Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier

(Vejledning nr. 3 til serviceloven)

 

1. Vejledning nr. 3 til serviceloven indgår som del af en samlet fremstilling af Socialministeriets vejledning til serviceloven, der gælder fra den 1. januar 2007. Der foreligger på nuværende tidspunkt følgende 7 vejledninger:

Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Vejledning nr. 1 til serviceloven.

Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse, m.v. Vejledning nr. 2 til serviceloven.

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Vejledning nr. 3 til serviceloven.

Vejledning om social service om botilbud m.v. til voksne. Vejledning nr. 4 til serviceloven.

Vejledning om social service om særlige støtte til voksne. Vejledning nr. 5 til serviceloven

Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Vejledning nr. 6 til serviceloven

Vejledning om kvalitet, tilsyn, tilskud til frivillige organisationer, m.v. Vejledning nr. 7 til serviceloven.

2. Vejledning nr. 3 til serviceloven henvender sig i lighed med de øvrige vejledninger til serviceloven først og fremmest til de kommunale sagsbehandlere.

Vejledning nr. 3 gennemgår servicelovens regler for, hvordan der kan ydes hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt for, hvordan der kan ydes særlig støtte til børn, unge og deres familier, bl.a. ved iværksættelse af foranstaltninger m.v., der må gennemføres tvangsmæssigt.

I indledningen til de enkelte kapitler omtales de enkelte underafsnit.

Indledning

3. Denne vejledning uddyber reglerne om særlig støtte til børn og unge i lov om social service – i kort form kaldet serviceloven. Vejledningen gennemgår således servicelovens regler for, hvordan der kan ydes hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt for, hvordan der kan ydes særlig støtte til børn, unge og deres familier, dels ved iværksættelse af foranstaltninger på frivilligt grundlag, dels ved foranstaltninger m.v., der må gennemføres tvangsmæssigt.

Denne vejledning afløser Socialministeriets vejledning nr. 10 af 3. februar 2006 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Samtidig er der i denne indarbejdet en række supplerende vejledninger til vejledningen om særlig støtte til børn og unge. Vejledningen erstatter derfor også følgende af Socialministeriets vejledninger:

– Vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om Sociale tilbud til børn og unge med handicap,

– Vejledning nr. 119 af 3. juli 1998 om ungdomskontrakter,

– Vejledning nr. 10 af 31. januar 2000 om hurtig indsats overfor børn og unge der begår kriminalitet,

– Vejledning nr. 135 af 21. juni 2001 om de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet (kostskoler),

– Vejledning nr. 133 af 24. november 2003 om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen samt Vejledning nr. 42 af 6. juni 2006 om styrkelse af forældreansvaret,

– Vejledning nr. 53 af 6. marts 1998 om dagtilbud m.v. til børn efter lov om social service, Kapitel 8 om Særlige amtskommunale dagtilbud og

– Vejledning nr. 26 af 16. februar 1998 om klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge efter lov om sociale service, Kapitel 11 om Særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt, nedsat psykisk funktionsevne.

 

4. Vejledningen udsendes på baggrund af kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007. På børneområdet betyder kommunalreformen, at myndigheds-, finansierings- og forsyningsansvaret i forhold til borgerne samles i kommunerne. Regionerne får fremover rollen som leverandør af pladser på døgninstitutioner. Herudover vil regionerne udover at drive døgntilbud også kunne drive special dag- og klubtilbud og døgninstitutioner til børn med funktionsnedsættelser.

 

5. Derudover er der i denne vejledning indarbejdet de ændringer af reglerne om behandlingen af klage- og ankesager på børneområdet, som følger af domstolsreformen, som den er vedtaget ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. Domstolsreformen træder i kraft den 1. januar 2007 og betyder på børneområdet, at retssystemets behandling af klager over Ankestyrelsens afgørelser starter i byretten, og at byrettens afgørelser kan indbringes for landsretten.

 

6. Den seneste udgave af vejledningen blev senest udsendt på baggrund af anbringelsesreformen, der blev vedtaget med lov nr. 1442 af 22. december 2004, og som pr. 1. januar 2006 medførte en række ændringer i servicelovens regler om særlig støtte til børn, unge og deres familier. Bl.a. blev der indført skærpede krav til sagsbehandling, opfølgning samt inddragelse af børn, unge og deres familier.

Anbringelsesreformen skal bl.a. ses i lyset af de seneste års forskning og evaluering, som har peget på behovet for at styrke kvaliteten i indsatsen over for udsatte børn og unge. Der har bl.a. ikke været arbejdet tilstrækkeligt målrettet med at tilpasse indsatsen til det enkelte barns behov. Der har ikke været fulgt tilstrækkeligt op på indsatsen, og der har ikke været dokumenteret i et omfang, som gør det muligt at vurdere effekterne af indsatsen, ligesom børnenes retssikkerhed ikke blev sikret tilstrækkeligt. Samtidig har der ofte først været sat ind relativt sent, dvs. i teenageårene.

Problemerne på området har endvidere vist sig ved, at både danske og internationale undersøgelser har peget på, at børn, som har været anbragt uden for hjemmet, statistisk set ofte klarer sig dårligt som voksne, både erhvervs-, familie- og sundhedsmæssigt.

Målsætningen med reformen har været at rette op på disse problemer, så de anbragte børn får samme muligheder som andre børn for uddannelse, arbejde og familieliv. Det afgørende pejlemærke for reformen har således været barnets bedste.

Anbringelsesreformen præciserer, at kommunerne ikke må tage usaglige økonomiske hensyn ved valg af tilbud til det enkelte barn. Det betyder, at kommunen ikke må tage økonomiske hensyn, som betyder, at der vælges en løsning, som ikke tilgodeser barnets behov fra starten, eller at en nødvendig foranstaltning ophører i utide på grund af besparelser i kommunen. Samtidig er der dog også tale om et område, hvor der anvendes betydelige midler. Det indebærer, at det er nødvendigt, at kommunen tager saglige økonomiske hensyn. Det kan fx medføre, at kommunen ved valg af foranstaltning kan vælge det konkrete tilbud, der både tilgodeser barnets eller den unges behov, samtidig med at det er den økonomisk mest hensigtsmæssige løsning. Et økonomisk hensyn kan ikke være sagligt, hvis det varetages på bekostning af grundlæggende hensyn til et konkret barn eller en ung.

For at sikre en grundig forståelse for anbringelsesreformens intentioner og formål, indeholder anbringelsesreformen en række aktiviteter, der skal sikre, at lovgivningen bliver ført ud i livet på en tilfredsstillende måde.

 

7. Samtidig vil Ankestyrelsen som følge af anbringelsesreformen i øget omfang understøtte og kontrollere sagsbehandlingen i kommunerne, og den statistiske overvågning af området vil blive udbygget ved hjælp af anbringelsesstatistikken, efter hvilken kommunerne kan trække data om deres egen kommune til eget brug. Som led i den udbyggede overvågning har kommuner og ankeinstanser fra 1. januar 2006 været forpligtede til elektronisk at indberette hver afgørelse, der træffes om anbringelse af et barn eller en ung, samt afgørelser i forbindelse med vurdering og ajourføring af handleplan, ændring af anbringelsessted, anmodning om hjemgivelse, ophør af anbringelsen mm. De oplysninger, som kommunerne skal indberette, omfatter faktuelle oplysninger om barnet eller den unge og forældrene samt oplysninger, som ifølge lovgivningen og god forvaltningsskik skal foreligge i sagen, og som kommunen skal lægge til grund for sin afgørelse. Det elektroniske indberetningsskema vil danne grundlag for, at kommuner og ankemyndigheder kan trække oplysninger om deres sagsbehandling på anbringelsesområdet til brug for bl.a. ledelsesinformation. Indberetningerne fra kommunerne vil blive samordnet med ankemyndighedernes indberetninger og med indberetningerne til Danmarks Statistik om bistand til børn og unge. Se Ankestyrelsens hjemmeside: www.ast.dk.

Endvidere vil Ankestyrelsen fremover gennemføre praksisundersøgelser og andre uddybende undersøgelser mm. på området, som sammen med den elektroniske indberetning af afgørelserne vil bidrage til at give et mere detaljeret, aktuelt og løbende overblik over implementeringen af reformen og kommunernes praksis på anbringelsesområdet.

Herudover blev ankeinstansernes egendriftsbeføjelse udvidet – der henvises til punkt. 586 i denne vejledning.

I forhold til den praktiske implementering af lovgivningen på området, er det også relevant at være opmærksom på de forskellige muligheder for at understøtte arbejdet med en øget digitalisering, se bilag 19 til denne vejledning.

 

8. Reglerne om barnets eller den unges opholdskommune eller handlekommune og om nedsættelse af børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger m.v., findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder også de almindelige regler om

– sagsbehandling,

– oplysningspligt m.v.,

– kommunens generelle opgaver på det sociale område,

– de almindelige klageregler samt

– andre generelle forhold på det sociale område.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder endvidere regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give vejledning inden for det sociale område. Der henvises for så vidt angår disse spørgsmål til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Socialministeriets vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Tavshedspligtsvejledningen er optrykt i bilag 20 i denne vejledning.

 

9. Om praksis på området kan der henvises til Ankestyrelsens årlige praksisoversigt vedrørende sociale meddelelser vedrørende lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt Nyt fra Ankestyrelsen.

Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge berører rettigheder, der er reguleret i FN´s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lovens bestemmelser er udformet i overensstemmelse med konventionerne, og det forudsættes, at loven ligeledes administreres i overensstemmelse med konventionerne.

Vejledning

10. I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler om hjælp til udsatte familier er udgangspunktet, at kommunerne yder vejledning over for borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan søge vejledning i de sociale nævn, og medarbejderne i de sociale nævn kan søge vejledning i Ankestyrelsen. Særligt for servicelovens regler om afgørelser, der træffes af børn og unge- udvalget, kan medarbejdere i kommunerne søge vejledning i Ankestyrelsen. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt Ankestyrelsens hjemmeside.

Hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

11. I vejledningen er som nævnt indarbejdet de regler i serviceloven, der vedrører hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier.

De overordnede mål for indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne er ligebehandling, kompensation, tilgængelighed og en helhedsorienteret indsats.

Det er således et centralt princip i serviceloven, i det følgende kaldet kompensationsprincippet, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i videst mulig omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.

Udgangspunktet i bestemmelserne i serviceloven, som tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne, er, at der enten stilles naturalydelser til rådighed, eller at der skal ske kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne.

Der lægges herved på den ene side vægt på, at barnet eller den unge med nedsat funktionsevne, herunder dennes familie, skal afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter den pågældende og familien selv ville have afholdt, hvis der ikke havde været en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med hvad alle andre har. På den anden side skal børn og unge med nedsat funktionsevne ikke selv dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte funktionsevne.

I vurderingen, af om et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal have hjælp efter servicelovens regler, indgår også hensynet til, at familien kan fungere så normalt som muligt med de ekstraordinære belastninger, der føler af et familiemedlems handicap, herunder hensynet til at familien ikke bliver gjort til en plejeforanstaltning, men fortsat kan fungere som en normal familie.

Kompensationsbehovet kan være forskelligt fra menneske til menneske og for forskellige former for funktionsnedsættelse. Dette afspejler sig generelt i tildelingskriterierne for de enkelte ydelser.

Kompensationsprincippet udelukker ikke, at der i forbindelse med tildeling og udmåling af handicapkompenserende ydelser lægges vægt på den enkeltes og dennes nære familie, ægtefælles og store børns mulighed for at varetage de opgaver, der følger af handicappet.

En del af kompensationen sker ved at søge at gøre samfundets tilbud tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser og en anden del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker med nedsat funktionsevne.

Afsnit I

Generelle bestemmelser

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

12. Dette kapitel gennemgår en række forskellige generelle bestemmelser om kommuners, regioners og privates opgaver overfor børn og unge og deres familier. Kapitlet gennemgår således den generelle formålsbestemmelse, som gælder hele indsatsen på området. Derudover beskrives kommunens generelle og overordnede opgaver i forhold til fx vedtagelse af en sammenhængende børnepolitik. Dernæst beskrives reglerne for nedsættelse af børn og unge-udvalg m.v., rådgivning, regler om finansiering generelt m.v. Endelig beskrives den enkeltes underretningspligt.

Målet for særlig støtte til børn og unge

 

Serviceloven:

§ 46. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Stk. 5. Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

13. I servicelovens § 46 opstilles målsætningen for indsatsen for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn eller unge og deres familier, jf. lovens kapitel 7 og 8 om fx dagtilbud m.v. til børn og klubtilbud m.v. til større børn og unge.

 

14. I servicelovens § 46, stk. 1, understreges det, at kommunens opgave over for den gruppe af børn og unge og deres familier, som har behov for særlig støtte, er at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret på en sådan måde, at de får en tryghed i udfoldelsesmuligheder og en sikkerhed for udvikling og sundhed. Dette skal så vidt muligt stille dem på linie med deres jævnaldrende, som ikke har eller har haft tilsvarende vanskeligheder i deres opvækst.

 

15. Servicelovens § 46, stk. 2, fastslår, at indsatsen skal ydes tidligt så det i videst muligt omfang forebygger at problemerne vokser sig store. Forskningen viser bl.a., at det er vigtigt for effekten af den forebyggende indsats, at der sættes ind tidligt. En tidlig indsats forudsætter bl.a., at der arbejdes tværfagligt med disse sager for, at den nødvendige viden er til stede, og at der samarbejdes mellem forskellige sektorer og faggrupper. Der henvises til pkt. 255 om tværfaglige grupper.

Målet om tidlig indsats er en vigtig forudsætning i reglerne om særlig støtte, jf. pkt. 256-270. om serviceloven § 50-undersøgelser. En tidlig indsats kan være medvirkende til, at det undgås, at problemerne vokser sig så store, at de ikke kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.

I formuleringen »det nære miljø« ligger, at kommunen ikke kun skal søge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, men også overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne. Det drejer sig fx om bedsteforældre, onkler, tanter, naboer, venner, venners forældre, skolelærere, sundhedsplejersker og pædagoger. Forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, vil eventuelt også kunne inddrages i opgaveløsningen. I denne sammenhæng er det dog også vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen kan være konfliktskabende og medføre uheldige følger for barnet eller den unge. I forhold til inddragelsen af det nære miljø, kan der i øvrigt i forhold til anbringelse hos den nære familie henvises til pkt. 413, i forhold til samvær og kontakt mellem barnet og andre end forældrene under en anbringelse henvises til pkt. 487 og i forhold til inddragelse i øvrigt henvises til pkt. 24.

Servicelovens § 46, stk. 2, fastslår desuden, at støtte altid skal tilpasses det enkelte barn og den enkelte families behov.

 

16. Servicelovens § 46, stk. 3, hviler på principperne i FN’s konvention om barnets rettigheder. Formuleringen indebærer, at barnet eller den unge skal hjælpes til at udforme sine egne synspunkter i alle faser af undersøgelsen og indsatsen. Det understreges, at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt afpasset efter barnets alder og modenhed. Se i øvrigt pkt. 248 om pligten til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, før der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge.

 

17. I servicelovens § 46, stk. 4, fastslås det, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så vidt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken. Uanset problemerne er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne er til stede. På den anden side signaleres også, at denne forståelse med familien kun rækker til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb mod forældrenes vilje, så må dette finde sted, jf. også nedenfor om servicelovens § 46, stk. 5.

Når det er nødvendigt at gribe ind med en foranstaltning mod forældrenes vilje, må begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, være beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Derved understreges det, at netop de tvangsmæssigt gennemførte foranstaltninger kræver en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen af alle afgørelser. Dels fordi tvangsforanstaltninger er meget indgribende, dels fordi det erfaringsmæssigt vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det får for dem. Anvendelse af foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt er nærmere beskrevet i kapitel 13.

 

18. Begrebet »barnets bedste« er et af de vigtige principper i FN´s konvention om barnets rettigheder, og i servicelovens § 46, stk. 5, er det præciseret, at der ved anvendelse af bestemmelserne om særlig støtte skal lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Der skal herved lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Reglen skal sikre, at der er den nødvendige kontinuitet i opvækstforløbet, idet brud i opvæksten, fx gennem gentagne anbringelser, er en af de faktorer, der meget stærkt kan påvirke barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

Hvis der er konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der efter bestemmelsen lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hensynet til, hvad der er bedst for barnet, vejer altså tungest. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet som en adskilt del af familien, men at inddrage hele barnets situation, dvs. bl.a. forholdene i familien og det nære miljø, jf. ovenfor, ligesom det er vigtigt at se barnets situation i et langsigtet perspektiv.

Sammenhængende børnepolitik

Serviceloven:

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

19. I servicelovens § 19 angives, at det er centralt at se hele den kommunale indsats på børne- og ungeområdet i en sammenhæng.

Det angives, at målet for indsatsen over for børn og unge principielt er det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Det understreges således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet særligt behov for støtte bygger på de generelle tilbud.

Kommunalbestyrelsen skal efter bestemmelsen sikre, at den indsats over for børn og unge og deres familier, der iværksættes efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Der lægges dermed op til en sammenhængende indsats, der på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Bestemmelsen lægger op til, at det i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen kan bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for særlig støtte. Eksempelvis kan barnets daginstitution inddrages både før, under og efter iværksættelsen af særlig støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til hjælpeforanstaltninger efter kap. 11 i lov om social service. Det kan bl.a. dreje sig om ekstra pædagogtimer til barnet, at personalet vejleder familien eller lignende.

Udarbejdelse af en sammenhængende børnepolitik, servicelovens § 19, stk. 2

20. Servicelovens § 19, stk. 2, giver kommunalbestyrelsen pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik. Formålet er at sikre, at den enkelte kommune opstiller retningslinier for, hvordan der lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den sammenhængende børnepolitik skal således være med til at sikre en tidlig indsats og sikre, at kommunen lever op til forpligtigelsen om at yde hjælp efter denne lov i forbindelse med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. I denne forbindelse er det bl.a. vigtigt, at systemet er tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke sker en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge med vanskeligheder.

Den sammenhængende børnepolitik skal altså beskrive, hvordan kommunen sikrer sammenhæng mellem de forskellige sektorer, fx dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sektor, og den særlige støtte til børn og unge. Her kan det være relevant at inddrage de tværfaglige grupper, der er oprettet efter servicelovens § 49 og SSP-samarbejdet (SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge). I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik kan kommunen hente inspiration i FN´s Børnekonvention, som Danmark og dermed også kommunerne, har forpligtet sig til at overholde. Konventionen omhandler langt de fleste aspekter af børns og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder.

Som et led i udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik skal kommunen beskrive den rolle, som dagtilbudene og skolen tilsigtes at spille i den forebyggende indsats, herunder dagtilbuds og skolers rummelighed i forhold til børn og unge med vanskeligheder. Der kan fx være behov for, at kommunen er særligt opmærksom på indsatsen i dagtilbud, der ligger i belastede områder. Hvis et dagtilbud har en særlig høj andel af børn med sociale problemer, bør kommunen således overveje, om der er behov for særlige initiativer - fx differentieret normering - for at sikre, at dette tilbud kan tilgodese børnenes behov.

Derudover spiller dagtilbudene en vigtig rolle i forhold til barnets overgang til skolesystemet, og de skal aktivt være med til at forberede barnet på overgangen til skolen. Hvordan dette skal ske i praksis, afhænger af den lokale tilrettelæggelse af arbejdet og behovene i forhold til det enkelte barn.

I forhold til børn med særlige behov kan det være nødvendigt med en særlig indsats i forhold til at sikre en smidig overgang mellem dagtilbud indbyrdes og mellem dagtilbud og skole.

Har et barn i løbet af børnehavetiden haft særlige problemer, skal det overvejes, om der er behov for at formidle viden og erfaringer om dette barns situation videre til et nyt dagtilbud eller til skolesystemet. Der vil således være situationer, hvor viden om det udsatte barns særlige situation og erfaringerne med indsatsen i forhold til dette barn vil være nyttig i forhold til at skabe en sammenhæng i indsatsen. Det bør dog samtidig vurderes, om oplysningerne om barnets situation kan være med til at fastholde og stigmatisere barnet, og derved forhindre barnet i at få lov at starte på en frisk. Vurderingen vil altid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

I den sammenhængende børnepolitik inddrager kommunen i øvrigt de spørgsmål, som kommunen finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats. Kommunen kan fx inddrage tilrettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats, tilrettelæggelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisatoriske strukturer, relationen til det frivillige sociale arbejde m.v.

Kommunen kan også bruge den sammenhængende børnepolitik til at sikre, at oplysninger, der findes ét sted i den kommunale forvaltning, og som kan have betydning for vurderingen af, om der er behov for særlig støtte i forhold til et konkret barn eller en konkret ung, fx om, at en familie er blevet sat ud af sit lejemål, gives videre til den relevante del af den kommunale forvaltning.

Sager om overgreb mod børn er heldigvis ikke almindelige, men kan være meget svære at håndtere. Det vil derfor ofte være en stor hjælp for ansatte i daginstitutioner, skoler, sagsbehandlere m.v., hvis der i forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik er udarbejdet retningslinier eller et beredskab for håndteringen af denne type sager, herunder om underretning, tilbud om behandling, anmeldelse til politiet m.v.

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal vedtage den sammenhængende børnepolitik betyder, at det politiske niveaus forventninger til samarbejdet synliggøres. Bestemmelsen danner således grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.

Efter servicelovens § 138 har socialministeren en bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunens beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter kapitel 11. Denne hjemmel er udnyttet til at fastsætte en bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen, som skal skabe sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal ses i sammenhæng hermed, da den sammenhængende børnepolitik er rammen for den konkrete indsats i kommunen, herunder kommunens standarder for sagsbehandlingen. Børnepolitikken kan derfor eksempelvis udarbejdes i samme arbejdsgang og indgå i samme dokument som standarderne for sagsbehandlingen. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 5 til denne vejledning. Se endvidere nedenfor i pkt. 21 for en nærmere gennemgang af bekendtgørelsens indhold.

Kommunen beslutter selv, hvor ofte den sammenhængende børnepolitik skal revideres. Dette kan fx ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse træder til, eller hvis kommunen ønsker at sætte fokus på eller udarbejde en ny politik på området.

Den sammenhængende børnepolitik udformes skriftligt og offentliggøres, fx på kommunens hjemmeside eller på anden måde, som kommunen finder hensigtsmæssigt. Kommunen kan med fordel overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør formidles på anden vis. Der er ikke herudover formkrav til den sammenhængende børnepolitik.

Standarder for sagsbehandlingen

21. På baggrund af hjemlen i servicelovens § 138 har socialministeren udstedt bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 5 til denne vejledning.

Bekendtgørelsen giver kommunalbestyrelsen pligt til at træffe nærmere beslutninger om, hvordan sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge skal foregå. Formålet med standarderne er bl.a. at skabe opmærksomhed om og ledelsesmæssig ansvarlighed i forhold til indholdet af sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge og tilrettelæggelsen af arbejdet i kommunen. Da standarderne skal offentliggøres, vil den demokratiske kontrol af kommunens sagsbehandling på området ligeledes blive styrket. Endelig er det hensigten, at standarderne skal medføre, at behandlingen af en sag i mindre grad afhænger af, hvilken sagsbehandler der tilfældigvis har ansvaret for den pågældende sag. Undersøgelser har således peget på, at der kan være store forskelle på sagsbehandlingen fra en sagsbehandler til en anden, også inden for samme kommune. Når den politiske og administrative ledelse tager stilling til standarderne, kan der sikres en mere ensartet behandling af sagerne i kommunen, hvorved borgernes retssikkerhed styrkes.

Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år følge op på standarderne for sagsbehandlingen og vurdere, hvorvidt standarderne skal revideres.

I forbindelse med opfølgningen skal kommunalbestyrelsen bl.a. vurdere, hvorvidt kommunens indsats har levet op til de målsætninger og konkrete fremgangsmåder, kommunen selv har fastlagt i sine standarder for sagsbehandlingen. Det er derfor nødvendigt, at standarderne opstiller så præcise målsætninger og så konkret beskriver fremgangsmåderne, at det efterfølgende kan vurderes, hvorvidt indsatsen har levet op til kommunens egne standarder. Kommunalbestyrelsen skal derfor fastlægge ud fra hvilke konkrete mål, kommunen vil vurdere, om indsatsen har levet op til kommunens egne standarder. Eksempelvis kan det være nyttigt, at kommunalbestyrelsen fastsætter kvantitative mål, da disse er lette at følge op på. Dette kunne fx være et mål om, at der i en bestemt andel af sagerne skal gennemføres familierådslagning eller mål om, at et bestemt antal medarbejdere skal modtage en nærmere angivet efteruddannelsesindsats.

Hvis kommunalbestyrelsen eksempelvis har som mål, at der gennemføres familierådslagning i en bestemt del af sagerne, skal kommunalbestyrelsen således beskrive, hvordan dette konkret gennemføres. Der kan eksempelvis være tale om, at kommunen har valgt, at visse medarbejdere skal uddannes til at kunne anvende metoden, eller at der uddannes særlige samordnere, der kan varetage denne opgave. I forhold til forældrekontrakter kunne konkrete initiativer fx være, at kommunen udarbejder særlige standardskemaer, som sagsbehandlerne kunne anvende, hvis der skulle indgås en forældrekontrakt. Ved fastsættelse af mål er det vigtigt at være opmærksom på, at størrelsen af målene ikke får som konsekvens, at udsatte familier bliver tilbudt en metode, som ikke er egnet til at løse deres behov for at nå de succeskriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen. Det er derfor vigtigt, at målene er realistiske ud fra en vurdering af behovene i kommunen.

I forbindelse med opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen kan kommunalbestyrelsen også vurdere, om de målsætninger og fremgangsmåder, der er fastlagt i standarderne, er hensigtsmæssige, eller om de skal ændres.

Endelig skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der i forbindelse med opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen er behov for særlige undersøgelser af kommunens indsats i sager om særlig støtte til børn og unge. Disse særlige undersøgelser kan bl.a. ske ved brugerundersøgelser, tværgående evalueringer af effekten af indsatsen eller ved andre undersøgelser, som kommunalbestyrelsen anser for egnet til at belyse det konkrete område af kommunens indsats, som kommunalbestyrelsen ønsker undersøgt.

Konstaterer kommunalbestyrelsen således ved opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen, at de fastlagte målsætninger ikke blevet nået, kan dette have forskellige følgevirkninger. En konklusion kunne være, at der skal en yderligere indsats til, for at målet kan opnås. En anden konklusion kunne være, at indsatsen faktisk har været tilfredsstillende, men at målsætningerne er uhensigtsmæssige eller urealistiske, og at de derfor skal ændres. Det kunne også tænkes, at der opstår tvivl om, hvad årsagen til den manglende målopfyldelse er, og at kommunalbestyrelsen derfor ønsker at gennemføre nærmere undersøgelser, evalueringer eller lignende.

Standarderne skal behandle fem forskellige temaer. Der er tale om følgende fem temaer:

– Tidlig indsats i forhold til børn og unge med behov for særlig støtte.

– Inddragelse af forældremyndighedsindehavere og barnet under hele indsatsen.

– Systematisk inddragelse af familie og netværk.

– Opfølgning og evaluering af resultaterne af den konkrete indsats.

– Afdækning af de særlige forhold ved den unge og indsatsen i forhold til unge, der er fyldt 15 år.

Standarder og tidlig indsats

22. For det første skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer den tidlige indsats i forhold til børn og unge med behov for særlig støtte. Som tidligere nævnt hænger standarderne for sagsbehandlingen tæt sammen med den sammenhængende børnepolitik. Dette bliver særligt tydeligt i forhold til kravet om, at standarderne for sagsbehandlingen skal beskrive, hvordan den tidlige indsats gribes an. Den tidlige indsats er således også behandlet i kommunens sammenhængende børnepolitik. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen således i standarderne beskrive, hvordan kommunen konkret vil gennemføre kommunens sammenhængende børnepolitik.

I forhold til den tidlige indsats skal kommunalbestyrelsen i øvrigt beskrive initiativer, der skal sikre, at kommunen modtager de rette underretninger fra bl.a. skoler, sundhedsplejersker og dagtilbud om børn og unge med behov for særlig støtte. Det kan fx være initiativer som fælles efteruddannelsesdage på tværs af sektorerne, udarbejdelse af vejledningsmateriale om underretningspligten til fx skoler, sundhedsplejersker og daginstitutioner, udarbejdelse af særlige skemaer, der kan anvendes til underretninger m.v. Ligeledes skal kommunalbestyrelsen beskrive, hvordan kommunen følger op på de modtagne underretninger, så det sikres, at kommunen aktivt vurderer, hvorvidt barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Beskrivelsen af opfølgningen på underretningerne omfatter også de underretninger, som en tilflytningskommune modtager fra en fraflytningskommune, jf. servicelovens § 152 om den tværkommunale underretningspligt, samt de underretninger, som kommunen modtager fra privatpersoner, jf. servicelovens § 154. I forbindelse med opfølgning på underretninger kan det være en fordel, hvis kommunalbestyrelsen i den sammenhængende børnepolitik har tilrettelagt særlige beredskaber i situationer, hvor der fx foreligger mistanke eller viden om overgreb på et barn eller en unge. Se endvidere pkt. 60.

Inddragelse af forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge

23. For det andet skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer inddragelse af forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge under hele indsatsen. Inddragelse af barnet eller den unge og forældrene er et vigtigt grundlag for at opnå resultater af den sociale indsats. Det handler både om, at de rigtige oplysninger skal ligge til grund for de beslutninger, der tages, og om, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.

Barnet eller den unge har en central placering i sagsbehandlingen. Derfor har kommunen bl.a. pligt til efter servicelovens § 48 at have en samtale med barnet eller den unge, inden der efter servicelovens kap. 11 træffes afgørelser, som berører dem. Konkret betyder det, at børn og unge skal tilbydes en samtale i forbindelse med afgørelser efter servicelovens §§ 51, 52, 56, 57a, 58, 62, 63, 65, stk. 2 og 4, og 68-71 og 75. Ligeledes skal handleplaner så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældrene. Dette kan bidrage til, at de igangsatte foranstaltninger gennemføres med et tilfredsstillende resultat.

Forældrene til et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, vedbliver med at have forældremyndigheden over deres barn, når det er anbragt uden for hjemmet. Det er derfor vigtigt, at forældrene inddrages, når der skal træffes beslutninger, der vedrører deres barn og barnets hverdag. Inddragelsen af forældrene i sådanne spørgsmål kan bidrage til, at der ikke opstår uoverensstemmelser mellem forældrene, plejefamilien og sagsbehandleren, og at barnet eller den unge får en god oplevelse af anbringelsen. Ved en anbringelse uden for hjemmet skal der arbejdes hen imod, at barnet eller den unge igen kan hjemgives, og det er derfor her også vigtigt, at forældre og barnet eller den unge under hele indsatsen inddrages og oplever at have medindflydelse. Forholdet til forældrene er væsentligt for barnet eller den unge, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Systematisk inddragelse af familie og netværk

24. For det tredje skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer systematisk inddragelse af familie og netværk i sager vedr. børn og unge med behov for særlig støtte. I sager om særlig støtte til børn og unge er der således en pligt til at inddrage familie og netværk, både i kraft af formålsbestemmelsen i servicelovens § 46 og i kraft af, at servicelovens § 47 giver kommunen pligt til at overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk i den enkelte sag. Lovgivningen indeholder ikke bestemmelser om, at kommunen skal bruge bestemte metoder eller fremgangsmåder i forhold til denne inddragelse. Det er således op til kommunen selv at vælge, hvordan inddragelsen af familie og netværk nærmere skal gribes an. Derfor indeholder bekendtgørelsen om standarder for sagsbehandlingen en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal beskrive kommunens målsætninger, indsatser og fremgangsmåder i forhold til at sikre kravet om systematisk inddragelse af familie og netværk i servicelovens § 47. Som nævnt i pkt. 247 om servicelovens § 47 kan der eksempelvis være tale om, at kommunen vælger at anvende familierådslagning, netværksmøder eller forældrekontrakter.

Opfølgning og evaluering af resultaterne af den konkrete indsats

25. Det fjerde emne, som kommunalbestyrelserne skal beskrive i deres standarder for sagsbehandlingen, er kommunens indsats i forhold til opfølgning og evaluering af resultaterne af indsatsen i den enkelte sag. I forhold til dette emne skal kommunalbestyrelsen bl.a. beskrive, hvordan kommunen fører tilsyn med de anbragte børn og unge, og hvordan der sker forberedelse af hjemgivelse af barnet eller den unge, jf. servicelovens § 68, stk. 4 og 5.

I forhold til opfølgningen på den enkelte sag, kan kommunen eksempelvis have bestemte fremgangsmåder i form af regelmæssige møder mellem sagsbehandleren, de relevante professionelle, der er involveret i sagen, forældrene, barnet eller den unge og eventuelle andre centrale personer fra netværket.

Kommunen kan også have særlige initiativer eller fremgangsmåder i forhold til sagsbehandlingskravene. Dette kan være alt lige fra, at kommunen har indrettet særlige børnevenlige lokaler til gennemførelsen af børnesamtalen, eller at kommunen har retningslinjer om, at børnesamtalen altid foregår i barnets vante omgivelser, over særlige IT-støttesystemer eller faglig supervision til manualer omkring, hvordan fx undersøgelser og handleplaner skal gennemføres.

Der kan således være stor forskel fra kommune til kommune på, hvordan disse spørgsmål gribes an.

Afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år

26. Som det femte og sidste punkt skal standarderne beskrive kommunens afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse bl.a. beskrive, hvordan kommunen vil afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats i forhold til denne aldersgruppe, jf. kravet i servicelovens § 50, stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan derudover bl.a. beskrive eventuelle særlige tilbud, som kommunen har oprettet eller benytter i forhold til denne aldersgruppe, og efter hvilke kriterier de unge visiteres til disse tilbud.

Dette punkt i standarderne skal ses i sammenhæng med, at teenagegruppen udgør langt den største del af de børn og unge, der modtager særlig støtte. Langt de fleste anbragte børn og unge er således i teenageårene. Samtidig viser erfaringer, at det er svært at få fx anbringelserne af denne aldersgruppe til at fungere. Derfor stilles der i servicelovens § 50 krav om en særlig opmærksomhed på denne aldersgruppe. I standarderne for sagsbehandlingen skal kommunalbestyrelsen således konkret beskrive, hvordan de griber udfordringerne i forhold til denne aldersgruppe an.

Udover de fem fremhævede temaer eller emner, kan kommunalbestyrelserne vælge, at standarderne skal beskrive andre forhold, som kommunalbestyrelsen finder relevante i forhold til at sikre en høj kvalitet i indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte.

En sammenhængende indsats for børn og ung med handicap

27. Bestemmelsen i § 19, stk. 3, understreger, at kommunalbestyrelsen skal se den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med kronisk eller langvarig lidelse i tæt sammenhæng med de generelle tilbud, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Kommunen skal sikre, at den indsats over for børn og unge samt deres familier, der iværksættes efter denne lov, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Bestemmelsen lægger således op til en samlet indsats, der på tværs af lovgivningen, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Dette betyder, at indsatsen efter serviceloven må tilrettelægges i sammenhæng med den indsats, der iværksættes fx efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og som led i pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskoleloven. Der tilsigtes således en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde til gavn for alle børn og unge.

Det er meget vigtigt, at de tilbud, der omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne og kronisk/langvarig lidelse udføres i samarbejde med forældrene. Det er familien, der har problemerne tæt på, og som kan bidrage med viden om, hvordan dagligdagen former sig. Uanset hvad problemerne er for barnet eller den unge og deres familie, er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at betragte familien som enhed, også når det gælder børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse.

Det er ligeledes vigtigt, at begrundelserne, formålet med indsatsen, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, bliver beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Det kan i den sammenhæng være et nyttigt redskab at udarbejde en skriftlig handleplan sammen med forældrene. Handleplanen kan angive, hvilken indsats der skal iværksættes, mål og varighed for indsatsen samt andre forhold, fx hjælpemidler, dagtilbud, behandling m.v. Handleplanen kan medvirke til at sikre en koordineret indsats, hvor alle involverede personer og instansers ansvar og forpligtelser klargøres. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen altid skal udarbejde en handleplan, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter §§ 52, 58 og 76.

Den sociale indsats over for familier med handicappede børn er ofte meget omfattende og indgribende i familiens liv. Forskellige undersøgelser peger på, at det er ret afgørende for familiernes tilfredshed med indsatsen, at kommunen tilbyder en koordineret indsats. For at imødekomme dette er der nogle kommuner, der tilbyder familierne en ordning med en koordinerende sagsbehandler. Denne sagsbehandler fungerer som familiens indgang til forvaltningen og sørger for kontakten til de øvrige dele af forvaltningen.

Nedsættelse af børn og unge-udvalg

28. Efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunalbestyrelsen nedsætte et børn og unge-udvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i servicelovens § 74.

Efter § 19 i retssikkerhedsloven består udvalget af fem medlemmer. De tre medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. Der skal endvidere udpeges en byretsdommer fra retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer Domstolsstyrelsen, hvem af disse der skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af statsforvaltningen for fire år i en periode, som svarer til den kommunale valgperiode. Denne periode forhindrer ikke, at statsforvaltningen udpeger den samme sagkyndige i flere valgperioder.

Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde, når medlemmet er forhindret i at møde.

 

29. Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der efter § 17 i retssikkerhedsloven behandler sager om børns og unges sociale forhold, ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

 

30. Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 4, kan den pædagogisk-psykologisk sagkyndige ikke deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i statsforvaltningen og klagesager. I tilfælde af inhabilitet indtræder en stedfortræder for den pædagogisk-psykologisk sagkyndige i børn og unge-udvalget.

Bestemmelsen i stk. 3 og stk. 4 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

 

31. Ifølge retssikkerhedslovens § 21, stk. 1, fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og unge-udvalget og kan herunder fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3.

Socialministeriets bekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene er optrykt som bilag 4 til denne vejledning.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsættes, at såfremt antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen umuliggør, at samtlige medlemmer af og stedfortrædere til børn og unge-udvalget kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan et eller om nødvendigt flere medlemmer af det udvalg, der efter retssikkerhedslovens § 17 behandler sager om børns og unges sociale forhold, vælges til børn og unge-udvalget.

 

32. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 6 kan socialministeren endvidere efter ansøgning godkende, at der udpeges mere end en stedfortræder for hvert medlem af udvalget. Denne mulighed forudsættes anvendt i et meget begrænset antal tilfælde, idet dispensationsbestemmelsen tager sigte på enkelte af de største kommuner, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådant omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder, og hvor medlemmerne og stedfortræderne kan have en vis oparbejdet erfaring, uanset at antallet af stedfortrædere øges.

 

33. Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige har i kraft af deres særlige sagkundskab tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, fastsættes i udvalgets forretningsorden, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen, at udvalget kun er beslutningsdygtigt, når både dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige eller disses stedfortrædere er til stede.

For så vidt angår de sagkyndiges særlige opgaver i børn og unge-udvalget henvises til kapitel 13.

 

34. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter servicelovens § 75, jf. kapitel 13. Formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget skal altid være til at komme i kontakt med.

Kommunalbestyrelsen sørger for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i loven eller i forretningsordenen med hensyn til placeringen af sekretariatsfunktionen for børn og unge-udvalget.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må kun udvalgets medlemmer og protokolføreren deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan således ikke deltage i mødet under voteringen. Der vil derimod ikke være noget i vejen for, at udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for sagen, inden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad forvaltningen mundtligt har oplyst.

Efter retssikkerhedslovens § 21, stk. 2, fastsætter indenrigsministeren regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

For så vidt angår de sager, der skal forelægges børn og unge- udvalget, henvises til kapitel 13.

 

35. Det børn og unge-udvalg, som er nedsat efter retssikkerhedslovens § 18, er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af reglerne om videregivelse af oplysninger i forvaltningslovens § 28. Da det imidlertid er en forudsætning for udvalgets virksomhed, at udvalget får de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen kan afgøres i overensstemmelse med de i serviceloven opstillede krav, er videregivelse af oplysningerne berettiget.

Rådgivning

Serviceloven:

§ 11. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning efter stk. 1, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

Familieorienteret rådgivning

36. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant et tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor bl.a. rette sit opsøgende arbejde mod særligt truede grupper af børn og unge.

Der kan fx være grund til at være mere opmærksom på særlige vanskeligheder hos unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Et eksempel herpå kan være en ung, som har brug for rådgivning og støtte i forbindelse med familiens ægteskabsplaner for den unge eller i forbindelse med en overvejelse om at sende en ung på genopdragelsesrejse i forældrenes oprindelsesland. Der henvises til Rapport fra juni 2006 om en styrket indsats mod genopdragelsesrejser og andre længerevarende udlandsophold af negativ betydning for herværende børns skolegang og integration udgivet af Ministeriet for Flygtninge og Indvandrere og Integration. Der kan i en sådan situation også være brug for et rådgivningstilbud til familien. Der skal således være adgang til en familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Ved en familieorienteret rådgivning forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen kan i den forbindelse bestå i, at barnet, den unge og familien henvises til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som vil kunne yde den relevante rådgivning og vejledning. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at der er behov for anden form for støtte, finder enten servicelovens § 11, stk. 3, jf. nedenfor i pkt. 40 eller bestemmelserne i lovens kapitel 11 anvendelse.

Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om rådgivning fra barnet eller den unge, og der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. Reglen om notatpligt i offentlighedslovens § 6 gælder således ikke, når rådgivningen ikke har sammenhæng med en afgørelse.

Rådgivningen efter servicelovens § 11, stk. 1, skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til forældre, børn og unge, der alene søger rådgivning. At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet. Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

Særligt om rådgivning af børn og unge

37. Adgangen og retten til rådgivning, herunder muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, omfatter også børn og unge. Som et supplement til den tidlige og forebyggende indsats kan det være relevant for kommunen at udbrede kendskabet til rådgivningen direkte til børn og unge i kommunen. Almindelig rådgivning efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2, kræver ikke, at der foreligger tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren. Et barn eller en ung har således ret til åben og anonym rådgivning på lige fod med forældremyndighedsindehaveren. Der er ingen aldersgrænse for retten til rådgivning. Mange børn og unge kan have behov for at fortælle om deres problemer til en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2,, er alene en rådgivning, der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og vejledning efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller videregives. Se ovenfor under pkt. 36. Også for børn betyder adgangen til anonym rådgivning, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

En uddybende beskrivelse af den anonyme rådgivning findes i bogen »Anonym rådgivning af børn og unge - om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger« af Ida Koch og Torben Bechmann Jensen, Socialministeriet 1999.

Placering af rådgivningen

38. Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning, fx i familiehuse, familieværksteder, særlige ungdomsrådgivningscafeer el. lign. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning. Det bør desuden være et centralt placeret sted, så det er let tilgængeligt. Samtidig bør rådgivningstilbuddet være fysisk og kommunikativt tilgængeligt for børn og unge med nedsat funktionsevne.

Anonymiteten i rådgivningen kan også sikres ved at etablere telefonrådgivning, hvor barnet eller den unge ikke behøver at være bange for at blive genkendt.

Ved vejledning af familier fra etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.

Når der er behov for andet end rådgivning

39. Viser henvendelsen fra barnet eller den unge, at der er behov for andet end rådgivning, falder situationen helt uden for anvendelsesområdet for servicelovens § 11, stk. 1 og 2.

Hvis barnet eller den unge selv beder om hjælp, der ikke kan klares med rådgivning alene, og er barnet eller den unge indstillet på, at anonymiteten ophæves, gælder de almindelige regler for starten af en børnesag.

Er der tale om alvorlige problemer, som barnet eller den unge ikke umiddelbart selv kan løse, og fastholder barnet eller den unge sit ønske om at være anonym, må barnet eller den unge ikke presses til at opgive sin anonymitet, men rådgiveren må sikre sig, at barnet eller den unge får præcise oplysninger om, hvad der findes af hjælpemuligheder. Rådgivningen kan desuden bestå i, at barnet eller den unge får det råd at tale med en slægtning eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, om muligheden for at få hjælp. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at barnet eller den unge får at vide, at der kan tilbydes hjælp, og at det er nødvendigt at inddrage forældrene, hvis der skal ydes hjælp.

Hvis de problemer, som barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at det giver anledning til meget alvorlig bekymring for barnets sikkerhed og udvikling, er myndighederne forpligtet til at gribe ind, uanset om det er en anonym rådgivning. Det er vigtigt, at barnet eller den unge bliver informeret om de skridt, der vil blive taget for at hjælpe med at løse problemerne. De almindelige regler for at starte en børnesag gælder i disse tilfælde. Der skal således indledes en undersøgelse efter reglerne i servicelovens § 50 for at afklare, om der er behov for egentlige foranstaltninger. Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes og inddrages. I sådanne tilfælde må kommunen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om forvaltningslovens bestemmelser om undtagelse fra aktindsigt kan bringes i anvendelse.

Rådgivning, undersøgelse og behandling efter servicelovens § 11, stk. 3

40. Kommunen har efter servicelovens § 11, stk. 3, en forpligtelse til at yde gratis rådgivning til børn og unge med adfærdsmæssige problemer eller med fysiske og psykiske handicaps og deres familier. Rådgivningen rækker ud over den »familieorienterede rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien«, jf. servicelovens § 11, stk.1, men angår på den anden side ikke problemer, der er så store, at der skal sættes foranstaltninger i værk efter servicelovens kapitel 11.

Udover rådgivningen har kommunen desuden efter bestemmelsen en forpligtelse til at tilbyde undersøgelse og behandling. Den behandling, der kan være tale om efter bestemmelsen, kan fx være psykologsamtaler, fysio- eller ergoterapeutisk behandling. Der kan blandt andet ydes genoptræning til børn og unge, hvis genoptræningen ikke kan ydes efter anden lovgivning.

Kommunens forpligtelse efter servicelovens § 11, stk. 3, er et supplement til kommunen forpligtelse til at foretage en undersøgelse efter servicelovens § 50 og til at tilbyde behandling af barnets eller den unges problemer efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3. Det betyder, at hvis kommunen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, så skal der gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50, og evt. iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 52.

Undersøgelsen kan foretages efter § 11, stk. 3, hvis barnets eller den unges problemer ikke er så store, at betingelserne for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 er opfyldt, eller hvis den hjælp, der er behov for, er hjælp efter bestemmelserne om tilbud til børn og unge med handicap, jf. kapitlerne 5-8 i denne vejledning.

Målgruppen for rådgivning, undersøgelse og behandling efter § 11, stk. 3, er derfor de børn, unge og familier, der har sociale og adfærdsmæssige problemer, der ikke er så store endnu, at der bliver tale om foranstaltninger efter lovens kapitel 11, samt børn og unge med handicap, som ikke har behov for foranstaltninger men for andre former for støtte. Der kan fx være tale om børn med handicap, der skal have dækket merudgifter, hvor der i den forbindelse er behov for en vurdering af behovet eller børn med mindre adfærdsmæssige vanskeligheder, fx på grund af et konkret traume, der kan håndteres ved nogle få psykologsamtaler.

Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter § 11, stk. 3 er således dels at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, fordi de fx er opstået i forbindelse med en ulykke dels at forebygge, at problemerne vokse sig større, så der senere bliver behov for at tage mere alvorlige foranstaltninger i anvendelse.

Om servicelovens almindelige bestemmelser om rådgivning henvises der til Vejledning 1.

Andre rådgivningstilbud

41. Det er vigtigt, at kommunerne også er opmærksomme på den rådgivning, der er i andre sammenhænge.

Eksempelvis er der udover rådgivning i medfør af servicelovens § 11 mulighed for rådgivning for børn og forældre i forbindelse med skolen. Det er pædagogisk psykologisk rådgivning, der normalt forkortes PPR. Der kan henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1373 af 15. december 2005 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og til Undervisningsministeriets vejledning nr. 9904 af 6. december 2002 om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte. Kommunerne har mulighed for at udvide omfanget af PPR, så den omfatter alle dele af hverdagen for børn i daginstitution og for skolesøgende børn.

Hertil kommer den rådgivning, der ydes til forældre og børn af statsforvaltningerne i forbindelse med etablering af samvær eller aftaler om forældremyndighed ved samlivsophævelse. Der kan i øvrigt henvises til lov om forældremyndighed og samvær. Kommuner og statsforvaltninger bør informere hinanden om, hvilke rådgivningstilbud de har.

Endvidere skal kommunalbestyrelsen efter sundhedslovens § 122 vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige behov en øget indsats indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske eller læge. Med henblik på at tilgodese børn og unge med særlige behov, skal kommunalbestyrelsen efter sundhedslovens § 123 oprette en tværfaglig gruppe der skal sikre, at den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.

Herudover findes der forskellige former for rådgivning i privat regi, der retter sig mod både børn og voksne, og hvor det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på disse tilbud. Der findes bl.a. netbaseret rådgivning og telefonrådgivning til børn, mens der er foreninger, der retter deres arbejde mod forældre og pårørende. Rådgivningerne er ofte etableret af organisationer eller foreninger, der anvender hel eller delvis frivillig arbejdskraft. Private rådgivningsmuligheder udgør et vigtigt supplement til de kommunale tilbud, men fritager ikke kommunen for pligten til at yde rådgivning.

VISO

42. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO – bistår kommuner, regionale tilbud og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune.

Om VISO henvises der i øvrigt til Vejledning 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning m.v.

Regionens opgaver vedrørende børn og unge

43. Om regionernes opgaver henvises til Vejledning 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning m.v.

Inddragelse af forældre uden del i forældremyndigheden

44. I en del af de familier, hvor der er behov for særlig støtte, vil der være tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden alene. Hvis der skal træffes en afgørelse om foranstaltninger efter lov om social service, træffes beslutningen herom kun i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Derfor er det som udgangspunkt alene forældremyndighedsindehaveren, der er part i sagen. Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er dog part i afgørelser, der gælder dennes ret til at bevare kontakten til barnet eller den unge, og har ret til at klage over afgørelser, der begrænser kontakten eller, hvor der gives afslag på støtte til samvær, som forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på de ressourcer, der kan ligge hos den anden forælder. Når familieforholdene skal afdækkes som del i servicelovens § 50-undersøgelsen, indebærer det bl.a., at forholdet til eventuelle forældre uden del i forældremyndigheden skal afdækkes, se evt. pkt. 256 ff. Forældre uden del i forældremyndigheden vil kunne spille en positiv rolle for barnet, det er derfor vigtigt at trække på de eventuelle ressourcer der findes her.

Derudover skal kommunen være opmærksom på, at den almindelige adgang til at få information om barnets eller den unges forhold, som fremgår af lov om forældremyndighed og samvær § 19, også finder anvendelse, når det drejer sig om et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet. Det betyder, at den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at blive orienteret om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt fra social- og sundhedsvæsenet. Myndighederne kan ikke uopfordret videregive oplysninger, da forælderen selv skal tage initiativ til at bede de relevante myndigheder om oplysningerne. Myndigheden kan beslutte, at forælderen ikke skal have en orientering, hvis det vil være til skade for barnet. Statsforvaltningen kan endvidere beslutte, at forælderen ikke skal have adgang til at få en orientering om barnet, hvis adgangen bliver misbrugt. Adgangen til at få information omfatter alene oplysninger, der vedrører barnet og ikke oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Myndighederne er kun forpligtet til at give orientering om barnets forhold i et rimeligt omfang. Se i øvrigt nærmere i vejledning om forældremyndighed og samvær.

Samarbejde mellem statsforvaltning og kommuner

45. I sager, hvor kun den ene forælder har forældremyndigheden, kan der være behov for et samarbejde mellem statsforvaltningen og kommunen, fx hvis begge myndigheder skal undersøge barnets forhold.

Hvis forældrene søger statsforvaltningen om overførsel af forældremyndigheden fra den ene forælder til den anden i forbindelse med en anbringelsessag, kan det være relevant, at kommunen og statsforvaltningen samarbejder om at få afdækket, om en overførsel vil være til barnets bedste. Dette indebærer bl.a. et samarbejde omkring en evt. undersøgelse af forældrenes forhold.

 

46. Når der skal udveksles oplysninger mellem kommunen og statsforvaltningen, er det vigtigt, at der søges indhentet samtykke fra forældrene, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, da det er et godt udgangspunkt for det fortsatte samarbejde med forældrene. Hvis det ikke er muligt at få samtykke til at indhente oplysninger i en sag om særlig støtte til børn og unge, kan kommunen indhente oplysninger fra statsforvaltningen uden samtykke med hjemmel i retssikkerhedsloven § 11 c, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Statsforvaltningen har mulighed for at bede kommunen om oplysninger, selv om der ikke er opnået samtykke fra forældrene, hvis det skønnes at være nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge.

Hvis statsforvaltningen beder om en vurdering af en families forhold i forbindelse med, at forældremyndigheden søges overdraget til en tredjemand, er kommunen forpligtet til at videregive de relevante oplysninger, hvis de er i besiddelse af dem. Adgangen til indhentelse af oplysninger reguleres af forvaltningsloven §§ 28 og 29 og persondataloven § 6 stk. 1 nr. 6, § 7 stk. 2 nr. 4 og § 8 stk. 1-3. Når kommunen videregiver oplysninger fra børnesagen til statsforvaltningen, vil disse oplysninger blive omfattet af retten til partsaktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9. Retten til aktindsigt kan begrænses efter forvaltningsloven § 15, hvis der er afgørende hensyn til andre private interesser, herunder hensynet til barnet eller den unge eller den anden forælder, der taler imod det.

Samvær med forældre uden del i forældremyndigheden

47. En afgørelse om samvær, der er truffet af statsforvaltningen, ophæver eller indskrænker ikke kommunens tilsynspligt over for det barn eller den unge, som sagen vedrører. Hvis kommunen i forbindelse med barnets eller den unges ophold i kommunen på grund af samvær med en forælder bliver opmærksom på, at barnet kan have behov for støtte, må kommunen undersøge sagen gennem indhentelse af oplysninger fra parterne og eventuelt andre myndigheder, herunder fx statsforvaltningen. Kommunen har efter retssikkerhedslovens § 11 c krav på at få de nødvendige oplysninger udleveret. Hvis det på baggrund af de indhentede oplysninger viser sig, at der er behov for støtte under samværet eller, at det ikke er forsvarligt at gennemføre samværet, skal kommunen underrette forældremyndighedsindehaverens opholdskommune eller statsforvaltningen, så der kan foretages en vurdering af et evt. behov for støtte til samværet.

Hvis statsforvaltningen eller kommunen bliver opmærksom på, at der er behov for særlig støtte i forbindelse med samvær for en forælder uden del i forældremyndigheden, kan det være relevant at koordinere indsatsen. Statsforvaltningerne kan have foranstaltet overvåget samvær i en periode, men da statsforvaltningerne ikke har mulighed for at etablere en permanent ordning, må kommunen træde til, fx i form af at give barnet en støtteperson, som kan være til stede under samværet, hvis det fortsat skønnes, at barnet har udbytte af samværet, og det på den baggrund besluttes, at samværet skal fortsætte, selv om samværet er problematisk. Kommunen kan ikke fortsætte eller fastsætte overvåget samvær på samme måde som statsforvaltningen, men kan med forældremyndighedsindehaverens samtykke tilbyde andre støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52. Kommunen kan inden for viften af foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 3 tilbyde den hjælp, som er nødvendig ud fra barnets individuelle behov. Det kan fx dreje sig om familiebehandling eller konsulentbistand. Samværsforælderen kan klage over en afgørelse om støtte til samvær efter servicelovens § 52, da pågældende har en væsentlig retlig interesse i afgørelsen.

Kommunen kan også yde støtte til en kontaktperson eller personlig rådgiver til barnet eller den unge. Iværksættelse af sådanne foranstaltninger forudsætter forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. servicelovens § 52 stk. 1, da afgørelser om særlig støtte til børn og unge i lov om social service træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Det er dog muligt at tilbyde barnet en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6 og 7 uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. servicelovens § 56. Udgifterne til foranstaltningerne afholdes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Statsforvaltningen og kommunen bør i øvrigt overveje, om det i den konkrete sag kan være hensigtsmæssigt at koordinere eventuelle støtteforanstaltninger, der er sat i værk i forhold til forældremyndighedsindehaveren, med fastsættelsen af samvær med den anden forælder. Eksempelvis kan der i en sag, hvor der foregår familiebehandling, være nyttigt, at den tidsmæssige fastlæggelse af samværet med en forælder uden del i forældremyndigheden koordineres i forhold til, hvornår familiebehandlingen foregår.

Kommunen kan ikke regulere eller midlertidigt ophæve en samværsret for en forælder uden del i forældremyndigheden, der er fastsat af statsforvaltningen med mindre, der er tale om et anbragt barn, herunder et barn anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Kommunen kan alene rådgive og støtte forældre og børn samt oplyse statsforvaltningen om sin vurdering af forløbet af samværene. Kommunen er dog forpligtet til at afbryde eller gribe ind i et konkret samvær, evt. ved en akut fjernelse af barnet eller den unge, hvis situationen er af alvorlig karakter.

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

Serviceloven:

§ 57. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

48. Forpligtelsen for kommunen efter servicelovens § 57 til om nødvendigt at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, gælder, hvad enten kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen, eller af statsforvaltningen bliver bedt om at yde bistand. Kommunen bør altid orientere statsforvaltningen om forældremyndighedsindehaverens død, hvis denne har forældremyndigheden alene. Det er den hidtidige opholdskommune, der har forpligtelsen efter servicelovens § 57, hvis der ikke er en efterlevende forælder eller, hvis pågældende ikke er kendt af myndighederne. Ved forældremyndighedsindehaverens død bliver den efterlevende forælders opholdskommune også opholdskommune for barnet. Det gælder også i de tilfælde, hvor der ingen kontakt er mellem barnet og den efterlevende forælder. Det kan gøre det nødvendigt at etablere et samarbejde mellem den kommune, hvor den afdøde forælder boede, og kommunen, hvor den efterlevende forælder bor, for at sikre en god overgang for barnet. Dette er særligt vigtigt, hvis fraflytningskommunen vurderer, at der kan være behov for særlig støtte til barnet i anledning af dødsfaldet.

 

49. Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af statsforvaltningen. Ved afgørelsen inddrager statsforvaltningen tillige eventuelle tilkendegivelser efter § 15 i lov om forældremyndighed og samvær fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis statsforvaltningen anmoder om det, er kommunen forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om eventuelle ansøgere, jf. bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær m.v. Dette gælder også i de situationer, hvor der er en efterlevende forælder, og andre end forælderen beder om forældremyndigheden.

Hvis kommunen eller statsforvaltningen ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, må kommunen yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer, da intet barn kan være foruden forældremyndighedsindehaver. Kommunen må tage kontakt med barnet eller den unge selv, pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden. Kommunen må være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden og evt. komme med forslag til en egnet forældremyndighedsindehaver. Det kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

 

50. Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af statsforvaltningen, bliver samtidig værge, men får ikke forsørgelsespligt for barnet eller den unge. Det betyder, at hvis der er en efterlevende forælder, som ikke får tillagt forældremyndigheden, er denne forpligtet til at bidrage til forsørgelsen. Bidragspligten iværksættes ved at kontakte forælderens bopælskommune. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse, med henvisning til lov om aktiv socialpolitik § 84. Der kan kun ydes kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger på grund af, at pågældende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

Finansiering

51. Kommunerne har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud. En kommune kan derfor beslutte at visitere et barn eller en ung til et af kommunens egne tilbud eller vælge at anvende andre kommuners tilbud, regionale eller private tilbud.

Kommunens udgifter til almindelig rådgivning, undersøgelse og behandling samt tilsyn efter servicelovens §§ 10, 11 og 146 afholdes endeligt af kommunen. Det samme gælder udgifter til administration, fx udgifter til undersøgelser, herunder de i servicelovens §§ 50 og 51 nævnte.

 

52. Kommunen afholder endeligt udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 og 5, § 54, og § 76, stk. 2, 3og 5.

Staten afholder 25 % af de udgifter, der overstiger 0,8 mio. kr. og 50 % af de udgifter, der overstiger 1,5 mio. kr., jf. servicelovens § 176. Der er en løbende justering af beløbene, se servicelovens § 176, stk. 3 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1019 af 10. oktober 2006 om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager efter § 176 i lov om social service.

Staten refunderer 50 % af en kommunes udgifter til advokatbistand efter servicelovens § 72, jf. servicelovens § 131.

Finansiering af udgifter til flygtninge og børn af asylansøgere

53. For udlændinge, der er omfattet af servicelovens § 181, stk. 1, afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1-7, § 52, stk. 3, nr. 9, § 54, § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, i de første tre år efter datoen for opholdstilladelsen. Derudover afholder staten udgifterne til udlændinge, som inden 12 måneder efter dagen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv. Endelig afholder staten udgiften til mindreårige asylansøgere, der får opholdstilladelse, dog længst indtil de fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Disse udgifter er omfattet af bestemmelserne i Socialministeriets bekendtgørelser om regnskabsaflæggelse og refusion og revision.

Straffebestemmelse

54. Efter servicelovens § 156 straffes den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter serviceloven, hvis den pågældende hjælper et barn eller en ung, til at undvige eller selv holder den undvegne skjult. Den pågældende kan straffes, med fængsel i indtil to år eller under formildende omstændigheder med bøde.

 

 

55. Den, der i strid med reglerne i serviceloven anbringer eller modtager et barn eller en unge i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde, jf. servicelovens § 157.

Kapitel 2

Underretningspligt

56. I dette kapitel beskrives underretningspligten, som er en personlig pligt, der gælder både for fagpersoner og den almindelige borger, når de pågældende får kendskab til eller formodning om, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte.

Fagpersoners underretningspligt

Serviceloven:

§ 153. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelse af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3 . Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte tilsvarende regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.

Stk. 4.

 

57. Servicelovens § 153 handler om underretningspligt for personer, der gennem deres arbejde får kendskab til eller formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har brug for særlig støtte.

Underretningspligten foreligger, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold, eller når der er behov for støtte pga. nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Der er ikke i den sociale lovgivning en opremsning af, hvad der konkret hører under underretningspligten. Underretningspligten efter § 153 kan således siges, at omfatte alle de tilfælde, hvor en offentlig ansat får kendskab til forhold, der giver en formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte, herunder at de fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Underretningspligten er ikke betinget af, at der er tale om omsorgsvigt, overgreb eller lignende situationer. Det er således tilstrækkeligt, at barnet eller den unge har vanskeligheder, som man ikke selv kan gøre noget ved. I disse tilfælde skal de sociale myndigheder også inddrages med det samme.

Underretningspligten indtræder kun, hvis det ikke er muligt selv at afhjælpe problemerne i tide gennem dialog med forældrene og barnet eller den unge.

Hvem påhviler underretningspligten

58. Underretningspligten i § 153 påhviler alle offentligt ansatte og andre med offentlige hverv, herunder også ansatte ved statsforvaltningerne, der i forbindelse med behandlingen af en sag om forældremyndighed eller samvær får kendskab til, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.

Underretningspligten omfatter derudover bl.a. privatpraktiserende læger, ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler, dagpasningstilbud, der er drevet som selvejende institutioner samt opholdssteder, krisecentre, familiepleje, behandlingstilbud og andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.

Uddelegering af underretningspligten

59. Underretningspligten efter § 153 er en personlig pligt, og hvis man vurderer, at det er nødvendigt at foretage en underretning af hensyn til barnet, er der pligt til dette. Enhver er således ansvarlig for at reagere og handle på sin egen bekymring.

Det kan i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at lade underretningerne gå gennem ledelsen, således at lederen på skolen, institutionen m.v. er den, der i alle tilfælde underretter de sociale myndigheder. Hvis det er aftalt, at det er lederen på skolen, der underretter, vil dette dog ikke fritage den oprindelige underretter for et ansvar, hvis lederen vælger ikke at underrette. Underretningspligten må således aldrig tilsidesættes.

Underretningspligten er som nævnt en personlig pligt. Pligten til underretning er dog ikke ultimativ. Det skal først vurderes om pågældende gennem sin tjeneste har rimelig mulighed for i tide at afhjælpe vanskelighederne.

Når nogen virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde sin pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han/hun med bøde eller hæfte. Dette følger af straffelovens § 156. Straffen kan i særlige tilfælde forhøjes, hvis den pågældende tidligere er fundet skyldig i en efter det fyldte 18. år begået strafbar handling.

Mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb mod børn og unge

60. Den kommunale forvaltning og anbringelsesstederne skal være særligt opmærksom på tilfælde, hvor der er mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb mod børn og unge, herunder hvis der er unge, der har en uhensigtsmæssig seksuel adfærd, så der kan træffes de fornødne foranstaltninger til beskyttelse af barnet eller den unge. Den særlige opmærksomhed skal ligeledes rettes mod seksuelle overgreb, når barnet er anbragt.

Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen har et beredskab klar til disse svære sager, jf. pkt. 68. Derudover kan der hentes hjælp hos SISO, der er et videnscenter vedrørende den socialfaglige indsats til bekæmpelse af seksuelle overgreb på børn.

Henvendelse til politiet

61. Er der reel og kvalificeret mistanke om, at et barn bliver seksuelt misbrugt, skal underretteren ligeledes rette henvendelse til politiet. Politiet får herved mulighed for at efterforske sagen.

Underretning om alvorlige misbrugsproblemer, servicelovens § 153, stk. 3

62. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte på grund af sundhedsrisiko for det kommende barn.

Der er på en ene side tale om en underretningspligt, der kan have betydning for det kommende barn, og på den anden side er der tale om en bestemmelse, der pålægger visse personer at bryde deres tavshedspligt. Da videregivelse af rent personlige oplysninger uden samtykke kan skade muligheden for at skabe og bevare et åbent tillidsforhold mellem den gravide og den, der videregiver oplysningerne, er underretningspligten begrænset til at omhandle gravide kvinder med et alvorligt alkohol- eller stofmisbrug. At misbruget skal være alvorligt, betyder at det skal have konsekvenser for den enkelte og familien i en sådan grad, at det er rimeligt at handle i forhold til det.

De nærmere regler om fagpersoners underretningspligt

63. De nærmere regler om underretningspligten efter § 153, stk. 1 , 2 og 3, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service, der er optrykt som bilag 1 til denne vejledning. Reglerne om underretningspligt og videregivelse af oplysninger er nærmere beskrevet i Socialministeriets »Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene«, (Dialogvejledningen), samt i Socialministeriets hæfte »Hvad må du sige?«. Tavshedspligtsvejledningen er optrykt som bilag 16 til denne vejledning.

Borgerens underretningspligt

Serviceloven:

§ 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

64. Enhver der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller andre forhold, som er til fare for dets udvikling og sundhed, herunder vold, mishandling, seksuelle overgreb, omskæring m.v. har efter servicelovens § 154 en pligt til at underrette kommunen.

Den der underretter, bliver ikke part i barnets eller den unges sag, og underretteren vil derfor ikke kunne få oplysninger om, hvilken hjælp eller støtte kommunen giver barnet eller den unge.

Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted. Det kan således både være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc. En underretning kan også ske anonymt, se pkt. 66.

Sammenhæng mellem underretningspligt og kommunens rådgivning

65. Reglerne om underretningspligt efter §§ 153 og 154 har sammenhæng med, at det efter § 11 påhviler kommunen at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning med henblik på løsning af vanskeligheder i familien og at det efter § 50 påhviler kommunen at sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte. Se kapitel 10.

Kvittering for underretninger

Serviceloven:

 

§ 155. Hvis kommunen modtager en underretning om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, skal kommunalbestyrelsen senest seks hverdage efter modtagelsen af underretningen sende en bekræftelse af modtagelsen.

66. Når kommunen har modtaget underretningen, skal kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 155 kvittere for modtagelsen inden seks hverdage, men dette er alene en bekræftelse af, at kommunen har registreret underretningen, og kvitteringen må ikke indeholde oplysninger om, hvad kommunen påtænker at foretage sig i den enkelte sag. Det kan være hensigtsmæssigt, at kvitteringen indeholder generelle oplysninger om, hvad kommunen normalt gør. Kvitteringen kan også oplyse om, at den, der foretager underretning, ikke bliver part i sagen, ikke vil blive løbende orienteret om sagens forløb og ikke kan klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage. Da underretteren ikke er part, vil der alene være adgang til aktindsigt i de oplysninger, som den pågældende selv er fremkommet med.

En underretning i medfør af servicelovens §§ 153 eller 154 medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. Kommunen skal i første omgang vurdere, om der på baggrund af underretningen er behov for at igangsætte en undersøgelse efter servicelovens § 50.

I visse tilfælde vil henvendelsen nødvendiggøre, at kommunen må undersøge, om der er behov for støtte, fx ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Dette følger af kommunens almindelige forpligtelse efter servicelovens § 146, til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under. Udgangspunktet er, at forældremyndighedsindehaverne giver samtykke til, at der foretages en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, og der bør som klart udgangspunkt altid søges indhentet samtykke.

Undtagelsen kan være situationer, hvor der er mistanke om, at en af forældrene begår overgreb på barnet eller den unge. Også i disse situationer bør det dog overvejes, om det er muligt at indhente samtykke.

Afhængig af indholdet af underretningen vil en henvendelse fra kommunen til dagtilbud, skole eller lignende kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, jf. retssikkerhedsloven § 11 c, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke, jf. retssikkerhedsloven § 11 a. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen, og om hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter servicelovens § 50, eller efter servicelovens § 51, jf. kapitel 10. Også i de tilfælde hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at underretningen er grundløs, bør kommunen underrette familien. En egentlig pligt til at underrette familien vil afhænge af den konkrete sag, men kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende, jf. retssikkerhedsloven § 4.

Kommunen har notatpligt, når den modtager oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, når disse har betydning for en sags afgørelse. Dette fremgår af offentlighedsloven § 6. Notatpligten gælder kun i sager, hvor der skal træffes afgørelse. Det afgørende for notatpligten er, om der er modtaget oplysninger, der kan bidrage til at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder, og disse oplysninger ikke allerede fremgår af sagen. Et særligt problem foreligger, hvor der er tale om anonyme henvendelser. Problemet kan opstå i 2 forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym også i forhold til kommunen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om underretningen, og om at den er anonym.

