Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

Indholdsfortegnelse
 
   
Punkter
Afsnit I
Vejledningens struktur og introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
 
     
 
Kapitel 1
Vejledningens struktur
1-5
   
Henvisninger i vejledningen
4
   
Forkortelser i vejledningen
5
 
Kapitel 2
Retssikkerhedslovens anvendelsesområde
6-30
   
Oversigt over retssikkerhedsbekendtgørelsens regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde
8
   
Lovområder, hvor retssikkerhedsloven gælder fuldt ud ved kommunernes og Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager
9-11
   
Retssikkerhedslovens anvendelse ved Familieretshusets afgørelser
12
   
Lovområder, hvor enkelte bestemmelser i retssikkerhedsloven gælder ved kommunens sagsbehandling
13-15
   
Regler, der gælder for behandling af sager i Udbetaling Danmark
16
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsen på andre sociale områder
17-23
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsens klagesagsbehandling efter adoptionsloven
24
   
Regler, der gælder for Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager på beskæftigelsesområdet efter retssikkerhedslovens kapitel 9 a
25-27
   
Retssikkerhedslovens anvendelse i Arbejdsmiljøklagenævnet
28
   
Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet
29-30
 
Kapitel 3
Retssikkerhedslovens formål
31-32
       
Afsnit II
Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne
33
     
 
Kapitel 4
Frister for afgørelser
34-46
   
Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden
34-37
   
Fristernes længde
38
   
Hvornår begynder en frist at løbe?
39
   
Skriftlig besked
40
   
Forskellige generelle frister
41
   
Standardiseret skriftlig information
42
   
Fristerne skal offentliggøres
43
   
Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed
44
   
Frister for sager efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen
45
   
Sanktioner
46
   
Udbetaling Danmark
47
 
Kapitel 5
Borgeren skal medvirke
48-61
   
Borgerens medvirken må ikke føre til selvinkriminering
49
   
Lokale beslutninger
50
   
Borgerens eget ansvar
51
   
God dialog øger forståelsen
52
   
Klar formidling af borgerens rettigheder
53
   
Tolkebistand
54-55
   
Tillid til sagsbehandleren
56
   
Bisidder, partsrepræsentant og værge
57-59
   
Anmodning om værgemål
60
   
Fremtidsfuldmagt
61
 
Kapitel 6
Helhedsvurdering
62-70
   
Alle muligheder skal tages i betragtning
62-63
   
Rådgivning
64-68
   
Forkert eller mangelfuld rådgivning
69-70
 
Kapitel 7
Kommunernes handlepligt i forhold til udsættelsestruede lejere
71-79
   
Generelt om kommunens handlepligt i udsættelsessager
71
   
Børnefamilier
72
   
Genvurdering af hjælp, når kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp
73
   
Helhedsvurdering
74-75
   
Sagsbehandling og frist
76-77
   
Klageadgang
78
   
Kommunens pligt til at kontakte udsættelsestruede lejere i andre tilfælde
79
 
Kapitel 8
Tidlig samlet vurdering
80-84
   
Hjælpen målrettes tidligt i forløbet
80
   
Kommunen fastlægger principper for tidlig samlet indsats
81
   
Ingen formkrav
82
   
Kortvarig hjælp
83-84
 
Kapitel 9
8-ugers vurdering ved hjælp til forsørgelse
85-89
   
Den første vurdering af hjælp til forsørgelse
85
   
En kommunal forpligtelse
86
   
Krav til indhold
87
   
Skriftlig besked
88
   
Klage
89
 
Kapitel 10
Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger
90-92
   
Indsats uden afbrydelser
90
   
Hvilke erhvervsrettede foranstaltninger
91
   
Regler for behandling og opfølgning af sager – funktionsevnemetoden
92
       
Afsnit III
Reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger
   
 
Kapitel 11
Reglerne om sagsbehandlingen m.v.
93-97
   
Reglernes baggrund og struktur
93-94
   
De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper
95-97
 
Kapitel 12
Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet
98-99
   
Myndighedens ansvar for oplysning af sagen
98
   
Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?
99
 
Kapitel 13
Borgernes medvirkning – oplysninger fra borgeren selv
100-106
   
Oplysningerne gives af borgeren selv
100
   
Oplysninger fra andre dele af forvaltningen
101
   
Lægelig undersøgelse og behandling
102-103
   
Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre
104
   
Medvirken så længe hjælpen modtages
105
   
Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer
106
 
Kapitel 14
Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre
107-137
   
Forholdet mellem §§ 11 a og 11 c og databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, forvaltningsloven, lov om Udbetaling Danmark og sundhedsloven
108
   
Nødvendige oplysninger
109-110
   
Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra?
111-112
   
Oplysningernes form er ikke afgørende
113
   
Retsligt forhør
114
   
Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om?
115
   
Borgeren skal give samtykke til, at oplysningerne indhentes
116
   
Kravet til samtykket
117
   
Borgere, der ikke selv kan give samtykke
118
   
Helbredsoplysninger
119-121
   
Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger?
122
   
Indhentning af samtykke i klagesager og visse sager, der behandles af Udbetaling Danmark
123-124
   
Økonomiske oplysninger – kræver ikke samtykke
125-128
   
Stikprøvekontrol i pensionssager
129
   
Oplysninger fra eIndkomstregistret
130
   
Oplysninger om ferieforhold
131
   
Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere
132-134
   
Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren
135
   
Kommunernes muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke i beskæftigelsessager
136
   
Udbetaling Danmarks muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke efter § 12 i lov om Udbetaling Danmark
137
 
Kapitel 15
Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning
138-144
   
Borgerens medvirken er frivillig
138
   
Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag
139-142
   
Udgifter ved sagens behandling
143
   
Helhedsvurderingen og borgerens medvirken
144
 
Kapitel 16
Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken
145-175
   
Betingelser for at fravige kravet om samtykke
145-146
   
Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke
147
   
Der skal være en grund til, at myndigheden påbegynder en sag
148
   
Tilbagebetalingssager
149-168
   
- Urigtige oplysninger
150
   
- Pligt til at rejse sag
151
   
- Ond tro
152-153
   
- Sagen skal oplyses
154
   
- Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager
155
   
- Partshøring
156
   
- Økonomiske oplysninger
157
   
- Ikke generel kontrol – krav om konkret mistanke
158
   
- Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen
159
   
- Observationer i tilbagebetalingssager
160-161
   
- Kommunalt ansattes indberetninger til socialforvaltningen af egen drift
162-163
   
- Overvågning og uanmeldte besøg i tilbagebetalingssager
164-168
   
Optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke
169
   
Mellemkommunal refusion
170
   
Børnesager
171-175
   
- Indhentning af oplysninger fra private
171
   
- Udlevering af oplysninger fra private er frivillig
172
   
- Samtykke skal forsøges indhentet
173
   
- Hvem kan der indhentes oplysninger om?
174-175
 
Kapitel 17
Myndighedens oplysningspligt
176-185
   
Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.
176
   
Ændringer, der har betydning for hjælpen
177
   
Oplysningspligtens omfang
178
   
Skriftlighed
179
   
Borgere, der har brug for særlig vejledning
180-182
   
Dokumentation for at der er vejledt om borgerens oplysningspligt m.v.
183-184
   
Tilsidesættelse af borgerens oplysningspligt - tilbagebetaling og straf
185
 
Kapitel 18
Kontrolbesøg i virksomheder – »sort arbejde«
186-200
   
Generel kontrol og kontrol af enkeltsager
187
   
Mistanke om strafbart forhold
188
   
Kun kontrol af borgere, der modtager sociale ydelser
189
   
Hvem kan foretage kontrollen
190
   
Anbefalinger om samarbejde
191
   
Virksomhedens lokaler m.v. og arbejdssteder uden for lokalerne
192
   
Kontrollører skal legitimere sig
193
   
Personers oplysningspligt
194
   
Hvad kan kommunen kontrollere?
195
   
Logbog
196-198
   
Politibistand
199
   
Partshøring
200
 
Kapitel 19
Anden udveksling af oplysninger
201-216
   
Udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse
201
   
Formålet med udvekslingen af oplysningerne
202
   
Sådan fungerer en digital sagsoverbliksløsning
203
   
Betingelser for at anvende en digital sagsoverbliksløsning
204
   
Forældelse af oplysninger i en digital sagsoverbliksløsning
205
   
Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende en digital sagsoverbliksløsning
206
   
Private sygehuse
207
   
Kun udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning
208
   
Betingelser for udveksling af andre helbredsoplysninger
209-210
   
Orientering til borgerne om § 12 c
211
   
Orientering til borgeren, når udveksling af oplysninger er sket
212
   
Udveksling af oplysninger mellem kommuner og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
213
   
Udveksling af oplysninger ved formodning om uberettiget modtagelse af ydelser i udlandet
214-215
   
Oplysninger til apoteker
216
       
Afsnit IV
Straffebestemmelser
 
     
 
Kapitel 20
Socialbedrageri – straffebestemmelser
217-229
   
Straf for groft uagtsom vildledelse
217
   
Betingelser for anvendelsen af bestemmelsen
218
   
Vildfarelse
219-220
   
Det svigagtige forhold og myndighedens formuetab
221
   
De subjektive betingelser for straf
222
   
Strafferammen
223
   
De almindelige strafbarhedsbetingelser
224
   
Forsøg
225
   
Eksempler på straf efter bestemmelsen
226
   
Sociale hensyn og politianmeldelse
227
   
Straf i forbindelse med pålæg til virksomhed om af føre logbog
228
   
Straffebestemmelser i serviceloven
229
       
Afsnit V
Klagereglerne
 
     
 
Kapitel 21
Almindelige klageregler
230-250
   
Klageadgang
230-232
   
Klage over afgørelser
233
   
Klage over rådgivning og vejledning
234
   
Klage over indhold og formalitet i afgørelserne
235-237
   
Klageadgangen kan være afskåret
238
   
Klage over processuelle beslutninger
239
   
Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed
240-241
   
Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed, som leveres af en privat leverandør
242-243
   
Klage over den konkrete indsats efter serviceloven
244
   
Klage over det generelle serviceniveau
245
   
Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.
246
   
Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger
247
   
Klager over, at oplysninger er udleveret
248
   
Klager over afgørelser om aktindsigt
249-250
 
Kapitel 22
Klageberettigede
251-257
   
Klageadgang for den person, som afgørelsen vedrører
251-252
   
Klageadgang for andre end den person, som afgørelsen vedrører
253-254
   
Klageadgang ved uenighed mellem kommuner om deres afgørelser
255-256
   
Klageadgang ved uenighed om Udbetaling Danmarks kompetence
257
 
Kapitel 23
Pligt til at genvurdere sagen
258-265
   
Myndighedens genvurdering og frister for genvurderingen
258-264
   
Ankeskema skal benyttes ved kommunens genvurdering i klagesager
265
 
Kapitel 24
Klagefrister
266-275
   
Klagefristens længde
266
   
Klagefristens begyndelse
267
   
Klagefristens udløb
268-269
   
Klagefristens overholdelse
270-271
   
Klagevejledning
272
   
Dispensation fra klagefristen
273-275
 
Kapitel 25
Ankestyrelsens sagsbehandling
276-292
   
Uafhængighed
276-277
   
Reaktionsmuligheder
278-280
   
Efterprøvelse af afgørelser – retlige spørgsmål
281-283
   
Skønsmæssige afgørelser
284
   
Hvorfor regler, som bygger på skøn?
285
   
Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser
286
   
Vage og elastiske bestemmelser
287
   
Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser
288
   
Sager med fuld prøvelse
289
   
Sager med begrænset prøvelse
290
   
Formkrav til klager
291
   
Formkrav til afgørelser
292
 
Kapitel 26
Opsættende virkning
293-300
   
Klager har ikke opsættende virkning
293
   
Klager med opsættende virkning
294-298
   
Varsling af visse afgørelser efter serviceloven
299
   
Virkningstidspunktet for Ankestyrelsens afgørelser til skade for borgeren
300
 
Kapitel 27
Domstolsprøvelse
301-302
 
Kapitel 28
Ankestyrelsen
303-314
   
Ankestyrelsens kompetence
303
   
Ankestyrelsens sammensætning
304-305
   
Ankestyrelsens afgørelser
306
   
Afgørelser på møder
307
   
Generelle eller principielle afgørelser
308-310
   
Andre sager, som udvælges til behandling med beskikkede medlemmer
311
   
Afgørelser i de enkelte sager
312
   
Afgørelser med udvidet votering
313
   
Beslutninger
314
 
Kapitel 29
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
315
 
Kapitel 30
Koordinering af praksis
316-322
   
Sagerne skal kunne påklages
317
   
Retlig vurdering
318
   
Sager kan ikke tages op af egen drift
319
   
Opfølgning
320
   
Behandling af praksisundersøgelser på møde i kommunalbestyrelsen
321
   
Behandling af danmarkskort over omgørelsesprocenten i klagesager efter serviceloven på møde i kommunalbestyrelsen.
322
 
Kapitel 31
Det Rådgivende Praksisudvalg
323-324
 
Kapitel 32
Vejledning til kommunerne
325-330
   
Ankestyrelsens vejledning
326
   
Grundlaget for vejledning
327
   
Ny lovgivning
328
   
Lovområder, hvor afgørelser ikke kan indbringes for Ankestyrelsen
329
   
Vejledning om foranstaltninger
330
       
Afsnit VI
Opholdskommune, handlekommune og mellemkommunal refusion
 
     
 
Kapitel 33
Opholdskommune og handlepligt
331-365
   
Begreberne opholdskommune, handlekommune og betalingskommune
332
   
Opholdskommune for ægtefæller
333
   
Opholdskommune for børn
334
   
Forældrene bor ikke sammen
335
   
Børn og unge på samværsophold i anden kommune
336
   
Forældrenes dødsfald
337
   
Foranstaltninger over for børn og unge træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren
338
   
Børn og unge anbragt uden for hjemmet efter servicelovens kapitel 11
339-342
   
Selvstændig opholdskommune for børn
343
   
Øjeblikkelig hjælp
344
   
Opholdskommune for personer, der krydser landegrænser
345-347
   
Sygedagpenge samt børnefamilieydelse og børnetilskud
348
   
Pensionisters flytning til udlandet
349
   
Hjemkomst fra udlandet
350
   
Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester
351
   
Færøerne og Grønland
352
   
Midlertidige ophold uden for den faste opholdskommune
353-357
   
- Kontantydelser
353
   
- Personlig og praktisk hjælp og madservice
354
   
- Hjælpemidler
355-356
   
- Plejevederlag m.v.
357
   
Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats
358
   
Adgang til at aftale at tidligere opholdskommune er handlekommune
359-360
   
Samtykke fra borgeren er en betingelse for aftale om, at tidligere opholdskommune er handlekommune
361
   
Kommunernes forpligtelse til at følge op ved flytning
362
   
Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune
363-364
   
Folkeregisteradresse (bopælsregistrering i CPR)
365
   
Kommunalt samarbejde i fælles social vagtordning
366
 
Kapitel 34
Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde – den oprindelige opholdskommune er handlekommune for hjælp efter serviceloven
367-393
   
Særlige handlekommuneregler for voksne, der får ophold i boformer m.v. efter medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed
368-369
   
Særlige handlekommuneregler for personer, der har fået ophold i veterantilbud
370
   
Unge anbragt uden for hjemmet, der fylder 18 år
371
   
Unge anbragt uden for hjemmet før 1. juli 2003
372-373
   
Tilbud til unge fra 18 til 22 år (efterværn)
374
   
Handlepligten omfatter al hjælp og alle forpligtelser efter serviceloven
375
   
Borgerens rettigheder efter serviceloven
376-377
   
Klageadgang
378
   
Helhedsorienteret indsats og borgerens medvirken
379-380
   
Handlepligtens ophør for den oprindelige opholdskommune
381
   
Delegation
382-388
   
- Typer af sager, hvor delegation kan anvendes
383
   
- Delegation i alle typer opgaver efter serviceloven
384
   
- Handlekommunen bevarer ansvaret uanset delegationen
385
   
- Klagebehandling i delegationssager
386
   
- Handlekommunens tilsynspligt ved delegation
387
   
- Delegation forudsætter enighed mellem kommunerne
388
   
Kommunalt samarbejde i øvrigt
389
   
Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har overtaget handlepligten den 1. januar 2011
390-391
   
Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har truffet afgørelse om ikke at overtage handlepligten den 1. januar 2011
392-393
 
Kapitel 35
Mellemkommunal refusion
394-418
   
Betalingsforpligtelsen
394-395
   
Medvirken fra fraflytningskommunen eller anden offentlig myndighed
396
   
Typer af boformer, der giver ret til refusion, hvis borgeren er flyttet ved offentlig medvirken
397-398
   
Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge anbragt uden for hjemmet
399
   
Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003
400
   
Betalingsforpligtelsen for tilbud til unge fra 18 til 22 år (efterværn)
401-403
   
Betalingsforpligtelsen i forbindelse med ophold i forsorgshjem og fængsler
404-405
   
Betalingsforpligtelsen i forbindelse med ophold i veterantilbud
406-407
   
Mellemkommunal refusion ved flytteret
408
   
Mellemkommunal refusion ved passivitet
409
   
Mellemkommunal refusion under midlertidigt ophold uden for den faste opholdskommune
410
   
Mellemkommunal refusion i op til seks år for førtidspension
411
   
Beregning af refusionskravet
412
   
Refusionskravets ophør
413-414
   
Aftaler om refusion ved flytning
415
   
Forældelse af refusionskravet
416-417
   
Uenighed mellem kommuner
418
       
Afsnit VII
Udvalg
 
419
       
 
Kapitel 36
Udvalg under kommunerne
420-432
   
Generelt om behandling af personsager i kommunerne
420
   
Børn og unge-udvalget
421
   
Ældreråd
422
   
Handicapråd
423-432
 
Kapitel 37
Udvalg under Børne og Socialministeriet
433-434
   
Det Centrale Handicapråd
433
   
Børnerådet
434
       
Afsnit VIII
Samarbejde mellem kommuner og private
 
     
 
Kapitel 38
Forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven skal overholdes, når kommunen overlader kommunale opgaver til andre
435-442
   
Omfattende aftaler
436
   
Andre aftaler
437
   
Borgerens retsstilling
438
   
Frivillige organisationer m.fl.
439
   
Private personers tavshedspligt
440-441
   
Private leverandører og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
442
       
Afsnit IX
Kommunalbestyrelsens ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed
   
 
Kapitel 39
Tilsynsforpligtelsen
443-453
   
Kommunalbestyrelen har ansvaret
443
   
Pligt til at føre tilsyn
444
   
Formålet med at føre tilsyn
445
   
Aktivt tilsyn
446
   
Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden
447
   
Svage grupper bør prioriteres
448
   
Brugerindflydelse og tilsyn
449
   
Serviceniveauer og kvalitetsstandarder
450
   
Opgaver, der udføres af andre
451-453
   
- Tilsynet omfatter alle tilbud
451
   
- Aftaler om at udføre sociale opgaver
452-453
 
Kapitel 40
Regler om tilsyn i serviceloven og i socialtilsynsloven
454-460
   
Det personrettede tilsyn
454-458
   
- Tilsyn med personer, der har ophold i botilbud i en anden kommune
455
   
- Tilsyn med anbragte børn
456
   
- Tilsyn med børns levevilkår
457
   
- Tilsyn i plejeboliger, plejehjem m.v.
458
   
Det driftsorienterede tilsyn efter serviceloven
459-460
 
Kapitel 41
Tilsyn med dømte m.v.
461
       
Afsnit X
Tilsyn med kommunerne, statsrefusion og revision af kommunernes regnskaber på det sociale område
   
 
Kapitel 42
Det kommunale tilsyn
462-465
 
Kapitel 43
Tilsynet med Udbetaling Danmark
466
 
Kapitel 44
Tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
467
 
Kapitel 45
Ministeriernes reaktionsmuligheder i konkrete enkeltsager
468
 
Kapitel 46
Folketingets Ombudsmand
469
 
Kapitel 47
Statsrefusion
470-497
   
Regler om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision m.v.
470-471
   
Betingelser for udbetaling af statsrefusion
472
   
Dokumentations- og registreringssystemet i kommunerne
473-474
   
Journalen
475
   
Stamdata i journalen
476
   
Ligestillingsmæssige hensyn
477-478
   
Grundlaget for tildeling og beregning af ydelsen
479
   
Skønsmæssige afgørelser og kontrol
480
   
Oplysninger i elektronisk form og opfølgning på sagen
481
   
Undtagelser fra krav om dokumentation
482-483
   
Arkivering
484
   
Personbogføring
485
   
Statsrefusion af administrationsudgifter
486-487
   
Statsrefusion af udgifter til sygebehandling
488
   
Statsrefusion for udgifter til visse udlændinge
489-491
   
Udgifter med tilbagebetalingspligt
492
   
Anmodning om og anvisning af statsrefusion
493
   
Løbende restafregning
494
   
Foreløbig restafregning
495
   
Endelig restafregning
496
   
Berigtigelse af statsrefusion
497
 
Kapitel 48
Revision af kommunernes regnskaber vedr. ydelser og tilskud omfattet af statsrefusion
498-502
   
Revisionens udførelse og efterprøvelse
498
   
Beretning om revision af kommunernes regnskaber
499
   
Revisionsberetninger sendes til ministerierne
500
   
Ministeriernes reaktionsmuligheder
501
   
Rigsrevisionen
502
       
Afsnit XI
Statistik, analyse, information m.v.
 
     
 
Kapitel 49
Indberetninger og undersøgelser
503-510
   
Indberetning af statistiske oplysninger m.v.
503-506
   
- Overordnede regler
503
   
- Dataindsamlingsbekendtgørelsen – oplysninger til brug for statistik og analyse på socialområdet
504
   
- Indberetning om stævninger og domme
505
   
- Indberetning af visse tillæg til pension
506
   
Undersøgelser
507-510
   
- Formålet med undersøgelser
507
   
- Retningslinjer for undersøgelser
508
   
- Offentliggørelse af undersøgelser
509
   
- Ajourføring af oplysninger
510

Afsnit I

Vejledningens struktur og introduktion til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Kapitel 1

Vejledningens struktur

1. Vejledningen erstatter vejledning nr. 10283 af 7. december 2017 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Vejledningen gennemgår reglerne i:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 med de ændringer, der følger af lov nr. 1526 af 18. december 2018 (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), lov nr. 1701 af 27. december 2018 (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven).

Bekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2019 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Bekendtgørelse nr. 251 af 18. marts 2019 om forretningsorden for Ankestyrelsen.

Bekendtgørelse nr. 301 af 30. marts 2017 om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Bekendtgørelse nr. 1591 af 15. december 2017 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og, Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder.

Bekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018 om dataindberetninger på socialområdet.

2. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af retssikkerhedsloven og forarbejderne hertil, bekendtgørelser, praksis fra Ankestyrelsen m.v. Redaktionen vedrørende praksis er afsluttet den 1. november 2018, og principafgørelser offentliggjort efter denne dato er derfor ikke medtaget.

Ved beskrivelsen af reglerne om finansiering af sociale ydelser og reglerne om regnskabsaflæggelse og revision (afsnit X) fremhæver vejledningen de regler om regnskabsaflæggelse og revision, som har betydning for tilrettelæggelse af forvaltningen og behandling af sagerne.

Reglerne om indberetning af statistiske oplysninger i bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet beskrives helt overordnet. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsen med bilag.

Sagsbehandlingsreglerne for sager om foranstaltninger efter lov om social service uden borgerens samtykke er ikke beskrevet i vejledningen. Der henvises til vejledning nr. 9043 af 29. januar 2018 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, herunder pædagogiske principper, og vejledning nr. 10370 af 21. december 2016 om voksenansvar for anbragte børn og unge samt vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Generelle forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven m.fl. er ikke særskilt beskrevet i denne vejledning. Der henvises i stedet til reglerne i forvaltningsloven, offentlighedsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Desuden henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven (vejledning om forvaltningsloven) og vejledning nr. 9686 af 22. december 2004 om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

3. Ud over nærværende afsnit indeholder denne vejledning følgende afsnit:

Afsnit II beskriver retssikkerhedslovens regler om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være fastsat og offentliggjort frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal inddrages ved sagens behandling, og at sagerne skal behandles bredt (helhedsorienteret sagsbehandling). Afsnittet beskriver også reglen om kommunernes handlepligt overfor udsættelsestruede lejere og reglerne om opfølgning i sager om hjælp til løbende forsørgelse og om kommunernes vurdering af hjælpen til borgere, som udsættes af beboelseslejemål.

Afsnit III beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sagerne, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer samt om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger til brug for behandlingen af en social sag. Afsnittet beskriver også bestemmelsen i retssikkerhedsloven om indhentning af økonomiske oplysninger fra eIndkomstregistret og reglerne om virksomhedskontrol og pålæg til en arbejdsgiver om at føre logbog i forbindelse med kommunens kontrolbesøg i virksomheder.

Afsnit IV beskriver straffebestemmelserne i retssikkerhedsloven og omtaler kort straffebestemmelserne i lov om social service.

Afsnit V beskriver retssikkerhedslovens regler om behandling af klager og om prøvelsesgrundlaget i sociale sager. Herudover beskrives reglerne om klageorganerne Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Der er også et afsnit om praksiskoordinering.

Afsnit VI beskriver retssikkerhedslovens regler om opholdskommune, handlekommune og mellemkommunal refusion samt begrebet betalingskommune, herunder de særlige regler om handlekommune på det specialiserede socialområde og reglerne om opholdskommune for borgere, som bor eller opholder sig i udlandet.

Afsnit VII beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om de udvalg og råd, som indgår i beslutningsprocessen, når kommuner afgør sager og behandler problemstillinger på det sociale område.

Afsnit VIII beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 43, som gælder ved kommunernes overladelse af sociale opgaver til private.

Afsnit IX beskriver retssikkerhedslovens regler om kommunalbestyrelsens ansvar for løsning af opgaver efter dem sociale lovgivning og kommunens pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne udføres i praksis. Herudover beskrives reglerne om tilsyn i serviceloven og i lov om socialtilsyn.

Afsnit X giver en kortfattet beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. Ankestyrelsen og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Desuden beskrives kort reglerne for tilsyn med Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring samt fagministeriernes og Folketingets Ombudsmands kontrolmuligheder. Afsnittet indeholder endelig en gennemgang af reglerne om statsrefusion og revision af kommunernes regnskaber på det sociale område.

Afsnit XI beskriver kort retssikkerhedslovens regler om statistik, analyse og information, herunder kommunernes indberetningspligt.

Henvisninger i vejledningen

4. Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser paragrafangivelser til retssikkerhedsloven.

Når der i vejledningen henvises til de sociale myndigheder, er der tale om myndigheder, som administrerer den lovgivning, som følger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven på både Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets og Sundheds- og Ældreministeriets områder. Når der henvises til den sociale lovgivning, er der tale om den lovgivning, som administreres efter retssikkerhedsloven, uanset om lovgivningen hører under Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets eller Sundheds- og Ældreministeriets områder.

Vejledningen inddrager udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og principafgørelser fra Ankestyrelsen. Udtalelser fra Ombudsmanden kan findes i Retsinformation www.retsinformation.dk og på Ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk. Ankestyrelsens praksis er offentliggjort i Ankestyrelsens Principafgørelser. Principafgørelserne kan findes i Retsinformation og på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Forkortelser i vejledningen

5. I denne vejledning anvendes følgende forkortelser:

Aktivloven = lov om aktiv socialpolitik (lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017 med senere ændringer).

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (bekendtgørelse nr. 301 af 30. marts 2017).

Ankestyrelsens forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen (bekendtgørelse nr. 251 af 18. marts 2019).

Arbejdsskadesikringslovene = lov om arbejdsskadesikring (lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017 med senere ændringer) /lov om sikring mod følger af arbejdsskade/lov om arbejdsskadeforsikring/lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Barselsloven = lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (lovbekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 2019 med senere ændringer).

Beskæftigelsesindsatsloven = lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer).

Boligstøtteloven = lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 48 af 16. januar 2019).

Børnetilskudsloven = lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (lovbekendtgørelse nr. 63 af 21. januar 2019 ).

Dagtilbudsloven = lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven). (lovbekendtgørelse nr. 1214 af 11. oktober 2018 med senere ændringer).

Databekendtgørelsen = bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet (bekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018).

Databeskyttelsesforordningen = Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) Forordningen findes i Retsinformation som bilag 1 til databeskyttelsesloven.

Databeskyttelsesloven = lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (lov nr. 502 af 23. maj 2018).

Forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014).

Friplejeboligloven = lov om friplejeboliger (lovbekendtgørelse nr. 1162 af 26. oktober 2017).

Førtidspensionsloven (gammel) = lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (lovbekendtgørelse nr. 1209 af 17. november 2017 med senere ændringer).

Integrationsloven = lov om integration af udlændinge i Danmark (lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017).

Offentlighedsloven = lov om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 606 af 12. juni 2013 med senere ændringer).

Pensionsloven = lov om social pension (lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017 med senere ændringer).

Retssikkerhedsloven = lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 med de ændringer, der følger af lov nr. 1430 af 5. december 2018, (Initiativer mod sort arbejde), lov nr. 1526 af 18. december 2018 (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), lov nr. 1701 af 27. december 2018 (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven).

Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område (bekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2019).

Regnskabsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder indenfor Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder (bekendtgørelse nr. 1591 af 15. december 2017).

Serviceloven = lov om social service (lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018 med senere ændringer).

