Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - sport - ej medhold

J.nr. 19-398

En mand klagede over, at han ikke kunne træne i et fitnesscenter kun for kvinder. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at fitnesscentret tilbød træning kun for kvinder. Efter oplysningerne om baggrunden for, at fitnesscentret tilbød træning kun for kvinder, vurderede nævnet, at der var tale om et initiativ til fremme af ligestilling, der faldt ind under anvendelsesområdet for § 6 i bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling. Efter denne bestemmelse er det tilladt at etablere hold og undervisning m.v. for det ene køn inden for idræt. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede fitnesscenter kun udbyder træningsfaciliteter for kvinder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at det indklagede fitnesscenter alene udbød træningsfaciliteter kun for kvinder.

Sagsfremstilling

Klager har for nævnet fremlagt skærmbilleder fra indklagedes hjemmeside, hvoraf det fremgår, at det indklagede fitnesscenter er forbeholdt kvinder.

Klager, der er en mand, var derfor forhindret i at opnå medlemskab af fitnesscentret.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. december 2018.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn.

Fitnesscentret er alene rettet mod kvinder. Klager er derfor forhindret i at opnå medlemskab alene på baggrund af sit køn.

Der bør ikke tilskyndes til kønsopdeling eller støtte af dette, medmindre hensyn til sportsaktiviteten giver anledning hertil. For fodbold, håndbold, volleyball, svømmehold og lignende er det fornuftigt for sportskonkurrencen med kønsopdeling. Der bør derimod ikke tilskyndes til kønsopdeling alene uden hensyn til den specifikke aktivitet.

I det konkrete tilfælde nægtes alle mænd adgang for at tage hensyn til etniske minoritetskvinders undertrykkende bagland. Kvinderne holdes derved undertrykt og det fortsætter blot en modarbejdelse af ligestilling i Danmark. Hvis disse kvinder føler sig ekskluderet i samfundet, så bør indklagede i højere grad hjælpe dem til at blive stærke, ligestillede kvinder. Hvis kvinderne ekskluderer sig selv fra samfundet, gør indklagede hverken kvinderne eller samfundet en tjeneste.

Knibeøvelser, mødregrupper, fødselsforberedelse, deling af opskrifter mv. er gode aktiviteter, der også kan laves i fitnesscentre for begge køn. For de enkelte aktiviteter kan der være en gyldig grund til at kønsopdele aktiviteterne. Det gælder f.eks. for knibeøvelser, mødregrupper og fødselsforberedelse. I andre tilfælde er udelukkelsen diskriminerende. Indklagede kan f.eks. med fordel støtte forældregrupper, da også fædre har søvnløse nætter og brug for støtte. Det er godt med fællesskaber, og her bør køn ikke være en parameter at diskriminere på.

Indklagede gør gældende, at indklagedes kønsopdelte fitnesscenter ikke er i strid med loven.

Stort set al sport i Danmark er kønsopdelt, og der har gennem mange år eksisteret flere træningscentre kun for kvinder.

Lovgivningen tillader i vid udstrækning kønsopdeling i forhold til sport. Loven er således ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede har flere legitime formål med kun at henvende sig til kvinder.

Indklagedes tilbud er blandt andet målrettet etniske minoritetskvinder. Flere af indklagedes etniske minoritetsmedlemmer har ikke samme motoriske færdigheder og helbred sammenlignet med etniske minoritetsmænd. De har ikke tidligere brugt deres kroppe, hvilket resulterer i dårligere motoriske færdigheder, livsstilssygdomme og dårligere levevilkår til sammenligning med mændene.

Da indklagede åbnede sit første fitnesscenter, var målet at forbedre etniske minoritetskvinders helbred og sundhed, samt bidrage til ligestilling imellem kønnene.

En større gruppe af indklagedes kunder er etniske minoritetskvinder, som går tildækket. Af forskellige årsager har de ikke mulighed for eller lyst til at deltage i de øvrige forenings- og træningstilbud. Hos indklagede har denne gruppe kvinder mulighed for at holde sig sunde og aktive igennem træningstilbud. Mange fra denne målgruppe har ikke tidligere trænet, hvilket også har en afgørende betydning for sammensætningen af indklagedes træningsfaciliteter og tilrettelæggelsen af hold.

Herudover har mange mødre svært ved at træne i almindelige fitnesscentre på grund af børn. Hos indklagede har kvinderne mulighed for at tage deres små børn med, amme uden at genere nogen, og skifte bleer, uden at der bliver kigget skævt til dem.

Endelig føler andre kvinder sig utilpasse som følge af kropsidealerne i almindelige fitnesscentre, hvilket afholder dem fra at komme i gang med at træne.

Ligebehandlingsnævnet har i flere tidligere sager slået fast, at kønsopdeling inden for sport ikke var i strid med loven. Indklagede henviser herved til Ligebehandlingsnævnets afgørelser i 18-33560, 2014-6811-21598, 2014-6811-35805, 2015-6811-39011.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Indklagede tilbyder i sine fitnesscentre træning kun for kvinder. Klager, der er mand, har ikke mulighed for at opnå medlemskab af det indklagede fitnesscenter.

Det følger af § 6 i bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling,

der er udstedt i medfør af § 3, stk. 2 i ligestillingsloven, at det er tilladt at etablere hold og undervisning m.v. for det ene køn inden for idræt.

Efter oplysningerne om baggrunden for, at indklagede i sine fitnesscentre tilbyder træning kun for kvinder, vurderer nævnet, at der er tale om et initiativ til fremme af ligestilling, der falder ind under anvendelsesområdet for bestemmelsen i § 6 i bekendtgørelsen.

Indklagede har herefter ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligestillingsloven

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

Bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling

§ 6, om hold og undervisning mv. for det ene køn inden for idræt

<19-398>