I den anden situation kan kommunen være bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være anonym på grund af forholdet til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 mulighed for at undtage navnet på underretteren fra aktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til underretteren, og kun hvis dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten på underretteren. Det følger heraf, at kommunen ikke på tidspunktet for underretningen kan love en underretter, at pågældende kan være anonym i forhold til familien. Den afvejning mellem hensynet til underretteren og hensynet til familien, som skal foretages efter forvaltningslovens § 15, kan ikke foretages på tidspunktet for underretningen, hvor kommunen ikke nødvendigvis har kendskab til familiens forhold.

Selv om underretteren ikke har klageadgang, har underretteren, som alle andre, mulighed for at rette henvendelse til de sociale nævn eller Ankestyrelsen i de tilfælde, hvor kommunen undlader at iværksætte nødvendige undersøgelser eller foranstaltninger, jf. servicelovens § 65, se kap. 24.

Tværkommunal underretningspligt

Serviceloven:

§ 152. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.

67. Når forældre til børn med behov for særlig støtte flytter til en anden kommune, er det vigtigt, at den nye kommune bliver gjort opmærksom på familiens behov. I mange tilfælde vil forældrene selv tage kontakt til den nye kommune for at få hjælp til løsning af problemerne, men der ses også eksempler på, at forældre flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af foranstaltninger, som den hidtidige kommune har påtænkt, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse herom. I sådanne tilfælde - og specielt hvis flytningen må antages at være betinget af en umiddelbart forestående anbringelse uden for hjemmet – kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter tilflytningskommunen.

Servicelovens § 152 fastslår, at fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen i situationer, hvor fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor der efter fraflytningskommunens vurdering er behov for foranstaltninger, herunder eventuelt foranstaltninger uden samtykke, således at tilflytningskommunen får mulighed for at sætte ind med hjælp til familien så tidligt som muligt.

Underretningspligten omfatter alene oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlig støtte. Fraflytningskommunen kan ikke uden videre fremsende alle sagsakterne i en sag. Medmindre der foreligger samtykke fra forældrene, kan fraflytningskommunen således ikke videregive oplysninger, der ikke relaterer sig til barnets eller den unges behov for særlig støtte. I det omfang tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger i den videre sagsbehandling, har kommunen adgang til at indhente de nødvendige oplysninger fra fraflytningskommunen efter retssikkerhedslovens § 11 c og forvaltningslovens kapitel 8.

Den nye kommune er forpligtet til at vurdere sagen selv, både ud fra egne og fraflytningskommunens oplysninger.

Det bemærkes i øvrigt, at der er adgang til at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, hvis der foreligger særlige grunde. Dette forudsætter, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år. En sådan aftale kan fx være hensigtsmæssig, hvis der er tale om en familie, der flytter meget. Se Socialministeriet vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Anmeldelse til politiet og afværgepligt

68. Det er politiets og retsvæsenets opgave at tage sig af den strafferetlige efterforskning og vurderingen af strafferetlige forhold, herunder overgreb mod børn og unge.

Derfor er det også vigtigt, at politiet får det at vide, hvis man som borger eller offentlig myndighed har mistanke om overgreb eller andre alvorlige forbrydelser. Politiet kan på baggrund af oplysningerne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

Efter straffeloven er der ikke en almindelig pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter straffelovens § 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge eller afværge en forbrydelse, der indebærer fare for menneskers liv eller velfærd, som man har kendskab til. Der er således en »afværgepligt«. Denne pligt kan fx være til stede, hvis en begået forbrydelse kan tænkes at gentage sig - hvilket fx kan være relevant i forbindelse med overgreb på børn og unge. Afværgepligten gælder også for offentlige myndigheder.

En borger, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb på et barn eller en ung, kan opfylde afværgepligten ved at foretage en underretning til kommunen. En kommune, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung, skal således vurdere barnets eller den unges behov for hjælp i den enkelte sag. Det vil i den forbindelse ofte være en hjælp for kommunens personale, at der er udarbejdet retningslinier eller et beredskab for håndteringen af denne type sager. Det afgørende i kommunens vurdering er beskyttelsen af barnet eller den unge mod eventuelle (nye) overgreb. Den strafferetlige side af sagen overlades til politiet. Kommunen har en forpligtelse til at være opmærksom på barnets behov for særlig støtte på grund af overgrebene. Vurderingen af barnets eller den unges behov for støtte afhænger ikke af udfaldet af en evt. straffesag, da der ikke altid vil kunne ske domfældelse i denne type sager på grund af manglende beviser.

Kapitel 3

Tilsyn

69. Dette kapitel gennemgår servicelovens bestemmelser om kommunens pligt til at føre tilsyn med forhold, der har betydning for børn og unges vilkår. Kapitlet gennemgår således det generelle tilsyn, der omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges livsbetingelser i lokalområdet, herunder også børn og unge, der har ophold på asylcentre, i fængsler, krisecentre m.v. Dernæst beskrives det særlige tilsyn, hvor kommunen skal være særligt opmærksom på et konkret barn eller en konkret ungs forhold, herunder også i de tilfælde hvor barnet eller den unge har brug for særlig støtte i forbindelse med samvær med den forælder, der fx ikke har del i forældremyndigheden. Endvidere beskrives kommunens pligt til at føre tilsyn med særlige dagtilbud, særlige klubtilbud, døgnophold og plejefamilier. Endelig beskrives kommunens pligt til at føre løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold uden for hjemmet.

Serviceloven:

§ 146. Kommunen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever.

Stk. 2. Kommunen fører sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

Den generelle tilsynsforpligtelse

70. Servicelovens § 146 fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunen og dermed en pligt for kommunen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børn og unges vilkår. Tilsynspligten efter servicelovens § 146, stk. 1 er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. Det er således kommunens pligt at gøre andre myndigheder opmærksomme på uhensigtsmæssige forhold, fx utilfredsstillende bolig- og trafikforhold. Kommunernes forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. servicelovens § 19 stk. 2, skal ses i sammenhæng hermed, da politikken skal bygge bro mellem de generelle forhold i kommunen og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Et eksempel herpå kan være, om der er fritids- eller sundhedstilbud nok, som udsatte børn og unge kan gøre brug af.

Den generelle tilsynspligt udføres bedst i samarbejde, ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, som fx embedslægen. Derudover er det nødvendigt med et samarbejde med private og frivillige organisationer og foreninger for, at kommunen kan danne sig et overblik over de sociale tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge i kommunen. Det er især vigtigt, fordi det giver et overblik over mulighederne for en tidlig forebyggende indsats i forskellige sammenhænge. Bestemmelsen er således også grundlag for den forebyggende virksomhed, der foregår i samarbejdet mellem skole, politi og de sociale myndigheder, også kaldet SSP-samarbejdet (SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge). Se pkt. 561.

Tilsynet med det enkelte barn eller unge

71. Tilsynspligten har imidlertid også en mere konkret karakter, idet kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte. Denne mere konkrete karakter af tilsynspligten er uddybet i servicelovens § 146, stk. 2. På den måde understreges betydningen af, at tilsynet føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte.

Tilsynet indebærer, at kommunen skal være opmærksom på, om et konkret barn eller en ung har brug for støtte. Bliver kommunen opmærksom på et eventuelt behov herfor, har kommunen pligt til at undersøge forholdene. Normalt vil kommunen indhente oplysninger fra parterne. Kommunens undersøgelsesarbejde m.v. er nærmere beskrevet i pkt. 257 ff.

Ofte vil tilsynet ske i daginstitutioner og skoler, som bruges af næsten alle børn. Her vil sundhedsplejersker og personalet i øvrigt være opmærksomme på omstændigheder, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte.

Personer, der arbejder med børn i offentligt eller lignende regi, har en særlig underretningspligt, og det er derfor normalt ikke nødvendigt at føre et særligt tilsyn.

Kommunen har pligt til at lave en sammenhængende børnepolitik, der beskriver, hvordan kommunen sikrer sammenhængen mellem indsatsen i bl.a. skoler og daginstitutioner og den særlige støtte til børn og unge. Som gennemgået i pkt. 21 ff. skal spørgsmålet om underretninger også behandles i kommunens standarder for sagsbehandlingen. Se også Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 26. juli 2004 om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, der bl.a. indeholder retningslinier for, hvordan skolerne skal håndtere, når et barn eller en ung er rejst til udlandet på længerevarende ophold, hvilket bl.a. indebærer en opmærksomhed på, om barnet eller den unge er blevet sendt på genopdragelsesrejse. Se Rapport fra juni 2006 om en styrket indsats mod genopdragelsesrejser og andre længerevarende udlandsophold af negativ betydning for herværende børns skolegang og integration.

Særligt tilsyn

72. Der kan være en række specielle forhold, som betyder, at kommunen skal være særligt opmærksom på et konkret barn eller en konkret ungs forhold.

Der kan eksempelvis være tale om børn fra familier, hvor forældrene har særlige problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Her gælder det, at når en sagsbehandler eller lignende kommer i kontakt med voksne med særlige sociale problemer fx som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse, er det vigtigt, at der spørges til, om der er børn i hjemmet, således at der kan iværksættes en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn og unge i disse familier. Se også socialministeriets vejledning nr. 5 om støtte til voksne Det er også vigtigt at være opmærksomme på børnene i familier, hvor forældrene har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, idet der kan være behov for særlig støtte med det formål, at familien kan få en almindelig dagligdag til at fungere. Fx kan det være relevant at dække nødvendige merudgifter til en forælder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 100.

I tilfælde hvor kommunen har fået underretning fra fogedretten om, at en familie vil blive udsat af deres lejemål, skal kommune overveje, om der er behov for at sætte støtte i værk i forhold til familiens børn.

Børn på krisecentre, i fængsel, på ferie m.v.

73. Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter. Det betyder, at tilsynet også omfatter børn og unge på samvær, ferieophold, i asylcentre, i fængsler eller på krisecentre m.v. Det er derfor vigtigt, at personalet på disse steder gør den stedlige kommune opmærksom på, at der bor børn på stedet, og hvem børnene er, da denne viden giver kommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang og evt. støtteforanstaltninger.

Børn og unge, der opholder sig på krisecentre eller i andre af de ovenstående tilbud, har ofte brug for særlig støtte. Derfor er det vigtigt, at kommunen tager kontakt til, og løbende holder sig orienteret om forholdene for de børn og unge, der opholder sig på de i kommunen beliggende offentlige og private krisecentre m.v., med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes til barnet eller den unge og familien på det tidligst mulige tidspunkt.

Asylcentre

74. Børn, der opholder sig på asylcentre som asylansøgere, hører som udgangspunkt under udlændingemyndighedernes område. Det betyder, at det som udgangspunkt er personalet på asylcentrene, der skal varetage den daglige omsorg for børnene på stedet, herunder yde den nødvendige særlige støtte. Selvom det er personalet på stedet, der varetager det daglige arbejde, har kommunen sideløbende hermed en aktiv forpligtelse til at føre tilsyn med børnene på asylcentrene. Det betyder, at hvis der er børn på asylcentrene, der har problemer af en sådan karakter, at udlændingemyndighederne ikke kan håndtere dem uden hjælp fra de kommunale myndigheder, har kommunerne en pligt til at yde den nødvendige hjælp efter principperne i serviceloven. Det betyder, at kommunerne skal anvende de samme procedureregler og foranstaltninger, som i øvrigt kan anvendes i for holdhold til udsatte børn og unge. Det kan fx være tilfældet, hvor det skønnes nødvendigt at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet. Det er udlændingemyndighederne, der skal afholde udgifterne til særlige støtteforanstaltninger, jf. udlændingeloven § 42 a. Hjælpen skal ydes med hensyntagen til, at barnet eller den unge eventuelt er her på midlertidigt ophold. Det betyder bl.a. at det her er særligt vigtigt, at børn som anbringes vedligeholder deres modersmål. Hjælpen skal i øvrigt ydes i samarbejde med udlændingemyndighederne, således at indsatsen over for familien koordineres.

Ferie- og rekreationsophold

75. For så vidt angår børn, der er på ferie- og rekreationsophold formidlet af private foreninger og lignende er det vigtigt, at foreninger, komiteer og andre private organisationer, der formidler ferieophold eller kortvarige rekreationsophold for børn og unge hos private, inden børnenes ankomst orienterer den stedlige kommune, om hvor mange børn det drejer sig om, hvor de skal bo under opholdet og hvor længe.

Hvis kommunen er bekendt med oplysninger, som gør, at et hjem må anses for uegnet til at modtage feriebørn, skal kommunen underrette den pågældende forening. Kommunen skal ikke foretage en vurdering af egnetheden som feriefamilie, men alene gøre opmærksom på forhold, der kan give anledning til bekymring for børnenes sikkerhed under opholdet. Det samme gælder, hvis kommunen efterfølgende bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til betænkeligheder med hensyn til barnets fortsatte ophold i det pågældende feriehjem. Om nødvendigt kan den stedlige kommune sørge for, at barnet sendes hjem eller får ophold et andet sted.

Kommunen må endvidere være opmærksom på, at opholdet bringes til ophør ved ferieopholdets afslutning, hvis det drejer sig om børn under 14 år, da familien ellers skal godkendes som privat døgnpleje. Se pkt. 499-516.

Tilsyn med døgnophold og plejefamilie

76. Den konkrete tilsynsforpligtelse vedrørende det enkelte barn eller den enkelte unge påhviler handlekommunen. Samtidig har den godkendende myndighed eller den myndighed, som driver anbringelsesstedet, ansvaret for den generelle og almindelige tilsyn med hele anbringelsesstedet.

For plejefamilier og opholdssteder godkendt efter servicelovens § 142 påhviler den generelle tilsynsforpligtelse den stedlige kommune som følge af, at den har godkendt anbringelsesstedet med et nærmere bestemt socialpædagogisk indhold. Tilsynet omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Socialministeriets bekendtgørelse om godkendelse og tilsyn med opholdsteder og botilbud, som er optrykt som bilag 15 til denne vejledning samt vejledningen, der hører til, indeholder retningslinier for den generelle godkendelse og tilsyn med opholdsstederne.

Kommunen eller regionen fører det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, med døgninstitutioner for børn og unge i kommunen og regionen.

For institutioner med driftsaftale varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, af kommunen i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer kommunen efter aftalen.

Driver en kommune eller en region døgninstitution, der er beliggende i en anden kommune eller region, påhviler det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, driftsherren.

 

77. Vedrørende tilsyn med skibsprojekter henvises til pkt. 425.

 

78. Tilsynet bør være opmærksomt på følgende særlige forhold, der erfaringsmæssigt kan give anledning til forholdsregler fra regionen eller kommunen.

Tilsynet omfatter de hygiejniske forhold. Vejledning herom vil kunne indhentes hos embedslægen.

Det må påses, at børn og unge regelmæssigt tilses og undersøges af en læge og tandlæge. Børn og unge skal under døgnanbringelse have adgang til de samme forebyggende børneundersøgelser og vaccinationer som børn og unge i eget hjem. De skal ligeledes have adgang til sygesikringsydelser hos praktiserende læge på samme måde som andre børn og unge.

Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til den kommunale skolesundhedstjeneste i den kommune, hvor deres skole eller anbringelsessted er beliggende.

De vil ligeledes være omfattet af den kommunale tandpleje i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregisteret. Er barnet eller den unge anbragt på døgninstitution er der dog fastsat særlige regler, jf. § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 285 af 4. april 2006 om tandpleje.

Tilsynet bør tillige sikre, at medarbejderne ved anvendelse af maskiner og materialer m.v. sørger for, at de regler, der gælder for benyttelsen på tilsvarende områder, overholdes. Der tænkes her især på arbejdsmiljølovens regler om beskæftigelse af børn og Undervisningsministeriets regler for benyttelse af el-drevne maskiner og anvendelse af glasurer m.v. ved sløjdundervisning i skoler.

En institutions kørsel med beboerne anses ikke for erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen er vederlagsfri, institutionen ejer bilen, og bilens fører er ansat på institutionen, eller er forælder til en af beboerne. Det forudsættes herved, at befordringen ikke er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 856 af 26. juli 2004 om fastlæggelse af skoleruter, krav til føreren m.v. i forbindelse med offentlig befordring af skoleelever.

Det pædagogiske arbejde

79. Kommunen eller regionen følger indholdet af døgninstitutionernes og opholdsstedernes pædagogiske virksomhed og udviklingen af de metoder, som arbejdet løbende nødvendiggør.

Kommunen må gennem sit tilsyn, jf. servicelovens § 148, med de enkelte børn og unge sikre, at behandlingen af de børn og unge, der med kommunens medvirken har døgnophold uden for hjemmet, sker på en sådan måde, at formålet med anbringelsen opnås.

Offentlig omtale eller kritik, rømninger m.v.

80. Hvis der på et opholdssted eller en døgninstitution indtræffer forhold, der kan medføre offentlig omtale eller kritik, bør institutionens bestyrelse eller regionen eller kommunen samt de anbringende kommuner omgående underrettes.

Det samme gælder i tilfælde af klager over forholdene på opholdsstedet eller institutionen, ved hyppige rømninger og i tilfælde af ulykker eller dødsfald blandt børnene eller de unge.

Tilsyn med barnet og den unge under anbringelsen

Serviceloven:

§ 148. Kommunalbestyrelsen skal føre løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under en anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynet sikre, at kommunen mindst én gang om året taler med barnet eller den unge under besøg på anbringelsesstedet.

 

Det løbende tilsyn med anbringelsen

81. Kommunalbestyrelsen skal føre løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, jf. servicelovens § 148. Det gælder uanset, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt i. Kommunen skal altid vurdere hvor ofte samt hvordan, der skal føres tilsyn. Det vil i hvert enkelt tilfælde bero på det enkelte barns behov. Bestemmelsen i lovgivningen er således alene et minimumskrav. I nogle sager vil det være nødvendigt at besøge barnet eller den unge hyppigere, andre gange kan den supplerende kontakt foregå telefonisk eller via møder på forvaltningen. Erfaringerne viser, at en grundig opfølgning er central for at sikre et godt udbytte af anbringelsen, og for at sikre, at anbringelsen ophører, når der ikke længere er grundlag for anbringelsen. Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, vil variere fra sag til sag. Eksempelvis kan det i nogle sager være en fordel, at barnet eller den unge selv har sagsbehandlerens telefonnummer, så barnet eller den unge også selv får mulighed for at kontakte sagsbehandleren.

Det kan være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver m.v. over for familien under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, således at personen får et godt kendskab til barnet eller den unge og familien.

Det bemærkes i øvrigt, at det uanset anbringelsesform er kommunen, der har ansvaret for anbragte børn og unge. Heri ligger også en pligt til at beskytte barnets eller den unges integritet. Kommunen bør derfor sikre sig, at anbringelsesstedet ikke fx gennem interviews, fotografering eller via internettet bringer anbragte børn og unge i en situation, der kan skade dem eller deres familier.

Samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet

82. I forbindelse med kommunens tilsyn med barnet skal kommunen minimum én gang om året tale med barnet på anbringelsesstedet. Formålet er at få et førstehåndsindtryk af det pågældende barn eller den pågældende unge og af barnets eller den unges egen vurdering af situationen.

Hvis hovedregel skal samtalen foregå uden, at der er voksne fra anbringelsesstedet til stede. Der kan være særlige tilfælde, hvor samtalen skal undlades, fordi hensynet til barnet eller den unge taler imod det. Barnet eller den unge skal således frit kunne udtale sig om forholdene under anbringelsen uden at tage hensyn til eventuelle reaktioner fra de voksne på anbringelsesstedet.

Uddelegering af tilsynet

83. Tilsynet kan på kommunens vegne udøves af andre med særlige forudsætninger herfor, fx familieplejeforeninger, men det endelige ansvar for tilsynets udøvelse påhviler kommunen.

I de tilfælde, hvor tilsynet føres af en familieplejeforening eller andre berettigede, er det af afgørende betydning, at der foreligger klare retningslinier for, hvordan tilbagemeldingen til kommunen skal ske, og hvad den skal indeholde. Det er centralt, fordi det fremgår af servicelovens § 60, at den lovpligtige vurdering af om handleplanen skal revideres, skal være baseret på det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, herunder samtalen med barnet eller den unge. Se i øvrigt pkt. 319 ff. om opfølgningen på indsatsen.

Det er vigtigt, at det over for anbringelsesstedet er tydeligt, hvordan kompetenceforholdet mellem familieplejeforeningen og kommunen er.

Familieplejeforeningerne er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når de udfører opgaver for kommunerne, se § 43 i retssikkerhedsloven og Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Tilsyn med særlige dagtilbud og særlige klubtilbud

84. Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens § 16 pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Tilsynet gælder både for de særlige dagtilbud og de særlige klubtilbud, som kommunalbestyrelsen selv driver og de tilbud, som kommunalbestyrelsen og regionsråd eller selvejende særlige dagtilbud og særlige klubtilbud har indgået en aftale om. Den skriftlige aftale med den, der udfører opgaven, vil være udgangspunkt for indholdet i den kommunale tilsynspligt.

Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at tilbuddene er egnede til ophold for den gruppe børn og unge, som tilbuddet er bestemt for, og at opgaverne løses med det indhold, som kommunalbestyrelsen har besluttet, samt med økonomien. Heri ligger, at det handler om at sikre, at det indholdsmæssige tilbud og omkostningerne svarer til, hvad kommunalbestyrelsen ønsker og vil tage ansvar for.

Tilsynsforpligtelsen betyder, at kommunalbestyrelsen til stadighed må være i forbindelse med tilbuddet, for at det kan konstateres, om de krav, der stilles, er opfyldt. Viser dette sig ikke at være tilfældet, må kommunalbestyrelsen foretage de nødvendige ændringer.

 

85. Ved udøvelsen af tilsynet bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på følgende forhold:

– Det pædagogiske og behandlingsmæssige indhold. Kommunalbestyrelsen skal påse, at personalet har de fornødne kvalifikationer til at kunne opfylde målsætningen og varetage de opgaver, der ligger i tilbuddet. Opstår der konflikter i tilbuddet, det være sig omkring det enkelte barn eller ung eller om det pædagogiske eller behandlingsmæssige arbejde, er det et led i kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse at undersøge og bidrage til at løse disse konflikter i et samarbejde med tilbuddet og forældrene.

– Sikkerhed og hygiejne. Kommunalbestyrelsen bør være opmærksom på forhold, der kan forebygge ulykker, fx legepladsens indretning og befordring af børn og unge og være opmærksom på de hygiejniske forhold i tilbuddet.

– Økonomiske forhold. For at kunne føre tilsyn med økonomien må kommunalbestyrelsen stille krav til budgetter og regnskabsaflæggelse, således at det er muligt at gennemskue og påse, at de økonomiske forhold udføres i overensstemmelse med reglerne.

Tilsyn med børn i privat familiepleje

86. Der gælder ingen særskilt tilsynsforpligtelse med børn i privat familiepleje efter servicelovens § 78. Det påhviler imidlertid den kommune, hvor plejefamilien bor, efter den almindelige tilsynsforpligtelse i servicelovens § 146, at være opmærksom på de forhold, barnet eller den unge lever under i plejehjemmet. Såfremt kommunen bliver opmærksom på, at et barn i privat familiepleje har særlige behov for støtte, bør der ske henvendelse til forældremyndighedsindehaveren og eventuelt dennes kommune, så der kan iværksættes en undersøgelse efter servicelovens § 50, der kan afdække evt. behov for foranstaltninger. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der har beslutningskompetencen i forhold til ydelser efter reglerne om særlig støtte.

Tilsyn med private døgnplejehjem

87. Døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der modtager børn og unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller offentlige midler, må efter servicelovens § 78, stk. 7, kun oprettes og drives med tilladelse fra den stedlige kommune.

Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der kan ligeledes fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang, fx med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Kommunen fører efter bestemmelsen tilsyn med forholdene i hjemmet. Tilsynet omfatter en vurdering af, om forholdene på stedet er forsvarlige i forhold til at sikre børnenes sikkerhed og trivsel.

Kapitel 4

Handlekommune

88. Dette kapitel gennemgår generelt reglerne om hvilken kommune der bliver opholdskommune eller handlekommune samt betalingskommune i de sager der vedrører børn og unge, herunder når et barn eller en ung bor på krisecenter eller er anbragt uden for hjemmet. Reglerne herom er nærmere gennemgået i Socialministeriet vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

 

89. Spørgsmål om handlekommune eller opholdskommune reguleres i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Når der i det følgende veksles mellem begreberne handlekommune og opholdskommune, er det ikke udtryk for, at der er forskel på begreberne, men i praksis er der en tendens til at anvende begrebet handlekommune på børneområdet, selvom der i retssikkerhedsloven anvendes opholdskommune.

Generelt om handlekommune

90. Udgangspunktet er, at et barn eller en ung har samme opholdskommune som forældrene, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 a, stk. 2. Hvis barnet eller den unge bor mest hos den ene af forældrene, er opholdskommunen i forhold til andre ydelser end efter reglerne om særlig støtte i serviceloven, den kommune, hvor barnet eller den unge er tilmeldt folkeregistret. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter lov om retssikkerhed og administration § 9 a, stk. 4, der skal træffe afgørelse om at yde hjælp efter reglerne om særlig støtte til børn og unge.

Børn på krisecentre m.v.

91. Børn, der bor på krisecenter, har ofte brug for særlig støtte under opholdet og efter en fraflytning, fordi de kan have oplevet vold i hjemmet, hvilket forskningen viser kan sætte sig alvorlige spor. Når et barn tager ophold på et kvindekrisecenter med sin mor, er det reglerne om fastlæggelse af moderens opholdskommune, der afgør, hvilken kommune, der har handleforpligtelsen i forhold til hjælpen til barnet. Handleforpligtelsen for beboere på kvindekrisecentre fastlægges efter de almindelige regler i retssikkerhedslovens §§ 9- 9 a. Se nærmere i vejledningen til retssikkerhedsloven. Det beror på en konkret vurdering af den enkelte beboers forhold, hvilken kommune der er handlekommune.

Kvindekrisecentre udgør et opholdssted for kvinder, som har forladt deres tidligere bopæl, og hvor det ikke er hensigten, at kvinden flytter tilbage til den adresse, hun kom fra. På den baggrund vil udgangspunktet for beboere på krisecentre være, at de får ny opholdskommune i den kommune, hvor kvindekrisecentret ligger. Det betyder, at kommunen, hvor krisecentret ligger, får handleforpligtelsen i forhold til børnene på krisecentret.

 

92. Eksempel En kvinde bor i A Kommune. En dag flytter hun sammen med sin datter på krisecenter i B Kommune. Hvis det vurderes, at opholdet i B er af midlertidig karakter, bevarer hun sin opholdskommune i A Kommune. Hvis det derimod vurderes, at hun ikke har intention om at flytte tilbage til sin tidligere adresse i A Kommune, bliver B Kommune handlekommune i forhold til både mor og barn.

Efter § 9 c, stk. 2, er der refusion fra tidligere opholdskommune, når en person tager ophold på et kvindekrisecenter. Kvinderne kan være flyttet et par gange forud for indflytning på krisecentret, og i disse tilfælde, må opholdskommunen undersøge, hvor kvinden tidligere har haft opholdskommune.

Hvis to kommuner er uenige om, hvem af dem der har handlepligten, udpeger retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, en fungerende handlekommune. Den fungerende handlekommune har pligt til at yde hjælp til borgeren, indtil uenigheden mellem de to kommuner er bilagt – fx fordi et nævn har afgjort, hvilken kommune der har handlepligten. Fungerende handlekommune er i disse tilfælde den kommune, hvor borgeren har folkeregisteradresse.

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

93. Da der er særlige regler om handlekommune i forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, vil de regler blive gennemgået her. Reglerne om handlekommune for en ung over 18 år gennemgås i pkt. 108.

Den 1. juli 2003 blev der indført en lovændring i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, der indebar, at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, får selvstændig handlekommune. Det betyder, at hvis en kommune har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet den 1. juli 2003 eller senere, vil den pågældende kommune være handlekommune både på afgørelsestidspunktet og vedblive med at være handlekommune i en situation, hvor forældremyndighedsindehaveren flytter fra kommunen. På den måde sikres det, at handlekommunen ikke hele tiden ændrer sig med nye arbejdsformer og rutiner til følge og dermed en risiko for manglende kontinuitet i anbringelsen. Barnet får således selvstændig handlekommune under anbringelsen. Hvis barnet har været anbragt flere gange er handlekommunen den kommune, der senest har anbragt barnet.

Hvis der er truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet før 1. juli 2003, er det den 30. juni 2003, der er skæringsdato for, hvilken kommune der handlekommune for barnet eller den unge. Det betyder, at den kommune, der var opholdskommune og dermed handlekommune for barnet eller den unge den 30. juni 2003, forbliver opholds- og handlekommune for barnet eller den unge, uanset om forældrene flytter til en anden kommune.

Ex: Et barn er den 1. marts 1999 blevet anbragt af A kommune, hvor forældrene er bosiddende. Barnet er anbragt i plejefamilie i B kommune. Forældremyndighedsindehaveren er flyttet til C kommune den 1. april 2000 og flytter den 10. august 2003 til D kommune. I dette tilfælde vil A kommune være betalingskommune, og C kommune vil være opholds- og handlekommune for barnet, og fortsætter med at være det, til barnet ophører med at være anbragt.

Aftale om barnets eller den unges opholdskommune

94. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune kan med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, aftale med forældrenes opholdskommune, at den tillige er handlekommune for barnet eller den unge, når der er særlige grunde til en sådan aftale. Betalingsforpligtelsen ændrer sig ikke som følge af aftalen. Det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a stk. 6. Det kan fx komme på tale, hvor der er behov for en fortsat social indsats over for familien, hvor aftalen er med til at sikre kontinuitet i indsatsen, eller hvor flytningen er led i den tidligere kommunes sociale indsats.

Aftaler mellem kommuner, som er indgået før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Det gælder både for så vidt angår handleforpligtelsen og betalingsforpligtelsen.

Betaling

95. Den kommune, der træffer afgørelse om en foranstaltning efter servicelovens § 52, er også betalingskommune. Det betyder, at der efter den 1. juli 2003 hele tiden er overensstemmelse mellem, hvilken kommune der er handlekommune og betalingskommune med mindre, der er indgået en aftale om ændring af opholdskommune efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 a stk. 6. I sager, hvor afgørelse om anbringelse er truffet før den 1. juli 2003, vil betalingsforpligtelsen vedblive med at påhvile den kommune, der i første omgang traf afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. Det gælder selv om handleforpligtelsen påhviler en anden kommune, som var barnets eller den unges opholdskommune den 30. juni 2003.

Den kommune, der på et givent tidspunkt er kompetent til at træffe en afgørelse om særlig støtte til et barn eller en ung eller særskilt afgørelse om støtte til forældremyndighedsindehaveren, har normalt også betalingsforpligtelsen. Således vil barnets eller den unges opholdskommune skulle betale for de foranstaltninger, den er kompetent til at træffe afgørelse om, ligesom forældrenes opholdskommune skal betale for de foranstaltninger, den kan træffe og faktisk træffer afgørelse om.

Barnets eller den unges opholdskommune kan dog aftale med en tidligere opholdskommune, at den fortsat afholder udgifterne under anbringelsen. Dette følger af den generelle adgang til at indgå aftaler om betaling i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 10. Aftaler indgået mellem kommunerne efter § 9c, stk. 10 før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret.

 

96. Udgangspunktet om, at der er overensstemmelse mellem betalingskommune og handlekommune, kan fraviges efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9c, stk. 5, hvorefter det påhviler en tidligere opholdskommune at afholde udgiften til et tilbud eller en anbringelse, hvis den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der er årsag til at tilbuddet blev givet, og at det var åbenbart, at der var grundlag for at gribe ind. Det gælder også, hvis en tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om at hjemgive et barn eller en ung, når det efterfølgende viser sig, at der ikke var grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Se nærmere i vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Forholdet mellem barnets og forældremyndighedsindehaverens opholdskommune

97. Det er ikke altid, at et barn eller en ung har samme opholdskommune, som forældremyndighedsindehaveren eller en forælder uden del i forældremyndigheden. Hvis der ikke er samme opholdskommune, kan der være behov for et samarbejde mellem de pågældende kommuner, i relation til forskellige opgaver, der kan medvirke til bedre forhold for et barn eller en ung fx under en anbringelse eller i forbindelse med samvær.

Flere af afgørelserne efter servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge kan rette sig mod både barnet eller den unge og forældrene. Det drejer sig fx om praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3 nr. 2, familiebehandling efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 eller kontaktpersonsordningen efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.

Det er vigtigt, at der ikke bliver diskussion om, hvilken kommune, der er forpligtet til at træffe afgørelser i forhold til barn eller ung og forældre. Hvis barnet eller den unge og forældrene ikke har samme handlekommune, er det vigtigt, at kommunerne holder hinanden orienteret om tiltag i forhold til parterne og samarbejder herom. På den måde kan det undgås, at beslutninger i de 2 kommuner modarbejder hinanden. Fx så er det ikke hensigtsmæssigt at sætte en forældremyndighedsindehaver i aktivering om natten eller i weekenderne, således at det ikke er praktisk muligt at opretholde kontakten til barnet eller den unge under en anbringelse.

Stillingtagen til, hvilken kommune der er kompetent handlekommune, kan støtte sig på følgende overvejelser:

Hvis foranstaltningen eller den sociale indsats primært retter sig mod forældrene, er det deres opholdskommune, der er kompetent til at træffe afgørelse om støtte. Hvis afgørelsen derimod primært vedrører barnets eller den unges forhold, og er rettet mod barnet eller den unge, fordi den er af væsentlig betydning for anbringelsen eller for andre forhold i barnets eller den unges liv, er barnets eller den unges opholdskommune kompetent.

Ex1: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene har opholdskommune i B kommune. Det vurderes, at der er behov for konsulentbistand med henblik på, at barnet skal gå i en ungdomsskole, og at barnet har behov for en fast kontaktperson. I denne situation er A kommune kompetent til at træffe afgørelse, da den sociale indsats primært vedrører barnets forhold.

Ex2: Samme situation. Det vurderes nu, at familien sammen har brug for en forældreevneundersøgelse med henblik på at afklare en eventuel hjemgivelse. I denne situation er B kommune kompetent til at træffe afgørelse, men skal i sagens natur samarbejde med A kommune.

 

98. Alle afgørelser retter sig principielt mod forældrene, men det er i disse tilfælde vigtigt at skelne mellem afgørelsen og hvem den sociale indsats/foranstaltningen retter sig imod.

 

99. Afgørelser vedrørende familiens generelle forhold træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune. I forhold til enkelte af de i servicelovens § 52 nævnte foranstaltninger er det ikke altid muligt på forhånd at udpege den kompetente handlekommune.

 

100. Kommunerne må sikre sig, at borgerne får den hjælp, de har behov for og eventuel uenighed må ikke forsinke nødvendige foranstaltninger. Kommunerne kan i tvivlstilfælde søge vejledning hos ankeinstansen. Hvis vejledningen fra ankeinstansen ikke fører til enighed, kan der, hvis betingelserne for det er opfyldt, være grundlag for at bede om en formandsafgørelse eller en foreløbig formandsafgørelse efter retssikkerhedsbekendtgørelsen.

 

101. Et barn eller en ung får i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4. Det får betydning i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden opholdskommune.

Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om:

– anbringelsessted m.v. efter servicelovens § 69, stk. 1.

– ændring og revision af handleplanen efter servicelovens § 70

– samvær og kontakt efter servicelovens § 71 og

– hjemgivelse eller tidsbegrænset opretholder af anbringelse efter servicelovens §§ 68 og 61.

Endvidere har barnets eller den unges opholdskommune kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 og 5, i det omfang foranstaltningerne udelukkende eller primært er knyttet til barnets forhold under anbringelsen. Efter servicelovens § 71, stk. 6 kan barnets opholdskommune eller handlekommune yde støtte til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune eller handlekommune.

 

102. Et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter servicelovens § 71. Den tværkommunale underretningspligt i servicelovens § 152 gælder også, i de situationer, hvor forældrene flytter til en anden kommune efter, at deres barn eller børn er blevet anbragt uden for hjemmet. Det bevirker, at forældrenes nye opholdskommune er forberedt på, at de skal yde forældrene den nødvendige støtte i forbindelse med anbringelsen, og at de skal indgå i et samarbejde med barnets eller den unges handlekommune med henblik på at arbejde med familien for at løse de problemer i hjemmet, der har bevirket anbringelsen.

 

103. Afgørelser om støtteperson til forældremyndighedsindehaveren, jf. servicelovens § 54, træffes af dennes opholdskommune, der dermed også er betalingskommune.

Ex: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene flytter efterfølgende til B kommune. A kommune skal som fraflytningskommune i den forbindelse orientere B kommune som tilflytningskommune om flytningen. På den måde bliver B kommune forberedt på at kunne indgå i samarbejdet med A kommune om at løse familiens problemer.

Genbehandling af afgørelser efter servicelovens § 58 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, skal efter servicelovens § 62, stk. 1 foretages af barnets eller den unges opholdskommune. Det er ligeledes barnets eller den unges opholdskommune, der skal træffe afgørelse om ændring af en frivillig anbringelse til en tvangsmæssig.

Handleplaner til forældrene og barnet eller den unge

104. Det er vigtigt at være opmærksom på, at den anbringende kommune har den fulde kompetence i forhold til den handleplan, der udfærdiges i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet. I de tilfælde hvor forældrenes opholdskommune træffer afgørelse vedrørende andre af familiens forhold, vil der som følge heraf ikke være en afledt ret til at ændre i den handleplan, der er udarbejdet i forbindelse med barnets anbringelse.

 

105. Kompetencen til at træffe afgørelser, der er af væsentlig betydning for selve anbringelsen, er som nævnt placeret i barnets opholdskommune. Det betyder, at barnets opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om ændring og revision af handleplanen efter servicelovens § 70. Handleplanen forudsættes udarbejdet af barnets opholdskommune i et samarbejde med forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune har pligten til at tage initiativet til støtteforanstaltninger til forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med, at det efter servicelovens § 140, stk. 6 skal fremgå af barnets eller den unges handleplan, hvilken støtte der skal gives til familien i forbindelse med anbringelsen uden for hjemmet. Kommunen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten, jf. servicelovens § 140, stk. 7. Se pkt. 281.

Forældrenes opholdskommune vil være forpligtet til at iværksætte støtte til forældrene i overensstemmelse med den handleplan, som barnets opholdskommune har udarbejdet, i det omfang det har væsentlig betydning for selve anbringelsen.

Forældrenes opholdskommune bidrager til handleplanen vedrørende andre af familiens forhold, der ikke er direkte knyttet til anbringelsen, idet afgørelser herom træffes af forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune kan ikke gennem handleplanen forpligte forældrenes opholdskommune til at træffe afgørelser vedrørende andre af familiens forhold.

Hvis der skal ske ændring og revision af handleplanen for så vidt angår forhold, der primært retter sig mod andre af familiens forhold, er det et krav, at forældrenes opholdskommune tilslutter sig ændringerne.

Forældrenes opholdskommune kan vælge at lave en selvstændig handleplan for forældrene.

Det udelukker dog ikke, at de to kommuner koordinerer handleplanerne for forældrene og barnet, og i det mindste sikrer, at der arbejdes mod et fælles mål med planerne.

 

106. Oplysninger, der er af afgørende betydning for sagens afgørelse kan efter reglerne i forvaltningsloven og persondataloven videregives til den kompetente kommune. For en nærmere præcisering heraf henvises til Socialministeriets vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Vejledningen er optrykt som bilag 20 i denne vejledning.

Opholdskommune efter hjemgivelse

107. Når et barn eller en ung bliver hjemgivet, ophører barnet eller den unge med at have selvstændig handlekommune. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune bliver barnets opholdskommune efter en hjemgivelse. Hermed sigtes der til, at retsvirkningen af anbringelsen efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, m.h.t. barnets eller den unge handlekommune ophører. Er barnet eller den unge fortsat under 18 år, vil § 9, stk. 2, således kunne anvendes.

Hjemgivelsen til forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan have mere formel karakter, idet forældremyndighedsindehaveren kan beslutte, at barnet eller den unge skal tage ophold hos en forælder uden del i forældremyndigheden eller i privat døgnpleje efter servicelovens § 78. Forældremyndighedens indehaver kan således bestemme, at barnet eller den unge skal have ophold/bo mest hos den anden af forældrene, der kan være uden del i forældremyndigheden. Det vil efter § 9, stk. 2, have den retsvirkning, at det bliver opholdskommunen for den forælder, som barnet eller de unge i realiteten bor hos, der også bliver opholdskommune for barnet.

Selvom forældremyndighedsindehaveren har en anden opholdskommune end barnet, vil afgørelser om særlig støtte til børn og unge altid skulle træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren, mens afgørelser efter andre bestemmelser vil skulle træffes af barnets opholdskommune. Det gælder også i de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke bor sammen med forældremyndighedsindehaveren. Initiativet til hjælpen vil normalt komme fra barnets eller den unges opholdskommune, men forældremyndighedsindehaverens opholdskommune vil til enhver tid have pligt til at yde den nødvendige hjælp, retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4. Barnets opholdskommune, vil dermed ikke være kompetent til at træffe afgørelse om særlig støtte efter serviceloven i en situation, hvor barnet ikke bor hos forældremyndighedsindehaveren, hvilket kan være tilfældet, hvor barnet er i privat familiepleje efter servicelovens § 78. En eventuel afgørelse om genanbringelse skal derfor træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune – i nedenstående eksempel vil det være A kommune.

Ex: Et barn er anbragt af A kommune i B kommune. Barnet bliver hjemgivet ved en afgørelse truffet af A kommune. Forældremyndighedsindehaveren bor i A kommune, mens den anden forælder bor i C kommune. Barnet vil få opholdskommune i A kommune, medmindre forældremyndighedsindehaveren beslutter, at barnet skal bo hos den anden forælder. I dette tilfælde vil barnet få samme opholdskommune som den anden forælder.

Handlekommune for unge over 18 år

108. Ligeledes træffer barnets eller den unges opholdskommune afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det fyldte 18. år i forbindelse med revision af handleplanen for anbringelsen efter servicelovens § 70. Hvis der træffes afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over

det 18 år, er det den kommune, hvor den unge er anbragt, der bliver handlekommune. Betalingsforpligtelsen forbliver hos den oprindeligt anbringende kommune.

Afsnit II

Tilbud til børn og unge med handicap

Kapitel 5

Særlige dagtilbud og særlige klubtilbud

109. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunens pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn, større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., herunder omfanget af kommunens forpligtelse, men også reglerne om dag- og klubtilbud i almindelighed. I kapitlet beskrives ligeledes, hvorledes det enkelte barn kan optages i de særlige dagtilbud og de særlige klubtilbud, forældrenes betaling og forældresamarbejdet. Endelig beskrives, hvorledes de særlige dagtilbud og klubtilbud kan organiseres.

Kommunens forpligtelse til at sørge for dag- og klubtilbud til børn og ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan opfyldes på forskellige måder. Både ved at integrere enkelte børn i de almindelige daginstitutioner og klubber eller ved at oprette særlige dag- og klubtilbud.

Dagtilbud til børn

Serviceloven:

§ 20. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn, jf. dog § 32, med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud.

Stk. 2. Dagtilbuddene kan etableres som daginstitutioner, dagpleje, puljeordninger og privatinstitutioner. Tilrettelæggelse af dagtilbuddene skal fastlægges i overensstemmelse med § 19.

Stk. 3. Private leverandører kan oprette og drive dagtilbud som selvejende institution efter § 23, puljeordning efter § 25 eller privatinstitution efter § 25 a.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

110. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for dagtilbud til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan opfyldes på forskellige måder. For eksempel ved at integrere enkelte børn i almindelige dagtilbud, eventuelt med særlig personalestøtte. Grupper af særligt støttepersonale kan blandt andet være med til at sikre den faglige ekspertise og gennemførelse af målrettet supervision, som kan være nødvendig for at kunne optage børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i almindelige dagtilbud. Et andet eksempel er etablering af mindre handicapgrupper i tilknytning til et almindeligt dagtilbud.

Ved vurderingen af om barnet skal optages i et almindeligt dagtilbud eller et særligt dagtilbud, må der tages udgangspunkt i barnets og familiens samlede situation, herunder bl.a. funktionsnedsættelsens omfang, behandlingsbehovet, barnets psykiske og sociale ressourcer og muligheder, barnets alder, dets behov for samvær og kontakt med andre børn med samme funktionsnedsættelse, fx andre blinde eller døve børn, forholdet til søskende m.v. Det må ved optagelsen sikres, at barnets behandlingsbehov og muligheder for personlig udvikling tilgodeses. Beslutning om optagelse må ske i nært samarbejde med forældrene.

Formålet med dagtilbud

111. Dagtilbuddet skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder. Formålet er at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst. Derudover skal dagtilbuddene give mulighed for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling samt give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar.

Forældrebetaling for ophold i almindelig dag- og klubtilbud

112. Forældrenes betaling for barnets ophold i almindelige dag- og klubtilbud er reguleret i servicelovens § 29, stk. 6. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om tilskud og egenbetaling.

Som udgangspunkt betaler forældre til børn med nedsat funktionsevne for almindelige dagtilbud efter de almindelige betalingsregler for dagtilbud. Specielt gælder dog, at når et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde har ophold i et dagtilbud, hæves kommunens tilskud til dagtilbuddet med et beløb, der svarer til 50 % af forældrenes egenbetaling (1/2 behandlingsmæssig friplads). Ved optagelse i en halvtidsplads eller derunder fastsættes tilskuddet til 100 % af bruttoudgifterne.

Særlige dagtilbud

Serviceloven:

§ 32. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. §§ 20 og 21.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige dagtilbud.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

113. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter servicelovens § 32 er et supplement til den kommunale forpligtelse efter servicelovens § 20 i det omfang, dette ikke kan tilgodese barnets særlige behov for støtte, behandling m.v. som følge af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For skolesøgende børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har kommunalbestyrelsen pligt til at etablere fritidsordninger efter servicelovens § 20. Forpligtelsen efter servicelovens § 32 omfatter, for så vidt angår skolesøgende børn, kun meget små og helt specielle grupper med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Forskellen i forpligtelsens omfang hænger sammen med, at for børn under skolealderen er det typisk dagtilbuddet, der giver barnet den særlige støtte og behandling, mens den særlige støtte og behandling for børn i skolealderen primært varetages i skoletilbuddet.

Formålet med de særlige dagtilbud

114. De særlige dagtilbud skal ud over, hvad der fremgår af formålsbestemmelsen for de almindelige dagtilbud til børn, give særlig støtte, behandling m.v. til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Herudover foretager de særlige dagtilbud observation og diagnosticering af børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der opholder sig i hjemmet eller i et kommunalt dagtilbud, med henblik på at kunne tilbyde relevant støtte og behandling. Endvidere foretager de særlige dagtilbud observation i relation til behovet for specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

Det påhviler det særlige dagtilbud at rette henvendelse til skolemyndighederne om at iværksætte eventuel specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

 

115. De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor.

De særlige dagtilbud giver vejledning til

– dagtilbud, hvor der er optaget børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

– forældre med hjemmeboende børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke er optaget i et særligt dagtilbud

– den kommunale forvaltning, der har ansvaret for børn fx i forbindelse med visitation til dagtilbud af børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Organisering af de særlige dagtilbud

116. De særlige dagtilbud kan oprettes og drives som et selvstændigt dagtilbud eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.

Kommunalbestyrelsen kan herudover indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige dagtilbud om oprettelse og drift af et særligt dagtilbud i form af fx vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner og fritidshjem.

For at kunne give børn optaget i et særligt dagtilbud den nødvendige støtte og behandling, må det særlige dagtilbud kunne trække på særlig ekstern ekspertise.

 

117. Udgifter til transport af børn til og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser.

De særlige dagtilbud afholder ligeledes udgiften til forældrenes transport i forbindelse med behandlingsmøder.

 

118. Efter servicelovens § 112 skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For så vidt angår hjælpemidler til børn og dagtilbud til børn henvises til Socialministeriets vejledning 6 om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Optagelse

119. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud.

Henvendelse til kommunen om optagelse i et særligt dagtilbud kan komme dels fra forældrene, dels fra de instanser der i deres arbejde kommer i berøring med barnet, fx sundhedsplejersker, kommunale dagtilbud, specialkonsulenter, praktiserende læger og sygehuse. Hvis henvendelsen kommer fra disse instanser, skal det som udgangspunkt ske i samråd med forældrene.

 

120. En undersøgelse af barnets særlige behov for støtte og behandling m.v. er en forudsætning for afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud. Optagelse i et særligt dagtilbud må derfor bygge på en vurdering af barnets individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med forældrene og fx specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende den pågældende type af nedsat funktionsevne.

Ved den konkrete anvisning af plads til barnet bør der i vid udstrækning tages hensyn til forældrenes ønske om dagtilbud og til den geografiske beliggenhed.

Forældresamarbejde

121. Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 2, at socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud. Disse regler fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud, som er optrykt som bilag 12 til denne vejledning.

Forældrebestyrelsen skal som minimum have indflydelse på

– principperne for det særlige dagtilbuds arbejde

– principperne for anvendelse af en budgetramme

– indstillingsret til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet i forbindelse med ansættelse af personale.

 

122. Forældrebestyrelsen skal ved fastlæggelsen af principper for det særlige dagtilbuds arbejde respektere såvel kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets overordnede retningslinier som dagtilbuddets målsætning, herunder fx at dagtilbuddet er indrettet med henblik på at modtage børn med bestemte handicap.

Børnene i de særlige dagtilbud har som udgangspunkt samme pædagogiske behov som alle andre børn. Derudover har børnene behov for særlig støtte og behandling, som er begrundet i deres nedsatte funktionsevne.

De pædagogiske principper må udformes med respekt for det særlige støttende og behandlingsmæssige sigte, som det enkelte særlige dagtilbud skal varetage.

 

123. Forældrebestyrelsen har ikke indflydelse på den pædagogiske eller behandlingsmæssige indsats, der angår det enkelte barn.

 

124. Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan tillægge forældrebestyrelserne i de særlige dagtilbud yderligere kompetence.

 

125. Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade til en forældrebestyrelse opgaver med at udføre tilsyn efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 6 og kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i dagtilbuddet samt at fastsætte forældrebetalingen.

 

126. Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan ikke overlade beføjelser, der følger af kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets bevillings- og arbejdsgiverkompetence til en forældrebestyrelse.

 

127. Ud over den formelle forældreindflydelse er det af hensyn til behandlingen af det enkelte barn vigtigt med et meget tæt forældresamarbejde omkring behandlingsforløbet, hvor forældrene inddrages i tilrettelæggelsen af behandlingen. Forældrene vil ofte også have behov for en særlig støtte fra dagtilbuddet og for kontakt med andre forældre.

Der bør derfor sikres mulighed for en tæt og løbende gensidig orientering og samarbejde forældre og dagtilbud imellem om det enkelte barns udvikling og trivsel samt om behandlingsindsatsen.

En måde at give mulighed for en fælles orientering og drøftelse af mere generelle spørgsmål vedrørende det særlige dagtilbuds arbejde kan være at afholde forældremøder, hvor også personalet deltager.

Forældrebetaling for ophold i særlige dagtilbud

128. Forældrenes betaling for barnets ophold i særlige dagtilbud er reguleret i servicelovens § 32, stk. 3 og bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er optrykt som bilag 11 til denne vejledning.

Kommunalbestyrelsen skal yde fuld dækning til tilskud til ophold i et særligt dagtilbud, hvor et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige årsager.

Såfremt optagelsen i et særligt dagtilbud er sket på et andet grundlag, gives tilskuddet til opholdet efter de regler, som er fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender for ophold efter § 20 i serviceloven. Tilskuddet skal dog som et minimum udgøre, hvad der svarer til det gennemsnitlige tilskud til opholdskommunens dagtilbud til samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen i overensstemmelse med de regler, der er fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender ved brug af dagtilbud efter servicelovens § 20.

Særlige klubtilbud

Serviceloven:

§ 36. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i § 33.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

129. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 36 en forpligtelse til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et tilbud efter servicelovens § 33.

Forpligtelsens omfang

130. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for klubtilbud over for skolesøgende børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er et supplement til den generelle forpligtelse, som kommunen har også over for disse børn og unge.

I praksis omfatter den kommunale forpligtelse alene de forholdsvis få større børn og unge, der har et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kan forventes imødekommet i de kommunale ordninger, herunder handicapafdelinger i almindelige klubtilbud m.v. Forpligtelsen efter servicelovens § 36 omfatter således kun meget små og helt specielle handicapgrupper.

Lovgivningen fastsætter ingen aldersgrænse for optagelse i særlige klubtilbud. Det er således intet til hinder for, at unge over 18 år kan forblive i klubtilbuddet, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter servicelovens § 36 omfatter dog alene aldersgruppen under 18 år.

Organiseringen af de særlige klubtilbud

131. De særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan oprettes og drives som selvstændige tilbud eller i forbindelse med et almindeligt klubtilbud oprettet efter servicelovens § 33.

Kommunalbestyrelsen kan herudover indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige klubtilbud om oprettelse og drift af et særligt klubtilbud.

Optagelse

132. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om optagelse i et særligt klubtilbud.

Henvendelse om optagelse i et særligt klubtilbud kan ske dels fra forældrene, dels fra de instanser der i deres arbejde kommer i berøring med barnet eller den unge.

En undersøgelse af barnets eller den unges særlige behov for støtte og behandling m.v. er en forudsætning for afgørelsen om optagelse i et særligt klubtilbud. Optagelse i et særligt klubtilbud må derfor bygge på en vurdering af barnets eller den unges individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med barnet/den unge, forældrene og fx specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende den pågældende funktionsnedsættelse.

Forældrebetaling

133. Forældrenes betaling for barnets ophold i særlige klubtilbud er reguleret i servicelovens § 36, stk. 2, og bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er optrykt som bilag 11 til denne vejledning.

Kommunalbestyrelsen skal yde fuld dækning til ophold i et særligt klubtilbud, hvor et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Såfremt optagelsen i særligt klubtilbud er sket på et andet grundlag, gives tilskuddet til opholdet efter de regler, som er fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender for ophold i klubtilbud efter § 33 i serviceloven. Tilskuddet skal dog som minimum udgøre, hvad der svarer til det gennemsnitlige tilskud til opholdskommunens klubtilbud til samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen i overensstemmelse med de regler, der er fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender ved brug af klubtilbud efter servicelovens § 33.

Kapitel 6

Merudgiftsydelse

134. Dette kapitel gennemgår reglerne om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med et handicap eller en langvarig sygdom, herunder dækning af udgifter ved ophold i udlandet. I kapitlet beskrives formålet med ydelsen samt reglerne om udgifternes beregning. I kapitel fremgår også en række eksempler på merudgifter, der vil kunne dækkes som en merudgift ved forsørgelsen.

 

Serviceloven:

§ 41. Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.424 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med en eller flere ottendedele af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end ét standardbeløb.

Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet nævnt i stk. 2. Der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Stk. 5. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.

Generelt om merudgiftsydelsen

135. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og med indgribende kroniske eller langvarige lidelser har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen. Bestemmelsen giver således hjemmel til at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse.

Familien skal selv afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien normalt ville have afholdt.

 

136. Dækning af merudgifter ved forsørgelsen ydes som et fleksibelt standardiseret tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager, jf. pkt. 142-145. Gennem denne ydelsesform får modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes.

Ydelsen er uafhængig af indkomst og ikke skattepligtig.

Formålet med ydelsen

137. Formålet med ydelsen er at medvirke til

– at disse børn og unge kan forblive i familien og dermed undgå anbringelse på institutioner e.l., såfremt hensynet til barnets tarv tilsiger dette

– at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse

– og at hindre at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens § 41

138. Hvis familien ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der overskrider minimumsgrænsen, jf. pkt. 145 og derfor efter en konkret vurdering ikke kan få hjælp efter servicelovens § 41, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på familiens behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af lovens bestemmelser om børn og unge.

Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler eller boligindretning bør også overvejes.

Afgrænsning af målgruppen

139. Bestemmelsen i servicelovens § 41 omfatter personer, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

»Indgribende lidelse« betyder i denne sammenhæng, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

»Kroniske lidelser« omfatter sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

At det skal være en »langvarig lidelse« betyder ikke, at det skal dreje sig om en uhelbredelig lidelse. I praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets handicap er særligt tungt belastet. Det, at et barn er for tidligt født, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter denne bestemmelse. Det afgørende er betydningen af en nedsættelse af funktionsevnen.

Med hensyn til betingelserne henvises i øvrigt til Socialministeriets bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som er optrykt som bilag 10 til denne vejledning.

 

140. En risiko for, at barnet rammes af en eller anden lidelse, er ikke tilstrækkeligt til at få støtte efter denne bestemmelse.

Børn, der fx alene ikke kan ligge tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), kommer normalt ikke ind under servicelovens § 41. I specielle tilfælde, hvor alle behandlingsmuligheder er udtømte, barnet er i skolealderen, og der er udsigt til, at lidelsen er kronisk, kan der dog efter en konkret vurdering ydes hjælp efter servicelovens § 41.

Målgruppen omfatter heller ikke den brede gruppe af børn og unge med kortvarige eller mindre indgribende lidelser som fx visse former for allergi.

Ankestyrelsen har i en sag (SM C-13-99) truffet afgørelse om, at en 5-årig pige med en eksemlidelse ikke var omfattet af personkredsen for merudgiftsydelse. Begrundelsen var, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om en langvarig lidelse. Der må også stilles krav om, at der er tale om en indgribende lidelse.

Forsørgelse i hjemmet

141. At barnet forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet ved medvirken af sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet. Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning eller midlertidigt - som et led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, har ophold i eget hjem.

Det er barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgningen. Det har fx betydning i sager, hvor forældrene ikke bor i samme kommune. Ankestyrelsen har i en sag (SM C-15-03) truffet afgørelse om, at hjælp til dækning af nødvendige merudgifter er en ydelse, der er relateret til barnet. Det er derfor barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgninger om hjælp til merudgifter også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søger om hjælp, har en anden opholdskommune end barnet.

Hvis barnet er anbragt i pleje hos en plejefamilie, er der ikke tale om forsørgelse i hjemmet. Udgifter, som ellers ville være merudgifter ved forsørgelsen efter servicelovens § 41, ydes som en del af plejeydelsen efter servicelovens § 142, stk. 8. Afholdelse af udgifter for børn og unge i døgninstitutioner er omtalt i pkt. 410.

Sandsynliggjorte merudgifter

142. Der skal ikke søges kommunen om hjælp for hver enkelt merudgift. Merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager.

Sigtet med ydelsen er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes.

At merudgifterne skal være sandsynliggjorte betyder, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Er der tale om et barn/en ung, der på grund af nedsat funktionsevne slider meget på tøj og sko, laves der et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Skal barnet/den unge til behandling, laves der et overslag over merudgiften til befordring hertil for det kommende år.

Udgifter, som forældrene kan dokumentere, skal selvfølgelig indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.

Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Udgifter, der afholdes inden for 1 år (12 på hinanden løbende måneder), sammenlægges.

Eksempler på merudgifter er nævnt i pkt. 147-173.

 

143. Der udleveres en kopi til forældrene af den oversigt, der udfærdiges som grundlag for udmålingen af merudgiftsydelsen. Det vil medføre en større gennemskuelighed for forældrene med hensyn til, hvilke beløb der ydes, og det vil være en lettelse ved senere regulering af ydelsen.

Standardbeløb

144. Merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et standardbeløb. Standardbeløbet er fastsat til kr. 2.472 kr. pr. måned i 2006. I medfør af servicelovens § 181 reguleres beløbet en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. vejledning om regulering af satser på Socialministeriets område, der udkommer hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

Merudgiftsydelsen udmåles månedligt som et eller flere gange 1/8 af standardbeløbet eller flere gange standardbeløbet. Det vil således blive muligt, at opnå individuelle månedlige ydelser på henholdsvis 309 kr., 618 kr., 927 kr., 1.236 kr. osv.

Hvis der ved beregning af merudgifter nås frem til beløb, der ligger imellem standardbeløbene, rundes der op eller ned til den nærmeste del af standardbeløbet.

Hvis der fx er fundet frem til en månedlig merudgift på 1040 kr., rundes der ned til 927 kr. Er der fundet frem til en månedlig merudgift på 520 kr., rundes der op til 618 kr. Der rundes dog ikke op til minimumsbeløbet, jf. nedenfor.

Minimumsbeløb

145. Ydelsen skal mindst udgøre en 1/8 af standardbeløbet (309 kr. pr. måned i 2006), som bliver minimumsbeløbet. Minimumsgrænsen reguleres i takt med standardbeløbet. Der skal således kunne sandsynliggøres merudgifter svarende til 1/8 af standardbeløbet i gennemsnit pr. måned eller 3.708 kr. inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling. Der gives således ikke hjælp til merudgifter på fx 280 kr. pr. måned.

Selv om merudgifterne udgør under 309 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales en merudgiftsydelse, hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 3.708 kr.

Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske/ langvarige lidelser, er det de samlede merudgifter for disse børn, der lægges til grund ved beregningen.

Regulering og opfølgning

146. Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst en gang årligt - afholder et møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse. Det må derfor overvejes at lave en opsamling efter en kortere periode, fx 2-3 måneder efter ydelsen udmåles første gang.

Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne dokumentere de væsentligste udgifter, pågældende har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse, specielt når modtageren får ydelsen for første gang.

Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at familien er berettiget til en merudgiftsydelse efter servicelovens § 41.

Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være blivende, skal aftalen revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne viser sig at være lavere end oprindelig antaget. Den årlige opfølgning vil herefter skulle fastsættes senest et år efter det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået og revideret.

Eksempler på merudgifter

147. I det følgende opregnes der nogle eksempler på merudgifter som følge af betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller varig lidelse hos børn og unge.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en udtømmende opregning. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår i familierne på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det er derfor ikke muligt at opregne alle de merudgifter, en sådan familie kan komme ud for.

Kost og diætpræparater

148. Til børn og unge under 18 år kan der ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.

Til spædbørn, der ikke kan tåle mælk, kan der fx ydes hjælp til merudgifter til erstatningspræparater.

For så vidt angår spædbørn, som på grund af en allergisk disposition må formodes at have behov for diætkost i form af mælkeerstatningspræparater, kan der ydes tilskud til de nødvendige erstatningspræparater, selv om allergien endnu ikke er kommet til udbrud. Det er dog en betingelse, at kommunen skønner, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at den kroniske lidelse vil bryde ud, hvis erstatningspræparaterne ikke anvendes.

Når der i forbindelse med observations- og undersøgelsesformål og gentagne undersøgelser, og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse ordineres særlige diætpræparater, som barnet skal indtage i hjemmet over en kortere eller længere periode, kan der ydes hjælp til dækningen af udgiften til disse præparater.

 

149. Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget kan det være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over lægelig ekspertise.

Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes kan der foreligge beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger og lignende.

 

150. Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehuset, og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.

Udgifterne til særlige diætpræparater til børn med phenylketonuri (Føllings sygdom) afholdes som hidtil af staten (Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne.

Medicin

151. Der kan også ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, som er nødvendig på grund af en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge.

Bemærk dog, at der i særlige tilfælde efter sundhedslovens § 145 kan ydes enkelttilskud til medicin, der er lægeordineret, og som der ikke ydes generelt tilskud til efter sundhedslovens § 144. Tilskuddet søges af barnets/den unges læge ved lægemiddelstyrelsen.

Der er ligeledes mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra lægen (sundhedslovens § 147) kan bevilge et kronikertilskud til personer med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler. Den samlede egenbetaling til køb af lægemidler med tilskud efter §§ 144 og 145 er årligt på 3.520 kr.

Hvis kommunen anvender medicinkort til børnene, kan dette træde i stedet for udbetaling af den del af standardydelsen, der vedrører medicin. Det er dog en forudsætning, at de samlede udgifter efter servicelovens § 41 - inklusive medicinudgifterne - udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

Sygeforsikring

152. Kommunerne kan ikke reducere tilskuddet til merudgifter med eventuelle tilskud fra private sygeforsikringer. Baggrunden for dette er, at betaling af tilskud til merudgifter er udgifter, som det offentlige har påtaget sig, og tilskud til merudgifter efter servicelovens § 41 er uafhængig af modtagerens økonomiske situation. Derfor skal tilskud fra en privat sygeforsikring ikke modregnes i ydelsen.

Briller

153. Der kan normalt ikke ydes hjælp til betaling af briller, da der normalt ikke vil være tale om en merudgift sammenlignet med udgiften til briller til børn med et almindeligt behov for synskorrektion. Hvis der som følge af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge under 18 år er særlige merudgifter til briller, som ikke kan ydes efter sygesikringslovens regler eller bestemmelserne i servicelovens § 112 om hjælpemidler, kan merudgifterne dækkes efter servicelovens § 41.

Det kan fx eksempel dreje sig om et hyperaktivt barn, som ofte kommer til at ødelægge bl.a. briller, eller at barnet/den unge lider af en alvorlig øjensygdom, fx grøn stær, der bevirker at synet ændres, så styrken i brilleglassene skal skiftes hyppigt.

Sygehusophold

154. Hvis et barn eller en ung indlægges på sygehus på grund af den nedsatte funktionsevne/lidelse, kan der ydes hjælp til dækning af merudgifter til overnatning for forældrene på sygehusets gæstehjem e.l., hvis sygehuset ikke yder gratis sengeplads og stiller forplejning til rådighed. Det er en forudsætning, at det er nødvendigt, at en eller begge forældre er til stede, fx så de hurtigt kan tilkaldes eller for at opnå den mest hensigtsmæssige behandlingsstrategi.

Der kan ligeledes ydes tilskud til merudgifter til fx kost og befordringsudgifter for forældrene, når barnet/den unge er indlagt, hvis det er nødvendigt, at de er til stede.

Tilsvarende kan der ydes tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. kapitel 7 om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Befordring

155. Der vil kunne ydes tilskud til dækning af merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid.

Befordringsydelser efter servicelovens § 41 er subsidiære til befordringsydelser efter andre bestemmelser.

Foregår befordringen i bil, kan tilskuddet ydes, hvad enten den bil, barnet/den unge bliver befordret i, er ejet af forældrene, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 114. Tilskuddet kan fastsættes på grundlag af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats.

Drift af bil

156. I ganske særlige situationer kan der ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn/en ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil.

Det vil især gælde den situation, hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/den unge.

Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Ankestyrelsen har i en sag (SM C-38-04) truffet afgørelse om, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynligt, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap. Familien havde haft bil i forbindelse med farens job som kørende konsulent, men i 1998 afhændede han bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet, og familien havde herefter ikke bil, før den fik bevilget en hjælpemiddelbil til datteren.

Det vil endvidere gælde den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, benzin, reparationer m.v., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den unge. Merudgiften skal altid beregnes konkret. I de tre nævnte situationer vil man kunne tage udgangspunkt i følgende:

1) Forsikring, Falck abonnement såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets handicap og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) er altid en fuld merudgift, da der er tale om en ekstra bil. Udgiften til reparationer og serviceeftersyn må vurderes forholdsmæssigt, idet der tages hensyn til, hvor meget af kørslen, der drejer sig om transport forbundet med barnets handicap, som fx til behandling.

2) Forsikring, Falck abonnement, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets handicap og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) er altid en merudgift. Reparationer m.m. vil som udgangspunkt være en merudgift, da familien ikke ville have haft bil, såfremt barnets funktionsevne ikke var nedsat. Der kan i beregningen fratrækkes de udgifter til offentlig transport familien sparer.

3) Merudgiften til forsikring, reparationer og serviceeftersyn findes ved at sammenligne forsikringsudgiften til den bil, familien tidligere anvendte, og den bil, der nu er anskaffet. Merudgiften til brændstof findes tilsvarende ved at sammenligne brændstofforbruget på den tidligere bil og den bil, der nu er anskaffet. På færdselsstyrelsens hjemmeside www.hvorlangtpaaliteren.dk er de forskellige bilers brændstofforbrug oplyst.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af børn og unge kan derimod ikke ydes efter servicelovens § 41. Der vil således heller ikke efter servicelovens § 41 kunne ydes hjælp til betaling af afdrag på bil. Der henvises i stedet til reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 615 af 15. juni 2006 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114.

Befordring til dagtilbud

157. Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat funktionsevne m.v. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter servicelovens § 41, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser. Udgifter til befordring af børn til og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser.

Befordring til uddannelse

158. Der vil kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige befordringsudgifter, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted.

Det sker dog kun i det omfang, udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af børn og unge med handicap.

Befordring til behandling

159. Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn eller en ung til behandling som følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det sker dog kun i det omfang, udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. Befordringsudgifter til sygehus, hvor den nødvendige behandling kan finde sted, dækkes som udgangspunkt efter sundhedslovens § 171, hvis afstanden overstiger 50 km.

Der ydes hjælp til betaling af såvel barnets/den unges som ledsagerens befordring. Normalt vil det være tilstrækkeligt, at der kun er en ledsager, fx enten faderen eller moderen. Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet/den unge, fx fordi det er nødvendigt under selve befordringen, eller fordi begge forældre skal orienteres samtidigt ved en undersøgelse/behandling.

 

160. Der kan endvidere under barnets/den unges ophold på sygehus e.l. ydes hjælp til betaling af forældrenes merudgifter til befordring til besøg hos barnet/den unge, i det omfang besøgene er nødvendige af hensyn til barnet/den unge.

Behandling i udlandet

161. Hjælp til dækning af befordringsudgifter m.v. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets regler eller andre ordninger.

Befordring i fritiden

162. Hvis et barn eller en ung på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til merudgifter til befordring i fritiden. Selvom barnet kan benytte offentlige transportmidler, kan der også være tale om merudgifter, hvis fritidstilbud i nærområdet fx ikke kan benyttes. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes, idet der må tages hensyn til hjemmets afstand til fritidstilbud, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse, leg i nærheden osv.

Handicaprettede kurser til forældre og andre pårørende

163. Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet/den unge hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge.

Det kan dreje sig om kurser, der giver familien indsigt i de forskellige funktionsnedsættelser/lidelser, i hvilken virkning det har på barnet/den unge, og hvordan familien kan mestre de problemer, der kan opstå m.v. Der kan fx være tale om kurser vedrørende børn og unge, der lider af cystisk fibrose, muskelsvind, er blinde, spastiske, døve eller udviklingshæmmede.

