Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Oplysning om undervisning og prøver
Kapitel 2 Optagelse
Kapitel 3 Betaling
Kapitel 4 Indhold, tilrettelæggelse og prøver
Kapitel 5 Vejledning
Kapitel 6 Placering og administration
Kapitel 7 Klage
Kapitel 8 Ikrafttræden
Bilag 1 Gymnasiale indslusningskurser for flygtninge og indvandrere (GIF)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om gymnasial supplering

I medfør af § 65, stk. 5, i lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser, § 8 a, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 30. august 2018, og § 4, stk. 1 og 2, i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 20. juni 2018, fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Oplysning om undervisning og prøver

§ 1. Gymnasial supplering omfatter:

1) Gymnasiale suppleringskurser (GSK), jf. § 65, stk. 2, i lov om de gymnasiale uddannelser og § 8 i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

2) Supplerende overbygningsforløb (SOF), jf. § 65, stk. 3, i lov om de gymnasiale uddannelser og § 8 a, stk. 1, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

3) Gymnasiale indslusningskurser for flygtninge og indvandrere (GIF), jf. § 65, stk. 4, i lov om de gymnasiale uddannelser.

§ 2. GS-koordinatorerne, jf. § 21, udarbejder hvert år materiale om det kommende kursusårs udbud af fag og niveauer som GSK og som led i GIF på institutionen og på GS-koordinators kontrahentinstitutioner, jf. § 23, stk. 2, nr. 5. Materialet skal indeholde oplysninger om, efter hvilken læreplan og med hvilken undervisningstid det pågældende fag planlægges læst, og hvilke prøver faget omfatter. Hver GS-koordinator sikrer, at materialet inden den 1. maj er tilgængeligt på hjemmesiden for den gymnasiale institution, som GS-koordinatoren er leder af.

Stk. 2. GS-koordinatorerne udarbejder sammen hvert år på baggrund af oplysning herom fra de institutioner, der udbyder hf-enkeltfag eller GSK, en samlet liste over, på hvilke institutioner, der udbyder hf-enkeltfag eller GSK, det i næste kursusår vil være muligt at ansøge om optagelse på SOF. Hver GS-koordinator sikrer, at listen over de institutioner, der tilbyder SOF, inden den 1. maj er tilgængelig på hjemmesiden for den gymnasiale institution, som GS-koordinatoren er leder af.

Kapitel 2

Optagelse

§ 3. Ansøgning om optagelse på GSK og på GIF sker igennem den gymnasiale institution, som GS-koordinator er leder af.

Stk. 2. Fristerne for ansøgning fastsættes af GS-koordinatorerne med henblik på kursusstart i henholdsvis sommerterminen, efterårsterminen og forårsterminen og oplyses på hjemmesiden for de gymnasiale institutioner, som GS-koordinatorerne er leder af.

Stk. 3. GS-koordinator kan dispensere fra ansøgningsfristen.

Stk. 4. Ansøgning om optagelse på et SOF sker til en institution på den liste, der er nævnt i § 2, stk. 2.

§ 4. Følgende personer er optagelsesberettigede til GSK, jf. § 1, nr. 1, i det omfang, de mangler et eller flere konkrete fag på et niveau (A-, B- eller C-niveau), der er omfattet af de specifikke adgangskrav for den konkrete videregående uddannelse, de ønsker at blive optaget på, eller skal forbedre karakteren i allerede gennemførte fag og niveauer for at opfylde fastsatte karakterkrav for optagelse på uddannelsen:

1) Personer med teknisk studentereksamen (htx), merkantil studentereksamen (hhx), almen studentereksamen (stx), hf-eksamen eller højere forberedelseseksamen med eller uden overbygning, erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) eller anden tilsvarende gymnasial eksamen, herunder udenlandske eksamener vurderet i henhold til reglerne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer, eller bevis for eux 1. del, jf. dog § 5. Sådanne personer er også optagelsesberettigede i det omfang, de mangler et eller flere fag på et niveau, der er krævet for at kunne søge adgang til de enkelte linjefag i uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, eller skal forbedre karakteren i et allerede gennemført fag for at opfylde et fagspecifikt minimumskarakterkrav for adgang til et konkret linjefag.

