Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde
Kapitel 2 Finansiering og tilbagebetaling
Kapitel 3 Forsikringsselskabernes pligter
Kapitel 4 Terrorforsikringsrådet
Kapitel 5 Terrorforsikringsrådets kompetencer
Kapitel 6 Anmeldelse, klageadgang og straffebestemmelser
Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Den fulde tekst

Lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Efter denne lov kan der ydes erstatning for umiddelbare skader, der er indtrådt her i landet, forårsaget af terrorhandlinger ved brug af nukleare, biologiske, kemiske eller radioaktive våben (NBCR-terror).

Stk. 2. Erstatning kan ydes for skader på følgende, jf. dog stk. 4:

1) Bygninger, jord og løsøre.

2) Jernbanekøretøjer.

3) Motorkøretøjer.

4) Skibe.

Stk. 3. Erstatning kan desuden ydes for driftstab på bygninger og løsøre.

Stk. 4. Erstatning i henhold til stk. 2 kan kun ydes, hvis der er tegnet en forsikring i et skadesforsikringsselskab omfattet af § 5, der dækker i tilfælde af brand på ejendommen eller genstanden.

Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for erstatning.

§ 2. Erstatning kan ydes til den, der er ejer eller panthaver eller på en anden måde er indehaver af en anden rettighed, eller til den, der bærer risikoen for genstanden, og som lider tab, ved at den forringes eller går til grunde. Det samme gælder for et forsikringsselskab, der udbetaler erstatning i henhold til en aftale, der dækker de skader, der er omfattet af § 1.

Kapitel 2

Finansiering og tilbagebetaling

§ 3. Udbetalinger efter loven samt de medfølgende administrationsomkostninger finansieres ved et statsligt genudlån. Der kan optages genudlån inden for en samlet ramme på 13,4 mia. kr. (2010-niveau). Genudlånsrammen reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 2. Overstiger værdien af de samlede erstatningsberettigede skader i forbindelse med et NBCR-terrorangreb genudlånsrammen, har de erstatningsberettigede alene krav på en forholdsmæssig udbetaling.

Stk. 3. Træk på det statslige genudlån skal tilbagebetales med en forrentning svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Renten tilskrives ved hvert kalenderårs udløb. Genudlånet tilbagebetales via efterfølgende opkrævninger af en årlig afgift pålagt forsikringspolicer omfattet af ordningen.

Stk. 4. Afgiften opkræves af skadesforsikringsselskaberne og udgør et tillæg til forsikringspræmien på 5 pct. pr. police på forsikringer mod brand tegnet for ejendomme og genstande omfattet af § 1. Afgiften opkræves sammen med den første præmie i kalenderåret efter udbetalingen. Overstiger afgiftsindbetalingerne i et år det tilbagebetalingskrav, der udestår efter træk på det statslige genudlån, tilbagebetales beløbet forholdsmæssigt til de omfattede forsikringstagere.

Stk. 5. Skifter en forsikringstager skadesforsikringsselskab, og kan vedkommende godtgøre over for det nye selskab, at afgiften for året er betalt til det tidligere selskab for en genstand omfattet af § 1, opkræver det nye selskab ikke afgift efter stk. 4.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan beslutte, at satsen efter stk. 4 midlertidigt nedsættes, hvis særlige forhold tilsiger det.

§ 4. Omkostningerne ved ordningens administration, herunder betaling for ekstern bistand og skadesforsikringsselskabernes opgavevaretagelse, afholdes inden for den ramme, der er fastsat i § 3.

Kapitel 3

Forsikringsselskabernes pligter

§ 5. Følgende forsikringsselskaber har pligt til at udføre opgaver omfattet af § 3, stk. 4 og 5, og §§ 6-11:

1) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet til at drive forsikringsvirksomhed, og som tegner forsikringer for de genstande, der er nævnt i § 1.

2) Filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er anmeldt til at tegne forsikringer i Danmark for de genstande, der nævnes i § 1.

3) Direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er anmeldt til at tegne forsikringer i Danmark via grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed for de genstande, der nævnes i § 1.