Sygedagpengeloven = lov om sygedagpenge (lovbekendtgørelse nr. 68 af 25. januar 2019 med senere ændringer).

Socialtilsynsloven = lov om socialtilsyn (lovbekendtgørelse nr. 42 af 19. januar 2018 med senere ændringer).

Ungdomskriminalitetsloven = lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (lov nr. 1705 af 27. december 2018).

Udbetaling Danmark-loven = lov om Udbetaling Danmark (lovbekendtgørelse nr. 49 af 16. januar 2019).

Veteranloven = lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion (lov nr. 336 af 2. april 2014 med senere ændringer).

Værgemålsloven = bekendtgørelse af værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer).

Værnepligterstatningslovene = lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013 med senere ændringer)/lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Kapitel 2

Retssikkerhedslovens anvendelsesområde

§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunen (kommunalbestyrelsen) og statslige myndigheder på det sociale område (Familieretshuset og Ankestyrelsen) skal behandle sager efter lovgivningen.
Stk. 2. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.
Stk. 3. Børne- og socialministeren bestemmer, på beskæftigelsesområdet efter forhandling med beskæftigelsesministeren og på ældreområdet efter forhandling med ældreministeren, hvilke sager denne lov helt eller delvis skal gælde for.

6. Retssikkerhedsloven indeholder regler for, hvordan kommunerne og statslige myndigheder på det sociale område (Ankestyrelsen og i et enkelt tilfælde Familieretshuset) skal behandle sager.

7. Det er ikke udtrykkeligt fastsat i retssikkerhedsloven, hvilke lovområder den gælder for. Det er med hjemmel i lovens § 2, stk. 3, fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens kapitel 1 (se punkt 8-29), hvilke lovområder retssikkerhedsloven gælder for − enten helt eller delvis. Det fremgår af bl.a. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2 og af §§ 2 og 5 i Udbetaling Danmark-loven, at en del af retssikkerhedslovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser på sagsområder vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det er tillige i de fleste tilfælde fastsat i de pågældende love, i hvilket omfang retssikkerhedsloven gælder. Det gælder i alle tilfælde, hvor retssikkerhedslovens klageregler anvendes, jf. retssikkerhedslovens § 60.

Oversigt over retssikkerhedsbekendtgørelsens regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde

8. I retssikkerhedsbekendtgørelsen er det i § 1, stk. 1, fastsat, i hvilke tilfælde retssikkerhedslovens regler som udgangspunkt gælder fuldt ud, når kommunerne eller Ankestyrelsen behandler og afgør sager. Det gælder ved behandling og afgørelse af sager efter de love, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1-14, (se punkt 9 og 10).

Desuden gælder retssikkerhedsloven på et enkelt område for (Familieretshusets sagsbehandling), jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, (se punkt 12).

På de lovområder, hvor klage kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, er der særskilt taget stilling til, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved behandlingen af sager i Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, (se punkt 24-26).

Se desuden punkt 20 om, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark.

På nogle områder gælder kun enkelte af retssikkerhedslovens regler ved kommunernes sagsbehandling, (se punkt 13-15).

Ud over afgørelser efter de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, gælder retssikkerhedsloven og retssikkerhedsbekendtgørelsen i større eller mindre omfang, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser efter andre love, (se herom punkt 17-24).

Endelig gælder visse af retssikkerhedslovens regler for Udbetaling Danmarks sagsbehandling, (se punkt 16).

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

Lovområder, hvor retssikkerhedsloven gælder fuldt ud ved kommunernes og Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
 
§ 1. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder, når kommunalbestyrelsen eller Ankestyrelsen, jf. dog § 3, stk. 2, men ikke Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, behandler og afgør sager efter:
1) Lov om social pension.
2) Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
3) Lov om individuel boligstøtte.
4) Lov om sygedagpenge.
5) Lov om aktiv socialpolitik.
6) Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
7) Lov om social service, jf. dog stk. 3.
8) Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling
9) Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.
10) Lov om seniorjob.
11) Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
12) Lov om kontantydelse.
13) Kapitel 2 i lov om friplejeboliger.
14) Lov om forsøg med et socialt frikort.
Stk. 2. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder endvidere, når Familieretshuset træffer afgørelse efter § 131 i lov om social service.
Stk. 3. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om handlekommune gælder ikke for forebyggende hjemmebesøg, jf. § 79 a i lov om social service.
Stk. 4. § 11, stk. 1, nr. 2, § 11 b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og § 12 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.
Stk. 5. § 11 a, stk. 1, 2, og 4-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af de sager, der er nævnt i § 178 a i lov om almene boliger me sager, der er nævnt i § 178 a i lov om almene boliger m.v.
Stk. 6. § 85 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob.behandling af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob.

9. Udgangspunktet er, at retssikkerhedsloven gælder ved såvel kommunernes sagsbehandling som Ankestyrelsens behandling af klager efter følgende love:

Pensionsloven.

Førtidspensionsloven (gammel).

Boligstøtteloven.

Sygedagpengeloven.

Aktivloven.

Beskæftigelsesindsatsloven.

Serviceloven, jf. dog retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.

Dagtilbudsloven.

Lov om seniorjob (lovbekendtgørelse nr. 1090 af 15. september 2015 med senere ændringer ).

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. juli 2009 med senere ændringer).

Lov om kontantydelse (lov nr. 174 af 24. februar 2015 med senere ændringer).

Kapitel 2 i friplejeboligloven.

Lov om forsøg med et socialt frikort (lov nr. 689 af 8. juni 2018).

Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (lov nr. 507 af 2. maj 2017 med senere ændringer).

Ungdomskriminalitetsloven.

10. For så vidt angår friplejeboligloven gælder hele retssikkerhedsloven, men alene ved behandling af sager efter lovens kapitel 2 (§§ 3 og 4) om borgerens adgang til friplejeboliger. Det vil sige, at kommunerne skal følge reglerne i retssikkerhedsloven, når de træffer afgørelse om borgerens ret til at vælge en bestemt friplejebolig. Kommunerne skal efter § 3 i friplejeboligloven afgøre, om den pågældende friplejeboligleverandør er certificeret til at levere alle de tilbud, som opholdskommunen har truffet afgørelse om, at ansøgeren skal tilbydes. Retssikkerhedsloven gælder også, når Ankestyrelsen behandler klager over kommunernes afgørelse om dette spørgsmål.

11. Retssikkerhedsloven gælder for forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a. § 9 om handlekommune gælder dog ikke, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3. Det skyldes, at det følger af serviceloven, at det er bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.

Retssikkerhedslovens anvendelse ved Familieretshusets afgørelser

12. Efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, gælder hele retssikkerhedsloven desuden – i det omfang det er relevant – når Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 131. Retssikkerhedsloven gælder ikke for Familieretshuset i andre tilfælde end disse.

Lovområder, hvor enkelte bestemmelser i retssikkerhedsloven gælder ved kommunernes sagsbehandling

13. Retssikkerhedsloven gælder som hovedregel ikke for sagsbehandlingen i sager efter integrationsloven. Dog gælder lovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 11 b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og § 12 a, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 4.

14. På samme måde gælder retssikkerhedsloven som hovedregel ikke for sagsbehandling efter lov om almene boliger m.v. (lovbekendtgørelse nr. 119 af 1. februar 2019 ). Lovens § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, om indhentelse af oplysninger gælder dog ved behandling af sager om anvisning af en bolig eller sager om godkendelse af udlejning, som fastsat i § 178 a i lov om almene boliger. Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.

15. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 85 og de regler, der er fastsat i medfør heraf, om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision, ved behandlingen af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 6.

Regler, der gælder for behandling af sager i Udbetaling Danmark

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
 
§ 2. §§ 3, 4 og 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelse efter:
1) Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
2) Lov om opkrævning af underholdsbidrag.
3) Lov om en børne- og ungeydelse.
4) Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.
5) Lov om social pension.
6) Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
7) Lov om individuel boligstøtte.
8) Lov om friplejeboliger.
9) Lov om aktiv socialpolitik.
10) Lov om delpension.
11) Lov om fleksydelse.
12) Sundhedsloven.
13) Repatrieringsloven.

16. På en række lovområder har Udbetaling Danmark helt eller delvis afgørelseskompetencen på en række områder, jf. Udbetaling Danmark-loven.

Det gælder:

Børnetilskudsloven.

Lov om opkrævning af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december 2015, med senere ændringer).

Lov om en børne- og ungeydelse (lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016 med senere ændringer).

Barselsloven.

Pensionsloven.

Førtidspensionsloven (gammel).

Boligstøtteloven.

Friplejeboligloven.

Lov om delpension (lovbekendtgørelse nr. 1120 af 17. september 2015).

Lov om fleksydelse (lovbekendtgørelse nr. 1121 af 17. september 2015 med senere ændringer).

Sundhedsloven (lovbekendtgørelse nr. 1286 af 2. november 2018 med senere ændringer).

§§ 45 og 55 i sygedagpengeloven om sygepengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende og private arbejdsgivere.

På enkelte områder har Udbetaling Danmark endvidere overtaget sagsbehandlingen fra staten. Det gælder

§ 6 i aktivloven om hjælp til forsørgelse af danske statsborgere og samme lovs § 85 a om efterlevelseshjælp og

§§ 10 og 10 a i repatrieringsloven (lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017) om udbetaling af reintegrationsbistand og supplerende reintegrationsbistand og tilbagebetaling og ophør af disse ydelser.

I §§ 2 og 5 i Udbetaling Danmark-loven er fastsat, hvilke regler i retssikkerhedsloven der gælder ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver og behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det drejer sig om §§ 3, 4, 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12. Det fremgår på de fleste områder tilsvarende af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2.

Regler, der gælder for Ankestyrelsen på andre sociale områder

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
 
§ 3. §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12 samt kapitel 9, §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, og kapitel 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt denne bekendtgørelses kapitler 3, 5 og 6 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter:
1) Lov om almene boliger m.v. og lov om boliger for ældre og personer med handicap.
2) Lov om integration af udlændinge i Danmark, § 53, stk. 2, 3. pkt.
3) Repatrieringslovens § 12, stk. 2.
4) Lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser).
Stk. 2. § 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12 samt kapitel 9, §§ 66-70 og 72 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt denne bekendtgørelses kapitler 3 og 5 gælder, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser, som er truffet af Udbetaling Danmark efter § 2, nr. 1-9 og 13, i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12 samt kapitel 9, §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt denne bekendtgørelses kapitler 3, 5 og 6 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter lov om tolkning til personer med hørehandicap.
Stk. 4. Kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter
1) Lov om arbejdsskadesikring.
2) Lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
3) Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
4) Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.
5) Lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

17. På lovområder, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 gælder retssikkerhedsloven for både kommunernes og Ankestyrelsens sagsbehandling, (se punkt 8). Herudover gælder en række af retssikkerhedslovens og retssikkerhedsbekendtgørelsens regler, når Ankestyrelsen træffer afgørelse efter andre love.

18. Reglerne i retssikkerhedslovens §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12, og lovens kapitel 9 samt §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, samt kapitel 11 gælder, når Ankestyrelsen behandler og træffer afgørelse efter:

Lov om almene boliger m.v.

Lov om boliger for ældre og personer med handicap (lovbekendtgørelse nr. 666 af 17. juni 2010 med senere ændringer).

Lov om integration af udlændinge i Danmark, § 53, stk. 2, 3. pkt., om boligplacering.

Repatrieringslovens § 12, stk. 2, om kommunale afgørelser efter loven.

Lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser) (lovbekendtgørelse nr. 1510 af 14. december 2017 med senere ændringer).

Det fremgår af § 3, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

19. De samme regler, med undtagelse af lovens kapitel 11 om praksiskoordinering, gælder, når Ankestyrelsen behandler klager efter lov om tolkning til personer med hørehandicap. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

20. Når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser, der er truffet af Udbetaling Danmark, gælder retssikkerhedslovens §§ 10, 11, stk. 1, 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, 11 b, 11 c, stk. 1, nr. 4, og 12. Herudover gælder lovens kapitel 9, §§ 66-70 og 72. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. lovens § 64 a.

Disse regler gælder for klager over afgørelser efter en række af de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, (se punkt 16). (Om afgørelser efter lov om delpension og lov om fleksydelse se dog punkt 25). Klager over afgørelser efter sundhedsloven kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

21. Det er fastsat i § 3, stk. 4, at lovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter følgende love:

Lov om arbejdsskadesikring.

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Dette gælder tilsvarende, når Ankestyrelsen behandler sager efter veteranloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om forsikring mod følger af.

22. Endelig gælder lovens kapitler 9 og 10 med undtagelse af §§ 57, 60-64, 72 og 73, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser truffet af Sundhedsstyrelsen vedrørende tilbagekaldelser og bortfald af certifikationer m.v. efter § 96 i lov om friplejeboliger. Det er fastsat i den nævnte bestemmelse i friplejeboligloven.

23. Det er fastsat i § 19 i socialtilsynsloven, at socialtilsynets afgørelser efter socialtilsynsloven kan påklages til Ankestyrelsen af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser, efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Regler, der gælder for Ankestyrelsens klagesagsbehandling efter adoptionsloven

24. Når Ankestyrelsen som klageinstans og i visse situationer som 1. instans behandler sager efter adoptionsloven, gælder retssikkerhedslovens §§ 68 og 70 samt kapitel 9 ved klagesagens behandling. Det er fastsat i § 29 d i adoptionsloven (lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august 2018 med senere ændringer).

Regler, der gælder for Ankestyrelsens og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager på beskæftigelsesområdet efter retssikkerhedslovens kapitel 9 a

Retssikkerhedsbekendtgørelsen
 
§ 4. Kapitlerne 1-7, 11 og 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt de bestemmelser, der er nævnt i § 59 a, stk. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og denne bekendtgørelses kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, træffer afgørelse efter de love, der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4-6, og 10-12 og § 2, nr. 10 og 11 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. De bestemmelser, der er nævnt i § 59 b, stk. 9, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt denne bekendtgørelses § 10, stk. 2 og 3, og § 19 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg træffer afgørelser efter § 59 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 3. De bestemmelser, der er nævnt i § 59 a, stk. 6, og kapitel 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt denne bekendtgørelses kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler og afgør sager efter § 53, stk. 2, 1. pkt. i lov om integration af udlændinge i Danmark og efter § 19, stk. 2, i lov om børnepasningsorlov.

25. Regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4. Reglerne gælder også, når Ankestyrelsen uden medvirken af beskikkede medlemmer træffer afgørelse på de lovområder, hvor en klage efter loven kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. lovens § 59 a, stk. 1.

Lovens kapitler 1-7, 11 og 12 samt § 50, stk. 4, § 51, stk. 3. § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, og § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunen efter lovens § 59 a vedrørende sager efter følgende love:

Pensionsloven.

Førtidspensionsloven (gammel).

Sygedagpengeloven.

Aktivloven.

Beskæftigelsesindsatsloven.

Lov om seniorjob.

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Lov om kontantydelse.

Reglerne gælder endvidere, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark efter

Lov om fleksydelse.

Lov om delpension.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

26. Når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunerne efter integrationsloven og efter § 19, stk. 2, i lov om børnepasningsorlov gælder alene lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.

27. Når Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser efter retssikkerhedslovens § 59 b, gælder lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 57, nr. 1, § 59, § 67, stk. 2, §§ 68 og 70, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2 og 3, §§ 17, 18, 20, § 21, stk. 1, og § 42.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det drejer sig om afgørelser truffet af andre end kommunerne og Udbetaling Danmark.

Retssikkerhedslovens anvendelse i Arbejdsmiljøklagenævnet

28. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 59 for Arbejdsmiljøklagenævnet, jf. lov om arbejdsmiljø (lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017). Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 5.

Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet

29. Retssikkerhedsloven gælder også, når de sociale myndigheder behandler ansøgninger om sociale ydelser til personer, som bor i udlandet. Det gælder ansøgninger fra personer, som har ret til danske sociale ydelser efter reglerne i EF-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. forordning nr. 883/04 eller efter konventioner indgået mellem Danmark og et eller flere andre lande om gensidig ligestilling af hinandens borgere. Forordningen og konventionerne giver i et vist omfang personer med bopæl i udlandet ret til at modtage sociale sikringsydelser fra Danmark. Det gælder social pension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og børnetilskud samt visse ydelser efter serviceloven. Endvidere er visse ordninger og ydelser efter beskæftigelsesindsatsloven og aktivloven, bl.a. ledighedsydelse, omfattet af forordningen. Den midlertidige ydelse til arbejdsløse, der er blevet godkendt til et fleksjob – ledighedsydelse (lov nr. 455 af 10. juni 1997), er omfattet af forordningens afsnit III, kapitel 6 (arbejdsløshedsydelser). For arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat, finder artikel 64 og 65 anvendelse, når denne medlemsstat har lignende beskæftigelsesordninger for den samme personkategori. Personer bosat i udlandet kan også have ret til erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven, veteranloven, værnepligtslovene og lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover efter EU-forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover, efter EU-forordning nr. 492/11 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere, jf. forordningens artikel 7, stk. 2.

Også borgere fra andre EU-medlemslande med ophold i Danmark kan have krav på danske sociale sikringsydelser. EF-forordning nr. 883/2004 koordinerer anvendelsen af de sociale sikringsordninger for personer, som flytter inden for EU. En person, som er omfattet af forordningen, har således krav på ligebehandling med borgerne i den stat, hvori de er omfattet af lovgivningen om social sikring. Det drejer sig bl.a. om sager om dagpenge under sygdom og barsel, revalidering, social pension, børnefamilieydelser samt en række tilskud til personer med nedsat funktionsevne. Disse personer har derfor samme rettigheder og pligter som danske statsborgere. Der henvises til den daværende Pensionsstyrelses vejledninger om EF-forordning 883/04, om henholdsvis lovvalg og social sikring, jf. vejledning nr. 9228, 9229 og 9230 af 23. maj 2013. Der henvises endvidere til vejledning nr. 9998 af 23. oktober 2017 om dagpenge ved sygdom til EF-Forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og gennemførelsesforordning nr. 987/2009.

Sagsbehandlingsregler findes også i de administrative aftaler til konventionerne og i EF-forordning nr. 987/09, som omhandler administrationen af EF-forordning nr. 883/04.

Se også punkt 345-347 om opholdskommune for personer, der krydser landegrænser.

30. Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester af 14. juni 1994 regulerer, i hvilket omfang nordiske statsborgere og andre borgere med bopæl i Danmark og i andre nordiske lande har ret til ydelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik.

Kapitel 3

Retssikkerhedslovens formål

§ 1. Formålet med denne lov er at
1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
2) fremhæve kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område,
3) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
4) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og
5) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

31. Retssikkerhedsloven indledes med en formålsbestemmelse i § 1. Loven har fem ligestillede formål, som er:

At sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.

At fremhæve kommunens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område.

At fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp.

At forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse.

At fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

32. Retssikkerhedsloven indeholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og på at de får mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Retssikkerhedsloven supplerer de generelle regler for sagsbehandling og offentlig forvaltning, som findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og den kommunale styrelseslov. Det indebærer, at de generelle regler i disse love gælder, når der ikke findes særlige regler i retssikkerhedsloven. Endvidere supplerer retssikkerhedsloven principperne for god forvaltningsskik, som kan udledes af Folketingets Ombudsmands praksis. Nogle af reglerne i retssikkerhedsloven bygger på principperne om god forvaltningsskik og den almindelige forvaltningsret.

Herudover er strukturen for de sociale myndigheder fastlagt i loven. Den indeholder regler om myndighedernes ansvar, sammensætning samt om statistik og analyse m.v.

Afsnit II

Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

33. Dette afsnit beskriver reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2 om, hvordan en myndighed skal behandle en social sag i forhold til borgeren. Der er tale om regler om tidsfrister, medvirken, helhedsvurdering m.v. De sociale sagsbehandlingsregler supplerer i et vist omfang de forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og i offentlighedsloven samt reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Kapitel 4

Frister for afgørelser

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
§ 3 a. Fristerne efter § 3, stk. 2, skal for afgørelser efter lov om social service offentliggøres på og fremgå tydeligt af kommunens hjemmeside. Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.

Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden

34. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigst muligt. Derfor skal kommunen efter § 3, stk. 1, behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.

35. Kommunen skal desuden efter § 3, stk. 2, fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen. Kommunen skal

på de enkelte områder fastsætte en generel frist for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet,

give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og

offentliggøre oplysninger om de frister, der gælder i kommunen.

36. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst, hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse. Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker f.eks. i visse sager efter servicelovens kapitel 11 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

37. Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at retssikkerhedslovens § 3 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver på sine sagsområder.

Fristernes længde

38. Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor myndighedens opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens samlede ressourcer bedst anvendes. Fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper.

En frist kan dog være for lang i forhold til kravet om, at spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt.

Ankestyrelsens Principafgørelse C-56-03:
Ankestyrelsen fandt – i en sag om støtte til køb af ejerbolig efter servicelovens § 116 – efter en konkret vurdering, at den af kommunen fastsatte sagsbehandlingstid på i alt 20 måneder fra ansøgningstidspunktet var for lang i forhold til retssikkerhedslovens krav om, at spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, hvilken hjælp, der er ret til.

Hvis der i lovgivningen er fastsat en frist for et område, gælder denne frist. F.eks. fastsætter pensionslovens § 21, stk. 1, at kommunen skal træffe afgørelse om førtidspension senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension.

Særligt for behandlingen af klagesager indeholder §§ 10-14 og 16 i retssikkerhedsbekendtgørelsen regler om frister for genvurderingen af klagesager.

Hvornår begynder en frist at løbe?

39. Det fremgår af § 3, stk. 2, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor myndigheden har modtaget en ansøgning, og omfatter tiden, indtil afgørelsen er truffet.

Skriftlig besked

40. Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, som myndigheden har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide, og myndigheden skal oplyse, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før myndigheden kan træffe en afgørelse.

Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse, f.eks. fordi der mangler visse lægelige oplysninger, kan myndigheden opfylde kravet ved at oplyse borgeren om, at der vil blive truffet afgørelse, når ansøgeren eller myndigheden har fremskaffet de manglende lægelige oplysninger.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte umuligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse. Myndigheden kan i disse tilfælde oplyse borgeren om, hvor langt sagen er, og at afgørelsen ikke kan træffes, før oplysningerne er fremskaffet.

Forskellige generelle frister

41. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være.

Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 117 2008/1), at den enkelte kommunalbestyrelse skal fastsætte frister for alle relevante sociale sagsområder, ikke kun for nogle af sagsområderne. Det gælder dog ikke, hvis der i lovgivningen er fastsat en særskilt frist på det pågældende område. I så fald gælder denne frist. En kommunalbestyrelse kan fastsætte en eller flere frister for det enkelte sagsområde og er ikke forpligtet til kun at fastsætte én frist for det enkelte sagsområde. Fristerne skal knyttes til et enkelt sagsområde. Der kan ikke under ét fastsættes én frist for samtlige sociale sagsområder. Der er imidlertid intet til hinder for, at en kommunalbestyrelse kan fastsætte samme sagsbehandlingstid for flere forskellige sagsområder. Det overlades til de enkelte kommunalbestyrelser at inddele afgørelsessager på det sociale område i hensigtsmæssige sagsbehandlingsområder.

Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Fristerne bør være realistiske, så de f.eks. svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80-90 procent af sagstypen. Se også punkt 46 om overholdelse af frister.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2015.10:
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Socialforvaltningen i Københavns Kommune om forvaltningens overholdelse og revision af de frister som forvaltningen har fastsat efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for bl.a. sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og til tandpleje. Det skete på baggrund af en konkret klage, som han havde modtaget over sagsbehandlingstiden i Socialcenter København.
Overholdelsesprocenten for behandlingen af sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling og tandpleje mv. havde igennem længere tid været meget lav. En opgørelse over overholdelsesprocenten for ansøgninger, der blev modtaget i november 2014, viste, at kun 30 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling m.v. og kun 49 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandpleje blev behandlet inden for den fastsatte frist på seks uger.
Ombudsmanden kritiserede, at procenten for overholdelse af fristen navnlig for sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling m.v. fra juni 2014 og frem til november 2014 ikke var forbedret, heller ikke efter Socialforvaltningens iværksættelse af forskellige tiltag i august 2014 med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.
Ombudsmanden kritiserede også, at Socialforvaltningen først den 17. december 2014 – efter at han havde rejst sagen – havde fremsat forslag til justering af fristen for behandling af sager om tandbehandling. I den forbindelse udtalte han bl.a., at formålet med retssikkerhedslovens krav om fastsættelse af generelle frister er, at borgerne skal kunne vide, hvilket niveau de kan forvente med hensyn til sagsbehandlingstid, at fristerne skal være realistiske, og at der derfor må gælde en forpligtelse til at revidere fristerne, når det viser sig, at kommunen – eventuelt efter ændring af arbejdsrutiner og arbejdsgange − ikke over en vis periode kan få rettet op på overholdelsesprocenten.

Standardiseret skriftlig information

42. Kommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgning om plads i en plejebolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen. Individuel formidling af frister til ansøger fratager ikke kommunen for kravet om, at fristerne på samtlige sagsområder skal offentliggøres generelt over for borgerne.

Fristerne skal offentliggøres

43. Efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal alle de fastsatte frister offentliggøres.

Fristerne for afgørelser efter serviceloven skal offentliggøres på og fremgå tydeligt af kommunens hjemmeside. Det er fastsat i § 3a, 1. pkt. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 162 2018/1) skal det forstås som et sted, hvor det er logisk for borgeren at lede efter netop sagsbehandlingsfristerne for behandlingen af sådanne sager. Det kan f.eks. være et sted på hjemmesiden i tilknytning til omtalen af den ydelse, som den pågældende sagsbehandlingsfrist vedrører. Kravet om, at fristerne skal fremgå tydeligt et sted på kommunens hjemmeside, betyder således ikke nødvendigvis, at sagsbehandlingsfristerne skal være på hjemmesidens forside.

Kravet i loven om offentliggørelse på kommunens hjemmeside er ikke til hinder for, at kommunen også kan offentliggøre sagsbehandlingstiderne på anden vis, f.eks. på www.borger.dk, ved opslag i institutioner, i lokalaviser m.v., hvis dette findes hensigtsmæssigt ved siden af offentliggørelse på kommunens hjemmeside

For andre frister er det efter § 3, stk. 2, overladt til kommunen at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske. Det fremgår dog af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 117 2008/1), at det forudsættes, at offentliggørelsen sker på en måde, der er sædvanlig i kommunen, og således, at de borgere, som de enkelte sagsbehandlingsfrister må forventes at interessere, har gode forudsætninger for at gøre sig bekendt med fristerne. Også disse frister kan f.eks. hensigtsmæssigt offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Udbetaling Danmark offentliggør frister på www.borger.dk.

Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed

44. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse. § 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger, der træffes som led i faktisk forvaltningsvirksomhed. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning. Det er f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde og giver hjælp til en borger (se punkt 240).

Frister for sager efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen

45. Det er fastsat i § 3 a, 2. pkt., at de frister, kommunalbestyrelsen har fastsat for afgørelsen af sager efter serviceloven, også skal gælde for afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristen for den fornyede afgørelse i hjemviste sager regnes fra kommunens modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse om hjemvisning.

Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle hjemviste sager hurtigere end andre sager, men der vil ikke være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen behandler disse sager langt hurtigere end den fastsatte frist, hvis dette er muligt. Det kan f.eks. dreje sig om sager, hvor den mangel, der har ført til hjemvisning, forholdsvist enkelt vil kunne udbedres.

Sanktioner

46. Der er ikke i retssikkerhedsloven fastsat særlige regler om sanktioner, hvis en myndighed overtræder § 3. Ankestyrelsen kan i forbindelse med behandling af en klage over en afgørelse påse, om der er fastsat en frist for sagstypen, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.

Ankestyrelsens principafgørelse 49-16:
Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.
Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage. Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.
Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag. Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag. Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.
Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.
Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.
Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”. Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.
Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen*, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
*Det kommunale tilsyns 1. instans er fra 1. april 2017 overført fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den oprindelige bestemmelse (jf. lovforslag L 228 1996/1), at hvis administrationen i større omfang i det daglige ikke lever op til de frister, som kommunalbestyrelsen har fastsat, og hvis kommunen undlader at justere arbejdsrutiner og arbejdsgange eller at fastsætte en ny frist, som forvaltningen har realistiske muligheder for at overholde, kan der efter omstændighederne være tale om lovbrud. Se også punkt 41 om udtalelse fra ombudsmanden om overholdelse af frister.

Videre fremgår af bemærkningerne, at de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder derfor vil kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen. Se kapitel 42 om de kommunale tilsynsmyndigheder.

Udbetaling Danmark

47. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at Udbetaling Danmark fastsætter frister for sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark på de områder, hvor reglerne om frister i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse. Se kapitel 43 om tilsyn med Udbetaling Danmark.

Kapitel 5

Borgeren skal medvirke

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.
Kommunalbestyrelsen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

48. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det præciseres også, at kommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke. Se kapitel 13 om borgerens medvirken til sagens oplysning. Manglende adgang til medvirken kan føre til en afgørelses ugyldighed.

Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen at retssikkerhedslovens § 4 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver vedrørende en række sociale ydelser m.v.

I forhold til Udbetaling Danmarks sagsbehandling har bestemmelsen primært betydning i forhold til at sikre, at borgeren bliver oplyst om, hvilke oplysninger borgeren eventuelt selv skal hjælpe med at fremskaffe til brug for sin sag, retten til at få hjælp af en bisidder, til at klage og til at få aktindsigt i sagen. Bestemmelsen indebærer herudover, at borgere, der henvender sig telefonisk med spørgsmål om, hvor der kan findes digitale vejledninger eller om anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger, skal have den fornødne hjælp og vejledning.