2) Personer med en afsluttet erhvervsuddannelse, som har gennemført mindst ét studierettet enkeltfag på mindst C-niveau som led i uddannelsen eller som enkeltfagsundervisning uden for uddannelsen. Ved studierettede enkeltfag forstås fag fra de gymnasiale uddannelser, grundfag fra erhvervsuddannelsen samt fag udviklet efter § 4, stk. 2, og § 6 i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

Stk. 2. Optagelsesberettigede til SOF, jf. § 1, nr. 2, er personer med bevis for en hf-eksamen uden overbygning, for en højere forberedelseseksamen uden overbygning eller for eux 1. del, som ønsker optagelse på en bacheloruddannelse ved et universitet og dermed har behov for at opnå et bevis for overbygning, jf. § 19.

Stk. 3. Optagelsesberettigede til GIF, jf. § 1, nr. 3, er flygtninge og indvandrere, der gennem supplering i fagpakker efter mindst 12 års skolegang ønsker at sidestille en gymnasial eksamen, der er aflagt i udlandet, med en dansk gymnasial adgangsgivende eksamen, og som opfylder følgende betingelser:

1) Ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark.

2) Ansøgeren har bestået prøver i dansk eller dansk andetsprog på D- eller højere niveau med mindst karakteren 4 efter 7-trins-skalaen i hver af prøverne. Ansøgere, der ikke opfylder betingelsen i 1. pkt., men som har opnået mindst karakteren 7 efter 7-trinsskalaen for hver af prøverne i Prøve i Dansk 3, kan optages efter en konkret vurdering på grundlag af en samtale og eventuelt en faglig test.

3) Ansøgeren behersker engelsk på G-niveau og har haft mindst fire års formel undervisning i engelsk.

4) Ansøgeren har ved ønske om Mat-GIF, jf. bilag 1, kundskaber i matematik, der svarer til mindst B-niveau.

§ 5. For personer omfattet af § 4, stk. 2, forudsætter retten til optagelse på GSK efter § 4, stk. 1, nr. 1, med henblik på optagelse på en bacheloruddannelse ved et universitet, at den pågældende forinden kursusstart i kraft af beståede enkeltfag har opnået en overbygning på sit bevis, jf. § 19.

§ 6. Optagelsesberettigede ansøgere til GSK har ret til optagelse på et hold i et bestemt fag på et bestemt niveau, der påbegyndes senest tre terminer, efter at ansøgningen rettidigt er indgivet, jf. § 3, stk. 2.

Stk. 2. Hvis der på grund af for få ansøgere ikke oprettes hold på den ansøgte institution i et ansøgt fag eller på det ansøgte niveau inden for det første år efter ansøgningens indgivelse, henviser GS-koordinator optagne ansøgere til pladser på et GSK-hold i det ansøgte fag på det ansøgte niveau i rimelig geografisk afstand fra den ansøgte institution.

Stk. 3. Hvis der ikke kan skaffes plads ved hjælp af en henvisning, som nævnt i stk. 2, henviser GS-koordinator optagne ansøgere til pladser (tompladser) inden for den almindelige gymnasiale undervisning, så vidt muligt lokalt.

Stk. 4. Bortset fra vilkår for betaling, jf. § 10, er henviste kursister, jf. stk. 2 og 3, undergivet de vilkår for undervisningens organisering og tilrettelæggelse, herunder som helt eller delvist virtuelle forløb, jf. § 15, stk. 3, der gælder for det hold eller den klasse, som de er henvist til.

