Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - sundhed - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 18-61745

En mand, der er blind, ankom til en ultralyd- og røntgenklinik sammen med sin førerhund og en uddannelseslæge fra sin praktiserende læge for at bestille en tid til ultralydsundersøgelse. Manden fik at vide, at han ikke ville kunne få sin førerhund med ind i undersøgelseslokalet med henvisning til hygiejne og mulig allergi hos andre patienter på klinikken. Der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken. I nævnets principielle afgørelse var der dissens i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det var nødvendigt at afslå, at manden kunne få adgang med sin førerhund til undersøgelseslokalet.

Fire medlemmer vurderede, at der var en sådan uklarhed om hændelsesforløbet og samtalen mellem manden og klinikkens medarbejder, at en afgørelse af, om der var sket ulovlig forskelsbehandling krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet, men må ske ved domstolene. Disse medlemmer stemte derfor for, at nævnet ikke kunne behandle klagen.

Et nævnsmedlem vurderede, at klinikken ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at begrænse førerhundens adgang til undersøgelseslokalet for at opnå formålet om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelsesrum. Dette medlem stemte derfor for at give manden medhold i klagen.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en mand blev oplyst om, at han ikke kunne tage sin førerhund med ind i et undersøgelseslokale.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager blev udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sin henvendelse i den indklagede klinik, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 28. august 2018 henvendte klager sig på den indklagede ultralyd- og røntgenklinik på baggrund af en henvisning til ultralydsundersøgelse fra sin praktiserende læge samme dag. Klager ønskede at bestille en tid til en undersøgelse.

Klager er blind og ankom til klinikken sammen med sin førerhund og en uddannelseslæge fra den praktiserende læge, som har klinik i samme bygning som den indklagede klinik. Det fremgår af journalnotat fra den praktiserende læge samme dag, at klager har dobbeltsidige øjenproteser.

I receptionen i klinikken blev klager oplyst om, at hans førerhund ikke havde adgang til undersøgelseslokalet.

Klager forlod klinikken uden en tid til undersøgelse.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. oktober 2018.

Klager har i klagen fremsat krav om, at han tilkendes en godtgørelse på 15.000 kr.

Indklagede har for nævnet fremlagt to skriftlige udsagn fra medarbejdere på den indklagede klinik indhentet til brug for sagen.

Indklagede har også fremlagt kopi af afsnit fra klinikkens kvalitetshåndbog, der handler om dyrs færdsel og ophold. Det fremgår af vejledningen, der senest er revideret den 22. februar 2019:

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen omfatter sundhedspersonale der diagnosticerer og behandler patienter som har tilknytning til brugshunde eller kæledyr

Definitioner

Alle kæledyr udgør en potentiel smitterisiko og derfor er det ikke tilladt hverken patienter eller personale, at medbringe kæledyr på [klinikken]. Undtaget herfra er servicehunde.

Servicehunde

Patienter med behov for en servicehund, f.eks. blinde patienter kan medbringe servicehunde til ambulante kontakter på [klinikken]

Servicehunde kan almindeligvis ikke medbringes ind i undersøgelsesrummet pga. smitte eller allergener.

Opstår der situationer, hvor der er behov for afvigelse fra ovenstående kan komme på tale, skal klinikledelse kontakte Central Enhed for Infektionshygiejne, med henblik på udarbejdelse af supplerende hygiejniske forholdsregler.

Fremgangsmåde

Planlæg om muligt undersøgelsen sidst på dagen. (sidste undersøgelse)

Undgå om muligt service hund inde i selve undersøgelsesrummet.

Rengøring med klorpræparat på kontaktflader

Håndhygiejne”

Klager har for nævnet fremlagt svar på spørgsmål fra Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg af 28. januar 2013 vedrørende adgangsbegrænsninger for førerhunde i sundhedsvæsnet. Af svaret fra ministeren for sundhed og forebyggelse fremgår:

”Jeg har til brug for min besvarelse indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og Dansk Blindesamfund.

Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:

”Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at adgangsregler for landets sygehuse fastsættes lokalt. Der kan være særlige infektionshygiejniske forhold forbundet ved at medtage kæledyr, herunder førerhunde, på sygehuse. Disse forhold bør medtænkes ved fastsættelse af lokale regler på området.