Et klassisk eksempel er deltagelse i et kursus i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) for pårørende til personer med betydelig og varigt nedsat hørelse.

Der kan ydes tilskud til kurser i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning m.v.) til andre end medlemmer af husstanden, hvis samværet med et barn/en ung med høretab har en sådan karakter, at udgiften kan betragtes som nødvendig for barnets/den unges fortsatte udvikling. Dette gælder fx som udgangspunkt bedsteforældre, der må forventes ofte at kommunikere med og have besøg af barnet/den unge.

 

164. De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.

 

165. Sådanne merudgifter kan også omfatte hel eller delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for forsørgerne, når der ikke er mulighed for at deltage i kurser uden for arbejdstiden. Dette gælder såvel enlige som ægtepar, jf. servicelovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste.

 

166. For at begge forældre kan passe, pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge, er det vigtigt, at de begge deltager i kurser af ovennævnte art. Sådanne kurser giver kompetence til begge forældre og vil ofte være en forudsætning, for at de begge kan bevare den nære kontakt med barnet/den unge.

Beklædning

167. Der kan ydes hjælp til tøj, som skal udformes på en særlig måde, eller til ekstra beklædning/sko som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid.

 

168. Særlige beklædningsgenstande, som fx regnslag til kørestol, kørepose, hagesmæk og beskyttelsesbukser til svært inkontinente børn og unge, ydes dog efter reglerne om hjælpemidler m.v. i servicelovens § 112, jf. SM C-8-04.

Efter denne bestemmelse ydes også merudgifter til beklædningsgenstande til børn og unge, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret, og som følger heraf er nødt til at få udskiftet hele sin garderobe.

Fodtøj

169. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj der tilgodeser en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 624 af 15. juni 2006 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven. Der kan dog også være tale om ekstraordinært slid på ortopædisk fodtøj, hvor egenbetalingen på ekstra ortopædiske sko i givet fald kan dækkes som en merudgift.

Vask og vaskemaskine

170. Hvis barnets nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse medfører merudgifter til vask, kan der ydes hjælp såvel til selve vaskeudgiften som til anskaffelse af vaskemaskine forudsat, at en sådan må anses for at være nødvendig for at imødekomme et ekstraordinært stort behov.

Til børn, der ikke kan holde sig tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), ydes der normalt ikke hjælp efter denne bestemmelse, jf. pkt.140 om afgrænsning af målgruppen.

Der kan ydes hjælp til betaling af særlige cremer og olier, som anvendes ved barnets personlige hygiejne, hvis der kan dokumenteres en merudgift i forhold til, hvad andre børns hygiejne kræver, fx i forbindelse med alvorligt belastende allergi eller hudlidelser.

Ferie

171. Der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder.

Ankestyrelsen har i SM O-111-93 fundet, at et ophold i en særlig sommerlejr for handicappede børn måtte anses for et ferieophold. Udgifter, der lå ud over det beløb, som forældre med raske børn sædvanligvis betalte for deres børns ophold i en sommerlejr eller lignende, som det offentlige ikke ydede tilskud til, måtte anses for merudgifter ved forsørgelsen, hvortil der kunne ydes hjælp.

Dette gælder også kortvarig ferie i udlandet, hvor der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan gives tilskud til eventuelle ekstra omkostninger, som fx tilskud til dækning af ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til rejse og ophold for en hjælper og ekstra omkostninger i form af nødvendige merudgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel, jf. SM C-43-03. jf. Socialministeriets udlandsbekendtgørelse.

Bolig og boligskift

172. Der kan ydes støtte til forhøjede udgifter i forbindelse med boligændringer i form af til- og ombygning af familiens bolig eller ved flytning til en større bolig som følge af et barns handicap. Det kan dreje sig om merudgifter til forhøjet lejeværdig af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring og større forbrug af el og varme, jf. SM C 18-00.

Der kan desuden dækkes merudgifter ved en flytning, som er betinget af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos barnet/den unge. Det kan dreje sig om indskud i en ny lejebolig, jf. SM C-6-02, salgsomkostninger, fx ejendomsmæglersalær ved salg af hidtidig bolig, jf. SM C-3-02, leje af flyttebil, flytning af telefon m.v.

Der kan desuden gives hjælp til dobbelt boligudgift i forbindelse med flytning til en handicapegnet bolig, fx fordi familiens tidligere bolig ikke er blevet solgt på det tidspunkt, hvor indflytning i den handicapegnede bolig finder sted. Der kan desuden efter en konkret vurdering fastsættes en tidsfrist for betaling af dobbelte boligudgifter jf. SM C-11-05.

I forbindelse med en flytning kan et evt. tilbagebetalt indskud fra tidligere lejebolig eller slagsprovenuet ved salg af tidligere ejerbolig ikke modregnes i den bevilgede støtte, jf. SM C-32-06 og SM 0-108-94.

Andre udgifter

173. Ud over de nævnte eksempler vil andre udgifter kunne dækkes, hvis de efter en konkret vurdering må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse. Som eksempler på andre merudgifter, som kan dækkes efter servicelovens § 41, kan nævnes: Forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer, udgifter til flytning, som er betinget af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos barnet/den unge, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttebil m.v.

Der kan også ydes tilskud til merudgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden.

Ankestyrelsens fandt dog i sin afgørelse (SM-10-04), at det ikke i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort, at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med ikke handicappede børn har til legetøj.

Dækning af merudgifter til ny bolig eller udgifter til boligændringer skal ydes efter servicelovens § 116.

Aflastning

174. Forældre til børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har i varierende omfang behov for aflastning. En tilstrækkelig aflastning vil kunne medvirke til at bevare barnet/den unge i hjemmet. Forældre kan ligeledes have behov for aflastning for at kunne give omsorg til søskende, der også har behov for deres forældre, og give sig tid til samvær med dem.

Aflastning kan foregå i almindelige eller særlige dagtilbud til børn efter servicelovens §§ 20 og 32, efter reglerne om personlig hjælp og pleje, jf. servicelovens § 84, ved timeaflastning ved privat antaget hjælp betalt eller ved timeaflastning formidlet gennem en kommunal aflastningsordning og betalt efter servicelovens § 41, i anbringelsessteder for børn og unge, jf. servicelovens § 67.

Udgangspunktet er, at anvendelse af dagtilbud og hjælp til pasning og pleje skal gå forud for anvendelsen af servicelovens § 41 til aflastningsformål. Aflastningen etableres efter gældende regler på de nævnte områder.

Aflastning i dagtilbud

175. Det forhold, at et barn er i dagtilbud, betyder ikke nødvendigvis, at forældrene dermed har fået tilstrækkelig aflastning. Når det fx drejer sig om børn, som kræver vedvarende pleje, omsorg eller overvågning på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, er det ofte nødvendigt, at forældrene aflastes ud over dagtilbuddet. Det kan gælde børn, som fx ikke eller kun i ringe omfang kan bevæge sig, og børn, som er særligt pleje- eller opmærksomhedskrævende på grund af kommunikationsproblemer som døvhed, psykoser e.l.

Aflastning i særlige dagtilbud

176. De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor.

Aflastning efter servicelovens § 84

177. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 84 i serviceloven pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe et plejekrævende barn eller en ung i hjemmet. En familie eller en person, der passer et barn eller en ung med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - få tilbud om afløsning eller aflastning efter servicelovens § 84. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at et barn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse kan blive boende i hjemmet.

Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter servicelovens § 83 er opfyldt.

Der kan ikke opkræves betaling for hjælp efter servicelovens § 84, som er omfattet af servicelovens § 41, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.

Aflastning efter servicelovens § 41

178. Hvis dagtilbud eller hjemmehjælp ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der ydes et tilskud til en hjælper efter servicelovens § 41 til aflastning. Der ydes kun hjælp efter servicelovens § 41 til aflastning i eget hjem.

Nogle kommuner har etableret en aflastningsordning, hvor de formidler aflastningspersoner til familier, der har behov herfor. Kommunerne kan også støtte familierne ved at stå for den praktiske udbetaling af løn til aflastningspersonen.

Århus kommune har udarbejdet informationspjecer om en sådan ordning.

Kommunerne bør være opmærksomme på, at forældre ikke har mulighed for at indhente straffeattest eller børneattest på privat antaget hjælp, hvorfor kommunen evt. kan tilbyde at gøre dette.

Når der ydes tilskud til privat antaget hjælp, bør kommunen rådgive forældrene om det ansvar, der følger med at være arbejdsgiver. KL har udarbejdet vejledning om administration af hjælpeordninger for voksne, som også kan anvendes af forældre, der ansætter privat hjælp. Forældre bør ligeledes gøres opmærksom på, at der normalt ikke kan antages personer, som er under 18 år.

Aflastning efter servicelovens § 52

179. Endelig kan der etableres aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, der giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold bl.a. for børn og unge med nedsat funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelser, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne.

Efter bestemmelsen er det et krav, at aflastningsopholdet skal finde sted på en døgninstitution, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted for børn og unge.

Aflastning efter denne bestemmelse forudsætter en forudgående undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50, og at der udarbejdes en handleplan efter servicelovens § 140, se pkt. 271-286 i denne vejledning.

Kombination af regler

180. Hvis en eller flere kommuner ønsker at etablere aflastningsforanstaltninger for børn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, kan dette ske efter de enkelte regler om dagtilbud, personlig og praktisk hjælp, ydelser efter servicelovens § 41 og døgntilbud, eventuelt disse regler i kombination med hinanden og med ydelser efter servicelovens § 41.

Det må konkret vurderes, hvilket omfang aflastningen skal have. Der bør tages hensyn til, om det er en enlig forælder, eller om der er to til at tage sig af barnet. Er der to forældre, bør de også kunne aflastes samtidig.

Der bør som udgangspunkt foretages en samlet vurdering af de aflastningsbehov, familien har, herunder også hensynet til det handicappede barns søskende, der kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Erfaringer peger på, at forældre til meget omsorgskrævende børn mindst bør aflastes en aften om ugen, en weekend om måneden og tre uger om året.

Kommunalbestyrelsens anvisninger

181. Hjælpen efter servicelovens § 41 er betinget af, at kommunens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges. Bestemmelser giver kommunerne mulighed for at komme med anvisninger med hensyn til barnets pasning.

Afgrænsning over for andre bestemmelser

Behandling og behandlingsredskaber

182. Der gives ikke støtte til behandling som en merudgift. Sansemotorisk træning regnes i denne sammenhæng for behandling. Hjælp til behandling kan derimod ydes efter § 11, stk. 3, § 32, stk. 1, og § 52, stk. 3, nr. 10, i serviceloven.

Hjælp til lægebehandling af børn og unge med nedsat funktionsevne/lidelse forudsættes afholdt efter sundhedsloven. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Udgiften til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter servicelovens § 41, jf. pkt. 151.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i en sag (SM C-47-05) om, at udgifter til psykologbehandling ikke kunne dækkes efter servicelovens regel om merudgifter ved forsørgelsen af børn, da der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens § 41 (tidl. servicelovens § 28). Ankestyrelsen lagde vægt på, at der skal være tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet, som fx merudgifter til diætkost, særligt tøj, befordring, visse former for aflastning m.v.

 

183. Udgifter til behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle m.v., afholdes af sygehusvæsenet.

Undervisning

184. Merudgifter, der opstår i forbindelse med uddannelse af børn og unge med nedsat funktionsevne eller lidelse, fx en computer til hjælp i skolen, afholdes efter Undervisningsministeriets regler.

Hjælpemidler

185. Hjælp til dækning af udgifter til hjælpemidler ydes efter servicelovens § 112.

Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, fx til et barn, som ikke har andre legemuligheder, ydes dog efter § 41.

Hjælp til særlige beklædningsgenstande, som et barn ikke ville have brug for, hvis barnet ikke havde en funktionsnedsættelse, ydes efter § 112, medens hjælp til midlertidigt tøj, som skal udformes på en særlig måde, ydes efter reglerne om merudgifter i § 41.

Boligskift

186. Hjælp til dækning af udgifter til boligskift og boligindretning ydes efter servicelovens § 116.

Ved flytning til en ny lejebolig eller fra en ejerbolig til en lejebolig skal evt. merudgifter ved flytningen og højere husleje i den nye bolig m.v. vurderes efter reglerne i § 41 om merudgifter.

Ved flytning fra ejerbolig til ejerbolig eller fra lejebolig til ejerbolig, skal udgifter forbundet med selve anskaffelsen derimod vurderes efter § 116, stk. 2.

I det omfang der er tale om merudgifter i forbindelse med fraflytning af tidligere bolig, skal disse vurderes efter bestemmelserne i § 41.

 

187. Som boligindretning efter servicelovens § 116 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod drejer sig om møbler, gulvbelægning m.v., som ikke er en integreret del af gulvet, eller forskelligt tilbehør til boligindretning, kan servicelovens § 41 evt. bringes i anvendelse.

Respirationsinsufficiens o.l.

188. Når et barn på grund af stærkt nedsat funktionsevne, som medfører respirationsinsufficiens eller dermed ligestillede lidelser (kanylebørn m.v.), har behov for overvågning hele eller dele af døgnet på grund af det apparatur, der anvendes, afholdes udgiften til overvågning (aflønning af ventilatører m.v.) af sygehusvæsenet. Behandling i hjemmet skal dog være ordineret i forbindelse med en sygehusbehandling.

Derudover afholder kommunen udgiften til anden form for overvågning og pleje m.v. efter servicelovens § 41, selv om der kræves specialuddannet plejepersonale. I disse specielle tilfælde kan det ofte være mest hensigtsmæssigt at kombinere ventilatørbistand med personlig hjælp og pleje efter servicelovens § 44, jf. § 83, samt hjemmesygepleje.

 

189. Hvis en person kan klare både ventilatøropgaver, som dækkes af sygehusvæsenet, og den øvrige pasning og pleje af barnet/den unge, som dækkes af kommunen, deles udgiften mellem sygehuset og kommunen for disse timer.

 

190. I de tilfælde, hvor forældre, der modtager tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 for at passe barnet, ønsker at påtage sig ventilatøropgaven en del af døgnet, skal sygehuset ikke afholde en andel af udgifter til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for den periode, hvor den af forældrene, der får tabt arbejdsfortjeneste, også varetager ventilatøropgaven.

Det forudsætter dog, at forældrene ønsker at påtage sig den opgave og aftaler, hvor mange timer de ønsker at varetage opgaven. Sygehuset skal dog altid betale for optræning af forældrene og har fortsat ansvar for respiratoren, dens drift og vedligeholdelse, som også er en sygehusudgift.

Døgninstitution

191. Er børn optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. I forbindelse med besøg i hjemmet bør udgifter, som ellers skulle have været afholdt efter servicelovens § 41, således normalt afholdes som en institutionsudgift.

Afgørelsen om hvorvidt et handicappet barn under en anbringelse skal tilbydes en særlig fritidsaktivitet med henvisning til barnets særlige behov, må vurderes konkret efter servicelovens § 69, stk. 1 i forhold til, om fritidsaktiviteten indgår som en del af formålet med anbringelsen, jf. SM C 62-03.

Der er desuden mulighed for at yde økonomisk bistand efter servicelovens § 52, stk. 5 til at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem udgiften og formålet med at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til specielle udgifter, der er nødvendige for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet, jf. SM O-76-98, hvor Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes hjælp til udgifter til hegn og til entrebilletter i forbindelse med et autistisk barns besøg i hjemmet.

Der kan ydes hjælp til boligindretning i hjemmet efter servicelovens § 116, selv om barnet/den unge er optaget permanent i en døgninstitution. Boligindretning kan ydes, hvis barnet/den unge har så hyppigt ophold i hjemmet, at boligændringerne må anses som påkrævet under hensyn til den nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Hvis barnet er i en situation, hvor der arbejdes på, at barnet kan hjemtages fra institutionen - udslusningssituation - kan der ydes hjælp efter servicelovens § 41 til sædvanlige merudgifter i forbindelse hermed.

Kapitel 7

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, særlig supplerende ydelse ved ledighed og personlig hjælp, pleje og vedligeholdelsestræning m.v.

192. I dette kapitel beskrives reglerne om dækning af tabt arbejdsfortjeneste til der personer, der i hjemmet forsørger et barn eller en ung under 18 år med et handicap eller en langvarig sygdom. I kapitlet beskrives formålet med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste samt en gennemgang af de nærmere regler om beregning og regulering af hjælpen. Endelig beskrives betingelserne for at modtage en særlig supplerende ydelse, hvis den eller de personer, der modtager tabt arbejdsfortjeneste bliver ledige fra deres erhvervsarbejde, og tilbud om personlig hjælp, pleje og vedligeholdelsestræning m.v.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste

Serviceloven:

§ 42. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Der indregnes bidrag til pensionsordning, der udgør 6 pct. af bruttoydelsen pr. 1. januar 2003 og 10 pct. af bruttoydelsen pr. 1. januar 2004. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Kommunen indbetaler efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidrag af hjælp til dækning af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1, herunder om indregning og indbetaling af bidrag til pensionsordning, og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om betaling af udgifter til ATP-bidrag.

Generelt om tabt arbejdsfortjeneste

193. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har nogle særlige behov, som ud over at give merudgifter ved forsørgelsen kan medføre tabt arbejdsfortjeneste, når barnet forsørges i hjemmet.

Udgangspunktet ved hjælpens udmåling er, at familien skal have det samme beløb til rådighed til at leve af som tidligere.

Formål

194. Formålet med bestemmelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er det samme som formålet for at yde tilskud til merudgifter for børn og unge, jf. foregående kapitel pkt. 135.

Målgruppe

195. Som udgangspunkt drejer det sig om familier med børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Målgruppen vil dog være en mindre del af den målgruppe, der modtager hjælp til merudgifter, idet det er en forudsætning for at være berettiget til ydelsen efter servicelovens § 42, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en naturlig følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge passes i hjemmet af forældrene.

Det kan fx være (eksemplerne er ikke udtømmende) børn og unge, som har et stort behov for pleje og overvågning, fordi de fysisk er svage eller ofte får sygdomsanfald, børn og unge, som har et stort behov for tilsyn, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger og derfor risikerer at komme til skade eller at skade andre, børn, som sover meget uroligt eller sparsomt, så forældrene ofte skal tilse og hjælpe dem i løbet af natten, børn og unge, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser, børn og unge, hvis sygdom er meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald, og det derfor må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole, børn, som på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko ikke kan være i et dagtilbud eller skole. Hensynet til søskende kan også indgå, hvor behovet for forældrenes omsorg ikke kan tilgodeses på grund af ekstra arbejde i forhold til barnet med funktionsnedsættelsen eller den indgribende kroniske lidelse.

Betingelser for at modtage hjælpen

196. Det er en betingelse, at barnet/den unge forsørges i hjemmet. At barnet/den unge forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet/den unge ved medvirken fra de sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet, jf. pkt. 141.

Det er også en betingelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen/faderen, der passer barnet/den unge. Personkredsen omfatter begge forældre, selv om de ikke bor sammen, og den ene part ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, også kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Der er også mulighed for, at stedforældre kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når de deltager i barnets forsørgelse, jf. SM C-01-01.

Nedsættelse af beskæftigelse, tab af indtægt

197. Herudover er det en forudsætning, at den pågældende forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe barnet/den unge. Ankestyrelsen fandt i sin afgørelse (SM O-49-97), at et gennemsnitligt fravær på 4-5 dage om måneden faldt ind under ordlyden i vejledningen om helt eller delvis at måtte ophøre med beskæftigelsen for at passe et barn med svært handicap i hjemmet.

Det er ligeledes en forudsætning for at yde en sådan erstatning, at pågældende har et indtægtstab ved at passe barnet. Indtægtstabet kan være både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende.

Der vil dog kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om ansøgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed ikke har et indtægtstab, jf. pkt. 204-212 om beregning af hjælpen.

For hvilke tidsrum kan hjælpen ydes

198. Der er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle timer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsindtægt. Det afgørende er, hvor længe det er hensigtsmæssigt, at barnet/den unge bliver passet i hjemmet.

Der kan godt ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en kortere periode, idet det er varigheden af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende for at opnå denne ydelse og ikke varigheden af hjælpen.

Der kan fx være behov for, at en af forældrene modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for en kortere periode, fordi barnet skal optrænes intensivt af en af forældrene i hjemmet eller ikke må omgås andre i en periode af hensyn til smittefare. Det samme gælder, hvis en af forældrene skal oplæres i tilberedning af diætkost.

 

199. Forældrene kan eventuelt også dele dækningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Det kan fx være i tilfælde, hvor de begge har mulighed for at tage deltids orlov fra deres arbejde. Der kan dog i dette tilfælde højest ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for 37 timer pr. uge for forældrene tilsammen.

 

200. Det er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud eller skole eller på anden måde passes, plejes og trænes uden for hjemmet nogle timer om dagen eller om ugen. Det kan fx være, fordi barnet bliver hurtigt træt og derfor ikke kan være i dagtilbuddet en hel dag, eller hvor det må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole på grund af sygdom eller smerte.

Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud/skole en hel dag, fx hvis der er et stort pasnings- og plejebehov, når barnet er hjemme, eller hvis forsørgeren er nødt til at være omkring barnet/den unge hele tiden, når det er hjemme, således at det er umuligt at få lavet selv de mest almindelige huslige gøremål.

 

201. Hvis man allerede fra begyndelsen af et sygehusophold er klar over, at der i direkte forlængelse af opholdet kræves pasning af barnet i hjemmet, kan der ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste allerede fra indlæggelsestidspunktet, hvis det af behandlingsmæssige grunde er ønskeligt, at en eller begge forældre er til stede på sygehuset. Det samme gælder, hvis barnet skal passes hjemme i en periode inden sygehusopholdet.

Der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i indlæggelsesperioden, hvis det er nødvendigt, at forældrene er til stede på sygehuset, fordi funktionsnedsættelsen/lidelsen er så alvorlig, at det kræver forældrenes tilstedeværelse.

Der kan i visse tilfælde ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre samtidigt. Det kan fx ske, hvis barnet skal indlægges på sygehus og opereres, og det er nødvendigt, at begge forældre er til stede på grund af operationens alvor. Det kan også gælde, hvis begge forældre skal have information om, hvordan barnet skal behandles efter udskrivelsen fra sygehus. Dette gælder også, hvis forældrene ikke bor sammen, men begge ægtefæller tager sig af barnet.

Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når forældre skal have fri fra arbejde for at kunne ledsage et barn eller en ung med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse til ambulant behandling.

Rådgivningen i forbindelse med beslutning om hjælp efter servicelovens § 42

202. Når en af forældrene søger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, bør rådgivning og vejledning ske ud fra en helhedsvurdering for at skabe så normale rammer som muligt for den enkelte og familiens tilværelse.

I denne sammenhæng bør der bl.a. vejledes om, hvad det kan betyde i arbejdsmæssig henseende m.v., og hvilke alternativer der eksisterer. Det sidste er også vigtigt, hvis en ansøger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste ikke opfylder betingelserne for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

De arbejdsmæssige konsekvenser kan fx bestå i tab eller forældelse af faglige kvalifikationer, problemer i forhold til avancement, efteruddannelse og jobskifte, konsekvenser for efterløn og pension.

Forældre, der skal tage stilling til, om de vil overgå til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil ofte føle, at dette vil være den umiddelbare løsning med baggrund i deres barns eller unges pasningsbehov og familiens behov for forældreindtægten , men kan have svært ved at tage stilling til de mere langsigtede konsekvenser af at modtage denne hjælp.

Det vil være væsentligt at drøfte forældrenes mulighed for eventuelt at dele den tabte arbejdsfortjeneste, således at begge forældre kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

For nogle familier vil alternativet til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste være praktisk hjælp i hjemmet, således at de bliver frigjort fra de huslige og praktiske gøremål og kan koncentrere sig om barnet/den unge, når de er hjemme. Nogle forældre har et stort ønske om at kunne bevare deres arbejde, og ingen bør tvinges til at opgive deres arbejde, såfremt hjælpen kan ydes på anden måde.

For andre kan praktisk bistand i hjemmet være et vigtigt supplement til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Dette kan fx gælde, hvor et barn kræver konstant overvågning, så det er umuligt at nå andre gøremål.

Der kan også tilbydes anden form for aflastning i hjemmet som fx hjælp til pasning, behandling og ledsagelse af barnet.

Forhold til a-kasse

203. Der bør ydes en særlig vejledning i samråd med ansøgerens arbejdsløshedskasse om det efterfølgende forhold til arbejdsløshedsdagpenge, læs mere i afsnittet om sammenhæng med andre bestemmelser punkt 220-225.

Beregning af hjælpen

204. I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 630 af 15. juni 2006 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, har socialministeren fastsat nærmere regler om beregning og regulering af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag. den særlige pensionsopsparing (SP-bidrag) og ATP-bidrag.

Ved beregning af hjælpen er hovedreglen, at den pågældende til daglig økonomisk stilles, som om han/hun havde en arbejdsindkomst. Tillæg, som er et integreret led i lønnen, indgår også i beregningsgrundlaget, hvis de normalt kommer til udbetaling.

Ankestyrelsen har i en sag (SM O-48-99) truffet afgørelse om, at provision skulle indgå ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste i et tilfælde, hvor det fulgte af moderens ansættelseskontrakt, at hendes løn bestod dels af en fast løn, dels af provision, der var afhængig af salgsresultatet.

Det, der lægges til grund ved beregningen, er således den seneste lønindtægt, og ikke arbejdsløshedsdagpenge, syge- eller barselsdagpenge eller kontanthjælp, som pågældende har haft, inden han/hun modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen har i en sag (SM C-19-05) truffet afgørelse om, at kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med udgangspunkt i den seneste lønindtægt, som modtagere havde inden overgangen til at modtage tabt arbejdsfortjeneste. Dette gjaldt uanset, at udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste havde været standset i en periode på grund af barselsorlov med et andet barn. Der skulle ikke ske omberegning, når den tabte arbejdsfortjeneste blev udbetalt på grundlag af det samme barn og det samme handicap.

Er der for en lønmodtager problemer med at fastsætte den tidligere løn, fordi pågældende fx har gået arbejdsløs i lang tid eller ingen uddannelse har, kan beregningen tage udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.

Når forsørgeren endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, må den indtægt, som forsørgeren ville have kunnet opnå, tages som udgangspunkt for beregningen af hjælp til dækning af den tabte arbejdsfortjeneste.

Der kan i øvrigt henvises til Ankestyrelsens afgørelser SM C-15-02, SM O-44-99 og SM C-4-03.

 

205. For en selvstændig erhvervsdrivende kan det være svært at udregne et umiddelbart indtægtstab eller tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag. Men pågældende vil ofte via revisor, regnskaber m.v. kunne sandsynliggøre et indtægtstab, som beregning af den tabte arbejdsfortjeneste kan tage sit udgangspunkt i.

I de tilfælde, hvor det er umuligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag, fx fordi virksomheden er nystartet, kan der tages udgangspunkt i udgiften til en vikar eller et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes hidtidige disponible indkomst.

Ankestyrelsen har i SM C 45-02 udtalt, at udgangspunktet for beregning af tabt arbejdsfortjeneste til en selvstændig landmand var indkomsten fra hans selvstændige virksomhed efter fradrag af afskrivninger, men før renter. I samme afgørelse udtales, at beregningsgrundlaget for moderens tabte arbejdsfortjeneste var den indtægt, der i følge virksomhedens regnskab var overført til hende som medhjælpende hustru.

Ankestyrelsen har i SM C 09-05 vurderet, at beregningen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en far, som var ansat i et anpartsselskab, skulle tage udgangspunkt i hans lønindkomst som ansat i anpartsselskabet, uanset at selskabet var ejet af et holding selskab ejet af ham selv. Faderen måtte således i relation til servicelovens regler om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste betragtes som lønmodtager.

Når beregningsgrundlaget er fundet, beregnes den tabte arbejdsfortjeneste på samme måde som til en lønmodtager og udbetales som a-indkomst.

Bidrag til pensionsordning

206. I forbindelse med beregning af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal der indregnes bidrag til pensionsordning. Bidraget skal beregnes alene for personer, der umiddelbart før overgangen til hjælpen havde en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Dvs., at det kun er personer, der tidligere har haft en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, der er berettiget til at få indregnet et bidrag. Dette hænger sammen med, at hjælpen skal kompensere for tabet af den lønindtægt/-vilkår, personen havde tidligere.

Bidrag til pensionsordning udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højest et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Lønmodtagerens andel af pensionsindbetalingen indgår i indtægtsgrundlaget ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste.

 

207. Bidraget skal så vidt muligt indsættes på kontoen i modtagerens pensionskasse. Kommunen kan også efter aftale med den pågældende oprette en pensionsopsparing for pågældende, fx i Kommunernes Pensionsforsikring.

 

208. For personer ansat i staten med tjenestemandspensionsordning anses et pensionsdækningsbidrag på 15 pct. som arbejdsgiverbidraget i relation til servicelovens § 42. Et sådant pensionsdækningsbidrag udgør således en overgrænse for det kommunale pensionsbidrag, jf. servicelovens § 42, stk. 1, 5. pkt.

Er en statslig eller kommunal ansættelsesmyndighed, hvor ydelsesmodtageren er ansat, indstillet på at indbetale et samlet pensionsdækningsbidrag til den ansattes pensionsordning, indbetaler kommunen et bidrag til pensionsordningen til ansættelsesmyndigheden.

Fradrag for sparede udgifter

209. Ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste skal der tages hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dvs. at der skal reduceres med de udgifter, som pågældende har haft ved at varetage sit arbejde. Det drejer sig typisk om befordring til og fra arbejdet og udgifter til barnets dagtilbud. Fradragene sker i den nettoydelse, som fremkommer, efter at der er foretaget beregning af skat, arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag og ATP-bidrag..

Der skal dog ikke ske fradrag for de udgifter, der skal sikre, at den pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, fx fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring.

 

210. Ved beregning af eventuelt sparet befordring må der tages udgangspunkt i de faktiske udgifter ved befordringen til og fra arbejdet for den pågældende periode. Der må også tages hensyn til den skattemæssige fordel, som personen eventuelt mister, i de tilfælde, hvor pågældende bor langt fra sit arbejde.

 

211. Som hovedregel skal der fratrækkes, hvad det ville koste at få barnet passet i dagtilbud, hvis barnet ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. Dette sker ud fra den betragtning, at dette er en udgift, som er sparet set i forhold til forældre i al almindelighed. Det er dog ikke i alle tilfælde, en sådan udgift skal trækkes fra ved beregningen. Den kan fx ikke trækkes fra, hvis barnet fortsat benytter et dagtilbud, fx fordi moderen har deltidsarbejde. Der skal ligeledes tages hensyn til, om barnet ville kunne optages i et særligt dagtilbud, hvor der ikke ville være nogen betaling, eller om der kunne gives ½ behandlingsmæssig friplads.

Andre fradrag

212. Udbetaling af feriegodtgørelse efter ferieloven, der træder i stedet for lønindtægt, når ferie holdes, udelukker udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, uanset hvornår ferien holdes, jf. bekendtgørelsen § 10.

Regulering af hjælpen

213. Bruttoydelsen skal reguleres hvert år pr. 1. januar med en procentsats, jf. Socialministeriets vejledning om regulering af satserne på Socialministeriets område, som Socialministeriet udsender hvert år inden reguleringstidspunktet. Procentsatsen er beregnet på grundlag af et skøn over den forventede udvikling i lønninger på det almindelige arbejdsmarked.

Senere lønstigninger eller opgradering af den tidligere stilling eller skift til bedre lønnet stilling skal ikke indregnes ved regulering af ydelsen. Ligesom lønnedgang eller overgang til lavere lønnet stilling heller ikke skal inddrages ved regulering af ydelsen, jf. SM C-63-01.

Tillæg til ferieformål

214. Kommunen skal ved årsskiftet beregne et tillæg til ferieformål på 1 pct. af bruttoydelsen i det forudgående kalenderår. Udbetalingen finder sted pr. 1. maj.

Ankestyrelsen har i en sag (SM C-48-03) truffet afgørelse om, at en ansøger, som modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage, var berettiget til at få beregnet 1 % tillæg til ferieformål. Ankestyrelsen fandt, at personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, har ret til at få beregnet et tillæg til ferieformål uanset omfanget af den bevilgede tabte arbejdsfortjeneste.

Tillæg til ferieformål ved ophør

215. Kommunen skal udbetale et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen til ferieformål til personer, som ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Tillægget kan maksimalt beregnes på grundlag af bruttoydelsen udbetalt inden for de forudgående 12 måneder. Er der udbetalt tillæg til ferieformål med 1 pct. efter bekendtgørelsens § 12, indgår dette beløb ikke i beregningsgrundlaget.

Der beregnes endvidere et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det kalenderår, hvor ophøret finder sted. Beløbet udbetales til personen ved ferieårets start.

Ankestyrelsen har i en sag (SM C-50-03) truffet afgørelse om, at en ansøger, som havde modtaget og fortsat modtog hjælp til tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage, ikke var berettiget til at få beregnet 12,5 pct. tillæg til ferieformål. Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var ophørt med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, idet ansøger, i følge det oplyste, i flere år havde haft en løbende bevilling på hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage. Det forhold, at kommunen havde stillet krav om at modtage en ansøgning hver gang, ansøger havde behov for tabt arbejdsfortjeneste, kunne ikke begrunde en ændret vurdering.

 

216. Hvis en person fx går fra fuldtids til deltids erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal pågældende have 12,5 pct. for de seneste 12 måneder af den del, pågældende er ophørt med at få dækning for tabt arbejdsfortjeneste for.

 

217. Ydelser af tillæg til ferieformål har baggrund i de almindelige regler om feriepenge og ferietillæg, og hensigten er at give personer, som ophører med at modtage tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, mulighed for at holde ferie på samme måde som andre, der har en lønindtægt. Da tillæggene til ferieformål ikke er feriepenge og ferietillæg i ferielovens forstand, vil man i praksis ikke direkte kunne sammenligne ydelserne efter de 2 regelsæt.

Det betyder fx, at personer, der ophører med tabt arbejdsfortjeneste skal have udbetalt tillægget til ferieformål direkte, henholdsvis ved ophøret og ved ferieårets start det kommende år, og at der ikke skal udstedes feriekort. Der skal heller ikke kræves dokumentation for afholdelse af ferie.

Ophør med pasning af barnet i hjemmet

218. Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage tilskuddet er bortfaldet.

Denne regel gælder dog ikke, hvis der på forhånd er aftalt en bestemt periode for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, eller fordi modtageren ønsker, at afviklingsperioden skal være kortere. Kommunen skal dog være opmærksom på, om forholdene har ændret sig, siden aftalen blev indgået.

Ankestyrelsen har udtalt, at det forhold, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er bevilget for en afgrænset periode, ikke i sig selv medfører, at der kan anses at være truffet en aftale mellem en kommune og en ansøger. En revision af ydelsen, der er fastsat af administrative grunde, medfører ikke, at tilskuddet ydes i en på forhånd fastsat periode. Dette forudsætter, at man fra bevillingens start kan se, hvornår bevillingen skal ophøre, og at der foreligger en aftale herom (SM O 101-98) .

Hvis modtageren af tilskuddet kommer i arbejde i afviklingsperioden, forkortes perioden fra det tidspunkt, hvor den pågældende har opnået arbejde. Kommunen skal dog være opmærksom på det nye arbejdes omfang, således at tilskuddet ikke inddrages fuldt ud i afviklingsperioden, hvis den pågældende fx har opnået deltidsarbejde i modsætning til tidligere heltidsarbejde.

Rådgivning ved ophør

219. En lille gruppe forældre vil som konsekvens af pasningen af barnet/den unge være langvarigt væk fra arbejdsmarkedet. Det vil som regel betyde, at de har mistet kvalifikationer i forhold til deres fag eller arbejdsområde. Derudover vil det langvarige fravær for nogle betyde, at de står usikre over for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, fordi de i en lang periode har været koncentreret om barnet/den unge og hjemmet.

For nogle vil det være for belastende at vende tilbage til deres gamle fag. Det kan være, fordi arbejdstiderne er »umulige« i forhold til barnets behov, eller på grund af den belastning, det medfører. Det kan være, at det fx er for psykisk belastende at arbejde med opgaver, som ligger for tæt på de arbejdsopgaver, den pågældende varetager i hjemmet vedrørende barnet/den unge.

Det er vigtigt, at disse behov for ny uddannelse/arbejde indgår i en intensiv rådgivning og vejledning, så langvarig arbejdsmæssig invalidering undgås. I denne sammenhæng bør muligheden for revalidering efter lov om aktiv socialpolitik undersøges. Desuden bør det lokale jobcenter kontaktes med henblik på støtte til en behovsorienteret beskæftigelsesindsats.

Sammenhæng med andre bestemmelser

Arbejdsløshedsforsikringsloven

220. Forældre, der har modtaget tabt arbejdsfortjeneste kan få forlænget beskæftigelseskravet for at kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge med op til 2 år. Dog længst med det antal måneder, de har modtaget tabt arbejdsfortjeneste.

En forudsætning for at kunne modtage dagpenge er, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet. Som fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse, skal en person kunne påtage sig 37 timers arbejde om ugen, og et deltidsforsikret medlem skal kunne påtage sig 30 timers arbejde om ugen.
Et fuldtidsforsikret medlem kan derfor ikke modtage tabt arbejdsfortjeneste og samtidig være berettiget til dagpenge. En deltidsforsikret person kan evt. modtage tabt arbejdsfortjeneste med 7 timer om ugen og derunder og samtidig modtage supplerende dagpenge. Det forudsætter dog, at personen kan påtage sig arbejde i 30 timer pr. uge i fagets/arbejdsområdets sædvanlig arbejdstid.

Lov om børnepasningsorlov

221 . Som hovedregel kan man ikke få udbetalt orlovsydelse under børnepasningsorlov samtidig med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Beskæftigede lønmodtagere, der modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, kan dog i tilfælde af ledighed, uanset at de ved ledighedens indtræden ikke opfylder betingelserne i lov om børnepasningsorlov § 2, stk. 4, vælge at gå på børnepasningsorlov med den virkning, at de under orloven både kan modtage tabt arbejdsfortjeneste og orlovsydelse. Det er en forudsætning, at ansøgning om børnepasningsorlov indgives, inden ledigheden indtræder, eller for lønmodtagere, som ikke har et opsigelsesvarsel, senest en uge efter afskedigelsen.

Personer, der går på orlov som lønmodtagere, og som samtidig modtager godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for pasning af handicappet barn, er omfattet af reglerne om, at der ikke samtidig kan modtages offentlig forsørgelsesydelse efter anden lovgivning. Arbejdsmarkedsstyrelsen udtaler dog i vejledningen om børnepasningsorlov, at såfremt tabt arbejdsfortjeneste kun skal dække delvis selvforsørgelse i op til 10 timer om ugen, regnes dette ikke for en offentlig forsørgelsesydelse. Det betyder altså, at man kan modtage orlovsydelse og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i op til 10 timer om ugen samtidig.

Barselsorlov og barselspenge

222. En moder er berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter udløbet af 24 ugers barselsorlov, hvis hun i øvrigt opfylder betingelserne i serviceloven for støtte til tabt arbejdsfortjeneste.
Hun har således valgfrihed mellem hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven og dagpenge efter barselsloven, hvis hun opfylder betingelserne i begge love, jf. SM 21-03.

Dagpenge til forældre med alvorligt syge børn

223. Ankestyrelsen har i SM C 21-01 vurderet, at forældre kan vælge mellem tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven eller dagpenge efter barselslovens § 26, såfremt betingelserne efter begge regelsæt er opfyldt.

Ferieloven

224. Hvis en person modtager feriegodtgørelse efter ferieloven, kan der ikke ske udbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. bekendtgørelse nr. 630 af 15. juni 2006 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, § 10.

Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

225. Bestemmelserne i servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom omhandler også børn med handicap eller alvorlig sygdom, jf. Socialministeriets vejledning nr. 2 om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse m.v.

Forældre der opfylder betingelser for begge ordninger, vælger selv hvilken støtte de vil modtage.

Kommunen bør rådgive forældre om forskelle på de to ordninger, som fx i forhold til ret til orlov fra arbejdspladsen og beregning af hjælpen.

Særlig supplerende ydelse ved ledighed

Serviceloven

§ 43. I tilfælde af ledighed skal kommunalbestyrelsen give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp efter § 42, i op til 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen

1) er arbejdsløshedsforsikret,

2) ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

3) ikke er selvforskyldt ledig,

4) ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og

5) ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal give den særlige supplerende ydelse uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

Stk. 3. Ydelsen udgør et beløb sv arende til højeste dagpengebeløb, jf. § 9, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ydelsen kan dog højest udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.

Stk. 4. Den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagerens Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.

Stk. 5. Kommunen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget. Socialministeren kan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse fastsætte regler om bidragsbetaling.

Stk. 6. Kommunen skal indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til den særlige pensionsopsparing af den særlige supplerende ydelse. Socialministeren skal efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og indberetning. Indbetales opsparingsbeløbet ikke rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Formål

226. Formålet med bestemmelsen er, at personer, der modtager hjælp op til 37 timer ugentligt til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 og bliver ledige fra deres erhvervsarbejde, kan få mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet under perioden med tabt arbejdsfortjeneste. Mange af disse personer har indkomst fra et deltidsarbejde ved siden af den tabte arbejdsfortjeneste. I tilfælde af ledighed fra dette arbejde vil en del af dem ikke være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, da de ofte ikke kan opfylde rådighedskravet i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Betingelser for at modtage den særlige supplerende ydelse

227. Betingelserne for at modtage en særlig supplerende ydelse, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, som er optrykt som bilag 10 til denne vejledning, § 15, stk. 1, er, at personen

– er arbejdsløshedsforsikret

– ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

– ikke er selvforskyldt ledig (»selvforskyldt ledig« fortolkes i overensstemmelse med arbejdsløshedslovgivningen)

– ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og

– ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Ydelsesniveau og varighed

228. Ydelsen udgør et beløb svarende til højeste sygedagpengebeløb, jf. lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Der kan dog kun udbetales et beløb, der svarer til 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det arbejde, som pågældende er blevet ledig fra.

Ydelsen udbetales uden hensyn til personens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

 

229. Ydelsen kan højest udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Ankestyrelsen har i en sag (SM C-33-05) afgjort, at særlig supplerende ydelse efter serviceloven skulle udbetales fra første ledighedsdag i et tilfælde, hvor en person, der modtog tabt arbejdsfortjeneste, blev ledig i sit deltidsjob. Hun var ikke berettiget til arbejdsløshedspenge. Ydelsen skulle løbe fra første ledighedsdag i en måned og i de efterfølgende tre kalendermåneder.

Baggrunden for den begrænsede periode på tre måneder er, at ydelsen skal ses som et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der er mulighed for, at personen selv med kommunens bistand kan finde et nyt deltidsarbejde. Det er væsentligt, at personen bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet under perioden med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunerne har derfor en forpligtelse til aktivt at medvirke til, at personen hurtigt får et passende deltidsarbejde.

Personlig hjælp, pleje og vedligeholdelsestræning m.v.

Serviceloven:

§ 44. Bestemmelserne i § 83 og § 86, stk. 2, om henholdsvis personlig hjælp og pleje og vedligeholdelsestræning m.v. finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, når der er behov herfor.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

230. Kommunen har pligt til at sikre, at personer, herunder børn og unge, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp/pleje og praktisk støtte til nødvendige opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

Kommunen skal ligeledes sørge for, at personer, herunder børn og unge, der midlertidigt eller varigt har behov for hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, kan få tilbud herom.

Der findes ikke i serviceloven nærmere bestemmelser om indhold og omfang af den hjælp, som kommunen skal tilbyde efter nævnte bestemmelser.

Bestemmelsen i § 86, stk. 1 om genoptræning kan ikke anvendes, når det drejer sig om børn og unge under 18 år. Hvis en person under 18 år har behov for støtte, herunder genoptræning, der ikke kan dækkes efter andre bestemmelser, vil der kunne ydes støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10. Herefter kan kommunen tilbyde anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte. Bestemmelsen giver kommunerne vide rammer i forhold til at målrette indsatsen efter den unges særlige behov. Støtte efter denne bestemmelse forudsætter en forudgående undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50, og at der udarbejdes en handleplan efter servicelovens § 140, se pkt. 271-286 i denne vejledning.

Kapitel 8

Ledsagelse for unge mellem 16 og 18 år

231. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunens pligt til at tilbyde ledsagelse til unge mellem 16 og 18 år, der ikke kan færdes alene på grund af handicap.

 

Serviceloven:

§ 45. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for unge mellem 16 og 18 år, som har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. En person, som er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.

Stk. 3. Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse efter stk. 1.

Stk. 4. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinier herfor.

Stk. 5. Modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb op til 663 kr. årligt. Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.

Stk. 6. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.

Generelt om ledsagelse til unge

232. Ledsagelse kan ydes til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet. Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, fx at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med kørestol og andre ganghjælpemidler. Ledsageordningen skal supplere de øvrige serviceydelser, men ikke erstatte dem, og omfatter således fx ikke praktisk hjælp i hjemmet.

Ledsagelse ydes af kommunen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere. De unge har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven, som kommunen skal godkende og ansætte.

De unge skal tilbydes 15 timers ledsagelse pr. måned, uanset hvad de ønsker at blive ledsaget til.

Formål med ledsagelse

233. Formålet med ledsagelse til de unge er at medvirke til deres selvstændiggørelse og integration i samfundet. Unge med handicap har som andre unge behov for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for unge, der lever et relativt aktivt liv og for unge, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg. For de unge gælder det, at de kan have behov for at komme uden for hjemmet uden, at det er forældrene, der ledsager dem eller i øvrigt administrerer ledsagelsen for dem.

Personkredsen

234. Ledsageordningen kan med forældrenes accept tilbydes unge mellem 16 og 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagsynede, personer med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd.

Ordningen omfatter ikke unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager. Dette skyldes, at arbejdet med disse unge stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt ansatte ledsagere forudsættes at skulle have.

Unge hjemmeboende

235. I modsætning til ledsageordningen for voksne, der retter sig mod alle, der opfylder betingelsen for ledsagelse uanset boform, forudsættes ledsageordningen for unge at være rettet mod unge hjemmeboende. For unge i familiepleje eller i institution vil det indgå i institutionens/opholdsstedets fastlæggelse af behandlingsindsatsen, om og i hvilken form ledsagelse kan komme på tale.

Tildeling af ledsagelse

236. Kommunalbestyrelsen træffer efter en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt den unge opfylder betingelserne for at få ledsagelse. Denne afgørelse er uafhængig af, hvad ledsagelsen ønskes brugt til.

Der vil være mange unge, der selv vil søge ordningen. Erfaringerne viser dog også, at der vil være nogle unge, der klart opfylder betingelserne, men som ikke efterspørger ordningen på grund af lang tids isolation eller mangel på muligheder, og hvor der kræves opsøgende arbejde for at få den enkelte til at gøre brug af tilbuddet.

Afgørelsen træffes efter en konkret individuel vurdering, og et eventuelt afslag på ledsagelse skal begrundes.

Ledsageordningens indhold

237. Ledsageren kan - inden for forældremyndighedens rammer - følge den unge derhen, hvor denne selv vil, og den unge bestemmer, hvad der skal ske. Ledsageordningen er ikke socialpædagogisk bistand.

Der er heller ikke tale om, at ledsageren skal fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven. Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men sørge for opfyldelsen af det egentlige formål - at komme ud til de ønskede aktiviteter.

126. Ledsageopgaven kan være forskellig i forhold til personer med forskellige handicap og forskellige ledsagebehov.

For unge med bevægelseshandicap kan ledsageren fx støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb og tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller andre forlystelser.

Fx for spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren være behjælpelig med kommunikationen.

For blinde eller svagtseende kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver eller med andre aktiviteter, hvor den unge skal bruge hjælp, fx motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.

Ledsageren må være opmærksom og klar til at sørge for hjælp, hvis den unge får anfald eller bliver dårlig.

Opsparingsordning

238. Den unge kan inden for en periode på 6 måneder spare timer sammen. Timer, der er opsparet, men ikke forbrugt, bortfalder efter 6 måneder. Kommunalbestyrelsen fastsætter retningslinier for opsparing.

Ankestyrelsens praksisundersøgelse vedr. ledsageordningen har vist, at der i et relativt stort antal sager, hverken er indgået aftale om opsparing eller vejledt om muligheden for opsparing eller fremgangsmåden, såfremt der ønskes opsparing. Der er således heller ikke ved bevillingerne henvist til trykte brugervejledninger. Ankestyrelsen finder, at kommunerne bør sikre, at der i forbindelse med bevillinger om ledsagelse vejledes om berettigelsen til opsparing, og at der gøres opmærksom på, at det kræver aftale med kommunen. Ankestyrelsen kan anbefale, at der i videre omfang tages stilling til opsparingen i forbindelse med bevillingen.

Ledsageordningen tilrettelægges, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst mulige omfang at imødekomme den unges ønsker, men også således, at ordningen bliver mulig at administrere. Det betyder, at tilrettelæggelse af arbejds- og ansættelsesforhold for ledsagerne kan gøre det nødvendigt for de unge at indstille sig på, at ledsagelsen må foregå på et af de tidspunkter, hvor der er ledig kapacitet. De unge må være indstillet på, at det i særlige belastningssituationer kan være vanskeligt at imødekomme alles ønsker om bestemte tidsmæssige placeringer.

For at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem de unges ønsker og kommunalbestyrelsen muligheder er det derfor vigtigt, at den unge i god tid inden tidspunktet for den ønskede aktivitet træffer aftale med kommunalbestyrelsen om, hvordan opsparingen skal tilrettelægges, og hvornår den skal realiseres.

Ved opsparingsordningen forudsættes det således, at kommunalbestyrelsen fx kan fastsætte, at

- med mindre, der er truffet aftale om opsparingen, kan kommunalbestyrelsen vælge, at ikke forbrugte timer automatisk falder bort,

- alle timer i den indeværende måned skal anvendes, inden den opsparede tid bruges,

- brugen af den opsparede tid skal ske i rækkefølge fra den nærmest foregående måned og videre månedsvis bagud inden for de seks måneder,

- ikke forbrugte timer fra den første af de 6 måneder vil falde væk efter udløbet af 6 måneders perioden, såfremt de ikke er blevet anvendt.

Det betyder, at den unge inden for en 6 måneders periode maksimalt kan disponere over 90 timer til forbrug eller opsparing og således ikke i en given måned kan have mere end 90 timer til rådighed.

Opsparingsaftalen kan indgås, når der er behov for det og således også hen over et årsskifte.

Ledsagetimer kan ikke bruges på forskud.

 

239. Den unges forbrug af ledsagetimer til den enkelte ledsageopgave beregnes, så antallet af timer som udgangspunkt svarer til det antal timer, hvor der i forbindelse med den enkelte ledsageopgave ydes løn til ledsageren. Det betyder, at unge, der ønsker ledsagelse til rejser, må gøres opmærksomme på, at den ekstra tid, der medgår til ledsagerens tilbagerejse, fratrækkes i den unges ledsagetimer. Under ledsageopgaver inden for lokalområdet gælder dette ikke. Lønomkostninger imellem de enkelte ledsageopgaver afholdes af kommunalbestyrelsen.

Hvis der i forbindelse med rejser er ventetid eller overnatning, som ikke honoreres som ledsagetimer, men efter andre takster, kan de beregnede ledsagetimer, som fratrækkes i den unges ledsagetimer, ikke overstige et tilsvarende antal timer efter omregning til fulde løntimer.

Udgifter til aktiviteter og befordring

240. Den unge afholder sine egne udgifter til befordring m.v. og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning osv., hvis den unge ønsker ledsagerens tilstedeværelse. Endvidere dækker den unge ledsagerens befordringsudgifter under ledsagelsen.

Kommunalbestyrelsen bør vejlede den unge om, at der kan ydes tilskud til dækning af udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med op til 676 kr. (2006 priser) årligt. Beløbet udbetales én gang årligt på baggrund af sandsynliggjorte merudgifter svarende til den opgørelsesmetode, som anvendes til beregning af merudgifter efter servicelovens § 41.

Kommunalbestyrelsen kan desuden i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring i forbindelse med en ledsagelse. Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig, kan kommunen endvidere vælge at afholde ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning m.v. inden for rimelige grænser.

Det årlige beløb på 676 kr. årligt (2006 priser) skal ikke være opbrugt, før kommunen yder hjælp i forbindelse med enkelte ledsageopgaver.

Ledsagerens kvalifikationer

241. Ledsagerne bør rekrutteres blandt personer, der har særlig interesse i eller erfaringer med at arbejde med mennesker med handicap. Det kan være personer, som tidligere har arbejdet inden for handicapområdet eller lignende, men der kan også være tale om personer, som viser interesse for, venter på eller er i gang med en uddannelse inden for det sociale eller pædagogiske område. Der kan også være tale om at ansætte personer i arbejdstilbud, kontanthjælpsmodtagere og ledige a-kassemedlemmer. Ledsagejobbet forudsætter en høj grad af personlig balance, og ledsageren bør derfor ikke have problemer ud over eventuel ledighed.

Ledsagerne bør have en introduktion til arbejdet som ledsager. Ledsageren bør have handicapkendskab samt kendskab til etik og praktiske færdigheder i at udøve hjælpen, som fx løfteteknik.

Ved valg af ledsagelse til den enkelte unge skal der tilstræbes et interessefællesskab og så vidt muligt den samme ledsager til den enkelte bruger.

Afsnit III

Støtte til børn og unge med særlige behov

Kapitel 9

Sagsbehandling i sager om udsatte børn

242. I dette kapitel beskrives de generelle krav til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med særlige behov, herunder krav om inddragelse af familie og netværk samt kommunens pligt at høre barnet eller den unge forinden der træffes en endelig afgørelse.

Generelle krav til sagsbehandlingen

243. I forhold til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med behov for særlig støtte skal det indledningsvist fremhæves, at udgangspunktet er, at sagsbehandlingen skal følge de almindelige bestemmelser i bl.a. retssikkerhedsloven og forvaltningsloven om behandling af sager. Dvs. at sagsbehandlingen skal leve op til de almindelige regler om oplysningspligt, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger m.v. Der henvises med hensyn til disse spørgsmål til forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt Socialministeriets »Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene« (Dialogvejledningen), af 2004.

På enkelte punkter er der i serviceloven fastsat nærmere regler om sagsbehandlingen. Hovedparten af disse regler gennemgås i dette kapitel. Derudover gennemgås i kapitel 13 en række særlige regler om sagsbehandlingen i sager, hvor der træffes afgørelser uden samtykke. Særlig støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter kapitel 11 i serviceloven er også omfattet af reglerne om sagsbehandling herunder undersøgelse jf. servicelovens § 50 og udarbejdelse af handleplaner jf. servicelovens § 140. Derimod skal de særlige sagsbehandlerregler ikke følges, når der gives støtte til børn og unge med handicap, efter reglerne som er gennemgået i afsnit II ovenfor.

 

244. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn eller unge og deres familier, da der er tale om meget følsomme sager. Det er sager, der har stor indflydelse på de involveredes liv, og som ofte indeholder meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som trods et manglende samtykke kan gennemføres over for forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til lovgivningens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

Journalføring

245. Det er eksempelvis vigtigt, at der i sagen føres en dækkende journal, både for at notatpligten overholdes, men også for at andre efterfølgende har mulighed for at sætte sig ind i sagen. Det hører også med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende, til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale eller foreliggende viden.

Generelt om orientering af forældremyndighedens indehaver og den unge

246. Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen aktivt medvirker til, at forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven. Det gælder også børn over 12 år i forbindelse med deres ret til at klage over valget af anbringelsessted. For så vidt angår de tilfælde, der ikke er omfattet af reglen i servicelovens § 73 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedens indehaver og andre parter bekendt med retten til aktindsigt m.v. bør det også her overvejes, om det er hensigtsmæssigt at orientere parterne.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der i hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien om de oplysninger, der ligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger.

En grundig orientering og en god inddragelse af hele familien, herunder også barnet eller den unge, er således en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser familiens behov, således at familien kan bringes ud af vanskelighederne.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser, og får mulighed for at fremkomme med eventuelle kommentarer og korrektioner til de oplysninger, der er i sagen.

Der bør således ske en løbende orientering i hele sagsforløbet. Orienteringen er særlig vigtig, hvis sagen undervejs skifter karakter fra frivillig til tvangsmæssig, således at forældrene ikke føler, at samarbejdet er foregået på skrømt og efter en skjult dagsorden.

Systematisk inddragelse af familie og netværk

Serviceloven:

§ 47. Kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.

247. Inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at nå formålet med den sociale indsats. Inddragelsen skal for det første sikre, at de rigtige oplysninger ligger til grund for de beslutninger, der tages. For det andet skal inddragelsen sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt, at de støtter op om indsatsen, og at man i videst muligt omfang undgår, at barnet eller den unge bliver midtpunktet i konflikter mellem myndighederne og familien. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien. Endelig kan inddragelsen af både forældrene og det øvrige netværk bidrage til at sætte fokus på ressourcerne frem for kun at se problemerne. Selv om barnet og forældrene har store problemer, findes der således ofte ressourcer i netværket, der kan trækkes på.

Servicelovens § 47 giver derfor kommunalbestyrelsen pligt til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Den systematiske inddragelse kan eksempelvis ske ved at anvende metoder som familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter.

Servicelovens § 47 forpligter ikke kommunalbestyrelsen til at anvende en bestemt metode, men kommunalbestyrelsen kan efter behovene i den enkelte sag og den lokale prioritering på området selv beslutte, hvordan det skal sikres, at familien inddrages systematisk. Som det fremgår af pkt. 21 skal kommunalbestyrelserne udarbejde standarder for sagsbehandlingen. Et element heri er, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, hvordan kommunen vil arbejde med den systematiske inddragelse efter servicelovens § 47. Den enkelte kommune skal således have standarder for, hvilke metoder der i kommunen skal anvendes for at leve op til servicelovens § 47.

Med henblik på at andre myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunalbestyrelsens overvejelser, om hvordan familie og netværk kan inddrages i den konkrete sag, samt efterfølgende hvordan inddragelsen er sket, fremgå af journalen.

Kommunalbestyrelsens inddragelse af familie og netværk skal naturligvis ske under hensyntagen til reglerne om indhentelse og videregivelse af oplysninger, jf. retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og persondataloven.

Høring m.v. af barnet eller den unge

Serviceloven:

§ 48. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 51, 52, 56, 57 a, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 4, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.

Hvornår skal barnet eller den unge tilbydes en samtale

248. Servicelovens § 48 giver myndigheden en pligt til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, inden der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge. Det vil sige, at barnet eller den unge bl.a. skal tilbydes en samtale, inden der træffes afgørelser om iværksættelse eller ophør af foranstaltninger, samt afgørelser om samvær under en anbringelse, valg af anbringelsessted m.v. Konkret betyder servicelovens § 48, at børn og unge skal tilbydes en samtale i forbindelse med afgørelser efter

– servicelovens § 51 om tvangsmæssig undersøgelse,

– servicelovens § 52, om foranstaltninger,

– servicelovens § 56, om afgørelser efter servicelovens § 52, stk. 3, nr.1, 6 og 7 uden samtykke,

– servicelovens § 57 a, om forældrepålæg,

– servicelovens § 58, om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke,

– servicelovens § 60, om udslusningsperiode,

– servicelovens § 62, om genbehandlingsfrister,

– servicelovens § 63, om lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke,

– servicelovens § 65, stk. 2-4, om de sociale nævns og Ankestyrelsens beføjelser uden klage,

– servicelovens § 68, om ophør af foranstaltninger,

– servicelovens § 69, om valg af anbringelsessted,

– servicelovens § 70, om revidering af handleplanen, og

– servicelovens § 71, om samvær og kontakt med forældrene og

– servicelovens § 75, om foreløbige afgørelser.

 

Formålet med samtalen med barnet eller den unge

249. Formålet med samtalen med barnet eller den unge er for det første, at den myndighed, som skal træffe afgørelse i sagen – typisk kommunen - får et førstehåndskendskab til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om. Der kan således gå væsentlige oplysninger tabt, hvis sagsbehandleren ikke selv taler med barnet eller den unge. For det andet er det vigtigt, at der bliver taget hensyn til barnets eller den unges egen opfattelse af situationen. Samtalen skal derfor klarlægge barnets eller den unges egen holdning til den påtænkte afgørelse.

Hvordan skal samtalen foregå

250. Samtalen med barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Det er centralt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen, og derfor skal mødet foregå så afslappet, roligt og så tillidsvækkende som overhovedet muligt.

Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det kan dreje sig om mindre børn, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

I forhold til børn og unge med væsentlige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder for at sikre inddragelsen af også disse børn og unge. Kommunen kan i denne sammenhæng vælge at inddrage Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) og lignende på området i forhold til den konkrete funktionsnedsættelse, som barnet eller den unge har.

Kommunalbestyrelsen bør vejlede barnet eller den unge om, at der kan være mulighed for at have en bisidder som personlig støtte under samtalen. Se nærmere under pkt. 348.

Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges passende vægt

251. Barnets eller den unges opfattelse skal, jf. servicelovens § 46, stk. 3, tillægges passende vægt. Det betyder, at barnets eller den unges opfattelse bør tillægges betydning i den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes. Dette gælder fx i forhold til et barns eller en ungs ønske om, at der vælges en bestemt person som personlig rådgiver eller kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3 nr. 6 og 7, eller at et anbringelsessted skal give mulighed for, at barnet eller den unge fortsat kan deltage i fodbold eller lignende. Bestemmelsen indebærer dog ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, bør der imidlertid i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette ikke er tilfældet, og sagsbehandleren kan med fordel overveje at informere barnet eller den unge om beslutningen og baggrunden for den.

Selv om børn og unge skal involveres, og deres synspunkter tillægges vægt, er det således myndighedens ansvar, at der træffes en korrekt beslutning, og hvilken beslutning der træffes. Det er vigtigt, at kommunen gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv kan vælge, hvad der skal ske. Dermed kan det for det første undgås, at barnet eller den unge oplever selv at have ansvaret for beslutningen. For det andet sikrer dette, at barnet eller den unge ikke oplever unødig skuffelse, hvis kommunalbestyrelsen ender med at træffe en anden afgørelse end den afgørelse, barnet eller den unge havde ønsket.

Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74, stk. 2.

Hvornår kan man undlade samtalen

252. Udgangspunktet er, at myndigheden har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale – uanset deres alder. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter dog kunne begrunde, at barnet ikke høres. Dette kan fx være tilfældet, hvis en samtale vil stille barnet i en urimelig presset situation. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i, hvorvidt »det nytter noget« at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger, at høring og inddragelse bør undlades.

Barnet eller den unge har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig, vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted.

Såfremt der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, bør der af sagen fremgå en konkret begrundelse for, at samtalen ikke har fundet sted. Samtidig bør myndigheden forsøge at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning på anden vis. Dette kan fx ske ved at tale med personer i barnets eller den unges netværk, som det har en fortrolighed med eller ved at se på tidligere oplysninger i sagen.

Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen. I nogle tilfælde kan det dog – fx af hensyn til barnets tryghed - være hensigtsmæssigt, at forældrene er til stede under samtalen.

Ankestyrelsens praksis vedr. samtaler med børn

253. Manglende overholdelse af reglerne i servicelovens § 48 om samtale med børn kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig. Ankestyrelsen har således i flere tilfælde erklæret børn og unge-udvalgsafgørelser om foranstaltninger ugyldige i situationer, hvor der ikke forud for mødet i børn og unge-udvalget var afholdt samtale med barnet eller den unge, hvor der ikke forelå oplysninger om barnets modenhed, der talte imod samtalens gennemførelse, og hvor barnets eller den unges holdning til anbringelsen ikke var kendt.

Hvis der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, lægger Ankestyrelsen vægt på, at der foreligger en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke er gennemført, og at der ikke alene henvises generelt til fx barnets alder.

Ankestyrelsen har derudover påpeget, at det følger af den almindelige notatpligt, at der skal udarbejdes et særskilt notat om samtalen. Dette notat bør bl.a. indeholder oplysninger om tidspunktet for og indholdet af samtalen. Ankestyrelsen lægger således vægt på, at der i sagen foreligger dokumentation for, at der er blevet afholdt en egentlig samtale med barnet eller den unge før afgørelsen, og at der ikke blot henvises til, at der løbende har været ført samtaler med barnet eller den unge.

Endelig har Ankestyrelsen påpeget, at når der er tale om en sag, der skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, bør samtalen afholdes i rimelig tilknytning til afholdelsen af mødet, således at oplysningerne er dækkende for barnets aktuelle holdning.

Information når afgørelse om foranstaltning er truffet

254. Det må fremhæves, at det er vigtigt, at børn og unge informeres om, at der er truffet afgørelse om en foranstaltning, inden denne iværksættes, og hvad foranstaltningen indebærer. Dette er vigtigt for at sikre, at barnet eller den unge får det størst mulige udbytte af foranstaltningen og føler sig tryg ved forandringerne. Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt, at forældrene varetager, men hvis kommunen bliver opmærksom på, at forældrene ikke kan eller evner at fortælle barnet eller den unge, hvad der skal ske, er det forvaltningens opgave at søge sikret, at barnet eller den unge får den nødvendige information. Dette kan ske enten ved at støtte forældrene i at gennemføre samtalen, finde en i familiens netværk, som alle føler sig trygge ved, der kan gennemføre samtalen, eller ved at sagsbehandleren selv påtager sig opgaven.

Tværfaglige grupper

Serviceloven:

§ 49. For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte skal kommunalbestyrelsen oprette en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Stk. 2. Et af gruppens medlemmer udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

255. Efter servicelovens § 49 skal der i kommunen være en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab. Se nærmere om det tværfaglige samarbejde i Socialministeriets »Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene«, (Dialogvejledningen), samt i Socialministeriets hæfte »Hvad må du sige?«, hvor begrænsningerne i adgangen til at videregive oplysninger er nærmere angivet for de enkelte faggrupper.

Bestemmelsen svarer til § 14 i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og har samme formål, nemlig at styrke sammenhæng og helhed i tilbudene til de svagest stillede børn og unge. Der er ikke krav om, at kommunalbestyrelsen skal oprette to tværfaglige grupper til at varetage opgaven. Når servicelovens § 49, er medtaget i den sociale lovgivning, er det for at understrege betydningen af, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen. Det forudsættes derfor, at sagsbehandleren altid indgår som en del af den tværfaglige gruppe.

Tværfaglige grupper kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og deres familier. Det er op til kommunalbestyrelsen selv at fastsætte sammensætningen af den tværfaglige gruppe og tilrettelægge gruppens arbejde. Som deltagere kan sagsbehandlere, pædagoger, lærere, læger og sundhedsplejersker, psykologer, m.fl. indgå.

En tværfaglig gruppe er ligeså meget en arbejdsform som en organisation, og gruppens kontaktflade vil således afhænge af den konkrete tilrettelæggelse af det tværfaglige samarbejde i kommunen, kommunens størrelse m.v. Der kan således oprettes mere end én tværfaglig gruppe. Tværfaglige grupper kan fx opdeles efter geografiske områder eller efter særlige børnegrupper. Det følger af bestemmelsen, at et af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

Det er under alle omstændigheder hensigtsmæssigt at etablere en overordnet gruppe, der står for den overordnede tværfaglighed, og varetager planlægning og koordination i forhold til børn og unge med særlige behov.

Udveksling af oplysninger, som led i arbejdet i de tværfaglige grupper, er omfattet af straffelovens, forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger.

I det omfang en gruppe sammensættes med repræsentanter fra den kommunale forvaltning - fx sagsbehandlere, daginstitutionspersonale, sundhedsplejerske - kan konkrete, personlige oplysninger om en familie behandles i den samlede gruppe, i det omfang der er behov for dette, og dette er sagligt begrundet. Denne adgang omfatter ikke skolerne, da den enkelte skole ikke er en del af den kommunale enhedsforvaltning. Se nærmere i Dialogvejledningen og Hæftet »Hvad må du sige?«

Når der i gruppen deltager personer, der ikke er en del af den kommunale forvaltning eller udfører opgaver for denne, jf. retssikkerhedslovens § 43, eksempelvis praktiserende læger, sygehuslæger, skolelærere, anbringelsessteder m.v., vil konkrete sager kunne drøftes, når der er indhentet samtykke fra forældrene eller den unge til videregivelse af konkrete, personlige oplysninger. Kan samtykke ikke opnås, kan sagerne eventuelt drøftes i anonymiseret form. I særlige tilfælde kan det være berettiget at videregive følsomme oplysninger uden samtykke. Reglerne om tavshedspligt er gennemgået i Socialministeriets vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene (vejledningen er optrykt i bilag 20 i denne vejledning), samt i »Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene«, (Dialogvejledningen), der ligeledes er udgivet af Socialministeriet.

Kapitel 10

Undersøgelser

256. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunens pligt til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. I kapitlet beskrives indholdet i undersøgelsen, herunder hvem kommunen må inddrage i undersøgelsen. Endelig beskrives betingelserne for den unges og forældremyndighedsindehaverens samtykke i forbindelse med undersøgelsen og reglerne for kommunens frist for gennemførelse af undersøgelsen.

Kommunens undersøgelse af barnets eller den unges forhold

 

Serviceloven:

§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Afgørelser herom træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 9, og § 51.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritidsforhold og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 49. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt som forholdene tillader.

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltningerne, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 7. Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Stk. 8. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Stk. 9. Hvis forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke giver samtykke, jf. stk. 1, kan undersøgelsen gennemføres uden samtykke ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. § 11 c, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

257. Kommunalbestyrelsen er efter servicelovens § 50, stk. 1, forpligtet til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. Samtidig er det, jf. pkt. 291, en betingelse, at der er gennemført en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, før der kan iværksættes støtte i form af foranstaltninger efter servicelovens § 52 eller § 57 a.