§ 7. En institution, der efter § 3, stk. 4, modtager en ansøgning om optagelse på et SOF, udarbejder til optagelsesberettigede ansøgere et forslag til et konkret forløb med udgangspunkt i oplysninger om, dels hvilke fag og niveauer som ansøgeren allerede har bestået, dels hvilken konkret bacheloruddannelse ved et universitet som ansøgeren ønsker at blive optaget på, når vedkommende har opnået sin overbygning. Institutionen påser, at det konkrete SOF som minimum omfatter enkeltfag, der gør det muligt for den pågældende at opnå et bevis for overbygning, jf. § 19, og at forløbet kan gennemføres inden for et halvt år, jf. lovens § 65, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. Institutionen påser i sit forslag, at det konkrete SOF så vidt muligt omfatter alle de fag og niveauer, som ansøgeren måtte mangle for at opfylde de specifikke adgangskrav for den ønskede bacheloruddannelse. Hvis ansøgeren ikke eller kun delvis har sådanne mangler, skal forslaget til SOF omfatte løft i fag, som efter institutionens vurdering er fagligt relevante i forhold til den ønskede bacheloruddannelse.

Stk. 3. I institutionens forslag til SOF indgår, at undervisningen af ansøgeren foregår på enkeltfagshold fra udbudte hf-enkeltfag eller GSK eller på enkeltfagshold, der særligt er tilrettelagt til formålet. Institutionen kan efter aftale med en anden institution på den liste, der er nævnt i § 2, stk. 2, lade undervisning på hold ved den sidstnævnte institution indgå i forslaget.

Stk. 4. Institutionens forslag til et konkret SOF skal være modtaget af ansøger senest 20 dage, inklusive dage uden undervisning, efter at ansøger har fremlagt den nødvendige dokumentation for institutionen.

Stk. 5. En ansøger, som ikke ønsker at tage imod institutionens forslag til SOF, herunder med eventuelle nærmere aftalte tilpasninger, er ikke afskåret fra at indgive fornyet ansøgning efter § 3, stk. 4, til en anden institution. I tilfælde af fornyet ansøgning oplyser ansøgeren den nye institution om indholdet af tidligere modtagne forslag.

§ 8. Optagelsesberettigede ansøgere til GIF har ret til optagelse på et hold, der påbegyndes i dét år, hvor ansøgningen rettidigt er indgivet, jf. § 3, stk. 2.

§ 9. En kursist kan som led i gymnasial supplering kun følge samme fag på samme niveau én gang, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En kursist kan, hvor der foreligger særlige omstændigheder, fra GS-koordinator opnå tilladelse til på ny at følge undervisningen i det samme fag på det samme niveau som led i gymnasial supplering.

Kapitel 3

Betaling

§ 10. For betaling for gymnasial supplering gælder § 47 a i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og § 4 i bekendtgørelse om deltagerbetaling ved almen voksenuddannelse og gymnasiale enkeltfag.

Stk. 2. Institutionen afholder udgifterne til undervisningsmidler, idet den dog kan opkræve betaling fra kursisten i et tilsvarende omfang, som det er tilfældet i de gymnasiale uddannelser, jf. § 46, stk. 8, i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og regler udstedt i medfør heraf.

Kapitel 4

Indhold, tilrettelæggelse og prøver

§ 11. Undervisning, herunder undervisningstid og fordybelsestid, efter denne bekendtgørelse omfatter fag og niveauer efter bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser, jf. dog stk. 2-4 og §§ 12 og 13.

Stk. 2. Undervisningen i GSK i fag fra uddannelsen til almen studentereksamen kan tilrettelægges med en undervisningstid for det pågældende fag efter reglerne for enten det treårige eller det toårige uddannelsesforløb.

Stk. 3. Undervisning i GIF gives i de fag, der er nævnt i bilag 1. I GIF afsættes 110 timers fordybelsestid til skriftligt arbejde i dansk som andetsprog A. Herudover kan der afsættes op til 25 timers fordybelsestid til skriftligt arbejde i engelsk B og op til 25 timers fordybelsestid til skriftligt arbejde i historie C eller B.

Stk. 4. For kursister på et SOF skal der samlet afvikles mindst 100 timers fordybelsestid.

Stk. 5. Lærere, der underviser i henhold til denne bekendtgørelse, skal have undervisningskompetence i det pågældende fag efter reglerne for de gymnasiale uddannelser.

