Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

J.nr. 18-8160

En kvinde begyndte at arbejde på en minkfarm i 2013 og var i en periode herefter ansat hos minkavleren. I to senere perioder var kvinden ansat hos en entreprenør. Kvinden arbejdede og boede i hele perioden på minkfarmen, og der skete ifølge kvinden ingen ændringer i relation til instruktion i forbindelse med skift af arbejdsgiver. Efter udløb af den seneste ansættelseskontrakt var kvinden til stede på minkfarmen, hvor hun oplyste minkavleren, at hun var gravid. Der var en drøftelse bl.a. om risikoen for gravide ved at arbejde på en minkfarm. Nævnet lagde til grund, at kvindens graviditet var årsag til, at hendes ansættelse ikke blev fornyet og slog fast, at dette er udtryk for afslag på ansættelse. Kvinden fik derfor medhold i klagen.

De to indklagede skulle in solidum betale en godtgørelse på 25.000 kr. til kvinden.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med klagers arbejde på en minkfarm.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

De indklagede har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

De indklagede skal inden 14 dage in solidum betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 22. januar 2018, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der stammer fra Letland, påbegyndte den 1. november 2013 arbejde hos indklagede 1, som er en minkfarm drevet af A minkavler.

Ifølge oplysning på lønsedler fratrådte klager denne stilling den 14. december 2015. På dette tidspunkt boede klager på minkfarmen, og husleje blev fratrukket hendes løn.

Fra den 13. februar 2016 og frem til den 12. december 2016 var klager beskæftiget i en tidsbegrænset stilling som landbrugsmedarbejder specialiseret i arbejde med mink hos indklagede 2. Arbejdsstedet var ifølge kontrakten foreløbigt minkfarmen hos indklagede 1.

Parterne indgik tilsvarende aftale om tidsbegrænset ansættelse gældende fra den 9. januar 2017 og frem til den 10. april 2017.

Under disse to ansættelsesforhold blev husleje fortsat fratrukket klagers løn.

Ifølge entreprisekontrakt for perioden fra den 5. januar til den 28. februar 2017 mellem indklagede 2 som entreprenør og indklagede 1 som kunde, skulle indklagede 2 udføre arbejde relateret til mink på indklagede 1’s minkfarm. Indklagede 2 lejede ifølge kontrakten bolig af indklagede 1 til medarbejderne. Det fremgår bl.a. af kontrakten:

”Entreprenøren er ansvarlig for, at hans personale har de nødvendige kvalifikationer til at udføre tjenesteydelsen korrekt og i overensstemmelse med denne aftale og branchens normer.

Entreprenøren fastsætter alene antallet af medarbejdere, der er nødvendigt for at udføre tjenesteydelsen i henhold til denne aftale.

Entreprenøren udpeger en formand for sine medarbejdere. Kunden må ikke instruere Entreprenørens medarbejdere.

Entreprenøren erklærer ved sin underskrift, at tjenesteydelsen vil blive udført under iagttagelse af al relevant dansk lovgivning herunder vedrørende arbejdsmiljø, arbejdstid, ferie mv. og at Entreprenøren har tegnet alle relevante lovpligtige forsikringer.

Entreprenøren afholder alle omkostninger, herunder også omkostninger til sit personale, i forbindelse med udførelsen af tjenesteydelsen i henhold til aftalen. ”

For perioden fra den 1. marts 2017 og frem til den 20. april 2017 indgik de indklagede endnu en entreprisekontrakt. Indklagede 2’s forpligtelser ifølge kontrakten svarede til den tidligere indgåede kontrakt. Også i denne periode udlejede indklagede 1 bolig til indklagede 2 til brug for dennes medarbejdere.

Den 17. april 2017 oplyste klager indklagede 1 om, at hun var gravid med termin i september 2017.