§ 6. Skadesforsikringsselskabet foretager taksation af den anmeldte skade forårsaget af NBCR-terror. Taksatorrapporten sendes til forsikringstageren, senest 30 arbejdsdage efter at taksator har det fornødne grundlag for at foretage taksationen. Forsikringstageren kan afgive bemærkninger til skadesforsikringsselskabet indtil 14 dage efter modtagelsen af taksatorrapporten.

Stk. 2. Skadesforsikringsselskabet skal træffe afgørelse, senest 30 arbejdsdage efter at alle de nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen af den endelige taksatorrapport foreligger.

Stk. 3. Terrorforsikringsrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra fristerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for skadesforsikringsselskabernes sagsbehandling, herunder om brug af fælles it-systemer m.v.

§ 7. Et skadesforsikringsselskab, der tilbyder tegning af dækning i henhold til § 1, kan efter aftale varetage et andet skadesforsikringsselskabs opgaver i henhold til denne lov. Aftaler om opgavevaretagelse på vegne af andre skadesforsikringsselskaber skal godkendes af Terrorforsikringsrådet, inden skadesforsikringsselskabet påbegynder opgavevaretagelsen i henhold til aftalen.

§ 8. Skadesforsikringsselskabet anviser erstatninger til udbetaling via Terrorforsikringsrådet.

Stk. 2. Principperne i §§ 39, 57 og 58 i lov om forsikringsaftaler finder tilsvarende anvendelse for skadesforsikringsselskabernes afgørelser i sager om NBCR-terror.

§ 9. Skadesforsikringsselskaberne skal efter hvert kvartal og senest den 15. i den følgende måned anmelde størrelsen af forfaldne afgiftsbeløb fordelt på de i § 1, stk. 2, nævnte forsikringskategorier til Terrorforsikringsrådet. Anmeldelsen skal være underskrevet af selskabets ansvarlige ledelse.

Stk. 2. Det forfaldne afgiftsbeløb pr. kvartal omfatter de afgifter, der forfalder til betaling i det pågældende kvartal. Afgifter, der afskrives som uerholdelige, fradrages i afgiftsbeløbet i det kvartal, hvor afskrivningen af præmieindtægt inklusive afgift finder sted.

§ 10. Et skadesforsikringsselskabs forfaldne afgiftsbeløb for et kvartal skal indbetales til Terrorforsikringsrådet inden udgangen af den følgende måned.

Stk. 2. Betaler et skadesforsikringsselskab ikke afgiftsbeløbet rettidigt, skal skadesforsikringsselskabet betale 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra sidste rettidige indbetalingsdag, dog mindst 20 kr.

§ 11. Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen finder anvendelse på skadesforsikringsselskabernes behandling af skader efter denne lov.

Kapitel 4

Terrorforsikringsrådet

§ 12. Erhvervsministeren udpeger Terrorforsikringsrådet bestående af 1 formand og 3 medlemmer samt suppleanter for disse.

Stk. 2. Rådet sammensættes af:

1) 1 formand og 1 suppleant fra Erhvervsministeriet.

2) 1 medlem og 1 suppleant fra Finansministeriet.

3) 1 medlem og 1 suppleant fra Finanstilsynet.

4) 1 medlem og 1 suppleant efter indstilling fra forsikringsbranchen.

Stk. 3. Formanden og medlemmerne samt disses suppleanter udnævnes for en 4-årig periode og kan genudpeges. Fratræder et medlem inden periodens udløb, sker der udnævnelse af et nyt medlem for en periode kortere end 4 år.

Stk. 4. Terrorforsikringsrådet kan efter behov anvende ekstern bistand.

Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for Terrorforsikringsrådets arbejde.

Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om sekretariatsfunktionen for Terrorforsikringsrådet, herunder betaling for sekretariatets arbejde og for ekstern bistand.

§ 13. Terrorforsikringsrådet aflægger regnskab for år, hvor der har været foretaget udbetalinger fra ordningen, eller hvor skadesforsikringsselskaberne har opkrævet bidrag til ordningen.

Stk. 2. Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor og indsendes til erhvervsministeren.

Stk. 3. Erhvervsministeren har adgang til Terrorforsikringsrådets regnskabsmateriale, herunder revisionsprotokollater m.v.