Hunde kan:

sprede smitsomme og parasitære sygdomme,

give anledning til allergiske symptomer hos personer med eksisterende allergi

være til ulempe for omgivelserne, herunder lugtgener og uhygiejniske forhold

Sundhedsstyrelsen kan henvise til Statens Serum Institut, som evt. vil kunne bidrage yderligere. Endvidere kan styrelsen henvise til regionerne, som er ansvarlige for driften af landets sygehuse. ”

Danske Regioner har indhentet svar fra de enkelte regioner vedr. førerhundes adgang til sygehusene i de enkelte regioner. Svarene er sammenfattet herunder.

(…)

Dansk Blindesamfunds bidrag kan sammenfattes således:

Dansk Blindesamfund ønsker, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Danske Regioner og Dansk Blindesamfund udarbejder ensartede retningslinjer for førerhundes adgang i sundhedssektoren.

Førerhunden er et hjælpemiddel, der gør en stor forskel for den blinde i dagligdagen. Førerhunden medfører en følelse af selvstændighed for den blinde og uafhængighed af eksempelvis patientbefordring til og fra sygehus, lægekonsultation mv. Førerhunde er altid ved den blindes side og er under kontrol.

Dansk Blindesamfund accepterer, at det på visse afdelinger er uhensigtsmæssigt at medtage en førerhund, og anbefaler ikke, at førerhunden er med under en indlæggelse.

Der er derfor tale om et ønske om at medtage førerhunden ifm. ambulante besøg og ifm. aflæggelse af besøg hos familie og venner, der er indlagt på sygehuset.

Der er 250 blindehunde i Danmark og statistisk set er det derfor relativt sjældent, at en førerhund vil opholde sig på et sygehus, almen praksis el. lign.

Dansk Blindesamfund ønsker at få dokumenteret viden om den smittefare, der kan være forbundet med at give en førerhund adgang til et givent sted i sundhedsvæsenet.

Dansk Blindesamfund henviser til, at [X Sygehus] i 2001 vurderede, at en førerhund ikke skønnes at udgøre en reel infektionsrisiko, og at Fødevarestyrelsen har vurderet, at førerhunde gerne må komme ind i butikkens kundeområde eller restaurantens serveringsområde under forudsætning af, at hunden ikke forurener fødevarerne.

Dansk Blindesamfund har været i dialog med Danske Regioner om problemstillingen uden at der dog er kommen en fælles vurdering af problemstillingen.

Jeg er meget enig i Dansk Blindesamfunds udtalelse om, at førerhunde udgør et nødvendigt hjælpemiddel for mange blinde og svagsynede, som sikrer, at de kan færdes frit og trygt i samfundet.

Hensynet til den blinde/svagsynedes behov for at have sin førerhund med i sundhedsvæsenet bør imidlertid afvejes over for de forhold, som Sundhedsstyrelsen påpeger.

Jeg kan på baggrund af Danske Regioners bidrag konstatere, at landets sygehuse generelt er imødekommende over for førerhunde, og at førerhundes adgang i almindelighed kun begrænses i de tilfælde, hvor hensynet til infektionshygiejne må veje tungest, f.eks. på intensivafsnit, operationsstuer o.l.

[Region A] har som den eneste udarbejdet regionale retningslinjer, som flugter med de øvrige regioners praksis, idet der også i [Region A] foretages konkrete vurderinger i enkelte tilfælde.

I de tilfælde, hvor førerhunden ikke må medtages, vil jeg gerne understrege, at sygehuspersonalet naturligvis har en pligt til at hjælpe førerhundebrugeren rundt. Som det er beskrevet i regionernes svar, er personalet på landets sygehuse fuldt ud opmærksomt på at føre den blinde/svagsynede rundt i forbindelse med udredning og eventuel behandling.