Baggrunden for, at kommunalbestyrelsen iværksætter en undersøgelse kan være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv om hjælp eller særlig støtte. Kommunen kan endvidere gennem underretningsreglerne i servicelovens §§ 153 og 154 blive gjort opmærksom på, at hjælp eller støtte til et barn eller en ung er eller kan blive aktuel, jf. kapitel 2. Endelig kan kommunen selv blive opmærksom på barnet eller den unge, fx gennem undersøgelse af andre søskendes forhold eller fordi kommunen i anden sammenhæng er blevet bekendt med, at der er problemer i familien fx fordi fogedretten har sendt en underretning om, at familien vil blive udsat af deres lejemål.

Privatpersoner med kendskab til familien kan ønske at afgive udtalelser eller erklæringer. Det kan fx være slægtninge eller andre, der står familien nær. Sådanne henvendelser må efter de almindelige forvaltningsretlige principper indgå i sagen og dermed også i kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag.

Kommunalbestyrelsen må dog være opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt kan forhindre, at sagen drøftes med andre end parterne og deres eventuelle repræsentant. Dette bør imidlertid ikke føre til, at man afviser at modtage henvendelser eller lignende fra andre fx bedsteforældre.

Samtykke til undersøgelsen

258. Afgørelsen om en undersøgelse af barnets eller den unges forhold kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, hvis denne er fyldt 15 år.

Forældremyndighedens indehavers forståelse for undersøgelsen har stor betydning, da undersøgelsen bør være en indledning til et samarbejde mellem kommunen og indehaveren af forældremyndigheden om at løse barnets eller den unges vanskeligheder. Derfor bør der lægges vægt på at gennemgå formålet med og indholdet af undersøgelsen for forældrene og den unge, der er fyldt 15 år. Det vil fx være hensigtsmæssigt at forklare, at man i forbindelse med undersøgelsen vil vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

En redegørelse for formålet med og indholdet i undersøgelsen er også centralt, for at samtykket til undersøgelsen kan karakteriseres som et informeret samtykke. Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykke, men bl.a. af hensyn til dokumentationen i sagen vil det være hensigtsmæssigt, at samtykket indhentes skriftligt.

Hvis det ikke er muligt at opnå samtykke til undersøgelsen fra forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år, findes der to muligheder for at belyse sagen. For det første kan sagen belyses ved, at de eksisterende oplysninger indhentes, jf. servicelovens § 50, stk. 9, se pkt. 270. For det andet kan det være nødvendigt at gennemføre en undersøgelse uden samtykke, se pkt. 326 i kapitel 13 om tvangsmæssige foranstaltninger.

Indholdet i servicelovens § 50 undersøgelsen

259. Det må tillægges stor betydning, at kommunalbestyrelsen foretager en grundig undersøgelse. Det gælder om på så tidligt et tidspunkt som muligt at få en kvalificeret afdækning af, om der foreligger problemer, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, og i bekræftende fald at få et godt grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra karakteren af problemerne. Den mest effektive indsats opnås således, hvis der fra starten iværksættes en indsats, som er dækkende i forhold til barnets eller den unges problemer.

For de familier og børn, der modtager hjælp, er der ofte tale om en ophobning af flere sociale problemer, og man kan ikke forvente, at en indsats på et enkelt område kan løse problemerne. Ifølge Socialforskningsinstituttets (SFI) evaluering »Børnesager. Evaluering af den forebyggende indsats« fra 2002 er der bedst effekt af en bredspektret indsats, der sætter ind på flere niveauer af børnenes, de unges og familiernes liv.

Ifølge SFI´s forskningsgennemgang »Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet« fra 2003, viser forskningen, at der er for lidt fokus på skolegang og sundhed, selv om netop disse problemer ofte spiller tæt sammen med og forstærker barnets eller den unges sociale problemer. Med henblik på at kommunen skal arbejde bredt og helhedsorienteret samt få fokus på de ressourcer, som kan bidrage til at løse problemerne, indeholder servicelovens § 50 krav om, at kommunalbestyrelsens undersøgelse som minimum skal omfatte seks faste punkter. Det drejer sig om følgende forhold:

1) Barnets eller den unges udvikling og adfærd, herunder om barnets eller den unges udvikling og adfærd påvirkes på en uhensigtsmæssig måde, der kan danne grundlag for særlig støtte, samt hvilke ressourcer barnet eller den unge har til at overvinde dette. For at belyse barnets eller den unges udvikling og adfærd kan man bl.a. se på den kognitive, den sociale og den motoriske udvikling.

2) Familieforhold, herunder familiens og netværkets sammensætning, sociale og økonomiske forhold, forældrenes omsorgsevne og eventuelle problemer med misbrug eller helbred m.v. Dette er nødvendigt for at forstå barnets behov for støtte og for at få afdækket de ressourcer, der kan indgå i støtten til barnet. Denne viden er nødvendig for at kunne tilrettelægge den bedste indsats for barnet eller den unge, hvor ressourcerne i familien eller netværket kan bidrage til at undgå en mere indgribende foranstaltning. Det er også centralt at få afdækket barnets eller den unges relationer til søskende, forældre uden del i forældremyndigheden, bedsteforældre og andre personer fra netværket, bl.a. med henblik på at hjælpe barnet eller den unge til at bevare vigtige relationer under en eventuel anbringelse uden for hjemmet.

3) Skoleforhold. Barnets skolegang er meget central. For det første spiller skolegangen en stor rolle for barnets eller den unges sociale liv her og nu. Skolegangen fylder således en stor del af barnets eller den unges hverdag. For det andet spiller skolen en vigtig rolle for barnets og den unges senere mulighed for at få et godt liv og bl.a. klare sig på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at fokusere på, hvordan man kan støtte børns og unges skolegang. Navnlig hvis det kommer på tale at anbringe barnet uden for hjemmet, er det vigtigt, at man fastholder fokus på sammenhæng i uddannelses- og skoleforløbet. Undersøgelsen skal derfor afdække barnets skoleforhold, herunder hvordan barnet fungerer både fagligt og socialt, således at en eventuel foranstaltning kan tilrettelægges, så der tages højde for barnets eller den unges skoleforhold.

4) Sundhedsforhold. Hos udsatte børn og unge ser man ofte uopdagede helbredsmæssige problemer, eventuelt fordi forældrene ikke selv tidligere har været tilstrækkeligt opmærksomme på barnets helbred. Sundhedsmæssige problemer kan i sig selv give barnet eller den unge dårligere livskvalitet, og de kan desuden spille sammen med og forværre de sociale problemer. Derfor skal barnets eller den unges sundhedsforhold indgå i undersøgelsen. Det kan fx indgå, om barnets vækst og udvikling er alderssvarende, om barnet har gennemført de almindelige lægeundersøgelser og vaccinationer, og om der fx er misbrugsproblemer, om der er tegn på allergier, astma, overvægt eller andre problemer. Det afhænger af den konkrete situation, hvilke forhold der bør sættes fokus på, og om der skal gennemføres lægeundersøgelser.

5) Fritidsforhold og venskaber. Fritidsforhold og venskaber kan både kan være en del af problemet, idet vanskeligheder på disse områder kan bidrage til isolation og ensomhed, men også en del af løsningen, når de kan bidrage til at bryde uheldige adfærdsmønstre, give nyttige netværk og give adgang til andre rollemodeller end dem, der findes i familien. Undersøgelsen skal derfor afdække både barnets eller den unges aktuelle fritidsforhold og venskaber, samt eventuelle perspektiver i at fokusere på fritidsforhold og venskaber.

6) Andre relevante forhold. Undersøgelsen skal dække alle de relevante forhold. Pkt. 1-5 angiver ikke udtømmende, hvilke spørgsmål kommunalbestyrelsen kan tage op i sin undersøgelse. Hvilke andre relevante forhold, der kan være tale om, vil afhænge af den konkrete sag, men her vil det ofte være relevant at inddrage det dagtilbud, som barnet evt. går i.

 

260. Når der gennemføres en systematisk undersøgelse, som når hele vejen rundt om barnet eller den unge, har man de bedste vilkår for at fastsætte realistiske målsætninger i handleplanen og vælge de rigtige foranstaltninger. De seks faste punkter kan bidrage til dette og dermed give mulighed for løbende og systematisk at følge op på, om indsatsen virker efter hensigten, eller om der er behov for justering. Samtidig giver de faste punkter og den klare målbeskrivelse i handleplanen bedre grundlag for dokumentation og evaluering. For en uddybning af indholdet i og omfanget af servicelovens § 50-undersøgelsen se »Håndbog om anbringelsesreformen« udgivet af Styrelsen for Social Service (den nye Styrelse for Specialrådgivning og Social Service) i 2006.

Der skal fokuseres på ressourcerne, servicelovens § 50, stk. 3

Serviceloven:

§ 50

Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.

Stk. 4

261. I servicelovens § 50, stk. 3, er det præciseret, at kommunalbestyrelsen skal afdække både ressourcer og problemer i forhold til de seks punkter, som opremses i servicelovens § 50, stk. 2. En familie eller et barn eller en ung selv kan have problemer inden for nogle områder samtidig med, at der kan være ressourcer inden for andre områder. Det er derfor også nødvendigt, at undersøgelsen afdækker og indeholder oplysninger om de forhold i familien eller i dens omgivelser, der eventuelt kan bidrage til at klare vanskelighederne. Dette gælder bl.a. inddragelse af en evt. forælder uden del i forældremyndigheden eller andre dele af netværket, se pkt. 44. Det kan være svært at hjælpe familien til at løse udfordringerne, hvis der kun fokuseres på problemerne, da det kan indebære, at familien får den opfattelse, at der ikke er et realistisk billede af, hvem de er. En afdækning af ressourcer hos netværk, familie og barnet eller den unge selv er således vigtig for at styrke familiens og barnets eller den unges egne muligheder for at indgå i en nødvendig forandringsproces.

Målrettet indsats over for unge, servicelovens § 50, stk. 3

262. Servicelovens § 50, stk. 3, præciserer, at undersøgelser efter servicelovens § 50 af unge over 15 år skal afdække de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til denne aldersgruppe, og som skal indgå ved valg af foranstaltning efter servicelovens § 52 og § 76. I forhold til de unge over 15 år er det særligt vigtigt at tage hensyn til relationerne til nærmiljøet. Kommunalbestyrelsen bør derfor tillægge de særlige forhold for aldersgruppen afgørende vægt i overvejelserne om, hvor vidt hjælpen kan ydes i hjemmet eller i nærmiljøet.

I forhold til denne aldersgruppe skal kommunerne således være opmærksomme på, at det tilsyneladende er vanskeligt at etablere anbringelser uden for hjemmet, som disse unge kan profitere af. SFI’s forskningsoversigt »Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet« fra 2003 peger på, at op mod halvdelen af anbringelserne af store børn bryder sammen. Disse sammenbrud skaber meget usammenhængende forløb for de unge. Sammenbrudene kan derfor forværre problemerne ved fx at ødelægge de unges muligheder for at få en stabil skolegang og varig tilknytning til venner og kammerater. For nogle unge vil en indsats eller en anbringelse i nærmiljøet kombineret med relevant støtte derfor være en fordel.

Samtidig er det i forhold til de store børn i alderen 15-17 år muligt at bruge en bredere vifte af tilbud. Fx har disse større børn i mindre grad brug for et familielignende anbringelsessted og vil bl.a. - i de tilfælde hvor der i øvrigt ikke er særligt behandlingskrævende problemer - kunne tilbydes mere selvstændige boformer i nærmiljøet kombineret med anden form for støtte. Der er således baggrund for at sætte særlig fokus på indsatsen for denne gruppe, og bl.a. satse på tilbud i nærmiljøet, så de unge ikke ved en anbringelse må sige farvel til de dele af deres liv, som er velfungerende med venner, skole og fritidsliv

Undersøgelsen skal derfor afdække de særlige forhold, der gør sig gældende for denne aldersgruppe, for at give grundlag for at løse problemerne i nærmiljøet og gøre brug af de ressourcer, der findes her. Disse særlige forhold kan bl.a. være den unges tilknytning til nærmiljøet, om den unge har et velfungerende skole- eller uddannelsesforløb, som ikke bør brydes, fremtidige uddannelses- eller arbejdsmarkedsforhold, der har betydning for, hvor den unge bør bo, fordele og ulemper ved at den unge får en mere selvstændig boligform, muligheden for at iværksætte eventuelt nødvendige behandlingsforløb i hjemmet, den unges egne ønsker m.v. I denne sammenhæng kan det være særligt relevant at overveje, hvordan indsatsen i forhold til unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kan bidrage til at sikre en god overgang til voksentilværelsen, idet en stor del af disse unge vil skulle overgå til voksenforvaltningen, når de fylder 18 år frem for at være anbragt efter efteværnsreglerne i servicelovens § 76, ligesom nogle af disse unge fortsat vil skulle opholde sig i botilbud efter, at de er blevet voksne.

Selv om mange unge har vanskeligt ved at profitere af en anbringelse, vil der være større børn, for hvem den bedste løsning vil være en anbringelse uden for hjemmet væk fra nærmiljøet. Nogle unge har således på grund af kriminalitet, overgreb fra forældrene eller andre forhold bedst af at komme væk fra nærmiljøet. Hvis en anbringelse vurderes at være den bedste løsning – også når der er taget hensyn til alderen – skal en anbringelse vælges fra begyndelsen. Det er ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at andre alternativer først er afprøvet. Det er dog nødvendigt, at kommunalbestyrelsen overvejer risikoen for, at anbringelsen bryder sammen, og overvejer, hvilke initiativer der eventuelt er nødvendige for at forebygge dette. Kommunalbestyrelsen kan fx vælge at drøfte risikoen for sammenbrud direkte med den unge og dennes forældre, således at de også er opmærksomme på risikoen og bedre kan bede om hjælp, inden sammenbruddet eventuelt finder sted. Kommunalbestyrelsen kan også vælge at forsøge at mindske ulemperne ved et eventuelt sammenbrud ved allerede fra starten at have en plan for, hvad der skal ske, hvis anbringelsen bryder sammen.

Kommunalbestyrelsen skal herudover, når der iværksættes foranstaltninger for unge over 15 år, være opmærksom på, at der som udgangspunkt vil være tale om, at foranstaltningerne alene skal iværksættes i en forholdsvis kort periode sammenlignet med foranstaltninger over for mindre børn, idet den unge bliver 18 år inden for et par år. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen bør overveje, om der allerede på tidspunktet for foranstaltningens iværksættelse kan ses et behov for foranstaltninger ud over det fyldte 18. år, jf. servicelovens § 76, og i givet fald hvilke. Dette kan fremgå af handleplanen, jf. servicelovens § 140.

Hvordan gennemføres undersøgelsen, servicelovens § 50, stk. 4

Serviceloven:

§ 50

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 49. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 5

263. Det præciseres i servicelovens § 50, stk. 4, at undersøgelsesresultatet skal tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side, og at undersøgelsen i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden, fx hos barnets dagtilbud, skole eller hos sundhedsplejersken eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold. Det er bl.a. formålet med de tværfaglige grupper efter servicelovens § 49, at sikre, at den nødvendige tværfaglige viden er til stede i forbindelse med undersøgelser efter servicelovens § 50.

Ved starten af en undersøgelse må det således afklares, hvad der allerede foreligger af værdifuld viden om barnets eller den unges forhold i kommunen, og dermed hvilke forhold der på denne baggrund herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendigt.

Normalt vil kommunen selv kunne foretage den fornødne undersøgelse, men undertiden vil det være nødvendigt, ved mere omfattende undersøgelser, at indhente bistand fra særlige sagkyndige uden for forvaltningen. Kommunen skal, hvis det er påkrævet, lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog. Selve udredningen kan dog foretages af en ikke-autoriseret psykolog dog således at udredningen foretages under supervision af en autoriseret psykolog, og under den autoriserede psykologs ansvar.

Er der behov for at få barnet eller den unge undersøgt af en læge eller en psykolog, er det af hensyn til sagens forløb vigtigt at inddrage forældrene i forbindelse med valg af undersøgende læge eller psykolog.

Hvis forældrene ønsker, at en bestemt læge eller psykolog gennemfører undersøgelsen, må det anbefales, at kommunen altid overvejer, om forældrenes ønske kan imødekommes. Det kan have stor betydning for forældrenes accept af det videre forløb, at de har tillid til undersøgeren.

 

264. Når undersøgelsen efter servicelovens § 50, er tilendebragt, og i de tilfælde hvor barnet anbringes ude for hjemmet, kan der ikke igangsættes en psykologisk undersøgelse efter servicelovens § 50, stk. 4, når barnet er anbragt. Afgørelse om en psykologisk undersøgelse skal da ske efter servicelovens § 69, stk. 2.

Det er væsentligt, at familiens, herunder barnets eller den unges egen opfattelse af problemerne og eventuelle forestillinger om, på hvilken måde disse kan afhjælpes, indgår i sagsoplysningen, og sagsbehandleren bør derfor prøve at afdække dette. Familiens aktive medvirken i en problemløsning kan få afgørende betydning for opnåelsen af et tilfredsstillende resultat.

Det bør indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et førstehåndskendskab til familien og det eller de børn, som sagen drejer sig om.

Det er således også væsentligt, at barnets eller den unges egen mening kommer til udtryk gennem en samtale med de pågældende børn og unge. Der bør afsættes den fornødne tid til sådanne samtaler, også når det drejer sig om mindre børn. Samtalen må være så skånsom som muligt over for barnet eller den unge og bør, hvis forholdene tilsiger det, ske med sagkyndig bistand. Der kan i denne forbindelse henvises til bestemmelsen i servicelovens § 48, se pkt. 248.

Undersøgelsens omfang, servicelovens § 50, stk. 5

Serviceloven:

§ 50

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt som forholdene tillader.

Stk. 6

265. Servicelovens § 50, stk. 5, præciserer, at en undersøgelse ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, og at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader det. Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre både for familien og barnet eller den unge, må det løbende i undersøgelsesforløbet vurderes, hvor vidtgående undersøgelsen skal være. Det er i denne forbindelse væsentligt, at kommunen nøje overvejer, hvilke oplysninger der er brug for i den konkrete sag og alene indhenter disse. Samtidig er det som tidligere nævnt centralt, at kommunen fra starten af undersøgelsen afklarer, hvilke oplysninger kommunen allerede har om barnets eller den unges forhold, og tager udgangspunkt i disse oplysninger, således at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end nødvendigt. Denne afklaring vil ofte med fordel kunne ske i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge, og vil kunne danne baggrund for en aftale om undersøgelsens videre forløb. For at undgå unødig belastning af barnet, kan det ligeledes være relevant, at kommunen samarbejder med statsforvaltningen, hvis der er tale om en sag, hvor statsforvaltningen samtidigt gennemfører en børnesagkyndig undersøgelse.

Præciseringen af, at undersøgelsen ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, skal ses i relation til kravet i servicelovens § 50, stk. 2, om at undersøgelsen skal omfatte seks faste punkter. Undersøgelsen skal således altid omfatte de seks nævnte punkter, da det er vigtigt, at alle relevante forhold belyses. Kommunen skal imidlertid i forhold til hvert af de seks punkter foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der skal indhentes i forbindelse med undersøgelsen. Det er klart, at hvis sagen fx drejer sig om et barn under den skolepligtige alder, vil det i relation til skoleforhold være tilstrækkeligt at konstatere dette. Et andet eksempel kunne være en sag, hvor en familie søger om aflastning til deres fysisk handicappede barn. I en sådan sag vil der typisk ikke være grund til at supplere familiens oplysninger med yderligere undersøgelser af fx skoleforhold eller fritid og venskaber.

At undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt som muligt betyder desuden, at kommunen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den unge er informeret om undersøgelsens formål, indhold og forløb, således at unødig utryghed omkring undersøgelsesforløbet undgås.

Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater af undersøgelsen, servicelovens § 50, stk. 6

Serviceloven:

§ 50

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltningerne, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 7

266. Servicelovens § 50, stk. 6, fastsætter, hvilke krav der skal stilles til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinie for kommunens virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

Bestemmelsen angiver en skillelinje i forhold til, om arbejdet for at hjælpe barnet eller den unge skal fortsættes, fordi det vurderes, om det er nødvendigt at iværksætte en hjælpeforanstaltning, eller om sagen skal henlægges. Uanset om sagen skal fortsættes eller henlægges, skal der ligge en begrundelse for beslutningen på sagen.

Viser undersøgelsen, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning, må der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, gøres rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52 der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde. Undersøgelsen og dens konklusioner er således grundlaget for, at der i handleplanen kan ske en mere omfattende og dækkende beskrivelse af indsatsen. Handleplanen bør angive indholdet af den valgte foranstaltning og opstilling af de mål og delmål, der søges opnået med hjælpeforanstaltningerne, mens redegørelsen i undersøgelsen kan pege på hvilken art af foranstaltninger, der bør overvejes. Da mål og delmål for den konkrete indsats først opstilles i handleplanen, er der således ikke noget krav om, at der allerede i forbindelse med undersøgelsen redegøres for, hvilken specifik navngiven foranstaltning der skal anvendes. Det vil således være tilstrækkeligt med en beskrivelse af, hvilken art af hjælpeforanstaltninger der må anses for egnede. Det kan fx være om der er brug for støtte i hjemmet eller om barnet skal anbringes uden for hjemmet, uden at det her afgøres, præcis hvilken form for støtte i hjemmet der er brug, eller hvor barnet konkret skal anbringes.

Familiens egne ressourcer og spørgsmålet, om disse med den fornødne hjælp kan styrkes, er af afgørende betydning for valget af hjælpeforanstaltninger. Der skal derfor tillige redegøres for de forhold i familien og hos barnet eller den unge, som kan bidrage til at klare vanskelighederne, og for på hvilken måde disse forhold vil kunne styrkes. Ud over familiens og barnets eller den unges forhold må der i denne forbindelse også redegøres for, om der i barnets eller den unges omgivelser i øvrigt, fx gennem støtte fra andre nære familiemedlemmer, er mulighed for at hente hjælp til overvindelse af vanskelighederne. Ligeledes bør redegørelsen ikke alene indeholde en angivelse af, hvilke muligheder inden for det sociale system der efter kommunens opfattelse, vil kunne afhjælpe problemerne, men den bør også inddrage andre muligheder, fx i forhold til skole, fritid m.v.

Med hensyn til valget af den rette hjælpeforanstaltning, bør der vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, jf. servicelovens § 52, stk. 1. Ved valg af hjælpeforanstaltning er det derfor væsentligt, at princippet om det mindste indgreb ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende.

 

267. En redegørelse for den indstilling, som forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har til arten af foranstaltningerne, skal have en fremtrædende plads i redegørelsen. Den indstilling, som forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har til iværksættelse af en hjælpeforanstaltning, kan således få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, der opnås fra forældremyndighedsindehaveren uden at dække dennes reelle indstilling til den eller de tilbudte typer af hjælpeforanstaltninger, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb, fx i form af umotiverede begæringer om hjemgivelse. Disse problemer kan vise sig at være større end de problemer, som en tvangsfjernelse rejser. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen fører en grundig dialog med forældrene og barnet eller den unge, så der i givet fald foreligger et informeret samtykke.

Tidsfrist for afslutning af undersøgelsen, servicelovens § 50, stk. 7

Serviceloven:

§ 50

Stk. 7. Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Stk. 8

268. For at sikre en tidlig indsats er det bl.a. vigtigt, at undersøgelsen af barnet eller den unge gennemføres hurtigt, således at eventuel hjælp kan iværksættes så hurtigt som muligt. Samtidig er en hurtig gennemførelse af en undersøgelse en fordel, fordi langvarige undersøgelsesprocesser kan være en belastning for de involverede parter.

Servicelovens § 50, stk. 7 , fastsætter, at undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, fx ved at kommunen har fået en henvendelse fra familien selv, har modtaget en underretning eller selv er blevet opmærksom på problemer. De 4 måneder tæller således ikke fra det tidspunkt undersøgelsen igangsættes, men fra det tidspunkt kommunalbestyrelsen modtager en underretning eller henvendelse.

En undersøgelse kan anses som afsluttet, når kommunen har forholdt sig til de forhold, der fremgår af stk. 2, og stk. 3, og der, jf. stk. 6, er udarbejdet en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes foranstaltninger.

Forhold som kommunalbestyrelsen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for 4 måneder. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelser hos specialister. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder, efter henvendelsen skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Under alle omstændigheder skal kommunalbestyrelsen altid tage stilling til, om der er et akut behov for foranstaltninger, jf. servicelovens § 52, stk. 1, uanset om undersøgelsen er afsluttet. Det er således centralt, at barnet eller den unge ikke oplever en periode uden relevant hjælp.

Undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, servicelovens § 50, stk. 8

Serviceloven:

§ 50

Stk. 8. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Stk. 9

269. Servicelovens § 50, stk. 8, fastsætter, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse efter servicelovens § 50, skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig store og komplekse.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, om eventuelle andre søskende må antages at trænge til særlig støtte. Barnets egne oplysninger om søskende, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt. Kommunalbestyrelsen skal således foretage en undersøgelse af eventuelle søskendes forhold, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at eventuelle søskende har behov for særlig støtte. Hvis kommunalbestyrelsen fx er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, fx barnets egne psykiske eller fysiske handicap, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning for, at der ligeledes bør foretages en undersøgelse af eventuelle søskendes forhold. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle søskende, hvis et barns problemer primært skyldes forhold i familien, fx forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.

Hvis kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunalbestyrelsen træffe en afgørelse herom, jf. servicelovens § 50, stk. 1.

Indhentning af eksisterende oplysninger uden samtykke, servicelovens § 50, stk. 9

Serviceloven:

§ 50

Stk. 9. Hvis forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke giver samtykke, jf. stk. 1, kan undersøgelsen gennemføres uden samtykke ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. § 11 c, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

270. Udgangspunktet for en undersøgelse efter servicelovens § 50 er som nævnt, at kommunalbestyrelsen jf. stk. 1, har samtykke til undersøgelsen fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke uden videre indhente oplysninger om barnets eller den unges forhold. Kommunen skal først prøve at få samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

Hvis forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke vil give samtykke til undersøgelsen, har kommunalbestyrelsen dog stadig mulighed for at undersøge sagen.

Dels kan der gennemføres en undersøgelse uden samtykke efter servicelovens § 51. En undersøgelse efter servicelovens § 51 kan kun gennemføres, når det må anses for at være nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, se pkt. 326.

Dels kan kommunalbestyrelsen, jf. servicelovens § 50, stk. 9, gennemføre en undersøgelse ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. retssikkerhedslovens § 11 c. For at indhente de eksisterende oplysninger efter servicelovens § 50, stk. 9, kræves det alene, at det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte. Kommunalbestyrelsen bør informere forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år om, hvilke oplysninger der påtænkes indhentet, med mindre dette vil besværliggøre indhentelsen unødigt.

Servicelovens § 50, stk. 9, giver dermed mulighed for, at kommunalbestyrelsen uden samtykke indhenter oplysninger om barnets eller den unges forhold, også når forholdene ikke er så alvorlige, at der er grundlag for at gennemføre en undersøgelse uden samtykke efter servicelovens § 51. Dermed sikres det, at barnets eller den unges forhold også i disse tilfælde kan blive undersøgt, så der er bedre muligheder for at give den relevante støtte.

Efter servicelovens § 50, stk. 9, kan der alene indhentes eksisterende oplysninger. Begrebet eksisterende oplysninger dækker både oplysninger, som allerede er nedskrevne, og oplysninger i form af viden hos de personer, der har med barnet, den unge eller familien at gøre. Kommunen kan således godt indhente nye udtalelser fra fx daginstitutionspersonale, læger, privat personer eller andre, der har kendskab til barnet og barnets forhold. At der kun kan indhentes eksisterende oplysninger betyder dog, at der ikke kan foretages nye undersøgelser af barnet eller den unge hos fx læge eller psykolog. Er der ikke givet samtykke, kan sådanne undersøgelser kun gennemføres efter servicelovens § 51.

Når der indhentes oplysninger til brug for en undersøgelse efter servicelovens § 50, skal dette ske efter reglerne i retssikkerhedsloven § 11 a og c. Efter retssikkerhedslovens § 11 a, har kommunalbestyrelsen adgang til at forlange oplysninger fra en lang række af nærmere opregnede personer og myndigheder, herunder andre offentlige myndigheder, læger, uddannelsesinstitutioner m.v. Efter retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen også anmode private om at afgive oplysninger, men private kan dog ikke pålægges at afgive oplysninger mod deres vilje.

Efter § 11 c, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen også indhente oplysninger om andre parter end de personer, som foranstaltningen efter serviceloven i sidste ende vil rette sig mod, dvs. barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver. Det kan fx være oplysninger om forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle, der ikke har del i forældremyndigheden. Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med forvaltningslovens og persondatalovens regler. For en nærmere gennemgang af reglerne om indhentning af oplysninger se Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Hvis en undersøgelse gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år, vil forældrene eller den unge ofte være særligt usikre på, hvad der sker. Derfor er det i sådanne tilfælde særligt vigtigt, at kommunalbestyrelsen efterfølgende orienterer om, hvilke oplysninger der er blevet indhentet, og partshører i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Kapitel 11

Handleplaner

271. I dette kapitel beskrives reglerne for kommunens pligt til at udarbejde handleplaner i sager om udsatte børn og unge forinden der træffes endelig afgørelse om foranstaltninger. I kapitlet beskrives indholdet i handleplanerne samt kommunens opfølgning herpå.

Kommunalbestyrelsens udarbejdelse af handleplaner

Serviceloven:

§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52, § 58 eller § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden for 4 måneder at opstille en handleplan.

Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en foreløbig handleplan, jf. stk. 3, senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 50, og opstille mål og delmål med hensyn til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Pligten til at udarbejde handleplaner

272. Kommunalbestyrelsen skal altid udarbejde en handleplan:

– Før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens § 52, § 58 eller § 76 over for et barn eller en ung, der har behov for særlig støtte.

– Hvis et barn eller en ung under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug.

– Hvis et barn eller en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

– Derudover skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

De generelle regler om udarbejdelse af handleplaner, og reglerne om hvad handleplaner skal indeholde, gennemgås i pkt. 275 ff. Reglerne om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med foranstaltninger gennemgås i pkt. 273. Reglen om, at forældre til anbragte børn skal tilbydes en særskilt plan for støtte til familien, gennemgås i pkt. 281. Reglerne om handleplaner til børn og unge med behandlingskrævende stofmisbrug gennemgås i pkt. 282 ff. Reglerne om handleplaner til børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, gennemgås i kapitel 22. For en uddybning af reglerne om handleplaner se også »Håndbog om anbringelsesreformen« udgivet af Styrelsen for Social Service (den nye Styrelse for Specialrådgivning og Social Service) i 2006

Udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med foranstaltninger, servicelovens § 140, stk. 1

Serviceloven:

§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52, § 58 eller § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.

273. Som udgangspunkt skal der altid udarbejdes en handleplan, før der iværksættes en foranstaltning efter reglerne om særlig støtte til børn og unge i servicelovens kapitel 11. Handleplanen skal sikre, at formålet med foranstaltningen er beskrevet, og at der er klare mål og delmål for indsatsen.

Da der således er et generelt krav om, at der skal udarbejdes en handleplan, før der iværksættes støtteforanstaltninger, kræver det ikke forældrenes samtykke at udarbejde handleplanen, men kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt altid udarbejde den i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med indsatsen, der bl.a. kan medvirke til at forhindre en tilbagekaldelse af et samtykke til en foranstaltning.

Det kan eksempelvis være svært at få forældrenes samtykke til handleplanen i sager, hvor der træffes afgørelse om fx anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Det følger bl.a. af formålsbestemmelserne i servicelovens § 1 og § 46, at handleplanen så vidt muligt skal udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver. Et forpligtigende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge er således det bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor er det også vigtigt, at både barnet eller den unge og forældrene forstår handleplanens enkelte elementer.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet spiller handleplanen en særlig rolle. For en frivillig anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i servicelovens § 53 om det informerede samtykke, hvorefter samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen, se pkt. 290 ff. Ved tvangsmæssige anbringelser indgår handleplanen i kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om, hvorvidt der skal træffes en sådan beslutning, og er derfor af væsentlig betydning for afgørelsen.

En handleplan er således både kommunens eget arbejdsredskab i forhold til at sikre en systematisk planlægning af sagen, og et redskab kommunen kan bruge aktivt i forhold til samarbejdet med familien og barnet eller den unge.

Samtidig kan handleplanen spille en positiv rolle i forhold til eventuelle leverandører af foranstaltninger, fx anbringelsessteder. Det er således en fordel, at aftalerne mellem kommunalbestyrelsen og anbringelsesstedet kan bygge på de klare målsætninger, som kommunalbestyrelsen og familien i samarbejde har opstillet i handleplanen. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på, at handleplanen i sager om døgnophold kan omfatte mere end de ydelser, der indgår i selve døgnopholdet og fx indeholde oplysninger om forældrene, som ikke er anbringelsesstedet vedkomne. Kommunalbestyrelsen skal derfor altid vurdere, hvilke af de oplysninger, der indgår i handleplanen, der er egnede til videregivelse til anbringelsesstedet. Forældre eller andre involverede har dog mulighed for at give samtykke til videregivelse af oplysninger i handleplanen, der ellers ville blive undtaget af hensyn til de involverede selv.

Tidsfrister, servicelovens § 140, stk. 1

274. Som det fremgår, skal der udarbejdes en handleplan, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 58 og 76. Behovet for en foranstaltning kan imidlertid opstå så akut, at det ville være i modstrid med formålet med hensynet til barnet at afvente udarbejdelsen af en handleplan. servicelovens § 140, stk. 1, fastsætter, at iværksættelse af en foranstaltning ikke behøver at afvente udarbejdelse af en handleplan, når hensynet til barnet eller den unge taler for det. Efter servicelovens § 140, stk. 1, er det således i akutte sager tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen. Kommunalbestyrelsen skal da snarest muligt og senest inden 4 måneder opstille en egentlig handleplan. De 4 måneder løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen, om at der skal iværksættes en foranstaltning, er truffet.

For så vidt angår foreløbige anbringelser uden samtykke skal handleplanen dog være opstillet, så den kan indgå i indstillingen ved sagens endelige forelæggelse for børn og unge-udvalget, da det følger af servicelovens § 59, at indstillingen om en anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58, skal indeholde handleplanen. Det betyder, at i sager, hvor der efter servicelovens § 75 træffes en foreløbig afgørelse om anbringelse uden samtykke, skal handleplanen være udarbejdet senest inden en måned efter børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 3.

Indholdet i handleplanerne

Serviceloven:

§ 140

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 50 og opstille mål og delmål med hensyn til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7

275. I servicelovens § 140, stk. 5 og 6, opregnes de elementer, som handleplanen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Det centrale er, at handleplanen på en klar og konkret måde angiver både formål, mål og delmål for indsatsen. Handleplanen skal sikre en tilstrækkelig systematik i disse sager, sikre en god opfølgning på effekterne af indsatsen, give familien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift.

Handleplanens enkelte elementer, jf. servicelovens § 140, stk. 5

276. Handleplanen skal, jf. servicelovens § 140, stk. 5, angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på den undersøgelse, der er gennemført efter servicelovens § 50. Handleplanen skal således opstille mål og delmål i forhold til de samme seks temaer, der skal behandles som led i servicelovens § 50-undersøgelsen.

Kravet i servicelovens § 140, stk. 5, betyder således, at kommunen i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen tager stilling til, hvilke mål og delmål der er i forhold til barnets eller den unges:

– udvikling og adfærd,

– familieforhold,

– skoleforhold,

– sundhedsforhold,

– fritid og venskaber,

– andre relevante forhold.

Der henvises til pkt. 259 for en gennemgang af indholdet i de seks punkter.

Kravet om mål og delmål betyder fx, at man ved beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet skal angive, hvilke forhold ved barnets eller den unges situation opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det kan eksempelvis angives, om det er barnets egne problemer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at barnet i en periode anbringes uden for hjemmet. Og det skal angives præcist, hvad der skal ske i forhold til problemerne.

En klar sammenhæng mellem behov og indsats betyder, at man har et godt udgangspunkt for at styrke kontinuiteten i den enkelte sag. En tæt sammenhæng mellem undersøgelse, handleplan og opfølgning sikrer, at man undgår foranstaltninger, som ikke giver de ønskede forbedringer af situationen. Først og fremmest fordi man i højere grad kan vælge den rette foranstaltning allerede fra starten, men også fordi man bedre kan vurdere, hvornår indsatsen bør ændres. Der skal således være faglige argumenter for at ændre i indsatsen eller i handleplanen. Ændringerne kan fx være begrundet i, at mål eller delmål er nået hurtigere end forudsat, eller at sagens udvikling viser, at målene alligevel ikke kan nås med den valgte indsats.

Både mål og delmål skal derfor anføres så specifikt som muligt. Det betyder bl.a., at handleplanen skal give præcise og konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i forhold barnets eller den unges problemer. Det er fx ikke tilstrækkeligt alene generelt at skrive, at der skal arbejdes på at forbedre barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Det bør fremgå, hvad der konkret skal ske, dvs. hvordan der skal arbejdes på barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Og det bør også fremgå konkret, hvad målet er, dvs. i dette tilfælde hvad det er, man vil opnå med indsatsen i forhold til barnets eller den unge relationer til jævnaldrene. Indsatsen og målsætningerne skal med andre ord beskrives så præcist, at de giver konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i sagen. Samtidig skal målene også beskrives så præcist, at det er muligt for både barnet og den unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte foranstaltninger at vurdere sagen og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.

En god handleplan med præcise mål og delmål betyder således, at det bliver lettere for både barnet eller den unge og familien at danne sig et overblik over forløbet og forstå sammenhængen mellem de forskellige tiltag. Endelig betyder mere præcise beskrivelser af målene, at kommunalbestyrelsen får bedre muligheder for at foretage effektvurderinger og evalueringer. En klar beskrivelse af målene, er således en første forudsætning for at kunne vurdere, om en foranstaltning bidrager til, at målene bliver nået. Dermed sikres ikke alene en bedre kvalitet i den enkelte sag, men også bedre muligheder for generelt at forbedre indsatsen via mere tværgående viden om effekterne af forskellige foranstaltninger.

Generel opfølgning på foranstaltningernes opfyldning af målsætningerne

277. Kommunalbestyrelsen får således mulighed for systematisk at følge med i, hvorvidt de forskellige foranstaltninger, der typisk anvendes af kommunen, generelt bidrager til, at de opstillede mål i de enkelte sager nås. Kommunen kan fx afdække, om bestemte former for støtte i hjemmet eller om konkrete anbringelsessteder har særlige styrker eller svagheder i forhold til et eller flere af de seks faste punkter i handleplanen. Dvs. at kommunen kan blive opmærksom på, om et anbringelsessted eksempelvis er særligt godt eller særligt dårligt til at imødekomme målsætninger i forhold til fx skolegang, familie eller andre forhold. Kommunalbestyrelsen kan så bruge denne viden, dels i forhold til visiteringen af andre børn og dels i forhold til en dialog med anbringelsesstedet om indsatsen.

I forhold til beskrivelsen af, hvilken indsats der er nødvendigt for at opnå de opstillede formål, stilles der ikke noget fast krav om detaljeringsgraden. Kommunen bør dog søge at give en fyldig beskrivelse af så mange aspekter som muligt i den indsats over for barnet eller den unge, som kommunen forestiller sig er nødvendig for at opnå formålet med foranstaltningen. Eksempelvis kan det nævnes, at det i anbringelsessager bør beskrives, hvilken type af de forskellige anbringelsessteder - døgninstitutioner, familiepleje, opholdssted - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Der er ikke efter loven nogen foretrukken anbringelsesform. Må det forudses, at opnåelsen af formålet med anbringelsen vil indebære, at der kan blive tale om anvendelse af forskellige typer af anbringelsessteder i forlængelse af hinanden, fx døgninstitution efterfulgt af ophold i familiepleje, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

Børn af anden etnisk oprindelse end dansk

278. Tilhører barnet eller den unge en etnisk minoritet, må kommunen ved udarbejdelsen af handleplanen tage det nødvendige hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund kan udgøre ved en anbringelse uden for hjemmet. Det kan bl.a. være relevant i forhold til valg af personlig rådgiver eller kontaktperson. Særligt må der lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst. I nogle tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at vælge et anbringelsessted, hvor der er personer med samme baggrund som barnet eller den unge. Andre gange kan det være hensigtsmæssigt at lægge vægt på, om der i anbringelsesstedets nærmiljø er mulighed for, at barnet eller den unge fx kan modtage sprogundervisning, dyrke sin religion eller have kontakt til sit oprindelige etniske miljø. Sådanne overvejelser bør foretages i samarbejde med forældrene, da der kan være kulturelle forskelle internt i et etnisk miljø og forskelle mellem de enkelte familiers indstilling til disse spørgsmål, som der skal tages højde for.

Angivelse af foranstaltningens forventede varighed, servicelovens § 140, stk. 6

279. Handleplanen skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. Selv om det nogle gange kan være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en foranstaltning, må det konkret overvejes, hvilken tid det vil tage at nå formålet. For forældrene er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser, da varigheden må anses at være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver indsats. Det kan fx være belastende ikke at kende tidshorisonten for en forebyggende foranstaltning i hjemmet. En angivelse af tidsperspektivet i anbringelsessager kan endvidere bidrage til at skabe en forståelse hos forældrene for, at anbringelsen må forløbe i overensstemmelse med den lagte handleplan, for at formålet kan opnås. En fælles forståelse af tidsperspektivet kan derfor bidrage til, at hjemgivelsesbegæringer i utide fra forældrene kan – om end ikke undgås - så dog formindskes.

Angivelse af støtten til familien, servicelovens § 140, stk. 6

280. Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien, skal handleplanen beskrive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Det er vigtigt, at der under en anbringelse arbejdes med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets eller den unges vanskeligheder. For det første fordi, det er vigtigt at arbejde på at løse familiens eventuelle problemer, således at barnet eller den unge igen kan hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Det er i den forbindelse væsentligt, at være opmærksom på de forældre, som pga. af handicap, fx udviklingshæmmede forældre, der har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen. Forholdet til forældrene er således væsentligt for barnet eller den unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Kommunerne har, jf. servicelovens § 54, pligt til at tilbyde forældrene til anbragte børn en støtteperson under anbringelsen, se pkt. 276. Det forudsættes derfor, at omfanget og det nærmere formål med tildelingen af denne støtteperson er et par af de elementer, som planen for støtten til forældrene, kan omhandle. Derudover skal handleplanen beskrive den planlagte indsats i forhold til de problemer, der er i den enkelte familie. Det kan eksempelvis være forældrenes arbejdsmarkedssituation, behovet for familieterapi eller vejledning i forhold til forældrerollen, eventuelle problemer med misbrug eller psykiske lidelser m.v. Der vil ofte være tale om en bredspektret indsats for at hjælpe familien, hvor det kan være relevant at koordinere hjælp ydet efter forskellig lovgivning. Beskrivelsen af støtten til familien kan således godt indeholde initiativer, der iværksættes efter anden lovgivning, således at der skabes overblik og sammenhæng i indsatsen. I særlige tilfælde kan det være formålsløst at iværksætte nye støtteformer over for forældrene. Dette kan fx være tilfældet i sager, hvor der tidligere har været iværksat flere forskellige former for støtte til familien, som har været resultatløse. De manglende resultater kan skyldes en række omstændigheder, men det kan bl.a. dreje sig om, at familien ikke har ønsket at indgå aktivt i et samarbejde med kommunen om løsning af problemerne, eller sager hvor familien har frasagt sig den tilbudte støtte efter kort tid. I sådanne særlige tilfælde vil oplysninger om, hvorfor det må anses for formålsløst at tilbyde familien yderligere støtte være tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav om, at handleplanen skal angive støtten til familien.

Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for handleplanens udarbejdelse, dvs. før afgørelsen om anbringelse træffes. Dette element i handleplanen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og ved eventuelle revisioner af handleplanen under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Dette element i handleplanen skal i hvert fald kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse, jf. servicelovens § 68, stk. 5. Der henvises herom til pkt. 397.

Tilbud om en særskilt plan for støtten til forældrene, servicelovens § 140, stk. 7

Serviceloven:

§ 140

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

281. Ifølge servicelovens § 140, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældremyndighedens indehaver at udarbejde en særskilt plan for støtten til familien i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Forældremyndighedens indehaver skal således have tilbudt, at beskrivelsen af hjælpen til familien fremgår af en særskilt plan for støtten til familien, i stedet for at beskrivelsen alene indgår i barnets eller den unges handleplan, som det kræves i servicelovens § 140, stk. 6. Den særskilte plan for støtten til forældremyndighedens indehaver skal have det samme indhold, som den beskrivelse af støtten til familien, som barnets eller den unges handleplan skal indeholde. For en beskrivelse af hvilket indhold den særskilte plan for støtte til familien kan have, se derfor pkt. 280 om angivelsen af støtten til familien i barnets eller den unges handleplan.

Det kan bl.a. være en fordel, at forældremyndighedens indehaver har en særskilt handleplan for støtten til familien, i de situationer, hvor familien flytter, så barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver får hver sin handlekommune. Reglerne om handlekommune eller opholdskommune findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. Socialministeriet vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det er altid forældremyndighedens indehavers opholdskommune, der skal udarbejde handleplanen.

Der skal dog gøres opmærksom på, at alle familier har ret til at få tilbuddet om en særskilt plan for støtten til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet, uanset om kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er en fordel.

Forældremyndighedens indehaver skal have tilbuddet om en særskilt plan i forbindelse med, at der før anbringelsen af barnet eller den unge udarbejdes en handleplan for barnet eller den unge. Selv om forældremyndighedens indehaver på dette tidspunkt ikke ønsker, at støtten til familien fremgår af en særskilt plan, har forældremyndighedens indehaver også efterfølgende – under anbringelsen – ret til at få udarbejdet en særskilt handleplan for støtten til familien.

Handleplaner for unge under 18 år med behandlingskrævende stofmisbrug, servicelovens § 140, stk. 2

282. Servicelovens § 140, stk. 2, fastsætter, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, samt for den nødvendige støtte, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Samarbejdet med den unge og dennes familie er centralt for at sikre de involveredes opbakning og samarbejde i forhold til de initiativer, der iværksættes.

Indholdet i handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

283. Handleplanerne skal beskrive den behandling, der skal iværksættes, og beskrive den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen skal således bl.a. angive, hvilke former for støtte kommunen vil iværksætte for at løse den unges stofmisbrugsproblemer og øvrige sociale problemer. De almindelige bestemmelser i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge gælder også for denne gruppe af unge. Den støtte, som kommunen beskriver i handleplanen, kan således være foranstaltninger efter servicelovens § 52. Indholdet i handleplanerne skal i øvrigt leve op til de generelle krav til indholdet i handleplaner, som opstilles i servicelovens § 140, stk. 5 og 6, se pkt. 276 ff.

Formålet med handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

284. Formålet med at udarbejde en handleplan, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug, er, at styrke indsatsen, så der hurtigst muligt kan iværksættes en samlet, koordineret indsats.

Der kan være en risiko for, at unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug ikke modtager relevant behandling, fordi de eksisterende døgntilbud eller ambulante tilbud for børn og unge ikke i tilstrækkelig grad har faglig viden om stofmisbrugsbehandling.

Kommunerne har generelt ansvaret for, at børn og unge, der har brug for særlig støtte – herunder unge med stofmisbrug – får den støtte, som de har behov for.

De traditionelle tilbud for de over 18-årige på stofmisbrugsbehandlingsområdet matcher ikke altid de unges behov for behandling og støtte, ligesom tilbuddene ikke opleves som attraktive, idet de unge ikke ser sig selv som stofmisbrugere og ikke vil sættes i bås med ældre stofmisbrugere.

Hvilke unge er omfattet af bestemmelsen?

285. De unge, som har et så stort misbrug af stoffer, at de har behov for misbrugsbehandling, er ofte unge, der er opvokset under vanskelige vilkår. Der er sjældent tale om decideret afhængighed, men snarere om et eksperimenterende misbrug. Disse unge har derfor udover misbrugsproblemet ofte svære sociale problemer som fx manglende tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og ringe sociale kompetencer. Misbrugsproblemet er således som regel ikke den unges eneste problem, og indsatsen skal derfor have fokus på viften af sociale problemer hos den unge og ikke kun på misbruget. Unge, der har et misbrug af hash eller andre stoffer, er omfattet af bestemmelsen om handleplaner. En mindre del af gruppen af unge med misbrugsproblemer er omfattet af en egentlig garanti for hurtig indsats.

Social behandlingsgaranti til unge stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde, servicelovens § 101, stk. 3

Serviceloven:

§ 101. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om behandling efter stk. 1 og 2 af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde.

 

 

286. I forlængelse af reglerne om handleplaner til unge med stofmisbrug skal det fremhæves, at servicelovens § 101, stk. 3, giver bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte regler om garanti for social behandling efter stk. 1 og 2, af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde. På baggrund af denne hjemmel, er der fastsat nærmere regler om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde, som er optrykt som bilag 8 til denne vejledning. Formålet med bestemmelsen er, at kommunalbestyrelsen skal fremskynde og handle hurtigt og effektivt for, at den unge kan komme i behandling for stofmisbruget. Med bestemmelsen sikres, at kommunalbestyrelsen iværksætter et behandlingstilbud til unge med alvorlige stofmisbrugsproblemer inden for 14 dage fra henvendelsen.

Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Den sociale behandlingsgaranti dækker kun i de særlige tilfælde, hvor stofmisbruget har udviklet sig sådan, at de unge har svært ved at modtage den almindelige støtte efter reglerne for børn og unge i servicelovens kapitel 11, førend der er sat en behandling i gang i forhold til deres stofmisbrugsproblemer.

Bestemmelsen ændrer ikke ved det ansvar for behandling af unge med stofmisbrugsproblemer som er fastsat i servicelovens kapitel 11.

Det er altså ikke alle de børn og unge, som er i behandling for stofmisbrug, der er omfattet af garantien, men derimod den del af disse børn og unge, der har et så massivt og skadende stofmisbrug, at kommunalbestyrelsen vurderer, at en hurtig indsats er påkrævet af hensyn til iværksættelse af tilbud efter servicelovens kapitel 11.

Kapitel 12

Foranstaltninger

287. I dette kapitel beskrives betingelserne for at iværksætte foranstaltninger i sager om udsatte børn og unge, herunder en beskrivelse af indholdet i de enkelte foranstaltninger, som kommunen med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år kan vælge. I kapitlet beskrives ligeledes kommunens pligt til løbende at følge op på en iværksat foranstaltning, herunder de proceskrav der gælder i forbindelse med den løbende opfølgning.

Foranstaltninger efter servicelovens § 52

Serviceloven:

§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog § 56. En afgørelse efter stk. 3, nr. 8, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2.

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 1 og 2

288. Som udgangspunkt skal tre betingelser være opfyldt, før der kan iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 52. For det første skal det materielle kriterium for iværksættelsen af frivillige foranstaltninger være opfyldt, se pkt. 289. For det andet skal der som udgangspunkt være gennemført en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, se pkt. 257. Endelig skal der som hovedregel foreligge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren – og i anbringelsessager fra den unge, der er fyldt 15 år, se pkt. 290.

Det materielle kriterium for at iværksætte frivillige foranstaltninger

289. Kommunen kan efter servicelovens § 52, stk. 1, træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte efter servicelovens § 52, stk. 3. Det udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Derudover så må der ikke efter denne lovgivning varetages hensyn, der hører til andre sektorer, som fx undervisningssektoren. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte, og derfor ikke falder inden for anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte . Det må dog samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

Samtykke, servicelovens § 52, stk. 1

290. Afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, træffes som hovedregel med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år, hvis der er tale om en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8. Efter servicelovens § 56 er der dog adgang til at træffe afgørelse om konsulentbistand, personlig rådgiver og fast kontaktperson, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, se pkt. 316. For så vidt angår muligheden for tvangsmæssigt at gennemføre en anbringelse uden for hjemmet henvises til kapitel 13.

Er der fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen. Der henvises til pkt. 312 om fælles forældremyndighed.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr . 8, kan kun gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge, der er fyldt 15 år, og fra indehaveren af forældremyndigheden. Samtykket skal omfatte formålet med anbringelsen, se pkt. 311. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være den mest vidtgående foranstaltning. Samme medvirken og motivation fra den unge vil imidlertid også være konstruktiv i forhold til de øvrige foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3. Det vil derfor også være vigtigt at skabe et godt samarbejde med den unge, når der påtænkes at iværksætte andre foranstaltninger. Inden kommunen træffer afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, skal der som udgangspunkt gennemføres en samtale med barnet eller den unge, om dennes holdning til foranstaltningen, jf. servicelovens § 48. Se pkt. 248 ff.

Gennemførelsen af en undersøgelse før iværksættelse af foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 2

Serviceloven:

§ 52

Stk. 2. Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 50 eller § 51. Kommunalbestyrelsen skal altid vælge den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Stk. 3

291. Støtten efter servicelovens § 52 kan kun iværksættes efter, at der er gennemført en undersøgelse efter servicelovens § 50 eller § 51, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Derudover følger det af servicelovens § 140, at der skal udarbejdes en handleplan for indsatsen inden afgørelsen om foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 eller 5 træffes, så valget af konkret foranstaltning tager udgangspunkt i de mål og delmål, der er opstillet for indsatsen.

Det er helt centralt, at der er sammenhæng mellem barnets eller den unges og familiens problemer og den indsats, der vælges. Foranstaltningen skal derfor vælges med udgangspunkt i den handleplan, der er udarbejdet efter servicelovens § 140. For at kunne vælge den rigtige indsats, skal man vide, hvad der er behov for. En god undersøgelse er derfor en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, kan beskrive formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om foranstaltningerne har de ønskede virkninger.

Kravet om, at der skal være gennemført en undersøgelse, inden der iværksættes foranstaltninger, kan fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Det kan fx være nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge, at der akut iværksættes støtteforanstaltninger, før undersøgelsen er afsluttet. Sker det, skal kommunen gennemføre en undersøgelse efter servicelovens § 50 snarest herefter, jf. også servicelovens § 50, stk. 7, se pkt.268 ff.

Valg af foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 2

292. Efter servicelovens § 52, stk. 2., skal der blandt de i stk. 3, nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Udsatte børn og familier er forskellige, og de løsninger, der kan hjælpe dem, er også forskellige. Ved valget af foranstaltning er det derfor afgørende at tage udgangspunkt i det enkelte barn eller den enkelte unge og vælge en løsning, der bedst muligt imødekommer netop dette barns eller denne unges behov. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis kommunen er åbne over for en bred vifte af løsningsmuligheder. Hvis der er tale om en anbringelse uden for hjemmet eller et aflastningsophold, vil det være gavnligt at gøre brug af Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14, hvor alle anbringelsesstederne står beskrevet nærmere, se pkt. 458. Grundlaget for valg af foranstaltning er en grundig undersøgelse og en handleplan, der indeholder mål og delmål for indsatsen. Omkring kravet om handleplaner, se pkt. 272 ff.

I forhold til undersøgelsen understreges det i servicelovens § 52, stk. 2, at der skal være sammenhæng mellem undersøgelsens resultat og den indsats, der vælges. Det betyder, at der skal vælges en indsats, som er egnet til at imødekomme de behov, der er afdækket i undersøgelsen efter servicelovens § 50. Det er vigtigt, at der allerede fra starten vælges den eller de foranstaltninger, der kan bidrage til en mere varig løsning af problemerne frem for hjælp, der alene sigter mod løsning af akut opståede problemer. Dette udelukker dog ikke, at der kan være situationer, hvor der er behov for at sætte fokus på akutte problemer i første omgang for derefter at sætte ind med en langsigtet indsats. Kommunen har mulighed for at iværksætte flere sideløbende foranstaltninger efter servicelovens § 52, hvis det skønnes formålstjenstligt for at hjælpe barnet eller den unge bedst muligt.

Bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 2, skal i øvrigt ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i servicelovens § 46, stk. 2, hvorefter problemerne så vidt muligt skal afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø. Bestemmelsen bygger på de almindelige principper om proportionalitet og mindsteindgreb, som betyder, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og middel. Det er en selvfølge, at hjælpen ikke skal gå ud over, hvad der er brug for i den enkelte sag, men det er lige så vigtigt, at familien ikke som følge af en misforstået brug af det mindste indgrebs princip skal gennemgå en række foranstaltninger, der hver især er utilstrækkelige til løsning af problemerne.

Det mindste indgrebs princip må ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse problemerne, vælges den mindst indgribende. Det betyder, at opregningen af mulige foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 3, ikke er udtryk for en form for rangfølge, hvor det påhviler kommunen at gennemprøve rækken af mulige foranstaltninger eventuelt afsluttende med en anbringelse uden for hjemmet. Rækkefølgen i oplistningen af typerne af foranstaltningerne er således ikke udtryk for nogen prioritering, hverken i forhold til det tidsmæssige sagsforløb eller i forhold til hvor omfattende problemerne er.

Der vil være tilfælde, hvor det allerede fra sagens start viser sig, at den mest formålstjenlige foranstaltning er en anbringelse. Der skal i alle tilfælde med det samme satses på den hjælpemulighed – eventuelt en kombination af flere foranstaltninger - som efter en indledende undersøgelse af barnets eller den unges forhold må anses for den rette til opfyldelse af det konstaterede behov. Der skal i den forbindelse lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, jf. servicelovens § 46, stk. 5. Hvis man har valgt at sætte en eller flere foranstaltninger i værk, skal der, jf. servicelovens § 70 efterfølgende foretages en opfølgning af indsatsen, for at undersøge, om det er den eller de rigtige foranstaltning(-er), som man har valgt at sætte i værk, se pkt. 277 om revision af handleplaner.

De enkelte foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 3

Serviceloven:

§ 52

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud:

1) Konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold. Kommunalbestyrelsen kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.

2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

4) Døgnophold, jf. § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 4 og 5 eller i et botilbud jf. § 107 eller § 144.

5) Aflastningsordning, jf. § 55, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution.

6) Udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

7) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien.

8) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted jf. § 66.

9) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

10) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Stk. 4

293. De enkelte typer foranstaltninger er beskrevet i servicelovens § 52, stk. 3, og gennemgås nedenfor.

Som nævnt ovenfor er det vigtigt, at indsatsen efter servicelovens § 52 tager udgangspunkt i barnets eller den unges og familiens samlede situation. Indsatsen skal forsøge at løse problemerne og ikke blot mindske symptomerne på problemerne. Indsatsen skal derfor tilpasses den konkrete situation.

Derfor er det i servicelovens § 52, stk. 3, oplistet en række forskellige typer af foranstaltninger. Oplistningen betyder ikke, at der kun findes én bestemt ’værktøjskasse’ med ti forskellige, givne, støttemuligheder, man skal vælge mellem i den enkelte sag. Hver enkelt type af foranstaltning kan have forskelligt indhold. De oplistede foranstaltningstyper kan og skal tilpasses behovene i den enkelte sag.

De enkelte typer af foranstaltninger har således hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser. Det betyder, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at oplistningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud. Fx kan et tilbud om støtte i hjemmet med henblik på at undgå anbringelse uden for hjemmet sammensættes, så der ydes en så omfattende og specialiseret støtte i hjemmet, at tilbuddet kan sammenlignes med et døgntilbud.

Med henblik på at sammensætte den rigtige hjælp i den konkrete situation kan foranstaltningerne både tilbydes enkeltvis, i kombination med hinanden eller i forlængelse af hinanden. De forskellige typer af foranstaltninger kan derfor godt anvendes samtidig, således at der fx ydes familiebehandling, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Hvis barnet eller den unge tager ophold samme sted som forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med familiebehandling, bortfalder beslutningen om anbringelse uden for hjemmet.

Konsulentbistand, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1

294. Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for støtte til barnet eller den unge eller familien. Der kan være tale om fx samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Konsulentbistanden kan finde sted i form af et forældreprogram, eller særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, eventuelt ved inddragelse af særlig ekspertise fra VISO eller fra relevante videnscentre.

Tilbuddet om konsulentbistand efter nr. 1 adskiller sig således fra den almindelige rådgivning efter servicelovens § 10 og den familieorienterede rådgivning efter servicelovens § 11 ved, at bistanden har karakter af en egentlig foranstaltning, som er iværksat på baggrund af en truffet afgørelse, og som strækker sig over et afgrænset tidsmæssigt forløb. Afgørelsen om konsulentbistand skal træffes på baggrund af den handleplan, der skal være udarbejdet efter servicelovens § 140. Der vil således være opstillet en række mål og delmål for indsatsen, som kan overføres på formålet med samtalerne med forældrene.

Forløbet af samtalerne med familien og barnet eller den unge kan føre til, at der skønnes at være behov for, at det aftales med familien, at familien skal følge en bestemt fremgangsmåde, eventuelt i tilslutning til nærmere angivne foranstaltninger, fx at barnet skal søge et dagtilbud, eller at barnet eller den unge skal søge en skole eller et andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller lignende. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, fx sportsforeninger, kan også være en del af den fremgangsmåde, som familien skal følge.

Hvis kommunen vælger at anvende konsulentbistanden, forudsætter det normalt, at der et minimum af vilje til samarbejde hos barnets eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Beslutning om foranstaltningen kan dog træffes uden samtykke efter servicelovens § 56, jf. pkt. 316.

Der vil kunne ydes støtte til udgifter, der følger af de anvisninger vedrørende barnet eller den unge, der er blevet givet til forældrene, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. servicelovens § 52, stk. 4.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2

295. Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos« ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Det omfatter bl.a. at familien gøres i stand til at tage vare på barnet eller den unge. Opgaverne er mangeartede, idet det er den enkelte families behov, der bestemmer, hvordan opgaverne løses.

En støtte til familien kan fx bestå i at hjælpe familien med at strukturere hverdagen. Det kan fx dreje sig om, at forældrene hjælpes til at sikre, at børnene kommer i skole eller daginstitution hver dag, eller at forældrene hjælpes til en bedre kontakt eller relation til børnene. Støtten kan derfor være af såvel pædagogisk karakter som af praktisk art, eller hvad der i øvrigt måtte være behov for.

Til at yde denne støtte i hjemmet kan kommunen ansætte personer med de fornødne forudsætninger for arbejdet. Afgørelsen om, hvilken person der skal udføre støtten, hviler på en vurdering af, hvilken konkret sagkundskab der skønnes nødvendig i forbindelse med det konkrete behov hos familien, samt en vurdering af problemets karakter.

Varigheden af støtten kan variere fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer en gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Selvom et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, kan det være relevant at iværksætte foranstaltninger i hjemmet efter servicelovens § 52, så der sikres en sammenhæng i den samlede støtte til familien, og så der kan arbejdes for en hjemgivelse, hvor det er formålstjenstligt jf. pkt. 276, om de elementer der indgår i den plan, der udarbejdes i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet.

Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3

296. Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer kan efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 anvendes som foranstaltningstype.

Familiebehandling dækker forskellige typer af familierettede indsatser, der har til formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet som ambulant behandling, i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud eller kan tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4.

Udgangspunktet for familiebehandling efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3, er, at problemer og mål beskrives og aftales i samarbejde med forældrene, da deres opfattelse af situationen danner udgangspunkt for problem- og målformuleringen. Problem- og målformuleringen revideres i løbet af behandlingen i takt med forældrenes ændrede forståelse af deres egen situation. Forældrene er fortsat de primært ansvarlige for omsorgen for barnet under behandlingsforløbet. Formålet med familiebehandlingen er at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer. Midlerne vil være forskellige, men kan fx bestå i udførelse af praktiske dagligdags opgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og individuel støtte. Behandlingsarbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte families problemer og ressourcer.

Da det er afgørende for familiearbejdet, at forældrene har praktisk og økonomisk mulighed for at forpligte sig til at deltage i det nødvendige antal hele eller halve dage, kan der ydes økonomisk støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 52, stk. 4.

Behandling af barnets eller den unges problemer kan ligeledes foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder. Behandling af barnets eller den unges problemer efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3, kan i varierende omfang involvere familien, og der er derfor en glidende overgang mellem familiebehandling og behandling af barnets eller den unges problemer alene. Som eksempler kan nævnes behandlingsmetoderne Parent Management Training (PMT), Multi Systemisk Terapi (MST)og Ny Start samt forældreprogrammer generelt, der de seneste år har været anvendt i stigende omfang.

Døgnophold for hele familien, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4

297. Bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan få ophold uden for hjemmet. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge alene.

Opholdet vil oftest indgå som led i en familiebehandling. Principperne herfor, jf. pkt. 296, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Opholdet skal ske på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted, eller i et godkendt botilbud efter reglerne i servicelovens § 107. For en gennemgang af reglerne vedr. servicelovens § 107 henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og private botilbud, som er optrykt som bilag 15 i denne vejledning. Socialministeriets vejledning nr. 7 indeholder en uddybning af bekendtgørelsen.

Aflastningsophold, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5

298. Når der iværksættes et aflastningsophold for et barn eller en ung, er der ikke tale om en anbringelse uden for hjemmet, selvom det skal foregå i et godkendt anbringelsessted. Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Det gælder, hvad enten aflastningen angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, fx aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekends og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten.

Aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, er således beregnet til ophold af kortere varighed. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at det er en betingelse for at bevare retten til børneydelser, at et aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, er kortvarigt, jf. Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggenders vejledning nr. 54 af 17. juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Efter bestemmelsen er det et krav, at aflastningsopholdet finder sted i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på eget værelse, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted. Aflastningsordninger kan således kun finde sted på et anbringelsessted, der er oprettet efter reglerne i servicelovens §§ 142 og 67. Hvis kommunen har grundlag for at tro, at en anbringelse kan komme på tale på et senere tidspunkt, fx fordi en funktionsnedsættelse forværres over tid, kan det være relevant at vurdere valget af aflastningssted i forhold til, om det er muligt at etablere en anbringelse på det pågældende sted, så man undgår for mange brud i opvæksten.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på institution eller plejefamilie eller opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8.

Personlig rådgiver servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6

299. Der kan udpeges en personlig rådgiver for barnet eller den unge i forhold til bestemte livsområder. En personlig rådgiver kan udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende fx arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald. En personlig rådgivers opgave er således at vejlede og rådgive om en række praktiske forhold, der skønnes at kunne støtte barnet eller den unge i opvæksten eller med hensyn til de fremtidige leve- og arbejdsvilkår. Der udbetales vederlag til den personlige rådgiver i overensstemmelse med opgavens indhold og efter aftale med kommunen.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter servicelovens § 56.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en personlig rådgiver for en ung, der udtrykkeligt modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. pkt. 397 f om efterværn.

Ved udpegning af en personlig rådgiver for børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Det kan således være relevant at finde en rådgiver, der taler forældrenes sprog eller har en særlig forståelse for barnets eller den unges baggrund.

Fast kontaktperson, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7

300. Efter bestemmelsen kan der udpeges en fast kontaktperson for et barn eller en ung og for hele familien, der skal omfatte hele livssituationen.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson for et barn eller en ung, retter denne foranstaltning sig mod situationer, hvor barnet eller den unge skønnes at have behov for en fast voksenkontakt, som barnets eller den unges familie ikke anses at kunne opfylde. Som det også nævnes i pkt. 299 skal kommunen således bl.a. overveje, hvorvidt der er behov for en kontaktperson i de situationer, hvor et barn eller en ung ikke i tilstrækkeligt omfang har en fast og stabil voksenkontakt. Kontaktpersonens opgave er at yde en støtte på det nære personlige plan ved at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at læsse bekymringer over på, tale med, blive opmuntret af. Kontaktpersonen kan udfylde flere forskellige funktioner alt efter hvad den unge har behov for. Kontaktpersonen kan således som nævnt være en person, som den unge kan tale med om eventuelle problemer, kontaktpersonen kan også gå med den unge til fx møder i forvaltningen eller andre steder, hvor den unge har behov for en voksen til at skabe ekstra tryghed. Kontaktpersonen skal samtidig kunne stille krav til og korrigere eller om nødvendigt stoppe barnet eller den unge, hvis der udvises uacceptabel adfærd.

En kontaktpersons opgave er - i modsætning til en personlig rådgivers opgave - således at forholde sig til barnets eller den unges totale situation på linie med, hvad der normalt ville være forældrenes opgave. Det er derfor væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved. De særlige forudsætninger for den person, der udpeges, må være, at der eksisterer et tillidsforhold mellem barnet eller den unge og den voksne, eller at det vurderes, at et sådant tillidsforhold meget hurtigt vil kunne etableres. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, fx en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge har tillid til. Ved valg af kontaktperson til børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk gælder det samme som anført med hensyn til udpegning af personlig rådgiver, jf. pkt. 299.

Den faste kontaktpersons tidsmæssige indsats vil variere efter forholdene i det enkelte tilfælde. I nogle tilfælde vil nogle få timer ugentlig være tilstrækkeligt, mens det i andre tilfælde er afgørende, at barnet eller den unge har mulighed for at kunne bruge kontaktpersonen døgnet rundt i en periode.

Afgørelse om, at et barn eller en ung skal have tildelt en kontaktperson, kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. servicelovens § 56.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. pkt. 397 f om efterværn.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson til hele familien er denne mulighed bl.a. et led i styrkelsen af den særlige indsats over for utilpassede unge. Der kan tilbydes en fast kontaktperson til hele familien uafhængigt af, om der er truffet beslutning om andre foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, dvs. også uanset om barnet eller den unge har eller får udpeget en fast kontaktperson.

Hvis der er behov for én person til at fungere som kontaktperson for barnet eller den unge og en anden person til at varetage opgaven som kontaktperson for hele familien, må det sikres, at ordningen tilrettelægges, så den ikke virker konfliktskabende, men bidrager positivt til en samlet løsning på familiens problemer. Det bør i den forbindelse sikres, at de to kontaktpersoner forfølger et fælles mål, og at ansvarsfordelingen mellem kontaktpersonerne er klar og veldefineret. Forholdet mellem arbejdsopgaverne kan defineres nærmere i handleplanen efter servicelovens § 140.

Det er kontaktpersonens opgave at medvirke til en koordineret indsats over for hele familien. I modsætning til en støtteperson efter servicelovens § 54, som tilbydes forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, er det ikke en forudsætning, at et eller flere af familiens børn eller unge er anbragt uden for hjemmet.

