens § 117, stk. 1.

Klage

278. Der er, jf. § 117, stk. 2, ikke adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter § 117. I forbindelse med et eventuelt afslag på hjælp efter § 117 skal andre muligheder for støtte til befordring vurderes. Der henvises til retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal samtidig være opmærksom på muligheder hos andre myndigheder og i anden lovgivning.

Afsnit IV

Støtte til boligindretning og boligskift

Indledning

279. Dette afsnit afløser kapitel 13 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

I afsnittet uddybes reglerne i § 116 i lov om social service (serviceloven) om støtte til boligindretning og boligskift samt bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning.

Afsnittet indeholder følger kapitler.

Kapitel 30 giver en generel introduktion til reglerne, herunder om formål, vurdering af behov og indhentelse af oplysninger.

Kapitel 31 indeholder vejledning om boligindretning efter servicelovens § 116, stk. 1, herunder om boligbegrebet, hjælpens omfang og retablering.

Kapitel 32 indeholder vejledning om boligskift efter servicelovens § 116, stk. 2, herunder om boligtype, hjælpens omfang og udgifter i forbindelse med forskellige flyttesituationer.

Kapitel 33 indeholder vejledning om retssikkerhedslovens krav til sagsbehandlingen. Da sager om boligindretning og boligskift kan være særdeles kompleks for borgeren, er det fundet hensigtsmæssigt at medtage denne vejledning her, selv om der er tale om gentagelser i forhold til vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

 

Serviceloven:

§  116. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Stk. 2. I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunalbestyrelsen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at der ikke kan anvises anden bolig, som dækker den pågældendes behov.

Stk. 3. Personer, der modtager social pension, kan ikke få hjælp efter stk. 2, medmindre det drejer sig om personer, der har en hjælpeordning efter § 96.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om, i hvilket omfang hjælp efter stk. 1 og 2 skal tilbagebetales, herunder i hvilket omfang det tilbagebetalingspligtige beløb kan sikres ved pant i ejendommen.

Kapitel 30

Generelt

280. Der vil efter servicelovens § 116 kunne gives hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligindretning ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted, kan der til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne gives hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden egnet bolig.

Hjælpen anses for nødvendig, når en boligændring eller et boligskift set i forhold til ansøgerens funktionsevne skønnes at kunne afhjælpe eller i betydelig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget hjem.

Det er ikke funktionsnedsættelsens art eller omfang, der er det afgørende, men i hvilken udstrækning indretningen af boligen hindrer, at ansøgeren kan fungere i eget hjem med sin funktionsnedsættelse. Dette vil bero på en samlet vurdering, som inkluderer alle væsentlige forhold af betydning for sagen, herunder blandt andet ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.

Formål

281. Formålet med hjælp til boligindretning eller skift af bolig er at medvirke til, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Samtidig skal hjælpen medvirke til at gøre ansøgeren mere selvhjulpen og dermed mindre afhængig af andres bistand i dagligdagen, ligesom hjælpen også kan være med til at lette andres arbejde i forhold til ansøgeren.

Formålet med hjælp til boligindretning eller skift af bolig er også at medvirke til, at børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne får mulighed for at blive i hjemmet hos familien og dermed undgå at blive anbragt udenfor hjemmet.

Sigtet med hjælp til boligindretning eller boligskift er at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Økonomiske forhold

282. Hjælp til boligindretning eller skift af bolig gives efter behov uden hensyn til ansøgerens økonomiske forhold, indkomst og formue. Personer, der modtager social pension, kan do ikke få hjælp til boligskift, medmindre det drejer sig om personer, der har en hjælpeordning efter servicelovens § 96, jf. nedenfor.

Hjælp til boligindretning og boligskift er skattefri.

Afgørelseskompetence

283. Det er kommunen, der træffer afgørelse om hjælp til boligindretning eller boligskift.

Iværksættelse før bevilling

284. Der kan normalt ikke gives hjælp til boligindretning og/eller boligskift, der er iværksat før bevilling foreligger, jf. SM O-19-97 – »Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse til grund, at det var et almindeligt princip i bistandsloven, at ansøgning skulle indgives og bevilling modtages, forinden anskaffelsen.

Der kunne således normalt ikke gives hjælp, når arbejdet var iværksat, inden bevilling forelå.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren udtrykkeligt var gjort bekendt med konsekvenserne af, at ansøger selv iværksatte arbejdet, inden bevillingen forelå, og at arbejdet ikke kunne anses for uopsætteligt.«

Kommunen skal tage konkret stilling til, om det almindelige princip skal fraviges.

Vurdering af behovet

Generelt

285. Når kommunen tager stilling til en ansøgning om boligindretning eller boligskift, er det vigtigt, at der foretages en samlet vurdering af ansøgerens behov, samt at der anlægges en helhedsvurdering af sagen.

I forbindelse med behandlingen af en ansøgning om boligændring eller boligskift bør der også lægges vægt på et ønske fra ansøgeren om at kunne klare sig selvstændigt.

Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om det er hensigtsmæssigt at yde anden form for støtte, fx personlig og praktisk hjælp, hjælp til anskaffelse af hjælpemidler eller forbrugsgoder, i stedet for eller som supplement til en eventuel boligindretning eller boligskift.

Afgørelser om mindre ændringer af den eksisterende bolig kan som oftest træffes på grundlag af dels en ansøgning, dels de helbredsmæssige oplysninger. Dette gælder fx ved fjernelse af dørtrin, opsætning af greb på badeværelse og ved trappe etc.

I andre tilfælde, hvor en ansøgning om boligindretning eller skift af bolig kan resultere i mere omfattende og bekostelige om- eller tilbygninger eller boligskiftssituationer, må der ofte tilvejebringes en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang funktionsevnen er nedsat, hvordan ansøgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvorledes ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse. Dette gælder fx ved anvisning af en anden egnet bolig eller, hvis dette ikke kan lade sig gøre ved anskaffelse af en ejerbolig.

Hvilken løsningsmulighed, der i den enkelte situation vil være den bedste løsning, afhænger af en lang række forhold. Se nedenfor under punkterne 286-288.

Det er vigtigt, at kommunens faglige vurderinger, der ligger til grund for sagens afgørelse, fremgår tydeligt for ansøgeren, ligesom det er vigtigt, at kommunen forholder sig konkret til ansøgerens ønsker og behov i forhold til ansøgningen om boligændringer eller boligskift.

Børn

286. Ved vurdering af behov for indretning af den eksisterende bolig eller eventuelt behov for skift af bolig for børn med nedsat funktionsevne skal der blandt andet lægges vægt på, at barnet i videst muligt omfang og med størst mulig selvstændighed kan udføre aktiviteter som andre børn på samme alder.

For børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne bør der samtidig i den samlede vurdering tages højde for barnets forventede fremtidige udvikling og dermed fremtidige behov.

Progredierende (fremadskridende) lidelser

287. Ved progredierende (fremadskridende) sygdomme fx leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS (amyotrofisk lateral sklerose) og Spielmeyer-Vogt, vil der ofte være behov for ændring af den eksisterende bolig eller skift af bolig samt en lang række hjælpeforanstaltninger i øvrigt. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men at der også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

Forhold af betydning for afgørelsen

288. Før kommunen træffer en afgørelse i sagen, afklares og beskrives alle væsentlige forhold, og der foretages en helhedsvurdering, som inkluderer alle forhold, der har betydning for sagen.

Der må derfor laves en bred beskrivelse af, på hvilken måde og i hvilket omfang ansøgerens funktionsevne er nedsat, hvordan ansøgeren i øvrigt klarer sin dagligdag, og hvorledes ansøgeren selv ønsker at indrette sin tilværelse.

Dernæst skal der som grundlag for afgørelsen foretages en analyse af, hvad der i den konkrete sag i tilstrækkelig grad er egnet til at tilgodese ansøgerens særlige boligmæssige behov på langt sigt. Analysen skal omfatte ansøgerens eksisterende bolig, ansøgerens funktionsevne med relation til boligen og andre særlige forhold, som i den konkrete sag kan have betydning for ansøgerens fremtidige boligsituation.

Ved afgørelse af sager om foretagelse af mere omfattende og bekostelige ændringer, fx hjælp til etablering af elevator, kran og mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller lignende, påhviler det også kommunen nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.

I det følgende angives nogle aspekter, der kan have betydning for den samlede vurdering af sagen. Der er ikke tale om en udtømmende liste. Der kan ofte være tale om komplicerede forhold. Det er derfor ikke muligt at angive alle de aspekter, som kan være nødvendige at medtage ved den samlede vurdering af en sag.

Ved hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, til indretning af bolig til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende, kan følgende aspekter indgå i den samlede vurdering:

– De lovgivningsmæssige muligheder for at give hjælp til boligindretning eller til anskaffelse af en anden egnet bolig.

– Ansøgerens ønske om at klare sig selvstændigt i egen bolig.

– Ansøgerens ønsker til boligen, som kan kompensere for hans/hendes funktionsnedsættelse.

– Om boligændringen skal kombineres med andre hjælpeforanstaltninger, fx personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler eller lignende.

– At forældre med handicap har mulighed for at deltage aktivt i deres børns liv og færden såvel indendørs som udendørs.

– At børn med handicap har mulighed for aktivt at deltage i familiens liv såvel indendørs som udendørs.

– At løsningen tager højde for fremtidige ændringer i personens liv, herunder familiens ønske om eventuelt at få flere børn.

– Hvordan eventuelle pårørendes og handicaphjælperes arbejdsmiljø kan tilgodeses.

– Den unges overgang fra ung til voksen. Dette kan både have en betydning for såvel den unge selv, som for dennes forældre/familie.

Vedrørende selve boligen bør følgende forhold vurderes /analyseres:

– Boligens type (ejer, leje, andel mv.).

– Boligens størrelse og indretning, herunder parkeringsmuligheder, adgangsforhold, affaldssystemer mv.

– Muligheder for ændring af eksisterende bolig.

– Boligens stand samt jordbundsforhold på den grund, hvor boligen er beliggende.

