Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 82-19 om sygedagpenge - jobafklaringsforløb - uarbejdsdygtighed - bred vurdering - timetal

Principafgørelsen fastslår

Uarbejdsdygtighed

En sygemeldt skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom for at have ret til sygedagpenge. Det gælder også for retten til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse. Vurderingen af uarbejdsdygtighed sker i henhold til sygedagpengelovens regler om uarbejdsdygtighed. Vurderingen er således den samme for borgere i jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse som for sygedagpengemodtagere.

Vurderingen af uarbejdsdygtighed er en socialfaglig vurdering, der sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og sygdommens indvirkning på arbejdsevnen. Arbejdsevnen er således det centrale ved vurderingen af uarbejdsdygtigheden.

Smal vurdering

Vurderingen af uarbejdsdygtigheden skal som udgangspunkt foretages i forhold til det arbejde, som den pågældende er sygemeldt fra.

Delvis uarbejdsdygtighed for lønmodtagere

En lønmodtager er delvist uarbejdsdygtig, når den pågældende kun kan udføre arbejdet delvist. En lønmodtager anses dog som fuldt arbejdsdygtig, hvis fraværet ikke overstiger 4 timer pr. uge.

Delvis uarbejdsdygtighed for selvstændig erhvervsdrivende

En selvstændig erhvervsdrivende er delvis uarbejdsdygtig, når det skønnes, at den pågældende højst kan udføre havdelen af sit normale arbejde. Det betyder, at den selvstændige ikke længere er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, når pågældende kan udføre mere end halvdelen af sit normale arbejde. Det normale arbejde skal forstås som det arbejde og det timetal, den pågældende er sygemeldt fra. En selvstændig erhvervsdrivende, der er sygemeldt fra 50 timer om ugen, vil således ikke længere være uarbejdsdygtig, hvis pågældende kan varetage mere end 25 timers arbejde om ugen i sit selvstændige erhverv.

Bred vurdering

Efter 3 måneders sygefravær skal vurderingen af uarbejdsdygtigheden foretages på et bredere grundlag end det hidtidige arbejdsområde. I særlige tilfælde er der mulighed for at fravige udgangspunktet om, at den brede vurdering skal foretages efter 3 måneder.

Når der foretages en bred vurdering af uarbejdsdygtigheden, kan den sygemeldte kun betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer vedkommende fra at påtage sig arbejde, som anses for passende. Passende arbejde er arbejde, som personen på baggrund af sin uddannelse eller arbejdserfaring vil kunne varetage eventuelt efter en kortere oplæring.

Den brede vurdering er uafhængig af det arbejdsområde, som den pågældende er sygemeldt fra, og vurderingen er derfor ens for lønmodtagere og selvstændige.

En lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er sygemeldt fra et højere timetal, end hvad der svarer til sædvanligt fuldtidsarbejde (37 timer), vil være fuldt arbejdsdygtig efter en bred vurdering, når pågældende kan varetage et andet passende arbejde i et omfang, der svarer til sædvanligt fuldtidsarbejde. I den situationen foretages vurderingen derfor ikke i forhold til det timetal, som den pågældende er sygemeldt fra.

I den konkrete sag var borgeren sygemeldt fra 50 timer om ugen som selvstændig landmand. Borgeren havde genoptaget arbejdet delvist som lønmodtager i et vikarjob. Borgeren arbejdede ca. 12,5 timer om ugen. Kommunen kunne ikke standse jobafklaringsforløbet med ressourceforløbsydelse efter en bred vurdering af uarbejdsdygtigheden. Der var ikke tilstrækkelig dokumentation for, at borgeren ville kunne arbejde mere end 25 timer om ugen i sit selvstændige erhverv som landmand. Der var heller ikke tilstrækkelig dokumentation for, at pågældende ville kunne varetage et andet passende arbejde i et omfang, der svarede til sædvanlig fuldtidsbeskæftigelse. Sagen blev derfor hjemvist.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at belyse reglerne om uarbejdsdygtighed, herunder særligt at fastslå, hvilket timetal den brede vurdering skal foretages i forhold til, når lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er sygemeldt fra et højere timetal, end hvad der svarer til sædvanligt fuldtidsarbejde (37 timer).

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om sygedagpenge, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 68 af 25. januar 2019

§ 7, stk. 1, 2, og 3, om delvis uarbejdsdygtighed og bred vurdering

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016

§ 68d, stk. 1, om ret til jobafklaringsforløb og

§ 68e, stk. 1, om ophør af jobafklaringsforløb

Praksis

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

2-15: Principafgørelsen fastslår, at der også for selvstændige gælder, at uarbejdsdygtigheden efter tre måneders sygefravær skal foretages efter en bred vurdering.

