Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør

I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 18. april 2018, og efter bestemmelse fra Industriens Fællesudvalg fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og opdeling

§ 1. Erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Sikkerhed, dokumentation og miljø.

2) Arbejde på lavspændingsanlæg.

3) Arbejde på højspændingsanlæg.

4) Arbejde på anlæg til udelys og fibernetværk til kabelbåren kommunikation.

5) Kommunikation og samarbejde.

Stk. 2. Uddannelsen kan afsluttes med specialet forsyningsoperatør, niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer 2 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet.

Stk. 2. Uddannelsens speciale har en varighed på 1 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen i hovedforløbet udgør 17 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3. Uddannelsens speciale har samme længde for elever over 25 år.

Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Elforsyningsnettets opbygning og udvikling samt funktionen af de forskellige elementer i elforsyningsnettet.

2) De forskellige operatøropgaver der findes ved etablering og drift af elforsyningsanlæg.

3) Forskellige former for udstyr til overvågning af elforsyningsanlæg.

4) Montageteknik.

5) El-teori, herunder elektriske grundbegreber, kredsløbstyper, komponenttyper og måleteknik inden for jævn- og vekselstrømsområdet.

6) Diagrammer for hovedstrøms- og nøgleskemaer og betingelser for styrekredsløb, kontaktorer og timere.

7) Matematiske grundbegreber, som er nødvendige for at foretage grundlæggende el-tekniske beregninger.

8) Sikkerhed ved arbejde på høj- og mellemspændings forsyningsanlæg.

9) Sikkerhed ved arbejde på lavspændingsanlæg (L-AUS).

10) Reglerne for kvalitetsledelsessystemer (KLS og KLS-D).

11) De almindelige materialer, komponenter, værktøjer, måleinstrumenter og udstyr der anvendes i el-forsyningsbranchen.

12) Opbygningen af gældende lov og bekendtgørelser om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel.

13) De kvalitetsstyringssystemer, der anvendes i el-forsyningsbranchen.

14) Egen rolle og de krav og forventninger, der stilles til operatører i elforsyningsbranchen.

15) Arbejdstilrettelæggelse og planlægning.

16) Samarbejdet mellem forskellige faggrupper og betydningen af at være fleksibel og udføre kvalitetssikring af eget arbejde.

17) De forskellige værdiskabende led i el-forsyningsbranchen.

18) Fagrelateret informationssøgning bl.a. ved brug af it.

19) Faglige begreber og fagrelateret kommunikation i el-forsyningsbranchen.

20) Kundeservice og de afgørende faktorer i forhold til at udføre en god kundeservice såvel internt som eksternt i el-forsyningsbranchen.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Anvendelse af muffeteknikker på lavspændingskabler og højspændingskabler (10 – 60 kV).

2) Udførelse af enkle el-tekniske beregninger og struktureret fejlfinding på relevante kredsløb.

3) Læsning og udarbejdelse af enkle diagrammer og omsætning af disse i øvelsesopstillinger og simuleringsprogrammer.

4) Fejlfinding, fejlretning og vedligeholdelsesopgaver på el-distributionsanlæg.

5) Anvendelse af forskellige former for testudstyr fx højspændingstester og voltmeter.

6) Udførelse af sikkerhedsmæssige risikovurderinger.

7) Tilrettelæggelse og gennemførelse af opgaver på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

8) Udførelse af lavspændingsarbejde under spænding (L-AUS) på en sikkerhedsmæssig korrekt måde.

9) Udførelse af opgaver på en arbejdsmiljømæssigt korrekt og forsvarlig måde.

10) Valg af materialer, komponenter, værktøjer, måleinstrumenter og udstyr.

11) Udarbejdelse af dokumentation.

12) Teamarbejde.

13) Planlægning af eget arbejde.

14) Hensigtsmæssig kommunikation i samarbejde og samvær med andre.

15) Anvendelse af forskellige former for it-udstyr til fagrelateret informationssøgning herunder tekniske samt miljø- og arbejdsmiljømæssige informationer.

16) Forståelse og formidling af mundtlige arbejdsinstruktioner, fejlmeldinger, faglige vurderinger og spørgsmål herunder anvendelse af relevant fagsprog.

17) Læsning og forståelse af enkle arbejdsinstruktioner og tegninger.