– Boligudgiftens størrelse (fx højere terminsydelse, højere udgifter til el, vand og varme) efter boligændringen, herunder muligheden for at ansøgeren fremover vil have de fornødne økonomiske midler til at betale boligudgiften.

– Boligens placering i forhold til arbejde, skole, netværk, indkøb, befordringsmuligheder mv.

– Fortsat tilknytning til familie eller venner og netværk i nærheden af boligen samt ansøgerens tilknytning til selve området eller til boligen som sådan.

Inddragelse af alle relevante aspekter skal munde ud i, at der i samarbejde mellem sagsbehandler og ansøgeren og dennes eventuelle familie udarbejdes et mål for indsatsen og en beskrivelse af løsningsforslag. Dog under hensyn til de realistiske muligheder kommunen har i de situationer, hvor der opstår behov for boligindretning og/eller boligskift.

Det er vigtigt, at kommunen i forbindelse med sagsbehandlingen vejleder og rådgiver ansøgeren om, hvilken støtte servicelovens § 116 berettiger til.

Indhentelse af relevante oplysninger for sagen

289. Kommunen skal kun indhente oplysninger, som er relevante for sagen.

Dette vil i sager om boligindretning eller skift af bolig fortrinsvis dreje sig om oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige, sociale og arbejdsmæssige forhold samt oplysninger om barrierer, som ansøgeren kan støde imod, hvis han/hun skal skifte bolig.

Det er vigtigt, at al relevant viden inddrages i analysearbejdet. Denne viden kan udover hos ansøgeren selv, blandt andet findes ved at inddrage ansøgerens ægtefælle, forældre eller børn. Viden vil endvidere kunne fås fx hos den pågældendes sagsbehandler, pleje- og omsorgsmedarbejdere, terapeuter, byggesagkyndige, læger, specialister fra hjælpemiddelcentral, Arbejdstilsyn og de sociale nævn for så vidt angår praksis på området. På landsplan kan det være relevant at indhente oplysninger fra fx den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO, herunder Hjælpemiddelinstituttet, som vil kunne oplyse, hvem der har den praktiske og fornødne viden på området. Desuden kan det være ekspertise, som de frivillige organisationer og videnscentre på handicapområdet rummer, om fx hvor der findes viden og erfaring om liv og tilværelse med den pågældende type funktionsnedsættelse.

Kommunen skal indhente samtykke hos ansøgeren, forinden der indhentes oplysninger med henblik på behandlingen af sagen.

Hvis kommunen allerede tidligt i forløbet kan vurdere ansøgerens funktionsevne, og hvilke mindre ændringer, der skal laves, skal kommunen træffe en afgørelse.

Kapitel 31

Boligindretning efter § 116, stk. 1

Personkreds

290. Personkredsen omfatter alle personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt handicap eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader. Bestemmelsen omfatter både børn og voksne.

Begrebet funktionsevnenedsættelse bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere en nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, hjælp til bil, dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse og hjælpemidler.

Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold i øvrigt, erhvervsforhold, personlige forhold, herunder om den pågældende er forældre, helbredsforhold etc.

Forsørgelsesgrundlag

291. Forsørgelsesgrundlaget har ikke nogen betydning i forhold til den personkreds, der kan få hjælp efter § 116, stk. 1. Bestemmelsen omfatter alle børn og voksne med varigt nedsat funktionsevne, uanset om forsørgelsesgrundlaget er social pension, førtidspension, erhvervsindkomst, dagpenge, SU, revalideringshjælp og kontanthjælp eller andet.

Boligbegrebet

Omfattet af boligbegrebet

Eget hjem – bofællesskaber, familiepleje etc.

292. Hjælp kan gives, uanset om ansøgeren bor til leje, er andelshaver eller ejer af den bolig han/hun bebor, eller at ansøgeren har varigt ophold hos familie eller andre. Det er en betingelse, at der er tale om indretning af ansøgerens hjem.

Hvis ansøgeren bor i bofællesskaber vil dette også være at betragte som ansøgerens hjem. Som et eksempel på hjælp i et bofællesskab, hvor ansøgeren bor, kan nævnes automatisk døråbner til et fælleshus, der indgår som en del af bofællesskabet. Se SM O-38-87 – »En ansøger med muskelsvind, var berettiget til en automatisk døråbner til et fælleshus, der indgik som en del af det bofællesskab, han boede i.

Fælleshuset måtte anses for at være en del af ansøgerens bolig, og den elektriske døråbner til fælleshuset var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet for ham.«

Hvis der er tale om børn, som er anbragt i plejefamilie, er det en betingelse, at barnets ophold er varigt, og at indretning af boligen gives for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet. Se også SM O-66-97 – »Der kunne gives nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for børn anbragt i familiepleje.

Det var en forudsætning, at der kunne siges at være tale om varigt ophold.

Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at plejeforholdet blev etableret oktober 1993, og der ikke var grundlag for at formode, at det ikke ville fortsætte.«

Børn, hvis forældre er separerede eller skilte

293. Hvis der er tale om et barn, som har separerede eller fraskilte forældre, og hvor barnet har samvær med begge forældre, vil begge forældres hjem kunne være omfattet af boligbegrebet. Se også SM O-56-96 – »Et barn, der var kørestolsbruger på grund af muskelsvind, havde fast bopæl i A kommune hos sin far.

Det påhvilede barnets opholdskommune A at yde hjælp til boligændringer i moderens bolig i B kommune, da de var nødvendige under barnets samvær med moderen.

Der blev lagt vægt på, at ophold hos moderen, der havde samværsret med barnet, måtte ligestilles med ophold i egen bolig, og at hjælpen var nødvendig for opretholdelse af samværsretten.«

Fælles boligareal

294. Fælles boligarealer og boligenheder, som er oprettet efter lov om almene boliger mv. (almenboligloven), vil være omfattet af boligbegrebet. Beboerne i disse ejendomme er lejere. Fælles boligarealerne er en del af boligarealet. Fælles boligarealerne kan eksempelvis være fælles opholdsarealer og fælles spisekøkken.

Parkering

295. Boligbegrebet kan også omfatte en carport med direkte adgang til boligen. Se også SM O-16-87 – »En ansøger med muskelsvind var berettiget til hjælp til betaling af udgifter i forbindelse med opførelse af en carport med direkte adgang til boligen. Carporten var derfor en del af boligen og var nødvendig for at gøre boligen bedre egnet for ham.«

Ligeledes kan boligbegrebet omfatte en reserveret parkeringsplads i parkeringskælderen under den ejendom, ansøgeren bebor. Se også SM O-86-85 – »I en sag, hvor ansøger boede i lejlighed med tilhørende parkeringskælder i ejendommen, fandt Ankestyrelsen, at parkeringskælderen kunne anses for en del af boligen. En ansøgning om hjælp til automatisk portåbner til parkeringskælder samt reserveret parkeringsplads i ovennævnte kælder fandtes herefter at kunne imødekommes, da det ansøgte måtte anses for at være nødvendigt for at gøre boligen egnet som opholdssted for ansøgeren.«

I det omfang der til leje-, andels- og ejerboliger er tilknyttet et privat parkeringsområde, vil disse områder efter en konkret vurdering kunne være omfattet af boligbegrebet. Det skal imidlertid bemærkes, at der i disse tilfælde kan være en særlig regulering i en anden lovgivning eller i foreningernes vedtægter, der kan begrænse mulighederne for at få hjælp efter servicelovens § 116.

Flisegang

296. Boligbegrebet kan i ganske særlige situationer omfatte adgangen til boligen, herunder fx flisegang rundt om huset. Det vil fx være tilfældet, hvis det kan sandsynliggøres, at den handicappede ikke ville have haft flisegang, hvis der ikke var et særligt behov som følge af den handicappedes nedsatte funktionsevne. Se også SM O-23-92 – »Ankestyrelsen fandt, at hjælp til betaling af materialeudgifterne i forbindelse med udvidelsen af flisearealet omkring et hus kunne betragtes som hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for ansøgers 5-årige handicappede datter.«

Fælles trappearealer og fælles indgangsdøre

297. I det omfang ansøgeren bor i en lejlighed, hvor der er fælles trappeareal og fælles indgangsdør vil disse områder også være omfattet af boligbegrebet, hvis ansøgeren er nødt til at passere områderne for at komme ud og ind af bygningen. I forhold til lejede lejligheder skal man dog være opmærksom på bestemmelserne i henholdsvis lov om leje og lov om leje af almene boliger, hvor der findes en særlig regulering af betingelserne for at foretage boligændringer efter servicelovens § 116 i det lejede. Der henvises til bemærkningerne herom i afsnittet om retablering nedenfor.

Hjælpens omfang

298. Hjælp til boligindretning omfatter nødvendig hjælp til ændring og indretning af pågældendes bolig. Der vil endvidere kunne gives hjælp til opførelse af en tilbygning til værelse eller lignende fx et ekstra værelse til hjælpere, depotrum, når dette skønnes nødvendigt.

I forbindelse med flytning på eget initiativ til en anden bolig, herunder til anden ejerbolig (eventuelt nyopført) vil personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne endvidere kunne ansøge om hjælp til særlige indretninger, der sigter mod at afhjælpe den pågældendes handicap i den nye bolig.

Overvejes det at ændre den eksisterende eller en eventuel ny bolig, kan kommunen besigtige boligen med en byggesagkyndig alt afhængig af sagens kompleksitet med henblik på en vurdering af de tekniske muligheder, jordbundsforhold, afstands- og servitutbestemmelser, herunder forhold til en eventuel eksisterende byplan, lokalplan mv.

Mur- og nagelfaste ændringer

299. Boligindretning vedrører mur- og nagelfaste genstande, hvorimod forskelligt tilbehør til boligindretning gives efter servicelovens §§ 112 og 113 om hjælpemidler og forbrugsgoder eller eventuelt servicelovens §§ 41 og 100 om merudgifter til henholdsvis børn og voksne.

