Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - er handicap - sagsbehandling - uddannelse - medhold

J.nr. 18-1769

En uddannelseslæge klagede over indirekte forskelsbehandling pga. handicap i forbindelse med, at hun havde fået afslag på dispensation fra to-stedskravet under uddannelsen til speciallæge. Lægen led af lammelse og betydelig forkortelse af det ene ben, og opretholdelsen af to-stedskravet over for hende betød, at hendes helbredsmæssige gener blev væsentligt forværret som følge af øget transporttid til uddannelsesstedet og manglende mulighed for restitution. Nævnet vurderede på den baggrund, at opretholdelsen af to-stedskravet, som er en tilsyneladende neutral bestemmelse, stillede klager ringere end andre som følge af hendes handicap. To-stedskravet var begrundet i det legitime formål at sikre den uddannelsesmæssige kvalitet i speciallægeuddannelsen, og kravet var som udgangspunkt et hensigtsmæssigt middel til at opfylde dette formål. Et flertal af nævnets medlemmer vurderede imidlertid, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at det var nødvendigt at opretholde kravet over for klager. Det var ikke konkret begrundet, hvorfor klager ikke kunne opnå samme uddannelsesmæssige kvalitet som andre speciallæger inden for det pågældende speciale i tilfælde af en dispensation fra to-stedskravet. Der var heller ikke indgået konkrete aftaler om rimelig tilpasning mellem klager og ansættelsesstedet eller uddannelsesregionen, som kunne kompensere hende for de helbredsmæssige ulemper ved at opretholde kravet. Mindretallet vurderede derimod, at det på baggrund af en lægefaglig vurdering fra videreuddannelsesregionen var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for klager for at tilgodese hensynet til den uddannelsesmæssige kvalitet, som kravet skulle sikre. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på dispensation fra to-stedskravet under sin uddannelse til speciallæge.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet frem til den 22. juni 2017 fastholdt to-stedskravet over for klager under hendes uddannelse til speciallæge.

De indklagede skal inden 14 dage in solidum betale en godtgørelse til klager på 50.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager, som er uddannet læge, påbegyndte den 1. september 2013 videreuddannelsen til speciallæge.

Inden for klagers speciale varer speciallægeuddannelsen i alt 60 måneder, hvoraf de 48 måneder udgør hoveduddannelsen. Hoveduddannelsen finder sted på hospitalsafdelinger med det pågældende speciale. I hoveduddannelsen indgår også en ansættelse i en speciallægepraksis.

Ifølge bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger § 8, stk. 3, skal hoveduddannelsen til speciallæge som udgangspunkt indeholde ansættelse på mindst to uddannelsessteder inden for specialet, hver af mindst 12 måneders varighed (to-stedskravet).

Sundhedsstyrelsen kan efter bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger § 17, stk. 1, dispensere fra to-stedskravet.

Sundhedsstyrelsens afgørelser om afslag på dispensation kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet.

Klager lider af lammelse og betydelig forkortelse i venstre ben som følge af poliomyelitis (børnelammelse). Hun bruger en høj skinne med knælås til sit venstre ben, som efter en lægelig vurdering må betragtes som et ”0-ben”. Hun har nedsat gangdistance og anvender derfor handicapscooter til længere transport.

Klager har siden 2002 modtaget løbende fysioterapeutisk behandling og træning ved et specialiseret rehabiliteringscenter i A-by. Denne behandling er afgørende for at skåne de tilbageværende muskler mest muligt og vedligeholde klagers nuværende funktionsniveau.

Klager bor i en handicapvenlig bolig i A-by, som er indrettet til hendes behov. Hun er tilknyttet et bandagistcenter i A-by, som vedligeholder hendes benskinne og reparerer denne akut, hvis dette er nødvendigt.

Før klager påbegyndte sin hoveduddannelse til speciallæge, arbejdede hun i tre måneder i 2012 på en afdeling inden for sit senere speciale på hospitalet i C-by.

Det fremgår af en udtalelse fra rehabiliteringscentret af 16. december 2013, at klager som følgende af de manglende trænings- og behandlingsmuligheder samt dårligere boligforhold under ansættelsen i C-by i 2012 fik dårligere balance med deraf følgende faldepisoder.

I sommeren 2016 havde klager gennemført de første 30 måneder af hoveduddannelsen til speciallæge på hospitalet i A-by samt 6 måneders ansættelse i en speciallægepraksis i samme by. Hun manglede derfor 12 måneder af hoveduddannelsen.

For at opfylde to-stedskravet i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger skulle klager de sidste 12 måneder af sin uddannelse arbejde på hospitalet i B-by med opstart den 1. september 2016.

På baggrund af sine helbredsforhold havde klager i 2014 anmodet videreuddannelsesregionen om tilladelse til i stedet at afvikle det sidste år af sin hoveduddannelse på hospitalet i A-by, hvor hun hidtil havde arbejdet.

Videreuddannelsesregionen meddelte den 21. marts 2014 klager afslag på at flytte den sidste del af hoveduddannelsen til hospitalet i A-by under henvisning til følgende udtalelse fra den postgraduate kliniske lektor i det pågældende speciale:

”Set fra et uddannelsessynspunkt finder jeg, at det er en dårlig idé at ændre uddannelsen på den måde, som ønsket nu fremføres.

[Klager] har haft to introduktionsstillinger på []afdelingen i [A-by], og hun har de første 2½ år af hoveduddannelsen i samme afdeling. Hvis hun også gennemfører det sidste års uddannelse i [A-by], oplever hun ikke at være en del af en anden måde at organisere den sygehusbaserede del af betjeningen af […]patienter på. Hendes uddannelse bliver dermed ikke ligeværdig med de andre uddannelsesforløb, som fungerer i videreuddannelsesregionen.

Hvis der er behov for at få tilgodeset særlige, personlige behov under uddannelsen, må det ikke gå ud over uddannelsen, men dreje sig om justeringer af omstændighederne. Handicappede har netop krav på at få samme gode uddannelse som andre. Der må ikke efter endt uddannelse være basis for rygter om, at handicappede har fået en underlødig uddannelse.

Jeg vil i den forbindelse gerne pege på muligheden for at gennemføre dele af uddannelsen på deltid i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger” § 12 (gengives nedenfor). Hvis [klager] er interesseret i den type løsning, må der rettes henvendelse til relevante instanser.

Endelig er der den mulighed, at der i tilfælde af en defekt skinne eller andre midlertidige funktionsforstyrrelser kan blive tale om sygemeldinger, og at man forlænger de enkelte uddannelseselementer efter gældende regler, hvis det bliver aktuelt. ”

Klager søgte i juni 2016 Sundhedsstyrelsen om dispensation fra to-stedskravet i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger.

Sundhedsstyrelsen meddelte den 21. juni 2016 klager afslag på dispensation fra to-stedskravet. Af begrundelsen fremgår blandt andet følgende:

”Vi har lagt vægt på videreuddannelsesregionens faglige vurdering, og er enige i at gennemførelse af hoveduddannelsesforløb kræver, at den uddannelsessøgende læge uddannes på flere forskellige hospitalsafdelinger for at kunne lære at agere i forskellige systemer og opnå kompetencer i forskellige faglige miljøer. ”

Videreuddannelsesregionen skrev den 22. juni 2016 blandt andet følgende til klager:

”Kære [klager]

Jeg har også modtaget SSTs afgørelse på din henvendelse om ændring i din uddannelsesaftale. Jeg ved, at svaret ikke var det du ønskede – men hvis du herefter vil forsøge at indgå en lokal aftale med […]afdelingen i [B-by] om nedsat arbejdstid eller andre forhold, der kan lette din hverdag i den periode hvor du er ansat i [B-by], vil jeg blot opfordre dig til at kontakte ledende overlæge [navn] snarest, af hensyn til vagtplanlægningen. ”

Klager indgav den 6. juli 2016 klage over Sundhedsstyrelsens afslag til Sundheds- og Ældreministeriet.

Sundhedsstyrelsen afgav den 14. juli 2016 en udtalelse til Sundheds- og Ældreministeriet i anledning af klagen.

Den 1. september 2016 påbegyndte klager den resterende del af hoveduddannelsen til speciallæge på hospitalet i B-by.