Ankestyrelsens principafgørelse R-4-07 :
En kommune havde truffet en afgørelse om standsning af personlig hjælperordning uden at inddrage borgeren i det omfang, kommunen havde stillet ham i udsigt. Ankestyrelsen fandt, at borgeren mod berettiget forventning ikke var blevet hørt i tilstrækkeligt omfang, inden kommunen gav afslag på hjælperordningen.
Da det ikke kunne udelukkes, at den manglende borgerinddragelse havde haft betydning for afgørelsens resultat, var nævnets (det sociale nævns) afgørelse (der stadfæstede kommunens afgørelse) ugyldig.

Borgerens medvirken må ikke føre til selvinkriminering

49. Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at oplyse om forhold, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det fremgår af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Se også punkt 188.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2015.13:
Retten til ikke at inkriminere sig selv: Et socialtilsyn havde truffet afgørelse om at sætte et privat bosted under skærpet tilsyn. Socialtilsynet udstedte samtidig et påbud til den daglige leder om, at han ikke måtte have kontakt til de anbragte børn. Begrundelsen var, at socialtilsynet havde mistanke om, at den daglige leder havde været voldelig over for de anbragte børn. Socialtilsynet anmeldte også den daglige leder til politiet.
Bestyrelsen for det private bosted opfordrede socialtilsynet til at invitere den daglige leder til et møde om sagen, og den opfordring fulgte socialtilsynet. Mødet fandt sted, mens politiet stadig efterforskede den anmeldte sag. Lederen mødte op og begyndte af sig selv at fortælle om de forhold, som han var politianmeldt for. Lederens advokat klagede senere til socialtilsynet og dernæst til ombudsmanden over, at lederen ikke var blevet vejledt af socialtilsynet om, at han ikke havde pligt til at oplyse om de forhold, som han var politianmeldt for.
Ombudsmanden gav lederen ret i klagen og fandt således, at socialtilsynet havde tilsidesat § 10, stk. 3, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Lokale beslutninger

50. Det er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er myndigheden, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan administrationen bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter. Herudover kan pligt til at inddrage borgeren følge af andre forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Borgerens eget ansvar

51. Det fremgår af forarbejderne til retssikkerhedsloven, (jf. lovforslag L 228 1996/1), at borgeren har det primære ansvar for sin egen situation. I mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, kan det være vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

52. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Også dette fremgår af lovens forarbejder. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.

Klar formidling af borgerens rettigheder

53. Borgeren skal desuden kende sine rettigheder og pligter for at kunne tage ansvar og gøre sin medindflydelse på sagsbehandlingen gældende. Det gælder både rettigheder og pligter i forhold til det problem, der har fået borgeren til at henvende sig i forvaltningen, og de regler, der gælder for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingsregler er f.eks. regler om aktindsigt, oplysningspligt, partshøring, bisidder og partsrepræsentation samt klagemuligheder. Det er sagsbehandlerens opgave at formidle dette klart til borgeren. Det er også vigtigt, at der er klarhed om rollerne, herunder sagsbehandlerens rolle som myndighedsperson.

Det er myndighedens opgave at sikre sig, at borgeren får mulighed for at medvirke i behandlingen af sin sag.

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-08:
En kommune burde have sikret sig, at der var nogen til at hjælpe en 18-årig kontanthjælpsansøger, der var på specialskole, med at læse og besvare kommunens henvendelser. Ansøgeren havde fået afslag på kontanthjælp på grund af manglende aflevering af nødvendig dokumentation og manglende underskrifter på diverse dokumenter.
Kommunen var forpligtet til at give den nødvendige vejledning og rådgivning samt at oplyse sagen i et sådant omfang, at der kunne træffes en korrekt afgørelse.

Tolkebistand

54. Forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne i fornødent omfang har pligt til at give vejledning, indebærer også pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Østre Landsret har i en dom af 21. maj 2001 erklæret sig enig med det daværende Socialministerium i, at tilbud om tolkebistand bør suppleres med en konkret individuel vurdering af behovet for oversættelse i den enkelte sag. Ved vurderingen skal der tages hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat.

Myndigheden har også pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. Se lov om tolkning til personer med hørehandicap.

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp.

55. Det vil som hovedregel være kommunens eller Udbetaling Danmarks ansvar at sørge for oversættelse af skriftlige sagsakter, da disse myndigheder oftest er første instans. Klageinstanserne skal dog også være opmærksomme på, om der er behov for oversættelse af breve til borgeren og af nye akter. Se punkt 486 om statsrefusion af udgifter til tolkebistand.

Tillid til sagsbehandleren

56. Borgeren kommer ofte i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Det er anført i lovforarbejderne til retssikkerhedsloven, (jf. lovforslag L 228 1996/1), at kommunen bør være opmærksom på disse forhold, og at myndighederne derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, bør være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Forekommer det, at en sagsbehandler er inhabil, må den pågældende ikke medvirke ved behandlingen af sagen, og myndigheden har i så fald pligt til at lade en anden sagsbehandler behandle sagen. Det fremgår af forvaltningslovens § 3.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

57. En borger, der ønsker det, har efter forvaltningslovens § 8 ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (og se punkt 180 om bisidder ved sagens oplysning). Endvidere henvises til servicelovens § 48 a og vejledning om indsatser og særlig støtte til børn unge og deres familier om børns mulighed for at få en bisidder, herunder en professionel bisidder fra Børns Vilkår.

58. I forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp og madservice, jf. servicelovens § 83, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd, som skal høres i alle forslag vedrørende ældre, medmindre andet er aftalt.

I forbindelse med frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, skal den kommunale myndighed være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

I forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, er kommunen efter § 82, stk. 1, i serviceloven forpligtet til at yde hjælp. Kommunen skal efter § 82, stk. 2, i serviceloven, påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge eller en fremtidsfuldmægtig, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Er der tale om en person med nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, kan den pårørende kun samtykke på vegne af den pågældende, hvis han eller hun er udpeget som værge eller fremtidsfuldmægtig (se punkt 59- 61) eller der i øvrigt foreligger en gyldig fuldmagt, der omfatter forholdet. Der henvises desuden til vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper, bl.a. om bisiddere og om samtykkebegrebet. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp kræver dog ikke en værges medvirken.

Ankestyrelsens principafgørelse 60-17:
(Uddrag. Principafgørelsens fulde resumé er gengivet i punkt 251):
En kommune skal, inden den afgør en sag om hjælp og støtte til fx ældre og borgere, som har en funktionsnedsættelse, sikre sig, at borgeren er i stand til at varetage sine interesser.
Det betyder, at kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge. Det gælder i situationer, hvor borgeren på grund af en nedsat intellektuel (kognitiv) funktionsevne eller af andre årsager, ikke er i stand til at varetage sine interesser og heller ikke kan give en gyldig fuldmagt til andre om at varetage sine interesser. Det gælder ikke mindst, når der ikke er enighed mellem en kommune og en pårørende om den indsats, som er nødvendig over for borgeren. En klage til Ankestyrelsen må i sig selv betegnes som en sådan uenighed, at den kan danne grundlag for, at der er behov for beskikkelse af en værge.
Hvis borgeren ikke har fået mulighed for at udnytte sine partsrettigheder under sagens behandling og forløb i kommunen, er der tale om tilsidesættelse af grundlæggende sagsbehandlingsregler, herunder partshøring, sagsoplysning og klagemuligheder, som fører til, at kommunens afgørelse som udgangspunkt er ugyldig. Det skyldes, at disse grundlæggende sagsbehandlingsregler har karakter af garantiforskrifter.
Tilsidesættelse af sådanne garantiforskrifter medfører, at der er en formodning for, at afgørelsen er påvirket af manglerne, medmindre at det konkret kan afkræftes. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglerne ikke har haft betydning for afgørelsens resultat.

Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung under 18 år, er kommunen efter servicelovens § 57 forpligtet til i fornødent omfang at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Familieretshuset træffer afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden og samtidig bliver værge for barnet eller den unge. Der henvises til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier. Kommunen er endvidere forpligtet til at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset anmoder om det til brug for en sag efter forældreansvarslovens §§ 15 eller 15 a, hvor der skal træffes afgørelse om forældremyndighed efter en forælders død.

59. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at borgerne skal inddrages. F.eks. fastsætter servicelovens § 141, at når der ydes hjælp efter lovens afsnit V til voksne under folkepensionsalderen med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen tilbyde at udarbejde en skriftlig handleplan. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Et andet eksempel er, at kommunernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje efter kapitel 16 i serviceloven skal meddeles i skriftlig form, jf. servicelovens § 89, dog med undtagelse af afgørelser om mindre, begunstigende justeringer i hjælpen, hvor kommunen kan undlade at fremsende en ny skriftlig oplysning herom til borgeren. Se vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven.

I sager om svage borgere er det vigtigt at være opmærksom på, at der skal medvirke en værge eller en fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig, hvis den pågældende på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine egne interesser, og borgerens egen medvirken kræves efter loven (se nærmere punkt 60 og 61). Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan i disse tilfælde kun handle for en borger, der ikke selv er i stand til det, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende eller der i øvrigt foreligger en gyldig fuldmagt, der omfatter forholdet. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan herunder kun klage på vegne af en borger, der på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine interesser, hvis familiemedlemmet er værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende. Om klageberettigede se kapitel 22.

Det vil også være nødvendigt at en værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig varetager en svag borgers rettigheder i forhold til sagsbehandlingen, når borgerens medvirken kræves. En værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig skal således give samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, hvis en myndighed skal indhente oplysninger, og borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke (se nærmere punkt 118). En værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig skal også medvirke, hvis f.eks. en borger med svær demens skal underskrive en lejeaftale eller en erklæring om hæftelse i forbindelse med en ansøgning om boligstøtte.

Såvel myndigheder som de nærmeste kan tage initiativ til iværksættelse af værgemål (se om værgemål nærmere punkt 60 og om fremtidsfuldmagt se punkt 61).

Anmodning om værgemål

60. Familieretshuset træffer afgørelse om værgemål. Afgørelser om værgemål træffes efter anmodning.

Anmodning kan indgives af:

Den pågældende selv.

Ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste.

En værge (hvis der allerede er et værgemål, der skal ændres).

Kommunen.

Regionsrådet.

Politidirektøren.

Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt, før Familieretshuset kan iværksætte værgemål:

Den pågældende skal være ude af stand til at varetage sine anliggender.

Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som enten er sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, f.eks. i form af hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.

Der skal være behov for værgemålet.

Hvis en kommune vurderer, at der er behov for en værge til at varetage en borgers interesser, kan kommunen altså indgive anmodning om personligt værgemål. Er der familiemedlemmer eller andre nærtstående, bør anmodningen så vidt muligt indgives i samarbejde med disse.

Der vil være en vis sagsbehandlingstid i Familieretshuset. Anmodning om iværksættelse af værgemål kan indgives, også før der er et helt aktuelt behov for en værges medvirken, når det er klart, at borgeren er ude af stand til at varetage sine anliggender på grund af svækket helbred, og når det er klart, at der vil være et behov for en værge, f.eks. til at afgive samtykke efter retssikkerhedsloven som en nødvendig forudsætning for, at der kan ydes den nødvendige hjælp til borgeren.

Et værgemål kan begrænses til at angå enkelte personlige forhold. Det enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den borger, som sagen drejer sig om. Værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt.

I anmodningen til Familieretshuset skal derfor beskrives, hvilke opgaver der vil være behov for, at værgen skal varetage. Anmodningen bør udformes, så den kommer til at omfatte også de fremtidige situationer, hvor der vil være behov for en værge. Det kan f.eks. være indgåelse af lejeaftale eller andre aftaler, afgivelse af hæftelseserklæring i forbindelse med ansøgning om boligstøtte, fremtidigt samtykke til indhentning af oplysninger eller ved partshøring. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp, ligger uden for det personlige værgemål og kræver ikke en værges medvirken.

Anmodning kan indsendes på et standardskema, der bl.a. kan findes på Familieretshusets hjemmeside www.statsforvaltningen.dk. For at fremme sagens behandling bør relevante bilag fra den kommunale forvaltning vedlægges anmodningen. Kommunerne skal endvidere meddele Familieretshuset, hvilke personer i kommunen der har kompetence til at rejse sager om værgemål.

Det er Familieretshuset, der beslutter, hvem der skal være værge. Er der slægtninge, vil et familiemedlem ofte blive beskikket som værge.

Beskikkes en nærtstående som værge, får værgen som udgangspunkt ikke vederlag. Beskikkes en professionel værge, får værgen et vederlag. Vederlaget betales som udgangspunkt af den, der har fået beskikket værgen. Vederlaget fastsættes på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter (se også punkt 118 og 181).

Reglerne om værgemål er fastsat i værgemålsloven. Der er fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (sagsbehandlingsbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2003).

Fremtidsfuldmagt

61. Som et selvvalgt privatretligt alternativ til et værgemål, kan enhver borger, der er fyldt 18 år, og som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, oprette en fremtidsfuldmagt. Fremtidsfuldmagten giver fuldmagtsgiveren mulighed for selv at udpege en eller flere fremtidige repræsentanter (fremtidsfuldmægtige) til at varetage økonomiske og personlige forhold, hvis fuldmagtsgiveren på et tidspunkt ikke længere selv har evne hertil som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende.

Der kan udpeges en eller flere fremtidsfuldmægtige og subsidiære fuldmægtige. De subsidiære fuldmægtige kan træde i funktion, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig bliver forhindret.

En fremtidsfuldmagt, der ikke er sat i kraft, kan tilbagekaldes eller ændres af fuldmagtsgiveren, hvis denne er i stand til at forstå betydningen heraf.

En fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, ophører, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Dette gælder dog ikke, hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuldmagt, er afskåret fra at varetage. En fremtidsfuldmagt ophører desuden ved fuldmagtsgiverens død.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i personlige forhold, repræsenteres inden for fuldmagtens område af fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens handlinger i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens område.

En fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret. For at sikre at fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at oprette fuldmagt, og at vedkommende ikke er undergivet et direkte pres eller tvang til at meddele fuldmagt, skal fremtidsfuldmagten endvidere vedkendes for en notar.

Fremtidsfuldmagten sættes i kraft af Familieretshuset efter anmodning fra fremtidsfuldmægtigen eller fuldmagtsgiveren. Afgørelser om ikraftsættelse tinglyses herefter i Personbogen, således at fremtidsfuldmægtigen over for tredjemand bliver klart legitimeret til at handle på fuldmagtsgiverens vegne.

Familieretshuset fører tilsyn med fremtidsfuldmægtigen.

Reglerne om fremtidsfuldmagter er fastsat i lov om fremtidsfuldmagter (lov nr. 618 af 8. juni 2016, som ændret ved lov nr. 1711 af 27. december 2018).

Kapitel 6

Helhedsvurdering

§ 5. Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Alle muligheder skal tages i betragtning

62. Baggrunden for § 5 er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Kommunen skal også se på, om der er andre muligheder for at løse borgerens behov for hjælp.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles.

Hvis en borger f.eks. søger om støtte til et hjælpemiddel, skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Dette vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Det fremgår af lovforarbejderne til retssikkerhedsloven (jf. lovforslag L 228 1996/1), at der vil kunne klages over kommunens afgørelse om, at en ansøger skal have en anden hjælp end den hjælp, der konkret er søgt om. Ankemyndigheden vil kunne vurdere afgørelsen og dermed klagen ud fra den samlede lovgivning på samme måde, som kommunen kan anvende hele lovgivningen.

Ankestyrelsens principafgørelse 22-18:
Kommunens pligt til opfølgning
Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager om hjælp efter serviceloven for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunens pligt til opfølgning skal ses i sammenhæng med vejledningspligten. Det kan være nødvendigt at foretage en opfølgning af borgerens hjælpebehov og de visiterede ydelser for at kunne yde en korrekt vejledning.
Kommunens vejledningspligt
Kommunen har, som en del af helhedsvurderingen, pligt til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Det følger af retssikkerhedsloven. Det betyder også, at borgeren skal have tilbud om rådgivning og vejledning, hvis det er nødvendigt. Som udgangspunkt har kommunen kun pligt til at vejlede, hvis der er en anledning til det.
Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed, efter omstændighederne, også er forpligtet til at vejlede på eget initiativ. Det betyder, at kommunen har pligt til at vejlede selvom borgeren, hverken direkte eller indirekte, har bedt om vejledning. Det betyder også, at vejledningen ikke nødvendigvis skal ske i forbindelse med en ansøgning om hjælp, men fx kan ske i forbindelse med bevilling af en anden ydelse eller i forbindelse med opfølgning. Vejledningen forudsætter, at kommunen i forvejen er i kontakt med borgeren.
Realudligning
Manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side kan efter omstændighederne føre til, at borgeren skal stilles, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning. Det kan fx betyde, at borgeren er berettiget til hjælp fra et tidligere tidspunkt end ansøgningstidspunktet, eller det kan få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende.
Eksempler på kommunens vejledningspligt
I forhold til pensionslovens bestemmelse om personligt tillæg betyder kommunens forpligtelser, at kommunen skal være særligt opmærksom på, om der er behov for at vejlede borgeren om muligheden for at søge personligt tillæg, fx i forbindelse med bevilling af en bolig. Kommunen skal i den forbindelse også vejlede om konsekvenserne ved fx at låne penge af familiemedlemmer til dækning af udgifterne, hvis der foreligger oplysninger i sagen, der gør denne vejledning aktuel, fx oplysninger om borgerens økonomiske forhold.
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde vejledt om muligheden for at søge om personligt tillæg til dækning af husleje og varme i forbindelse med flytning til plejebolig. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen og undersøge, om borgeren havde mulighed for selv at afholde de ansøgte udgifter, eventuelt via en afdragsordning.
Ankestyrelsens principafgørelse 34-18:
Kommunen skal tilbyde vedligeholdelsestræning til børn og voksne, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
Forbedring af det hidtidige funktionsniveau
Kommunen kan ikke give afslag på vedligeholdelsestræning alene med den begrundelse, at træningen ikke har et vedligeholdende formål. Vedligeholdelsestræning kan også omfatte træning med henblik på at forbedre det hidtidige funktionsniveau.
Alle former for individuelle og målrettede træningsformer
Vedligeholdelsestræning kan fx være ergoterapi, fysioterapi, sansemotorisk træning og svømning. Der er ingen træningsformer, der på forhånd kan udelukkes i forhold til vedligeholdelsestræning.
Vedligeholdelsestræning gives til personer, som har brug for en individuel eller målrettet træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Der kan derfor ikke bevilges vedligeholdelsestræning, hvis et barn, eventuelt med hjælp fra forældrene, eller en voksen selv kan udføre de nødvendige træningsøvelser.
Hjælp efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning
Hvis det er afklaret, at et barn eller en voksen har et behov for behandling eller træning skal kommunen tage stilling til, om der kan bevilges hjælp efter reglerne om vedligeholdelsestræning eller andre regler i den sociale lovgivning. Kommunen skal forholde sig til alle muligheder for hjælp.
Der kan ikke bevilges hjælp til trænings- eller behandlingsudgifter efter reglerne om dækning af nødvendige merudgifter. Det gælder uanset, om der er tale om bestemmelsen om merudgifter til børn eller voksne.
Hjælp efter anden lovgivning
Kommunen kan ikke give afslag på at yde hjælp efter den sociale lovgivning med henvisning til, at hjælpen kan bevilges efter anden lovgivning, medmindre det er afklaret, at hjælpen faktisk kan gives efter anden lovgivning.
Kommunen skal derfor afklare, om der kan bevilges hjælp efter anden lovgivning og af andre sektorer. Kommunen kan afklare dette i samarbejde med de andre sektorer, for eksempel undervisnings- eller sundhedssektoren. Kommunen skal sikre sig, at der bliver foretaget en tværfaglig vurdering, som sikrer en koordineret indsats i forhold til barnets eller den voksnes behandlings- og træningsbehov.
Det er ikke udelukket at bevilge hjælp efter serviceloven og anden lovgivning samtidig. Det forudsætter dog, at hjælpen ikke kompenserer for det samme behov. Det afgørende er, om hjælpen samlet set tilgodeser behovet for hjælp.
Mulighederne for behandling inden for det offentlige
Der kan ikke bevilges hjælp til behandling eller træning i privat regi til hverken børn eller voksne, hvis der er et offentligt tilbud, som kan tilgodese behandlings- eller træningsbehovet.
I den konkrete sag skulle kommunen behandle sagen igen og afklare, om der kunne bevilges hjælp i form af vedligeholdelsestræning til barnet eller hjælp efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Kommunen skulle også sørge for af få mulighederne for hjælp efter sundhedsloven og folkeskoleloven afklaret.
Ankestyrelsens principafgørelse 41-17:
Rådgivning og vejledning
Kommunen har pligt til at give borgeren nødvendig rådgivning og vejledning. Rådgivning og vejledning er ydelser, som kommunen kan give enten alene eller sammen med anden form for hjælp.
Borgeren kan klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over afslag på rådgivning og vejledning i forhold til beskæftigelsesområdet.
Beskæftigelsesudvalget vil normalt behandle klagen sammen med en materiel sag om hjælp, men kan også behandle den alene. Klagen skal behandles, selv om kommunen ikke har truffet en formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning.
Helhedsvurdering
Kommunen skal behandle en ansøgning om hjælp i forhold til alle de muligheder, der er for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed, herunder efter anden lovgivning.
Hjælpen til en borger skal tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. Kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som borgeren har søgt om.
At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også – hvis det er nødvendigt – skal have tilbud om rådgivning og vejledning.
Det er altid en konkret vurdering på baggrund af situationen og den hjælp, som borgeren beder om, hvordan en ansøgning om hjælp skal behandles.
I en række tilfælde vil det ikke være aktuelt, at kommunen overvejer samtlige muligheder for hjælp. Hvis borgeren fx søger om hjælp til forsørgelse, og der ikke er noget, der tyder på, at borgeren har andre problemer end ledighed, skal kommunen ikke overveje andre muligheder for hjælp. I det tilfælde skal kommunen blot vurdere, om der er behov for at vejlede om, hvordan borgeren ved egen hjælp kan komme til at klare sig selv.
Søger en borger om hjælp til forsørgelse og har andre problemer end ledighed, skal kommunen foretage en bred vurdering af mulighederne for hjælp og med baggrund i borgerens situation overveje mulighederne for hjælp bredt, fx om borgeren er i målgruppen for et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, revalidering, fleksjob, ressourceforløb, førtidspension m.v.
Denne helhedsvurdering betyder, at borgeren normalt ikke kan søge om en bestemt ydelse. Det betyder på beskæftigelsesområdet, at kommunen skal tage stilling til alle relevante muligheder, uanset om borgeren nævner en specifik foranstaltning eller ej. I sådanne tilfælde vil kommunens manglende vejledning derfor ikke betyde, at borgeren mister en ret.
I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren havde modtaget tilstrækkelig rådgivning og vejledning. Kommunen havde i den omhandlede periode fra 2011-2016 løbende tilrettelagt hjælp i samarbejde med borgeren og ud fra en samlet vurdering af borgerens behov for hjælp. Kommunen havde også løbende besvaret borgerens anmodninger om vejledning skriftligt og havde tilbudt borgeren samtaler.
Ankestyrelsens principafgørelse 83-15:
Ansøgning om ressourceforløb
Når borgeren søger om en bestemt form for hjælp, f.eks. et ressourceforløb, skal kommunen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, herunder borgerens helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold vurdere, om og i givet fald hvilken indsats der skal iværksættes.
Kommunen skal træffe afgørelse om retten til hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Kommunen skal se borgerens ansøgning i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp til forsørgelse og udvikling med henblik på, at borgeren fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Kommunen kan ikke afvise at behandle borgerens ansøgning om hjælp med den begrundelse, at borgeren ikke kan ansøge om et ressourceforløb.
Borgeren har ikke krav på, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om ressourceforløb, da der ikke er hjemmel i reglerne om ressourceforløb til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om hjælp. Kommunen skal kun forelægge sagen for rehabiliteringsteamet og behandle sagen med henblik på ressourceforløb i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for et ressourceforløb. Der henvises til principafgørelse 6-14 om forelæggelse for rehabiliteringsteamet og udarbejdelse af rehabiliteringsplan.
Det følger af principperne for god forvaltningsskik, at kommunen skal svare på borgerens spørgsmål og relevante bemærkninger i sagen. I den konkrete sag skulle kommunen derfor i begrundelsen for afgørelsen forholde sig til borgerens anmodning om at få et ressourceforløb.
Et afslag på at behandle sagen med henblik på ressourceforløb vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Det fremgår af principafgørelse 64-11, at jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.
Ankestyrelsens principafgørelse 95-16:
Efter serviceloven skal kommunen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Borgeren skal kunne efterspørge individuel ledsagelse og kunne give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter og skal være bevidst om indholdet.
Formålet med ledsageordningen er at medvirke til normalisering og integration i samfundet. Endvidere følger det af servicelovens formålsbestemmelse, at hjælp efter loven skal kunne fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Kommunen skal foretage en konkret vurdering af de ønsker, borgeren har til den selvvalgte aktivitet i forhold til borgerens lokalområde. Hvis borgeren giver udtryk for et ønske om at deltage fx i koncerter og familiebesøg, som er uden for lokalområdet, kan kommunen ikke lægge vægt på, at der i lokalområdet udbydes aktiviteter, som borgeren kan deltage i uden ledsagelse, hvis aktiviteterne ikke svarer til borgerens selvvalgte aktiviteter.
Kommunen skal samtidig inddrage oplysninger om, hvorvidt borgeren reelt kan deltage i den ønskede selvvalgte aktivitet uden hjælp, selvom borgeren selv kan transportere sig derhen. Det er ikke nok, kun at lægge vægt på, at borger enten selv kan komme til og fra aktiviteten eller selv kan deltage i aktiviteten. Kommunen skal derfor foretage en helhedsvurdering af borgerens behov.
I den konkrete sag kunne kommunen ikke henvise til, at borgeren kunne deltage i 2-3 aktiviteter i lokalområdet, da aktiviteterne ikke var selvvalgte. Borgeren ønskede at deltage i kulturelle oplevelser som koncerter eller biografture, som ikke blev udbudt i lokalområdet. Ankestyrelsen ændrede afgørelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse 6-14:
En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.
Der er ikke hjemmel i fleksjobreglerne til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om fleksjob.
Kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om fleksjob eller at iværksætte andre initiativer. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob.
Et afslag på at påbegynde behandling af sag om fleksjob vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over.
Ankestyrelsens principafgørelse A-6-03:
Ankestyrelsen fandt i en sag, hvor en handicappet borger havde søgt om hjælp til samvær med sit barn, at kommunen, i det omfang der er behov for en personlig hjælper til samvær, skal foretage en helhedsvurdering, herunder vurdere mulighederne for at bevilge hjælpen efter henholdsvis bestemmelsen om hjælp til samvær i lov om aktiv socialpolitik, bestemmelsen om hjemmehjælp i serviceloven, og i det omfang disse bestemmelser ikke finder anvendelse, bestemmelsen om personligt tillæg i pensionsloven.

63. Kommunen skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed. F.eks. kan det være relevant at rådgive om og henvise borgerne til at søge om f.eks. boligstøtte hos Udbetaling Danmark.

Rådgivning

64. Myndighederne skal ikke kun være opmærksomme på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, f.eks. rådgivning og vejledning i Familieretshuset i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter lovgivning, der hører under andre ministeriers områder, f.eks. Undervisningsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

65. Det er ikke et krav, at myndighederne – og dermed sagsbehandleren – selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til, f.eks. arbejdsløshedskassen, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, eller Familieretshuset i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

66. Udbetaling Danmark skal efter § 2, stk. 2, i Udbetaling Danmark-loven henvise borgere, som skønnes at have behov for helhedsorienteret vejledning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller for personlig bistand, til kommunen. Udbetaling Danmark skal efter en konkret vurdering formidle den indledende kontakt til kommunen, hvis Udbetaling Danmark skønner, at borgeren har brug for bistand, jf. § 3, stk. 3, i Udbetaling Danmark-loven.

Efter § 3, stk. 1, skal kommunen yde generel vejledning om alle de muligheder, der findes for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen skal henvise, borgere, der har behov for detaljeret vejledning om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, til Udbetaling Danmark. Kommunen skal dog i fornødent omfang yde bistand til borgere, som vurderes at have særlige behov, og som ønsker at søge om, eller som modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud på sagsområder, der varetages af Udbetaling Danmark ved at hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark, sørge for, at borgeren kan medvirke ved behandlingen af sin sag hos Udbetaling Danmark, og varetage kontakten til Udbetaling Danmark på borgerens vegne, jf. § 3, stk. 3, i Udbetaling Danmark-loven.