Som boligindretning anses selve installationen og den genstand, som fx fastgøres på en særlig måde i mur, loft, væg eller gulv, eller andre ændringer eller fastgørelse af genstande i en bolig, som hvis de fjernes – fx i forbindelse med fraflytning – vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der ikke er sammenlignelige med sædvanligvis forekommende reparationer i en bolig. Se også SM C-14-03 – »Ankestyrelsen lagde vægt på, at begrebet mur- og nagelfaste genstande i relation til § 116 i lov om social service efter Ankestyrelsens vurdering omfatter genstande, som f.eks. fastgøres på en særlig måde i mur, loft, vægge eller gulv, eller andre ændringer eller fastgørelse af genstande i en bolig, som hvis de fjernes - f.eks. i forbindelse med en fraflytning - vil efterlade synlige og usædvanlige spor, der ikke er sammenlignelige med sædvanligvis forekommende reparationer i en bolig.

Ankestyrelsen lagde herefter konkret vægt på, at den omhandlede loftsbelysning i form af ophængte lysarmaturer bestod af 6 lysarmaturer der skulle skrues op i loftet med enkelte skruer. Armaturerne gik ikke op i loftspladerne eller var indbygget heri. Ved nedtagning ville armaturerne efterlade et hul, der kunne repareres ved spartling. Der var således efter Ankestyrelsens vurdering tale om, at armaturerne skulle monteres på en måde, der ikke adskilte sig fra den måde, hvorpå andre loftslamper ofte ville være ophængt.«

Som eksempel på mur- og nagelfaste genstande omfattet af § 116, stk. 1, kan nævnes:

– Elevator.

– Trappelift.

– Loftlift.

– Toiletstøtter.

– Skinnesystem til flytning/højdejustering af håndvask.

– Højdejusterbare skinnesystemer til køkkenelementer.

– Større rampesystemer.

– Dør og vindueautomatik.

– Bruseklapsæde.

Mindre ændringer af boligen

300. Ofte vil det kun være påkrævet at foretage mindre omfattende ændringer, fx fjernelse af dørtrin, opsætning af gelændere og håndtag, forhøjelse af toiletbord og lignende. Der vil også kunne være tale om etablering af børnesikring af vinduer, døre og el-kontakter til en familie med et barn med varigt nedsat psykisk funktionsevne, når foranstaltningerne under hensyntagen til barnets varige handicap vil gøre boligen bedre egnet som opholdssted for barnet.

Mere omfattende ændringer af boligen

301. Ved vurderingen af sager om mere omfattende og bekostelige ændringer, fx hjælp til etablering af elevator og om- og tilbygninger med henblik på indretning af værelse og lignende, skal kommunen undersøge, om en mere hensigtsmæssig løsning til afhjælpning af boligforholdene eventuelt kan etableres ved flytning. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringerne må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.

Minimumskrav til boligens størrelse

302. Boligen skal være udformet på en sådan måde og de enkelte rum skal være af en sådan størrelse og udformning, at både boligen som helhed og de enkelte rum er hensigtsmæssige under hensyn til den tilsigtede brug.

Om boligens indretning mv. henvises samtidig til vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende mv.

Tidligere ydet hjælp

303. Kommunen kan ikke afvise at yde hjælp med den begrundelse, at der tidligere er ydet hjælp til boligindretning i en anden bolig, ligesom der heller ikke kan lægges vægt på, om det har været nødvendigt for den handicappede at flytte til en anden bolig. Se også SM O-157-96 – »Ankestyrelsen fandt ikke hjemmel til at afvise at yde nødvendig hjælp til indretning af ny bolig, med den begrundelse at der tidligere var ydet hjælp til en anden bolig.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at årsagerne til boligskiftet syntes velbegrundet, da de angivne bevæggrunde for flytningerne også er bevæggrunde som motiverer ikke-handicappede til at flytte.
Ankestyrelsen fandt endvidere anledning til at bemærke, at der ikke findes hjemmel til at lægge vægt på, hvorvidt det er påkrævet/nødvendigt for ansøgeren at flytte.«

Hvis der efter flytning til en anden bolig opstår behov for at lave ændringer i denne bolig på grund af handicappet, må kommunen således behandle sagen som en ny sag om boligændring.

Ikke omfattet af boligbegrebet: døgninstitutioner, arbejdspladser, skoler mv.

304. Der vil ikke kunne gives hjælp efter servicelovens § 116 til boligindretning i botilbud efter kapitel 20 i lov om social service, på plejehjem og beskyttede boliger, jf. § 192, døgninstitutioner efter § 67, ligesom der ikke kan foretages indretning af arbejdspladser, skoler, børnehaver mv.

Permanent ophold i en døgninstitution efter § 67 i lov om social service, er ikke i sig selv til hinder for at yde hjælp til boligindretning i fx forældrenes hjem, hvis barnet har hyppigt ophold hos forældrene, og såfremt de omhandlede boligændringer, barnets handicap taget i betragtning må anses for påkrævede. Ankestyrelsen har i SM O-65-84 vurderet, at »Den omstændighed, at en 4-årig svært spastisk lammet pige var optaget permanent i en døgninstitution, var ikke i sig selv til hinder for at yde hjælp til boligindretning i forældrenes hjem. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på pigens helbredstilstand og på, at hun opholdt sig ca. halvdelen af året hos forældrene.«

Parkeringsplads på offentlig vej

305. Der vil ikke kunne gives hjælp til etablering af parkeringsplads på offentlig vej uden for den pågældendes bolig.

Sommerhus

306. Endvidere vil der ikke kunne gives hjælp til boligindretning i et sommerhus, hvis sommerhuset ikke er godkendt som helårsbeboelse, og hvis det ikke kan godtgøres, at sommerhuset er ansøgerens eneste boligmulighed. Se også SM O-41-88 – »Der kunne ikke gives hjælp til flisebelægning i indkørsel og carport i et sommerhus, der tilhørte en svært ganginvalideret mand, da sommerhuset ikke var godkendt til helårsbeboelse, og det ikke var godtgjort, at sommerhuset var ansøgerens eneste boligmulighed, selv om han havde opgivet sin tidligere adresse.«

Servicearealer

307. Servicearealer, som er tilknyttet boliger oprettet efter almenboligloven eller efter den tidligere gældende ældreboliglov, er arealer, der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner, der normalt ikke vil foregå i en selvstændig bolig. Servicearealerne indrettes i umiddelbar tilknytning til almene ældreboliger eller ældreboliger, der tilhører en selvejende institution, med henblik på overvejende at betjene beboerne i disse boliger. Disse servicearealer er ikke omfattet af boligbegrebet. Servicearealer kan eksempelvis være lokaler til genoptræning, herunder fysioterapi og ergoterapi, personalelokaler, centralkøkken med ansat personale, lokaler til fodpleje og frisør og rengøringsrum for personalet.

Istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering

308. Det er ikke tilstrækkeligt, at en ændring af boligen ud fra en gennemsnitsbetragtning må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt som der efter bestemmelsen i § 116, stk. 1, kan gives hjælp til boligmæssige foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering. Se også SM O-10-98 – »Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at indretning af en brusekabine i et værelse i en bolig, som ikke i forvejen har et badeværelse, må anses for at være en modernisering af boligen, som der ikke kan gives hjælp til.«

Der kan således eksempelvis ikke gives hjælp til istandsættelse af nedslidte døre og vinduer i en nyerhvervet ejendom. Se også SM O-17-97 – »Der kunne ikke gives hjælp til forældre til et handicappet barn med en kronisk lungelidelse til udskiftning af nedslidte døre og vinduer i en nyerhvervet ejendom. Der blev lagt vægt på, at udskiftningen, der måtte anses for at være et led i almindelig istandsættelse/vedligeholdelse af ejendommen, hverken kunne betragtes som en nødvendig ændring, eller som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af det handicappede barn.«

Hvis der i forbindelse med etablering af en boligændring viser sig at være en sætningsskade i den del af huset, hvor boligændringen skal laves, og udbedring af sætningsskaden vil være en forudsætning for etablering af boligændringen, vil der i særlige tilfælde kunne gives hjælp efter § 116, stk. 1, til udbedring af sætningsskaden. Det er en forudsætning, at sætningsskaden ikke har været synlig før arbejdet med boligændringen iværksættes, og at det ikke umiddelbart ville have været nødvendigt at udbedre skaden, hvis der ikke skulle laves en boligændring. Se også SM O-102-97 – »Ankestyrelsen fandt, at den sætningsskade (revne i væggen), der blev konstateret under opførelse af badeværelset, der var bevilget som en nødvendig boligændring, var omfattet af bevillingen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at udbedring af revnen efter de i sagen foreliggende oplysninger var en nødvendig forudsætning for, at badeværelset kunne opføres forsvarligt og holdbart.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at skaden ikke umiddelbart kunne ses og allerede var udbedret på en måde, der var funktionel. Hvis der ikke skulle have været opført et nyt badeværelse, havde det således ikke umiddelbart været nødvendigt at udbedre skaden yderligere.

Udbedringen af revnen måtte således efter Ankestyrelsens opfattelse betragtes som en integreret del af opførelsen af badeværelset og havde således ikke overvejende karakter af istandsættelse/vedligeholdelse.«

Reparation og vedligeholdelse af bevilget boligændring

309. Det påhviler som udgangspunkt ansøgeren selv at afholde udgifter til almindelig reparation og vedligeholdelse af en bevilget boligændring.

I ganske særlige tilfælde kan der gives hjælp til lovpligtige serviceeftersyn, fx af elevatorer og reparation af en bevilget boligændring, hvis udgiften til serviceeftersyn og reparation i det konkrete tilfælde må anses som en nødvendig merudgift som følge af handicappet. Hjælpen gives da efter servicelovens § 41 eller § 100.

Hvis der derimod er tale om en boligændring, som alene anvendes til brug for personalet fx en loftslift, vil det lovpligtige serviceeftersyn være en del af personalets arbejdsmiljø, som den myndighed, der har ansvaret for personalets arbejdsmiljø, må afholde udgiften til.

I de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at reparere, fx en trappelift, må kommunen behandle sagen som en ny sag om boligændring og – hvis betingelserne for bevilling i øvrigt er opfyldt - udarbejde en ny bevilling efter servicelovens § 116, stk. 1.