Jeg hæfter mig ved regionernes tilbagemelding om, at sygehusene prioriterer at finde praktiske løsninger i de tilfælde, hvor førerhunden vurderes at udgøre et infektionshygiejnisk problem. Endelig noterer jeg mig, at problemstillingen er sjældent forekommende, og at sygehusene ikke generelt efterspørger retningslinjer på området. Jeg ser samlet set derfor ikke et umiddelbart behov for at udarbejde centrale retningslinjer på området. ”

Klager har for nævnet endvidere fremlagt nationale infektionshygiejniske retningslinjer fra Central Enhed for Infektionshygiejne (1. udgave 2017) under Statens Serum Institut. Af afsnittet vedrørende førerhunde fremgår:

Førerhunde

Hunde er som mennesker bærere af bakterier og svampe på hud, slimhinder og i fordøjelsessystemet. Den mest almindelige smitte til mennesker forekommer ved hundebid, eller hvis en hund slikker på et sår.

Førerhunde er specielt trænede og færdes ikke alene, men er sammen med deres bruger, som har

kontrol over hunden[…].

En blind person med førerhund har samme rettigheder som en seende person, og hunden er nødvendig for personens færden. Det betyder, at hund og ejer kan færdes de samme steder som en seende. Sundhedsstyrelsen har eksempelvis fritaget førerhundebrugere for forbuddet mod at medtage hund på restaurant og i fødevarebutikker.

På hospitaler må husdyr ikke medbringes ved ambulant besøg, ved indlæggelse eller ved besøg af indlagte patienter, men for førerhunde forholder det sig anderledes. Her kan der afviges fra disse regler - og man kan i stedet følge lokalt udarbejdede retningslinjer.

Lokale retningslinjer bør indeholde mulighed for at medbringe førerhunden i forbindelse med ambulant behandling, besøg hos indlagte patienter og evt. kortvarig indlæggelse, med stillingtagen til følgende punkter:

Hundens ejer bør inden planlagt besøg orientere sig, om det er muligt at medbringe hunden.

Når der i disse situationer er tale om en afdeling, hvor hunden kan indebære en mulig infektionsrisiko, hensyn til medpatient eller anden årsag til, at hunden ikke kan medbringes, er det hensigtsmæssigt med en mulighed for at anbringe den kortvarigt i nærhed af hospitalets indgang/reception.

Hundens ejer er i øvrigt ansvarlig for hunden inkl. eventuel pasning, luftning o.l.

Hospitalets personale bør ledsage patienten til de relevante steder inden for hospitalets område, når det ikke er muligt at medbringe hunden. ”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at han blev nægtet at medtage sin førerhund til den indklagede klinik, og at klinikken afviste at give ham en tid til behandling med henvisning til, at han ikke er selvhjulpen.

Indklagede skal til klager betale en godtgørelse på 15.000 kr., subsidiært et mindre beløb.

Klager er blind og bruger førerhund. Den 28. august 2018 blev klager ved en konsultation ved sin alment praktiserende læge henvist til en ultralydsscanning med henblik på nærmere undersøgelse af en lymfeknude i nakken. Henvisningen var bl.a. begrundet i, at klager tidligere havde haft kræft på nethinden på begge øjne, hvorfor der kan være en øget risiko for sekundær kræft.

Efter lægekonsultationen henvendte klager sig sammen med sin førerhund i den indklagede kliniks reception for at bestille tid til ultralydsscanningen.

I klinikkens receptionsområde blev klager mødt af en ansat, der indledte med at gøre opmærksom på, at hans hund var forment adgang til klinikken. Klager forklarede, at hunden er en førerhund, som han som blind er afhængig af for at kunne finde rundt. Hunden var iført seletøj og tydeligt markeret som førerhund. Den ansatte fastholdt imidlertid, at førerhunden ikke måtte være i klinikken med henvisning til, at mange af klinikkens patienter har allergi over for husdyr. Klager var indforstået med at gennemføre undersøgelsen uden sin førerhund, der eventuelt kunne ligge i receptionen og vente.

Den ansatte sagde herefter til klager, at de ikke kunne undersøge ham på klinikken, fordi han som blind ikke er selvhjulpen. Den ansatte anførte hertil, at klinikken godt må stille krav om, at patienterne skal være selvhjulpne, fordi der er tale om en privat klinik. Klager forklarede, at han kun behøvede et minimum af hjælp, der i øvrigt kun var nødvendiggjort af, at han ikke måtte medbringe sin førerhund i klinikken. Klager forlod klinikken uden en tid til undersøgelse. Han fik i stedet en tid på en anden klinik.

