Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skrivelse om kommunale beredskaber til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge (servicelovens § 19, stk. 4)

(Til alle borgmestre)

Kære borgmester

På baggrund af den forfærdelige sag om overgreb begået mod en lang række børn af en spejderleder og pædagogmedhjælper bad jeg Socialstyrelsen om at undersøge, om landets kommuner har deres kommunale beredskaber til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge (servicelovens § 19, stk. 4) på plads.

Sagen viser således, hvor vigtigt, det er, at alle professionelle omkring et barn er klar over deres roller, så der kan handles hurtigt og fagligt kompetent i forhold til de børn, der har været udsat for overgreb. Og det er netop formålet med de kommunale beredskaber.

Jeg er glad for at kunne sige, at undersøgelsen viser, at 97 ud af 98 kommuner har et kommunalt beredskab på området. Samtidig viser undersøgelsen dog også, at der for ca. 25 procent af kommunerne er store mangler i beredskaberne og i processen omkring dem. Et beredskab skal således være politisk vedtaget af kommunalbestyrelsen (eller relevante fagudvalg), det skal være opdateret og det skal være offentliggjort. Formålet er bl.a., at der er politisk ejerskab og kendskab til beredskabet, og at det er kendt af de medarbejdere, der møder børnene i hverdagen.

I sidste ende er det som borgmester dit ansvar, at børnene får den fornødne hjælp, hvis en overgrebssag skulle opstå i jeres kommune. Derfor vil jeg opfordre dig til at spørge din forvaltning:

Har vi et skriftligt udformet beredskab?

Er det vedtaget af kommunalbestyrelse eller relevant fagudvalg?

Er det senest opdateret inden for de seneste 4 år?

Er det offentlig tilgængeligt og kender alle relevante medarbejdere til det?

SISO, Socialstyrelsen kan bistå jer med beredskaberne og med at sikre den faglige kvalitet. Socialstyrelsen kan også i øvrigt bistå med at kvalificere jeres kommunes håndtering af sager om overgreb mod børn og unge. Jeg håber, at I vil tage kontakt til Socialstyrelsen, hvis I har behov for ekspertbistand.

Jeg vil også orientere om, at Socialstyrelsen vil gentage undersøgelsen af de kommunale beredskaber umiddelbart efter sommerferien.

Børne- og Socialministeriet, den 4. marts 2019

Med venlig hilsen
Mai Mercado