§ 12. En kursist i GSK, der skal forbedre sin karakter i et fag på et bestemt niveau, skal have den undervisningstid, der hører til løftet fra det nærmeste underliggende niveau.

Stk. 2. En kursist i GSK, der mangler et fag på et bestemt niveau, skal have den undervisningstid, der hører til det pågældende niveau, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. En kursist, der på tidspunktet for ansøgningen har afsluttet det pågældende fag på gymnasialt niveau, og som skal løfte dette niveau, skal have den undervisningstid, der hører til løftet fra det afsluttede niveau til det ønskede niveau. GS-koordinator kan dog, hvis særlige forhold taler for det, beslutte, at kursisten også skal have den undervisningstid, der hører til det niveau, som kursisten allerede har afsluttet faget på.

§ 13. En kursist kan efter ansøgning ved undervisningens start få merit for dele af undervisningen, jf. reglerne i kapitel 12 i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser.

Stk. 2. I GIF kan der efter ansøgning gives merit for undervisning og prøveaflæggelse i maksimalt to fag, i det omfang kursisten inden optagelse på GIF har afsluttet det eller de pågældende fag på tilsvarende eller højere gymnasialt niveau.

§ 14. GSK tilrettelægges som holdundervisning jf. dog § 15, stk. 3, i enkelte fag eller i grupper af fag, fortrinsvis i koncentrerede forløb og over højst et år.

Stk. 2. GIF tilrettelægges som holdundervisning over ét år, jf. bilag 1.

§ 15. Læreplanerne og reglerne for undervisning i de enkelte fag, jf. § 11, stk. 1, gælder med de tilpasninger, der følger af denne bekendtgørelse. For fagene dansk som andetsprog A, engelsk B, historie C og historie B i GIF, jf. bilag 1, tilrettelægger institutionen undervisningen i overensstemmelse med læreplaner med blandt andet mål og indhold, som er fastsat og offentliggjort samtidigt med denne bekendtgørelse på ministeriets hjemmeside www.uvm.dk, jf. § 29, stk. 3.

Stk. 2. Den enkelte lærer i et fag skal udarbejde en undervisningsbeskrivelse efter reglerne i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser.

Stk. 3. I GSK kan undervisningstiden i et fag anvendes helt eller delvist til undervisning, der ikke forudsætter samtidig tilstedeværelse af lærer og kursist (virtuel undervisning), i den udstrækning dette kan ske i overensstemmelse med stk. 1, 1. pkt. Hvis omfanget af undervisningen i væsentlig grad er baseret på virtuel undervisning, skal det fremgå af udbuddet. I GIF kan omfanget af virtuel undervisning ikke overstige 20 pct. i det enkelte fag.

§ 16. Kursister, der på grund af handicap eller sygdom har behov for særlig støtte, skal have tilbud herom efter reglerne i kapitel 7 og 8 i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser med de tilpasninger, der følger af deres særlige forhold som kursister i gymnasial supplering.

§ 17. Alle fag i gymnasial supplering afsluttes med prøve. Prøverne følger reglerne i den almene eksamensbekendtgørelse, bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser samt reglerne om prøver i de enkelte læreplaner.

Stk. 2. Prøverne afholdes i forbindelse med de prøveterminer, der fastsættes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

§ 18. For beviser for aflagte prøver gælder § 49, stk. 3 og 5, og § 50, stk. 1 og 3, i lov om de gymnasiale uddannelser.

Stk. 2. En kursist, der ikke har aflagt alle de krævede prøver i GIF, kan få udfærdiget enkeltfagsbevis for de aflagte prøver.

Stk. 3. Kursister, der afbryder undervisningen, kan efter anmodning få attestation fra institutionen for gennemført undervisning.

§ 19. En person omfattet af § 4, stk. 2, kan efter anmodning og ved henvisning til tilstrækkelige beviser for enkeltfag få udfærdiget et bevis for overbygning på sin hf-eksamen, på sin højere forberedelseseksamen eller på sit bevis for eux 1. del af en institution på den liste, der er nævnt i § 2, stk. 2.

