Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet, 1998

 

1.1. Sundhedsberedskabet

Med udgangspunkt i det daglige fredsmæssige beredskab er det amtskommunernes og kommunernes ansvar at planlægge for en udvidelse af beredskabet med henblik på, at der i en katastrofesituation kan opfyldes yderligere behov under anvendelse af de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet. Inden for disse rammer er det overladt til amtskommunerne og kommunerne selv at afgøre, hvorledes dette beredskab planlægges og tilvejebringes, herunder at den fornødne koordination med andre amtskommuner og kommuner foretages.

Planlægningsansvaret medfører også ansvar for, at planlægningen konkret resulterer i et beredskab.

1.1.1. Definitioner

Sundhedsberedskabet defineres som sundhedsvæsenets evne til at kunne udvide og omstille sin behandlings‑ og plejekapacitet m.v. ‑ udover det daglige beredskab ‑ såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.

Planerne for denne udvidelse og omstilling bør fremstå som en beredskabskontinuitet med udgangspunkt i det daglige beredskab.

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

Sygehusberedskabet er beredskabet i det samlede sygehusvæsen, dvs. i amtskommunerne, i Hovedstadens Sygehusfællesskab samt på de private sygehuse, med henblik på, at der under større ulykker, katastrofer samt under krigsforhold kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller på behandlingssteder uden for sygehusene.

Lægemiddelberedskabet er beredskabet af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig katastofesituation samt i en krise‑ eller krigssituation.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er beredskabet i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene. Det vil sige lægepraksis, speciallægepraksis, tandlægepraksis, fysio‑ og ergoterapi, hjemmesygepleje, sundhedspleje m.v.

1.1.2. Lovgrundlaget for planlægning af sundhedsberedskabet

De overordnede regler om planlægning af sundhedsberedskabet findes i sygesikringslovens kapitel 6 a, der indeholder regler om en sammenhængende sundhedsplanlægning, som bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet.

Kommunalbestyrelserne skal en gang i hver valgperiode udarbejde en redegørelse for kommunens forskellige foranstaltninger på sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.

For hver amtskommune skal der foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet (sundhedsplanen), der bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte almentpraktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning. Rådgivning vedrørende sygehusberedskabsdelen indhentes af Sundhedsstyrelsen hos Beredskabsstyrelsen. Dette skyldes, at Beredskabsstyrelsen i henhold til aftale med Sundhedsministeriet varetager de styrelsesmæssige opgaver vedrørende sygehusberedskabet.

Amtskommunen inddrager embedslægeinstitutionen i sundhedsplanlægningen.

Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.

Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.

I bemærkningerne til forslaget til sygesikringsloven fremhæves det, at sundhedsberedskabet er tæt forbundet med f.eks. det hygiejniske beredskab og beredskabet i den sociale sektor.

En konsekvens af disse bestemmelser er således, at amtskommuner og kommuner skal etablere et samarbejde og indgå i en dialog om den samlede indsats på sundhedsområdet.

Det fremgår i øvrigt af beredskabslovens § 25, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet, og at amtsrådet skal udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet.

For at undgå overlapning mellem sundhedsberedskabsplanlægningen efter sygesikringsloven og den civile beredskabsplanlægning efter beredskabsloven, skal det anbefales, at amtskommunens civile beredskabsplan på sundhedsberedskabsområdet alene indeholder en henvisning til amtskommunens sundhedsplan. Planlægningen af sundhedsberedskabet bør dog integreres i den øvrige civile beredskabsplanlægning, således at der sikres den fornødne koordination.

Med disse planlægningsbestemmelser er de lovgivningsmæssige rammer for planlægningen af sundhedsberedskabet fastlagt. Der sikres en sammenhæng mellem sundhedsberedskabet og det civile beredskab i øvrigt, specielt de tilgrænsende sektorer. Herudover sikrer sygesikringsloven, at planlægningen af beredskabet kommer til at hænge sammen med den almindelige udvikling inden for sundhedsområdet samt med tilrettelæggelsen af ambulancetjenesten, der også er et af de emner, der skal indgå i sundhedsplanen.

Den første planperiode efter disse regler udløb den 31. december 1997. En gennemgang af de indsendte sundhedsberedskabsplaner har vist store variationer med hensyn til planernes karakter og omfang. Det bør i den nuværende planperiode tilstræbes, at planerne opnår en større overensstemmelse med denne vejledning.