Sundheds- og Ældreministeriet stadfæstede den 28. oktober 2016 Sundhedsstyrelsens afslag på dispensation fra to-stedskravet. Af begrundelsen for afgørelsen fremgår blandt andet:

”Sundheds- og Ældreministeriet lægger ved afgørelsen vægt på, at Sundhedsstyrelsen ved såvel afslaget af 21. juni 2016 og som i udtalelsen af 14. juli 2016 ikke har fundet grundlag for at give dig dispensation til at flytte en del af dit hoveduddannelsesforløb under uddannelsen til speciallæge i [speciale]. Afslaget begrundes med, at dine ansættelser forud for hoveduddannelsen ikke tæller med som ansættelsessteder under hoveduddannelsen. Videre begrundes afslaget med, at uddannelsen til speciallæge – under hensyntagen til det dokumenterede, fysiske handicap – muligvis vil kunne gennemføres på nedsat tid efter aftale med ansættelsesstedet og videreuddannelsesregionen. Dermed vil der kunne kompenseres for den lange transporttid. Videre lægges der vægt på, at Sundhedsstyrelsen ikke har fundet, at der er tale om forskelsbehandling i og med, at du skal gennemføre hoveduddannelsen på de vilkår, som alle uddannelsessøgende læger skal opfylde under uddannelsesforløbet.

Det skal bemærkes, at Sundheds- og Ældreministeriet alene kan tage stilling til lovgrundlaget for Sundhedsstyrelsens afgørelse, og til om sagsbehandlingsreglerne er overholdt. Ministeriet kan således ikke tage stilling til de sundhedsfaglige skøn, som ligger til grund for Sundhedsstyrelsens afgørelser. ”

I et brev til Sundheds- og Ældreministeriet af 11. november 2016 anførte klagers partsrepræsentant, at afslaget på dispensation fra to-stedskravet var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.

Af et fysioterapeutisk statusnotat af 8. maj 2017 fra rehabiliteringscentret i A-by fremgår om klagers helbredstilstand efter hendes påbegyndelse af ansættelsen ved hospitalet i B-by:

”…

Jeg har set [klager] en gang ugentligt siden januar 2016 [rettelig 2017], hvor hun blev henvist til fysioterapien pga. øgede smerter i ryggen og højre hofteregion.

[Klager] er ved starten af forløbet næsten halvvejs på sidste år af speciallægeuddannelsen som [speciale] på [hospitalet i B-by].

Hun oplyser, at hun har svært ved at klare en 37 timers arbejdsuge på [hospitalet i B-by] og samtidig pendle mellem bopælen i [A-by] og [B-by]. Hun er blevet tilbudt en tjenestebolig i [B-by], men hun kan ikke flytte ind i hvilken som helst bolig, da der er behov for særlig indretning og egnede hjælpemidler. Hun har f.eks. ingen gangfunktion på badeværelset, hvor hun ikke kan benytte helbensortosen under bad.

For at kunne gennemføre forløbet i [B-by] har hun fundet en løsning, hvor hun har frasagt sig alt ferie og i stedet holder fri hver mandag. Formålet med dette, [er] at forkorte forløbet i [B-by]. Hun tager til [B-by] tirsdag morgen og overnatter 3 nætter på et kontor, hvor der står en briks, på []afdelingen. Hun har ikke mulighed for at tage bad og der er ikke et køkken til rådighed.

[Klager] beskriver ved starten af forløbet, at hun oplever, at hendes funktionsniveau er kraftigt dalende. Hun har tidligere opfattet sit højre ben som stærkt og udholdende, men hun oplever nu tiltagende svigt af højre ben med mange faldepisoder. Hun har tidligere oplevet fald udendørs, men hun falder nu pludseligt på plant underlag inde – bl.a. også i forbindelse med arbejde.

Hun har desuden mange smerter i hø. ben og i ryggen. Afdelingen har indkøbt en sadelstol til hende, og hun bliver hjulpet godt i flere arbejdsfunktioner af afdelingens sygeplejersker, men hun oplever til trods for dette også episoder, hvor hun har svært ved at rejse sig fra stolen har svært ved at gå.

Jeg har undersøgt [klager] i forhold til at kunne belyse hendes muskelstatus og forebygge yderligere funktionstab. Vi har lavet en muskeltest af trunkus og UE. Tal () indikerer muskelkraften. I testen benyttes skalaen fra 0 – 5, hvor 0 er ingen funktion og 5 er normal kraft. 3 svarer til, at man lige netop kan lave bevægelsen mod tyngden, og 2 betyder at man kan lave bevægelsen, når tyngdekraften er elimineret. Dvs. at man skal have minimum 3 for at kunne holde sig oprejst og klare funktioner mod tyngden.

Muskeltesten viser, at [klager] har meget nedsat kraft i lige (3) og skrå mavemuskler (3-4) og der er nedsat kraft i rygmusklerne (4).

Der er paralyse i ve. sidig hofte- og benmuskulatur (0). Enkelte hoftemuskler præsterer meget nedsat kraft og er nærmest paretiske (2).

På højre side, er der ligeledes meget nedsat kraft omkring hoften (3-4), i knæflexorer (3) og nedsat kraft i knæekstensorer (4). Der er god kraft over hø. ankelled (5-).

[Klager] er desuden udfordret af sin bækkenasymmetri, der påvirker hendes siddestilling og udfordrer hendes siddende balance.

Konklusion:

Der er god sammenhæng mellem muskeltestens resultater og [klagers] gener med hyppig faldtendens, oplevelse af nedsat kraft i hø. UE og smerter i hø. hofte-/lårregion samt smerter i ryggen.

Hun er udfordret af meget nedsat til nedsat kraft i hendes "gode/stærke" ben samt paralytisk muskulatur omkring venstre hofte og ben, hvor hun benytter helbensortose. Ortosen kompenserer kun for manglende muskulatur i benet. Muskulaturen omkring venstre hofte bliver altså ikke

aflastet.

[Klager] er således massivt overbelastet i alle funktioner, hvor hun skal rejse/sætte sig, gå og stå.

Jeg har fra starten af forløbet gjort det klart for [klager], at hvis hun fortsætter den massive overbelastning af sin svage muskulatur vil det medføre yderligere funktionstab og hun vil blot vedligeholde smerteproblematikken i ben og ryg. Poliomuskulatur kan ikke genoptrænes, da der er sket varig skade i det neuromuskulære system. Når poliomuskulatur overbelastes over længere tid, som det er tilfældet hos [klager], ses ofte krafttab i muskulatur, der før har været

stærk. Poliovirus har fra smittetidspunktet været i hele kroppen og påvirket muskulaturen forskelligt, og stærk muskulatur er således ikke normal muskulatur.

[Klager] har overbelastet sit højre "gode" ben, og hun oplever nu funktionstab og smerter som følge heraf, og hun er som tidligere beskrevet i stor risiko for yderligere funktionstab, der kan betyde, at hun på sigt vil miste sin gangfunktion, hvis hun ikke aflastes.

Vi har anbefalet [klager], at hun aflastes fra gang og stand med en lille el-kørestol, hvilket vi er i gang med at undersøge i forhold til ansøgning hos kommunen. Der er også overvejelser i forhold til nedsat arbejdstid mm. i fremtidige ansættelser

…”

Den 1. december 2016 anmodede Sundheds- og Ældreministeriet Sundhedsstyrelsen om at foretage en ny vurdering af klagen over afslaget på dispensation fra to-stedskravet. Ministeriets anmodning var begrundet i oplysninger fra klager om, at hun havde påbegyndt sin uddannelsesstilling på hospitalet i B-by, og at transporten fra hendes bopæl til arbejdspladsen havde forværret hendes helbredstilstand, hvilket medførte tilbagevendende sygemeldinger.

Sundhedsstyrelsen foretog den 8. december 2016 fornyet høring af videreuddannelsesregionen. Sundhedsstyrelsen bad videreuddannelsesregionen om at vurdere sagen på ny og herunder inddrage de nye oplysninger om, at klagers helbredstilstand var forværret som følge af rejsen mellem hendes bopæl i A-by og ansættelsesstedet på hospitalet i B-by. Sundhedsstyrelsen henstillede til videreuddannelsesregionen at afsøge mulighederne for, at klager kunne få ændret sit hoveduddannelsesforløb, således at to-stedskravet blev opfyldt, for eksempel på en anden hospitalsafdeling inden for specialet eller i en speciallægepraksis.

