Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om forsøg på beskæftigelsesområdet

§ 1

I bekendtgørelse nr. 1597 af 14. december 2018 om forsøg på beskæftigelsesområdet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 198 af 28. februar 2019, bekendtgørelse nr. 484 af 29. april 2019, bekendtgørelse nr. 546 af 6. maj 2019, bekendtgørelse nr. 650 af 28. juni 2019, bekendtgørelse nr. 705 af 5. juli 2019, bekendtgørelse nr. 1158 af 21. november 2019 og bekendtgørelse nr. 1268 af 29. november 2019, foretages følgende ændring:

1. § 11 c affattes således:

»§ 11 c Beskæftigelsesministeren har givet tilladelse til, at der gennemføres forsøg, hvorefter staten inden for en pulje refunderer 80 pct. af en kommunes udgifter til personer omfattet af § 2, nr. 1-3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er fyldt 30 år, og som får tilbud om et grundforløb i form af grundforløbets 2. del, eller grundforløb plus (GF+) efter lov om erhvervsuddannelser. Det er en betingelse, at personen

1) ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, eller

2) har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger en erhvervsuddannelse, men hvor uddannelsen ikke har været anvendt i de seneste 5 år.

Stk. 2. Senest ved afgivelse af tilbuddet skal personen og en virksomhed have indgået en uddannelsesaftale, som træder i kraft efter grundforløbets afslutning, eller uddannelsen skal optræde på Beskæftigelsesministeriets landsdækkende liste over erhvervsuddannelser, der knytter sig til stillingsbetegnelser med de største rekrutteringsudfordringer.

Stk. 3. For personer omfattet af § 2, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal grundforløbet kunne færdiggøres inden for den periode, hvor personen er berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Stk. 4. Under grundforløbet er personen fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende og for at stå til rådighed for henvist arbejde.

Stk. 5. Personen vil under grundforløbet modtage den ydelse, som vedkommende er berettiget til i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik eller lov om sygedagpenge.

Stk. 6. § 3 om fordeling af tilsagn om tilskud fra puljen til uddannelsesløft i bekendtgørelse om puljen til uddannelsesløft finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Forsøgstilladelsen indebæreren fravigelse af

1) § 11, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter bl.a. personer omfattet af § 2, nr. 1 og 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal være aktivt jobsøgende og dokumentere jobsøgningsaktiviteter i en joblog,

2) § 34 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter der til personer omfattet af § 2, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats alene kan gives tilbud om vejledning og opkvalificering i op til i alt 6 uger inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed,

3) § 48, stk. 1, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter bl.a. personer omfattet af § 2, nr. 1-3, som deltager i tilbud, skal være aktivt jobsøgende samt stå til rådighed for henvist arbejde og

4) § 13 a, stk. 1 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter personer omfattet af § 2, nr. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal være aktivt jobsøgende samt stå til rådighed for henvist arbejde.

Stk. 8. Forsøgsperioden løber fra den 25. november 2019 til den 31. marts 2021.

Stk. 9. Tilbud om grundforløb, der er påbegyndt senest den 31. marts 2021, kan færdiggøres, selvom grundforløbet har slutdato efter dette tidspunkt.«

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. december 2019.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 6. december 2019

Maria Schack Vindum

/ Christian Solgaard