1.2. Sygehusberedskabet

1.2.1. Lovgrundlag

Det fremgår af sygehuslovens § 16 a, at det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler også private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Det fremgår af beredskabslovens § 1, stk. 2, at sygehusberedskabet under krise eller krig er en del af redningsberedskabet. Dette indebærer, at den operative del af sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet redningsberedskabets ledelse.

1.2.2. Planlægningsgrundlag

Sygehusvæsenets daglige beredskab er dimensioneret ud fra, at det skal kunne dække de almindeligt forekommende ulykker, der erfaringsmæssigt indtræffer med visse mellemrum.

Der er herudover behov for en planlægning, der med udgangspunkt i det daglige beredskab, beskriver mulighederne for en forøgelse af kapaciteten, så sygehusvæsenet efter det konkrete behov kan imødegå konsekvenserne af større ulykker og katastrofer, herunder krigen som den størst tænkelige katastrofe. Nøgleordet for sygehusberedskabsplanlægningen er således fleksibilitet, dvs. evne til omstilling og tilpasning.

Planlægningen vedrører såvel den personelle kapacitet, den kirurgiske, medicinske og psykiatriske behandlingsopgave, plejeopgaven som de dertil hørende tekniske, bygningsmæssige, forsyningsmæssige og administrative opgaver.

Sygehusberedskabet for fredstidskatastrofer baserer sig på, at det eksisterende behandlingsniveau og dets principper skal fortsætte uændret.

For så vidt angår de største katastrofer, herunder krigshandlinger, er det vigtigt at have identificeret de særlige områder, der eventuelt kræver særskilte planlægningsforanstaltninger. Der kan i denne forbindelse bl.a. peges på problemer med fastholdelse af det nødvendige personale i en mobiliseringssituation. Den personelle kapacitet er et afgørende element i beredskabet. Derfor er det væsentligt i planlægningen, at klarlægge de personelle ressourcer, at definere nøglefunktioner og løbende at revidere behovet for designeringer (fritagelse for mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet med henblik på at forblive i en civil funktion i tilfælde af krise eller krig, jf. beredskabslovens § 59).

Der kan endvidere peges på behovet for uddannelse og øvelser med henblik på løsning af de særlige opgaver, der opstår i en krigssituation.

Beredskabet bør af samfundsøkonomiske årsager tilrettelægges således, at udgifter til foranstaltninger, der udelukkende har et krigsmæssigt formål, begrænses til områder, hvor beredskabet nødvendigvis må være etableret i fredstid.

Det er ikke i dag muligt præcist at angive målsætningen for sygehusberedskabet under krise eller krig, udover det alment gældende ønske om at kunne yde det bedst mulige i en given situation for så mange patienter som muligt. Til brug for den konkrete planlægningsvirksomhed er det imidlertid af flere grunde ønskeligt at konkretisere, hvilke behov sygehusvæsenet skal kunne opfylde:

Befolkningens behov for sygehusbehandling af almindelige lidelser, i det omfang dette behandlingsbehov er uopsætteligt.

Befolkningens behov for behandling for lidelser opstået som følge af katastrofer og krigsskader.

Forsvarets, redningsberedskabets, politiets og andre myndigheders behov for behandling af syge og sårede.

Behovet for sygehusydelser kan i et vist omfang opgøres »negativt« ved at konstatere, at en vis del af de »almindelige« sygehuspatienter vil kunne udskrives ekstraordinært før tiden, eller at indlæggelse vil kunne udsættes.

En »negativ« behovsopgørelse kan også foretages ved at lægge til grund, at befolkningens generelle forventninger til sygehusvæsenets ydelser kan reduceres i en krigssituation, men næppe i en fredsmæssig katastrofesituation.

Selv om det ikke er muligt at foretage en præcis behovsvurdering, kan der såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig forventes et stigende pres på sygehusvæsenets samlede ressourcer. En del af dette pres på sygehusvæsenet vil ved en hensigtsmæssig samlet planlægning af sundhedsberedskabet kunne løses af den øvrige del af sundhedsvæsenet.

Det er kendetegnende for sygehusvæsenets opgaver i en katastrofesituation og i en krise‑ eller krigssituation, at presset ofte opstår akut og indebærer umiddelbart livs‑ og velfærdstruende situationer. I modsætning til f.eks. beredskabet i den primære sundhedstjeneste er sygehusbehandlingen endvidere i høj grad afhængig af tekniske og bygningsmæssige faciliteter. Dette forhold understreger vigtigheden af, at der foretages en analyse af, hvilke elementer i beredskabet der vil kunne fremstå som »flaskehalse« for en hensigtsmæssig og fleksibel udvidelse og omstilling af kapaciteten til de ændrede behov, således at de nødvendige foranstaltninger til imødegåelse heraf vil kunne træffes.