I et brev til Sundhedsstyrelsen af 19. december 2016 anførte videreuddannelsesregionens sekretariat blandt andet:

”De nye oplysninger om [klagers] helbredstilstand kan ikke ændre den tidligere indstilling fra [videreuddannelses-regionen] til Sundhedsstyrelsen. Hensynet til kvaliteten af uddannelsen vejer efter [videreuddannelsesregionens] opfattelse stadig tungest. [Videreuddannelsesregionen] henviser igen til muligheden for at gennemføre speciallægeuddannelsen på nedsat tid.

Eftersom [klager] har gennemført 1 års ansættelse på en universitetsafdeling, er det muligt for hende at gennemføre det sidste år af speciallægeuddannelsen på en hvilken som helst af de afdelinger inden for specialet [], der indgår i hoveduddannelsen af speciallægeuddannelse. I [landsdel 1] kunne det være [E-by] eller [F-by] (ud over [B-by] og [A-by]), [i landsdel 2] er det [G-by] og [i landsdel 3] er det [H-by], [I-by] og [J-by]. På samme måde har [klager] tidligere fået flyttet sin ansættelse ved tutorpraksis i [D-by] til en anden speciallægepraksis i [klagers speciale] i [A-by]

Det er efter Videreuddannelsessekretariatets opfattelse ikke muligt at gennemføre de sidste 12 måneder af speciallægeuddannelsen i en speciallægepraksis.

…”

I perioden fra den 26. januar 2017 til den 27. april 2017 var Sundhedsstyrelsen løbende i dialog med videreuddannelsesregionen med henblik på at finde en løsning. Sundhedsstyrelsen bad herunder videreuddannelsesregionen om at genoverveje, om det var muligt for klager at gennemføre de sidste 12 måneder af uddannelsen i en speciallægepraksis.

Videreuddannelsesregionen oplyste den 17. marts 2017 Sundhedsstyrelsen, at der var indgået forskellige aftaler mellem hospitalet i B-by og klager. Videreuddannelsesregionen ville undersøge, om det på den baggrund var muligt for klager at gennemføre uddannelsesforløbet i B-by, og om hun var indstillet på dette.

Sundhedsstyrelsen bad den 19. maj 2017 videreuddannelsesregionen om at uddybe sin tidligere indstilling. Videreuddannelsesregionen afgav den 30. maj 2017 en supplerende udtalelse til Sundhedsstyrelsen.

Den 19. juni 2017 indstillede videreuddannelsesregionen til Sundhedsstyrelsen, at klager blev meddelt dispensation fra to-stedskravet. Det fremgår af indstillingen, at videreuddannelsesregionens postgraduate kliniske lektor nu vurderede, at klager efter 9 måneders reel gennemført uddannelsestid på hospitalet i B-by kunne forventes at opfylde både minimumskravene til indsigt i flere afdelingskulturer og de målbeskrevne kompetencer. Som følge af omfanget af klagers sygefravær under ansættelsen ville kravet om 9 måneders ansættelse på hospitalet i B-by dog først være opfyldt den 24. juli 2017.

Klagers partsrepræsentant oplyste den 21. juni 2017 til Sundhedsstyrelsen, at klager søgte om dispensation fra to-stedskravet med virkning hurtigst muligt.

Sundhedsstyrelsen meddelte den 22. juni 2017 klager dispensation fra to-stedskravet efter 9 måneders ansættelse på hospitalet i B-by pr. 25. juli 2017. Sundhedsstyrelsen tilkendegav samtidig, at der ikke ville blive stillet krav om fornyet dispensationsansøgning, hvis klager inden den 25. juli 2017 blev overflyttet til hospitalet i A-by, når blot hendes uddannelsesforløb indeholdt 8-9 måneders ansættelse på hospitalet i B-by.

Klagers partsrepræsentant orienterede den 13. juli 2017 Sundheds- og Ældreministeriet om, at klager ville indgive klage til Ligebehandlingsnævnet, således at ministeriet forinden havde mulighed for at komme med sine eventuelle bemærkninger til sagen.

Ved brev af 1. september 2017 afviste Sundheds- og Ældreministeriet efter indhentelse af udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, at der ved fastholdelse af to-stedskravet over for klager var sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. december 2017.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har under sagens behandling for nævnet fremlagt afgørelser vedrørende flere andre læger, som af Sundhedsstyrelsen er blevet meddelt dispensation fra to-stedskravet under uddannelsen til speciallæge. Det fremgår af de fremlagte afgørelser, at der i disse sager blev meddelt dispensation på grund af blandt andet samarbejdsproblemer på det ene uddannelsessted samt personlige og familiemæssige forhold.

Klager har også fremlagt et opslag til et hoveduddannelsesforløb i samme speciale som klagers i en anden uddannelsesregion, hvor speciallægeuddannelsen – ud over et mellemliggende ophold på en speciallægeklinik – kunne gennemføres ved to ophold på den samme hospitalsafdeling i J-by.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling pga. handicap. Hun påstår sig tilkendt en godtgørelse fra begge de indklagede.

Klager påstår principalt, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at hun den 21. juni 2016 blev meddelt afslag på dispensation fra to-stedskravet under sin uddannelse til speciallæge, uden at hun blev tilbudt anden rimelig tilpasning i forhold til de behov, som lå til grund for hendes ansøgning om dispensation.

Subsidiært påstår klager, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at hun ikke blev tilbudt dispensation eller anden rimelig tilpasning den 1. december 2016, da sagen blev hjemvist af Sundheds- og Ældreministeriet til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen eller umiddelbart herefter.

Tertiært påstår klager, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at dispensation eller anden rimelig tilpasning ikke blev tilbudt klager efter den 1. december 2016, men tidligere end den 22. juni 2017, hvor hun blev meddelt dispensation.

Om pligtsubjekter efter loven

Forskelsbehandlingsloven omfatter enhver, der driver uddannelses-virksomhed inden for erhvervsmæssig videreuddannelse. Bestemmelsen omfatter uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.

Den foreliggende sag drejer sig om afslag på dispensation fra to-stedskravet, der er et centralt krav i forhold til den lægelige videreuddannelse. Det er Sundhedsstyrelsen, som træffer afgørelse om dispensation fra to-stedskravet, jf. § 17, stk. 1, i bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Sundheds- og Ældreministeriet er rekursinstans for Sundhedsstyrelsens afgørelser.

Både Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet er omfattet af forskelsbehandlingslovens personelle anvendelsesområde for så vidt angår kompetencen til at træffe afgørelse om dispensation fra to-stedskravet.

Forskelsbehandlingsloven skal med hensyn til pligtsubjekter fortolkes direktivkonformt, således at lovens anvendelsesområde svarer til det underliggende beskæftigelsesdirektiv. Beskæftigelsesdirektivet forpligter alle, der træffer beslutninger vedrørende beskæftigelse - både i den private og den offentlige sektor. Direktivet må derfor også antages at gælde for enhver, der træffer beslutninger vedrørende erhvervsmæssige uddannelser mv. Herved sikres, at forbuddet mod forskelsbehandling gælder alle aspekter af en sådan uddannelse.

Forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, finder dermed ikke kun anvendelse på institutioner, der driver uddannelsesvirksomhed, herunder institutioner, som er hovedansvarlige for en erhvervsmæssig videreuddannelse.

Uanset at bestemmelsen om tilpasningsforpligtelsen i § 2 a alene omtaler arbejdsgiveren, følger det af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, jf. § 1, stk. 3, jf. § 2 a, at tilpasningsforpligtelsen også gælder for enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsmæssig videreuddannelse.

Dette understøttes af det underliggende direktiv 2000/78 EF af 27. november 2000 (beskæftigelsesdirektivet), som i artikel 2, nr. 2, litra b ii) fastslår, at det ikke er i strid med forbuddet mod indirekte forskelsbehandling, såfremt arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation omfattet af dette direktiv i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til principperne i artikel 5 men henblik på at afhjælpe forskelsbehandlingens ufordelagtige virkninger.

Om handicap

Klager fik i 1-årsalderen poliomyelitis (børnelammelse) med svære og blivende lammelser samt betydelig forkortelse af venstre ben. Musklerne i dette ben er fuldstændigt lammede og må betragtes som et såkaldt ”0-ben”. Hun har nedsat gangdistance og bruger en helbensskinne. Hun anvender en elscooter til transport over længere afstande.

Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Om indirekte forskelsbehandling

For at vedligeholde klagers nuværende funktionsniveau er det afgørende, at hun kontinuerligt modtager fysioterapeutisk behandling og træning. Hun modtager denne behandling på et særligt rehabiliteringscenter, som ligger i A-by. Herudover modtager hun behandling på et bandagistcenter i A-by, hvor hendes helbensskinne vedligeholdes og repareres. Det er nødvendigt, at klager altid er i nærheden af sin behandling, da behandlingen er eneste alternativ til en sygemelding fra hendes arbejde.

Klager er bosat i en handicapvenlig lejlighed i A-by, som har adgang med elevator og er indrettet til netop hendes behov. Boligen har eksempelvis siddebadekar med fastmonteret greb, nedsænkede køkkenelementer, mulighed for opladning af elscooter og handicapparkeringsplads. Boligen gør det muligt for klager at klare sig selvstændigt i hverdagen.

Ved sit valg af speciale for speciallægeuddannelsen havde klager netop taget højde for de begrænsninger, som hendes handicap medfører.

Den første del af hoveduddannelsen, som hun gennemførte på hospitalet i A-by og i en speciallægepraksis i A-by, forløb da også upåklageligt, da hospitalet lå i passende afstand fra hendes bolig og behandlingsmuligheder.

Som følge af to-stedskravet skulle klager som udgangspunkt gennemføre de sidste 12 måneder af hendes uddannelse på hospitalet i B-by. Dette bekymrede hende, da hun tidligere har oplevet negative helbredsmæssige konsekvenser under en tidsbegrænset ansættelse inden for samme speciale på 3 måneder i 2012 i C-by. De manglende trænings- og behandlingsmuligheder samt ringere boligforhold under det midlertidige ansættelsesforhold i C-by medførte, at klager fik dårligere balance og havde flere faldepisoder. Hun måtte derfor bruge unødvendigt mange ressourcer på at få sin hverdag til at hænge sammen.

Hun søgte derfor om dispensation fra to-stedskravet, men fik afslag.

To-stedskravet er en tilsyneladende neutral bestemmelse, som imidlertid stiller klager ringere end andre uddannelsessøgende læger, da hun på grund af sit handicap er afskåret fra at opfylde kravet.

Klager har derved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Det fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, om indirekte forskelsbehandling, at henvisningen i bestemmelsen til § 2 a om tilpasningsforpligtelsen medfører, at proportionalitetsvurderingen er skærpet i forhold til personer med handicap. Samspillet mellem de to bestemmelser er således centralt for vurderingen af, om der er tale om saglig, indirekte forskelsbehandling af en person med handicap.

Klager anerkender, at to-stedskravet forfølger det saglige formål at lade uddannelseslægen opleve mere end én kultur og mere end én måde at gøre tingene på.

Det var imidlertid ikke proportionelt at fastholde to-stedskravet over for klager.

Ansættelsen ved hospitalet i B-by har haft væsentlige negative helbredsmæssige konsekvenser for klager. Allerede ved sin ansøgning til Sundhedsstyrelsen om dispensation af 6. juni 2016 vedlagde hun to lægeudtalelser, som dokumenterede, at hun i forbindelse med sin tidsbegrænsede ansættelse i C-by havde oplevet betydelige forringelser af sin funktionsevne, blandt andet som følge af ringe behandlingsmulighed og boligforhold.

I december 2016 konstaterede rehabiliteringscentret, at klager havde overbelastet sig selv, efter at hun den 1. september 2016 var påbegyndt arbejdet i B-by. Hun fik at vide, at hun skulle gå mindre samt aflaste og genoptræne mere. Dette var imidlertid ikke muligt på grund af transporttiden fra hendes bolig til B-by. Transporttiden forværrede i sig selv problemet, da hun fik mindre aflastningstid og samtidig flere tryksår. En muskeltest foretaget den 23. januar 2017 viste, at hun havde overbelastet sit højre, raske ben og sin ryg. I perioden fik hun flere sår på benet fra sin benskinne, som medførte, at hun ofte måtte sygemelde sig og forkorte sin arbejdsuge. Dette har betydet, at hendes uddannelse blev forsinket med flere måneder.

Ifølge Sundhedsstyrelsens udgivelse ”Speciallægeuddannelsen – Status og perspektivering” fra 2012 kan der dispenseres fra to-stedskravet, hvis målbeskrivelsen kan opfyldes, og den uddannelsessøgende læge under sin tjeneste får kendskab til alle facetter i specialets funktion, dvs. såvel de almindeligt forekommende som de specialiserede opgaver. Sundhedsstyrelsen har i flere afgørelser fra 2015 og 2016 meddelt dispensation under hensyn til lægens personlige forhold.

Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet har ikke konkret forholdt sig til, om betingelserne for at meddele dispensation var opfyldt i klagers tilfælde. Begge indklagede har blot henvist generelt til det overordnede formål med to-stedskravet.

Det burde være indgået ved vurderingen, at klager forud for sin hoveduddannelse havde arbejdet i 3 måneder på en afdeling med samme speciale på hospitalet i C-by, hvor hun fik kendskab til en anden kultur.

Af det fremlagte jobopslag inden for samme speciallægeuddannelse i en anden region fremgår, at et forløb kan foregå alene på én hospitalsafdeling. Opslaget demonstrerer, at det er lægefagligt vurderet, at man – bortset fra opholdet i en speciallægepraksis, som klager også har gennemført – kan få en tilstrækkelig god speciallægeuddannelse inden for klagers speciale med ophold på alene én hospitalsafdeling.

Endelig er to-stedskravet blot én blandt mange måder, hvorpå speciallægeuddannelsens kvalitet kan sikres.

Klager har deltaget i mange forskellige kurser, herunder specialespecifikke kurser, undervist læger og studerende, modtaget forskningstræning og udgivet flere videnskabelige artikler inden for sit område.

Klager skulle have været meddelt dispensation, idet fastholdelsen af to-stedskravet havde væsentlige negative helbredsmæssige konsekvenser for hende, som ikke blev opvejet af hensynet til uddannelsens kvalitet, der blev sikret på anden vis.

Om rimelig tilpasning

Videreuddannelsesregionen har under forløbet foreslået, at klager kunne gennemføre uddannelsen på nedsat tid, gennemføre uddannelsen på en anden afdeling end i A-by eller B-by eller få tilbudt en lægebolig i B-by.

Det er uklart, hvornår i forløbet disse foranstaltninger er blevet foreslået, og hvor klare og konkrete tilbuddene har været. Klager har ikke på noget tidspunkt modtaget skriftlige tilbud på konkrete tilpasningsforanstaltninger.

Ingen af de tre nævnte løsningsforslag ville dog udgøre rimelig tilpasning.

En forlængelse af uddannelsestiden ville stille klager ringere end hendes medstuderende. En forlængelse ville heller ikke løse de helbredsmæssige problemer, hun oplevede i forbindelse med sin ansættelse i B-by.

En ansættelse i en tredje by ville medføre den samme forværrelse af klagers helbredsmæssige problemer som ansættelsen i B-by. Dette ville derfor heller ikke være en holdbar løsning.

Den lægebolig, som klager blev stillet i udsigt i B-by, var ikke indrettet efter hendes behov. Klager kunne for eksempel ikke selv gå i bad, da badeværelset var indrettet med en almindelig brusekabine. Hun ville derfor være forhindret i at leve et selvstændigt liv. Hun ville desuden fortsat være langt fra sine behandlingsmuligheder på rehabiliteringscentret i A-by.

Klager indgik i tilstrækkeligt omfang i dialog med sin arbejdsgiver og videreuddannelsesregionen om de foreslåede tiltag. Det kan ikke bebrejdes klager, at hun afslog tilbuddene om deltidsansættelse og bolig, eftersom disse foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at løse de problemer, som opfyldelse af to-stedskravet indebar.

Vedrørende den principale påstand

Det er klagers opfattelse, at tilpasningsforpligtelsen ikke er blevet opfyldt.