Når kontaktpersonen tilknyttes hele familien indebærer det, at indsatsen udover at inddrage forældre og børn eller unge, også inddrager eventuelle andre familiemedlemmer, som kan være af betydning for en forandring af forholdene i familien. Inddragelse af andre familiemedlemmer i arbejdet kan især være relevant i forhold til familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvor fx onkler, tanter, bedsteforældre, eller forældre uden del i forældremyndigheden m.v. kan spille en væsentlig rolle i familiens hverdagsliv.

Der er ikke regler for, hvem der kan være kontaktperson. Det vil således være en konkret vurdering, kommunen foretager i det enkelte tilfælde. Det kan ikke udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være relevant, at et familiemedlem får denne rolle.

Samme kontaktperson kan være tilknyttet flere børn eller unge med problemer og flere forskellige familier. Det kan fx være tilfældet, hvor der på grund af familiernes anden etniske baggrund end den danske kan være brug for en kontaktperson med særlig indsigt i disse forhold – fx en person, der selv har samme etniske baggrund. En sådan person med samme baggrund, og som selv er velintegreret i det danske samfund, vil gennem sit virke som rolle-model eller forbillede kunne støtte og hjælpe familien med at ændre forholdene i hjemmet.

Anbringelse uden for hjemmet, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8

301. Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i servicelovens § 52, stk. 3. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. servicelovens § 140 om udarbejdelse af en handleplan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger. Der kan fx være tale om, at der iværksættes støtte over for resten af familien, så der sideløbende med anbringelsen arbejdes for en hjemgivelse af barnet eller den unge, se bl.a. pkt. 296 om familiebehandling. Der kan også være tale om, at barnet eller den unge får en kontaktperson eller personlig rådgiver, der kan bistå barnet under anbringelsen og under den videre opvækst. En kontaktperson eller en personlig rådgiver kan være særligt relevant i visse situationer, fx hvis barnet eller den unge oplever et turbulent anbringelsesforløb eller i forhold til et barn eller en ung med fængselsindsatte forældre, hvor der er behov for ekstra støtte til, at kontakten til forældrene kan opretholdes. Omkring anbringelsen og forholdene under anbringelsen i øvrigt henvises til kapitel 2.

Praktiktilbud, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9

302. Efter bestemmelsen kan kommunen formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge. Der kan ikke udbetales tilskud til en arbejdsgiver. Muligheden for at udbetale en godtgørelse til den unge i forbindelse med formidlingen af et praktiktilbud er et led i indsatsen over for utilpassede unge, idet den giver mulighed for at motivere særligt socialt belastede unge til at lade sig integrere i det almindelige samfundsliv. Målgruppen er således socialt belastede unge, der har problemer med at begå sig i livet. Det vil i denne sammenhæng primært sige i forhold til:

– At fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet

– At opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp

De unge er ofte præget af problemer i forhold til deres familie. Samtidig er deres kammerater ofte også præget af samme belastninger. Tilsammen kan disse forhold medvirke til at fastlåse de unge i en uacceptabel og marginal social position. Bestemmelsen skal således også ses i sammenhæng med muligheden for at udpege en fast kontaktperson til hele familien, jf. pkt. 300, og reglen i servicelovens § 140 om udarbejdelse af handleplaner for unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, men behøver ikke være det. Det kan godt være et tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.

Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten med godtgørelsen at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb. Vejledende retningslinier for fastsættelse af godtgørelse er udarbejdet af de kommunale organisationer. Retningslinjerne findes bl.a. på KL´s hjemmeside, www.kl.dk.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. Godtgørelsen er skattepligtig indkomst. For unge, der har ophold på et anbringelsessted for børn og unge, vil godtgørelsen være at betragte som indtægt ved eget arbejde. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, som er optrykt som bilag 3 til denne vejledning. Udbetaling af godtgørelse ophører ved den unges 18. år.

Praktikophold er ikke omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Det er derfor op til forældrene eller kommunen at sørge for, at der er tegnet en forsikring, der dækker barnets eller den unges arbejde i virksomheden.

Der er i øvrigt også mulighed for at tilbyde virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats til den gruppe af marginaliserede unge, hvor praktikgodtgørelsen efter servicelovens § 52 ikke er tilstrækkelig til, at den unge kommer på rette spor og får den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet, se Beskæftigelsesministeriets skrivelse nr. 9709 af 20. december 2004, Orientering om virksomhedspraktik til særligt udsatte unge under 18 år efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Anden hjælp og støtte, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10

303. Ud over de foranstaltninger, der er nævnt i st. 3 nr. 1-9 er det muligt at iværksætte anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling, praktisk eller pædagogisk støtte. Formålet med bestemmelsen er at give kommunen vide rammer i forhold til tilrettelæggelsen af indsatsen, så det er muligt at etablere nye foranstaltningstyper, der ikke er taget højde for i de foregående bestemmelser. Det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at betingelserne for at iværksætte foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 1 er opfyldt, og at den pågældende foranstaltning er egnet til at løse de problemstillinger, som er afdækket i undersøgelsen efter servicelovens § 50 og i handleplanen.

Bestemmelsen dækker ikke anbringelser uden for hjemmet, men hjælpeforanstaltninger efter denne bestemmelse kan ydes i ramme, der rent fysisk er uden for hjemmet, fx i et dagbehandlingstilbud. Der kan fx være tale om fysio- eller ergoterapeutisk behandling som led i genoptræning af børn og unge i det omfang, genoptræningen ikke kan dækkes af anden lovgivning.

Økonomisk støtte i forbindelse med foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 4

Serviceloven:

§ 52

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3, og yde økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3. Støtten kan ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil.

Stk. 5

304. Servicelovens § 52, stk. 4, giver adgang til at yde forældremyndighedsindehaveren økonomisk støtte i en række forskellige situationer.

Servicelovens § 52, stk. 4, giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, udgifter, der er en del af foranstaltningen samt udgifter, der er en mere indirekte følge af en foranstaltning. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen i servicelovens § 173. Forældrene kan have udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde, og det er derfor muligt at yde støtte til disse udgifter efter servicelovens § 52, stk. 4. Der kan eksempelvis være tale om dækning af udgifter til fx fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der indgår som en del af indsatsen.

Der kan desuden være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter nr. 3 og 4, hvis forældrene på grund af deres deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage deres arbejde. I det omfang tilskuddet skal dække udgifter, som familien også ville have haft, uanset om de skulle deltage i familiebehandling, er tilskuddet skattepligtigt.

Servicelovens § 52, stk. 4, giver også mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat foranstaltning. Det betyder fx, at der vil kunne ydes støtte til udgifter til fx transport af barnet eller den unge i forbindelse med, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, har behov for at vedligeholde kontakten til en eller flere personer fra netværket. Se om transport til møder i kommunen eller på anbringelsesstedet, pkt. 101.

Økonomisk støtte til efterskoleophold, servicelovens § 52, stk. 4

305. I forhold til efterskoleophold skal der gøres særskilt opmærksom på, at bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 4, også giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost- eller efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Et efterskoleophold kan i nogle tilfælde være tilstrækkeligt til at dække behovet for særlig støtte hos både børn og unge med funktionsnedsættelser og med sociale problemer.

Bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 4, vil derfor kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. servicelovens § 52, stk. 1, men hvor barnets eller den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet. Bestemmelsen kan ikke anvendes i de tilfælde, hvor barnets eller den unges behov er af en karakter, hvor der er grundlag for en anbringelse. Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse.

Bestemmelserne er udtryk for et ønske om at forbeholde anbringelsesbegrebet for de situationer, hvor der er behov for de kommunale forpligtelser, som følger af en anbringelse.

Der vil også være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8. Om opholdet på en kost- eller efterskole skal ske som en anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, eller om der alene skal ydes økonomisk støtte til opholdet efter servicelovens § 52, stk. 4, må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

For at kunne yde støtte efter den sociale lovgivning til et kost- eller efterskoleophold skal kriteriet i servicelovens § 52, stk. 1, være opfyldt. Det vil sige, at barnet eller den unge skal have behov for særlig støtte. De økonomiske forhold hos de biologiske forældre eller prisen på et kostskoleophold er altså ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for, at en foranstaltning sættes i værk med økonomisk støtte fra de sociale myndigheders side.

Om muligheden for at yde børnetilskud m.v. under opholdet henvises til Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggenders vejledning nr. 54 af 17. juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Lovgivningen stiller ikke krav om, at der skal foreligge en generel godkendelse af stedet for, at der kan ydes tilskud efter denne bestemmelse. Det er derfor kommunen, der konkret må vurdere, om man finder, at den givne kost- eller efterskole kan opfylde de behov, der er hos barnet eller den unge for støtte.

Økonomisk støtte, der erstatter foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 4

306. Servicelovens § 52, stk. 4, giver ligeledes mulighed for, at der kan ydes økonomisk støtte, hvis den økonomiske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3. Dermed dækkes fx de situationer, hvor man i forbindelse med familierådslagning, indgåelse af familiekontrakter og lignende aftaler en bestemt indsats, som forældremyndighedsindehaveren har vanskeligheder med at afholde udgifterne til. Det kan eksempelvis være en aftale om at sørge for rent tøj til barnet, som forældremyndighedsindehaveren ikke kan gennemføre uden hjælp. I stedet for at yde praktisk bistand i hjemmet kan det være både bedre og billigere fx at yde økonomisk støtte til en vaskemaskine.

Hvad kan der ikke ydes økonomisk støtte til efter servicelovens § 52, stk. 4

307. Generelt skal det fastslås, at bestemmelsen ikke giver mulighed for i al almindelighed at yde økonomisk støtte eller forsørgelse til børnefamilier. De almindelige kriterier for hjælp efter servicelovens § 52 skal være opfyldt, dvs. at støtten skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 52, stk.1. Samtidig skal de oplysninger og faglige overvejelser, der fremkommer ved servicelovens § 50 undersøgelsen, være styrende for indsatsen. Økonomisk støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, kan således alene gives i forbindelse med de mål og faglige beslutninger, der i øvrigt findes for indsatsen i handleplanen efter servicelovens § 140.

Derudover skal det understreges, at sektoransvarlighedsprincippet er gældende. Det betyder eksempelvis, at det er skolemyndighederne, som er ansvarlige for tiltag i skoleregi og for at sikre, at der er de nødvendige undervisningstilbud til alle børn uanset deres individuelle vanskeligheder. servicelovens § 52, stk. 4, kan derfor ikke anvendes til at yde støtte til pædagogiske eller uddannelsesmæssige formål i skoleregi. Eksempelvis vil servicelovens § 52, stk. 4, ikke kunne anvendes til at afholde udgifter til en støttepædagog eller støttelærer i forbindelse med barnets deltagelse i folkeskolens undervisning.

Servicelovens § 52, stk. 4, dækker heller ikke hjælp til betaling af dagtilbud efter serviceloven, da dette afgøres efter Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders bekendtgørelse nr. 1114 af 6. november 2006 om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v. Følger der i forbindelse med beslutningen om, at barnet skal søge et dagtilbud, eventuelt andre udgifter for forældrene, vil der dog kunne ydes hjælp efter servicelovens § 52, stk. 4, til disse. Endelig skal det nævnes, at bestemmelsen ikke giver hjemmel til at afholde udgifter i forbindelse med støttepersoner i dagtilbud eller lignende, da denne form for støtte må etableres inden for rammerne af det pågældende dagtilbud. Udgifterne hertil afholdes som driftsudgift (100 pct. kommunal udgift) for dagtilbud under kommunerne.

Økonomisk støtte efter servicelovens § 52, stk. 4 er trangsbestemt

308. Økonomisk støtte efter servicelovens § 52, stk. 4, er trangsbestemt. Det betyder, at der kan ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke selv har midler til afholdelse af udgifterne. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance, men det er i øvrigt op til kommunen at fastlægge, hvordan beregningen skal foretages. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Økonomisk støtte for at undgå en anbringelse, fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt, servicelovens § 52, stk. 5

Serviceloven:

§ 52

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet.

309. Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå barnets eller den unges anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Hjælp i medfør af servicelovens § 52, stk. 5, er ikke trangsbestemt. Det betyder, at den økonomiske støtte ikke må afhænge af forældrenes økonomi, men alene af formålet med støtten.

Når støtten ydes for at undgå en anbringelse eller for at fremme en hjemgivelse, er det en forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og muligheden for at undgå anbringelse eller fremme hjemgivelse, og det skal fremgå af sagsfremstillingen, som den fremgår i undersøgelsen efter servicelovens § 50 og handleplanen efter servicelovens § 140. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, fx hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld, kortvarig betaling af husleje eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. I disse situationer er det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Bestemmelsen giver således ikke generel mulighed for at yde tilskud til fødselsdags- og julegaver. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et fysisk eller psykisk handicappet barn kan besøge forældrene i hjemmet. Der kan fx ydes støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet.

Den økonomiske støtte er skattefri

310. De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter servicelovens § 52, stk. 4 og 5, er skattefri for denne, jf. Ligningslovens § 9, stk. 7.

Samtykke til anbringelsen

Serviceloven:

§ 53. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 8, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 140, stk. 5, 1. pkt.

311. Det er fastsat i servicelovens § 53, at samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte formålet med anbringelsen.

Servicelovens § 53 henviser til bestemmelsen i servicelovens § 140 om udarbejdelsen af handleplaner for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, se pkt. 271-286. Kommunen skal efter servicelovens § 140 udarbejde en handleplan inden anbringelsen. Handleplanen skal beskrive formålet med anbringelsen samt opstille mål og delmål for indsatsen. Med henvisningen til bestemmelsen i servicelovens § 140 opstilles der kvalitative krav til det samtykke, der skal foreligge forud for en anbringelse på frivilligt grundlag. Det er således handleplanens beskrivelse af formålet, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Som nævnt under pkt. 275 ff. er det væsentligt, at handleplanen på forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen i form af opstillede mål og delmål. På den måde fremstår handleplanen som et rimeligt bedømmelsesgrundlag for, hvad formålet med anbringelsen er, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Der stilles ikke krav om samtykke til samtlige elementer i handleplanen. Det bør dog indgå som en vigtig del af sagsbehandlingen forud for en anbringelse, at forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge får en grundig orientering om alle de elementer, der indgår i handleplanen.

Når der henvises til handleplanen, og der dermed opstilles kvalitative krav til samtykket er det hensigten, at forældremyndighedsindehaveren i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, fordi der er en fælles forståelse for formålet med anbringelsen. Med sin accept af formålet med anbringelsen er det endvidere formodningen, at forældremyndighedsindehaveren vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt.

Hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år har givet samtykke til anbringelsen, men ikke er enig i, hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter servicelovens § 53, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. servicelovens § 58, stk. 1 og stk. 3.

Den situation kan fx opstå, hvis forældremyndighedsindehaveren mener, at formålet med anbringelsen er at give en ung behandling for psykiske problemer, hvorimod kommunen mener, at formålet er, at give den unge tydelige voksne, som kan være med til at forbedre adfærden hos den unge. Her kan der være enighed, om at den unge skal anbringes, men ikke hvad formålet skal være. Formålet med anbringelsen har stor betydning for indholdet af handleplanen, og det er derfor hensigtsmæssigt, at kommunen forsøger at få en fælles forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge om, hvad formålet med anbringelsen er.

Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt, så der ikke senere opstår tvivlsspørgsmål. Den praktiske fremgangsmåde kan i øvrigt fastlægges af kommunen.

Særligt om fælles forældremyndighed

312. Det er forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke til anbringelsen, jf. servicelovens § 52, stk.1. Reglerne om fælles forældremyndighed indebærer, at det er hyppigt forekommende, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed over deres fælles børn. I sådanne tilfælde skal begge forældre give samtykke. Dette gælder uanset, om barnet eller den unge bor fast hos den ene af forældrene.

Hvis forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, er af en sådan karakter, at det er påkrævet, at barnet eller den unge ikke bliver boende der, skal kommunen i samarbejde med forældrene undersøge, hvor barnet eller den unge kan bo. Da den anden af forældrene har del i forældremyndigheden og dermed har pligt til at drage omsorg for barnet eller den unge, skal kommunen undersøge, om barnet eller den unge nu kan få ophold hos den anden af forældrene.

Hvis forældrene kan blive enige om dette, er der ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af en anbringelse uden for hjemmet.

I tilfælde hvor den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, ønsker, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet og ikke bo hos den anden af forældrene, der er indstillet på at have barnet eller den unge boende, må den anden forælder kræve, at den fælles forældremyndighed bringes til ophør og, at forældremyndigheden bliver overdraget til denne, jf. reglerne herom i loven om forældremyndighed og samvær. Ønsker den anden af forældrene ikke at benytte sig af sin adgang til at kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør, må der iværksættes foranstaltninger over for dem begge. Kommunen kan ikke træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes hos den anden forælder, der har del i forældremyndigheden.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, sådan, at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, hvis barnet eller den unge bliver boende hos denne, kan en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 58 kun ske i forhold til begge forældre, der har del i forældremyndigheden. En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget er således ugyldig, hvis afgørelsen alene er truffet over for den ene indehaver af forældremyndigheden.

Hvis den anden af forældrene har gode forhold, og er denne indstillet på at have barnet eller den unge boende, vil der normalt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Er den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, enig i, at barnet eller den unge kan bo hos den anden, kan barnet eller den unge blot flytte, hvilket medfører, at kommunen i almindelighed ikke behøver at iværksætte foranstaltninger for barnet eller den unge. Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, imidlertid ikke at give slip på barnet eller den unge, mens den anden af forældrene ønsker at have barnet eller den unge boende, kan denne anlægge sag om at få forældremyndigheden alene. Er der behov for at få barnet eller den unge flyttet hurtigt, kan der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter reglerne i loven om forældremyndighed og samvær. Henvendelse herom skal ske til statsforvaltningen.

Hvis situationen er sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, fx i tilfælde af akut omsorgssvigt, kan det være nødvendigt at gribe til en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75. En sådan afgørelse har virkning over for begge forældre, der har del i forældremyndigheden, og begge forældre skal derfor inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig besked om beslutningen og tilbud om advokatbistand, jf. servicelovens § 75, stk. 2. I forbindelse med en sådan foreløbig afgørelse kan det forekomme, at der ikke har været den nødvendige tid til at kontakte den anden af forældrene. Det kan derfor forekomme, at der træffes afgørelse om en sådan tvangsmæssig foranstaltning over for denne, uanset om denne er egnet og villig til at have barnet eller den unge boende.

Viser det sig at være tilfældet, kan den foreløbige afgørelse imidlertid ophæves, således at barnet eller den unge kan hjemgives. Det sker ved, at forældrene bliver enige om, at barnet eller den unge flytter over til den anden af forældrene, eller at forældremyndigheden - eventuelt ved en midlertidig afgørelse - tillægges denne alene.

Ophold uden for hjemmet for unge forældre under 18 år

313. Hvis en ung under 18 år, der selv har et barn, anbringes uden for hjemmet sammen med barnet, betragtes opholdet som en foranstaltning for den unge og barnet under ét. Der skal således ikke træffes en særskilt afgørelse vedrørende barnet, så længe barnet opholder sig sammen med den, der har forældremyndigheden. Samtykke til anbringelsen skal i denne situation foreligge både fra den unge over 15 år og dennes forældremyndighedsindehaver.

Domfældte

314. Der kan ske overførsel af domfældte til behandlingsinstitutioner på børneområdet, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 571 af 5. juli 2002 og cirkulære nr. 94 af 16. maj 2001 om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Det er en forudsætning for anvendelsen af servicelovens regler om børn og unge, at den domfældte er under 18 år ved visitationen.

Støtteperson til forældre i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet

Serviceloven:

§ 54. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, og §§ 58 og 60.

315. Kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaverne en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det er i den forbindelse også væsentligt, at være opmærksom på de forældre, som pga. af handicap, fx udviklingshæmmede forældre, der har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen.

Kommunens tilbud gælder, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevillige støttepersonen og dække udgifterne, der er forbundet dermed. Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for at støtte forældrene. En støtteperson til forældrene kan være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og kan dermed også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det styrkede forældresamarbejde kan medføre en større gensidig respekt, mellem på den ene side kommunen og anbringelsesstedet og på den anden side forældrene, der kan medføre, at kommunen og anbringelsesstedet i højere grad forventes at respektere, at forældrene forsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever, at de fortsat har betydning for børnene også under anbringelsen.

Støttepersonen skal give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evaluering af møder og hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det er vigtigt, af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter – fx i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer m.v. Støttepersonen kan medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringelsen, og at forældrene under anbringelsen hjælpes til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet. I forhold til kontakten til barnet eller den unge kan støttepersonen supplere kommunens indsats for at fremme kontakten efter servicelovens § 71. For forældrene kan anbringelsesforløbet derved blive mindre smertefuldt, og barnet kan opleve en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet, fordi forældrene har et sted at gøre af deres følelser og frustrationer i forhold til anbringelsesstedet, systemet og dem sig selv. Herudover kan en støtteperson bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter, fx i at løse de problemer, der har været medvirkende til, at barnet eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet.

Støttepersonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltninger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Da det er vigtigt,

– at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge,

– at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson,

– at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen,

– at støttepersonen er fleksibel

– at støttepersonen har en vidensmæssig og personlig baggrund i forhold til de krav, der bør stilles til en støtteperson,

vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen udarbejder en liste over »kvalificerede støttepersoner«, som forældrene kan vælge ud fra. Dette afskærer dog ikke familien fra selv at fremkomme med forslag til en egnet person. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om den foreslåede person er egnet som støtteperson. Det er således ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk udpeges som støtteperson. Ordningen, hvorefter forældrene tildeles en støtteperson, er uafhængig af forældrenes eventuelle advokatbistand. Kommunen fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og kan i den forbindelse vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten, og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes.

Det er ikke meningen med ordningen, at en støtteperson skal træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene kan ud over støttepersonen også have en bisidder, og myndighederne kan således ikke afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen. Der ydes dog ikke betaling til en bisidder.

Kommunens afgørelse i forbindelse med forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, kan indbringes for det sociale nævn, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmålet om støttens omfang, jf. klagereglerne i kap. 24.

Servicelovens § 56

Serviceloven:

§ 56. Afgørelser efter § 52, stk. 3, nr. 1, 6 og 7, jf. § 52, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

316. Servicelovens § 56 giver mulighed for at træffe afgørelse om foranstaltninger i form af ydelse af konsulentbistand m.v., udpegning af en personlig rådgiver og udpegning af en fast kontaktperson, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat. Afgørelse herom skal træffes i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52, stk. 1, om, at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de modsætter sig støtten.

En afgørelse efter denne bestemmelse vil ikke kunne gennemtvinges, hvis indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig foranstaltningen.

Delegationsforbud

317. En afgørelse efter servicelovens § 56 skal træffes i et møde i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I magistratskommuner træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem. Kravet om, at afgørelsen skal træffes i et møde (af vedkommende magistratsmedlem) betyder, at der i disse sager er et forbud mod at delegere afgørelserne til forvaltningen.

Ophør af foranstaltninger, servicelovens § 68

318. Efter servicelovens § 68, stk. 1, skal foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 56, 58 og 60 ophøre, når formålet er nået, eller når de ikke opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Bestemmelsen i servicelovens § 68, stk. 1, er en lovfæstelse af det grundlæggende princip, at en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når der ikke længere er behov for den, eller når den ikke længere gør gavn. Heri ligger også et krav om, at kommunen af egen drift løbende skal vurdere, om foranstaltningen fortsat opfylder sit formål. Det kan bl.a. ske i forbindelse med, at kommunen skal vurdere, om der er behov for en revision af handleplanen, jf. servicelovens § 70. Se herom pkt. 319.

I forhold til ophør af anbringelser har kommunen en række særlige forpligtigelser i forhold til at sikre en planlagt hjemgivelse, se herom pkt. 496 ff.

Opfølgning på foranstaltninger

Serviceloven:

§ 70. Kommunalbestyrelsen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 148, stk. 1, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Er der udarbejdet en særskilt plan for støtten til forældrene efter § 140, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne plan, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal senest tre måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en revision af planen. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen.

319. Når der er iværksat foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 eller 5 over for et barn eller en ung eller dennes familie, er det vigtigt, at kommunen løbende følger op på foranstaltningen. En god løbende opfølgning kan således sikre, at foranstaltningen hele tiden tilgodeser barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er opstillet i den enkelte sag, samt at foranstaltningen ikke løber længere, end formålet tilsiger. Servicelovens § 70 opstiller en række minimumskrav til denne opfølgning.

Opfølgning tre måneder efter iværksættelse af en foranstaltning

320. Servicelovens § 70, stk. 1, giver kommunen pligt til at vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres, tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge.

Iværksættelsen af en foranstaltning kan betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse. Derfor kan der allerede kort tid efter iværksættelsen af en foranstaltning vise sig nye eller ændrede behov, som betyder, at indsatsen skal ændres. Der kan fx være tale om, at man på anbringelsesstedet opdager, at barnet eller den unge har været udsat for seksuelle overgreb og ikke kun omsorgssvigt, som kommunen troede, hvilket kan betyde, at der er behov for psykologhjælp til barnet eller den unge.

Der kan vise sig forhold eller situationer, som man ikke fra starten var opmærksom på, der giver behov for, at kommunen foretager en nærmere tilrettelæggelse og koordinering af indsatsen. Det kan eksempelvis være muligt at beskrive særlige forhold vedrørende indsatsen, som i den oprindelige handleplan kun er beskrevet i hovedlinjer, fordi de voksne omkring barnet eller den unge efterfølgende har opnået en større viden.

I forhold til anbringelsessager skal revisionen tre måneder efter iværksættelsen af en foranstaltning derudover ses i sammenhæng med, at risikoen for, at en anbringelse bryder sammen, er højst i den første tid efter etableringen af en anbringelse. Derfor kan der specielt i denne periode opstå behov for særlige initiativer for at forebygge sammenbrud. I anbringelsessager er det derfor vigtigt, at kommunen, i forbindelse med revisionen efter tre måneder, er opmærksom på, om der er tegn på, at anbringelsen kunne bryde sammen. Kommunen kan fx være særligt opmærksom på forældrenes og den unges tilfredshed med anbringelsen og evt. støtte dem i overgangsfasen, og på om der er behov for særlige tiltag, supervision, rådgivning eller lignende, for at anbringelsesstedet kan håndtere barnet eller den unge.

Opfølgning med højst 12 måneders mellemrum

321. Efter de første 3 måneder af forløbet, skal kommunen med højst 12 måneders mellemrum vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Det betyder, at kommunen som minimum skal vurdere en sag, hvor der er truffet afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 eller 5, én gang årligt, men kommunen er i alle tilfælde forpligtigede til at lave den opfølgning, som er nødvendig i den enkelte sag. I nogle sager vil det være nødvendigt med en hyppigere opfølgning, og kommunen skal her sørge for en hyppigere opfølgning, der kan ske i form af samtaler med de involverede parter eller, hvis det skønnes nødvendigt undersøgelser af barnet eller den unge.

Indholdet i den løbende opfølgning

322. Bestemmelsen i servicelovens § 70, stk. 1, betyder, at kommunen for det første skal vurdere, om indsatsen skal ændres, dvs. om indsatsen bidrager til at nå de mål, der er opstillet i handleplanen, og om barnet eller den unge profiterer af indsatsen.

For det andet skal kommunen vurdere, om handleplanen skal revideres. Der kan fx være tilfælde, hvor der ikke er behov for en revision af handleplanen, men alene behov for justeringer i indsatsen. Fx vil en indsats i form af en kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relationen mellem den unge og den pågældende kontaktperson, kunne justeres, ved at der findes en ny kontaktperson. Et andet eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er opstået problemer, som kan løses ved, at anbringelsesstedet modtager den nødvendige supervision. Omvendt vil der normalt skulle foretages en revision af handleplanen, hvis der skal ske ændringer i barnets eller den unges behandling, eller hvis der skal foretages nærmere undersøgelser af barnets eller den unges forhold eller lignende. I sådanne tilfælde er der ikke nødvendigvis behov for ændringer i handleplanen, men kun de nævnte justeringer i indsatsen.

Opfølgningen skal ikke alene omfatte indsatsen over for barnet eller den unge, men også den indsats som ydes over for familien. Indsatsen kan enten være beskrevet nærmere i forældrenes egen handleplan eller i barnets eller den unges handleplan, jf. 140. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om der skal ske ændringer i den evt. støtte, der er iværksat for forældrene under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Det gælder uanset, om der er udarbejdet en særskilt plan for støtten til familien, eller om støtten alene fremgår af barnets eller den unges handleplan.

Proceskrav i forbindelse med den løbende opfølgning

Servicelovens:

§ 70. Kommunalbestyrelsen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 148, stk. 1 og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

323. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af, om handleplanen skal revideres ske på baggrund af det løbende tilsyn og samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 148, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Opfølgningen kan dermed bygge direkte på sagsbehandlerens eget indtryk og samtale med barnet eller den unge, i stedet for alene at bygge på indhentede udtalelser. Indhentede udtalelser kan dog samtidig spille en vigtig rolle i opfølgningen. Normalt vil det være relevant at inddrage anbringelsesstedets iagttagelser og vurderinger af barnets eller den unges forhold.

Hvis der er behov for at revidere handleplanen, træffes afgørelsen om revision af handleplanen så vidt muligt med samtykke forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der kan være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til revision af handleplanen ikke kan opnås – og her kan kommunen trods det manglende samtykke revidere handleplanen, men forældremyndighedsindehaveren og den unge bør så vidt muligt inddrages i revisionen af handleplanen. Dermed er det også muligt i disse sager at tilgodese et barns eller en ungs behov for en ny handleplan.

I forbindelse med opfølgningen på både anbringelser og andre foranstaltninger er det vigtigt, at man kan se kommunens tidligere overvejelser i en sag, derfor er det vigtigt, at journalarkene løbende opdateres med kommunens overvejelser i forbindelse med opfølgningen af sagen. Det skal være sådan, at andre myndigheder eller sagsbehandlere senere skal kunne tage stilling til sagen.

Kapitel 13

Foranstaltninger m.v. der kan gennemføres tvangsmæssigt

324. I dette kapitel beskrives de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning, i de tilfælde hvor der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, til den påtænkte foranstaltning. Endvidere beskrives fremgangsmåden ved foranstaltningen m.v. der gennemføres tvangsmæssigt. I kapitlet beskrives også reglerne for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen. Dernæst beskrives reglerne for forældremyndighedsindehaverens ret til at udtale sig i sagen og ret til at gøre sig bekendt med sagens akter inden afgørelsen træffes samt reglerne om advokatbistand. Endvidere beskrives de særlige regler der gælder, når kommunen forelægger en sag om en tvangsmæssig foranstaltning for børn og unge-udvalget, herunder de elementer der som minimum skal indgå i indstillingen. Endelig beskrives børn og unge-udvalgets kompetence i sager om tvangsmæssige foranstaltninger, herunder de enkelte medlemmers opgaver.

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

Serviceloven:

§ 76. Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 51,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 60,

4) opretholdelse af anbringelse efter § 62,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,

6) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58,

8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3,

9) flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4, og

10) brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2, og

11) anbefaling til Ankestyrelsen af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.

Stk. 2-6.

325. Som beskrevet i kapitel 12 er det ved iværksættelse af en foranstaltning, herunder en anbringelse uden for hjemmet, vigtigt, at der sker en grundig orientering og inddragelse af forældrene og barnet eller den unge. Det er vigtigt, at familien får en reel mulighed for at tage stilling til, om de vil give samtykke til den påtænkte foranstaltning. Det kan være nødvendigt med en længerevarende dialog og et længerevarende samarbejde for at sikre familiens medvirken til foranstaltningen, så barnet eller den unge får størst muligt udbytte af indsatsen. Hvis der på trods af dialogen ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, til den påtænkte foranstaltning, kan den kun gennemføres, hvis de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning er opfyldt.

Afgørelser om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger ophører, når den unge fylder 18 år.

Nedenfor beskrives de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt, jf. servicelovens § 74.

Undersøgelse uden samtykke

Serviceloven:

§ 51. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2.

326. I de tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, modsætter sig en undersøgelse, og hvor forholdene tegner sig så alvorlige, at en undersøgelse må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter servicelovens § 51 beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at placere det på en institution.

Hvis der skal træffes beslutning om lægelig undersøgelse og behandling uden, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren finder servicelovens § 63 anvendelse. Se pkt. 329. servicelovens § 51 tager alene sigte på de situationer, hvor det er nødvendigt at få afklaret om, der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om, der er grundlag for en anbringelse. Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller ved indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

Undersøgelse under ophold på institution eller indlæggelse på sygehus

327. Kommunalbestyrelsen har mulighed for at lade undersøgelsen af barnet eller den unge ske ambulant eller ved døgnindlæggelse, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Det skal fremgå af indstillingen til børn og ungeudvalget, hvordan undersøgelsen skal foregå. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndighedens indehavers holdning og indstilling er afgørende for, hvilken fremgangsmåde der kan vælges i den konkrete situation. Kommunalbestyrelsen bør vælge den mest skånsomme måde til at få gennemført undersøgelsen. Viser forældremyndighedsindehaverens indstilling, at det vil være forsvarligt at gennemføre undersøgelsen ambulant, bør denne mulighed vælges, da en ambulant undersøgelse må anses for at være mest skånsom for barnet eller den unge og familien.

En undersøgelse efter servicelovens § 51 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse træffes afgørelse efter servicelovens § 71 om samvær og kontakt. Samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge i undersøgelsesfasen kan alene reguleres ud fra undersøgelsesstedets almindelige besøgsregler eller ud fra anstaltsbetragtninger. Hvis undersøgelsen foregår på en institution, vil der være mulighed for at afslå forældrenes besøg, hvis det i den konkrete situation vurderes som bedst for barnet eller den unge. Det kan fx være i tilfælde af, at forældrene møder påvirkede op eller er meget ophidsede.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der i servicelovens § 51 fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, dvs. når barnets eller den unges tilstedeværelse på institutionen eller sygehuset ikke længere er nødvendig for at sikre undersøgelsens gennemførelse, skal barnet eller den unge hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsens resultater. Hvis det på baggrund af undersøgelsen vurderes, at der er grundlag for en øjeblikkelig anbringelse, kan formanden for børn og unge-udvalget træffe en midlertidig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter servicelovens § 168 giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Er behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. servicelovens § 51, stk. 2. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse.

Undersøgelse eller behandling uden samtykke

Serviceloven:

§ 63. Hvis forældremyndighedsinde haveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2

328. I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre, at der foretages en lægelig undersøgelse eller behandling af barnet eller den unge, er det ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En afgørelse om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Afgørelsen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil afgørelsen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb. Kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget skal være baseret på, hvad der er den mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltning, da en foranstaltning efter servicelovens § 63, bør være så skånsom som mulig.

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

329. Anvendelsen af servicelovens § 63 forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter servicelovens § 51, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter servicelovens § 63 oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne foreligger en situation, hvor forældremyndighedens indehavers ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

En undersøgelse eller behandling efter servicelovens § 63 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse eller behandling træffes afgørelse om samvær og kontakt, jf. servicelovens § 71, men sygehuset eller det børnepsykiatriske sygehus eller andre steder, hvor barnet eller den unge opholder sig i forbindelse med undersøgelsen eller behandlingen kan begrænse forældremyndighedens indehavers adgang ud fra anstaltsbetragtninger se pkt. 327.

Barnets eller den unges stilling

330. Bestemmelsen i servicelovens § 63 angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinier, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan eller bør gennemføres, jf. lov om patienters retsstilling.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse to love er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en beslutning efter servicelovens § 63. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

Tilfælde der falder uden for servicelovens § 63

331. Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling kan være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge. I så fald bør afgørelsen ikke træffes efter servicelovens § 63, da denne bestemmelse alene giver adgang til at foranstalte den lægelige behandling. Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter servicelovens § 58, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedens indehavers samtykke til anbringelsen. I tilslutning til en anbringelsesafgørelse efter servicelovens § 58, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling efter servicelovens § 69, stk. 4, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter servicelovens § 63, ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, finder servicelovens § 63 ikke anvendelse, da afgørelsen skal træffes efter servicelovens § 69, stk. 4.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

Serviceloven:

§ 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige over-greb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2

Det centrale kriterium

332. Det centrale kriterium for, at kommunalbestyrelsen kan gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt, er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til de fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en sådan grad, at det bliver meget vanskeligt at hjælpe. Det er således ikke en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – fx på grund af forældremyndighedens indehavers tidligere adfærd over for søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette skal ses i sammenhæng med servicelovens § 50 stk. 8, der fastslår, at kommunalbestyrelsen, i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling

333. Kravet om, at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1-4. Formålet med denne opregning er at beskrive de forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge eller familien, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4 giver ikke i sig selv grundlag for en beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om forældremyndighedens indehaver har fået stillet en bestemt diagnose eller har specifikke problemer, kan dette ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Opregningen har til formål at kvalificere eller uddybe de forhold, der kan betyde, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Derudover indebærer opregningen, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt skal angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om en udførlig begrundelse efter nr. 1-4 for den afgørelse, der træffes.

Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb

334. Typiske situationer, der kan give anledning til en anbringelse uden samtykke kan være mishandling eller andre alvorlige overgreb, herunder seksuelle overgreb, samt svigtende omsorg, hvilket dækker såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnets eller den unges basale behov for mad, undervisning, behandling eller lignende. En særlig form for svigtende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndighedens indehavers side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Hvis en samlever til forældremyndighedens indehaver eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet. Årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller andre forhold, der udsætter barnet eller den unge for skade på sundhed eller udvikling, kan være forskellige, men vil ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

335. I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer, udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Der kan således ske en tvangsmæssig anbringelse med udgangspunkt i barnets eller den unges egen situation. Samtidig kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

336. I nogle tilfælde kan der være tale om en flerhed af faktorer, der tilsammen udgør en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedens indehavers side og problemer, der kan konstateres hos barnet eller den unge, uden at de hver for sig er så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe børn og unge vil imidlertid være, at der kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, samtidig med at det ikke er muligt at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer ved familiens hjælp eller, mens barnet eller den unge opholder sig i hjemmet.

Der skal være begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses i hjemmet

337. Det er yderligere en betingelse for at træffe beslutning om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse skal ses i sammenhæng med kravene i servicelovens § 50, stk. 6, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være, jf. pkt. 256 ff.

Det følger også af betingelsen, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes beslutning om at indstille til en tvangsmæssig anbringelse, skal sørge for en grundig vejledning af forældremyndighedens indehaver, således at denne får kendskab til, hvilke andre muligheder for hjælp der findes, som vil kunne anvendes med forældremyndighedsindehavers medvirken.

En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, betyder, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunalbestyrelsen først har afprøvet alternative foranstaltninger. Dette har især betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil fx kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedens indehavers side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs- eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt de formålstjenlige foranstaltninger i servicelovens § 52, skal der altid vælges den eller de mindst indgribende, jf. servicelovens § 52, stk. 2, 2. pkt., der henvises til pkt.288 ff. herom.

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke

Serviceloven:

§ 58.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 8.

Stk. 3-4

338. Det afgørende kriterium for at anvende bestemmelsen er, at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor. Der tænkes her på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedens indehaver fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i servicelovens § 58, stk. 1, er opfyldt, jf. pkt. 332-337.

For forældremyndighedens indehaver er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke frit kan hjemtages, som det ville have været tilfældet ved en frivillig anbringelse. Derfor gælder de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter servicelovens § 58, stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter stk. 2.

Særligt om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år

Serviceloven:

§ 58

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4.

339. Som nævnt i pkt. 289, vil en anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, kun kunne gennemføres som en frivillig anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, hvis både indehaveren af forældremyndigheden og den unge giver samtykke til anbringelsen. For unge, der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en særlig adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om forældremyndighedens indehaver protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter servicelovens § 52 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i servicelovens § 58, stk. 1. Om indholdet af kriteriet i servicelovens § 58, stk. 1 henvises til pkt. 332 ff. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af servicelovens § 58, stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en beslutning efter servicelovens § 58, stk. 3, er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal beslutningen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om der er grundlag for en anbringelse. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Den unge, der er fyldt 15 år, vil i øvrigt kunne klage på egen hånd, hvis kommunalbestyrelsen ikke finder grundlag for, at den unge får ophold uden for hjemmet. Der henvises til kapitel 24, hvor klagereglerne gennemgås.

Genbehandling

Serviceloven:

§ 62. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 2. Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter § 58 undtagelsesvis fastsætter en længere frist end nævnt i stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Stk. 5. Stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 65, stk. 4.

 

 

 

 

340. Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige tidspunktet for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. Efter servicelovens § 62, stk. 1, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter servicelovens § 58 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Den 1-årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet i en længere periode, det vil sige 1 år eller mere, ikke har været inde i et frivilligt eller tvangsmæssigt anbringelsesforløb.

Hvis barnet eller den unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, er børn og unge-udvalget først forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, 2 år efter afgørelsen blev truffet, jf. servicelovens § 62, stk. 2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes som anbragt første gang ved den endelige beslutning om anbringelse, og der gælder således en genbehandlingsfrist på 1 år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børn og unge-udvalget eller ej.

Den 2-årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er - eller for nylig har været - inde i et anbringelsesforløb, frivilligt eller tvangsmæssigt.

Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Dette gælder både for den 1-årige og den 2-årige genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes behandling af en klage, der alene drejer sig om genbehandlingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes anden beslutning, fra afgørelsen i børn og unge-udvalget, da anbringelsesgrundlaget ikke vil blive efterprøvet i disse sager.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i servicelovens § 58, for fortsat at opretholde anbringelsen uden samtykke er opfyldt.

Eksempel 1 på genbehandlingsfrister

341. Barnet har ikke været anbragt, før børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom den 3. januar 2005. Afgørelsen bliver indbragt for Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 29. januar 2005 fastholder børn og unge-udvalgets afgørelse.

Genbehandlingsfristen er på 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse, da barnet ikke har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 3. januar 2004 til 3. januar 2005, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle anbringelse. Børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse den 17. januar 2006 om opretholdelse af anbringelsen. Afgørelsen bliver ikke indbragt for Ankestyrelsen. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse den 17. januar 2006, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 17. januar 2005 til den 17. januar 2006, hvor børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om den aktuelle anbringelse.

Eksempel 2 på genbehandlingsfrister

342. Barnet blev frivilligt anbragt ved en beslutning i kommunen den 6. februar 2005. Samtykket blev tilbagekaldt den 6. maj 2005, og barnet blev hjemgivet. Barnet blev på ny frivillig anbragt ved en beslutning truffet i kommunalbestyrelsen den 1. september 2005. Der træffes beslutning i børn og unge-udvalget den 5. november 2005 om anbringelse uden samtykke. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse.

Ændring af fristen for genbehandling

343. Efter servicelovens § 62, stk. 3, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget, end de frister der gælder som hovedregel på henholdsvis 1 eller 2 år, hvis der er begrundet tvivl om, at anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede 1 eller 2 år senere. Der skal forefindes væsentlige omstændigheder i den konkrete sag, før der er grundlag for ikke at anvende de almindelige genbehandlingsfrister. Fx kan der lægges vægt på en gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver, som der er en forventning om fortsætter, eller at der er iværksat en forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige forebyggende foranstaltninger i hjemmet. Af disse grunde kan der ud fra en konkret vurdering være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end henholdsvis 1 og 2 år.

Efter servicelovens § 62, stk. 4, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling end de frister, der er nævnt i servicelovens § 62, stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor det er forudsat, at anbringelsen må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vare ved ud over fristerne for genbehandling, der efter hovedreglen er på henholdsvis 1 eller 2 år, jf. servicelovens § 62, stk. 1 og 2. Ved vurderingen af om genbehandlingsfristen skal forlænges, skal forlængelsen sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist.

En forkortet eller forlænget genbehandlingsfrist vil altid løbe indtil en bestemt fastsat dato, og er ikke som en almindelig 1-årig eller 2-årig genbehandlingsfrist påvirket af, om sagen indbringes for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene.

Genbehandlingsfristen har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget af retssikkerhedsmæssige grunde løbende efterprøves af børn og unge-udvalget, således at det sikres, at grundlaget for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. I tiden mellem genbehandlingen af sagen i børn og unge-udvalget kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse, da det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 68. Dette skal ses i sammenhæng med den regelmæssig gennemgang af handleplanen og det årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 70 og § 148. Hvis formålet er nået, skal en eventuel hjemgivelse ikke afvente en afgørelse herom i børn og unge-udvalget.

Fremgangsmåden ved foranstaltninger m.v. der gennemføres tvangsmæssigt

344. Børn og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke er opregnet i servicelovens § 74, stk. 1. Forvaltningen kan således kun foretage en indstilling om godkendelse af de foranstaltninger, der er opremset i servicelovens § 74, stk. 1. Forvaltningens indstilling skal være klar og entydig, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvad der træffes beslutning om. Der kan ikke foretages alternative indstillinger, således at der eksempelvis primært indstilles til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær under en anbringelse uden for hjemmet.

Børn og unge-udvalget har kun kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre de tvangsmæssige foranstaltninger, som forvaltningen indstiller til. Udvalget kan således eksempelvis ikke træffe beslutning, om at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun foreligger en indstilling om, at samværet skal være overvåget. Børn og unge-udvalget har heller ikke kompetence til at fastsætte vilkår i forbindelse med en afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes et specifikt sted eller, at der skal foranstaltes et bestemt behandlingstilbud.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden træffe en foreløbig afgørelse efter reglerne i servicelovens § 75, jf. pkt. 358. Forvaltningen kan således ikke iværksætte akutte foranstaltninger uden, at formanden for børn og unge-udvalget eller dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen.

Aktindsigt m.v.

Serviceloven:

§ 73. Forinden der træffes afgørelse i en sag efter § 72, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunalbestyrelsen over for de personer, der er nævnt i § 72, stk. 2 og 3, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.

345. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i servicelovens § 72, påhviler det kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 73 at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter reglerne i serviceloven om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger i sager vedrørende børn og unge. servicelovens § 73 fastsætter imidlertid en egentlig pligt for kommunalbestyrelsen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med de rettigheder, der tilkommer denne efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbuddet om advokatbistand. Selv om kommunalbestyrelsen har en vejledningsforpligtelse efter servicelovens § 73, er den stadig forpligtet til at partshøre over oplysninger, der indføres i sagen, og som parterne ikke kan forventes at kende, jf. forvaltningsloven § 19. Partshøringen kan ikke først ske ved mødet i børn og unge-udvalget, med mindre der er truffet en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, hvor det ikke har været muligt at nå at partshøre inden sagens forelæggelse. Inden den efterfølgende godkendelse i børn og unge-udvalget af formandens beslutning skal kommunalbestyrelsen forsøge at nå at høre parterne inden mødet i børn og unge-udvalget, men på grund af tidspresset vil dette ikke altid være muligt. Vejledningspligten i servicelovens § 73 gælder for alle de afgørelser, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand, eller hvor der indstilles til en tvangsmæssig foranstaltning.

Hvis der træffes afgørelser efter servicelovens § 72 stk. 2-4, der vedrører en ung, der er fyldt 15 år, plejeforældrene i forbindelse med privat døgnpleje efter servicelovens § 78, eller en forælder uden del i forældremyndigheden, har kommunalbestyrelsen en tilsvarende vejledningspligt, som i forhold til forældremyndighedens indehaver efter servicelovens § 73, stk. 1. Bestemmelsen er alene et pålæg til kommunalbestyrelsen om at gøre parten bekendt med de rettigheder, der følger af forvaltningsloven. Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og formen, afgøres efter reglerne i forvaltningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt finder således tilsvarende anvendelse. Dette kan fx få betydning i forhold til plejeforældrene i en sag om flytning eller hjemtagelse efter servicelovens § 78, stk. 4, idet plejeforældrene kan klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung.

En anmodning om aktindsigt fra forældrenes side bør altid medføre, at der foretages en konkret vurdering af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet eller den unge, når det har betroet sig til offentlig ansatte eller andre om problemer i hjemmet.

Forældre uden del i forældremyndigheden har ret til aktindsigt i sager om indskrænkning af samværsretten med deres børn. Udgangspunktet er derfor, at der er ret til aktindsigt i hele dokumentet, men adgangen til aktindsigt kan begrænses, hvis der er afgørende hensyn til andre personer i sagen, fx forældremyndighedens indehaver eller barnet.

Advokatbistand

Serviceloven:

§ 72. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 51,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til 6 måneder efter § 60,

4) opretholdelse af en anbringelse efter § 62,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,

6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58,

8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3, og

9) brev- og telefonkontrol, jf. § 123, stk. 2.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 15 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 78, stk. 4.

Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

 

346. Den, der er part i en sag om tvangsmæssige foranstaltninger, har ret til gratis advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedens indehaver, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunalbestyrelsen kan ikke påtvinge forældremyndighedens indehaver eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen som en del af den almindelige vejledning opfordrer parterne til at benytte sig af tilbuddet. I de tilfælde, hvor der af fx forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbuddet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat, bør kommunen udfolde en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende. Hvis der er sket tilstrækkelig vejledning, er det ikke ugyldighedsgrund, at parten møder uden advokat, hvis parten alligevel ønsker mødet gennemført. Men der bør foretages en konkret afvejning af, om sagen bør udsættes, når partens advokat ikke møder op.

Indehavere af forældremyndigheden, som bor sammen, og som er enige, er berettigede til gratis bistand fra én advokat. Loven stiller ikke krav om, at indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, får hver sin advokat. Forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år kan dog have modsatrettede interesser. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt af retssikkerhedsmæssige grunde, hvis barnet og forælderen har samme advokat. Adgangen til advokatbistand udelukker ikke indehaveren af forældremyndigheden eller andre fra at benytte en bisidder, der kan være til støtte for den pågældende under sagen. Udgifterne til bisidder til forældremyndighedsindehaveren eller til barnet eller den unge kan ikke dækkes af kommunen.

Der er ikke i loven fastsat et tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand. Det må imidlertid anses for afgørende for advokatens mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen inden mødet i børn og unge-udvalget.

Gratis advokatbistand er først og fremmest tænkt som støtte til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med mødet i børn og unge-udvalget, således at det sikres, at forældrene får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger. Retten til gratis advokatbistand omfatter derfor ikke situationer, hvor der endnu ikke er berammet møde i børn og unge-udvalget, eller hvor kommunalbestyrelsen fortsat arbejder med forældremyndighedens indehaver på at finde en løsning og således endnu ikke har truffet beslutning om at beramme et møde i børn og unge-udvalget.

Advokatsalær

347. Efter servicelovens § 72, stk. 4, gælder der de samme regler om salær og godtgørelse til advokater som i sager, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Dommeren i børn og unge-udvalget træffer beslutning om salær og godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 9, der er optrykt som bilag 4 til denne vejledning. Ved sagens behandling i Ankestyrelsen er det forvaltningen, der træffer afgørelse om salær og godtgørelse. Der er ikke mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfælde kan forvaltningen evt. rådføre sig med dommeren, men dommeren er ikke forpligtet til at yde rådgivning. For reglerne om kommunens adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til kapitel 11 i serviceloven.

Særligt om muligheden for en personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

348. Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret, om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer en person og kan handle på dennes vegne.

Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med børns og unges adgang til at udtale sig over for børn og unge- udvalget er adgangen til at benytte en bisidder udtrykkelig nævnt, jf. servicelovens § 74, stk. 2.

Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel.

Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige, og hvor der er en forældremyndigheds indehaver, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge, jf. værgemålslovens kapitel 1. Unge over 15 år har dog ret til deres egen advokat, der således bliver legal repræsentant for den unge, jf. ovenfor under pkt. 346.

Den legale repræsentant må ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, en såkaldt bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge tryghed.

Spørgsmålet om en personlig støtte (bisidder) for barnet eller den unge kan opstå, hvis barnet eller den unge selv fremsætter ønske herom. Det er således barnet eller den unge, der må afgøre, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.

Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet eller den unge selv afgør, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være. Da barnet eller den unge, der ikke er fyldt 15 år, ikke har selvstændige partsbeføjelser efter serviceloven, men alene har en ret til at udtale sig eller blive hørt, vil en eventuel bisidder for barnet eller den unge heller ikke have selvstændige beføjelser i forhold til sagen i form af ret til aktindsigt eller lignende. Støtten til barnet eller den unge er alene af personlig art.

Selv om barnet eller den unge ikke giver udtryk for et ønske om personlig støtte i forbindelse med orienteringen om de påtænkte foranstaltninger, jf. servicelovens § 46 stk. 3, må sagsbehandleren være opmærksom på, om barnet eller den unge eventuelt alligevel har behov for personlig støtte fra en udenforstående. Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet eller den unge får den nødvendige støtte. Barnet eller den unge kan have behov for en udenforstående, som han eller hun kan støtte sig til, men dette kan sikres på forskellig vis. Hvis der allerede i barnets eller den unges omgivelser er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved, og som er villig til påtage sig opgaven, vil dette være en oplagt løsning. En anden mulighed kan være formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen.

Forelæggelse for børn og unge-udvalget

349. I Socialministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, der er optrykt som bilag 4 til denne vejledning, er det bl.a. fastsat, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at sagen om tvangsmæssige foranstaltninger forelægges børn og unge-udvalget sammen med sagens akter og en indstilling, der bl.a. skal indeholde en redegørelse for sagen.

Indstilling vedrørende anbringelse efter servicelovens § 58 eller indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 60

Serviceloven:

§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 58 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 52, stk. 3, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige eller uanvendelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den handleplan for anbringelsen, jf. § 140, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

 

§ 61. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til 6 måneder efter § 60, skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 60 anses for opfyldt,

2) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som i en hjemtagelses-periode på op til 6 måneder kan bidrage til at klare vanskelighederne,

3) den handleplan for anbringelsen, jf. § 140, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie i hjemtagelsesperioden og i tiden derefter, og

4) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

350. Der opstilles i servicelovens § 59 og § 61 en række basale krav til indstillingen til børn og unge-udvalget om en tvangsmæssig anbringelse eller en fortsat anbringelse uden samtykke i op til 6 måneder. Formålet med kravene er at få en større gennemsigtighed i forhold til beslutningsgrundlaget, som det foreligger for udvalget. Kravet til indstillingen har endvidere til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden, den unge over 15 år og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at de oplysninger, der er indeholdt i indstillingen, skal foreligge inden mødet i børn og unge-udvalget. Det giver parterne mulighed for at forstå kommunalbestyrelsens bevæggrunde for at foretage indstillingen og et bedre grundlag for, at de kan få deres synspunkter og yderligere oplysninger til sagen frem. Børn og unge-udvalget er bundet af kommunalbestyrelsens indstilling.

De udtrykkelige krav til indstillingen gælder for en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58 eller ved en forlængelse af anbringelsen i 6 måneder efter servicelovens § 60, da disse afgørelser må betegnes som de mest vidtgående af de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt. Selv om kravene til indstillingen kun er lovfæstede for så vidt angår anbringelsessager efter servicelovens §§ 58 og 60, vil der også i alle andre situationer skulle udfærdiges en indstilling, forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb, således at børn og unge-udvalget får det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, som er optrykt som bilag 4 til denne vejledning. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes afgørelse. Det påhviler dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 6.

Elementerne i indstillingen

351. Opregningen i servicelovens §§ 59 og 61, angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkelte sags særlige omstændigheder.

Kravet om, at indstillingen, skal indeholde en redegørelse for, hvorfor kommunalbestyrelsen mener, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse anses for opfyldt, jf. servicelovens § 59, nr. 1, eller at betingelserne for en fortsat anbringelse uden samtykke i op til 6 måneder anses for opfyldt, jf. servicelovens § 61, nr. 1, skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelsen af en anbringelse uden samtykke er udførligt angivet i servicelovens § 58, stk. 1, og i § 60, stk. 1 og 2.

Forebyggende foranstaltninger efter servicelovens § 52, som kommunalbestyrelsen har iværksat før indstillingen om en anbringelse uden samtykke udgør et andet vigtigt element, når der skal tages stilling til, om der skal iværksættes en eventuel tvangsmæssig anbringelse, jf. servicelovens § 58. Det samme gælder årsagerne til, at de forebyggende foranstaltninger ikke længere anses for at være tilstrækkelige til at løse problemerne i familien. Der skal endvidere redegøres for, hvorfor eventuelle foranstaltninger må anses for uanvendelige. Alle foranstaltninger skal ikke nødvendigvis have været forsøgt, før der træffes beslutning om at indstille til anbringelse uden samtykke, og der kan være tilfælde, hvor ingen øvrige foranstaltninger bør forsøges, da de må anses for uanvendelige. Dette skal ses i sammenhæng med, at kommunalbestyrelsen skal finde det tilstrækkelige middel til at løse problemerne i hjemmet, hvilket i nogle tilfælde kan føre til at en anbringelse uden for hjemmet er nødvendig som det første skridt i sagen.

Netop i sager, hvor der indstilles til tvangsmæssig anbringelse eller fortsat anbringelse uden samtykke i op til 6 måneder, er det vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne hos barnet eller den unge eller i familien. Derfor skal der redegøres for de ressourcer, der findes i barnets eller den unges familie eller i netværket, jf. servicelovens § 50 stk. 3, og § 59, nr. 3, og § 61, nr. 2. Det kan give mulighed for at afdække om, der er andre løsninger end en anbringelse uden for hjemmet og om anbringelsen kan ske i barnets eller den unges netværk, jf. servicelovens § 66, stk. 2.

Handleplanen for indsatsen over for barnet eller den unge under anbringelsen skal laves, før et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. servicelovens § 140, og skal ligeledes indgå i indstillingen, jf. servicelovens § 59, nr. 4, og § 61, nr. 3.

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge forholder sig til anbringelsen, jf. servicelovens § 59, nr. 5, og § 61, nr. 4. § 46 stk. 3, og § 48 fastsætter, at der altid bør ske en inddragelse af barnet eller den unge i hele sagsforløbet. Det betyder, at man løbende bør orientere barnet eller den unge om, hvad der sker i sagen. I servicelovens § 59 nr. 5 og § 61 nr. 4 understreges inddragelsen af barnet eller den unge i sagen, idet der skal ske en orientering af barnet eller den unge om anbringelsen uden for hjemmet, inden der træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets eller den unges reaktion på indstillingen om en anbringelse uden for hjemmet skal beskrives. Det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet eller den unge til at give samtykke. Derfor er der heller ikke fastsat en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor et barn er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at vide, hvad der skal ske med dem. Se i øvrigt pkt. 248 ff. om høring af barnet.

Barnet eller den unge må på ingen måde presses til at have en holdning, men man bør forsøge at sikre sig, at barnet eller den unge har forstået, hvad der skal ske. Hvis barnet eller den unge vægrer sig mod at udtale sig, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelserne.

Genbehandling

352. Servicelovens § 59 om de indholdsmæssige krav til indstillingen finder tilsvarende anvendelse ved genbehandling af en sag ved børn og unge-udvalget efter servicelovens § 62 med de modifikationer, der følger af, at der er tale om genbehandling og ikke en førstegangsbehandling af en indstilling om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen kan ikke nøjes med at henvise til tidligere afgørelser, men skal forelægge indstillingen igen. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med forelæggelsen for børn og unge-udvalget være opmærksom på, at handleplanen kan være revideret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, hvilket betyder, at det er den reviderede handleplan, der primært skal forelægges udvalget, jf. servicelovens § 59.

Foretræde for udvalget

353. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge efter servicelovens § 74, stk. 2, 1. pkt., have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Barnets opholdskommune kan yde støtte til forældrenes transport til møder i barnets opholdskommune, jf. servicelovens § 71, stk. 6. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller det må antages at være til skade for barnet eller den unge, men udgangspunktet er, at barnet eller den unge har ret til at blive udtale sig til børn og unge-udvalget. Bestemmelsen angår alene retten til at udtale sig over for udvalget. Se pkt. 248 ff. om høring af barnet.

Inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter servicelovens § 71, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter servicelovens § 123, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat eller en bisidder efter servicelovens § 74, stk. 3, ligeledes have lejlighed til at udtale sig over for udvalget. Forældremyndighedens indehaver har også ret til at udtale sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse om samvær og kontakt m.v. med den anden af forældrene. Plejeforældrene ved privat familiepleje efter servicelovens § 78 har ligeledes ret til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter servicelovens § 78, stk. 4.

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

354. Dommeren leder møderne og påser, at kommunalbestyrelsen har foretaget de nødvendige undersøgelser efter servicelovens § 50, og om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren kan beslutte, at der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvilket vil sige, at dommeren kan indkalde personer til afhøring, hvis de nægter at udtale sig til sagen. Dommeren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de foreliggende oplysninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen for børn og unge-udvalgene, der er indsat som bilag 4 til denne vejledning, hvor det i § 6 bl.a. fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i servicelovens § 74, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden, den unge, der er fyldt 15 år, og eventuelle andre parter samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter, at de er gjort bekendt med retten til at udtale sig, og at parterne er sikret partshøring, inden der træffes afgørelse, jf. servicelovens § 73 og § 74, stk. 2 og 3.

Det er dommeren, der leder udvalgets møde, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter servicelovens § 74, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, før der træffes afgørelse, jf. forretningsordenens § 6 stk. 3.

Den pædagogisk-psykologiske sagkyndiges opgaver

355. Den pædagogisk-psykologiske sagkyndige yder udvalget vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser til at belyse sagen samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling.

I forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 4 er det for så vidt angår inhabilitet fastsat, at den pædagogisk-psykologiske sagkyndige ikke kan deltage i behandlingen, hvis den pågældende tidligere har udtalt sig i sagen eller på anden måde har deltaget i sagens behandling i forvaltningen. Samme krav gælder for stedfortræderen. Det fastsættes samtidig, at der kan ses bort fra kravet, hvis udvalget på grund af bestemmelsen i forretningsordenens § 4 mister sin beslutningsdygtighed, dvs. hvis både medlemmet og stedfortræderen er inhabile i sagen efter reglen i ens § 4. Hvis den pædagogisk-psykologiske sagkyndige har medvirket ved en sag om forældremyndighed og samvær ved statsforvaltningen, eller i øvrigt har haft kontakt med parterne i sagen, skal det overvejes, om pågældende er inhabil efter forvaltningslovens regler.

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

356. Børn og unge-udvalget er kun beslutningsdygtigt, når såvel dommeren som den pædagogisk-psykologiske sagkyndige - eller deres respektive stedfortrædere - er til stede.

Efter servicelovens § 74, stk. 4, kræves der til vedtagelse af afgørelser efter servicelovens § 51, § 58, § 60, § 62, § 65, § 69, stk. 4 og 5, § 71, stk. 3, § 75, stk. 3, § 123, stk. 2, samt ved afgørelse om anbefaling af adoption uden samtykke, at mindst 4 af samtlige af børn og unge-udvalgets medlemmer stemmer for afgørelsen. Udvalget er således kun beslutningsdygtigt, hvis mindst 4 af udvalgets medlemmer (inkl. dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at samtlige skal stemme for beslutningen, jf. forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 7, stk. 2.

Ved en afgørelse efter servicelovens § 78, stk. 4, er udvalget beslutningsdygtigt, når 3 af udvalgets medlemmer, herunder dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig, er til stede, jf. servicelovens § 74 stk. 4. Afgørelsen træffes i disse tilfælde ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte skal stemme for beslutningen.

I forretningsordenens § 7, stk. 3 fastsættes, at ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i mødet under voteringen.

Afgørelsen og begrundelsen for denne indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. 1 medlem af udvalget kan kræve, at der tilføres protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt. Når mødet er afholdt vil alene de dokumenter, som kommunen og parterne har tilført sagen samt protokollen være genstand for aktindsigt. Eventuelle notater som medlemmerne af udvalget og sekretariatet har gjort sig undervejs er at betragte som interne arbejdsdokumenter, som der ikke er ret til aktindsigt i, jf. forvaltningsloven § 12.

I servicelovens § 74, stk. 5, fastsættes, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Der skal gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Meddelelsen skal omfatte den fastsatte genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62, og at en evt. anke medfører udsættelse af genbehandlingstidspunktet. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal efter servicelovens § 74, stk. 6, meddeles skriftligt. Alle afgørelser truffet af børn og unge-udvalget skal være begrundede, jf. forvaltningsloven § 22, og indeholde oplysning om klageadgang.

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser

357. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74 eller af formanden for udvalget efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. servicelovens § 75, bliver ført ud i livet.

Fuldbyrdelsen af en anbringelse skal ske så skånsomt som muligt over for barnet eller den unge og familien. En god information og inddragelse af barnet eller den unge og familien i det forberedende arbejde forud for anbringelsen, jf. servicelovens § 46 stk. 3 og 4, kan give såvel barnet eller den unge som familien en bedre oplevelse og forståelse af, at barnet eller den unge skal bo et andet sted, således at selve anbringelsen bliver mindre problemfyldt. Kommunen kan fx lade familien og barnet eller den unge besøge det påtænkte anbringelsessted, eller der kan foranstaltes et møde med en person fra stedet.

En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til afgørelsens vedtagelse for at kunne bevare sin retsvirkning.

Efter servicelovens § 64 fuldbyrdes afgørelser efter servicelovens §§ 51, 58 og 63 af kommunen. Kommunen har med henblik på at fuldbyrde børn og unge-udvalgets afgørelser adgang til forældremyndighedens indehavers bolig uden retskendelse. Da afgørelsen om en tvangsmæssig anbringelse er truffet i forhold til forældremyndighedens indehaver, vil der normalt være en formodning for, at barnet eller den unge opholder sig hos denne. Børn og unge-udvalgets afgørelse udgør et tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kan få afgang til hjemmet uden retskendelse, jf. servicelovens § 64. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage stilling til. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med fuldbyrdelsen overholde lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. I forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen har kommunalbestyrelsen kun ret til at lede efter barnet eller den unge i forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer, og medtage barnet eller den unge, jf. servicelovens § 64 stk. 2. Repræsentanterne fra kommunen skal legitimere sig, når de ankommer til hjemmet. Kommunalbestyrelsen har ikke adgang til andre mulige tilholdssteder for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen kan anmode om politiets bistand til at udøve disse beføjelser.

Hvis barnet eller den unge opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, reguleres spørgsmålet om adgang til disses bopæl af retsplejelovens almindelige bestemmelser. I det omfang andre end forældremyndighedens indehaver gemmer barnet eller den unge med henblik på at unddrage barnet eller den unge fra kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelse, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens § 215. Hvis dette er tilfældet, kan politiet foretage en ransagning, hvis betingelserne for ransagning i retsplejeloven er opfyldt. Ransagningen vil oftest foregå på baggrund af en anmodning fra kommunalbestyrelsen. Det er en forudsætning, at en repræsentant fra kommunen er til stede i forbindelse med en eventuel ransagning.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at afhente barnet eller den unge i den dagsinstitution eller skole, som han eller hun går i. Dette bør være undtagelsen, og det bør ikke ske, mens der er andre børn eller unge til stede.

Det er som nævnt væsentligt i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand.

Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af et udskrift af børn og unge-udvalgets protokol vedrørende den trufne afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand til at hente barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender politibiler, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel. Da en tvangsmæssig anbringelse ofte er en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. I forbindelse med en afhentning af barnet eller den unge kan det blive nødvendigt med fysisk fastholdelse, men dette bør så vidt muligt undgås. Magtanvendelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation, og den må ikke gå ud over det strengt nødvendige. Det er i det hele taget vigtigt, at politiets bistand skal være en støtte til kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse af afgørelsen, således at politiet kun går aktivt ind i fuldbyrdelsen, hvis situationen udvikler sig, så det er absolut påkrævet.

Afhængig af den konkrete situation kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet. I alle tilfælde er det vigtigt, at barnet eller den unge ved, hvad der skal ske, og hvor barnet eller den unge bringes hen.

Foreløbige afgørelser

Serviceloven:

§ 75. Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter §§ 51, 58, 60 og 63, § 71, stk. 3, § 78, stk. 4, og § 123, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Stk. 2-5.

358. Efter servicelovens § 75 kan børn og unge-udvalgets formand eller dennes stedfortræder træffe en foreløbig afgørelse om gennemførelse af undersøgelse efter servicelovens § 51, anbringelse uden for hjemmet herunder flytning, fortsat anbringelse uden for hjemmet i op til 6 måneder, jf. servicelovens §§ 58 og 60, lægelig undersøgelse og behandling efter servicelovens § 63, afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. servicelovens § 71, stk. 3, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje, jf. servicelovens § 78 stk. 4, og brev- og telefonkontrol, jf. servicelovens § 123, stk. 2.

I de tilfælde, hvor en foreløbig afgørelse skal følges op af en afgørelse om opretholdelse af foranstaltningen, vil der normalt være tale om en behandling af sagen i tre dele. Da afgørelser om undersøgelse efter servicelovens § 51 har en indlagt tidsbegrænsning i bestemmelsen, gælder der særlige regler herfor. For afgørelser efter servicelovens § 78, stk. 4, gælder der ligeledes særlige regler, jf. nedenfor pkt. 363.

Betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse

359. Betingelsen for at træffe en foreløbig afgørelse er, at en afgørelse om iværksættelse af den pågældende foranstaltning m.v. af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Anbringelsen skal således være akut nødvendig. Dette vil fx ikke være tilfældet, hvis et barn er indlagt på sygehus med forældrenes medvirken, og der ikke er frygt for, at barnet vil blive hjemtaget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige afgørelse angår, være opfyldt.

Behovet for foreløbige afgørelser kan opstå i en række forskellige situationer. Det kan således dreje sig om akut opståede behov for en ganske kortvarig foranstaltning men også om situationer, hvor der udover det øjeblikkelige behov kan være eller vise sig at være behov for en længerevarende indsats. Det skal bemærkes, at adgangen til at træffe en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75 i denne forbindelse alene vedrører foranstaltninger, hvortil der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, idet det forudsættes, at kommunalbestyrelsen har forsøgt at opnå samtykke inden forelæggelsen for formanden. Om akutte anbringelser med samtykke henvises til pkt. 288 og 301.

Når der skal træffes en foreløbig afgørelse, kan der være tilfælde, hvor afgørelsen ikke kan afvente, at det bliver almindelig arbejdstid. Kommunerne skal derfor sikre sig, at det er muligt at fat i en medarbejder fra kommunen og formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget, der kan tage hånd om et barn eller en ung, i de tilfælde, hvor der er akut brug for støtte til barnet eller den unge. Det kan for eksempel være i de tilfælde, hvor politiet skal afhøre et barn eller en ung under 18 år i forbindelse med kriminalitet. I disse tilfælde skal politiet kunne tilkalde en kommunal repræsentant, der kan bistå den unge, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, som er optrykt som bilag 2 til denne vejledning. Der kan endvidere være situationer, hvor der er begået alvorlige overgreb mod et barn eller en ung, således at det ikke er forsvarligt at lade barnet eller den unge forblive i hjemmet. Kommunerne kan søge socialministeren om tilladelse til at oprette en fælles social vagtordning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 d.