Der kan ikke stilles krav om, at ansøgeren skal holde boligindretningen særskilt forsikret. Beskadiges en boligindretning eller går boligindretningen til grunde, kan kommunen, hvis ansøgeren eller skadevolderen har familieforsikring, undersøge, om skaden kan dækkes af forsikringen. Hvis ikke dette er tilfældet, skal kommunen vurdere ud fra en konkret, individuel vurdering, om ansøgeren stadig kan få hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1. Hvis dette er tilfældet, er det kommunen, der dækker udgiften.

Ejendomsret og krav om tilbagelevering

310. I det omfang kommunen yder hjælp til boligindretning i form af mur- og nagelfaste genstande, fx en trappelift, der fastmonteres, vil ansøgeren få ejendomsretten til boligindretningen. Kommunen vil derfor ikke – medmindre der er indgået særlig aftale herom – have krav på at få den mur- og nagelfaste genstand returneret efter endt brug. I betragtning af at modtageren typisk ikke vil have glæde af fx en trappelift efter endt brug, og at kommunen ofte vil kunne genbruge en sådan, vil alle parter dog oftest være interesserede i at indgå aftale om tilbagelevering.

Retablering

Ejerbolig

311. Når der gives hjælp til boligændringer i en ejerbolig, kan der som udgangspunkt ikke gives tilsagn om dækning af udgifter til nødvendig retablering af boligen. I det omfang det aftales, at en bevilget trappelift, elevator og lignende skal leveres tilbage til kommunen efter endt brug, vil der dog kunne indgås aftale om retablering i forbindelse med bevillingen af boligændringen. Aftalen skal fremgå af bevillingen og bør indeholde en beskrivelse af, hvordan retableringen skal ske.

Lejebolig

312. Hvis der er tale om en boligindretning i en lejebolig, skal der som udgangspunkt indgås aftale om retablering. Aftalen skal indgås i forbindelse med bevillingen af boligændringen. Aftalen skal fremgå af bevillingen og bør indeholde en beskrivelse af, hvordan retableringen skal udføres og foregå.

Opmærksomheden skal her henledes på, at lejeren alene ifølge lov om leje har ret til at installere hjælpemidler mv. efter servicelovens § 116, hvis kommunen garanterer for betaling af retableringsudgifter ved lejerens fraflytning. Lejeren skal underrette udlejeren, før indretningen finder sted.

En lignende bestemmelse findes i lov om leje af almene boliger. I lov om leje af almene boliger er der dog den forskel, at udlejeren efter denne lov af egen drift - i forbindelse med underretningen - skal fremsætte krav om, at lejeren foretager retablering ved fraflytning, og at kommunen garanterer for betaling af retableringsudgifterne.

Bestemmelserne i henholdsvis lov om leje og lov om leje af almene boliger indebærer ikke, at aftalen om retablering skal indgås mellem kommune og udlejer. Aftalen skal således fortsat indgås mellem lejer og kommune. Kommunen bør dog - som følge af deres rådgivningsforpligtelse - i tilfælde, hvor der foretages indretning i en lejebolig, være opmærksom på, om lejer har underrettet udlejer mv., før der udarbejdes en endelig bevilling efter servicelovens § 116, stk. 1.

Andelsbolig

313. Det kan i nogle tilfælde tillige være relevant at indgå aftale om retablering i forbindelse med bevilling af en boligændring i en andelsbolig.

En andelshavers ret til at lave ændringer i sin bolig vil ofte være reguleret i andelsboligens vedtægter, som kan indeholde begrænsninger i forhold til andelshaverens ret til at foretage ændringer.

Kommunen bør i medfør af kommunens rådgivningsforpligtelse i tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om boligændring af en andelsbolig, gøre andelshaveren opmærksom på, at der i foreningens vedtægter kan være særlige bestemmelser om andelshaverens muligheder for at foretage boligændringer.

I det omfang det på grund af foreningens vedtægter anses for påkrævet, at der indgås aftale om retablering, vil denne aftale – i lighed med det anførte om lejeboliger – være en aftale mellem andelshaver og kommune. Aftalen skal indgås samtidig med bevillingen og skal fremgå af bevillingen. Aftalen bør indeholde en beskrivelse af, hvordan retableringen skal ske.

Højere boligudgifter

314. Hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, omfatter alene hjælp til mur- og nagelfaste genstande og montering heraf.

Hvis en boligændring bevilget efter servicelovens § 116, stk. 1, indebærer, at ansøgeren får højere boligudgifter, herunder højere ejendomsskatter, væsentligt øget forbrug af el- og varme mv., vil der kunne gives hjælp til dækning af de forøgede udgifter som en merudgift efter servicelovens §§ 41 eller 100. Der henvises til Socialministeriets vejledning herom i henholdsvis hæfte 3 og 5. Se også SM C-18-00 – » Ved boligændring i form af til- og ombygning som følge af et barns handicap kunne der gives hjælp til merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring, og større forbrug af el og varme.«

Pant og tilbagebetalingspligt

315. Reglerne om pant og tilbagebetalingspligt findes i Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og skift af bolig. Reglerne er fastsat med hjemmel i servicelovens § 116, stk. 4.

Der kan alene stilles krav om tilbagebetaling af hjælp givet til boligindretning efter servicelovens § 116, stk. 1, hvis hjælpen er givet til indretning af en ejerbolig. Dernæst gælder det, at ansøgeren skal være ejer af boligen, for at der kan stilles krav om tilbagebetaling. Se dog nedenfor om handicappede børn og unge under 18 år.

Det fremgår af § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og boligskift, at såfremt en boligindretning i en ejerbolig medfører en ikke ubetydelig forøgelse af boligens værdi også for andre, ydes den del af hjælpen, der modsvarer denne værdiforøgelse, i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte. Værdiforøgelsen fastsættes på baggrund af den offentlige vurdering af ejendommen før og efter boligændringen.

Til sikkerhed for kommunens lån oprettes og tinglyses et pantebrev i den ejendom, som boligindretningen vedrører.

Udgifterne ved oprettelse af pantebrev osv. afholdes af kommunen som en administrationsudgift.

Lånet forfalder alene ved ejerskifte. Lånet forfalder ikke ved hensidden i uskiftet bo.

Kommunen kan kun stille krav om tilbagebetaling af den hjælp, som modsvarer værdiforøgelsen, hvis den person, som boligindretningen vedrører, er ejer af ejendommen. Den eneste undtagelse herfra er den situation, hvor den handicappede person er et barn eller en ung under 18 år, og barnets eller den unges forældre eller en af forældrene er ejer af ejendommen. I dette tilfælde kan kommunen stille krav om tilbagebetaling af den hjælp, som modsvarer værdiforøgelsen, samt stille krav om, at der oprettes og tinglyses pantebrev i ejendommen, selvom der ikke er identitet mellem den handicappede person og ejeren af ejendommen. Dette skyldes, at hjælpen i praksis tildeles forældrene, og at det derfor også er forældrene, der i givet fald skal betale hjælpen tilbage.

Hvis det kan forudses, at værdien af boligændringen, fx installation af nyt køkken, nyt badeværelse mv., med tiden vil blive forringet, kan det aftales, at lånet nedskrives over en periode på 20 år.

Kommunen er alene berettiget til at forlange oprettelse af lån og tinglysning af pantebrev i ejendommen for et beløb, der modsvarer den værdiforøgelse, som den af kommunen finansierede boligændring har medført, jf. Ankestyrelsens afgørelse SM C-26-04.

Kapitel 32

Boligskift efter servicelovens § 116, stk. 2

Personkreds

316. Personkredsen omfatter personer med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt handicap eller senere opstået handicap, sygdom eller ulykkesskader. Bestemmelsen omfatter både børn og voksne.

Begrebet funktionsevnenedsættelse bruges ved tildeling af alle servicelovens ydelser, der skal kompensere for nedsat funktionsevne, som fx personlig hjælp, ledsagelse, hjælp til køb af bil, dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse og hjælpemidler.

Ved den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold i øvrigt, erhvervsforhold, personlige forhold, herunder om den pågældende er forældre, helbredsforhold mv. Om vurdering af behovet henvises til punkt 285-288.

Personkreds, forsørgelsesgrundlag

317. Omfattet af servicelovens § 116, stk. 2, er alle børn og voksne med varigt nedsat funktionsevne, uanset forsørgelsesgrundlag, jf. dog nedenfor om personer, der modtager social pension.

Personer, der modtager social pension, er ikke omfattet af servicelovens § 116, stk. 2, jf. servicelovens § 116, stk. 3, medmindre den pågældende samtidig har en hjælpeordning efter servicelovens § 96.

Hvilende social pension

318. Personer, som er tilkendt social pension, men hvor pensionen er gjort hvilende, er omfattet af servicelovens § 116, stk. 2.

Invaliditetsydelse

319. Personer, der modtager invaliditetsydelse, tilkendt efter de indtil 1. januar 2003 gældende regler i lov om social pension, er omfattet af servicelovens § 116, stk. 2.

Udarbejdelse af en plan for det videre forløb

320. Før der tages stilling til flytning, bør der foreligge en plan for, hvorledes kommunen bedst muligt kan afhjælpe den pågældendes behov på såvel kort som på længere sigt. Denne plan skal udarbejdes i samarbejde med familien. I planen skal indgå en vurdering af familiens økonomiske muligheder for at opretholde det kommende boligniveau.

Overgang fra ung til voksen

321. I de tilfælde, hvor en del af hjælpen gives efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 41, skal det gøres klart for ansøgeren og dennes familie, at ydelsen efter servicelovens § 41 vil bortfalde, når barnet fylder 18 år, optages i døgninstitution eller afgår ved døden.

I det tilfælde, hvor den unge efter det fyldte 18. år vedbliver med at bo hjemme, må kommunen efter ansøgning fra den unge overveje, om hjælp til merudgifter kan dækkes efter servicelovens § 100.

Social pension og udbetaling af løbende ydelse

322. Det følger af servicelovens § 116, stk. 3, at personer, der modtager social pension ikke kan få hjælp efter stk. 2, medmindre det drejer sig om personer, der har en hjælpeordning efter § 96.