18) Udførelse af kundeservice.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) medvirke ved montage af kabler i kabelskabe,

2) udføre muffeteknikker på lavspændingskabler og på højspændingskabler (10 – 60 kV),

3) medvirke ved tilslutning af højspændingsanlæg og transformere,

4) medvirke ved fejlfinding, fejlretning og vedligeholdelsesopgaver på el-distributionsanlæg, herunder anvende forskellige former for testudstyr fx højspændingstester og voltmeter,

5) medvirke ved arbejde på høj-, mellem- og lav-spændings forsyningsanlæg på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde,

6) medvirke ved udarbejdelsen af en sikkerhedsmæssig risikovurdering forud for hver opgave og på baggrund heraf og under vejledning, tilrettelægge og gennemføre opgaver på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde,

7) udføre lavspændingsarbejde under spænding (L-AUS) under tilsyn af en sagkyndig person,

8) udføre opgaver inden for elforsyning på en arbejdsmiljømæssigt korrekt og forsvarlig måde,

9) medvirke ved valg af materialer, komponenter, værktøjer, måleinstrumenter og udstyr til almindelige arbejdsopgaver i el-forsyningsbranchen,

10) medvirke ved udarbejdelsen af den nødvendige dokumentation ved udførelsen af el-forsyningsopgaver i henhold til elsikkerhedsloven og virksomhedens kvalitetssikring bl.a. ved brug af it,

11) samarbejde i et arbejdsteam,

12) planlægge, koordinere og udføre en overskuelig arbejdsproces og tage ansvar for egne arbejdsopgaver,

13) evaluere egne og andres arbejdsprocesser, metoder og resultater,

14) kommunikere hensigtsmæssigt i samarbejde og samvær med andre bl.a. ved hjælp af it,

15) anvende forskellige former for it-udstyr til fagrelateret informationssøgning herunder tekniske samt miljø- og arbejdsmiljømæssige informationer,

16) videreformidle enkle mundtlige arbejdsinstruktioner, fejlmeldinger, faglige vurderinger og spørgsmål, herunder anvende relevant fagsprog i relation til elforsyning,

17) læse enkle arbejdsinstruktioner og tegninger og

18) medvirke ved kundeservice såvel internt som eksternt i el-forsyningsbranchen.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau:

1) Matematik på F-niveau.

2) Informationsteknologi på F-niveau.

Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende:

1) Kompetencer svarende til ”Førstehjælp på erhvervsuddannelserne, inkl. færdselsrelateret førstehjælp”, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. august 2016.

2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsinstituts retningslinjer pr. 1. september 2014.

3) Vejen som arbejdsplads, jf. Instruks for råden over vejareal. Ansvar og pligter i forbindelse med vejarbejder på statsvejnettet, Vejdirektoratet.

4) Teoretisk og praktisk oplæring i lavspændingsarbejde under spænding (L-AUS) i henhold til elsikkerhedsloven.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan arbejde på højspændingsanlæg, mellemspændings anlæg og lavspændingsforsyningsanlæg i henhold til elsikkerhedslovens bestemmelser.

2) Eleven kan udføre Lavspændings Arbejde Under Spænding (L-AUS).

3) Eleven kan arbejde efter reglerne og betjene de kvalitetsledelsesystemer (KLS og KLS-D), der anvendes i elforsyningsbranchen i henhold til gældende lovgivning.

4) Eleven kan foretage en sikkerhedsmæssig risikovurdering forud for hver opgave, herunder tage højde for lokale forhold, fremmed forsyning og korrekte koblingsprocedurer. På baggrund af risikovurderingen kan eleven planlægge og gennemføre en sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelse af den konkrete opgave.

5) Eleven kan etablere el-distributionsanlæg via kabelskabe og foretage montage af kabler i kabelskabet.

6) Eleven kan vurdere, hvornår og hvordan der skal kobles og anvendes transformatorstationer, og eleven har viden om kortslutningseffekt og effektafbrydere på deres stationer.

7) Eleven kan udføre muffeteknikker på lavspændingskabler herunder presse, samle og afslutte forsyningskabler i henhold til fabrikantanvisninger.

8) Eleven kan tilslutte højspændingskoblingsanlæg og transformere, herunder presse, samle og afslutte forsyningskabler i henhold til fabrikantanvisninger.