Ankestyrelsens principafgørelse 95-15:
Kommunernes mangelfulde vejledning eller bistand kan få betydning for Udbetaling Danmarks afgørelser
Opstår der spørgsmål, om en borger har fået tilstrækkelig vejledning eller bistand i kommunen om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, skal Udbetaling Danmark tage stilling til betydningen heraf i forbindelse med sagens afgørelse. Dette gælder alle spørgsmål om mangelfuld vejledning eller bistand, dvs. også fra tiden før ydelsesområderne overgik til Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark skal efter omstændighederne indhente oplysninger fra kommunen og partshøre over oplysningerne for at belyse spørgsmålet.
En borger, der ikke har fået den fornødne vejledning eller bistand i kommunen, skal efter omstændighederne stilles, som om han/hun fra begyndelsen havde modtaget korrekt vejledning og bistand i kommunen, for eksempel ved at modtage hjælp med tilbagevirkende kraft. I sager om tilbagebetaling af ydelser skal det vurderes, om kommunens manglende eller mangelfulde vejledning kan få den betydning, at borgeren ikke skal tilbagebetale ydelserne.
Sager om ret til ydelser
Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning og bistand kan efter omstændighederne føre til, at den berørte borger skal stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning eller bistand, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.
Sager om tilbagebetaling
Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand kan også få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende. Hvis der er sket myndighedsfejl ved manglende eller mangelfuld vejledning eller bistand, skal det vurderes, om den uretmæssige udbetaling hovedsagligt må tilskrives myndighedsfejlen, eller om borgeren til trods for den manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand burde have vidst, at han/hun ikke var berettiget til ydelsen.
Kommunens generelle vejledningsforpligtelse på Udbetaling Danmarks ydelsesområder
Kommunen er forpligtet til at vejlede generelt om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud, der administreres af Udbetaling Danmark.
Kommunens generelle vejledning skal svare til den vejledning, der findes på borger.dk, hvor de generelle tilkendelseskriterier i de enkelte love bl.a. fremgår. Hvis borgeren har behov for detaljeret vejledning, skal kommunen henvise til Udbetaling Danmark.
Kommunen skal vejlede borgere, som henvender sig ved personligt fremmøde, skriftligt eller telefonisk mv.
En ansøgning til kommunen om en ydelse på det kommunale område, kan efter omstændighederne betyde, at kommunen skal vejlede ansøgeren om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks område.
En borger, der søger om økonomisk fripladstilskud og i ansøgningen angiver at være enlig, skal eksempelvis vejledes om muligheden for at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Hvis kommunen også er bekendt med ansøgerens boligforhold, skal kommunen efter omstændighederne også vejlede om muligheden for at søge om boligstøtte.
Kommunens udvidede forpligtelse til at yde bistand
Kommunen skal sikre, at ikke-digitalt parate borgere og borgere med andre særlige behov får den fornødne hjælp og bistand i kontakten til det offentlige.
Kommunen skal hjælpe ikke-digitalt parate borgere.
Det vil sige borgere, der har vanskeligt ved at anvende digitale selvbetjeningsløsninger, for eksempel digitale ansøgningsblanketter mv.
Kommunen skal bl.a. hjælpe med at anvende de digitale løsninger, der stilles til rådighed, når borgeren henvender sig ved fremmøde i kommunen.
Hvis kommunen vurderer, at borgeren må forventes ikke at kunne anvende digital selvbetjening på Udbetaling Danmarks områder, skal kommunen tilbyde, at en konkret ansøgning eller meddelelse mv. kan indgives på en anden måde end ved digital selvbetjening.
Kommunen kan også træffe afgørelse om, at alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening.
Borgere, som skal undtages fra kravet om digital selvbetjening, kan eksempelvis være borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse, borgere, der mangler digitale kompetencer, borgere med sprogvanskeligheder, visse socialt udsatte borgere, herunder borgere med psykiske lidelser og hjemløse m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra kommunens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning.
Der kan også være tale om borgere, som er fysisk forhindret i at anvende den digitale selvbetjeningsløsning, for eksempel en indsat i fængsel eller institutionsanbragt, som af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform.
Kommunen har herudover pligt til at hjælpe borgere med særlige behov. Kommunen skal hjælpe med at vurdere, hvilke kontante ydelser og økonomiske tilskud borgeren bør søge om i Udbetaling Danmark og hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark.
Kommunen skal desuden hjælpe borgeren, mens Udbetaling Danmark behandler sagen og ved efterfølgende spørgsmål. Kommunen skal for eksempel hjælpe med at forklare indholdet i breve fra Udbetaling Danmark og hjælpe med at forstå en partshøring. Kommunen skal også varetage kontakten til Udbetaling Danmark for eksempel i forbindelse med breve, der sendes med årlige efterreguleringer af ydelsen, sager om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud mv.
Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, hvilken hjælp borgeren kan have brug for fra sag til sag. Borgerens egen beskrivelse af behovet for at modtage hjælp skal tillægges en betydelig vægt, når kommunen vurderer, hvilken hjælp borgeren skal modtage.

67. At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også − hvis det er nødvendigt − skal have tilbudt rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 10 i serviceloven.

Rådgivning og vejledning kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp.

68. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Folketingets ombudsmand har i FOU 2002.340 udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område.

Ankestyrelsens principafgørelse 41-17:
(Uddrag – Principafgørelsens fulde resumé er gengivet ovenfor i punkt 62)
Rådgivning og vejledning
Kommunen har pligt til at give borgeren nødvendig rådgivning og vejledning. Rådgivning og vejledning er ydelser, som kommunen kan give enten alene eller sammen med anden form for hjælp.
Borgeren kan klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over afslag på rådgivning og vejledning i forhold til beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsesudvalget vil normalt behandle klagen sammen med en materiel sag om hjælp, men kan også behandle den alene. Klagen skal behandles, selv om kommunen ikke har truffet en formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning.
Ankestyrelsens principafgørelse C-58-06:
Ankestyrelsen fandt, at kommunen tilsidesatte sin pligt efter serviceloven til at yde familieorienteret rådgivning, da den ikke vejledte moderen til et handicappet barn om samspillet mellem reglerne om barselsorlov og reglerne om tabt arbejdsfortjeneste.
Ankestyrelsens principafgørelse C-44-06:
Kommunens forpligtelse til at vejlede om muligheden for at få hjælp efter serviceloven til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse forudsatte, at kommunen under sin sagsbehandling eller via kontakten med borgeren i øvrigt blev opmærksom på konkrete udgifter, der eventuelt ville kunne dækkes som nødvendige merudgifter som følge af borgerens nedsatte funktionsevne.
En mand, der led af insulinkrævende diabetes, var på denne baggrund ikke berettiget til hjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse som følge af sin lidelse. Kommunen fandtes således ikke forud for mandens ansøgning om hjælp til dækning af merudgifter at have tilsidesat sin vejledningspligt, idet der ikke, således som sagen forelå oplyst, forinden ansøgningen sås at være anført forhold omkring udækkede hjælpebehov.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2011.0103:
Under en sag om afklaring af førtidspension fik en kommune oplyst at en sygemeldt borgers arbejdsgiver var grønlandsk, og at han regnede med at blive afskediget efter 120 sygedage og ikke regnede med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. På det tidspunkt modtog borgeren fortsat løn, og udbetalingen af løn fortsatte indtil ansættelsen ophørte. Da den grønlandske arbejdsgiver ikke havde søgt om dagpengerefusion, og da borgeren ikke søgte om udbetaling af sygedagpenge, blev der ikke udbetalt sygedagpenge da udbetalingen af løn ophørte.
Et (daværende) beskæftigelsesankenævn stadfæstede kommunens afgørelse om, at borgeren ikke havde ret til sygedagpenge.
På baggrund af den skærpede vejledningspligt på det sociale område mente ombudsmanden, at kommunen skulle have vejledt borgeren om reglerne om sygedagpenge.
Efter en henstilling fra ombudsmanden genoptog beskæftigelsesankenævnet sagen og traf afgørelse om, at borgeren skulle stilles, som om han var blevet korrekt vejledt.

Forkert eller mangelfuld rådgivning

69. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at Ankestyrelsen træffer en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Også Folketingets ombudsmand har tilkendegivet, at der gælder en almindelig retsgrundsætning om realudligning, hvorefter den, der har været udsat for vejledningsfejl, i en vis udstrækning har ret til at blive stillet, som om fejlen ikke var begået.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2016.24:
Heri anføres bl.a.: ”Ifølge pensionslovens § 33, stk. 1, kan folkepension tildeles, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er indgivet ansøgning (og lovens betingelser er opfyldt).
Det antages imidlertid, at der gælder en almindelig retsgrundsætning om realudligning, hvorefter den, der har været udsat for vejledningsfejl, i en vis udstrækning har ret til at blive stillet, som om fejlen ikke var begået, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 168, Folketingets Ombudsmands beretning for 2008, s. 92, Ugeskrift for Retsvæsen 2009.58 Ø, Ugeskrift for Retsvæsen 2014.2315 H forudsætningsvis, Ugeskrift for Retsvæsen 1990.263 Ø samt principafgørelserne 143-11, Y-2-06, C-1-04, O-139-96 og B-1-89. ”
Se også FOU 2011.0103 gengivet i punkt 68.

Ankestyrelsens principafgørelse 11-10:
En borger, der kunne have fået folkepnsion fra den 1. maj 2005, søgte om opsat pension i marts 2008. Ansøgning om opsat pension skulle have været indgivet samtidig med eller senere end ansøgningen om folkepension for at kunne få forhøjet pension på grund af udsættelse af overgangen til folkepension.
Borgeren skulle stilles, som om han havde ansøgt om opsat pension fra den 1. maj 2005, fordi kommunen ikke kunne dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at den havde sendt ham en fyldestgørende orientering om muligheden for at opsætte pensionen i rimelig tid inden han nåede folkepensionsalderen.
Ankestyrelsens principafgørelse 247-09:
En ansøgning om opsat pension måtte anses for at være indgivet ved reglens ikrafttræden, da kommunen på det tidspunkt havde haft konkret anledning til at rådgive ansøger om, at han kunne søge om at få folkepensionen opsat.
Ansøger havde siden juni 2003 fået afslag på folkepension på grund af arbejdsindtægten. Omkring tidspunktet for at reglen om opsat pension blev indført, fik han igen afslag på folkepension uden at kommunen oplyste ham om den nye regel. I denne konkrete situation vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt.
Ankestyrelsens principafgørelse 183-09:
Kommunen havde givet forkert vejledning før og under revalidering. Kommunen skulle derfor rette op på fejlen og beregne, hvilket løntilskud ansøger, ville have været berettiget til.
Ansøger var berettiget til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn under uddannelse til teknisk designer.
Ankestyrelsens principafgørelse C-13-04:
Ankestyrelsen fandt, at en mors ansøgning om ansættelse til pasning af en alvorligt syg datter i hjemmet ikke kunne afslås med, at moderen tidligere i en periode havde været ansat til pasning af datteren, således at hun ikke havde ret til en ny ansættelsesperiode.
Ankestyrelsen henviste til, at der kan bevilges ansættelse til pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom i hjemmet i en sammenhængende periode på op til seks måneder, men at ansættelsesperioden efter ønske fra ansøgeren kan opdeles i to perioder, hvis det er aftalt ved begyndelsen af ansættelsesforholdet.
Muligheden for at opdele ansættelsesperioden i to perioder forudsætter imidlertid, at ansøgeren er tilstrækkeligt vejledt herom inden ansættelsesforholdet indgås.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens vejledning ved den første ansættelse havde været så mangelfuld, at moderen skulle stilles som om hun fra begyndelsen havde fået fyldestgørende vejledning om betingelserne for opdeling af ansættelsesperioden samt konsekvensen af en ansættelsesperiode på mindre end seks måneder.
Moderens ansøgning om yderligere ansættelse til pasning af datteren i hjemmet blev derfor hjemvist til ny behandling i kommunen.
Se også principafgørelse 95-15 gengivet i punkt 66, om at kommunernes mangelfulde vejledning eller bistand kan få betydning for Udbetaling Danmarks afgørelser.

70. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at myndigheden og sagsbehandleren skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Kapitel 7

Kommunernes handlepligt i forhold til udsættelsestruede lejere

§ 5 a. Kommunalbestyrelsen skal straks behandle spørgsmål om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål, og der er børn eller unge under 18 år i husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp. Tilsvarende gælder, når kommunen modtager en boligorganisations underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten, jf. reglerne om udlejerens underretning til kommunen i lov om leje af almene boliger.
Stk. 2. Vurderer kommunalbestyrelsen, at der ikke er grundlag for at yde hjælp i forbindelse med udsættelsen af lejemålet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom senest 14 dage efter fogedrettens underretning om gennemførelsen af fogedforretningen henholdsvis senest 14 dage efter boligorganisationens underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter forudgående samtykke fra borgeren orientere fogedretten henholdsvis boligorganisationen om kommunalbestyrelsens afgørelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10.
Stk. 5. Når kommunen modtager underretning som nævnt i stk. 1, uden at kommunen efter stk. 1 skal behandle spørgsmål om hjælp, skal kommunalbestyrelsen straks rette henvendelse til den pågældende og underrette om muligheden for at kontakte kommunen med henblik på behandling af spørgsmål om hjælp, jf. § 5.

Generelt om kommunens handlepligt i udsættelsessager

71. Efter § 5 a har kommunen i en række tilfælde pligt til at handle hurtigt i forhold til udsættelsestruede lejere. Det er tilfældet, når kommunen modtager underretning fra en almen boligorganisation om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indsendes til fogedretten. Det samme gælder, når kommunen modtager underretning fra fogedretten om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål. Sidstnævnte situation omfatter såvel almene som private udlejningsboliger.

I nogle tilfælde skal kommunen straks behandle spørgsmål om hjælp, når den modtager en sådan underretning (se nedenfor punkt 72-77). Forpligtelsen til at foretage en sådan helhedsvurdering gælder efter § 5 a, stk. 1,

hvis der er børn og unge i husstanden, eller

hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp.

I andre tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten, har kommunen pligt til straks at kontakte udsættelsestruede lejere, jf. § 5 a, stk. 5 (se nærmere punkt 79).

Reglerne er nærmere beskrevet i vejledning nr. 9857 af 31. august 2016 om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, der også beskriver forskellige handlemuligheder for kommunerne.

Børnefamilier

72. Kommunen skal altid vurdere, om der er behov for hjælp efter den sociale lovgivning, hvis den modtagne underretning drejer sig om en husstand med børn eller unge under 18 år. I forhold til børnefamilier skal kommunen vurdere, om udsættelsen er tegn på, at der er andre problemer i familien, som kan give anledning til at iværksætte et eller flere initiativer efter reglerne i serviceloven om særlig støtte til børn og unge. Der kan være tale om forebyggende foranstaltninger i form af f.eks. familierådgivning eller hjælp i hjemmet eller andre former for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Om kommunens muligheder for at yde hjælp i disse tilfælde, se vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Kommunen bør sikre sig, at der bliver taget hensyn til børnene i forbindelse med selve udsættelsesforretningen. Dette kan f.eks. ske ved at sikre sig, at børnene opholder sig hos bedsteforældre eller hos kammerater, eller er i skole eller dagtilbud, eller hos den anden af forældrene, hvis forældrene ikke bor sammen.

Genvurdering af hjælp, når kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp

73. Kommunen skal foretage en helhedsvurdering af borgerens sag, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp efter den sociale lovgivning på grund af udsættelsessagen. Der kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en borger, som modtager personlig og praktisk hjælp på grund af en demensdiagnose, eller tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en psykisk syg borger, som har en støtte- og kontaktperson. Der kan eksempelvis også være tale om en stofmisbruger, som er visiteret til et behandlingstilbud, eller en modtager af kontanthjælp, som har behov for hjælp til administration af ydelsen.

Helhedsvurdering

74. I de tilfælde, hvor kommunen efter § 5 a, stk. 1, har en pligt til straks at behandle alle spørgsmål om hjælp, dvs. i forhold til børnefamilier og borgere, som kommunen kender i forvejen, skal kommunen foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning. Efter § 5 skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp efter anden lovgivning.

Kommunen skal tage stilling til såvel muligheden for at undgå den aktuelle udsættelse, som muligheden for at hjælpe lejeren i forhold til at sikre huslejebetalingen fremover gennem etablering af en form for automatisk overførsel af huslejen, eller hvis der skønnes at være behov for det, at finde en ny bolig og dermed begrænse muligheden for en eventuel senere ny udsættelse.

F.eks. kan kommunen træffe afgørelse om administration af social pension eller kontanthjælp eller rådgive borgeren om andre muligheder for hjælp til betaling af faste udgifter, f.eks. en administrationsaftale i et pengeinstitut, og om muligheden for at få afdragsordninger ved betaling af gæld til det offentlige. Kommunen kan også anmode Familieretshuset om at træffe afgørelse om værgemål, hvis kommunen vurderer, at betingelserne for værgemål er opfyldt. Der henvises til punkt 59 og 60 om værgemål.

Der henvises til afsnit II i vejledning om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, hvor kommunens muligheder for at yde hjælp er nærmere beskrevet.

75. Kommunen skal kun foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i tilfælde, hvor udsættelsen indebærer, at borgeren udsættes af sin bolig. Der skal altså ikke foretages en helhedsvurdering i de tilfælde, hvor der kun er tale om udsættelse af effekter fra kælderrum eller garager eller lignende.

Sagsbehandling og frist

76. Kommunen skal foretage vurderingen af borgerens behov straks, når kommunen modtager en underretning fra fogedretten eller fra en almen boligorganisation. Kommunen skal således ikke vente på, at borgeren selv retter henvendelse til kommunen og beder om hjælp.

Kommunen skal vurdere borgerens behov ud fra de oplysninger, som kommunen er i besiddelse af.

Det er vigtigt, at den enhed i kommunen, som modtager underretningen, er opmærksom på, om borgeren har en sag i en anden forvaltning eller enhed i kommunen, som sandsynliggør et behov for hjælp, eller om der er tale om en børnefamilie.

Hvis der på trods af en helhedsvurdering og kommunens indsats i forlængelse af en underretning fra en boligorganisation ikke er lykkedes at undgå en udsættelse, skal kommunen efter § 5 a genvurdere lejerens situation ved modtagelse af underretning fra fogedretten.

77 Hvis kommunen vurderer, at borgeren har brug for rådgivning og anden hjælp efter den sociale lovgivning, iværksættes rådgivningen og kommunen træffer afgørelse om den hjælp, som borgeren er berettiget til.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke er berettiget til rådgivning eller anden hjælp i forbindelse med udsættelsen, skal kommunen træffe afgørelse herom, jf. § 5 a, stk. 2. Kommunen skal træffe afgørelse i sagen senest 14 dage efter fogedrettens eller boligorganisationens underretning.

Kommunen kan orientere fogedretten henholdsvis boligorganisationen om afgørelsen, jf. § 5 a, stk. 3, hvis borgeren giver samtykke til dette, således at der etableres et bedre grundlag for at tilrettelægge det videre forløb i sagen.

Klageadgang

78. Der kan klages over kommunens afgørelser efter § 5 a, stk. 2, til Ankestyrelsen efter reglerne i lovens kapitel 10. Klagen har ikke opsættende virkning for udsættelsessagen. Klagereglerne er beskrevet i afsnit V.

Kommunens pligt til at kontakte udsættelsestruede lejere i andre tilfælde

79. Modtager en kommune en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten om en lejer, der ikke er omfattet af målgruppen for umiddelbar helhedsvurdering efter § 5 a, stk. 1, skal kommunen straks rette henvendelse til den berørte lejer og oplyse om mulighederne for at kontakte kommunen med henblik på, at kommunen kan vurdere borgerens behov for og ret til rådgivning og anden hjælp.

Hvis borgeren herefter kontakter kommunen og søger hjælp, er kommunen forpligtet til at foretage en egentlig vurdering af behovet for hjælp efter lovens § 5 (se kapitel 6).

Kapitel 8

Tidlig samlet vurdering

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Hjælpen målrettes tidligt i forløbet

80. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Princippet er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov, borgeren har her og nu − samt på længere sigt − fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for borgeren. Kommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en borger f.eks. har fået et handicap på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for borgeren og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, f.eks. genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en borger, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre borgeren en aktiv tilværelse frem for passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og behovet hos den borger, som det drejer sig om.

Kommunen fastlægger principper for tidlig samlet indsats

81. Det er kommunen, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes. Kommunen må derfor tilrettelægge arbejdsgange for, hvordan kommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at målrette hjælpen.

Ingen formkrav

82. Bortset fra i § 7, se nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, f.eks. i servicelovens § 140 om handleplaner på børneområdet og servicelovens § 141 om tilbud om en skriftlig handleplan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kortvarig hjælp

83. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. Skønner forvaltningen, at borgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

84. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Ved nogle former for hjælp er der dog typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af borgerens samlede situation. F.eks. når forældre får plads til deres barn i en vuggestue eller børnehave, eller når der søges om boligstøtte i forbindelse med flytning.

Kapitel 9

8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunalbestyrelsen foretage en vurdering efter § 6. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af et kontaktforløb efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, samt personer, der er omfattet af et opfølgningsforløb kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1.

Den første vurdering af hjælp til forsørgelse

85. § 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, når ansøgeren ikke er omfattet af et kontaktforløb efter reglerne i kapitel 7 i beskæftigelsesindsatsloven eller et opfølgningsforløb efter kapitel 6 i sygedagpengeloven.

En kommunal forpligtelse

86. Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Det er vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. I sygedagpengeloven er det endvidere bestemt, at arbejdsplads, læge, arbejdsløshedskasse faglig organisation, revalideringsinstitutioner, sygehuse, og sygehusafdelinger efter behov kan inddrages i opfølgningen af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

87. Ud over hvad der følger af § 7, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagernes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. F.eks. kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge planen ”Min Plan”, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

88. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen indeholde en skriftlig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

89. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, f.eks. at kontanthjælpen eller et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven skal fortsætte uændret, eller at borgeren skal have en anden ydelse eller et andet tilbud. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til Ankestyrelsen. Se nærmere i afsnit V om de almindelige klageregler.

Ankestyrelsens principafgørelse D-20-05:
Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge, fordi lønmodtager ikke ud fra en bredere vurdering var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og sagsbehandlingen havde været mangelfuld.
Højesteret (ved dom af 25. maj 2005) lagde til grund, at kommunen på grundlag af flere opfølgningssamtaler med lønmodtager og af de foreliggende lægelige oplysninger havde vurderet, at lønmodtager kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden forudgående revalidering eller iværksættelse af andre erhvervsafklarende foranstaltninger. Højesteret lagde samtidig til grund, at kommunens sagsbehandling havde været mangelfuld, idet der ikke var udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering efter retssikkerhedsloven og opfølgningsplan efter den dagældende sygedagpengelov, ligesom der ikke var blevet afholdt det foreskrevne antal opfølgningssamtaler med lønmodtager.
Højesteret fandt, at disse mangler ikke i sig selv kunne føre til, at kommunens afgørelse var ugyldig, eller at de havde haft betydning for rigtigheden af kommunens afgørelse. Højesteret fandt, at der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at lønmodtager ikke længere på grund af sygdom var afskåret fra at påtage sig et passende arbejde - og dermed ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at ændre eller ophæve Ankestyrelsens afgørelse.
Højesteret frifandt derfor Ankestyrelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse D-8-03:
Forlængelse af dagpengeperioden med henblik på afklaring af arbejdsevnen kunne ikke overstige 2 x 13 uger, selv om afklaringen ikke var afsluttet inden periodens udløb. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke i loven eller forarbejderne til loven var støtte til forlængelse i mere end 2 x 13 uger.
Sagen blev hjemvist til ny vurdering i kommunen, da reglerne om opfølgning ikke var overholdt.
Begrundelsen var, at der er tale om sagsbehandlingsregler, der har karakter af garantiforskrifter for, at der træffes en indholdsmæssigt rigtig afgørelse. Manglende overholdelse af reglerne indebærer, at der er en formodning for, at en afgørelse indholdsmæssigt er påvirket af sådanne regler. Afgørelsen er derfor ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. I denne sag kunne det ikke afkræftes.
Ankestyrelsens principafgørelse F-7-01:
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.
Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.
Der er tale om sagsbehandlingsregler, der alle har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.
Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder for eksempel en manglende partshøring.
Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.
I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.
I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

Kapitel 10

Opfølgning på erhvervsrettede foranstaltninger

§ 7 a. Senest 2 uger før en erhvervsrettet foranstaltning hører op, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Ved vurderingen skal borgeren, egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl. inddrages.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal disse sættes i værk i umiddelbar tilknytning til ophøret af den nuværende foranstaltning.

Indsats uden afbrydelser

90. For at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, skal kommunen sikre sig, at den senest 2 uger før ophøret af en foranstaltning tager stilling til, hvad der videre skal ske. Det skal fremgå af journalen eller anden registrering, at kommunen forud for ophøret har foretaget en vurdering af, hvad der videre skal ske. Der skal foretages en helhedsvurdering af borgerens situation. Det betyder, at kommunen skal inddrage borgerens egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl., hvis dette skønnes relevant. I de situationer, hvor kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal de nye foranstaltninger sættes i værk i umiddelbar tilknytning til den foranstaltning, som allerede er iværksat. Borgeren undgår således, at der bliver afbrydelser mellem foranstaltningerne.

§ 7 a er eksempelvis aktuel i sager om ophør af sygedagpenge, revalidering eller ressource- og jobafklaringsforløb.

Ankestyrelsens principafgørelse 27-14:
Kommunen skal i forbindelse med ophør af en erhvervsrettet foranstaltning tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Denne helhedsvurdering indeholder en afgørelse. Borgeren kan klage over denne afgørelse til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Kommunen traf i den konkrete sag afgørelse om at stoppe borgerens sygedagpenge. Samtidig tog kommunen stilling til, at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Borgerens retsstilling, efter at hun ikke længere kunne få sygedagpenge, var afhængig af resultatet af kommunens helhedsvurdering. Kommunens helhedsvurdering var derfor en afgørelse om afslag på yderligere foranstaltninger, herunder ressourceforløb. Borgeren kunne klage over, at hun ikke var blevet tilkendt et ressourceforløb.
Ankestyrelsens principafgørelse D-14-08:
Kommunens afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig, idet der ikke forud for afgørelsen var taget stilling til, om der var behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen.
Standsning af sygedagpenge er ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Bestemmelsen i retssikkerhedsloven om ophør af erhvervsrettede foranstaltninger har karakter af en garantiforskrift. Ved manglende overholdelse af en garantiforskrift er der en formodning for, at afgørelsen indholdsmæssigt er påvirket.
Ankestyrelsens principafgørelse D-12-08:
Kommunens afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge ansås for ugyldig. Der var tale om ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Kommunen burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens bestemmelse om erhvervsrettede foranstaltninger i behandlingen af sagen med hensyn til tilrettelæggelse af hjælpen og yderligere foranstaltninger for at bringe den sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet.
Kommunen burde ligeledes have opdateret ressourceprofilen med oplysninger om udfald af pensionssag og opdatering af seneste helbredsmæssige oplysninger, forinden den traf afgørelse om standsning af sygedagpenge.
Ankestyrelsens principafgørelse A-15-07:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kritiserede, at hverken kommune eller nævn havde forholdt sig til retssikkerhedslovens § 7 a. Den manglende overholdelse af § 7 a kunne dog ikke føre til genoptagelse af udbetalingen af revalideringsydelsen, idet udbetaling af revalideringsydelse var betinget af, at revalidering skete i overensstemmelse med en fastlagt jobplan.
Ankestyrelsens principafgørelse R-1-06:
Den faglige organisation skulle inddrages i kommunens vurdering, inden den traf afgørelse om ophør af sygedagpenge.
Da det ikke kunne afvises, at organisationen kunne have bidraget med noget nyt, var afgørelsen ugyldig.
Ankestyrelsens principafgørelse D-14-03:
Ankestyrelsen fandt, at standsning af sygedagpenge indebærer ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Nævnet burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens § 7a i behandlingen af en klage over standsning af dagpenge.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at bestemmelsen skulle sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde.
Der skal derfor sikres en sammenhæng i indsatsen til personer, som har behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge, således at kommunen før ophør af en foranstaltning skal sikre sig, hvad der videre skal ske i relation til udnyttelse af arbejdsevnen.
Sagen blev hjemvist til nævnet til vurdering af, om kommunen havde overholdt denne sagsbehandlingsregel, og hvad konsekvensen skulle være, hvis forskriften ikke var overholdt.

Hvilke erhvervsrettede foranstaltninger?

91. § 7 a omfatter alle erhvervsrettede foranstaltninger, herunder tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven og personkredsen, som er omfattet heraf. For nogle af persongrupperne i beskæftigelsesindsatsloven gælder dog særlige regler om et individuelt kontaktforløb med personlig kontakt igennem hele ledighedsforløbet. Der henvises til reglerne om kontaktforløbet i kapitel 7 i beskæftigelsesindsatsloven.

Regler for behandling og opfølgning af sager

§ 8. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer sager, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ældreministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på beskæftigelsesområdet, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

92. Efter § 8, stk. 1, kan børne- og socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Med hjemmel i bestemmelsen er fastsat regler om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser, jf. bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2012 om vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser. Der henvises herom nærmere til vejledning nr. 9286 af 26. april 2018 om ledsageordning, kontaktperson til døvblinde, funktionsevnemetoden, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Med hjemmel i § 8 er endvidere fastsat bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper. Herom henvises til vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven samt til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn, unge og deres familier.

Også bekendtgørelse nr. 572 af 30. april 2015 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring er udstedt med hjemmel i lovens § 8. Der henvises herom til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn, unge og deres familier.

Efter § 8, stk. 2, kan ældreministeren tilsvarende fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på ældreområdet, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det gælder sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service. Tilsvarende kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler på beskæftigelsesområdet.