Stk. 2. En overbygning efter stk. 1 omfatter normalt to efterfølgende løft af niveauet i et eller flere konkrete fag til A- eller B-niveau, hvoraf mindst ét løft skal være til A-niveau, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Hvis der i den pågældendes bevis for eux 1. del eller bevis for højere forberedelseseksamen indgår andre gymnasiale fag på A-niveau end dansk, kan overbygningen bestå af to efterfølgende løft af fag til B-niveau.

Stk. 4. En overbygning, der omfatter et efterfølgende løft af historie fra B- til A-niveau, skal herudover omfatte

1) ét efterfølgende løft af et fag fra B- til A-niveau og ét nyt fag på C-niveau,

2) et efterfølgende løft af et fag fra C- til A-niveau,

3) to andre efterfølgende løft af niveauet i fag til mindst B-niveau eller

4) ét efterfølgende nyt fag på mindst B-niveau.

Kapitel 5

Vejledning

§ 20. Kursister skal i relevant omfang tilbydes faglig og metodisk vejledning.

Kapitel 6

Placering og administration

§ 21. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udpeger blandt lederne af institutioner, der er godkendt til at udbyde gymnasial uddannelse, en eller flere personer som GS-koordinator i hvert af byområderne København, Odense, Ålborg og Århus.

Stk. 2. En GS-koordinator udpeges for en periode på tre finansår. Styrelsen kan forlænge perioden for en GS-koordinator med et, to eller tre finansår ad gangen.

Stk. 3. En GS-koordinator aflønnes med et særligt honorar.

§ 22. GS-koordinatorerne afgør, hvilke institutioner godkendt til at udbyde gymnasial uddannelse der udbyder GSK og GIF, og kontraherer med disse om de konkrete udbud.

§ 23. GS-koordinatorerne har i fællesskab ansvaret for følgende opgaver vedrørende gymnasial supplering:

1) Samarbejde med Undervisningsministeriet om information om gymnasial supplering på UddannelsesGuiden.

2) Planlægning og koordination af det samlede udbud af GSK og GIF og den samlede holdoprettelse på landsplan for disse tilbud.

3) Udarbejdelse af den liste, der er nævnt i § 2, stk. 2, herunder sikring af, at institutionerne har en passende viden om opgaven med at tilbyde SOF.

4) Udarbejdelse af landsstatistik vedrørende adgangsgrundlag, holddannelse, gennemførelse, prøvekarakterer m.v. efter aftale med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Stk. 2. Hver GS-koordinator har ansvaret for administration af gymnasial supplering på lokalt plan, herunder:

1) Sikring af, at information om gymnasial supplering, som findes på hjemmesiden for den gymnasiale institution, som GS-koordinatoren er leder af, og på kontrahentinstitutionernes hjemmesider, er i overensstemmelse med informationen om gymnasial supplering på UddannelsesGuiden, jf. stk. 1, nr. 1.

2) Sikring af, at optagelsesbetingelserne til GSK og GIF er opfyldt, og indledende vejledning af ansøgere.

3) Oprettelse af hold for GSK og GIF samt fordeling af kursister.

4) Planlægning af det lokale undervisningstilbud på GSK og GIF.

5) Kontrahering med institutioner om placering af hold for GSK og GIF og placering af enkeltkursister på disse hold samt placering af hold og enkeltkursister på den gymnasiale institution, som GS-koordinatoren er leder af.

6) Sikring af, at der i relevant omfang tilbydes vejledning i henhold til § 20.

7) Alle andre beslutninger i henhold til denne bekendtgørelse, der ikke er henlagt til andre institutioner eller myndigheder.

Stk. 3. GS-koordinatorne træffer afgørelser om optagelse af den enkelte ansøger på GSK eller GIF, jf. § 4, stk. 1 og 3, og § 5, om tilladelse til fornyet optagelse på samme fag på samme niveau, jf. § 9, stk. 2, om merit, jf. § 13, og om særlig støtte, jf. § 16.

Stk. 4. For SOF træffes de i stk. 3 nævnte afgørelser af institutionen omfattet af § 3, stk. 4.