I det omfang ansøgeren har fået bevilget hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2, på et tidspunkt, hvor pågældende ikke modtog social pension, og hvor hjælpen efter § 116, stk. 2, er blevet bevilget i form af en løbende ydelse, vil ansøgeren fortsat være berettiget til at få hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2, selvom ansøgeren senere tilkendes social pension og ikke har en hjælpeordning efter § 96. Det bør således ikke komme ansøgeren til ugunst, hvis kommunen udbetaler hjælpen efter servicelovens § 116, stk. 2, i form af en løbende ydelse i stedet for i form af et engangsbeløb.

Generelt om hjælpen ved boligskift

Ejerbolig

323. Det er kun anskaffelse af en ejerbolig, der kan gives hjælp til efter § 116, stk. 2. Se også SM C-6-02 – »Ankestyrelsen fandt, at anskaffelsesudgifter til en anden bolig vedrører anskaffelsen af en ejerbolig. Såfremt der kan anvises en egnet bolig, kan man slet ikke få hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2. Ankestyrelsen fandt, at en anvist bolig vedrører en lejebolig.

Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skal vurderes i henhold til reglerne i serviceloven om nødvendige merudgifter.«

Kan der af praktiske grunde eller på grund af bekostelige ændringer ikke foretages den nødvendige boligindretning med hjælp efter servicelovens § 116, stk. 1, i ansøgerens nuværende bolig, og kan kommunen ikke anvise en anden egnet bolig (lejebolig), skal kommunen vurdere, om borgeren er berettiget til hjælp til anskaffelse af en egnet ejerbolig.

I sager hvor der opstår spørgsmål om flytning, er det derfor væsentligt, at ansøgeren og kommunen indgår i et tæt samarbejde i forhold til spørgsmålet, om det er muligt at dække ansøgerens behov ved ændringer i indretningen af ansøgerens nuværende bolig, eller om det er muligt at dække ansøgerens behov i en anden egnet lejebolig. Hvis det herefter viser sig, at det er nødvendigt at anskaffe en ejerbolig, må kommunen og ansøgeren i samarbejde finde en egnet ejerbolig.

Lejebolig/andelsbolig

324. Der kan ikke gives hjælp til flytning til en lejebolig/andelsbolig efter servicelovens § 116, stk. 2. Se også under punktet ovenfor om SM C-6-02.

Boligskift på ansøgerens eget initiativ

325. Det forhold, at ansøgeren selv tager skridt til at flytte til en anden bolig, og fx på egen hånd uden kommunens medvirken finder en ny bolig, vil ikke i sig selv afskære ansøgeren fra at modtage hjælp efter servicelovens § 116. Det kan fx være i de tilfælde, hvor ansøgeren ønsker en højere boligstandard, flere kvadratmeter, ekstra kvalitet, særlige materialer mv.

Sagen vil imidlertid i disse tilfælde ofte skulle vurderes som en indretningssag efter servicelovens § 116, stk. 1, idet hjælpen efter § 116, stk. 2, forudsætter, at kommunen og ansøgeren i samarbejde finder en bolig, som er nødvendig og tilstrækkelig for at dække ansøgerens særlige behov. Endvidere er det en forudsætning, at kommunen ikke har kunnet anvise ansøgeren en anden egnet bolig.

Standarder for den enkelte families pladsbehov

326. Når der skal tages stilling til flytning til en anden bolig, tages der udgangspunkt i den nuværende bolig, herunder størrelsen af denne bolig kombineret med behovet for boligskiftet. Har ansøgeren således et meget stort boligareal i den nuværende bolig, men hvor det alligevel er nødvendigt at flytte for at tilgodese ansøgerens behov på grund af funktionsnedsættelsen, vil en del af boligarealet i den nye bolig kunne inddrages som bolig for den handicappede og dennes eventuelle hjælpere efter servicelovens § 96. Kommunen må oplyse om denne mulighed over for ansøgeren og dennes familie, før flytningen iværksættes. Det bemærkes, at der efter servicelovens § 116, stk. 2, alene kan gives hjælp til den tilstrækkelige og nødvendige bolig.

Der foreligger ikke faste standarder for den enkelte families pladsbehov i forhold til antal værelser og kvadratmetre, den enkelte familie har behov for. Der skal altid anlægges en konkret vurdering, hvor udgangspunktet er den handicappedes boligmæssige behov ud fra en egnet og økonomisk forsvarlig løsning, og hvor ansøgerens og denne families behov ud fra en helhedsvurdering medinddrages.

Flyttesituationer omfattet af servicelovens § 116, stk. 2

327. Det er kun følgende flyttesituationer, som er omfattet af servicelovens § 116, stk. 2:

– Flytning fra lejebolig/andelsbolig til ejerbolig.

– Flytning fra ejerbolig til ejerbolig.

Hjælp til flytning til lejebolig eller andelsbolig kan ikke gives efter servicelovens § 116, stk. 2. Eventuelle merudgifter i forbindelse med boligskift til en lejebolig eller andelsbolig skal bedømmes efter reglerne om dækning af merudgifter, jf. servicelovens §§ 41 og 100. Der henvises til Socialministeriets vejledninger herom, i vejledning nr. 3 f.s.v.a. § 41 og vejledning nr. 5 f.s.v.a. § 100.

Flytning fra lejebolig/andelsbolig/ejerbolig til ejerbolig

328. I forbindelse med flytning fra lejebolig/andelsbolig/ejerbolig til ejerbolig kan der efter servicelovens § 116, stk. 2, gives hjælp til anskaffelsen af den nye ejerb olig.

Udgifter til anskaffelse af ny ejerbolig

329. Efter servicelovens § 116, stk. 2, kan der kun gives hjælp til de udgifter, der vedrører anskaffelsen af den nye ejerbolig.

Som eksempler på udgifter, der vedrører anskaffelsen af den nye ejerbolig, som kan gives efter servicelovens § 116, stk. 2, kan nævnes løbende højere boligudgifter i form af betaling til kreditforening samt udbetaling på ejerboligen. Derimod skal forhøjede drifts- og forbrugsudgifter som følge af boligskiftet fx lys, el, varme mv. ydes efter servicelovens §§ 41 eller 100, jf. SM C-35-04.

Hjælpen skal, jf. kompensationsprincippet, udmåles således, at ansøgeren kompenseres for de merudgifter, der er forbundet med anskaffelsen af den nye ejerbolig.

Hjælp til opførelse af ny bolig

330. Hvis det ikke er muligt at finde en eksisterende ejerbolig, der er egnet til at dække ansøgerens behov, kan der undtagelsesvist gives hjælp til opførelse af en ny bolig efter servicelovens § 116, stk. 2.

Omfanget af hjælpen efter servicelovens § 116, stk. 2, vil svare til den hjælp, der gives i forbindelse med flytning til en eksisterende ejerbolig. Det vil sige hjælp til løbende højere boligudgifter i form af betaling til kreditforening samt udbetaling på ejerboligen. Der vil herudover kunne dækkes udgifter til projektering, grundsondering, arkitekt mv.

Ønske om flere kvadratmetre, andre materialer mv.

331. Hvis ansøgeren i forbindelse med opførelsen af et nyt hus ønsker særlige materialer, flere kvadratmetre mv., som ligger udover, hvad der henset til handicappet er nødvendigt og tilstrækkeligt, må ansøgeren selv betale merudgiften hertil.

Kommunen må derfor i de situationer, hvor ansøgeren ønsker særlige materialer, flere kvadratmetre mv., udarbejde et skøn over, hvor meget det vil koste at bygge et hus, som må anses for nødvendigt og tilstrækkeligt i forhold til ansøgerens handicaprelaterede behov for en ny bolig. Kommunen skal på denne baggrund udarbejde et skøn over, hvilke udgifter kommunen vil yde hjælp til.

Ved beregningen af kommunens samlede hjælp efter § 116, stk. 2, må kommunen herefter foretage fradrag for den del af boligudgiften, som ikke er afledt af den af kommunen ydede hjælp. Ansøgeren vil derfor ofte i disse situationer - sammenlignet med udgiften i den tidligere bolig - få en forøget månedlig boligudgift, som ikke kompenseres fuldt ud af kommunen.

Hvis hjælpen efter § 116, stk. 2, gives i form af et engangsbeløb, skal ansøgerens nuværende månedlige boligudgift svare til ansøgerens boligudgift i den hidtidige bolig med fradrag af den del, som ikke er bevilliget efter § 116, stk. 2.

Hvis hjælpen efter § 116, stk. 2, undtagelsesvist gives i form af en løbende ydelse, jf. nedenfor under punkt 332, skal der ved reduktion af kommunens hjælp til betaling af de løbende udgifter tages udgangspunkt i forholdet mellem omfanget af kommunens dokumenterede hjælp og ansøgerens dokumenterede indskud.

Engangsbeløb eller løbende ydelse

332. Hjælpen bør som udgangspunkt gives som et engangsbeløb, således at ansøgerens faste månedlige boligudgifter (netto) i den nye bolig svarer til den månedlige nettohusleje/månedlige nettoydelse, ansøgeren på flyttetidspunktet betalte i sin hidtidige bolig. Hjælpen kan dog også gives i form af en fast månedlig ydelse – løbende ydelse i de tilfælde, hvor flytningen sker fra lejebolig til ejerbolig. Se også SM C-4-00 .

Ved fastsættelsen af den tidligere husleje i en lejebolig fradrages eventuel modtaget boligsikring/boligydelse. Ved beregningen skal der således tages udgangspunkt i nettohuslejen.

Flytteudgifter, salgsomkostninger mv.

333. Der kan ikke efter servicelovens § 116, stk. 2, gives hjælp til dækning af omkostninger ved salg af en tidligere bolig, jf. SM C-3-02.

Hjælp, som ikke vedrører anskaffelse af en ejerbolig, herunder eksempelvis udgifter til afhændelse af tidligere bolig samt udgifter i forbindelse med selve flytningen fra lejebolig/ejerbolig skal vurderes efter reglerne om hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelsen, jf. servicelovens §§ 41 og 100. Som eksempler kan nævnes udgifter til flyttevogn, salgsomkostninger ved salg af ejerbolig, ejendomsmæglersalær og nødvendig maling af den nye bolig mv.