Det afgøres af amtskommunerne, hvorvidt beredskabet med hensyn til hospitalsudstyr og forbrugsvarer (sygehusutensilier) skal etableres ved hjælp af lagre (indkøbte/omsætningslagre) eller på anden måde, som sikrer, at udstyret ikke forældes og kan anvendes i sammenhæng med det udstyr, sygehusene anvender til daglig.

1.2.3. De enkelte dele af sygehusberedskabsplanlægningen

Der udarbejdes en samlet sygehusberedskabsplan for amtskommunen som en del af den samlede sundhedsberedskabsplan. Der redegøres i planen for samarbejdet med omliggende amtskommuners sygehusvæsen. Der redegøres endvidere for det praktiske samarbejde mellem sygehusene ved katastrofer og store ulykker, om alarmering, samlet ledelse, præhospital indsats og kommunikation.

Planen skal primært tage sigte på fredsmæssige katastrofer og store ulykker, men skal tillige beskrive udbygningen af beredskabet under krise eller krig.

Der udarbejdes herudover en sygehusberedskabsplan (katastrofeplan) for amtskommunens enkelte sygehuse.

Disse planer skal beskrive samarbejdet med andre sygehuse i amtskommunen og i andre amtskommuner. Planen skal indeholde et afsnit om alarmering af sygehuset, beredskabsledelse, præhos-pital indsats, herunder medicinsk koordination, samarbejde med andre redningsmyndigheder og den primære sundhedstjeneste, kommunikation med skadested, kriseterapi og modtagelse af patienter på sygehuset, herunder patienter, der har været udsat for farlige kemikalier eller radioaktivitet. Endelig skal planen indeholde et afsnit om evakuering af sygehuset. Med henblik på en krise‑ eller krigssituation udbygges den fredsmæssige plan for sygehuset med planer for ledelsesfunktionen og øvrige administrative funktioner, yderligere udvidelse af behandlingskapaciteten og af plejekapaciteten samt sikring af sygehusenes fortsatte drift.

Udarbejdelse af beredskabsplanerne bør ske i samarbejde med politiet samt øvrige myndigheder, som forestår eller deltager i indsatsen ved store ulykker og katastrofer, f.eks. det kommunale redningsberedskab, ambulanceberedskabet og det statslige regionale redningsberedskab.

Det er af stor betydning for beredskabet, at der gennemføres uddannelse af personalet med henblik på at kunne virke i en katastrofe‑ eller krigssituation samt at beredskabet afprøves ved afholdelse af øvelser.

1.3. Lægemiddelberedskabet

1.3.1. Lovgrundlag

Det er amtskommunens ansvar som en del af den samlede beredskabsplanlægning at planlægge og opbygge et lægemiddelberedskab i amtet.

1.3.2. Indhold

I overensstemmelse med lægemiddelloven er lægemidler varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner. Da sera, vacciner, medicinske gasarter og radioaktive lægemidler er omfattet af denne definition af lægemidler, bør disse tillige med infusionsvæsker, blod, blodprodukter og blodposer indgå i lægemiddelberedskabet.

Tilstedeværelsen af en række utensilier er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af visse lægemidler. I en beredskabsmæssig sammenhæng bør et forsyningsberedskab af disse utensilier derfor helt naturligt knyttes sammen med planlægningen af et lægemiddelberedskab.

Det sundhedsmæssige beredskab er begrænset til at omfatte lægemidler til mennesker. Et beredskab af veterinære lægemidler er således ikke omfattet af denne vejledning.

1.3.3. Formål

Et velfungerende lægemiddelberedskab skal for det første kunne sikre, at den normale forsyning med lægemidler og utensilier til behandling og pleje m.v. af patienter for sygdomme, der ikke står i direkte forbindelse med en given katastrofesituation, skal kunne opretholdes. Der vil dog naturligvis kunne ske en tilpasning til den konkrete katastrofesituation.

For det andet skal lægemiddelberedskabet kunne opfylde de særlige behov for lægemidler og utensilier til behandling af sygdomme og skader, der er en direkte eller indirekte følge af katastrofesituationer. Forsyningen skal også her dække såvel den primære sundhedstjeneste som sygehusvæsenet.

