Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven

I medfør af § 77 a, stk. 2, § 77 b, stk. 2, § 99 a, stk. 9 og 10, § 99 b, stk. 8 og 9, § 99 c, stk. 9, § 107 b, stk. 4, § 107 c, stk. 2, § 107 d, stk. 6 og § 164, stk. 4, i årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af 8. august 2019 fastsættes:

Offentliggørelse af oplysninger på virksomhedens hjemmeside

§ 1. Det skal oplyses i ledelsesberetningen i årsrapporten, hvis virksomheden har valgt at offentliggøre sin redegørelse på virksomhedens hjemmeside, jf. årsregnskabslovens § 77 a, § 77 b, § 99 a, § 99 b, § 99 c, § 107 b, § 107 c og § 107 d. For erhvervsdrivende fonde kan henvisningen for redegørelser efter § 77 a og § 77 b også anføres i noterne til årsrapporten.

Stk. 2. URL-adressen, hvor redegørelsen er offentliggjort, skal oplyses i tilknytning til oplysningen efter stk. 1. Med URL-adressen menes den internetadresse, der skal benyttes for at komme direkte til redegørelsen eller til den side, hvor samtlige offentliggjorte redegørelser er tilgængelige.

Stk. 3. Redegørelsen skal være tilgængelig på virksomhedens hjemmeside i sin helhed i uændret form i mindst 5 år på den URL-adresse, som er anført i årsrapporten jf. stk. 1. For virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU-/EØS-land, skal redegørelsen være offentlig tilgængelig i mindst 10 år, i overensstemmelse med § 26, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder. Hvis URL-adressen ændres i løbet af perioden, skal der være direkte viderestilling fra den oprindelige URL-adresse til den nye URL-adresse.

Stk. 4. Virksomheden er forpligtet til så vidt muligt at fastholde rådigheden over det domæne, på hvilken URL-adresse redegørelsen er offentliggjort frem til udgangen af 5-årsperioden henholdsvis 10-årsperioden, jf. stk. 3. Såfremt rådighed over domænet ikke er mulig, skal der henvises til den eller de nye URL-adresser i den førstkommende årsrapport.

§ 2. Redegørelsen, jf. § 1, stk. 1, skal offentliggøres som en samlet redegørelse for hvert enkelt lovkrav under følgende betegnelser: "Redegørelse for god fondsledelse, jf. årsregnskabslovens § 77 a", "Redegørelse for fondens uddelingspolitik, jf. årsregnskabslovens § 77 b", "Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99 a", "Redegørelse for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen, jf. årsregnskabslovens § 99 b”, "Redegørelse for betalinger til myndigheder, jf. årsregnskabslovens § 99 c", "Redegørelse for virksomhedsledelse, jf. årsregnskabslovens § 107 b", "Redegørelse for virksomhedsledelse, jf. årsregnskabslovens § 107 c" og "Redegørelse for mangfoldighedspolitik, jf. årsregnskabslovens § 107 d". Redegørelsen skal holdes tydeligt adskilt fra eventuelle yderligere oplysninger om redegørelsesemnet på virksomhedens hjemmeside.

Stk. 2. Det skal oplyses i redegørelsen, at denne udgør en bestanddel af ledelsesberetningen i virksomhedens årsrapport. Gives en redegørelse for god fondsledelse eller en redegørelse for fondens uddelingspolitik i noterne, skal det oplyses i redegørelsen, at denne udgør en bestanddel af noterne i den erhvervsdrivende fonds årsrapport. Regnskabsperioden for den pågældende årsrapport skal angives. Redegørelsen skal dække samme periode som årsrapportens regnskabsperiode.

Stk. 3. For redegørelse for virksomhedsledelse efter henholdsvis årsregnskabslovens § 107 b eller § 107 c, skal det oplyses i redegørelsen, hvilke dele af redegørelsen der ikke er omfattet af revisionspåtegningen på virksomhedens årsrapport. Oplysningerne om kodeks for virksomhedsledelse, jf. årsregnskabslovens § 107 b, stk. 1, nr. 1-5, eller § 107 c, stk. 1, er ikke omfattet af revisionspåtegningen på virksomhedens årsrapport, medmindre virksomheden og revisor har aftalt andet.