Afsnit III

Reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sociale sager, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

Gennemgangen af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3 a om sagsoplysningen indledes med en kort beskrivelse af baggrunden for reglerne og en gennemgang af strukturen i kapitlet.

Kapitel 11

Reglerne om sagsbehandlingen m.v.

Reglernes baggrund og struktur

93. Kapitel 3 a i retssikkerhedsloven indeholder en række bestemmelser om de sociale myndigheders sagsbehandling. Det er et centralt element i bestemmelserne, at borgeren så vidt muligt skal inddrages i sagsbehandlingen, når myndigheden skal finde ud af, hvilken hjælp borgeren har behov for og er berettiget til at få. Kapitlet indeholder også en bestemmelse, der giver de sociale myndigheder ret til at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v. Når en myndighed skal indhente oplysninger fra andre myndigheder for at kunne træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, kræver det som hovedregel samtykke fra borgeren. Men myndigheden kan i visse tilfælde indhente oplysningerne uden samtykke fra borgeren.

94. Retssikkerhedslovens kapitel 3 a om myndighedernes beføjelser til at forlange at få oplysninger fra andre og borgerens medvirken m.v., har følgende struktur:

Officialprincippet (§ 10)

Borgerens medvirken og oplysningspligt ved senere ændringer (§ 11)

Myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v., herunder fra indkomstregistret (§ 11 a)

Princippet om processuel skadevirkning (§ 11 b)

Myndighedens indhentning af oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager (§ 11 c)

Muligheden for at indhente oplysninger i »børnesager«, tilbagebetalingssager og visse sager om førtidspension (§ 11 c)

Myndighedens pligt til at oplyse borgeren om en række elementer i sagsbehandlingen m.v. (§ 12)

Kommunernes muligheder for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder og pålægge virksomheder at føre logbog (§ 12 a)

Straf for groft uagtsomt socialbedrageri og straf for manglende overholdelse af pålæg om at føre logbog (§ 12 b)

Kommuners og sygehuses muligheder for at udveksle oplysninger om en borgers indlæggelse på eller udskrivning fra sygehuse (§ 12 c)

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udveksle oplysninger om, hvorvidt henholdsvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings eller kommunen har oprettet en sag og indhentet oplysninger om borgerens arbejdsevne og truffet afgørelse om arbejdsevnen (§ 12 d)

Udveksling af oplysninger ved formodning om, at en person under ophold i udlandet uberettiget har modtaget ydelser fra en kommune eller Udbetaling Danmark (§ 12 e og f)

Kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udlevere visse oplysninger til apoteker i sager, hvor borgeren modtager personligt tillæg til medicinudgifter (§ 14)

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, samt § 12 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

95. Den almindelige forvaltningsret indeholder både skrevne regler og uskrevne principper (retsgrundsætninger). De er fælles for den offentlige forvaltning, herunder kommunerne, Udbetaling Danmark og ankeinstanserne, når de behandler sager efter den sociale lovgivning. Der er tale om vigtige regler og principper for myndighedernes administration af lovgivningen.

De generelle forvaltningsretlige processuelle regler, som myndighederne skal overholde, findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. På det sociale område supplerer reglerne i retssikkerhedsloven de generelle forvaltningsretlige regler. Det vil sige, at de sociale myndigheder altid også skal anvende de generelle forvaltningsretlige regler, når de administrerer den sociale lovgivning. Når en bestemt problemstilling samtidig er reguleret i retssikkerhedsloven, skal de sociale myndigheder anvende reglerne i retssikkerhedsloven. Det følger af det juridiske lex specialis princip, som betyder, at myndigheden normalt skal anvende en speciel regel frem for en generel regel.

Der er fastsat særlige regler for behandlingen af sociale sager i retssikkerhedsloven, fordi de sociale sager ofte kræver, at der tages et særligt hensyn til borgeren og til dennes krav på dels at kunne beskytte sit privatliv og dels at kunne tilrettelægge sin tilværelse. Retssikkerhedsloven giver derfor ofte borgeren en bedre beskyttelse end de generelle forvaltningsretlige regler. Eksempelvis kan nævnes, at borgeren som altovervejende hovedregel skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, hvilket ikke i samme omfang kræves efter forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Se nærmere i kapitel 14 og 16 om reglerne i lovens §§ 11 a og 11 c. Omvendt er § 12 og § 12 a i Udbetaling Danmark-loven om registersamkøring af ikke følsomme personoplysninger i forbindelse med en ansøgning eller efterfølgende kontrol et eksempel på lex specialis i forhold til reglerne i retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Der henvises til punkt 137.

96. Der findes i øvrigt i de forskellige love, som retssikkerhedsloven gælder for, også særlige regler for behandlingen af de sager, som de enkelte love vedrører. Disse regler supplerer og erstatter for nogens vedkommende de almindelige forvaltningsretlige regler.

97. Den almindelige forvaltningsret omfatter samtidig en række grundlæggende principper, som også kaldes de forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Der kan eksempelvis nævnes officialprincippet, proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet. Principperne indgår ikke i de skrevne generelle forvaltningsretlige regler men gælder samtidig med de skrevne regler og skal således også anvendes ved administrationen af den sociale lovgivning. Flere af principperne er udtrykkeligt taget med i retssikkerhedsloven og andre love på det sociale område. Eksempelvis findes officialprincippet i § 10 (se kapitel 12).

Kapitel 12

Officialprincippet eller undersøgelsesprincippet

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Myndighedens ansvar for oplysning af sagen

98. Bestemmelserne i § 10 om oplysning af sociale sager bygger på officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning. Officialprincippet bliver også kaldt undersøgelsesprincippet. Efter officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Officialprincippet i § 10 gælder for oplysningen af alle typer af sager på det sociale område, det vil sige alle de sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens §§ 1-4 (se nærmere kapitel 2). Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven.

Ankestyrelsens principafgørelse 50-14:
Når en ung under 30 år søger om udbetaling af hjælp, skal det afklares, om den unge har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal kommunen give et uddannelsespålæg og indplacere den unge som uddannelsesparat eller aktivitetsparat.
Når den unge kommer med oplysninger, der kan have betydning for indplaceringen, skal kommunen undersøge disse oplysninger nærmere, inden den foretager sin indplacering.
Kommunerne burde i to konkrete sager have givet uddannelsespålæg og nærmere undersøgt oplysninger om de unges helbred, inden der blev foretaget indplacering.
Ankestyrelsens principafgørelse 18-14:
Kommunen kan afslå at yde hjælp efter § 81, hvis det er oplyst, at borgeren kan få en realistisk afdragsordning.
Kommunen kan ikke uden videre lægge til grund, at borgeren kan opnå en afdragsordning. Det er en del af sagens oplysning, og kommunen skal derfor indhente oplysninger fra borgeren, om borgeren har forsøgt at få en afdragsordning.
Ankestyrelsens principafgørelse 232-11:
En kommune havde ikke opfyldt sin pligt til at oplyse en sag tilstrækkeligt ved blot at konstatere, at en læge ikke havde besvaret en henvendelse og ikke telefonisk havde ønsket at udtale sig til kommunen om sygemeldtes psykiske lidelse.
Ifølge retssikkerhedslovens bestemmelser om oplysningspligt kan en myndighed efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange at en læge, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle en sag.
En eventuel tvivl om den sygemeldtes daværende helbredstilstand, som ikke kunne afklares efterfølgende, skulle ikke komme den sygemeldte til skade.
Ankestyrelsens principafgørelse P-19-06:
En kvinde havde krav på forhøjelse af pensionen med tilbagevirkende kraft, idet der skulle ske en forvaltningsretlig genoptagelse af den første afgørelse om tilkendelse af pension.
Begrundelsen var, at den første afgørelse var forkert, da den var truffet på et mangelfuldt grundlag, og pensionsmyndigheden havde ansvaret for, at en sag blev tilstrækkeligt oplyst.

Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?

99. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger, myndigheden skal indhente, for at have det fornødne grundlag for at træffe en afgørelse. Dette vil ofte kunne udledes af de sociale love, der indeholder betingelserne for, hvornår borgeren er berettiget til at modtage hjælp. Officialprincippet indebærer også, at det er myndighedens ansvar at afklare bevismæssige uklarheder.

Ankestyrelsens principafgørelse C-33-08:
En sag om støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag var ikke tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse i sagen. Ankestyrelsen vurderede, at der som udgangspunkt burde foreligge en aktuel speciallægeerklæring, inden der blev tilkendt støtte til køb af bil på baggrund af et stort skånebehov, når der var oplyst en gangdistance, der efter praksis normalt ikke ville kunne begrunde støtte til køb af trivselsbil.
Ankestyrelsens principafgørelse A-4-06:
Kontanthjælp til en gift ansøger kunne ikke bringes til ophør alene med den begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet.
Ydelsen skulle derfor genoprettes, indtil kommunen havde truffet en ny gyldig afgørelse om berettigelsen til kontanthjælp. Der var i den forbindelse ikke hjemmel til kun at lægge den ene ægtefælles forhold til grund. Det skulle undersøges, om ægtefællen i udlandet opfyldte kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet samt, hvilke indtægter han havde i udlandet.
Principafgørelse A-56-02:
Kommunens og nævnets afgørelser om hjælp til et billigere brillestel end det ansøgte anses for ugyldige på grund af utilstrækkelig sagsoplysning. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet vurdering i kommunen. Myndigheden havde ikke undersøgt tilstrækkeligt grundigt, om det brillestel, som borgeren havde søgt om, var nødvendigt og helbredsmæssigt velbegrundet. Selv om det er ansøgeren, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at betingelserne for hjælp er opfyldt, er det kommunens forpligtelse at sørge for en tilstrækkelig sagsoplysning. Denne forpligtelse omfatter også afklaring af en eventuel bevistvivl.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2017.17:
En borger, der var permanent kørestolsbruger, søgte om dækning af prisforskellen mellem en bil med forhjulstræk og en firehjulstrukket bil, så han bedre kunne udføre sit arbejde. Borgeren havde flere gange oplevet at sidde fast med sin bil med forhjulstræk, når han besøgte frøplantager og planteskoler som led i sit arbejde.
Kommunen gav borgeren afslag. Kommunen mente med henvisning til en udtalelse fra en vejledningsenhed under Beskæftigelsesministeriet, at borgeren kunne bruge en tidligere bevilget firehjulet ATV (en crossmaskine), som kunne transporteres på en trailer.
Borgeren mente, at kommunen og vejledningsenheden havde misforstået, hvad det var for et underlag, han kørte på. Han kontaktede derfor selv vejledningsenheden, som nu gav udtryk for støtte til borgerens ønske om en bil med træk på alle fire hjul. Han skrev derefter til Ankestyrelsen, at kommunens vurdering var baseret på et ”unuanceret og forkert grundlag”, og opfordrede styrelsen til at kontakte vejledningsenheden. Borgeren mente også, at løsningen med ATV’en havde en række ulemper.
Ankestyrelsen forholdt sig ikke til borgerens opfordring og lagde vægt på de eksisterende oplysninger fra kommunen.
Borgeren klagede til ombudsmanden, som mente, at Ankestyrelsen burde have imødekommet borgerens opfordring til at indhente yderligere oplysninger fra vejledningsenheden. Ombudsmanden henviste til, at borgeren havde rejst relevant tvivl om rigtigheden af de oplysninger, som indgik i grundlaget for styrelsens afgørelse om at stadfæste kommunens afslag. Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2012.8:
Folketingets Ombudsmand har undersøgt en sag, hvor en kommune modtog en anonym henvendelse om en kvinde, som modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”. Ifølge den anonyme henvendelse levede kvinden i et ægteskabslignende forhold. Kommunen indkaldte kvinden til et møde ”om de sociale ydelser, du modtager og har ansøgt om”. Under mødet blev kvinden gjort bekendt med den anonyme henvendelse og bedt om at redegøre for sine forhold. Kommunen undersøgte sagen nærmere og holdt endnu et møde med kvinden. Det andet møde blev kaldt ”partshøring”. Herefter traf kommunen afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til en række sociale ydelser, og at ydelser, hun allerede havde modtaget, skulle betales tilbage.
Efter en konkret vurdering af de forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, da de afgjorde sagen, mente ombudsmanden, at sagen på en række punkter ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor var væsentlige mangler ved sagsoplysningen.
Ombudsmanden lagde til grund, at kommunen havde haft en ”mistanke”, sådan som det er beskrevet i § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Kommunen skulle derfor have vejledt kvinden om, at hun ikke havde pligt til at give oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede strafbare lovovertrædelse.
Ombudsmanden mente også, at det andet møde med kvinden ikke opfyldte kravene til en partshøring i forvaltningslovens § 19, da kommunen efter en konkret vurdering burde have partshørt kvinden skriftligt.
Endelig mente ombudsmanden, at det var en klar fejl, at det sociale nævn traf afgørelse på et delvist ukorrekt faktisk grundlag om fordeling af nogle penge mellem kvinden og hendes tidligere ægtefælle, og at nævnets udtalelse til ombudsmanden indeholdt samme faktuelle fejl. Det sociale nævn var henholdsvis én og to gange blevet gjort opmærksom på fejlen.
Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2003.385:
En kvinde klagede over kommunens og det sociale nævns afslag på at give hjælp til tandbehandling.
Ombudsmanden kritiserede bl.a. sagens oplysningsgrundlag. Myndighederne havde lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at kvindens lidelse var medfødt, uanset at dette fremgik af de speciallægeerklæringer, som kvinden havde indhentet. Myndighederne havde ikke nærmere argumenteret for, at de ikke kunne tilslutte sig disse speciallægeerklæringer.
Ombudsmanden udtalte generelt at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente, at der var tvivl om holdbarheden af de indhentede erklæringers oplysninger om, at kvindens lidelse var medfødt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger.

Kapitel 13

Borgerens medvirken oplysninger fra borgeren selv

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om
1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og
2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.
Stk. 2. […]

Oplysningerne gives af borgeren selv

100. Det er udtrykkeligt fastslået i § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Myndighederne skal desuden tilrettelægge behandlingen på en måde, der gør det muligt for borgeren at blive inddraget i sagens behandling. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på vedkommende. Dette krav gælder også, når myndigheden indhenter oplysninger til brug for en sag. Borgeren har dog ikke pligt til at medvirke (se punkt 138).

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning, og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor bede borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan gøre myndigheden opmærksom på, hvis der eventuelt allerede eksisterer en sag om tildeling af en anden ydelse, hvor det vil være oplagt at genbruge oplysningerne. Brug af oplysningerne fra den tidligere sag forudsætter, at oplysningerne fortsat er aktuelle.

Der skal være en saglig grund til, at myndigheden indhenter konkrete oplysninger. Myndigheden må kun bede om at få oplysninger fra borgeren om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis borgeren søger støtte til et begrænset formål, f.eks. et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. F.eks. er der heller ikke grundlag for at bede om at få en kopi af hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barselsdagpengesag.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Oplysninger fra andre dele af forvaltningen

101. Indhentelse af oplysninger fra andre dele af samme forvaltning er ikke reguleret i retssikkerhedsloven. Oplysninger fra andre dele af forvaltningen skal i ansøgningssager indhentes i overensstemmelse med forvaltningslovens § 29, dvs. som udgangspunkt med borgerens samtykke, hvis der indhentes oplysninger om rent private forhold. Reglerne i forvaltningsloven er beskrevet i punkterne 186-190 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven. Hvis myndigheden har brug for helt nye eller supplerende oplysninger, kan myndigheden bede borgeren om supplerende oplysninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, eller få samtykke fra borgeren til at indhente dem fra andre, jf. § 11 a, stk. 1 (se kapitel 14).

Lægelig undersøgelse og behandling

102. Efter § 11, stk. 1, nr. 2, kan myndigheden anmode borgeren om at blive undersøgt af en læge eller om at blive indlagt til observation og behandling, hvis borgerens helbred har betydning for, om borgeren er berettiget til at få den hjælp, som borgeren har søgt om.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel borgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, f.eks. merudgifter, sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til borgeren og i givet fald omfanget af hjælpen. I nogle sager, f.eks. om hjælp til visse hjælpemidler, kan det desuden være relevant at bede borgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger. I visse sager gælder særlige regler om indhentelse af helbredsoplysninger, f.eks. sager om førtidspension, fleksjob og ressource- eller jobafklaringsforløb. I disse sager skal der indhentes oplysninger fra borgerens læge, inden sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Øvrige lægelige oplysninger og vurderinger skal altid indhentes via Klinisk Funktion i regionen. Se nærmere i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. (bekendtgørelse nr. 996 af 29. juni 2016) og i vejledning nr. 9059 af 16. januar 2019 om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager på beskæftigelsesområdet.

103. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp.

For eksempel kan kommunalbestyrelsen efter pensionslovgivningen som udgangspunkt ikke tilkende førtidspension, før det er dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i ressourceforløb, eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger, herunder deltagelse i lægeligt anbefalet behandling. Hvis en borger afviser at tage imod lægeligt anbefalet behandling, kan det derfor betyde, at der ikke kan tilkendes førtidspension.

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

I sygedagpengeloven, beskæftigelsesindsatsloven, aktivloven og pensionsloven er der fra 1. juli 2014 i en forsøgsperiode indsat bestemmelser om, at borgeren på visse betingelser ikke mister sin ret til ydelser ved sygdom, jobafklaring, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, selv om borgeren afviser at lade sig behandle. Forsøgsordningen gælder indtil den 30. juni 2019.

I forsøgsperioden har den enkelte borger ret til at afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kan få betydning for retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension eller ressourceforløb.

I forsøgsperioden gælder at hvis en borger afviser en lægebehandling, skal sagen forelægges sundhedskoordinatoren, som skal give en udtalelse om, hvorvidt der kan anbefales en anden behandlingsmulighed end den, som borgeren er blevet tilbudt. Borgeren skal give samtykke til, at sagen forelægges for sundhedskoordinatoren.

Hvis borgeren heller ikke ønsker at deltage i en lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, får det ikke konsekvenser for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller mulighed for at få bevilliget fleksjob eller tilkendt førtidspension.

Borgeren har fortsat pligt til at bidrage til sin egen helbredelse, og det vil derfor kunne få betydning for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse m.v., hvis borgeren ikke ønsker at modtage tilbudt lægebehandling, og borgeren heller ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges sundhedskoordinatoren.

Forsøgsordningen omfatter som alene lægebehandling i snæver forstand, det vil sige behandlinger foretaget af en læge, eksempelvis operationer og behandling med lægeordineret medicin.

Forøget omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation, eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen. Endvidere omfatter forsøget ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Hvis sundhedskoordinatoren anbefaler en behandling, der ikke er lægelig behandling i snæver forstand, eksempelvis behandling hos en fysioterapeut, kan det få betydning for borgerens ret til sygedagpenge m.v., hvis borgeren afviser at deltage i den tilbudte behandling.

Den sundhedsfaglige behandling af borgeren sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen. Det er således ikke sundhedskoordinatoren, der skal tilbyde borgeren den behandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler.

Ankestyrelsens principafgørelse 154-12:
En kommune kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt stille krav om vægttab, og borgeren har pligt til at medvirke ved behandlingen.
Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.
Det er en betingelse for, at der kan stilles krav om vægttab, at det er dokumenteret, at overvægten i sig selv har indflydelse på arbejdsevnen.
Det er samtidig en betingelse, at der er lægelig indikation for, at vægttab vil medføre forbedring af arbejdsevnen.
Ankestyrelsens principafgørelse 67-12:
Der kan ved afgørelse om førtidspension og forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder i form af behandling med antidepressiv medicin.
Det er en betingelse, at der foreligger konkrete oplysninger om lægeordineret forslag til behandling med antidepressiv medicin i overensstemmelse med de professionelle, generelle retningslinjer blandt andet fra Sundhedsstyrelsen. Behandling med antidepressiv medicin udgør ikke en væsentlig risiko for liv og førlighed.
Ankestyrelsens principafgørelse 10-11:
Ved afgørelse om førtidspension kunne der ikke lægges vægt på, at der var mulighed for behandling af overvægt, når der ikke forelå konkrete oplysninger om forslag til realistisk vægttab, der kunne medføre forbedring af arbejdsevnen. Det var desuden ikke dokumenteret, at overvægten i sig selv havde indflydelse på arbejdsevnen.
Beskæftigelsesudvalget fandt, at der som udgangspunkt kan ske behandling af overvægt, og at borgere har pligt til at medvirke ved behandlingen. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.
Der kunne ikke lægges vægt på eventuel mulighed for operativt indgreb med henblik på vægttab, hvis borgeren ikke ville medvirke til operation. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på oplysning om, at der var en vis risiko for komplikationer af den ene eller anden art i forbindelse med operativt indgreb ved behandling af overvægt.

Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre

104. Kravet om borgerens medvirken gælder som udgangspunkt også, hvis myndigheden vurderer, at det er nødvendigt at indhente oplysninger om borgeren fra andre myndigheder m.v. (se kapitel 14 om borgerens samtykke til at oplysninger indhentes fra andre).

Medvirken så længe hjælpen modtages

105. Oplysninger til brug for en sag skal i første omgang komme fra borgeren selv. Det gælder, både når borgeren søger om hjælp, og når borgeren modtager hjælp, f.eks. førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller bortfald af arbejdsindtægter.

Myndigheden har dog mulighed for – og i visse tilfælde pligt til – at oplyse en sag uden borgerens medvirken. Det forudsætter, at der i retssikkerhedsloven eller anden lovgivning findes en udtrykkelig bestemmelse, der giver myndigheden ret til at indhente eller modtage oplysninger uden borgerens medvirken. Den hjemmel er der i retssikkerhedslovens § 11 c og § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Der henvises til punkt 125-131, 133, 134, 136 og 145-149 om myndighedens adgang til at indhente oplysninger uden borgerens samtykke.

Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer

§ 11. […]
Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

106. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for den hjælp, borgeren modtager eller har søgt om.

En forudsætning for, at borgeren kan overholde sin oplysningspligt er, at myndigheden har oplyst borgeren om hvilke ændringer, det er relevant at oplyse om, jf. lovens § 12, nr. 4. Det er yderst vigtigt, at borgeren opfylder sin oplysningspligt, da manglende overholdelse i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren skal betale den modtagne ydelse tilbage.

Borgeren kan også risikere at blive straffet for overtrædelse af § 12 b om groft uagtsomt bedrageri eller efter straffeloven. For en nærmere beskrivelse af myndighedens pligt til at oplyse borgeren om dette. Se kapitel 17 og punkt 152 om begrebet ond tro.

Der findes en tilsvarende bestemmelse om oplysningspligt i § 4 i Udbetaling Danmark-loven. Tilsvarende findes også en bestemmelse om groft uagtsomt bedrageri i § 14 i Udbetaling Danmark-loven.

Ankestyrelsens principafgørelse 125-12:
Kommunen har opfyldt sin vejledningspligt i forhold til betydningen af at tage et forbrugslån, hvis kommunen har udleveret en orientering (for eksempel bilaget til KL´s blanket: "Ansøgning om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik") til kontanthjælpsmodtageren, hvoraf det fremgår, at ændringer i blandt andet indtægts- og formueforhold skal oplyses til kommunen, og at undladelse af at oplyse kan medføre krav om tilbagebetaling. Endvidere redegøres for, hvad formue er, herunder at det blandt andet er kontantbeholdning og indestående i bank eller sparekasse.

Kapitel 14

Myndigheden kan forlange at få oplysninger fra andre

§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.
Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra borgeren forlange at få nødvendige oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold fra pengeinstitutter og arbejdsgivere til brug for stikprøvekontrol i sager efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. med henblik på at kontrollere pensionistens indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan sammenstilles med øvrige oplysninger om økonomiske forhold, som kommunen er i besiddelse af med henblik på kontrol af, om der er sket misbrug i forbindelse med udbetaling af social pension.
Stk. 4. Adgang til oplysninger efter stk. 2, som vedrører optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetalinger af feriepenge, og som er registreret i Feriekonto, skal ske via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed.
Stk. 5. Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2 i indkomstregistret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne, som nævnt i stk. 1 eller 2 findes i indkomstregistret, skal myndigheden indhente oplysningerne herfra, jf. dog stk. 4.
Stk. 6. Ved klage til Ankestyrelsen, kan samtykke til at indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, indhentes ved, at borgeren i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, bliver gjort opmærksom på, hvilke typer af oplysninger det kan blive nødvendigt at indhente, og får en frist til eventuelt at gøre indsigelse imod dette. Tilsvarende gælder ved Udbetaling Danmarks behandling af sager efter lov om social pension, lov om højeste mellemste forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. for personer med bopæl i udlandet.

107 . Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, giver de sociale myndigheder adgang til at forlange oplysninger til brug for behandlingen af en social sag med borgerens samtykke fra andre myndigheder m.fl.

Forholdet mellem §§ 11 a og 11 c og databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, forvaltningsloven, Udbetaling Danmark-loven og sundhedsloven

108. Kravet i § 11 a om borgerens samtykke kan fraviges i de sager, der er nævnt i § 11 c. Økonomiske oplysninger fra visse parter og oplysninger om ferieforhold kan indhentes uden borgerens samtykke efter § 11 a, stk. 2 og 3.

Desuden kan kommunen indhente oplysninger uden samtykke med hjemmel i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Efter denne bestemmelse kan der, hvis betingelserne i § 54 i øvrigt er opfyldt, indhentes oplysninger om løn- og beskæftigelsesperioder og andre særligt nævnte økonomiske forhold i sager efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser finder § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Der er desuden regler i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v. og i databeskyttelsesforordningens kapitel II og databeskyttelseslovens kapitel 3 om behandling og herunder indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder. Derudover indeholder sundhedslovens kapitel 9 særlige regler om sundhedspersoners tavshedspligt og adgang til at videregive og indhente oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger (helbredsoplysninger m.v.). Sundhedslovens kapitel 9 finder anvendelse i de tilfælde, hvor patienter inden for sundhedsvæsenet – eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed – modtager eller har modtaget sundhedsfaglig behandling. I sundhedslovens kapitel 9 findes bl.a. regler om sundhedspersoners videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.v. Om forholdet mellem sundhedslovens regler om sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling og § 11 a samt § 11 c i den sociale retssikkerhedslov, se punkt 119-121.

Retssikkerhedsloven supplerer forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven på nogle områder:

For det første indebærer § 11 a, at de sociale myndigheder har mulighed for at forlange at få oplysninger fra en række private, bl.a. pengeinstitutter og privatpraktiserende læger, hvilket forvaltningsloven ikke giver adgang til. Dette gælder, selv om der gælder særlige regler om tavshedspligt for disse erhverv.

For det andet indebærer § 11 a, at borgerens samtykke skal foreligge for, at myndigheden kan indhente oplysninger, også selv om der ikke er tale om personlige eller fortrolige oplysninger. Det betyder, at der som hovedregel altid skal indhentes samtykke i sociale sager. Efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven findes en række muligheder for at indhente oplysninger uden samtykke. Almindelige – ikke følsomme – personoplysninger kan således efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 6 bl.a. behandles uden samtykke, når behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Følsomme oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssige tilhørsforhold, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuel orientering må som udgangspunkt ikke behandles efter databeskyttelsesforordningen, men må dog behandles også uden samtykke bl.a. hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelseslovens § 7 og databeskyttelsesforordningens § 9 stk. 2, litra f. Uanset disse muligheder i databeskyttelseslovgivningen og forvaltningsloven for at indhente oplysninger uden samtykke, skal samtykke imidlertid indhentes i de situationer, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1. Om samtykkets form se punkt 117.

For det tredje indebærer § 11 c, jf. § 11 a, at de myndigheder m.v., der bliver bedt om at bidrage til sagen med oplysninger, ikke behøver at vurdere om betingelserne for videregivelse i forvaltningslovens kapitel 8 eller behandlingsreglerne i databeskyttelsesforordningen kapitel II og databeskyttelseslovens kapitel 3 er til stede. Oplysningerne skal udleveres, når betingelserne i § 11 c er opfyldt, Denne bestemmelse vurderes at ligge indenfor rammerne af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, ligesom den hidtil er vurderet at ligge indenfor rammerne af persondataloven.

§§ 11 a-11 c regulerer ikke de sociale myndigheders adgang til selv at videregive oplysninger til andre. I dette tilfælde skal forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens samt evt. særlovgivningens regler om adgang til at videregive oplysninger anvendes. Det samme gælder indhentning af oplysninger, der ikke er reguleret i retssikkerhedslovens bestemmelser.

§§ 11 a-11 c regulerer heller ikke de sociale myndigheders adgang til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen/forvaltningen, f.eks. fra den forvaltningsgren, der har ansvaret for sager vedrørende registrering i CPR eller teknisk forvaltning. Her gælder de almindelige tavshedspligtsregler m.v., der gælder for den kommunale enhedsforvaltning, dvs. forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 samt databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Reglerne i §§ 11 a-11c gælder imidlertid, i det omfang oplysninger skal indhentes fra kommunale organer, der betragtes som selvstændige myndigheder. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Bestemmelserne i §§ 11 a og 11 c regulerer således, hvornår der efter retssikkerhedsloven skal foreligge samtykke fra borgeren til indhentelse af oplysninger, og hvornår de, der bliver bedt om at afgive oplysningerne, er forpligtet til at svare.

Reglerne i kapitel 3 a suppleres af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Det betyder f.eks., at oplysninger fra andre end dem, der er nævnt i retssikkerhedslovens §§ 11 a-11 c, eller om andre persongrupper end dem, der er nævnt i de enkelte bestemmelser, kan indhentes, når det kan ske i henhold til databeskyttelsesreglerne.