Klager har for nævnet fremlagt en lydoptagelse af en samtale, som foregår på engelsk og på lettisk med en kvinde og en mand, som ifølge klager er A minkavler og dennes hustru. Det fremgår bl.a. af samtalen, at klager havde talt med sin læge om, hvorvidt hun kunne arbejde. Klager var blevet oplyst om, at det ikke var farligt. Hun måtte ifølge lægen ikke arbejde med svin, hvorimod det er muligt at undersøge for sygdom i forbindelse med arbejde med mink. Klager blev under samtalen oplyst om, at hun med et barn skulle finde sit eget sted at bo.

Klagers advokat har efterfølgende over for indklagede 2 fremsat krav om godtgørelse, hvilket krav indklagede 2 har afvist.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. januar 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev nægtet ansættelse hos indklagede 1 på grund af graviditet, og at indklagede 1 tilpligtes at betale 151.875 kr. Klager gør også gældende, at hendes ansættelse hos indklagede 2 ophørte på grund af graviditet, og at indklagede 2 tilpligtes at betale 151.875 kr.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen skal der særligt tages hensyn til, at klager reelt har arbejdet i den samme virksomhed siden 2013, hvorefter godtgørelsen skal fastsættes til 9 måneders løn.

Den 13. februar 2016 fik klager præsenteret en ansættelseskontrakt til underskrift, hvorefter hun overgik til ansættelse hos indklagede 2.

Gældende for hele ansættelsesperioden udførte klager udelukkende arbejde for indklagede 1 på minkfarmens adresse.

I naturlig forlængelse af ansættelsesforholdet deltog klager den 17. april 2017, dvs. en uge efter ophør af ansættelseskontrakten, i møde på minkfarmen, hvor vagter skulle fordeles mellem medarbejderne på minkfarmen. Til mødet deltog flere af farmens øvrige medarbejdere.

Her oplyste klager A minkavler og dennes ægtefælle om, at hun var gravid med termin i september 2017. A minkavler udtrykte bekymring for at ifalde et erstatningsansvar, såfremt der måtte ske klager eller det ufødte barn skade i forbindelse med arbejdet. Af denne grund blev klager ikke tilbudt flere vagter på trods af, at hun havde haft fast tilknytning til minkfarmen siden 2013 og utvivlsomt besidder de faglige kvalifikationer til at udføre arbejdet.

Klager oplyste endvidere på mødet den 17. april 2017 A minkavler om, at hun havde rådført sig hos sin egen læge om, hvorvidt der ville være begrænsninger ved arbejdet på en minkfarm, hvilket egen læge havde afkræftet. Klager tilbød derfor sin fulde arbejdskraft.

Statens Seruminstitut beskriver ingen særlige forholdsregler i forhold til toxoplasmose ud over at sikre god hygiejne og undgå at spise råt eller ikke gennemstegt kød, vaske grøntsager grundigt, benytte handsker ved kontakt med jord, undgå upasteuriseret mælk og direkte kontakt med kattebakke.

Der var således ikke noget til hinder for, at klager kunne arbejde med mink. Mennesker har kun risiko for symptomer i det omfang, man ikke tidligere har haft toxoplasmose. Inden klager blev afvist på grund af graviditet, kunne det naturligvis have været afklaret, hvorvidt hun havde haft toxoplasmose, og om det derved overhovedet ville være en omstændighed, der skulle tages højde for.

Klager har på grund af sin erfaring fra samme minkfarm gennem flere år oparbejdet kompetencer og kvalifikationer, som medfører, at hun ville kunne løfte de nødvendige opgaver til fortsat at bestride stillingen. Klager kunne desuden varetage alternative opgaver end at pelse mink. Der var derfor rig mulighed for at udføre øvrige arbejdsopgaver, såfremt der mod forventning var en begrundet mistanke omkring toxoplasmose eller smittefare. Det var ikke søgt afklaret, hvorvidt dette overhovedet var aktuelt for klager, idet der ikke var indhentet lægelige oplysninger om eventuel tidligere smitte hos klager og derved immunitet over for toxoplasmose.

Som erstatning for klager blev der ansat en ny medarbejder på minkfarmen. Der skete således en udskiftning 1 til 1 af en gravid medarbejder.