Stk. 4. For redegørelse for god fondsledelse og redegørelse for fondens uddelingspolitik efter henholdsvis årsregnskabslovens § 77 a eller § 77 b, skal det oplyses i redegørelsen, hvilke dele af redegørelsen, der ikke er omfattet af revisionspåtegningen på den erhvervsdrivende fonds årsrapport. Oplysninger om god fondsledelse, jf. årsregnskabslovens § 77 a og oplysninger om fondens uddelingspolitik, jf. årsregnskabslovens § 77 b, er ikke omfattet af revisionspåtegningen på den erhvervsdrivende fonds årsrapport, medmindre den erhvervsdrivende fond og revisor har aftalt andet.

§ 3. Redegørelser efter § 99 a, § 99 b, § 99 c, § 107 b, § 107 c og § 107 d skal være tilgængelige for kapitalejerne fra det tidspunkt, hvor årsrapporten er tilgængelig for kapitalejerne forud for den generalforsamling, hvor årsrapporten skal godkendes.

Stk. 2. Redegørelser efter § 77 a, § 77 b, § 99 a, § 99 b, § 99 c, § 107 b, § 107 c og § 107 d skal være tilgængelig på virksomhedens hjemmeside senest fra det tidspunkt, hvor årsrapporten er tilgængelig for offentligheden.

Revisors særlige pligter i forbindelse med offentliggørelse af redegørelser på virksomhedens hjemmeside

§ 4. Revisor skal påse, at ledelsesberetningen henholdsvis noterne indeholder de oplysninger, som følger af § 1, stk. 1 og 2.

§ 5. Revisor skal påse, at redegørelsen, der offentliggøres på virksomhedens hjemmeside, er benævnt som anført i § 2, stk. 1, og at redegørelsen indeholder de oplysninger, der følger af § 2, stk. 2-4.

Redegørelse i en supplerende beretning i årsrapporten

§ 6. Det skal oplyses i ledelsesberetningen i årsrapporten, hvis virksomheden har valgt at offentliggøre sin redegørelse efter årsregnskabslovens § 99 a, § 99 b eller § 99 c i en supplerende beretning i årsrapporten. For en redegørelse i en supplerende beretning finder § 2, stk. 1, 1. pkt. og § 2, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Offentliggørelse efter internationale retningslinjer eller standarder

§ 7. En virksomhed, der i henhold til årsregnskabslovens § 99 a, stk. 8, eller § 99 b, stk. 7, giver sin redegørelse efter internationale retningslinjer eller standarder, kan undlade at udarbejde en særskilt redegørelse i ledelsesberetningen i henhold til § 99 a og/eller § 99 b, såfremt alle de oplysninger, der kræves efter disse bestemmelser, fremgår af rapporten.

Stk. 2. Med oplysning om samfundsansvar efter visse internationale standarder og retningslinjer efter stk. 1, menes rapportering på én af følgende måder:

1) Rapportering i form af en fremskridtsrapport, som krævet af deltagende virksomheder i FN’s Global Compact.

2) Rapportering i form af en rapport om ansvarlige investeringer, som det er krævet af underskrivere af de FN-støttede Principper for ansvarlige investeringer, PRI.

3) Rapportering efter den gældende standard, Global Reporting Initiative, GRI.

Stk. 3. Det skal oplyses i ledelsesberetningen i årsrapporten, hvis virksomheden har valgt at give sin redegørelse efter internationale retningslinjer eller standarder, jf. stk. 1.

Stk. 4. En virksomhed, der anvender muligheden efter stk. 1 og 2, skal offentliggøre redegørelsen på virksomhedens egen hjemmeside, uanset at redegørelsen også er offentliggjort på hjemmesiden for den internationale organisation, der har udstedt de pågældende retningslinjer eller standarder. §§ 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

Straf

§ 8. Overtrædelse af §§ 1-3 og §§ 6-7, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Ikrafttræden

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2020 eller senere. Bekendtgørelsen kan dog anvendes for regnskabsår, der slutter den 30. juni 2019 eller senere.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 558 af 1. juni 2016 om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven ophæves.

Erhvervsstyrelsen, den 13. september 2019

Henning Steensig

/ Anne Barrett