Ankestyrelsen har en døgntelefon, som man kan rette henvendelse til, hvis en kommune undlader at træffe foranstaltninger over for et barn eller en ung, der har akut behov for støtte, jf. pkt. 360.

Kompetencen til at træffe foreløbige afgørelser

360. En foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1, træffes af formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær af næstformanden. Det er alene formanden, eller i dennes fravær næstformanden, der kan træffe foreløbige afgørelser. Kompetencen kan således ikke overlades til deres stedfortrædere eller forvaltningen.

Desuden har direktøren for Ankestyrelsen eller den ankechef, der af direktøren er bemyndiget hertil, adgang til at træffe en foreløbig beslutning efter servicelovens § 75, stk. 5, jf. nedenfor. Der er i Ankestyrelsen etableret et nødberedskab, således at man også uden for Ankestyrelsens normale åbningstid, kan komme i kontakt med Ankestyrelsen pr. telefon. Nødberedskabet er beregnet til de situationer, hvor det vurderes, at en akut anbringelse af et barn eller en ung er nødvendig, og hvor det enten ikke er muligt at komme i kontakt med formanden for børn og unge-udvalget eller dennes stedfortræder, eller hvor denne ikke finder, at det er nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 75 stk. 5 og 6. Nødberedskabet forudsættes alene anvendt, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

Meddelelse om den foreløbige afgørelse

Serviceloven:

§ 75.

Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 72, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3-6.

 

361. Der skal inden 24 timer gives skriftlig meddelelse om den foreløbige afgørelse til forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter. Meddelelsen skal endvidere indeholde oplysning om retten til at se sagens akter, retten til gratis advokatbistand efter servicelovens § 72, samt retten til at udtale sig. 24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter regnes fra kommunens iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, fx ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eller den unge eftersøgt. Hvis det ikke er muligt at overbringe meddelelsen til forældremyndighedens indehaver eller eventuelle andre parter, inden der er gået 24 timer, fordi det ikke har været muligt at lokalisere den pågældende, selv om der har været gjort en aktiv indsats, vil dette ikke være ugyldighedsgrund.

Godkendelse af en foreløbig afgørelse

Serviceloven:

§ 75.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1, skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4-6

362. Formandens afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1, skal snarest muligt og senest 7 dage efter, at afgørelsen er truffet, forelægges udvalget til godkendelse, selv om foranstaltningen måtte være ophørt, jf. servicelovens § 75 stk. 3. 7-dages fristen for forelæggelsen for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen. Ved beregningen af 7-dages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage. Hvis der ikke er taget stilling til den foreløbige afgørelse inden 7 dage, bortfalder afgørelsen. 7-dages fristen er ufravigelig, uanset om forældremyndighedens indehaver ikke kan deltage på mødet, da det er et tilbud og ikke en pligt.

Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 3, drejer sig alene om den foreløbige afgørelse, som formanden har truffet. Bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen sker kun med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som kommunalbestyrelsen forlagde formanden, da formanden for børn og unge-udvalget traf sin afgørelse. Der skal ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for efterfølgende at træffe afgørelse om eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 58, men dette er dog muligt, såfremt det er hensigtsmæssigt, at afgørelsen træffes samtidigt. Dette gælder fx, hvis sagen alligevel er på vej til at blive forelagt børn og unge-udvalget. Formanden bliver ikke inhabil som medlem af børn og unge-udvalget, selv om pågældende traf den foreløbige afgørelse.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Hvor længe gælder en foreløbig afgørelse

363. Efter servicelovens § 75, stk. 4, har en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i 1 måned. Se undtagelserne herfra nedenfor. Derefter skal foranstaltningen ophøre, med mindre børn og unge-udvalget i mellemtiden har truffet afgørelse om at opretholde foranstaltningen efter servicelovens § 74.

Fristen beregnes fra afgørelsen om børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget, da formålet med en fornyet forelæggelse vil være at tage stilling til, om der fortsat skal være tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om foranstaltningen er ophørt, inden 7-dages fristen er udløbet, skal børn og unge-udvalget alligevel godkende den foreløbige afgørelse, jf. servicelovens § 75 stk. 3.

Der er to undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse.

Hvis der er truffet afgørelse om undersøgelse af barnet eller den unge efter servicelovens § 51, skal afgørelsen ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter servicelovens § 51, jf. servicelovens § 75, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1.

Hvis der træffes en foreløbig afgørelse om, at et barn eller en ung ikke må hjemtages fra en privat familiepleje, jf. servicelovens § 78 stk. 4, vil dette ikke ændre på det forhold, at der er tale om et privat plejeforhold, foranstaltet af forældremyndighedens indehaver selv. Afgørelsen vil derfor have gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse, eller kommunalbestyrelsen vælger at træffe afgørelse om foranstaltninger efter kap. 11 i serviceloven.

Særligt om klage over foreløbige afgørelser

364. Forældremyndighedens indehaver, den unge over 15 år, samt andre parter i sagen har adgang til at klage over foreløbige beslutninger, jf. servicelovens § 168. Hvis der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden 1 måned, vil dette være en selvfølge, da der dermed er truffet endelig afgørelse i sagen, når børn og unge-udvalget har godkendt afgørelsen inden 7 dage. Der er adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige afgørelse også i de tilfælde, hvor sagen på ny forelægges udvalget til endelig afgørelse om fortsat iværksættelse af de tvangsmæssige foranstaltninger inden udløbet af gyldighedsperioden (1 måned) for den foreløbige afgørelse. Dette gælder også, selvom børn og unge-udvalget efterfølgende træffer beslutning om anbringelse uden for hjemmet.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter servicelovens § 58 ved udvalget. Dvs. at sagen ikke kan behandles, før endelig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet er truffet i børn og unge-udvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.

Ankestyrelsens kompetence vedrørende foreløbige afgørelser

365. Direktøren for Ankestyrelsen (eller den ankechef, der af direktøren er bemyndiget hertil) har efter servicelovens § 75, stk. 5, samme adgang som formanden for børn og unge-udvalget til at træffe en foreløbig afgørelse og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Direktørens foreløbige afgørelse, der har gyldighed en måned, skal ikke godkendes. Direktøren kan dog undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen, uanset at foranstaltningen er ophørt. Reglerne i servicelovens § 75, stk. 2 og 4, om underretning af forældremyndighedens indehaver og om gyldighedsperiode, finder tilsvarende anvendelse i situationer, hvor direktøren træffer en foreløbig afgørelse.

I tilfælde, hvor direktøren for Ankestyrelsen har truffet en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 5, og hvor børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget straks orientere Ankestyrelsen herom, jf. servicelovens § 75, stk. 6.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at træffe afgørelse i overensstemmelse med direktørens foreløbige afgørelse har i disse tilfælde ikke virkning, før direktøren snarest muligt og senest inden 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal have virkning. Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge mod at blive flyttet frem og tilbage, således at der bliver kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.

Hvis direktøren træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglerne i servicelovens § 65, stk. 4, jf. servicelovens § 75 stk. 6, senest 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse. Herved træffer Ankestyrelsen en endelig afgørelse, som det påhviler kommunalbestyrelsen at gennemføre. Afgørelser efter § 65, stk. 4, og § 168 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for retten, jf. servicelovens § 169, stk. 1.

Hvis direktøren ikke finder grundlag for, at sagen behandles efter servicelovens § 65, stk. 4, kan børn og unge-udvalgets afgørelse iværksættes umiddelbart herefter.

Om Ankestyrelsens beføjelser i øvrigt til at gå ind i en sag, uden at der foreligger en klage, henvises til servicelovens § 65 og pkt. 586.

Kapitel 14

Forældreansvar og forældrepålæg

366. I dette kapitel beskrives formålet med lov om styrkelse af forældreansvar, forældreprogrammer og forældrepålæg samt sammenhængen mellem de forskellige foranstaltninger, som kan tages i anvendelse. Dernæst beskrives de indledende sagsbehandlingstrin samt de muligheder kommunen har for at tilbyde frivillige foranstaltninger, der kan give forældrene bedre forudsætninger for at løfte forældrerollen. I kapitlet beskrives også, hvornår kommunen kan meddele forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar, et forældrepålæg, herunder hvilken slags forældrepålæg kommunen kan meddele. Endvidere beskrives, hvordan kommunen skal følge op på, om forældrepålægget er efterlevet og på, om forældrepålægget stadig skal opretholdes. Endelig beskrives, hvornår et forældrepålæg ikke er efterlevet.

Styrkelse af forældreansvaret - forældrepålæg og forældreprogrammer

367. Hovedformålet med servicelovens § 57a er at yde støtte til udsatte børn og unge ved at stille krav til deres forældre om, at de påtager sig ansvaret som forældre.

Det fremgår af servicelovens § 57a, at en forældremyndighedsindehaver har et særligt ansvar over for sit barn, indtil det fylder 18 år, medmindre barnet før det fyldte 18. år har indgået ægteskab. Forældremyndighedsindehaveren skal drage omsorg for barnet og tage hånd om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser og behov. Ifølge servicelovens § 57a påhviler der den, der har forældremyndigheden, en pligt til at påse, at barnet får helt elementære behov som mad og husly dækket. Forældremyndighedsindehaveren har herudover ret til at træffe beslutninger på barnets vegne og kan således bestemme, hvad barnet må lave, og hvor det må opholde sig, samt hvor barnet skal gå i skole.

Dette forældreansvar bygger på antagelsen om, at et barns nærmeste er dets forældre, og at disse derfor er nærmest til at yde barnet beskyttelse og varetage dets interesser.

Forældremyndigheden og den pligt, der følger heraf, er ikke bare en formel ting. Forældre er i de fleste tilfælde – hvor børn og forældre bor sammen – de vigtigste personer i styringen af opdragelsen. De deltager i de fleste omsorgssituationer, de råder og disponerer over ting, børn sætter pris på, og de bestemmer som udgangspunkt over børnenes frihed. Forældre bliver særligt vigtige for børnene på grund af de følelsesmæssige bånd og de fælles erfaringer og oplevelser. Forældrenes egen adfærd er den vigtigste påvirkning, idet børn lægger mærke til, hvad forældrene gør.

Forældrene bliver derved modeller for børnene. Forældrene er stadigvæk helt centrale figurer i et barns eller en ungs liv, selv om børnene, efterhånden som de bliver ældre, i stigende grad påvirkes af andre som fx søskende, kammerater, andre voksne og senere lærere i skolen. Forældrene har en afgørende indflydelse i forhold til barnets eller den unges udvikling, adfærd og holdninger.

Derfor får det også stor betydning, hvis forældrene ikke kan eller ikke vil påtage sig det ansvar, der følger med at være forældre. Nogle forældre vil gerne påtage sig ansvaret, men har ikke redskaberne til det, og andre forældre mangler forståelsen for, at de har et særligt ansvar.

Med servicelovens § 57a har kommunen mulighed for at styrke forældreansvaret. Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at meddele et forældrepålæg til de forældre, der faktisk er i stand til påtage sig deres ansvar, men som af forskellige årsager ikke vil eller har intentioner om at gøre det. Et forældrepålæg er et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete opgaver og pligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig. Bestemmelsen i servicelovens § 57a supplerer og skal ses i sammenhæng med de allerede eksisterende muligheder for at yde særlig støtte til børn og unge.

Frivillighed før tvang

368. Det generelle udgangspunkt er, at frivillighed går forud for tvang. Det følger af det almindelige proportionalitetsprincip, som det bl.a. kommer til udtryk i servicelovens formulering om at anvende »de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger«. Det skal således først vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om forældrepålæg.

Efter servicelovens § 52 har kommunen mulighed for at iværksætte forskellige typer af frivillige foranstaltninger. En indsats efter servicelovens § 52 skal med udgangspunkt i barnets eller den unges og familiens konkrete situation forsøge at løse problemerne og ikke blot mindske symptomerne på problemerne. Det vil derfor ofte være relevant at tilbyde frivillige forældreprogrammer med udgangspunkt i servicelovens § 52 til forældre, der ikke opfylder deres forældreansvar, men som gerne vil indgå i et samarbejde om at forbedre forholdene.

Forældreprogrammer

369. Et forældreprogram kan defineres som fastlagte forløb, hvor der fokuseres på forældrenes evne til at udfylde forældrerollen.

Formålet med et forældreprogram er at skabe en holdningsændring hos forældrene, hvor forældrene i højere grad søger at leve op til deres forældreansvar og understøtte barnets eller den unges behov og udvikling og forstår nødvendigheden af at påtage sig forældreansvaret. Herudover skal forældreprogrammer give forældrene nogle konkrete redskaber, så de bliver i stand til udover at få en holdningsændring at skabe en adfærdsændring i forhold til ansvaret for deres barns udvikling.

I servicelovens § 52, stk. 3, oplistes en række forskellige typer af foranstaltninger, og kommunen har således mulighed for at tilbyde forældreprogrammer inden for de eksisterende rammer i serviceloven, fx efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2 (praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet), med hjemmel i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 (familiebehandling eller lignende støtte) eller efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10 (anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling eller praktisk og pædagogisk støtte). Mulighederne for at tilbyde forældreprogrammer er nærmere beskrevet i punkt 372 ff. Der kan herudover findes information med beskrivelser af og erfaringer med forskellige typer forældreprogrammer i Styrelsen for Social Services (den nye Styrelse for Specialrådgivning og Social Service) inspirationsmateriale om forældreprogrammer.

Forældrepålæg

370. Et forældrepålæg er et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete opgaver og pligter, som forældremyndighedsindehaverne skal påtage sig. Med et forældrepålæg stilles således krav om konkret, aktiv deltagelse fra forældremyndighedsindehaverne i forbindelse med deres barns udvikling.

Forældrepålæg er en pålagt foranstaltning i modsætning til frivillige foranstaltninger efter serviceloven, som fx støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52. Der er derfor en række betingelser, som skal være opfyldt, før der kan meddeles et forældrepålæg. I punkt 375 ff beskrives og uddybes betingelser og rammer for ordningen med forældrepålæg.

Hvis forældre ikke efterlever et forældrepålæg, skal kommunen træffe afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet med den virkning, at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelse ikke er opfyldt. Det forudsætter dog, at klare informationer viser, at et pålæg ikke er efterlevet, og at dette ikke beror på undskyldelige omstændigheder. Reglerne ved manglende efterlevelse af et forældrepålæg uddybes i punkt 394-395.

Sammenhæng mellem forældreprogrammer, forældrepålæg og øvrige foranstaltninger

371. Som det fremgår af servicelovens § 19, er det centralt at se hele den kommunale indsats på børne- og ungeområdet i en sammenhæng. Kommunen skal sikre, at den indsats, der iværksættes over for børn og unge og deres familier efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Der lægges dermed op til en sammenhængende indsats, der på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Forældreprogrammer og forældrepålæg skal derfor ses i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, der er mulige i medfør af bl.a. lov om social service. De foranstaltninger, som kommunen kan vælge at iværksætte, omfatter dels tilbud om forskellige former for hjælp og støtte i hjemmet og nærmiljøet, og dels anbringelse af barnet uden for hjemmet med eller uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. En anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverens side vil alene komme på tale i de situationer, hvor der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af fx utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, vold eller andre alvorlige overgreb.

Der er som udgangspunkt ingen direkte sammenhæng mellem forældreprogrammer og forældrepålæg. Forældreprogrammer kan tilbydes forældrene som en forebyggende foranstaltning efter servicelovens § 52, uden at det får som følge, at der træffes afgørelse om forældrepålæg, hvis forældrene ikke vil modtage tilbuddet eller reelt ikke deltager i programmet. På den anden side er det også muligt at skride direkte til en afgørelse om forældrepålæg, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, eller det vil være formålsløst i den konkrete sag at sætte et forældreprogram i gang på frivillig basis.

Hvis problemerne i en familie har en karakter, så et forældrepålæg vurderes at være relevant men ikke tilstrækkeligt til at løse problemerne, kan kommunen – samtidig med at der træffes afgørelse om forældrepålæg – gøre brug af de muligheder, den i øvrigt har fx for iværksættelse af forebyggende foranstaltninger efter servicelovens § 52.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i almindelighed bør iværksættes en forebyggende indsats over for unge og deres forældre, der har behov for hjælp til at forstå samfundets forventninger og krav.

Hvornår kan kommunen tilbyde deltagelse i forældreprogram?

372. Tilbud om deltagelse i et frivilligt, målrettet forældreprogram vil ofte være et velegnet første skridt med henblik på at give forældrene bedre forudsætninger for at løfte forældrerollen. Kommunen har mulighed for at tilbyde forældreprogrammer efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2 (praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet), efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 (familiebehandling eller lignende støtte), eller efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 10 (anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling eller praktisk og pædagogisk støtte).

Kommunen kan på baggrund af en konkret vurdering af barnets og familiens problemer med hjemmel i servicelovens § 52 tilbyde frivillig deltagelse i et forældreprogram. Iværksættelse af forældreprogrammer adskiller sig væsentligt fra afgørelse om forældrepålæg, idet en afgørelse om forældrepålæg ikke kræver samtykke.

Indholdet af forældreprogrammer

373. Forældreprogrammer fungerer efter erfaringerne bedst, når de målrettes mod en specifik gruppe af forældre med nogle konkrete problemer. Hvis det på baggrund af kortlægningen i forbindelse med servicelovens § 50-undersøgelsen viser sig, at forældrene har nogle konkrete problemer i forhold til at tage ansvar for deres børn - eksempelvis problemer med at håndtere konflikter i hjemmet, eller manglende kendskab til de sociale normer i det danske samfund - kan kommunen tilbyde forældrene deltagelse i et forældreprogram, der er målrettet i forhold til de konkrete problemer.

Forældreprogrammer har ikke et fast defineret indhold, men vil ofte have karakter af et kursusforløb. Udover selve undervisningsdelen vil et alsidigt forældreprogram lægge vægt på rådgivning og supervision omkring forældrerollen.

Generelt for yderligere information om erfaringer med forskellige typer forældreprogrammer henvises til inspirationsmateriale om forældreprogrammer udarbejdet af Styrelsen for Social Service (den nye Styrelse for Specialrådgivning og Social Service). Inspirationsmaterialet beskriver 18 konkrete forældreprogrammer, der spænder fra det generelt forebyggende til det behandlende. I materialet indgår både udenlandske og danske erfaringer med forældreprogrammer.

Afgørelse om forældrepålæg

374. Der kan træffes afgørelse om et forældrepålæg, hvis forældrene nægter at tage imod et frivilligt tilbud, eller hvis kommunen ikke mener, at det i det konkrete tilfælde er formålstjenstligt at iværksætte et frivilligt forældreprogram.

Det skal altid først vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om forældrepålæg, men der er samtidig mulighed for at gå direkte til et forældrepålæg uden først at give et frivilligt tilbud, hvis de konkrete problemers karakter taler for det.

For eksempel kan en skole oplyse kommunen om, at et forældrepar konsekvent nægter at deltage i forældremøder, konsultationer og lignende. Hvis kommunen efter en undersøgelse af barnets forhold vurderer, at forældrenes manglende deltagelse er et væsentligt problem i forhold til det konkrete barns skolegang, og at det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets behov for særlig støtte, kan kommunen skønne, at det mest hensigtsmæssige er at gå direkte til at pålægge forældrene at deltage i forældremøder og forældrekonsultationer frem for først at tilbyde en frivillig foranstaltning.

Målgruppen for forældrepålæg

375. Muligheden for at meddele forældre et forældrepålæg supplerer de eksisterende muligheder for at yde særlig støtte efter § 52 i serviceloven. Målgruppen for anvendelsen af forældrepålæg er derfor familier, hvor en § 50-undersøgelse har vist, at der er behov for at iværksætte en foranstaltning. Det er således vigtigt at se muligheden for forældrepålæg i sammenhæng med de foranstaltninger, der allerede i dag er mulige i medfør af lov om social service.

Mere specifikt er målgruppen for forældrepålæg de forældre, der faktisk er i stand til at påtage sig deres ansvar som forældre, men som af forskellige årsager ikke vil eller ikke har intentioner om at gøre det.

I de fleste sager, hvor et barn eller ung har behov for særlig støtte, vil kommunen have et løbende samarbejde og en løbende dialog med forældrene. Kommunen har på baggrund af samarbejdet og dialogen mulighed for at vurdere, om forældrene er villige til at samarbejde. Det kan bl.a. inddrages i vurderingen, om forældrene har været lydhøre og samarbejdsvillige i forhold til tidligere forslag om foranstaltninger og løsningsforslag fra kommunens side.

Før der meddeles et forældrepålæg, skal kommunen desuden for det første vurdere, at det vil hjælpe det konkrete barn eller ung i forhold til eksempelvis at få en god skolegang eller at stoppe en kriminel udvikling, hvis forældrene udfører nogle konkrete pligter eller opgaver. For det andet skal det vurderes, at forældrene er i stand til at udføre de konkrete opgaver og pligter, og at de vil blive styrket i deres forældrerolle, hvis de efterlever pålægget.

Forældre, der på grund af individuelle vanskeligheder, fx fordi de er udviklingshæmmede eller psykisk syge, vil derfor som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes til enhver tid at opfylde deres forældreforpligtelser.

I visse tilfælde kan der være tale om normalt begavede forældre, som er både fysisk og psykisk raske, men som ikke har de nødvendige ressourcer til at varetage opgaven som forældre fx på grund af manglende forståelse for børneopdragelse og evt. manglende forståelse af danske normer og adfærd. Et forældrepålæg vil ikke være et egnet redskab over for disse forældre, idet det ikke vil kunne bidrage til løsning af problemerne i familien. Disse forældre og børn vil ofte have brug for rådgivning og vejledning omkring forældrerollen, hvorfor de bør støttes på anden vis, fx ved at kommunen tilbyder familien at deltage i et nærmere tilrettelagt forældreprogram.

Eksempel inden for målgruppen:

376. Tine er 16 år og har netop afsluttet 9. klasse. Tine har begået grov kriminalitet i form af hærværk og tyveri, og kommunen skal derfor lave en handleplan efter servicelovens § 140. I den forbindelse indkalder kommunen Tines forældre til et møde. Forældrene nægter at deltage i mødet og forholder sig generelt afvisende overfor at samarbejde med kommunen om at løse problemerne.

Efter en undersøgelse af Tines forhold vurderer kommunen, at forældrene grundlæggende er i stand til at påtage sig deres forældreansvar, samt at det er vigtigt, at forældrene inddrages og deltager i løsningen af problemerne. Forældrene falder derfor med deres adfærd inden for målgruppen for et forældrepålæg, og de meddeles et pålæg om at deltage i de møder, som kommunen indkalder dem til i forbindelse med deres datters kriminalitet. Et forældrepålæg vil her kunne mindske risikoen for, at der bliver behov for en mere indgribende foranstaltning.

Der henvises endvidere til eksemplerne under punkt 388 .

Eksempel uden for målgruppen:

377. David er 13 år og går i 6. klasse. Han er en meget vild dreng, og hans opfarende adfærd er blevet mere og mere forstyrrende for undervisningen. Da David en dag på et ret uskyldigt drilleri reagerer meget voldeligt overfor en kammerat og overfor den lærer, der forsøger at løse konflikten, kontakter Davids klasselærer først Davids forældre og dernæst kommunen.

Davids forældre var ikke opmærksomme på, at David har adfærdsmæssige problemer. Forældrene tilkendegiver klart over for kommunen, at de gerne vil samarbejde om at løse problemerne. Forældrene er derfor ikke inden for målgruppen for et forældrepålæg, da det mest hensigtsmæssige vil være at iværksætte en frivillig foranstaltning efter servicelovens § 52.

Betingelser for at meddele et forældrepålæg

378. I servicelovens § 57 a stk. 1 opstilles der to generelle betingelser, der skal være opfyldt, før der kan meddeles et forældrepålæg.

Serviceloven:

§ 57 a. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, jf. stk. 3, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.

Stk. 2.

Den første generelle betingelse for at meddele et forældrepålæg er, at et barns eller en ungs udvikling er i fare. Et barns eller en ung udvikling vil være i fare, hvis det antages, at barnet eller den unge har sociale problemer og vanskeligheder af en sådan karakter, at barnet eller den unge som følge af sine individuelle vanskeligheder ikke udvikler sig på lige fod med andre jævnaldrende, bl.a. for så vidt angår personlig udfoldelse og opnåelse af gode sociale relationer. Samtidig skal muligheden for at meddele et forældrepålæg ses i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, der er mulige i medfør af lov om social service. Det vil sige, at kommunen skal vælge den foranstaltning, der bedst kan hjælpe den unge.

Før der meddeles et forældrepålæg, skal der derfor, på baggrund af § 50-undersøgelsen, foreligge en sagligt velbegrundet stillingtagen, som tilkendegiver, at barnet eller den unges udvikling er i fare.

Den anden betingelse er, at kommunen vurderer, at forholdene beror på, at forældremyndighedsindehaveren ikke i tilstrækkelig omfang har levet op til sit ansvar som forælder og dermed har været medvirkende til barnets eller den unges negative udvikling. Det kan fx være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke har reageret på meddelelser fra skolen om et barns fravær. Denne betingelse hænger nøje sammen med definitionen af målgruppen og er nøjere beskrevet ovenfor.

 

379. Afgørelser om forældrepålæg kan kun træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, træffes afgørelsen i forhold til begge forældremyndighedsindehavere. Det vil således være op forældremyndighedsindehaverne sammen at sikre, at pålægget efterleves.

I de tilfælde, hvor et barn eller en ung har fast ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren, vil der ikke kunne anvendes et forældrepålæg. Begrundelsen herfor er, at det alene er forældremyndighedsindehaveren, der i kraft af indholdet i forældremyndigheden kan holdes fast på et defineret ansvar for barnet. I nogle tilfælde kan der være problemer i forhold til flere børn eller unge i en familie. Hvis kommunen overvejer at anvende forældrepålæg for at løse problemerne, skal betingelserne være opfyldt og afgørelserne træffes individuelt i forhold til hvert enkelt barn på baggrund af konkrete vurderinger.

380. I servicelovens § 57 a stk. 2, opstilles, hvilke konkrete situationer der kan begrunde et pålæg.

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 2. Meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om,

1)at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,

2)at barnet eller den unge har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,

3)at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller

4)at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Stk. 3

De fire nævnte situationer i servicelovens § 57 a stk. 2 udgør en udtømmende liste over forhold, der kan føre til en afgørelse om forældrepålæg. Nedenfor gennemgås nærmere, hvornår der kan være tale om de fire forskellige slags forhold:

Ulovligt fravær

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 2

1) at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,

381. Regelmæssig deltagelse i undervisningen er en forudsætning for, at den enkelte elev får det maksimale faglige og sociale udbytte af den undervisning, der tilrettelægges i folkeskolen. Ifølge folkeskolelovens § 35 skal forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørger for barnet, medvirke til, at barnet opfylder undervisningspligten, og må ikke lægge hindringer i vejen herfor.

Undervisningspligten indebærer bl.a., at anmodning om fravær, der ikke er begrundet i sygdom, skal godkendes af skolen. I modsat fald er der tale om ulovligt fravær.

Ulovligt fravær kan have mange årsager.

Skyldes fraværet, at en elev har svært ved at følge med i skolen, forudsættes det, at problemet bliver løst i samarbejde mellem skolen, eleven, forældrene og eventuelt pædagogisk-psykologisk rådgivning med henblik på en eventuel iværksættelse af specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Ulovligt fravær kan være begrundet i, at en elev udebliver fra skolen i kortere eller længere tid, uden at forældrene griber ind (dvs. pjækkeri), eller begrundet i, at forældrene selv lægger hindringer i vejen for deres barns opfyldelse af undervisningspligten, fx ved at tage deres barn med på en kortere eller længere ferie i udlandet. I sådanne tilfælde kan et forældrepålæg om eksempelvis at følge barnet i skole være en formålstjenlig foranstaltning.

Der kan også være andre årsager til ulovligt fravær. Der kan være tale om børn fra familier, som ikke har tradition for uddannelse, eller hvor der ikke er forståelse for betydningen af elevers kontinuerlige fremmøde i skolen. I sådanne tilfælde vil det ofte være formålstjenligt at tilbyde rådgivning og vejledning til forældrene om skolegangens betydning for barnets udvikling.

Ulovligt fravær vil ofte medføre, at eleven ved genoptagelse af sin normale skolegang får vanskeligheder ved at følge undervisningen på det klassetrin, som eleven tilhører.

For nærmere information om ulovligt fravær i folkeskolen henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 26. juli 2004 om elevers fravær fra undervisning i folkeskolen.

Reglerne om fravær fra undervisning i friskoler er reguleret af lovbekendtgørelse nr. 764 af 3. juli 2006 om friskoler og private grundskoler m.v.

Det fremgår af lovens § 6, stk. 2, at skolens leder skal påse, at de undervisningspligtige elever deltager i undervisningen, og at forældrene kan anmodes om at give skolen skriftlig oplysning om grunden til en elevs udebliven fra undervisning. Skyldes udeblivelsen sygdom af mere end 2 ugers varighed, kan skolen leder forlange lægeattest. Hvis en elev ikke opfylder undervisningspligten, indberetter skolens leder det til kommunalbestyrelsen i elevens bopælskommune.

Reglerne om styrkelse af forældreansvar omfatter både ulovligt fravær fra undervisning i folkeskolen og i friskolerne.

Ved »undervisningspligten ikke i øvrigt opfyldes« forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder som nævnt i servicelovens § 57 a, stk. 1, skal der således foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunalbestyrelsen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v. (hjemmeundervisning).

Kriminalitet

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 2

2) at barnet eller den unge har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,

382. Fokus er her de tidlige faser, hvor barnet eller den unge er på vej ud i en kriminel løbebane. Formålet med et forældrepålæg i disse tilfælde er at forebygge, at barnet eller den unge ender i alvorligere kriminalitet fx bandekriminalitet. Et enkeltstående butikstyveri vil typisk ikke være tilstrækkeligt til at begrunde et forældrepålæg. Et forældrepålæg vil typisk heller ikke være egnet ved meget alvorlige forbrydelser, hvor der ofte skal en mere omfattende indsats til.

Det er ikke et krav, at barnet eller den unge er dømt for kriminalitet. I den forbindelse bemærkes, at unge under den kriminelle lavalder på 15 år ikke kan ifalde strafferetligt ansvar.

Politiet skal underrette kommunen om et barn eller en ungs kriminalitet i en række tilfælde.

For så vidt angår unge under 15 år, er der i retsplejelovens § 821 d, stk. 1 og 2, fastsat regler om politiets underretning af de sociale myndigheder i forbindelse med sager, hvor børn under 15 år er mistænkt. Politiet skal som udgangspunkt underrette de sociale myndigheder i forbindelse med anholdelse og afhøring.

For så vidt angår unge mellem 15 og 18 år skal politiet underrette de sociale myndigheder om sagen, når en sigtet mellem 15 og 18 skal afhøres, og sigtelsen angår overtrædelse af straffeloven eller forhold, der efter loven kan medføre frihedsstraf. Underretningen sker til de sociale myndigheder i den kommune, hvor sigtede bor. En repræsentant for de sociale myndigheder skal så vidt muligt have adgang til at overvære de afhøringer, der foretages af politiet eller af retten.

I andre tilfælde – dvs. når den unge ikke anholdes eller afhøres – skal de sociale myndigheder i den kommune, hvor den unge har bopæl, underrettes, hvis den unge har begået kriminalitet, der ikke er bagatelagtig, og hvor der kan være behov for støtte fra de sociale myndigheder. Underretning af de sociale myndigheder skal også ske, hvis der i øvrigt foreligger oplysninger, der giver formodning om, at den unge har behov for særlig støtte.

Yderligere information om politiets underretning af de sociale myndigheder kan findes i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2004.

Adfærds- eller tilpasningsproblemer

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 2

3) At barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer,

383. Alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos et barn eller en ung kan være flere forskellige ting, og det kan komme til udtryk på en række forskellige måder.

Der kan fx være tale om problemer, der kommer til udtryk i skolen, ved at barnet eller den unge opfører sig truende eller på anden måde uacceptabelt over for jævnaldrende eller lærere. Er det ikke muligt at skabe den nødvendige dialog med eleven og forældrene, skal skolen inddrage de kommunale skolemyndigheder.

Andre eksempler kan være truende adfærd, der kommer til udtryk i det offentlige rum. Der kan eksempelvis være tale om et barn eller en ung, der efter politiets vurdering er på vej ind i grupperingsmæssig sammenhæng, hvor der er stor risiko for, at barnet eller den unge involveres i vold eller anden kriminalitet.

Det er særlig vigtigt at være opmærksom på børn med handicap. Når det drejer sig om børn med handicap som eksempelvis ordblindhed eller ADHD, kan det være svært at se handicappet. Man skal her være opmærksom på, om manglende forældreansvar er en del af årsagen til eventuelle problemer, eller om adfærden alene skyldes barnets handicap. Forældrepålægget skal kun anvendes, der hvor et større forældreansvar vil bidrage til at løse problemet. På samme måde skal man være særligt opmærksom på børn, der eventuelt endnu ikke har fået en diagnose for handicappet.

Forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 2

4) at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

384. Det er som hovedregel nødvendigt, at forældrene deltager aktivt i løsningen af et barn eller ungs problemer og samarbejder med kommunen herom. Her kan være tale om situationer, hvor forhold omkring fx barnet eller den unges skolegang eller den sociale situation i øvrigt kræver, at forældrene tager særlig del i løsningen af problemerne.

Manglende samarbejde kan eksempelvis tænkes at bestå i, at forældremyndigheden ikke kommer til forældremøder eller ikke møder op, når kommunen har indkaldt dem til et møde, fx i forbindelse med udarbejdelse af en handleplan, jf. servicelovens § 140.

Der kan også være tale om en situation, hvor forældremyndighedsindehaveren afviser at samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning om planlægning af den unges uddannelse efter folkeskolens 9. klasse. Det forudsættes, at grundbetingelsen om, at barnets eller den unges udvikling er i fare, stadig er opfyldt. Kommunen kan og skal til brug for vurderingen, af om disse betingelser er opfyldt, indhente relevante oplysninger fra offentlige myndigheder og private. Problemernes art og omfang skal kortlægges og beskrives gennem den § 50-undersøgelse, der skal foretages.

Indhentelse af oplysninger

385. Det er centralt i forhold til barnet, den unges og forældremyndighedernes retssikkerhed, at kommunen indsamler de nødvendige relevante oplysninger for at kunne foretage en kvalificeret vurdering af, om betingelserne er opfyldt.

§ 11 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem kommunen kan forlange at få oplysninger af. Efter denne bestemmelse kan kommunen indhente oplysninger fra

– andre offentlige myndigheder (hvor »myndigheder« også omfatter institutioner),

– uddannelsesinstitutioner (både helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner, frie grundskoler og højskoler),

– sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar,

– arbejdsløshedskasser,

– pengeinstitutter, arbejdsgivere og

– private, der udfører opgaver for det offentlige.

Kommunen kan desuden anmode private (naboer, frivillige foreninger og andre private, der ikke er omfattet af § 11, stk. 1), der har kendskab til forholdene, om at belyse sagen. De har dog ikke pligt til at give oplysninger, og de skal gøres opmærksom på, at de ikke er forpligtet til at svare.

Hvis forældrene til et barn ikke selv ønsker at medvirke til oplysningen af en sag, kan kommunen med hjemmel i § 11 c, stk. 1, nr. 1, indhente alle relevante oplysninger uden samtykke.

Forældrepålægs indhold

Serviceloven:

§ 57 a

Stk. 3. Et forældrepålæg angiver en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindehaveren skal

1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole,

2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang,

3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågældende sted,

4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,

5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller

6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Stk. 4

386. Det fremgår af servicelovens § 57 a stk. 3, at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaveren. Forældrepålægget skal være et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig med henblik på, at barnets eller den unges udvikling bringes uden for fare. Formålet er at sikre, at forældremyndighedsindehaveren bidrager til løsningen af barnets eller den unges problemer. Det afgørende er, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemerne i den konkrete sag.

Det er en konkret vurdering, hvilke handlepligter der er egnede til at løse problemerne i den konkrete sag. Det er også en konkret vurdering, om det er tilstrækkeligt at lade forældrepålægget indeholde én handlepligt, eller om det skal være en sammensætning af flere handlepligter. Forældrepålægget skal dog stå i rimeligt forhold til formålet, og det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, at forældrepålæg kan være en indgribende foranstaltning for den enkelte forælder.

I pålægget skal kommunen klart angive, hvad den eller de konkrete handlepligter skal bestå i.

Servicelovens § 57 a stk. 3, indeholder en liste over mulige pålæg. Listen er ikke udtømmende, da det beror på en konkret vurdering, hvilke pålæg der kan være egnede til at løse konkrete problemer.

Kommunen har således mulighed for at fastlægges de konkrete pålæg inden for visse rammer, som afgrænses af:

– At pålæggene skal være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der skal være en direkte sammenhæng mellem pålæggenes indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge.

– At efterlevelsen af pålægget skal være realistisk for forældrene. Det betyder, at der ved fastlæggelsen af pålægget fx skal tages højde for barnets eller den unges alder i forhold til, om forældrene har reel mulighed for at efterleve pålægget.

– At pålæggets indhold skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst. Det vil sige, at der skal være et rimeligt forhold mellem, hvor indgribende pålægget er, og hvor omfattende problemet er.

– At forældrene kun kan pålægges at foretage handlinger e.l., som ligger inden for rammerne af ansvarlig forældremyndighedsudøvelse. Det vil sige, at forældrene fx naturligvis ikke kan pålægges at låse deres børn inde.

– At forældrepålæggene skal være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i lov om social service. Det vil sige, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemet, således at barnet gives samme udviklingsmuligheder som andre børn.

– At pålæggets indhold i den konkrete sag skal fastlægges, så forældrene har mulighed for at opfylde deres øvrige forpligtelser fx i forhold til familiens øvrige børn og i forhold til arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen.

 

Tidsmæssig afgrænsning af forældrepålæg

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 4. Afgørelsen om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.

Stk. 5

387. Et forældrepålæg skal meddeles for en på forhånd fastlagt periode, der højst kan være 12 måneder. Det er vigtigt af hensyn til forældremyndighedsindehavernes retssikkerhed, at det af afgørelsen fremgår klart, hvor længe forældrepålægget gælder.

Kommunen kan beslutte, at pålægget skal forlænges med højst 6 måneder af gangen, hvis betingelserne for at træffe afgørelse om forældrepålæg stadig er opfyldt. Inden forældrepålægget kan forlænges, skal der foretages en ny vurdering af, om de handlepligter, der er indeholdt i forældrepålægget, stadig er egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Der fastsættes ikke en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges, eller hvor længe en forældremyndighedsindehaver i alt kan være underlagt forældrepålæg.

Der sættes dog en naturlig grænse for den tidsmæssige udstrækning ved, at betingelserne til stadighed skal være opfyldt herunder den betingelse, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemerne.

Både for den enkelte afgørelse og for afgørelsen inklusiv forlængelser gælder det, at den tidsmæssige udstrækning skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst.

Som eksempel kan nævnes et pålæg om at deltage i et forældreprogram bestående af to weekend-ophold. Et sådan pålæg vil typisk kun skulle vare den periode, som de to weekend-ophold varer. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke møder op til weekend-opholdene, vil pålægget kunne forlænges, ligesom udbetalingen af børnefamilieydelsen vil kunne stoppe, jf. punkt 394 om manglende efterlevelse af forældrepålæg.

Krav til en afgørelse om forældrepålæg

388. Det er vigtigt, at både forældrene og barnet eller den unge informeres om, hvilken foranstaltning der er truffet afgørelse om. Herudover skal selve afgørelsen om forældrepålæg indeholde en række nødvendige informationer.

Både afgørelser om forældrepålæg og afgørelser om manglende efterlevelse af et forældrepålæg skal være skriftlige. Det følger af forvaltningslovens generelle regler om skriftlighed.

Det er kommunens opgave at sikre, at det klart fremgår for forældremyndighedsindehaverne, hvilke konkrete opgaver og pligter de får pålagt. Kommunen skal også sikre, at det står tydeligt for dem, hvordan de kan efterleve det og dermed også, hvornår et pålæg anses for ikke at være efterlevet. Når det gælder to-sprogede forældre bør kommunen derfor være opmærksom på, om det er nødvendigt at få pålægget oversat til forældrenes modersmål.

 

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage børnefamilieydelsen, jf. lov om en børnefamilieydelse.

Stk. 6

Herudover skal kommunen, som det fremgår af servicelovens § 57 a stk. 5, oplyse forældrene om konsekvenserne af, at et forældrepålæg ikke efterleves, nemlig at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelse ikke længere er til stede, og at udbetaling af ydelsen derfor vil blive stoppet.

En afgørelse om forældrepålæg er omfattet af de almindelige klageregler. Afgørelsen skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen.

Eksempler på forældrepålæg

Eksempel 1:

Mads er 13 år og går i 7. klasse. Mads er enebarn. Han har boet alene med sin mor, fra han var 5 år, da forældrene blev skilt, og moderen har den fulde forældremyndighed.

Mads møder meget ofte for sent eller slet ikke i skole og har som regel ikke lavet lektier. Lærerne vurderer det som et væsentlig problem i forhold til hans skolegang, at Mads har så stort ulovligt fravær. Mads’ lærere har desuden i flere tilfælde taget Mads i at sniffe lightergas. Derudover oplever Mads’ lærere, at Mads’ mor ikke møder op til forældremøder og forældrekonsultationer, så de har svært ved at få en dialog i gang med Mads’ mor om problemerne.

Når Mads’ mor bliver kontaktet fra skolen, afviser hun lærernes oplysninger om, at Mads ikke kommer til tiden, og at han ikke har lavet lektier. Og hun er ikke enig i, at der er et problem med Mads’ skolegang.

Skolen underretter de sociale myndigheder, som vurderer, at Mads har behov for særlig støtte og derfor laver en undersøgelse af Mads’ forhold efter servicelovens § 50. I den forbindelse indhenter kommunen en række oplysninger, og på baggrund af en helhedsbetragtning af familiens ressourcer og problemer vurderes det, at det er problematisk i forhold til Mads’ udvikling, at han har så stort ulovligt fravær. Kommunen vurderer, at Mads’ mor grundlæggende er i stand til at påtage sig sit ansvar, men at hun ikke prioriterer sin søns skolegang særlig højt.

Mads’ mor stiller sig stadig afvisende i forhold til problemerne, og det lykkes ikke at blive enige om en frivillig foranstaltning. Undersøgelsen resulterer derfor i, at kommunen meddeler Mads’ mor et forældrepålæg.

I forældrepålægget fastsættes det, at moderen personligt skal følge Mads i skole til undervisningsstart hver dag i tre måneder. Herudover pålægges hun at deltage i samtlige forældremøder og forældrekonsultationer på skolen i seks måneder.

Kommunen underretter Mads’ skole om, at der er meddelt et forældrepålæg til Mads’ mor, samt hvilke pligter pålægget indeholder.

Kommunen følger herefter løbende op på pålæggets efterlevelse ved at tage kontakt til skolelederen. Samtidig overvejes det løbende, om pålægget stadig er relevant i forhold til Mads’ problemer.

Eksempel 2:

Anna er 14 år, går i 8. klasse, og bor hjemme hos sine forældre. Forældrene bor sammen og deler forældremyndigheden.

Anna er del af en gruppe unge, som politiet flere gange har set i gang med at stjæle cykler og knallerter. Herudover har politiet flere gange taget Anna for besiddelse og brug af euforiserende stoffer. Anna er stadig mindreårig, hvorfor politiet kontakter forældrene og gør opmærksom på, at deres datter indgår i en kriminel gruppe. Forældrene accepterer ikke politiets forklaring om, at Anna er på vej ud i kriminalitet. De mener, at hun er ung, og at hun skal have lov til at prøve sine egne grænser af.

Politiet kan ikke nå ind til forældrene og kontakter derfor kommunen. Anna og hendes familie er allerede kendt i kommunen, da Anna også har haft problemer i skolen. Skolen har kontaktet kommunen, fordi de ikke kan få en dialog i gang med forældrene omkring Annas problemer. Anna har en truende adfærd – både over for skolelæreren og over for de andre børn.

Kommunen foretager en § 50-undersøgelse af Anna og hendes families forhold, hvor der bl.a. indhentes oplysninger fra politi og skole. På baggrund af denne undersøgelse, vurderer kommunen, at Anna har problemer, der er så store, at der skal sættes en foranstaltning efter serviceloven i værk for familien. Det vurderes, at forældrene mangler viden om børneopdragelse og konkrete redskaber til at sætte grænser for deres barn.

På denne baggrund tilbyder kommunen Annas forældre at deltage i et forældreprogram. Forældreprogrammet strækker sig over 3 måneder med undervisning og rådgivning 2 hverdagsaftener hver uge.

Annas forældre nægter at deltage i et sådan forældreprogram, da de for det første ikke mener, at der er problemer og for det andet mener, at det vil tage for meget af deres tid.

Idet forældrene ikke frivilligt vil deltage i forældreprogrammet, vælger kommunen derfor at meddele Annas forældre et forældrepålæg. Forældrene pålægges at deltage i det pågældende forældreprogram, da kommunen bl.a. vurderer, at det vil være egnet til at løse problemerne, står i rimeligt forhold til problemerne og ikke hindrer forældrene i at udfylde deres øvrige familiemæssige og arbejdsmæssige forpligtelser.

Kommunen underretter kursuslederen om, at der er meddelt et forældrepålæg til Annas forældre, som forpligter dem til at deltage i kursuslederens forældreprogram.

Kommunen følger herefter løbende op på pålæggets efterlevelse ved at tage kontakt til kursuslederen en gang om måneden. Kursuslederen oplyser, at Annas forældre møder op til samtlige undervisningsgange.

Opfølgning

389. I de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at betingelserne for at meddele et forældrepålæg er opfyldt, kan kommunen træffe en afgørelse og fastsætte det nærmere indhold i forældrepålægget. Et forældrepålæg kan variere i indhold og udstrækning, alt efter hvilke konkrete problemer der søges afhjulpet i den enkelte familie.

Forudsætningen for, at forældrepålægget får den nødvendige effekt, så barnet eller den unge med støtte og opbakning fra forældrene kommer ind i en positiv udvikling, er, at forældrepålægget også efterleves i praksis.

For at kunne sikre, at forældrepålægget efterleves i praksis, følger der en forpligtelse for kommunen til løbende at holde sig orienteret om barnets eller den unges forhold og i særdeleshed om forældrenes efterlevelse af de handlepligter, som forældrepålægget fastsætter.

Opfølgning er også central i forhold til den løbende vurdering af, om forholdene der lå bag pålægget stadig eksisterer, og om forældrepålægget stadig er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.

Inddragelse af fagpersoner og private personer

390. Kommunens muligheder for at følge op på et forældrepålæg ville være af meget begrænset omfang, hvis kommunen ikke kunne drage nytte af den viden, som de fagpersoner, der er tættest på barnet eller den unge, sidder inde med. Ordningen lægger derfor op til, at fagpersoner kan inddrages i sagsforløbet omkring et forældrepålæg, i det omfang det er nødvendigt for kommunernes vurdering af, om et meddelt forældrepålæg efterleves i praksis.

Fagpersonerne har ofte den direkte kontakt til barnet eller den unge og dets forældre, hvorfor de også er de nærmeste til at kunne bemærke eventuelle problemer i forhold til et barn eller en ung, og forældrenes evne eller vilje til at samarbejde omkring løsningen af barnets eller den unges problemer. Det er derfor naturligt, at kommunen først og fremmest inddrager disse fagpersoner i sagsforløbet og gør brug af deres viden og erfaringer i forhold til den involverede familie.

For at sikre, at kommunerne kan holde sig orienteret om forældrenes aktiviteter og efterlevelse af et meddelt pålæg, kan kommunen meddele de relevante fagpersoner fx pædagogerne i et klubtilbud eller folkeskolelæreren, oplysninger om forældrepålægget og dets indhold i forhold til de implicerede forældre, hvis meddelelse herom er et nødvendigt led i sagens behandling.

Kommunernes adgang til at videregive oplysninger til relevante fagpersoner er reguleret i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, kan kommunen videregive oplysninger om et meddelt forældrepålæg og indholdet heraf til relevante fagpersoner ved andre offentlige myndigheder, hvis videregivelsen af oplysningerne er et nødvendigt led i sagens behandling.

Hvis kommunen konkret skønner, at der er behov for skolens inddragelse for at følge med i, om forældrene efterlever et pålæg om fx at følge barnet i skole, har kommunen beføjelse til at give skolen meddelelse om, at der i forhold til de implicerede forældre er truffet afgørelse om et pålæg bestående i, at forældrene skal følge barnet i skole hver dag i en bestemt periode.

Kommunens adgang til at videregive oplysninger om et meddelt forældrepålæg til relevante private personer er reguleret i forvaltningslovens § 27 sammenholdt med straffelovens § 152. Det følger af disse regler, at fortrolige oplysninger kan videregives bl.a. til private, hvis videregivelsen i det konkrete tilfælde må anses for berettiget. I det omfang videregivelsen af oplysningerne om forældrepålægget er nødvendig for kommunens mulighed for at påse overholdelsen af pålægget, må videregivelsen anses for berettiget.

Hvis kommunen sender orienteringen til fagpersonen eller andre private på en måde, der medfører, at videregivelsen af oplysningerne er omfattet af lov om behandling af personoplysninger (persondataloven), fx ved at maile eller faxe orienteringen, skal reglerne i persondataloven iagttages. En oplysning om forældrepålæg er en oplysning, som er omfattet af persondatalovens § 8, der bl.a. omhandler behandling af oplysninger om væsentlige sociale problemer. Videregivelsen fra kommunens socialforvaltning til andre (uanset om det er kommunale tilbud, selvejende institutioner i kommunen, andre myndigheder eller helt private) kan ske, hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling, jf. § 8, stk. 3, i persondataloven.

Den omstændighed, at kommunerne skal bruge oplysningerne om forældrenes aktiviteter og efterlevelse af pålægget med henblik på at vurdere, om betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelsen er opfyldt, nødvendiggør, at kommunerne med de beføjelser, der består i henhold til §§ 11 a – 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan indhente alle oplysninger, der må anses for nødvendige for at behandle sagen.

Kommunen har ansvaret for at følge op

391. Forpligtelsen til at holde øje med, om et forældrepålæg efterleves, ligger udelukkende hos kommunen, som til brug for vurderingen heraf inddrager relevante fagpersoner eller privatpersoner og indhenter oplysninger, som kan belyse, om et pålæg efterleves. Der påhviler ikke de pågældende fagpersoner eller privatpersoner en egentlig tilsynsforpligtelse, hvorefter de af egen drift skal påse, at forældrene efterlever pålægget.

Kommunen kan som led i opfølgningen fx løbende tage kontakt til skolen, som vil være orienteret om forældrepålægget, og bede om oplysninger om, hvorvidt skolen er bekendt med, at forældrene har sørget for at følge barnet i skole i overensstemmelse med det meddelte pålæg. Skolen har ikke pligt til aktivt at følge med i, om pålægget efterleves, men kan benytte sig af deres viden omkring forældrenes fremmøde med barnet. Kommunen kan i disse tilfælde indhente oplysningerne hos skolen efter de gældende bestemmelser i §§ 11 a – 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Hvornår skal der følges op?

392. Den omstændighed, at forældrepålæggene kan sammensættes på flere forskellige måder, indebærer, at der ikke på forhånd kan sættes intervaller eller tidsmæssige grænser for, hvornår og i hvilket omfang kommunen skal søge at indhente oplysninger omkring forældrenes efterlevelse af pålæggene.

Et forældrepålæg kan fx indeholde tre forskellige handlepligter, hvorefter forældrene skal:

– Følge barnet eller den unge i skole hver dag i en periode på 30 dage begyndende fra en bestemt dato.

– Sørge for, at barnet eller den unge deltager i fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge dertil i en periode på 3 måneder.

– Deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang i et helt skoleår.

I disse tilfælde vil kommunen skulle følge op på forældrepålægget på forskellige tidspunkter for derved at kunne vurdere, om forældrene efterkommer de enkelte handlepligter i forældrepålægget.

Kommunen kan fx følge op på et sådant forældrepålæg ved at rette henvendelse til barnets skole efter ca. 14 dage fra kommunens afgørelse for at få oplyst, om forældrene er mødt frem med barnet eller den unge i overensstemmelse med forældrepålægget om, at barnet eller den unge skal følges i skole hver dag.

På samme måde kan kommunen vælge at rette henvendelse til den fritidsklub, som skal modtage barnet eller den unge, fortløbende i den angivne periode på 3 måneder for at få oplyst, om barnet eller den unge reelt møder op til fritidsaktiviteten, herunder om forældrene har været synlige ved barnets fremmøde i det konkrete fritidstilbud.

Endelig kan kommunen med deres kendskab til, hvornår skolen afholder deres konsultationer og forældremøder, rette henvendelse til skolen umiddelbart efter møderne for derved at få oplyst, om forældrene er mødt op i overensstemmelse med forældrepålægget.

Bortfald af forældrepålæg

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,

1) at forholdet, der lå bag pålægget ikke længere eksisterer, eller

2) at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.

393. Servicelovens § 57 a, stk. 7 regulerer, hvornår et pålæg bortfalder. Der er tale om en udtømmende opregning.

Pålægget bortfalder ved kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, fx hvis barnet eller den unge, som tidligere har haft et omfattende ulovligt skolefravær, nu møder i skole hver dag.

Et forældrepålæg, der er meddelt på grund af ulovligt skolefravær, eller fordi undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, bortfalder ikke som følge af, at forældrene hjemtager barnet eller den unge til hjemmeundervisning. Kun hvis det vurderes, at undervisningspligten rent faktisk opfyldes, er der grundlag for at træffe afgørelse om bortfald.

Et pålæg bortfalder endvidere ved kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det ikke længere er egnet til at løse de foreliggende problemer. Det kan fx være i en situation, hvor et pålæg om at sikre barnets eller den unges deltagelse i bestemte fritidsaktiviteter i kommunen ikke længere er meningsfyldt, fordi forældremyndighedsindehaveren og barnet er flyttet til en anden landsdel, eller hvor forældremyndighedsindehaveren har efterlevet pålægget, men det har vist sig, at det ikke har påvirket barnets eller den unges problemer i en positiv retning.

Kommunerne skal i øvrigt være opmærksomme på, at bortfald af et konkret pålæg kan kombineres med et nyt pålæg med nye handlepligter.

Kommunen kan træffe afgørelsen om bortfald af pålægget af egen drift og skal gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunen kan også tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene.

Afgørelse om manglende efterlevelse

Serviceloven:

§ 57 a.

Stk. 6. Hvis kommunen vurderer, at den, der er meddelt et forældrepålæg efter stk. 1, ikke efterlever pålægget, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal kommunen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for ét kvartal.

Stk. 7

394. Hvis en kommune, på baggrund af de informationer de får under deres løbende opfølgning på et forældrepålæg, vurderer, at forældrepålægget ikke er efterlevet, skal kommunen træffe afgørelse om, at forældrepålægget ikke er efterlevet. En sådan afgørelse resulterer i, at udbetalingen af børnefamilieydelsen for det kommende kvartal stoppes, hvilket beskrives nærmere i næste afsnit om stop for udbetaling af børnefamilieydelsen.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 3 er det kommunens opgave at følge op på og vurdere, om et meddelt forældrepålæg er efterlevet. Det betyder fx, at kommunen skal undersøge, om en forældremyndighedsindehaver, som har fået pålæg om at sikre, at barnet opholder sig hjemme på visse tidspunkter, har taget skridt til at sikre dette. Kommunen kan i den forbindelse tage kontakt til politiet for at få bekræftet, at politiet ikke længere møder barnet eller den unge på gaden sent om natten.

Udgangspunktet er, at et forældrepålæg skal efterleves fuldt ud i hele den periode, pålægget er i kraft.

Hvis forældremyndighedsindehaveren pludselig viser vilje til at efterleve pålægget omkring det tidspunkt, hvor betingelserne for at være berettiget til børnefamilieydelsen skal være opfyldt, skal kommunen vurdere, om den opståede vilje er reel, eller om der er tale om forsøg på omgåelse. Hvis kommunen træffer afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet, med henvisning til forældrenes forsøg på at omgå reglerne, kræver det dog klare oplysninger, der støtter denne antagelse.

Det skal ikke vurderes, i hvilken grad et forældrepålæg er efterlevet, men blot konstateres om det er efterlevet eller ej, og om en eventuel manglende efterlevelse skyldes undskyldelige omstændigheder. Det vil sige, at ét tilfælde af manglende efterlevelse skal føre til afgørelse om manglende efterlevelse, med mindre der er undskyldelige omstændigheder. Da stop for udbetaling af børnefamilieydelsen kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende familie, er det dog vigtigt, at kommunen træffer sin afgørelse om manglende efterlevelse på baggrund af klare informationer.

Herudover er det en forudsætning for at træffe afgørelse om manglende efterlevelse, at der ikke er undskyldelige omstændigheder ved den manglende efterlevelse. Det kan fx være, hvis en forældremyndighedsindehaver er blevet pålagt at deltage i et forældreprogram, som den pågældende ikke har haft mulighed for at deltage i på grund af sygdom og fx kan fremlægge en lægeerklæring. Det er kommunen, der vurderer, om der i de konkrete tilfælde foreligger undskyldelige omstændigheder.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 6 skal afgørelse om manglende efterlevelse af et pålæg træffes med virkning for det førstkommende kvartal og for ét kvartal af gangen. Hvis forældremyndighedsindehaveren efter et kvartal med stop for udbetaling af børnefamilieydelsen stadig ikke efterlever pålægget, og kommunen vurderer, at betingelserne for at opretholde pålægget stadig er gældende, skal kommunen træffe en ny afgørelse med efterfølgende stop for udbetaling af børnefamilieydelsen for det næste kvartal også.

Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på de tidsterminer, der gælder i forhold til udbetalingen af børnefamilieydelsen.

Der ligger ikke i forbindelse med afgørelsen om manglende efterlevelse af pålæg en vurdering hos kommunen om det hensigtsmæssige i at stoppe for udbetalingen af børnefamilieydelsen i den konkrete sag. Der er alene tale om en konstatering af, at et forældrepålæg ikke er efterlevet.

Særligt om børnefamilieydelse

395. Med reglerne om styrkelse af forældreansvaret er det blevet tilføjet som en betingelse for at få børnefamilieydelse efter lov om en børnefamilieydelse, at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har truffet afgørelse om manglende efterlevelse af et forældrepålæg, jf. lov om en børnefamilieydelse § 2, stk. 1, nr. 5.

Lov om en børnefamilieydelse:

§ 2. Retten til børnefamilieydelse er betinget af,

1) at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskatlovens § 1,

2) at barnet opholder sig her i landet, jf. dog stk. 2,

3) at barnet ikke har indgået ægteskab,

4) at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, ikke sammen med en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter lov om social service eller i øvrigt forsørges af offentlige midler, og

5) at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har truffet afgørelse om manglende efterlevelse af et forældrepålæg efter lov om social service § 57 a, stk. 6

Stk. 2

Det fremgår af lov om en børnefamilieydelse, at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelsen skal være opfyldt den første dag i kvartalet fx den 1. januar. Det betyder, at hvis en kommune har truffet afgørelse om et forældrepålæg den 15. november og en måned herefter vurderer, at pålægget ikke efterleves, så skal der træffes en afgørelse om dette inden den 1. januar, med det resultat at udbetalingen af børnefamilieydelsen for januar kvartal stoppes.

Børnefamilieydelsen udbetales af told- og skatteforvaltningen med en fjerdedel i hvert kvartal. Ydelsen udbetales som hovedregel til moderen og gives første gang for det hele kvartal efter det kvartal, hvori barnet er født og sidste gang i det kvartal, hvor den unge fylder 18 år.

For yderligere information om børnefamilieydelsen se bilag 16 med sammenskrivning af lov om en børnefamilieydelse.

Kapitel 15

Tilbud til unge over 18 år

396. Dette kapitel gennemgår reglerne om kommunens pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn, herunder kommunens pligt til i samarbejde med den unge der fylder 18 år, at revidere handleplanen og tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold. I kapitlet beskrives også reglerne om den unges betaling for døgnophold i et anbringelsessted og udslusningsophold.

Særligt om hjemgivelse i forbindelse med, at den unge fylder 18 år, servicelovens § 68, stk. 5

397. Når en ung fylder 18 år, er det væsentligt, at kommunen får planlagt en ordentlig overgang til voksenlivet for den unge. Det gælder uanset om den unge har været anbragt uden for hjemmet eller har modtaget andre typer af foranstaltninger efter servicelovens kap. 11. En del af de unge, der har været anbragt uden for hjemmet, har behov for rådgivning om, hvordan de skal håndtere voksenlivet. For så vidt angår unge med handicap eller med sociale problemer, der kræver en særlig indsats, kan det være hensigtsmæssigt, hvis de relevante afdelinger i kommunen holder et møde, hvor sagen overleveres, så der er taget hånd om den unges sag fra det tidspunkt, hvor pågældende fylder 18 år.

Efter servicelovens § 46, stk. 5, har kommunen pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn efter servicelovens § 76, senest seks måneder før den unge fylder 18 år. Ved samme lejlighed skal kommunen i samarbejde med den unge revidere handleplanen og tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold. Hensigten med reglerne om tilbud til de 18-22-årige er ikke at fastholde unge over 18 år i tilbud til børn og unge. Det er derimod hensigten at give de unge, der har behov for denne særlige støtte, mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen. Når der efter servicelovens § 68, stk. 5 skal laves en handleplan for en ung, der er anbragt uden for hjemmet i forbindelse med, at pågældende fylder 18 år, skal der tages udgangspunktet i den unges behov og normalmiljø. Det er ikke alle anbragte unge, der har behov for efterværn, da de fleste uden væsentligt større problemer end deres jævnaldrende vil kunne træde ud i voksenlivet uden særlige vilkår.

Det væsentlige kriterium ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn efter servicelovens § 76, er, om efterværnet vil kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet. Overgangen kan fx bidrage til en bedre indføring på arbejdsmarkedet, give støtte til gennemførelsen af en uddannelse eller give en mere glidende overgang til selvstændig bolig. Det er afgørende, at der sker en udvikling i den unges liv i løbet af den periode, hvor den unge fortsat er anbragt ud over det 18. år. Hvis det således fremgår af handleplanen, at en ung handicappet person skal flytte fra en institution for børn og unge til en institution for voksne uden, at der ellers sker ændringer i den unges levevilkår fx i form af uddannelse eller job, kan det ikke anses for at være en overgang til voksenlivet, som det er forudsat i forhold til servicelovens § 76. Der vil således ikke være tale om efterværn efter servicelovens § 76, men alene et ophold efter voksenreglerne.

Kommunen skal på baggrund af servicelovens § 68 stk. 5, sikre, at den unge kommer i kontakt med de relevante hjælpesystemer, herunder centrene for Ungdommens Uddannelsesvejledning, således at den unge kommer i gang med relevant uddannelse eller beskæftigelse.

Pligten til at tage stilling til den unges videre uddannelse og beskæftigelsesforløb har til hensigt at sikre, at den unge efter anbringelsen fortsætter i et hensigtsmæssigt og fremadrettet forløb. I de tilfælde, hvor den unge allerede er inde i et godt uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, der ikke afbrydes ved hjemgivelsen, er det tilstrækkeligt for kommunen at konstatere dette i handleplanen. I andre tilfælde kan der være behov for initiativer fra kommunens side, fx med et samarbejde mellem de relevante afdelinger i kommunen. Efter gældende ret på uddannelsesområdet og beskæftigelsesområdet har den unge en række muligheder for og ret til rådgivning og støtte.

Hvilke forhold, kommunen i øvrigt skal inddrage i revisionen af handleplanen, vil afhænge af den konkrete sag. Der kan fx være tale om boligforhold, familiesituation m.v.

Kravet om, at kommunen i alle tilfælde skal træffe en egentlig afgørelse om efterværn, betyder, at den unge får en skriftlig og begrundet afgørelse samt mulighed for at få afgørelsen efterprøvet i klagesystemet. Klage over afslag på efterværn, jf. servicelovens § 76, har som udgangspunkt opsættende virkning.

I de situationer, hvor opholdskommunen træffer afgørelse om efterværn, jf. servicelovens § 76, der skal gennemføres i en anden kommune, følger det af reglerne om mellemkommunal refusion i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at det er den kommune, der har truffet afgørelsen om efterværn, der betaler. Der er således ikke nødvendigvis sammenhæng mellem betalingskommunen og handlekommunen i sager om efterværn.

Når der er tale om opretholdelse eller genetablering af foranstaltninger efter lovens kapitel 12, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, for så vidt angår tilsyn og revision af handleplaner.

Når den unge skifter opholdskommune

398. Når en ung fylder 18 år, vil den unge, jf. retssikkerhedsloven § 9, stk.1, få en ny opholdskommune i den kommune, hvor den unge opholder sig. Det vil sige, at det bliver den kommune, hvor anbringelsesstedet ligger, der bliver handlekommune, hvis den unge bliver boende i denne kommune.

Hvis der er behov for afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter servicelovens § 76, jf. § 68, stk. 5, er det således den nye opholdskommune, der træffer afgørelse.

Ansvaret for at revidere handleplanen seks måneder før, den unge fylder 18, ligger i den kommune, der på det tidspunkt er opholdskommune for den unge, og dermed ansvarlig for den unges sag. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er den samme opholdskommune, der laver handleplanen, inden den unge fylder 18 år, som efterfølgende skal udføre beslutningerne. Da den hidtidige opholdskommune ikke kan forpligte den kommende opholdskommune økonomisk, vil handleplanen i disse situationer som udgangspunkt alene kunne indeholde anbefalinger til, hvad der skal ske, og der kan ikke gives konkrete løfter til den unge. Beslutningen om, hvad der skal ske med den unge efter, at denne er fyldt 18 år, træffes af den nye opholdskommune.

Det betyder, at det er vigtigt, at de involverede kommuner indleder et samarbejde omkring den unge i forbindelse med, at handleplanen skal laves 6 måneder før den unge fylder 18, således at det sikres, at den unge ved, hvordan fremtiden ser ud, efter at han eller hun er fyldt 18. Den koordinerede indsats er væsentlig, da mange af de unge, der tilbydes efterværn, er skrøbelige unge, der har behov for stabilitet og viden om, hvad fremtiden bringer.

Den nye handlekommune skal dog under alle omstændigheder, ligesom den tidligere handlekommune, lægge vægt på hensynet til kontinuitet i den unges forløb. En ny handlekommune skal derfor ved afgørelserne i sagen lægge vægt på den hidtidige indsats og målsætningerne i tidligere handleplaner.

Det er den unge selv, der er part i forhold til tilbud, der rækker ud over det 18. år. Om tilbud til over 18-årige efter servicelovens § 76 henvises i øvrigt til pkt.399 ff.

 

Tilbud til de over 18-årige

Serviceloven:

§ 76. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2 og 3, til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte 18. år.

Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,

1) at døgnophold, jf. § 55, i et anbringelsessted, jf. §§ 142, 67, kan opretholdes eller genetableres,

2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6,

3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og

4) at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i det hidtidige anbringelsessted.

Stk. 4. Tilbud efter stk. 2 og 3, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.

399. Efter servicelovens § 76 kan visse foranstaltninger for børn og unge opretholdes eller genetableres, indtil den unge fylder 23 år. Samtidig kan visse nye tilbud iværksættes for unge i alderen fra det 18. til det fyldte 23. år, der er eller var anbragt uden for hjemmet efter reglerne i servicelovens kapitel 12, umiddelbart inden det fyldte 18. år. Denne hjælp til unge, der er fra 18 til og med 22 år, kaldes ofte efterværn.

Kommunen kan yde hjælp efter servicelovens § 76, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og når den unge er indforstået hermed. Er der tale om en anbragt ung, skal kommunen, jf. servicelovens § 68, stk. 5, træffe en afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter servicelovens § 76, senest seks måneder, før den unge fylder 18 år, se herom i pkt. 397 ff. Når den unge fylder 18 år, får den unge selvstændig opholdskommunen, i den kommune, hvor den unge er anbragt og bor, jf. retssikkerhedsloven § 9.

Af foranstaltningerne for børn og unge er det alene de foranstaltninger, som er nævnt i servicelovens § 76, der kan opretholdes eller iværksættes efter det 18. år. Er der behov for andre foranstaltninger, er det voksenreglerne, som finder anvendelse.

Tilbud til de unge efter servicelovens § 76, stk. 2 og 3, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tilbuddet er opfyldt, ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af tilbuddet. Den unge har adgang til at klage over kommunens afgørelser vedr. efterværn efter servicelovens § 76, se kap. 24.

En personlig rådgiver og en fast kontaktperson, servicelovens § 76, stk. 2

Serviceloven:

§ 76

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte 18. år.

Stk. 3

400. Kommunen kan efter servicelovens § 76, stk. 2, træffe afgørelse om, at en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, der er tildelt den unge før det 18 år, opretholdes.

Kommunen kan ligeledes træffe afgørelse om, at den unge igen skal have en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, selv om den personlige rådgiver eller den faste kontaktperson har været frataget den unge efter det fyldte 18. år.

Erfaringer har vist, at nogle 18-årige afslår et tilbud om efterværn, der gives i forbindelse med, at de fylder 18 år, fordi de på dette tidspunkt har lyst til at stå på egne ben. Bestemmelsen i servicelovens § 76 giver mulighed for i stedet at etablere støtten senere, hvis den unge eventuelt efterfølgende løber ind i problemer og fortryder sit afslag. Kommunen kan således, på et hvilket som helst tidspunkt i perioden hvor den unge er mellem 18 og 22, tildele den unge en tidligere tildelt foranstaltning i form af en personlig rådgiver eller fast kontaktperson. Det er ikke nødvendigt, at foranstaltningen personligt varetages af den samme person som tidligere.