Klager havde udelukkende kontakt med indklagede 1. Hun arbejdede på intet tidspunkt andre steder, ligesom hun ikke modtog instruktioner fra indklagede 2. Klager havde ingen møder eller anden kontakt med indklagede 2, idet indklagede 1 udleverede alle kontrakter til klager.

Det reelle ansættelsesforhold bestod mellem klager og indklagede 1. Samtlige ansættelsesretlige beføjelser og enhver kontakt skete fra indklagede 1 til klager.

Som følge af konstruktionen, hvor klager de facto fortsatte det sædvanlige arbejde hos A minkavler ved indklagede 1, gør klager subsidiært gældende, at der var tale om vikarvirksomhed, jf. lov om vikarers retsstilling ved udsendelse fra et vikarbureau.

Det følger af vikarlovens § 5, at indklagede 1 er forpligtet til at oplyse omkring eventuelle ledige stillinger, således at klager havde mulighed for at opnå fast beskæftigelse.

Indklagede 1 tilsidesatte denne pligt i væsentlig grad ved ikke at oplyse klager om muligheden for fastansættelse. Derimod tog indklagede 1 en ny medarbejder ind til direkte udskiftning af klager som følge af graviditet.

Den faktiske tilrettelæggelse af de udførte arbejder var til enhver tid instrueret af indklagede 1.

Det påhviler vikarbureauet som indklagede 2 at sikre vikaren samme rettigheder, som ville have været gældende i brugervirksomheden, jf. vikarlovens § 3, stk. 2, jf. stk. 1.

Herved var det således indklagede 2, der skulle sikre, at der ikke skete behandling i strid med ligebehandlingsloven.

Klager har for nævnet fremlagt dom afsagt den 21. august 2017 af Københavns Byret. En ansat i et vikarbureau blev ikke tilbudt yderligere ansættelse og blev derfor reelt opsagt. Vikarbureauet havde ikke løftet bevisbyrden for, at den manglende forlængelse ikke skyldtes vikarens barselsorlov.

Med henvisning til dommen gør klager gældende, at det nu via retspraksis er fastslået, at manglende forlængelse af et vikariat de facto udgør reel opsigelse. Det samme gør sig gældende i denne sag, hvor vikariatet reelt ophørte, men der ikke blev tilbudt forlængelse på trods af, at klager på minkfarmen blev erstattet 1 til 1 af en anden medarbejder.

Det påhviler indklagede 1 og indklagede 2 at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet.

Klager tager afstand fra indklagede 2’s udokumenterede påstande om opnåelse af skattefordele, opfordring til ulovligheder og krav om positiv særbehandling på grund af køn eller graviditet.

De fremlagte entreprisekontrakter dækker alene over perioden 5. januar 2017 til 20. april 2017. Klager havde imidlertid udført arbejde hos indklagede 1 siden 2013, ligesom der også foreligger en ansættelseskontrakt med start den 13. februar 2016.

Idet entreprisekontrakterne først er fremlagt af indklagede 2 under sagens behandling i nævnet ca. et år efter, at der var drøftelser mellem klagers advokat og indklagede om, hvorvidt der var tale om entreprise- eller vikarvirksomhed samt anmodning om dokumentation for klagers og minkavlerens tilknytning til indklagede 2, bestrider klager, at kontrakterne kan tillægges nogen bevismæssig betydning. Klager bestrider også, at kontrakterne er i overensstemmelse med de faktuelle forhold.

Klager modtog på intet tidspunkt påtaler i forhold til sin arbejdsindsats.

Indklagede 1 påstår, at sagen skal afvises. Subsidiært påstår indklagede 1 frifindelse, idet de ikke var arbejdsgiver for klager.

Med virkning fra den 13. februar 2016 var klager ikke ansat af indklagede 1, og hun modtog ikke løn fra indklagede 1. Der eksisterede ikke et ansættelsesforhold mellem klager og indklagede 1.

Indklagede 1 bestrider klagers påstand om, at indklagede 1 stod for tilrettelæggelsen af klagers arbejde.

Klager indgik derimod fra den 13. februar 2016 ved sin underskrift ansættelseskontrakt med indklagede 2. Hun var fra dette tidspunkt underlagt indklagede 2’s instruktionsbeføjelse og modtog løn, feriepenge mv. fra dette selskab.