Det er de indklagede, der har kompetencen til at træffe afgørelse om dispensation fra to-stedskravet. I sådanne afgørelsessager har de indklagede et selvstændigt ansvar for at iagttage forbuddet mod forskelsbehandling. Det påhviler således de indklagede at få en fuld afklaring af, om der skal træffes tilpasningsforanstaltninger og at tilbyde sådanne foranstaltninger rettidigt.

De indklagede burde ved behandlingen af klagers ansøgning om dispensation i juni 2016 have indset, at hendes handicap medførte særlige behov, der nødvendiggjorde en dispensation fra to-stedskravet eller anden rimelig tilpasning, og de indklagede burde på den baggrund have sikret sig, at hun modtog et afklaret tilbud på passende, dvs. konkrete og egnede, foranstaltninger.

Hverken bemærkningen om deltid i videreuddannelsesregionens indstilling af 21. marts 2014 eller bemærkningen om nedsat tid eller ”andre forhold, der kan lette din hverdag” i videreuddannelsesregionens mail til klager af 22. juni 2016 har en sådan karakter, at det kan betragtes som tilbud om tilpasning i rimeligt omfang.

Begge bemærkninger lægger op til, at klager selv skal tage kontakt til sin arbejdsgiver og relevante instanser for at indgå en aftale. Der er desuden ikke tale om konkrete og egnede foranstaltninger, som er givet ud fra en individuel vurdering af klagers specifikke behov.

Sundhedsstyrelsen har således tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse ved den 21. juni 2016 at meddele klager afslag på dispensation fra to-stedskravet samt ved ikke i tilknytning til afslaget at tilbyde hende nogen anden form for rimelig tilpasning, som kunne afhjælpe hendes handicap, så hun fik mulighed for at videreføre den sidste del af sin uddannelse på lige vilkår med andre uddannelsessøgende læger.

Den omstændighed, at der i løbet af klagers efterfølgende ansættelse ved hospitalet i B-by blev foreslået forskellige tiltag, ændrer ikke på, at tilpasningsforpligtelsen er blevet tilsidesat, da forpligtelsen skulle have været iagttaget forud for ansættelsesperiodens påbegyndelse.

Afslaget på dispensation var uproportionelt, da indklagede havde mulighed for at meddele dispensation inden for rammerne af indklagedes dispensationspraksis, hvilket ikke ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede. Afslaget havde stor betydning for klagers mulighed for at fuldføre sin uddannelse og gik dermed ud over, hvad der må anses for at være et rimeligt og hensigtsmæssigt middel til at opnå formålet med afslaget.

Vedrørende den subsidiære påstand

Sundheds- og Ældreministeriet hjemviste den 1. december 2016 sagen til Sundhedsstyrelsen, da ansættelsen på hospitalet i B-by allerede havde haft betydelige negative konsekvenser for klagers helbred.

Det må have stået klart for de indklagede på tidspunktet for hjemvisningen af sagen den 1. december 2016, at klagers helbredstilstand var blevet væsentligt forværret, og at disse forværringer havde baggrund i de manglende tilpasningsforanstaltninger i relation til hendes handicap. Dispensation eller anden hensigtsmæssig foranstaltning burde derfor være meddelt klager på dette tidspunkt eller umiddelbart herefter.

Fastholdelse af to-stedskravet i sammenhæng med fraværet af tilpasningsforanstaltninger efter hjemvisningen af sagen den 1. december 2016 var uproportionelt og dermed udtryk for ulovlig indirekte forskelsbehandling.

På hjemvisningstidspunktet havde afvejningen mellem hensynet til uddannelsens kvalitet over for hensynet til klagers helbred ændret sig set i forhold til de omstændigheder, der forelå, da Sundhedsstyrelsen traf afgørelse om afslag på dispensation den 21. juni 2016. For det første var klagers helbredstilstand i den mellemliggende periode blevet væsentligt forværret, og for det andet havde hun på hjemvisningstidspunktet været ansat tre måneder ved hospitalet i B-by. I løbet af disse tre måneder havde hun således stiftet bekendtskab med de arbejdsmæssige og organisatoriske forhold på denne afdeling.

Vedrørende den tertiære påstand

Indklagede burde under alle omstændigheder have indset, at klagers situation var uholdbar, på et tidligere tidspunkt end den 22. juni 2017, hvor indklagede meddelte dispensation.

Om godtgørelse

Klager bør på baggrund af det anførte tilkendes en godtgørelse for ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen bør det tillægges vægt, at fastholdelsen af to-stedskravet har haft væsentlige negative helbredsmæssige konsekvenser for klager, at hun skulle være ydet tilpasning allerede fra det første afslag på dispensation, og at hendes uddannelse som følge af den manglende tilpasning er blevet forsinket med to måneder.

Sundheds- og Ældreministeriet gør principalt gældende, at ministeriet ikke er pligtsubjekt efter forskelsbehandlingsloven.

Ministeriet gør subsidiært gældende, at der ikke er sket forskels-behandling på grund af handicap. Afslaget på dispensation i 2016 var således ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, ligesom dispensation af hensyn til kvaliteten af klagers uddannelse ikke kunne være meddelt på et tidligere tidspunkt end juni 2017.

Om pligtsubjekter efter loven

Forskelsbehandlingsloven omfatter – ud over arbejdsgivere – enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Hverken Sundheds- og Ældreministeriet eller Sundhedsstyrelsen driver uddannelsesvirksomhed for læger under lægelig videreuddannelse.

Det følger af § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger, at de regionale råd for lægers videreuddannelse tilrettelægger uddannelsesforløb i form af ansættelse på uddannelsessteder.

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, udarbejder ansættelsesstedet og uddannelseslægen inden for rammerne i uddannelsesprogrammet en individuel uddannelsesplan, der beskriver forventninger til kompetenceudviklingen for den enkelte læge, og hvordan denne kompetenceudvikling forventes at finde sted. Uddannelsesplanen justeres løbende i dialog mellem uddannelseslægen og ansættelsesstedet.

Det er således ikke ministeriet, men de regionale råd for lægers videreuddannelse, der tilrettelægger uddannelsesforløbet, mens det er ansættelsesstedet og uddannelseslægen, der udarbejder konkrete uddannelsesplaner.

Regionerne har det overordnede ansvar for drift og udvikling af videreuddannelsen i overensstemmelse med de overordnede nationale bestemmelser. Sundheds- og Ældreministeriet godkender og træffer beslutning om bekendtgørelser samt oprettelse og nedlæggelse af specialer. Derimod er ministeriet ikke involveret i eksempelvis opslag og besættelse af hoveduddannelsesstillinger.

På den baggrund driver Sundheds- og Ældreministeriet ikke uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsmæssig videreuddannelse og er dermed ikke omfattet af forskelsbehandlings § 3, stk. 2.

Hvis nævnet vurderer, at ministeriet er pligtsubjekt efter loven, gøres det gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Om speciallægeuddannelsen

Uddannelsen til speciallæge består af en prægraduel universitetsuddannelse af en varighed på seks år og en lægelig videreuddannelse af en varighed på minimum seks år.

Den lægelige videreuddannelse består af et 1-årigt klinisk basisuddannelsesforløb, en introduktionsstilling af et års varighed og et hoveduddannelsesforløb af 4-5 års varighed. Hoveduddannelsen i alle specialer er opbygget som et samlet ansættelsesforløb med fastlagte tjenester og uddannelse ved forskellige afdelinger, som samlet opfylder det konkrete speciales målbeskrivelse. Ansættelserne omfatter tjeneste ved mindst to afdelinger af mindst 12 måneders varighed inden for eget speciale (”to-stedskravet”) og for nogle specialers vedkommende – herunder klagers speciale – tillige tjeneste i speciallægepraksis.

To-stedskravet skal bidrage til den lægelige videreuddannelses kvalitet ved at sikre den enkelte læge en bred tilgang til og indsigt i afdelingers organisation, kultur mv. inden for specialet, således at lægen oplever mere end én kultur og mere end én måde at gøre tingene på. Selvom konkrete kvalifikationer og kompetencer kan opnås på én hospitalsafdeling, er det således to-stedskravets formål at sikre et bredt kendskab til kultur og organisation af afdelingerne.

To-stedskravet er ikke en neutral bestemmelse, men en væsentlig del af den lægelige videreuddannelse. Kravet er væsentligt i forhold til at forberede den færdiguddannede speciallæge på for eksempel forskellige praksisser, organiseringer, samarbejder og adfærd på forskellige afdelinger.