9) Eleven kan foretage fejlfinding, fejlretning og vedligeholdelsesopgaver på el-distributionsanlæg i henhold til dokumentationskrav, fx ISO, herunder foretage inspektion og eftersyn på forsyningsanlægget i henhold til elsikkerhedsloven.

10) Eleven kan etablere og anvende forskellige former for udstyr til overvågning af el-distributionsanlæg, herunder automatiske elmålere, udstyr til kabelfejlfinding og kontrol af spændingskvalitet samt relevante øvrige måleinstrumenter (multimeter, isolationstester, tangamperemeter). Eleven har også kendskab til funktionen af strøm og spændingstransformere.

11) Eleven kan anvende og udarbejde relevant dokumentation herunder udarbejde geografisk og teknisk dokumentation og registrering, dokumentation til udførelse af mindre relætekniske opgaver, samt tegne enkle el-diagrammer på forsyningsanlæg. Eleven kan også forstå og vedligeholde anlægsdokumentation og har forståelse for den rolle dokumentationen spiller i branchen.

12) Eleven kan lave enkle beregninger og dimensioneringer på mindre el-distributionsanlæg herunder forstå, hvordan anlægget er dimensioneret samt vælge korrekt kabeldimension og materiel til en given opgave.

13) Eleven kan etablere, vedligeholde og udføre hovedeftersyn på udelysanlæg (vejbelysning og signalanlæg).

14) Eleven kan udføre splidsning, montage og fejlretning på fiberkabler til bredbånd.

15) Eleven kan både indgå i teamorganiseret arbejde og arbejde selvstændigt, herunder planlægge egne arbejdsopgaver.

16) Eleven kan kommunikere fagligt på alle relevante niveauer i virksomheden.

17) Eleven kan arbejde energi- og miljøbevidst med alle operatøropgaver i elforsyning herunder bidrage til at reducere energiforbrug og spild af ressourcer.

18) Eleven kan koble teoretiske faglige begreber, metoder, værktøjer og beregninger med praktiske operatøropgaver i virksomheden.

19) Eleven kan udvise forretningsforståelse og forstå værdikæder og processer i branchen herunder benchmarking, Lean og 5S, asset management og ISO 55001 og elevens egen rolle her i.

20) Eleven kan professionelt servicere og betjene kunder i forbindelse med operatøropgaver på elforsyningsanlæg og tænke kundens behov ind i udførelsen af opgaven.

21) Eleven kan anvende it og digitale værkstøjer ved operatørarbejde i branchen.

Stk. 2. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning

§ 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for obligatorisk godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i bilag 1. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve

§ 6. Skolen afholder en afsluttende prøve som afslutning på sidste skoleperiode. Prøven udgør en svendeprøve.

Stk. 2. Den afsluttende prøve består af en skriftlig prøve, en praktisk prøve og en mundtlig prøve. Den skriftlige prøve løses individuelt inden for en varighed af to klokketimer. Prøven består af et antal skriftlige spørgsmål inden for uddannelsens grundfag og uddannelsesspecifikke fag. Den praktiske prøve består af en praktisk projektopgave inden for uddannelsens kompetenceområder. Projektopgaven løses individuelt. Eleven vælger selv emne for projektopgaven under vejledning fra skolen. Skolen skal godkende det valgte emne inden opgaven påbegyndes. Den praktiske prøve udføres i forbindelse med undervisningen i den sidste skoleperiode og har en varighed af i alt 80 klokketimer. Den mundtlige prøve løses individuelt og tager udgangspunkt i den praktiske opgaves løsning og dokumentation. Den mundtlige prøve har en varighed af 30 minutter inklusiv votering.

Stk. 3. Opgaverne stilles af skolen efter samråd med det faglige udvalg. Censorerne er ud over ved voteringen til stede under den mundtlige prøve.

Stk. 4. Den samlede karakter for den afsluttende prøve fremkommer som et gennemsnit af karakteren for den skriftlige prøve, som har vægten halvanden, og gennemsnittet af karaktererne for den praktiske og den mundtlige prøve, som har vægten to.

Stk. 5. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven have opnået mindst 02 i gennemsnit for karaktererne for alle grundfag i hovedforløbet, og eleven skal have bestået hvert enkelt af de uddannelsesspecifikke fag.

Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til eleven.

Stk. 7. For arbejdsmarkedsuddannelser, som indgår i uddannelsen, anvendes bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 334 af 25. april 2018 om erhvervsuddannelsen til forsyningsoperatør ophæves. Bekendtgørelsen finder fortsat anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen efter bekendtgørelsen.

Stk. 3. Elever, som nævnt i stk. 2, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle praktikvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 11. april 2019

Direktør
Birgitte Hansen

/ Gert Nielsen


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

Den relevante erhvervserfaring skal være opnået gennem mindst 2 års dokumenteret fuldtidsbeskæftigelse*) i el-forsyningsvirksomheder.
Erfaringen skal være opnået seneste 5 år før indgåelse af uddannelsesaftalen.
Erfaringen skal have omfattet regelmæssig varetagelse af følgende jobfunktioner i mindst 2 år:
Sikkerhed, dokumentation og miljø
Selvstændig udførelse af følgende opgaver:
Udførelse af L-AUS arbejde.
Anvendelse af bekendtgørelse om sikkerhed for udførsel af elektriske anlæg i forbindelse med etablering af anlæg (Gældende fra 1. juli 2017).
Anvendelse af SB2, SB6 og SB8 i forbindelse med etablering af anlæg (Gældende indtil 1. juli 2017)
Anvendelse af bekendtgørelse om sikkerhed for drift af elektriske anlæg i forbindelse med arbejde på idriftsatte anlæg. (Gældende fra 1. februar 2017)
Anvendelse af SB5, SB5a, og SB6 i forbindelse med arbejde på idriftsatte anlæg.
Anvendelse af SKS-A system i forbindelse med idriftsættelsestest.
Anvendelse af SKS-D og lokale dokumentationssystemer i forbindelse vedligeholdelse af anlæg.
Arbejde efter virksomhedens sikkerheds- og miljøstandarder.
Udfærdigelse og vedligeholdelse af teknisk dokumentation og registrering af udført arbejde i henhold til virksomhedens dokumentationsstandard.
Arbejde på lavspændingsanlæg
Selvstændig udførelse af følgende opgaver:
Etablering, reparation, vedligeholdelse og eftersyn af kabelskabe.
Fejlfinding og reparation på el-forsyningsanlæg.
Udførelse af struktureret fejlfinding på relevante kredsløb herunder udarbejdelse af el-tekniske beregning og læsning af elektriske diagrammer, (hoved og styrekredsskemaer) i papir eller elektronisk form.
Etablering, reparation, vedligeholdelse gade- og udelysanlæg.
Udførsel af mindre styringer i forbindelse med f.eks. vejbelysningsanlæg.
Udførsel af kabelmuffer.
Udførelse af mindre installationer, f.eks lys og stikkontakt i transformerstation.
Udskiftning af kWh – målere.
Kabelanvisning og kabelfejllokalisering.
Arbejde på højspændingsanlæg
Udførelse af følgende opgaver i samarbejde med andre:
Etablering og montering af transformerstationer.
Etablering af driftsjord og beskyttelsesjord.
Udførelse af muffer og endeafslutninger på mellem- og højspændingsniveau.
Udførelse af kabelanvisning og kabelfejllokalisering.
Udførelse af mindre styringer som f.eks. motorbetjening af højspændingsfordelingsanlæg.
Kommunikation og samarbejde
Kommunikation med kollegaer, samarbejdspartnere og kunder ud fra virksomhedens retningslinjer for sikkerhed, kundebetjening, forretningsforståelse.
Anvendelse af it-applikationer i forbindelse med el-forsyningsarbejde.
Indgåelse i teamorganiseret arbejde og udførelse af selvstændigt arbejde, herunder planlægning egne arbejdsopgaver.
*) Note:
Elever, der er fyldt 25 år når uddannelsen påbegyndes, og som har mindst 2 års relevant erhvervserfaring skal gennemføre et standardiseret uddannelsesforløb for voksne uden grundforløb og uden praktikuddannelse, men med mulighed for at modtage undervisning i og afslutte fag fra grundforløbet med sigte på at opnå certifikater, som er en forudsætning for overgang til uddannelsens hovedforløb, jf. lovens § 66 y, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af § 3, stk. 6, hvilke certifikater og lignende eleven skal have opnået i denne uddannelse.