Indklagede har i sit svar bekræftet, at klagers førerhund var forment adgang til klinikkens undersøgelsesrum. Det var imidlertid klagers opfattelse, at adgangsbegrænsningen for hunde gjaldt hele klinikken. Når adgangsbegrænsningen var begrundet i hensynet til allergi hos andre patienter, virker det inkonsekvent, hvis forbuddet mod at medbringe hund alene skulle gælde for klinikkens undersøgelsesrum og ikke for de øvrige dele af klinikken, der er åbne for patienter, herunder receptionsområdet.

Klager har for nævnet fremlagt svar på spørgsmål fra Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg vedrørende adgangsbegrænsninger for førerhunde i sygehusvæsnet. Det fremgår af svaret, at der er vid adgang til at medbringe førerhunde på landets sygehuse, og at førerhundes adgang i almindelighed kun begrænses i de tilfælde, hvor hensynet til infektionshygiejne må veje tungest, f.eks. på intensivafsnit, operationsstuer og lignende. Det fremgår endvidere, at der i Danmark er omkring 250 aktive førerhunde, og at de situationer, hvor en person med synshandicap vil have behov for at tage sin førerhund med i sundhedsvæsnet, derfor er sjældent forekommende.

Indklagedes fremlagte retningslinjer er en intern vejledning godkendt seks måneder efter episoden den 28. august 2018. Tilstedeværelsen af lokale retningslinjer kan ikke i sig selv begrunde, at forbuddet mod at medbringe førerhund ikke udgør ulovlig indirekte forskelsbehandling.

Indklagedes retningslinjer henviser til hjemmesiden for Central Enhed for Infektionshygiejne under Statens Serum Institut. Det eneste på denne hjemmeside vedrørende dyrs, herunder førerhundes, adgang til sundhedsvæsenet, henvender sig generelt til hele sundhedssektoren. Af afsnittet vedrørende førerhunde fremgår blandt andet: ”En blind person med førerhund har samme rettigheder som en seende person, og hunden er nødvendig for personens færden. Det betyder, at hund og ejer kan færdes de samme steder som en seende. Sundhedsstyrelsen har eksempelvis fritaget førerhundebrugere for forbuddet mod at medtage hund på restaurant og i fødevarebutikker. […] Lokale retningslinjer [på hospitaler] bør indeholde mulighed for at medbringe førerhunden i forbindelse med ambulant behandling [mv.]”.

Det fremgår af indklagedes vejledning om dyrs ophold og færden, at såfremt der skulle opstå situationer, hvor der er behov for afvigelse af vejledningens bestemmelser om servicehunde, skal klinikledelsen kontakte Central Enhed for Infektionshygiejne med henblik på udarbejdelse af supplerende hygiejniske forholdsregler. Det fremgår ikke, at indklagede har gjort dette.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte være af den opfattelse, at

hensynet til allergi hos andre patienter kan begrunde en begrænsning i

førerhundes adgang til klinikken, har klager opfordret til, at nævnet

søger at oplyse dette spørgsmål ved indhentelse af en sagkyndig

erklæring, jf. lov om Ligebehandlingsnævnet § 7, stk. 1. Førerhunde har generelt adgang til en række offentlige tilbud, hvor det må antages, at også personer med hundeallergi befinder sig.

Indklagede må bære bevisbyrden for, at hensynet til patienter med hundeallergi konkret var afgørende for afvisningen af klager.

Indklagede stillede krav om, at klager skulle være selvhjulpen. Klinikkens ansatte spurgte klager, om han havde mulighed for at tage en ledsager med til undersøgelsen og oplyste, at indklagede ikke umiddelbart kunne give klager en tid på klinikken. Heraf følger, at klinikkens medarbejdere ikke var villige til at tilbyde klager den fornødne hjælp til at blive ført til undersøgelseslokalet.

Klager ville ikke have behov for nogen særlig hjælp i forbindelse med konsultationen, bortset fra en medarbejder til at følge sig frem og tilbage mellem receptionen og undersøgelseslokalet. Dette gjorde klager opmærksom på under samtalen med klinikkens ansatte.

Det fremgår ikke af de fremlagte erklæringer fra den indklagedes kliniks medarbejdere, at medarbejderne tilbød eller var villige til at assistere klager frem og tilbage mellem receptionsområdet og undersøgelsesrummet. Klager fastholder således, at indklagede stillede krav om, at han skulle være selvhjulpen.