Om tilpasningsforpligtelsen

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundheds- og Ældreministeriet er arbejdsgivere for læger under den lægelige videreuddannelse. Det er derimod den pågældende region, der er arbejdsgiver for lægen. Mens Sundhedsstyrelsen har mulighed for at dispensere fra fastsatte regler om den lægelige videreuddannelse, har arbejdsgiveren mulighed for at tilbyde sine ansatte en række andre foranstaltninger som tilpasning til lægens konkrete situation. Herudover har videreuddannelsesregionen til opgave at tilrettelægge uddannelsesforløb ud fra kravene i bekendtgørelsen om speciallæger og målbeskrivelsen for det pågældende speciale.

Tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a omfatter alene arbejdsgiverens pligt til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov. Tilpasningsforpligtelsen omfatter derfor ikke en pligt for hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundheds- og Ældreministeriet, som ikke er arbejdsgivere for klager.

Det ligger således uden for ministeriets kompetence at identificere og tilbyde konkrete tilpasningsforanstaltninger. Ministeriet kan heller ikke tages til indtægt for de bemærkninger, som videreuddannelsesregionen har anført i sin indstilling af 21. marts 2014 og sin mail af 22. juni 2016. Endelig kan ministeriet alene tage stilling til lovgrundlaget for Sundhedsstyrelsens afgørelser, og om sagsbehandlingsreglerne er overholdt.

Om dispensation fra to-stedskravet

Ved en vurdering af en læges mulighed for at opnå dispensation fra krav til den lægelige videreuddannelse er det et helt centralt forhold, at kvaliteten og indholdet af den lægelige videreuddannelse ikke forringes. Dette skal sikre, at alle speciallæger opnår et højt niveau af kompetencer, og at alle speciallægeuddannelser kan anses som sammenlignelige.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at Sundhedsstyrelsens praksis for tildeling af dispensation fra to-stedskravet og ændring af det lægelige hoveduddannelsesforløb er baseret på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag. Der lægges ved vurderingen navnlig vægt på, om lægen efter en faglig vurdering vil opnå den samme kvalitet i uddannelsen. Det omfatter både konkrete, lægelige kompetencer og organisatorisk kendskab. Den konkrete vurdering af uddannelsens kvalitet foretages af den specialeansvarlige postgraduate kliniske lektor i videreuddannelsesregionen, som har et godt kendskab til både uddannelsen og lægen. Sundheds- og Ældreministeriet følger en lignende praksis og inddrager endvidere Sundhedsstyrelsens afgørelse og oplysninger fremkommet ved yderligere høringer.

I klagers tilfælde var det den postgraduate kliniske lektors vurdering, at der efter en faglig vurdering ikke kunne gives dispensation til, at hun kunne tage de sidste 12 måneder af uddannelsen på hospitalet i A-by eller i speciallægepraksis. Klager havde taget de øvrige 2½ år af sin hoveduddannelse, som skulle finde sted i hospitalsregi, på hospitalet i A-by, hvor hun også tog sin introduktionsstilling. Forud for ansøgningen om dispensation havde hun alene haft 2½ måned på en anden hospitalsafdeling i C-by.

Det fremgår af udtalelsen fra den postgraduate kliniske lektor som refereret i videreuddannelsesregionens afslag af 21. marts 2014, at det var et centralt hensyn ved vurderingen, at klager ikke skulle opnå en dårligere lægelig videreuddannelse end andre læger.

Både Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, hvor oplysningerne i ansøgningen og den postgraduate kliniske lektors faglige vurdering er indgået.

Ministeriet har i sin afgørelse af 28. oktober 2016 bemærket, at Sundhedsstyrelsen havde anført, at uddannelsen til speciallæge muligvis ville kunne gennemføres på nedsat tid efter aftale med ansættelsesstedet og videreuddannelsesregionen. Det er således ministeriets opfattelse, at der blev foreslået en tilpasning, som på den ene side tog højde for uddannelsens faglige kvalitet, og på den anden side iagttog et behov for at kompensere for den givne rejsetid mellem bopæl og arbejde.

Det er korrekt, at der ud over to-stedskravet er andre kriterier for sammensætningen af hoveduddannelsesforløbet, og at disse kriterier skal opfyldes for at sikre en ensartet og høj kvalitet af den lægelige videreuddannelse. To-stedskravet adskiller sig imidlertid fra de øvrige kriterier, idet dette kravs primære formål er at introducere lægen til andre kulturer, organisering mv. De øvrige kriterier har andre hovedhensyn, og det er derfor centralt, at alle kriterierne fastholdes.

Dispensation fra to-stedskravet er alene mulig, hvis Sundhedsstyrelsen vurderer det hensigtsmæssigt på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Ved denne vurdering lægges der vægt på uddannelsens kvalitet, hvilket også fremgår af de eksempler på dispensation, som klager har fremlagt under sagens behandling for nævnet.

I de fremlagte sager om dispensation fra to-stedskravet som følge af personlige forhold havde de pågældende tilnærmelsesvist gennemført uddannelsestiden, og det blev derfor konkret vurderet fagligt forsvarligt, at uddannelsesforløbet blev ændret. Dette svarer til, at klager ved Sundhedsstyrelsens afgørelse af 22. juni 2017 blev meddelt dispensation efter 9 måneders gennemført uddannelse på hospitalet i B-by.

I de resterende sager, som klager har henvist til, blev der givet dispensation på grund af pladsmangel i praksis, samarbejdsproblemer, orlov og organisatoriske ændringer. I disse tilfælde havde den postgraduate kliniske lektor vurderet, at en ændring af hoveduddannelsesforløbet ikke ville have negative konsekvenser for kvaliteten af uddannelsen.

Nogle steder i landet er det vanskeligt at opfylde to-stedskravet på grund af sammenlægning af afdelinger og sygehuse. I eksisterende hoveduddannelsesforløb, hvor der sker sammenlægning mellem to afdelinger, som hovedlægens uddannelsesforløb er placeret på, kan der derfor gives dispensation fra to-stedskravet. Dette forhold kan ikke tilskrives lægen, og en fastholdelse af to-stedskravet ville have som konsekvens, at lægens uddannelsesforløb ville skulle forlænges trods opfyldelse af den indgåede kontrakt. Lægen vil dog fortsat have uddannelsesforløb på to matrikler og vil således stadig i væsentlig grad opleve forskellige kulturer og måder at gå til området.

Sundhedsstyrelsen har tidligere meddelt klager dispensation fra fireårsfristen for påbegyndelse af hoveduddannelsen til speciallæge, ligesom videreuddannelsesregionen indvilligede i, at hun fik flyttet sin ansættelse i speciallægepraksis til en praksis beliggende i A-by. Disse særlige foranstaltninger har bidraget til at ligestille klager med øvrige læger under speciallægeuddannelsen.

Under klagers ansættelse på hospitalet i B-by tilbød hendes arbejdsgiver og videreuddannelsesregionen hende en række aflastende foranstaltninger. Sundhedsstyrelsen havde derfor under sin dialog med videreuddannelsesregionen en rimelig antagelse om, at klagers handicap ville kunne tilgodeses med disse tilbud, uden at det ville have en negativ konsekvens for uddannelsens kvalitet.

Videreuddannelsesregionen foreslog en deltidsstilling og tilbød klager en bolig i B-by, så hun kunne blive aflastet i forhold til sit handicap og samtidig opnå en lægelig videreuddannelse på niveau med andre speciallæger. En nedsættelse af arbejdstiden ville også tage højde for klagers behandlingsbehov.

Det er meget beklageligt, at klager så sig nødsaget til at sove på en sofa på en kollegas kontor i flere dage om ugen uden adgang til bad og køkkenfaciliteter. Dette kan dog hverken tilskrives Sundhedsstyrelsen eller Sundheds- og Ældreministeriet. Videreuddannelsesregionen tilbød klager en bolig med elevator, hvor hun ville have mulighed for seng, køkkenfaciliteter og bad, dog muligvis uden særlige foranstaltninger på badeværelset.

Hvis klager havde taget imod tilbuddet om bolig i B-by, må det forventes, at hun kunne have opnået mere aflastning, ligesom transporttiden, som belastede hendes ben og ryg, kunne have været mindsket.

