Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - forvaltningsretlig genoptagelse

J.nr. 19-13655

En uddannelsesinstitution anmodede om genoptagelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr. 18-22910. I sagen havde nævnet vurderet, at det var udtryk for forskelsbehandling pga. religion eller tro, at uddannelsesinstitutionen pålagde en lærer at give møde en lørdag til et åbent hus-arrangement. Læreren var blevet tilkendt en godtgørelse på 355.000 kr., svarende til 9 måneders løn, med procesrente fra den 14. marts 2018, hvor klagen var modtaget i nævnet. Nævnet vurderede, at de oplysninger, som uddannelsesinstitutionen nu havde fremlagt, ikke kunne danne grundlag for genoptagelse af spørgsmålet om forskelsbehandling. Nævnet genoptog derimod spørgsmålet om tidspunktet for forrentning af godtgørelsen. Kravet om godtgørelse var først fremsat omkring 5 måneder efter klagens indbringelse, og under hensyn til nyere retspraksis og størrelsen af den tilkendte godtgørelse og rentebeløbet, vurderede nævnet, at særlige grunde talte for at genoptage rentetilkendelsestidspunktet. Nævnet tillagde herefter procesrente fra det tidspunkt, hvor der var nedlagt en beløbsmæssig påstand om godtgørelse på 9 måneders løn.

Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede er grundlag for helt eller delvist at genoptage Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. marts 2019 om forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen for så vidt angår spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Ligebehandlingsnævnet genoptager sagen for så vidt angår spørgsmålet om tidspunktet for forrentning af den tilkendte godtgørelse.

Ligebehandlingsnævnet ændrer afgørelsen af 4. marts 2019, således at indklagede inden 14 dage skal betale godtgørelse til klager på 355.000 kr. med procesrente fra den 7. august 2018.

Sagsfremstilling

Klager indgav den 14. marts 2018 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at den indklagede uddannelsesinstitution pålagde ham at give møde en lørdag til et åbent hus-arrangement den 18. november 2017.

I klagen påstod klager sig tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og økonomisk sikkerhed som følge af afskedigelsen, men fremsatte ikke en beløbsmæssig påstand.

Klagers advokat nedlagde den 7. august 2018 på vegne af klager påstand om en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet traf på et principielt møde den 28. februar 2019 afgørelse i sagen. Sagen blev behandlet under sagsnr. 18-22910.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at den indklagede uddannelsesinstitution pålagde klager at give møde en lørdag til et åbent hus-arrangement. Klager blev ved afgørelsen tilkendt en godtgørelse på 355.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn med procesrente fra den 14. marts 2018, hvor klagen blev indbragt for nævnet.

Af begrundelsen for afgørelsen fremgår følgende:

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet religion eller tro.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af religion eller tro behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Klager blev den 1. juli 2011 ansat som lærer på den indklagede uddannelsesinstitution.

Klager tilhører Syvendedags Adventistkirken, som er en protestantisk frikirke.

Klager har oplyst, at det er en central del af hans tro at helligholde lørdagen som sabbatsdag. Klager har fremlagt en udtalelse fra sit trossamfund, hvoraf det fremgår, at Syvendedags Adventistkirken på baggrund af en fortolkning af Bibelen som en af sine mærkesager helligholder lørdagen.

Indklagede afholdt lørdag den 18. november 2017 et åbent hus-arrangement for potentielt kommende elever på uddannelsesinstitutionen. Klager blev bedt om at give møde og forestå undervisningen i studieretningsfaget idræt i forbindelse med arrangementet.

Klager afviste at give møde til arrangementet under henvisning til sin religiøse overbevisning, da lørdagen for ham er en sabbatsdag, som skal holdes hellig.

Også i de foregående år havde uddannelsesinstitutionen afholdt tilsvarende åbent hus-arrangementer om lørdagen, som klager på grund af sin religiøse overbevisning ikke havde deltaget i. På daværende tidspunkt blev idræt ikke udbudt som en fast studieretning, ligesom de forskellige studieretninger havde tre studieretningsfag mod de nuværende to. Ifølge klagers oplysninger blev idrætsundervisningen til åbent hus-arrangementet i 2016 varetaget af en anden medarbejder fra hans team, efter at klager forinden havde planlagt undervisningen. Klagers fravær ved skolens åbent hus-arrangementer i de foregående år havde ikke givet anledning til reaktioner fra skolen.

Ved brev af 1. november 2017 pålagde indklagede imidlertid klager at give møde til arrangementet i 2017. Da klager trods dette påbud udeblev fra arrangementet, blev han den 14. december 2017 afskediget med fratræden den 31. maj 2018.