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Efter lovens § 5, stk. 3, foreligger der indirekte forskelsbehandling, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer med handicap ringere end andre.

Indklagede udsatte klager for ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Både ved ikke at tillade, at klager kunne have sin førerhund med ind på klinikken, og ved at nægte klager en tid til behandling med henvisning til, at klager ikke er selvhjulpen.

Forbuddet mod at medbringe hunde i klinikken må anses for en tilsyneladende neutral betingelse, der stiller personer som er blinde og bruger førerhund ringere end andre personer.

Klager anerkender, at hensyntagen til allergi hos andre patienter indebærer, at forskelsbehandlingen er begrundet i et sagligt formål. Efter klagers opfattelse er der imidlertid ikke et rimeligt forhold mellem dette formål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for blinde, som bruger førerhund, jf. § 7 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Risikoen for, at der på samme tid som klager potentielt skulle befinde sig en eller flere andre patienter i klinikken med hundeallergi, kan ikke anses for at veje tungere end klagers behov for at kunne medbringe sin førerhund i klinikken. Klager er afhængig af sin førerhund for at kunne komme omkring og færdes frit. Førerhunden udgør således et centralt hjælpemiddel for klager, når han bevæger sig uden for sit eget hjem. Klager kunne uden problemer medtage sin førerhund på den anden klinik, som han måtte henvende sig til. Klager havde desuden sin førerhund med på den indklagede klinik i 2013, hvor klinikken havde en anden ejer. I disse to tilfælde var hensynet til potentiel allergi hos andre patienter dermed ikke en hindring.

Indklagede har ikke ført bevis for, at forskelsbehandlingen kan opvejes af hensynet til allergi hos andre patienter.

Kravet om, at en patient skal være selvhjulpen for at kunne modtage behandling i klinikken, må ligeledes anses for en tilsyneladende neutral betingelse. Denne betingelse afskærer personer med visse typer af handicap, herunder blinde, fra at modtage behandling i klinikken, og stiller således disse personer ringere end andre personer.

Såvel forbuddet mod at medbringe førerhund som kravet om, at klager skulle være selvhjulpen, var egnede til at stille klager i en ringere position sammenlignet med andre personer, idet kravene de facto udelukkede klager fra at benytte klinikken. Det er herefter op til indklagede at føre bevis for, at forskelsbehandlingen kan retfærdiggøres.

Efter klagers opfattelse har den indklagede klinik ikke fremført nogen saglig begrundelse for betingelsen om, at klinikkens patienter skal være selvhjulpne. Den ansattes forklaring om, at en privat klinik godt må fastsætte sådanne krav, kan ikke tillægges betydning, idet forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap gælder for såvel offentlig som for privat virksomhed, herunder sundhedsydelser, jf. § 2, stk. 1, i lov om forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede har ikke ført bevis for sagligheden, nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af kravet om, at klager skulle være selvhjulpen.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte nå frem til, at der foreligger ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, gør klager gældende, at han er berettiget til godtgørelse efter § 11, stk. 1, i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Ved udmåling af godtgørelse bør det tillægges betydning, at afvisningen af klager indebar et indgreb i den frie og lige adgang til sundhedsydelser.

Det følger af lovbemærkningerne til § 11 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der ved udmåling af godtgørelsens størrelse kan skeles til, hvad der på andre områder må anses for en rimelig og passende godtgørelse. Godtgørelsesniveauet i sager om adgangsbegrænsning til barer, natklubber etc. på grund af etnisk oprindelse ligger på 5.000 kr. I Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 10. december 2014 (j.nr. 2014-6811-38363) blev en mand tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr. efter at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med, at han ansøgte om et banklån. I sagen havde bankrådgiveren påtalt mandens manglende danskkundskaber og nægtet at føre samtalen på engelsk.

Efter klagers opfattelse må det anses for væsentligt mere alvorligt at blive afvist fra at benytte et sundhedstilbud end at blive afvist fra en bar, natklub etc. Ligeledes må en afvisning i sundhedsvæsnet i udgangspunktet anses for mere alvorlig end forskelsbehandling i forbindelse med ansøgning om et banklån. En diskriminerende adgangsbegrænsning til et sundhedstilbud indebærer diskrimination i forhold til en beskyttet rettighed. I den foreliggende sag er der desuden tale om en sundhedsydelse af central betydning for klagers helbred. Godtgørelsen bør således udmåles til et højere beløb end godtgørelsen i sager om forskelsbehandling i nattelivet henholdsvis i forbindelse med ansøgning om et banklån.