91-15: Det fremgår af principafgørelse, at vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Vurderingen er således den samme. Uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven omfatter både fuld og delvis uarbejdsdygtighed. Det samme er derfor tilfældet i forhold til jobafklaringsforløb.

Følgende principafgørelse er kasseret og indarbejdet i denne principafgørelse:

D-19-91: En gårdejer, som normalt har en ugentlig arbejdstid på 60 timer, vil have ret til nedsatte sygedagpenge, hvis det skønnes, at han kun kan arbejde 20 timer om ugen.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse. X Kommune afgjorde sagen den 31. januar 2019.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Hjemvisningen af sagen betyder, at den påklagede afgørelse er ugyldig.

Kommunen skal udbetale ressourceforløbsydelse, indtil der er truffet en gyldig afgørelse, såfremt de øvrige betingelser for udbetaling af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb er opfyldte.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke havde tilstrækkelig dokumentation til at fastslå, at du ikke længere var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.

Vi vurderer, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger i sagen til at vurdere, om dine skånebehov udelukkede, at du kunne varetage dit arbejde som selvstændig landmand med frugtplantage i mere end 25 timer om ugen.

Vi vurderer også, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at du burde kunne varetage et andet passende arbejde i et omfang, som svarede til et sædvanligt fuldtidsarbejde.

Hvad er afgørende for sagen

Du blev sygemeldt den 27. maj 2016 fra dit arbejde som selvstændig landmand på grund af leukæmi. Du overgik under sygeforløbet fra sygedagpenge til jobafklaringsforløb, idet du ikke længere opfyldte betingelserne for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, men fortsat var uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Ved vores vurdering af, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, hvorvidt du fortsat var uarbejdsdygtig i dit erhverv som selvstændig landmand, lægger vi til grund, at du var sygemeldt fra 50 timer om ugen, og at dit arbejde bestod i opsyn, klipning og beskæring samt plukning i sæsonen.

Vi lægger vægt på oplysningerne fra Hæmatologisk afdeling fra november 2017, hvoraf fremgår, at du var modtagelig overfor infektioner, hvorfor du skulle undgå støvende og beskidt arbejde. Det fremgår også af statusattest fra samme afdeling fra november 2018, at du fortsat frarådedes arbejde med udsættelse for infektioner, således nedrivningsopgaver med risiko for skimmelsvamp, arbejde med eksempelvis dambrug eller kloakarbejde, udsættelse for infektioner i dagplejer, daginstitutioner eller lign.

Det var ud fra de lægelige oplysninger ikke tilstrækkeligt klart, om dit arbejde som landmand med frugtplantage var foreneligt med dine skånebehov.

Vi lægger ved vurderingen også vægt på, at sagen ikke indeholder oplysninger om, hvad dit lønmodtagerjob som genbrugsmedhjælper bestod i, herunder hvorvidt dette arbejde adskilte sig fra dit arbejde som landmand i forhold dine skånehensyn i forhold til støvende og beskidt arbejde. Vi finder det på den baggrund ikke tilstrækkeligt godtgjort, at dine skånehensyn ikke var tilgodeset i dit erhverv som landmand.

Uden de oplysninger kan det ikke vurderes, om du fortsat var uarbejdsdygtig i dit erhverv som landmand. Vi bemærker hertil, at du ikke længere var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, hvis du kunne varetage dit arbejde som selvstændig landmand i mere end 25 timer om ugen.

Ved vores vurdering af, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at du var arbejdsdygtig i forhold til et andet passende arbejde, lægger vi vægt på, at det fremgår af journalnotater om opfølgningssamtaler i oktober og november 2018 og af telefonsamtale af den 12. december 2018, at du arbejdede ca. 12,5 timer om ugen som lønmodtager. Desuden lægger vi vægt på, at lønseddel fra december viste, at du i december måned arbejdede 74 timer.

Vi lægger også vægt på dine egne oplysninger om, at det ikke havde været muligt at øge arbejdstiden herudover. Du oplyste ved opfølgning i november 2018, at du gennem foråret og over sommeren havde haft lungeinfektioner. Du oplyste også, at du brugte ca. 1 dag om ugen på at køre til Odense, hvor du skulle lære at sprøjte dig selv med noget immunforstærkende.