På baggrund af klagers oplysninger om sin religiøse overbevisning og udtalelsen fra hans trossamfund om betydningen af helligholdelsen af lørdagen er der en sådan nær sammenhæng mellem hans religiøse overbevisning og hans afvisning af at arbejde på lørdage, at forholdet er omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Nævnet vurderer, at indklagedes krav om fremmøde til et åbent hus-arrangement på en lørdag, der tilsyneladende er neutralt, vil stille personer med klagers religiøse overbevisning ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Det er ubestridt, at indklagedes krav om klagers fremmøde til åbent hus-arrangementet lørdag den 18. november 2017 var begrundet i det legitime formål at præsentere uddannelsesinstitutionens studieretninger for potentielt kommende elever.

Nævnet vurderer, at det tillige var hensigtsmæssigt, at uddannelsesinstitutionen konkret stillede krav om, at klager som den eneste faglærer i idræt, der blev udbudt som studieretning, mødte frem til åbent hus-arrangementet den pågældende lørdag.

Spørgsmålet er herefter, om kravet om fremmøde til åbent hus-arrangementet, der blev afholdt på en lørdag, var nødvendigt for at for at opfylde det forfulgte formål.

Det følger af præmis 43 i EU-Domstolens dom af 14. marts 2017 i sag C-157/15 (Achbita-sagen), at det i vurderingen af nødvendigheden af en bestemmelse, som umiddelbart udgør indirekte forskelsbehandling pga. religion eller tro, indgår, om det havde været muligt for virksomheden at anvende et mindre indgribende middel under hensyntagen til de begrænsninger, som virksomheden er underlagt, og uden at denne skal påtage sig en merudgift.

Efter en længere korrespondance mellem klager og indklagede om klagers deltagelse i det årlige åbent hus-arrangement lørdag den 18. november 2017 oplyste klager den 9. november 2017 endeligt til sin nærmeste leder, at han som følge af sin religiøse overbevisning ikke kunne deltage i arrangementet.

Dagen inden åbent hus-arrangementet sendte klager sin nærmeste leder en plan for afviklingen af idrætsundervisningen til arrangementet. Undervisningen var planlagt i detaljer og med en høj grad af elevinddragelse. Efter planen skulle eleverne blandt andet selv finde træningsudstyret frem, forestå opvarmningen samt udføre og notere resultatet af de planlagte fysiske prøver og samle hele holdets prøveresultater. Underviseren var alene tiltænkt en koordinerende og overvågende rolle i idrætsundervisningen.

Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at indklagede – på trods af klagers endelige afbud mere end en uge forud for arrangementet – ikke forsøgte at indgå i dialog med klager om etablering af eventuelle alternative løsninger. Indklagede har ikke godtgjort, at det på trods af klagers detaljerede planlægning af undervisningen ikke ville være muligt at finde en afløser for klager blandt uddannelsesinstitutionens øvrige lærere, som kunne varetage undervisningen i idræt til det årlige åbent hus-arrangement på tilfredsstillende vis. Indklagede har herunder ikke redegjort nærmere for, hvilke ledelsesmæssige opgaver der forhindrede klagers nærmeste leder i at medvirke til afviklingen af idrætsundervisningen til åbent hus-arrangementet.

På denne baggrund og ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at kræve, at klager deltog i det årlige åbent hus-arrangement den pågældende lørdag for at opnå formålet med at præsentere uddannelsesinstitutionens studieretninger for potentielt kommende elever.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 355.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 355.000 kr. til klager med procesrente fra den 14. marts 2018, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. ”

Indklagede anmodede den 12. marts 2019 om genoptagelse af sagen.

I forbindelse med anmodningen om genoptagelse har indklagede fremlagt skriftlige redegørelser fra klagers nærmeste leder, som også er uddannelsesleder hos indklagede, samt fra indklagedes uddannelsesdirektør.

Redegørelserne indeholder blandt andet en beskrivelse af programmet for åbent hus-arrangementet og klagers nærmeste leders opgaver i den forbindelse.

Parternes bemærkninger

Indklagede gør gældende, at sagen skal genoptages.

Det fremgår af Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. marts 2019, at indklagede ikke havde redegjort tilstrækkeligt for, hvorfor klagers nærmeste leder var optaget af ledelsesopgaver til åbent hus-arrangementet.