Mulighederne for at modtage behandling i A-by er et anliggende mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvor der kan laves aftaler om ugentlige faste fridage eller deltidsansættelse, som kunne have muliggjort genoptræning og tilpasning af benskinne i A-by.

Sundheds- og Ældreministeriet betvivler i øvrigt, at det ved afslaget på dispensation var udelukket, at der kunne findes en egnet bolig til klager i B-by.

Forlængelse af speciallægeuddannelsen anvendes blandt andet i forbindelse med barsel, forskning eller som følge af personlige forhold. Det er ikke ualmindeligt, at den lægelige videreuddannelse forlænges med to eller tre måneder, og der er derfor ikke tale om et forringende vilkår over for personer med handicap.

Klager besvarede ikke eller afviste blot videreuddannelsesregionens forslag om kompensation for hendes handicap.

Da der således blev søgt en rimelig tilpasning til klagers behov, må det med rimelighed kunne antages af både Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet, at andre muligheder for aflastning ville kunne kompensere for klagers handicap, mens to-stedskravet samtidig blev opfyldt.

Om tidspunktet for meddelelse af dispensation

Spørgsmålet om, hvorvidt klager skulle være meddelt dispensation fra to-stedskravet på et tidligere tidspunkt end den 22. juli 2017, er et spørgsmål om sagsbehandlingstid, som Ligebehandlingsnævnet ikke umiddelbart har kompetence til at behandle.

Der gælder ingen generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid i forvaltningsloven eller anden lovgivning. Det følger dog af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud.

Ved vurderingen af sagsbehandlingstiden i den konkrete sag indgår blandt andet sagens karakter, omfanget af høringer og afsøgninger af andre muligheder for at tilgodese klager under hendes uddannelse.

Der blev løbende foretaget høringer i sagen, ligesom der i efteråret 2016 blev truffet flere afgørelser i sagen.

Det er korrekt, at ministeriets beslutning om hjemvisning af sagen til Sundhedsstyrelsen den 1. december 2016 blev truffet på baggrund af nye oplysninger om klagers helbredstilstand. Det er imidlertid Sundhedsstyrelsen, som i medfør af bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger har kompetencen til at meddele dispensation fra to-stedskravet.

Efter at sagen den 1. december 2016 blev hjemvist til Sundhedsstyrelsen, var styrelsen i løbende dialog med videreuddannelsesregionen om klagers muligheder for at gennemføre hoveduddannelsesforløbet på anden vis, for eksempel ved ekstra ophold i speciallægepraksis. Det bemærkes, at ministeriet ikke var part i denne dialog.

Videreuddannelsesregionen oplyste den 17. marts 2017 til Sundhedsstyrelsen, at der var indgået forskellige aftaler mellem hospitalet i B-by og klager, og at videreuddannelsesregionen derfor ville undersøge, om det med disse aftaler var muligt for klager at gennemføre hoveduddannelsesforløbet i B-by. På den baggrund fandt Sundhedsstyrelsen, at det ikke var muligt at afgøre sagen, før klagers muligheder for at gennemføre hoveduddannelsesforløbet i B-by var afklaret. Sundheds-styrelsen kontaktede videreuddannelsesregionen med henblik på opfølgning af sagen den 5. maj 2017. I den mellemliggende periode havde Sundhedsstyrelsen ikke mulighed for at træffe afgørelse i sagen.

Efter dette tidspunkt indgik Sundhedsstyrelsen fortsat i en løbende dialog med videreuddannelsesregionen og klagers partsrepræsentant om sagen frem til den 19. juni 2017, hvor videreuddannelsesregionen søgte om dispensation fra to-stedskravet til klager med virkning fra den 25. juli 2017. Sundhedsstyrelsen traf herefter afgørelse om dispensation den 22. juni 2017.

I afgørelsen opfordrede Sundhedsstyrelsen videreuddannelsesregionen til at være imødekommende i forhold til tidspunktet for klagers tiltrædelse på hospitalet i A-by, så hun – hvis det var muligt – kunne tiltræde før den 25. juli 2017.

Med dispensationen fulgte Sundhedsstyrelsen sin praksis for dispensationer, hvor styrelsen foretager en konkret og individuel vurdering med inddragelse af blandt andet den faglige vurdering fra den specialeansvarlige i videreuddannelsesregionen. Muligheden for dispensation blev løbende vurderet af den postgraduate kliniske lektor, som vurderede, at en dispensation ikke var mulig før den 25. juli 2017.

På grund af hensynet til uddannelsens kvalitet var det således ikke muligt at give klager dispensation fra to-stedskravet før den 22. juni 2017, hvor hun blev meddelt dispensation.

På baggrund af ovenstående har hverken Sundhedsstyrelsen eller Sundheds- og Ældreministeriet handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at meddele klager afslag på dispensation fra to-stedskravet i 2016, ligesom det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager først blev meddelt dispensation fra to-stedskravet den 22. juni 2017.

Sundhedsstyrelsen gør tilsvarende principalt gældende, at styrelsen ikke er pligtsubjekt efter forskelsbehandlingsloven.

Subsidiært gør Sundhedsstyrelsen gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap. Det var således ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev meddelt afslag på dispensation fra to-stedskravet i 2016 og først blev meddelt dispensation den 22. juni 2017.

Sundhedsstyrelsen er ikke arbejdsgiver for klager og driver heller ikke vejlednings- og uddannelsesvirksomhed. Styrelsen er derfor ikke i den konkrete situation omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Ved behandlingen af ansøgninger om dispensation fra to-stedskravet foretager Sundhedsstyrelsen en individuel, konkret vurdering af oplysningerne fra ansøger og videreuddannelsesregionen, herunder den faglige vurdering fra videreuddannelsesregionens ekspert inden for det pågældende speciale. I vurderingen indgår også administrative og praktiske muligheder for etablering af et ændret hoveduddannelsesforløb i forhold til den gældende uddannelseskontrakt.

I forbindelse med vurderingen af en ansøgning om dispensation i et hoveduddannelsesforløb indgår flere og varierende hensyn.

En dispensation må ikke forringe uddannelsesforløbets faglige kvalitet i væsentlig grad. Uddannelsesforløbet eller et delelement heraf skal være godkendt af videreuddannelsesregionen for at kunne indgå i uddannelsen, og ansættelsen må have en vis varighed for at kunne indgå i speciallægeuddannelsen, da uddannelseslægen skal være introduceret til arbejdet i afdelingen. Alle kompetencer i specialets målbeskrivelse skal trods dispensation kunne erhverves i forløbet, og uddannelseslægen bliver kompetencevurderet i forhold til de målbeskrevne kompetencer. Uanset en dispensation skal uddannelseslægen endelig kunne lære at diagnosticere og behandle almindeligt forekommende sygdomme inden for specialet og opnå kendskab til specialiserede opgaver, forskellige fagligheder samt kulturer inden for specialet.

De forskellige hensyn indgår med forskellig vægt i de konkrete sager under hensyntagen til den konkrete begrundelse for ansøgningen. I klagers tilfælde har Sundhedsstyrelsen taget hensyn til, at klager skal gennemføre et uddannelsesforløb med en kvalitet, som svarer til kvaliteten af tilsvarende hoveduddannelsesforløb inden for hendes speciale.

Sundhedsstyrelsen er ikke arbejdsgiver for klager, og styrelsen har derfor ikke kompetence til at identificere og tilbyde tilpasningsforanstaltninger i relation til klager, f.eks. i form af tilbud om bolig.

Efter Sundheds- og Ældreministeriets hjemvisning af sagen til Sundhedsstyrelsen den 1. december 2016 har styrelsen flere gange bedt videreuddannelsesregionen om at afsøge mulighederne for, at klager kunne få ændret sit hoveduddannelsesforløb under hensyntagen til den faglige vurdering, så to-stedskravet for eksempel blev opfyldt i en speciallægepraksis i stedet. Sundhedsstyrelsen forhørte sig også om, hvilke tiltag videreuddannelsesregionen havde iværksat for at optimere ansættelsesforholdet og betingelserne herfor under klagers ansættelse i B-by.

Sundhedsstyrelsen indgik i foråret 2017 løbende i en dialog med videreuddannelsesregionen med henblik på at finde en løsning på sagen.