Dobbelte boligudgifter

334. I nogle tilfælde vil der i en periode kunne blive tale om, at der skal betales boligudgifter til såvel den tidligere bolig som den fremtidige bolig. Situationen vil typisk kunne opstå i de tilfælde, hvor den tidligere ejerbolig ikke er solgt på tidspunktet for overtagelsen af den nye ejerbolig. Det må dog forudsættes, at ansøgeren har medvirket til, at boligen sælges inden rimelig tid.

Det skal i disse tilfælde vurderes, om ansøgeren skal kompenseres for de merudgifter, der følger af de dobbelte boligudgifter, således at ansøgeren alene skal betale boligudgifter svarende til de boligudgifter ansøgeren betalte i sin tidligere bolig. Hjælpen gives efter reglerne om merudgifter i servicelovens §§ 41 og 100. Se også SM C-11-05, hvor en kommune efter en konkret vurdering var berettiget til at fastsætte en tidsfrist med hensyn til, i hvor lang tid kommunen ville betale for dobbelte boligudgifter, der var forbundet med salg af den tidligere bolig, og således begrænse perioden, hvor der kunne ydes dobbelte boligudgifter.

Overskud ved salg af tidligere ejerbolig

335. Hvis der ved salget af den tidligere ejerbolig fremkommer et nettoprovenu (friværdi), kan ansøgeren selv disponere over overskuddet. Se også SM C-6-03 – » A nkestyrelsen fandt ikke, at et eventuelt nettoprovenu ved salg af en hidtidig ejerbolig skulle indgå ved beregningen af hjælp til en ny ejerbolig efter servicelovens regler om hjælp til boligskift.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hjælp til boligskift efter serviceloven er uafhængig af indkomst og formue.«

Ansøgeren er således ikke forpligtet til at anvende sit overskud i forbindelse med flytning til en ny ejerbolig.

Depositum/indskud ved fraflytning af lejebolig

336. Hvis ansøgeren ved fraflytning af en lejebolig får tilbagebetalt et depositum eller et beboerindskud, skal det ikke indgå ved beregningen af hjælp til en ejerbolig efter servicelovens regler om hjælp til boligskift.

Ansøgeren er således heller ikke i denne situation forpligtet til at anvende hverken det tilbagebetalte depositum eller beboerindskud i forbindelse med flytning til en ejerbolig.

Separation, skilsmisse og samlivsophør

337. Hvis der tidligere er ydet hjælp til boligskift til et forældrepar med et handicappet barn, vil det forhold, at forældrene senere bliver separeret/skilt/ophører samlivet ikke kunne begrunde yderligere hjælp til fx betaling af månedlige boligudgifter efter servicelovens § 116, stk. 2. En forælder, som vælger at blive boende i den aktuelle bolig, og som efter separationen/skilsmissen/samlivsophøret ikke har råd til at blive boende, kan således ikke få hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2, til fx yderligere betaling af månedlige boligudgifter.

Separation/skilsmisse/samlivsophør kan betragtes som en social begivenhed og er derfor ikke en direkte følge af handicappet. Når der er tale om en social begivenhed, kan der ud fra en konkret, individuel vurdering gives hjælp efter § 81 i lov om en aktiv socialpolitik.

Hvis forældrene på grund af separation/skilsmisse/samlivsophør bliver nødt til at flytte fra den hidtidige bolig, kan der imidlertid efterfølgende blive tale om at yde hjælp til nødvendig indretning efter servicelovens § 116, stk. 1, af forældrenes nye boliger.

Pant og tilbagebetalingspligt

338. Reglerne om pant og tilbagebetalingspligt findes i Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og boligskift. Reglerne er fastsat med hjemmel i servicelovens § 116, stk. 4.

I de tilfælde, hvor kommunen yder hjælp til skift af bolig til en ny ejerbolig, ydes den del af hjælpen, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende ejerbolig og den tidligere ejerbolig ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning og boligskift i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte.

Der kan alene stilles krav om tilbagebetaling af hjælp ydet til skift af bolig, hvis hjælpen er ydet efter servicelovens § 116, stk. 2, og hvis hjælpen er ydet til anskaffelse af en ejerbolig. Det er en betingelse, at der er tale om skift fra ejerbolig til ejerbolig.

Lånet udmåles som et beløb, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende ejerbolig og den tidligere ejerbolig.

Til sikkerhed for lånet tinglyses et pantebrev i den nye ejendom. Udgifterne til oprettelse og tinglysning af pantebrevet afholdes af kommunen som en administrationsudgift.

Lånet forfalder alene ved ejerskifte. Lånet forfalder ikke ved hensidden i uskiftet bo.

Kommunen kan kun stille krav om tilbagebetaling af den hjælp, som svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, hvis den person, som boligskiftet vedrører, er ejer af den nye ejendom. Den eneste undtagelse herfra er den situation, hvor den handicappede person er et barn eller en ung under 18 år, og barnets eller den unges forældre eller en af forældrene er ejer af den nye ejendom. I dette tilfælde kan kommunen stille krav om tilbagebetaling af den hjælp, som svarer til ovenstående forskelsværdi, samt stille krav om oprettelse og tinglysning af et pantebrev i ejendommen, selvom der ikke er identitet mellem den handicappede person og ejeren af ejendommen. Dette skyldes, at hjælpen i praksis tildeles forældrene, og at det derfor også er forældrene, der i givet fald skal betale hjælpen tilbage.

Kapitel 33

Retssikkerhedslovens krav til sagsbehandlingen

Fastsættelse af frister

339. Efter § 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunen behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i givet fald hvilken.

Kommunen skal endvidere fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Se også Ankestyrelsens afgørelse SM C-56-03, der omhandler en kommunes sagsbehandlingstid i en sag om boligskift.

Borgerinddragelse

340. Det følger videre af retssikkerhedslovens § 4, at ansøgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at ansøgeren kan benytte denne mulighed.

I forhold til sager om boligændring eller skift af bolig efter servicelovens § 116 kan det i den forbindelse fremhæves, at det i disse sager blandt andet er vigtigt, at kommunen så tidligt som muligt får overblik over, hvilke ønsker og behov ansøgeren har i forhold til sin boligsituation.

Helhedsvurdering, herunder rådgivning og vejledning

341. Kommunen skal ifølge retssikkerhedslovens § 5, behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Det forhold, at kommunen skal behandle ansøgningen om hjælp bredt, betyder, at ansøgeren også skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed.

Regler om rådgivning og vejledning findes også i servicelovens § 10, hvorefter kommunen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe ansøgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte ansøgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter serviceloven eller anden lovgivning.

I sager om boligændring eller skift af bolig efter servicelovens § 116 vil der som udgangspunkt være behov for, at kommunen yder rådgivning og vejledning om de muligheder ansøgeren har i den konkrete situation. Ansøgere, som har behov for hjælp til boligindretning eller skift af bolig efter servicelovens § 116, kan have problemer, som kræver mere indgående social- og sundhedsmæssig bistand. Det kan derfor være nødvendigt at give andre former for hjælp. Det kan fx være personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, bevilling af en hjælpeordning efter servicelovens § 96 eller hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens §§ 41 og 100, hjælp til anskaffelse af hjælpemidler efter servicelovens § 112 mv. Dette skal sammenholdes med servicelovens § 150, hvorefter kommunen løbende skal være opmærksom herpå.

Klage over manglende vejledning

342. Rådgivning og vejledning er en social ydelse. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser. Det vil sige de sociale nævn og Ankestyrelsen, jf. kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Handlekommune i sager om boligændringer

343. Handleforpligtelsen påhviler ansøgerens opholdskommune, hvilket følger af § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Opholdskommunen er den kommune, som har pligt til at give hjælpen, dvs. at opholdskommunen normalt også er handlekommune.

Hvis en ansøger bor i en kommune og køber en bolig i en anden kommune, hvor der skal foretages boligindretning efter servicelovens § 116, stk. 1, skal ansøgningen om boligændring indgives til og behandles af ansøgerens aktuelle opholdskommune.

Hvis ansøgeren, efter at ansøgningen er indgivet til opholdskommunen, men inden afgørelse er truffet, opgiver sin bopæl og tager varigt ophold i den anden kommune, vil sagen skulle overgives til behandling i denne kommune. Det vil nu være den nye kommune, som er opholdskommune og dermed også den kommune, som har pligt til at give hjælpen.

Hvis der er tale om et barn, som har fast bopæl hos den ene forælder i en kommune, men hvor barnet tillige har samvær med en anden forælder, som er bosiddende i en anden kommune, skal ansøgning om boligændringer i hvert af forældrenes hjem, behandles af den kommune, hvor barnet har fast ophold. Se også SM O-56-96 – »Et barn, der var kørestolsbruger på grund af muskelsvind, havde fast bopæl i A kommune hos sin far.

Det påhvilede barnets opholdskommune A at yde hjælp til boligændringer i moderens bolig i B kommune, da de var nødvendige under barnets samvær med moderen.

Der blev lagt vægt på, at ophold hos moderen, der havde samværsret med barnet, måtte ligestilles med ophold i egen bolig, og at hjælpen var nødvendig for opretholdelse af samværsretten.

Ved afgørelse af, hvilken kommune der måtte anses for opholdskommune, blev der lagt vægt på, at barnet havde fast bopæl i A kommune hos faderen, der havde forældremyndigheden.«

 

Socialministeriet, den 5. december 2006

Eva Kjer Hansen

/Frode Svendsen



Bilag 1-2

 

Bilag 1: Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven

Bilag 1 indeholder bekendtgørelse nr. 624 af 15. juni 2006 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Bilag 2: Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

Bilag 2 indeholder bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

 



Bilag 3

Vejledende oversigt over hovedregler for socialsikring efter rfo 1408/71

I venstre lodrette kolonne angives personkreds. I højre kolonne angives forordningens hovedregler om, hvor disse personer er socialsikrede.

Personkreds

Sikringsland

Erhvervsaktive

Socialsikrede i beskæftigelseslandet

- udstationerede

- i op til 1 år: forsætter fortsætter med at være socialsikrede i udsendelseslandet

- over 1 år: overgår til socialsikring i beskæftigelseslandet, medmindre der indgås aftale mellem beskæftigelseslandet og udsendelseslandet.

