Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Bladet havde bragt en kronik, der blandt andre omtalte klageren og dennes far. Klageren var ikke berettiget til et genmæle, og det indlæg, klageren havde anmodet bladet om at bringe, var heller ikke et genmæle. Under henvisning hertil var bladet berettiget til at afvise at bringe klagerens indlæg.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 26/1999

 

En mand har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske Tidende ikke har givet ham lejlighed til ved et genmæle at svare på en kronik bragt den 19. februar 1999.

Klageren har videre anført, at bladets forsøg på at ændre hans holdninger, før han kan få noget optaget i bladet, er i strid med god presseskik.

Kronikken, der blev bragt den 19. februar 1999, var skrevet af Henrik Stevnsborg og havde følgende overskrift og indledning:

"Kronik: 20 millioner døde sætter unægtelig dét regime i relief, for hvilket "Hesten" kæmpede hele livet

Hesten alias [klagers fars navn]"

Kronikken gennemgik indledningsvis [klagers fars navn]s liv og aktiviteter som partitro kommunist. I artiklen blev beskrevet, hvorledes tyskerne under 2. Verdenskrig stillede krav om internering af alle ledende og spionage- og sabotagemistænkte kommunister, og at [klagers fars navn] havde stillet sig i spidsen for BOPA (Borgerlige Partisaner).

Herefter hed det bl.a. i artiklen:

"

Om BOPA "en af Europas medst handlekraftige sabotagegrupper under Anden Verdenskrig" skrev "Hesten"s søn, journalist [navn], i 1982 en bog, der samtidig er et æresminde for faderen. Sammen med historikeren Thomas Clausen udgav [navn] i 1994 endvidere bogen "De Forvarede", og også hér findes [klagers fars navn]s historie blandt de 90, "tilfældigt" udvalgte portrætter af "politiske fanger" i Danmark 1941-45. I begge bøger er det [navn] magtpåliggende at fremstille dansk politi i det dårligst tænkelige lys.

De politiske fanger i almindelighed og faderen i særdeleshed fremstår derimod som sagesløse ofre for dansk politis blodtørst.

Som det fremgår ovenfor, kan man sige meget om fader, [klagers fars navn], alias "Hesten" men nogen helt "almindelig borger" var han nu ikke, og det var ikke, fordi han skyldte en plovmand i skat, at dansk politi eftersøgte ham, da han var brudt ud af Horserødlejren. Nej, [klagers fars navn] var ledende kommunist, og således i den kategori af personer, som tyskerne havde krævet og de danske politikere accepteret at dansk politi skulle anholde.

Politiets eftersøgning af faderen har forståeligt nok sat sig spor i [navn]s erindring. I BOPA-bogen fortæller han: "Da jeg fyldte atten år i august 1942 blev vor baggårdslejlighed i Adelgade i det indre København stormet af seks betjente ad hovedtrappen og seks ad køkkentrappen.

Politiet var overbevist om, at [klagers fars navn] måtte aflægge fødselsdagsvisit, men da de ikke fandt ham, blev min mor taget med til Politigården til mange timers forhør". Samme historie har [navn] fortalt i magasinet Giraffen den 7. juni 1992 og igen i et læserbrev i Politiken den 19. marts 1994 dog med den interessante ændring, at der nu står otte betjente på hovedtrappen og otte andre på køkkentrappen. 12 betjente? Eller 16? [navn] er på tilsvarende usikker grund, når han i et debatindlæg her i avisen den 9. februar d.å. vil diskutere politi, kommunister og tal. (I De Forvarede, s. 13 sættes tallet ellers til 66). Men politiet tog hele 339, påstår han.