De arbejdsretlige instruktionsbeføjelser lå ligeledes hos indklagede 2, som i naturlig forlængelse heraf også udstedte anvisninger i forhold til arbejdstid og arbejdssted.

Ansættelseskontrakten henviste til ”The Company”, hvilket refererede til indklagede 2 og ikke til indklagede 1. Klager refererede således i det hele til indklagede 2 i alle aspekter, der vedrørte hendes ansættelsesforhold.

Indklagede 1 og indklagede 2 indgik ikke en vikaraftale men en entrepriseaftale om udførelse af afgrænsede entrepriseopgaver. Indklagede 2 løste disse opgaver for egen regning og risiko og med egne medarbejdere og modtog en fast samlet entreprisesum herfor. Kontrakten indeholder endvidere bestemmelser om mangler og reklamation mv. Såfremt der var tale om et vikarforhold, ville dette ikke ændre på, at indklagede 1 ikke havde ansættelsesretlige beføjelser eller forpligtelser over for klager.

Det er i kontrakten mellem indklagede 1 og indklagede 2 aftalt, at de omfattede opgaver blev udført efter en plan udleveret ugentligt til entreprenørens formand. Ligeledes er det udtrykkeligt aftalt mellem de indklagede, at tilrettelæggelsen af arbejdstiden var indklagede 1 uvedkommende.

Entrepriseaftalen fastslog, hvilke ydelser indklagede 2 skulle præstere for indklagede 1. Det var indklagede 2’s ansvar, at disse opgaver blev løst i overensstemmelse med kontrakten. Det påhvilede endvidere indklagede 2 at ansætte medarbejdere samt at anskaffe samtlige materialer og redskaber, som var nødvendige for udførelsen af den aftalte tjenesteydelse. For disse tjenesteydelser blev der afregnet med en i entreprisekontrakten aftalt entreprisesum.

Indklagede 1 havde således ikke ansættelsesretlige beføjelser over for klager, som kan medføre, at klager kan rejse krav om godtgørelse mod indklagede 1 efter ligebehandlingsloven eller på andet grundlag.

Klagers ansættelsesvilkår fremgår af de fremlagte kontrakter mellem klager og indklagede 2. I medfør heraf var det alene indklagede 2, som kunne bestemme klagers arbejdstid, arbejdssted, løn, afholdelse af ferie mv., ligesom det var indklagede 2, der kunne opsige ansættelsesforhold, og som klager skulle indberette sygdom mv. til. Det fremgår udtrykkeligt af ansættelseskontrakten, at klagers arbejdssteder var skiftende, og at indklagede 2 kunne bestemme, hvor klager skulle udføre sit arbejde.

Indklagede 1 kunne således ikke bestemme, om indklagede 2 skulle afskedige klager eller ej, eller om indklagede 2 skulle give klager flere vagter, forny hendes kontrakt mv.

Klager tog selv ansættelse hos indklagede 2 i februar 2016 på de anførte vilkår, og hun accepterede herved, at indklagede 1 ikke længere var hendes arbejdsgiver. Indklagede 1 bestrider, at klager efter mere end 1 års ansættelse hos indklagede 2 kan rette krav i medfør af ligebehandlingsloven eller på andet grundlag mod indklagede 1.

Allerede fordi klagers ansættelsesbevis, lønafregninger, afregninger af feriepenge osv. er i overensstemmelse med klagers reelle ansættelsesforhold med indklagede 2, samt at entreprisekontrakten er opfyldt af parterne og i øvrigt intet har med klager at gøre, kan klager ikke føre bevis for sin påstand om, at entrepriseforholdet savner realitet.

Der blev ikke afholdt et personalemøde den 17. april 2017. Indklagede 1 holder ikke personalemøder med indklagede 2’s medarbejdere. Derimod oplyste klager uopfordret den 17. april 2017 indklagede 1 om, at hun var gravid. Indklagede 1 udtrykte i den forbindelse bekymring for den alvorlige risiko for skade på fostret som følge af toxoplasmose.