- arbejdsløse

Socialsikrede i det land, hvor arbejdsløshedsforsikret.

Grænsearbejdere

Socialsikrede i beskæftigelseslandet.

Pensionister

Socialsikrede

- Hvis pension fra to eller flere lande, og bopæl i et af disse lande: sikret i bopælslandet.

- Hvis pension kun fra ét land, men bopæl i et andet: sikret i det land, der udbetales pension fra.

Familiemedlemmer

Afleder sikringsrettigheder fra den, de er knyttet til, med mindre de selv er socialsikrede i kraft af egen beskæftigelse.

Stud e rende

- Ved studium i andet medlemsland/EØS/’Schweiz i indtil 1 år: Forbliver omfattet af bopælslandets socialsikring.

- Ved studium over 1 år: overgår til studielandets socialsikring.

 



Bilag 4

EU-bilag, afgørelse 115 og 175

Afgørelse nr. 115 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Ret til allerede tilkendte ydelser

I de tilfælde, hvor en person inden flytningen har fået tilkendt visse større naturalydelser skal disse stilles til rådighed i tilflytningsstaten for fraflytningsstatens regning under forudsætning af, at der er hjemmel til at tilkende disse ydelser efter tilflytningsstatens lovgivning. Det vil med andre ord sige, at tilflytningsstaten skal lægge en afgørelse truffet i fraflytningsstaten til grund. Denne regel følger af forordningens artikel 24, hvori der fastsættes særlige regler for retten til visse større naturalydelser ved sygdom, herunder proteser og større bandager. Artikel 24 omhandler arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, men er også anvendelig for pensionister, hvilket fremgår af forordningens artikel 30.

Artikel 24 stk. 2 giver Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring beføjelse til at afgrænse anvendelsesområdet for artikel 24. I afgørelse nr. 115 af 15. december 1982 afgrænses de større naturalydelser, som omfattes af bestemmelsen i artikel 24. Der er tale om: Proteser og ortopædiske eller afstivende bandager, herunder ortopædiske korsetter af forstærket materiale samt alle former for supplerende udstyr, tilbehør og redskaber,;

a) ortopædisk fodtøj og det dertil hørende normalfodtøj;

b) kæbe – og ansigtsproteser, parykker,

c) øjenproteser, kontaktlinser, forstørrelsesbriller og kikkertbriller;

d) høreapparater, især akustiske og fonetiske apparater;

e) tandproteser (faste og løse) og lukkeproteser i mundhulen;

f) sygevogne (hånd – og motordrevne), kørestole og andre mekaniske hjælpemidler, der giver mulighed for at bevæge sig omkring, førerhunde til blinde;

g) fornyelse af de under litra a) til g) nævnte hjælpemidler;

h) kurbehandling;

i) ophold og sygebehandling:

- på rekreationshjem, sanatorium, institution eller anstalt for handicappede (blinde, døvstumme, psykisk handicappede osv.) eller luftkursted,

- på hospital for forebyggende behandling, når opholdets varighed ifølge erklæring fra den behandlende læge – eller, såfremt det i sådanne tilfælde kræves efter lovgivningen i det land, hvor den pågældende befinder sig, fra den rådgivende læge ved opholdsstedets eller bopælsstedets institution – må antages at ville overstige 20 dage eller i modstrid med den forud indhentede erklæring fra ovennævnte læge strækker sig ud over 20 dage;

j) foranstaltninger til fysisk genoptræning eller faglig omskoling;

k) enhver form for tilskud til delvis dækning af de udgifter, som bevilling af de i litra a) til k) nævnte ydelser medfører.

I praksis betyder forordningens artikel 24 sammenholdt med afgørelse nr. 115, at kommunen eller amtskommunen ikke kan nægte at tilbyde ydelser efter servicelovens kapitel 19 til en person, som flytter til kommunen fra en anden medlemsstat og har fået tilkendt en ydelse svarende til ydelser efter servicelovens kapitel 19, såfremt ydelsen er opført på fortegnelsen i afgørelse nr. 115. Fortegnelse i afgørelse nr. 115 omfatter både hjælpemidler og forbrugsgoder, men ikke hjælp til boligindretning.

Afgørelse nr. 175 fra Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring

Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring har i afgørelse nr. 175 af 23. juni 1999 fortolket begrebet »naturalydelser ved sygdom«. Afgørelse nr. 175 er udsendt på baggrund af EF-Domstolens dom i sagen C – 160/96 (Molenaar), hvori ydelser efter den tyske plejeforsikringsordning anses for ydelser ved sygdom, idet de supplerer ydelserne fra sygesikringen med henblik på at forbedre plejekrævende personers sundhedstilstand og levevilkår.

Afgørelse nr. 175 fastslår først og fremmest, at den alene regulerer ydelser, som anses for naturalydelser efter den lovgivning, hvorefter de er tilkendt. Den vil således ikke omfatte kontante tilskud efter dansk lovgivning. Herefter fastslår afgørelsen, at ydelser efter en plejeforsikringsordning anses for at være naturalydelser. Lov om social service er ikke en plejeforsikringsordning, idet der ikke skal indbetales bidrag til en forsikringsordning for at få ret til ydelser efter lov om social service. Endelig fastslår afgørelse nr. 175, at ydelser med samme formål og karakteristiske træk som ydelser efter plejeforsikringen (pleje i hjemmet eller i specialiserede institutioner, indkøb af nødvendige hjælpemidler, særlige indretning af boligen) også skal anses for at være naturalydelser ved sygdom. Afgørelse nr. 175 fastslår således, at hjælpemidler og boligindretning m.v. efter kapitel 19 i serviceloven skal betragtes som naturalydelser ved sygdom.

Fortolkningen af begrebet naturalydelser ved sygdom i afgørelse nr. 175 indebærer, at retten til naturalydelser efter forordningens afsnit III, kapitel 1, også omfatter ydelser efter kapitel 19 i serviceloven.

Den kompetente stat- bopælsstaten - opholdsstaten

Forordningens afsnit III, kapitel 1 anvender begrebet »den kompetente stat« for den stat, som skal afholde udgifterne til sociale sikringsydelser til den forsikrede. Som hovedregel er den kompetente stat den stat, hvor en arbejdstager er beskæftiget eller den stat, som udbetaler pension til en pensionist. Der findes særlige regler for udstationerede arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, for personer beskæftiget i international transport og for personer med beskæftigelse i to eller flere medlemsstater. Der henvises til Den Sociale Sikringsstyrelses vejledning af april 1997 om EF-regler om social sikring, hæfte 2, Generel introduktion og lovvalgsregler.

bopælsstaten - opholdsstaten

I modsætning til begrebet »den kompetente stat« anvender forordningen begreberne »bopælsstaten« og »opholdsstaten«. Da naturalydelser ved sygdom i sagens natur normalt forudsætter personens tilstedeværelse fastslår forordningen i afsnit III, kapitel 1, at naturalydelser ved sygdom tilkendes i bopælsstaten eller i opholdsstaten for den kompetente stats regning. Forordningen indeholder således også regler om refusion af bopæls- eller opholdsstatens udgifter fra den kompetente stat.

 



Bilag 5

 

Bilag 5: Bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114

Bilag 5 indeholder bekendtgørelse nr. 615 af 15. juni 2006 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

 



Bilag 6

 

 

Paragrafnøgle for serviceloven

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

1. Fra ny servicelov til tidligere servicelov

 

Ny servicelov

Tidligere servicelov

Bemærkninger

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§§ 3-12

 

-

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

§ 10

 

§ 3

§ 101, stk. 1

§ 101, stk. 2, 1. pkt.

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 5

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 68

§ 69, stk. 1 og 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 13 a

-

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 14

-

Ny som følge af kommunalreformen

§ 15

§ 70 a

Videreførelse af den gældende bestemmelse

§ 16

§ 112

§ 114

Videreførelse med red. ændr.

§ 17

§ 112 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 18

§ 115

Videreførelse med red. ændr.

§ 19

§ 4

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 7

Videreførelse med red. ændr.

§ 21

§ 8

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 8 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 9

Videreførelse med red. ændr.

§ 24

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 25 a

§ 11 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 12

Videreførelse med red. ændr.

§ 27

§ 13

Videreførelse med red. ændr.

§ 28

§ 14

Videreførelse med red. ændr.

§ 28 a

§ 14 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 29

§ 15

Videreførelse med red. ændr.

§ 30

§ 15 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 31

§ 15 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 32

§ 16

§ 18

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 33

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

§ 20

 

§ 34

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 35

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 36

§ 23

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 37

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 38

§ 26 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 39

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 40

§ 27 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 41

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 42

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 43

§ 29 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 44

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 45

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 46

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

§ 47

§ 57 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 48

§ 58

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 49

§ 37 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 50

§ 38

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 51

§ 39

Videreførelse med red. ændr.

§ 52

§ 40

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 53

§ 54

Videreførelse med red. ændr.

§ 54

§ 40 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 55

§ 40 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 56

§ 41

Videreførelse med red. ændr.

§ 57

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 57 a

§ 41 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 58

§ 42

Videreførelse med red. ændr.

§ 59

§ 59

Videreførelse med red. ændr.

§ 60

§ 42 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 61

§ 59 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 62

§ 43

Videreførelse med red. ændr.

§ 63

§ 44

Videreførelse med red ændringer

§ 64

§ 48

Videreførelse med red. ændr.

§ 65

§ 47

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 66

-

Ny – liste over anbringelsessteder

§ 67

§ 49 a

§ 51

Videreførelse med red. ændr.

§ 68

§ 46

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 69

§ 55

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 70

§ 56

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 71

§ 53

§ 57

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 72

§ 60

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 73

§ 61

Videreførelse med red. ændr.

§ 74

§ 62

Videreførelse med red. ændr.

§ 75

§ 45

Videreførelse med red. ændr.

§ 76

§ 62 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 77

§ 63

 

§ 78

§ 64

Videreførelse med red. ændr.

§ 79

§ 65

Videreførelse med red. ændr.

§ 80

§ 66

Videreførelse med red. ændr.

§ 81

§ 67

Videreførelse med red. ændr.

