Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

J.nr. 18-69701

En mand, der havde en fleksjobbevilling, forespurgte sig på baggrund af et jobopslag om mulighederne for at blive ansat i fleksjob. En medarbejder svarede, at manden næppe kunne få tilbudt stillingen i en fleksjobordning. Manden havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav grundlag for at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Manden fik derfor medhold i sin klage. Da han ikke havde søgt stillingen, var der ikke grundlagt for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling skulle tildeles en godtgørelse.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik oplyst, at han ikke kunne komme i betragtning til en stilling hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev meddelt, at han næppe kunne komme i betragtning til en stilling hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med fibromyalgi og kronisk smertetilstand efter et trafikuheld i 2004.

Siden ulykken har klager som følge af sin helbredsmæssige tilstand ikke kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Klager blev den 19. november 2015 bevilget fleksjob, da kommunen vurderede, at hans erhvervsevne var varigt og væsentligt nedsat inden for ethvert erhverv som følge af hans helbredsmæssige forhold.

Indklagede søgte ved jobopslag oprettet 20. november 2018 efter en IT-driftsmedarbejder til en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.

Den 26. november 2018 skrev klager følgende til indklagede:

”Til den ansvarlige for ansættelse.

Har set stillings opslaget og vil høre om den kan besættes af en fleksjobs bevilliget før jeg ansøger om stillingen? .

Med venlig hilsen

[klagers navn]”

En medarbejder hos indklagede svarede den 27. oktober 2018 klager følgende:

”Kære [klager]

Tak for din mail.

Vi har brug for en styrkelse af ressourcerne i vores it-enhed og har derfor som udgangspunkt brug for en medarbejder, der kan arbejde 37 timer om ugen. Vi kan derfor næppe tilbyde dig ansættelse i en fleksordning.

Med venlig hilsen

[Indklagedes medarbejders navn]

[Titel på medarbejder]”

Klager sendte aldrig en jobansøgning til indklagede.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. november 2018. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Det er et brud på forskelsbehandlingsloven, at indklagede hentyder til, at en fleksjobbevilget person ikke kan være en styrkelse af ressourcerne i deres it-enhed.

Indklagede har allerede udelukket personer, som er bevilget fleksjob, i at søge stillinger hos dem med den givne begrundelse, hvilket er urimeligt. Alle skal have lige chance for ansættelse, uanset om man er fleksjobber eller ej. Ansættelsen skal ske på baggrund af, om man er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Fleksjobbevilligede personer er handicappede og er derfor beskyttet af

forskelsbehandlingsloven.

Indklagede har anført, at det med svaret til klager ikke var hensigten at udelukke ham fra at søge stillingen.

Formuleringen af svaret var ikke hensigtsmæssig, idet svaret kunne efterlade det indtryk, at der ikke var udsigt til, at stillingen ville kunne besættes med en person i fleksjob. Dette var ikke intentionen.

Klager har ikke sendt en ansøgning, hvorfor indklagede ikke har kendskab til skånehensynene i klagers fleksjob. En ansættelse på mindre end fuld tid ville også være en styrkelse af den nævnte it-enhed.

Indklagede har flere medarbejdere, der er ansat i fleksjob. På det foreliggende grundlag kan indklagede ikke udelukke, at den opslåede stilling kunne være besat af klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets

domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens

forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager er diagnosticeret med fibromyalgi og kronisk smertetilstand efter et trafikuheld i 2004.

Siden ulykken har klager ikke kunnet vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår som følge af sin helbredsmæssige tilstand.

Klager blev i november 2015 tilkendt fleksjob, da hans erhvervsevne som følge af den helbredsmæssige tilstand blev vurderet varigt og væsentligt nedsat.

Det er herefter og på baggrund af de lægelige oplysninger i sagen godtgjort, at klager som følge af sine sygdomme har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at han er forhindret i fuldt og effektivt at deltage på arbejdsmarkedet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af indklagedes svar på klagers forespørgsel om den ledige stilling, at klager næppe kunne få tilbudt stillingen i en fleksjobordning.

Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver grundlag for at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med ansættelse.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede som begrundelse for, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen, udtrykkeligt henviste til fleksjobordningen, som var begrundet i hans handicap.

Klager får derfor medhold i klagen.

Da klager ikke har søgt stillingen, er der ikke grundlag for at fastslå, at klager som ansøger til en ledig stilling skal tildeles en godtgørelse.

Klager tilkendes derfor ikke nogen godtgørelse.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

§ 7 a, om delt bevisbyrde

<18-69701>