Anledningen til [navn]s debatindlæg er min kronik fra den 5. februar, ligeledes her i avisen. I kronikken skrev jeg, at tyskerne var i besiddelse af dansk registerstof vedrørende 63 kommunister, og at i alt 412 blev anholdt i perioden mellem 22. juni og 22. august 1941, den dato hvor kommunistloven blev vedtaget. Af de 412 anholdte blev de 295 interneret, de 117 sat på fri fod. Men jeg understregede også, at der ikke var tale om en bestemt tysk kommunist-kvote. For tyskerne krævede alle ledende og alle spionage- og sabotagemistænkte danske kommunister, hvad enten der måtte vise sig at være 50 sådanne eller 500. Alligevel jonglerer [navn] videre med sine forkerte tal. Man spørger sig selv: Kan [efternavn] læse? Og skal [navn] partout diskutere tal fra besættelsestiden, ville det være velgørende, om han huskede de mere end 2.000 politimænd, som blev deporteret efter 19. september 1994, og hvoraf 81 døde i tysk KZ-lejr.

Eller endnu bedre han kunne forholde sig til den aktuelle debat om antallet af ofre for Stalins terror. Det er muligt, at de 54 millioner, der har været fremført, er ren koldkrigspropaganda; men "selv" et mere ædrueligt tal i størrelsesordenen 20 millioner døde sætter unægtelig dét regime i relief, for hvilket "Hesten" kæmpede hele livet."

Klageren anmodede herefter bladet om at bringe en kronik, hvori han knap 4 sider fremførte sin holdning til den offentliggjorte kronik samt fremkom med yderligere oplysninger om anholdelsen af ledende politifolk.

Bladet afviste at bringe klagerens kronik og anførte bl.a.:

"En debat forudsætter jo en vis form for udvikling, så læserne fornemmer en dialog. Jeg har gennem de sidste år fulgt debatterne omkring politiets virksomhed, BOPA og andre aktiviteter under krigen i dagspressen og bl.a. i det blad, som Frede Flitgaard redigerer, og hvor du også skriver.

Jeg må desværre sige, at debatten ikke flytter sig meget. Det Henrik Stevnsborg med stor rette påpeger er, at kommunisterne var en fare og der var god grund til, at de danske myndigheder således anså dem for en fare.

Dertil kommer, at du og Frede Klitgaard i jeres blad fører jer frem med en så hadsk tone overfor anderledes tænkende, at jeg ikke viger tilbage for at betegne den, som den sidste rest af "stalinisme" i Danmark. Jeg synes kort sagt ikke, at din artikel bringer noget nyt frem og du tager heller ikke Stevnsborgs udfordring alvorligt. Hvis du imidlertid skulle tage denne udfordring op og seriøst eftertænke den apologetiske linie du har klynget dig til i forhold til kommunisterne, så vil jeg med glæde trykke din artikel."

Klageren har klaget over, at han ikke har fået lejlighed til at svare på kronikken til trods for, at kronikken indebærer et voldsomt personangreb mod ham.

Klageren har videre klaget over det umiskendelige forsøg fra bladets side på at ændre klagerens holdninger, før han kan få optaget noget i bladets spalter. Klageren har i den forbindelse anført, at han i sine snart 40 år som journalist ikke tidligere har været ude for et så åbenlyst forsøg på, at en læser skal iklæde sig sæk og aske og sige undskyld for sin hidtidige politiske holdning.

Bladet har i en udtalelse anført, at klagerens kronik på ingen måde kan henføres under begrebet genmæle, således som det er formuleret i medieansvarslovens §§ 36-40.

Bladet har videre anført, at klagerens kronikforslag er rent historisk og ikke bringer debatten videre.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at ordet genmæle i medieansvarsloven anvendes som betegnelse for den korrektion af forkerte faktiske oplysninger, som sker på initiativ af den, der er blevet forkert omtalt i et medie. Det er ikke muligt at få genmæle over for vurderinger og kommentarer. Klageren er derfor ikke berettiget til et genmæle over for kronikken og klagerens kronikforslag kan heller ikke betegnes som et genmæle.

Over for bladets afvisning af at bringe klagerens kronikforslag udtaler Pressenævnet, at et medie er berettiget til når der ikke er tale om et genmæle at afvise indlæg fra læserne. Det var derfor ikke i strid med god presseskik, når bladet afviste at bringe klagerens svarkronik.

Afsagt den 14. april 1999.