Den fremlagte lydfil er i hovedparten optagelser af en kvindestemme, som oplyste, at hun havde været ved egen læge og fået at vide, at hvis hun havde ”hoved” til det, kunne hun fortsætte med at arbejde. Det ville hun gerne, fordi det var nødvendigt for hende. Kvaliteten af optagelsen er meget dårlig, og det er svært at tyde, hvem der taler, og hvad der bliver sagt, ligesom en større del af optagelsen ikke er på dansk.

Det fremgår om toxoplasmose på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, at der er tale om en sygdom, der skyldes parasitten toxoplasma gondii. Infektionen er kun farlig hos personer, der er gravide eller har et nedsat immunforsvar. Hos gravide, som ikke har haft infektionen tidligere, kan smitte med parasitten give en alvorlig infektion hos fostret og føre til spontan abort eller misdannelser.

Mink og afføring fra mink er bærere af denne parasit. Gravide må derfor ikke udføre arbejde på indklagede 1’s minkfarm, da der er overvejende risiko for, at de kommer i kontakt med parasitten.

Statens Seruminstitut anerkender smittefare med alvorlige konsekvenser for fostret hos gravide, herunder øjenskader og/eller hjerneskader. Det følger af kontrakten med indklagede 2, at klagers arbejdsopgaver bestod i en tæt kontakt med mink. Det fremgår direkte af sundhed.dk, der varetages af bl.a. Sundhedsministeriet, at: ”Gravide der pelser dyr (f.eks mink) bør fraværsmeldes indtil der foreligger en toxoplasmose titer. Ved negativ titer bør den gravide være fortsat fraværsmeldt. ”.

Indklagede 1 afviste således alene på denne baggrund, at indklagede 2 kunne sende klager til at udføre arbejde hos indklagede 1 under klagers graviditet. Indklagede 1 handlede herved korrekt og forsvarligt, idet indklagede 1 har viden omkring toxoplasmose og således blot beskyttede klagers foster. Dette har intet med forskelsbehandling af klager at gøre, hverken som kvinde eller gravid, men var udelukkende begrundet i hensynet til fostrets sikkerhed. Ej heller har det at gøre med klagers kvalifikationer.

Indklagede 1 købte en entrepriseydelse af indklagede 2. Hvilke medarbejdere indklagede 2 udsendte til at løse denne opgave er indklagede 1 uvedkommende, så længe ydelsen blev leveret korrekt uden fejl eller mangler og til tiden.

Hvis klagers kvalifikationer ikke var i orden ville det således være indklagede 2, der kunne fyre hende og ikke indklagede 1. Indklagede 1 bestrider således, at de blot ansatte en ny medarbejder til udskiftning af en gravid medarbejder. Klager var ikke ansat hos indklagede 1 den 17. april 2017. Beføjelserne til at afskedige eller ansætte lå i det hele hos indklagede 2.

Som part i et entrepriseforhold er indklagede 1 fuldt ud berettiget og forpligtet til at fastsætte overordnede og fyldestgørende sikkerheds-forskrifter, som skal overholdes på indklagede 1’s virksomhed af de entreprenører, der udfører arbejde på minkfarmen. Herunder er indklagede 1 fuldt ud berettiget til at bestemme, at det ikke er forsvarligt at løbe risikoen for, at en gravid kvinde mister sit barn eller får et misdannet barn på grund af arbejdet på minkfarmen.

Såfremt nævnet mod forventning måtte finde, at klager var i et ansættelsesforhold hos indklagede 1, gør indklagede 1 til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gældende, at der forelå en gyldig og saglig sundhedsfaglig begrundelse for at nægte klager at udføre arbejde på minkfarmen under sin graviditet. Således skete der ikke forskels-behandling på grund af graviditet eller på andet grundlag, som kan udløse godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Indklagede 2 afviser klagers påstand om, at hun blev fravalgt og forskelsbehandlet på grund af køn eller graviditet.