§ 82

§ 67 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 83

§ 67 b

§ 71

Videreførelse med red. ændr.

§ 84

§ 72

Videreførelse med red. ændr.

§ 85

§ 73

Videreførelse med red. ændr.

§ 86

§ 73 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 87

§ 74

Videreførelse med red. ændr.

§ 88

§ 75

Videreførelse med red. ændr.

§ 89

§ 75 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 90

§ 75 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 91

§ 75 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 92

§ 75 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 93

§ 75 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 94

§ 75 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 94 a

§ 75 g

Videreførelse med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 95

§ 76

Videreførelse med red. ændr.

§ 96

§ 77

Videreførelse med red. ændr.

§ 97

§ 78

Videreførelse med red. ændr.

§ 98

§ 79

Videreførelse med red. ændr.

§ 99

§ 80

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 81

Udgået

§ 100

§ 84

Videreførelse med red. ændr.

§ 101

§ 85

Videreførelse med red. ændr.

§ 102

§ 86

Videreførelse med red. ændr.

§ 103

§ 87

Videreførelse med red. ændr.

§ 104

§ 88

Videreførelse med red. ændr.

§ 105

§ 89

Videreførelse med red. ændr.

§ 106

§ 90

Videreførelse med red. ændr.

§ 107

§ 91

§ 93

Videreførelse med red. ændr.

§ 108

§ 92

Videreførelse med red. ændr.

§ 109

§ 93 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 110

§ 94

Videreførelse med red. ændr.

§ 111

§ 96

Videreførelse med red. ændr.

§ 112

§ 97

Videreførelse med red. ændr.

§ 113

§ 98

Videreførelse med red. ændr.

§ 114

§ 99

Videreførelse med red. ændr.

§ 115

§ 100

Videreførelse med red. ændr.

§ 116

§ 102

Videreførelse med red. ændr.

§ 117

§ 103

Videreførelse med red. ændr.

§ 118

§ 103 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 119

§ 104

Videreførelse med red. ændr.

§ 120

§ 105

Videreførelse med red. ændr.

§ 121

§ 106

Videreførelse med red. ændr.

§ 122

§ 107

Videreførelse med red. ændr.

§ 123

§ 108

Videreførelse med red. ændr.

§ 124

§ 109

Videreførelse med red. ændr.

§ 125

§ 109 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 126

§ 109 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 127

§ 109 c

Videreførelse med red. ændr.

§ 128

§ 109 d

Videreførelse med red. ændr.

§ 129

§ 109 e

Videreførelse med red. ændr.

§ 130

§ 109 f

Videreførelse med red. ændr.

§ 131

§ 109 g

Videreførelse med red. ændr.

§ 132

§ 109 h

Videreførelse med red. ændr.

§ 133

§ 109 i

Videreførelse med red. ændr.

§ 134

§ 109 j

Videreførelse med red. ændr.

§ 135

§ 109 k

Videreførelse med red. ændr.

§ 136

§ 109 l

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 137

§ 109 m

Videreførelse med red. ændr.

§ 138

§ 58 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 139

§ 110 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 140

§ 58 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 141

§ 111

Videreførelse med red. ændr.

§ 142

§§ 49

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 142, stk. 8

§ 50

 

§ 143

§ 49 b, 1. pkt.

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 144

§ 94 a

§ 94 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 145

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 146

§ 6

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 147

§ 63, stk. 3

Videreførelse med red. ændr.

§ 148

§ 55, stk. 2

§ 113

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 149

-

Ophævet

§ 150

-

Ophævet

§ 151

§ 75 i

Videreførelse med red. ændr. samt ændr. som følge af kommunalreformen

§ 152

§ 33 a

Videreførelse

§ 153

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 154

§ 36

Videreførelse

§ 155

§ 36 a

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 156

§ 116

Videreførelse

§ 157

§ 117

Videreførelse

§ 158

§ 118

Videreførelse med red. ændr.

§ 159

§ 52

Videreførelse med red. ændr.

§ 160

§ 62 b

Videreførelse med red. ændr.

§ 161

§ 82

Videreførelse med red. ændr.

§ 162

§ 83

Videreførelse med red. ændr.

§ 163

§ 95

Videreførelse med red. ændr.

§ 163 a

§ 95 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 5 af 4. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 164

§ 119

Videreførelse med red. ændr.

§ 164 a

§ 119 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165

§ 120

Ændret som følge af kommunalreformen

§ 165 a

§ 120 a

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 165 b

§ 120 b

Videreføres med red. ændr. (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

§ 166

§ 75 h

§ 121

Videreførelse med red. ændr.

§ 167

§ 122

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 168

§ 123

Videreførelse med red. ændr.

§ 169

§ 124

Videreførelse med red. ændr.

§ 170

§ 125

Videreførelse med red. ændr.

§ 171

§ 126

Ophævet

§ 172

§ 127

Videreførelse med red. ændr.

-

§ 128

Udgået

§ 172 a

§ 58 c

Videreførelse med red. ændr.

Ikke indarbejdet i LBK 929/2006

§ 173

(§§ 129-131d)

Ny finansieringsbestemmelse pga. kommunalreformen

§ 174

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 175

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 176

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 177

§ 131

Videreførelse med red. ændr.

§ 178

§ 132

Videreførelse med red. ændr.

§ 179

§ 134

Videreførelse med red. ændr.

§ 180

§ 135, stk. 2

Videreførelse med red. ændr.

§ 181

§ 133

Videreførelse med red. ændr.

§ 182

§ 136

Videreførelse med red. ændr. samt ny pga. kommunalreformen

§ 183

§ 137

Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen

§ 184

§ 138

Videreførelse med red. ændr.

§ 185

-

Ny pga. ressortomlægning

§ 186

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 187

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 188

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 189

§ 139

Ikrafttrædelsesbest.

§ 190

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 191

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 192

§ 140, stk. 1

Videreførelse med red. ændr.

§ 192 a

§ 140 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 193

§ 144

Videreførelse med ændr. pga. kommunalreformen

§ 194

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 195

-

Ny pga. strukturaftalen

§ 196

§ 145

Videreførelse med red. ændr.

 

 

 

2. Fra tidligere servicelov til ny servicelov

 

Tidligere servicelov

Ny servicelov

Bemærkninger

 

-

§§ 3-12

Nyt kapitel 2 om kommuner og regioner som følge af kommunalreformen

-

§ 13

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 13 a

Ny bestemmelse som følge af kommunalreformen (Socialministerens lovforslag L 48 af 25. oktober 2006, som forventes at træde i kraft 1. januar 2007)

-

§ 14

Ny som følge af kommunalreformen

-

§ 66

Ny – liste over anbringelsessteder

-

§ 145

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 149

Ophævet

-

§ 150

Ophævet

-

§ 174

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 175

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 176

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 185

Ny pga. ressortomlægning

-

§ 186

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 187

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 188

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 190

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 191

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 194

Ny pga. strukturaftalen

-

§ 195

Ny pga. strukturaftalen

§ 1

§ 1

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2

§ 2

Videreførelse af den gældende bestemmelse om samlet ”formål” og ”område”

§ 2 a

§ 2 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 3

§ 10

Videreførelse med red. ændr.

§ 4

§ 19

Videreførelse med red. ændr.

§ 5

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 6

§ 146

Videreførelse med red. ændr.

§ 7

§ 20

Videreførelse med red. ændr.

§ 8

§ 21

Videreførelse med red. ændr.

§ 8 a

§ 22

Videreførelse med red. ændr.

§ 9

§ 23

Videreførelse med red. ændr.

§ 10

§ 24

Videreførelse med red. ændr.

§ 11

§ 25

Videreførelse med red. ændr.

§ 11 a

§ 25 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 12

§ 26

Videreførelse med red. ændr.

§ 13

§ 27

Videreførelse med red. ændr.

§ 14

§ 28

Videreførelse med red. ændr.

§ 14 a

§ 28 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 15

§ 29

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 a

§ 30

Videreførelse med red. ændr.

§ 15 b

§ 31

Videreførelse med red. ændr.

§ 16

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 18

§ 32

Videreførelse med red. ændr.

Henvisning til læreplaner tilføjes

§ 19

§ 33

Videreførelse med red. ændr.

§ 20

§ 35, stk. 3, 1. pkt.

 

§ 21

§ 34

Videreførelse med red. ændr.

§ 22

§ 35

Videreførelse med red. ændr.

§ 23

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 25

§ 36

Videreførelse med red. ændr.

§ 26

§ 37

Videreførelse med red. ændr.

§ 26 a

§ 38

Videreførelse med red. ændr.

§ 27

§ 39

Videreførelse med red. ændr.

§ 27 a

§ 40

Videreførelse med red. ændr.

§ 28

§ 41

Videreførelse med red. ændr.

§ 29

§ 42

Videreførelse med red. ændr.

§ 29 a

§ 43

Videreførelse med red. ændr.

§ 30

§ 44

Videreførelse med red. ændr.

§ 31

§ 45

Videreførelse med red. ændr.

§ 32

§ 46

Videreførelse med red. ændr.

§ 33

§ 146

Videreførelse med red. ændr.

§ 33 a

§ 152

Videreførelse

§ 34

§ 11

Videreførelse med red. ændr.

§ 35

§ 153

Videreførelse med red. ændr.

§ 36

§ 154

Videreførelse

§ 36 a

§ 155

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 37

§ 57

Videreførelse med red. ændr.

§ 37 a

§ 49

Videreførelse med red. ændr.

§ 38

§ 50

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 39

§ 51

Videreførelse med red. ændr.

§ 40

§ 52

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 40 a

§ 54

Videreførelse med red. ændr.

§ 40 b

§ 55

Videreførelse med red. ændr.

§ 41

§ 56

Videreførelse med red. ændr.

§ 41 a

§ 57 a

Videreførelse med red. ændr.

§ 42

§ 58

Videreførelse med red. ændr.

§ 42 a

§ 60

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 43

§ 62

Videreførelse med red. ændr.

§ 44

§ 63

Videreførelse med red. ændr.

§ 45

§ 75

Videreførelse med red. ændr.

§ 46

§ 68

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 47

§ 65

Anbringelsesreform

Videreførelse med red. ændr.

§ 48