Det må endvidere betragtes som en skærpende omstændighed, at den pågældende medarbejder hos indklagede udviste en hensynsløs adfærd i en situation, hvor klager befandt sig i en sårbar situation. Da klager henvendte sig i klinikken, stod han over for at skulle havde foretaget en undersøgelse, der var begrundet i en risiko for kræft. Ved sin adfærd udviste medarbejderen på ingen måde interesse i, hvorfor klager skulle have foretaget undersøgelsen, og hvilke konsekvenser afvisningen ville have for klager.

Godtgørelsen kan på den baggrund passende fastsættes til 15.000 kr.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afvist på grund af sit handicap, og påstår, at klagen skal afvises.

Da klager henvendte sig på klinikken, var der to medarbejdere til stede i receptionen.

Klager kom direkte fra egen læge sammen med sin førerhund og blev hjulpet ned på klinikken af en uddannelseslæge hos den praktiserende læge. Uddannelseslægen bad om en tid til klager til en ultralydsundersøgelse.

Da medarbejderne på klinikken så førerhunden, gjorde de opmærksom på, at hunden ikke kunne komme med ind i undersøgelsesrummet af hygiejniske årsager og af hensyn til patienter med allergi.

Antallet af patienter med allergi er stigende. Hensyn til disse patienter gør, at indklagede prøver at holde undersøgelsesrummene så rene som muligt. Det er derfor nødvendigt at minimere risikoen for anfald hos disse patienter, der i yderste konsekvens kan medføre alvorlige allergiske reaktioner. De hygiejniske krav, der stilles på klinikken, gælder for alle.

Der er i indklagedes kvalitetshåndbog om dyrs færden og ophold tale om retningslinjer, som alle i sundhedsvæsenet skal rette sig efter. Retningslinjerne er udarbejdet på baggrund af de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer. Det fremgår af de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer bl.a., at ”[h]undens ejer bør inden planlagt besøg orientere sig om det er muligt at medbringe hunden. Når der i disse situationer er tale om en afdeling, hvor hunden kan indebære en mulig infektionsrisiko, hensyn til medpatient eller anden årsag, til at hunden ikke kan medbringes, er det hensigtsmæssigt med en mulighed for at anbringe den kortvarigt i nærheden af hospitalets indgang/reception. ”.

Indklagedes lokale retningslinjer er alene udarbejdet som et supplement til retningslinjerne fra Statens Serum Institut. Det er således uden betydning, at den fremlagte udgave af de lokale retningslinjer er godkendt på et senere tidspunkt.

Indklagede følger naturligvis de nationale retningslinjer. Disse retningslinjer pålægger den, der har behov for en servicehund, at undersøge forholdene.

Klager ankom til klinikken med sin førerhund uden forinden at have undersøgt, hvorledes det var muligt at medbringe hunden. Han blev orienteret herom og blev ligeledes orienteret om, at hunden kunne vente i receptionen, når undersøgelsen skulle foretages. Klager blev således gjort opmærksom herpå ved tidsbestilling og blev orienteret om, hvorledes dette kunne løses.

Klager fik mulighed for at bestille en tid, og han kunne ved tidsbestillingen let have efterkommet den del af anvisningen, der handlede om at orientere sig om muligheden for at medbringe hunden. Klager havde også mulighed for at træffe sine forholdsregler i forbindelse med selve undersøgelsen, herunder at træffe aftale med en person, der kunne assistere ved selve undersøgelsen.

Indklagede har pligt til at varetage omsorgen for alle patienter. Hvis en patient medbringer en hund, kan det medføre en alvorlig allergisk reaktion hos en medpatient. Indklagede har pligt til at drage omsorg for, at en sådan risiko minimeres mest muligt.

De to medarbejdere hos indklagede forklarede omhyggeligt klager, at selvom der blev gjort så grundigt rent som muligt mellem de forskellige undersøgelser, var det ikke muligt helt at undgå en situation, hvor en person kunne få et allergisk anfald.