Et grundlæggende hensyn ved planlægningen og dimensioneringen af det samlede lægemiddelberedskab i de enkelte amtskommuner bør være, at beredskabet nøje tilpasses de behov for forskellige lægemidler, der i den givne situation må forventes at være i sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste.

Spørgsmålet om hvilke lægemidler og utensilier, som skal anvendes på sygehusene og i den primære sundhedstjeneste, bør derfor baseres på en lokal vurdering af behandlingskapaciteten på de enkelte sygehuse og en vurdering af, hvilke typer af patienter, der i den givne situation skal behandles på sygehusene, og hvilke, der eventuelt vil kunne førtidsudskrives til behandling i den primære sundhedstjeneste.

1.4. Beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1.4.1. Almindelige beredskabsprincipper

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er en del af beredskabsplanlægningen i både amtskommuner og primærkommuner.

I overensstemmelse med de generelle principper, der lægges til grund for planlægningen af det civile beredskab, vil opgaverne i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang skulle udføres af de samme, som løser opgaverne til hverdag. Det betyder, at opgaverne i væsentligt omfang løses lokalt, og at eksisterende planlægningsystemer og samarbejdsformer udnyttes mest muligt.

1.4.2. Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste

Planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste omfatter 2 hovedelementer, for det første en planlægning for videreførelse af de daglige opgaver, tilpasset de ændrede krav, der følger af en given situation, og for det andet en planlægning for løsning af en række nye opgaver.

I hovedoverskrifter er disse nye opgaver:

Modtagelse og behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene.

Medvirken til information af personale og befolkning.

Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.

Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder evt. kriseterapi.

Medvirken til politiets identifikation af døde.

Primærkommunerne er som udgangspunkt ansvarlige for udførelse af disse opgaver.

Amtskommunen skal i samarbejde med primærkommunerne:

Opstille målene for primærkommunernes indsats.

Tilrettelægge et mellemkommunalt samarbejde.

Fastlægge den samlede organisation og koordinering af indsatsen inden for den primære sundhedstjeneste.

Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.

Planlægge for behandling af lettere tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer, til aflastning af sygehusvæsenet.

Planlægge for etablering af lægeudrykningsordning fra primærsektoren.

1.4.3. Ledelse og kompetenceforhold

De normale ledelses‑ og samarbejdsrelationer skal bevares i videst muligt omfang.

For at kunne udnytte ressourcerne effektivt og hurtigt kan der i særlige situationer være behov for, at en primærkommune på aftalemæssigt grundlag og for en midlertidig periode helt eller delvist varetager opgaver, som normalt varetages af amtskommunen eller omvendt.

Den koordinerende indsats, som påhviler amtskommunerne må ske på et aftalemæssigt grundlag, da amtskommunerne ikke har instruksbeføjelser over for kommunerne.

I øvrigt henvises til de beføjelser, der under krise eller krig kan udøves af de særlige forvaltningsorganer, der bliver udpeget i henhold til beredskabslovens § 31. Her vil navnlig sundhedssektionerne ved civilregionerne kunne bidrage til den fornødne prioritering og koordinering i totalforsvarsmæssig henseende.

1.4.4. Personkreds

Den primære sundhedstjenestes personale omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre: Praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere, farmaceuter, kliniske psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, jordemødre, fysio‑ og ergoterapeuter samt social‑ og sundhedshjælpere.

Amtskommunerne bør i deres planlægning tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de praktiserende læger og andre ikke‑offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der kan være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige organisationer.

Embedslægeinstitutionen inddrages i planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste, idet embedslægerne varetager væsentlige opgaver inden for socialmedicin, retsmedicin, hygiejne‑ og miljøområdet samt epidemisk rådgivning. Endvidere er embedslægerne rådgivende i sundhedsfaglige spørgsmål over for amtskommuner og kommuner i spørgsmål især vedrørende:

Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.

Sundhedspersonalets faglige kompetence.

Smitsomme sygdomme.

Sanitære forhold.

Forurening med giftstoffer.

Flygtninge og evakuering.

Bolig‑ og bygningsforhold.

1.5. Afsluttende bemærkninger

Denne vejledning erstatter Sundhedsministeriets vejledning af 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet.

Bestemmelserne i vejledningen for amtskommuner gælder tillige for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg kommuner.

 

Sundhedsministeriet, den 1. januar 1998

x

Redaktionel note
  • Kun året for udstedelsen af vejledningen er kendt. Datoen 01/01/1998 er fiktiv og indsat af systemtekniske hensyn.