På baggrund af videreuddannelsesregionens oplysninger til Sundhedsstyrelsen den 17. marts 2017 om, at der var indgået forskellige aftaler mellem klager og hospitalet i B-by, var det ikke muligt at træffe afgørelse i sagen på daværende tidspunkt, da det fortsat var uafklaret, hvilke eventuelle foranstaltninger der ville blive sat i værk for at afhjælpe klagers gener ved at skulle arbejde i B-by.

Efter at videreuddannelsesregionen havde ansøgt om dispensation på vegne af klager den 19. juni 2017, meddelte Sundhedsstyrelsen klager dispensation ved afgørelse af 22. juni 2017.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskels-behandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog § 2a (tilpasningsforpligtelsen).

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde

Forskelsbehandlingsloven forpligter enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed med blandt andet erhvervsmæssig videreuddannelse, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Forskelsbehandlingsloven implementerer Rådets direktiv 2000/78 (beskæftigelsesdirektivet) og skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) og b), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår blandt andet vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse og adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring.

Kravene til videreuddannelsen til speciallæge fremgår af kapitel 1 i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger. Kapitlet indeholder blandt andet det såkaldte to-stedskrav, hvorefter hoveduddannelsen til speciallæge skal indeholde ansættelse på mindst to ansættelsessteder inden for specialet, hver af mindst 12 måneders varighed.

Sundhedsstyrelsen kan efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, dispensere fra uddannelsesbestemmelserne i kapitel 1.

Sundheds- og Ældreministeriet er som ressortministerium for Sundhedsstyrelsen klageinstans i forhold til det retlige grundlag for styrelsens afgørelser efter bekendtgørelsen.

Nævnet vurderer, at Sundhedsstyrelsens og Sundheds- og Ældreministeriets afgørelser om afslag på dispensation fra uddannelseskravene i bekendtgørelsen om uddannelse af speciallæger har direkte betydning for den pågældende uddannelseslæges muligheder for at gennemføre uddannelsen til speciallæge og opnå adgang til lønnet beskæftigelse som sådan.

Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet er herefter som afgørelsesmyndighed omfattet af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 2, i overensstemmelse med indholdet af det underliggende direktiv.

Om handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningerne var af langvarig karakter.

Klager lider af lammelse og har betydelig forkortelse i venstre ben som følge af børnelammelse. Hun bruger en skinne til sit venstre ben, som efter en lægelig vurdering må betragtes som et ”0-ben”. Hun har nedsat gangdistance og anvender derfor handicapscooter til længere transport. Der er tale om en kronisk tilstand, der ifølge de foreliggende oplysninger medfører behov for aflastning og løbende behandling for at opretholde det aktuelle funktionsniveau.

Som led i sin hoveduddannelse til speciallæge tiltrådte klager den 1. september 2016 en stilling på hospitalet i B-by, mens hun fortsat var bosat i sin bolig i A-by, der var indrettet efter hendes helbredsmæssige behov.

Det fremgår af den fysioterapeutiske statusudtalelse af 8. maj 2017, at klager som følge af overbelastning under ansættelsen blandt andet oplevede tiltagende svigt af det højre raske ben, hvilket havde medført faldepisoder samt en påvirkning af alle funktioner, hvor hun skulle gå, stå, sætte sig eller rejse sig fra siddende stilling.

Som følge af sine gener fra lidelsen havde hun i stillingen på hospitalet i B-by et sygefravær af et sådant omfang, at hun den 25. juli 2017 alene havde haft en effektiv ansættelse på 8-9 måneder siden sin opstart den 1. september 2016, dvs. 11 måneder før.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klagers kroniske lidelse varigt forhindrer hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Om indirekte forskelsbehandling

Nævnet lægger til grund, at opretholdelsen af to-stedskravet over for klager ville indebære og faktisk medførte en forværring af hendes helbredsmæssige tilstand.

På den baggrund vurderer nævnet, at to-stedskravet, som er en tilsyneladende neutral bestemmelse, har stillet klager ringere end andre som følge af hendes handicap.

Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at de indklagedes fastholdelse af to-stedskravet over for hende frem til afgørelsen af 22. juni 2017 var udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler herefter de indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

To-stedskravet skal efter det oplyste sikre, at speciallæger under deres uddannelse opnår kendskab til specialiserede opgaver samt forskellige fagligheder og kulturer inden for specialet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at to-stedskravet er begrundet i et sagligt formål om at sikre den uddannelsesmæssige kvalitet i speciallægeuddannelsen, og at to-stedskravet som udgangspunkt er et hensigtsmæssigt middel til at opfylde dette formål.

Spørgsmålet er herefter, om det var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for klager.

Tre nævnsmedlemmer udtaler:

I afgørelserne af 21. juni 2016 og 28. oktober 2016 henviste de indklagede alene til de overordnede hensyn bag to-stedskravet som begrundelse for at opretholde kravet over for klager. De indklagede begrundede dermed ikke konkret, hvorfor klager ikke kunne opnå samme uddannelsesmæssige kvalitet som andre speciallæger inden for specialet i tilfælde af en dispensation fra to-stedskravet.

Efter de foreliggende oplysninger kan det således ikke lægges til grund, at de indklagede foretog en konkret vurdering af, hvilke specialiserede opgaver klager ikke ville opnå kendskab til i tilfælde af en dispensation, og hvorfor kendskabet til andre fagligheder og kulturer ikke i tilstrækkelig grad kunne anses for opnået gennem hendes øvrige ansættelser inden for specialet, uanset om en af disse ansættelser lå forud for påbegyndelsen af speciallægeuddannelsen.

Endvidere blev der efter det oplyste ikke indgået konkrete aftaler om rimelig tilpasning mellem klager og hendes arbejdsgiver og/eller uddannelsesregionen, som ville kunne kompensere hende for de helbredsmæssige ulemper ved opretholdelsen af to-stedskravet.

Vi vurderer på den baggrund, at de indklagede ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at det var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for klager.

De indklagede har herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Vi stemmer derfor for at give klager medhold i klagen.

To nævnsmedlemmer udtaler:

Forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, om indirekte forskelsbehandling henviser for så vidt angår sager om forskelsbehandling på grund af handicap til tilpasningsforpligtelsen i lovens § 2 a.

Ved afslaget på dispensation fra to-stedskravet lagde de indklagede afgørende vægt på den lægefaglige vurdering fra den postgraduate kliniske lektor i videreuddannelsesregionen, som med sit kendskab til både klager og opgavesammensætningen på sygehusafdelingerne i A-by og B-by ikke vurderede det fagligt forsvarligt at dispensere fra to-stedskravet.

Sundheds- og Ældreministeriet henviste i sit afslag af 28. oktober 2016 klager til i stedet at gøre brug af muligheden for at indgå aftale med sin arbejdsgiver eller videreuddannelsesregionen om nedsat arbejdstid mod tilsvarende forlængelse af uddannelsestiden.

Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte den lægefaglige vurdering i udtalelsen fra den postgraduate kliniske lektor. Vi vurderer derfor, at det er godtgjort, at det konkret var nødvendigt, at de indklagede ved afgørelserne af 21. juni 2016 og 28. oktober 2016 fastholdt to-stedskravet over for klager for at tilgodese hensynet til den uddannelsesmæssige kvalitet, som to-stedskravet skulle sikre.

Oplysningerne om forværringen af klagers helbredstilstand kan efter sagens øvrige oplysninger, herunder om sagens forløb og sagsbehandling hos de indklagede, ikke føre til en anden vurdering for så vidt angår perioden efter Sundheds- og Ældreministeriets afslag af 28. oktober 2016.

De indklagede har herefter løftet bevisbyrden for, at ligebehandlings-princippet ikke er blevet krænket.

Vi stemmer derfor for ikke at give klager medhold.

Efter stemmeafgivningen får klager medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 50.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Det er indgået ved vurderingen, at opretholdelsen af to-stedskravet over for klager medførte en væsentlig forværring af hendes helbredstilstand samt en forlængelse af hendes uddannelsestid.

De indklagede skal herefter in solidum betale 50.000 kr. til klager. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 6, stk. 2, om principiel behandling

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2 a, om tilpasning

§ 3, stk. 2, om pligtsubjekter efter loven

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

§ 7 a, om delt bevisbyrde

<18-1769>