Vi lægger desuden vægt på journaloplysninger fra Hæmatologisk afdeling. Det fremgår af notat fra den 13. september 2018, at din datter oplyste, at familien siden april havde oplevet gentagne episoder, hvor du virkede lettere forvirret og muligvis også med påvirket hukommelse. Du oplyste i forbindelse med opfølgning i kommunen, at der ved scanning af hovedet den 14. oktober 2018 ikke var fundet noget unormalt.

Vi lægger videre vægt på oplysningerne i statusattest fra november 2018 fra Hæmatologisk afdeling. Heraf fremgår, at du havde været igennem et forløb med primært kraftig kemoterapi i 4 måneder og herefter knoglemarvstransplantation med efterfølgende immundæmpende medicin. I forløbet havde du haft akut GvH (en tilstand, hvor cellerne fra donor ”angriber” egne celler). Du blev behandlet ugentligt af ca. 1 dags varighed. Derudover havde du gennem forløbet også haft udfordringer med tiltagende koncentrationsbesvær og hurtig udtrætning. Dette kunne både være relateret til kemobehandlingen men også transplantationsforløbet. Det fremgår, at en 37-timers arbejdsuge på daværende tidspunkt ville være svært.

Endelig lægger vi vægt på telefonsamtale med din læge den 14. november 2018. Din læge oplyste, at du ikke var aktuelt livstruende syg, men at du naturligt var mere påvirket af behandlingen end almindelige kemopatienter.

Vi bemærker, at vurderingen af, om en selvstændig erhvervsdrivende er uarbejdsdygtig efter en bred vurdering, skal foretages ud fra samme vilkår som for en lønmodtager. Vi henviser til principafgørelse 2-15. Vi bemærker også, at en selvstændig erhvervsdrivende, der er sygemeldt fra et højere timetal, end hvad der svarer til sædvanligt fuldtidsarbejde, vil være fuldt arbejdsdygtig efter en bred vurdering, når pågældende kan varetage et passende arbejde i et omfang, der svarer til sædvanligt fuldtidsarbejde.

På baggrund af ovenstående var det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at du kunne varetage et passende arbejde i et omfang, der svarede til sædvanligt fuldtidsarbejde.

Vi er opmærksomme på, at du i december måned havde arbejdet 74 timer, og at du på grund af modregning ikke fik udbetalt ressourceforløbsydelse i den måned. Selvom du ikke havde ret til ydelsen i den måned, kunne jobafklaringsforløbet ikke standses, hvis du fortsat opfyldte betingelserne herfor.

Hjemvisningen af sagen betyder, at sagen er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse. Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.

Hjemvisningen af sagen betyder også, at kommunens afgørelse af den 31. januar 2019 er ugyldig, fordi sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst.

Kommunen skal genoptage udbetalingen af ressourceforløbsydelse. Vi har ikke med denne afgørelse taget stilling til, i hvor lang tid udbetalingen af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb skal genoptages. Det afhænger af sagens videre forløb, som vi ikke er bekendte med.

Kommunen skal tage stilling til, om der er grundlag for modregning eller tilbagebetaling, hvis der har været udbetalt andre ydelser i den periode, efterbetalingen vedrører.

Østre Landsret har i dom af den 4. maj 2018 fastslået, at der efter sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighed ikke er grundlag for at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft. Vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Der kan derfor ikke træffes afgørelse om ophør af jobafklaringsforløbet med tilbagevirkende kraft efter sygedagpengelovens § 7. Dette gælder, uanset om det på et tidligere tidspunkt er dokumenteret, at borger ikke længere er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Vi henviser til principafgørelse 40-18.

Om reglerne

Efter reglerne om jobafklaringsforløb har en sygedagpengemodtager, som er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom efter reglerne om sygedagpenge, og som ikke kan få forlænget sygedagpengene efter forlængelsesreglerne i sygedagpengeloven, ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse ved ophør af sygedagpengene.

Det fremgår af principafgørelse 91-15, at vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Vurderingen er således den samme. Uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven omfatter både fuld og delvis uarbejdsdygtighed. Det samme er derfor tilfældet i forhold til jobafklaringsforløb.

Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. En selvstændig erhvervsdrivende er delvis uarbejdsdygtighed, når det skønnes, at den pågældende højst kan udføre halvdelen af sit normale arbejde.

Uarbejdsdygtigheden skal efter tre måneders sygefravær vurderes på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde (andet passende arbejde), medmindre der er særlige grunde, der taler for andet med hensyn til tidspunktet for vurderingen.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.