Den personlige rådgiver eller den faste kontaktperson kan over en længere periode være med til at give den unge råd, vejledning og tryghed, ligesom den personlige rådgiver kan sikre eller fastholde den unge i et godt forløb. For en nærmere beskrivelse af formålet med at udpege en personlig rådgiver eller fast kontaktperson henvises til pkt. 299-300.

Tilbud til unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år, servicelovens § 75, stk. 3

Serviceloven:

§ 75

Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,

1) at døgnophold, jf. § 55, i et anbringelsessted, jf. §§ 142, 67, kan opretholdes eller genetableres,

2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6,

3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og

4) at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i det hidtidige anbringelsessted.

Stk. 4

401. Kommunen kan træffe afgørelse om at opretholde eller genetablere et døgnophold i et anbringelsessted efter servicelovens §§ 142 og 67 udover det 18. år, dog længst indtil det fyldte 23. år.

Det betyder, at kommunen på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, hvor den unge er mellem 18 og 22, kan anbringe den unge på et tidligere eller på et nyt anbringelsessted. Selv om den unge afslår et tilbud om efterværn, kan anbringelsen således genetableres på et senere tidspunkt, hvis den unge fx eventuelt efterfølgende løber ind i problemer og fortryder sit afslag.

Den unge, der var anbragt på det tidspunkt, hvor pågældende fyldte 18. år, kan få tildelt en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson i perioden indtil det fyldte 23. år, hvis det efter anbringelsens ophør viser sig behov herfor, selv om det ikke var forudset ved revision af planen inden det 18. år. En personlig rådgiver eller kontaktperson kan over en kortere eller længere periode være med til at give den unge råd, og tryghed samt sikre eller fastholde den unge i et godt forløb.

Udslusningsordningen, jf. servicelovens § 75, stk. 3, nr. 4, er et tilbud rettet mod den gruppe af unge, der har været anbragt uden for hjemmet, der har behov for ophold af kortere varighed i det tidligere anbringelsessted. Der kan fx være tale om tilbud til unge, som ikke har en naturlig familiemæssig hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse med ferier, weekender m.v. Den unge får hermed mulighed for at »læne« sig op af anbringelsesstedet, hvor andre unge tilsvarende har mulighed for at »læne« sig op af deres forældre. I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet er det vigtigt, at de unge har eller får et netværk. Anbringelsesstedet kan på forskellig måde være med til at forberede dette både under anbringelsen og under udslusningsordningen, fx ved at etablere netværks- eller rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge kan trække på.

Tidsmæssigt forudsættes det, at opholdet ligesom ved aflastningsophold for unge under 18 år, jf. servicelovens § 52, stk. 2, nr. 5, kan strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen. Selve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere periode, afhængig af den enkelte unges situation.

Da unge, der er anbragt uden for hjemmet, er under offentlig forsørgelse, har de ikke adgang til at få SU. Den unge har ret til at modtage kontanthjælp, hvis betingelserne for dette er opfyldt, jf. lov om aktiv socialpolitik. Dette indebærer bl.a., at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis den unge ikke opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, er kommunen forpligtet til at sørger for den unges forsørgelse og betale for kost, logi, tøj og lommepenge m.v. på samme vis, som hvis det drejede sig om et barn eller en ung under 18 år.

Se nærmere om handlekommune i forbindelse med efterværn i pkt. 398.

Fleksibelt efterværn, servicelovens § 76, stk. 6

Serviceloven:

§ 76

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.

402. Efter servicelovens § 75, stk. 6, skal kommunen sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i servicelovens kapitel 11 på det tidspunkt, hvor de fyldte 18 år, har mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt. servicelovens § 75, stk. 6, giver således kommunen et ansvar for at sikre, at denne mulighed findes, eksempelvis ved at træffe aftaler med anbringelsesstederne herom. Under alle omstændigheder skal afgørelsen være baseret på en aftale mellem anbringelsesstedet og kommunen for, at det praktisk kan gennemføres.

Hvis det er muligt, skal tidligere anbragte således have mulighed for at komme tilbage på besøg på anbringelsesstedet kortvarigt, fx i forbindelse med ferier og højtider. Unge, der har været anbragt lang tid et sted, har ofte opbygget et særligt forhold til de voksne på anbringelsesstedet. Ligeledes kan nogle unge have behov for at kunne komme tilbage fx i forbindelse med ferier og højtider. Nogle tidligere anbragte kan således have et meget sparsomt netværk og savne nogle at fejre eks. julen sammen med.

Hensigten med bestemmelsen er at give alle tidligere anbragte mulighed for at vende tilbage til anbringelsesstedet, hvis de selv mener, at de har behov for dette. Kommunen har derfor ikke adgang til at lade muligheden afhænge af kommunens vurdering af behovet. Kommunen skal dog stadig tage stilling til, om der er behov for mere omfattende efterværn i form af udslusning, kontaktperson el. lign. Bestemmelsen i servicelovens § 75, stk. 6, omhandler således alene kortvarige besøg på anbringelsesstedet, og omfanget er begrænset til et mindre antal dage i løbet af året. Der er heller ikke noget krav, at den unge skal kunne overnatte på det tidligere anbringelsessted. Der kan således være tale om, at kommunen beslutter, at der skal være adgang til besøg på anbringelsesstedet, men at det ikke indebærer en ret til overnatning på stedet. Derudover kan der være tale om et samvær, der kan bidrage til at opretholde en kontakt.

Forudsætningen for, at servicelovens § 75, stk. 6, kan finde anvendelse, er naturligvis, at anbringelsesstedet fortsat eksisterer. I forhold til anbringelsessteder, som fortsat eksisterer, vil den overvejende hovedregel være, at den unge har mulighed for fleksibelt efterværn.

Der kan dog undtagelsesvist være situationer, hvor dette ikke er muligt, fx hvis forholdene omkring anbringelsen eller hensynet til nuværende anbragte børn gør dette umuligt. Det kan fx være uhensigtsmæssigt at gennemføre det fleksible efterværn, hvis en plejefamilie har modtaget et nyt og meget skrøbeligt barn, som ikke vil kunne håndtere besøg af et eller flere tidligere anbragte unge. Den unge kan klage over et afslag på fleksibelt efterværn

Der kan ligeledes være særlige anbringelsessteder som fx sikrede afdelinger og skibsprojekter, hvor det ikke umiddelbart er praktisk muligt eller relevant med muligheden for fleksibelt efterværn.

Den unges betaling i forbindelse med anbringelsen

Serviceloven:

§ 160. Den unge betaler for døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsættes af socialministeren i en bekendtgørelse.

403. Den unge, der er fyldt 18 år, betaler efter servicelovens § 160 for døgnophold i et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold efter regler, der er fastsat af socialministeren i bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, som er optrykt som bilag 3 til denne vejledning. Bekendtgørelsens § 13 indeholder regler om, at kommunen fastsætter betalingen efter de regler, der er fastsat for betaling m.v. for midlertidige ophold i kommunale boformer efter servicelovens §§ 107 og 110. De nærmere regler er beskrevet i bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108. Der kan endvidere findes oplysninger om betalingsreglerne i Socialministeriets vejledning nr. 4 om botilbud m.v. til voksne.

Efter bekendtgørelsens § 2, fastsætter kommunen betalingen ved ophold i boformer. Betalingen beregnes ud fra indtægten, og der kan således ikke fastsættes betaling med udgangspunkt i formue, som fx en arv. Betalingen fastsættes på den måde, at der beregnes betaling for selve opholdet eller logiet, herunder varme og el. Desuden betales for kost (kost + tilberedning) under opholdet og andre ydelser, herunder vask. Der skal ikke betales for behandling. Det skal fremgå, hvilke serviceydelser der danner grundlag for beregningen af taksten.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er der mulighed for enten at fastsætte betalingen som et samlet beløb med de nævnte elementer i betalingen, eller at fastsætte betalingen under hensyn til de ydelser, der modtages. Der er således adgang til at give beboerne mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser.

Det fremgår af § 2, stk. 4, at beboere, der bevarer egen bolig under opholdet som udgangspunkt ikke betaler for boligen. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3.

Personer, der ikke har en indtægt, opkræves ikke betaling for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Der tænkes her fx på udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet.

Den nævnte vejlednings pkt. 181. handler om den administrative tilrettelæggelse af betalingen. Ifølge denne bør det være udgangspunktet, at beboeren selv af sin kontanthjælp eller pension betaler for opholdet for at fremme en økonomisk ansvarliggørelse og ligestilling med andre grupper af borgere.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken kommune der fastsætter betalingen, vil det være den unges selvstændige opholdskommune, der skal fastsætte betalingen, med mindre det er aftalt, at den tidligere opholds- og handlekommune forbliver handlekommune efter retssikkerhedslovens § 23, stk. 6.

Kapitel 16

Anbringelsessteder

404. I dette kapitel beskrives de forskellige typer af anbringelsessteder, herunder indholdet i kommunens generelle godkendelse af plejefamilier og anbringelsespladser samt kommunens pligt til i forbindelse med godkendelsen at sørge for, at plejefamilien og netværksplejefamilien deltager i et kursus i at være plejefamilie. I kapitlet beskrives også reglerne om ophold i socialpædagogiske skibsprojekter. Endelig beskrives reglerne om oprettelse døgninstitutioner m.v., herunder sikrede døgninstitutioner samt kommunens pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, herunder på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller på grund af sociale problemer eller adfærdsmæssige problemer.

Forskellige typer af anbringelsessteder

Serviceloven:

§ 66. Anbringelsessteder for børn og unge kan være

1) plejefamilier, jf. § 142, stk. 1,

2) netværksplejefamilier, jf. § 142, stk. 2,

3) egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, jf. § 142, stk. 4,

4) opholdssteder for børn og unge, jf. § 142, stk. 5, eller

5) døgninstitutioner, jf. § 67.

 

405. Anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, kan ske i følgende anbringelsessteder:

– Plejefamilier for børn og unge, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 1, og som honoreres gennem vederlagsbetaling, se nærmere herom pkt. 407.

– Netværksplejefamilier der er godkendt af den anbringende kommune til at have det konkrete barn eller den unge boende, jf. servicelovens § 142, stk. 2. Netværksplejefamilien får dækket omkostningerne ved at have barnet eller den unge boende og kan eventuelt modtage tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 142, stk. 7, Se nærmere herom pkt. 416.

– Egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdsteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, og som er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 4, Se nærmere herom pkt. 419.

– Opholdssteder for børn og unge, det vil sige private anbringelsessteder, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 5, og hvor betalingen sker på baggrund af et godkendt budget, herunder skibsprojekter, Se nærmere herom pkt. 420.

– Døgninstitutioner for børn og unge, jf. servicelovens § 67. Se nærmere herom pkt. 433 ff.

Anbringelsessteder dækker således over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder fra den traditionelle familiepleje til en egentlig døgninstitution. Børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, er meget forskellige og bliver anbragt af forskellige årsager. Det er derfor vigtigt at fastholde bredden i anbringelsesmulighederne, så man ud fra en konkret vurdering altid har mulighed for at finde det rette tilbud til barnet eller den unge.

Både de årlige rammeaftaler mellem regionen og kommunerne, jf. Socialministeriets vejledning nr. 17 af 3. marts 2006 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde, og Tilbudsportalen, jf. pkt. 458 er med til at give de enkelte kommuner et overblik over den samlede vifte af anbringelsessteder, hvilket både kan bidrage til et kvalificeret valg af anbringelsessted i den konkrete sag og til en hensigtsmæssig overordnet planlægning af anbringelsesområdet. Dette gælder både i forhold til at sikre, at der er det nødvendige antal pladser til de børn og unge i området, der skal anbringes uden for hjemmet, og i forhold til at der er den nødvendige variation i indholdet på anbringelsesstederne, således at det bliver muligt at imødekomme de forskellige behov, som de anbragte børn og unge har.

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

406. Om muligheden for ekstraordinær pasning i bl.a. døgninstitutioner af børn af frivilligt personel i forsvaret og redningsberedskabet i tilfælde af krise eller krig henvises til Beredskabsstyrelsens vejledning i planlægning af kommunalt civilt beredskab.

Plejefamilier m.m. for børn og unge

Serviceloven:

§ 142. Plejefamilier for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

Stk. 2 .

 

407. Efter servicelovens § 142, stk. 1, skal plejefamilier være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. En plejefamilie kan defineres som en familie, der på foranledning af en kommune, tager imod børn og unge, der anbringes i plejefamiliens eget hjem. Plejefamilien modtager vederlag for at have barnet eller den unge boende og får derudover dækket udgifterne til barnets eller den unges ophold i hjemmet. Plejefamilier har ikke adgang til at ansætte personale til at varetage opgaverne med plejebarnet med mindre, der er tale om en barnepige eller lignende, der vil falde inden for det almindelige familiebegreb

Godkendelse af plejefamilier

408. Kommunen skal vurdere plejefamiliens egnethed med henblik på at afgøre, om der kan gives en generel godkendelse, således at familien kan modtage plejebørn både fra den godkendende kommune og fra andre kommuner. En generel godkendelse kan ikke være målrettet konkrete børn og unge. Godkendelsen skal basere sig på en konkret vurdering af den enkelte families kvalifikationer. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, herunder plejefamiliens familiemæssige, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige forhold. Selvom godkendelsen kun gives til den ene forælder, er det altid familiens samlede forhold, der skal danne grundlag for godkendelsen, herunder omfanget af udearbejde for begge ægtefæller. Det kan inkludere en vurdering af eksempelvis faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver. Plejeforældrenes samliv og alder, samt antal og alder af eventuelle egne børn bør også indgå i vurderingen. Endvidere drøftes familiens netværk, boligforhold og omgivelserne, herunder fritidsmuligheder, skole m.v.

I forbindelse med godkendelsen bør kommunen sikre sig, at familien har overvejet rollen som plejefamilie, og den betydning det vil få for deres familieliv, herunder familiens egne børn. Det er vigtigt, at plejefamilien er klar over, at hvis de påtager sig opgaven som plejefamilie, kan der være tale om en forpligtigelse, der rækker langt frem i tiden, og at opgaven også indeholder et følelsesmæssigt engagement. Ovenstående elementer vil også indgå i det obligatoriske kursus for plejefamilier, jf. servicelovens § 142, stk. 3. Se nærmere pkt. 418.

Inden godkendelsen indhentes med ansøgerens samtykke oplysninger om indtægtsforhold og almindelig straffeattest samt en børneattest fra Kriminalregisteret. Indhentelsen af børneattest er reguleret i bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer, som er optrykt som bilag 7 til denne vejledning. De nærmere regler for indhentelse af den almindelige straffeattest herom er fastsat af Justitsministeriets bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. Heraf fremgår det, at straffeattesten rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal det angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af en plejefamilie efter servicelovens § 142.

Ansøgerne bør i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne bør kun indhentes, hvis kommunen finder et særligt behov herfor. Den kommune, der ønsker at se en helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejefamilien skal i øvrigt deltage i et kursus i forbindelse med godkendelsen, se pkt. 418.

Indholdet af kommunens generelle godkendelse af plejefamilier

409. Kommunens vurdering, af plejefamiliens generelle egnethed som plejefamilie, skal munde ud i en begrundet skriftlig afgørelse. Hvis kommunen ikke kan godkende plejefamilien som generelt egnet, skal der ske en nærmere begrundelse af afslaget. Reglerne i forvaltningsloven om partshøring, aktindsigt, skriftlig begrundelse m.v. gælder også i disse sager. Et afslag på godkendelse som egnet plejefamilie kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. servicelovens § 142, stk. 6.

I ganske særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsyne plejefamilie med en foreløbig godkendelse. Dette kan fx komme på tale i en akutsag, hvor det vurderes som mest hensigtsmæssigt, at anbringelsen sker i nærmiljøet, hvor der er en mulig plejefamilie, der endnu ikke er endeligt godkendt som plejefamilie, men hvor godkendelsen utvivlsomt vil foreligge umiddelbart efter.

Den stedlige kommune kan ikke på forhånd afvise at foretage en generel egnethedsvurdering, selv om der ikke lokalt er brug for de pågældende pladser. Det betyder, at kommunen skal foretage en generel vurdering af familiens egnethed som plejefamilie og i den forbindelse tilbyde familien at deltage i kurset for kommende plejefamilier, så godkendelsen er klar, når der er en kommune, der ønsker at benytte den pågældende familie som plejefamilie til et konkret barn.

Der er ingen begrænsning i adgangen til at benytte plejefamilier beliggende uden for egen kommune, når blot der forinden er foretaget en generel egnethedsvurdering og godkendelse af den stedlige kommune, herunder at kurset for plejefamilier skal være påbegyndt. Af hensyn til kontakten til barnets eller den unges netværk bør det dog overvejes nøje, før et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie langt væk fra forældrene.

Den endelige godkendelse af en plejefamilie som generelt egnet skal indeholde en stillingtagen til, hvor stor en opgave plejefamilien kan løfte, baseret på de forhold der gør sig gældende i familien på godkendelsestidspunktet. Opgavens omfang påvirkes af antallet af børn og unge, deres alder og sammensætningen af plejebørnene. Godkendelsen skal angive, hvilke aldersgrupper og særlige karakteristika hos børnene eller de unge, som plejefamilien er vurderet egnet til at have boende. Det kan fremgå af godkendelsen, at familien er fundet bedst egnet til at have børn og unge i aflastning, men kravene til den generelle godkendelse er den samme. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, som indgår som grundlag for godkendelsen. Der er således tale om, at godkendelsen kommer til at indeholde en række forudsætninger for godkendelsen, herunder antallet af egne børn, boligforhold og omfanget af udearbejde. Godkendelsen må ikke gøres afhængig af krav, som det tilkommer den anbringende kommune at stille. Det betyder, at kommunen ikke må inddrage konkrete børn i godkendelsen eller stille konkrete krav til, hvilke typer af stillinger plejefamilien må varetage, men alene godkende på baggrund af en forudsætning om omfanget af udearbejde og forholdene i øvrigt.

Et eksempel på en generel godkendelse kan være, at der godkendes til tre børn med lettere belastningsindikatorer. Hvis plejefamilien efterfølgende modtager et barn med tungere problemstillinger, og den generelt godkendende kommune har vurderet, at familien kan magte opgaven, hvis der derudover kun modtages et plejebarn mere, vil der skulle tages forbehold for denne situation i godkendelsen.

Det kan tilkendegives, om forældremyndighedsindehaveren kan komme i døgnophold sammen med barnet. Hvis der er tale om, at et barn eller en ung kommer på døgnophold sammen med forældremyndighedsindehaveren, vil der dog ikke længere være tale om en anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, men om et døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4.

Det anbefales, at der ikke anbringes mere end 4 børn i en plejefamilie, men det kan fraviges ud fra en konkret vurdering. Der kan fx være tilfælde, hvor der allerede eksisterer en aflastningsordning for nogle plejebørn samtidig med, at der kommer fuldtidsplejebørn ind, eller der kan være tale om en søskendeflok. Der skal desuden tages hensyn til, hvor mange børn plejefamilien selv har.

Kommunen skal herefter følge udviklingen i plejefamilien og påse, at der ikke modtages flere personer, end plejefamilien er godkendt til, samt at de øvrige forudsætninger for godkendelsen er opfyldt. Den anbringende kommune skal give den kommune, der har givet den generelle godkendelse, meddelelse om, at der anbringes et barn hos familien, således at der kan føres tilsyn med, at plejefamilien fortsat opfylder den generelle godkendelse. Kommunen foretager i øvrigt en løbende faglig støtte til plejefamilien. Kommunen skal løbende føre tilsyn med plejefamilien, og i den forbindelse vurdere, om plejefamiliens godkendelse fortsat stemmer overens med plejefamiliens forhold og kompetencer.

 

410. Forholdene i plejefamilierne kan ændre sig, fx i tilfælde af ændrede arbejdsvilkår, graviditet, sygdom eller skilsmisse, hvilket kan få konsekvenser for det antal eller den type børn og unge, der kan modtages. Plejefamilien skal orientere den generelt godkendende kommune om større ændringer, således at det bliver muligt at vurdere, om godkendelsen skal trækkes tilbage. Ved en opsigelse af kontrakten mellem plejefamilien og kommunen, der er begrundet i plejefamiliens forhold, skal plejefamilien høres om oplysninger, som de ikke kan forventes at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af, således at eventuelle misforståelser kan afklares. Der er i den forbindelse ingen klageadgang, jf. servicelovens § 142, stk. 6.

Såfremt kommunen på baggrund af sit løbende tilsyn med forholdene i plejefamilien finder, at forholdene i plejefamilien ikke længere er acceptable, og godkendelsen derfor må trækkes tilbage, skal de anbringende myndigheder underrettes herom, så de kan sørge for, at de børn og unge, der er anbragt på stedet, får tilbudt et andet anbringelsessted. I forbindelse med flytningen er det vigtigt, at de anbragte børn og unge får mulighed for at sige farvel til både børn og voksne i familien. Hvis det er muligt, bør der ligeledes være en overgangsperiode, hvor børnene og de unge kan vænne sig til det nye anbringelsessted og til tanken om at flytte. En flytning til et andet anbringelsessted kan opleves som meget traumatisk for anbragte børn og unge, og der skal derfor tages de fornødne hensyn til dette.

KL udsender årligt en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter servicelovens § 142, stk. 8 med vejledende satser for plejevederlag, lommepenge, beklædning m.v. Se fx KL´s hjemmeside: www.kl.dk.

Anbringelse hos biologiske forældre

411. Kommunen kan vælge at anbringe et barn eller en ung hos en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, hvis det vurderes, at den anden forælder er bedre egnet til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og hvis det ikke er muligt at få overført forældremyndigheden til den anden forælder, fx fordi forældrene ikke ønsker at søge om overførsel. Da forældre har forsørgelsespligt over for deres børn, uanset hvem der har forældremyndigheden, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns forsørgelse, er der ikke hjemmel til at give vederlag til forælderen i forbindelse med anbringelsen. En anbringelse hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, vil i øvrigt være en netværksanbringelse, jf. servicelovens § 142 stk. 2. I forbindelse med en anbringelse forudsættes det, at barnet eller den unge ikke længere bor hos forældremyndighedsindehaveren. Hvis forældrene har delt forældremyndighed, vil det derfor ikke blive betragtet som en anbringelse, hvis barnet eller den unge med kommunens mellemkomst flytter hen til den anden forælder. Ved en anbringelse hos den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal kommunen godkende forælderen som netværksplejefamilie efter servicelovens § 142 stk. 2, hvilket også udelukker, at der udbetales vederlag. Da barnet er anbragt uden for hjemmet i henhold til serviceloven, kan der ikke udbetales børnetilskud eller børnefamilieydelse, selv om barnet eller den unge anbringes hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 5 stk. 1, nr. 4 samt lov om en børnefamilieydelse § 2 stk. 1, nr. 4.

Hvis den forælder, der har barnet anbragt hos sig, får behov for økonomisk hjælp, kan kommunen fx yde hjælp i særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik kapitel 10, forudsat at betingelserne for hjælp i denne lov i øvrigt er opfyldt. Se vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Om anbringelse hos slægtninge i øvrigt se pkt. 413.

Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet

412. Såfremt plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet, er barnet ikke længere anbragt uden for hjemmet, idet »hjemmet«, således som dette udtryk anvendes i servicelovens § 52, er ensbetydende med forældremyndighedsindehaverens bopæl. I disse tilfælde er der således ikke tale om en anbringelse i medfør af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, hvilket medfører, at der ikke er hjemmel til at udbetale vederlag til plejeforældrene. Da børnefamilieydelse udbetales til forældremyndighedsindehaveren, jf. lov om en børnefamilieydelse, vil plejeforældrene overtage retten til denne ydelse i forbindelse med, at de får overført forældremyndigheden.

Det er dog kun de biologiske eller retlige forældre, der har forsørgelsespligt over for deres børn, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns forsørgelse. Ved retlige forældre forstås adoptivforældre.

I tilfælde, hvor forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død tillægges personer, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, vil en eventuel efterlevende forælder fortsat være forpligtet til at bidrage til forsørgelsen af barnet eller den unge. Bidragspligten iværksættes ved at kontakte forælderens bopælskommune. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse med henvisning til lov om aktiv socialpolitik § 84. Ydelser efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er skattefri og udbetales uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens økonomiske forhold, men er afhængig af barnets eller den unges indtægt. Se vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Der kan kun ydes kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger på grund af, at pågældende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

 

Serviceloven:

§ 142

Stk. 2. Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.

Stk. 3

Anbringelse i netværksplejefamilier

413. Det er vigtigt, at ressourcerne i barnets familie og netværk udnyttes, da det kan give en bedre opvækst for udsatte børn og unge. SFI’s forskningsoversigt » Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet« fra 2003 peger på, at anbringelser i netværket er gode. Børnene har bedre kontakt til deres biologiske familie og udsættes i mindre grad for opbrud og skift i anbringelsesforløbet. Derved bidrager netværksanbringelser til at styrke kontinuiteten for barnet.

I modsætning til plejefamilier efter servicelovens § 142, stk. 1, skal netværksplejefamilier efter servicelovens § 142, stk. 2, alene være godkendt, som konkret egnede af den anbringende kommune. Godkendelsen foretages af den anbringende kommune, da det er naturligt, at det er den anbringende kommune, der varetager godkendelsen, da de kender barnet eller den unge bedst.

Familien skal vurderes til at være egnet til at modtage ét bestemt barn, og det er ikke relevant, om de ville kunne modtage andre børn. En netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn samtidig, fx søskende. Netværksplejefamilien skal i de tilfælde have en godkendelse for hvert enkelt barn.

Det generelle egnethedskriterium er ikke altid velegnet, når der er tale om netværksanbringelser. I netværksanbringelser kan barnets kontakt og relation til familien have større betydning end eksempelvis familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund. Kommunen kan derfor ikke opstille generelle kriterier for godkendelse af netværksplejefamilier, men skal i hvert enkelt tilfælde foretage en vurdering af relationen mellem barnet eller den unge og den pågældende familie.

Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra barnets netværk. Ordet netværksanbringelser anvendes – i stedet for slægtsanbringelser – for at understrege, at der ikke nødvendigvis skal være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre. Det centrale er, at der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre.

I kommunernes vurdering af, om der er tale om en plejefamilie, der skal godkendes som generelt egnet, eller om der er tale om en netværksplejefamilie, er det afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse.

Er der tale om anbringelse hos familiemedlemmer som fx bedsteforældre, mostre, onkler, forældre uden del i forældremyndigheden m.v., vil det som udgangspunkt altid være en netværksanbringelse, også selv om der ikke er tale om biologisk familie, men alene social familie eller stedfamilie.

I de tilfælde, hvor det eksempelvis kan være fodboldtræneren, skolelæreren eller klubpædagogen, der har en god relation til barnet eller den unge, vil vurderingen ofte bero på, hvorvidt den pågældende generelt ønsker at arbejde som plejefamilie, eller om ønsket alene vedrører det konkrete barn. Der kan godt ske godkendelse som netværksplejefamilie, selv om pågældende i princippet kunne opnå en godkendelse som generelt egnet.

Hvis der derimod er tale om personer, som primært har fået tilknytningen i forbindelse med deres professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale problemer, vil udgangspunktet være, at disse personer ikke skal behandles som netværksplejefamilier. Eksempelvis bliver en tidligere aflastningsfamilie, som gennem deres aflastning, dvs. gennem deres professionelle virke, har skabt en god relation til barnet eller den unge, som gør, at det netop er den familie, der vælges som plejefamilie, som udgangspunkt ikke netværksfamilie.

En familie vil godt kunne være netværksplejefamilie og almindelig plejefamilie på samme tid. Dette kan fx ske hvis familien både skal modtage et barn fra familien, fx en nevø eller en niece, men samtidig kan og vil modtage plejebørn, der ikke kommer fra familien eller netværket. I et sådant tilfælde vil den stedlige kommune skulle godkende plejefamilien som generelt egnet. Den kommune, der ønsker at anbringe fx en nevø eller en niece, vil skulle godkende familien til at være konkret egnet som netværksplejefamilie for det pågældende barn.

 

414. Kriteriet for, at en netværksplejefamilie kan godkendes, er, at familien skal have de fornødne ressourcer til at give det konkrete barn eller den unge den støtte og omsorg, som barnet eller den unge har behov for, evt. suppleret med den nødvendige professionelle behandling udefra. Den professionelle hjælp kan fx bestå i psykologhjælp, supervision m.v. Det er hensigten, at målgruppen for netværksplejeanbringelser er børn, der ellers skulle have været anbragt i familiepleje. Netværksplejefamilier vil derfor ikke kunne godkendes til børn og unge med så omfattende støtte- eller behandlingsbehov, at de efter praksis på området vil blive placeret på specialinstitution eller særligt opholdssted. Det beror på en konkret vurdering, om et barn eller en ung, der skal anbringes uden for hjemmet, har gavn af at blive anbragt i en netværksplejefamilie. Eksempelvis kan et barn med relativt tunge problemer have gavn af en anbringelse i netværket, hvis der i den konkrete netværksplejefamilie er særlige kompetencer til stede, fx i kraft af en særlig uddannelse. En anbringelse i en netværksplejefamilie udelukker heller ikke, at andre foranstaltningstyper i servicelovens § 52 kan finde anvendelse, som fx aflastning efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5 eller udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.

Der kan fx være tale om en onkel, der er uddannet pædagog, og gennem flere år har arbejdet med børn med funktionsnedsættelser, hvilket gør ham i stand til at løfte opgaven med sin nevø, der har psykisk nedsat funktionsevne. Hvis der er behov for, at onklen går hjemme i perioder pga. nevøens funktionsnedsættelse, er det muligt at give tabt arbejdsfortjeneste, men ikke vederlag, se pkt. 416.

Det afgørende for, om der i den konkrete situation vælges en netværksanbringelse, skal være hensynet til barnets bedste. Valget af anbringelsessted skal således ske ud fra undersøgelsen og handleplanen efter servicelovens § 50 og § 140 og en konkret vurdering af, hvorvidt der i barnet eller den unges netværk findes personer, som har ressourcer til at imødekomme barnets eller den unges behov. Det vil i øvrigt være helt afgørende, at netværksplejefamilien er parat til at modtage barnet med de opgaver, der følger med.

Der kan imidlertid også være problemer i forhold til at anbringe børn i netværket. Netværksplejefamilien skal derfor ligesom plejefamilierne sættes grundigt ind i de konflikter, der kan opstå. Samværet med de biologiske forældre kan her være særligt vanskeligt. Forudsætningen for netværksanbringelser er derfor, at kommunen bidrager med den nødvendige supervision og støtte. I forbindelse med godkendelsen som netværksplejefamilie, skal familien deltage i et kursus, jf. servicelovens § 142, stk. 3. Se nærmere under pkt. 418.

 

415. Der gælder særlige godtgørelsesregler for netværksplejefamilier i servicelovens § 142, stk. 7, idet de ikke modtager vederlag, men i stedet får dækket alle omkostninger, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende. Denne ordning skyldes hensynet til, at barnet eller den unge i højere grad får følelsen af, at de mennesker, som det allerede har en tilknytning til, alene har påtaget sig opgaven på baggrund af tilknytningen til barnet. Betalingsordningen for barnets eller den unges ophold hos en netværksplejefamilie skal derfor være økonomisk neutral for netværksplejefamilien.

Netværksplejefamilierne får udbetalt godtgørelse for kost og logi efter Socialministeriets bekendtgørelse af satser for kost og logi ved formidlet døgnophold efter lov om social service, der revideres en gang årligt. Det er derudover forudsat i anbringelsesreformen, at børn og unge, der anbringes i netværket skal sidestilles fuldt ud med de andre børn i familien. Det indebærer, at kommunen fx skal dække udgifter til større udlandsrejser eller andre større udgifter som følge af, at barnet eller den unge skal deltage i familielivet på lige fod med familiens andre medlemmer, og hvor netværksplejefamiliens almindelige livsførelse giver anledning til større udgifter, end man kan forvente dækket af ydelsen til kost og logi. Derudover kan der dækkes udgifter, der er en konsekvens af, at der kommer et ekstra familiemedlem. Det kan fx dreje sig om anskaffelser i opstartsfasen eller etableringsudgifter i øvrigt. Udgifterne kan udbetales skattefrit, hvis dækningen sker på baggrund af en regning. Det vil sige på baggrund af et eksternt udgiftsbilag, der dokumenterer, at familien har afholdt den konkrete udgift.

Tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier

416. Det er i særlige tilfælde muligt for kommunen at godtgøre tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier. Godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste kan gives i de tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge konkret betyder, at netværksplejeforældre ikke har mulighed for at passe deres almindelige arbejde eller må gå ned i arbejdstid. Det kan fx være nødvendigt, at den ene plejeforælder i en periode tager orlov fra sit arbejde, hvis det barn, der skal anbringes i pleje, er et spædbarn, der endnu ikke er i dagtilbud. Der kan også være tale om et barn, der har behov for en særlig opmærksomhed fra plejeforældrene, Der kan fx være tilfælde, hvor plejeforældrene i indkøringsfasen tager helt eller delvist orlov, eller hvor et barn eller en ung i en periode på grund af sin særlige situation har behov for ekstra omsorg.

Der kan som udgangspunkt ikke udbetales tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde af, at netværksplejeforældrene har skiftende arbejdstider, der indebærer aften- og weekendarbejde. Hvis det er nødvendigt, at der er en voksen til stede i sådanne perioder, er det muligt at dække udgifterne til en barnepige, jf. reglerne om at netværksplejefamilien skal have dækket alle udgifter. Se punkt 416. Reglerne om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier er fastsat i bekendtgørelse om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier, som er optrykt som bilag 6 til denne vejledning.

Det forudsættes, at godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste kun finder sted, når hensynet til barnet eller den unge gør det nødvendigt. Hovedreglen er, at netværksplejefamilien lader barnet eller den unge indgå i den hverdag, familien havde før anbringelsen. Hvis barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, bør denne hjælp som udgangspunkt ydes professionelt, dvs. ikke af netværksplejefamilien, men af andre professionelle, som kommunen betaler for denne ydelse. Kommunen kan således beslutte at yde forskellige foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, samtidig med anbringelsen.

 

417. Udover reglerne om godtgørelse til netværksplejefamilier skal en anbringelse i en netværksplejefamilie følge samtlige almindelige regler om anbringelser. Det betyder, at barnet eller den unge, forældrene og netværksplejefamilien skal have den samme støtte som ved anbringelse i almindelig familiepleje. Samtidig gælder kommunens forpligtigelse efter servicelovens § 71 til at støtte op omkring samarbejdet mellem anbringelsessted og forældre også i forhold til netværksplejefamilier, og netværksplejefamilien skal deltage i et kort kursus i forbindelse med godkendelsen, se herom pkt. 418. Der skal udarbejdes handleplan, føres tilsyn, forældrene skal tilbydes en støtteperson m.v. Endelig gælder der de samme regler om, at der under anbringelsen kan ydes anden støtte efter servicelovens § 52, hvis barnet har behov for det.

Kursus til plejefamilier og netværksplejefamilier

Serviceloven:

§ 142.

Stk. 3. Den kommunalbestyrelse, der godkender, jf. stk. 1 og 2, skal i forbindelse med godkendelsen sørge for, at plejefamilien deltager i et kursus i at være plejefamilie.

418. Servicelovens § 142, stk. 3, stiller krav om, at den kommune, der godkender plejefamilien, jf. stk. 1 og 2, skal sørge for, at både plejefamilier og netværksplejefamilier deltager i et kursus, som giver dem den fornødne information og viden om at være plejefamilie. Kurset skal gives i forbindelse med godkendelsen og har til formål at opkvalificere tilbuddene og mindske risikoen, for at plejeforholdet bryder sammen. Kurserne skal derfor både give kommende plejeforældre viden om, hvilken opgave de går ind til, og redskaber til at løse opgaven. Kurset omfatter begge plejeforældre og skal være påbegyndt inden godkendelsen. Det er ikke noget krav, at kurset skal være afsluttet, inden plejefamilien modtager børn eller unge. Derimod kan det være relevant at overveje, hvorvidt en del af kurset først skal finde sted, når familien har modtaget et barn eller en ung, så undervisningen målrettes den konkrete situation.

Kurset skal som minimum omhandle følgende tre aspekter:

1. Omsorg for og opdragelse af børn herunder, forståelse for anbragte børns særlige situation og eventuelle forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelsen for relationen mellem plejefamilie, plejebarn og plejefamiliens egne børn.

2. Samarbejdet med barnets forældre herunder, hvordan barnets og forældrenes relation støttes.

3. Plejefamiliens rolle i samarbejdet omkring barnet eller den unge i forhold til de professionelle herunder også de kommunale myndigheder.

Kommunen fastlægger selv det nærmere indhold og længden af kurset ud fra bl.a. de kommende plejefamiliers behov og den information, som kommunen i øvrigt tilbyder. Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen, evt. i samarbejde med andre kommuner, tilbyder kurser, der er målrettet de problemstillinger, som en plejefamilie vil blive godkendt til. Det kan fx dreje sig om kurser i forhold til børn og unge med anden etnisk baggrund eller med en funktionsnedsættelse. Et kortere kursus i løbet af en eller to weekender vil fx være tilstrækkeligt til at opfylde kravet i bestemmelsen. Kommunerne kan bl.a. hente inspiration til, hvad det er hensigtsmæssigt at inkludere i et sådant kursus fra udviklingsprojektet RUGO, AMU-kurser samt i Familieplejen Danmarks plejeforældreuddannelse.

Det er den generelt godkendende kommune, der skal afholde udgifterne til kurset. Hvis der er tale om en netværksanbringelse, er det den anbringende kommune, der skal afholde udgiften til kurset, da den anbringende kommune i disse tilfælde også er den godkendende kommune. Hvis der er tale om en almindelig plejefamilie, er det således den stedlige kommune, der betaler.

Anbringelse på eget værelse

Serviceloven:

§ 142.

Stk. 4. Egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, skal være godkendt som generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.

419. Unge kan anbringes på eget værelse eller kollegium efter servicelovens § 142, stk. 4.

I kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over en bolig i form af en lejlighed eller et værelse, anses den enkelte bolig eller værelse for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder skal godkendes af den stedlige kommune. Det gælder uanset, om der er visse fælles faciliteter eller, om der ydes en begrænset personlig støtte til de unge.

Det er den stedlige kommune, der foretager godkendelsen og fører tilsyn med stedet, herunder den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Kommunen kan således skride ind, såfremt der på et værelse anbringes en ung, der har behov for mere støtte, end det er forudsat i godkendelsen. Godkendelsen skal indeholde en nærmere afgrænsning af målgruppen.

Det kan være vanskeligt at sondre mellem et værelse og et opholdssted, specielt i de situationer, hvor der er tilknyttet pædagogisk støtte til den unge. Hvis et anbringelsessted skal godkendes som et værelse, skal den unge have en vis alder, således at det er muligt for den unge at klare sig på egen hånd. Den unge, der skal anbringes på værelset, skal være egnet til at kunne klare dagligdagen på egen hånd, og behovene hos den unge skal primært have karakter af dækning af de daglige fornødenheder som fx kost, logi og beklædning. Modsat vil anbringelsesstedet kunne betragtes som et opholdssted, hvis der er ansat personale, målgruppen er børn og unge med behov for en særlig socialpædagogisk indsats, der er særlige fælles faciliteter eller, hvis der i øvrigt arbejdes på en institutionslignende måde.

Hvis der er tilknyttet en personlig rådgiver eller kontaktperson til den unge, vil det stadig være muligt at godkende stedet som et værelse. Selv om der er ansat en voksen, der bor på stedet, kan det alligevel i en del tilfælde godkendes som et værelse, såfremt denne primært fungerer som en stabil voksen eller rådgiver i den unges liv.

Hvis den stedlige kommune giver afslag på godkendelse som værelse, kan kommunen i stedet søges om godkendelse som opholdssted, se pkt. 420 ff.

Opholdssteder for børn og unge

Serviceloven:

§ 142.

Stk. 5. Opholdssteder for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Det gælder dog ikke for sådanne tilbud, med hvilke en kommunalbestyrelse har indgået en generel aftale om anvendelse af opholdsstedet, herunder om tilsyn.

420. Efter servicelovens § 142, stk. 5, skal opholdssteder, dvs. private anbringelsessteder, hvis indtægt er baseret på et godkendt budget, være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. Hvis en kommunalbestyrelse har indgået en generel aftale med opholdsstedet om at anvende pladserne og om at føre tilsynet, er det den pågældende kommune, der skal foretage godkendelsen, selvom opholdsstedet ikke ligger i den pågældende kommune. Kommunen kan sælge enkelte af pladserne til andre kommuner, men det vedbliver i så fald med at være den pågældende kommune, der har tilsynsforpligtelsen.

Opholdssteder dækker over et bredt spekter af anbringelsesmuligheder strækkende sig fra det lille opholdssted, der drives af en professionel familie, og som kan modtage nogle få anbragte børn til større opholdssteder med ansatte og til socialpædagogiske skibsprojekter og kost- og efterskoler.

Da der er tale om så bredt et spekter af anbringelsesmuligheder, vil den undersøgelse, der skal lægges til grund, før der kan udstedes en generel godkendelse af den stedlige kommune, således altid variere afhængig af opholdsstedets karakter.

Socialpædagogiske opholdssteder, der er oprettet med det formål at modtage børn og unge, vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af fx opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige og faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysiske rammer og de organisatoriske og økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de alders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet. For de generelle regler om godkendelse og tilsyn med opholdssteder se Socialministeriets bekendtgørelse om godkendelse og tilsyn med opholdsteder og botilbud, som er optrykt som bilag 15 til denne vejledning samt den tilhørende vejledning.

Det er vigtigt, at der foretages en vurdering af, om opholdsstedet er i stand til at lære de anbragte børn og unge, hvordan de skal klare sig selv, når de bliver voksne.

Der skal desuden foretages en vurdering af, i hvilken grad stedet er i stand til at støtte op om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene.

For de mindre og de lidt større børn er det vigtigt, at de sædvanligvis har fælles bolig med nogle medarbejdere, eller at der er fastboende medarbejdere i en særskilt afdeling.

For unge kan det være udviklende, hvis de i forbindelse med en overgangsfase til en selvstændig tilværelse kan få deres egen bolig eller kan bo i et fællesskab med afpasset støtte fra medarbejdere.

Modtages der børn i skolealderen, er det væsentligt, at opholdsstedet er i stand til at skabe et godt samarbejde med skolen, og at der kan sikres støtte til skolearbejdet.

Hvis opholdsstedet modtager større børn og unge, må opholdsstedet tilbyde meningsfulde og udviklende aktiviteter, herunder opbakning til deltagelse i fritidsaktiviteter uden for opholdsstedet.

Mulighederne for at kunne støtte børnene og de unge i tiden fra de forlader opholdsstedet, fx i form af et fleksibelt efterværn, til de har fået fodfæste i den nye tilværelse, må indgå i vurderingen af opholdsstedet.

 

421. Opholdsstedet er selv ansvarlig for at indhente børneattest efter lov om indhentelse af børneattest. Vedrørende indhentelse af helbredserklæring og den almindelige straffeattest gælder det samme som anført i pkt. 503.

Anbringelse på kost- og efterskoler

422. Der kan være mange forskellige grunde til at et barn bliver kostskoleelev. Et gennemgående kendetegn er dog, at der er tale om børn, hvis hjem og forældre i en kortere eller længere periode ikke er i stand til at have barnet boende hjemme. Det kan der være flere grunde til.

For en hel del børn gælder det, at de ikke har kunnet trives i deres hjem eller skole, og at det efterhånden har taget til i et sådant omfang, at barnets udvikling på et vist tidspunkt kan være truet. I de fleste tilfælde er forældrene i stand til at erkende denne situation og derfor positive over for, at barnet eller den unge får ophold uden for hjemmet.

Kostskolen er i mange tilfælde det tilbud, som forældrene kan acceptere, og som de kan samarbejde med de sociale myndigheder om. Man må i den forbindelse være opmærksom på, at skolerne generelt er vant til at håndtere børn og unge, hvis personlige fremtræden og sociale funktionsevne kan variere betydeligt.

Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v (Friskoleloven)., jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 3. juli 2006

423. Efter friskolelovens § 2, stk. 4 kan en fri grundskole, der modtager tilskud i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v., omfatte en kostafdeling for 6.-10. klassetrin.

For så vidt angår kostafdelinger indeholder loven derudover alene bestemmelser om tilskud, herunder betingelser for at modtage tilskud til kostafdelingen. En skole skal fx have mindst 18 årskostelever for at modtage tilskud til kostafdelingen.

Stedlig kommunes generelle godkendelse af pladser til anbringelse

424. Inden en kommune kan anbringe et barn eller en ung på en kostskole, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, skal der foreligge en generel godkendelse af pladser på skolen til anbragte elever. Kommunen har derefter en generel/almindelig tilsynsforpligtelse vedrørende kost/efterskolens godkendte pladser til anbragte børn.

Godkendelsen angår således alene pladser til anbragte børn og unge efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8.

Kommunens godkendelse sker på grundlag af en anmodning fra kostskolen, indeholdende en redegørelse om skolens tilbud generelt, herunder det samlede elevtal samt det antal pladser, der ønskes godkendt til anbragte børn og unge, hvilke aldersgrupper, der kan modtages, prisen for tilbuddet, samt særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse.

Ved anbringelse af et barn eller en ung på fx en efterskole eller en fri grundskole med kostafdeling eller en tilsvarende skole, jf. servicelovens § 142, stk. 2, der allerede er godkendt af Undervisningsministeriet efter reglerne herom, og hvor myndighederne løbende fører tilsyn med stedet, kan den stedlige kommunes godkendelse basere sig på oplysningerne fra kost- eller efterskolen om det antal pladser, der er til rådighed for anbragte børn og unge, hvilke aldersgrupper der kan modtages, prisen for tilbuddet og særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse. Den kommunale godkendelse kan på denne baggrund indskrænke sig til at lægge de nævnte oplysninger til grund for en godkendelse.

Det er kun i de tilfælde, hvor der foreligger såvel en godkendelse som et tilsyn fra Undervisningsministeriet, at den kommunale undersøgelse kan basere sig på de nævnte oplysninger.

Kommunen vil i øvrigt altid ud fra sit lokale kendskab skulle vurdere, om der er brug for supplerende oplysninger, forinden der kan udstedes en generel godkendelse af stedet.

Prisen pr. plads for anbragte elever og for ikke anbragte elever på kost- og efterskoler må som udgangspunkt være den samme. Når en kommune beslutter at anbringe en ung på en kost- eller efterskole, er det fordi der er tale om et skoletilbud, som principielt retter sig til alle børn og unge, og som børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, kan have gavn af.

Den unge kan have behov for særlige ydelser både i forbindelse med opholdet og undervisningen. Udgiften kan i visse tilfælde afholdes af kost- eller efterskolen efter aftale med den anbringende kommune, som dækker udgifterne efter dokumentation i det enkelte tilfælde.

Skolens muligheder for at kunne være et positivt anbringelsessted for visse børn og unge, er som udgangspunkt, at en kostskole ikke er et socialpædagogisk opholdssted, men netop en skole, hvor undervisning er det væsentligste virkemiddel. Denne undervisning må derfor kombineret med det pædagogiske arbejde uden for skoletiden, have en sådan karakter, at alle elever får de bedste muligheder for at udvikle deres faglige, sociale og personlige potentialer.

I overvejelserne vedrørende en godkendelse kan følgende inddrages:

– De sociale problemer hos den målgruppe, som skolen mener at kunne modtage sammenholdt med det tilbud, som skolen har.

– Om skolen er udstyret med personale, undervisningsfaciliteter, fritidstilbud, boforhold etc. der sikrer, at der kan optages et antal elever med sociale funktionsvanskeligheder.

– Om skolen evt. over en årrække har haft gode undervisningsmæssige og personlighedsmæssige resultater med anbragte elever (bortvisning bør her betragtes som et dårligt resultat, medmindre skolen kan dokumentere, at bortvisningen har været velbegrundet, og skolens procedurer og samarbejde med myndigheder i den forbindelse er tilfredsstillende).

– Om skolen evner at inddrage forældrene og ikke mindst at etablere samarbejde med de forældre, hvis børn og unge er anbragte uden for hjemmet.

– Om skolen har et godt og konstruktivt forhold til de anbringende kommuner, herunder den oprindelige skole, pædagogisk-psykologiske rådgivning og den sociale forvaltning.

– Om indholdet af tilbuddet og pris står i et rimeligt forhold til hinanden.

Kommunens beslutning om en generel godkendelse af pladser til anbragte børn og unge beror herefter på en samlet vurdering af tilbuddet set i forhold til tyngden af de problemer hos de børn og unge, skolen mener at kunne modtage. Der er tale om en konkret vurdering, hvor det ikke på forhånd kan fastsættes, hvor stort antallet af godkendte pladser for anbragte elever kan være set i forhold til skolens samtlige pladser. Det kan derfor ikke udelukkes, at samtlige pladser på skolen efter en konkret vurdering ville kunne godkendes til at kunne modtage anbragte børn og unge.

Kommunen skal være opmærksom på, at der ikke godkendes flere pladser på skolerne, end disse ønsker rent faktisk at bruge til anbragte børn og unge.

 

Socialpædagogiske skibsprojekter

425. Ophold i socialpædagogiske skibsprojekter kan finde sted enten efter reglerne om døgninstitutioner for børn og unge i servicelovens § 67 eller efter reglerne om opholdssteder i servicelovens § 142.

Alle skibsprojekter for mere end én ung skal have en fast landbase, dvs., at projektet skal være en del af et godkendt opholdssted, jf. servicelovens § 142, eller en døgninstitution, jf. servicelovens § 67.

For skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord føres det løbende tilsyn af én offentlig myndighed, jf. punkt 426. For skibsprojekter for indtil tre unge og for én ung føres det løbende tilsyn af den anbringende kommune. Hyppigheden af tilsynsbesøg fastsættes af den anbringende kommune. Skibet eller fartøjet vil kun blive synet af Søfartsstyrelsen som et tilsvarende skib, der ikke er et skibsprojekt. Om støtte til ophold i udlandet efter servicelovens regler henvises til punkt 461.

I forbindelse med skibsprojekter skal skibet teknisk godkendes af Søfartsstyrelsen efter de retningslinjer, der gennemgås nedenfor. Den tekniske godkendelse, der foretages af Søfartsstyrelsen, omhandler alene om skibet opfylder gældende regelværk, og ikke om skibet er velegnet til det socialpædagogiske projekt. Hvorvidt skibet er egnet til et socialpædagogisk projekt afgøres alene af den anbringende myndighed. En skematisk oversigt over reglerne er derudover optrykt som bilag 14 til denne vejledning.

Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord

426. Søfartsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 11784 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål fastsat vilkårene for den tekniske godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads. Det vil af det konkrete skibs Farttilladelse fremgå, om selve skibet er godkendt i henhold til denne forskrift.

Derudover kan skibe, der er godkendt til at medtage op til 12 passagerer, ligeledes benyttes til sådanne projekter. Disse skibe vil være forsynet med en »Farttilladelse«, hvoraf det fremgår, hvor mange passagerer, der må medtages.

Denne skibstype skal administreres som »Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord«, og der kan ikke, uanset at et skib er godkendt til at medtage op til 12 passagerer, medtages mere end ti unge anbragt efter lov om social service.

Fartsområderne fastsættes af Søfartsstyrelsen ud fra de retningslinier, der er gældende for et tilsvarende skib, der ikke medfører unge anbragt efter lov om social service.

Dette fartsområde kan således godt være væsentlig større, end det den anbringende myndighed finder forsvarligt. Det er derfor den anbringende myndighed, der skal begrænse skibets fartsområde, såfremt det af Søfartsstyrelsen givne fartsområde findes at være for stort.

For så vidt angår det socialpædagogiske tilsyn m.v. har Søfartsstyrelsen som vilkår for godkendelse af skibsprojekter for fire til ti unge bl.a. fastsat, at en anden offentlig myndighed end Søfartsstyrelsen påtager sig opgaverne i forbindelse med visitation og tilsyn på de anbringende kommuners vegne. Det er ikke muligt at delegere tilsynsforpligtelsen m.v. til en privat organisation. Medmindre andet aftales med en offentlig myndighed, påhviler de nævnte opgaver den kommune, der har godkendt det opholdssted, som skibsprojektet er en del af.

De socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord er optrykt som bilag 17.

Skibsprojekter for indtil tre unge

427. Skibsprojekter for indtil tre unge kan etableres på skibe, der er indrettet til det særlige formål og ikke samtidig transporterer last eller passagerer.

Fritidsfartøjer kan ikke bruges erhvervsmæssigt. Dette er understreget i Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 9265 af 1. maj 2004 om fritidsfartøjers bygning og udstyr m.v. Denne bekendtgørelse gennemfører EU lovgivningen om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaters love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer.

Fartøjer, der ønskes brugt til socialpædagogiske skibsprojekter, skal derfor opfylde bestemmelserne for erhvervsfartøjer og godkendes og synes som sådan. Sådanne fartøjer skal derudover registreres i skibsregisteret som erhvervsfartøj.

På skibe over 15 meter men under 24 meter skal besætningen bestå af en skibsfører, som mindst er i besiddelse af bevis som yachtskipper af 3. grad, og en person, som er fyldt 18 år, og mindst har 1 års sejlererfaring. Andre skibe skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning.

Sejlads uden for linierne Skagen-Færder, Kalmar-Darlowo tillades kun for visse erhvervsfartøjer/skibe. Fartsområderne fastsættes af Søfartsstyrelsen ud fra de retningslinier, der er gældende for et tilsvarende skib, der ikke medtager unge anbragt efter lov om social service.

Dette fartsområde kan således godt være væsentlig større end det, den anbringende myndighed finder forsvarligt. Det er derfor den anbringende myndighed, der skal begrænse skibets fartsområde, såfremt det af Søfartsstyrelsen givne fartsområde findes at være for stort.

Det påhviler den kommune, der efter serviceloven har det generelle tilsyn med landbasen, herunder skibsprojektet, at påse, at et skibsprojekt for indtil tre unge har den fornødne tekniske godkendelse fra Søfartsstyrelsen.

 

428. Anbringelse i et skibsprojekt for indtil tre unge iværksættes af kommunen. Kommunen må sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse med henblik på at afklare, om den unge fysisk og psykisk er i stand til at opholde sig om bord på et skib. Kommunen skal ligeledes sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår et af Søfartsstyrelsen godkendt søsikkerhedskursus.

Ved anbringelse på skibsprojekter med fartområde uden for linierne Skagen - Færder, Kalmar - Darlowo påhviler der kommunen en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den unge har en fysik og en modenhed, der gør anbringelsen på et skib med det større fartområde forsvarlig.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med indtil tre unge føres af den anbringende kommune, jf. punkt 427.

Opmærksomheden henledes på Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 11784 af 20. november 2000, hvori Søfartsstyrelsens tekniske forskrift om skibe til særlige formål (bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe m.v.) fremgår. Denne bekendtgørelse gælder for uddannelsesskibe, socialpædagogiske skibsprojekter, lejrskoleskibe, klubskibe eller skibe til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads, og er ombygget til formålet, inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

Skibsprojekter for én ung

429. Socialpædagogiske projekter med én elev kan iværksættes af kommunen. Den anbringende kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med den konkrete anbringelse have dokumentation af skibsfører eller reder for følgende:

Skibet skal have gyldig fartshjemmel, og der skal være godkendte opholdsrum for alle ombordværende. Skibene skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning. Dokumentation for, at skibet er godkendt teknisk af Søfartsstyrelsen, skal foreligge, inden der træffes aftale om en placering af en ung.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med én ung føres af den anbringende kommune, jf. punkt 429.

 

430. Søfartsstyrelsen har peget på en række særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med ophold på skibe i erhvervsmæssig drift.

Søfartsstyrelsen anfører således bl.a.:

– at skibsfart og fiskeri er farlige arbejdspladser,

– at ophold i fremmede havnebyer uden intens og forsvarlig socialpædagogisk støtte i mange tilfælde ikke kan anses for ansvarligt,

– at unge anbragt i familiepleje om bord på de mindre fragtskibe ikke må anvendes som erstatning for normal arbejdskraft.

Søfartsstyrelsen har samtidig anbefalet, at de anbringende kommuner forud for en sådan anbringelse sikrer sig:

– at der kun er anbragt én ung i hvert skib,

– at den unge ikke er under 16 år,

– at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse,

– at den unge inden anbringelsen gennemgår et godkendt søsikkerhedskursus, der bl.a. omfatter livredning, herunder funktionen af båd- og brandrulle.

Søfartsstyrelsen har endelig gjort opmærksom på, at der af skibsføreren skal udfyldes bemandingsskema for den unge.

På denne baggrund bør anbringelse af unge på skibe i erhvervsmæssig drift alene foretages efter nøje undersøgelse og alene, hvor ganske særlige grunde i det enkelte tilfælde taler herfor, fx som led i en vurdering af en eventuel fremtidig beskæftigelse inden for området.

Døgninstitutioner

Serviceloven:

§ 67. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal herunder sørge for, at der på institutionerne er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for at blive anbragt uden for hjemmet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på sikrede døgninstitutioner.

Stk. 4. Døgninstitutioner kan oprettes og drives af en kommune, jf. § 4, af en region, jf. § 5, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.

 

431. Efter servicelovens § 67 skal kommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal kommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

 

432. Kommunen kan opfylde sin forpligtelse efter servicelovens § 67 på følgende måder:

– ved at oprette og drive døgninstitutioner, eventuelt i fællesskab med andre kommuner, jf. servicelovens § 4,

– ved at købe pladser på regionale institutioner,

– ved at købe pladser på selvejende institutioner, som kommunen selv eller regionsrådet har indgået aftale med og

– ved at købe pladser af andre kommuners døgninistitutioner.

 

Generelt om døgninstitutioner

433. Kommunens opgave er ifølge servicelovens § 67, stk. 1-3 at supplere opholdsstederne, så det sikres, at der samlet set er de fornødne tilbud til de børn og unge, der har behov for at blive anbragt uden for hjemmet.

For hjemmeboende børn og unge, herunder børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan der være behov for aflastningspladser, og kommunen kan tilgodese dette behov enten ved at have særlige aflastningsinstitutioner eller aflastningspladser på døgninstitutioner for børn og unge eller på særlige daginstitutioner efter servicelovens § 32.

Nedenfor beskrives de tre typer af døgninstitutioner. De tre typer døgninstitutioner oprettes og drives som udgangspunkt inden for de samme rammer, lige som selve anbringelsen og som udgangspunkt foretages efter de samme regler, uanset hvilken type institution, barnet eller den unge skal anbringes på.

Kun for de sikrede døgninstitutioner gælder der på enkelte områder særlige regler, som fremgår af servicelovens § 123 og Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, som er optrykt som bilag 9 til denne vejledning.

Nogle døgninstitutioner er udstyret med en særlig ekspertise, så institutionen har mulighed for at målrette sit arbejde mod særlige grupper inden for den institutionens generelle målgruppe, jf. nedenfor.

Kommunen kan drive alle tre typer døgninstitutioner, men der er begrænsninger i regionens mulighed for at drive døgninstitutioner for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer, se nærmere om regionens opgaver vedrørende opgaver vedrørende børn og unge i Vejledning 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning m.v.

 

Døgninstitutioner for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer, servicelovens § 67, stk. 1

434. Døgninstitutioner efter servicelovens § 67, stk. 1, har som deres primære målgruppe børn og unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt uden for hjemmet. Målgruppen omfatter også børn og unge, som skal anbringes uden for hjemmet på grund af forhold hos forældrene, som gør, at de ikke kan tage vare på deres børn, fx misbrug eller psykiske problemer.

Kommunen er desuden forpligtet til at sørge for, at der på disse institutioner findes det nødvendige antal pladser til ambulant behandling af børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Døgninstitutioner for børn og unge med handicap, servicelovens § 67, stk. 2

435. Døgninstitutionerne efter servicelovens § 67, stk. 2, har som deres primære målgruppe børn og unge, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for behandling eller anden udviklingsmæssig støtte fx undervisning, og som i den sammenhæng har ophold uden for hjemmet, eller børn og unge med psykiatriske lidelser.

Det drejer sig således om institutioner, hvis målgruppe er omfattet af det klassiske handicapbegreb og om institutioner, hvis målgruppe er børn og unge med psykiatriske lidelser, og hvor behandlingen på institutionen indeholder en væsentlig psykiatrisk indsats med sammenhæng til det øvrige psykiatriske system.

Disse institutioner kan karakteriseres ved målgruppens behov for behandling og udviklingsmæssig støtte i relation til deres nedsatte funktionsevne og dermed ved behovet for, at institutionerne i deres indsats inddrager viden fra de generelle handicap – og psykiatriområder og dermed også i et vist omfang fra voksenområdet.

Sikrede døgninstitutioner, servicelovens § 67, stk. 3

436. Sikrede døgninstitutioner er karakteriseret ved, at de omfatter mindst én sikret afdeling, jf. servicelovens § 123 og Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, som er optrykt som bilag 9 til denne vejledning, der af Socialministeriet er godkendt til at have yderdøre og vinduer konstant aflåst. En sikret døgninstitution kan bestå af både åbneafdelinger og en eller flere sikrede afdelinger.

Kapitel 17

Dagligdag og driftsmæssige forhold m.v. på anbringelsesstederne

437. I dette kapitel beskrives de driftsmæssige forhold m.v. på anbringelsesstederne, herunder de ydelser som barnet eller den unge modtager under et døgnophold samt vederlag til plejefamilier og beløb til kost og logi og andre fornødenheder ved et barns eller en ungs ophold i et anbringelsessted. I kapitlet beskrives også reglerne om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

 

Serviceloven:

§ 55. Under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 8, og efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 4, modtager barnet eller den unge omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Stk. 2. Et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.

Stk. 3. Hjælp efter stk. 1 vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

438. Når kommunen vælger et anbringelsessted, skal der udarbejdes en aftale med stedet, der nærmere definerer, hvad kommunen kan forvente, at anbringelsesstedet leverer inden for den økonomiske ramme, som der opnås enighed om. I forbindelse med kommunens aftale med anbringelsesstedet, skal det defineres nærmere i aftalen, hvad der er indeholdt i anbringelsen. Udgangspunktet for denne fastsættelse er servicelovens § 55 , der definerer, hvad et døgnophold for børn eller unge omfatter. Bestemmelsen omfatter også unge, der er fyldt 18 år, men ikke 23 år, der får tilbud efter servicelovens § 76. Begrebet døgnophold dækker her over døgnophold for:

– barnet eller den unge,

– døgnophold for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

– aflastningsophold for barnet eller den unge og

– udslusningsophold.

Servicelovens § 55 omfatter alle former for døgnophold, jf. stk. 3.

Indholdet i et døgnophold

439. Når kommunen vælger et anbringelsessted efter servicelovens § 69, stk.1, sker det med udgangspunkt i undersøgelsen og handleplanen, jf. servicelovens § 50 og § 140. På den måde defineres det, hvad det er for en opgave, som det pågældende anbringelsessted skal være i stand til at løfte, herunder hvilken skolegang og fritidstilbud, det skal være muligt at tilbyde barnet eller den unge under anbringelsen.

 

440. Det er ikke afgørende, om det konkrete anbringelsessted selv er i stand til at yde hjælpen i forbindelse med den almindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen af det enkelte barn eller den unge er behov for at købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge uden for anbringelsesstedet. Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

Det er vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, at anbringelsesstedet skal levere, og hvilke der skal leveres i et andet regi, idet det fastlægger den økonomiske aftale mellem anbringelsesstedet og den anbringende kommune.

Hverken de sociale klagemyndigheder eller Socialministeriet kan træffe afgørelse i sager om eventuel uenighed om, hvad der indgår i døgnopholdet.

Ydelserne

441. Servicelovens § 55 angiver en ramme for, hvad et døgnophold bør omfatte. Døgnopholdet omfatter bl.a. omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets eller den unges særlige behov. Der kan ikke laves en udtømmende beskrivelse af, hvad døgnopholdet kan omfatte, da det afhænger af behovene hos det enkelte barn eller den unge, der skal anbringes uden for hjemmet, som de er beskrevet i handleplanen. Det er formålet med hjælpen samt barnets eller den unges behov under opholdet, der er grundlaget for visitationen af det enkelte barn eller den unge til et anbringelsessted, og dermed hvad der indgår i døgnopholdet.

Ved særlige behov kan der foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling. Undersøgelser efter servicelovens § 51 kan foregå på et anbringelsessted godkendt efter servicelovens § 66.

Et aflastningsophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold, indgår i døgnopholdet.

 

442. Der er en række grundlæggende ydelser, der er forbundet med selve døgnopholdet for børn og unge, som den anbringende kommune kan forvente er til stede ved et døgnophold.

Det indebærer blandt andet, at barnet eller den unge kan forvente at modtage følgende ydelser under anbringelsen:

Støtte til at barnet eller den unge kan benytte relevante tilbud svarende til alderen, udvikling og interesser i form af skolegang eller undervisning, uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.

Barnet eller den unge skal sikres den nødvendige omsorg i form af en god og stabil voksenkontakt. Derudover skal der sikres adgang til den nødvendige praktiske hjælp, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige tilbud. Der skal ske en løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle udvikling, så man kan identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at opnå det samme niveau for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som jævnaldrende børn og unge.

I forbindelse med den løbende systematiske vurdering skal barnets eller den unges behov for særlige interne eller eksterne tilbud overvejes. Det kan blandt andet omfatte tilbud om psykologbehandling, fysioterapi, specialundervisning m.v. Hvis det skønnes nødvendigt, skal der udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den unge eller familien, der skal indgå i handleplanen efter servicelovens § 140, som udfærdiges af kommunen. Det er op til anbringelsesstedet at udforme mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet eller den unge skal sikres den nødvendige socialpædagogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske, emotionelle og sociale udvikling.

Socialfaglig rådgivning og socialfagligt samarbejde mellem anbringelsesstedet, kommunen, barnet eller den unge, familien og andre samarbejdspartnere, som f.eks. uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen, er en del af den ydelse, som anbringelsesstedet skal levere. Samarbejdet inkluderer orientering om udviklingen i forhold til handleplanen og en evt. revidering af denne. Se pkt. 271 ff. om handleplaner. Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse omsorg til forældrene er også en del af de grundlæggende ydelser.

Hjælp svarende til servicelovens § 44, dvs. til personlig hjælp og pleje.

Det vil afhænge af det enkelte barns eller unges behov ud fra en konkret vurdering, hvilke af de ovennævnte ydelser, der er nødvendige, og i hvilket omfang tilbudene skal ydes for at sikre barnets eller den unges udvikling. Der vil normalt være væsentlig forskel på eksempelvis de nødvendige tilbud til en 19-årig, der er i efterværn efter servicelovens § 76 og tilbudene til en 13-årig, der går i folkeskolen.

Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, blandt andet seng, bord, stol m.v. er som hovedregel dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, kan efter en individuel vurdering og beslutning ydes ved siden af døgnopholdet, og der skal derfor være en supplerende finansiering til dette. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål eller skal kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.

 

443. Udover ovennævnte grundlæggende ydelser er der en række tilbud, der kan være behov for som en del af opholdet for at dække barnets eller den unges særlige behov. Det er elementer, som kommunen ikke automatisk kan forvente, at anbringelsesstedet leverer, og det vil derfor ofte være nødvendigt at købe disse ydelser ved siden af døgnopholdet. Det kan dreje sig om

– Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud efter servicelovens § 32 og særlige klubtilbud efter servicelovens § 36.

– Særlige undersøgelser og observationer, herunder f.eks. bidrag til forældreevneundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til undersøgelser efter servicelovens § 51 og pædagogisk eller psykologisk undersøgelse.

– Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v.

– Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling m.v.

– Hjælp svarende til f.eks. servicelovens § 45, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

– Hjælpemidler til fælles brug.

Disse former for ydelser kan indgå som en del af et døgnophold.

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne af servicelovens § 55

444. Der er former for ydelser, som barnet eller den unge kan modtage under et døgnophold, som ikke kan betragtes som en del af selve opholdet. Det drejer sig fx om:

– Dagtilbud til børn efter servicelovens kapitel 7 og klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud efter servicelovens § 33.

– Udgifter til tilsyn, administration samt rådgivning og vejledning.

– Hjælp som ydes efter anden lovgivning, som f.eks. arbejdsforhold eller beskæftigelse og egentlige uddannelsesforløb, der er omfattet af lov om aktiv socialpolitik, specialundervisning eller vidtgående specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler herom.

– Personlige hjælpemidler og merudgifter efter servicelovens § 41.

Heller ikke ydelser, der primært er rettet mod forældrene, indgår i et døgnophold. Det drejer sig f.eks. om:

– Økonomiske tilskud efter servicelovens kapitel 9, som blandt andet omfatter tilskud til forældre, der vælger privat pasning eller modtager orlovsydelse under børnepasningsorlov efter servicelovens §§ 37, 39 og 40. Disse udgifter er heller ikke efter gældende regler omfattet af delt finansiering.

– Hjælp efter servicelovens § 52, stk. 4 og 5, dvs. forskellige former for økonomisk hjælp til forældre, der ikke selv har tilstrækkelige midler.

– Støtteperson til indehaveren af forældremyndigheden efter servicelovens § 54.

– Terapi eller misbrugsbehandling af forældrene.

 

445. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en mulig form for hjælp falder inden for eller uden for den ramme, som servicelovens § 55 angiver, kan kommunerne støtte deres overvejelser på følgende afvejning:

Kan det pågældende tilbud på den ene side primært anses for at være et led i anbringelsen af barnet eller den unge, jf. den udarbejdede handleplan for barnet eller den unge, eller er der på den anden side tale om et tilbud, hvor formålet er tættere på at ligne de ovennævnte eksempler på former for tilbud, som ligger uden for rammerne for servicelovens § 55.

Ved vurderingen af om tilbudet primært kan anses som et led i anbringelsen efter servicelovens § 55, kan der lægges vægt på, at udgangspunktet efter bestemmelsen er, at døgnopholdet omfatter omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets eller den unges særlige behov. Inkluderet i dette er forsørgelse af barnet eller den unge og alle behandlingsmæssige ydelser, der i forskelligt omfang og forskellige kombinationer indgår i døgnopholdet.

