Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 (Ophævet)
Kapitel 2 Barnets forsørgelse
Kapitel 3 Bidrag til udgifterne ved fødslen m.v.
Kapitel 4 Forskellige bestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om børns forsørgelse

Herved bekendtgøres lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 1711 af 27. december 2018.

Kapitel 1

(Ophævet)

Kapitel 2

Barnets forsørgelse

§ 13. Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Barnet skal forsørges, opdrages og uddannes under hensyn til forældrenes livsvilkår og barnets bedste.

Stk. 2. Opfylder en af forældrene ikke forsørgelsespligten over for barnet, kan det pålægges den pågældende forælder at udrede bidrag til barnets underhold.

§ 14. Bidraget fastsættes under hensyn til barnets bedste og udgør normalbidraget, jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog 2-4. pkt. Bidraget kan fastsættes højere end normalbidraget under hensyn til indkomstforholdene hos den forælder, som efter § 13, stk. 2, skal betale bidrag til barnet. Bor barnet i et land, hvor leveomkostningerne er væsentlig lavere end i Danmark, kan bidraget undtagelsesvis fastsættes lavere end normalbidraget. Er barnet avlet ved en ved dom fastslået kønsfrihedsforbrydelse, skal faderens bidrag ansættes således, at det dækker samtlige udgifter ved barnets underhold.

Stk. 2. Bidragspligten ophører ved barnets fyldte 18. år. Bidragspligten ophører endvidere, når barnet indgår ægteskab, medmindre der bestemmes andet.

Stk. 3. Bidrag til undervisning eller uddannelse kan dog pålægges indtil barnets fyldte 24. år. Bidraget fastsættes efter stk. 1 og under hensyn til barnets indkomstforhold.

Stk. 4. Bidraget erlægges månedsvis forud. Barnets bortadoption eller død medfører ikke fritagelse for nogen del af bidraget for den pågældende bidragsperiode.

§ 15. Særligt bidrag kan pålægges i anledning af omkostninger ved barnets konfirmation eller, hvis barnet ikke skal konfirmeres, ved at barnet når konfirmationsalderen, ved barnets sygdom og begravelse eller i anden særlig anledning.

Stk. 2. Ansøgning om fastsættelse af bidrag efter stk. 1 i anledning af omkostninger ved barnets konfirmation kan tidligst indgives til Familieretshuset 3 måneder før og senest 1 dag før dagen for barnets konfirmation. Ansøgning om fastsættelse af bidrag efter stk. 1 i anledning af omkostninger, ved at barnet når konfirmationsalderen, kan indgives fra den dag, hvor barnet fylder 13 år, til den dag, hvor barnet fylder 15 år.

Stk. 3. En ansøgning som nævnt i stk. 2 afvises, hvis ansøgningen indgives på andre tidspunkter end efter stk. 2.

Stk. 4. Bidrag efter stk. 1 i anledning af omkostninger ved barnets sygdom og begravelse eller i anden særlig anledning kan kun fastsættes, såfremt begæring fremsættes for Familieretshuset inden 3 måneder efter udgiftens afholdelse, medmindre der godtgøres at foreligge rimelig grund for overskridelse af fristen.

§ 16. Bidrag kan til enhver tid ændres efter ansøgning.

§ 17. Aftaler om bidrag til barnet er ikke til hinder for, at der træffes anden afgørelse, såfremt aftalen skønnes åbenbart ubillig, eller når forholdene væsentligt har forandret sig, eller aftalen strider mod barnets bedste.

§ 17 a. Ved indgivelse af ansøgning om ændring af bidrag betales et gebyr, jf. dog stk. 2. Gebyrets størrelse fastsættes og reguleres af social- og indenrigsministeren, jf. stk. 4.

Stk. 2. Der betales ikke gebyr efter stk. 1, hvis

1) der søges om bortfald af bidrag og dette skyldes, at barnet er flyttet til den forælder, der betaler bidraget, eller

2) der søges om ændring af et aftalt bidrag, jf. § 17, og der ikke tidligere har været behandlet en sag om dette bidrag.

Stk. 3. Søger en part om ændring af bidrag, jf. stk. 1, til flere børn i en sag mellem de samme parter, skal der kun betales ét gebyr. Søger en part om nedsættelse af bidrag, jf. stk. 1, til flere børn i sager mellem forskellige parter, skal der ligeledes kun betales ét gebyr.

Stk. 4. Størrelsen af gebyret efter stk. 1 fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets behandling af en ansøgning om ændring af bidrag.

Stk. 5. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr.

§ 18. Bidrag i henhold til nærværende kapitel tilkommer barnet.

Stk. 2. Retten til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve bidraget har den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje. I det omfang det offentlige afholder udgifter til barnets forsørgelse, tilkommer retten den pågældende offentlige myndighed eller institution.

Kapitel 3

Bidrag til udgifterne ved fødslen m.v.

§ 19. Der kan pålægges faderen eller medmoderen at udrede bidrag til udgifterne ved fødslen og ved barnets navngivning, herunder ved dåb, og til moderens underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen. Under særlige omstændigheder, navnlig i tilfælde af moderens sygdom forårsaget ved svangerskabet eller fødslen, kan bidrag pålægges for indtil 4 måneder før og 9 måneder efter fødslen. Bidraget kan pålægges, uanset at barnet er dødfødt.

Stk. 2. Endvidere kan der pålægges den, der har eller kan have besvangret en kvinde, eller den, der har givet samtykke til, at en kvinde er behandlet med assisteret reproduktion, hvis barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, jf. børnelovens §§ 27 eller 27 a, at udrede bidrag til de ved en abort forvoldte særlige udgifter.