Klinikkens medarbejdere spurgte derfor, om klager havde mulighed for at tage en ledsager med til undersøgelsen, som tilfældet var ved tidsbestillingen. Dette afviste klager og fastholdt retten til at tage sin førerhund med ind i undersøgelsesrummet, hvilket måtte afslås. Klager fastholdt derefter, at indklagede skulle stille personale til rådighed, der kunne assistere ham til undersøgelseslokalet. Dette havde indklagede imidlertid ikke mulighed for, da medarbejderne i klinikken ville være beskæftigede med selve undersøgelsen, hvorfor der ikke ville være personale til rådighed.

Klager virkede ikke interesseret i at høre, hvorfor indklagede ikke lige umiddelbart kunne give ham en tid.

Klager gjorde på intet tidspunkt opmærksom på, hvilken undersøgelse der var tale om, og om denne var af hastende karakter. Hverken klager eller uddannelseslægen oplyste om baggrunden for undersøgelsen. Indklagede havde intet kendskab til klager og den eventuelle lidelse, han skulle undersøges for. Klager valgte at forlade klinikken midt under samtalen. Først ved modtagelsen af klagen blev indklagede gjort bekendt med, hvorfor klager skulle undersøges.

Det fremgår af de fremlagte erklæringer fra de to medarbejdere, at medarbejderne forsøgte at finde en løsning på situationen, og at klager fik tilbudt, at servicehunden kunne ligge i receptionen, mens undersøgelsen foregik. Klager optrådte vredladent, allerede da han kom ind på klinikken, og han forlod klinikken, uden at indklagede fik mulighed for at finde en løsning på situationen.

Indklagede mener ikke, at der er tale om en hensynsløs adfærd, som anført i klagen. Indklagede prøvede på alle måder at finde en løsning uden at blive hørt. Under hele forløbet blev indklagede ikke orienteret om klagers frygt for kræft eller nervøsitet. Klager var alene interesseret i, at han skulle have sin førerhund med ind i undersøgelsesrummet.

Klager blev ikke afvist på klinikken. Under samtalen om, hvilke andre muligheder klager havde for at få lavet undersøgelsen på klinikken, valgte klager at forlade klinikken, idet han meddelte, at han ikke ønskede at få foretaget en undersøgelse på denne klinik.

Når klager forlod klinikken midt i samtalen, var det svært at hjælpe. Der opstod i situationen flere misforståelser. Indklagedes hensyn var, at andre patienter ikke skulle risikere allergi over for husdyr. Klager blev således ikke afvist på grund af sit handicap og heller ikke på grund af sin førerhund.

Indklagede bestrider det anførte om, at indklagede skulle have meddelt, at klager ikke kunne få en tid, fordi han ikke var selvhjulpen. Der var to ansatte til stede, og det blev på intet tidspunkt anført, at klager ikke kunne få en tid. Tværtimod forsøgte indklagede at finde en løsning på situationen. Indklagede bestrider, at medarbejderne afviste at assistere klager, men klager forlod klinikken uden at ville deltage i yderligere samtale.

På det tidspunkt, hvor klager forlod klinikken, var indklagede i færd med at undersøge, om der var mulighed for, at klager kunne blive undersøgt med det samme.

Indklagede bestrider ligeledes det anførte om, at klager under samtalen skulle have oplyst, hvilken hjælp han havde behov for.

Den ledsagende uddannelseslæge burde have været mere aktiv, såfremt hun mente, at der var tale om en ukorrekt behandling af klager.

Der er således ikke tale om nogen form for diskrimination, da indklagede rettede sig efter de udstukne retningslinjer og orienterede klager herom ved tidsbestilling, således at klager havde mulighed for at træffe sine forholdsregler inden undersøgelsen. Indklagede har pligt til at varetage omsorg for samtlige patienter.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderer, at det ikke er nødvendigt for behandlingen af klagen eller sagens afgørelse at indhente erklæring fra sagkyndige. Nævnet imødekommer derfor ikke klagers opfordring hertil.

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Loven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet foretager nævnet en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager, der er blind og derfor har en førerhund, har et handicap omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager henvendte sig på den indklagede klinik for at bestille en tid til ultralydsundersøgelse på baggrund af henvisning fra sin praktiserende læge.

Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at indklagede har en praksis om ikke at tillade hunde i klinikkens undersøgelseslokale.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en førerhund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at klager fik at vide, at han ikke ville kunne få sin førerhund med ind i indklagedes undersøgelseslokale med henvisning til hygiejne og til mulig allergi hos andre patienter på klinikken.

Det fremgår af forarbejderne til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at hensynet til andres sundhed og sikkerhed typisk vil være et sagligt formål.

Nævnet vurderer på den baggrund og efter oplysningerne i sagen, herunder om den indklagede klinik, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken.

Fire nævnsmedlemmer udtaler:

Spørgsmålet er herefter, om det af hensyn til at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken i situationen var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang med sin førerhund i undersøgelseslokalet, og om der var et rimeligt forhold mellem ønsket om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Klager henvendte sig i den indklagede klinik den pågældende dag for at få en tid til en ultralydsundersøgelse. Klager havde ikke forud for sin henvendelse den pågældende dag haft kontakt til klinikken. Klager og den uddannelseslæge, der ledsagede klager, blev modtaget af to medarbejdere i klinikkens reception, og der var i den forbindelse en samtale mellem klager og en af klinikkens medarbejdere.

Vi lægger på baggrund af parternes bemærkninger for nævnet til grund, at klinikkens medarbejder meddelte klager, at han ikke kunne få adgang med sin førerhund i undersøgelseslokalet, og at indklagede i den forbindelse foreslog drøftelse af alternative muligheder for at gennemføre ultralydsundersøgelsen af klager, uden at førerhunden var til stede i undersøgelseslokalet. Klager valgte imidlertid at forlade klinikken uden at få en tid til en ultralydsundersøgelse.

Der er efter oplysningerne fra parterne ikke enighed om det nærmere indhold af samtalen mellem klager og klinikkens medarbejder. Endvidere har parterne efter det, de hver især har anført for nævnet, forskellige opfattelser af hændelsesforløbet på klinikken.

Klager har anført bl.a., at indklagede under samtalen stillede krav om, at han skulle være selvhjulpen, hvis han skulle have en tid til ultralydsundersøgelse på klinikken. Indklagede har bestridt at have stillet et sådant krav. Indklagede har i den forbindelse anført, at indklagede tværtimod forsøgte at finde en løsning på situationen, men at klager forlod klinikken uden at ville deltage i yderligere samtale. Ifølge indklagede opstod der en række misforståelser i situationen.

Det er vores vurdering, at der er en sådan uklarhed om hændelsesforløbet og det nærmere indhold af samtalen mellem klager og klinikkens medarbejder, at en afgørelse af, om der er sket ulovlig forskelsbehandling af klager i forbindelse med hans henvendelse på klinikken, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke ske ved nævnet, men må ske ved domstolene.

Vi stemmer derfor for, at nævnet ikke kan behandle klagen.

Et nævnsmedlem udtaler:

Spørgsmålet er herefter, om det af hensyn til at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken i situationen var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang med sin førerhund i undersøgelseslokalet.

Jeg vurderer, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at det konkret var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang til undersøgelseslokalet med sin førerhund for at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken.

Jeg har herved lagt vægt på, at indklagede alene har henvist til det faktum, at flere borgere har allergi og til klinikkens interne retningslinjer udarbejdet på baggrund af overordnede retningslinjer fra Statens Seruminstitut.

Indklagede foretog således ikke i situationen en konkret vurdering af f.eks. infektionsrisikoen på ultralyd- og røntgenklinikken. Endvidere har indklagede ikke for nævnet uddybet eller konkretiseret, hvorfor der i klinikkens undersøgelseslokale er en større risiko for allergiske reaktioner hos patienterne.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen har indklagede herefter ikke løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at begrænse førerhundens adgang til undersøgelseslokalet for at opnå formålet om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken.

Jeg stemmer derfor for at give klager medhold i klagen.

Efter stemmeafgivningen kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

§ 6, stk. 1, om afgørelse ved stemmeflerhed

§ 6, stk. 2, om behandling af principielle sager

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

§ 2, om lovens anvendelsesområde

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

§ 10, om delt bevisbyrde

<18-61745>