De grundlæggende behandlingsprincipper i databeskyttelsesforordningens artikel 5 gælder for al behandling af personoplysninger, herunder ved behandling af alle kategorier af personoplysninger. Det følger heraf, at personoplysninger skal:

a) behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

b) indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål; viderebehandling til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, skal ikke anses for at være uforenelig med de oprindelige formål (»formålsbegrænsning«)

c) være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«)

d) være korrekte og om nødvendigt ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges (»rigtighed«)

e) opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles; personoplysninger kan opbevares i længere tidsrum, hvis personoplysningerne alene behandles til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, under forudsætning af, at der implementeres passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som denne forordning kræver for at sikre den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (»opbevaringsbegrænsning«)

f) behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger (»integritet og fortrolighed«).

Herudover indeholder Udbetaling Danmark-loven en række særregler om udveksling af oplysninger mellem kommunerne og registersamkøringer på sagsområder i Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark og kommunerne har efter kapitel 3 i Udbetaling Danmark-loven pligt til at videregive foreliggende oplysninger fra egne sager til hinanden, herunder oplysninger om rent private forhold om den, der får hjælp eller har fået hjælp, dennes ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer, hvis oplysningerne er nødvendige for den modtagende myndigheds vurdering af, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og mod bedre vidende. Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren. Udbetaling Danmark kan herudover indhente og samkøre oplysninger i kontroløjemed på egne ydelsesområder efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven og efter kapitel 3 a i Udbetaling Danmark-loven på en række kommunale ydelsesområder. Der henvises nærmere til punkt 137. Bestemmelserne i § 12 og kapitel 3 a i Udbetaling Danmark-loven udgør en fravigelse af § 11 a, stk. 1.

Ankestyrelsens principafgørelse 10-13:
En kvinde, der modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud, kunne – ud fra de i sagen foreliggende oplysninger – ikke betragtes som samlevende, selv om hun blandt andet havde en delebil med sin kæreste.
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetalingssager er en kontrolopgave for myndigheden, både for så vidt angår oplysninger om modtageren af ydelser og for så vidt angår oplysninger om en formodet samlever.
Det kræver ikke særskilt lovhjemmel at anmode om oplysninger fra private, herunder en formodet samlever, når oplysningerne er nødvendige for at udføre en kontrolopgave.
En anmodning om oplysninger til private forudsætter, at persondatalovens bestemmelser om behandling af almindelige og personfølsomme personoplysninger overholdes, navnlig persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 1 og 6.
En anmodning til private forudsætter endvidere, at straffelovens regler om tavshedspligt overholdes.
Den adspurgte har ikke pligt til at svare, medmindre der efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 6, eller retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 4, i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser, jf. § 11 a, stk. 1 og 6, er adgang til at forlange oplysninger.
Hvis det således er nødvendigt for behandlingen af en sag, kan myndigheden anmode private om oplysninger. Afgørende er, at den adspurgte ikke gives flere oplysninger end nødvendigt for at kunne besvare myndighedens spørgsmål, og at myndigheden gør den adspurgte opmærksom på, at den pågældende ikke har pligt til at svare.
Ankestyrelsens principafgørelse 186-09:
I en sag om personlig assistance kunne konklusionen i en speciallægeerklæring ikke videregives til arbejdsgiveren uden borgerens udtrykkelige samtykke hertil.
Beskæftigelsesudvalget vurderede, at der ikke var tale om en situation, hvor videregivelsen skete til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart oversteg hensynet til de interesser, der begrundede hemmeligholdelse.
Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at det var nødvendigt for arbejdsgiveren at kende konklusionen i speciallægeerklæringen, for at formålet med foranstaltningen kunne opnås.

Nødvendige oplysninger

109. § 11 a giver kun de sociale myndigheder adgang til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag. Myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger den har brug for. Myndigheden kan f.eks. ikke forlange at få alle oplysninger fra borgerens læge om et for længst overstået misbrug eller om helbredte sygdomme, hvis oplysningerne ikke har betydning for sagen.

Myndighederne skal således ved enhver indhentning af oplysninger iagttage et proportionalitetsprincip, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, jf. artikel 5, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering). Der henvises endvidere til forvaltningslovens § 32, hvorefter den, der virker inden for offentlige forvaltning ikke i den forbindelse må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for den pågældendes opgaver.

110. Det er vigtigt, at myndigheden ved anmodningen om udlevering af oplysninger fra andre end borgeren selv, jf. § 11 a, stk. 1, præciserer, hvilke oplysninger myndigheden har brug for at indhente for at forhindre, at der udleveres oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den sociale sag. Myndigheden skal i overensstemmelse med § 13 i offentlighedsloven om notatpligt skrive ned i sagen, om borgeren har givet samtykke, hvis borgeren ikke har givet skriftligt samtykke.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra?

111. § 11 a, stk. 1, indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem myndigheden med samtykke fra borgeren kan forlange at få oplysninger fra. Efter bestemmelsen kan myndigheden indhente oplysninger fra

Andre offentlige myndigheder.

Uddannelsesinstitutioner.

Sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar.

Arbejdsløshedskasser.

Pengeinstitutter.

Arbejdsgivere.

Private, der udfører opgaver for det offentlige.

112. Denne liste er en udtømmende beskrivelse af de myndigheder m.v., som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra efter § 11 a, stk. 1. Det fremgår udtrykkeligt af lovforarbejderne, (jf. lovforslag L 138 2002/1). Om indhentelse af oplysninger fra andre, se punkt 107.

Det er således kun private, der udfører opgaver for det offentlige, der er omfattede af bestemmelsen i § 11 a, stk. 1. Private organisationer, frivillige foreninger og almindelige privatpersoner, f.eks. naboer, er ikke omfattet af § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan dog indhente oplysninger fra private i børnesager efter § 11 c, stk. 2, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Det er dog kun de private, som er omfattet af § 11 a, stk. 1, som er forpligtede til at give oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 3. Andre private er ikke forpligtede til at give oplysninger i børnesagerne (se punkt 145, 146 og 171-175).

Definitionen af hvem, der er en sundhedsperson, følger af § 6 i sundhedsloven. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. En autoriseret sundhedsperson er således en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove som læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, tandplejer, social- og sundhedsassistent m.v. Personer, der arbejder under autoriserede personers ansvar, er f.eks. social- og sundhedshjælpere, plejere og sygehjælpere. Andre uautoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet af § 11 a, men skal anses som private, jf. § 11 c, stk. 2, medmindre de udfører opgaver for en offentlig myndighed.

Uddannelsesinstitutioner skal forstås meget bredt. Der kan f.eks. være tale om helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner m.v. Frie grundskoler og højskoler er således omfattet af bestemmelsen.

Oplysningernes form er ikke afgørende

113. Myndigheden kan forlange at få alle nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen, uanset hvordan oplysningerne måtte være tilgængelige. Myndigheden kan således indhente oplysninger i form af erklæringer, udtalelser, udskrifter fra sygehus- eller lægejournaler, kopi af akter i en sag eller ved udskrift eller indsigt i registre.

Retsligt forhør

114. Hvis de sociale myndigheder har anmodet om oplysninger, har myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sundhedspersoner og pengeinstitutter m.fl. som anmodningen er stilet til, pligt til at udlevere de nødvendige oplysninger til de sociale myndigheder. Hvis oplysningerne ikke bliver udleveret, kan de sociale myndigheder bede om, at der bliver foretaget retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, jf. § 11 a, stk. 1, 3. pkt. Myndigheden kan herefter indkalde en repræsentant for en anden offentlig myndighed, en sundhedsperson eller andre omfattet af oplysningspligten i § 11 a til afhøring i retten, hvis vedkommende nægter at udtale sig til de sociale myndigheder. Det er kun repræsentanter for de myndigheder m.v., der specifikt er nævnt i § 11 a, der kan indkaldes til retsligt forhør.

Borgeren, der ansøger om en ydelse, kan ikke indkaldes til retsligt forhør.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om?

115. Myndigheden kan kun indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, om den, der søger om eller får hjælp. Myndigheden kan ikke efter denne bestemmelse indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle eller andre. Se punkt 132 om mulighederne for at indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle efter forvaltningsloven, punkt 133 om § 11 a, stk. 2, og punkt 135 om § 11 c, stk. 3. Se endvidere punkt 109 om indhentelse af oplysninger om andre. Der er desuden mulighed for at indhente oplysninger om ansøgerens ægtefælle i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Herudover gælder en række særlige regler om indhentning af oplysninger i Udbetaling Danmark-loven. Der henvises til punkt 108.

Borgeren skal give samtykke til at oplysningerne indhentes

116. Myndigheden kan kun indhente oplysningerne efter § 11 a med forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, medmindre der er tale om en sag, hvor loven specifikt giver mulighed for at fravige kravet om samtykke, jf. § 11 c og § 11 a, stk. 2-4 (se kapitel 16 og punkt 125-131). Myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 12, nr. 3. Se punkt 176 og kapitel 15 om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Kravet til samtykket

117. Samtykket efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, skal være tilstrækkeligt præcist til, at borgeren ved, hvilke typer oplysninger der vil blive indhentet, hvem de vil blive indhentet fra, og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Myndigheden kan ikke nøjes med at indhente et generelt samtykke, hvor borgeren skriver under på, at myndigheden kan indhente oplysninger, der er relevante eller nødvendige for sagen. (et konkretiseret samtykke). Det er forudsat i lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 138 2002/1).

I de tilfælde, hvor oplysningerne ville kunne indhentes efter forordningen uden samtykke, men hvor et krav om samtykke følger af retssikkerhedslovens § 11 a, jf. også punkt 108, gælder retssikkerhedslovens regler med hensyn til samtykket. Det vil som udgangspunkt være tilfældet, når en myndighed skal indhente oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag om hjælp efter den sociale lovgivning, fra andre myndigheder om den, der ansøger om eller modtager hjælp.

I situationer, hvor et samtykke anvendes som behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningen , gælder forordningens krav til samtykke. Ved samtykke efter databeskyttelsesforordningen forstås ”enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger vedrørende den pågældende gøres til genstand for behandling”. (udtrykkeligt samtykke). Dette samtykkekrav er nærmere beskrevet i Datatilsynets og Justitsministeriets vejledning fra 2017 om samtykke. Vejledningen kan findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk. Det er et krav for et gyldigt samtykke, at den dataansvarlige informerer om muligheden for at trække samtykket tilbage, inden samtykket afgives.

Ankestyrelsens principafgørelse R-12-06:
En kommune var berettiget til at anmode en mand om at underskrive en samtykkeerklæring for at kunne indhente relevante lægelige oplysninger til brug for kommunens vurdering af hans fravær fra aktivering. Erklæringen var formuleret således, at der blev givet samtykke både til indhentelse og afgivelse af oplysninger. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde informeret manden om formålet med at indhente hans samtykke alene var at kunne indhente oplysninger. Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at såfremt kommunen ønskede at benytte den samme blanket i forbindelse med samtykke til såvel indhentelse som videregivelse af oplysninger, burde kommunen efter Ankestyrelsens opfattelse uddybe blanketten med henblik på anvendelse i de to forskellige situationer.

Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. Se også punkt 108 om notatpligt, hvis samtykket ikke gives skriftligt.

Borgere, der ikke selv kan give samtykke

118. Hvis borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke, skal myndigheden indhente samtykke fra en værge eller en fremtidsfuldmægtig. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan kun afgive samtykke efter § 11 a, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende, dvs. hvis familiemedlemmet er beskikket som værge eller en fremtidsfuldmagt til familiemedlemmet er sat i kraft.

Hvis der ikke er etableret værgemål eller fremtidsfuldmagt, skal der søges etableret et personligt værgemål efter værgemålsloven. Såvel kommunen som de nærmeste kan tage initiativ til, at der etableres værgemål.

Se punkt 59 og 60 med nærmere information om værgemål og punkt 61 om fremtidsfuldmagter.

Helbredsoplysninger

119. Som hovedregel må myndighederne kun indhente helbredsoplysninger, herunder oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

120. Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling af patienter findes bl.a. i § 43 i sundhedsloven.

Hovedreglen er, at sundhedspersonen kun må videregive fortrolige oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen, jf. sundhedslovens § 43, stk. 1.

Det følger dog af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det indebærer, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger til en myndighed, f.eks. en kommune, hvis kommunen – i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 – efter borgerens forudgående samtykke forlanger, at sundhedspersonen giver kommunen oplysninger om den pågældende borger. Det er således ikke nødvendigt i den situation, at sundhedspersonen indhenter et (yderligere) samtykke efter sundhedslovens § 43, stk. 1. Sundhedspersonen kan desuden videregive oplysninger i medfør af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvis kommunen med hjemmel i retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c, anmoder en sundhedsperson om oplysninger uden samtykke fra borgeren.

Det bemærkes, at den indhentende myndighed i almindelighed skal have forsøgt at indhente borgerens samtykke.

Det bemærkes endvidere, at myndigheden kun kan forlange de oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen, jf. § 11 a, stk. 1, og § 11 c.

Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at der kun er pligt til at videregive de oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Det indebærer, at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, skal disse oplysninger frasorteres, idet de ikke må videregives. Såfremt der er tale om videregivelse af oplysninger på baggrund af patientens samtykke til kommunen, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, skal sundhedspersonen desuden sikre sig, at samtykket til kommunen omfatter de oplysninger, som sundhedspersonen bliver anmodet om at videregive.

121. Praktiserende læger, øjenafdelinger på sygehuse, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Synsregistret, som føres af Kennedy Centret, jf. § 153 a i serviceloven. Kennedy Centret kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive disse oplysninger til relevante social-, sundheds-, og undervisningsmyndigheder. Regler herom findes i bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til og fra Synsregistret, der føres af Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik (KISØ) (bekendtgørelse nr. 372 af 17. april 2007).

Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger?

122. Det er de myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger. Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven. Det vil sige, at kommunerne, Udbetaling Danmark og Ankestyrelsen kan indhente oplysninger i henhold til bestemmelsen. Det samme gælder, når Familieretshuset behandler sager efter servicelovens § 131 om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

Indhentning af samtykke i klagesager og visse sager, der behandles af Udbetaling Danmark

123. Samtykke til brug for behandling af klagesager og sager om pension til borgere med bopæl i udlandet, der behandles i Udbetaling Danmark, kan indhentes på en særlig måde.

Efter § 11 a, stk. 6, kan Ankestyrelsen i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, meddele borgeren, at styrelsen om nødvendigt vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger efter § 11 a, stk. 1, til brug for sagsbehandlingen. Borgeren får herefter en frist til at gøre indvendinger mod dette. Hvis de nævnte myndigheder ikke får en indsigelse, kan myndighederne herefter indhente oplysningerne. Oplysninger, som indhentes efter denne praksis, sendes til partshøring efter forvaltningslovens regler.

Tilsvarende gælder ved Udbetaling Danmarks behandling af pensionssager for borgere med bopæl i udlandet.

For Ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager m.v. fremgår samme regel af § 16 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen.

124. Hvis der gøres indsigelse, respekteres dette, men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag efter § 11 b om den processuelle skadevirkning, medmindre samtykkekravet kan fraviges efter § 11 c. Se punkt 138-142 og punkt 145 om den processuelle skadevirkning og adgangen til at forlange at få oplysninger fra andre om borgeren uden borgerens samtykke.

Økonomiske oplysninger kræver ikke samtykke

125. § 11 a, stk. 2, giver myndighederne mulighed for at kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser til brug for behandling af en enkelt sag eller til brug for kontrol af en enkelt eller flere sager.

Ved en generel søgning kan kommunen foretage en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som der ikke er ret til samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse.

Kommunen skal opfylde oplysningspligten efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, når den indhenter personoplysninger fra andre end borgeren. Kommunen skal opfylde oplysningspligten efter forordningens artikel 13, når personoplysninger indhentes fra borgeren selv.

Kommunen skal endvidere opfylde oplysningspligten efter forordningens artikel 13, stk. 3, når oplysninger, som er indhentet fra borgeren selv benyttes til andre formål, end det eller de formål, oplysningerne er indhentet til og efter artikel 14, stk. 4, hvis personoplysningerne ikke er indhentet fra borgeren selv.

Oplysninger om økonomiske forhold kan efter § 11 a, stk. 2, kun indhentes fra andre myndigheder og fra arbejdsløshedskasser. Om oplysninger til brug for stikprøvekontrol i pensionssager se dog punkt 129.

126. Myndigheden kan, ud over at indhente oplysninger om ansøgerens eller ydelsesmodtagerens økonomiske forhold, indhente oplysninger om en ægtefælles, en samlevers eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold. Se punkt 132-134 om nødvendige oplysninger om andre end ansøgeren selv. Oplysninger om ægtefællers, samleveres eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold kan alene indhentes efter § 11 a, stk. 2, når oplysningerne er nødvendige ved behandlingen af ansøgerens sag eller til brug for generel kontrol.

Som eksempel kan nævnes, at det følger af lov om individuel boligstøtte, at støtten beregnes på grundlag af summen af ansøgerens og dennes husstandsmedlemmers indkomster. Som medlemmer af husstanden medregnes efter boligstøtteloven ansøgeren, dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være logerende. I sager efter boligstøtteloven vil oplysninger om sådanne personers økonomiske forhold derfor kunne indhentes uden samtykke efter § 11 a, stk. 2.

127. Oplysninger om økonomiske forhold kan også indhentes fra en anden kommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Det betyder f.eks., at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en borger flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, mens borgeren søger hjælp i tilflytningskommunen.

128. Indhentningen af økonomiske oplysninger kan ske uden samtykke fra borgeren, både ved sagens start og ved senere opfølgning i sagen. Borgeren skal ved ansøgningen skriftligt oplyses om adgangen til at indhente økonomiske oplysninger uden samtykke, jf. § 12, nr. 1 (se punkt 176). Der henvises også til databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 3, og 14, stk. 4.

§ 12 i Udbetaling Danmark-loven giver mulighed for at indhente og samkøre ikke-følsomme oplysninger og er ikke kun begrænset til oplysninger om økonomiske forhold. Der kan desuden indhentes oplysninger om alle relevante persongrupper. § 12 a i Udbetaling Danmark-loven finder også anvendelse ved registersamkøring i kontroløjemed i Udbetaling Danmark for så vidt angår kommunale ydelsesområder. Der henvises til punkt 137.

Stikprøvekontrol i pensionssager

129. Efter § 11 a, stk. 3, kan kommunen herudover uden samtykke fra borgeren forlange at få nødvendige oplysninger om økonomiske forhold fra pengeinstitutter og arbejdsgivere til brug for stikprøvekontrol i sager om lov om social pension.

Oplysningerne kan indhentes, uden at der foreligger en konkret mistanke om misbrug eller fejludbetalinger i sager, der udtages til stikprøvekontrol.

Det er alene oplysninger om pensionisten selv – men ikke om dennes ægtefælle eller samlever – der kan indhentes til brug for stikprøvekontrollen. Oplysninger om en eventuel ægtefælle eller samlevers indkomst og formue kan således alene indhentes uden samtykke efter andre bestemmelser, f.eks. § 11 a, stk. 2, eller efter bestemmelser fastsat i anden lovgivning, f.eks. databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven eller lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i § 11 a, stk. 3, betyder, at pengeinstitutternes udlevering af nødvendige oplysninger til kommunerne, vil blive betragtet som berettiget, jf. lov om finansiel virksomhed.

Kommunernes stikprøvekontrol skal foretages ud fra objektive og lovlige kriterier, f.eks. cpr-nummer, alder, tilkendelsestidspunkt for pension eller pensionstype. Dette følger af princippet om ligebehandling og forbuddet mod direkte og indirekte usaglig sagsbehandling.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til, at pengeinstitutter og arbejdsgivere udleverer nødvendige oplysninger om indkomst- og formueforhold. Dette krav svarer til forpligtelsen til at udlevere oplysninger efter § 11 a, stk. 1, dog med den undtagelse, at myndigheden ikke i forhold til oplysninger efter § 11 a, stk. 3, kan forlange, at der foretages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

§ 11 a, stk. 3, giver kommunerne mulighed for at indhente nødvendige økonomiske oplysninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter, der kan belyse indkomst- og formueforhold. Det kan være oplysninger fra arbejdsgivere om personlig indkomst, der ikke indgår i eIndkomstregistret, f.eks. udbetaling af engangsvederlag fra arbejdsgivere. Og det kan være oplysninger fra pengeinstitutter om enkeltstående dispositioner på den enkelte konto, der kan anvendes til at belyse, om pensionisten har uoplyst formue eller uoplyste indtægter, herunder indtægter fra udlandet.

Derimod giver bestemmelsen ikke hjemmel til at kommunerne ved stikprøvekontrol uden samtykke kan undersøge andre forhold end pensionistens økonomiske forhold, der kan have betydning for pensionen.

Andre forhold end oplysninger om økonomiske forhold, f.eks. oplysninger om helbred m.v., kan fortsat alene undersøges uden samtykke fra borgeren, hvis retssikkerhedsloven i øvrigt giver hjemmel til det. Det kan være i tilfælde, hvor der opstår en konkret mistanke om, at pensionisten modtager ydelsen med urette, og der derfor indledes en tilbagebetalingssag (se punkt 149-168).

Det fremgår udtrykkeligt af § 11 a, stk. 3, at kommunerne alene kan indhente oplysninger, der er nødvendige (se punkt 109 og 110). Dette er en understregning af, at kommunerne ved indhentning og behandling af personoplysninger efter bestemmelsen, skal følge proportionalitetsprincippet i databeskyttelsesforordningen, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles, jf. punkt 109.

I forbindelse med en anmodning efter § 11 a, stk. 3, skal kommunen ved anmodningen om udlevering af oplysninger præcisere, hvilke oplysninger kommunen har brug for, således at der kun udleveres oplysninger, der kan belyse indkomst- og formueforhold, som er nødvendige og relevante for den type pension og de tillæg, som den enkelte pensionist modtager.

Relevante oplysninger om indtægtsforhold, der kan indhentes fra pengeinstitutter, kan for modtagere af folkepension og førtidspension f.eks. være løbende indsættelser på pensionistens bankkonti fra Danmark og udlandet eller indbetalinger af større engangsbeløb.

I forhold til efterfølgende kontrol af opgørelse af formue og fastlæggelse af tillægsprocenten, kan det være relevant at fremskaffe oplysninger om enkeltstående dispositioner på pensionistens bankkonti i månederne før og efter årsskiftet. Større beløb, der bliver hævet og indsat igen efter et stykke tid, kan være et tegn på, at pensionisten bevidst forsøger at omgå betingelserne i pensionsloven om, at helbredstillæg og den supplerende pensionsydelse for folkepensionister alene kan udbetales, hvis pensionisten og dennes eventuelle ægtefælles eller samlevers formue pr. 1. januar er under formuegrænsen, som er fastsat i pensionsloven.

Det kan aldrig blive betragtet som relevant og nødvendigt for kommunen at få oplysninger om transaktioner fra borgerens bankkonti om almindelige løbende forbrug eller at indhente et kontoudtog i sin helhed.

§ 11 a, stk. 3, giver adgang til at sammenstille de oplysninger, der kan indhentes efter bestemmelsen, med andre oplysninger om økonomiske forhold i den enkelte pensionssag.

Der er ikke efter § 11 a, stk. 3, et krav om, at kommunen skal forsøge at indhente samtykke, som det er tilfældet efter § 11 c, stk. 4 (se punkt 147). Kommunen har dog efter databeskyttelsesforordningen som udgangspunkt pligt til efterfølgende at gøre pensionisten bekendt med, at der er indhentet oplysninger til brug for stikprøvekontrol, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14.

Hvis en stikprøvekontrol giver anledning til yderligere undersøgelser, skal der foretages en partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, ligesom regler for at indhente oplysninger i tilbagebetalingssager jf. § 11 c, stk. 1, nr. 4, og anden relevant lovgivning skal følges.

Efter § 5 i Udbetaling Danmark-loven og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 a, stk. 3, tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v. Udbetaling Danmark udbetaler førtidspension og folkepension og opgør formuen samt borgerens tillægsprocent.

Oplysninger fra eIndkomstregistret

130. Efter § 7 i lov om et indkomstregister kan blandt andet kommunale og statslige myndigheder få terminaladgang til oplysninger i eIndkomstregistret. Dette kræver dog, at den pågældende myndighed i henhold til anden lovgivning kan få terminaladgang til den pågældende type oplysninger i indkomstregistret.

Myndighederne får terminaladgang til de oplysninger, der indhentes efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 2, i indkomstregistret, i det omfang sådanne oplysninger findes i registret.

§ 11 a, stk. 5, giver ikke myndighederne en udvidet adgang til at indhente oplysninger uden samtykke, men fastsætter blot en klar hjemmel til at indhente oplysninger også fra indkomstregistret.

Myndighederne skal i videst muligt omfang indhente nødvendige oplysninger om løn, overførselsindkomster, private pensioner og andre indkomster fra indkomstregistret. Det samme gælder oplysninger om arbejdsomfang (løntimer) og lønperioder. Bestemmelsen indebærer, at myndighederne skal anvende oplysningerne fra indkomstregistret, hvis de findes der, frem for at indhente oplysningerne fra andre myndigheder, arbejdsgivere, borgeren selv eller andre. Oplysninger om ferieforhold skal dog indhentes fra FerieKonto (se punkt 131).

Oplysninger om ferieforhold

131. Udover økonomiske oplysninger, bl.a. oplysninger om optjente feriepenge, giver § 11 a, stk. 2, adgang til, at kommunerne uden samtykke kan kræve oplysninger om ferieforhold generelt. Med ferieforhold forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 108 2010/1) optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetaling af feriepenge. Oplysningerne kan indhentes til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol. Der henvises til punkt 125-128.

Adgang til oplysninger efter § 11 a, stk. 2, om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetalinger af feriepenge, som er registreret i Feriekonto, skal efter § 11 a, stk. 4, ske via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed.

Pligten til at få adgang til oplysninger fra FerieKonto om udbetaling af feriepenge m.v. via FerieKontos digitale adgang udelukker ikke, at kommunen kan anmode borgeren om at oplyse om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelsen af ferie samt udbetalinger af feriepenge.

Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere

132. Hvis betingelserne i de enkelte sociale love kræver, at myndigheden indhenter oplysninger om andre end den borger, der søger om eller får hjælp, f.eks. om borgerens ægtefælle eller samlever, vil oplysninger om disse personer ikke kunne indhentes efter § 11 a, stk. 1 (se punkt 115). Myndigheden kan dog fortsat indhente oplysninger om borgerens ægtefælle eller samlever efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder, der findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk.

Som udgangspunkt vil en redegørelse om borgerens ægtefælles eller samlevers forhold, der har betydning for tildeling af hjælp, komme fra den borger, der søger om eller får hjælp. Får myndigheden brug for at undersøge ægtefællens eller samleverens forhold nærmere, kan myndigheden indhente oplysninger om den pågældende efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler, samt efter andre særlove, eller bede ægtefællen eller samleveren om selv at fremskaffe den fornødne dokumentation for nærmere angivne forhold.

Ankestyrelsens principafgørelse P-20-02:
Klageinstansen havde ret til at afvise at realitetsbehandle samleverens klage over socialforvaltningens indhentelse af oplysninger om hendes formueforhold i forbindelse med behandling af en ansøgning om helbredstillæg fra den pensionist, der boede sammen med hende.
Socialforvaltningen var berettiget til at indhente oplysninger om samleverens formueforhold uden dennes samtykke.
Socialforvaltningen havde dog pligt efter persondataloven til at oplyse samleveren om, at kommunen behandlede oplysninger om hende. Socialforvaltningen burde derfor have givet samleveren klagevejledning til Datatilsynet.

133. Oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold for ægtefæller, samlevere og andre husstandsmedlemmer kan indhentes efter § 11 a, stk. 2 (se punkt 125-128 og punkt 130). Se også punkt 137 om kapitel 3, herunder §§ 12 og 12 a i Udbetaling Danmark-loven.

134. Der gælder særlige regler ved behandlingen af sager om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. I disse sager kan myndigheden forlange at få oplysninger om ægtefæller eller samlevere. Dette er særligt reguleret i § 11 c, stk. 3. Myndighederne kan indhente oplysningerne uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren, jf. § 11 c, stk. 3, i disse sager. Myndigheden kan ikke kun indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og ægtefællen eller samleveren i en børnesag, men kan herudover indhente oplysninger fra private, jf. § 11 c, stk. 2 og 3. Dette kan ligeledes ske uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren. Myndigheden skal dog altid forsøge at indhente samtykke fra ægtefællen eller samleveren til at indhente oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 4. Der henvises i øvrigt til punkt 171-175.

Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren

135. Når kommunen indhenter oplysninger om ægtefællen eller samleveren, skal denne gives meddelelse om det efter artikel 14 i databeskyttelsesforordningen, jf. Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder. Det gælder, uanset om oplysningen om ægtefællen eller samleveren indhentes efter retssikkerhedsloven eller databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen.

Kommunernes muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke i beskæftigelsessager

136. Ud over mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at kommunerne uden samtykke fra borgeren kan kræve visse andre oplysninger efter § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol.