Stk. 3. Bidrag efter denne paragrafs stk. 1 forfalder, hvis barnet er født, straks ved bidragsfastsættelsen og ellers til de tidspunkter, der er fastsat i afgørelsen om bidrag efter stk. 1. Bidrag efter stk. 2 forfalder straks.

Stk. 4. Bidrag i henhold til nærværende kapitel tilkommer moderen eller den offentlige myndighed eller institution, der har afholdt de pågældende udgifter.

Kapitel 4

Forskellige bestemmelser

§ 19 a. Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter denne lov og anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening). Henvendelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Familieretshuset, jf. dog stk. 2 og 3. Dette gælder dog ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed.

Stk. 2. Hvis Familieretshuset finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Familieretshuset tilbyde, at henvendelsen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Familieretshuset bestemmer, hvordan en henvendelse omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Stk. 3. Familieretshuset kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade at afvise en henvendelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage henvendelsen på anden måde end digitalt.

Stk. 4. En digital henvendelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Familieretshuset.

§ 20. Ved Familieretshusets behandling af sager efter denne lov finder bestemmelserne i lov om Familieretshuset anvendelse.

Stk. 2. Afgørelse i sager om bidrag træffes efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i lov om Familieretshuset af Familieretshuset eller familieretten.

§ 21. Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i lov om Familieretshuset.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om behandling af sager om børnebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.

Stk. 3. Familieretshuset kan til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af bidrag efter denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret.

§ 22. Loven træder i kraft den 1. januar 1961. Fra samme dato ophæves, jfr. dog stk. 2-4, lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab og lov nr. 132 af 7. maj 1937 om ægtebørn.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 1 og 3 finder med undtagelse af § 5 kun anvendelse med hensyn til børn født efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 5 finder anvendelse også for børn født før lovens ikrafttræden. Det samme gælder bestemmelserne i kapitel 2, dog kun med hensyn til bidrag for tiden efter dette tidspunkt. Reglerne i §§ 14-18 finder anvendelse, også hvor en enkelt mand i henhold til den tidligere gældende lovgivning er anset som bidragspligtig til barnet. Aftaler indgået før lovens ikrafttræden omfattes ikke af bestemmelsen i § 17.

Stk. 3. Bidrag, der i medfør af § 14, stk. 2, jfr. § 22, stk. 2, i lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab er pålagt flere personer til et barn uden for ægteskab, tilfalder staten. Der tilkommer barnet det til enhver tid gældende normalbidrag, indtil det fylder 18 år eller indgår ægteskab. Socialstyrelsen kan fastsætte bidrag fra statskassen til de formål, der er nævnt i nærværende lovs § 14, stk. 3, og § 15, stk. 1. Retten til at modtage normalbidraget og til at søge fastsat særlige bidrag har den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje. Bidragene udbetales af det sociale udvalg i barnets opholdskommune. Bidragene opkræves af den bidragspligtiges opholdskommune og inddrives af restanceindrivelsesmyndigheden efter tilsvarende regler som for bidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige efter lov om børnetilskud og andre familieydelser. Staten refunderer udgifterne efter tilsvarende regler som for ydelser efter lov om børnetilskud og andre familieydelser. De beføjelser og pligter, der i medfør af lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab er henlagt til landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, varetages af de sociale udvalg.

Stk. 4. Bestemmelserne i den hidtil gældende lovgivning anvendes i alle tilfælde, hvor denne lov ikke anvendes efter stk. 2 og 3, samt med hensyn til de forhold, der er nævnt i § 26 i lov nr. 131 af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab.

Stk. 5. (Udelades)

§ 22 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om børnebidrag. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om børnebidrag.

§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 349 af 6. maj 2009 (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2009, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, § 52 a, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, og § 58 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 5, finder kun anvendelse for afgørelser som statsforvaltningen træffer efter lovens ikrafttræden.


Lov nr. 647 af 12. juni 2013 (Ændret organisering af statsforvaltningerne, regelforenklinger og omkostningsdækkende egenbetaling på det familieretlige område m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 25

Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

§ 26

Stk. 1. (Udelades)

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. (Udelades)

Stk. 4. (Udelades)

Stk. 5. Lovens § 18, nr. 2, § 19, nr. 1, og § 20, nr. 7, finder kun anvendelse for afgørelser, som statsforvaltningen træffer efter lovens ikrafttræden.


Lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) som ændret ved § 3 i lov nr. 203 af 5. marts 20191) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

Ikrafttræden

§ 40

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2-5. (Udelades)

Overgangsbestemmelser

§ 41

Stk. 1. (Udelades)

Stk. 2. § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, og § 61, stk. 2, i lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold finder anvendelse for afgørelser, som Statsforvaltningen har truffet før lovens ikrafttræden. Afgørelse efter § 21, stk. 2, 2. pkt., i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015, og § 61, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold træffes efter lovens ikrafttræden af familieretten, hvis afgørelse ikke kan indbringes for højere ret.

Stk. 3-9. (Udelades)

§ 42

(Udelades)

§ 43

(Udelades)

Social- og Indenrigsministeriet, den 7. august 2019

P.M.V.
Malene Vestergaard

/ Carina Fogt-Nielsen

Officielle noter

1) § 3 i lov nr. 203 af 5. marts 2019 trådte i kraft den 25. marts 2019, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 203 af 5. marts 2019.