Indklagede 2 blev første gang kontaktet af klagers advokat i midten af august 2017. Klagers advokat oplyste, at klager på dette tidspunkt var gravid i 8. måned, og at indklagede 2 på dette grundlag skulle have fravalgt klager i april 2017 til et job i forbindelse med indklagede 2’s klient indklagede 1. Indklagede 2 kan derfor i sagens natur ikke have nægtet klager forlængelse/fornyelse af ansættelsen, som stoppede den 10. april 2017.

Indklagede 2 afviser at have fravalgt klager til et job, idet klager ikke henvendte sig til indklagede 2 angående ny ansættelse.

Indklagede 2 havde en entreprisekontrakt med indklagede 1. Her var klager ganske rigtigt ansat i en tidsbegrænset ansættelse hos indklagede 2 fra den 9. januar til den 10. april 2017 præcis som andre udenlandske medarbejdere både i forbindelse med kontrakten med indklagede 1 og hos andre af indklagede 2’s kunder. Klager udførte sæsonbetonede opgaver, som lå inden for de to entreprisekontrakter.

Indklagede 2 arbejder fortrinsvis med korte ansættelseskontakter, da deres entreprisekontrakter ligeledes er over korte perioder og meget sæsonbestemte. Sæsonerne topper hos indklagede 1 først på året og sidst på året; i klagers ansættelsesperiode og igen cirka et halvt år efter udløbet af hendes ansættelseskontrakt. Indklagede 2 modtog ikke i 2017 nogen henvendelse fra klager om, at hun gerne ville arbejde hos indklagede 2 igen i efterårs-/vintersæsonen.

Normalt rejser medarbejderne hjem til deres hjemland efter endt ansættelse, og indklagede 2 var ikke vidende om, at det skulle være anderledes for klager. Klager oplyste en hjemadresse i Letland, hvormed hun opnåede skattefordele.

Det undrer indklagede 2, at klager mødte op på indklagede 1’s kontor og ønskede ansættelse hos indklagede 1 syv dage efter ophør af sin ansættelse hos indklagede 2. Indklagede 2 var klagers arbejdsgiver og havde kontrakt med indklagede 1.

Hvis klager ønskede at arbejde, burde hun have ansøgt indklagede 2 herom og ikke optage en samtale med indklagede 2’s klient. Lydfilen er alene et udpluk af samtalen, som også omfattede, at klager opfordrede indklagede 1 til at begå ulovligheder.

Indklagede 2 finder det upassende, at klager åbenbart ville have positiv særbehandling på grund af sit køn eller sin graviditet.

Først i replikken fra klagers advokat fremgår det, at klager var utilfreds med, at indklagede 2 ikke havde fremlagt entreprisekontrakterne. Det gjorde indklagede 2 herefter velvilligt.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Såfremt afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Klager begyndte at arbejde på minkfarmen den 1. november 2013. I perioden frem til den 14. december 2015 var hun ansat hos indklagede 1. I perioden 13. februar til 12. december 2016 og igen for perioden 9. januar – 10. april 2017 var klager ansat hos indklagede 2. Klager har oplyst, at hun i hele perioden arbejdede og boede på minkfarmen, og at der ikke skete nogen ændringer i relation til instruktion i forbindelse med skift af arbejdsgiver. Klager var på minkfarmen den 17. april 2017, hvor hun oplyste, at hun var gravid. Der var en drøftelse bl.a. omkring risikoen for gravide ved at arbejde på en minkfarm.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klagers graviditet var årsag til, at hendes ansættelse ikke blev fornyet.

Dette er udtryk for afslag på ansættelse.

Klager får derfor medhold.

Godtgørelse

Godtgørelsen fastsættes efter fast praksis til 25.000 kr.

Indklagede 2 var formelt klagers seneste arbejdsgiver. I praksis har indklagede 1 overfor klager udøvet arbejdsgiverens sædvanlige beføjelser. Derfor skal indklagede 1 og indklagede 2 in solidum betale godtgørelsen til klager.

De indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. januar 2018, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling ved ansættelse mv.

§ 14, om godtgørelse

§ 16 a, om delt bevisbyrde

<18-8160>