Kommunen kan ud over de tilfælde, der er omfattet af retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c og § 50 i integrationsloven, i visse tilfælde kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven, og dennes ægtefælle eller sambo.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve oplysninger fra arbejdsgivere om løn- og beskæftigelsesperioder m.v. samt oplysninger om pensionsforhold m.v. fra pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter. Oplysningerne indhentes med henblik på at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve andre oplysninger end oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder og fra arbejdsløshedskasserne. Oplysningerne kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at modtage ydelser er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Oplysningerne kan indhentes, selv om borgeren, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne findes i indkomstregisteret, skal kommunen indhente oplysningerne herfra.

Udbetaling Danmarks muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven

137. Ud over mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at Udbetaling Danmark uden samtykke fra borgeren kan forlange visse andre oplysninger efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven.

Udbetaling Danmark kan ved administrationen af sine sagsområder efter § 1 forlange at få nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser i elektronisk form og indhente nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra udenlandske myndigheder i elektronisk form med henblik på samkøring og sammenstilling i kontroløjemed uden samtykke fra borgeren eller arbejdsgiveren til brug for kontrol af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol af ansøgere eller modtagere af kontante ydelser eller økonomiske tilskud.

Kapitel 15

Konsekvensen, når borgeren ikke medvirker – processuel skadevirkning

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

Borgerens medvirken er frivillig

138. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke, f.eks. ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndighederne skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel, at myndigheden får de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke – heller ikke i ansøgningssager – af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke efter § 11 a eller § 11 c. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu er i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er lovfæstet i § 11 b. Det følger ligeledes af databeskyttelsesforordningens artikel 21, at borgeren til enhver tid – af grunde der vedrører den pågældendes særlige situation – har ret til at gøre indsigelse imod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling baseret på artikel 6, stk. 1, litra e eller f. Disse bestemmelser gælder når e) behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt og f) behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn. Hvis indsigelsen er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger. Borgeren bør gøres opmærksom på, hvilke oplysninger der mangler for at kunne træffe afgørelsen, og hvordan de eventuelt kan skaffes. Nærmere om databeskyttelsesforordningens regler, herunder artikel 21 se Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder. Vejledningen findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk.

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.

Myndigheden kan i øvrigt ikke kræve, at borgeren selv indhenter oplysninger, som det vil være særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe. Myndigheden kan heller ikke kræve, at borgeren skal indhente oplysninger, som vil kræve, at borgeren har særlige forudsætninger, eller at borgeren skal have hjælp fra sagkyndige. Myndigheden må ikke give borgeren det indtryk, at straffebestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan bruges til at tvinge borgeren til at medvirke til sagens oplysning. Straffebestemmelsen er beskrevet i kapitel 20.

Efter § 5 i Udbetaling Danmark-loven og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 b tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v.

Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag

139. Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig f.eks. om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Konsekvensen kan også være, at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

140. Myndighederne kan ikke give afslag på hjælp eller stoppe allerede bevilget hjælp med henvisning til den processuelle skadevirkning, alene fordi borgeren ikke vil medvirke til at oplyse sagen. Myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglende oplysning(er) har i forhold til den sag, der skal tages stilling i.

Myndigheden skal være opmærksom på, at borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i nogle tilfælde i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

141. Den processuelle skadevirkning gælder ikke, hvis det følger af reglerne, at princippet skal fraviges. Det gælder i sager, hvor myndighederne har pligt til at reagere og træffe afgørelse, fordi der er vægtigere hensyn at tage end hensynet til borgerens selvbestemmelse (se punkt 145-148). Der kan f.eks. være tale om uanmodet tilkendelse af førtidspension til en borger med alvorlig sindslidelse eller uanmodet tilkendelse af praktisk hjælp i hjemmet til en borger, som på grund af svær demens samler på affald og opbevarer det i boligen.

142. Udgangspunktet om processuel skadevirkning anvendes heller ikke, hvis en myndighed efterspørger oplysninger hos en ansøger om mulige strafbare forhold, se principperne i FOU 1999.299.

Borgeren er ikke forpligtet til at give oplysninger, hvis afgivelse af oplysningerne indebærer, at borgeren derved tvinges til at belaste sig selv med oplysninger om at have begået strafbare forhold. Oplysningspligten skal ses i sammenhæng med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2013.4:
En kommune modtog en anonym anmeldelse om, at en kvinde, der modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”, levede i et ægteskabslignende forhold. Som følge af anmeldelsen undersøgte kommunen kvindens forhold. I den forbindelse fik kommunen kvindens accept af, at kommunen indhentede en større mængde kontoudtog fra hendes bank for at undersøge hendes økonomiske forhold nærmere. Dette medførte, at banken opkrævede kvinden et gebyr på 500 kr.
Efter at have undersøgt kvindens forhold nærmere traf kommunen afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale ordinært og ekstra børnetilskud samt boligydelse for en periode. Senere traf kommunen også afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale for meget modtaget pension for samme periode. Det sociale nævn stadfæstede disse afgørelser. Som begrundelse for afgørelserne henviste myndighederne til, at de vurderede, at kvinden i den pågældende periode ikke havde været reelt enlig, og at hun havde modtaget for høje ydelser mod bedre vidende.
Ombudsmanden var enig i, at begrebet ”enlig” skulle forstås på samme måde i børnetilskudsloven og pensionsloven. Han fandt dog, at det var uheldigt, at afgørelserne gav indtryk af, at det var den samme vurdering, myndighederne skulle foretage for at fastslå, om tilbagebetalingsbetingelserne i børnetilskuds- og boligstøtteloven var opfyldt. Efter at have undersøgt sagen anså ombudsmanden det for en fejl, at kommunen ikke havde været opmærksom på overholdelsen af reglerne i § 10, stk. 3, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Derudover vurderede ombudsmanden, at kvinden ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt i forbindelse med sagen. Endvidere havde ombudsmanden en række bemærkninger vedrørende enkelte af de konkrete forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, herunder myndighedernes brug af den anonyme anmeldelse.
Desuden mente ombudsmanden, at sagens forløb rejste berettiget tvivl om, hvorvidt kvinden havde modtaget de pågældende ydelser ”mod bedre vidende”. Endelig var det ombudsmandens opfattelse, at kommunen ikke havde tilstrækkelig hjemmel til at kræve, at bankgebyret skulle betales af kvinden.
Folketingets Ombudsmands udtalelse FOU 2012.8:
En kommune modtog en anonym henvendelse om en kvinde, som modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”. Ifølge den anonyme henvendelse levede kvinden i et ægteskabslignende forhold. Kommunen indkaldte kvinden til et møde ”om de sociale ydelser, du modtager og har ansøgt om”. Under mødet blev kvinden gjort bekendt med den anonyme henvendelse og bedt om at redegøre for sine forhold. Kommunen undersøgte sagen nærmere og holdt endnu et møde med kvinden. Det andet møde blev kaldt ”partshøring”. Herefter traf kommunen afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til en række sociale ydelser, og at ydelser, hun allerede havde modtaget, skulle betales tilbage.
Efter en konkret vurdering af de forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, da de afgjorde sagen, mente ombudsmanden, at sagen på en række punkter ikke var tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor var væsentlige mangler ved sagsoplysningen.
Ombudsmanden lagde til grund, at kommunen havde haft en ”mistanke”, sådan som det er beskrevet i § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Kommunen skulle derfor have vejledt kvinden om, at hun ikke havde pligt til at give oplysninger, som kunne have betydning for bedømmelsen af den formodede strafbare lovovertrædelse.

Borgeren skal have skriftlig besked om konsekvenserne af den manglende medvirken (se punkt 176). Det bør udtrykkeligt fremgå, at behandling af sagen på det foreliggende grundlag som hovedregel vil betyde, at borgerens ansøgning ikke (fuldt ud) imødekommes, eller at den tildelte ydelse (helt eller delvis) vil blive bragt til ophør.

Udgifter ved sagernes behandling

143. Myndighederne betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport og lignende, som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 19. Når myndigheden anmoder borgeren om at medvirke til undersøgelser m.v., bør myndigheden oplyse, hvilke udgifter myndigheden dækker.

Helhedsvurderingen og borgerens medvirken

144. Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt f.eks. i de situationer, hvor ansøgeren har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene og lignende. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, herunder om at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Borgerens medvirken har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

Kapitel 16

Sager, der kan oplyses uden borgerens medvirken

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 6, fraviges i sager om
1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i lov om social service,
2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag uden at den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, i lov om social pension,
3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
4) tilbagebetaling af sociale ydelser,
5) indstilling til Familieretshuset om at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter § 129 a i lov om social service og
6) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:
a) Cpr-nummer.
b) Hjemmel til udgiften.
c) Udgiftens elementer.
d) Antal af enheder.
Stk. 2-3. […]
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Betingelser for at fravige kravet om samtykke

145. Kravet om, at borgeren skal give samtykke, inden myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 a, kan fraviges i følgende kategorier af sager, jf. § 11 c:

Sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i serviceloven.

Sager, hvor myndigheden selv rejser sag om tildeling af pension efter pensionslovens § 17.

Sager om frakendelse af førtidspension tilkendt efter pensionslovens regler, der gælder fra 1. januar 2003 og nedsættelse eller frakendelse af pension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003, se førtidspensionsloven (gammel).

Sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.

Sager om indstilling til Familieretshuset om at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 a.

Sager om mellemkommunal refusion.

I disse sagstyper er der vægtigere hensyn end at holde fast i borgerens selvbestemmelse. Der er derfor en adgang til at indhente oplysninger uden samtykke i disse sager.

146. I sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, hvor der kan påbegyndes en sag eller træffes afgørelse uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgshensyn til barnet eller den unge, således at kommunen efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, kan indhente nødvendige oplysninger til brug for sagens behandling. Børnefaglige undersøgelser af børn og unge efter servicelovens § 50 skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der gælder imidlertid ikke et krav om samtykke fra parterne til gennemførelse af en sådan undersøgelse. I sådanne sager kan samtykkekravet i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, også fraviges. De myndigheder og personer, der er nævnt i § 11 a, stk. 1, har hermed pligt til at afgive de oplysninger, der kræves til brug for sagen også selv om samtykke ikke foreligger.

I sager efter pensionslovens § 17, hvor myndigheden kan rejse sag, uanset om borgeren ønsker det, f.eks. i forhold til en borger uden sygdomserkendelse, har myndigheden ligeledes mulighed for at undersøge sagen uden borgerens samtykke. Det kan f.eks. være for at finde ud af, om borgeren er berettiget til pension, fordi vedkommende på længere sigt ikke kan forsørge sig selv på grund af sin sygdom.

Det kan også være nødvendigt at fravige kravet om samtykke i sager om frakendelse af pension efter pensionslovens § 44, hvor myndigheden skal træffe afgørelse, hvis der sker en væsentlig forbedring af pensionistens arbejdsevne.

Også i tilbagebetalingssager kan det være nødvendigt at indhente oplysninger uden samtykke.

Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke

147. Myndigheden skal altid forsøge at indhente samtykke fra borgeren til, at oplysningerne kan indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. Dette gælder alle sager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, hvorefter kravet om samtykke kan fraviges.

Forsøg på aktuelt at indhente samtykke kan dog efter en konkret vurdering undlades, hvis myndigheden allerede på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet forgæves har forsøgt at indhente samtykke, og myndigheden derfor har en formodning om, at samtykke igen vil blive nægtet, eller hvis borgeren allerede fra sagens begyndelse generelt har vist en stærk modvilje mod at medvirke i sagen.

Det skal bemærkes, at myndigheden i de tilfælde, hvor myndigheden indhenter oplysninger uden samtykke efter § 11 c, efterfølgende skal foretage partshøring af borgeren ioverensstemmelse med forvaltningslovens regler. Der skal endvidere gives oplysning efter databeskyttelsesforordningen om databehandlingen.

Der skal være en grund til, at myndigheden påbegynder en sag

148. § 11 c kan først bruges, hvis der er grundlag for at påbegynde en egentlig sag, der er omfattet af en af de typer af sager, der er nævnt i § 11 c. Det vil i praksis – bortset fra i sager om mellemkommunal refusion – sige, at myndigheden skal have oplysninger, der peger på, at der er grundlag for en sag, f.eks. fordi myndigheden har fået oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller har fået en underretning f.eks. efter servicelovens §§ 152-154. Disse oplysninger skal noteres i sagen, jf. offentlighedslovens § 13.

Tilbagebetalingssager

149. Der kan blive tale om tilbagebetaling i sager, hvor en borger uberettiget og mod bedre vidende har modtaget en social ydelse, fordi vedkommende ikke har opfyldt sin oplysningspligt over for myndigheden. Ved tilbagebetaling forstås alle tilfælde, hvor en allerede udbetalt ydelse helt eller delvis kræves retur. Såkaldt efterregulering, hvorved for meget udbetalt ydelse modregnes i fremtidige ydelser, er også udtryk for tilbagebetaling, og kan kun gennemføres under de betingelser, de enkelte love fastsætter herfor.

Reglerne om borgerens pligt til at medvirke og konsekvenserne af manglende medvirken (se punkt 139-142) gælder ikke for tilbagebetalingssager. Det er således myndighedens opgave at tilvejebringe det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for et tilbagebetalingskrav efter de retningslinjer, som er beskrevet nedenfor i punkt 150-168.

Urigtige oplysninger

150. §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven skal sikre, at myndighederne kan indhente relevante oplysninger om borgeren til brug for sagsbehandlingen, således at borgeren får den eller de ydelser, som borgeren har krav på. Et andet formål med reglerne er at sikre, at sociale ydelser kun udbetales til de borgere, som opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen, og som derfor er berettiget til at modtage hjælpen. Myndighederne skal derfor kunne afgøre, om de oplysninger, som borgeren kommer med, er korrekte og pålidelige. Det gælder både, når borgeren første gang ansøger om hjælp, og når myndigheden senere følger op på sagen.

Retssikkerhedsloven varetager på den ene side hensynet til, at myndighederne på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag kan tildele hjælp til de borgere, der er berettiget til at modtage den, men på den anden side også hensynet til, at myndighederne kan gribe ind, hvis de har en konkret formodning om, at borgeren bevidst har givet myndigheden urigtige oplysninger, og derfor har modtaget en eller flere sociale ydelser med urette.

I Udbetaling Danmark-loven er der fastsat særlige regler om kommunernes og Udbetaling Danmarks samarbejde og pligt til at udveksle oplysninger til brug for vurderingen af, om der evt. skal påbegyndes en tilbagebetalingssag. Herudover indeholder loven regler om, at kommunen efter anmodning skal bidrage med at oplyse sager på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen er i den forbindelse omfattet af de samme beføjelser til at oplyse sagen, som hvis kommunen havde varetaget opgaven på sit eget sagsområde, det vil sige efter de retningslinjer, der blandt andet fremgår af denne vejledning.

Udbetaling Danmark-loven indeholder herudover regler om, at Udbetaling Danmark kan foretage registersamkøringer i kontroløjemed på en række kommunale ydelsesområder. Kommunerne har ansvaret for den videre oplysning af en sag, hvor en registersamkøring hos Udbetaling Danmark viser, at der er grundlag for at undersøge sagen nærmere og herefter evt. påbegynde en sag om tilbagebetaling.

Pligt til at rejse sag

151. Myndigheden har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis borgeren har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Myndighedens oplysning af sagen er i disse tilfælde afgørende for, om myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse.

Myndigheden kan f.eks. ved henvendelse fra andre borgere komme i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at en borger ikke (længere) er reelt enlig. Myndigheden har i disse tilfælde pligt til at undersøge sagen nærmere. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om borgeren fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse, og ved vurderingen af, om borgeren i en forudgående periode har modtaget ydelsen, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og borgeren derfor måske skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Ond tro

152. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling i sager, hvor borgeren har vildledt myndigheden, fremgår af de enkelte sociale love, f.eks. § 42, stk. 1, i pensionsloven. Betingelserne i de forskellige love er dog de samme. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er for det første, at ydelsen skal være modtaget med urette. Den anden betingelse er, at borgeren har været i ond tro om de oplysninger, som borgeren f.eks. har tilbageholdt over for myndigheden. Kravet om, at ydelsen er modtaget med ”urette” betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af ydelsen og den forkerte eller mangelende oplysning. Begge betingelser skal være opfyldt for at kunne kræve tilbagebetaling. Ond tro betyder, at borgeren vidste eller burde vide, at myndighedens grundlag for at udbetale ydelser var forkert.

153. En myndighed har pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling, hvis myndigheden har en begrundet formodning om, at borgeren i en periode har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Det skyldes, at myndighederne kun har hjemmel til at tildele ydelser til de borgere, der opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen.

Sagen skal oplyses

154. Hvis myndigheden påbegynder en tilbagebetalingssag, kan det forekomme, at borgeren ikke giver samtykke til, at myndigheden undersøger sagen nærmere ved at forlange oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden har dog pligt til at oplyse sagen, således at afgørelsen om tilbagebetaling træffes på et forsvarligt grundlag. Myndigheden vil være nødsaget til at oplyse sagen uden borgerens samtykke. I disse sager vægter hensynet til kontrol med udbetalingen af sociale ydelser tungere end hensynet til borgerens selvbestemmelse. Myndigheden skal efter § 12 skriftligt orientere borgeren om adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke (se kapitel 17).

Der findes særlige regler i § 10 i Udbetaling Danmark-loven, der giver Udbetaling Danmark mulighed for at indhente oplysninger uden samtykke fra borgeren med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at påbegynde en egentlig tilbagebetalingssag.

Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager

155. Myndigheden kan ikke uden videre forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke i sager, hvor der er en formodning for, at borgeren har modtaget ydelsen med urette og mod bedre vidende.

Myndigheden kan kun forlange at få oplysninger uden samtykke, når det må formodes at være nødvendigt for at kunne træffe en afgørelse om tilbagebetaling på et forsvarligt grundlag. Om det er nødvendigt for myndigheden at indhente oplysningen, afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. For at kunne foretage denne vurdering må myndigheden først udnytte mulighederne for at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang på anden vis.

Partshøring

156. Myndigheden skal derfor først søge at få sagen oplyst yderligere ved at henvende sig til borgeren og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshøre borgeren om eventuelle nye oplysninger i sagen. Hvis myndigheden har brug for flere oplysninger i sagen, skal myndigheden forsøge at få dem fra borgeren selv eller eventuelt ved at forsøge at indhente samtykke til, at myndigheden kan indhente nærmere specificerede oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1.

Økonomiske oplysninger

157. Myndigheden skal også udnytte muligheden for at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra indkomstregistret, andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser efter § 11 a, stk. 2. Indhentning af disse oplysninger kræver ikke samtykke fra borgeren (se punkt 125-128 og 130). Mangler myndigheden fortsat de nødvendige oplysninger til tilbagebetalingssagen, skal myndigheden kontakte borgeren og anmode borgeren om evt. selv at fremskaffe den nødvendige dokumentation, f.eks. i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, hvis borgeren ikke ønsker, at myndigheden selv indhenter oplysningerne.

Hvis borgeren fortsat ikke ønsker at medvirke til at fremskaffe de fornødne oplysninger, må myndigheden vurdere, om der er formodning for, at den oplysning, der mangler, er nødvendig at indhente, for at myndigheden kan træffe afgørelse om tilbagebetaling. Først herefter kan myndigheden anvende retssikkerhedslovens § 11 c til at forlange at få oplysningen uden samtykke.

Ikke generel kontrol – krav om konkret mistanke

158. § 11 c kan ikke anvendes til brug for en generel kontrol af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, ved at myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 c uden samtykke. Myndigheden skal have en konkret mistanke om, at ydelsen er modtaget med urette, før § 11 c kan anvendes. Denne mistanke kan f.eks. opstå ved, at myndigheden har samkørt registre elektronisk, jf. f.eks. § 11 a, stk. 2, eller §§ 12 og 12 a i Udbetaling Danmark-loven (se punkt 148 om grundlaget for at starte en sag).

Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen

159. § 11 c, stk. 1, nr. 4, gælder kun for selve tilbagebetalingssagen. Vurderingen af, om borgeren i fremtiden fortsat, er berettiget til at modtage ydelsen, eller om en tildelt ydelse eventuelt skal stoppes, er ikke omfattet af § 11 c. Myndigheden kan dog lægge de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tilbagebetalingssagen til grund for vurderingen af borgerens fortsatte ret til hjælp, men kan ikke indhente yderligere oplysninger uden samtykke efter § 11 c, stk. 1, nr. 4, jf. § 11 a, stk. 1.

Hvis myndigheden har brug for at indhente oplysninger fra andre end borgeren selv for at kunne vurdere, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, skal sagen oplyses i overensstemmelse med § 11 a, medmindre der er tale om at indhente oplysninger fra andre end de typer af personer, institutioner m.v., der er nævnt i § 11 a, stk. 1 (se punkt 108).

Det betyder, at myndigheden ved vurderingen af, om en borger for fremtiden har ret til hjælp, kun kan indhente oplysninger med samtykke fra borgeren, jf. § 11 a, stk. 1. Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må vurderingen af, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, afgøres på det foreliggende grundlag, jf. § 11 b (se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning). Herunder kan eventuelt indgå oplysninger som myndigheden er i besiddelse af fra andre sager, hvis brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til. Se nærmere punkt 168.

Observationer i tilbagebetalingssager

160. Myndigheden, der har ansvar for behandlingen af sociale sager, kan ikke pålægge de personer og andre myndigheder m.v., fra hvem myndigheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, aktivt at skaffe sig yderligere oplysninger om borgerens forhold, der ikke er relevante for den adspurgte myndigheds eller persons almindelige funktion. Myndigheden kan f.eks. ikke til brug for behandlingen af sager, hvor det skal afgøres, om en borger er berettiget til at modtage ydelser til reelt enlige, pålægge hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen at holde øje med forhold, der indikerer, om borgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en anden, i forbindelse med sygeplejerskens eller hjemmehjælperens besøg i borgerens hjem.

161. Myndigheden må ikke pålægge ansatte at indsamle oplysninger og herefter at foretage en (automatisk) indberetning til myndigheden om forhold, der eventuelt kan have betydning for en social sag. Nogle ansatte i kommunerne har dog mulighed for på eget initiativ at indberette om mistænkelige forhold (se punkt 162-163).

Kommunalt ansattes indberetninger af egen drift

162. Kommunalt ansattes adgang til at videregive oplysninger til socialforvaltningen er reguleret af forvaltningslovens regler og af sundhedslovens regler, hvis oplysningen videregives af en sundhedsperson. Efter sundhedslovens § 40 har sundhedspersoner tavshedspligt om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller har fået formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Sundhedspersoner omfatter autoriserede sundhedspersoner, og personer der handler på disse ansvar, jf. sundhedslovens § 6. F.eks. er læger, sygeplejersker og tandlæger autoriserede sundhedspersoner. Kommunalt ansatte sundhedsplejersker er således omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt. Det samme gælder social- og sundhedshjælpere, i det omfang de udfører sundhedsfaglig behandling på en autoriseret sundhedspersons ansvar.

En kommunalt ansat sundhedsperson kan dog af egen drift – dvs. uden en konkret forespørgsel fra myndigheden efter § 11 a – videregive oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen. Det følger således af sundhedslovens § 43, stk. 1, at en sundhedsperson kan videregive fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl., hvis patienten giver samtykke.

Samtykket skal leve op til kravene i sundhedslovens § 44 og §§ 7 og 9 i bekendtgørelse nr. 509 af 13. maj 2018 om information og samtykke i forbindelse med behandling og videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. Det indebærer bl.a., at patienten, der afgiver samtykke, skal være fyldt 15 år, og skal være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Samtykke skal endvidere leve op til kravene i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, og artikel 7.

Samtykket skal desuden være skriftligt og bortfalder senest et år efter, at det er givet. Skriftlighedskravet kan fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler for det. Den sundhedspersonen, der er i besiddelse af og skal videregive oplysninger, har ansvaret for at sikre, at patienten har givet samtykke til videregivelsen.

Videregivelse kan også ske uden samtykke bl.a. hvis videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af forarbejderne til sundhedslovens § 43, at videregivelse til politi eller anklagemyndighed blandt andet vil være berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Det følger endvidere af forarbejderne, at der i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget, skal foretages en konkret vurdering af, om videregivelse også bør finde sted. Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af den fortrolige oplysning, som afgør, hvorvidt videregivelse er berettiget. Sygeplejersker m.v. må derfor eksempelvis ikke automatisk videregive oplysninger om mistanke om socialt bedrageri, hverken til politiet eller socialforvaltningen.

Andre kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt, har mulighed for at indberette oplysninger af egen drift om en eventuel og saglig begrundet, konkret mistanke om socialt bedrageri til socialforvaltningen. Databeskyttelsesforordningens artikler 5-10 og databeskyttelseslovens §§ 5-8 skal være opfyldt. Videregivelsen må efter databeskyttelseslovens § § 5, stk. 1, ikke være uforeneligt med de formål, som oplysningen oprindeligt er blevet indsamlet til.

163. Myndigheden skal tage notat i sagen om indberetningen, jf. offentlighedslovens § 13. Myndigheden skal desuden partshøre borgeren om de nye oplysninger i sagen efter reglerne i forvaltningsloven, inden der eventuelt træffes afgørelse om tilbagebetaling.

Overvågning og uanmeldte besøg i tilbagebetalingssager

164. § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1, giver ikke hjemmel til, at myndighederne kan overvåge borgere eller gå ind i hjemmet og undersøge forholdene hos borgere, der modtager sociale ydelser. Dette spørgsmål reguleres ikke i retssikkerhedsloven, men af grundlovens, straffelovens og retsplejelovens bestemmelser om forbud mod husfredskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred.

Når overvågning foregår i det offentlige rum, er overvågningen ikke strafbar efter straffeloven. Myndigheders brug af overvågning er reguleret af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet betyder, at myndigheden ved vurderingen af, på hvilken måde en sag skal oplyses, skal vælge det mindst indgribende middel, som er tilstrækkeligt til at opnå formålet, dvs. midlet skal være nødvendigt. Endvidere indebærer proportionalitetsprincippet, at midlet skal stå i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Dette indebærer, at overvågning i forhold til sociale sager om reelt enlige ofte vil være en ikke proportional fremgangsmåde. Det samme gælder i forhold til uanmeldte besøg hos borgeren.

I en temaartikel i Nyt fra Ankestyrelsen, marts 2013, har Ankestyrelsen om reelt enlige tilkendegivet nedenstående (Artiklen kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk):
Den bevismæssige vurdering
Sager om reelt enlige indeholder ofte rigtig mange oplysninger, og det er naturligvis med til at gøre bevisvurderingen vanskelig. Hertil kommer, at en oplysning kan tale for et resultat i en sag, men at en tilsvarende oplysning i en anden sag ikke kan anvendes, fordi der foreligger andre eller modstridende oplysninger i sagen.
Sandsynliggøre at borgeren er samlevende
De samlede oplysninger i sagen skal ud fra en almindelig bevisvurdering sandsynliggøre, at borgeren har fælles husførelse med en anden person.
Sagsbehandleren må altså danne sig et helhedsindtryk af sagens oplysninger, inden det vurderes, om en oplysning peger i den ene eller den anden retning, og med hvilken vægt oplysningen skal indgå.
Beviserne skal samlet set skabe en velbegrundet formodning for, at ydelsesmodtageren har fælles husførelse med en anden person. Der skal altså være tungtvejende beviser, og der må ikke være uafklarede, modstridende oplysninger. Bevisvurderingen skal ses i lyset af, at myndigheden har ansvar for, at oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt til at der kan træffes afgørelse i sagen.
Der kan ikke træffes afgørelse om ophør eller tilbagebetaling, hvis det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er fælles husførelse mellem parterne.
Stor vægt på sammenblandet økonomi
Oplysninger om sammenblandet økonomi tillægges i praksis meget stor vægt. Det skyldes bl.a., at økonomiske forhold er dokumenterbare, og en myndighed kan derfor have stor tillid til bevisernes troværdighed.
Bankudskrifter, låne/gældsbeviser, kontrakter om fælles ejerskab af aktiver mm. Vil typisk være bevis for sammenblandet økonomi. Økonomisk dokumentation, for at to personer frivilligt har valgt at stifte eller opretholde økonomiske mellemværender, vil derfor kunne tillægges stor vægt ved vurderingen af, om to parter har fælles husførelse.
Anonyme anmeldelser - ingen eller ringe vægt
Troværdigheden af anonyme anmeldelser og motiverne bag vil ofte være svære at bedømme. En anonym anmeldelse vil derfor typisk alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere.
Troværdigheden afhænger af, hvor detaljeret anmeldelsen er. Ud fra anmeldelsens karakter må det derfor vurderes, om anmeldelsen vil kunne bruges som udgangspunkt for en samtale med borgeren.
Bilobservationer - ingen eller ringe vægt
Systematisk overvågning af borgere vil ofte være i strid med proportionalitetsprincippet. Bilobservationer vil derfor være få tilfældige observationer, som typisk strækker sig over en længere periode. Den bevismæssige betydning vil være yderst ringe som følge heraf, og vil - ligesom anonyme anmeldelser - alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere.
Besøg i borgerens hjem efter klar aftale
Der er ikke lovhjemmel til at foretage egentlig husundersøgelse i sager om reelt enlige.
Hvis det er nødvendigt for at oplyse sagen, er der derimod ikke noget i vejen for, at myndigheden - efter klar aftale med borgeren - besøger borgeren for at danne sig et indtryk af borgerens boligforhold. Afhængig af sagens konkrete omstændigheder kan observationer foretaget i hjemmet dog have ringe bevismæssig betydning.
Der kan ikke lægges vægt på, at der er en dobbeltseng, og at kæresten har en tandbørste stående, når ydelsesmodtageren f.eks. har forklaret, at han/hun har en kæreste. Sådanne observationer vil alene bekræfte oplysningen om, at ydelsesmodtageren har en kæreste, og ikke nødvendigvis skabe en formodning om, at parterne har fælles husførelse. Hvis kæresten derimod har størstedelen af sine private og personlige ejendele hos ydelsesmodtageren, er situationen en anden.
Facebook og andre sociale medier
Det er muligt at indhente oplysninger fra relevante facebookprofiler eller lign., når profilerne er åbne og tilgængelige for alle brugere. Det vil dog igen være sagens konkrete omstændigheder, som bestemmer oplysningernes bevismæssige betydning. Hvis oplysningerne ikke er i modstrid med borgerens oplysninger, vil oplysningerne ikke have afgørende bevismæssig betydning.
Da man godt kan have en kæreste og fortsat være berettiget til ydelser som enlig, vil det for eksempel ikke være afgørende for et evt. tilbagebetalingskrav, fra hvilket tidspunkt ydelsesmodtageren har stået som værende i et forhold.
Sagen er en anden, hvis en ydelsesmodtager derimod har oplyst, at han/hun ikke har afholdt ferier med sin kæreste, og der er feriebilleder på eks. Facebook. Man kan tilsvarende forestille sig, at en formodet samlever på sin profil har ændret sin hjemby fra et tidligere tidspunkt end oplyst.
Modstridende oplysninger i sagen
Når der er modstridende oplysninger i en sag, må sagsbehandleren undersøge spørgsmålet nærmere eller undlade at lægge vægt på oplysningen til skade for ydelsesmodtageren. De modstridende oplysninger skal altså være tilbagevist af myndigheden, hvis myndigheden skal kunne lægge vægt på forholdet til skade for borgeren i en afgørelse.
Der kan for eksempel ikke lægges vægt på et lavt el-forbrug på en formodet samlevers adresse, når det er oplyst, at huset på adressen er under renovering, og der alene opvarmes enkelte rum. Sagsbehandleren må med en sådan oplysning undersøge forholdet nærmere, eller tro på parternes forklaring.
Tilbagebetalingssager - beviser for hele perioden
Ydelserne skal tilbagebetales, hvis en person har modtaget ydelser uden at være berettiget til dem og ydelserne er modtaget mod bedre vidende.
Afgørelsens tidsrum er meget væsentligt. Der kan kun træffes afgørelse om tilbagebetaling for en periode, når oplysningerne i sagen vedrører hele den pågældende periode. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er indhentet oplysninger om en borgers nuværende situation, hvis afgørelsen strækker sig over en længere periode.