2. Erhvervserfaring, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
Afkortning skoleuger
Afkortning praktik mdr.
Sikkerhed, dokumentation og miljø
Selvstændig udførelse af følgende opgaver:
•   Udførelse af L-AUS arbejde
•   Anvendelse af SB2, SB6 og SB8 i forbindelse med etablering af anlæg (Gældende indtil 1. juli 2017)
•   Anvendelse af SB5, SB5a, og SB6 i forbindelse med arbejde på idriftsatte anlæg (Gældende indtil 1. juli 2017)
•  Anvendelse af bekendtgørelse om sikkerhed for udførsel af elektriske anlæg, i forbindelse med etablering af anlæg. (Gældende fra 1. juli 2017)
•   Anvendelse af SKS-A system i forbindelse med idriftsættelsestest
•   Anvendelse af SKS-D og lokale dokumentationssystemer i forbindelse vedligeholdelse af anlæg.
•   Arbejde efter virksomhedens sikkerheds- og miljøstandarder
•   Udfærdigelse og vedligeholdelse af teknisk dokumentation og registrering af udført arbejde i henhold til virksomhedens dokumentationsstandard
•   Anvendelse af it-applikationer i forbindelse med el-forsyningsarbejde.
12 måneder
-
3
Arbejde på lavspændingsanlæg
Selvstændig udførelse af følgende opgaver:
•   Etablering, reparation, vedligeholdelse og eftersyn af kabelskabe.
•   Fejlfinding og reparation på el-forsyningsanlæg
•   Etablering, reparation, vedligeholdelse gade- og udelysanlæg
•   Udførelse af mindre styringer i forbindelse med f.eks. vejbelysningsanlæg
•   Udførelse af kabelmuffer
•   Udførelse af mindre installationer, f.eks lys og stikkontakt i transformerstation.
•   Udskiftning af kWh – målere.
•   Kabelanvisning og kabelfejllokalisering
6 måneder
2
3
Arbejde på højspændingsanlæg
Udførelse af følgende opgaver i samarbejde med andre:
•   Etablering og montering af transformerstationer
•   Etablering af driftsjord og beskyttelsesjord
•   Udførelse af muffer og endeafslutninger på mellem- og højspændingsniveau
•   Udførelse af kabelanvisning og kabelfejllokalisering
•   Udførelse af mindre styringer som f.eks. motorbetjening af højspændingsfordelingsanlæg
6 måneder
2
3

3. Uddannelse, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Titel
Uddannelses Kode
Afkortning skoleuger
Afkortning praktik mdr.
AMU
Montage af kabler
45523 (nedlægges i 2019)
0,2
-
AMU
Montage af kabler højspænding fra 50 kV, on-shore
49017
0,2
-
AMU
Montage af kabler højspænding 10-36 kV, on-shore
49016
0,2
-
AMU
Kabelfejlfinding distributionsnettet op til 72, 5 kV
49015
0,4
-
AMU
Operatørarbejde på el-forsyningsanlæg on-shore
49019
0,4
-
AMU
Operatørarbejde på el-forsyningsanlæg off-shore
49020
0,4
-
AMU
Transformerstation, adfærd og færdsel
44019 (Arkiveres 2019)
0,1
-
AMU
Støvsugning af højspændingsanlæg
48485
0,1
-
AMU
Automatiske anlæg, el-lære og relæteknik
44647
0,4
-
AMU
PLC grundlæggende
40151
0,1
-
AMU
Grundlæggende kompetencer Koblingsperson
48483 (nedlægges i 2019)
0,4
-
AMU
Grundlæggende kompetencer koblingsperson
49014
0,4
 
AMU
Opbygning og forståelse af DSO
48482 (nedlægges i 2019)
0,4
-
AMU
Opbygning, drift oh vedligehold af DSO
49018
0,4
-
AMU
Fejlfinding på switchgear med PLC/RTU
48484 (nedlægges i 2019)
0,2
-
AMU
Installation af husvindmøller
46525
0,2
-
AMU
Installation af solceller
46522
0,2
-
Kurset skal være opnået inden for det seneste år.
EUD
Elektriker
1430
4
2
Uddannelsen skal være gennemført inden for de sidste 4 år.