Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32009L0013
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om ferie for søfarende1)

I medfør af § 3, stk. 1 og 2, i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 9. oktober 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 9, i bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v., og efter høring af de relevante lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer:

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for ansatte om bord på skibe, jf. § 1, stk. 1, samt § 49 i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., uanset skibenes anvendelse og fartsområder, med undtagelse af fritidsfartøjer, jf. dog ferielovens § 2.

Stk. 2. I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt den pågældende må anses som ansat om bord, afgøres spørgsmålet af Søfartsstyrelsen efter forudgående høring af de organisationer for redere og søfarende, som spørgsmålet vedrører.

§ 2. For ansatte, der er lønmodtagere, finder den til enhver tid gældende ferielov og de i medfør af loven fastsatte regler tilsvarende anvendelse, medmindre andet følger af §§ 3-12 i denne bekendtgørelse.

§ 3. I de tilfælde, hvor rederen er en anden end arbejdsgiveren, påhviler forpligtelsen til at yde løn under ferie eller feriegodtgørelse tillige rederen.

§ 4. For ansatte udøver Søfartsstyrelsen de beføjelser, som ved ferieloven er henlagt til beskæftigelsesministeren eller direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Dette gælder dog ikke beføjelserne i ferielovens §§ 30, stk. 6, 32, 34, 42 og 46.

§ 5. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at ferien holdes i det kalenderår, der følger efter optjeningsåret. Det er en betingelse, at overenskomsten samtidig fraviger reglen i ferielovens § 28, stk. 1, om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto.

Stk. 2. Lastskibe i international fart er ikke omfattet af ferielovens § 14, stk. 1, for så vidt angår placeringen af hovedferien, medmindre andet er aftalt.

Stk. 3. Hvor driftsmæssige hensyn gør det ønskeligt, kan det aftales i kollektive overenskomster, at øvrige feriedage gives som enkeltdage.

§ 6. Det kan ved kollektiv overenskomst eller ved aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte lønmodtager fastsættes, at ferie optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 ikke omfattes af reglerne i ferielovens § 48 a, stk. 2, og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Arbejdsgiver og lønmodtager kan i den forbindelse aftale, hvordan den optjente ferie skal afholdes eller udbetales.

Stk. 2. En aftale efter stk. 1 skal være indgået senest den 31. august 2020.

§ 7. Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandlinger med den ansatte lønmodtager, hvornår ferien skal holdes. Medmindre andet er aftalt, anses ferien påbegyndt afholdt fra dagen efter den ansattes ankomst til bopælslandet.

§ 8. For ansatte med bopæl uden for Danmark udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår og feriegodtgørelse optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 af rederen, arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, når ansættelsesforholdet ophører.

Stk. 2. Såfremt feriegodtgørelse administreres af en anden end rederen eller arbejdsgiveren, udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår og feriegodtgørelse optjent i perioden fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 af FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, når ansættelsesforholdet ophører senest den 31. august 2020, medmindre det ved kollektiv overenskomst eller ved aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte lønmodtager er aftalt, hvordan den optjente ferie skal afholdes eller udbetales, jf. § 6.

§ 9. For ansatte, for hvem der ved kollektiv overenskomst er aftalt en feriekortordning med garanti for feriepengene, jf. ferielovens § 31, samt for ansatte med bopæl uden for Danmark gælder følgende:

1) De gældende regler om Feriepengeinfo finder ikke anvendelse.

2) Der er ikke pligt for rederen, arbejdsgiveren eller den, der administrerer feriekortordninger eller feriegodtgørelse, til at indberette oplysninger om ferie til indkomstregistret.

§ 10. Ansatte, der er omfattet af § 9, og som modtager ydelser fra enten en a-kasse eller en kommune, skal af a-kassen eller kommunen have attesteret deres feriekort, når den ansatte holder ferie.

Stk. 2. A-kassen eller kommunen skal attestere på feriekortet for antallet af feriedage og datoen for feriens begyndelse. A-kassens eller kommunens identitet skal fremgå af det attesterede feriekort.

§ 11. En administrator af en feriekortordning er forpligtet til at oplyse den ansatte om optjente og tilgodehavende feriedage, feriepenge og eventuel feriegodtgørelse, hvis den ansatte anmoder om det.

Stk. 2. Oplysninger til den ansatte efter stk. 1 skal give et enkelt og overskueligt overblik.

§ 12. Hvor der ved kollektive overenskomster for søfarende er aftalt fravigelser fra reglen om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. ferielovens § 31, kan aftaleparterne anvende den andel af uhævede eller ikke udbetalte beløb, der efter ferielovens § 36, stk. 2, skal tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond, til særlige ferieformål for søfarende. Søfartsstyrelsen kan fastsætte retningslinjer for og føre tilsyn med anvendelsen af sådanne midler.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 285 af 26. marts 2015 om ferie for søfarende ophæves.

Stk. 3. Tvister, der vedrører ferie optjent før denne bekendtgørelses ikrafttræden, afgøres efter de hidtidige regler.

§ 14. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Søfartsstyrelsen, den 28. august 2019

Rasmus Høy Thomsen

/ Kristina Ravn

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners’ Association (ECSA) og European Transport Workers’ Federation (ETF), om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF, EU-Tidende 2009, L 124, side 30, som senest ændret ved Rådets direktiv 2018/131/EØS af 23. januar 2018, EU-Tidende 2018, nr. L 22, side 28.