I FOU 2011.1501 har Folketingets ombudsmand – i en sag på skatteområdet - tilkendegivet, at myndigheder må bruge oplysninger fra åbne facebookprofiler.

Myndigheden kan derfor som udgangspunkt kun gøre brug af overvågning og uanmeldte besøg, hvis det er umuligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde i den konkrete sag ud fra en vurdering af sagens karakter. Det skal i øvrigt bemærkes, at myndigheden ved uanmeldte besøg skal oplyse borgeren om, at myndigheden ikke har ret til at foretage kontrolbesøg i boligen.

Ankestyrelsens principafgørelse 10-13:
En kvinde, der modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud, kunne - ud fra de i sagen foreliggende oplysninger - ikke betragtes som samlevende, selv om hun blandt andet havde en delebil med sin kæreste.
Kvinden havde ikke opnået fordele i et sådant omfang, at de kunne sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Oplysningerne i sagen var ikke tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at parterne havde levet sammen i et ægteskabslignende forhold og fortsat levede sammen, indtil kæresten fik selvstændig bolig. Der kunne således ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud.
Ved vurderingen af, om der forelå et ægteskabslignende forhold, lagde Ankestyrelsen i overensstemmelse med tidligere praksis vægt på boligforholdene hos den formodede samlever, og på karakteren af parternes indbyrdes forhold, herunder at der var tale om et par, som tidligere kun kortvarigt havde boet sammen.
Der blev navnlig lagt vægt på parternes egne forklaringer om deres boligforhold og indbyrdes forhold, idet der ikke var forhold i sagen, som kunne sandsynliggøre, at parternes forklaringer ikke var korrekte.
Formålet med forhøjede ydelser til enlige
Formålet med forhøjede ydelser til enlige er at yde en kompensation for de fordele som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v.
Ægteskabslignende forhold
Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret.
Parterne i sagen ville kunne indgå ægteskab.
Fælles husførelse
Ved vurderingen af om parterne har fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Det afgørende ved vurderingen er, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, at gøre indkøb, madlavning og rengøring mv.
Ydelsesmodtageren havde opnået fordele ved at have en delebil og været på ferie med den formodede samlever. Der var dog ikke tale om fordele i et sådant omfang, at de kunne sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.
Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det var uklart hvor ofte og i hvilke perioder, parterne havde set hinanden.
De bilobservationer, som kommunen havde foretaget, kunne alene bruges som anledning til at undersøge sagen nærmere.
CPR-loven som hjemmel til at indhente oplysninger
Det var forkert at indhente oplysninger om ydelsesmodtageren med henvisning til CPR-loven, da der ikke havde været tvivl om, hun var registreret korrekt i CPR-registeret.
Det var også forkert at indhente oplysninger om den formodede samlever i tilbagebetalingssagen med henvisning til CPR-loven. Kommunen burde have oprettet en bopælssag på den formodede samlever, før der kunne indhentes oplysninger om ham i henhold til CPR-loven.
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetaling
Indhentning af oplysninger i sager om ophør af ydelser og tilbagebetalingssager er en kontrolopgave for myndigheden, både for så vidt angår oplysninger om modtageren af ydelser og for så vidt angår oplysninger om en formodet samlever.
Det kræver ikke særskilt lovhjemmel at anmode om oplysninger fra private, herunder en formodet samlever, når oplysningerne er nødvendige for at udføre en kontrolopgave.
En anmodning om oplysninger til private forudsætter, at persondatalovens bestemmelser om behandling af almindelige og personfølsomme personoplysninger overholdes, navnlig persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6, § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 1 og 6.
En anmodning til private forudsætter endvidere, at straffelovens regler om tavshedspligt overholdes.
Den adspurgte har ikke pligt til at svare, medmindre der efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 6, eller retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 1, nr. 4, i sager om tilbagebetaling af sociale ydelser, jf. § 11 a, stk. 1 og 6, er adgang til at forlange oplysninger.
Hvis det således er nødvendigt for behandlingen af en sag, kan myndigheden anmode private om oplysninger. Afgørende er, at den adspurgte ikke gives flere oplysninger end nødvendigt for at kunne besvare myndighedens spørgsmål, og at myndigheden gør den adspurgte opmærksom på, at den pågældende ikke har pligt til at svare.

For så vidt angår brug af observationer m.m. til brug for en kommunes behandling af sager efter CPR-loven om registrering af bopæl i, dvs. sager, hvor kommunen skal undersøge om en borger er korrekt bopælsregistreret i CPR, henvises til kapitel 3 i vejledning nr. 9273 af 14. juni 2013 om folkeregistrering.

165. Hvis oplysninger er indhentet på retsstridig måde, betyder det ikke, at oplysningerne ikke kan bruges.

Ankestyrelsens principafgørelse 25-13:
Myndigheder har en pligt til at sikre sig, at de er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i sagen, og at disse oplysninger er korrekte.
Oplysningspligten betyder, at en myndighed har ret og pligt til at bruge oplysninger, som har betydning for afgørelsen i sagen. Dette gælder selv om oplysningerne eventuelt er tilvejebragt på en retsstridig måde.
Myndigheden skal partshøre over videooptagelser efter samme regler som ved andre typer af oplysninger.

166. I forhold til brug af kommunalt ansattes observationer i administrative tilbagebetalingssager kan tilfældige observationer indgå som dokumentation i en administrativ sag om tilbagebetaling efter den sociale lovgivning.

167. Myndigheden skal altid partshøre borgeren om de observationer, myndigheden har foretaget, jf. forvaltningslovens § 19, inden myndigheden træffer afgørelse i sagen om tilbagebetaling.

168. Socialforvaltningen kan gøre brug af oplysninger, som den er i besiddelse af fra andre sager, selv om oplysningerne er indhentet med et andet formål, og så længe brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til, jf. databeskyttelseslovens § 5, stk. 1. F.eks. kan socialforvaltningen i en kommune efter en konkret vurdering indhente og anvende oplysninger, som en anden enhed i kommunen tidligere har indhentet til en anden sag i den kommunale enhedsforvaltning. Dette vil efter en konkret vurdering efter databeskyttelseslovens § 5, stk. 2, ikke være i strid med databeskyttelsesforordningen, jf. forordningens artikel 6, stk. 4. Det følger af databeskyttelseslovens § 5, stk. 2, at for at afgøre, om behandlingen til et andet formål er forenelig med det formål, som personoplysningerne oprindelig er indsamlet til, skal den dataansvarlige efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, bl.a. tage hensyn til:

1) enhver forbindelse mellem det formål, som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling,

2) den sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnlig med hensyn til forholdet mellem den registrerede og den dataansvarlige,

3) personoplysningernes art, navnlig om særlige kategorier af personoplysninger behandles, jf. artikel 9, eller om personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser behandles, jf. artikel 10,

4) den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de registrerede og

5) tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymisering.

Hvis en kommune efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder f.eks. har fundet det nødvendigt at foretage observationer i en social sag, kan kommunen ligeledes efter § 32 i forvaltningsloven eller §§ 5 og 6 i databeskyttelsesloven videregive oplysningerne til brug for andre sager, f.eks. en adressesag efter CPR-loven.

Det er den sociale lovgivning og dermed også Børne- og Socialministeriets udmeldinger om observationer vedrørende denne lovgivning, der skal følges, når en kommune eller Udbetaling Danmark skal undersøge, om en borger, f.eks. kvinden i en samlivssag, uberettiget modtager sociale ydelser.

Hvis kommunen skal afgøre, om en borger, f.eks. manden i en samlivssag, er registreret korrekt i CPR, er det CPR-loven og dermed Økonomi- og Indenrigsministeriets tilkendegivelser om observationer og uanmeldte besøg i forhold til denne lovgivning, der skal følges.

Eksempel:
Kvinden A har 2 børn med sin eksmand B og modtager en række forskellige ydelser til reelt enlige. B er registreret på en anden adresse end A. A’s nabo ringer en dag til kommunen og siger, at A snyder det offentlige, fordi hun i virkeligheden bor sammen med sin eksmand. Naboen siger, at B er der meget tit, og at hun har set B køre på arbejde fra A’s hus mange gange.
Kommunen kan vælge at undersøge B’s forhold ved at rejse en sag om, B's bopælsregistrering i CPR, hvor kommunen skal finde ud af, om der er grundlag for at flytte B's adresse hen til A. Dette skal ske efter CPR-loven.
Kommunen kan også vælge at undersøge sagen efter den sociale lovgivning. I så fald skal kommunen i overensstemmelse med retssikkerhedsloven undersøge, om A er berettiget til at modtage de forhøjede sociale ydelser.
Det er vigtigt, at kommunen ikke blander de to love sammen.
Adressesagen og tilbagebetalingssagen skal behandles hver for sig og efter hver sit regelsæt.

Det skal dog igen understreges, at også i sager efter den sociale lovgivning vil brug af observationer og uanmeldte besøg oftest ikke være proportionalt og dermed ulovlig (se punkt 164).

Optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke

169. § 11 c, stk. 1, nr. 5, giver mulighed for, at kommunerne kan forlange oplysninger om en borger, hvis oplysningerne er nødvendige for kommunens behandling af en sag efter servicelovens § 129 a om indstilling til Familieretshuset om optagelse af den pågældende uden samtykke på et bestemt botilbud. Oplysningerne kan efter § 11 c, stk. 1, nr. 5, indhentes også hvis borgeren afviser at give sit samtykke hertil.

Mellemkommunal refusion

170. I § 11 c, stk. 1, nr. 6, er fastsat, at en kommune, som yder mellemkommunal refusion til en anden kommune, kan indhente visse oplysninger om refusionskravet. En betalingskommune kan kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den pågældende borger, hvilke elementer, der indgår i beregningen, hvor mange enheder og enhedspriser der indgår.

Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er – altså hvilke forhold hos borgeren, der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger der ligger til grund for kravet – herunder hvilke delelementer, der er medtaget. Hvis borgeren modtager personlig og praktisk hjælp m.v., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp.

Børnesager

§ 11 c. […]
Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.
Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a, stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om personer, der er part i sagen, samt forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Indhentning af oplysninger fra private

171. § 11 c, stk. 2, udvider den kreds af personer, som myndigheden kan indhente oplysninger fra, til også at omfatte private i de børnesager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, nr. 1, og oplysningerne kan indhentes uden samtykke. Myndigheden skal dog først forsøge at indhente samtykke, jf. § 11 c, stk. 4 (se punkt 173). Det tilføjes i bestemmelsen, at myndigheden i disse sager kan anmode private, f.eks. naboer, om at komme med oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for sagens behandling. Det skyldes, at hensynet til barnet eller den unges tarv er det vigtigste i disse sager, og at det derfor kan være nødvendigt, at myndighederne kan gå meget langt i forhold til at få oplyst sagen mest muligt.

Der kan dog kun indhentes oplysninger fra private i disse sager, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det betyder, at det altid skal overvejes, om myndigheden kan få de ønskede oplysninger ad anden vej, f.eks. af forældrene selv eller af andre myndigheder, inden myndigheden spørger private.

Udlevering af oplysninger fra private er frivillig

172. Myndigheden kan efter bestemmelsen anmode en privat om at bidrage til sagens oplysning, men vedkommende er ikke forpligtet til at svare. Der kan således ikke gennemføres retsligt forhør over for private. Myndigheden skal ved anmodningen til private om at bidrage til sagens oplysning, gøre opmærksom på, at vedkommende ikke er forpligtet til at svare. Myndigheden skal desuden give den, som oplysningerne vedrører, meddelelse om databehandlingen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14.

Samtykke skal forsøges indhentet

173. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke, men kravet om at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke gælder også i disse tilfælde, jf. § 11 c, stk. 4.

Hvem kan der indhentes oplysninger om?

174. Udgangspunktet efter § 11 a, stk. 1, er, at myndigheden kun kan indhente oplysninger om den person, der søger om eller får hjælp og ikke andre, f.eks. ægtefæller og samlevere (se punkt 115). I § 11 c, stk. 3, udvides den kreds, som myndighederne kan indhente oplysninger om i børnesager. I børnesager kan der også indhentes oplysninger om personer, der er parter i sagen samt samleveren og ægtefællen til forældremyndighedsindehaveren.

Udvidelsen af den kreds af borgere, hvis forhold man kan undersøge efter § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan være nødvendig i sager om foranstaltninger over for børn og unge, der gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, da det ofte vil være relevant at undersøge forhold, der vedrører andre end forældremyndighedsindehaveren, f.eks. forældre der ikke har del i forældremyndigheden, men er part i sagen. § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan anvendes til at indhente oplysninger om hver af parterne samt forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever i de nævnte børnesager, jf. § 11 c, stk. 3.

Eksempel:
Kvinden A bor sammen med manden B. A har to børn, som B ikke er far til. Børnene har betydelige vanskeligheder i skolen, bl.a. med manglende fremmøde. A og B har begge et alkoholmisbrug. B har desuden en psykisk lidelse. For at afgøre, hvilken hjælp der er brug for til børnene, kan det være nødvendigt at indhente oplysninger om samleveren B. Da han opholder sig i det hjem, hvor børnene bor, er hans forhold også af betydning for afgørelsen af, hvilken hjælp der kan gives i hjemmet og for, om børnene kan være i hjemmet.
Kommunen vil f.eks. kunne forlange oplysninger fra B’s læge om hans psykiske lidelse efter § 11 a, stk. 1, jf. § 11 c, stk. 3. Forinden skal kommunen forsøge at få samtykke fra B til, at oplysningerne indhentes, jf. § 11 c, stk. 4.

Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i § 11 c, stk. 3, skal ske efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler.

175. Myndigheden skal i alle tilfælde forsøge at indhente samtykke til at indhente oplysninger fra alle de borgere, der bliver indhentet oplysninger om, jf. § 11 c, stk. 4. Om muligheden for at indhente oplysninger uden forudgående forsøg på at indhente samtykke henvises til punkt 125-131.

Kapitel 17

Myndighedens oplysningspligt

§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om
1) myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c og til at foretage kontrol efter § 12 a,
2) adgangen til at udveksle oplysninger og foretage kontrol efter kapitel 3 og 3 a i lov om Udbetaling Danmark,
3) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,
4) hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og
5) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289 a og efter § 12 b i denne lov eller § 14 i lov om Udbetaling Danmark, hvis borgeren ikke oplyser om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.

176. I § 12, nr. 1 og 2, er det bestemt, at borgeren skal have skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter § 11 a og § 11 c og foretage kontrol efter § 12 a, og om adgangen til at udveksle oplysninger mellem kommuner og Udbetaling Danmark og foretage kontrol efter kapitel 3 og 3a i Udbetaling Danmark-loven. § 12, nr. 3, stiller desuden krav om, at myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker. Se kapitel 14 om myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger om borgeren fra andre end borgeren selv. Se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning, herunder om pligten til at vejlede om § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

§ 12 i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v., jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven samt § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Ændringer, der har betydning for hjælpen

177. Efter § 12, nr. 4, skal myndigheden give borgeren skriftlig besked om, hvilke typer af ændringer der kan have betydning for den hjælp, som borgeren modtager. Denne regel skal ses i sammenhæng med § 11, stk. 2. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen (se punkt 106).

Den information, som myndigheden skal give, skal efter lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 138 2002/1) være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller bør kunne indse, at ændringen gør det muligt, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen, og at myndigheden derfor skal have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen.

For modtagere af uddannelses- og kontanthjælp kan det f.eks. være relevant at oplyse om, at hjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet, med mindre der forudgående er truffet aftale herom, jf. aktivlovens § 5, eller hjælpsmodtageren afholder ferie efter aftale med kommunen efter § 13, stk. 11 og 12 i lov om aktiv socialpolitik. Myndighederne bør også oplyse om konsekvenserne af manglende overholdelse af betingelserne/forudsætningerne for hjælpen, f.eks. overholdelse af rådighedsforpligtelsen i aktivlovens § 13, idet den manglende overholdelse, f.eks. ved udeblivelse uden rimelig grund kan få konsekvenser for ydelsen.

Det er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende (se punkt 152 om ond tro). Det er således myndigheden, der skal kunne dokumentere, at borgeren har fået vejledning om sin oplysningspligt, og at vejledningen har været tilstrækkelig præcis til, at vedkommende burde forstå, hvilke ændringer der skal meldes tilbage om. Se punkt 183 om dokumentation for at myndigheden har opfyldt sin vejledningspligt.

Oplysningspligtens omfang

178. Hvor detaljeret myndighedens information om de relevante ændringer skal være, afhænger af, hvilken ydelse borgeren søger om. Hvis borgeren søger om flere ydelser, skal der gives vejledning om oplysningspligten i forhold til hver enkelt ydelse.

Hvis en borger, der lever sammen med sin ægtefælle, får førtidspension, vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt, at myndigheden oplyser borgeren om, at vedkommende skal give myndigheden besked om:

Ændringer i egne indtægter.

Ændringer i ægtefællens indtægter.

Hvis vedkommendes arbejdsevne bliver forbedret.

Ændringer i borgerens civilstand.

Myndigheden har ikke pligt til at oplyse om, hvordan indtægtsgrundlaget nærmere opgøres, men myndigheden kan henvise til, at der anvendes de samme begreber som i skattelovgivningen. Hvordan indtægten mere præcist er udregnet skal dog fremgå af den sociale myndigheds begrundelse og beregning, der foretages i forbindelse med tilkendelsen og ved den årlige regulering af pensionen.

Skriftlighed

179. Det er op til myndigheden at afgøre, hvordan myndigheden i praksis vil opfylde sin oplysningspligt, så længe kravet om skriftlighed bliver overholdt. Myndigheden kan f.eks. opfylde sin oplysningspligt ved at give besked om de relevante ændringer, som borgeren skal melde tilbage om i forbindelse med den generelle vejledning til borgeren ved ansøgningen. Myndigheden kan også opfylde sin oplysningspligt ved at sende en særskilt skrivelse til borgeren eller en mere generel information i forhold til den specifikke ydelse i forbindelse med meddelelse af afgørelsen.

Borgere, der har brug for særlig vejledning

180. De sociale myndigheder har efter officialprincippet ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse, herunder at de oplysninger, som myndigheden lægger til grund for sagen, er pålidelige (se kapitel 12).

Myndigheden har herudover pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at den kan opfylde lovens § 4 om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag (se punkt 48-53). Det fremgår af Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens § 7 om myndighedernes vejledningspligt, at vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold (se punkt 54).

Disse lovregler betyder samlet set i praksis, at myndigheden har pligt til at stille uddybende spørgsmål med henblik på at sikre sig, at sagen bliver oplyst korrekt, hvis f.eks. en konfus borger giver forkerte oplysninger til myndigheden.

Myndigheden kan desuden efter forvaltningslovens § 8 foreslå borgeren at medbringe en bisidder, som kender borgeren og derfor bedre vil kunne formidle oplysninger mellem myndigheden og borgeren, herunder at borgeren har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

181. Hvis myndighederne i forbindelse med tildeling af hjælp eller ved en senere opfølgning vurderer, at borgeren ikke kan forstå informationer om borgerens oplysningspligt eller vil være i stand til senere at reagere på situationen, bør myndigheden overveje, om der er grundlag for at anmode om at iværksætte værgemål, herunder eventuelt samværgemål efter værgemålsloven eller træffe andre foranstaltninger, f.eks. om administration af pensionen. Se punkt 59 og 60 om værgemål.

De sociale myndigheder skal ved sagens behandling notere i sagen, hvis myndigheden vurderer, at borgeren har svært ved at overskue sin situation eller omfanget af oplysningspligten.

182. Der kan være særlig grund til at være omhyggelig med informationen - og dokumentation for, at den er givet - hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, hverken skriftligt eller mundtligt.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. Der henvises til punkt 54 om forvaltningslovens § 7 og oversættelse/tolk.

Dokumentation for, at der er vejledt om borgerens oplysningspligt m.v.

183. Det er vigtigt, at myndigheden sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v. Det kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskriver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplysninger om myndighedens mulighed for at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c (se punkt 107) samt mulighed for kontrol efter § 12 a (se kapitel 18).

Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt for myndigheden at påvise, at borgeren har modtaget en ydelse med urette og træffe afgørelse om tilbagebetaling.

184. I det følgende beskrives eksempler på borgerens oplysningspligt og myndighedens pligt til at vejlede borgeren om, hvilke ændringer myndigheden skal have meddelelse om. Eksemplerne omhandler kun den situation, hvor en borger mod bedre vidende og uberettiget har modtaget sociale ydelser, der skal betales tilbage. Eksemplerne vedrører ikke de tilfælde, hvor myndigheden på forhånd har tildelt f.eks. hjælp efter aktivloven med tilbagebetalingspligt, eller hvor der er særlige regler om tilbagebetaling og oplysningspligt, som f.eks. på boligstøtteområdet. Der henvises i øvrigt til punkt 152 for en nærmere beskrivelse af begrebet ond tro.

Ankestyrelsens principafgørelse 125-12:
En person, der optager et forbrugslån og samtidig modtager kontanthjælp, har oplysningspligt over for kommunen. Undladelse heraf medfører tilbagebetalingskrav. Kommunen skal vejlede personen om, hvad oplysningspligten indebærer.
Kommunen har opfyldt sin vejledningspligt i forhold til betydningen af at tage et forbrugslån, hvis kommunen har udleveret en orientering (for eksempel bilaget til KL´s blanket: "Ansøgning om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik") til kontanthjælpsmodtageren, hvoraf det fremgår, at ændringer i blandt andet indtægts- og formueforhold skal oplyses til kommunen, og at undladelse af at oplyse kan medføre krav om tilbagebetaling. Endvidere redegøres for, hvad formue er, herunder at det blandt andet er kontantbeholdning og indestående i bank eller sparekasse.
Ankestyrelsens principafgørelse 14-10:
Retten til kontanthjælp ophører med virkning fra tidspunktet for varetægtsfængsling. Personen var derfor ikke berettiget til kontanthjælp, som var udbetalt den 30. april efter varetægtsfængslingen den 27. april.
Kontanthjælpen skulle imidlertid ikke tilbagebetales, fordi oplysningspligten ikke var tilsidesat, og hjælpen ikke var modtaget mod bedre vidende.
Ankestyrelsens principafgørelse A-7-08:
Hjælp til enkeltydelser skulle ikke tilbagebetales for en periode, hvor modtageren ikke havde henledt kommunens opmærksomhed på, at han havde indtægter fra et fleksjob.
Det kunne ikke med den nødvendige sikkerhed afgøres, at modtageren havde tilsidesat sin oplysningspligt, og at han havde modtaget ydelserne med urette mod bedre vidende.
Det indgik i vurderingen, at det ikke var tilstrækkeligt klart tilkendegivet for modtageren, at oplysningspligten også omfattede indtægter fra et fleksjob, som kommunen havde medvirket til at skaffe ham 8 måneder tidligere og løbende udbetalte tilskud til.
Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen var nærmest til at bære risikoen for, at der var udbetalt for meget.
Ankestyrelsens Principafgørelse R-10-01:
Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om, at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten og om hvilke ændringer, der kan have betydning.

Tilsidesættelse af borgerens oplysningspligt – tilbagebetaling og straf

185. Myndigheden skal også oplyse borgeren om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne, jf. § 12, stk. 1, nr. 5. Myndigheden skal redegøre for, at manglende oplysning om relevante ændringer kan føre til tilbagebetaling af ydelsen og eventuelt til tiltale for socialt bedrageri efter straffeloven eller bedrageribestemmelsen i § 12 b, stk. 1. Reglerne om oplysning af tilbagebetalingssager er beskrevet i punkt 149-168 og reglerne om straf for socialt bedrageri er beskrevet i kapitel 20.

Kapitel 18

Kontrolbesøg i virksomheder – »sort arbejde«

§ 12 a. Kommunen har til enhver tid uden retskendelse adgang til en virksomheds lokaler m.v. samt på arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler med henblik på at kontrollere de oplysninger om borgernes løn- og arbejdsforhold, som ligger til grund for udbetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark samt kontante ydelser og tilskud fra kommunen i sager, der er omfattet af denne lov. Kontrollen kan foregå som generel kontrol eller til brug for en enkelt sag. Kommunen kan foretage kontrolbesøg på virksomheder, som er beliggende i kommunen. Kommunen kan endvidere gennemføre kontrolbesøg på virksomheder i andre kommuner efter aftale med den kommune, hvor virksomheden er beliggende. Kommunen har ikke uden retskendelse adgang til at foretage kontrollen i private hjem.
Stk. 2. Kommunen kan efterse virksomhedens registreringer om borgerens løn- og arbejdsforhold, uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register.
Materiale, der skønnes at være af betydning for videre kontrol, skal efter anmodning udleveres eller indsendes til kommunen.
Stk. 3. Kommunen skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder.
Stk. 4. Virksomhedens indehavere og ansatte skal være kommunen behjælpelige ved eftersynet.
Stk. 5. Kommunalbestyrelen kan pålægge en arbejdsgiver at foretage daglig registrering af oplysninger om ansatte. De oplysninger, som skal registreres, er de samme oplysninger, som direktøren for Arbejdsdirektoratet har fastsat med hjemmel i § 91, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan kun pålægge arbejdsgiveren at foretage registreringer, jf. stk. 5, hvis kommunen ved et kontrolbesøg, jf. stk. 1, vurderer, at arbejdsgiverens registreringer er mangelfulde.
Stk. 7. Registreringer efter stk. 5 skal til enhver tid på begæring forevises kommunen.
Stk. 8. Personer, der er beskæftiget i virksomheden ved eftersynet, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår, samt om de aktuelt modtager sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser.
Stk. 9. Politiet yder bistand til kommunen. Børne- og socialministeren kan efter forhandling med justitsministeren og beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler herom.

186. For at modvirke »sort arbejde« og at udbetaling af sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser sker på et forkert økonomisk grundlag, kan kommunerne foretage eftersyn i virksomheder. Denne form for kontrol kendes også på andre områder, f.eks. på skatte- og beskæftigelsesområdet ved kontrol med henholdsvis skatteforhold og dagpengemodtagere.

Der henvises i øvrigt til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter og vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Hvor der foreligger mistanke om et strafbart forhold, skal kontrollen ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler.

Generel kontrol og kontrol af enkeltsager

187. Kontrollen kan foregå som generel kontrol, herunder stikprøvekontrol, eller som kontrol i en enkelt sag for at kontrollere, om der er sket fejl i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Dette kan f.eks. være i forbindelse med en sag, hvor kommunen har en formodning om, at borgeren modtager ydelser samtidig med, at pågældende har arbejde. Kommunen kan i denne situation foretage kontrolbesøg i virksomheden for at konstatere, om borgeren arbejder på virksomheden. Se dog punkt 188.

Det samme vil gøre sig gældende, hvis kommunen har en formodning om, at der i en virksomhed er flere ansatte, som ikke har oplyst om arbejde samt