Særligt om hjælpemidler til børn og unge med handicap

446. Kommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen, jf. servicelovens § 112, stk. 1, og § 113, stk. 1, medmindre ydelserne er indeholdt i døgnopholdet.

Hjælpemidler, der ikke er personlige, kan være indeholdt i døgnopholdet, men det forudsætter, at det er særligt besluttet i forbindelse med visitationen, at hjælpemidlerne fremover skal indgå i anbringelsesstedets basisinventar.

Hjælpemidler, der er personlige, er uden for rammerne (i servicelovens § 55) for døgnopholdet.

Om et hjælpemiddel er personligt, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Grænsedragningen er belyst ved en række Sociale Meddelelser, der er gengivet i Ankestyrelsens praksisoversigt om afgørelser truffet efter serviceloven under § 112. Afgørelserne, hvoraf kan nævnes O-54-97 om hjælp til ortopædisk fodtøj som personligt hjælpemiddel og O-52-96 om ståredskaber som basisinventar, står anført i afsnittet om institutionsudgift/personligt hjælpemiddel.

Der henvises vedrørende afgrænsningen mellem basisinventar og personlige hjælpemidler til § 7 i bekendtgørelse om hjælpemidler og forbrugsgoder samt til i Socialministeriets vejledning nr. 6 om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Et særligt personligt hjælpemiddel, ydet efter servicelovens § 112, stk. 3, vil dog altid være at betragte som et personligt hjælpemiddel.

Spørgsmålet om, hvornår et hjælpemiddel har karakter af et særligt personligt hjælpemiddel er også behandlet i vejledning nr. 6 om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Erstatning og forsikring

447. Børnene og de unge er erstatningsansvarlige for skadevoldende adfærd efter dansk rets almindelige regler. Når et barn eller en ung er anbragt, er det generelt barnets eller den unges handlekommune, der bærer ansvaret for forholdene under anbringelsen, herunder forsikringsdækningen. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt at tegne en forsikring, er det handlekommunen, der sørger for det i kraft af, at den indgår aftalen med en plejefamilie, opholdssted eller døgninstitution i forhold til det konkrete barn eller den unge.

For børns og unges uagtsomme skadevoldende adfærd bør der tegnes ansvarsforsikring, med mindre de er dækket af forældrenes ansvarsforsikring. Der kan desuden peges på muligheden for at tegne ansvarsforsikring for ledere og de øvrige medarbejderes erstatningsansvar for uagtsom skadevoldende adfærd.

Der kan normalt ikke tegnes forsikring, der dækker skader forvoldt af et anbragt barn eller en ung på plejefamiliens ejendom eller indbo, da barnet eller den unge indgår i husstanden.

Da det er disse skader, der giver de største problemer i praksis, vil det være hensigtsmæssigt, at den anbringende kommune og plejefamilien ved indgåelse af aftalen om plejeforholdet bliver enige om nogle retningslinier for, hvornår skaden må bæres af plejefamilien, og hvornår kommunen ud fra en billighedsbetragtning eventuelt vil træde ind og erstatte skaden helt eller delvist.

Plejefamiliens (eventuelt de biologiske forældres) familieforsikring (indbo- og ansvarsforsikring) dækker ansvar for personskader forvoldt af et plejebarn på plejefamilien og dækker normalt også skader på personer uden for plejefamilien og deres ejendele, men plejefamilien og kommunen bør inden modtagelsen sikre sig, at det er tilfældet.

Der kan i denne forbindelse henvises til, at KL, Amtsrådsforeningen og Kommunernes gensidige Forsikringsselskab har indgået en aftale om forsikringen for plejefamilier og opholdssteder. Aftalen om forsikring er nærmere beskrevet i den vejledning om opholdsbetaling m.v. for formidlet døgnophold, som Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark har udsendt.

 

448. Børn og unge, der er anbragt på opholdssteder efter servicelovens § 142, stk. 5, og på døgninstitutioner efter servicelovens § 67, er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis barnet eller den unge bor på et opholdsted eller en døgninstitution, skal institutionen tegne en arbejdsskadeforsikring, som dækker personskader, som de anbragte børn eller unge udsættes for under ophold på institutionen, jf. bekendtgørelse nr. 938 af 26. november 2003 om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for personer i døgnophold efter lov om social service. Arbejdsskadeforsikringen dækker kun personskade, der sker, mens barnet eller den unge deltager i institutionens aktiviteter eller opholder sig på stedet.

Kost og logi

449. Beløb til kost, logi og andre fornødenheder dækker de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v. uden, at der er tale om en kompensation for en evt. lejeindtægt, som man ville kunne have opnået, hvis barnet eller den unge ikke havde boet der. Der er tale om et beløb, der er fastsat ud fra nogle gennemsnitsbetragtninger, der ikke skal aflægges regnskab for. Socialministeriet udsender en gang årligt en bekendtgørelse med satserne for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold efter servicelovens § 142.

For anbringelsessteder med fast budget udgør kommunens opholdsbetaling for anbringelse af et barn eller en ung en beregnet takst, der skal dække alle udgifter til barnet eller den unge. Lommepenge, arbejdsvederlag m.v. samt vedligeholdelse af beklædning afholdes under opholdet over opholdsstedets drift.

KL udsender årligt en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter servicelovens § 142 med vejledende satser for vederlag, lommepenge, arbejdsvederlag m.v.

Særligt om lommepenge, beklædning, gaver m.v.

450. Kommunen overtager den fulde forsørgelse af barnet eller den unge ved en anbringelse uden for hjemmet. Forældremyndighedsindehaveren kan ikke længere modtage børnebidrag eller børnefamilieydelse. Det indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt vil give deres børn, må afholdes af kommunen under anbringelsen. Det gælder fx lommepenge til barnet eller den unge. Kommunen må ligeledes sørge for, at barnet eller den unge kan blive forsynet med en passende beklædning under opholdet.

Hensigten med udbetaling af lommepenge m.v. er, at børn og unge skal vænnes til at administrere egne penge, så de forberedes på, at de på et tidspunkt skal ud at bo på egen hånd. Kommunen træffer afgørelse om, hvilke beløb børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have til rådighed i lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser.

Lommepengebeløbet tilpasses barnets alder og bør forhøjes ved det 16. år, så den unge kan betale for visse personlige fornødenheder. Lommepengene udbetales kontant til børnene og de unge.

Arbejdsløn, der tilfalder skoleelever ved arbejde for fremmede og ved udførelse af særlige opgaver på institutionen, bør som alt overvejende hovedregel tilfalde barnet eller den unge selv, for derved at ligestille dem med hjemmeboende børn og unge. Det vil desuden kunne bidrage til at give den unge en forståelse for, hvordan pengene skal administreres, hvilket kan være med til at forberede den unge til at skulle stå på egne ben.

Ud over de egentlige lommepenge og beklædningstilskud kan der gives tilskud til køb af gaver ved særlige lejligheder, såsom fødselsdag, jul, eksamen, konfirmation og lignende.

Forældremyndighedsindehaveren kan søge kommunen om at få udbetalt kostpengene til barnet eller den unge i forbindelse med fravær fra institutionen eller opholdsstedet, men det vil bero på en konkret vurdering, om ansøgningen skal imødekommes.

Der bør under hensyn til den almindelige prisudvikling foretages en årlig regulering af taksterne til lommepenge, arbejdsvederlag, beklædning, kostpenge m.v. til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

KL udsender en gang årligt vejledende satser for de nævnte ydelser.

Særligt om udgifter til forrevalidering

451. For så vidt angår muligheden for at yde hjælp til en forrevalidering, der sker som led i et udslusningsforløb for en ung, og hvor forløbet strækker sig over en periode efter døgnopholdet, henvises der til Beskæftigelsesministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik.

Andre bestemmelser

452. Rejseudgifter i forbindelse med ferier og weekends betales af institutionen eller opholdsstedet. For børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke kan rejse alene, kan rejseudgifterne til en ledsager dækkes. I de særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge på grund af sin tilstand ikke er i stand til at rejse hjem, kan institutionen afholde udgifter til besøgsrejser for forældrene.

Hvis børn eller unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. Institutionen eller opholdsstedet kan yde frirejse til forældrene til deltagelse i forældrerådsmøder, forældremøder og behandlingsmøder.

Hvis forbindelsen mellem barnet eller den unge og dets hjem i øvrigt vanskeliggøres af økonomiske grunde, giver servicelovens § 52, kommunen mulighed for at yde økonomisk støtte til forældrenes udgifter i forbindelse med besøg hos barnet eller den unge, se pkt. 309.

Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

453. I bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, som er optrykt som bilag 9 til denne vejledning findes en udtømmende opregning af, hvornår det inden for det sociale område kan være tilladt at anvende magt over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Anvendelse af magt over for anbragte børn og unge skal således have hjemmel i denne bekendtgørelse. Findes der ikke lovhjemmel til en given foranstaltning, vil der være tale om ulovlig magtanvendelse.

Magtanvendelse må efter bekendtgørelsen ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand, og magtanvendelsen skal begrænses til det absolut nødvendige samt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed. Det kan derfor være hensigtsmæssigt løbende at evaluere på det pædagogiske arbejde på stedet med henblik på at minimere antallet af magtanvendelser.

Som eksempel på fysisk magtanvendelse kan nævnes, at barnet eller den unge fastholdes eller føres til et andet opholdssted. Hertil kræves imidlertid, at følgende betingelser er opfyldt:

Hvis barnet eller den unge udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller hvis barnet eller den unge derved forhindres i at skade sig selv eller andre.

Den fysiske magtanvendelse skal være afpasset efter forholdene i den enkelte situation og må ikke gå ud over det strengt nødvendige.

Der gælder forskellige magtbeføjelser for forskellige anbringelsessteder, idet magtanvendelsesmulighederne i opholdssteder for børn og unge og i ikke sikrede afdelinger i døgninstitutioner for børn og unge er meget begrænsede, mens der er nogle flere magtmidler til rådighed i sikrede og særligt sikrede afdelinger, hvis betingelserne herfor er opfyldt, herunder muligheden for isolation af variabel varighed.

I plejefamilier for børn og unge og på andre typer af anbringelsessteder er magtanvendelse ikke tilladt.

I bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, findes der desuden regler om registrering og indberetning af magtanvendelse og om proceduren herfor samt regler om klageadgang m.v.

Børn og unges indflydelse på hverdagen

454. Børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder bør i videst muligt omfang inddrages i drøftelserne omkring institutionernes og opholdsstedernes daglige drift. Hensigten med inddragelsen af børn og unge i beslutninger vedrørende hverdagen på anbringelsesstedet er at lære dem at deltage i almindelige beslutningsprocesser gennem dialog og samarbejde, samt at lære dem at deres mening betyder noget, hvorved deres selvstændighed styrkes. Det kan ske gennem regelmæssig afholdelse af møder, hvor der orienteres om udviklingen på institutionen, og hvor leder og medarbejdere kan høre om børnenes eller de unges opfattelse af institutionen eller opholdsstedet og det daglige arbejde.

Hvis der på institutionen eller opholdsstedet findes et tilstrækkeligt antal børn eller unge, der har den fornødne modenhed, kan det være hensigtsmæssigt at oprette et råd for de anbragte børn og unge.

Forældreindflydelse på døgninstitutioner og opholdssteder

455. Forældre til børn og unge, der er optaget i døgninstitutioner og opholdssteder, skal medinddrages i stillingtagen til spørgsmål, der i almindelighed berører forældrenes forhold til institutionen, jf. servicelovens § 1 og § 46.

Døgninstitutioner og opholdssteder bør have et forældreråd. Et forældreråd har normalt udtaleret i spørgsmål, der vedrører institutionen, og kan i øvrigt tage ethvert spørgsmål om institutionens drift op til behandling, men forældreråd har normalt ikke nogen indflydelse ved konkrete forhold, herunder ansættelser.

I tilfælde, hvor et forældreråd ikke kan etableres, kan der i stedet udpeges en talsmand for forældrene.

De selvejende institutioner har normalt forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Valgperioden fremgår af vedtægten.

Valg af forældrerepræsentanter til bestyrelse og forældreråd for stedet sker ved forældremøder, hvor der i øvrigt kan ske orientering af forældrene om institutionens arbejde og eventuelle planer for institutionens fremtid.

Vedrørende frirejser til forældre til deltagelse i forældremøder m.v. henvises til pkt. 304.

Kapitel 18

Anbringelse og forholdene under anbringelsen

456. I dette kapitel beskrives kommunens pligt til med inddragelse af forældrene og barnet eller den unge at træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med den udarbejdede handleplan. Dernæst beskrives reglerne for ændring af anbringelsessted med eller uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. I kapitlet beskrives også reglerne for hjemgivelse og ophør af anbringelsen. Endvidere nævnes den landsdækkende oversigt (Tilbudsportal) over de kommunale, regionale og private tilbud. Endelig beskrives reglerne om regulering af barnets forhold under anbringelsen, herunder om kommunens overtagelse af den fulde forsørgelse af barnet eller den unge ved anbringelsen.

Valg af anbringelsessted

Serviceloven:

§ 69. Kommunen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. § 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholds-kommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Stk. 2. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet.

Stk. 3. Kommunens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndigheds-indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Er anbringelse sket med samtykke efter § 52, stk. 3, nr. 8, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse efter § 58, hvis betingelserne herfor er til stede. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1.

Stk. 5. Er anbringelse sket uden samtykke efter § 58 eller § 60, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe fornyet afgørelse efter § 58, hvis betingelserne herfor er til stede. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter § 58. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1, uanset om børn og unge-udvalget efterprøver anbringelsesgrundlaget.

457. Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, så det er i overensstemmelse med den handleplan, der efter servicelovens § 140 skal være udarbejdet forud for beslutningen.

Kommunen skal vælge, hvilket konkret anbringelsessted der skal anvendes. Kommunen kan med fordel anvende Tilbudsportalen, der er et redskab til at vælge det konkrete anbringelsessted., se pkt. 458. En afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 1, er ikke alene en afgørelse om, hvilken type af anbringelsessted der skal anvendes, dvs. at det ikke alene er en afgørelse om, hvorvidt der skal anvendes døgninstitution, eget værelse, netværksplejefamilie, plejefamilie eller et godkendt opholdssted. En afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 1, dækker valget af det konkrete fysiske sted, dvs. om der f.eks. vælges den ene plejefamilie frem for den anden. De forskellige typer af anbringelsessteder gennemgås i kapitel 16.

Tilbudsportalen

Serviceloven:

§ 14. Socialministeren samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud efter §§ 32, og 36, § 67, stk. 1-3, §§ 103, 104 og 107-110 og § 142, stk. 1, 4 og 5, i en landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen).

Stk. 2. Kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Socialministeren kan foretage anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i de registrerede tilbud for at kontrollere, om de faktiske forhold er i overensstemmelse med registreringerne på Tilbudsportalen. Efter et tilsynsbesøg kan socialministeren påtale uoverensstemmelser med over for henholdsvis kommunalbestyrelsen i den kommune eller regionsrådet i den region, som fører tilsyn med tilbuddet, og underrette kommunalbestyrelsen i brugernes opholdskommuner. Socialministeren sender tilsynsrapporterne til handicapråd og bruger- og pårørenderåd i de berørte kommuner.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om Tilbudsportalen, herunder om kommuners og regioners pligt til at give oplysninger til Tilbudsportalen. Socialministeren kan endvidere beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre tilbud end de tilbud, som er nævnt i stk. 1.

458. Pr. 1. januar 2007 skal alle kommunale, regionale og private anbringelsessteder i servicelovens § 67, stk. 1-3 lægges ind i Tilbudsportalen, der er internetbaseret, jf. servicelovens § 14. Kommunerne må kun anvende anbringelsessteder, som er beskrevet i Tilbudsportalen.

Formålet med Tilbudsportalen er at skabe et overblik og et sammenligningsgrundlag mellem tilbuddene inden for det sociale område, så det i højere grad bliver muligt for kommunen at vælge det bedst mulige tilbud til det enkelte barn eller den unge, der skal anbringes uden for hjemmet. For forældrene, barnet eller den unge bliver det lettere at finde oplysninger om tilbuddene, så det både er muligt at vurdere om det anbringelsessted, som kommunen har foreslået, er et egnet tilbud eller vælge et tilbud ud, som borgeren kan opfordre kommunen til at vælge som konkret anbringelsessted. I følge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 780 af 6. juli 2006 om Tilbudsportalen § 7 skal den indeholde oplysninger om følgende:

– de organisatoriske forhold,

– antal pladser i tilbuddet,

– ydelser, behandlingsmetoder og værdigrundlag,

– takster,

– personaleforhold,

– fysiske forhold,

– sammensætningen af bruger eller pårørenderåd,

– brugerbetaling,

– samarbejdsrelationer, herunder til andre sektorer,

– evalueringer af tilbuddet

– særlig specialrådgivningsenhed, der er tilknyttet tilbuddet, og om der er indgået aftale med VISO om anvendelsen af specialrådgivningen

Ovennævnte krav om oplysninger gælder efter § 9 i bekendtgørelsen om Tilbudsportalen ikke for plejefamilier, egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder. Kommunen skal alene indberette oplysninger om antallet af godkendte plejefamilier og antallet af pladser i plejefamilier i kommunen, samt hvilke målgrupper af børn og unge, som plejefamilierne er egnede til at modtage. I forhold til egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder skal adressen og kontaktpersonen i den godkendende kommune fremgå. Derudover skal det fremgå, hvornår stedet er godkendt eller hvornår der er indgået driftsoverenskomst med tilbuddet. Forskellene i oplysningskrav skyldes, at der er forskel på anbringelsesstedernes karakter og dermed, hvad man kan forvente og forlange af et tilbud, at det kan give oplysninger om.

Der er knyttet et servicelovens § 14-tilsyn til Tilbudsportalen, der kan foretage tilsynsbesøg i de registrerede tilbud for at sikre, at de forhold, som er beskrevet i portalen, er i overensstemmelse med de faktiske forhold. servicelovens § 14-tilsynet skal udarbejde en tilsynsrapport efter hvert tilsynsbesøg, som skal lægges på Tilbudsportalen i tilknytning til det enkelte tilbud. Hvis der bliver udstedt påbud, skal det ligeledes fremgå af Tilbudsportalen. Påbuddet bliver fjernet, når der igen er overensstemmelse mellem de offentliggjorte oplysninger og de faktiske forhold. Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at der til enhver tid er overensstemmelse mellem oplysningerne og de faktiske forhold, uanset om det er et privat eller et offentligt tilbud.

 

459. Kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted skal træffes i overensstemmelse med handleplanen, hvilket indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen skal vælges et anbringelsessted, der kan bidrage til, at disse mål opnås. Formålet med anbringelsen og de konkrete mål for anbringelsen skal således være styrende for valget af anbringelsessted.

Derfor er det centralt, at barnets eller den unges forhold er grundigt undersøgt med en undersøgelse efter servicelovens § 50, og at målene og delmålene med anbringelsen er klart beskrevet i handleplanen. Når det indledende arbejde er gjort grundigt, har kommunen et godt udgangspunkt for at identificere egnede anbringelsessteder på Tilbudsportalen, som kommunen har mulighed for at indgå i en dialog med. På den måde sikres det, at kommunen og anbringelsesstedet, der har et medansvar for at sikre, at det modtager børn og unge, som det er egnet til at hjælpe, fra starten får valgt det rigtige anbringelsessted. Det er vigtigt for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet altid vil indebære. Hvis barnet eller den unge tidligere har været i aflastning i en plejefamilie eller på et opholdssted, kan det være relevant at overveje om det pågældende sted, kan anvendes som anbringelsessted, således at der skabes kontinuitet i opvæksten.

Kommunen skal således vælge anbringelsessted ud fra en konkret vurdering af stedets egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte.

Uanset at en plejefamilie eller et opholdssted altid skal være godkendt som generelt egnet, er det meget vigtigt, at den anbringende kommune foretager supplerende undersøgelser med henblik på, om barnet eller den unge vil være velplaceret i netop dette anbringelsessted. De supplerende undersøgelser tager udgangspunkt i den generelle godkendelse af anbringelsesstedet. Undersøgelserne vil herefter først og fremmest gå ud på en vurdering af, om de personlige ressourcer i anbringelsesstedet og tilbudene i tilknytning til anbringelsesstedet svarer til barnets eller den unges behov og målene med anbringelsen. Det vil ofte være relevant, at barnet eller den unge og forældrene besøger stedet, inden der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted.

Jf. bestemmelsen i servicelovens § 140 om handleplaner, kan målene med anbringelsen dække et bredt spektrum af forhold. Kommunen skal derfor anlægge en bred vurdering af anbringelsesstedets egnethed. Det betyder, at ikke blot anbringelsesstedets egne tilbud skal vurderes, men at der også skal lægges vægt på f.eks. barnets eller den unges mulighed for at bevare kontakten til familie, venner, fritidsaktiviteter m.v., og på hvorvidt det pågældende lokalsamfund har de tilbud, f.eks. pasnings-, uddannelses-, eller arbejdstilbud, det pågældende barn eller den pågældende unge har behov for, og som er fastlagt i handleplanen, jf. servicelovens § 140. Desuden er det hensigtsmæssigt i forhold til at sikre et godt forløb, at barnets eller den unges ønsker søges tilgodeset, hvis ønskerne er i overensstemmelse med formålene med anbringelsen.

Hvis et barn eller en ung har været hjemgivet i en periode, og det senere bliver nødvendigt med en genanbringelse, bør kommunen overveje, om det er hensigtsmæssigt og muligt for barnet eller den unge at vende tilbage til det anbringelsessted, hvor det tidligere har været anbragt.

Desuden er det oplagt, at kommunen i forbindelse med valget af det konkrete anbringelsessted, lægger vægt på tidligere erfaringer med brug af netop dette anbringelsessted. Kommunen kan f.eks. selv foretage en systematisk opsamling af erfaringerne med forskellige anbringelsessteder eller kontakte andre kommuner, der tidligere har gjort brug af det pågældende sted. Dette skal ske under hensyntagen til de generelle regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger.

Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske minoriteter må kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Der må særligt lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst. UFC Børn og Unges bog »Fra Udfordring til Udvikling« fra 2005, om anbringelser af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, redegør for, at det ofte ikke er nødvendigt med særlige arbejdsmetoder og -redskaber over for disse børn og unge. Det handler i højere grad om at have forståelse for de vilkår, der kan gøre det sværere for forældre og børn at håndtere en anbringelse: Det kan f.eks. være sprogproblemer, andre samfundsforståelser, eller forhold som at anbringelsesstedet mangler personale med samme etniske baggrund eller personale med forståelse for familiens etniske baggrund.

Akutte sager, der ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan

460. Selvom det er nødvendigt at gennemføre en anbringelse akut, og det således ikke er forsvarligt at afvente udarbejdelsen af en handleplan efter servicelovens § 140, skal valget af anbringelsessted træffes på baggrund af den foreliggende viden, og den kortfattede beskrivelse af formålet med anbringelsen, som kommunen under alle omstændigheder har pligt til at udfærdige. Kommunen skal snarest muligt udarbejde en handleplan derefter, se herom i pkt. 274.

 

461. Efter servicelovens § 2 er det en forudsætning for ydelse af hjælp, at modtageren opholder sig lovligt her i landet.

Der er derfor ikke hjemmel i serviceloven til at finansiere børns og unges ophold i udlandet. Dette gælder, uanset om anbringelsen formelt sker på et her i landet beliggende anbringelsessted, der driver afdelinger eller andre projekter i udlandet. Der er heller ikke hjemmel til at dispensere herfra.

I denne forbindelse ses der dog bort fra almindelige ferieophold eller lejrskoler, der indgår i opholdet på et anbringelsessted, der ligger i Danmark. Der kan dog ydes støtte til ophold på et dansk skib, der sejler i dansk eller udenlandsk farvand under forudsætning af, at skibsprojektet og fartplanen er godkendt af Søfartsstyrelsen, jf. de foregående punkter om skibsprojekter. Opholdet på skibet anses i dette tilfælde for ophold på dansk territorium.

Der er dog mulighed for at anbringe børn og unge i Grønland eller på Færøerne, ligesom de grønlandske og færøske myndigheder kan anbringe et barn eller en ung her i landet. Det følger af bekendtgørelse om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v. for personer fra Grønland og Danmark, som skal opholde sig i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer samt bekendtgørelse der beskriver de tilsvarende regler for aftaler med Færøerne.

Anbringelsen skal ske på initiativ fra de sociale myndigheder i det land, hvor barnet eller den unge aktuelt bor. Anbringelsen etableres på baggrund af en aftale mellem myndighederne i de pågældende lande. De sociale myndigheder i det land, hvor barnet eller den unge skal anbringes udarbejder et forslag til en handleplan for opholdet, der skal angive formålet, den forventede varighed samt vilkårene for tilsynet. Derudover skal den anbringende kommune udarbejde en handleplan i samarbejde med den kommune i anbringelseslandet, hvor barnet eller den unge får ophold. Den anbringende kommune skal mindst hver halve år sende en redegørelse til for anbringelsen til myndighederne i anbringelseslandet, der skal anvendes ved revisionen af handlingsplanen. Den anbringende kommune skal dække udgifterne til samvær med barnet eller den unge. Det er den anbringende kommune, der skal afholde udgifterne til anbringelsen.

Eksempel

Peter er født i Danmark, hvor han har boet sammen med sin færøske mor. Da moderen ikke længere er i stand til at tage sig af ham pga. psykisk sygdom, beslutter den danske kommune sig for at tage kontakt til en kommune på Færøerne med henblik på en anbringelse på Færøerne, hvor hans far og øvrige familie bor. Den færøske kommune accepterer, at Peter anbringes på Færøerne. Begge kommuner udarbejder en handleplan for indsatsen, der i det hele finansieres af de danske myndigheder. Den danske kommune dækker rejseudgifterne til, at Peter sammen med en pædagog kan besøge moderen i Danmark nogle gange om året.

Inddragelse af forældrene og barnet eller den unge i valget af anbringelsessted

462. Forældrenes og barnets eller den unges accept af det konkrete anbringelsessted har stor betydning for, at indsatsen kan blive til barnets bedste. Forskningen har således vist, at konflikter mellem forældrene og anbringelsesstedet påvirker barnet meget negativt. Derfor bør der lægges vægt på at inddrage både forældrene og barnet eller den unge i valget af anbringelsessted. Det vil f.eks. oftest være konstruktivt, at forældrene og barnet eller den unge besøger anbringelsesstedet, før der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted. Det er under alle omstændigheder et krav, at barnet eller den unge tilbydes en samtale, før der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted, således at barnets eller den unges holdning og ønsker så vidt muligt kommer til at indgå som grundlag for valget af anbringelsesstedet, se pkt. 248 om høring af barnet eller den unge.

Der er ikke krav om, at forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge samtykker til kommunens valg af anbringelsessted, men det er hensigtsmæssigt, at der så vidt muligt søges tilvejebragt en fælles forståelse for valget eller et egentligt samtykke, da det kan gøre det efterfølgende samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet lettere. Til gengæld har både forældremyndighedsindehaveren og børn, der er fyldt 12 år, adgang til at klage over kommunens afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted. Dvs. at der f.eks. kan klages over, at kommunen vælger et bestemt opholdssted frem for et andet. En klage over kommunens valg af anbringelsessted har som hovedregel opsættende virkning. Se i øvrigt pkt. 579 om reglerne i forbindelse med klage over valget af anbringelsessted.

Stillingtagen til skolegang i forbindelse med valg af anbringelsessted, servicelovens § 69, stk. 1

463. servicelovens § 69, stk. 1, betyder, at der skal tages stilling til barnets eller den unges skolegang i forbindelse med valg af anbringelsessted. Det betyder, at der som udgangspunkt skal være taget stilling til det konkrete skoletilbud, inden anbringelsen iværksættes. Derfor bør valget af anbringelsessted finde sted på grundlag af en tværfaglig vurdering, hvor også pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) inddrages.

Skolegangen er meget vigtig for anbragte børn og unge. Både socialt set i forhold til barnets eller den unges hverdag og muligheder for venskaber. Men også i forhold til barnets eller den unges videre muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Derfor er det vigtigt, at der fra starten bliver taget hånd om denne problemstilling. Kravet om stillingtagen til skolegang allerede i forbindelse med valget af anbringelsessted skal således sikre, at det som hovedregel er besluttet, hvor barnet eller den unge skal gå i skole, før en anbringelse gennemføres.

Baggrunden for denne bestemmelse er for det første, at barnets eller den unges behov i forhold til skoletilbud kan have stor betydning for, hvilket anbringelsessted der vælges. F.eks. kan det spille en rolle for valget af anbringelsessted, at der findes en folkeskole tæt på en plejefamilie, hvor det vurderes, at barnet vil kunne få et konstruktivt skoleforløb både fagligt og socialt eller, at der er en specialskole, som er egnet til at varetage barnets eller den unges særlige behov. Ved valget af anbringelsessted skal kommunen således sikre sig, at barnet eller den unge kan få dækket behovet for undervisning, helst på en lokal folkeskole eller, hvis det er nødvendigt, på opholdsstedets interne skole eller i et andet specialundervisningstilbud. Baggrunden for bestemmelsen er derudover et ønske om at undgå, at barnet eller den unge i forbindelse med en anbringelse oplever en periode uden skolegang, alene fordi spørgsmålet om skolegang ikke er afklaret.

Hvis det overhovedet er muligt, er det vigtigt, at børn i den undervisningspligtige alder, søger de lokale skoler, blandt andet med det formål at det sikres, at de bliver en del af lokalsamfundet. Det er vigtigt, at der etableres en god kontakt mellem anbringelsesstedet og skolen, så det sikres, at barnet bliver en integreret del af klassen fra starten af undervisningsforløbet. Det indebærer en god forberedelse af skolestarten. Udviklings- og Formidlingscentret for Socialt Arbejde med Børn og Unge (UFC Børn og Unge) har lavet en undersøgelse af, hvorvidt anbragte børn og unge formår at blive en integreret del af undervisnings- eller pasningstilbuddet. Undersøgelsen viser, at det er svært for disse børn og unge at blive integreret, og det er derfor vigtigt, at der etableres et godt samarbejde inden skolestart. Se »Normalsystemets rummeliggørelse og anbringelser« fra 2005.

I de tilfælde, hvor et barn eller en ung på grund af alvorlige skoleproblemer anbringes i en institution eller et opholdssted med egen skole, må det tilstræbes, at barnet eller den unge så snart som muligt flyttes til den lokale folkeskole. Undervisningen i døgninstitutionen eller på opholdsstedet må i samarbejde med den lokale skole tilrettelægges på en sådan måde, at dette formål fremmes.

Hvis det skønnes nødvendigt at undervise et anbragt barn på anbringelsesstedet, skal barnet have en undervisning, der står mål med undervisningen i folkeskolen, herunder afgangseksamen, men den skal tilrettelægges, så den svarer til hver enkelt elevs særlige behov, og således at der arbejdes for, at barnet kommer i den lokale folkeskole. Der skal f.eks. tages hensyn til, at barnet har koncentrationsproblemer, der gør det nødvendigt med meget afvekslende undervisning. Der henvises til bestemmelserne i folkeskolelovens § 22, stk. 5 og 6, og til Undervisningsministeriets vejledning nr. 83 af 10. juni 1999 om indgåelse af overenskomst om undervisning mellem kommuner eller amtskommuner og dagbehandlingstilbud eller anbringelsessteder. Det er skoleforvaltningen i den stedlige kommune, der skal føre tilsyn med undervisningen på stedet.

Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må dog ikke medføre, at en anbringelse forsinkes. Det betyder, at kommunen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af anbringelsessted, selv om skolemyndighederne ikke har taget stilling til, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have under anbringelsen. Det kan f.eks. være nødvendigt i situationer, hvor anbringelsen skal ske akut, eller hvor skolemyndighederne har brug for tid til udredning og vurdering, før valg af skoletilbud kan træffes. I alle tilfælde skal tilrettelæggelsen af barnets eller den unges skolegang dog påbegyndes samtidig med valget af anbringelsessted.

Hvilken kommune træffer afgørelse om skoletilbuddet, og hvilken kommune betaler for skoletilbuddet

464. Selve afgørelsen om, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have, træffes af skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende. Derfor bør der fra starten etableres et samarbejde mellem den anbringende kommune og skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende.

Når et barn eller en ung er anbragt, har den stedlige kommune i henhold til folkeskoleloven forpligtigelse til at tilbyde barnet eller den unge den relevante undervisning. Det betyder, at skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende, har en forpligtigelse til at tilbyde barnet eller den unge den relevante undervisning – herunder beslutte om barnet eller den unge kan undervises i den almindelige folkeskole eller skal modtage specialundervisning. Ifølge folkeskoleloven har kommunalbestyrelsen således det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen, og kommunalbestyrelsen skal påse, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Skolemyndigheden i den stedlige kommune har således ansvaret for undervisningen af det anbragte barn. Skolemyndigheden i den stedlige kommune har ligeledes pligt til at føre tilsyn med det undervisningstilbud, som barnet eller den unge modtager. Se i øvrigt Undervisningsministeriets »Manual til tilsyn med undervisning i dagbehandlingstilbud samt på opholdssteder og døgninstitutioner« fra 2003, der også omhandler retningslinjer i forbindelse med visitationen til skoletilbud.

Udgangspunktet er, at det er den kommune, hvor barnet er tilmeldt folkeregistret, der skal dække udgifterne til skolegangen. Hvis folkeregisterkommunen beder den anbringende kommunen om at dække udgifterne til skolegangen, er den anbringende kommune forpligtet til at dække udgifterne. Det gælder selv om det er den stedlige kommune, som beslutter, hvilket undervisningstilbud barnet eller den unge skal have. Den anbringende kommune har således pligt til at refundere de udgifter, som den stedlige kommune (skolekommunen) har i forbindelse med undervisningen af barnet eller den unge. Dette gælder også udgifter til f.eks. støttepædagog i undervisningen. Se i øvrigt Undervisningsministeriets bekendtgørelse om hvilken kommune udgifterne til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

Fritidsliv og kontakt med det omgivende samfund

465. Der bør tilstræbes en så nær kontakt mellem børnene eller de unge og det omgivende samfund, som det findes muligt og forsvarligt. Denne opmærksomhed følger også af, at det skal fremgå af handleplanen efter servicelovens § 140, hvilke mål og delmål man vil opstille i relation til fritidsliv og venskaber. Anbringelsesstedet bør så vidt muligt etablere kontakt til de lokale klubber og fritidstilbud m.v., da anbragte børn og unge ofte vil opleve fritidstilbudene som et fristed uden professionelle voksne, hvilket er vigtigt at tilbyde dem. Kontakten kan gå begge veje, således kan der skabes en naturlig kontakt til egnens børn og unge ved at give disse adgang til at benytte opholdsstedets eller institutionens sportsplads eller lignende.

Dagtilbud, SFO m.v.

466. Ligesom ved skoletilbud bør det overvejes om, det er hensigtsmæssigt for barnet at komme ud i et dagtilbud eller i SFO, da det vil kunne styrke barnets integration blandt andre børn. Kommunen afholder herudover endeligt udgifter til dag- og klubtilbud efter servicelovens §§ 20 og 33 samt til økonomiske tilskud efter servicelovens §§ 37, 39 og 40. Reglen om, at kommunen fuldt ud afholder udgiften, vedrører både de tilfælde, hvor selve foranstaltningen består i et af de nævnte dagtilbud, og de tilfælde, hvor et dagtilbud efter servicelovens §§ 20 og 33 er en supplerende foranstaltning til et døgnophold for barnet eller den unge. Udgifter til støttepersoner i dagtilbud indgår som en driftsudgift for dagtilbuddet.

 

467. Når et barn går i skolefritidsordning, er det udgangspunktet, at det er den kommune, hvor barnet er tilmeldt folkeregistret, der er betalingskommune. Hvis barnet er anbragt uden for hjemmet, har folkeregisterkommunen mulighed for at bede den anbringende kommune om at refundere udgiften til skolefritidsordningen, jf. bekendtgørelse om hvilken kommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

Kommunens aftaler med anbringelsesstedet

468. Før barnet anbringes, træffer kommunen aftale med anbringelsesstedet om anbringelsens forventede varighed, og om de særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v., der er angivet i handleplanen. Det bør fremgå af aftalen, hvilken indsats der i det hele skal ydes af anbringelsesstedet. Det anbefales, at der indgås en skriftlig aftale herom med anbringelsesstedet.

I forbindelse med indgåelse af aftalen skal det tydeliggøres, at der forudsættes et tæt samarbejde mellem kommunen, forældrene og anbringelsesstedet.

Det er meget vigtigt for anbringelsesstedet, at det modtager alle de oplysninger vedrørende barnet eller den unge, som har betydning for anbringelsesstedets opgave med hensyn til barnet eller den unge. Der kan i den forbindelse henvises til, at private, der efter aftale udfører opgaver efter serviceloven, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den af kommunen udarbejdede handleplan er primært et arbejdsredskab for kommunen selv. Indeholder handleplanen alene oplysninger, som er af relevans for anbringelsesstedet, vil handleplanen kunne udleveres til anbringelsesstedet til støtte for arbejdet med barnets eller den unges problemer. Det væsentligste er imidlertid, at kommunen i sin aftale med anbringelsesstedet på baggrund af handleplanen klart definerer, hvilken indsats der skal ydes over for barnet eller den unge. Hvis forældremyndighedsindehaveren giver samtykke til det, kan både handleplan og undersøgelse efter servicelovens § 50 udleveres til anbringelsesstedet, hvis de ikke indeholder personfølsomme oplysninger om andre personer.

Inden anbringelsen aftales arten og omfanget af kommunens bistand, herunder den fornødne faglige støtte og supervision under opholdet, som er afhængig af anbringelsesstedet ressourcer og faglige viden og barnets eller den unges særlige problemstillinger.

Endvidere aftales det nærmere, hvordan og i hvilket omfang anbringelsesstedet skal indgå i et samarbejde med kommunen om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene. I en række tilfælde vil samværet foregå på anbringelsesstedet, men der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at flytte samværet væk fra stedet af hensyn til barnet eller den unge.

Aftalen bør desuden indeholde bestemmelser om opsigelsesvarsel for begge parter samt om betalingen for opholdet og eventuelt nærmere om hvad betalingen skal dække. Plejefamilien kan ikke få dækket merudgifter efter servicelovens § 41, da der ikke er tale om, at barnet bliver forsørget i hjemmet, som er betingelsen for hjælp efter denne bestemmelse. Hvis der er udgifter forbundet med behandlingen af et barn eller en ung med en funktionsnedsættelse, skal udgifterne hertil dækkes som led i selve anbringelsen.

En kontrakt mellem en kommune og en plejefamilie eller et opholdssted bør ikke indgå i selve børnesagen, da det alene angiver retsforholdet mellem plejefamilien og kommunen. Oplysninger om vederlag og supervision vil indgå i kontrakten, mens dækningen af øvrige ydelser til plejebarnet skal fremgå af børnesagen. Forældrenes adgang til aktindsigt i kontrakten mellem kommunen og anbringelsesstedet kan alene ske med henvisning til offentlighedsloven.

Underretning af stedlig kommune

469. Efter servicelovens § 69, stk. 1, skal kommunen altid underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen, hvis anbringelsesstedet ligger i en anden kommune end den anbringende. På den måde sikres det, at den stedlige kommune er bevidst om sit ansvar for at føre tilsyn med de generelle forhold på anbringelsesstedet, og at der tages hånd om skolegang, pasningstilbud og lignende. Desuden vil den stedlige kommune skulle oplyse den anbringende kommune om forhold, som giver anledning til bekymring om forholdene på anbringelsesstedet.

Regulering af barnets forhold under anbringelsen, servicelovens § 69, stk. 2

470. Efter servicelovens § 148 skal kommunen løbende føre tilsyn med barnet eller den unge og sikre, at barnets eller den unges behov tilgodeses under anbringelsen.

Når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, bliver forældremyndigheden ikke frataget forældrene. Det betyder, at der er en række forhold, som det som udgangspunkt alene er forældrene, der kan tage stilling til. I nogle tilfælde vil barnet eller den unge selv kunne tage et spørgsmål op. Det beror på lovgivningen inden for det enkelte område, hvilke rettigheder barnet eller den unge evt. selv har.

Retten til at bestemme over en række meget personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil fortsat under en anbringelse tilkomme forældremyndighedsindehaveren. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det tilkommer forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation.

Selvom barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og dermed hører under kommunens ansvar, er det vigtigt at holde opmærksomheden på, at der normalt fortsat er nogle forældre, der ønsker indflydelse på deres børns liv. Mange forældre ønsker at samarbejde med kommunen, hvilket bør tilskyndes ved så vidt muligt at give forældrene indflydelse på væsentlige beslutninger i barnets eller den unges liv.

Hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som f.eks. valg af en praktiserende læge, optagelse i pas, skole, indkøb af tøj og lignende skal der ikke træffes afgørelse efter denne bestemmelse. Normalt vil det være ting, som kommunen i samarbejde med anbringelsesstedet træffer afgørelse om, men det bør overvejes, hvilke af disse ting, som forældremyndighedsindehaveren med fordel kan få indflydelse på, så vedkommende stadig føler sig som forælder. Anbringelsesstedet har mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens beslutninger efter denne bestemmelse, men kan ikke beslutte, at et barn skal i behandling, vælge skoletilbud og lignende, da det alene er kommunen, der kan træffe beslutning efter servicelovens § 69, stk. 2.

Forældrene bevarer forældremyndigheden under anbringelsen, men i praksis har kommunen en vidtgående adgang til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold, når det er nødvendigt.

Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker samarbejdet, eller kommunen vurderer, at der i overensstemmelse med formålet med anbringelsen er behov for en afgørelse om barnets eller den unges forhold, som forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i, kan kommunen træffe afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 2. Der kan træffes afgørelse om barnets eller den unges behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket, anbringelsessted m.v.

Hvilke forhold, forældremyndighedsindehaveren selv kan beslutte, og hvilke forhold kommunen træffer afgørelse om, reguleres af, hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. De afgørelser, som kommunen kan træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, skal angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om. Afgørelser, der omhandler større ting, bør indarbejdes i handleplanen.

Så vidt det er muligt, skal forældrene inddrages i beslutninger vedrørende barnet eller den unge, så de får en oplevelse af, at de fortsat er forældre, da det kan styrke samarbejdet mellem kommunen, anbringelsesstedet og forældrene.

De afgørelser, som kommunen kan træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i handleplanen, som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig afgørelse fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål.

Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om undersøgelse og lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Kommunen har kompetence til at vælge en praktiserende læge til barnet eller den unge, men særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje eller behandling bør fremgå af handleplanen.

Sådanne beslutninger bør så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren, ligesom forældremyndighedsindehaveren som klart udgangspunkt bør informeres i forbindelse med besøg på skadestuen eller lignende.

Kommunen kan også i forbindelse med udarbejdelsen af og revision af handleplanen bestemme, at forældremyndighedsindehaveren i overensstemmelse med formålet med anbringelsen kan få indflydelse på nærmere afgrænsede forhold som f.eks. skolevalg og fritidsaktiviteter og evt. selv afholde udgifterne hertil.

Fremsætter forældremyndighedsindehaveren anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer kommunen afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangspunktet efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersøgelse kan volde barnet eller den unge skade.

Forældremyndighedsindehaveren kan klage til de sociale nævn over afgørelser efter denne bestemmelse.

Ændring af anbringelsessted, servicelovens § 69, stk. 3, 4 og 5

471. En ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan føles som en meget indgribende afgørelse for forældrene og barnet eller den unge. Derfor kræver en ændring af anbringelsesstedet samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. servicelovens § 69, stk. 3, jf. dog pkt. 473. Det gælder uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke. Desuden skal der efter servicelovens § 48 gennemføres en samtale med barnet eller den unge, før der træffes afgørelse om ændring af anbringelsesstedet, så det sikres, at barnet eller den unge har haft mulighed for at give sine holdninger og ønsker til kende se pkt. 248.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke, forudsætter en ændring af anbringelsesstedet som hovedregel, at der træffes (fornyet) afgørelse i børn og unge-udvalget om, at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 58 er opfyldt. Forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år har ret til advokatbistand, hvis der ikke er givet samtykke til flytningen. Flytningen kan i disse tilfælde ikke iværksættes, før børn og unge-udvalgets afgørelse foreligger. Hvis behovet for flytning er så akut, at det ikke kan afvente en behandling i børn og unge-udvalget, vil en afgørelse kunne træffes som en foreløbig afgørelse efter reglerne herom.

Børn og unge-udvalget har i disse situationer alene til opgave at tage stilling til anbringelsesgrundlaget, dvs. hvorvidt kriterierne i servicelovens § 58 for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (fortsat) er til stede. Børn og unge-udvalget skal således ikke forholde sig til selve ændringen af anbringelsesstedet. Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse, er det kommunen, der træffer afgørelse om valg af anbringelsessted, hvilket med fordel kan ske ved hjælp af Tilbudsportalen, se pkt. 458. Forældremyndighedsindehaveren og børn, der er fyldt 12 år, kan klage over kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted. En klage over kommunens valg af anbringelsessted har som hovedregel opsættende virkning, se nærmere om klage over valg af anbringelsessted pkt. 577.

Ændring af anbringelsessted ved frivillige anbringelser, servicelovens § 69, stk. 4

472. Hvis anbringelsen af barnet eller den unge er sket efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, dvs. som en frivillig anbringelse, og der ikke kan opnås samtykke til ændret anbringelsessted, følger det af servicelovens § 69, stk. 4, at anbringelsesstedet kun kan ændres, hvis børn og unge-udvalget træffer afgørelse om, at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 58 er opfyldt. Den frivillige anbringelse ændres således til en anbringelse uden samtykke. Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om, at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke, skal kommunen træffe afgørelse om, hvilket nyt anbringelsessted, der vælges, jf. servicelovens § 69, stk. 1.

Ændring af anbringelsessted ved anbringelser uden samtykke, servicelovens § 69, stk. 5

473. Hvis anbringelsen er sket uden samtykke efter servicelovens § 58 eller § 60, kræver en ændring af anbringelsesstedet, som hovedregel ligeledes en afgørelse i børn og unge-udvalget om at anbringelsesgrundlaget efter servicelovens § 58 fortsat er opfyldt, hvis der ikke gives samtykke til ændringen. I den forbindelse fastsættes en ny genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62.

Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til, at der ikke skal træffes en fornyet afgørelse efter servicelovens § 58, kan kommunen træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted uden at forelægge sagen for børn og unge-udvalget til efterprøvelse af, om tvangskriterierne i servicelovens § 58 fortsat er opfyldt. Hvis sagen ikke forelægges børn og unge-udvalget, kan forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år fortsat klage over afgørelsen til de sociale nævn, jf. servicelovens § 167.

Baggrunden for, at der ikke er et ubetinget krav om forelæggelse for børn og unge-udvalget, når anbringelsesgrundlaget er servicelovens § 58, er, at børn og unge-udvalget alene har til opgave at tage stilling til anbringelsesgrundlaget. Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, ikke ønsker en fornyet efterprøvelse af, om tvangsgrundlaget er opfyldt, men alene modsætter sig kommunens plan om at ændre anbringelsesstedet, kan de derfor give samtykke til, at der ikke træffes fornyet afgørelse i børn og unge-udvalget efter servicelovens § 58, før kommunen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan i nogle tilfælde ønske at undgå en fornyet behandling i børn og unge-udvalget, fordi de finder dette for belastende.

Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om, at der fortsat er grundlag for en anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58, skal kommunen træffe afgørelse om, hvilket nyt anbringelsessted der skal vælges, jf. servicelovens § 69, stk. 1.

 

474. De særlige regler i servicelovens § 69, stk. 3-5, finder kun anvendelse på de egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af anbringelsesstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelserne omfatter ikke de flytninger, der er nødvendige som følge af udefrakommende begivenheder, som fx lukning af opholdsstedet eller plejefamiliens ophør som plejefamilie. I de tilfælde skal kommunen dog træffe afgørelse om valg af nyt anbringelsessted, jf. servicelovens § 69, stk. 1, hvilket giver forældrene og barnet, der er fyldt 12 år, klageadgang.

Ferieophold, indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus el. lign. er ikke en ændring af anbringelsesstedet i bestemmelsens forstand, selv om der er tale om en fysisk flytning af barnet eller den unge. I de tilfælde skal kommunen ikke træffe afgørelse om valg af anbringelsessted efter servicelovens § 69, stk. 1. Barnet eller den unge vil således stadig være anbragt det samme sted, selv om barnet eller den unge en kortere periode opholder sig et andet sted, f.eks. på ferie.

Uanset hvad der er baggrunden for flytningen, eller om der er tale om en ændring af anbringelsesstedet, der er omfattet af reglerne i servicelovens § 69, stk. 3-5, er det centralt, at barnet eller den unge forberedes godt på en flytning. For barnet eller den unge vil en flytning normalt opfattes som et nyt brud, og det vil kunne skade barnets eller den unges mulighed for at skabe gode relationer siden hen, hvis flytningen ikke forberedes ordentligt. I forhold til det nye anbringelsessted gælder det ligesom ved førstegangsanbringelser, at det ofte vil være hensigtsmæssigt, at barnet eller den unge får mulighed for at besøge anbringelsesstedet inden flytningen. Det er vigtigt, at barnet eller den unge får lejlighed til at forberede sig på situationen og tage ordentligt afsked med børn og voksne på det hidtidige anbringelsessted. Er der tale om et barn eller en ung, der har været anbragt gennem længere tid, er det relevant, at kommunen overvejer om, det vil være nyttigt, at barnet eller den unge opretholder kontakten til børn eller voksne på det tidligere anbringelsessted. Barnet eller den unge kan således have fået så stærk tilknytning til børn eller voksne på anbringelsesstedet, at det kan være relevant, at kommunen træffer afgørelser efter servicelovens § 69, stk. 2, om samvær og kontakt med disse børn eller voksne.

Kapitel 19

Samvær og kontakt med forældrene og andre fra netværket

475. I dette kapitel beskrives reglerne for samvær og kontakt med forældrene og andre fra netværket under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, herunder kommunens pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag samt om kommunens bidrag til, at der et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted. Dernæst beskrives procedurerne i forbindelse med afbrydelse af kontakt m.v. I kapitlet beskrives også reglerne for børn og unge-udvalgets mulighed for at træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen.

Samvær og kontakt med forældrene

Serviceloven:

§ 71. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Kommunen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2- 4.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndigheds-indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 3, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med forældrene kan alene træffes efter § 123, stk. 2.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune kan yde støtte til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune.

476. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Retten til samvær omfatter både en ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Retten til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt samt anden kommunikation. Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedsindehavere og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden.

Det er af stor betydning for barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, at kontakten med forældrene opretholdes. Efter servicelovens § 71, stk. 1, påhviler det kommunen at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Forpligtelsen omfatter begge forældrene, uanset hvem der har forældremyndigheden. Denne aktive forpligtelse for kommunen vil især få betydning, når det drejer sig om svage forældre. Hvis der er en ustabil kontakt, kan kommunen bede en eventuel bisidder eller støtteperson efter servicelovens § 54 om at støtte forældrene i at opretholde kontakten eller ved, at man hjælper forældrene med transporten til anbringelsesstedet. Det er også muligt at se på, om der er personer i netværket, der kan støtte forældrene i at opretholde kontakten.

Foruden selve bestræbelsen på at holde kontakten ved lige kan det i nogle sager være hensigtsmæssigt, at der arbejdes på at forbedre kontaktens kvalitet. I disse tilfælde kan der efter servicelovens § 52 træffes afgørelse om fx rådgivning eller familiebehandling sideløbende med anbringelsen.

Der kan desuden være behov for særlige tiltag, hvis forældrene ikke taler dansk. Det er således centralt, at forældrene og barnet eller den unge ikke med tiden mister evnen til at kunne kommunikere nuanceret på grund af sproglige problemer. I sådanne tilfælde kan der sættes ind både i forhold til at sikre, at barnet eller den unge vedligeholder sit modersmål og i forhold til at sikre forældrene bedre danskkundskaber.

Udgifter til samvær med barnet eller den unge er som udgangspunkt udgifter, som forældrene selv må afholde. Familien har dog mulighed for at søge om, at anbringelsesstedet udbetaler kostpenge for den periode, hvor barnet eller den unge er på samvær hos forældrene. servicelovens § 52, stk. 5, giver endvidere mulighed for at yde støtte til udgifter til samvær, fx til transport i forbindelse med samværet, se pkt. 101.

Om samvær og kontakt med andre end forældrene henvises til pkt. 487.

Information til forældrene og forebyggelse af konflikter mellem forældre og anbringelsessted

477. I forbindelse med, at kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige, skal kommunen sørge for, at relationen mellem børn og forældre i videst muligt omfang er til barnets eller den unges bedste.

Da det påvirker anbragte børn og unge negativt, hvis der er konflikt mellem forældrene og anbringelsesstedet, skal kommunen bl.a. medvirke til at forebygge sådanne konflikter. For forældrene kan det være en vanskelig proces, at barnet anbringes, og forældrene ønsker ofte god information om barnets hverdag og en fornemmelse af, at de fortsat opfattes som forældrene til barnet eller den unge. Derfor har kommunen pligt til at sikre, at forældrene får den relevante information om barnets eller den unges hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted.

Forældrene skal have mulighed for at danne sig et indtryk af barnets eller den unges dagligdag, herunder forholdet til daginstitution, skole eller uddannelsessted, samt forholdet til venner, aktiviteter og lignende. Der er ikke tale om, at forældrene har krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i barnets eller den unges liv, men det forældrene skal føle, at de opnår en rimelig indsigt i barnets eller den unges dagligdag. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at anbringelsesstedet selv informerer forældrene om barnets eller den unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet, men der kan være tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt at orienteringen sker via kommunen. Kommunens forpligtelse er alene at sikre, at forældrene modtager de nødvendige informationer. Det kan fx påses i de aftaler, kommunen indgår med anbringelsesstedet.

Samtidig understreges kommunens pligt til at forebygge og afhjælpe eventuelle konflikter mellem forældre og anbringelsessted. Det kan bl.a. ske ved, at kommunen sørger for, at der er klare aftaler mellem kommune, anbringelsessted og forældre om forholdene under anbringelsen, herunder om graden af samarbejde med og inddragelse af forældrene i de daglige beslutninger. Det kan desuden være hensigtsmæssigt at foranstalte løbende møder mellem forældrene og anbringelsesstedet, så eventuelle konflikter kan tages i opløbet, fordi man får snakket ud om mulige konfliktområder. Hvis der på trods af bestræbelserne opstår konflikter, kan kommunen spille en vigtig rolle i mæglingen mellem forældrene og anbringelsesstedet, således at det søges undgået, at barnet eller den unge kommer i klemme.

Støtte under samværet, servicelovens § 71, stk. 2

478. Kommunen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede.

Støtten er primært rettet mod forældrene, fordi nogle forældre til anbragte børn og unge har brug for råd, hjælp og vejledning under samværet med barnet eller den unge uden, at der er risiko for barnets eller den unges sikkerhed uden samværet. I sådanne situationer kan kommunen med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at der skal være en tredje person til stede i forbindelse med samværet. Det kan fx være en professionel støtteperson, en bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende. Kommunens afgørelser om omfang af eller afslag på støttet samvær kan indbringes for de sociale nævn.

Hvis der er behov for overvågning af samværet, fx fordi der er bekymring for barnets eller den unges sikkerhed under samværet, skal der træffes afgørelse om at iværksætte overvåget samvær efter servicelovens § 71, stk. 3, se pkt. 482 ff. Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær er bl.a., at der normalt skal laves rapporter om forløbet af samværet ved overvåget samvær, og at det støttede samvær både er en støtte til forældrene og til barnet eller den unge, mens det overvågede samvær etableres af hensyn til barnet eller den unge. Overvåget samvær etableres ofte, fordi der er bekymring for barnets sikkerhed under samværet, eller fordi barnet har det meget svært med samværet, fx fordi barnet ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem et barn og forælderen.

Samvær og kontakt med forældre uden del i forældremyndigheden

479. Som nævnt dækker retten til kontakt og samvær også forældre uden del i forældremyndigheden. Kommunen skal derfor være opmærksom på, at også kontakten til og samværet med forældre uden del i forældremyndigheden holdes ved lige. For det anbragte barn eller den anbragte unge kan relationen til en forælder uden del i forældremyndigheden således spille en vigtig rolle både under anbringelsen - og i tiden efter en anbringelse, hvor barnet eller den unge har brug for voksne at støtte sig til.

Statsforvaltningen har ifølge §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær kompetencen til at fastsætte, ændre og ophæve samværet mellem et barn eller en ung og den forælder, der ikke har forældremyndigheden. Det gælder, uanset om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet.

Hvis statsforvaltningen har fastsat samvær før anbringelsen, er det statsforvaltningens fastsættelse af samværet, der er udgangspunkt for samværet under anbringelsen. Kommunen kan af hensyn til barnet eller den unge indskrænke samværet, se nedenfor. Kommunen har dog ikke kompetence til at tillægge forældrene en videregående ret til samvær og kontakt med barnet eller den unge end den, der eventuelt er fastsat af statsforvaltningen. Det indebærer også, at kommunen ikke kan give tildele samvær, hvis statsamtet tidligere har afskåret dette. Kommunen kan således ikke lempe et af statsamtet fastsat vilkår for samværet, fx om overvågning eller deponering af pas. Kommunen kan derimod, inden for den af statsamtet fastsatte tidsmæssige ramme, tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, fx fordele samværet over to dage.

Hviler en ret til samvær og kontakt på en aftale forældrene imellem, er det den aftalte ret, der danner udgangspunkt for samværet og kontakten.

Er der ikke forud for anbringelsen aftalt eller fastsat samvær, har kommunen kompetence til at fastsætte samvær og kontakt med en forælder uden del i forældremyndigheden under et barns anbringelse uden for hjemmet. Forældremyndighedsindehaveren bør høres, inden beslutningen om samvær træffes. Den endelige beslutning om samvær beror dog alene på kommunens vurdering. Det er i disse situationer ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at involvere statsforvaltningen.

Statsforvaltningen har dog fortsat pligt til at behandle en ansøgning om samvær fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, selv om barnet er anbragt uden for hjemmet. Statsforvaltningen skal høre forældremyndighedsindehaveren om dennes holdning til samvær med den anden forælder, selv om barnet er anbragt uden for hjemmet. Desuden vil statsforvaltningen normalt indhente en udtalelse fra kommunen, hvis det i forbindelse med en samværssag bliver bekendt med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Kommunens indstilling til samværet vil ofte blive fulgt.

I alle tilfælde – dvs. uanset om der foreligger en samværsresolution, eller der er indgået en aftale mellem forældrene - kan kommunen træffe afgørelse om at regulere eller midlertidigt afbryde den aftalte ret, hvis betingelserne i servicelovens § 71, stk. 2-4, er opfyldt, se nedenfor.

Regulering af samvær og kontakt, servicelovens § 71, stk. 2

480. Afviklingen af retten til samvær og kontakt kan rejse en række praktiske problemer. Retten kan naturligvis ikke udøves af forældrene uden hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet har sin tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres. Udgangspunktet er derfor, at forældrene og anbringelsesstedet aftaler, hvornår samværet skal foregå inden for de rammer, der er udstukket af kommunen, således at afviklingen af samværet kommer til at passe begge parter.

I nogle tilfælde kan det dog blive nødvendigt, at kommunen regulerer afviklingen af samværet. Kommunen har efter servicelovens § 71, stk. 2, adgang til om nødvendigt at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge. Det kan dreje sig om både tilrettelæggelsen af de gensidige besøg og om, hvordan brev- og telefonkontakten eller anden kommunikation skal foregå. Kommunen kan endvidere fastsætte nærmere vilkår for samværet, fx at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene ikke er påvirket af alkohol eller stoffer. Dette indebærer dog ikke, at kommunen kan opstille vilkår om fx indtagelse af antabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær. Der kan også træffes afgørelse om, at samværet skal foregå et bestemt sted, fx på institutionen eller et neutralt sted. Kommunens adgang til at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten omfatter også den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, uanset at statsforvaltningen har udfærdiget en samværsresolution.

Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Loven sætter en grænse for, i hvilket omfang kontakt- og samværsretten kan reguleres af kommunen. Det er fastsat i servicelovens § 71, stk. 2, 3. pkt., at der ikke efter 1. pkt. kan træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, og skal behandles efter reglerne herom, jf. servicelovens § 71, stk. 3. Det vil sige, at selv om der er samvær mindst en gang om måneden, er der tale om en afbrydelse af forbindelsen, hvis andre former for kontakt begrænses til mindre end en gang om måneden.

Der kan ikke generelt fastsættes en tidsmæssig ramme for samværets varighed. Det må bero på en konkret vurdering, hvornår et månedligt samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om en afbrydelse af forbindelsen. Et samvær på ¾ time om måneden er ikke at betragte som en afskæring af kontakten.

Adgang til enkeltstående reguleringer i samvær og kontakt

481. Anbringelsesstedet vil i kraft af det såkaldte anstaltsforhold i enkeltstående situationer kunne forhindre samvær eller kontakt mellem forældrene og barnet eller den unge, hvis det er påkrævet af hensyn til orden og sikkerhed.

Anbringelsesstedet har således adgang til at afvise den forælder, der fx møder op for at besøge sit barn sent om aftenen efter børnenes sengetid, eller møder op i stærkt påvirket tilstand. Der må ligeledes være adgang til at afvise den forælder, der i stærkt påvirket tilstand ønsker telefonisk kontakt med sit barn.

Hvis der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, hvor anbringelsesstedet finder det nødvendigt at forhindre samvær eller kontakt, men det gentager sig, må anbringelsesstedet rette henvendelse til kommunen. Kommunen kan derefter træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 2, om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten, herunder fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.

Afbrydelse af forbindelsen, overvågning m.v., servicelovens § 71, stk. 3

482. Forholdene ved anbringelsen kan være af en sådan art, eller de kan senere udvikle sig på en sådan måde, at det kan være nødvendig at regulere samværet på en mere indgribende måde, end det er muligt efter servicelovens § 71, stk. 2.

Efter servicelovens § 71, stk. 3, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om afbrydelse af forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- og telefonforbindelse, om overvåget samvær og om anonymisering af opholdssted, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Afbrydelsen af forbindelsen kan omfatte alle former for kontakt samtidig eller kun visse former for kontakt. Det betyder fx, at der kan træffes afgørelse om, at samværet skal afbrydes, uden at den telefoniske forbindelse afbrydes.

En afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 3, skal angive, for hvilken periode den er gældende.

Adgangen til at afbryde kontakten mellem en forælder og barnet eller den unge omfatter også den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, uanset at statsforvaltningen har lavet en samværsresolution.

Afbrydelse af forbindelsen

483. Afbrydelse af samvær eller kontakt er et meget alvorligt indgreb. En afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge kan af barnet, den unge og forældrene føles som endog mere vidtgående end en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det skal derfor være nødvendigt, af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, at træffe en sådan afgørelse.

Som nævnt oven for, skal en afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden, betragtes som en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge. En afgørelse om, at samvær eller kontakt skal være helt afbrudt i en periode, eller kun må finde sted mindre end en gang om måneden, fx hvert kvartal, skal derfor træffes af børn og unge-udvalget efter servicelovens § 71, stk. 3. Børn og unge- udvalget og Ankestyrelsen skal konkret i disse afgørelser tage stilling til omfanget af samværet.

Hvis kommunen indstiller til børn og unge-udvalget, at samværet eller kontakten skal afbrydes med forældremyndighedsindehaveren eller en samværsforælder har forældremyndighedsindehaveren eller samværsforælderen ret til advokatbistand efter servicelovens § 72, når afbrydelsen vedrører den pågældende forælder selv.

En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge angår i første række forældrenes kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør derimod ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene, da barnet eller den unge uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentligt behov for at meddele sig til forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

Der skal også gøres opmærksom på, at servicelovens § 71, stk. 3, alene giver mulighed for at afbryde brev, mail og telefonforbindelsen, men ikke adgang til at kontrollere barnets brev-, mail- eller telefonforbindelse med forældrene. Brev- og telefonkontrol kan kun finde sted efter reglerne i servicelovens § 123, se pkt. 489.

Overvåget samvær

484. Efter servicelovens § 71, stk. 3 kan der træffes afgørelse om, at samværet skal være overvåget. Der gælder de samme betingelser som ved afbrydelse af samværet. Et overvåget samvær betyder, at samværet kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, dvs. en person, der er udpeget af kommunen. En afgørelse om overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke kan opnås med mindre indgribende forholdsregler som for eksempel en stedlig regulering af samværet efter servicelovens § 71, stk. 2. Hvis kommunen indstiller til børn og unge-udvalget, at samværet med forældremyndighedsindehaveren eller en samværsforælder skal være overvåget har forældremyndighedsindehaveren eller samværsforælderen ret til advokatbistand efter servicelovens § 72, når samværet vedrører den pågældende forælder selv.

Overvåget samvær etableres ofte, fordi der er bekymring for barnets sikkerhed under samværet, eller fordi barnet har det meget svært med samværet, fx fordi barnet ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem et barn og forælderen. Hvis der primært er tale om, at forælderen har behov for støtte til at gennemføre samværet, er der tale om støttet samvær efter servicelovens § 71, stk.2, jf. pkt.

Der skal normalt udarbejdes rapporter om forløbet af samværet, så det løbende kan tages op til overvejelse, om det er nødvendigt at fastholde afgørelsen om overvåget samvær.

Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræsentant, der skal foretage overvågningen af samværet, for at undgå, at der opstår loyalitetskonflikter. Risikoen for at der kan opstå konflikter kan opstå, hvis kommunen udpeger en person, der er tæt på familien i forvejen. Det kan fx være tilfældet, hvis opgaven overlades til en plejeforælder.

Hvis forældrene taler et andet sprog end dansk, kan der opstå vanskeligheder, hvis overvågeren ikke taler samme sprog, så pågældende kan høre, hvis samtalen mellem forælderen og barnet eller den unge forløber på en måde, der kan være skadelig. Kommunen skal derfor overveje om, det er nødvendigt at vælge en overvåger, der taler samme sprog som forælderen.

Anonymisering af anbringelsesstedet

485. servicelovens § 71, stk. 3, giver endvidere adgang til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene (anonymisering af anbringelsesstedet). Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er de samme som for at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen. Det betyder, at det alene er børn og unge-udvalget, der kan træffe afgørelse om at anonymisere anbringelsesstedet.

Procedurer i forbindelse med afbrydelse af kontakt m.v.

486. En afgørelse om overvåget samvær, en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, og en afgørelse om ikke at oplyse barnets eller den unges opholdssted over for forældrene, skal træffes i et møde i børn og unge-udvalget efter reglerne i servicelovens § 74.

Hvis det er påkrævet at etablere overvåget samvær af hensyn til barnet eller den unge, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Det gælder også, hvis forældrene har givet samtykke til det overvågede samvær. Der er ikke adgang til at træffe afgørelse om, at samværet skal være overvåget af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet, her skal der i stedet træffes en afgørelse med samtykke efter servicelovens § 71, stk. 2.

Hvis der er et akut behov for at overvåge samværet, for at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge eller for at anonymisere anbringelsessted, så der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelser om dette træffes efter reglerne om foreløbige beslutninger, jf. servicelovens § 71, stk. 4. Der kan eksempelvis opstå et akut behov for at beskytte barnet eller den unge, hvis der er truffet en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvor der er risiko for, at forældrene vil kontakte barnet eller den unge på en måde, der kan være til skade for barnets sundhed eller udvikling.

 

Serviceloven:

§ 69.

Stk. 2. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet.

..

Særligt om samvær med personer fra netværket under en anbringelse

487. Ud over at arbejde for at bevare kontakten til forældrene, kan kommunen også træffe afgørelse om, at der skal være samvær med andre fra barnets eller den unges netværk. Det fremgår bl.a. af servicelovens § 69, stk. 2, at kommunen har adgang til at træffe afgørelser om barnets eller den unges samvær med andre end forældrene.

Kommunen skal vurdere om, barnet eller den unge har behov for at bevare kontakten til personer i netværket. I den forbindelse skal det vurderes om, der er behov for særlige initiativer for at fremme kontakten. Kommunen skal således sørge for, at barnets eller den unges forbindelse til andre nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge.

Kommunen skal i den forbindelse lægge vægt på barnets eller den unges egne ønsker om at bevare tilknytningen til bestemte personer. Behovet for kontakten til en eller flere personer fra netværket vil således ofte kunne afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge selv, jf. servicelovens § 69, stk. 2 og § 48. Barnets eller den unges relationer til personer i netværket, fx søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner m.v. skal være være afdækket i servicelovens § 50-undersøgelsen i forbindelse med, at punkterne om familieforhold og fritidsforhold og venskaber beskrives. På den måde vil der allerede fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde relationer der bør bevares under anbringelsen. Se pkt. 256 ff. om servicelovens § 50-undersøgelsen.

Samvær og kontakt med andre personer fra netværket kan være centralt i forhold til at sikre barnet eller den unge stabile relationer til andre børn og voksne under anbringelsen. Der er en del unge, der har været anbragt i løbet af deres opvækst, der oplever at stå uden et netværk, når anbringelsen ophører. Derfor kan kontakten til personer fra netværket spille en vigtig rolle i tiden efter en anbringelse og forhindre, at barnet eller den unge oplever at stå uden netværk.

Såfremt der er søskende, der er anbragt forskellige steder, bør kommunen være særligt opmærksom på kontakten mellem disse. Kontakten til andre søskende kan ofte have stor betydning for disse børn og unge, da de vil kunne dele deres oplevelser med en, der ofte vil have haft samme oplevelser fra tiden i hjemmet. Ligeledes viser erfaringerne, at søskende kan spille en stor rolle for hinanden i tiden efter en anbringelse.

I nogle sager vil forældrene selv sørge for, at der finder samvær sted med andre personer fra netværket. Andre gange kan der være behov for, at kommunen træffer afgørelser om samværet eller i øvrigt bidrager til, at samværet og kontakten opretholdes.

Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, fx på grund af fængsling, dødsfald eller sygdom. I til