Klagers nærmeste leder, som også er uddannelsesleder, var sammen med uddannelsesinstitutionens vicerektor tovholder for åbent hus-arrangementet. Ved arrangementet deltog der mellem 300 og 400 besøgende, og de to ledere skulle både fungere som oplægsholdere og vejledere på dagen.

Klagers nærmeste leder er i øvrigt ikke uddannet i idræt.

De fremlagte redegørelser fra klagers nærmeste leder og indklagedes vicerektor dokumenterer, at det ikke var muligt at finde en kvalificeret afløser for klager til åbent hus-arrangementet. Det var derfor helt afgørende og tvingende nødvendigt, at klager deltog, og at han derfor blev pålagt at møde den pågældende dag.

Ligebehandlingsnævnet kan ud fra et friere skøn vælge at genoptage en sag, og det er derfor ikke afgørende, om oplysningerne har kunnet fremlægges tidligere.

Der er således alene tale om et eksempel, når det i bemærkningerne til lov om Ligebehandlingsnævnets § 10 nævnes, at der for eksempel kan ske genoptagelse, når der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen, og disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Indklagede har i øvrigt under skriftvekslingen vanskeligt kunne forholde sig til beviskravet angående klagers nærmeste leder. Klager har under skriftvekslingen anført, at klagers nærmeste leder var hjælpelærer i idræt. Dette er ikke korrekt. Klagers nærmeste leder var uddannelsesleder.

Genoptagelse bør ske, når der efterfølgende fremlægges den dokumentation, som Ligebehandlingsnævnet efterlyser i sin afgørelse. Særligt bør nævnet tillade genoptagelse, når den nye dokumentation medfører, at det må forventes, at sagen i retten vil få et andet udfald end nævnets oprindelige afgørelse.

Indklagede har med de fremlagte redegørelser nu opfyldt de dokumentationskrav, som Ligebehandlingsnævnet opstillede i sin afgørelse. Under en retssag vil denne dokumentation blive inddraget, og domstolsprøvelsen vil derfor ske på et andet grundlag end det grundlag, som nævnet har taget stilling til. Nævnet bør derfor have lejlighed til at træffe en fornyet afgørelse på det grundlag, som en domstol vil kunne bedømme sagen på.

Sagen bør således genoptages på baggrund af de fremlagte oplysninger. Det ville være usagligt at afvise at genoptage en afgørelse, der på baggrund af den nye dokumentation nu viser sig at være forkert.

Spørgsmålet om tilkendelse af procesrente bør ligeledes genoptages.

Nævnets praksis om tilkendelse af procesrente fra klagens modtagelse i nævnet er underkendt ved Retten i Lyngbys dom af 21. december 2018. Denne dom er ikke anket.

Klager gør gældende, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

Det fremgår af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnets § 10 om genoptagelse, at en sag kan genoptages i tilfælde af nye oplysninger af betydning for sagen, når de ikke har kunnet fremlægges forud for eller under sagens behandling.

Lov om Ligebehandlingsnævnets § 10 skal fortolkes snævert, således at der skal meget vægtige grunde til, at en sag kan genoptages. Sådanne vægtige grunde er ikke til stede i denne sag.

De forhold, som indklagede begrunder anmodningen om genoptagelse med, var forhold, der var kendt, da nævnet traf afgørelse.

Indklagede har inden Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagen både haft mulighed for og anledning til at fremlægge oplysningerne om, hvorfor klagers nærmeste leder ifølge indklagede ikke kunne varetage undervisningen i idræt ved åbent hus-arrangementet. Det var netop et af de helt centrale spørgsmål i skriftvekslingen forud for nævnets afgørelse, hvorvidt det var muligt at finde en kvalificeret afløser for klager.

Da oplysningerne kunne have været fremlagt forud for eller under behandlingen af sagen, er betingelserne for at genoptage sagen ikke opfyldt.

Nævnets bemærkning i begrundelsen om, hvorvidt klagers nærmeste leder kunne have varetaget undervisningen, er i øvrigt ikke bærende for afgørelsen, og de nu fremlagte synspunkter fra indklagede er derfor ikke afgørende for sagens resultat. Nævnet kunne være kommet frem til den samme afgørelse, selvom de nu foreliggende udtalelser havde været inddraget i sagens behandling.

Det er ikke en begrundelse for genoptagelse, at en eventuel domstolsprøvelse vil ske på et andet grundlag end det grundlag, som nævnet har taget stilling til. I så fald ville alle nævnets afgørelser skulle genoptages, da der ved en domstolsprøvelse som oftest ville blive inddraget nye elementer i sagen fra begge parter.