Kapitel 5

Terrorforsikringsrådets kompetencer

§ 14. Terrorforsikringsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt der er indtruffet en NBCR-terrorhandling.

§ 15. Terrorforsikringsrådet kan beslutte at udbetale erstatninger eller foretage acontoudbetalinger, hvis Terrorforsikringsrådet vurderer, at summen af erstatninger, der skal udbetales i forbindelse med en NBCR-terrorhandling, kan rummes inden for det tilbageværende mulige træk på den statslige genudlånsfacilitet, selv om Terrorforsikringsrådet ikke har modtaget endelige opgørelser fra samtlige erstatningsberettigede.

Stk. 2. Terrorforsikringsrådet kan beslutte at foretage acontoudbetalinger af de forholdsmæssige erstatninger, jf. § 3, stk. 2, hvis Terrorforsikringsrådet vurderer, at summen af erstatninger, der skal udbetales i forbindelse med et NBCR-terrorangreb, ikke kan rummes inden for det tilbageværende mulige træk på genudlånsfaciliteten, selv om Terrorforsikringsrådet ikke har modtaget endelige opgørelser fra samtlige erstatningsberettigede.

Stk. 3. Terrorforsikringsrådet retter henvendelse til erhvervsministeren, hvis Terrorforsikringsrådet vurderer, at der er sandsynlighed for, at summen af erstatninger, der skal udbetales efter denne lov, vil overstige genudlånsfacilitetens maksimum.

§ 16. Terrorforsikringsrådet fastsætter efter forhandling med forsikringsbranchen regler om Terrorforsikringsrådets betaling for skadesforsikringsselskabernes behandling og taksation af NBCR-terrorskader.

§ 17. Terrorforsikringsrådet fører tilsyn med skadesforsikringsselskabernes behandling af NBCR-terrorskader. Terrorforsikringsrådet kan af de skadesforsikringsselskaber, der er omfattet af loven, forlange alle oplysninger udleveret, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens regler og regler udstedt i medfør af loven overholdes.

Stk. 2. Terrorforsikringsrådet kan meddele de påbud, som anses for nødvendige for skadesforsikringsselskabernes overholdelse af loven eller regler fastsat i medfør af loven. Terrorforsikringsrådet kan offentliggøre påbud efter 1. pkt.

Stk. 3. Terrorforsikringsrådet kan i særlige tilfælde kræve, at et skadesforsikringsselskab tilbagebetaler uberettiget udbetalt erstatning.

Stk. 4. § 354 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Terrorforsikringsrådets tilsyn efter denne lov.

Stk. 5. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for tilsynet, herunder for Terrorforsikringsrådets anvendelse af påbud til skadesforsikringsselskaberne og offentliggørelse heraf samt for tilbagebetalingskrav mod skadesforsikringsselskaberne vedrørende uberettiget udbetalt erstatning.

Kapitel 6

Anmeldelse, klageadgang og straffebestemmelser

§ 18. Skadelidte skal senest 6 måneder efter skadens indtræden anmelde skaden til det skadesforsikringsselskab, hvor skadelidte har forsikret den beskadigede genstand.

Stk. 2. Terrorforsikringsrådet kan i særlige tilfælde dispensere fra 6-månedersfristen.

§ 19. Skadesforsikringsselskabernes afgørelser om NBCR-terrorskader kan indbringes for Terrorforsikringsrådet, senest 3 måneder efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Terrorforsikringsrådets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 20. Som part i forhold til Terrorforsikringsrådets afgørelser anses alene de omfattede skadesforsikringsselskaber.

Stk. 2. Som part anses dog den, der klager efter § 19, stk. 1, for så vidt angår spørgsmålet om forsikringsselskabets sagsbehandling i den pågældende klagesag.

§ 21. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) forsætligt eller ved grov uagtsomhed overtræder § 3, stk. 4, eller § 9, stk. 1, eller

2) forsætligt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen om erstatning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 4. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

Kapitel 7

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 22. Loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Stk. 2. Lov nr. 469 af 17. juni 2008 om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelser udstedt i medfør af lov nr. 469 af 17. juni 2008 om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet forbliver i kraft, indtil de afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov eller ophæves.

§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 9. april 2019

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Rasmus Jarlov