§ 24. Den institution, der varetager den konkrete undervisning og prøve efter bekendtgørelsen, er ansvarlig for, at undervisningen og prøven gennemføres efter de gældende regler for det pågældende fag, den almene eksamensbekendtgørelse, bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse, og for at kursisten følger de lokale studie- og ordensregler.

Stk. 2. Når undervisningen på et hold fordeles på flere lærere, beslutter institutionen, jf. stk. 1, hvilken lærer der er ansvarlig for undervisning og prøve.

§ 25. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet yder tilskud til undervisning efter denne bekendtgørelse efter de på finansloven angivne retningslinjer.

Kapitel 7

Klage

§ 26. En kursist kan klage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet over afgørelser, som en GS-koordinator træffer efter § 23, stk. 3, jf. dog § 27. Klagen sendes til GS-koordinatoren og skal være modtaget af institutionen senest 10 dage, inklusive dage uden undervisning, efter at kursisten har modtaget afgørelsen.

Stk. 2. Hvis GS-koordinatoren ikke imødekommer klagen fuldt ud, og kursisten ikke har trukket sin klage tilbage, udarbejder GS-koordinatoren sine eventuelle bemærkninger til klagen. GS-koordinatoren sender disse bemærkninger til kursisten, så de er modtaget af kursisten senest syv dage, inklusive dage uden undervisning, efter at GS-koordinatoren har modtaget klagen. Kursisten skal herefter have lejlighed til med en frist på fem dage, inklusive dage uden undervisning, at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til GS-koordinatorens bemærkninger til klagen. Sammen med klagen og sine bemærkninger sender GS-koordinator kursistens eventuelle bemærkninger til styrelsen hurtigst muligt og senest fire dage, inklusive dage uden undervisning, efter at GS-koordinatoren har modtaget dem eller efter udløbet af kursistens frist for at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger.

Stk. 3. Stk. 1-2 gælder tilsvarende for klager over afgørelser, som en institution træffer efter § 23, stk. 4, idet institutionen så varetager de funktioner, der er henført til GS-koordinator.

§ 27. Klager over indholdsmæssige afgørelser om merit indgives efter § 5 a i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v.

§ 28. En kursists adgang til at klage over øvrige afgørelser i forbindelse med undervisning og prøver, som træffes af den konkrete institution, følger klagereglerne i de bekendtgørelser, som den pågældende afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse er omfattet af.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 29. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. maj 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 914 af 7. juli 2010 om gymnasial supplering (GS-bekendtgørelsen) ophæves.

Stk. 3. De læreplaner, der er nævnt i § 15, stk. 1, 2. pkt., tages i brug for GIF, der afvikles i 2019-20 og frem.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 2. maj 2019

Birgitte Hansen
Direktør

/ Jens Refslund Poulsen


Bilag 1

Gymnasiale indslusningskurser for flygtninge og indvandrere (GIF)

Struktur, varighed og organisering

Undervisningen tilrettelægges i to fagpakker, som betegnes Mat-GIF og Hum-GIF. Ansøgeren skal vælge en af de to fagpakker. Indholdet i de to fagpakker er angivet nedenfor.

Mat-GIF
Niveau
Undervisningstid
Læreplan
Dansk som andetsprog
A
240
Særlig GIF-læreplan
Engelsk
B
135
Særlig GIF-læreplan
Historie
C
60
Særlig GIF-læreplan
Matematik
A
125*
Koordinator oplyser, efter hvilken læreplan der undervises.
Fysik
B
125
Kemi
B
125
Samlet undervisningstid
 
810
 

* Timetallet kan efter institutionens leders afgørelse forhøjes til 175 timer.

Hum-GIF
Niveau
Undervisningstid
Læreplan
Dansk som andetsprog
A
240
Særlig GIF-læreplan
Engelsk
B
135
Særlig GIF-læreplan
Historie
B
135
Særlig GIF-læreplan
Matematik
C
125
Koordinator oplyser, efter hvilken læreplan der undervises.
Biologi C
C
75
Samlet undervisningstid
 
710