I forhold til spørgsmålet om genoptagelse af procesrentespørgsmålet er der heller ikke med henvisningen til Retten i Lyngbys dom af 21. december 2018 tale om oplysninger, der ikke kunne fremlægges, før nævnet traf afgørelse. Dommen er således afsagt, før nævnet traf afgørelse.

Det forhold, at Retten i Lyngby har afsagt en dom om tidspunktet for forrentning af godtgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, der afviger fra nævnets praksis, er desuden ikke ensbetydende med, at dommen er udtryk for gældende ret. En upåanket dom fra en byret er ikke tilstrækkelig til, at Ligebehandlingsnævnet bør tilsidesætte denne praksis. Indklagede må i stedet indbringe dette spørgsmål for domstolene, så der kan ske retlig prøvelse heraf.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler for det.

Der kan for eksempel ske genoptagelse, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen, når disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen. Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler.

Spørgsmålet om forskelsbehandling

Indklagede har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremlagt skriftlige redegørelser fra både klagers nærmeste leder og indklagedes uddannelsesdirektør om blandt andet programmet for åbent hus-arrangementet og klagers nærmeste leders opgaver i den forbindelse.

Nævnet vurderer, at de fremlagte oplysninger ikke kan føre til, at særlige grunde taler for at genoptage sagen for så vidt angår spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne kunne have været fremlagt forud for eller under sagens behandling, ligesom spørgsmålet om klagers nærmeste leders mulighed for at afvikle undervisningen i idræt til åbent hus-arrangementet ikke var afgørende for nævnets samlede vurdering af sagen.

Nævnet genoptager derfor ikke denne del af sagen.

Spørgsmålet om tidspunktet for forrentning af godtgørelsen

Indklagede har endvidere anmodet om genoptagelse af sagen for så vidt angår spørgsmålet om tidspunktet for forrentning af den tilkendte godtgørelse. Indklagede har i den forbindelse henvist til Retten i Lyngbys dom af 21. december 2018.

Ved Retten i Lyngbys dom af 21. december 2018 i sag BS-8975/2018-LYN lagde retten til grund, at den omhandlede sag blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet som en klage uden, at der i forbindelse hermed blev fremsat krav om et bestemt godtgørelsesbeløb. Byretten udtalte, at hvis en sag med samme indhold som klagen var blevet indbragt for domstolene, ville forrentning af kravet først ske fra nedlæggelse af påstand om betaling. Byretten tog herefter ikke sagsøgers påstand om tilkendelse af rente fra klagens indbringelse for nævnet til følge og tilkendte i stedet procesrente fra tidspunktet for nedlæggelse af en beløbsmæssig påstand for retten.

Ved Vestre Landsrets ankedom af 13. maj 2019 i sag BS-15011/2018-VLR tiltrådte landsretten i en anden sag, hvor der var nedlagt en beløbsmæssig påstand i klagen til Ligebehandlingsnævnet, at godtgørelsen i overensstemmelse med fast praksis skulle forrentes fra tidspunktet for sagens indbringelse for nævnet.

Ved Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. marts 2019 blev klager tilkendt en godtgørelse på 355.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn. Klager blev tilkendt procesrente af beløbet fra den 14. marts 2018, hvor klagen var modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

I forbindelse med klagens indgivelse den 14. marts 2018 var der imidlertid ikke nedlagt en beløbsmæssig påstand om godtgørelse. Først den 7. august 2018 nedlagde klagers advokat på vegne af klager påstand om en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

På baggrund af nyere retspraksis, herunder navnlig de nævnte domme fra Retten i Lyngby og Vestre Landsret, og under hensyn til størrelsen af den tilkendte godtgørelse og rentebeløbet vurderer nævnet, at særlige grunde taler for at genoptage den del af sagen, der vedrører tidspunktet for forrentning af godtgørelsen.

Ligebehandlingsnævnet genoptager derfor denne del af sagen.

Det er nævnets vurdering, at der efter nyere retspraksis, jf. ovenfor, ikke er grundlag for at tilkende klager procesrente af godtgørelsen fra den 14. marts 2018.

Den tilkendte godtgørelse på 355.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn skal i stedet forrentes fra den 7. august 2018, hvor der blev nedlagt en beløbsmæssig påstand om godtgørelse svarende til den tilkendte godtgørelse.

Nævnet ændrer derfor afgørelsen af 4. marts 2019, således at indklagede skal betale 355.000 kr. til klager med procesrente fra den 7. august 2018. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 10, om genoptagelse

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

<19-13655>